Hepatitis B-infektion bliver ofte kronisk, især hos personer der er smittet i forbindelse med fødslen eller i den tidlige barndom. Ved kronisk hepatitis B-virus (HBV) infektion er der på lang sigt risiko for cirrose og hepatocellulært karcinom. 

Der foreligger Europæiske guidelines vedr. HBV udarbejdet af EASL (European Association for the Study of the Liver) ⁽⁶⁶⁸²⁾.  

Kronisk hepatitis B

Kan behandles med peginterferon eller med nukleosid- og nukleotidanalogerne entecavir og tenofovir. 

Interferonbehandlingen har mange bivirkninger, og der er mange kontraindikationer, herunder inkompenseret cirrose. Erfaringsmæssigt er det kun få HBV-patienter, der behandles med interferon. 

Nukleosid- og nukleotidanalogerne giver færre bivirkninger, men til gengæld er der ikke så mange, der på kort sigt opnår selv at kunne kontrollere infektionen uden behandling. Den optimale behandlingsvarighed er uafklaret, hvilket betyder, at den kan trække ud og blive meget langvarig.  

Akut hepatitis B

Det bør forsøges at behandle svære tilfælde med nukleosid- eller nukleotidanalog; selvom der ikke er udført kliniske studier, der dokumenterer en effekt.