Rygeophør 

Den vigtigste del af behandlingen er tobaksabstinens. Opfordring til rygeophør og information om nikotinsubstitution samt evt. supplerende medikamentel behandling for at hjælpe patienten med rygeophør er uhyre vigtig (se Tobaksafhængighed). Hvis patienten holder op med at ryge, vil sygdomsprogressionen i de fleste tilfælde aftage med et fremtidigt fald i lungefunktionen på niveau med ikke-rygeres. Samtidig aftager hoste og opspyt og risikoen for eksacerbationer nedsættes hos de fleste patienter. Det er også vigtigt at undgå andre irritanter, herunder passiv rygning. 

Medikamentel behandling 

Forslag til den initiale medikamentelle behandling fremgår af tabel 4 og afhænger af symptomerne (især åndenød), samt af risikoen for eksacerbationer.De tre vigtigste stofgrupper er langtidsvirkende β2-agonister (LABA), langtidsvirkende antikolinergika (LAMA) og inhalerede kortikosteroider (ICS), som alle tages som inhalationer. Derfor er det uhyre vigtigt, at man sikrer, at patienten kan anvende inhalatoren korrekt. Kontrol af korrekt inhalationsteknik bør foretages med jævne mellemrum. Vedrørende valg af inhalator henvises til afsnittet om inhalationssystemer.  

Dansk Lungemedicinsk Selskab har i deres seneste kliniske retningslinier fra 2017 søgt at forsimple behandlingsalgoritmen for medicinsk behandling ved at definere 3 behandlingstrin: 

• Trin 1: Patienter med FEV1 > 50 % af forventet værdi og få daglige symptomer: behandling med enten LABA eller LAMA
• Trin 2: Patienter med mange daglige symptomer og/eller én eller flere årlige eksacerbationer: behandles med både LABA og LAMA
• Trin 3: Patienter, som på trods af behandling med LABA og LAMA har mange daglige symptomer, gentagne eksacerbationer/indlæggelser eller ACO-karakteristika: trestof-behandling omfattende: LABA, LAMA og ICS

I de følgende omtales de enkelte terapigruppers rolle ved KOL.  

Ved daglige symptomer behandles med langtidsvirkende inhalerede bronkodilatorer - LABA og LAMA. Behandlingen bør vurderes efter nogle måneder og ved manglende effekt på symptomerne, til trods for tilstrækkelig dosis og korrekt inhalationsteknik, bør der tages stilling til seponering af medicinen. Begge stofgrupper har gavnlig effekt på livskvaliteten og nedsætter frekvensen af eksacerbationer. Direkte sammenligninger af LAMA med LABA, viser en større effekt af LAMA hvad angår forebyggelsen af eksacerbationer, hvilket gør at LAMA anbefales til patienter med hyppige eksacerbationer. En direkte sammenligning af tiotropium med indacaterol viste lidt bedre effekt af indacaterol på åndenød ⁽¹⁷⁵³⁾. Der kan hos nogle patienter opnås en større effekt på lungefunktion, de daglige symptomer og på forebyggelsen af eksacerbationer ved at kombinere begge stofgrupper. Inhalationsmedicin med begge stofgrupper i samme inhalator (LABA/LAMA) er blevet markedsført i Danmark som en kombination af indacaterol/glycopyrronium, vilanterol/umeclidinium, formoterol/aclidinium og olodaterol/tiotropium.  

Ved KOL anvendes inhalationssteroiderne (ICS) til at forebygge eksacerbationer og disse medikamenter er relevante til patienterne som, til trods for behandling med LABA og LAMA, fortsætter med at have eksacerbationer. Ved KOL skal ICS altid tages sammen med en langtidsvirkende inhaleret bronkodilatator.  

Flere studier antyder, at det især er KOL-patienter med blod-eosinofili (typisk over 300 celler/mikroliter svarende til ca. 0,3 x 10⁹ celler per liter), som har god effekt af ICS ^{(3030) (3031)}. Dette indgår i de internationale guidelines ⁽²⁵²⁴⁾ og i en National Klinisk retningslinje. Patienter, som har et blodeosinofiltal på < 0,15 x 10⁹, patienter med gentagne tilfælde af pneumoni, tidligere infektion med mycobakterier og patienter med vedvarende luftvejskolonisering med patogene bakterier bør ikke have inhalationssteroid ^{(2524) (4886)}. 

Nyere studier viser også, at udtrapning af inhalationssteroid hos patienter med KOL har størst chance for at lykkes, uden at den fører til forværring af tilstanden, ved lavt eosinofiltal, mens udtrapningen øger risikoen for eksacerbationer, hvis patientens eosinofiltal er over 0,3 x 10⁹ celler per liter ⁽⁵⁴⁰⁵⁾. 

Trestof-behandlingen (beclometason/formoterol/glycopyrronium, budesonid/formoterol/glycopyrronium og fluticason/vilanterol/umeclidinium) er blandt patienter med hyppige eksacerbationer i en række studier vist at være mere effektiv end tostofs-behandling (LABA/LAMA) med hensyn til at forebygge eksacerbationer, bedre lungefunktion og reducere dødelighed. Behandlingen øger dog risikoen for pneumoni ⁽⁵⁷⁵⁶⁾. Som anført ovenfor, er effekten størst hos patienter med et eosinofiltal over 0,3 x 10⁹ celler per liter ^{(3032) (3303) (3304)}.  

En alternativ antiinflammatorisk behandling er oral PDe4-antagonist (roflumilast), som blandt patienter med FEV₁ < 50 % af forventet værdi, hyppige eksacerbationer og kronisk bronkitis kan nedsætte antallet af eksacerbationer, men behandlingen indebærer en ikke ubetydelig risiko for gastrointestinale bivirkninger ⁽²⁷⁵²⁾. 

Det foreslås at patienter i denne behandling varetages i regi af lungemedicinske specialister. Blandt patienter, som ikke behandles med inhalationssteroid, har man i enkelte studier kunnet reducere antallet af eksacerbationer med en fast forebyggende behandling med N-acetylcystein ⁽²⁹⁸⁴⁾. 

De få patienter med KOL, som ikke kan medvirke til inhalationsbehandling, kan forsøges behandlet med oral β₂-agonist eller depot-theofyllin, men med risiko for flere bivirkninger. 

Rehabilitering er i dag en integreret del af KOL-behandlingen og patienter med KOL og MRC på 3 eller højere bør henvises til de lokale rehabiliteringstilbud. 

Patienter med svær KOL bør undersøges for hypoxæmi med henblik på hjemmeiltbehandling. Ved kronisk svær hypoxæmi (PaO2 < 7,5 kPa i hvile, hvilket typisk svarer til en perifer saturation under 88 %) gives hjemmeilt > 16 timer dgl. Patienter med moderat hypoxæmi (perifer saturation mellem 88 % og 92 %) har ikke gavn af hjemmeilt ⁽³⁰³³⁾. Behandlingen styres fra de lokale lungemedicinske afdelinger. 

Patienter, som udvikler svær KOL før 50-års alderen, bør undersøges for kongenit α1-antitrypsinmangel, henvises til den lokale lungemedicinske afdeling og vurderes med henblik på eventuel supplerende behandling med α₁-proteinaseinhibitor, kirurgisk behandling af emfysem eller lungetransplantation.  

KOL-eksacerbation

Akut KOL-eksacerbation er karakteriseret ved øget dyspnø, tiltagende ekspektoration og øget purulens af ekspektoratet. KOL-eksacerbation skyldes som regel infektion med virus eller bakterier (ofte en blanding af begge). De hyppigst fundne bakterier er Haemophilus influenzae (ofte non-kapsulate stammer), pneumokokker og Moraxella catarrhalis. Disse bakterier ses også i stabilfasen, men ved eksacerbation optræder de i ekspektorat i øget mængde.

Behandling af KOL-eksacerbation ⁽⁵⁴⁰⁶⁾
Behandlingen omfatter intensivering af bronkodilaterende behandling og oral glukokortikoid. Standardbehandlingen er i dag prednisolon 37,5 mg daglig i 5 dage, men nogle patienter kan have behov for en længere behandling.

Der er indikation for antibiotisk behandling, hvis patienten både har øget dyspnø og øget mængde ekspektorat, som er blevet purulent (gullig eller grønlig). Høj temperatur, CRP over 40 og almen påvirkning taler også for at antibiotika vil have effekt. Anbefalet behandling i dag er: Amoxicillin 750 mg 3 gange dgl. oralt i 5 dage. Til patienter med svær KOL og hyppige eksacerbationer kan man overveje Amoxicillin + clavulansyre 500/125 mg 3 gange dgl. oralt i 10 dage. Ved penicillinallergi gives doxycyclin i 9 dage (200 mg dag 1 og derefter 100 mg) eller moxifloxacin 400 mg 1 gang dgl. oralt i 7 dage. Hvis der ud fra undersøgelsen af ekspektorat kan påvises en relevant bakterie, bør den antibiotiske behandling rette sig efter resistensmønstret ⁽³³⁰⁵⁾.
Ved eksacerbation med påvirket almen tilstand bør patienten indlægges.