COVID-19 kan behandles med antivirale midler. Effekten er størst, når de anvendes tidligt i infektionsforløbet. Når patienterne bliver indlæggelseskrævende, er effekten mindre eller slet ikke til stede. 

De antivirale midler opdeles i klasser efter virkningsmekanisme. 

Ribonukleotid analoger

Remdesivir 

Remdesivir er en prodrug, der indeholder den første fosfat, som efter tri-fosforrylering indbygges i RNA-kæden, som derefter termineres. Remdesivir er udviklet til behandling af Ebola; men monoklonale antistoffer virkede i denne sammenhæng bedre. Remdesivir har vist nogen effekt på patienter indlagt med iltbehov; men der har ikke været effekt ved opstart af behandling i mere fremskredne stadier, ligesom der også er studier, der ikke finder effekt. Hos ambulante patienter med risiko for alvorligt forløb kan remdesivir givet 3 konsekutive dage tidligt i forløbet nedsætte den relative risiko for indlæggelse med 85 % ⁽⁵⁵⁸⁶⁾. 

Remdesivir skal gives intravenøst - oral behandling er ikke mulig pga. first pass metabolisme. Remdesivir nedbrydes bl.a. via CYP3A4. Det har vist sig som en logistisk udfordring at give i.v. ambulant behandling 3 dage i træk til smitsomme patienter. 

Proteasehæmmere

Nirmatrelvir/ritonavir 

Nirmatrelvir er en proteasehæmmer, der hæmmer kløvningen af de virale proteiner, således at der ikke kan dannes infektiøst virus. Ritonavir anvendes som en farmakologisk booster, der hæmmer nedbrydningen af nirmatrelvir. Kombinationen er blevet førstevalg i USA ⁽⁵⁷³⁰⁾. Studiet blev udført blandt ikke-vaccinerede ambulante patienter med risiko for alvorligt forløb, og endpoint var indlæggelse eller død. Den relative reduktion var 88 % og den absolutte på 5,5 %. På grund af hæmningen af CYP3A4, og da nirmatrelvir er substrat for samme, er der mulighed for interaktion med andre lægemidler. Liverpool University har en database for COVID relaterede lægemiddel interaktioner.