Når et enkelt eller få led er sæde for udtalt aktiv synovitis, især ved reumatoid artritis, psoriasis artritis, enteroartritis, reaktiv artritis og krystalsynovitis (arthritis urica eller pyrofosfatartritis) samt juvenil kronisk artritis. Særligt tidligt i sygdomsforløbet har intraartikulære injektioner stor betydning for at få sygdommen hurtig i ro.
Glukokortikoidinjektion kan være indiceret ved osteoartrose, når det artrotiske led er sæde for reaktiv synovialisinflammation. 

Bursitis og tenosynovitis kan ligeledes indicere glukokortikoidinjektion, oftest kombineret med lokalanalgetika. I nogle tilfælde anvendes glukokortikoidinjektion også til lokalbehandling uden for synovialisbeklædte hulrum, fx ved tendinopati og/eller traktionsperiostitis forårsaget af overbelastning. Før lokalbehandling med glukokortikoid omkring senen forsøges behandling med aflastning og genoptræning, ligesom det er vigtigt at udelukke betydende vævsskade af senen. Lokalbehandling med glukokortikoid ved overbelastningsskader kan ikke stå alene, men kan være et supplement til en ofte langvarig genoptræning. 

Doserne af de sædvanligt anvendte stoffer er angivet i tabel 1. 

Tabel 1: Dosering ved intraartikulær injektion af glukokortikoider 

Det skal understreges, at ækvipotente doser af disse stoffer til intraartikulær terapi ikke er proportionale med de effektive doser af glukokortikoider til oral anvendelse. En enkelt intraartikulær injektion kan have virkning i flere måneder.
Ved injektion i bursae og synovialskeder samt omkring senehæfter anbefales doser af samme størrelsesorden som for mellemstore led.
Injektion kan om nødvendigt gentages. 

Man bør så vidt muligt vente 4-6 uger med at gentage injektion i det samme led eller omkring den samme sene. Hvis der ikke er effekt af én korrekt udført injektion, bør behandlingen ikke gentages. Manglende virkning skyldes dog ofte, at stoffet ikke - eller kun delvist - er kommet ind i ledhulen. Derfor kan injektionen med fordel forsøges gentaget ultralydvejledt. 

Arthrit/aktiv inflammatorisk sygdom behandles med hyppige intraartikulære injektioner i kombination med DMARDs til inflammationen har lagt sig. 

Arthrose behandles med op til 3-4 injektioner om året, hvis patienten angiver tydelig effekt efter 1-3 mdr. Ved ledansamling aspireres dette først. Der må ikke injiceres de sidste 3 mdr inden eventuel alloplastik. 

Ved slimsække, seneskeder bør man holde sig til færrest mulige injektioner og længst mulige intervaller. 

Injektion af glukokortikoid må ikke gives i led, bursae eller synovialskeder eller omkring sener og senehæfter, hvor der er infektion i strukturen eller dennes nære omgivelser. Aktiv tuberkulose uanset lokalisation er absolut kontraindikation. Intraartikulær fraktur, blødersygdom og INR > 3 er også kontraindikationer. 

Ved injektion omkring sener og senehæfter eller i synovialskede eller bursa må læsioner af sener undgås. Injektion i sener eller brusk menes at kunne medføre skader på brusk eller senevæv. Subkutane injektioner kan medføre fedtnekroser. Det er derfor nødvendigt, at kanylespidsen er fri i ledhule eller synovialt hulrum og ikke placeret i kollagent væv eller subcutis, før injektion foretages. Der må således ikke injiceres mod modstand. Ved injektion i led skal patienten advares mod overbelastning af leddet de første dage efter injektionen. Man bør så vidt muligt undgå hyppigt gentagne injektioner i det samme led. Der bør ikke gives injektion samtidig i mere end et par led, da systemisk virkning helst skal undgås.
Injektion af glukokortikoider hos børn er primært indiceret ved artritissygdom, men bør undgås ved overbelastningsskade.  

Betydende systemiske bivirkninger ses ikke ved korrekt behandling. Den alvorligste bivirkning er infektion af leddet, men ved aseptisk injektionsteknik ses infektion sjældnere end én gang pr. 10.000 injektioner. Rødme, varme, især i kinderne ("flushing"), søvnforstyrrelser, arausal og svedtendens opleves af op til 10 % i minutter til timer (døgn) efter injektionen. Sjældnere ses menstruationsforstyrrelser.  

Steroidbehandling, også injektioner, kan i sjældne tilfælde udløse mani eller depression. Osteoporose opstår sjældent som følge af lokal injektionsbehandling, men afhænger af kummuleret dosis. Ved høj kummuleret dosis/risikofaktorer behandles efter vanlige retningslinjer. Glukokortikoid øger ikke i sig selv risikoen for ulcus, men samtidig NSAID behandling medfører øget risciko for ulcus. 

Hos 2 % ses smertereaktion det første døgn efter injektion, måske som følge af synovialisirritation ved kontakt med de indførte mikrokrystaller. Synovialisirritation ses sjældent hos samme patient ved senere injektion. Bruskdestruktion er beskrevet i dyreforsøg, men der er ingen studier, der viser brusknedbrydning i humane forsøg, tværtimod ⁽²⁵⁷⁵⁾. 

De anvendte glukokortikoidestere er tungtopløselige og optages langsomt i synovialmembranens celler, hvor de også hydrolyseres langsomt af enzymerne, hvorved en prolongeret effekt opnås. En væsentlig del af glukokortikoidesteren forbliver i synovialis i 4 uger eller mere. Jo mindre opløseligheden er af det anvendte stof, desto længere er virkningsvarigheden, og desto mindre er tilbøjeligheden til systemisk virkning efter en enkelt injektion.