• Som monoterapi (eller evt. i kombination med selegilin eller rasagilin) anvendes dopaminagonister som første behandlingsvalg til unge og midaldrende patienter for at udskyde udvikling af motoriske komplikationer. Dopaminagonister er ikke så effektive som levodopa, men er i sygdommens første år sufficiente, og behovet for levodopa kan udsættes fra 1-5 år. Som initial monoterapi af IPS udmærker agonister sig ved ikke at "prime" udviklingen af de hyperkinesier, der er næsten uundgåelige efter nogle års levodopabehandling.
• Som tillæg til levodopa. Tidligt eller senere i sygdommen kan dopaminagonister, formentlig på grund af deres længere virkningsvarighed og levodopabesparende effekt, reducere fluktuationer og hyperkinesier.
• Dopaminagonister er effektive til reduktion af såkaldte dystone smerter, der forekommer hos levodopabehandlede patienter i relation til off-perioder med suboptimal stimulation af dopaminreceptorer.
• Non-ergot-deriverede dopaminagonister anvendes også i små doser til behandling af Restless Legs Syndrome (RLS), se Restless Legs Syndrome.

Idiopatisk Parkinsons sygdom (IPS) 

• Når der indledes behandling med dopaminagonister, bør dosis øges langsomt. Dette mindsker forekomsten af bivirkninger, fordi der gradvis opbygges tolerance. Dopaminagonister bør anvendes med særlig forsigtighed til patienter med tendens til ortostatisk hypotension og til ældre, som lettere end yngre udvikler bivirkninger som konfusion, hallucinationer og psykose. Dopaminagonister bør anvendes med forsigtighed til patienter med dementielle symptomer.
• Undertiden vil bivirkninger til dopaminagonister, bl.a. i form af uvarslede søvnanfald og impuls kontrol sygdom, nødvendiggøre reduktion af dosis eller seponering og erstatning af dopaminagonister med levodopa på trods af risiko for tidligere udvikling af motoriske komplikationer ⁽¹⁶¹⁵⁾.
• Behandling med levodopa uden dopaminagonister udelukker dog ikke helt risikoen for impuls kontrol sygdom, og 3-4 % af patienter behandlet med levodopa udvikler dopaminergt dysreguleringssyndrom, som er kendetegnet ved et stigende krav fra patienten om øget medicinering, som ikke er begrundet i sygdomsprogression. Det betegnes også levodopaafhængighed ⁽¹⁶¹⁶⁾.
• Monoterapi eller evt. i kombination med en MAO-B-hæmmer anbefales især til yngre og midaldrende med henblik på at udskyde behandling med levodopa.
  Dopaminagonister har sædvanligvis ikke effekt, når behandling med levodopa har vist sig virkningsløs. Dopaminagonister kan i enkelte tilfælde forsøges til forsigtig behandling af "atypiske" degenerative parkinsonsygdomme, MSA-P og PSP.
  Behandlingseffekt af IPS med dopaminagonister, se ⁽⁶²²⁾.
• Erfaringer med skift fra en dopaminagonist til en anden er beskrevet i nedennævnte referencer ^{(656) (1125)}. Forudsigelsen af ækvipotente doser er behæftet med usikkerhed. Der er enighed om, at hos den velkontrollerede patient er overnight switch den mest effektive og sikreste metode. Initialt skal patienten næste dag have imellem 80 og 100 % af den ækvipotente dosis, som er anført i tabel 1, afhængigt af patientens aktuelle status. Reduktionen vil minimere en negativ reaktion på det ny middel og sikre imod overdosering. Der bør også tages hensyn til cabergolins lange halveringstid.

De non-ergotderiverede dopaminagonister pramipexol, ropinirol og rotigotin er førstevalgspræparater, fordi ergotderiverede dopaminagonister er associeret med en øget risiko for kardial valvulær fibrose. Prisen og administrationsformen afgør dermed præparatvalget.

Tabel 1: Ækvipotente doser for dopaminagonister¹⁾ 

Iværksættelse af behandling med dopaminagonist og skift fra en dopaminagonist til en anden bør altid foregå i samråd med neurolog eller endokrinolog. 

For yderligere information om kontraindikationer henvises til de enkelte præparatbeskrivelser. 

Alle dopaminagonister, inkl. levodopa, kan bevirke somnolens og pludselige, undertiden uvarslede søvnanfald i dagtimerne. Sidstnævnte er især associeret med de non-ergotderiverede dopaminagonister pramipexol og ropinirol. Modafinil er ikke fundet sikkert effektiv til modvirkning heraf ⁽⁸²³⁾. Disse potentielt meget farlige bivirkninger ses især i optitreringsfasen. Det er derfor sikrest, at patienten afstår fra at køre bil samt undgår potentielt farlige arbejdsopgaver, indtil der er opnået en vedligeholdelsesdosis.  

Alle dopaminagonister er vist at øge risikoen for impuls kontrol sygdom (IKS), som er den samlende betegnelse for ludomani, hyperseksualitet, tvangsshopping og hyperfagi. Forekomsten af IKS i et nordamerikansk studie af 3090 PS patienter blev fundet at være 13,6 %: heraf havde 5,0 % ludomani, 3,5 % hyperseksualitet, 5,7 % patologisk shopping samt 4,3 % hyperfagi. Incidensen af ludomani er ca.1,7 % i baggrundsbefolkningen. Yngre mænd har højere risiko end andre for at udvikle ludomani på dopaminagonist behandling. 

Ergotderivat-specifikke bivirkninger. Det har længe været kendt, at ergotderivaterne i sjældne tilfælde og i høje doser kan bevirke pleural, pulmonal, perikardial og retroperitoneal fibrosering samt hudinflammation. Sådanne reaktioner er ikke observeret under behandling med ropinirol eller pramipexol.
Det er vist, at klinisk betydende utætheder i hjerteklapper (regurgitation) ses signifikant hyppigere hos patienter behandlet med cabergolin end i kontrolgruppen ⁽¹⁰⁰²⁾. I 2004 meddeltes fund af restriktiv valvulær hjertesygdom og tendens til forhøjet tryk i arteria pulmonalis hos patienter i behandling med pergolid. 

Forsigtighed skal udvises ved behov for hurtig udtrapning på grund af eksempelvis svær IKS. Der er beskrevet DAWS (Dopamine Agonist Withdrawel Syndrome) med symptomer som ved abstinenser i øvrigt: angst, panik, depression, fatigue, smerter og craving efter brug af dopaminagonister ⁽²⁵³³⁾.