Lamivudin

Er en nukleosidanalog med effekt på hepatitis B. 

HBV er et lille DNA-virus, der benytter et RNA-mellemled i replikationsfasen - altså en form for reverse transcription. Lamivudin er en effektiv hæmmer af replikationen, men HBV findes i en langlivet form i hepatocytkernen, så HBV elimineres ikke. 

Der dannes let resistens mod lamivudin ved enkeltstof behandling, og denne resistens afficerer også mulighederne for efterfølgende behandling med mere effektive nukleosidanaloger, hvilket er baggrunden for, at stoffet ikke længere er førstevalg. 

Lamivudin har meget få bivirkninger.  

Emtricitabin

Har samme effekt som lamivudin.  

Adefovir

Er en nukleotidanalog. 

Sammenlignet med lamivudin er effekten på HBV-DNA mindre, til gengæld er risikoen for resistensudvikling også mindre. Adefovir er effektivt mod HBV, der har udviklet resistens mod lamivudin. 

Nukleotidanaloger har ofte udvist renal toksicitet, men adefovir gives dog i en lav dosis til HBV-behandling, og der er ikke evidens for renal toksicitet. 

Adefovir er ikke så effektiv som den anden nukleotid tenofovir.  

Entecavir

Er en nukleosidanalog med effekt på hepatitis B. 

Stoffet synes mere potent end lamivudin og adefovir, samtidig er resistensudvikling hos naive patienter en sjældenhed. 

Der er nogen krydsresistens over for lamivudin, og responset hos lamivudinresistente er således mindre, og resistensudvikling inden for de første år er væsentligt øget.  

Tenofovir

Anvendes til behandling af HIV-infektion og har i kliniske studier vist sig i stand til at hæmme replikationen af HBV, og resistensudvikling synes ikke at være et problem. Findes som to forskellige prodrugs tenofovirdisoproxil og tenofoviralafenamid.