Læs mere
Endokrine sygdomme og glukokortikoidbehandling (risikopatienter i tandlægepraksis)
Patienter i glukokortikoidbehandling er i risiko for at udvikle akut binyrebarkinsufficiens (Addison krise) i forbindelse med både psykiske og fysiske stresssituationer, fx tandlægekonsultation.
- Almindelig tandbehandling vurderes som minimal kirurgisk stress og vejledningen er umiddelbart vanlig dosis glukokortikosteroid både præoperativt, i operationsdøgnet og prostoperativt.
- Multiple ekstraktioner og kirurgisk behandling i munden kan anses som minor kirurgisk stress, hvor vejledningen er supplerende glukokortikoidbehandling i operationsdøgnet og postoperativ. Tandlægen bør konferere med patientens læge om dette ifm. tandbehandling.
Patienter i glukokortikoidbehandling skal være udstyret med et standardiseret krisekort, hvor det fremgår, at patienten er i ”daglig erstatningsbehandling med kortison”, og hvis der opstår ”alvorlig sygdom, trauma, opkast eller diarre skal patienten OMGÅENDE have tilført hydrocortison (SoluCortef®) 100 mg i.v./i.m. samt saltvandsinfusion”.
Patienterne skal desuden uddannes til at forebygge Addison krise, hvilket bl.a. gøres ved (5646):
- Patienten øger sin dosis af hydrokortison inden stressende situationer, hvis det er muligt.
- Patienten administrerer selv hydrocortison (injektionsvæske) i.m. i tilfælde af akut sygdom.
- Patienter eller pårørende informeres om at give 100 mg hydrocortison (injektionsvæske) i.m., hvis patienten er ude af stand til at fortsætte oral behandling pga. opkastninger, diarré eller andre årsager. Sker dette skal patienten indlægges akut.
Referencer
5646. Klose M, Sneppen SB, Jørgensen LB et al. Binyrebarkinsufficiens. National Behandlingsvejledning. Dansk Endokrinologisk Selskab. 2024, https://endocrinology.dk/nbv/hypofyse-og-binyresygdomme/binyrebarkinsufficiens/#elementor-toc__heading-anchor-15 (Lokaliseret 2. februar 2026)