Lithium (forgiftninger)

Toksikologi

Virkningsmekanismen er kun begrænset belyst. Forgiftning kan opdeles i akut, kronisk og akut i kronisk. Kinetikken med langsom passage af cellemembraner og til CSF er centralt for klinikken. De alvorligste forgiftninger opstår efter længere tids akkumulering af lithium, evt. præcipiteret af sygdom med reduceret væske-/natriumindtagelse eller interaktion med thiaziddiuretika, ACE-hæmmer, ASA, NSAID. 

Toksisk dosis: Patienter med S-lithium på 3 mmol/l kan være uden symptomer eller have livstruende symptomer. Den afgørende forskel ligger her, om patienten i forvejen er i fast behandling. En lithium-naiv patient kan tåle en større enkeltdosis end en patient i fast lithiumbehandling. Nyresygdom og tilstande med påvirket væskebalance øger risiko. 

Klinik

Forgiftning kan ses efter indtagelse af stor enkeltdosis eller ved nedsat udskillelsesevne.
De første tegn på forgiftning kan være tremor, sløvhed, søvnighed, utydelig tale, muskelrykninger, usikker gang. Lette forgiftningstegn, hvor S-lithium som regel er < 2,0 mmol/l, omfatter gastro-intestinale symptomer, tørst, polydipsi, polyuri, koordinationsproblemer og sløvhed. 

Fuldt udviklet forgiftning kan ligne meningitis, encephalitis eller apoplexia cerebri. Ved alvorlig forgiftning er S-lithium i reglen > 2,5 mmol/l, og symptomerne er domineret af cerebrale manifestationer, fx ataksi, dyskinesier, chorea, konfusion, hyperrefleksi, kramper, bevidsthedssvækkelse og koma og kan ubehandlet medføre døden. Endvidere væske- og elektrolytforstyrrelser, nyresvigt og ekg-forandringer. 

S-lithium er i reglen > 2 mmol/l, men kan være lavere, hvis blodprøven er taget længe efter sidste lithiumdosis. Svær lithiumforgiftning kan efterlade skader på hjerne- og nyrevæv med varige funktionsforstyrrelser til følge. 

Akutte forgiftninger er præget af initiale gastro-intestinale symptomer, mens neurologiske symptomer kan progrediere over 1-2 døgn. S-lithium kan være højt trods få forgiftningstegn, og symptomerne kan progrediere, mens S-lithium falder. 

Undersøgelser

S-lithium, elektrolytter, nyrefunktion, syre-basestatus, ekg, kardial monitorering. 

Behandling

• Seponering af lithium.
• Indlæggelse.
• I øvrigt symptomatisk behandling med korrektion af væske- og elektrolytbalance.
• Ved akut forgiftning foretages ventrikelaspiration. Behandling med aktivt kul er ikke virksomt ved lithiumforgiftning.
• "Whole bowel irrigation" overvejes ved indtagelse af store mængder depotpræparat.
• I øvrigt lægges hovedvægt på rehydrering, initialt med NaCl-holdige infusionsvæsker og korrektion af elektrolytforstyrrelser.

Dialyse især ved kronisk forgiftning for at fjerne lithium fra CNS, mens formålet ved akut forgiftning primært er at hindre overgang af lithium til CNS. S-lithium, kliniske kriterier og forgiftningstype indgår i indikationen. Dialyse vil som hovedregel være indiceret til patienter med S-lithium > 4 mmol/l. Ved klinisk påvirkning eller nedsat nyrefunktion kan behandling være indiceret ved væsentligt lavere serumkoncentrationer. 

Akut forgiftning forløber ofte gunstigt trods højt S-lithium. Reboundfænomen ses især ved dialyse af kronisk forgiftede, og gentagen behandling kan være nødvendig. Ved S-lithium < 1 mmol/l, målt 6-8 timer efter dialyse, kan behandlingen afbrydes. 

Ved tvivlsspørgsmål: Ring til Giftlinjen, telefon 3863 5555