Ophæves shocktilstanden ikke ved elevation af benene og initial væsketerapi, bør CVK anlægges til diagnostik, monitorering og kontinuerlig infusion af sympatomimetika.
Intravenøs infusion af noradrenalin bør være førstevalg til at øge blodtrykket uanset shock type, da virkninger og bivirkninger er bedst dokumenteret for denne vasopressor⁽¹⁵⁵⁷⁾. 

Dosishastigheden er initialt 0,05 mikrogram/kg legemsvægt/min., men dosis kan hurtigt øges, til det ønskede arterielle middelblodtryk opnås, fx 65 mmHg. Desuden bør tegn på hypoperfusion resolveres. 

Ved tegn på svært hjertesvigt med lavt hjerteminutvolumen kan behandling med dopamin i monoterapi med doser op til 10 mikrogram/kg/min. forsøges. Alternativt kan dobutamin initialt 5 mikrogram/kg legemsvægt/min. (højst 20 mikrogram/kg legemsvægt/min.) forsøges i tillæg til noradrenalin. 

Der er ikke vist samlet gavn af dopamin eller dobutamin, og der er risiko for takykardi, og ved sidstnævnte er der også risiko for hypotension, og samtidig infusion af noradrenalin kan være nødvendig. 

Milrinon og levosimendan 

Indikationen for disse inodilatatorer er ikke etableret ved kliniske afprøvninger, men midlerne anvendes ved svært hjertesvigt (kardiogent shock, kronisk svigt med akut forværring eller efter hjertekirurgi), hvor dobutamin ikke er nok. 

Oftest vil monoterapi med noradrenalin være sufficient selv hos patienter med en grad af pumpesvigt. 

Forsigtighed ved: 

• Tyrotoksikose
• Hypertension
• Svær arteriosklerose
• Svær myokardielidelse
• Obstruktiv kardiomyopati
• Diabetes
• Fæokromocytom
• Ved anæstesi med halogenerede anæstetika.

Det er væsentligt at revurdere behandlingen løbende, da ændringer i kredsløbet er hyppige under udviklingen af kritisk sygdom. Interessen bør være rettet mod det perifere kredsløb (fx hud og hjerne), da administration af vasokonstrikterende midler i sig selv kan nedsætte flow, uanset ændringer i blodtrykket. 

Karkontraherende farmaka som noradrenalin bør som udgangspunkt kun administreres i et velfungerende centralt venekateter via infusionspumpe. På bydende indikation kan perifer administration anvendes under nøje observation af det perifere venekateter. 

Øget ekscitabilitet og dermed risiko for ektopisk aktivitet, atrieflimmer, multifokale ventrikulære ekstrasystoler og evt. ventrikulær takykardi, der kan medføre ventrikelflimren.
Stoffer med overvejende β-receptorstimulerende virkning kan give takykardi, palpitationer og hos patienter med koronarsklerose eventuelt angina pectoris. Desuden sved, tremor, svimmelhed, hovedpine og flushing. 

Ved svær myokardieiskæmi med truende eller igangværende infarktdannelse kan β-receptorstimulerende midler muligvis bidrage til at fremme infarktdannelsen eller øge infarktets udbredelse. 

β-receptorstimulerende midler, især adrenalin og isoprenalin, kan give lactat- og glucosestigning på baggrund af øget glykolyse. Dopamin hæmmer thyroideas funktion og motiliteten i tarmen. 

De fleste kredsløbsstimulerende lægemidler virker ved stimulering af α₁-, β₁- eller β₂-receptorer. 

α₁-receptor-stimulation virker vasokontraherende på perifere kar. 

Stimulation af β₁-receptorer øger både hjertets kontraktionskraft (positiv inotrop effekt), frekvens, ledningshastighed og myokardiets følsomhed for stimuli (øget ekscitabilitet). 

Stimulation af β₂-receptorerne resulterer i arteriole dilatation inkl. arteriolerne i lungekredsløbet. Virkningerne på hjertet er de samme som stimulation af β₁-receptorerne, men effekterne er mindre udtalt. 

Der er stor interindividuel variation i de farmakologiske effekter af de sympatomimetiske lægemidler i klinisk hverdag. 

Adrenalin 

Stimulerer direkte α₁-, β₁- og β₂-receptorer og virker derfor både positivt kronotropt og inotropt og perifert kontraherende. 

Dopamin 

Har både en direkte virkning på receptorer og indirekte effekt ved at medføre en frigørelse af noradrenalin fra den sympatiske nerveende. 

Fysiologisk har dopamin en trefaset farmakodynamisk profil: de renale virkninger (dopaminerg effekt) ses ved lav dosering (1-3 mikrogram/kg legemsvægt/minut), de kardielle virkninger i form af øget inotropi (β₁-stimulation) synes mest udtalt ved intermediær dosering (3-7 mikrogram/kg/min.), hvorimod effekten på karrene (α-virkning) er dominerende ved højere dosering (> 7 mikrogram/kg legemsvægt/minut). I klinisk shockbehandling er disse differentierede effekter mindre klare, og virkninger og bivirkning i relation til α- og β-stimulationen kan forventes. 

Dobutamin 

Har både β₁- og β₂-receptorstimulerende egenskaber, dvs. øger hjertets kontraktilitet og reducerer den perifere modstand. Nettoeffekten på blodtrykket afhænger af hvilken virkning, der er dominerende. Ved hypovolæmi vil blodtryksfald og takykardi ofte være betydende. 

Isoprenalin 

Har både β1- og β2-receptorstimulerende egenskaber, dvs. øger hjertets kontraktilitet (inotropi) og især hjertets frekvens (chronotropi). Samtidig ses arterioledilatation. Som følge af positiv inotropi, positiv chronotropi og nedsat perifer modstand øges hjertets minutvolumen.  

Noradrenalin 

Stimulerer primært α₁-receptorerne, men også β₁- og β₂-receptorer. Noradrenalin virker derfor primært perifert kontraherende, men også positivt kronotropt og inotropt, hvorved hjerteminutvolumen kan øges.

Milrinon og levosimendan 

Alternative kredsløbsstimulerende midler er fosfodiesterasehæmmeren milrinon og calciumsensitiseren levosimendan.  

Milrinon virker ved at øge koncentrationen af cAMP og calcium i myokardiet, mens levosimendan øger virkningen af calcium. Begge er såkaldte inodilatatorer, dvs. de øger hjertets minutvolumen og vasodilaterer perifert.