• Alvorlige infektioner forårsaget af aminoglykosidfølsomme bakterier som ved sepsis, endocarditis, alvorlig urinvejsinfektion og peritonitis.
• Aminoglykosider bør kombineres med β-laktamantibiotika, og de gives sjældent alene til behandling af systemiske infektioner.
• Ved behandling af stafylokokinfektioner bør aminoglykosider anvendes i kombination med β-laktamasestabile penicilliner.

Hvis et aminoglykosid anvendes til behandling af infektioner forårsaget af Pseudomonas aeruginosa, skal det ske i kombination med piperacillin/tazobactam, ceftazidim, meropenem eller ciprofloxacin. 

Lokalanvendelse af aminoglykosider på hud og sår bør undgås på grund af risiko for sensibilisering af patienterne og resistensudvikling. Anvendelse af gentamicin i collagen (Gentacoll®) retfærdiggøres af høj lokal koncentration uden væsentlig systemisk optagelse. 

Aminoglykosider bør anvendes med forsigtighed til patienter, som allerede har nyrepåvirkning pga. fx grundsygdom, shock eller reoperation efter et abdominalkirurgisk indgreb. 

Aminoglykosider bør doseres én gang i døgnet. 

I behandlingsvejledningen er anvendt gentamicin som eksempel. 

Behandling foregår oftest i højst 3 dage, og det er ikke nødvendigt at monitorere plasma-gentamicin koncentrationen de første 3 dage. 

Gentamicin

1. dosis (uafhængig af nyrefunktion): 

5 mg/kg legemsvægt. 

2. og 3. dosis: 

• Ved eGFR ≥ 60 ml/min:

Højst 3 doser (samme dosis som 1. dosis): 

2. dosis gives tidligst 16 timer efter 1. dosis (kl. 8, 14 eller 20) 

3. dosis gives døgnet efter 2. dosis (samme klokkeslæt som 2. dosis). 

• Ved eGFR 45-60 ml/min:

Højst 2 doser (samme dosis som 1. dosis): 

2. dosis gives tidligst 36-48 timer efter 1. dosis. 

• Ved eGFR < 45 ml/min:

Højst 1 dosis (kun 1. dosis). 

Beregn eGFR her: Beregning af eGFR ud fra CKD-EPI–formlen 

eGFR benyttes her som estimat for kreatininclearance. Der er dog en række fejlkilder knyttet til brugen af eGFR - bl.a. hastige/akutte ændringer i patientens nyrefunktion, kropsstørrelse, som afviger meget fra det normale, og afvigende muskelmasse (fx bodybuildere, patienter med lammelser eller amputerede patienter). 

Til adipøse patienter
For overvægtige (BMI >25) udregnes en korrigeret legemsvægt/kropsvægt (ABW) ud fra højde i cm og vægt i kg: 

• ABW = IBW + 0,4 x (vægt - IBW)
• IBW (mænd) = 50 kg + 0,9 kg pr. cm højde over 150 cm
• IBW (kvinder) = 45 kg + 0,9 kg pr. cm højde over 150 cm

Beregn ABW her:  

Beregning af korrigeret kropsvægt (ABW) 

Beregn BMI her:  

Beregning af Body Mass Index (BMI) 

Ved undtagelsesvis behov for behandling med gentamicin udover 3 dage, fx ved endocarditis, bestemmes doseringsinterval efter serum-gentamicin koncentrationsniveau. 

Figur 1. Nomogram for dosering af gentamicin 5 mg/kg 1 gang daglig. Nomogrammet er en hjælp ved bestemmelse af det optimale doseringsinterval for den samme dosis på 5 mg/kg. Nomogram kan også anvendes til dosering af tobramycin, men ikke til amikacin. 

Metode til måling af serumkoncentration af amikacin er ikke standard i Klinisk Biokemisk afdeling. Kontakt lokal Klinisk Biokemisk afdeling.

For at monitorere behandlingen og bestemme det optimale doseringsinterval (hver 24., 36. eller 48. time) 

Udtages en blodprøve til gentamicin-bestemmelse på et tilfældigt tidspunkt inden for intervallet 6 til 14 timer efter påbegyndt indgift. 

Koncentrationen vurderes i forhold til nomogrammet i figur 1. 

• Hvis den målte koncentration falder inden for området mærket Q24, fortsættes med dosering hver 24. time.
• Hvis den målte koncentration falder inden for området mærket Q36, fortsættes med dosering hver 36. time.
• Hvis den falder inden for området mærket Q48, fortsættes med dosering hver 48. time.
• Hvis den målte koncentration ligger uden for området, dvs. over den øverste linje, stoppes indgift af gentamicin, og koncentrationen følges for at finde det optimale tidspunkt for næste dosering.

Behandlingsvarighed

Varighed af behandling (≥ 3 dage) eller samtidig indgift af andre nefrotoksiske farmaka, specielt højdosis loop-diuretika, udgør risikofaktorer for udvikling af nefrotoksicitet.
Tre dages behandling er i langt de fleste tilfælde tilstrækkeligt.
Ved brug af gentamicin i mere end 3 døgn bør plasma-koncentrationen bestemmes 1-2 gange om ugen ved stabil nyrefunktion. Ved ustabil nyrefunktion bør gentamicin-koncentrationen følges hyppigt, fx hver 2. dag. 

Gentamicin er ofte involveret i utilsigtede medicineringshændelser bl.a. på grund af: 

• Manglende vurdering af risikopatienter
• Mangelfuld kontrol af plasmakoncentration og/eller nyrefunktion
• Bivirkninger/overset CAVE
• Interaktioner med andre lægemidler, patienten aktuelt behandles med
• Manglende kontrol af gentamicinkoncentration eller manglende opfølgning på måling af gentamicinkoncentration
• Forkert brug af beregningsalgoritmer
• Manglende dobbeltkontrol ved administration
• For hyppig administration (højst én gang i døgnet)

Ønsker du yderligere information, kan du læse mere om: 

• Patientsikkerhed på pro.medicin.dk
• Styrelsen for Patientsikkerhed: Tabeller, huskelister og hæfte

Hent skema over de syv lægemiddelgrupper, der ofte er involverede i utilsigtede hændelser. Hæng det i medicinrummet, på opslagstavlen eller hvor det bliver set: Syv lægemiddelgrupper kræver særligt fokus 

Alle aminoglykosiderne kan kumuleres i endolymfen og forårsage degeneration af receptorerne såvel i cochlea som i vestibulum med tunghørhed, døvhed, svimmelhed, øresusen og nystagmus til følge. 

Virkningen er kumulativ, og risikoen øges derfor ved langtidsbehandling, ved gentagne behandlinger - også med forskellige aminoglykosider - samt ved nedsat nyrefunktion eller anvendelse af store doser.  

Behandlingen med aminoglykosider bør kun på særlig indikation gives i mere end 3 dage. Ved længerevarende behandling, fx ved behandling af endocarditis, er det vigtigt at følge serumkoncentration og nyrefunktion. Funktionen af 8. hjernenerve bør kontrolleres. Optræder svimmelhed, øresusen eller tunghørhed over for høje toner, bør behandlingen om muligt omgående seponeres. Symptomerne kan optræde i nogen tid (1-2 uger) efter seponering af behandlingen, og de otologiske bivirkninger er kun i ringe grad reversible.  

Alle aminoglykosider har en neuromuskulært blokerende effekt, som også kan ses efter lokal anvendelse, fx intraperitonealt under operation.  

Patienter med myasthenia gravis eller patienter i behandling med stoffer med neuromuskulær blokerende virkning er særligt følsomme. Denne bivirkning kan føre til apnø. Antidot er neostigmin. 

Alle aminoglykosider er nefrotoksiske, og nyrefunktionen bør derfor altid kontrolleres. Ved kortvarig behandling med de anbefalede doser ses nyrebeskadigelse sjældent. De nefrotoksiske symptomer er i reglen reversible. 

Allergiske reaktioner i form af hududslæt og drug fever ses af og til. Kontaktdermatitis hos plejepersonalet forekommer og må forebygges ved omhyggeligt at undgå hudkontakt med aminoglykosider. Derfor bør lokalanvendelse af aminoglykosider på hud og sår undgås. 

Bloddyskrasi er beskrevet i sjældne tilfælde. 

Den baktericide virkning forstærkes af β-laktamantibiotika (synergisme), og dette udnyttes ved behandling af fx endocarditis. Den hæmmes af tetracycliner, chloramphenicol og polymyxiner (antagonisme). 

Den nefrotoksiske virkning kan forstærkes af polymyxin, ciclosporin og loop-diuretika. Loop-diuretika hæmmer den renale tubulære ekskretion af gentamicin og øger risikoen for nefro- og ototoksicitet. Ved anvendelse af loop-diuretika i store doser i forbindelse med behandling af shocknyrer ved septisk shock skal der udvises særlig forsigtighed.
Cisplatin i kombination med et aminoglykosid kan medføre irreversibel nyreskade og for carboplatin også ototoksicitet. Efter indgift af cisplatin er patienten formentlig disponeret for den nefrotoksiske virkning gennem lang tid. 

Ototoksicitet hos fosteret har været meddelt for ældre afregistrerede aminoglykosider.  

Nyere aminoglykosider udgør tilsyneladende ikke samme risiko for fosteret, men data er sparsomme. 

Anvendelse kan være nødvendig ved alvorlige infektioner (sepsis, endocarditis), men behandling bør ske i samarbejde med en klinisk mikrobiolog eller infektionsmediciner. 

Se Antibiotika virkemåde og resistens.  

Mikrobiologisk virkningsspektrum

Aminoglykosiderne har stort set samme spektrum. De virker især på gramnegative stave, hvorimod de kun har ringe virkning på grampositive kokker med undtagelse af Staphylococcus aureus, som er følsom. 

Anvendes dog i kombination med β-laktamantibiotika i behandlingen af streptokok- og enterokokendocarditis pga. synergistisk effekt. 

Aktiviteten af tobramycin over for Pseudomonas aeruginosa er 3-4 gange højere (~ lavere MIC-værdier) end for gentamicin.  

Grampositive stave og gramnegative diplokokker er kun lidt følsomme.  

Alle anaerobe bakterier er resistente.  

Alle aminoglykosider virker på Mycobacterium tuberculosis.  

Resistensforhold

Se Antibiotika virkemåde og resistens. 

På trods af et konstant forbrug af aminoglykosider siden 1970'erne på danske sygehuse er resistens over for aminoglykosider hos Enterobacterales, Pseudomonas aeruginosa og Staphylococcus aureus stadig begrænset (ca. 4 %), og aminoglykosider kan derfor anvendes i den empiriske behandling ved sepsis af ukendt årsag.  

Hos E. coli og Klebsiella spp., der producerer ESBL (extended spectrum β-laktamaser), er gentamicinresistens ikke sjældent forekommende, mens bakterierne ofte er følsomme for amikacin.
Den baktericide effekt af aminoglykosider er direkte proportional med koncentrationen og når den maksimale effekt ved 10-12 gange MIC for den inficerende bakterie.  

Da der er stor variation i distributionsvolumenet hos forskellige individer, gælder det om at dosere med så høj en dosis som muligt under hele behandlingen for at få tilstrækkelig initial koncentration hos alle patienter. 

Aminoglykosider gives intravenøst. De fordeler sig i vandfasen og passerer kun i ringe grad den intakte blod-hjernebarriere.
Udskillelsen sker næsten udelukkende ved glomerulær filtration, 60-90 % af den indgivne dosis genfindes i aktiv form i urinen det første døgn. Kun ubetydelige mængder udskilles med galden, hvor koncentrationen højst kan nå op på serumkoncentrationen.  

Ved nedsat nyrefunktion sker der let kumulation i organismen med forøget risiko for toksiske bivirkninger.  

Se endvidere Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik.