Hæmolytisk anæmi kan have mange årsager, og herunder kan dysregulering af komplementsystemet på forskellig vis spille en væsentlig rolle ved nogle former for hæmolyse. Ved sygdomme, hvor aktivering af komplementsystemet er den primære årsdag til hæmolysen, kan behandling med komplementhæmmere reducere hæmolysen.  

Der kan være flere årsager til komplementmedieret hæmolyse. I kuldeagglutineringssyndromet skyldes hæmolysen, at IgM kulde agglutininet bindes til celleoverfladen af erytrocytterne og igangsætter den klassiske kaskade af komplementaktiveringen startende med C1. Kuldeagglutininerne er aktive ved lavere temperaturer end 37 grader, hvorfor hæmolysen forværres af kuldeeksponering, og derfor oftest er sværest i de kolde måneder.  

Sutalimamib er et monoklonalt antistof, der hæmmer C1 ved specifikt at binde sig til delkomponenten C1s, som er en serinprotease, der spalter C2 og C4. Det medfører, at aflejring af komplement-opsoniner på celleoverfladen forhindres, og den IgM-medierede hæmolyse reduceres. Sutalimamib blokerer dermed den klassiske komplementaktiveringsvej, men ikke den alternative og lectinaktiveringsvejene.  

Ved paroksystisk nocturnal hæmoglobinuri (PNH) mangler erytrocytterne glycosylphosphatidylinositol (GPI) i cellemembranen pga. en somatisk mutation i PIGA genet. PNH kloner kan optræde selvstændigt eller som led i myelodysplatisk syndrom. Erytrocytter fra PNH kloner kan ikke binde overflademoleproteinerne CD55 og CD59 til erytrocytmembranen. Begge er vigtige proteiner i regulering af komplementsystemet. En konsekvens af manglende CD55 og CD59 er, at erytrocytterne er udsatte for komplementaktivering på overfladen og dermed en overvejende intravaskulær hæmolyse. Ekstravaskulær hæmolyse forekommer i mindre grad via opsonisering (C3b), men kan være klinisk betydende hos nogle patienter.  

Eculizumab, ravulizumab og crovalimab er monoklonale antistoffer rettet mod proteinet C5, det indgår i den terminale fase af komplementkaskaden. Eculizumabs, ravulizumabs og crovalimabs binding til C5 hæmmer komplementaktiveringen og har dermed primært effekt på den dominante intravaskulære hæmolyse ved PNH. Hos PNH patienter med betydelig ekstravaskulær hæmolyse under pågående behandling med C5-hæmmere, kan tillægsbehandling med faktor D hæmmeren danicopan anvendes. Via hæmning af faktor D nedsættes aktivering af C3, hvormed den ekstravaskulære hæmolyse også reduceres.  

Pegcetacoplan er et peptidmolekyle, som binder sig til C3 og dets kløvningsprodukt C3b, hvorved C3-aktivering inhiberes. Da pegcetacoplan virker mere proximalt i komplementkaskaden og hæmmer C3b, har dette stof en virkning imod såvel intra- som ekstravaskulær hæmolyse. Iptacopan er et faktor B hæmmende molekyle, som dermed også hæmmer C3 aktivering proximalt i den alternative komplementaktiverings med effekt på både den intrvaskulære og ekstravaskulære hæmolyse ved PNH. 

Komplementsystemet er en vigtig del af vores immunforsvar over for mikroorganismer. En hæmning af komplementaktivering øger derfor også risikoen for infektioner, herunder livstruende infektioner med kapselbærende bakterier som fx Neisseria meningitidis og Haemophilus influenza. Derfor skal patienter, som behandles med komplementhæmmere, vaccineres mod kapselbærende bakterier, før behandlingen indledes i henhold til gældende retningslinjer.