Den medicinsk behandling af astma opdeles i 5 trin.
Patienten bør starte behandlingen på det relevante trin i forhold til sygdommens sværhedsgrad. De fleste nydiagnoticerede patienter kan starte på Trin 2. Med stigende erkendelse af, at selv patienter med mild astma oplever eksacerbationer, lægges der vægt på, at alle patienter bør være i behandling med inhalationssteroid.  

Både de internationale astmaguidelines GINA ⁽²⁵¹⁸⁾ og Dansk Lungemedicinsk Selskabs ⁽⁵⁴⁰³⁾ retningslinjer har ændret deres rekommandation vedrørende behandling af patienter med mild astma. Man har introduceret to spor, som man kan følge, hvor det foretrukne Spor 1 indebærer at p.n. behandling består af lavdosis-inhalationssteroid kombineret med formoterol i samme inhalator. Det betyder at i Spor 1, vil de fleste patienter kunne bruge samme inhalator (inhalationssteroid/formoterol) som både forebyggende og som p.n. behandling.  

Et alternativt Spor 2 er til patienter med god adhærens til den forebyggende behandling. Det består af fast forebyggende medicin hver dag sammen med korttidsvirkende β2-agonist som p.n. behandling.  

Man anbefaler ikke længere p.n. inhaleret korttidsvirkende β2-agonist som førstevalg, men allerede på Trin 1 introduceres inhalationssteroid sammen med formoterol i samme inhalator som p.n. behandling. Baggrunden er, at denne strategi er mere effektiv til at forebygge eksacerbationer, hvilket primært skyldes, at patienter med mild astma ofte har lav adhærens til forebyggende behandling med inhalationssteroid. 

Tabel 3. Trinvis behandling af astma, baseret på de internationale astmaguidelines (Global Initiative for Asthma) GINA ⁽²⁵¹⁸⁾ 

Non-medikamentel behandling
Alle patienter skal tilbydes grundig information om astma-sygdommen og tilrådes elimination af faktorer i miljøet (allergener, erhvervsekspositioner), som kan forværre astmaen. Ophør med både aktiv og passiv rygning og begrænsning af udsættelse for irritanter som stearinlys og røg fra pejs eller brændeovn. 

Medikamentel behandling
På grund af risiko for akutte eksacerbationer bør patienterne have en letforståelig skriftlig handleplan, så de ved, hvad de skal gøre i tilfælde af en forværring. 

Astmamedicin opdeles i "forebyggende medicin" og "anfaldsmedicin". 

Forebyggende medicin, omfatter: 

• Inhalerede binyrebarkhormoner
• Leukotrien-antagonister
• Langtidsvirkende inhalerede β2-agonister
• Langtidsvirkende antikolinergika: Tiotropium eller glycopyrronium
• Orale kortikosteroider
• Langsomt absorberbare teofylliner
• Monoklonale antistoffer: omalizumab, mepolizumab, benralizumab, reslizumab, dupilumab og tezepelumab.

Den hyppigst brugte forebyggende medicin består af kombinationen af inhalationssteroid og langtidsvirkende β2-agonist i samme inhalator. 

Inhalationssteroider spiller den vigtigste rolle i astmabehandlingen, og man skelner mellem 3 dosisintervaller: lavdosis, middeldosis og højdosis. For doseringsinterval for de markedsførte inhalationssteroider se tabel 6 i Glukokortikoider til inhalation.
Den kliniske effekt af inhalationssteroid ved astma indtræder allerede i løbet af de første døgn af behandlingen, mens den maksimale effekt med henblik på dæmpning af den bronkiale hyperreaktivitet og forebyggelse af akutte forværringer først opnås efter 2-3 måneder.
Langtidsvirkende β2-agonister til inhalation har en væsentlig plads i behandling af patienter med astma, men må aldrig anvendes til behandling af astma uden samtidigt inhalationssteroid på grund af øget risiko for svære akutte forværringer. Se endvidere astmaguidelines på Glukokortikoider til inhalation og Global Initiative for Asthma (GINA). 

Idrætsudøvere, som kun har anstrengelsesudløst bronkospasme uden astmasymptomer i øvrigt, kan behandles med korttidsvirkende β2-agonist p.n. Man skal dog være ekstra opmærksom på, at mange patienter underrapporterer kroniske luftvejssymptomer, som de har vænnet sig til, og starte behandling med ICS ved mindste mistanke om astma eller henvise patienten til lungemedicinsk udredning.  

Trin 1 behandling  

Behandlingen er forbeholdt patienter med mild, intermitterende astma; det vil sige patienter med normal lungefunktion, ingen natlige opvågninger og med astmasymptomer under 2 gange om måneden. 

• Førstevalg svarende til Spor 1 er: Kombinationsbehandling med lavdosis inhalationssteroid med formoterol i samme inhalator efter behov
• Alternativ, svarende til Spor 2 er: Inhalationssteroid samtidigt med anvendelse af en korttidsvirkende β2-agonist - dvs. et pust/sug inhalationssteroid hver gang patienten bruger en korttidsvirkende β2-agonist.

Trin 2 behandling 

Behandling af mild persisterende astma med symptomer hyppigere end to gange om måneden. 

• Spor 1 (førstevalg): P.n lavdosis inhalationssteroid kombineret med formoterol (dvs. samme som i Trin 1)
• Spor 2 (alternativt valg): Fast lavdosis Inhalationssteroid, + anvend kortidsvirkende β2-agonist ved behov
• Tredje alternativ ved uacceptable bivirkninger fra ICS: tabletbehandling med leukotrienantagonist og inhaleret beta2-agonist ved behov ⁽⁴⁴⁴³⁾.

Trin 3 behandling 

Moderat persisterende astma, som ikke er velkontrolleret på lavdosis inhalationssteroid: 

• Spor 1: Fast Lavdosis inhalationssteroid kombineret med formoterol , + samme inhalator ved behov
• Spor 2: Fast lavdosis inhalationssteroid med langtidsvirkende β2-agonist i samme inhalator + korttidsvirkende inhaleret beta2-agonist ved behov
• Tredje alternativ: Fast middeldosis inhalationssteroid, eventuelt suppleret med leukotrienantagonist + β2-agonist ved behov.

Trin 4 og 5 behandling 

Behandlingen på trin 4 og 5 bør varetages af læger med speciel indsigt og interesse i astmasygdommen og omfatter samtidig administration af flere typer forebyggende medikamenter. 

• Førstevalg: Middeldosis/højdosis inhalationssteroid kombineret med formoterol eventuelt suppleret med leukotrienanatagonist, langtidsvirkende inhaleret antikolinergicum og/eller et theophyllinpræparat + enten lavdosisnhalationssteroid kombineret med formoterol eller korttidsvirkende β2-agonist efter behov.
• Alternativer:
  1. Ved non-Type₂-astma (se tabel 1 i Diagnostik af astma og KOL), især ved samtidig tilstedeværelse af bronkieektasier, har nogle patienter gavn af behandling med lavdosis azithromycin, som reducerer både de daglige symptomer og hyppigheden af eksacerbationer.
  2. Biologisk behandling. Overvejes ved dårlig astmakontrol og flere end 2 astmaeksacerbationer om året på behandling med inhalationssteroid, langtidsvirkende β2-agonist og langtidsvirkende antikolinergikum, evt. suppleret med fast dosis oral prednisolon.
     Omfatter anti-IgE (omalizumab) ved svær allergisk astma, anti-IL-5 (benralizumab, mepolizumab, reslizumab) eller anti-IL-4/IL-13 (dupilumab) ved Type₂-astma (eosinofil astma), samt anti-IL4/IL13 (anti-TSLP, tezepelumab), som kan anvendes ved både Type₂- og non-Type₂ astma.
     Behandling med biologiske lægemidler er centraliseret til få afdelinger med særlig ekspertise i håndtering af patienter med svær astma

Patienterne på disse behandlingstrin har ofte vedvarende nedsat lungefunktion og i perioder daglige symptomer. Det er vigtigt, at disse patienter er informeret om selvbehandling med oral prednisolon ved faldende peakflow og tiltagende forbrug af korttidsvirkende β2-agonist (skriftlig behandlingsplan). 

Langtidsvirkende antikolinergika  

Ved svær astma har tillæg af tiotropium til behandlingen med inhalationssteroid og langtidsvirkende β2-agonist medført en reduktion i antallet af eksacerbationer og en mindre forbedring i lungefunktion ⁽¹⁹⁵²⁾. Behandling med ICS+LABA + LAMA (glycopyrronium) af patienter med svær astma, som ikke var velkontrolleret på ICS+LABA, medførte signifikant bedring af lungefunktionen og en nedsættelse af den årlige eksacerbationsfrekvens ⁽⁵¹⁷⁹⁾. Se endvidere Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β2-agonist og langtidsvirkende antikolinergika (ICS/LABA/LAMA).  

Andre behandlingsmuligheder

Immunterapi (allergivaccination) ved allergisk astma 

Ved astma med en væsentlig allergisk komponent kan allergenspecifik immunterapi overvejes som supplement til den øvrige farmakologiske behandling. Der er især effekt af immunterapi ved husstøvmideallergi og ved allergisk rhinitis ^{(4882) (4883)}.  

Se endvidere Allergenspecifik immunterapi (Allergener). 

Svær astma: Andre behandlingsmuligheder 

Ved svær astma med hyppige eksacerbationer kan fast behandling med azithromycin nedsætte frekvensen af eksacerbationerne ⁽³³⁰¹⁾.  

Hos patienter, som har behov for daglig oral dosis af binyrebarkhormon, vil tillæg af methorexat på ugentlig basis i nogle tilfælde muliggøre en nedsættelse af steroiddosis ⁽³³⁰²⁾.  

Medicinrådet har en behandlingsvejledning om svær astma. 

Patienter med nyopdaget astma

Ved start af behandling placeres disse patienter som regel på trin 2 (evt. trin 3 ved udtalte astmasymptomer): det vil sige på en fast lavdosis inhalationssteroid og med inhaleret korttidsvirkende β2-agonist som anfaldsmedicin eller kombinationsbehandling med lavdosis inhalationssteroid med formoterol i samme inhalator p.n. Nystartede patienter bør kontrolleres inden for 1 måned, hvor graden af astmakontrol bedømmes med henblik på eventuel justering af behandlingstrin (se tabel 3 og 4).  

Patienter med samtidig astma og KOL (ACO)

Disse patienter har vedvarende luftvejsobstruktion, men samtidig udtalt reversibilitet og andre astmakarakteristika, fx rhinitis. Generelt anbefaler de internationale guidelines behandling som ved astma: Inhalationssteroid i kombination med langtidsvirkende β₂-agonist (LABA) eventuelt suppleret med inhaleret langtidsvirkende antikolinergikum (LAMA), mens behandling med LABA alene frarådes. Der tilrådes henvisning til lungespecialist ved tvivl om diagnosen og ved hyppige eksacerbationer.  

Monitorering og opfølgning af astma

Når farmakologisk behandling er iværksat, bør patienterne følges fremover med henblik på vurdering af astmakontrol, se Astma hos voksne - klassifikation.
Opfølgningen bør allerede finde sted efter 1 måned for de nystartede patienter og efter 3 måneder hos patienter, hvor man har foretaget behandlingsændringer. Patienter som er stabile, bør kontrolleres årligt. Monitorering omfatter måling af lungefunktion og registrering af symptomer og antallet af episoder med opblussen i sygdommen. Ved utilfredsstillende behandlingsrespons bør man især fokusere på, om diagnosen er rigtig, om patienten anvender inhalatoren korrekt, om patienten har dårlig medicin adhærens, og om der er miljømæssige årsager til dårlig behandlingsrespons - fx tobaksrygning eller vedvarende allergener/irritanter i hjemmet eller på arbejdet. 

Følgende kendetegn betragtes som risikofaktorer for dårlig astmakontrol og eksacerbationer:  

• Mange astmasymptomer
• Højt forbrug af anfaldsmedicin
• Dårlig adhærens til inhalationssteroid
• Psykologiske- eller socioøkonomiske problemer
• Rygning
• Vedvarende udsættelse for allergener
• Fedme
• Rhinosinuitis
• Graviditet
• Vedvarende eosinofili
• Tidligere behov for indlæggelse på intensivafdelingen eller intubation.

Det er erfaringen, at større doser af inhalationssteroid er nødvendige for at opnå astmakontrol, end for at fastholde kontrollen fremover. Derfor er det altid vigtigt at vurdere, om man kan nedsætte dosis af inhalationssteroid til den mindste dosis, som er nødvendig for at bevare tilfredsstillende astmakontrol.  

Hvis patienten har været velbehandlet i længere tid og har normal lungefunktion samt ingen risikofaktorer for eksacerbationer, tilrådes det at nedtrappe dosis af inhalationssteroid til det laveste niveau, som fortsat giver en god astmakontrol. Dette kan ske hver ca. 3 måned med en dosisreduktion på 25-50 %.  

Akut svær forværring af astma og status asthmaticus

Ved akut svær forværring af astma (astmaeksacerbation) forstås en relativ pludselig forværring af astmasymptomer, typisk med mere åndenød og hoste, som er til stede i hvile og om natten. Patienterne mærker, at deres vanlige anfaldsmedicin ikke hjælper tilstrækkeligt. Hvis patienten ikke er voldsomt medtaget, kan tilstanden behandles med en oral prednisolonkur - 37,5 mg daglig i 10 dage med kontrol af symptomer og spirometri ca. 1 uge efter afsluttet prednisolonkur. Det er vigtigt at sikre, at patienten er i relevant behandling med inhalationssteroid og eventuelt øge dosis. Patienten skal kontakte lægen, hvis der ikke er begyndende bedring efter 2-3 dages prednisolonbehandling. 

I de mest udtalte tilfælde, betegnes tilstanden status asthmaticus og kræver akut sygehusindlæggelse og intensiv behandling: 

• Peakflow-måling og artieriel blodgasanalyse bruges til at vurdere sværhedsgraden af anfaldet
• Ilt-tilskud 2-5 l/min (evt. højere) med henblik på at opnå perifer iltsaturation på mindst 93 %
• Hyppige inhalationer af korttidsvirkende β2-agonist og ipratropium via et forstøverapparat (2-4 inhalationer i timen de første 2 timer, afhængig af effekt)
• Systemisk kortikosteroid enten oralt eller iv. initialt svt. 50-100 mg prednisolon i døgnet
• Hvis patienten ikke kan medvirke til inhalation, kan β2-agonist injiceres subkutant eller i.v.
• Røntgen af thorax, mikrobiologisk undersøgelse af ekspektorat. Korrektion af hypokaliæmi. Ekg.

Ved hypoxi ledsaget af hyperkapni og acidose samt ved udtrætning og sløret sensorium vil der hyppigt være indikation for mekanisk ventilation. Patienten bør tilses af lungemediciner og/eller anæstesiolog. Ved livstruende astmaanfald, hvor der ikke er respons på behandling, kan forsøges langsom infusion af 2 g magnesiumsulfat (svt. 4 ml af 2 mmol/ml infusionskoncentrat i 100 ml NaCl over 30 minutter), selv om effekten er omdiskuteret og ikke har kunne påvises i alle studier ^{(2744) (2745)}.