I klinisk kontrollerede undersøgelser hos patienter med attakvis multipel sklerose (MS) med bevaret gangfunktion og med tegn på aktivitet i sygdommen, dokumenteret ved attakker over en forudgående 1-2 års periode, reducerer interferon beta antallet af attakker med i gennemsnit 30 % sammenlignet med placebo og især nedsættes antallet af svære attakker. Samtidig forsinkes udviklingen af permanente neurologiske udfaldssymptomer og sygdomsaktiviteten bedømt ved MR-scanning. 

Patienter med den første formodede demyeliniserende episode, og typiske MS-forandringer på MR-scanning eller mindre typiske forandringer på MR-scanning kombineret med oligoklonale bånd, hvoraf de fleste opfylder McDonald kriterier 2017 for attakvis MS, har stor risiko for at udvikle klinisk sikker MS inden for en 2-årig tidsperiode. Behandling med interferon beta medfører, at tiden til klinisk sikker MS forlænges, og attakhyppighed og sygdomsprogression reduceres.  

Attakvis MS 

Behandling med interferon beta er indiceret hos patienter med attakvis MS, defineret i henhold til McDonald 2017 kriterier, og tegn på sygdomsaktivitet, enten klinisk eller på MR-scanning, med henblik på at reducere sygdomsaktiviteten. 

Interferon beta er også indiceret hos patienter med klinisk isoleret symptom og tegn på disseminering i sted på MR-scanning, som ikke opfylder McDonald kriterier 2017. 

Opfølgning af behandling 

Behandling med interferon beta bør følges op med klinisk kontrol og blodprøver omfattende hæmoglobin, leukocytter med differentialtælling, leverenzymer (ALAT og ASAT), serumkreatinin og elektrolytter efter 3 og 6 måneder og derefter hver 6. måned. Måling af neutraliserende antistoffer bør foretages hver 6. måned i de 2 første behandlingsår. Hvis alle prøver i denne periode har været negative, så kan målingerne ophøre, idet sandsynligheden for at udvikle neutraliserende antistoffer efter dette tidspunkt er lille. Såfremt der optræder tegn på sygdomsaktivitet, bør målingerne genoptages. Alternativt, eller supplerende til måling af neutraliserende antistoffer, kan anvendes måling af in vivo respons på interferon beta med induktion af mRNA MxA. Hos patienter med gentagne målinger af høje antistofkoncentrationer og manglende in vivo respons på interferon beta anbefales skift til anden behandling end interferon beta. 

Det anbefales, at der udføres re-baseline MR-scanning efter 3-6 måneders behandling. MR-scanning gentages efter 12 måneder, herefter årligt og på klinisk indikation. 

Det anbefales, at behandlingen erstattes med natalizumab, fingolimod, ozanimod, ponesimod, cladribin, ocrelizumab eller ofatumumab, såfremt der konstateres klinisk sygdomsaktivitet eller nytilkomne læsioner på MR-scanning.
Aktuelt er det ikke fastlagt, hvor længe patienter bør behandles. Overgang til sekundær progressiv sygdomsfase anses ikke i sig selv som grund til behandlingsophør. 

På området findes en behandlingsvejledning fra Medicinrådet.  

Se evt. også oversigten over midler mod multipel sklerose. 

Medicinrådet har ligestillet interferon beta-præparaterne herunder også peginterferon beta-1a subkutant 125 mikrogram hver 2. uge. Glatirameracetat er ligeværdigt til interferon beta. 

Patienter, som skal behandles med interferon beta, skal informeres om, at depressive symptomer og selvmordstanker kan være bivirkninger ved behandlingen. Interferon beta bør administreres med forsigtighed til patienter med krampeanfald eller depressive symptomer i anamnesen samt til patienter, der er i behandling med antiepileptika. Forsigtighed bør endvidere udvises ved kardielle sygdomme eller thyroideasygdomme og hos patienter med myelosuppression. Der foreligger ingen data vedrørende nedsat nyrefunktion, og nyrefunktionen bør observeres under behandling med interferon beta. Ligeledes bør thyroideafunktions-måling foretages før og under behandling med interferon beta.  

Reaktioner på injektionsstedet opstår hyppigt ved subkutan, men sjældent efter intramuskulær injektion. Hos de fleste optræder influenzalignende symptomer, som er mest udtalt ved interferon-beta 1a intramuskulært og i starten af behandlingen. Symptomerne kan mindskes ved behandling med fx ibuprofen eller paracetamol.
Der kan i meget sjældne tilfælde forekomme svære allergiske reaktioner som urticaria, bronkospasme og anafylaktisk reaktion. Ændringer i thyroideafunktionen er rapporteret (både hypo- og hypertyroidisme). Hos præmenopausale kvinder kan menstruationsforstyrrelser optræde. Sjældent forekommer hårtab, kvalme, opkastning, depression, ængstelse, følelsesmæssige svingninger, fornemmelse af at miste sin identitet, kramper, øget spasticitet, selvmordsforsøg, konfusion, pancreatitis og forhøjet triglycerid. Reversibel lymfopeni og let til moderat forhøjede leverenzymer (ALAT og ASAT) ses hyppigt, mens symptomgivende hepatitis og kardiomyopati er meget sjældne. 

Hvis det skønnes klinisk nødvendigt, kan brugen af ​​interferon beta overvejes under graviditet. 

Interferon beta har en immunmodulerende effekt, men virkemåden ved MS kendes ikke fuldstændigt. Interferon beta reducerer ekspressionen af adhæsionsmolekyler på overfladen af lymfocytter og hæmmer enzymet matrix-metalloproteinase, hvorved passagen af aktiverede T-celler over blod-hjernebarrieren hæmmes. Det formodes desuden, at interferon beta virker ved bl.a. at nedsætte ekspressionen af MHC (major histocompatibility) klasse II-molekyler på antigen-præsenterende celler, normalisere abnormiteter i T-cellefunktionen samt påvirke cytokinproduktionen. Interferon beta hæmmer således frigørelsen af proinflammatoriske cytokiner som interferon-gamma, interleukin-1 og TNF-α og opregulerer inflammationshæmmende cytokiner som IL-10 og TGF-β.