Søgning efter: "SNRI"

Kroniske smertetilstande (...SNRI) Duloxetin har højere NNT end TCA, men har en mere gunstig bivirkningsprofil med mindre risiko for antikolinerge bivirkninger. Duloxetin kan give hypertension og bør anvendes med forsigtighed til patienter der er i hypertensionsbehandling. Der startes med en dosis på 30 mg. Dosis kan øges afhængigt af effekt og bivirkninger. Max dosis er 120 mg/døgn. Ved brug af duloxetin monitoreres blodtrykket løbende under optrapningen. Risikoen for medicinsk udløst QT-forlængelse er lille, men EKG bør kontrolleres efter opstart af behandlingen. Venlafaxin kan også anvendes, selv om der ikke er godkendt indikation til smertebehandling. Ved brug af venlafaxin skal EKG monitoreres for at udelukke medfødt og medicinsk udløst QT-forlængelse. Gabapentinoider ( gabapentin og pregabalin ) Gabapentinoiderne har lavere NNT end duloxetin, men giver oftere bivirkninger i form af sedation og vægtøgning. Startdosis for gabapentin er 300 mg x 1 dgl. i 3 dage, derefter 300 mg x 2 dgl. i 3 dage, og herefter fortsat gradvis øgning med 300 mg hver 3. dag til slutdosis på 600-900 mg x 3-4 dgl. For pregabalin er startdosis 25-75 mg x 2 dgl., og derefter gradvis øgning med 50-75 mg hver 3.-5. dag til højst 600 mg i døgnet fordelt på 2-3 doser. Det er værd at være opmærksom på at der er en lille risiko for at udvikle et misbrug af gabapentinoider. Undersøgelser har vist at særligt patienter med opioidmisbrug er i risiko for også at udvikle misbrug af gabapentinoider ( Sundhedsstyrelsen - Misbrug af gabapentin og pregabalin ). Opioder Når opioider tages i anvendelse til kroniske smertepatienter, bør patienten behandles med et langtidsvirkende opioid; døgndosis startes så lavt som muligt, og dosis fordeles på 2-3 ens doser jævnt fordelt over døgnet. Der startes typisk med depotmorfin 5-10 mg x 2-3 dgl., og patienten følges tæt mht. effekt og bivirkninger. Der er principielt ikke en maksimal dosis for brug af opioider, men døgndoser over 100 mg morfin eller morfinækvivalenter hos kroniske smertepatienter bør være undtagelsen. Patienter i langvarig opioidbehandling kan få problemer som kognitiv dysfunktion, opioidsensibilisering, afhængighed og kan risikere at udvikle tolerans. Administrationsmåden er primært oral, men for udvalgte patienter kan transdermal administration benyttes. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er øget risiko for utilsigtede hændelser ved brug af plaster. Fx kan der ske overdosering, hvis det gamle plaster ved en fejl ikke fjernes. Plasteret kan også løsne sig, mens patienten sover og ved en fejl sætte sig på en anden person i sengen (i værste fald et barn). Der er eksempler på, at særligt personer med demens kan finde på at fjerne plasteret og måske putte det i munden eller sluge det. Intravenøs, subkutan, intramuskulær eller rektal administration bør så vidt muligt undgås, da dette medfører meget ustabil smertedækning og risikoen for udvikling af tolerans og abstinenssymptomer er udtalte ved disse typer af behandling (5135) . Hvis virkningsvarigheden af et depotopioid er kortere end doseringsintervallet, opstår der behandlingssvigt mellem doserne, hvilket kan udløse gennembrudssmerter. Der kan også opstå abstinenssymptomer og abstinenssmerter i timerne op til doseringstidspunktet. Det er derfor vigtigt at spørge patienten, om han/hun kan mærke, når en dosis begynder at virke og igen aftager, inden næste dosis er berammet. Hvis dette er tilfældet, opdeles døgndoserne i flere doser. Princippet i behandlingen med depotopioider er, at den skal være kontinuerlig således, at plasmakoncentrationen holdes jævn over hele døgnet. Hvis effekten er utilstrækkelig på korrekt indikation, eller der opstår uacceptable bivirkninger, kan det overvejes at skifte til andet langtidsvirkende opioid ( opioidrotation ). Ved opioid-rotation foretages en beregning af den ækvianalgetiske dosis af det opioid, der konverteres til (se beregner ). Tolerance-udvikling viser sig typisk ved aftagende effekt og behov for stigende doser. Dosis kan øges et par gange, men bør hos patienter med non-maligne smerter ikke overstige 100 mg morfinækvivalenter i døgnet pga. risiko for opioidsensibilisering i højere doser. Første valg ved tolerans-udvikling er at forsøge udtrapning. Hvis udtrapning ikke er muligt, eller fortsat opioid behandling skønnes velindiceret, kan også foretages opioid-rotation, idet der ikke er fuld krydstolerans mellem de forskellige opioider. Hvis der roteres pga. opioid tolerans, vil det ofte være muligt at reducere den ækvipotente dosis af det nye opioid. Ved døgndoser under 100 mg morfinækvivalenter, kan der roteres på en gang. Ved doser over 100 mg morfinækvivalenter bør der foretages en krydstitrering (gradvis nedtrapning af det ene opioid, samtidig med gradvis optrapning af det nye opioid). Ved tolerance-udvikling, kan det være en fordel at rotere til metadon behandling, hvor der sjældnere opstår problemer med abstinenser mellem doserne. Håndtering af toleransudvikling ved opioidrotation, krydstitrering og behandling med metadon er en specialist-opgave. Det gælder generelt for patienter i langtidsbehandling, at p.n. administration bør undgås, idet risikoen for misbrug og tolerans sandsynligvis stiger ved disse behandlingsregimer. Desuden giver behandling med p.n. opioid ofte over tid en meget ustabil smertedækning med risiko for abstinenser og hermed abstinenssmerter mellem doserne. For visse typer af kroniske smertetilstande kan oral pn dosering med korttidsvirkende opioid dog anbefales, typisk ved mere dynamisk betingede smertetilstande, fx osteoporotiske sammenfald i columna med primært belastnings- og aktivitetsudløste smerter, eller hvis der er tale om en blandet akut og kronisk smertetilstand, som det fx ses ved kronisk pancreatitis. Hvis der anvendes korttidsvirkende opioider, bør forbruget monitoreres tæt og må ikke eskalere. Behandling med opioider giver næsten obligatorisk forstoppelse, og der bør opstartes profylaktisk behandling med laksantia. Osmotisk virkende præparater foretrækkes. Der kan søges om enkelttilskud til alle laksantia ved kronisk opioidbehandling. Naloxon er en ren antagonist og bliver brugt til at modvirke akutte opioidbivirkninger som respirationsdepression og sedation. Naloxon er markedsført i kombination med oxycodon og er formuleret således, at det frigøres langsomt og systemisk optræder i så lav en koncentration, at det alene får en perifer antagonistisk (anti-obstiperende) effekt og ikke modvirker opioidets centraludløste analgetiske virkning. Naloxegol er en opioidantagonist, der ikke passerer blod-hjernebarrieren, og som kan bruges til patienter med opioidinduceret obstipation, når andre laksantia uden held har været forsøgt. Endvidere er der markedsført en ren perifer opioidantagonist ( methylnaltrexon ). Begge præparater anvendes til at modvirke opioidinduceret obstipation og dysfunktion af tarmen. Methylnaltrexon gives subkutant, og indikationen er hårdnakket obstipation hos cancerpatienter, hvor anden behandling med laksantia ikke har haft den ønskede effekt. Der er ved behandling med opioider altid risiko for udvikling af afhængighed. Efter kortere tids behandling - få uger - vil de fleste patienter have udviklet fysisk afhængighed, hvilket typisk viser sig ved flere smerter, indre uro og svedeture, når der bliver for langt mellem de daglige doser eller i forbindelse med nedtrapning. En mindre del af kroniske smertepatienter udvikler psykisk afhængighed og vil være i risiko for at blive misbrugere. Patienter med fysisk afhængighed er ofte lette at hjælpe ud af deres opioidbehandling med støtte og forsikring om, at abstinenserne er ufarlige og kortvarige, hvorimod patienter med et psykisk afhængighedsforhold til opioiderne kan have behov for specialiseret hjælp i et misbrugscenter. Medicintilskud Siden d. 26. maj 2025 er der kommet nye tilskudsregler for opioider, og ingen opioider har nu længere generelt tilskud. De vigtigste ændringer fremgår af nedenstående. For en fuld oversigt over tilskudsregler henvises til Lægemiddelstyrelsens hjemmeside . Der er klausuleret tilskud til følgende depot opioider: Tramadol (undtaget enkelte dyre præparater), morfin, oxycodon (undtaget kombination med naloxon) og methadon. For at være omfattet af klausulen skal svagere smertestillende medicin have været forsøgt uden effekt. For nociceptive smerter gælder dette paracetamol. For neuropatiske smerter skal relevante adjuverende analgetika være afprøvet. Der er desuden klausuleret tilskud til buprenorphin resoribletter, hvor det ud over at svagere smertestillende er prøvet, desuden kræves at depot opioider der er formuleret som tabletter eller kapsler ikke kan benyttes. For buprenorphin plastre gælder i tillæg, at medicin ikke kan tages gennem munden. Samme klausul gælder for fentanyl plastre. Der er klausuleret tilskud til alle korttidsvirkende opioider, som er formuleret som tablet eller kapsel, og klausulen er kun gældende ved kortvarig behandling af smerter eller ved akutte gennembrudssmerter trods en fast behandling med depotopioid. For korttidsvirkende opioider som er formuleret som dråber, smeltetabletter eller suppositorier, gælder desuden, at tabletter og kapsler ikke kan benyttes. Tilskuddet til kodein er bortfaldet. Behandling af kroniske smerter hos ældre Generelt benyttes lavere doser til behandling af ældre for alle typer af analgetika. NSAID-behandling af ældre er forbundet med markant øget risiko for udvikling af alvorlige gastro-intestinale, kardio-cerebro-vaskulære og renale komplikationer. Længerevarende NSAID-behandling bør derfor undgås (2588) . Ved brug af gabapentin, pregabalin og opioider hos ældre, bør man være særligt opmærksom på centrale bivirkninger, der kan optræde som pseudodemens. Ældre er særligt udsatte for at få anti-kolinerge bivirkninger, hvorfor der bør udvises forsigtighed ved brug af TCA og SNRI...)

Præparatændringer

Lav risiko for smitte med hantavirus

Medicin.dk med i ambitiøst EU-projekt

Du har søgt på: SNRI

Kontakt

Om medicin.dk – professionel