Alle præparater kan anvendes til hypertension. 

Nifedipin, amlodipin, diltiazem og verapamil anvendes desuden som forebyggelse mod angina pectoris. Diltiazem og verapamil har endvidere forebyggende og konverterende effekt på supraventrikulære reentry-takykardier og reducerer ventrikelfrekvensen ved atrieflimren. 

Endvidere anvendes dihydropyridinpræparaterne amlodipin og nifedipin ved vasospastiske tilstande som koronararteriespasmer og Raynauds syndrom. Nimodipin er kun indiceret ved vasospasmer i relation til subaraknoidalblødning. 

Verapamil kan anvendes mod hypertrofisk obstruktiv kardiomyopati. 

Generelt må de forskellige calciumantagonister i ækvieffektive doser, indbyrdes betragtes som lige effektive til behandling af ukompliceret hypertension og angina pectoris. 

På basis af erfaringsgrundlag, pris, bivirkningsprofil og interaktioner er amlodipin et logisk førstevalg blandt calciumantagonisterne ved behandling af hypertension og som angina pectoris-profylakse.  

Verapamil anvendes især ved supraventrikulære arytmier og som frekvenskontrol ved atrieflimren.

Tabel 1: Calciumantagonisters kliniske karakteristika 

Tabel 2. Calciumantagonisternes kardiovaskulære virkning 

• Svær overfølsomhed for andre calciumantagonister.

• Hurtig intravenøs indgift af verapamil kan foruden blodtryksfald medføre bradykardi, stigende til asystoli.
• Verapamil og diltiazem bør undgås til patienter med hjerteinsufficiens og nedsat venstre ventrikelfunktion.
• Samtidig behandling med verapamil (og diltiazem) og adrenerge β-blokkere må foregå med små doser og under tæt observation af blodtryk og hjertefrekvens på grund af stoffernes synergistiske negativ inotrope og kronotrope effekter.
• Calciumantagonister metaboliseres i leveren, og halveringstiden kan være betydelig forøget ved moderat til svær leverinsufficiens. Det vil ofte være relevant at starte behandling i halveret dosis under forsigtig optitrering (se afsnit om nedsat leverfunktion på de enkelte præparater).

• Verapamil giver ofte obstipation, og som for diltiazem er der øget risiko for bradykardi og AV-blok af 2. eller 3. grad.
• Dihydropyridinerne kan medføre sinustakykardi. Perifere ødemer, som ikke svinder for diuretika, ses relativt hyppigt (10-15 %) ved anvendelse af dihydropyridiner. Generne svinder ofte ved samtidig brug af ACE-hæmmer eller angiotensin II-receptorantagonist. Alternativt kan evt. forsøges skift til lacidipin eller lercanidipin, idet mindre undersøgelser tyder på reduceret ødemtendens med disse stoffer (5-10 %) ⁽⁴⁵³⁶⁾.
• Negativ inotrop virkning (især verapamil) og blodtryksfald (alle) kan i sjældne tilfælde medføre kredsløbsshock.

Stofgruppen, og specielt verapamil, er kendt for mange lægemiddelinteraktioner. Calciumantagonisterne metaboliseres via det cytokrom P450-afhængige enzymsystem og skal anvendes med forsigtighed sammen med især lægemidler, der hæmmer eller inducerer cytokrom CYP3A4 enzymet. Se Elimination og cytokrom P450-systemet. 

• Inhibitorer af CYP3A4, som fx antimykotika af azolgruppen, makrolider (erythromycin, clarithromycin), HIV-proteasehæmmere og grapefrugtjuice, kan øge plasmakoncentrationen af calciumantagonister. Calciumantagonister er selv inhibitorer af CYP34A og øger plasmakoncentrationen af ciclosporin, everolimus, sirolimus og tacrolimus.
• Induktorer af CYP3A4, som fx barbiturater, carbamazepin, rifampicin, phenytoin og naturlægemidler indeholdende perikon, kan reducere plasmakoncentrationen af calciumantagonister.
• Calciumantagonisterne øger risikoen for statininduceret rhabdomyolyse. Kombinationen af verapamil/diltiazem og simvastatin bør derfor undgås, og simvastatin kun gives i lave doser (< 20 mg) i kombination med andre calciumantagonister. Risikoen kan formentlig reduceres ved anvendelse af pravastatin eller rosuvastatin, som ikke omsættes via CYP3A4.
• Verapamil, diltiazem, felodipin og nifedipin hæmmer den renale elimination af digoxin og kan øge plasma-digoxin med op mod 50 %.
• β-blokkere og verapamil virker synergistisk, og ved samtidig indgift må doseringen være forsigtig under kontrol af blodtryk og hjertefrekvens.
• Verapamil hæmmer den hepatiske omsætning af carbamazepin. Samtidig anvendelse af de to stoffer kan resultere i toksiske koncentrationer af carbamazepin, hvorfor plasmakoncentrationen af carbamazepin bør følges.
• Mefloquin bør kun gives med stor forsigtighed til patienter, der er i behandling med calciumantagonister, idet der er risiko for hjertepåvirkning.

Der er generelt få data, som belyser sikkerheden ved anvendelse af calciumantagonister under graviditet. Der er flest data for verapamil og nifedipin, og disse bør anvendes, hvis anvendelsen af calciumantagonister skønnes nødvendig. I Danmark er der tradition for at anvende nifedipin ⁽²⁹⁹³⁾. Se endvidere Hypertension hos gravide. 

Verapamil, nifedipin og nimodipin kan om nødvendigt anvendes. 

Se Calciumantagonister (forgiftninger). 

Der er klausuleret tilskud til nifedipin. De resterende calciumantagonister har generelt tilskud.