Graviditet 

Behandling af astma i graviditeten følger de samme retningslinjer som hos andre patientgrupper med astma. Dårlig kontrolleret astma øger risikoen for perinatale komplikationer såsom præeklampsi, hyperemesis gravidarum, præmaturitet, lav fødselsvægt, perinatal mortalitet og neonatal hypoxi. En igangværende, velindiceret behandling skal fortsætte under graviditeten og patienten bør følges med hyppigere kontroller end normalt. Ved nyopstået behandlingsbehov under graviditet bør inhalerede kortikosteroider og β2-receptorstimulerende midler foretrækkes. Henvisning til specialist i lungemedicin bør overvejes.
Sædvanlig behandling med β₂-agonisterne salbutamol og terbutalin samt inhalationssteroiderne budesonid, beclometason og fluticason kan anvendes uden risiko for misdannelser.
Systemisk behandling med theofyllin synes ikke at være teratogent, men theofyllin kan give takykardi hos barnet. 

De inhalerede langtidsvirkende β₂-agonister (salmeterol og formoterol) kan også anvendes, men altid sammen med inhalationssteroid.

Systemisk behandling med glukokortikoider kan muligvis indebære en lille øget risiko for læbe/ganespalte, men dette forhold må ikke medføre seponering af en velindiceret systemisk behandling med glukokortikoid, da en forværring af astmaen indebærer en større risiko for barnet. Mod slutning af graviditeten kan systemiske glukokortikoider påvirke barnets binyrebarkfunktion, se Glukokortikoider.
For de øvrige astmamidler (fx leukotrienanatagonister) er der ikke tegn på overhyppighed af misdannelser, men datamængden er begrænset, hvorfor man bør være tilbageholdende med behandling. 

Amning 

Inhalationsbehandling med β2-agonister, glukokortikoider og antikolinergika kan anvendes. Den systemiske absorption er ringe og udgør næppe en risiko for det ammede barn.
Af systemiske midler til behandling af astma kan terbutalin, prednison og prednisolon anvendes under amning.
Anvendelse af systemiske glukokortikoider i høj og længerevarende dosering i ammeperioden kræver særligt velmotiverede indikationer, og barnet må observeres for evt. vækst- og binyrebarkhæmning.
Theophyllin kan almindeligvis anvendes, men barnet bør observeres for bivirkninger. Præmature og nyfødte har nedsat elimationshastighed og forsigtighed bør udvises.
For de øvrige systemiske midler mangler der data for udskillelsen i modermælk.