Natalizumab 

300 mg i.v. hver 4 uge 

Monoklonalt antistof, der blokerer adhæsionsmolekylet VLA-4 og medfører hæmning af leukocytmigration over blod-hjerne barrieren, herunder af pro-inflammatoriske B- og T-celler. 

Administreres intravenøst. 

68 % færre attakker* 

42 % reduktion i 3-måneders bekræftet symptomforværring i EDSS* 

Infusionsreaktioner; reaktion på indstiksstedet ved subkutan administration, urinvejsinfektioner; blokerende antistoffer; luftvejsinfektioner; progressiv multifokal leukoencephalitis. 

Ocrelizumab 

600 mg i.v. hver 6. måned 

Monoklonalt antistof selektivt rettet mod B-celler, der udtrykker antigenet CD20 på celleoverfladen. Ocrelizumab medfører en selektiv immunsuppression gennem en reducering af antallet og funktionen af B-celler. 

46-47 % færre attakker og
37 %-43 % reduktion i 3-måneders bekræftet symptomforværring i EDSS sammenlignet med interferon-beta 1a 44 mikrogram subkutant 3 gange ugentligt 

Hyppigst er infusionsrelaterede reaktioner. Desuden ses infektion i øvre luftveje, nasopharyngitis, influenzalignende symptomer, hypoglobulinæmi (fald i IgM), virale infektioner, herpes zoster. 

Ofatumumab 

20 mg subkutant hver 4. uge 

Monoklonalt antistof selektivt rettet mod B-celler, der udtrykker antigenet CD20 på celleoverfladen. Ofatumumab medfører en selektiv immunsuppression gennem en reducering af antallet og funktionen af B-celler. 

Administreres subkutant. 

51-59 % færre attakker og 

34 % reduktion i 3-måneders bekræftet symptomforværring i EDSS sammenlignet med teriflunomid 14 mg oralt dagligt. 

Hyppigst er infektioner i øvre luftveje og urinveje. Desuden ses hyppigt systemiske og lokale injektions-relaterede reaktioner (hyppigst efter første injektion). Herudover forekommer hypoglobulinæmi (fald i IgM), herpes zoster og andre virale infektioner.  

Alemtuzumab 

60 mg i.v. og 36 mg i.v. efter 1 år 

Monoklonalt antistof mod CD52. Når alemtuzumab bindes til CD52, går lymfocytterne til grunde via antistofafhængig cellulær cytolyse og komplementmedieret lyse. Efter indgift af alemtuzumab ses en hurtig depletering af både B- og T-lymfocytter. De erstattes af en ny population af lymfocytter, B-celler, hurtigere end T-celler, hvilket menes at ændre balancen i immunsystemet. 

49-55 % færre attakker  

30 % (§)-42 % reduktion i 3-måneders bekræftet symptomforværring i EDSS sammenlignet med interferon-beta 1a subkutant 44 mikrogram 3 gange ugentligt. 

Hyppigt ses: Infusionsrelaterede bivirkninger omfatter ofte hovedpine, udslæt, feber, kvalme, urticaria, pruritus, søvnløshed, kuldegysninger, ansigtsrødme, træthed, dyspnø, dysgeusi, oppression, generaliseret udslæt, takykardi, dyspepsi, svimmelhed og smerter.  

Der er opstået alvorlige reaktioner hos 3 % af patienterne, herunder tilfælde af feber, urticaria, atrieflimren, kvalme, oppression og hypotension. Udvikling af autoimmune sygdomme: thyroidea-sygdomme (thyroiditis, hyper- og hypothyroidisme) hos > 40 %, trombocytopeni (ITP) (1-2 %), nefropati og anti-GBM-sygdom (enkelte tilfælde); Infektioner omfattende: appendicitis, gastro-enteritis, pneumoni, tandinfektion, alvorlige varicella zoster virusinfektioner, herunder primær varicella og varicella zoster-reaktivering, samt HPV-virusinfektion (human papilloma virus), herunder cervikal dysplasi.  

Der er rapporteret hjerte- og karsygdomme opstået under behandling med alemtuzumab, herunder cerebrale infarkter og a. carotis dissektion, visse dødelige tilfælde. 

Fingolimod 

0,5 mg daglig p.o. 

Fingolimod metaboliseres til det aktive fingolimodfosfat, der ved binding til lymfocytternes sphingosin 1-phosphat (S1P)-receptorer blokerer lymfocytternes evne til at forlade lymfeknuderne medførende lymfopeni, som reducerer lymfocytternes infiltration af centralnervesystemet. 

48-54 % færre attakker* 

17 % (§)-30 % reduktion i 3-måneders bekræftet symptomforværring i EDSS* 

42 % færre attakker sammenlignet med interferon-beta 1a 30 mikrogram intramuskulært ugentligt i etårigt forsøg. 

Bradykardi og kardielle ledningsforstyrrelser efter første administration; hypersensibilitets reaktioner; luftvejsinfektioner; urinvejsinfektioner; maculaødem; dyspnø; herpes-virus infektioner; leverpåvirkning; enkelte tilfælde af progressiv multifokal leukoencephalitis. 

Ozanimod 

1 mg daglig p.o. 

Ozanimod metaboliseres til flere aktive metabolitter, der bindes selektivt til lymfocytternes sphingosin-1-fosfat (S1P)-receptor-undertype 1 og 5. Ved bindingen blokeres lymfocytternes evne til at forlade lymfeknuderne medførende lymfopeni, som reducerer lymfocytternes infiltration af centralnervesystemet. 

38-48 % færre attakker og
5 % (§) reduktion i 3-måneders bekræftet symptomforværring i EDSS sammenlignet med interferon-beta 1a 30 mikrogram intramuskulært ugentligt. 

Hyppigst ses lymfopeni og luftvejsinfektioner. Andre hyppige bivirkninger er urinvejsinfektion, hypertension, forhøjede leverenzymer og bilirubin. 

Sjældnere ses nedsat lungefunktion, herpes zoster, overfølsomhed (herunder udslæt og urticaria) 

Sjældent forekommer maculaødem og meget sjældent symptomgivende bradykardi, ortostatisk hypotension eller kardielle overledningsforstyrrelser efter første administration (ved dosisoptrapning). 

Cladribin 

3,5 mg/ kg legemsvægt over 2 år p.o. 

Cladribin er en syntetisk purin nukleosid analog, der aktiveres og ophobes specielt i lymfocytter, hvilket fører til hæmning af DNA-syntesen og apoptose af lymfocytter.  

Ved den langvarige depletering af lymfocytter påvirkes de autoimmune processer, som er involveret i patofysiologien af MS. 

58 % færre attakker* 

33 % reduktion i 3-måneders bekræftet symptomforværring i EDSS * 

Lymfopeni. Let granulocytopeni almindeligt forekommende. Hududslæt og let hårtab ses hos 1-10 %.