Contalgin®

Depottabletter. 1 depottablet (filmovertrukken) indeholder 5 mg, 10 mg, 30 mg, 60 mg, 100 mg eller 200 mg morphinsulfat.
Contalgin® Uno, depotkapsler. 1 depotkapsel indeholder 30 mg, 90 mg eller 150 mg morphinsulfat. 

Depottabletter 

• Ikke tidligere opioidbehandlede
  • Voksne. Sædvanligvis 10-30 mg 2 gange dgl. stigende efter behov.
  • Ældre. Dosis skal nedsættes.
  • Børn. Initialt 0,2-0,4 mg/kg legemsvægt hver 12. time. Dosis justeres herefter, således at smertegennembrud så vidt muligt undgås.

Depotkapsler 

• Individuelt, afhængig af smertens sværhedsgrad, patientens alder og analgetiske behov.
• Postoperative smerter
  • Voksne. Legemsvægt < 70 kg. 30 mg 1 gang dgl.
  • Legemsvægt > 70 kg. 60 mg 1 gang dgl.
  • Ældre. Dosis skal nedsættes.

Skift fra anden oral morphinbehandling: Der gives uændret døgndosis morphin fordelt på 2 enkeltdoser af depottabletter eller 1 døgndosis af depotkapsler. 

Skift fra parenteral morphinbehandling: Der gives 2-3 gange højere døgndosis fordelt på 2 enkeltdoser, idet der skal kompenseres for mindre biotilgængelighed ved oral indgift. 

Skift mellem opioider kan beregnes her:  

Beregning af ækvianalgetiske døgndoser for udvalgte opioider 

Bemærk: 

• Depottabletter:
  • Skal synkes hele med et glas vand.
  • Må ikke tygges eller knuses.
  • Tages konsekvent med mad eller uden mad.
• Depotkapsler:
  • Skal synkes hele med et glas vand.
  • Kapslen og indholdet må ikke tygges eller åbnes.
  • Tages konsekvent med mad eller uden mad.

• Forsigtighed ved let nedsat leverfunktion.
• Kontraindiceret ved moderat til stærkt nedsat leverfunktion, se Nedsat leverfunktion, Opioider.

Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 ugers mellemrum, således at de største reduktioner sker først, og at man går langsommere frem sidst i udtrapningen. Se endvidere Opioider (iatrogen afhængighed).  

Svær respirationsdepression. 

Contalgin® er normalt kontraindiceret ved svær respirationsinsufficiens pga. opioidernes respirationsdeprimerende virkning.  

Ved dyspnø med angst i forbindelse med akut eksacerbation af KOL, behandling med non invasiv ventilation (NIV) eller ved palliativ behandling ⁽⁵⁷³⁴⁾ kan lavdosis-behandling dog forsøges til at lindre. Der startes fx med 2,5-5 mg morfin pn og ved effekt af dette, evt. fast dosering med op til 10 mg morfin 2 gange dgl. ⁽⁵⁷⁸⁴⁾. Generelt er evidensen for effekt dog lav ⁽⁵⁷⁸⁵⁾ eller ikke signifikant ⁽⁵⁷⁸⁶⁾. 

Paralytisk ileus eller gastro-intestinal obstruktion. 

Kontraindiceret ved gastro-intestinal obstruktion, inkl. paralytisk ileus, da tilstanden kan forværres pga. den hæmmende virkning på peristaltisk aktivitet. 

MAO-hæmmere 

Samtidig behandling med MAO-hæmmere og behandling med irreversible MAO-hæmmere (isocarboxazid) inden for 14 dage før behandling morfin påbegyndes, se Interaktioner. 

• Ældre eller bevidsthedspåvirkede patienter
• Nedsat lungefunktion
• Forhøjet intrakranielt tryk
• Hypotension i forbindelse med hypovolæmi
• Prostatahypertrofi
• Hypotyroidisme
• Pancreatitis
• Bør undgås ved svær overfølsomhedsreaktion på andre opioider. Egentlig allergi er dog yderst sjælden.
• Overvej at sænke den totale opioiddosis hos patienter med central søvnapnø (CSA), da risikoen for CSA er dosisafhængig.
• Risikoen for fysisk og psykisk afhængighed skal haves in mente.
• Der kan opstå tolerans ved brug over længere tid. Hvis der gentagne gange er behov for at øge dosis for at opretholde effekten, bør behandlingen revurderes.

• Alvorlige symptomer (fx kramper, høj feber, kredsløbsdepression, koma) ved kombination med MAO-hæmmere kan ikke udelukkes. Samtidig behandling med MAO-hæmmere og behandling med irreversible MAO-hæmmere inden for 14 dage bør undgås.
• Virkningen af hypnotika og tricykliske antidepressiva samt antipsykotika - specielt højdosisantipsykotika - kan forstærkes.
• Den sederende virkning forstærkes af benzodiazepiner.
• Bevidstheds- og respirationssvækkelse forstærkes af alkohol og barbitursyrederivater.
• Morfin kan øge AUC for gabapentin med ca. 40 %.
• Rifampicin kan nedsætte plasmakoncentrationen for morfin med ca. 30 %.
• Morfin kan nedsætte virkningen af orale P2Y12 -hæmmere (fx clopidogrel) hos patienter med akut koronarsyndrom. Denne interaktion kan være relateret til reduceret gastrointestinal mobilitet og også være gældende for andre opioider. Det kan overvejes at anvende en parenteral P2Y12-hæmmer.

Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika). 

Se også Klassifikation - graviditet 

Baggrund: Udskillelse af morfin i modermælk er undersøgt i flere studier, fortrinsvis efter parenteral behandling. Den relative vægtjusterede dosis for morfin og den aktive metabolit findes op til 27 %, med meget stor intervariation. Den dosis, barnet indtager, er høj, men biotilgængeligheden er ret lav, og den systemiske eksponering for barnet er begrænset. 

Forsigtighed tilrådes ved bilkørsel og maskinbetjening.
Behandling med opioider kan udgøre en trafiksikkerhedsmæssig risiko og effekten kan ofte sidestilles med promillekørsel. Fast behandling med korttidsvirkende opioider er i udgangspunktet ikke foreneligt med bilkørsel. Behandling med langtidsvirkende opioider anses for at være forenelige med bilkørsel så længe dosis ikke overskrider vedtagne max grænser. Der kan være behov for at nedlægge kørselsforbud i startfasen.

Se mere i trafikafsnittet under Opioider (analgetika),
i Vejledning om helbredskrav til kørekort, Styrelsen for Patientsikkerhed, August 2017 og i Vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler, Sundhedsstyrelsen, 19. juni 2019. 

Alkohol bør undgås ved behandling med Contalgin®. 

Patienten kan opleve, at den sløvende virkning af Contalgin® bliver forstærket samt en påvirkning af vejrtrækning og bevidsthed. 

Se Opioider (forgiftninger). 

Opioidagonist med virkning på især μ- og i mindre grad қ-opioidreceptorerne i CNS. μ-opioidreceptorerne menes at formidle supraspinal analgesi, respirationsdepression og eufori, og қ-opioidreceptorerne spinal analgesi, miosis og sedation. Morfin har også en direkte virkning på tarmvæggens nerver med obstipation til følge. 

Epidural administration. Efter injektion i epiduralrummet formodes morfin at trænge gennem meninges til opioidreceptorer i medulla spinalis og udøve sin virkning der. Smertelindringen indtræder efter 15-30 minutter og er langvarig, ofte op til ca. 10 timer. Kun 5 % bindes segmentalt, de 95 % virker systemisk via absorption i de venøse plexer i epiduralrummet. 

• Metaboliseres i lever og tarm til delvist aktive metabolitter, heraf udgør hydromorphon en mindre metabolit.
• Plasmahalveringstid 2-3 timer (morfin) og 7-8 timer (aktive metabolitter).
• Oral administration. Biotilgængelighed 20-60 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Maksimal plasmakoncentration efter ca. 4 timer. Depottabletter (monodepot) og depotkapsler (polydepot) frigiver det aktive stof over et længere tidsrum, og effektiv plasmakoncentration kan dermed opretholdes i op til 24 timer ved administration 1 eller 2 gange i døgnet (afhængig af formulering).
• Rektal administration. Biotilgængelighed ca. 30 %.
• Parenteral administration. Maksimal plasmakoncentration efter 15-30 minutter (s.c. og i.m.).

Depotkapsler: 

Enkelttilskud kan søges. Ansøgningen skal bl.a. indeholde følgende: 

• Patientens diagnose
• Kort beskrivelse af behov for længerevarende behandling med stærke opioider i lyset af misbrugsrisikoen
• Oplysning om tidligere behandlingsforsøg med relevante smertestillende lægemidler, herunder behandlingsvarighed, eventuelle bivirkninger og/eller utilstrækkelig effekt og anvendte doser.

Der skal som udgangspunkt være set effekt af det ansøgte lægemiddel.