BCR-ABL1 er et fusionsprotein, som dannes ved translokation af en del af kromosom 9 til kromosom 22. Derved sker der en fusion mellem Abelson murine leukemia 1 genet (kromosom 9) og break point cluster genet (kromosom 22), hvorved BCR-ABL1 genet dannes. Translokationen mellem kromosom 9 og kromosom 22 (t9;22) kaldes Philadelphia kromosomet og dette kromosom findes hos langt de fleste patienter med kronisk myeloid leukæmi (CML).  

BCR-ABL1 genet transskriberes til en tyrosinkinase, som virker som et onkogen. Dette skyldes at BCR-ABL1 tyrosinkinasens er konstitutivt aktiv, og dermed ikke er underlagt normal regulation fra feedback mekanismer. BCR-ABL1 tyrosinkinasen fører til ureguleret celledeling og reduceret apoptose, hvilket betyder, at celler med denne translokation deler sig uhæmmet og ekspanderer.  

For CML er det typisk, at translokationen ikke fører til et modningstop i de maligne myeloide celler, men derimod ses der øget antal celler på flere modningsstadier af myeloide celler ved kronisk fase af CML. Ved senere stadier af CML kan de mere umodne blastceller være mere fremtrædende og dette kaldes blastkrise.  

Før udvikling af BCR-ABL1 tyrosinkinasehæmmere blev CML behandlet med kemoterapi, evt. konsolideret med allogen transplantation, og prognosen var relativt dårlig. I dag har behandling med tyrosinkinasehæmmere ændret behandlingen fundamentalt, så alle patienter i dag primært behandles med tyrosinkinasehæmmere. Dette har bedret prognosen meget betydeligt.  

Hos patienter med særligt dybt respons på tyrosinkinasehæmmere, kan der ofte planlægges behandlingspauser i lange perioder, således at patienterne er helt uden CML behandling.
BCR-ABL1 tyrosinkinasehæmmere bruges også til andre sygdomme, fx akut lymfoblastær leukæmi med philadelphia kromosom, andre sjældne hæmatologiske lidelser samt nogle solide tumorer som fx GIST tumorer. 

Der findes en række forskellige tyrosinkinasehæmmere, der er udviklet specifikt til at være særligt målrettede BCR-ABL1 tyrosinkinasen og dermed særligt til brug ved CML.  

Den første af disse tyrosinkinasehæmmere var imatinib. Senere er der andengenerations tyrosinkinasehæmmere som nilotinib, dasatinib og bosutinib. Der er væsentlige forskelle i kemisk struktur og dermed bivirkningsprofilerne mellem de forskellige tyrosinkinasehæmmere og i effektiviteten.  

Andengenerations tyrosinkinasehæmmere er generelt mere potente og medfører hurtigt et dybt molekylært respons.  

Den mest almindelige resistensmekanisme, der udvikles under behandling med tyrosinkinasehæmmere, er T315I mutationen.  

Tredjegenerations tyrosinkinasehæmmere som ponatinib er udviklet specifikt til at være virksomt hos patienter, der udvikler sådanne mutationer.  

Asciminib er den seneste tyrosinkinasehæmmer og denne er rettet mod myristoyl lommen på ABL1 delen af fusionsproteinet. Dermed hæmmes tyrosinkinasen på en anden måde end øvrige tyrosinkinasehæmmere og asciminib kan derfor være virksom i tilfælde af resistensmutationer over for andre typer tyrosinkinasehæmmere.