Om medicin
Gravide og medicin
Det kan give problemer, hvis du tager medicin, mens du er gravid. Nogle lægemidler kan beskadige dit foster (man siger, de er teratogene) eller have andre uønskede virkninger på fosteret.
Risikoen for at skade dit foster er størst i de første tre måneder af graviditeten, hvor fosterets organer bliver dannet, men det kan ske under hele graviditeten.
Sent i graviditeten kan nogle lægemidler, fx sovepiller, påvirke barnet og give bivirkninger, som fx døsighed. Morfinlignende lægemidler kan medføre, at barnet bliver tilvænnet og udvikler symptomer på abstinens efter fødslen.
Hvad kan du se på Medicin.dk - Borger
Ved alle lægemidler kan du se et ikon med en farvemarkering:
Ikon med rød: Medicinen må ikke anvendes, eller bør ikke anvendes pga. manglende viden, når du er gravid.
Ikon med gul: Kan om nødvendigt anvendes, eller må kun anvendes under visse forudsætninger, når du er gravid.
Ikon med grøn: Ikke relevant.
Må jeg tage medicin, mens jeg er gravid?
Det bedste er, at du undgår at tage medicin under graviditeten. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, fx hvis du har en kronisk sygdom som epilepsi, diabetes eller forhøjet blodtryk. Her vil manglende behandling betyde en større risiko for både dig og barnet end behandling med de nødvendige lægemidler. Hvis det er nødvendigt, at du tager medicin, mens du er gravid, finder lægen det lægemiddel, som udsætter dit foster for den mindste risiko. Læs mere om, hvordan min.medicin.dk informerer om medicin til gravide.
Det, at du er gravid, kan medføre ændringer i din krop, som betyder, at lægemidler nedbrydes med ændret hastighed. Du kan også få ændret følsomhed over for lægemidler under din graviditet, og det kan blive nødvendigt at ændre i dosis. Hvis du har behov for medicin under din graviditet, skal du hyppigt til kontrol og eventuelt have justeret dosis af medicinen.
Se film om graviditet og smertestillende håndkøbsmedicin
Link omtalt i video, se komplet liste over:
- Medicin, der indeholder paracetamol.
- NSAID-medicin, der indeholder ibuprofen.
- NSAID-medicin, der indeholder acetylsalicylsyre (NB! nogle af disse bruges ikke mod smerter, men til at forebygge blodpropper. Læs på det enkelte lægemiddel).
Kan man bevise, at et lægemiddel er fuldstændigt risikofrit til gravide?
Hvis et lægemiddel har været brugt gennem mange år til gravide, uden at der er opstået mistanke om fosterskader, giver det en rimelig, men ikke fuldstændig sikkerhed. En lille øgning i antallet af fosterskader kan også være udtryk for, at den sygdom, lægemidlet bruges mod, i sig selv medfører en øget risiko for fosterskader.
For mange nyere lægemidler, er der ingen eller meget lidt erfaring med brug til gravide. Man er derfor meget tilbageholdende med at bruge nyere lægemidler til gravide.
I andre tilfælde har man en viden om lægemidlets virkemåde, som gør, at man fraråder at bruge det under graviditet. Et eksempel er celledræbende midler (cytostatika), der griber ind i vigtige funktioner i både normale og syge celler.
Erfaringer fra undersøgelser på dyr kan ikke overføres til mennesker, men kan give et fingerpeg om risikoen for fosterskader hos mennesker.
Hvad står der om graviditet på præparaterne?
Under hvert præparat på min.medicin.dk kan du læse, om det kan bruges, hvis du er gravid.
Der står en af disse fem tekster (nogle gange er der en uddybende tekst nedenunder):
- Kan om nødvendigt anvendes
- Bør ikke anvendes pga. manglende viden
- Må kun anvendes under visse forudsætninger
- Må ikke anvendes
- Ikke relevant.
Du skal være opmærksom på, at der evt. kan stå noget andet i den indlægsseddel, som ligger i pakningen med din medicin. Årsagen er, at teksterne i medicin.dk er udarbejdet af en special læge, som undersøger flere kilder:
- Den dokumentation, som lægemidlet er godkendt på (produktresuméet).
- Klinisk erfaring, det vil sige, hvad er der rapporteret i forskellige studier.
- En grundig gennemgang af den litteratur, der findes om lægemidlet.
Indlægssedlerne er hovedsageligt baseret på oplysninger fra produktresuméet. Læs mere om forskel på informationen i indlægssedler og min.medicin.dk.
Hvornår skal jeg spørge min læge?
- Hvis du tager medicin og planlægger at blive gravid.
- Hvis du tager medicin og opdager, at du er gravid.
- Hvis du er gravid og får brug for medicin, så husk at fortælle din læge, at du er gravid.
- Hvis du køber medicin i håndkøb, så husk at sige på apoteket, at du er gravid.
- Hvis du er en mand, der tager medicin og gerne vil gøre en kvinde gravid.
Tjenesten 'Tryg Mor', som alle gravide og ammende kan ringe til og få rådgivning vedr. brug af medicin, naturmedicin og rusmidler.