Behandling af COVID-19 kan opdeles i den antivirale behandling og den antiinflammatoriske. Den antivirale behandling består af monoklonale antistoffer samt lægemidler, der angriber den virale replikation - de kan administreres intravenøst eller som tabletter.  

De antivirale lægemidler har størst effekt, hvis de gives tidligt i infektionens forløb, før patienten er indlæggelseskrævende. Trods mange kliniske studier er det kun remdesivir, der har vist sig (moderat) effektivt hos indlagte (der ikke ligger på intensiv) samt kombinationen af monoklonale antistoffer casirivimab og imdevimab (REGN-COV) hos indlagte patienter uden antistoffer rettet mod spike-proteinet. 

Hvis indlagte patienter bliver ilt-krævende, kan de behandles med antiinflammatoriske lægemidler - i første omgang med dexametason, og hvis de trods denne behandling progredierer, kan der suppleres med IL-6-hæmmeren tocilizumab eller JAK-hæmmeren baricitinib.  

Virus findes i forskellige varianter, der udvikles drevet af det immunologiske tryk. 

Varianterne har betydning for effekten af vacciner og monoclonale antistoffer, derimod er der ikke med sikkerhed påvist forskelle i effekten af de antivirale lægemidler. Derudover har de forskellige varianter forskelligt spredningspotentiale og forskellig patogenesitet. Primo 2022 dominerer Omikron-varianten, som spreder sig langt hurtigere end tidligere varianter; men som synes at give et mildere klinisk forløb.

Randomiserede studier har vist, at tidlig behandling med monoklonale antistoffer (mAb) mod SARS-CoV-2 spike proteinet kan reducere den relative risiko for indlæggelse eller død med 70-85 % med absolut risiko reduktion på 2-6 % ⁽⁵⁵⁸⁵⁾. Derfor tilbydes (i det omfang de kan fremskaffes) visse risikopatienter med en positiv SARS-CoV-2 PCR behandling med monoklonale antistoffer, REGEN-COV (casirivimab+Imdevimab) eller sotrovimab, for at undgå et alvorligt sygdomsforløb. Risikopatienter er personer med alder > 65 år, diabetes mellitus, BMI > 30, kronisk hjertesygdom, kronisk lungesygdom, kronisk nyresygdom, kronisk leversygdom, immunsuppression, graviditet.  

Højrisikopatienter er personer, der ikke reagerer optimalt på vaccination og erfaringsmæssigt har høj risiko for fatalt forløb. De omfatter patienter med hæmatologisk malignitet med B-celle defekt (myelomatose/CLL/lymfom m.fl.), nylig behandling med højdosis kemoterapi, knoglemarvstransplantation indenfor 2 år eller behandling for GvH, B-celle depleterende behandling indenfor 12 mdr. (ocrelizumab, rituximab m.fl.) og solid organ transplantation.  

Da de monoklonale antistoffer er rettet mod spike proteinet varierer effektiviteten overfor forskellige varianter af SARS-CoV-2. Den aktuelt cirkulerende Omikron-variant er kun følsom for sotrovimab og muligvis for kombinationen tixagevimab og cilgavimab. 

Tidligt i sygdomsforløbet, før patienten bliver indlæggelseskrævende, kan behandling med antivirale stoffer mildne sygdomsforløbet. Risikoen for indlæggelse eller død kan mindskes ved tabletbehandling med molnupiravir (ikke længere markedsført pr. 6. marts ⁽⁵⁸⁴¹⁾, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek) eller nirmatrelvir/ ritonavir, ligesom remdesivir givet intravenøst 3 dage i træk nedsætter indlæggelsesrisikoen med 87 % og en absolut risikoreduktion på 4,6 % ⁽⁵⁵⁸⁶⁾.