Behandlingen skiftes, hvis der opstår:  

1. Bivirkninger eller betydelig mistanke om sådanne.
2. Skift fra præparater, hvor ny information indikerer ulemper fx.. langtidsbi-virkninger.
3. Skift pga. lægemiddelinteraktion med samtidig brug af medicin for anden sygdom.
4. Skift pga. af virologisk svigt af behandlingen.

Kombinationen tenofovir med emtricitabin eller lamivudin er førstevalg. Tenofovir findes i to pro-drug-formuleringer tenofovirdisoproxilfumarat (TDF) eller tenofoviralafenamid (TAF). 

Modsat de andre RT-hæmmere påvirkes TAF af boostning. Patienter, der modtager boostning med cobisistat eller ritonavir, skal kun have 10 mg dgl. - modsat de sædvanlige 25 mg. 

Zidovudin anvendes overvejende kun til kortvarig behandling af gravide og til nyfødte børn til profylakse af maternel-foetal HIV-1 transmission. 

Kombinationen TDF med emtricitabin er godkendt til seksuel preexposure profylakse (prep). 

• Abacavir er kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion (Child-Pugh C).
• Øvrige nukleosid- og nukleotid-RT-hæmmere kan anvendes ved nedsat lever- og/eller nyrefunktion, MEN:
  • Dog er kombination af abacavir, dolutegravir og lamivudin kontraindiceret ved nedsat nyrefunktion med GFR < 50 ml/min., da dosisreduktion ikke er mulig med kombinationstablet.
  • Ved kombination af abacavir, dolutegravir og lamivudin er der kontraindikation ved moderat til stærkt nedsat leverfunktion, da dosisreduktion ikke er mulig med kombinationstablet.
• Der henvises til de enkelte præparatbeskrivelser for yderligere information vedr. brug ved nedsat nyre og/eller leverfunktion.

Vedr. øvrige kontraindikationer henvises til de enkelte præparatbeskrivelser.  

Både med hensyn til bivirkninger på kort sigt og langtidsbivirkninger er der store forskelle mellem stofferne. 

Zidovudin kan forårsage hæmning af knoglemarven, specielt med udvikling af anæmi. 

Abacavir kan forårsage en potentielt livstruende hypersensibilitetsreaktion hos individer med særlig vævstype (HLA B5701). Denne reaktion kan undgås ved at foretage vævstype undersøgelse inden behandlingsstart. I observationelle studier er der fundet øget risiko for myokardieinfarkt; men det er usikkert, om sammenhængen er kausal. 

Tenofovirdisoproxilfumarat (TDF) er potentielt nefrotoksisk og bør undgås hos patienter med nedsat nyrefunktion. Det påvirker endvidere knoglemetabolismen, hvor det giver lavere knogletæthed (bone mineral density) - den kliniske betydning på lang sigt er usikker. Tenofoviralafenamid (TAF), et andet tenofovir-prodrug, har mindre nyre- og knoglepåvirkning. 

Der er ikke med sikkerhed konstateret alvorlige bivirkninger ved behandling med emtricitabin og lamivudin. 

Langtidsbivirkningen lipoatrofi, der optræder år efter påbegyndt behandling, ses især ved zidovudinbehandling og andre nukleosid-analoger, som var meget anvendt tidligere, mens der ikke er holdepunkt for, at lamivudin, emtricitabin, tenofovir eller abacavir forårsager denne bivirkning.