Du har søgt på: En ny
- der blev fundet 433 resultaterVælg område:
Søgeresultater, Præparater:
Abstral (Baggrund: For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Aclasta® (Osteoporose Voksne 5 mg administreret som i.v. infusion over mindst 15 min. en gang om året. Behandlingen bør suppleres med et fast dagligt oralt tilskud af calcium og D-vitamin. Hos patienter med en nylig lavenergi-hoftefraktur anbefales det at administrere zoledronsyre-infusion mindst to uger efter hoftefrakturhelingen. Det anbefales at give en støddosis D-vitamin på 50.000 til 125.000 IE oralt eller intramuskulært før den første zoledronsyre-infusion hos disse patienter. Pagets knoglesygdom Voksne 5 mg som i.v. infusion over mindst 15 min. Gives som enkeltdosis. Behandlingen bør ledsages af et oralt tilskud af D-vitamin og calcium (4-500 mg calcium 2 gange dgl. i mindst 10 dage) for at undgå sekundær hyperparatyroidisme. Se endvidere Bisfosfonater (hypercalcæmi) . Bemærk: Inden og efter behandlingen skal patienten være velhydreret. Den optimale varighed af bisfosfonatbehandling af osteoporose er ikke fastlagt. Behovet for fortsat behandling skal revurderes regelmæssigt, baseret på fordele og mulige risici af zoledronsyre for den enkelte patient, især efter anvendelse i 5 år eller mere.)
Actilax (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling Behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Actiq® (Baggrund: For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Alfacalcidol "2care4" (Sædvanligvis - daglig dosering Initialt Voksne og børn > 20 kg. 1 mikrogram dgl. Børn 20 kg. Oralt 0,25-2 mikrogram dgl. Alternativ ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Vedligeholdelsesbehandling Voksne. Dosis justeres med intervaller på 0,25-0,5 mikrogram dgl. under nøje kontrol af P-paratyroideahormon, -calcium, -fosfat og -kreatinin. Skift fra daglig til 2-3 gange ugentlig dosering Hos dialysepatienter, som allerede er i daglig behandling, beregnes den nye dosis som: Aktuel daglig dosis multipliceret med 2,3 henholdsvis 3,5 svarende til dosering 3 gange henholdsvis 2 gange ugentlig. Den beregnede dosis kan afrundes til nærmeste 0,25 mikrogram og administreres 3 henholdsvis 2 gange per uge i slutningen af dialysebehandlingen. Den samlede ugentlige dosis skal være den samme uanset valget af dosisregime (dagligt eller 2-3 gange ugentligt).)
Alfacalcidol "Paranova" (Sædvanligvis - daglig dosering Initialt Voksne og børn > 20 kg. 1 mikrogram dgl. Børn 20 kg. Oralt 0,25-2 mikrogram dgl. Alternativ ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Vedligeholdelsesbehandling Voksne. Dosis justeres med intervaller på 0,25-0,5 mikrogram dgl. under nøje kontrol af P-paratyroideahormon, -calcium, -fosfat og -kreatinin. Skift fra daglig til 2-3 gange ugentlig dosering Hos dialysepatienter, som allerede er i daglig behandling, beregnes den nye dosis som: Aktuel daglig dosis multipliceret med 2,3 henholdsvis 3,5 svarende til dosering 3 gange henholdsvis 2 gange ugentlig. Den beregnede dosis kan afrundes til nærmeste 0,25 mikrogram og administreres 3 henholdsvis 2 gange per uge i slutningen af dialysebehandlingen. Den samlede ugentlige dosis skal være den samme uanset valget af dosisregime (dagligt eller 2-3 gange ugentligt).)
Alfacalcidol "Strides" (Sædvanligvis - daglig dosering Initialt Voksne og børn > 20 kg. 1 mikrogram dgl. Børn 20 kg. Oralt 0,25-2 mikrogram dgl. Alternativ ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Vedligeholdelsesbehandling Voksne. Dosis justeres med intervaller på 0,25-0,5 mikrogram dgl. under nøje kontrol af P-paratyroideahormon, -calcium, -fosfat og -kreatinin. Skift fra daglig til 2-3 gange ugentlig dosering Hos dialysepatienter, som allerede er i daglig behandling, beregnes den nye dosis som: Aktuel daglig dosis multipliceret med 2,3 henholdsvis 3,5 svarende til dosering 3 gange henholdsvis 2 gange ugentlig. Den beregnede dosis kan afrundes til nærmeste 0,25 mikrogram og administreres 3 henholdsvis 2 gange per uge i slutningen af dialysebehandlingen. Den samlede ugentlige dosis skal være den samme uanset valget af dosisregime (dagligt eller 2-3 gange ugentligt).)
Alfacalcidol Cande (Sædvanligvis - daglig dosering Initialt Voksne og børn > 20 kg. 1 mikrogram dgl. Børn 20 kg. Oralt 0,25-2 mikrogram dgl. Alternativ ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Vedligeholdelsesbehandling Voksne. Dosis justeres med intervaller på 0,25-0,5 mikrogram dgl. under nøje kontrol af P-paratyroideahormon, -calcium, -fosfat og -kreatinin. Skift fra daglig til 2-3 gange ugentlig dosering Hos dialysepatienter, som allerede er i daglig behandling, beregnes den nye dosis som: Aktuel daglig dosis multipliceret med 2,3 henholdsvis 3,5 svarende til dosering 3 gange henholdsvis 2 gange ugentlig. Den beregnede dosis kan afrundes til nærmeste 0,25 mikrogram og administreres 3 henholdsvis 2 gange per uge i slutningen af dialysebehandlingen. Den samlede ugentlige dosis skal være den samme uanset valget af dosisregime (dagligt eller 2-3 gange ugentligt).)
Alhemo® (Voksne og børn ≥ 12 år Dag 1: 1 mg/kg legemsvægt s.c. Dag 2 og indtil fastsættelse af vedligeholdelsesdosis: 0,20 mg/kg legemsvægt s.c. 1 gang dgl. Vedligeholdelsesdosis: Fastlægges individuelt ud fra plasmakoncentrationen af concizumab målt 4 uger efter behandlingsstart: 4.000 ng/ml : 0,15 mg/kg legemsvægt s.c. 1 gang dgl. Vedligeholdelsesdosis bør fastsættes hurtigst muligt og senest 8 uger efter behandlingsstart. Dosis bør genberegnes ved ændringer i legemsvægt. Dosisjustering og særlige situationer Yderligere måling af plasmakoncentrationen kan overvejes ved øget blødningshyppighed, væsentlig vægtændring eller komorbiditet med øget tromboembolisk risiko. Ved større operationer anbefales pause med concizumab i mindst 4 dage før indgrebet og afhængig af klinisk vurdering genoptagelse 10-14 dage efter indgrebet med samme vedligeholdelsesdosis uden en ny startdosis. Anvendelse sammen med bypassing agents Behandling med bypassing agents rFVIIa skal seponeres mindst 12 timer før behandling med concizumab, og behandling med aPCC (aktiveret protrombin kompleks koncentrat) skal seponeres mindst 48 timer før behandling med concizumab påbegyndes. Den profylaktiske brug af FVIII- og FIX-produkter bør seponeres to halveringstider før opstart af profylakse med concizumab. Ved behandling af milde og moderate gennembrudsblødninger hos patienter i profylaksebehandling med concizumab bør FVIII, FIX eller bypassing agents anvendes i laveste effektive dosis. Ekstra doser af concizumab må ikke anvendes til dette formål. For yderligere information, se produktresumé . Bemærk: Behandlingen skal indledes i en fase uden blødninger. Injiceres i mave eller lår. Injektionsstedet bør skiftes dagligt. Erfaring savnes vedr. børn < 12 år. Der er begrænsede data vedr. voksne ≥ 65 år.)
Alunbrig (Voksne. 90 mg 1 gang dgl. i 7 dage, derefter 180 mg 1 gang dgl. Dosisreduktion eller behandlingspause kan være nødvendig ud fra tolerans og bivirkninger, se produktresumé . Bemærk: Ved opkastning efter indtagelse af brigatinib eller glemt dosis bør der ikke tages en ny dosis, men ventes til den næste planlagte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter 65 år.)
Amlodipin/valsartan "Stada", komb. (Amlodipin Calciumantagonister bør anvendes med forsigtighed ved svær hjerteinsufficiens (NYHA-klasse III og IV) eller ved hæmodynamisk ustabil hjerteinsufficiens efter akut myokardieinfarkt pga. den negative inotrope og perifer vasodilaterende effekt, hvor der er øget risiko for lungeødem. Calciumantagonister har ikke en direkte rolle i behandling af hjerteinsufficiens, men studier viser, at det er sikkert at anvende amlodipin ved hjerteinsufficiens, hvor behandling med en calciumantagonist er indiceret. Forsigtighed ved dosisøgning til ældre. Valsartan Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Amlodipine/Valsartan/Hydrochlorothiazide "Krka", komb. (Amlodipin Calciumantagonister bør anvendes med forsigtighed ved svær hjerteinsufficiens (NYHA-klasse III og IV) eller ved hæmodynamisk ustabil hjerteinsufficiens efter akut myokardieinfarkt pga. den negative inotrope og perifer vasodilaterende effekt, hvor der er øget risiko for lungeødem. Calciumantagonister har ikke en direkte rolle i behandling af hjerteinsufficiens, men studier viser, at det er sikkert at anvende amlodipin ved hjerteinsufficiens, hvor behandling med en calciumantagonist er indiceret. Forsigtighed ved dosisøgning til ældre. Valsartan Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister. Hydrochlorthiazid Arthritis urica Alvorlig koronar eller cerebral arteriosklerose Regelmæssig kontrol af elektrolytbalancen tilrådes Diabetes, da hydrochlorthiazid kan øge fasteblodsukker og nedsætte glucosetolerancen Forsigtighed ved alvorlig overfølsomhedsreaktion for antibakterielle sulfonamider, fx sulfamethizol, sulfamethoxazol og sulfasalazin, selvom risikoen for krydsallergi er beskeden. Sulfonamid-afledte lægemidler som thiazider kan forårsage en idiosynkratisk reaktion, der medfører choroidal effusion med synsfeltsdefekt, forbigående myopi og akut snævervinklet glaukom. Primær behandling er øjeblikkelig seponering. Omgående medicinsk eller kirurgisk behandling bør overvejes, hvis det intraokulære tryk forbliver ukontrolleret, da ubehandlet akut snævervinklet glaukom kan føre til permanent synstab. Der er observeret øget risiko for non-melanom hudkræft ved langvarig brug af hydrochlorthiazid, muligvis pga. dets fotosensibiliserende virkning. Se Thiazider . Der er rapporteret meget sjældne, alvorlige tilfælde af akut respiratorisk distress syndrom (ARDS). Ved mistanke om ARDS bør behandling seponeres og hydrochlorthiazid bør ikke anvendes til patienter der tidligere har haft ARDS efter administration af hydrochlorthiazid.)
Amorina®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Anastrella®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Ancozan (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Ancozan Comp, komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Asubtela®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Atacand® (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Atacand Zid® 16 mg/12,5 mg, komb. (Baggrund: Candesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for candesartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Atovaquone/Proguanil "Glenmark", komb. (Malariaprofylakse Voksne/børn Legemsvægt Tablettype Daglig dosis Voksne og børn ≥ 40 kg Tablet 250 mg/100 mg 1 tabl. 1 gang dgl. Bemærk: Profylaksen bør indledes 1 dag før ankomsten til malariaområdet og fortsætte 7 dage efter afrejsen fra malariaområdet. Malariabehandling i 3 dage Voksne/børn Legemsvægt Tablettype Dosis i 3 dage Voksne og børn ≥ 40 kg Tablet 250 mg/100 mg 4 tabl. 1 gang dgl. Børn 31-40 kg Tablet 250 mg/100 mg 3 tabl. 1 gang dgl. Børn 21-31 kg Tablet 250 mg/100 mg 2 tabl. 1 gang dgl. Børn 11-21 kg Tablet 250 mg/100 mg 1 tabl. 1 gang dgl. Bemærk: Tabletterne skal tages på samme tidspunkt hver dag. Ved opkastning senest 1 time efter indtagelse af en dosis bør tages en ny dosis.)
Azalia (Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke minipiller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte minipille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud.)
Bendroza®, komb. (Baggrund: For bendroflumethiazid er der data for ca. 200 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af medfødte misdannelser. Senere i graviditeten (> uge 30) er der data for omkring 100 eksponerede uden tegn på uønsket fosterpåvirkning. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Diuretika .)
Benlysta (Injektionsvæske i fyldt pen Systemisk lupus erythematosus (SLE) Voksne. 200 mg s.c. 1 gang ugentlig. Børn og unge 50 kg: 200 mg s.c. 1 gang ugentlig. 30-50 kg: 200 mg hver 10. dag. 15-30 kg: 200 mg hver 2. uge. Ved overgang fra intravenøs injektion til subkutan injektion gives første subkutane dosis 1-4 uger efter sidste intravenøse dosis. Aktiv lupus nefritis Voksne. 400 mg s.c. 1 gang ugentlig i 4 uger, derefter 200 mg s.c. 1 gang ugentlig. Dosis på 400 mg bør gives som 2 doser på hver 200 mg administreret mindst 5 cm fra hinanden. Ved overgang fra intravenøs injektion til subkutan injektion gives første subkutane dosis på 200 mg 1-2 uger efter sidste intravenøse dosis. Anvendes i kombination med glukokortikoid og mycophenolat eller cyclophosphamid til induktion eller mycophenolat eller azathioprin til vedligeholdelse. Bemærk: Gives i maveskind eller lår med skiftende injektionssteder. Glemt dosis tages hurtigst muligt. Herefter fortsættes enten med dosering på sædvanlig ugedag eller en ny ugentlig rutine kan påbegyndes. Erfaring savnes vedr. børn og unge < 5 år. Begrænset erfaring vedr. ældre ≥ 65 år. Pulver til koncentrat til infusionsvæske Systemisk lupus erythematosus (SLE) Voksne og børn ≥ 5 år. 10 mg/kg legemsvægt som i.v. infusion over 1 time på dag 0, 14 og 28 og herefter hver 4. uge. Bemærk: Erfaring savnes vedr. børn 5 år. Begrænset erfaring vedr. ældre ≥ 65 år. Aktiv lupus nefritis Voksne. 10 mg/kg legemsvægt som i.v. infusion over 1 time på dag 0, 14 og 28 og herefter hver 4. uge. Anvendes i kombination med glukokortikoid og mycophenolat eller cyclophosphamid til induktion eller mycophenolat eller azathioprin til vedligeholdelse. Bemærk: Erfaring savnes vedr. børn og unge < 18 år. Begrænset erfaring vedr. ældre ≥ 65 år.)
Benylan® (H 1 -receptorantagonist (antihistamin). Har, som andre 1. generations (sederende) antihistaminer, antikolinergisk og sederende virkning. Virkningsvarighed 4-8 timer. Diphenhydramin er registreret som hostestillende middel med en centralt hostestillende effekt. En nylig opgørelse af studier, har dog ikke kunne påvise signifikant hostestillende virkning af diphenhydramin (504) .)
Biktarvy®, komb. (Børn ≥ 2 år (≥ 14 kg og < 25 kg) 1 tablet (30 mg/120 mg/15 mg) 1 gang dgl. Voksne og børn ≥ 25 kg 1 tablet (50 mg/200 mg/25 mg) 1 gang dgl. Bemærk: Glemt dosis kan tages indtil 6 timer før næste dosis. Ved opkastning senest 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Erfaring savnes vedr. børn og unge 2 år eller < 14 kg.)
Bosentan "Accord" (Det anbefales, at hæmoglobinkoncentrationen undersøges inden behandling. Måles månedligt de første 4 måneder og derefter hver 3. måned. Levertransaminaseniveauer skal måles inden behandlingens start og derefter med månedlige intervaller samt 2 uger efter dosisændring. Ved stigning skal testen altid bekræftes med en ny blodprøve. Transaminasestigning > 3-5 gange øvre normalgrænse. Hvis målingen bekræftes, reduceres dosis, alternativt må behandlingen seponeres. Ved transaminaser > 5-8 gange øvre normalgrænse seponeres behandlingen, og transaminaser måles mindst hver anden uge. Hvis transaminaseniveauerne reetableres til de samme niveauer som før behandling, kan det overvejes at genoptage behandling. Ved transaminasestigning > 8 gange øvre normalgrænse skal behandlingen seponeres. Ved symptomer på leverskader eller autoimmun hepatitis, som kvalme, opkastning, feber, mavesmerter, gulsot, usædvanlig apati eller træthed, influenza-lignende syndrom (artralgi, myalgi, feber), skal behandlingen afbrydes, og en reintroduktion af bosentan skal ikke overvejes.)
Bosentan "Zentiva" (Det anbefales, at hæmoglobinkoncentrationen undersøges inden behandling. Måles månedligt de første 4 måneder og derefter hver 3. måned. Levertransaminaseniveauer skal måles inden behandlingens start og derefter med månedlige intervaller samt 2 uger efter dosisændring. Ved stigning skal testen altid bekræftes med en ny blodprøve. Transaminasestigning > 3-5 gange øvre normalgrænse. Hvis målingen bekræftes, reduceres dosis, alternativt må behandlingen seponeres. Ved transaminaser > 5-8 gange øvre normalgrænse seponeres behandlingen, og transaminaser måles mindst hver anden uge. Hvis transaminaseniveauerne reetableres til de samme niveauer som før behandling, kan det overvejes at genoptage behandling. Ved transaminasestigning > 8 gange øvre normalgrænse skal behandlingen seponeres. Ved symptomer på leverskader eller autoimmun hepatitis, som kvalme, opkastning, feber, mavesmerter, gulsot, usædvanlig apati eller træthed, influenza-lignende syndrom (artralgi, myalgi, feber), skal behandlingen afbrydes, og en reintroduktion af bosentan skal ikke overvejes.)
Braftovi® (Glemt dosis kan tages indtil 12 timer før næste dosis. Ved opkastning efter indtagelse af encorafenib bør der ikke tages en ny dosis, men ventes til den næste planlagte dosis.)
Bupivacain-morfin "SAD", komb. (Baggrund: Der er ingen data for kombinationen for 1. trimester-eksponerede. Anvendt i forbindelse med fødsel er der for bupivacain enkelte meddelelser om nedsat føtal hjertefrekvens. Effekten skyldes formentlig den neurale blokade snarere end virkningen af lokalanalgetika. Morfin kan give respirationsdepression hos den nyfødte. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Candemox® (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Candemox® Comp, komb. (Baggrund: Candesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for candesartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Candesartan "Epione Medicine" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Candesartan "Krka" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Candesartan "Medical Valley" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Candesartan® "Orion" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Candesartan "Orion" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Candesartan "Stada" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Candesartan/Hydrochlorothiazide "Orion", komb. (Baggrund: Candesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for candesartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Candesartancilexetil/Hydrochlorthiazid "Krka", komb. (Baggrund: Candesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for candesartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Candexil, komb. (Baggrund: Candesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for candesartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Carblit (Brugadas syndrom Må ikke anvendes ved Brugadas syndrom eller Brugadas syndrom i anamnesen. Lithium kan forværre eller manifestere Brugadas syndrom førende til hjertestop eller pludselig død. Forsigtighed anbefales ved familiær anamnese med hjertestop. Forstyrrelser af væske/elektrolyt balancen Lithium bør ikke anvendes ved lidelser med forstyrrelser af væske- og elektrolytbalancen pga. øget risiko for toksicitet. Hjerteinsufficiens Tilstanden kan forværres. Lithium kan forårsage myokardiel toksicitet førende til hjertesvigt. Behandling med lithium er dog i en nyere dansk undersøgelse ikke fundet associeret med øget risiko for hjertestop (5532) . Hypothyroidisme Lithium kan hæmme frigivelsen af T 4 og T 3 og hypothyroidisme er set hos 15-25 % i lithiumbehandling. Eksisterende hypothyroidisme kan forværres.)
Carvedilol "2care4" (Claudicatio intermittens Raynauds syndrom Psoriasis Anvendelse af inhalationsanæstetika Svært regulerbar diabetes Kan maskere symptomer på tyrotoksikose. Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved evt. seponering før et kirurgisk indgreb bør seponeringen være afsluttet mindst 24 timer før indgrebet. Patienter kendt med kraftig allergisk reaktion (anafylaksi), kan være mere følsomme over for en ny reaktion mens de er i behandling med betablokkere. Disse patienter kan muligvis have dårligere responce på behandling med adrenalin.)
Carvedilol "Abacus Medicine" (Claudicatio intermittens Raynauds syndrom Psoriasis Anvendelse af inhalationsanæstetika Svært regulerbar diabetes Kan maskere symptomer på tyrotoksikose. Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved evt. seponering før et kirurgisk indgreb bør seponeringen være afsluttet mindst 24 timer før indgrebet. Patienter kendt med kraftig allergisk reaktion (anafylaksi), kan være mere følsomme over for en ny reaktion mens de er i behandling med betablokkere. Disse patienter kan muligvis have dårligere responce på behandling med adrenalin.)
Carvedilol "Aurobindo" (Claudicatio intermittens Raynauds syndrom Psoriasis Anvendelse af inhalationsanæstetika Svært regulerbar diabetes Kan maskere symptomer på tyrotoksikose. Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved evt. seponering før et kirurgisk indgreb bør seponeringen være afsluttet mindst 24 timer før indgrebet. Patienter kendt med kraftig allergisk reaktion (anafylaksi), kan være mere følsomme over for en ny reaktion mens de er i behandling med betablokkere. Disse patienter kan muligvis have dårligere responce på behandling med adrenalin.)
Carvedilol "HEXAL" (Claudicatio intermittens Raynauds syndrom Psoriasis Anvendelse af inhalationsanæstetika Svært regulerbar diabetes Kan maskere symptomer på tyrotoksikose. Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved evt. seponering før et kirurgisk indgreb bør seponeringen være afsluttet mindst 24 timer før indgrebet. Patienter kendt med kraftig allergisk reaktion (anafylaksi), kan være mere følsomme over for en ny reaktion mens de er i behandling med betablokkere. Disse patienter kan muligvis have dårligere responce på behandling med adrenalin.)
Carvedilol "KRKA" (Claudicatio intermittens Raynauds syndrom Psoriasis Anvendelse af inhalationsanæstetika Svært regulerbar diabetes Kan maskere symptomer på tyrotoksikose. Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved evt. seponering før et kirurgisk indgreb bør seponeringen være afsluttet mindst 24 timer før indgrebet. Patienter kendt med kraftig allergisk reaktion (anafylaksi), kan være mere følsomme over for en ny reaktion mens de er i behandling med betablokkere. Disse patienter kan muligvis have dårligere responce på behandling med adrenalin.)
Carvedilol "Nordic Prime" (Claudicatio intermittens Raynauds syndrom Psoriasis Anvendelse af inhalationsanæstetika Svært regulerbar diabetes Kan maskere symptomer på tyrotoksikose. Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved evt. seponering før et kirurgisk indgreb bør seponeringen være afsluttet mindst 24 timer før indgrebet. Patienter kendt med kraftig allergisk reaktion (anafylaksi), kan være mere følsomme over for en ny reaktion mens de er i behandling med betablokkere. Disse patienter kan muligvis have dårligere responce på behandling med adrenalin.)
Carvedilol "STADA" (Claudicatio intermittens Raynauds syndrom Psoriasis Anvendelse af inhalationsanæstetika Svært regulerbar diabetes Kan maskere symptomer på tyrotoksikose. Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved evt. seponering før et kirurgisk indgreb bør seponeringen være afsluttet mindst 24 timer før indgrebet. Patienter kendt med kraftig allergisk reaktion (anafylaksi), kan være mere følsomme over for en ny reaktion mens de er i behandling med betablokkere. Disse patienter kan muligvis have dårligere responce på behandling med adrenalin.)
Carvedilol "Teva" (Claudicatio intermittens Raynauds syndrom Psoriasis Anvendelse af inhalationsanæstetika Svært regulerbar diabetes Kan maskere symptomer på tyrotoksikose. Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved evt. seponering før et kirurgisk indgreb bør seponeringen være afsluttet mindst 24 timer før indgrebet. Patienter kendt med kraftig allergisk reaktion (anafylaksi), kan være mere følsomme over for en ny reaktion mens de er i behandling med betablokkere. Disse patienter kan muligvis have dårligere responce på behandling med adrenalin.)
Centyl® med Kaliumklorid, komb. (Baggrund: For bendroflumethiazid er der data for ca. 200 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af medfødte misdannelser. Senere i graviditeten (> uge 30) er der data for omkring 100 eksponerede uden tegn på uønsket fosterpåvirkning. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Diuretika .)
Ceranor (Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke minipiller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte minipille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud.)
Cerazette® (Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke minipiller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte minipille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud.)
Cleenema Klar-til-brug, komb. (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Concerta® (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Contalgin® (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Corodil® Comp, komb. (Baggrund: Enalapril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf mindre end 650 for enalapril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Cozaar® (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Cozaar® Comp., komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Daratekan (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati Det anbefales at følge serum-kalium og kreatininniveauerne regelmæssigt. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Nyrefunktion og serum-kalium bør monitoreres tæt hos børn og unge med hypertension. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Darunavir "Glenmark" (I kombination med ritonavir Sædvanligvis: Ikke-tidligere behandlede Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Legemsvægt Darunavir Ritonavir Voksne og børn ≥ 3 år ≥ 40 kg 800 mg x 1 100 mg x 1 Børn ≥ 3 år 30-40 kg 675 mg x 1 100 mg x 1 Børn ≥ 3 år 15-30 kg 600 mg x 1 100 mg x 1 ART-erfarne uden darunavirresistens og med HIV-1-RNA 100 x 10 6 /l Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Legemsvægt Darunavir Ritonavir Voksne og børn ≥ 3 år ≥ 40 kg 800 mg x 1 eller 600 mg x 2 100 mg x 1 eller 100 mg x 2 Børn ≥ 3 år 30-40 kg 675 mg x 1 eller 460 mg x 2 100 mg x 1 eller 60 mg x 2 Børn ≥ 3 år 15-30 kg 600 mg x 1 eller 380 mg x 2 100 mg x 1 eller 50 mg x 2 Tidligere behandlede med proteaseresistens, eller mistanke herom eller ukendt resistensmønster, HIV-1 RNA >100.000 kopier/ml eller CD4 100 x 10 6 /l Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Darunavir Cobicistat Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 40 kg 800 mg x 1 150 mg x 1 ART = A nti r etroviral t erapi. Bemærk: Ved opkastning senest 4 timer efter indtagelse af en dosis skal tages en ny dosis. Erfaring savnes vedr. børn < 3 år eller med legemsvægt 15 kg. I kombination med ritonavir: Erfaring savnes vedr. børn < 3 år eller med legemsvægt 15 kg. I kombination med cobicistat: Erfaring savnes vedr. børn og unge < 12 år eller med legemsvægt 40 kg.)
Darunavir "Medical Valley" (I kombination med ritonavir Sædvanligvis: Ikke-tidligere behandlede Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Legemsvægt Darunavir Ritonavir Voksne og børn ≥ 3 år ≥ 40 kg 800 mg x 1 100 mg x 1 Børn ≥ 3 år 30-40 kg 675 mg x 1 100 mg x 1 Børn ≥ 3 år 15-30 kg 600 mg x 1 100 mg x 1 ART-erfarne uden darunavirresistens og med HIV-1-RNA 100 x 10 6 /l Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Legemsvægt Darunavir Ritonavir Voksne og børn ≥ 3 år ≥ 40 kg 800 mg x 1 eller 600 mg x 2 100 mg x 1 eller 100 mg x 2 Børn ≥ 3 år 30-40 kg 675 mg x 1 eller 460 mg x 2 100 mg x 1 eller 60 mg x 2 Børn ≥ 3 år 15-30 kg 600 mg x 1 eller 380 mg x 2 100 mg x 1 eller 50 mg x 2 Tidligere behandlede med proteaseresistens, eller mistanke herom eller ukendt resistensmønster, HIV-1 RNA >100.000 kopier/ml eller CD4 100 x 10 6 /l Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Darunavir Cobicistat Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 40 kg 800 mg x 1 150 mg x 1 ART = A nti r etroviral t erapi. Bemærk: Ved opkastning senest 4 timer efter indtagelse af en dosis skal tages en ny dosis. I kombination med ritonavir: Erfaring savnes vedr. børn < 3 år eller med legemsvægt 15 kg. I kombination med cobicistat: Erfaring savnes vedr. børn og unge < 12 år eller med legemsvægt 40 kg.)
Delamonie® (Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke minipiller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte minipille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud.)
Denise®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Descovy®, komb. (Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg Ved kombination med HIV-lægemidler, der boostes af ritonavir eller cobisistat 200 mg/10 mg 1 gang dgl. I alle andre tilfælde 200 mg/25 mg 1 gang dgl. Samme dosering bruges ved preeksposure profylase (Prep). Bemærk: Glemt dosis kan tages indtil 6 timer før næste dosis. Ved opkastning senest 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Erfaring savnes vedr. børn < 12 år eller med legemsvægt 35 kg.)
Desirett (Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke minipiller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte minipille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud.)
Diflucan® (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Dimethyl fumarate "1A Farma" (Patienter med lave lymfocyttal Inden behandlingsstart bør der foreligge en nylig foretaget komplet blodtælling (dvs. inden for de sidste 3 måneder) og denne gentages hver 3. måned i hele behandlingsforløbet. Behandling bør afbrydes hos patienter med lymfocyttal < 0,5 x 10 9 /l i mere end 6 måneder pga. risikoen for udvikling af PML (progressiv multifokal leukoencefalopati). Behandlingen kan genoptages, når lymfocyttallet er normaliseret. Symptomer på PML kan ligne et MS-attak. De udvikles i løbet af dage til uger og omfatter progressiv svaghed i den ene side af kroppen eller klodsethed af lemmer, synsforstyrrelser og ændret tankegang, hukommelse og orientering, hvilket fører til forvirring og personlighedsændringer. Patienter med alvorlig infektion bør ikke starte behandling, før infektionen er overstået. Såfremt en patient udvikler en alvorlig infektion, skal det overvejes at seponere behandlingen, og fordele og risici skal revurderes, før behandlingen genoptages. Patienter skal informeres om at rapportere symptomer på infektion til en læge. Lægemiddelinduceret leverskade, herunder forhøjede leverenzymer (≥ 3 øvre normalgrænse og forhøjede niveauer af totalt bilirubin), kan forekomme som følge af behandling med dimethylfumarat. Dette kan opstå umiddelbart, efter adskillige uger eller efter længere tid og ophører efter seponering af behandlingen. En vurdering af niveauerne af serum-amino-transferaser (ALAT, ASAT og totalt bilirubin) anbefales før behandlingsstart og under behandlingen. Patienterne bør overvåges for tegn og symptomer på herpes zoster, især hvis der er rapporteret samtidig lymfopeni.)
Dimethyl fumarate "Glenmark" (Patienter med lave lymfocyttal Inden behandlingsstart bør der foreligge en nylig foretaget komplet blodtælling (dvs. inden for de sidste 3 måneder) og denne gentages hver 3. måned i hele behandlingsforløbet. Behandling bør afbrydes hos patienter med lymfocyttal < 0,5 x 10 9 /l i mere end 6 måneder pga. risikoen for udvikling af PML (progressiv multifokal leukoencefalopati). Behandlingen kan genoptages, når lymfocyttallet er normaliseret. Symptomer på PML kan ligne et MS-attak. De udvikles i løbet af dage til uger og omfatter progressiv svaghed i den ene side af kroppen eller klodsethed af lemmer, synsforstyrrelser og ændret tankegang, hukommelse og orientering, hvilket fører til forvirring og personlighedsændringer. Patienter med alvorlig infektion bør ikke starte behandling, før infektionen er overstået. Såfremt en patient udvikler en alvorlig infektion, skal det overvejes at seponere behandlingen, og fordele og risici skal revurderes, før behandlingen genoptages. Patienter skal informeres om at rapportere symptomer på infektion til en læge. Lægemiddelinduceret leverskade, herunder forhøjede leverenzymer (≥ 3 øvre normalgrænse og forhøjede niveauer af totalt bilirubin), kan forekomme som følge af behandling med dimethylfumarat. Dette kan opstå umiddelbart, efter adskillige uger eller efter længere tid og ophører efter seponering af behandlingen. En vurdering af niveauerne af serum-amino-transferaser (ALAT, ASAT og totalt bilirubin) anbefales før behandlingsstart og under behandlingen. Patienterne bør overvåges for tegn og symptomer på herpes zoster, især hvis der er rapporteret samtidig lymfopeni.)
Diovan® (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati Det anbefales at følge serum-kalium og kreatininniveauerne regelmæssigt. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Nyrefunktion og serum-kalium bør monitoreres tæt hos børn og unge med hypertension. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB). Natriumindhold 1 ml oral opløsning indeholder 0,16 mmol natrium, som svarer til 9,5 mg natriumchlorid.)
Diural® (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Doltard® (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Drospera®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Drovelis®, komb. (I første behandlingsperiode startes på menstruationens 1. dag. Herved opnås sikker beskyttelse allerede fra 1. cyklusdag. Der tages 1 lyserød tabl. dgl. i 24 dage. Derefter 1 hvid tablet dgl. i 4 dage, hvori der kommer en menstruationslignende blødning (bortfaldsblødning). Opkastning/diarré Ved opkastning eller diarré inden for 3-4 timer efter indtagelse af en tablet med drospirenon/estetrol (lyserød tablet) kan absorptionen være mangelfuld og det anbefales at tage en ny tablet hurtigst muligt. Bemærk: Bortfaldsblødningen er muligvis ikke ophørt før start på en ny serie lyserøde tabletter.)
Dulcolax® (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Durogesic® - Udgået: 24-11-2025 (Baggrund : For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse.)
Dutasterid "Hexal" (Da de positive virkninger af dutasterid ikke viser sig umiddelbart, bør patienter med stort residual urinvolumen og/eller kraftigt nedsat urinflow monitoreres omhyggeligt. Koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) reduceres med ca. 50 % efter 6 måneders behandling og ny PSA-baseline bør derfor fastsættes. PSA-værdierne bør derefter kontrolleres regelmæssigt. Den diagnostiske sikkerhed over for prostatacancer ændres ikke, blot den målte værdi forholdes til den nye baseline. Bemærk: Brug af kondom anbefales, hvis partneren er eller kan blive gravid. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder lecithin fra soja . Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Dutasterid "Viatris" (Da de positive virkninger af dutasterid ikke viser sig umiddelbart, bør patienter med stort residual urinvolumen og/eller kraftigt nedsat urinflow monitoreres omhyggeligt. Koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) reduceres med ca. 50 % efter 6 måneders behandling og ny PSA-baseline bør derfor fastsættes. PSA-værdierne bør derefter kontrolleres regelmæssigt. Den diagnostiske sikkerhed over for prostatacancer ændres ikke, blot den målte værdi forholdes til den nye baseline. Bemærk: Brug af kondom anbefales, hvis partneren er eller kan blive gravid. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder lecithin fra soja . Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Dutasteride "Krka" (Da de positive virkninger af dutasterid ikke viser sig umiddelbart, bør patienter med stort residual urinvolumen og/eller kraftigt nedsat urinflow monitoreres omhyggeligt. Koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) reduceres med ca. 50 % efter 6 måneders behandling og ny PSA-baseline bør derfor fastsættes. PSA-værdierne bør derefter kontrolleres regelmæssigt. Den diagnostiske sikkerhed over for prostatacancer ændres ikke, blot den målte værdi forholdes til den nye baseline. Kapslerne indeholder soja. Forsigtighed ved allergi over for soja eller jordnødder (peanut). Bemærk: Brug af kondom anbefales, hvis partneren er eller kan blive gravid.)
Dutasteride "Medical Valley" (Da de positive virkninger af dutasterid ikke viser sig umiddelbart, bør patienter med stort residual urinvolumen og/eller kraftigt nedsat urinflow monitoreres omhyggeligt. Koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) reduceres med ca. 50 % efter 6 måneders behandling og ny PSA-baseline bør derfor fastsættes. PSA-værdierne bør derefter kontrolleres regelmæssigt. Den diagnostiske sikkerhed over for prostatacancer ændres ikke, blot den målte værdi forholdes til den nye baseline. Bemærk: Brug af kondom anbefales, hvis partneren er eller kan blive gravid. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder lecithin fra soja . Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Dutasteride "Teva" (Da de positive virkninger af dutasterid ikke viser sig umiddelbart, bør patienter med stort residual urinvolumen og/eller kraftigt nedsat urinflow monitoreres omhyggeligt. Koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) reduceres med ca. 50 % efter 6 måneders behandling og ny PSA-baseline bør derfor fastsættes. PSA-værdierne bør derefter kontrolleres regelmæssigt. Den diagnostiske sikkerhed over for prostatacancer ændres ikke, blot den målte værdi forholdes til den nye baseline. Bemærk: Brug af kondom anbefales, hvis partneren er eller kan blive gravid.)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Glenmark", komb. (Behandling og profylakse Voksne og unge > 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg. 1 tabl. 1 gang dgl. Samme dosering bruges ved preeksposure profylase (prep). Bemærk: Ved opkastning inden for 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Glemt dosis kan tages ind til 12 timer efter tidspunktet for den glemte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter < 12 år.)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Krka", komb. (Behandling og profylakse Voksne og unge > 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg. 1 tabl. 1 gang dgl. Samme dosering bruges ved preeksposure profylase (prep). Bemærk: Ved opkastning inden for 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Glemt dosis kan tages ind til 12 timer efter tidspunktet for den glemte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter < 12 år.)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Mylan", komb. (Behandling og profylakse Voksne og unge > 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg. 1 tabl. 1 gang dgl. Samme dosering bruges ved preeksposure profylase (prep). Bemærk: Ved opkastning inden for 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Glemt dosis kan tages ind til 12 timer efter tidspunktet for den glemte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter < 12 år.)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Stada", komb. (Behandling og profylakse Voksne og unge > 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg. 1 tabl. 1 gang dgl. Samme dosering bruges ved preeksposure profylase (prep). Bemærk: Ved opkastning inden for 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Glemt dosis kan tages ind til 12 timer efter tidspunktet for den glemte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter < 12 år.)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Teva", komb. (Behandling og profylakse Voksne og unge > 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg. 1 tabl. 1 gang dgl. Samme dosering bruges ved preeksposure profylase (prep). Bemærk: Ved opkastning inden for 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Erfaring savnes vedr. patienter < 12 år.)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Zentiva", komb. (Behandling og profylakse Voksne og unge > 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg. 1 tabl. 1 gang dgl. Samme dosering bruges ved preeksposure profylase (prep). Bemærk: Ved opkastning inden for 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Glemt dosis kan tages ind til 12 timer efter tidspunktet for den glemte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter < 12 år.)
Enacecor, komb. (Baggrund: Enalapril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf mindre end 650 for enalapril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Enalapril/Hydrochlorothiazide "Medical Valley", komb. (Baggrund: Enalapril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf mindre end 650 for enalapril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Enalapril-Hydrochlorthiazid "Krka", komb. (Baggrund: Enalapril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf mindre end 650 for enalapril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Epclusa®, komb. (Tabletter Voksne 400 mg/100 mg 1 gang dgl. Børn ≥ 3 år med legemsvægt ≥ 30 kg 400 mg/100 mg 1 gang dgl. i 12 uger. Børn ≥ 3 år med legemsvægt ≥ 17 kg og < 30 kg 200 mg/50 mg 1 gang dgl. i 12 uger. Overtrukket granulat i brev Børn ≥ 3 år med legemsvægt ≥ 30 kg 2 breve á 200 mg/50 mg (400 mg/100 mg) 1 gang dgl. i 12 uger. Børn ≥ 3 år med legemsvægt ≥ 17 kg og 30 kg 1 brev á 200 mg/50 mg 1 gang dgl. i 12 uger. Børn ≥ 3 år med legemsvægt < 17 kg 1 brev á 150 mg/37,5 mg 1 gang dgl. i 12 uger. Indtagelse: Kan tages med eller uden mad. Kan drysses på kold, blød, ikke-syreholdig mad (fx is). Granulatet kan drysses direkte i munden og synkes med et glas vand. Bør ikke tygges pga. bitter smag. Bemærk: Ved opkastning inden for 3 timer efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Erfaring savnes vedr. børn 3 år. Vedrørende behandlingsvarighed og kombinationsregimer sammen med andre antivirale lægemidler henvises til: Produktresumé Antivirale midler mod hepatitis C Hepatitis C guidelines fra Dansk Selskab for Infektionsmedicin Behandlingsvejledning fra Medicinrådet .)
Epionira, komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Equasym® Depot (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Equasym XL (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Etalpha® (Oralt Sædvanligvis - daglig dosering Initialt Voksne og børn > 20 kg. 1 mikrogram dgl. Børn 20 kg. Oralt 0,25-2 mikrogram dgl. Alternativ ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Vedligeholdelsesbehandling Voksne. Dosis justeres med intervaller på 0,25-0,5 mikrogram dgl. under nøje kontrol af P-paratyroideahormon, -calcium, -fosfat og -kreatinin. Skift fra daglig til 2-3 gange ugentlig dosering Hos dialysepatienter, som allerede er i daglig behandling, beregnes den nye dosis som: Aktuel daglig dosis multipliceret med 2,3 henholdsvis 3,5 svarende til dosering 3 gange henholdsvis 2 gange ugentlig. Den beregnede dosis kan afrundes til nærmeste 0,25 mikrogram og administreres 3 henholdsvis 2 gange per uge i slutningen af dialysebehandlingen. Den samlede ugentlige dosis skal være den samme uanset valget af dosisregime (dagligt eller 2-3 gange ugentligt). Parenteralt Initialt 1 mikrogram i.v. ved afslutning af hver dialyse. Vedligeholdelsesdosis Indstilles under nøje kontrol af P-calcium, -fosfat og -kreatinin, i begyndelsen ugentlig, senere månedlig, og er sædvanligvis: 1-4 mikrogram i.v. pr. dialyse Voksne og børn > 20 kg. Oralt 0,25-2 mikrogram dgl.)
Etindros, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Bemærk: Nedenstående er for Etindros 21, men principperne er også gældende for Etindors28 der indeholder 24 dage med aktive p-piller og 4 placebo p-piller. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Evista® (Det er ukendt, om raloxifen/raloxifenmetabolitter udskilles i human mælk. En risiko for den nyfødte/spædbarnet kan ikke udelukkes. Derfor kan klinisk anvendelse ikke anbefales til ammende kvinder.)
Femicept, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Femistad, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Fentanyl "Orion" (Baggrund : For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse.)
Fentanyl "Sandoz" (Baggrund : For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse.)
Fentanyl Carefarm - Udgået: 16-02-2026 (Baggrund : For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse.)
Fintepla® (Før påbegyndelse af behandling skal der udføres ekkokardiografi (ekko) for at bestemme baseline-værdien og udelukke eventuel eksisterende klapsygdom eller pulmonal hypertension. Monitorering af ekkokardiografi bør ske hver 6. måned i de første 2 år og derefter en gang om året. Ved tegn på patologiske klapforandringer, bør opfølgende ekkokardiografi udføres oftere for at monitorere anomalien, og fordele og ulemper ved fortsat behandling skal vurderes. Ved tegn på pulmonal arteriel hypertension bør en ny ekkokardiografi udføres inden for 3 måneder. Ved mellemstor sandsynlighed for pulmonal arteriel hypertension (ifølge 2015-retningslinjerne fra det Europæiske kardiologiske selskab (ESC) og det Europæiske respiratoriske selskab (ERS) ), bør fordele og risici ved fortsat anvendelse af fenfluramin vurderes. Patientens vægt bør monitoreres.)
Fluconazol "2care4" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "Accord" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "Bluefish" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "Epione Medicine" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "Fresenius Kabi" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "HEXAL" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "KRKA" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "Nordic Prime" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "Orifarm" - Udgået: 27-04-2026 (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "Stada" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Fluconazol "Vitabalans" (NB: Ved candida vaginitis er lokalbehandling (clotrimazol, miconazol) førstevalg, og systemisk fluconazol bør forbeholdes de sværere tilfælde. Baggrund: Der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede levende fødte børn, eksponeret for 200 mg/dag eller mindre - alt overvejende 150 mg - som enkeltdosis. Overordnet er der ingen tegn på, at enkeltdosis på 150 mg medfører en klinisk betydende øget risiko for uønsket fosterpåvirkning. I nogle studier er der en lille øget risiko for hjertemisdannelser og muskuloskeletale misdannelser, men dette er ikke konsistent. En metaanalyse (2021) fandt en øget risiko for kardielle misdannelser ved eksponering i 1ste trimester uanset dosis. Denne analyse er imidlertid fejlagtig, da de anvendte data ikke stemmer overens med de primære data fra især ét studie. En ny og væsentligt bedre metaanalyse (2024) kunne ikke genfinde dette signal. I et stort dansk materiale fandtes der en øget risiko for spontanabort. Dette signal er i genfundet i senere studier og metaanalyser. En ny meta analyse (2024) finder en justeret odds-ratio på 1,6 (1,1-2,4) for miscarriage efter (any) eksponering i 1ste trimester (6 studier, N=6000 eksponerede). Ingen af disse 6 studier kunne med rimelighed korrigere for underliggende sygdom. Der er typisk heller ikke stratificeret på enkeltdosis/kumulativ dosis/behandlingsvarighed. Et meget velgennemført nyt (2025) Norsk populationsbaseret studie med omkring 2100 eksponerede, som IKKE er inkluderet i metaanalysen, fandt et lignende signal. Signalet er heller ikke her ikke forsøgt differentieret på dosis/varighed/kumulativ dosis. I dette studie har man forsøgt med en probabilistisk bias analyse for at belyse betydningen af den underliggende infektion. Uanset modellen (4 forskellige præmisser) reduceredes OR betydeligt i retning mod en nul-association (den forsvandt dog ikke i alle modeller), hvilket tyder på at confounding by indication er en væsentlig faktor. Sammenfattende er det således muligt at der er en mindre øget risiko for spontanabort knyttet til behandling med fluconazol men i hvilket omfang den underliggende sygdom/behandlingsindikation er en del af dette er uklart. Gentagen dosering af højere doser (400-800 mg) har været associeret med et bestemt mønster af misdannelser, der omfatter bl.a. kraniosynostose, exophthalmus, ledkontrakturer og ledsynostose. Høje systemiske doser må kun anvendes til gravide ved livstruende infektioner.)
Frivelle (Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og man kan indtage en ny tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Ved mere end 5 dages forsinket menstruation eller ved unormal blødning bør graviditetstest udføres. Kvinder, der har behov for postcoital svangerskabsforebyggelse, og som har indtaget et enzyminducerende lægemiddel inden for de seneste 4 uger (se evt. interaktioner), rådes til at bruge et ikke-hormonalt nødpræventionsmiddel (fx en kobber-spiral). Hvis brug af kobberspiral ikke er muligt, anbefales kvinderne at fordoble den almindelige dosis levonorgestrel fra 1,5 mg til 3 mg for at kompensere for reduktionen i plasmakoncentrationen af levonorgestrel.)
Frusamil, komb. (Baggrund: Amilorid For amilorid er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Furosemid For furosemid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Se endvidere Diuretika .)
Furix® (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Furosemid "2care4" - Udgået: 11-05-2026 (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Furosemid "Accord" (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Furosemid "EQL Pharma" (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Furosemid "Hameln" (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Furosemid "HEXAL" (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Furosemid "Medical Valley" (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Furosemid "Nordic Prime" (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Gangiden®, komb. (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Genvoya®, komb. (Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg 1 tablet 1 gang dgl. Når andre behandlingsregimer er uegnede pga. toksicitet Børn ≥ 6 år med legemsvægt ≥ 25 kg 1 tablet 1 gang dgl. Bemærk Glemt dosis kan tages indtil 6 timer før næste dosis. Ved opkastning senest 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet.)
Glycerol "OBA" (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Glyoktyl®, komb. (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Harmonet®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Harvoni®, komb. (Voksne 1 tabl. 1 gang dgl. Børn ≥ 3 år med legemsvægt ≥ 35 kg 1 tablet eller 2 breve granulat 200 mg/45 mg dgl. Børn ≥ 3 år med legemsvægt 17 - 35 kg 1 brev granulat 200 mg/45 mg dgl. Børn ≥ 3 år med legemsvægt < 17 kg 1 brev granulat 150 mg/33,75 mg dgl. Vedrørende behandlingsvarighed og kombinationsregimer sammen med andre antiivirale lægemidler henvises til: Produktresumé Antivirale midler mod hepatitis C Hepatitis C guidelines fra Dansk Selskab for Infektionsmedicin Behandlingsvejledning fra Medicinrådet . Bemærk: Granulat : Granulatet kan kommes på syrefri, blød mad, se Egenskaber, håndtering og holdbarhed vedr. indtagelse af granulatet. Granulatet må ikke tygges eller knuses pga. bitter smag. Ved opkastning senest 5 timer efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Erfaring savnes vedr. børn 3 år.)
Hydrochlorothiazide "Orifarm" (Baggrund: For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Mulige alternativer, se Diuretika .)
Hydrochlorthiazid "2care4" - Udgået: 08-12-2025 (Baggrund: For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Mulige alternativer, se Diuretika .)
Hydrochlorthiazid "Nordic Prime" (Baggrund: For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Mulige alternativer, se Diuretika .)
Hydromed® (Baggrund: For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Mulige alternativer, se Diuretika .)
Hypernix Comp, komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Ifirmacombi®, komb. (Baggrund: Irbesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for irbesartan som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Ifirmasta® (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Ved samtidig behandling med insulin eller antidiabetika anbefales monitorering af blodsukker pga. hypoglykæmi. Dosisjustering af diabetes behandling kan være nødvendlígt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Ilaris® (CAPS Voksne og børn ≥ 4 år Legemsvægt > 40 kg. 150 mg s.c. hver 8. uge. Legemsvægt 15-40 kg. 2 mg/kg legemsvægt s.c. hver 8. uge. Legemsvægt 7,5-15 kg. 4 mg/kg legemsvægt s.c. hver 8. uge. Børn 2-4 år Legemsvægt ≥ 7,5 kg. 4 mg/kg legemsvægt s.c. hver 8. uge. Bør ikke anvendes til børn 40 kg. 150 mg s.c. hver 4. uge. Legemsvægt 7,5-40 kg. 2 mg/kg legemsvægt s.c. hver 4. uge. Ved manglende klinisk effekt efter 7 dage kan endnu en dosis overvejes. Hvis fuldt behandlingsrespons efterfølgende opnås, bør det intensiverede dosisregime (300 mg; 4 mg/kg legemsvægt) opretholdes. Urinsyregigt Voksne. 150 mg s.c. som enkeltdosis under anfald. Ved manglende respons bør der ikke genbehandles. Ved respons og behov for genbehandling bør der være et interval på mindst 12 uger inden ny dosis gives. Stills sygdom Voksne og børn > 2 år med legemsvægt ≥7,5 kg. 4 mg/kg legemsvægt (dog højst 300 mg) s.c. hver 4. uge)
Inaqovi®, komb. (Glemt dosis kan tages indtil 12 timer før næste planlagte dosis. Hvis der er gået ≥ 12 timer, skal dosis tages næste dag på det sædvanlige tidspunkt og doseringsperioden i serien forlænges med en dag. Ved opkastning skal der ikke tages en ny dosis. Den næste planlagte dosis tages på det sædvanlige tidspunkt uden at forlænge doseringsperioden i serien.)
Irbesartan "Accord" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Ved samtidig behandling med insulin eller antidiabetika anbefales monitorering af blodsukker pga. hypoglykæmi. Dosisjustering af diabetes behandling kan være nødvendlígt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Irbesartan "Medical Valley" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Ved samtidig behandling med insulin eller antidiabetika anbefales monitorering af blodsukker pga. hypoglykæmi. Dosisjustering af diabetes behandling kan være nødvendlígt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist.)
Irbesartan "STADA" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Ved samtidig behandling med insulin eller antidiabetika anbefales monitorering af blodsukker pga. hypoglykæmi. Dosisjustering af diabetes behandling kan være nødvendlígt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Irbesartan Hydrochlorothiazide Zentiva, komb. (Baggrund: Irbesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for irbesartan som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Irbesartan Zentiva (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Ved samtidig behandling med insulin eller antidiabetika anbefales monitorering af blodsukker pga. hypoglykæmi. Dosisjustering af diabetes behandling kan være nødvendlígt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist.)
Irbesartan/hydrochlorthiazid "Medical Valley", komb. (Baggrund: Irbesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for irbesartan som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Irbesartan/hydrochlorthiazid "Stada", komb. (Baggrund: Irbesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for irbesartan som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Isotracin (Restriktioner for receptudstedelse og udlevering Recepter på isotretinoin til fertile kvinder skal begrænses til 30 dages behandling, og fortsættelse af behandlingen kræver en ny recept. Ideelt set, bør graviditetstest, udstedelse af recept samt udlevering af isotretinoin foregå på samme dag. Kontrolforanstaltninger Kontrol af lever- og nyrefunktionen samt plasma-triglycerid, serum-kolesterol og blodglucose skal foretages, før behandlingen indledes. Endvidere skal der foretages kontrol af lever- og nyrefunktionen med 1-3 måneders interval, så længe behandlingen varer. Behandling af kvinder i den fertile alder må kun finde sted, når der forud er draget omsorg for: at kvinden ikke er gravid at der anvendes sikker antikonception, der skal fortsættes i mindst 1 måned efter seponering af behandlingen graviditetstest 1 gang månedligt tilrådes at kvinden er informeret om, at abortus provocatus tilrådes, såfremt graviditet indtræder under/efter behandlingen. Vælges p-piller som antikonception, bør behandlingen med isotretinoin først indledes i 2. p-pille-cyklus. Fertilitet: Isotretinoin i terapeutiske doser påvirker ikke antallet, bevægeligheden og morfologien af sæd og faderens indtag af isotretinoin i terapeutiske doser truer ikke dannelsen og udviklingen af fosteret. Knogleforandringer Patienter i længerevarende behandling bør undersøges med jævne mellemrum for så tidligt som muligt at afsløre evt. ændringer i knoglevæv. Ved tegn på knogleforandringer må fortsættelse af behandlingen vurderes. Generelt Forsigtighed bør udvises hos patienter med tidlige tegn på depression. Særlig opmærksomhed bør udvises ved hjerte-kredsløbslidelser. Nyreinsufficiens og nyresvigt påvirker ikke isotretinoins farmakokinetik, men det anbefales dog, at patienterne starter med en lav dosis og titreres op til maksimal tolereret dosis. På grund af nedsat effekt af hormonelle kontraceptiva ved samtidig brug af isotretinoin, tilrådes det at supplere med en anden kontraceptionsmetode. Udsættelse for stærkt sollys og ultraviolet lys bør undgås. Om nødvendigt bør der anvendes et solbeskyttelsespræparat med en beskyttelsesfaktor på mindst 15. Isotretinoin kan potentielt påvirke evnen til at køre bil og betjene maskiner. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder soja. Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Isotretinoin "Cabo" (Restriktioner for receptudstedelse og udlevering Recepter på isotretinoin til fertile kvinder skal begrænses til 30 dages behandling, og fortsættelse af behandlingen kræver en ny recept. Ideelt set, bør graviditetstest, udstedelse af recept samt udlevering af isotretinoin foregå på samme dag. Kontrolforanstaltninger Kontrol af lever- og nyrefunktionen samt plasma-triglycerid, serum-kolesterol og blodglucose skal foretages, før behandlingen indledes. Endvidere skal der foretages kontrol af lever- og nyrefunktionen med 1-3 måneders interval, så længe behandlingen varer. Behandling af kvinder i den fertile alder må kun finde sted, når der forud er draget omsorg for: at kvinden ikke er gravid at der anvendes sikker antikonception, der skal fortsættes i mindst 1 måned efter seponering af behandlingen graviditetstest 1 gang månedligt tilrådes at kvinden er informeret om, at abortus provocatus tilrådes, såfremt graviditet indtræder under/efter behandlingen. Vælges p-piller som antikonception, bør behandlingen med isotretinoin først indledes i 2. p-pille-cyklus. Fertilitet: Isotretinoin i terapeutiske doser påvirker ikke antallet, bevægeligheden og morfologien af sæd og faderens indtag af isotretinoin i terapeutiske doser truer ikke dannelsen og udviklingen af fosteret. Knogleforandringer Patienter i længerevarende behandling bør undersøges med jævne mellemrum for så tidligt som muligt at afsløre evt. ændringer i knoglevæv. Ved tegn på knogleforandringer må fortsættelse af behandlingen vurderes. Generelt Forsigtighed bør udvises hos patienter med tidlige tegn på depression. Særlig opmærksomhed bør udvises ved hjerte-kredsløbslidelser. Nyreinsufficiens og nyresvigt påvirker ikke isotretinoins farmakokinetik, men det anbefales dog, at patienterne starter med en lav dosis og titreres op til maksimal tolereret dosis. På grund af nedsat effekt af hormonelle kontraceptiva ved samtidig brug af isotretinoin, tilrådes det at supplere med en anden kontraceptionsmetode. Udsættelse for stærkt sollys og ultraviolet lys bør undgås. Om nødvendigt bør der anvendes et solbeskyttelsespræparat med en beskyttelsesfaktor på mindst 15. Isotretinoin kan potentielt påvirke evnen til at køre bil og betjene maskiner. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder soja. Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Isotretinoin "Orifarm" - Udgået: 02-03-2026 (Restriktioner for receptudstedelse og udlevering Recepter på isotretinoin til fertile kvinder skal begrænses til 30 dages behandling, og fortsættelse af behandlingen kræver en ny recept. Ideelt set, bør graviditetstest, udstedelse af recept samt udlevering af isotretinoin foregå på samme dag. Kontrolforanstaltninger Kontrol af lever- og nyrefunktionen samt plasma-triglycerid, serum-kolesterol og blodglucose skal foretages, før behandlingen indledes. Endvidere skal der foretages kontrol af lever- og nyrefunktionen med 1-3 måneders interval, så længe behandlingen varer. Behandling af kvinder i den fertile alder må kun finde sted, når der forud er draget omsorg for: at kvinden ikke er gravid at der anvendes sikker antikonception, der skal fortsættes i mindst 1 måned efter seponering af behandlingen graviditetstest 1 gang månedligt tilrådes at kvinden er informeret om, at abortus provocatus tilrådes, såfremt graviditet indtræder under/efter behandlingen. Vælges p-piller som antikonception, bør behandlingen med isotretinoin først indledes i 2. p-pille-cyklus. Fertilitet: Isotretinoin i terapeutiske doser påvirker ikke antallet, bevægeligheden og morfologien af sæd og faderens indtag af isotretinoin i terapeutiske doser truer ikke dannelsen og udviklingen af fosteret. Knogleforandringer Patienter i længerevarende behandling bør undersøges med jævne mellemrum for så tidligt som muligt at afsløre evt. ændringer i knoglevæv. Ved tegn på knogleforandringer må fortsættelse af behandlingen vurderes. Generelt Forsigtighed bør udvises hos patienter med tidlige tegn på depression. Særlig opmærksomhed bør udvises ved hjerte-kredsløbslidelser. Nyreinsufficiens og nyresvigt påvirker ikke isotretinoins farmakokinetik, men det anbefales dog, at patienterne starter med en lav dosis og titreres op til maksimal tolereret dosis. På grund af nedsat effekt af hormonelle kontraceptiva ved samtidig brug af isotretinoin, tilrådes det at supplere med en anden kontraceptionsmetode. Udsættelse for stærkt sollys og ultraviolet lys bør undgås. Om nødvendigt bør der anvendes et solbeskyttelsespræparat med en beskyttelsesfaktor på mindst 15. Isotretinoin kan potentielt påvirke evnen til at køre bil og betjene maskiner. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder soja. Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Isotretinoin "Orion" (Restriktioner for receptudstedelse og udlevering Recepter på isotretinoin til fertile kvinder skal begrænses til 30 dages behandling, og fortsættelse af behandlingen kræver en ny recept. Ideelt set, bør graviditetstest, udstedelse af recept samt udlevering af isotretinoin foregå på samme dag. Kontrolforanstaltninger Kontrol af lever- og nyrefunktionen samt plasma-triglycerid, serum-kolesterol og blodglucose skal foretages, før behandlingen indledes. Endvidere skal der foretages kontrol af lever- og nyrefunktionen med 1-3 måneders interval, så længe behandlingen varer. Behandling af kvinder i den fertile alder må kun finde sted, når der forud er draget omsorg for: at kvinden ikke er gravid at der anvendes sikker antikonception, der skal fortsættes i mindst 1 måned efter seponering af behandlingen graviditetstest 1 gang månedligt tilrådes at kvinden er informeret om, at abortus provocatus tilrådes, såfremt graviditet indtræder under/efter behandlingen. Vælges p-piller som antikonception, bør behandlingen med isotretinoin først indledes i 2. p-pille-cyklus. Fertilitet: Isotretinoin i terapeutiske doser påvirker ikke antallet, bevægeligheden og morfologien af sæd og faderens indtag af isotretinoin i terapeutiske doser truer ikke dannelsen og udviklingen af fosteret. Knogleforandringer Patienter i længerevarende behandling bør undersøges med jævne mellemrum for så tidligt som muligt at afsløre evt. ændringer i knoglevæv. Ved tegn på knogleforandringer må fortsættelse af behandlingen vurderes. Generelt Forsigtighed bør udvises hos patienter med tidlige tegn på depression. Særlig opmærksomhed bør udvises ved hjerte-kredsløbslidelser. Nyreinsufficiens og nyresvigt påvirker ikke isotretinoins farmakokinetik, men det anbefales dog, at patienterne starter med en lav dosis og titreres op til maksimal tolereret dosis. På grund af nedsat effekt af hormonelle kontraceptiva ved samtidig brug af isotretinoin, tilrådes det at supplere med en anden kontraceptionsmetode. Udsættelse for stærkt sollys og ultraviolet lys bør undgås. Om nødvendigt bør der anvendes et solbeskyttelsespræparat med en beskyttelsesfaktor på mindst 15. Isotretinoin kan potentielt påvirke evnen til at køre bil og betjene maskiner. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder soja. Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Isotretinoin "Sandoz" (Restriktioner for receptudstedelse og udlevering Recepter på isotretinoin til fertile kvinder skal begrænses til 30 dages behandling, og fortsættelse af behandlingen kræver en ny recept. Ideelt set, bør graviditetstest, udstedelse af recept samt udlevering af isotretinoin foregå på samme dag. Kontrolforanstaltninger Kontrol af lever- og nyrefunktionen samt plasma-triglycerid, serum-kolesterol og blodglucose skal foretages, før behandlingen indledes. Endvidere skal der foretages kontrol af lever- og nyrefunktionen med 1-3 måneders interval, så længe behandlingen varer. Behandling af kvinder i den fertile alder må kun finde sted, når der forud er draget omsorg for: at kvinden ikke er gravid at der anvendes sikker antikonception, der skal fortsættes i mindst 1 måned efter seponering af behandlingen graviditetstest 1 gang månedligt tilrådes at kvinden er informeret om, at abortus provocatus tilrådes, såfremt graviditet indtræder under/efter behandlingen. Vælges p-piller som antikonception, bør behandlingen med isotretinoin først indledes i 2. p-pille-cyklus. Fertilitet: Isotretinoin i terapeutiske doser påvirker ikke antallet, bevægeligheden og morfologien af sæd og faderens indtag af isotretinoin i terapeutiske doser truer ikke dannelsen og udviklingen af fosteret. Knogleforandringer Patienter i længerevarende behandling bør undersøges med jævne mellemrum for så tidligt som muligt at afsløre evt. ændringer i knoglevæv. Ved tegn på knogleforandringer må fortsættelse af behandlingen vurderes. Generelt Forsigtighed bør udvises hos patienter med tidlige tegn på depression. Særlig opmærksomhed bør udvises ved hjerte-kredsløbslidelser. Nyreinsufficiens og nyresvigt påvirker ikke isotretinoins farmakokinetik, men det anbefales dog, at patienterne starter med en lav dosis og titreres op til maksimal tolereret dosis. På grund af nedsat effekt af hormonelle kontraceptiva ved samtidig brug af isotretinoin, tilrådes det at supplere med en anden kontraceptionsmetode. Udsættelse for stærkt sollys og ultraviolet lys bør undgås. Om nødvendigt bør der anvendes et solbeskyttelsespræparat med en beskyttelsesfaktor på mindst 15. Isotretinoin kan potentielt påvirke evnen til at køre bil og betjene maskiner. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder soja. Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Isotretinoin "Teva" (Restriktioner for receptudstedelse og udlevering Recepter på isotretinoin til fertile kvinder skal begrænses til 30 dages behandling, og fortsættelse af behandlingen kræver en ny recept. Ideelt set, bør graviditetstest, udstedelse af recept samt udlevering af isotretinoin foregå på samme dag. Kontrolforanstaltninger Kontrol af lever- og nyrefunktionen samt plasma-triglycerid, serum-kolesterol og blodglucose skal foretages, før behandlingen indledes. Endvidere skal der foretages kontrol af lever- og nyrefunktionen med 1-3 måneders interval, så længe behandlingen varer. Behandling af kvinder i den fertile alder må kun finde sted, når der forud er draget omsorg for: at kvinden ikke er gravid at der anvendes sikker antikonception, der skal fortsættes i mindst 1 måned efter seponering af behandlingen graviditetstest 1 gang månedligt tilrådes at kvinden er informeret om, at abortus provocatus tilrådes, såfremt graviditet indtræder under/efter behandlingen. Vælges p-piller som antikonception, bør behandlingen med isotretinoin først indledes i 2. p-pille-cyklus. Fertilitet: Isotretinoin i terapeutiske doser påvirker ikke antallet, bevægeligheden og morfologien af sæd og faderens indtag af isotretinoin i terapeutiske doser truer ikke dannelsen og udviklingen af fosteret. Knogleforandringer Patienter i længerevarende behandling bør undersøges med jævne mellemrum for så tidligt som muligt at afsløre evt. ændringer i knoglevæv. Ved tegn på knogleforandringer må fortsættelse af behandlingen vurderes. Generelt Forsigtighed bør udvises hos patienter med tidlige tegn på depression. Særlig opmærksomhed bør udvises ved hjerte-kredsløbslidelser. Nyreinsufficiens og nyresvigt påvirker ikke isotretinoins farmakokinetik, men det anbefales dog, at patienterne starter med en lav dosis og titreres op til maksimal tolereret dosis. På grund af nedsat effekt af hormonelle kontraceptiva ved samtidig brug af isotretinoin, tilrådes det at supplere med en anden kontraceptionsmetode. Udsættelse for stærkt sollys og ultraviolet lys bør undgås. Om nødvendigt bør der anvendes et solbeskyttelsespræparat med en beskyttelsesfaktor på mindst 15. Isotretinoin kan potentielt påvirke evnen til at køre bil og betjene maskiner. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder soja. Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Isotretinoin Ebb Medical (Restriktioner for receptudstedelse og udlevering Recepter på isotretinoin til fertile kvinder skal begrænses til 30 dages behandling, og fortsættelse af behandlingen kræver en ny recept. Ideelt set, bør graviditetstest, udstedelse af recept samt udlevering af isotretinoin foregå på samme dag. Kontrolforanstaltninger Kontrol af lever- og nyrefunktionen samt plasma-triglycerid, serum-kolesterol og blodglucose skal foretages, før behandlingen indledes. Endvidere skal der foretages kontrol af lever- og nyrefunktionen med 1-3 måneders interval, så længe behandlingen varer. Behandling af kvinder i den fertile alder må kun finde sted, når der forud er draget omsorg for: at kvinden ikke er gravid at der anvendes sikker antikonception, der skal fortsættes i mindst 1 måned efter seponering af behandlingen graviditetstest 1 gang månedligt tilrådes at kvinden er informeret om, at abortus provocatus tilrådes, såfremt graviditet indtræder under/efter behandlingen. Vælges p-piller som antikonception, bør behandlingen med isotretinoin først indledes i 2. p-pille-cyklus. Fertilitet: Isotretinoin i terapeutiske doser påvirker ikke antallet, bevægeligheden og morfologien af sæd og faderens indtag af isotretinoin i terapeutiske doser truer ikke dannelsen og udviklingen af fosteret. Knogleforandringer Patienter i længerevarende behandling bør undersøges med jævne mellemrum for så tidligt som muligt at afsløre evt. ændringer i knoglevæv. Ved tegn på knogleforandringer må fortsættelse af behandlingen vurderes. Generelt Forsigtighed bør udvises hos patienter med tidlige tegn på depression. Særlig opmærksomhed bør udvises ved hjerte-kredsløbslidelser. Nyreinsufficiens og nyresvigt påvirker ikke isotretinoins farmakokinetik, men det anbefales dog, at patienterne starter med en lav dosis og titreres op til maksimal tolereret dosis. På grund af nedsat effekt af hormonelle kontraceptiva ved samtidig brug af isotretinoin, tilrådes det at supplere med en anden kontraceptionsmetode. Udsættelse for stærkt sollys og ultraviolet lys bør undgås. Om nødvendigt bør der anvendes et solbeskyttelsespræparat med en beskyttelsesfaktor på mindst 15. Isotretinoin kan potentielt påvirke evnen til at køre bil og betjene maskiner. Hjælpestoffer Kapslerne indeholder soja. Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Juluca®, komb. (Voksne 1 tablet 1 gang dgl. Bemærk: Glemt dosis kan tages til et måltid indtil 12 timer før næste dosis. Ved opkastning senest 4 timer efter indtagelse af en tablet tages en ny tablet til et måltid. Begrænset erfaring vedr. ældre > 65 år. Erfaring savnes vedr. børn < 18 år.)
Kairasec (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Kandrozid (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Studier har vist lavere antihypertensiv virkning hos afro-amerikanske patienter (sandsynligvis pga. generelt lavere plasma renin aktivitet). Risiko for lignende effekt hos andre patienter af afrikansk oprindelse. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Kisqali (Ved glemt dosis eller opkastning efter indtagelsen, må der ikke tages en ny dosis den pågældende dag.)
Klyx®, komb. (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Kombinor, komb. - Udgået: 22-12-2025 (Baggrund: Lisinopril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester-eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf ca. 1.500 for lisinopril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Konakion® Novum (Voksne Profylaktisk til gravide 10-20 mg i.m. dgl. i svangerskabets sidste uge. Gives ved kendt K-vitaminmangel, ellers gives K-vitamin kun til den nyfødte (se nedenfor). K-vitaminmangel 5-10 mg i.v. eller oralt. Doseringen kan gentages ved behov. Patienter med høj INR med eller uden lettere blødning 1-5 mg i.v. Dosering af oral og i.v. K-vitamin er afhængig af INR-niveau, samtidig blødning og behandling med vitamin K-antagonist. Fald i INR kan først forventes efter nogle timer. Maksimal effekt efter 36 timer. Patienter med høj INR og svær, evt. livstruende blødning 5-10 mg i.v. (over mindst 30 sek.) sammen med frisk frosset plasma eller protrombin kompleks-koncentrat afhængig af den kliniske tilstand og forudgående dosering af antikoagulantia. Doseringen kan gentages efter behov. Se endvidere Vitamin K-antagonister . Børn > 1 år Dosis afhænger af indikation og legemsvægt. Børn < 1 år Profylaktisk Raske nyfødte født ≥ 28. svangerskabsuge Ved fødslen gives 1 mg (0,1 ml) i.m. inden for de første par timer. Der er ikke behov for yderligere K-vitamintilskud, heller ikke til børn, der udelukkende ernæres af modermælk. Neonatale født 28. svangerskabsuge Ved fødslen gives 0,5 mg (0,05 ml) i.m. eller i.v. inden for de første par timer. Yderligere doser på baggrund af koagulationsstatus. Behandling Initialt 0,5 eller 1 mg i.v. og yderligere doser efter behov. Bemærk Injektionsvæsken kan gives i.v. eller oralt. Ved oral administration trækkes den ønskede mængde op fra ampullen vha. en sprøjte. Kanylen fjernes, og injektionsvæsken gives direkte i patientens mund. Skyl efter. Phytomenadion må ikke gives som i.m. injektion til patienter i antikoagulationsbehandling pga. risiko for intramuskulær blødning og mulig depoteffekt.)
Kosidina, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Lacrofarm®, komb. (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes ud over denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Lactulose "Orifarm" (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Lafene (Baggrund : For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse.)
Lasix® Retard (Baggrund: Der er data for ca. 600 1. trimester-eksponerede med en let øget misdannelsesrate på omkring 5 %. Antallet af for tidligt fødte børn er ligeledes let forhøjet. I hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom, er uklart. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan der forekomme elektrolytforstyrrelser hos den nyfødte. Anvendes kun på særlige indikationer. Specialistopgave.)
Laxoberal® (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Lesamor, komb. (Baggrund: Telmisartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for telmisartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Leverette® 21, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Levodonna (Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og man kan indtage en ny tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Ved mere end 5 dages forsinket menstruation eller ved unormal blødning bør graviditetstest udføres. Kvinder, der har behov for postcoital svangerskabsforebyggelse, og som har indtaget et enzyminducerende lægemiddel inden for de seneste 4 uger (se evt. interaktioner), rådes til at bruge et ikke-hormonalt nødpræventionsmiddel (fx en kobber-spiral). Hvis brug af kobberspiral ikke er muligt, anbefales kvinderne at fordoble den almindelige dosis levonorgestrel fra 1,5 mg til 3 mg for at kompensere for reduktionen i plasmakoncentrationen af levonorgestrel.)
Liberelle, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Lipiodol® Ultra Fluid (Hvis der passerer oliebaseret kontraststof til blodbanen, er der betydelig risiko for fedtembolier i forskellige organer. De oftest rapporterede organområder for en sådan hændelse omfatter lungeembolier, cerebrale embolier (som kan føre til cerebralt infarkt) og hudembolier (som kan føre til hudnekrose). Forekomst af hypothyroidisme hos moderen efter en hysterosalpingografi kræver efter graviditeten en overvågning af den nyfødtes tyroideafunktion, pga. produktets mulige lange halveringstid. Bemærk: På grund af risiko for anafylaksi skal genoplivningsudstyr være umiddelbart tilgængeligt.)
Lisinoplus, komb. (Baggrund: Lisinopril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester-eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf ca. 1.500 for lisinopril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Lisinopril-hydrochlorthiazid "Actavis", komb. (Baggrund: Lisinopril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester-eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf ca. 1.500 for lisinopril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Litarex® (Brugadas syndrom Må ikke anvendes ved Brugadas syndrom eller Brugadas syndrom i anamnesen. Lithium kan forværre eller manifestere Brugadas syndrom førende til hjertestop eller pludselig død. Forsigtighed anbefales ved familiær anamnese med hjertestop. Forstyrrelser af væske/elektrolyt balancen Lithium bør ikke anvendes ved lidelser med forstyrrelser af væske- og elektrolytbalancen pga. øget risiko for toksicitet. Hjerteinsufficiens Tilstanden kan forværres. Lithium kan forårsage myokardiel toksicitet førende til hjertesvigt. Behandling med lithium er dog i en nyere dansk undersøgelse ikke fundet associeret med øget risiko for hjertestop (5532) . Hypothyroidisme Lithium kan hæmme frigivelsen af T 4 og T 3 og hypothyroidisme er set hos 15-25 % i lithiumbehandling. Eksisterende hypothyroidisme kan forværres.)
Litiumkarbonat "OBA" (Brugadas syndrom Må ikke anvendes ved Brugadas syndrom eller Brugadas syndrom i anamnesen. Lithium kan forværre eller manifestere Brugadas syndrom førende til hjertestop eller pludselig død. Forsigtighed anbefales ved familiær anamnese med hjertestop. Forstyrrelser af væske/elektrolyt balancen Lithium bør ikke anvendes ved lidelser med forstyrrelser af væske- og elektrolytbalancen pga. øget risiko for toksicitet. Hjerteinsufficiens Tilstanden kan forværres. Lithium kan forårsage myokardiel toksicitet førende til hjertesvigt. Behandling med lithium er dog i en nyere dansk undersøgelse ikke fundet associeret med øget risiko for hjertestop (5532) . Hypothyroidisme Lithium kan hæmme frigivelsen af T 4 og T 3 og hypothyroidisme er set hos 15-25 % i lithiumbehandling. Eksisterende hypothyroidisme kan forværres.)
Loette® 28, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Losanova HCT, komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Losarstad Comp, komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Losartan "Medical Valley" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Losartan "Stada" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Losartan/Hydrochlorothiazide "Medical Valley", komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Losartan/Hydrochlorothiazide "Stada", komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Losartan/Hydrochlorothiazide "Teva", komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Losartankalium "Krka" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Losartankalium "TEVA" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Losartankalium/hydrochlorthiazid "Krka", komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Losartankalium/Hydrochlorthiazid "Medical Valley", komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Losartankalium/hydrochlorthiazid "Nordic Prime", komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Losartankalium/hydrochlorthiazid "Teva", komb. (Baggrund: Losartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for losartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Magnesia "DAK" (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apoplexia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes ud over denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Malarone®, komb. (Malariaprofylakse Voksne/børn Legemsvægt Tablettype Daglig dosis Voksne og børn ≥ 40 kg Tablet 250 mg/100 mg 1 tabl. 1 gang dgl. Børn 30-39 kg Børnetablet 62,5 mg/25 mg 3 børnetabl. 1 gang dgl. Børn 20-29 kg Børnetablet 62,5 mg/25 mg 2 børnetabl. 1 gang dgl. Børn 10-19 kg Børnetablet 62,5 mg/25 mg 1 børnetabl. 1 gang dgl. Børn 5-9,9 kg Se Malaria Bemærk: Profylaksen bør indledes 1 dag før ankomsten til malariaområdet og fortsætte 7 dage efter afrejsen fra malariaområdet. Malariabehandling i 3 dage Voksne/børn Legemsvægt Tablettype Dosis i 3 dage Voksne og børn ≥ 40 kg Tablet 250 mg/100 mg 4 tabl. 1 gang dgl. Børn 31-40 kg Tablet 250 mg/100 mg 3 tabl. 1 gang dgl. Børn 21-31 kg Tablet 250 mg/100 mg 2 tabl. 1 gang dgl. Børn 11-21 kg Tablet 250 mg/100 mg 1 tabl. 1 gang dgl. Børn 9-11 kg Børnetablet 62,5 mg/25 mg 3 børnetabl. 1 gang dgl. Børn 5-9 kg Børnetablet 62,5 mg/25 mg 2 børnetabl. 1 gang dgl. Bemærk: Tabletterne skal tages på samme tidspunkt hver dag. Ved opkastning senest 1 time efter indtagelse af en dosis bør tages en ny dosis.)
Malastad, komb. (Malariaprofylakse Voksne/børn Legemsvægt Tablettype Daglig dosis Voksne og børn ≥ 40 kg Tablet 250 mg/100 mg 1 tabl. 1 gang dgl. Bemærk: Profylaksen bør indledes 1 dag før ankomsten til malariaområdet og fortsætte 7 dage efter afrejsen fra malariaområdet. Malariabehandling i 3 dage Voksne/børn Legemsvægt Tablettype Dosis i 3 dage Voksne og børn ≥ 40 kg Tablet 250 mg/100 mg 4 tabl. 1 gang dgl. Børn 31-40 kg Tablet 250 mg/100 mg 3 tabl. 1 gang dgl. Børn 21-31 kg Tablet 250 mg/100 mg 2 tabl. 1 gang dgl. Børn 11-21 kg Tablet 250 mg/100 mg 1 tabl. 1 gang dgl. Bemærk: Tabletterne skal tages på samme tidspunkt hver dag. Ved opkastning senest 1 time efter indtagelse af en dosis bør tages en ny dosis.)
Malfin (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Malonetta, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Marilamed, komb. (Baggrund: Ramipril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf ca. 300 for ramipril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Matrifen® (Baggrund : For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse.)
Mayzent® (Infektionsrisiko Inden behandlingen initieres, skal der foreligge en nylig komplet blodtælling (dvs. inden for de seneste 6 måneder eller efter seponering af tidligere behandling) og 3-4 måneder efter opstart af behandling og mindst årligt herefter samt i tilfælde af tegn på infektion. Patienten skal instrueres i at rapportere symptomer på infektion. Det skal overvejes at afbryde siponimod-behandlingen midlertidigt, hvis patienten udvikler en alvorlig infektion. Der er bl.a. rapporteret tilfælde af kryptokokmeningitis og progressiv multifokal leukoencefalopati (PML) for siponimod i lighed med andre S1P-receptor modulatorer. Behandlende læge skal være opmærksom på kliniske symptomer eller MR-scanningsresultater, som kan tyde på PML. Ved mistanke om PML skal behandlingen med siponimod afbrydes midlertidigt, indtil PML er udelukket. Der er rapporteret tilfælde af herpes-virusinfektion (herunder tilfælde af reaktivering af infektion med varicella zoster-virus [VZV], som førte til varicella zoster-meningitis). Patienter uden lægebekræftet varicella i anamnesen eller uden dokumenteret fuldført vaccinationsprogram mod VZV skal testes for antistoffer mod VZV, inden behandlingen med siponimod påbegyndes. Vacciner Brugen af levende, svækkede vacciner skal undgås, mens patienten får siponimod og i 4 uger efter seponering af behandlingen. Ved anden planlagt vaccination anbefales det at seponere behandlingen 1 uge før vaccination og først genoptage behandlingen efter 4 uger. Ved seponering af behandling med siponimod før vaccination bør risikoen for fornyet sygdomsaktivitet overvejes. Kardiologi Som en sikkerhedsforanstaltning skal patienter med følgende hjertelidelser observeres i en periode på 6 timer efter den første dosis siponimod for tegn og symptomer på bradyarytmi: Sinus-bradyarytmi (hjertefrekvens 500 msek.). Bradyarytmi-virkninger er mere udtalte, når siponimod gives i tillæg til behandling med β-blokkere. For patienter, der får en stabil dosis af en β-blokker, skal hjertefrekvensen i hvile tages i betragtning inden behandlingsstart. Hvis hjertefrekvensen i hvile er >50 slag/minut under kronisk behandling med en β-blokker, kan behandling med siponimod indledes. Hvis hjertefrekvensen i hvile er ≤50 slag/minut, skal behandlingen med β-blokkeren afbrydes, indtil baseline-hjertefrekvensen er >50 slag/minut. Derefter kan behandling med siponimod indledes, og behandling med β-blokkeren kan genoptages, når siponimod er blevet optitreret til den tilsigtede vedligeholdelsesdosis. Blodtrykket skal overvåges regelmæssigt under behandlingen. Levertal Der skal foreligge nylige resultater for transaminase- og bilirubinniveauer (dvs. indhentet inden for de seneste 6 måneder) inden indledning af behandling med siponimod. Immunologi og hæmatologi Ved skift fra anden immunsupprimerende behandling anbefales det at indhente en perifer lymfocyttælling før initiering af behandlingen med siponimod for at sikre, at den tidligere behandlings virkning på immunsystemet (dvs. cytopeni) er ophørt. Behandling med siponimod kan generelt påbegyndes umiddelbart efter seponering af interferon beta eller glatirameracetat. I sjældne tilfælde er der rapporteret svær sygdomsforværring, herunder genopblussen af sygdom (rebound), efter seponering af en anden S1P-receptormodulator. Efter seponering forbliver siponimod i blodet i op til 10 dage. Påbegyndelse af andre behandlinger i denne periode kan medføre en additiv virkning på immunsystemet, og derfor skal der udvises forsigtighed i 3 til 4 uger efter den sidste dosis. Da siponimod nedsætter antallet af lymfocytter i blodet på grund af redistribution til sekundære lymfoide organer, kan tællinger af det perifere lymfocyttal give misvisende resultater. Andre forsigtighedsregler Patienten må ikke eksponeres for sollys uden beskyttelse eller modtage samtidig lysbehandling med UV-B-stråling eller PUVA-fotokemoterapi. Regelmæssig dermatologisk undersøgelse anbefales for alle patienter ved start af behandling, og derefter hver 6.-12. måned baseret på klinisk vurdering. Ved udvikling af uventede neurologiske eller psykiske symptomer/tegn (fx kognitive svækkelser, adfærdsændringer, kortikale synsforstyrrelser eller anden neurologisk forværring tydende på en stigning i det intrakranielle tryk) skal MR-scanning overvejes. Det anbefales at foretage en oftalmologisk undersøgelse 3-4 måneder efter påbegyndt behandling, da der er forekommet tilfælde af maculaødem ved længerevarende behandling, særligt hos patienter med diabetes, uveitis eller retinasygdom. Hjælpestoffer Tabletterne indeholder lecithin fra soja . Læs mere om soja og overfølsomhed .)
Medanef (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Medikinet® (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Mekinist (Voksne. 2 mg 1 gang dgl. Bivirkninger kan nødvendiggøre dosisreduktion, pausering eller seponering af behandlingen, se produktresumé . Bemærk: Hvis patienten kaster op efter at have taget trametinib, bør der ikke tages en ny dosis, men vente til den næste planlagte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter < 18 år.)
Mektovi® (Glemt dosis kan tages indtil 6 timer før næste dosis. Ved opkastning efter indtagelse af binimetinib bør der ikke tages en ny dosis, men ventes til den næste planlagte dosis.)
Mercilon®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Metalyse® (Forsigtighed pga. blødningsrisiko ved: Ældre > 75 år Lav kropsvægt 160 mmHg Intramuskulær inj. inden for 2 dage Cerebrovaskulær sygdom. Risiko for venstre hjerteforkammeremboli, fx mitralstenose med atrieflimren Nylig gastro-intestinal eller køns- eller urinvejsblødning < 10 dage. Arteriepunktur bør undgås, men kan, hvis det skønnes påkrævet, tages i arteria radialis med efterfølgende kompression i mindst 30 min.)
Methylphenidat "Alternova" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidate "Actavis" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidate "Consilient Health" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidate "Medical Valley" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidate "Orifarm" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidate "Sandoz" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidate "Stada" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidate "Teva" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidate "Viatris" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidatehydrochlorid "Epione" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidathydrochlorid "2care4" (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Methylphenidathydrochlorid Copyfarm (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Metolazon "Abcur" (Baggrund: Der er ikke humane data, som tillader et meningsfyldt risikoestimat for metolazon. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og forhøjet bilirubin hos den nyfødte har været meddelt ved behandling med diuretika. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen.)
Metvix® (Voksne AK, BCK og Mb. Bowens sygdom med anvendelse af rødt lys Skæl og skorper fjernes og hudoverfladen skal gøres ru. Ved behandling af basalcellekarcinomer fjernes endvidere intakt keratinlag. Cremen appliceres ved hjælp af en spatel i et ca. 1 mm tykt lag på læsionen og 5-10 mm omkringliggende normal hud, hvorefter området dækkes med okklusion i 3 timer. Umiddelbart efter rensning af huden med natriumchloridopløsning bestråles med rødt lys. Ved aktinisk keratose udføres behandlingen 1 gang med vurdering og evt. genbehandling efter 3 mdr. Ved basalcellekarcinom og Mb. Bowen gentages behandlingen efter 1 uge og effekten vurderes efter 3 mdr. Ved basalcellekarcinom anbefales desuden biopsi. Se endvidere medfølgende vejledning. AK med anvendelse af dagslys Behandling med dagslys kan bruges til behandling af milde til moderate AK-læsioner. Der skal gives 1 behandling. De behandlede læsioner skal evalueres efter 3 måneder, og hvis responsen er ufuldstændig, kan der gives en ny behandling. Naturligt dagslys Ved behandling med naturligt dagslys, skal der påføres solbeskyttelsescreme på alle eksponerede hudområder inden forberedelse af læsionsoverfladen - se under forsigtighed . Når solbeskyttelsescremen er tør, skal skæl og skorpe fjernes fra læsionerne, og hudoverfladen skal gøres ru, inden der påføres et tyndt lag creme på behandlingsområderne. Der er ikke behov for okklusion. Patienten skal gå udenfor efter påføring af cremen eller senest 30 minutter efter for at undgå, at der akkumuleres for meget protoporfyrin IX, som kan føre til øget smerte ved lyseksponering. For at minimere smerterne og sikre maksimal virkning skal patienten derefter blive udendørs i 2 timer i træk i fuldt dagslys og undgå at gå indendørs. På solrige dage kan patienten søge skygge, hvis det bliver for ubehageligt at opholde sig i direkte sollys. Cremen skal vaskes af efter de 2 timers eksponering. Kunstigt dagslys Som ovenfor, dog skal der ikke påføres solbeskyttelsescreme og patienten skal eksponeres for kunstigt dagslys i 2 timer i træk. Det er vigtigt at sikre, at der gives den korrekte lysdosis. Lamperne skal have et kontinuerligt lysspektrum på 400-750 nm og en belysningsstyrke på over 12.000 lux ved læsionens overflade. Bemærk: Sikkerhed og virkning hos børn og unge under 18 år er endnu ikke klarlagt)
Metyrol® (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Microgyn®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Microlax®, komb. (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Mini-Pe® (Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipille, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke minipiller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte minipille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud.)
Minulet®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Mirabella, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Bemærk: Nogle pakninger med Mirabella indeholder placebo p-piller til dag 22-28. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Morfin "Abcur" (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Morfin "DAK" (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Morfin "DLF" (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Morfin "EQL Pharma" (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Morfin "SAD" (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Morphinsulfat "Carefarm" (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Motiron® (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Mounjaro® (Voksne Startdosis er 2,5 mg s.c. én gang ugentligt. Efter 4 uger øges dosis til 5 mg s.c. én gang ugentligt. Om nødvendigt kan dosisøgninger foretages i trin på 2,5 mg efter mindst 4 uger med den aktuelle dosis. De anbefalede vedligeholdelsesdoser er 5 mg, 10 mg og 15 mg én gang ugentligt. Maksimal dosis er 15 mg én gang ugentligt. Har patienten ikke opnået et vægttab på mindst 5 % af udgangsvægten efter 12 ugers behandling, bør seponering overvejes. Børn og unge ≥ 10 år Ved behandling af diabetes type 2: Startdosis er 2,5 mg s.c. én gang ugentligt. Efter 4 uger øges dosis hvis behov til 5 mg s.c. én gang ugentligt. Om nødvendigt kan dosisøgninger foretages i trin på 2,5 mg efter mindst 4 uger med den aktuelle dosis. Anbefalede vedligeholdelsesdoser 5 mg og maksimalt 10 mg én gang ugentligt. Forsigtighed bør udvises hos børn med en kropsvægt < 60 kg ved dosis på 10 mg. Indgivelse Injiceres s.c. i maven, lår eller overarm. Injektionsstederne skal skiftes med hver dosis. Hvis en patient også injicerer insulin, skal denne injicere Mounjaro® på et andet injektionssted. Dosen kan administreres på et hvilket som helst tidspunkt af dagen i forbindelse med eller uafhængigt af måltider. Bemærk: Den ugentlige administrationsdag kan om nødvendigt ændres, så længe der er mindst 3 dage (≥ 72 timer) mellem de to doser. OBS! I den oprindelige pen er der, grundet tekniske årsager, overskydende indhold af medicinen tilbage i pennen, selvom alle 4 doser er taget korrekt. En ny modificeret pen er i distribution, hvor restvolumen er betydeligt mindre. Se evt. billede af en brugt pen under Foto. Erfaring savnes vedr. børn og unge 10 år samt hos børn med en kropsvægt under 50 kg. Erfaring med behandling af ældre ≥ 85 år er begrænset.)
Movicol®, komb. (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Moxalole®, komb. (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Ninlaro (Voksne. 4 mg 1 gang dgl. på dag 1, 8 og 15 af hver 28-dages cyklus. Ixazomib administreres i kombination med dexamethason og lenalidomid, se produktresume . Bemærk: Glemt dosis kan tages indtil 72 timer før tidspunktet for næste dosis. I tilfælde af opkastning skal patienten ikke tage en ny dosis, men afvente tidspunktet for næste planlagte dosis. Dosisreduktion eller ændring i behandlingsplanen kan være nødvendig pga. bivirkninger, især trombocytopeni, neutropeni, neuropati og hududslæt, se produktresume . Pga. risiko for reaktivering af herpes zoster bør antiviral profylakse overvejes. Erfaring savnes vedr. børn og unge < 18 år.)
NorLevo (Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og man kan indtage en ny tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Ved mere end 5 dages forsinket menstruation eller ved unormal blødning bør graviditetstest udføres. Kvinder, der har behov for postcoital svangerskabsforebyggelse, og som har indtaget et enzyminducerende lægemiddel inden for de seneste 4 uger (se evt. interaktioner), rådes til at bruge et ikke-hormonalt nødpræventionsmiddel (fx en kobber-spiral). Hvis brug af kobberspiral ikke er muligt, anbefales kvinderne at fordoble den almindelige dosis levonorgestrel fra 1,5 mg til 3 mg for at kompensere for reduktionen i plasmakoncentrationen af levonorgestrel.)
Novofem®, komb. (1 tabl. dgl. Tabletterne tages i den i pakken angivne rækkefølge. De første 16 dage tages de røde, som kun indeholder østrogen De sidste 12 dage tages de hvide, som indeholder både østrogen og gestagen Der indtræder sædvanligvis en menstruationslignende blødning før opstart af en ny pakning. Der holdes ikke pause mellem tabletserierne. Bemærk: Til behandling af postmenopausale symptomer anbefales laveste, effektive dosis og kortest mulige behandlingsperiode. Erfaring med behandling af kvinder over 65 år er begrænset.)
NuvaRing®, komb. (Vaginalindlægget anbringes dybt i vagina og bæres kontinuerligt i 3 uger. Efter 1 uges pause opsættes et nyt vaginalindlæg. Første opsætning af vaginalindlæg skal ske på 1. cyklusdag ved en normal menstruationscyklus. Første opsætning kan også ske på dag 2-5 i cyklus, men det tilrådes i så fald samtidigt at bruge en supplerende kontraceptiv metode i de næste 7 dage. Ved skift fra p-piller opsættes vaginalindlægget enten dagen efter den sidste aktive pille i det sidst anvendte præparat eller senest den dag, kvinden skulle være startet på en ny p-pille pakning, og der behøver ikke anvendes yderligere beskyttelse. Efter abort i 1. trimester foretages opsætningen umiddelbart efter aborten. Ved fødsel eller abort i 2. trimester kan opsætningen foretages i løbet af 4. uge. Begynder man senere, tilrådes det samtidigt at anvende en barrieremetode i de første 7 dage. Bemærk: Må ikke anvendes sammen med andre vaginale barrieremetoder (fx med et kvindekondom). Hvis kvinden allerede har haft samleje, bør graviditet udelukkes, eller man bør afvente første menstruation før anvendelse af vaginalindlæg. Vedr. korrekt opsætning af indlægget henvises til Produktresumé hos Lægemiddelstyrelsen . Bemærk : Erfaring savnes vedr. brugen til kvinder under 18 år.)
Odefsey®, komb. (Voksne og børn ≥ 12 år eller med legemsvægt > 35 kg 1 tabl. 1 gang dgl. Bemærk: Glemt dosis kan tages sammen med mad indtil 12 timer før næste dosis. Ved opkastning 65 år. Erfaring savnes vedr. patienter < 12 år eller med legemsvægt 35 kg.)
Olmesartan medoxomil "Krka" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmer. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Olmesartan medoxomil/hydrochlorothiazide "Krka", komb. (Baggrund: Olmesartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for olmesartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Oramorph® (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Orilaxal (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling Behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Ornibel, komb. (Vaginalindlægget anbringes dybt i vagina og bæres kontinuerligt i 3 uger. Efter 1 uges pause opsættes et nyt vaginalindlæg. Første opsætning af vaginalindlæg skal ske på 1. cyklusdag ved en normal menstruationscyklus. Første opsætning kan også ske på dag 2-5 i cyklus, men det tilrådes i så fald samtidigt at bruge en supplerende kontraceptiv metode i de næste 7 dage. Ved skift fra p-piller opsættes vaginalindlægget enten dagen efter den sidste aktive pille i det sidst anvendte præparat eller senest den dag, kvinden skulle være startet på en ny p-pille pakning, og der behøver ikke anvendes yderligere beskyttelse. Efter abort i 1. trimester foretages opsætningen umiddelbart efter aborten. Ved fødsel eller abort i 2. trimester kan opsætningen foretages i løbet af 4. uge. Begynder man senere, tilrådes det samtidigt at anvende en barrieremetode i de første 7 dage. Bemærk: Må ikke anvendes sammen med andre vaginale barrieremetoder (fx med et kvindekondom). Hvis kvinden allerede har haft samleje, bør graviditet udelukkes, eller man bør afvente første menstruation før anvendelse af vaginalindlæg. Vedr. korrekt opsætning af indlægget henvises til Produktresumé hos Lægemiddelstyrelsen . Bemærk : Erfaring savnes vedr. brugen til kvinder under 18 år.)
Oxytocin "Orifarm" (Igangsættelse af fødsel og vestimulation under fødsel Der gives intravenøs infusion, 10 IE i 1.000 ml isotonisk natriumchlorid-infusionsvæske. Glucoseopløsning bør ikke anvendes, da det kan medføre sekundær hypoglykæmi hos den nyfødte. Infusionshastighed: Initial infusionshastighed: 1-4 millienheder/min (6-24 ml/time, 2-8 dråber/min.). Infusionshastigheden kan øges gradvist med 20-40 minutters interval (højeste stigningstakt 3,3 millienheder/min.), indtil tilfredsstillende uterinkontraktioner opnås (højst 5 veer pr. 10 min. med gode vepauser), dog maksimalt 0,03 IE/min svarende til 180 ml/time. Hvis 10 IE er infunderet uden resultat i forbindelse med fødselsigangsættelse, kan det være hensigtsmæssigt at holde pause og genoptage behandlingen efter nogle timer. Hvis stadig ingen effekt må alternativ igangsættelsesmetode overvejes. Der er klinisk erfaring for, at oxytocin er mest effektivt, når fostervandet er gået. Rutinemæssig blødningsprofylakse ved vaginal fødsel 10 IE intramuskulært umiddelbart efter barnets fødsel. Rutinemæssig blødningsprofylakse ved sectio 5-10 IE gives intravenøst eller direkte i uterus efter barnets fødsel. Gives langsomt (< 1 IE /min.), hvis det gives intravenøst, for at nedsætte risiko for blodtryksfald og myokardieiskæmi. Kan evt. opblandes i 10-20 ml NaCl. Uterusatoni efter fødslen Intravenøs infusion af oxytocin. Der kan anvendes opløsning 40-80 IE i 1.000 ml Nacl givet med 100-200 ml/t, idet infusionshastigheden afpasses efter effekt på kontraktion af uterus 1017 - Postpartum blødning. Forebyggelse og håndtering . Prostaglandininduceret abort Oxytocininfusion anvendes som supplerende vestimulerende middel. Oxytocininfusionen bør først begynde nogle timer efter indgiften af prostaglandin for at nedsætte risikoen for overstimulation med uterusruptur til følge. Der kan anvendes samme infusionsblanding og infusionshastighed som til vestimulation under fødslen, indtil tilfredsstillende veaktivitet opnås. Bemærk: Hurtig indgift af ufortyndet oxytocin i.v. kan udløse blodtryksfald og myokardieiskæmi.)
Pethidine "Macure" (Baggrund: Der er data for ca. 1.100 eksponerede, heraf < 300 i 1. trimester, uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. Respirationsdepression og bradykardi hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Risikoen er størst ved fødsel 1-4 timer efter indgift. Forringet psykomotorisk respons og EEG-forandringer i adskillige dage efter fødslen har været meddelt, men langtidseffekter er ikke set. Kan anvendes under graviditet og fødsel, men kun under tæt obstetrisk kontrol. For at undgå respirationsdepression bør opioider generelt undgås de sidste 2 uger inden forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Prevymis® (Letermovir tabletter og koncentrat til infusionsvæske, opløsning, er indbyrdes ombyttelige efter lægens vurdering, men dosisjustering kan være nødvendig hos pædiatriske patienter, der vejer < 30 kg, når der skiftes mellem orale og intravenøse formuleringer. Stamcelletransplantation (HSCT) Voksne, børn og unge med legemsvægt ≥ 30 kg 480 mg 1 gang dgl. Opstart fra 0-28 dage efter transplantation. Fortsat profylakse i 100 dage efter transplantation. Kan initieres før eller efter engraftment. Dosisjustering ved samtidig behandling med ciclosporin Hvis letermovir gives samtidigt med ciclosporin , bør dosis nedsættes til 240 mg 1 gang dagligt. Hvis ciclosporin initieres efter opstart med letermovir, bør den efterfølgende dosis nedsættes til 240 mg 1 gang dagligt. Hvis ciclosporin seponeres efter opstart med letermovir, bør den efterfølgende dosis af letermovir øges til 480 mg 1 gang dagligt. Hvis doseringen af ciclosporin afbrydes midlertidigt på grund af høje niveauer af ciclosporin, er det ikke nødvendigt at justere dosis af letermovir . Børn og unge med legemsvægt ≥ 15 kg og 30 kg (stamcelletransplantation) Tabletter 240 mg 1 gang dgl. Dosisjustering ved samtidig behandling med ciclosporin Hvis letermovir gives samtidigt med ciclosporin , bør dosis nedsættes til 120 mg 1 gang dagligt. Hvis ciclosporin initieres efter opstart med letermovir, bør den efterfølgende dosis nedsættes til 120 mg 1 gang dagligt. Hvis ciclosporin seponeres efter opstart med letermovir, bør den efterfølgende dosis af letermovir øges til 240 mg 1 gang dagligt. Hvis doseringen af ciclosporin afbrydes midlertidigt på grund af høje niveauer af ciclosporin, er det ikke nødvendigt at justere dosis af letermovir. Børn og unge med legemsvægt < 30 kg (stamcelletransplantation) Koncentrat til infusionsvæske, opløsning: Legemsvægt Daglig i.v. dosis uden eller med ciclosporin ≥ 15 kg og 30 kg 120 mg ≥ 7,5 kg og < 15 kg 60 mg ≥ 5 kg og 7,5 kg 40 mg Nyretransplantation Behandlingen med letermovir bør initieres på transplantationsdagen og senest 7 dage efter nyretransplantationen og fortsættes til og med 200 dage efter transplantation. Voksne, børn og unge med legemsvægt ≥ 40 kg (nyretransplantation) 480 mg 1 gang dgl. Opstart 0-7 dage efter nyretransplantation. Forsat profylakse til og med 200 dage efter transplantation. Dosisjustering ved samtidig behandling med ciclosporin Hvis letermovir gives samtidigt med ciclosporin , bør dosis nedsættes til 240 mg 1 gang dagligt. Hvis ciclosporin initieres efter opstart med letermovir, bør den efterfølgende dosis nedsættes til 240 mg 1 gang dagligt. Hvis ciclosporin seponeres efter opstart med letermovir, bør den efterfølgende dosis af letermovir øges til 480 mg 1 gang dagligt. Hvis doseringen af ciclosporin afbrydes midlertidigt på grund af høje niveauer af ciclosporin, er det ikke nødvendigt at justere dosis af letermovir. Bemærk: Sikkerhed og virkning ved brug af letermovir i mere end 200 dage er ikke undersøgt i kliniske studier. Der foreligger ingen data for patienter med legemsvægt < 5 kg eller for patienter der har fået en nyretransplantation og som vejer 40 kg. Koncentrat til infusionsvæske Advarsel Koncentrat til infusionsvæske må ikke indgives ufortyndet. Se endvidere Egenskaber, håndtering og holdbarhed .)
Prezista (I kombination med ritonavir Sædvanligvis: Ikke-tidligere behandlede Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Legemsvægt Darunavir Ritonavir Voksne og børn ≥ 3 år ≥ 40 kg 800 mg x 1 100 mg x 1 Børn ≥ 3 år 30-40 kg 675 mg x 1 100 mg x 1 Børn ≥ 3 år 15-30 kg 600 mg x 1 100 mg x 1 ART-erfarne uden darunavirresistens og med HIV-1-RNA 100 x 10 6 /l Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Legemsvægt Darunavir Ritonavir Voksne og børn ≥ 3 år ≥ 40 kg 800 mg x 1 eller 600 mg x 2 100 mg x 1 eller 100 mg x 2 Børn ≥ 3 år 30-40 kg 675 mg x 1 eller 460 mg x 2 100 mg x 1 eller 60 mg x 2 Børn ≥ 3 år 15-30 kg 600 mg x 1 eller 380 mg x 2 100 mg x 1 eller 50 mg x 2 Tidligere behandlede med proteaseresistens, eller mistanke herom eller ukendt resistensmønster, HIV-1 RNA >100.000 kopier/ml eller CD4 100 x 10 6 /l Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Alder Darunavir Cobicistat Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 40 kg 800 mg x 1 150 mg x 1 ART = A nti r etroviral t erapi. Bemærk: Ved opkastning senest 4 timer efter indtagelse af en dosis skal tages en ny dosis. I kombination med ritonavir: Erfaring savnes vedr. børn < 3 år eller med legemsvægt 15 kg. I kombination med cobicistat: Erfaring savnes vedr. børn og unge < 12 år eller med legemsvægt 40 kg.)
Provaqomyl, komb. (Malariaprofylakse Voksne/børn Legemsvægt Tablettype Daglig dosis Voksne og børn ≥ 40 kg Tablet 250 mg/100 mg 1 tabl. 1 gang dgl. Bemærk: Profylaksen bør indledes 1 dag før ankomsten til malariaområdet og fortsætte 7 dage efter afrejsen fra malariaområdet. Malariabehandling i 3 dage Voksne/børn Legemsvægt Tablettype Dosis i 3 dage Voksne og børn ≥ 40 kg Tablet 250 mg/100 mg 4 tabl. 1 gang dgl. Børn 31-40 kg Tablet 250 mg/100 mg 3 tabl. 1 gang dgl. Børn 21-31 kg Tablet 250 mg/100 mg 2 tabl. 1 gang dgl. Børn 11-21 kg Tablet 250 mg/100 mg 1 tabl. 1 gang dgl. Bemærk: Tabletterne skal tages på samme tidspunkt hver dag. Ved opkastning senest 1 time efter indtagelse af en dosis bør tages en ny dosis.)
Provera® 5 mg (Forsigtighed ved depression. Behandlingen bør seponeres i tilfælde af: icterus eller svækkelse af leverfunktionen nyt anfald af migrænelignende hovedpine.)
Qlaira®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud.)
Raloxifen "Teva" (Det er ukendt, om raloxifen/raloxifenmetabolitter udskilles i human mælk. En risiko for den nyfødte/spædbarnet kan ikke udelukkes. Derfor kan klinisk anvendelse ikke anbefales til ammende kvinder.)
Ramipril/hydrochlorthiazid "1A Farma", komb. (Baggrund: Ramipril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf ca. 300 for ramipril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Ranid, komb. (Baggrund: Ramipril Risikoen for uønsket fosterpåvirkning ved 1. trimester eksponering for ACE-hæmmere generelt er let forhøjet sammenlignet med baggrundsrisikoen til omkring 5-6 %. Sammenlignet med ubehandlet hypertension (og justeret for andre faktorer) synes risikoen imidlertid uændret. Må ikke anvendes i 2. og 3. trimester af graviditeten på grund af øget risiko for uønsket fosterpåvirkning, specielt i form af væksthæmning, hypocalvaria, oligohydramnios, neonatal anuri, neonatal hypotension og persisterende ductus arteriosus. De forskellige studier omfatter sammenlagt mere end 6.700 gravide eksponeret for en ACE-hæmmer i 1. trimester af graviditeten, heraf ca. 300 for ramipril. Se endvidere ACE-hæmmere . Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Det anbefales fortsat at skifte behandlingen til et af de rekommanderede præparater; se Hypertension hos gravide .)
Reagila (Bør som andre antipsykotika doseres individuelt efter aktuelle kliniske tilstand, behandlingsmål, kliniske effekt og bivirkninger. Voksne. Almindeligvis initialt 1,5 mg 1 gang dgl. Dosis kan justeres langsomt efter effekt med 1,5 mg ad gangen til højest 6 mg 1 gang dgl. Skift til og fra anden antipsykotisk behandling Skift fra andet antipsykotikum og til cariprazin: Gradvis krydstitrering bør overvejes. Den foregående behandling nedtrappes gradvis samtidigt med, at behandlingen med cariprazin initieres og opjusteres. Skift fra cariprazin og til andet antipsykotikum: Behandlingen med cariprazin seponeres og den nye behandling optitreres. Plasmakoncentrationen af total cariprazin vil falde med ca. 50 % pr. uge. Bemærk: Pga. cariprazins og de aktive metabolitters lange halveringstid, vil dosisændringer først afspejles fuldt ud i plasma efter flere uger. Patienten bør monitoreres i forhold til bivirkninger og effekt i flere uger efter behandlingsstart og dosisjustering. Begrænset erfaring vedr. ældre over 65 år. Forsigtighed anbefales. Ingen erfaring vedr. børn og unge under 18 år.)
Relistor® (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Rezolsta®, komb. (Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 40 kg Tidligere behandling Daglig dosis til indtagelse sammen med et måltid Ikke-tidligere behandlede 1 tablet (800 mg + 150 mg) ART-erfarne uden darunavirresistens HIV-1-RNA 100 x 10 6 /l 1 tablet (800 mg + 150 mg) ART = A nti r etroviral t erapi. Bemærk: Ved opkastning inden for højst 4 timer efter indtagelse af tabletten, tages en ny tablet sammen med et måltid hurtigst muligt. Glemt dosis kan tages sammen med et måltid indtil 12 timer før næste dosis. Erfaring savnes vedr. børn < 12 år.)
Rigevidon, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Ringer-Acetat "Baxter" Viaflo, komb. (Ceftriaxon: Hos neonatale samt spædbørn ≤ 28 dage: Ceftriaxon er kontraindiceret, da der er risiko for fatale ceftriaxon-calcium-udfældninger i den nyfødtes blodbane. Hos andre patienter: Må ceftriaxon ikke gives samtidigt gennem samme infusionsslange pga. risiko for udfældning af ceftriaxon-calciumsalt. Ved sekventiel infusion skal infusionsslangen skylles grundigt mellem infusionerne. Se endvidere Egenskaber, håndtering og holdbarhed . Samtidig brug af flg. lægemidler øger vasopressineffekten og dermed risikoen for hospitalserhvervet hyponatriæmi efter uhensigtsmæssigt balanceret behandling med i.v.-væsker: Carbamazepin, vincristin, SSRI , ifosfamid, antipsykotika , narkotika, NSAID , cyclophosphamid, desmopressin, oxytocin eller terlipressin.)
Ringer-acetat "Fresenius Kabi", komb. (Ceftriaxon: Hos neonatale samt spædbørn ≤ 28 dage: Ceftriaxon er kontraindiceret, da der er risiko for fatale ceftriaxon-calcium-udfældninger i den nyfødtes blodbane. Hos andre patienter: Må ceftriaxon ikke gives samtidigt gennem samme infusionsslange pga. risiko for udfældning af ceftriaxon-calciumsalt. Ved sekventiel infusion skal infusionsslangen skylles grundigt mellem infusionerne. Se endvidere Egenskaber, håndtering og holdbarhed . Samtidig brug af flg. lægemidler øger vasopressineffekten og dermed risikoen for hospitalserhvervet hyponatriæmi efter uhensigtsmæssigt balanceret behandling med i.v.-væsker: Carbamazepin, vincristin, SSRI , ifosfamid, antipsykotika , narkotika, NSAID , cyclophosphamid, desmopressin, oxytocin eller terlipressin.)
Ritalin® (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Sendolor® (Baggrund: Der er data fra to opgørelser med i alt ca. 1.000 eksponerede, heraf ca. 540 i 1. trimester uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Abstinenssymptomer hos den nyfødte er velkendte ved langvarig behandling. Respirationsdepression hos den nyfødte kan ses ved behandling i forbindelse med fødslen. Morfin bør derfor ikke anvendes de sidste uger før forventet fødsel. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Slinda® (Behandlingen påbegyndes på menstruationens 1. dag, og tabletterne tages derefter kontinuerligt. De første 24 dage tages en hvid tablet ( med drospirenon) og de efterfølgende 4 dage tages en grøn tablet ( uden drospirenon). Der skal ikke holdes pause. Opkastning/diarré Ved opkastning eller diarré inden for 3-4 timer efter indtagelse af en tablet med drospirenon (hvid tablet) kan absorptionen være mangelfuld og det anbefales at tage en ny tablet hurtigst muligt.)
Sovaldi® (Voksne og børn ≥ 12 år samt børn ≥ 3 år med legemsvægt ≥ 35 kg 400 mg 1 gang dgl. sammen med mad. Vedrørende behandlingsvarighed og kombinationsregimer sammen med andre antiivirale lægemidler henvises til: Produktresumé Antivirale midler mod hepatitis C Hepatitis C guidelines fra Dansk Selskab for Infektionsmedicin Behandlingsvejledning fra Medicinrådet . Bemærk: Behandlingsregimer og varighed er forskellig for voksne og børn/unge, se produktresume . Bemærk: Ved opkastning senest 2 timer efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Erfaring savnes vedr. børn < 3 år. Dosering til børn 3-12 år med legemsvægt 35 kg er dog ikke mulig med aktuelle tabletstyrke.)
Spexotras (Børn > 1 år. Dosering én gang dgl. efter legemsvægt i kombination med dabrafenib dispergible tabletter. Vægt* Dosis i ml. oral opl. Dosis i mg trametinib < 8 kg Erfaring savnes. Dosisanbefaling kan ikke gives. 8 kg 6 ml 0,30 mg 9 - 10 kg 7 ml 0,35 mg 11 kg 8 ml 0,40 mg 12 - 13 kg 9 ml 0,45 mg 14 - 17 kg 11 ml 0,55 mg 18 - 21 kg 14 ml 0,70 mg 22 - 25 kg 17 ml 0,85 mg 26 - 29 kg 18 ml 0,90 mg 30 - 33 kg 20 ml 1,00 mg 34 - 37 kg 23 ml 1,15 mg 38 - 41 kg 25 ml 1,25 mg 42 - 45 kg 28 ml 1,40 mg 46 - 50 kg 32 ml 1,60 mg ≥ 51 kg 40 ml 2,00 mg * Barnets vægt afrundes til nærmeste hele antal kg. Behandlingen fortsættes normalt til sygdomsprogression eller uacceptabel toksicitet. Begrænsede data for behandling af patienter over 18 år. Bivirkninger kan nødvendiggøre dosisreduktion, pausering eller seponering af behandlingen, se produktresumé . Bemærk: Tages på tom mave mindst 1 time før eller mindst 2 timer efter et måltid - hvis faste ikke tolereres af barnet, kan der evt. ammes/gives modermælkserstatning. Dosis bør tages på omtrent samme tidspunkt hver dag - fast sammen med enten morgen eller aftendosis af dabrafenib. Hvis patienten kaster op efter at have taget trametinib, bør der ikke tages en ny dosis, men vente til den næste planlagte dosis. Den orale opløsning kan administreres gennem en evt. nasogastrisk sonde.)
Spirix® (Baggrund: Der er data for omring 200 1. trimester-eksponerede uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan elektrolytforstyrrelser forekomme hos den nyfødte. Mulige alternativer, se Diuretika .)
Spiron (Baggrund: Der er data for omring 200 1. trimester-eksponerede uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan elektrolytforstyrrelser forekomme hos den nyfødte. Mulige alternativer, se Diuretika .)
Spironolactone "Accord" (Baggrund: Der er data for omring 200 1. trimester-eksponerede uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan elektrolytforstyrrelser forekomme hos den nyfødte. Mulige alternativer, se Diuretika .)
Spironolactone "Viatris" (Baggrund: Der er data for omring 200 1. trimester-eksponerede uden tegn på øget risiko for medfødte misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen, og ved anvendelse i 3. trimester kan elektrolytforstyrrelser forekomme hos den nyfødte. Mulige alternativer, se Diuretika .)
Stefaminelle®, komb. - Udgået: 16-02-2026 (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Sublifen (Baggrund: For 1. trimester-eksponerede er der ingen data, der tillader et meningsfyldt risikoestimat. Anvendelse i forbindelse med fødslen kan medføre respirationsdepression og påvirkning af hjerterytmen hos barnet. Abstinenssymptomer hos den nyfødte har været meddelt ved langvarig anvendelse. Se endvidere Opioider (analgetika) .)
Symtuza®, komb. (ART-naive og ART-erfarne* Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 40 kg 1 tablet 1 gang dgl. sammen med mad. * ART-erfarne, som er/har: uden mutationer relateret til darunavir-resistens (DRV-RAM’er) HIV-1-RNA < 100.000 kopier/ml CD4+-celletal ≥ 100 x 10 6 celler/l. ART = A nti r etroviral t erapi. Bemærk : Ved opkastning inden for 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Glemt dosis kan tages sammen med mad indtil mindst 12 timer før næste dosis. Erfaring savnes vedr. børn 3-11 år med legemsvægt 40 kg.)
Talzenna® (Brystkræft Voksne. 1 mg 1 gang dgl. Prostatakræft Voksne. 0,5 mg 1 gang dgl. i kombination med 160 mg enzalutamid. Se i øvrigt enzalutamid . Medicinsk kastration med LHRH-analog skal fortsætte under behandlingen, hvis kirurgisk kastration ikke er gennemført. Dosisreduktion eller behandlingspause kan være nødvendig ud fra tolerans og bivirkninger, se produktresumé . Bemærk: Ved opkastning efter indtagelse af talazoparib eller glemt dosis bør der ikke tages en ny dosis, men ventes til den næste planlagte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter < 18 år.)
Tecfidera (Patienter med lave lymfocyttal Inden behandlingsstart bør der foreligge en nylig foretaget komplet blodtælling (dvs. inden for de sidste 3 måneder) og denne gentages hver 3. måned i hele behandlingsforløbet. Behandling bør afbrydes hos patienter med lymfocyttal < 0,5 x 10 9 /l i mere end 6 måneder pga. risikoen for udvikling af PML (progressiv multifokal leukoencefalopati). Behandlingen kan genoptages, når lymfocyttallet er normaliseret. Symptomer på PML kan ligne et MS-attak. De udvikles i løbet af dage til uger og omfatter progressiv svaghed i den ene side af kroppen eller klodsethed af lemmer, synsforstyrrelser og ændret tankegang, hukommelse og orientering, hvilket fører til forvirring og personlighedsændringer. Patienter med alvorlig infektion bør ikke starte behandling, før infektionen er overstået. Såfremt en patient udvikler en alvorlig infektion, skal det overvejes at seponere behandlingen, og fordele og risici skal revurderes, før behandlingen genoptages. Patienter skal informeres om at rapportere symptomer på infektion til en læge. Lægemiddelinduceret leverskade, herunder forhøjede leverenzymer (≥ 3 øvre normalgrænse og forhøjede niveauer af totalt bilirubin), kan forekomme som følge af behandling med dimethylfumarat. Dette kan opstå umiddelbart, efter adskillige uger eller efter længere tid og ophører efter seponering af behandlingen. En vurdering af niveauerne af serum-amino-transferaser (ALAT, ASAT og totalt bilirubin) anbefales før behandlingsstart og under behandlingen. Patienterne bør overvåges for tegn og symptomer på herpes zoster, især hvis der er rapporteret samtidig lymfopeni.)
Telmisartan "Actavis" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Aorta- eller mitralklapstenose Obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Diabetespatienter i behandling med insulin eller antidiabetika bør monitoreres omhyggeligt, og dosisjustering af insulin eller antidiabetika kan være nødvendigt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Telmisartan "Nordic Prime" - Udgået: 22-12-2025 (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Aorta- eller mitralklapstenose Obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Diabetespatienter i behandling med insulin eller antidiabetika bør monitoreres omhyggeligt, og dosisjustering af insulin eller antidiabetika kan være nødvendigt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Telmisartan "Stada" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Aorta- eller mitralklapstenose Obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Diabetespatienter i behandling med insulin eller antidiabetika bør monitoreres omhyggeligt, og dosisjustering af insulin eller antidiabetika kan være nødvendigt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Telmisartan/Hydroklortiazid "Medical Valley", komb. (Baggrund: Telmisartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for telmisartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Tenofovir disoproxil "Accordpharma" (Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg 245 mg 1 gang dgl. Før behandling bør serum-ALAT være vedvarende forhøjet i: mindst 6 mdr. hos børn med kompenseret leversygdom, der skyldes HBeAg-positiv kronisk hepatitis B mindst 12 mdr. hos børn med HBeAg-negativ sygdom. Til børn 2-12 år findes andet præparat, som granulat og tabletter med lavere styrke. Bemærk: Ved opkastning < 1 time efter indtagelse, tages en ny dosis. Glemt dosis kan tages til et måltid indtil 12 timer før næste dosis.)
Tenofovir disoproxil "Glenmark" (Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg 245 mg 1 gang dgl. Før behandling bør serum-ALAT være vedvarende forhøjet i: mindst 6 mdr. hos børn med kompenseret leversygdom, der skyldes HBeAg-positiv kronisk hepatitis B mindst 12 mdr. hos børn med HBeAg-negativ sygdom. Til børn 2-12 år findes andet præparat, som granulat og tabletter med lavere styrke. Bemærk: Ved opkastning < 1 time efter indtagelse, tages en ny dosis. Glemt dosis kan tages til et måltid indtil 12 timer før næste dosis.)
Tenofovir disoproxil "Stada" (Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg 245 mg 1 gang dgl. Før behandling bør serum-ALAT være vedvarende forhøjet i: mindst 6 mdr. hos børn med kompenseret leversygdom, der skyldes HBeAg-positiv kronisk hepatitis B mindst 12 mdr. hos børn med HBeAg-negativ sygdom. Til børn 2-12 år findes andet præparat, som granulat og tabletter med lavere styrke. Bemærk: Ved opkastning < 1 time efter indtagelse, tages en ny dosis. Glemt dosis kan tages til et måltid indtil 12 timer før næste dosis.)
Tenofovir disoproxil "Teva" (Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg 245 mg 1 gang dgl. Før behandling bør serum-ALAT være vedvarende forhøjet i: mindst 6 mdr. hos børn med kompenseret leversygdom, der skyldes HBeAg-positiv kronisk hepatitis B mindst 12 mdr. hos børn med HBeAg-negativ sygdom. Til børn 2-12 år findes andet præparat, som granulat og tabletter med lavere styrke. Bemærk: Ved opkastning < 1 time efter indtagelse, tages en ny dosis. Glemt dosis kan tages til et måltid indtil 12 timer før næste dosis.)
Tenofovir disoproxil "Zentiva" (Voksne og børn ≥ 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg 245 mg 1 gang dgl. Før behandling bør serum-ALAT være vedvarende forhøjet i: mindst 6 mdr. hos børn med kompenseret leversygdom, der skyldes HBeAg-positiv kronisk hepatitis B mindst 12 mdr. hos børn med HBeAg-negativ sygdom. Til børn 2-12 år findes andet præparat, som granulat og tabletter med lavere styrke. Bemærk: Ved opkastning < 1 time efter indtagelse, tages en ny dosis. Glemt dosis kan tages til et måltid indtil 12 timer før næste dosis.)
Testavan (Voksne mænd Initialt. 1 pumpetryk gel (23 mg testosteron) én gang dgl. Højst anbefalede dosis er 69 mg testosteron (3 pumpetryk) dgl. Dosisjustering Dosis justeres efter testosteronkoncentrationen i plasma og kliniske tegn på testosteronmangel. Bemærk: Appliceres så vidt muligt på samme tidspunkt hver dag, helst om morgenen. Inden en ny pumpe tages i brug, skal den aktiveres - se evt. indlægssedlen. Appliceres på intakt, ren og tør hud på skuldre eller overarme vha. applikator. Gelen skal tørre på huden i 3-5 minutter inden påføring af tøj. Må ikke appliceres i genitalområdet (indholdet af alkohol kan medføre lokalirritation). Patienten bør først gå i bad mindst 2 timer efter påføring. Erfaring savnes vedr. behandling børn og unge under 18 år. Behandling af børn i præpuberteten skal foregå med forsigtighed.)
Testogel® (Gel i brev Voksne mænd Initialt 5 g gel (50 mg testosteron) én gang dgl. Højst anbefalede dosis er 10 g gel (100 mg testosteron) dgl. Gel i pumpe Voksne mænd Initialt 2 pumpetryk gel (40,5 mg testosteron) én gang dgl. Højst anbefalede dosis er 81 mg testosteron (4 pumpetryk) dgl. Bemærk: Inden en ny pumpe tages i brug, skal den aktiveres - se evt. indlægssedlen. Generelt Dosisjustering Dosis justeres efter testosteronkoncentrationen i plasma og kliniske tegn på testosteronmangel. Bemærk: Appliceres på intakt, ren og tør hud på begge skuldre og begge overarme. Appliceres så vidt muligt på samme tidspunkt hver dag, helst om morgenen. Patienten bør først gå i bad mindst 1 time efter påføring. Må ikke appliceres i genitalområdet (indholdet af alkohol kan medføre lokalirritation). Gelen skal tørre på huden i 3-5 minutter inden påføring af tøj. Erfaring savnes vedr. behandling børn og unge under 18 år. Behandling af børn i præpuberteten skal foregå med forsigtighed.)
Theo-dur® (Baggrund: Der er data for mere end 5.000 eksponerede, heraf mere end 2.000 i 1. trimester. En kohorte fandt en overhyppighed af hjertemisdannelser og spina bifida. Dette er ikke genfundet i de øvrige data. Risikoen for tidlig fødsel er let forøget. Terapeutiske plasmakoncentrationer ses hos den nyfødte, og takykardi, opkastning og irritabilitet kan forekomme. Et enkelt tilfælde af abstinens med korte perioder af apnø er set. Theophyllin kan anvendes med forsigtighed under graviditet. Clearance falder i 2. og 3. trimester, og dosisreduktion kan være nødvendig. Behandling under graviditet kræver tæt obstetrisk kontrol med hyppige målinger af plasmakoncentrationen.)
Toilax® (Enkelttilskud vil normalt kunne imødekommes i følgende tilfælde: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apopleksia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Tolucombi®, komb. (Baggrund: Telmisartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for telmisartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Tolura® (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Aorta- eller mitralklapstenose Obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Diabetespatienter i behandling med insulin eller antidiabetika bør monitoreres omhyggeligt, og dosisjustering af insulin eller antidiabetika kan være nødvendigt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Tomonil (Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og man kan indtage en ny tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Ved mere end 5 dages forsinket menstruation eller ved unormal blødning bør graviditetstest udføres. Kvinder, der har behov for postcoital svangerskabsforebyggelse, og som har indtaget et enzyminducerende lægemiddel inden for de seneste 4 uger (se evt. interaktioner), rådes til at bruge et ikke-hormonalt nødpræventionsmiddel (fx en kobber-spiral). Hvis brug af kobberspiral ikke er muligt, anbefales kvinderne at fordoble den almindelige dosis levonorgestrel fra 1,5 mg til 3 mg for at kompensere for reduktionen i plasmakoncentrationen af levonorgestrel.)
Topogyne (Medicinsk afbrydelse af graviditet Voksne. 1 dosis på 400 mikrogram tages oralt 24 (1019) -48 timer efter indtagelse af en dosis mifepriston. Bemærk: Yderligere dosering kan være nødvendig (5731) . Hvis blødning ikke er indtrådt efter 3 timer, indtages yderligere 1 dosis på 400 mikrogram. Forberedelse af cervix uteri før kirurgisk afbrydelse af graviditet Voksne.1 dosis på 400 mikrogram tages oralt 3-4 timer før det kirurgiske indgreb. Bemærk: Ved opkastning inden for 30 minutter efter indtagelsen tages en ny dosis (400 mikrogram). Begrænset erfaring vedr. unge under 20 år.)
Tresiba® (Type 1-diabetes I kombination med hurtigtvirkende insulin Voksne og børn > 1 år. Individuel dosering. Dosis gives s.c. i forbindelse med et måltid. Type 2-diabetes Monoterapi eller i kombination med orale antidiabetika eller bolusinsulin Voksne. Individuel dosering med startdosis 10 E. Børn > 1 år. Individuel dosering. Dosis gives s.c. I kombination med GLP-1-receptoragonist Insulin degludec i tillæg til GLP-1-receptoragonist Voksne . Individuel dosering med startdosis 10 E. Børn > 1 år. Individuel dosering. Dosis gives s.c. GLP-1-receptoragonist i tillæg til insulin degludec Voksne. Hidtidig dosis reduceres med 20 % for at minimere risiko for hypoglykæmi. Derefter individuel dosisjustering. Børn > 1 år. Individuel dosering. Dosis gives s.c. Bemærk: Injektionssted skal varieres inden for det samme område for at nedsætte risiko for lipodystrofi og kutan amyloidose. Vær opmærksom på, at dosistælleren på begge penne indstilles på antal enheder uafhængigt af, hvilken styrke der behandles med. Det betyder, at dosis ikke skal omregnes, hvis patienten skifter fra den ene styrke til den anden styrke. Bør tages omkring samme tidspunkt hver dag. Hvis det ikke er muligt at tage det på samme tidspunkt hver dag, har en tidsforskydning på 8 timer ikke medført forringet glucosekontrol. Hvis man har glemt at tage insulinen om morgenen, kan den derfor tages om eftermiddagen. Erfaring savnes vedr. fleksibelt tidspunkt hos børn og unge. Bemærk, at det pga. af den lange halveringstid tager 2-3 dage, før insulin absorptionsmængden pr. døgn svarer til den nye dosis. Ved skift fra basalinsulin to gange daglig til insulin degludec skal der overvejes en dosisreduktion på 20 % i forhold til tidligere basalinsulin dosis efterfulgt af individuelle dosisjusteringer. Ved skift fra basalinsulin til insulin degludec hos børn skal individuel dosering af basal- og bolusinsulin overvejes for at mindske risikoen for hypoglykæmi.)
Trinordiol®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Triregol, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Trisekvens®, komb. (1 tabl. dgl. Tabletterne tages i den i pakken angivne rækkefølge. De første 12 dage tages de blå, som kun indeholder østrogen De næste 10 dage tages de hvide, som indeholder både østrogen og gestagen De sidste 6 dage tages de røde tabletter, som kun indeholder østrogen i halveret dosis. Der indtræder sædvanligvis en menstruationslignende blødning før opstart af en ny pakning. Der holdes ikke pause mellem tabletserierne. Bemærk: Til behandling af postmenopausale symptomer anbefales laveste, effektive dosis og kortest mulige behandlingsperiode. Erfaring med behandling af kvinder over 65 år er begrænset.)
Trisequens, komb. (1 tabl. dgl. Tabletterne tages i den i pakken angivne rækkefølge. De første 12 dage tages de blå, som kun indeholder østrogen De næste 10 dage tages de hvide, som indeholder både østrogen og gestagen De sidste 6 dage tages de røde tabletter, som kun indeholder østrogen i halveret dosis. Der indtræder sædvanligvis en menstruationslignende blødning før opstart af en ny pakning. Der holdes ikke pause mellem tabletserierne. Bemærk: Til behandling af postmenopausale symptomer anbefales laveste, effektive dosis og kortest mulige behandlingsperiode. Erfaring med behandling af kvinder over 65 år er begrænset.)
Truvada®, komb. (Behandling og profylakse Voksne og unge > 12 år med legemsvægt ≥ 35 kg . 1 tabl. 1 gang dgl. Samme dosering bruges ved preeksposure profylase (prep). Bemærk: Ved opkastning inden for 1 time efter indtagelse af tabletten tages en ny tablet. Glemt dosis kan tages ind til 12 timer efter tidspunktet for den glemte dosis. Erfaring savnes vedr. patienter < 12 år.)
Tuberkulin PPD RT23 "AJV" (0,1 ml (svarende til 2 TE) injiceres intradermalt på den midterste tredjedel af underarmens dorsalside. Bemærk: Hvis produktet injiceres for dybt, dvs. subkutant, er der risiko for falsk negativ reaktion. Hvis der skal sættes en ny test, skal det ske mindst 4 cm fra første injektionssted eller på den anden arm. Ved kraftig behåring anvendes volarsiden. Se endvidere detaljer vedr. injektion i medfølgende brugsvejledning. Reaktionen aflæses efter 48-72 timer som diameteren af den fremkomne induration (erytem medregnes ikke). Se evt. Statens Serum Institut (Mantoux-test) .)
Tuzulby® (Biotilgængelighed 14-30 % pga. udtalt first pass-metabolisme i leveren. Metaboliseres i leveren til inaktive metabolitter. Plasmahalveringstid 2-3 timer. < 1 % udskilles uomdannet gennem nyrerne. Oral opløsning og tabletter Maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Depottabletter Efter indgift opløses tabletovertrækket, hvilket medfører en initial maksimal plasmakoncentration efter 1-2 timer. Den efterfølgende gradvise frigivelse af aktivt stof fra tabletkernen medfører en senere maksimal plasmakoncentration efter 6-8 timer. Depottyggetabletter Depottyggetabletter afgiver ca. 30 % af det aktive stof hurtigt, mens ca. 70 % afgives over en længere periode. Terapeutiske niveauer af methylphenidat opretholdes ca. 8 timer efter administrationen. Kapsler med modificeret udløsning Methylphenidate Orifarm , Methylphenidate Stada , Methylphenidate Teva , Metyrol® og Ritalin Uno : Kapslen frigiver det aktive stof med to maksimale plasmakoncentrationer med 4 timers mellemrum (svarende til indgift af 2 tabletter med 4 timers interval). Medikinet® CR og Retard : Kapslen frigiver det aktive stof i to faser. Initialt frigives methylphenidat hurtigt, svarende til en alm. tablet, fulgt af en ny frigivelse 3 timer senere med efterfølgende langsom afgift af den resterende mængde stof. Equasym® Depot og Equasym XL ; Kapslen er fremstillet således, at der initialt afgives 30 % aktivt stof efterfulgt af en langsom afgift af det resterende aktive stof.)
Tyruko® (Baggrund: Der er data for omkring 500 1. trimester eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket forsterpåvirkning. Datamængder tillader ikke at udelukke en mindre øget risiko. Natalizumab krydser ikke placenta i første trimester, men transporteres aktivt over placenta i andet og tredje trimester, og eksponering sent i graviditeten har været forbundet med udvikling af reversibel mild til moderat anæmi og trombocytopeni hos den nyfødte.)
Tysabri® (Baggrund: Der er data for omkring 500 1. trimester eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket forsterpåvirkning. Datamængder tillader ikke at udelukke en mindre øget risiko. Natalizumab krydser ikke placenta i første trimester, men transporteres aktivt over placenta i andet og tredje trimester, og eksponering sent i graviditeten har været forbundet med udvikling af reversibel mild til moderat anæmi og trombocytopeni hos den nyfødte.)
Uplizna® (Inden behandlingen opstartes, bør følgende analyser udføres: Kvantitativ S-immunglobulin, tælling af B-lymfocytter og komplet blodtælling (CBC), herunder differentialer Screening for hepatitis B-virus (HBV) Screening for hepatitis C-virus (HCV) og behandling heraf før opstart af behandling med inebilizumab Evaluering for aktiv tuberkulose og test for latent infektion Patienten bør monitoreres for infusionsrelaterede reaktioner i mindst en time efter udførelse af infusionen. Infektioner I tilfælde af infektion skal infusionen udsættes, indtil infektionen er sufficient behandlet. Patienter skal informeres om straks at rapportere symptomer på infektion til deres læge. Det skal overvejes at seponere behandlingen, hvis en patient udvikler en alvorlig infektion eller har recidiverende infektion, hvis Ig-niveauer antyder svækket immunforsvar. HBV- og HCV-screening bør udføres hos alle patienter og behandles før opstart. Inebilizumab må ikke administreres til patienter med aktiv hepatitis fra HBV, som er positive for hepatitis B- overfladeantigen (HBsAg) eller hepatitis B-kerneantistof (HBcAb) pga. risiko for reaktivering af virus. Patienter, som er kroniske bærere af HBV [HBsAg+], skal rådgives af gastroenterolog/hepatolog før opstart af og under behandlingen. Før opstart af inebilizumab skal patienterne evalueres for aktiv tuberkulose og testes for latent infektion. Ved aktiv tuberkulose eller ved positiv test for tuberkulose ved screening skal der rådføres med speciallæge i infektionssygdomme før behandling med inebilizumab iværksættes. Progressiv multifokal leukoencefalopati (PML), forårsaget af John Cunningham virus (JCV), forekommer typisk hos patienter med komprommiteret immunforsvar. JCV-infektion, der fører til PML, er blevet observeret hos patienter behandlet med andre B-celle-depleterende antistoffer. Læger bør være opmærksomme på kliniske symptomer eller fund på MR-scanninger, som kan være tegn på PML, og som kan være synlige før kliniske tegn eller symptomer. Typiske symptomer forbundet med PML er mangeartede, progredierer i løbet af dage til uger og omfatter progressiv svaghed i den ene side af kroppen eller klodsede bevægelser i arme og ben, synsforstyrrelse og ændret tankemåde, hukommelse og orientering, som kan føre til forvirring og personlighedsændringer. Ved det første tegn eller symptom, som kan antyde PML, skal inebilizumab seponeres, indtil PML er blevet udelukket. Hæmatologi En nylig (dvs. inden for 6 måneder) komplet blodtælling, herunder differentialtælling og immunglobuliner skal indhentes inden opstart af inebilizumab. Der er blevet rapporteret tilfælde af neutropeni med sen debut mindst 4 uger efter den seneste infusion (nogle af tilfældene var grad 3, de fleste grad 1 eller 2). Det anbefales at måle neutrofile granulocytter i blodet hos patienter med tegn og symptomer på infektion. Patienter med alvorlig immunkompromitteret tilstand (herunder HIV-infektion eller splenektomi) må ikke behandles, før tilstanden er bedret. Spædbørn, hvis mødre er eksponeret for inebilizumab under graviditeten, må ikke få levende eller levende, svækkede vacciner, før regenerering af B-celletal hos spædbarnet er blevet bekræftet. Tiden til B-celle-repletering efter administration af inebilizumab kendes ikke. Bemærk: B-celle-depletering under den nedre normalgrænse blev opretholdt hos 94 % af patienterne i mindst 6 måneder efter behandling. Natriumindhold Dette lægemiddel indeholder 48,3 mg natrium pr. dosisenhed, svarende til 2 % af den WHO anbefalede maksimale daglige indtagelse af 2 g natrium for en voksen.)
Valsartan "Krka" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati Det anbefales at følge serum-kalium og kreatininniveauerne regelmæssigt. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Nyrefunktion og serum-kalium bør monitoreres tæt hos børn og unge med hypertension. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonist (ARB).)
Valsartan "Nordic Prime" (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Mitralklapstenose Aortastenose Hypertrofisk kardiomyopati Det anbefales at følge serum-kalium og kreatininniveauerne regelmæssigt. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Nyrefunktion og serum-kalium bør monitoreres tæt hos børn og unge med hypertension. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Valsartan/Hydrochlorothiazide "Krka", komb. (Baggrund: Valsartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for valsartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Valsartan/hydroklortiazid "Jubilant", komb. (Baggrund: Valsartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for valsartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Valsartore Comp, komb. (Baggrund: Valsartan Der er meget sparsomme data for angiotensin II-antagonister med lidt over 300 gravide eksponeret i 1. trimester af graviditeten. Der er beskrevet oligohydramnios, anuri, væksthæmning og neonatal hypotension, specielt ved eksponering i 2. og 3. trimester. Der er ikke specifikke data for valsartan, som tillader et meningsfyldt risikoestimat. Hydrochlorthiazid For hydrochlorthiazid er der data for ca. 600 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Datamængden tillader ikke at udelukke en øget risiko. For thiazider som gruppe er der data for mere end 2.000 eksponerede, heraf 1.000 i 1. trimester, med en let øget overhyppighed af misdannelser; i hvilket omfang disse observationer skyldes lægemiddel eller underliggende sygdom er uklart. Elektrolytforstyrrelser, hypoglykæmi, trombocytopeni og hyperbilirubinæmi hos den nyfødte har været meddelt. Behandling med diuretika kan kompromittere placentaperfusionen. Se endvidere Hypertension hos gravide .)
Velsipity® (Infektionsrisiko Etrasimod kan forårsage et fald i perifert lymfocyttal, hvilket øger risikoen for infektion. Der skal indhentes en nylig (dvs. inden for 6 måneder eller efter seponering af tidligere colitis ulcerosa-behandling) komplet blodtælling (differential tælling), herunder lymfocyttal, før etrasimod påbegyndes. Progressiv multifokal leukoencefalopati (PML) er rapporteret hos patienter med multipel sklerose, som fik behandling med (S1P)-receptormodulatorer. Ved kliniske symptomer og/eller neurologiske fund, der kan tyde på PML, skal behandlingen med etrasimod afbrydes, indtil PML er udelukket eller konfirmeret. Sjældne tilfælde af posterior reversibelt encefalopatisyndrom (PRES) er set hos patienter, der fik S1P-receptormodulatorer. Ved udvikling af neurologiske eller psykiske symptomer (fx kognitiv svækkelse, adfærdsændringer, synsforstyrrelserellerandre tegn på stigning i det intrakranielle tryk) bør PRES overvejes. Behandling med etrasimod skal seponeres ved mistanke om PRES. Kardiologiske forholdsregler Monitorering: På grund af risikoen for forbigående fald i hjertefrekvensen i forbindelse med initiering af behandling med etrasimod anbefales det, at første dosis ledsages af 4 timers overvågning for symptomer på symptomatisk bradykardi hos patienter med en hvilepuls på < 50 slag pr. minut, 2. grads [Mobitz type I], AV-blok, tidligere myokardieinfarkt eller hjertesvigt. I overvågningsperioden skal patienterne kontrolleres med puls-og blodtryksmåling hver time i 4 timer samt have optaget et ekg før og efter de 4 timer. Leverskade Der kan opstå forhøjede niveauer af aminotransferaser under behandling med etrasimod. Der skal foreligge nylige resultater for transaminase- og bilirubinniveauer (dvs. indhentet inden for de seneste 6 måneder) inden behandlingsstart. Patienter, der udvikler symptomer, der tyder på nedsat leverfunktion (fx uforklarlig kvalme, opkastning, abdominalsmerter, træthed, anoreksi eller icterus og/eller mørk urin), skal have kontrolleret deres leverenzymer, og etrasimod skal seponeres, hvis signifikant leverskade bekræftes. Vaccination Anvendelse af levende svækkede vacciner kan indebære en risiko for infektion, og skal derfor undgås under behandling med etrasimod og i mindst 2 uger efter seponering af behandling. Hvis immuniseringer med levende, svækkede vacciner er nødvendige, skal de administreres mindst 1 måned, før behandlingsstart. Andre forsigtighedsregler Pga. mulig risiko for maligne hudvækster bør eksponering for sollys uden beskyttelse undgås. Tilsvarende må der ikke gives lysbehandling med UVB-stråling eller PUVA-fotokemoterapi. Makulært ødem med eller uden visuelle symptomer er observeret hos patienter med præeksisterende risikofaktorer eller komorbide sygdomme. Det anbefales, at patienter med diabetes, uveitis eller en anamnese med retinal sygdom gennemgår en oftalmologisk undersøgelse, før og under behandling med etrasimod.)
Vemlidy® (Voksne og børn ≥ 6 år med legemsvægt ≥ 25 kg 25 mg 1 gang dgl. sammen med mad. Seponering: HBeAg-positive uden cirrose Mindst 6-12 mdr. efter bekræftet HBe-serokonvertering For at detektere virologisk relaps efter seponering bør der evalueres regelmæssigt. HBeAg-negative uden cirrose Mindst indtil HBe-serokonvertering Ved behandling > 2 år bør der evalueres regelmæssigt for relevans af fortsat behandling. Bemærk Glemt dosis kan tages sammen med mad indtil mindst 6 timer før næste dosis. Ved opkastning ≤ 1 time efter indtagelse tages en ny tablet sammen med mad. Erfaring savnes vedr. dekompenseret leversygdom med Child Pugh C . Erfaring savnes vedr. børn < 6 år eller med legemsvægt 25 kg.)
Verzenios (Tidlig brystkræft Voksne 150 mg 2 gange dgl. Varighed af behandling: Kontinuerligt i 2 år eller indtil recidiv eller uacceptabel toksicitet. Fremskreden metastatisk brystkræft Voksne 150 mg 2 gange dgl. Varighed af behandling: Så længe der er klinisk fordel eller indtil recidiv eller uacceptabel toksicitet. Bemærk: Bør tages på omtrent samme tidspunkt hver dag. Ved opkastning efter indtagelse af abemaciclib eller glemt dosis bør der ikke tages en ny dosis, men ventes til den næste planlagte dosis. Ved uacceptable bivirkninger kan dosisreduktion, midlertidig eller permanent seponering blive nødvendig, se produktresumé . Erfaring savnes vedr. patienter < 18 år.)
Vinelle (Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke minipiller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte minipille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud.)
Viread® (Tabletter Alder Legemsvægt Dosis Voksne ≥35 kg 245 mg 1 gang dgl. Børn 12-18 år ≥35 kg 245 mg 1 gang dgl. Børn 6-12 år 28-35 kg 204 mg 1 gang dgl. Børn 6-12 år 22-28 kg 163 mg 1 gang dgl. Børn 6-12 år 17-22 kg 123 mg 1 gang dgl. Granulat Børn 2-12 år. 6,5 mg/kg legemsvægt 1 gang dgl. Før behandling bør serum-ALAT være vedvarende forhøjet i: mindst 6 mdr. hos børn med kompenseret leversygdom, der skyldes HBeAg-positiv kronisk hepatitis B mindst 12 mdr. hos børn med HBeAg-negativ sygdom. Bemærk: Granulat : Udrøres i mindst 1 spiseskefuld blød mad pr. måleske granulat. Ved opkastning < 1 time efter indtagelse, tages en ny dosis. Erfaring savnes vedr. børn med kronisk hepatitis B i alderen 2-12 år med legemsvægt 35 kg. Erfaring savnes vedr. børn < 2 år.)
Vocabria® (Tabletter Glemt dosis tages hurtigst muligt. Hvis næste dosis skal tages inden for 12 timer, skal patienten ikke tage den manglende dosis, men blot genoptage den sædvanlige doseringsplan. Ved opkast inden for 4 timer efter indtagelse af en tablet, skal patienten tage en ny tablet. Ved opkast efter 4 timer efter indtagelse af en tablet, skal patienten blot tage næste planlagte dosis. Injektioner Se tabel 4 (patienter på injektion hver 2. måned) i produktresumé vedr. dosering efter manglende injektioner.)
Vreya®, komb. (I første behandlingsperiode startes på 1. dag regnet fra menstruationens begyndelse. Der tages 1 tabl. dgl. i 21 dage. Derefter 7 dages pause, hvori der kommer en menstruationslignende blødning. Kvinden kan skifte fra orale tabletter på en hvilken som helst dag (ved skift fra implantat eller intrauterint indlæg på den dag det fjernes; ved skift fra injektion, når næste injektion skulle være givet). I alle tilfælde skal kvinden tilrådes at bruge en barrieremetode samtidig i de første 7 dage af tabletindtagelsen. Ved glemt indtagelse: En glemt tablet indtages straks - også selvom det betyder, at der skal indtages to tabletter samtidig. Hvis der er forløbet mere end 36 timer mellem indtagelse af to tabletter, kan den svangerskabsforebyggende effekt være usikker - specielt inden for seriens første eller sidste 7 dage. Glemmes tabletten inden for de første 7 dage, bør der suppleres med en anden kontraceptiv metode i de næste 7 dage. Glemmes tabletten inden for de sidste 7 dage kan man enten vælge, at overspringe den kommende pause og straks starte på næste pakning eller straks at holde op til 7 dages pause og derefter starte på en ny pakning på den sædvanlige ugedag. Patienten bør kontrolleres som ved anden hormonal kontraception.)
Vumerity® (Da diroximelfumarat - i lighed med dimethylfumarat - metaboliseres til monomethylfumarat ved oral administration, vil risici forbundet med diroximelfumarat forventes at være tilsvarende dem, der er rapporteret for dimethylfumarat (selvom ikke alle risici er observeret specifikt med diroximelfumarat). Inden behandlingsstart: Vurdering af nyrefunktion (fx plasma-kreatinin, plasma-carbamid og urinundersøgelse) anbefales inden behandlingsstart samt efter 3 og 6 måneder og derefter hver 6. til 12. måned samt på klinisk indikation. Der skal foreligge en nylig foretaget komplet blodtælling (dvs. inden for de sidste 3 måneder), og denne gentages hver 3. måned i hele behandlingsforløbet. Behandling bør afbrydes hos patienter med lymfocyttal < 0,5 x 10 9 /l i mere end 6 måneder pga. risikoen for udvikling af PML (progressiv multifokal leukoencefalopati). Før behandlingen indledes, skal en baseline -MR-scanning være til rådighed (sædvanligvis inden for 3 måneder) som reference. Det anbefales, at der udføres re-baseline MR-scanning efter 3-6 måneders behandling. MR-scanning gentages herefter årligt og på klinisk indikation. Forsigtighed under behandlingen: Risici for PML omfatter bl.a. lymfopeni, udtalte fald i CD4+ og især i CD8+ T-celletal samt tidligere immunsuppressiv behandling. Ved det første tegn eller symptom, der tyder på PML, bør diroximelfumarat seponeres. Behandlingen kan genoptages, når lymfocyttallet er normaliseret. Symptomer på PML kan ligne et MS-attak, udvikles i løbet af dage til uger og omfatter progressiv svaghed eller styringsbesvær af en arm eller et ben, af den ene side af kroppen eller af benene, synsforstyrrelser samt ændret tankegang, hukommelse og orientering, hvilket fører til forvirring og personlighedsændringer. Alvorlig, aktiv gastro-intestinal sygdom. Patienter med alvorlig infektion bør ikke starte behandling, før infektionen er overstået. Hvis en patient udvikler en alvorlig infektion, skal det overvejes at seponere behandlingen, og fordele og risici skal revurderes, før behandlingen genoptages. Patienter skal informeres om at rapportere symptomer på infektion til en læge. Lægemiddelinduceret leverskade, herunder forhøjede leverenzymer (≥ 3 øvre normalgrænse og forhøjede niveauer af totalt bilirubin), kan forekomme som følge af behandling med dimethylfumarat. Dette kan opstå umiddelbart efter behandlingsstart, efter adskillige uger eller efter længere tid og ophører efter seponering af behandlingen. En vurdering af ALAT, ASAT og totalt bilirubin anbefales før behandlingsstart og under behandlingen. Patienterne bør overvåges for tegn og symptomer på herpes zoster, især hvis der er rapporteret samtidig lymfopeni.)
Xospata (Voksne . Initialdosis 120 mg 1 gang dgl. Ved udebleven respons efter 4 uger kan dosis øges til 200 mg 1 gang dgl. Bemærk: Dosis skal tages på omtrent samme tidspunkt hver dag. Ved glemt dosis, skal dosis tages så hurtigt som muligt den samme dag, og næste dosis tages til normalt tidspunkt dagen efter. Ved opkastning efter at dosis er taget, må der ikke tages en ny dosis, og næste dosis tages til normalt tidspunkt dagen efter. Behandlingspause med efterfølgende dosisreduktion eller evt. seponering kan være nødvendig pga. bivirkninger, se produktresumé. Erfaring savnes vedr. patienter < 18 år.)
Yana®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Yasmin 28®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Yasmin®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Yasminelle 28®, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Zanacodar (Angioødem i anamnesen Nyrearteriestenose Aorta- eller mitralklapstenose Obstruktiv hypertrofisk kardiomyopati. I forbindelse med de første doser er der hos enkelte patienter konstateret excessivt blodtryksfald, specielt ved samtidig behandling med diuretika og/eller andre vasodilatorer. Hypovolæmi bør korrigeres, før behandlingen indledes. Risiko for hyperkaliæmi ved samtidig indgift af aldosteronantagonister eller ACE-hæmmere. Diabetespatienter i behandling med insulin eller antidiabetika bør monitoreres omhyggeligt, og dosisjustering af insulin eller antidiabetika kan være nødvendigt. Der er indberettet intestinalt angioødem, med symptomer som mavesmerter, kvalme, opkastning og diarré der forsvandt efter seponering af angiotensin II-receptorantagonister.)
Zeposia® (Der bør udvises forsigtighed hos patienter med multipel sklerose > 55 år og hos patienter med colitis ulcerosa > 65 år, da der er en mulig forhøjet risiko for bivirkninger hos denne population, især ved langvarig behandling. Kardiologiske forholdsregler Før behandling skal der altid tages et ekg. Ozanimod kan føre til forbigående reduktioner i hjertefrekvensen, og derfor skal det indledende dosisoptrapningsprogram følges for at nå til vedligeholdelsesdosen (0,92 mg) på dag 8. Efter første dosis bør patienten med præeksisterende hjerteanomalier monitoreres mht. puls- og blodtrykskontrol hver time i 6 timer samt ekg-måling efter de 6 timer. Der anbefales yderligere overvågning efter 6 timer hos patienter: med en hjertefrekvens under 45 slag i minuttet hvor hjertefrekvensen i observationsperioden forbliver faldende. Dette kan tyde på, at hjertefrekvensen kan falde yderligere også efter de initiale 6 timers observation med evidens for et nyopstået 2. grads eller højere AV-blok på ekg 6 timer efter dosis med et QTc-interval ≥ 500 msek Hvis det er nødvendigt med medicinsk behandling, skal overvågningen fortsættes natten over, og der skal igen udføres en 6-timers overvågning efter den anden dosis ozanimod. Før initiering af behandling bør der rådføres med en kardiolog hos følgende patienter for at beslutte, om ozanimod kan påbegyndes på sikker vis, og for at bestemme den mest hensigtsmæssige overvågningsstrategi: anamnese med hjertestop, cerebrovaskulær sygdom, ukontrolleret hypertension eller svær, ubehandlet søvnapnø, anamnese med tilbagevendende synkope eller symptomatisk bradykardi, præeksisterende signifikant forlængelse af QT-intervallet (QTc over 500 msek) eller andre risici for QT-forlængelse, og hos patienter, der får andre lægemidler end β-blokkere og calciumantagonister, der kan potensere bradykardi. Levertal Der kan opstå forhøjede niveauer af aminotransferaser under behandling med ozanimod. Der bør foreligge nylige (dvs. inden for de seneste 6 måneder) levertransaminaser - og bilirubinniveauer, før behandling med ozanimod påbegyndes. Hvis der ikke er kliniske symptomer til stede, skal levertransaminaser og bilirubin kontrolleres ved måned 1, 3, 6, 9 og 12 i løbet af behandlingen og derefter periodisk. Hvis levertransaminaserne stiger til over 5 gange den øvre normalgrænse (upper limit of normal, ULN), bør hyppigere kontroller iværksættes. Hvis levertransaminaserne bekræftes til at være over 5 gange ULN, skal behandlingen med ozanimod afbrydes og først genstartes, når niveauet af levertransaminaser er normaliseret. Patienter, der udvikler symptomer, der tyder på leverdysfunktion (uforklaret kvalme, opkastning, abdominalsmerter, træthed, anoreksi eller icterus og/eller mørk urin), skal have kontrolleret deres leverenzymer, og ozanimod skal seponeres, hvis signifikant leverskade bekræftes. Immunsystemet og infektioner Ozanimod har en immunsuppressiv virkning, der prædisponerer patienterne for en risiko for infektion, herunder opportunistiske infektioner, og kan øge risikoen for at udvikle maligniteter (inkl. i huden). Ozanimod forårsager en gennemsnitlig reduktion i det perifere lymfocyttal i blodet på 45 % af baseline-værdierne som følge af en reversibel tilbageholdelse af lymfocytter i det lymfoide væv. Virkningen kan vedvare flere uger efter seponering og ozanimod kan derfor øge følsomheden over for infektioner. Der skal indhentes en nylig (dvs. inden for 6 måneder efter seponering af tidligere MS- eller colitis ulcerosa-behandling) komplet blodtælling, herunder lymfocyttal, før ozanimod påbegyndes. Det anbefales også, at komplet blodtælling vurderes periodisk i løbet af behandlingen. Hvis der bekræftes et absolut lymfocyttal 0,5 x 10 9 /l, hvor det kan overvejes at genstarte behandlingen igen. Initiering af behandling med ozanimod hos patienter med en aktiv infektion skal udsættes, indtil infektionen er overstået. Patienterne skal instrueres i straks at indberette symptomer på infektion til lægen. Ved alvorlig infektion skal det overvejes at afbryde behandlingen. Da eliminationen af ozanimod efter seponering kan tage op til 3 måneder, skal overvågningen for infektioner fortsættes i denne periode. Progressiv multifokal leukoencefalopati (PML) er en opportunistisk virusinfektion af hjernen forårsaget af John Cunningham-virus (JCV), som typisk opstår hos immunkompromitterede, kan medføre døden eller svær invaliditet. Symptomer på PML kan ligne et skleroseattak og forværres i løbet af dage til uger. Typiske symptomer er nedsat kraft eller bevægeforstyrrelser i arm eller ben, synsforstyrrelser, kognitiv dysfunktion og personlighedsforstyrrelser. Lægerne skal være årvågne for kliniske symptomer på PML eller fund på MR-scanninger, der kan tyde på PML, da disse kan fremkomme før kliniske tegn eller symptomer. Ved mistanke om PML, skal behandlingen med ozanimod afsluttes, indtil PML er blevet udelukket. Hvis PML bekræftes, skal behandlingen med ozanimod seponeres. Vacciner Anvendelse af levende, svækkede vacciner bør undgås under og i 3 måneder efter behandling med ozanimod. Hvis immuniseringer med levende, svækkede vacciner er nødvendige, skal de administreres mindst 1 måned, før ozanimod påbegyndes. Vaccination mod varicella zoster-virus (VZV) af patienter, hvor der ikke er dokumenteret immunitet mod VZV, anbefales før behandling med ozanimod. Andre forhold Pga. mulig risiko for maligne hudvækster bør eksponering for sollys uden beskyttelse undgås. Tilsvarende må der ikke gives lysbehandling med UV-B-stråling eller PUVA-fotokemoterapi. Makulært ødem med eller uden visuelle symptomer er observeret hos patienter med præeksisterende risikofaktorer eller komorbide sygdomme. Det anbefales, at patienter med diabetes, uveitis eller en anamnese med retinal sygdom gennemgår en oftalmologisk undersøgelse, før behandling med ozanimod påbegyndes, og at de har opfølgende evalueringer under behandlingen. Blodtrykket skal overvåges regelmæssigt under behandlingen. Forsigtighed ved svær luftvejssygdom, lungefibrose og kronisk obstruktiv lungesygdom. Svær sygdomsforværring, herunder sygdomsrecidiv, er i sjældne tilfælde blevet rapporteret efter seponering af en anden S1P-receptormodulator, og risikoen i forbindelse med seponering af ozanimod bør tages i betragtning.)
Zoely, komb. (Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved udebleven blødning i næste pause eller periode med inaktive tabletter bør der tages en graviditetstest. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor der startes på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis den glemte p-pille tages og der følges eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at der derfor skal følges instrukser samt eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at graviditet kan være opstået hvis der har været samleje forud. Se desuden Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) .)
Zoledronsyre "Oresund Pharma" (osteoporose) (Osteoporose Voksne 5 mg administreret som i.v. infusion over mindst 15 min. en gang om året. Behandlingen bør suppleres med et fast dagligt oralt tilskud af calcium og D-vitamin. Hos patienter med en nylig lavenergi-hoftefraktur anbefales det at administrere zoledronsyre-infusion mindst to uger efter hoftefrakturhelingen. Det anbefales at give en støddosis D-vitamin på 50.000 til 125.000 IE oralt eller intramuskulært før den første zoledronsyre-infusion hos disse patienter. Pagets knoglesygdom Voksne 5 mg som i.v. infusion over mindst 15 min. Gives som enkeltdosis. Behandlingen bør ledsages af et oralt tilskud af D-vitamin og calcium (4-500 mg calcium 2 gange dgl. i mindst 10 dage) for at undgå sekundær hyperparatyroidisme. Se endvidere Bisfosfonater (hypercalcæmi) . Bemærk: Inden og efter behandlingen skal patienten være velhydreret. Den optimale varighed af bisfosfonatbehandling af osteoporose er ikke fastlagt. Behovet for fortsat behandling skal revurderes regelmæssigt, baseret på fordele og mulige risici af zoledronsyre for den enkelte patient, især efter anvendelse i 5 år eller mere.)
Zoledronsyre "Sun Pharma" (Osteoporose Voksne 5 mg administreret som i.v. infusion over mindst 15 min. en gang om året. Behandlingen bør suppleres med et fast dagligt oralt tilskud af calcium og D-vitamin. Hos patienter med en nylig lavenergi-hoftefraktur anbefales det at administrere zoledronsyre-infusion mindst to uger efter hoftefrakturhelingen. Det anbefales at give en støddosis D-vitamin på 50.000 til 125.000 IE oralt eller intramuskulært før den første zoledronsyre-infusion hos disse patienter. Pagets knoglesygdom Voksne 5 mg som i.v. infusion over mindst 15 min. Gives som enkeltdosis. Behandlingen bør ledsages af et oralt tilskud af D-vitamin og calcium (4-500 mg calcium 2 gange dgl. i mindst 10 dage) for at undgå sekundær hyperparatyroidisme. Se endvidere Bisfosfonater (hypercalcæmi) . Bemærk: Inden og efter behandlingen skal patienten være velhydreret. Den optimale varighed af bisfosfonatbehandling af osteoporose er ikke fastlagt. Behovet for fortsat behandling skal revurderes regelmæssigt, baseret på fordele og mulige risici af zoledronsyre for den enkelte patient, især efter anvendelse i 5 år eller mere.)
Zyrona, komb. (I første behandlingsperiode startes på 1. dag regnet fra menstruationens begyndelse. Der tages 1 tabl. dgl. i 21 dage. Derefter 7 dages pause, hvori der kommer en menstruationslignende blødning. Kvinden kan skifte fra orale tabletter på en hvilken som helst dag (ved skift fra implantat eller intrauterint indlæg på den dag det fjernes; ved skift fra injektion, når næste injektion skulle være givet). I alle tilfælde skal kvinden tilrådes at bruge en barrieremetode samtidig i de første 7 dage af tabletindtagelsen. Ved glemt indtagelse: En glemt tablet indtages straks - også selvom det betyder, at der skal indtages to tabletter samtidig. Hvis der er forløbet mere end 36 timer mellem indtagelse af to tabletter, kan den svangerskabsforebyggende effekt være usikker - specielt inden for seriens første eller sidste 7 dage. Glemmes tabletten inden for de første 7 dage, bør der suppleres med en anden kontraceptiv metode i de næste 7 dage. Glemmes tabletten inden for de sidste 7 dage kan man enten vælge, at overspringe den kommende pause og straks starte på næste pakning eller straks at holde op til 7 dages pause og derefter starte på en ny pakning på den sædvanlige ugedag. Patienten bør kontrolleres som ved anden hormonal kontraception.)
Certican® (Anvendelsesområder: Forebyggelse af organafstødning med lav til moderat immunologisk risiko efter allogen nyre- eller hjertetransplantation Forebyggelse af organafstødning efter levertransplantation. Everolimus bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særlig indsigt i organtransplantation.)
Cidofovir "Macure" (Anvendelsesområder: Behandling af retinitis forårsaget af Cytomegalovirus (CMV) hos voksne med erhvervet immundefektsyndrom (AIDS) uden nyreinsufficiens. Cidofovir bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særlig indsigt i HIV-associerede sygdomme og deres behandling.)
Cidofovir Carefarm (Anvendelsesområder: Behandling af retinitis forårsaget af Cytomegalovirus (CMV) hos voksne med erhvervet immundefektsyndrom (AIDS) uden nyreinsufficiens. Cidofovir bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særlig indsigt i HIV-associerede sygdomme og deres behandling.)
Jyseleca (Anvendelsesområder: Moderat til svær aktiv reumatoid artritis , når der er opnået utilstrækkeligt respons på eller er intolerance over for et eller flere disease-modifying anti-rheumatic drugs (DMARD’er), som monoterapi eller i kombination med methotrexat. Moderat til svær colitis ulcerosa , når der har været et utilstrækkeligt respons med, tabt respons til, eller var intolerance over for enten konventionel behandling eller en biologisk agens. Filgotinib bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særlig indsigt i overnævnte sygdomme. Der findes en anbefaling fra Medicinrådet med en nyere evidensgennemgang (31. august 2023).)
Myastad (Anvendelsesområder: Forebyggelse af akut organafstødning hos patienter, der modtager allogen nyretransplantation. Anvendes i kombination med calcineurinhæmmer og et kortikosteroid. Mycophenolsyre bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særlig indsigt i organtransplantationer.)
Mycophenolsyre "Accord" (Anvendelsesområder: Forebyggelse af akut organafstødning hos patienter, der modtager allogen nyretransplantation. Anvendes i kombination med calcineurinhæmmer og et kortikosteroid. Mycophenolsyre bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særlig indsigt i organtransplantationer.)
Myfortic® (Anvendelsesområder: Forebyggelse af akut organafstødning hos patienter, der modtager allogen nyretransplantation. Anvendes i kombination med calcineurinhæmmer og et kortikosteroid. Mycophenolsyre bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med særlig indsigt i organtransplantationer.)
Verquvo ® (Anvendelsesområder: Symptomatisk kronisk hjerteinsufficiens hos voksne med en reduceret uddrivelsesfraktion, som er blevet stabiliseret efter en nylig dekompenseringshændelse, der krævede i.v.-behandling.)
Søgeresultater, Artikler:
Biologiske og biosimilære lægemidler (Biologiske lægemidler Biologiske lægemidler er fremstillet ved hjælp af gen-teknologi ud fra biologisk materiale fra planter, dyr eller mennesker (et eksempel er insulin). Udvikling af biologiske stoffer, foregår typisk i en celle eller en bakterie i laboratoriet. De er udviklet til at ligne kroppens egne stoffer. Det betyder, at de ofte virker mere præcist det sted i kroppen, man ønsker det, og at man derfor ofte oplever færre bivirkninger ved brug af biologiske lægemidler end ved brug af gængse kemisk fremstillede lægemidler. Biologiske lægemidler er større og mere komplekse i deres struktur end kemisk fremstillede lægemidler. Biosimilære lægemidler Similær kommer af ordet similar, der betyder lignende. Biosimilære lægemidler er en ny version af et biologisk lægemiddel der har mistet sit patent efter 10 år. De biosimilære lægemidler ligner altså de biologiske lægemidler, de er fremstillet på samme måde, men de er ikke fuldstændig ens. Effekten og sikkerheden (fx bivirkninger) skal ligne det oprindelige biologiske lægemiddel, for at blive godkendt som biosimilært lægemiddel. Variation i produktionen Både biologiske og biosimilære stoffer varierer fra produktion til produktion, og vil derfor ikke være helt ens fra gang til gang. Det skyldes, at produktionen er en naturlig proces, og at de biologiske og biosimilære stoffer er meget større og mere komplekse end de kemisk fremstillede. Det er også grunden til, at hvis du eller lægen skal indberette bivirkninger i forbindelse med brug af et biologisk eller biosimilært lægemiddel, skal medicinpakkens produktionsnummer (batch-nummer) også indberettes. Bivirkningerne kan nemlig skyldes, forhold der kun gør sig gældende for lige præcis dét ene parti af medicinen, du har fået fra. Substitution Som noget nyt, indføres der fra 2026, gradvist substitution af biologiske/biosimilære lægemidler. Det vil sige at du kan få udleveret at andet navn af lægemidlet end du plejer, ligesom du kender det fra generisk substitution af kemisk fremstillede lægemidler. Godkendelse Biologiske og biosimilære lægemidler godkendes og kontrolleres på samme måde som andre lægemidler. Se eksempler på biologiske lægemidler her og hvad de bruges imod: Biologiske midler mod leddegigt Biologiske midler mod astma Biologiske midler mod psoriasis Biologiske midler mod inflammatoriske tarmsygdomme Biologiske midler mod kronisk bihulebetændelse Biologiske midler mod lupus . Se også Lægemiddelstyrelsens patientfolder: Biosimilære lægemidler .)
Smerter i et nyt perspektiv (De sidste to hundrede år har lægevidenskaben primært anskuet sygdom som noget, der udelukkende skyldtes biologiske faktorer (den biomedicinske sygdomsmodel), men i 50’erne begyndte man at få øje for, at menneskekroppen ikke fungerer isoleret, men også er påvirket af omgivelserne. I dag anskues sygdom som påvirkeligt af både biologiske, men også psykologiske og sociale faktorer - også kaldet den bio-psyko-sociale (BPS) model. Til sidst i artiklen kan du læse 2 patient-cases som tager udgangspunkt i den bio-psyko-sociale model. Hvad er smerter? Den internationale beskrivelse af smerter: ”En ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med, eller som ligner hvad der forbindes med, vævsskade eller truende vævsskade” Terminology | International Association for the Study of Pain (iasp-pain.org). Smerter er altså en ubehagelig oplevelse, som både er noget vi sanser og føler, og som kan være til stede på trods af, at der ikke er nogen skade i eller på kroppen. Den vigtigste funktion smerte har, er at sikre vores overlevelse. Især akutte smerter, som hvis du brænder dig, sikrer, at du bliver opmærksom og forebygger yderligere skade. Når du oplever smerte, vil du typisk gøre noget for at overkomme smerten, og det du vælger at gøre, afhænger af, hvad du tænker og føler om smerten, og om du har støtte fra mennesker omkring dig. Se oversigten Smerter fra et bio-psyko-socialt perspektiv Oplevelsen af smerter påvirkes som nævnt af, hvad du føler, tænker og hvilken social støtte du har, og dette vil have positiv eller negativ effekt på din oplevelse af smerter (tabel 1). Tabel 1. Eksempler på hvad der påvirker smerteoplevelsen og funktionsniveauet Kognitive faktorer Emotionelle faktorer Adfærdsmæssige faktorer Sociale faktorer Beskyttende faktorer Positive overbevisninger om smerter (Fx Det går nok over) Tillid til egen mestring (Det kan jeg godt håndtere) Kognitiv fleksibilitet Positive følelser Robusthed over for stress Tryg tilknytning i barndommen Fleksible strategier Fleksibel balance mellem aktivitet og hvile Fysisk aktivitet God søvn Høj grad af social støtte Højt uddannelses niveau Økonomisk sikkerhed Forværrende faktorer Katastrofetanker (fx Nu går det helt galt) Følelse af hjælpeløshed Kognitiv ufleksibel Negative følelser Angst Frygt Depression PTSD Utryg tilknytning i barndommen Ufleksible strategier Undgåelses mønster* Overaktivitets mønster* Beskyttende muskelværn (guarding) Lav grad af social støtte Dysfunktionel støtte Lavt uddannelses niveau Økonomisk usikkerhed * se beskrivelse under afsnit om avoidance-endurance modellen Følelser og tankers betydning Smerter aktiverer som noget helt naturligt frygt. Frygt forbereder dig på at kunne handle i farlige situationer. Hjernen foretager automatisk en vurdering af smerten baseret på tidligere oplevelser, overbevisninger og forventninger for at afgøre, om smerten er farlig. Dine tidligere erfaringer med smerte kan derfor påvirke din reaktion på smerte. Den naturlige frygt-reaktionen er som regel kortvarig. Men nogle kan opleve, at smerterne medfører en konstant bekymring ledsaget af følelser af utryghed og magtesløshed. Det kaldes også ”smerte-katastrofering” og kan forstærke smerteoplevelsen og øge risikoen for, at der udvikles kronisk smerte. Smerteadfærd Når du har smerter, vil din adfærd ofte være et resultat af, hvordan du tolker smerten, og hvad du har lært gennem egne eller pårørendes erfaringer. Adfærden vil typisk blive forstærket, hvis du oplever, at den giver dig færre smerter eller øget støtte og omsorg. Hvis du har langvarige smerter, kan den adfærd, der var god i den akutte fase (fx aflastning og brug af smertestillende medicin), blive dårlig for dig på længere sigt. Undgå smerte eller overaktivitet? Når du skal klare smerter bedst muligt, er det vigtigt, at du hverken bruger en ”undgåelses-strategi”, hvor du ikke tør bevæge dig for at undgå smerter - eller en ”overaktivitets-strategi”, hvor du knokler på af frygt for at være svag. Men at du i stedet er fleksibel i forhold til din krops signaler. Personer, der er overaktive, klarer sig dårligere end personer, der er mere fleksible, men klarer sig generelt bedre end patienter, der forsøger at undgå smerten (6038)(6039)(6040) . Figur 1. Smerteoplevelse ved undgåelse eller overaktivitet. Andre faktorer Der er mange andre faktorer, som kan påvirke, hvordan du oplever og håndterer smerte. Social støtte Social støtte er oplevelsen af at være holdt af og have adgang til omsorg fra andre. Mange studier peger på, at god social støtte kan påvirke smerteoplevelsen i positiv retning, så du oplever at have mindre smerte. Omsorg kan dog også have en negativ effekt, særligt hvis dine pårørende - for at hjælpe - overtager dine funktioner i stedet for at støtte dig i, at du kan selv. Tilknytningsmønster Tilknytningsmønstre udvikles i den tidlige barndom og afhænger af forældres eller andre omsorgspersoners evner til at støtte barnet følelsesmæssigt. Hvis barnet får den bedste følelsesmæssige omsorg, udvikles et trygt tilknytningsmønster. Jo mere utryg du var som barn, jo større er sandsynligheden for, at du også som voksen føler dig utryg, og ikke har tillid til dine egne evner til at overkomme smerter. Det kan give øget smertefølsomhed og kroniske smerter (6042) . Traumatiske livsbegivenheder Der er en stærk sammenhæng mellem kroniske smerter og traumatiske begivenheder i barndommen (6036) . Dette gælder både fysiske traumer (fx sygdom, ulykker, operationer, indlæggelser, smertefulde procedurer mm.) og psykiske traumer (fx adskillelse fra forældre, tab af forældre, skilsmisse, omsorgssvigt, overgreb mm). Fysiske eller psykiske traumer senere i livet øger også risikoen for udviklingen af kroniske smerter (6036) . Behandling af smerter - Brug den forstuvede fod! Når du søger behandling for nye smerter, vil det oftest være for at få afklaret, om der er noget alvorligt galt. Det kan være en hjælp for dig at få en afklaring på, hvor længe smerterne forventes at vare, og få nogle råd om hvordan du kan håndtere din situation bedst muligt. De fleste lettere skader som fx forstuvninger forventes at vare et par uger. Tidligere anbefalede man at aflaste det skadede område, så man undgik smerte. Men de nyeste anbefalinger er, at skadet væv ikke skal overbeskyttes, men faktisk bør udsættes for så meget belastning som muligt, dog uden at der sker yderligere skade. Hvis du søger behandling for smerter, der har stået på i lidt længere tid (kroniske), skyldes det ofte utryghed over, om noget er overset trods tidligere normale undersøgelser, eller måske har du brug for yderligere hjælp til, hvordan tilstanden skal håndteres. Smerteuddannelse (smerte-edukation) Uddannelse i din smerte (smerte-edukation) er en vigtig del i behandlingen af langvarige/kroniske smerter. Når smerterne varer ved ud over den tid det normalt tager for væv at hele, så vil årsagen til smerterne typisk ikke længere kunne forklares ud fra de fysiske forandringer i kroppen. I stedet vil man ofte kunne forstå smerter som et alarmsignal udløst af hjernen fx baseret på tidligere erfaringer. Man kan sige, at hjernen kan lære en smerte udenad, og smerten kan derfor fortsætte, selv om kroppen er helet. Viden om smerter kan derfor give større tryghed og støtte en hensigtsmæssig adfærd. (6036) . Smerte-uddannelse kan påvirke både smerteoplevelse og funktionsniveau i positiv retning. Se oversigten Psykologisk behandling En række psykologiske behandlingsformer som fx kognitiv terapi og mindfulness kan forbedre smerteoplevelsen ved kroniske smerter (6036) . Det er også vist, at nogle terapiformer kan være med til at forebygge, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter. Behandlingsformer De senere år er der udviklet flere smertebehandlingsformer, hvor man har fokus på: smerte-uddannelse ændring af overbevisninger om smerter ændring af undgåelsesmønster i forhold til smerter Ved behandlingsformen Cognitive Functionel Therapy (CFT) bliver du guidet til at kunne genoptage bevægelser som du, på grund af negative overbevisninger om smerter, har frygtet at udføre (6047) . Ved behandlingsformen Pain Reprocessing Therapy (PRT) bliver du guidet i at rette opmærksomhed på de smertefulde områder, samtidig med at der skabes større tryghed i forhold til din krop, så smerterne føles mindre truende (6051) . Smertecentre Hvis du har langvarige smerter, som påvirker dig følelsesmæssigt eller nedsætter din evne til at fungere - og behandling hos din egen læge ikke har hjulpet dig nok, kan det være relevant, at du bliver henvist til smertebehandling på et smertecenter (6052) . På smertecentrene laves en samlet udredning af de faktorer, der ser ud til at påvirke dine smerter og dit funktionsniveau. Behandling på smertecentre foregår ofte holdbaseret og kan være fx smerte-uddannelse, teknikker til afspænding, mindfulness, fysioterapi eller psykoterapi (6052) . Referencer 6036. Edwards RR, Dworkin RH, Sullivan MD et al. The Role of Psychosocial Processes in the Development and Maintenance of Chronic Pain. J Pain. 2016; 17(9):T70-92, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27586832/ (Lokaliseret 27. november 2023) 6038. Vlaeyen JWS, Linton SJ. Fear-avoidance and its consequences in chronic musculoskeletal pain: a state of the art. Pain. 2000; 85(3):317-32, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10781906/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6039. Hasenbring MI, Verbunt JA. Fear-avoidance and endurance-related responses to pain: new models of behavior and their consequences for clinical practice. Clin J Pain. 2010; 26(9):747-53, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/20664333/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6040. Andrews NE, Strong J, Meredith PJ. Activity pacing, avoidance, endurance, and associations with patient functioning in chronic pain: a systematic review and meta-analysis. Arch Phys Med Rehabil. 2012; 93(11):2109-21, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/22728699/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6042. Romeo A, Tesio V, Castelnuovo G et al. Attachment Style and Chronic Pain: Toward an Interpersonal Model of Pain. Front Psychol. 2017; 24:8:284, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/28286493/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6047. Kent P, Haines T, O’Sullivan P et al. Cognitive functional therapy with or without movement sensor biofeedback versus usual care for chronic, disabling low back pain (RESTORE): a ovemberd, controlled, three-arm, parallel group, phase 3, clinical trial. Lancet. 2023; 401(10391):1866-77, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37146623/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6051. K Ashar YK, Gordon A, Schubiner H et al. Effect of Pain Reprocessing Therapy vs Placebo and Usual Care for Patients With Chronic Back Pain: A Randomized Clinical Trial. JAMA. 2022; 79(1):13-23, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34586357/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6052. Vaegter HB, Christoffersen LO, Enggaard TP et al. Socio-Demographics, Pain Characteristics, Quality of Life and Treatment Values Before and After Specialized Interdisciplinary Pain Treatment: Results from the Danish Clinical Pain Registry (PainData). J Pain Res. 2021; 14:1215-30, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33976571/ (Lokaliseret 29. november 2023) Patientcases Hans H. 45 år Hans får pludseligt ondt i ryggen under havearbejde. Han har for 5 år siden haft en diskusprolaps i lænden, som det tog 6 måneder at komme sig over. Smerterne i ryggen minder meget om smerterne fra dengang. Hans stopper straks havearbejdet, tager noget smertestillende og går i seng. Hans er bange for at komme til at fremprovokere en ny diskusprolaps, hvis han gør forkerte bevægelser, og han vælger at sygemelde sig den næste uge. Hans kone er også meget bekymret og overtager hans opgaver i familien, så Hans kan hvile sig. Der er nu gået 5 måneder, siden Hans fik smerter i ryggen. Hans er blevet scannet, og der er ikke fundet nogen diskusprolaps, men Hans har fået at vide, at der er noget slidgigt i ryggen. Han har nu fået mere ondt i ryggen. Hans er meget bekymret for smerterne, og for at de betyder, at hans ryg er blevet svag pga. slidgigt og den tidligere diskusprolaps. Han kan nu klare de lettere opgaver i familien, men hans kone har overtaget støvsugningen og gulvvask. Hans er stadig sygemeldt fra sit arbejde, og han føler, det hele er håbløst. Han er bekymret for sin fremtid og for familiens økonomi. Hans har haft en normal opvækst, men har haft en svær skolegang, hvor han blev moppet i flere år. Han udviklede en angstlidelse omkring 19-års-alderen og havde svært ved at komme i gang med en uddannelse. Han fik det bedre efter at have fået psykologsamtaler, og efter at han startede som tømrerlærling. For 5 år siden havde han et cykelstyrt, hvor han pådrog sig en diskusprolaps i ryggen, som ikke krævede operation. Han havde dog mange smerter og var meget bange for, at der skulle udvikle sig lammelser, som det var sket for en af hans kammerater. Hans fik det langsomt bedre i løbet af 6 måneder. Kort tid efter at Hans igen fik rygsmerter, begyndte hans datter at få angst og udviklede skolevægring. Hans tror, at hans ryg er blevet svækket af hans arbejde som tømrer med tunge løft, og han er bange for, at han kan ødelægge sin ryg mere, hvis han ikke passer på. Hans er også bekymret for sin datter. Hans kone synes også, at Hans skal passe på sin ryg, og hun synes, det er rart, at der er en voksen hjemme nu, hvor deres datter har det svært med at passe sin skole. Lægen har forklaret Hans, at de forandringer man kan se på scanningerne er helt normale for alderen, og at hans ryg ikke er svag eller behøver at skånes. Lægen har også forklaret, at smerterne kan skyldes, at smertesystemet er blevet mere sensitivt af de mange tidligere oplevelser med smerter. Lægen og Hans er også sammen kommet frem til, at Hans har en tendens til at overbekymre sig, og Hans kan selv registrere, at hans smerter bliver stærkere, hvis han bliver bekymret, angst eller stresset. Lægen henviser Hans til en fysioterapeut, som kan hjælpe Hans i gang med at bruge sin ryg normalt og samtidig træne den. Hans starter efter lægens anbefaling på et mindfulness forløb, hvor han arbejder med at blive bedre til at håndtere bekymringer og stress. Grete G. 38 år Grete får pludseligt ondt i ryggen, mens hun er til fitness træning. Grete har før prøvet at få et hold i ryggen, og sidst fik hun at vide af sin massør, at det var godt at bevæge sig for at løsne låsninger i ryggens led. Grete fortsætter derfor sin træning stille og roligt, mens hun forsøger at undgå øvelser, der provokerer smerterne. Efter træning går hun i sauna, og hun kan mærke, at det lindrer lidt. På vej hjem fra træning er Grete ved godt mod, og tænker at det nok bare vil tage et par dage, før smerterne er bedre. Hun udfører sine opgaver i familien, som hun plejer. Der er gået 5 måneder, siden Grete fik smerter i ryggen under fitness træning. Grete har ikke fået det bedre med smerterne endnu. Grete har været hos kiropraktor, og kiropraktoren har forsikret hende om, at der ikke er noget alvorligt galt med ryggen. Grete går også til massør hver uge, og får at vide, at hendes muskler er meget spændte. Grete er ikke bekymret for, at der er noget galt med ryggen. Grete er vokset op med en mor, der havde kroniske smerter, og Grete oplevede sin mor som svag, og sådan ønsker hun ikke selv at være. Grete kan sagtens ignorere sine smerter for at klare sit arbejde, træne som hun plejer, og holder rengøringsstandarden derhjemme. Grete må dog ofte bruge hele weekenden på at hvile sig, fordi smerterne bliver værre og værre i løbet af ugen. Grete er vokset op i en familie, hvor hendes mor var kronisk syg. Hendes mor var ofte indlagt, og hun endte med at få førtidspension, da Grete var 10 år. Gretes far tog sig af de fleste af familiens opgaver, så Gretes mor kunne hvile sig. Grete var dygtig og populær i skolen. Grete kom i lære som kontorassistent, men blev sygemeldt med stress undervejs. Grete valgte at starte i lære som butiksassistent i stedet, og det gik godt. Grete fik et barn med en kæreste, som hun ikke havde kendt så længe. De forsøgte at skabe en familie, men kæresten havde et alkoholproblem og kunne blive truende. Efter et par år gik Grete fra ham. Grete fandt en ny god mand, som hun blev gift med og fik 2 børn mere med. Kort tid efter at Gretes smerter startede, mistede hun uventet sin far og måtte bruge mere tid på at hjælpe sin mor. Grete bryder sig ikke om at være syg eller svag og ignorerer helst sine smerter for at få styr på det hele. Grete mener, man skal prøve at se positivt på livet, og hun har heller ikke lyst til at fokusere for meget på negative følelser. Med hjælp fra lægen er Grete blevet opmærksom på, at hun har en tendens til at ignorere både følelser og signaler fra sin krop. Grete forsøger efter lægens anvisninger at skrue ned for kravene og sørger for at tage sig nogle pauser i løbet af dagen. Det går godt i starten, men hvor Grete før havde et godt humør, så begynder hun at blive mere nedtrykt. Hun har svært ved at forstå hvorfor, og lægen henviser hende til en psykolog. Hos psykologen får hun hjælp til at få kontakt med de følelser, der var forbundet med at vokse op med en syg mor. Hun får også bearbejdet fysiske overgreb, hun var udsat for i sit første ægteskab og sorgen over tabet af sin far. Grete lærer via psykologen at finde ud af, hvad der er hendes værdier, og hun bliver bedre til at bruge sin energi på det, hun synes er vigtigst.)
5 hurtige om fortrydelsespiller (Det skal du vide, hvis du har brug for at tage en fortrydelsespille: Tag pillen så hurtigt som muligt. Hvis du kaster op indenfor 3 timer, skal du tage en ny pille. Fortsæt med din sædvanlige prævention som du plejer og brug kondom indtil din næste menstruation. Hvis din næste menstruation udbliver mere end 5 dage, skal du lave en graviditetstest. 1. Hvad er fortrydelsespiller? Fortrydelsespiller er piller, du kan tage, hvis du har haft ubeskyttet sex, og gerne vil undgå graviditet. Fortrydelsespiller kaldes også nødprævention eller Plan B. 2. Hvordan virker fortrydelsespiller? Fortrydelsespiller indeholder hormoner (enten ulipristalacetat eller levonorgestrel), der blokerer eller udskyder ægløsning. Når der ikke er æg i dine æggeledere eller livmoder, kan du ikke blive gravid. Hvis ægget derimod allerede er løsnet fra æggestokken, virker fortrydelsespiller ikke. 3. Hvordan bruges fortrydelsespiller? Hvis du har haft ubeskyttet sex og ikke ønsker graviditet, kan du tage en fortrydelsespille så hurtigt som muligt, efter du har haft sex. Helst inden for de første 12 -24 timer. Levonorgestrel som er det mest anvendte hormon virker kun indenfor 72 timer. Ulipristalacetat kan du tage op til 5 døgn (120 timer) efter ubeskyttet sex, men det er mest sikkert, hvis du tager det inden 3 døgn (72 timer). Du kan købe fortrydelsespiller på apoteket, og du behøver ikke en recept fra lægen. 4. Kan jeg bruge fortrydelsespiller som prævention? Nej. Som ordet understreger, er fortrydelsespiller kun beregnet til at anvendes som nød- prævention, da de kun forebygger 52-85 % af alle forventede graviditeter. 5. Er det farligt at tage fortrydelsespiller? Nej, men du kan godt få forstyrrelse i dine blødninger og opleve, at du bliver lidt utilpas med kvalme og svimmelhed. I alle indlægssedler til fortrydelsespiller står der, at man kun må tage en fortrydelsespille i samme menstruationscyklus. Der er dog ikke noget farligt i at tage flere, hvis der er behov for det, det der kan ske er, at du vil kunne opleve værre bivirkninger og flere blødningsforstyrrelser. Der er ingen blodpropsrisiko ved behandling med fortrydelsespiller. Fortrydelsespiller påvirker ikke din evne til at blive gravid senere hen. Kilder Sexlinien.dk Medicin.dk Sexogsamsund.dk Patienthåndbogen.dk Referent Charlotte Wilken-Jensen)
Korrekt rådgivning om nødprævention: valg og vejledning (For patienten kan postcoital kontraception også hedde ’fortrydelsespiller’, ’nødprævention’ eller ’Plan B’. Vigtige rådgivningspunkter til patienten ved udlevering af nødprævention er samlet herunder: Tages hurtigst muligt for bedst effekt; virker ved at forsinke eller forhindre ægløsning. Ved opkastning inden for 3 timer: tag en ny tablet. Ubeskyttet sex efter indtagelse kræver ny nødprævention. Visse lægemidler (fx epilepsi-, HIV-, tuberkulosemedicin, perikon) kan nedsætte effekten. Må kun bruges én gang pr. cyklus og ikke som fast prævention. Mulige bivirkninger: kvalme, opkast, hovedpine, mavesmerter, træthed, uregelmæssig blødning, ømme bryster, diarré, svimmelhed. Tag graviditetstest efter ca. 3 uger, især ved forsinket eller usædvanlig menstruation. Sædvanlig prævention fortsættes og brug kondom indtil næste menstruation. Nedenstående flowdiagram giver et hurtigt overblik over valg af nødprævention afhængigt af cyklus og tidspunkt for ubeskyttet samleje. Bemærk, at samtidig brug af ulipristalacetat og levonorgestrel frarådes, da effekten af begge præparater kan nedsættes. Hormonel kontraceptiva efter nødprævention Fortsat brug af eller opstart på hormonel kontraceptiva efter indtagelse af nødprævention adskiller sig efter det valgte præparat: Brug af ulipristalacetat Ulipristalacetat binder med høj affinitet til progesteronreceptoren og kan derfor påvirke virkningen af hormonelle kontraceptiva (fx p-piller, hormonspiral, p-plaster, p-ring). Derfor anbefales det at bruge barriereprævention (fx kondom) indtil næste menstruation, selvom man fortsætter eller starter hormonel prævention. Brug af levonorgestrel Levonorgestrel nedsætter ikke virkningen af hormonelle kontraceptiva og kan fortsættes som normalt, men bør suppleres med barriereprævention indtil næste menstruation. Interaktion med andre lægemidler Hvis patienten har taget et eller flere af nedenstående lægemidler inden for de seneste 4 uger, kan nødpræventionen være mindre effektiv. I disse tilfælde anbefales det at overveje en kobberspiral som nødprævention. Epilepsimedicin: Barbiturater (fx primidon, phenobarbital, phenytoin, fosphenytoin, carbamazepin, oxcarbazepin) Tuberkulosemedicin : Rifampicin, Rifabutin HIV-medicin : Ritonavir, Efavirenz, Nevirapin Medicin mod svampeinfektioner: Griseofulvin (pt. findes ingen markedsførte præparater) Naturlægemidler: Perikon (Hypericum perforatum) Borgerrettet information her: 5 hurtige om fortrydelsespiller)
Overvægt - tema om vægttabsmedicin (Få overblik over den ny behandling af overvægt med medicin; Hvordan er det at leve med overvægt og tage medicin for det? Hvordan er behandlingen? Og hvordan virker medicinen egentligt? Se de tre film nedenfor: Ordforklaring: GLP-1-medicin er lægemiddelstofferne semaglutid , liraglutid og tirzepatid . De typer GLP-1-medicin, der er godkendt til behandling overvægt, er kendt under handelsnavnene: Wegovy® Flextouch® , Saxenda® og Mounjaro® . Mit liv med overvægt Hør Louises fortælling om at leve med overvægt og om, hvordan hun oplever, det er at tage medicin for det. GLP-1-medicin til behandling af overvægt Nedenfor forklarer læge Christoffer Martinussen om behandling af overvægt med GLP-1-medicin. Sådan virker GLP-1-medicin Christoffer Martinussen forklarer her præcis, hvordan GLP-1-medicin egentlig virker.)
Glemt p-pille – hvad gør du? (Generelle råd ved brug af p-piller Hvis du glemmer en p-pille, tager den for sent, kaster op eller har diarré, kan du risikere at blive gravid, hvis du har haft samleje. Jo flere p-piller du glemmer i en cyklus, desto mindre er du beskyttet. Flowdiagrammerne kan kun bruges, hvis du kun har glemt én p-pille i din cyklus. For at sikre, at du er beskyttet mod graviditet, afhænger det, du skal gøre, af: Hvor lang tid siden det er, at du skulle have taget din p-pille Hvilket præparat du bruger Glemt din p-pille? Følg flowdiagrammet Vi har udarbejdet nye flowdiagrammer til feltet 'Glemt medicin' for p-piller . Flowdiagrammerne guider dig til, hvad du skal gøre, hvis du har glemt en p-pille, afhængigt af hvor du er i din cyklus og hvilket præparat du bruger. Find dit præparat ved at søge på Min.medicin.dk. Find feltet 'Sådan tager du' Find herefter 'Glemt medicin'. Her kan du se flowdiagrammet, der vil vejlede dig til, hvad du skal gøre, hvis du har glemt en p-pille. Se et eksempel her Glemt flere p-piller? Brug anden prævention Vejledningen kan kun bruges, hvis du kun har glemt én p-pille i cyklus. Hvis du har glemt flere p-piller, skal du kun tage den sidst glemte, og du skal bruge anden prævention, indtil du starter på din næste p-pille pakning. Hvis din næste blødning udebliver, bør du tage en graviditetstest. Sådan læser du flow-diagrammet NB: Husk at finde det flowdiagram, der passer præcis til din p-pille ved at søge pillen frem i søgefeltet. Dag 1 i grafikken viser den første dag, hvor du starter på en ny pakke p-piller. En grøn boks betyder, at beskyttelsen er som normalt , hvis du tager den glemte p-pille og følger eventuelle instrukser. En orange boks betyder, at beskyttelsen kan være nedsat , og at du derfor skal følge instrukserne og eventuelt bruge anden prævention i en periode. En rød boks betyder, at beskyttelsen er nedsat , og at du potentielt kan blive gravid, hvis du har haft samleje. Flowdiagram for glemt p-pille .)
Om pro.medicin.dk-app (Hent Medicin.dk's opdaterede app til sundhedsprofessionelle Pro.medicin.dk i App store (og Google Play dog stadig den ældre version, den ny er lige på trapperne) App til patienten? Appen findes både i en version på fagsprog til fagfolk og på almindeligt dansk til borgere (dog stadig ældre version). Vil du hellere have appen på almindeligt dansk, så kan du læse mere og hente appen her . Vær opmærksom på, at du skal hente store mængder data første gang, du downloader, så sørg for at gøre det et sted, hvor du har en god internetforbindelse. Læs mere under Praktiske detaljer nedenfor. Forskel på app og website Appen indeholder udelukkende præparatinformation fra pro.medicin.dk. Vær opmærksom på, at der kan være enkelte informationer, som fremgår på websitets beskrivelser, som ikke er med i appen. Appen indeholder ikke film og du ka kun se fotos, når du er online. Har du brug for at se fx instruktionsfilm, skal du bruge websitet, som du også kan tilgå fra mobil eller tablet. Det kræver naturligvis, at du har netforbindelse. Bruger du appen, kan den tilgås uden netforbindelse, når først data er hentet ned på telefonen. Praktiske detaljer Når du henter appen, er den tom. Det betyder, at første gang du åbner den, skal den hente alle data. Da det er store mængder data, der skal hentes, kan det tage lidt tid afhængig af din forbindelses hastighed. Vi anbefaler derfor, at du henter data et sted, hvor du har en hurtig internetforbindelse. Når data er hentet, ligger de på din telefon og kan tilgås uden netforbindelse og uden ventetid. Opdatering Hver 14. dag bliver informationen i medicin.dk opdateret i takt med Lægemiddelstyrelsens Medicinpriser . I forbindelse med opdateringerne på medicin.dk, opdateres data i appen automatisk.)
Generelt om kræft (Hvad er kræft? Kræft (cancer) er en sygdom, som opstår, når nogle celler et sted i kroppen mister selvkontrol. Cellerne begynder at dele sig og vokse uden hæmning. Det sker, fordi et arvemateriale (DNA), som styrer cellernes aktivitet, bliver beskadiget. Ændringer i arvematerialet, som står bag kræftens udvikling, kaldes mutationer. De voksende celler med beskadiget arvemateriale kan enten danne en knude (svulst, tumor), fx ved brystkræft , lungekræft eller tarmkræft , eller sprede sig i kroppen uden at danne en knude, fx ved leukæmi . Hvordan forløber kræft? En kræftsvulst kan ødelægge et livsvigtigt organ i kroppen, fx leveren, hjernen eller lungen. Kræft kan også beskadige hele kroppen, ved fx at beskadige immunforsvaret. Derfor er kræft en livstruende sygdom. Kræft kaldes en ondartet (malign) sygdom og en kræftknude kaldes en ondartet knude. Når kræftcellerne vokser, bliver de normale celler omkring kræftsvulsten ødelagt. Kræftcellerne kan også flytte sig fra det organ, hvor kræften er opstået, til andre organer, og der kan komme metastaser (dattersvulster). Tyktarmskræft kan fx sprede sig til lymfeknuder, leveren og lungerne. Kræftcellerne kan vandre via lymfe- og blodbaner. Hvem får kræft? I Danmark bliver ca. 45.000 personer ramt af kræft hvert år*. Ved udgangen af 2021 var der ca. 374.000 personer, der levede med diagnosen kræft her i landet*. Kræft er lige så almindeligt hos kvinder, som hos mænd, men det er lidt flere mænd end kvinder, der får stillet en kræftdiagnose. Årsagen og symptomer Kræft kan opstå i stort set ethvert organ i menneskets krop. Der findes over 200 forskellige kræftformer. Årsagen til kræft er ofte et samspil mellem livsstil, arv og miljø. Symptomer på kræft er meget forskellige og afhænger af hvilket organ, der er angrebet. Mere om årsagen og symptomerne findes i beskrivelsen af de forskellige kræftformer. Prognosen Hvert år dør ca. 16.000 mennesker af kræft i Danmark. Risiko for død er generelt lidt større hos mænd end hos kvinder. 67 pct. af mænd og 70 pct. af kvinder lever i minimum 5 år efter, at kræften blev konstateret*. Overlevelse er meget forskellig ved forskellige kræftformer. Ved Kræft i bugspytkirtlen (pancreas cancer) er der kun 1 ud af 20 patienter, som lever efter 5 år fra diagnosen er stillet**. Til gengæld er prognosen ved testikelkræft meget bedre, og ca. 95 pct. af patienterne lever efter 5 år fra diagnosen er stillet***. Udredning ved mistanke om kræft I Danmark foregår undersøgelser for kræft i kræftpakker. Pakkeforløbene giver patienter med kræft, eller mistanke om kræft, den bedst mulige udredning og behandling uden unødig ventetid. Når patienten henvender sig til en læge, og lægen vurderer, at en mulig årsag til patientens symptomer kan være kræft, bliver patienten henvist til den afdeling, som står for pakkeforløbet. De undersøgelser, som bliver foretaget, kan være ret forskellige. Det kommer an på, hvilken kræftform der mistænkes. Typisk kan følgende undersøgelser komme på tale: blodprøver kikkertundersøgelser, fx gastroskopi scanninger og billedundersøgelser. Kræftdiagnosen kan først stilles, når en vævsprøve (biopsi) taget fra knuden viser, at der er tale om kræftceller. Der går som regel syv til ti dage, inden du kan få svar på, hvad en vævsprøve viser. Vævsprøven undersøges i mikroskop. I mikroskopet kan lægen se, om der er kræftceller til stede, og hvilken type kræftceller det drejer sig om. Vævsprøven kan også vise, hvor aggressive kræftcellerne er. Alle disse oplysninger er nødvendige for, at lægen kan stille diagnosen og vælge den bedst mulige behandling til dig. Stadieinddeling Valg af den bedste behandling afhænger bl.a. af kræftstadium. Man vurderer bl.a. hvor meget kræften har bredt sig i kroppen. Denne procedure kaldes stadieinddeling (staging). Når det er muligt at få kræft fjernet ved operation, bliver stadieinddelingen suppleret med informationer fra den mikroskopiske undersøgelse af knuden, der blev fjernet. Der bedømmes tre ting: selve knudens størrelse, som kaldes T (fra latin tumor, der betyder knude) tilstedeværelse af kræftcellerne i lymfeknuder, der fjernes sammen med kræftknuden, som kaldes N (fra latin nodi, der betyder lymfeknuder) tilstedeværelse af metastaser i andre organer, som kaldes M (fra latin metastases, der betyder metastaser). Ved bogstaverne T, N og M sættes der forskellige tal. Ved T kan der stå enten 1, 2, 3 eller 4. Tallet er højere, jo større knuden er. Ved N kan der stå enten 0, 1, 2 eller 3. Jo højere tallet er, jo flere lymfekirtler med kræftceller, mens 0 betyder, at der ikke findes kræftceller i lymfekirtlerne. Ved M kan der stå enten 0 eller 1. Når der ikke findes metastaser, sættes der 0, mens 1 betyder, at kræften har bredt sig til andre organer og har dannet metastaser. Når både T, N og M er bedømt, tildeles der et romersk tal fra I til IV, der står for kliniske stadie: I eller II betyder, at der ikke findes kræftceller uden for knuden (I betyder en mindre knude og II betyder en større knude) III betyder, at der findes kræftceller i lymfekirtler omkring knuden IV betyder, at der findes metastaser i andre organer. Denne fordeling i fire kliniske stadier har meget stor betydning for valg af den bedst mulige behandling. De fleste patienter med kræft i stadium IV kan ikke helbredes. Til gengæld er fremtidsudsigterne ved stadium I eller II meget bedre, og de fleste patienter er helbredt for kræft 5 år efter, at diagnosen blev stillet. Behandling Når lægen skal vælge behandling for en patient, der er ramt af kræft, skal der tages hensyn til følgende faktorer: kræftform kliniske stadie - hvor fremskredent (avanceret) er kræften symptomer pga. kræftsygdommen patientens fysiske form og eventuelle andre sygdomme patientens medicin patientens ønsker. Lægen vælger mellem følgende behandlingsformer: operation strålebehandling medicinsk behandling, herunder kemoterapi, hvor der bruges celledræbende midler (antineoplastika). Når kræft kan fjernes fra kroppen, og patienten kan helbredes, er der tale om helbredende (kurativ) behandling. Når kræft er meget fremskreden og ikke kan fjernes, er der tale om livsforlængende (palliativ) behandling. Operation Operation bruges som regel ved klinisk stadie I eller II. Operation kan også gennemføres ved stadie III, men det kræver tit enten medicinsk behandling eller strålebehandling før operation. Flere patienter tilbydes også medicinsk behandling og strålebehandling efter operation. Denne behandling kaldes forebyggende (adjuverende) behandling, fordi den mindsker risikoen for at få tilbagefald (recidiv) af kræftsygdom. Ved nogle kræftformer (fx tyktarmskræft ) er det muligt at fjerne metastaser. Strålebehandling Strålebehandling kan bruges som forbehandling før operation og som forebyggende behandling efter operation. Strålebehandling bruges også mod kræft, som ikke kan fjernes ved operation. Medicinsk behandling Medicinsk behandling omfatter: kemoterapi antistoffer hormoner antihormoner biologisk medicin cytoregulatorer . Medicinsk behandling kan bruges både før og efter operation. Medicin bruges også som livsforlængende (palliativ) behandling, når det ikke er muligt at få kræft fjernet. Kemoterapi er den ældste form for medicinsk kræftbehandling. Den rammer både kræftceller og normale celler, og giver derfor flere bivirkninger. Antistoffer , som er rettet mod bestemte proteiner produceret af kræftcellerne, forstærker virkningen af kemoterapi. Mange antistoffer virker som immunoterapi, dvs. de forstærker kroppens immunforsvar mod kræftceller. Nogle af dem gør også kræftcellerne mere følsomme over for kroppens forsvarsmekanismer. Hormoner og antihormoner brugues mest mod brystkræft og prostatakræft , da begge kræftformer kan være afhængige af hormoner, hhv. østrogener og testosteron. Biologiske lægemidler bremser bestemte mekanismer i kræftcellerne. Det betyder, at kræftcellerne får mindre chance for at overleve. Herunder hører fx proteinkinasehæmmere. De gives typisk som tabletter og har relativt færre bivirkninger end kemoterapi. Biologiske cytoregulatorer (cytokiner) stimulerer immunforsvar rettet mod kræftcellerne. De gives som infusioner (drop) eller indsprøjtninger. Hovedproblemet ved medicinsk kræftbehandling er kræftcellernes forsvar mod medicinen. Denne mekanisme kaldes resistens. I begyndelsen af behandlingen er der tit god effekt, dvs. kræftcellerne bliver dræbt, og kræftknudens vækst går i stå, eller den skrumper. Som tiden går, lærer kræftcellerne desværre, hvordan de kan undgå at blive dræbt af medicinen. Når kræft ikke længere reagerer på behandlingen, skal der bruges anden medicin eller andre behandlingsformer. Standard og eksperimental behandling I Danmark er kræftbehandlingen godt struktureret. Det betyder, at der findes nationale retningslinjer for behandling af de forskellige kræftformer. Hver afdeling, der behandler kræft, har også detaljerede instrukser og retningslinjer for behandling. Disse retningslinjer og instrukser omfatter de former for kræftbehandling, der anses for at være videnskabeligt begrundet og accepteret internationalt. De behandlinger, der anvendes i henhold til retningslinjer kaldes standardbehandlinger. Når en standardbehandling ikke længere kan bruges, kan kræftpatienten få tilbudt at deltage i et videnskabeligt forsøg, hvor der undersøges ny medicin, som kan være aktiv mod kræft. Denne behandlingsform kaldes eksperimentel kræftbehandling. Kræftpatienten kan også få tilbudt at deltage i et forsøg, hvor man sammenligner en ny behandling, som kan være mere aktiv mod kræft, med en standard behandling. Det er gennem denne videnskabelige indsats, at kræftbehandlingen gennem årerne er blevet bedre og bedre. Tal om kræft fra Kræftens Bekæmpelse: * Kræftens Bekæmpelse, Nøgletal ** Kræftens Bekæmpelse, Bugspytkirtelkræft *** Kræftens Bekæmpelse, Testikelkræft)
FAQ Medicin.dk - indlægssedler (Hvad er Medicin.dk - indlægssedler? Medicin.dk -indlægssedler er en hjemmeside og database, der indeholder indlægssedler for lægemidler godkendt på det danske marked. Indlægssedlerne er kopier af de indlægssedler, der ligger i medicinpakken - blot er teksten gjort mere læsevenlig. Hvem står bag Medicin.dk - indlægssedler? Medicin.dk hos Dansk Lægemiddel Information A/S har indgået aftale med Lægemiddelstyrelsen om at udgive og vedligeholde Medicin.dk - indlægssedler. Hvem udarbejder indlægssedlen? Firmaet, der har markedsføringstilladelsen af medicinen, udarbejder indlægssedlen på baggrund af det godkendte Produktresumé, som indgår som dokumentation, når medicinen godkendes af lægemiddelmyndighederne i Danmark eller Europa. Hvor tit opdateres Medicin.dk - indlægssedler? Medicin.dk - indlægssedler.dk opdateres med nye indlægssedler og ændringer i eksisterende indlægssedler hver 14. dag. Indlægssedlerne kan først vises på Medicin.dk - indlægssedler, når medicinvirksomheden har lagt indlægssedlen elektronisk på Lægemiddelstyrelsens indlægsseddel.dk . Hvad betyder play-symbolet? Playsymbolet betyder, at der er en instruktionsfilm eller et slideshow eller andet understøttende informationsmateriale i beskrivelsen af lægemidlet. Det er den enkelte lægemiddelvirksomhed, der afgør om de ønsker materiale placeret her. Læs mere om muligheder for medicinvirksomheder . Hvad betyder kamerasymbolet i den grå bjælke i indlægssedlen? Kamerasymbolet i den grå bjælke viser, at du kan se fotos af, hvordan medicinen ser ud. Kan jeg se indlægssedlen som pdf? Øverst i højre side af indlægssedlen er der et pdf-ikon. Hvis du klikker på det, åbner indlægssedlen som en pdf, der svarer til den indlægsseddel, du finder på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside indlægsseddel.dk . Er pdf-filen på Medicin.dk - indlægssedler den samme som på indlægsseddel.dk? Vi tilstræber, at indlægssedlerne altid er opdateret i forhold til Lægemiddelstyrelsens indlægsseddel.dk, men der kan gå op til 14 dage, før vi har den nyeste udgave. Kan jeg altid se indlægssedlen fra min medicinpakning på Medicin.dk - indlægssedler? Hvis indlægssedlen findes på indlægsseddel.dk, vil du normalt også kunne finde den her. Disclaimer Dansk Lægemiddel Information A/S tager forbehold for fejl, der måtte være opstået i forbindelse med overførslen af data fra Lægemiddelstyrelsens indlægsseddel-database til indlægssedler.dk. Ophavsret Alt materiale og sammenstilling af oplysninger indeholdt i denne applikation og tilgængeligt her, er beskyttet af Lov om Ophavsret og tilhører DLI - Dansk Lægemiddel Information A/S. Materiale eller oplysninger herfra eller fra andre medier, herunder hjemmesider og applikationer ejet, anvendt eller brugt under licens fra Dansk Lægemiddel Information A/S eller tilhørende/associeret enhed, må ikke kopieres, gengives, uploades, linkes eller på nogen anden måde distribueres, uanset i hvilken form. Alle varemærker, produktnavne og vareudstyr er tillige beskyttede i henhold til varemærkelovgivning og Markedsføringsloven. Meta tags, søgemaskineoptimering eller benyttelse af screendumps med sløring må ikke ske uden udtrykkelig forudgående samtykke. Spørgsmål eller henvendelser bedes rettet til: Medicin.dk DLI - Dansk Lægemiddel Information A/S CVR nr. 17472682 Lersø Park Allé 101 2100 København Ø)
Hvad kan diætisten hjælpe dig med? (Hvad laver en diætist? En diætists arbejde er at vejlede og motivere patienter og klienter [1] til at få den type kost eller ernæring, der ud fra deres specifikke situation er den bedste - det er den korte version, siger Mette Borre. Diætistens arbejde er baseret på videnskabelige undersøgelser om kost og ernæring. Inden vi planlægger en ny diæt for en klient, udfører vi en række beregninger, ud fra klientens køn, højde og vægt, og vi taler med klienten om, hvad hun [2] plejer at spise, og hvad hun kan lide at spise. Om Diætistuddannelsen Diætistuddannelsen er en sundhedsfaglig bacheloruddannelse. På uddannelsen undervises i bl.a. fysik og kemi, fysiologi, anatomi, psykologi og pædagogik. Mette Borre, klinisk diætist ved Århus Universitetshospital, Medicinsk afd. V. Hvilke typer mennesker hjælper en diætist? De patienter jeg arbejder med, er oftest alvorligt syge. Det er typisk patienter med mave-tarmsygdomme, fx kræft i maven , tarmsystemet eller leveren, skrumpelever , cøliaki (glutenintolerans) og Crohns sygdom . Oftest er disse patienter under- og/eller fejlernærede, så min opgave med dem er typisk at motivere patienten til at spise. I de tilfælde hvor patienten ikke selv kan spise, kan vi give sondeernæring eller intravenøs næring (næring, der tilføres via blodkarrene). Nu er du jo diætist på et hospital - hvilken type mennesker hjælper diætister uden for et hospital? Mange diætister hjælper overvægtige mennesker med at tabe sig. Så består behandlingen i kostplanlægning og løbende motiverende samtaler. En anden type klienter er mennesker, der får konstateret overfølsomhed, fx mælkeallergi (lactoseintolerans ) eller glutenintolerans - de har oftest brug for hjælp til at finde ud af, hvilken type kost, de kan spise, når de ikke længere kan gøre, som de plejer. En tredje gruppe klienter vi ofte ser, er mennesker, der lider af de store folkesygdomme, og sidst skal nævnes, at også en del ældre borgere har brug for hjælp til at få den rette ernæring. Hvordan er et typisk forløb hos en diætist? Det afhænger af situationen. Hvis det drejer sig om at tabe sig i vægt eller genvinde nogle kilo for at få kræfter igen, så indleder vi ofte med hyppige besøg. Fx en gang om ugen eller en gang om måneden. Efterhånden som klientens vægt bevæger sig i den rigtige retning, drosler vi ned på hyppigheden. Til sidst kan der godt være tale om et årligt besøg, afhængig af klientens behov for stadig at have kontakt til diætisten, for at holde sig på ret kurs. Jeg gør mig umage for ikke at kalde det, at klienten kommer til kontrol, men at der er tale om et opfølgende besøg eller en motiverende samtale. Det er ikke min opgave at kontrollere, om klienten har gjort som aftalt, men i stedet at følge op og motivere. Hvordan sikrer du, at klienten kan holde diæten, når forløbet hos diætisten er slut? Det kan jeg jo selvfølgelig ikke sikre hundrede procent, desværre. Det er klientens liv og klientens ansvar, og det forklarer jeg også tidligt i forløbet. Men jeg gør naturligvis, hvad jeg kan for at udarbejde en så langtidsholdbar diæt som muligt - altså en diæt, som er realistisk og mulig for klienten at overholde. Jeg skal motivere klienten eller patienten lidt forskelligt afhængig af, om det fx er en klient med overfølsomhed, underernæring eller overvægt. Man skulle måske ikke tro det, men i mange tilfælde kan det faktisk være sværere at få en undervægtig patient at spise end at få en overvægtig til at spise mindre eller anderledes kost. Hvordan kan det være? Det skyldes, at de mennesker, der er alvorligt undervægtige, ofte er undervægtige, fordi de på den ene eller anden måde er syge. Og som en del af deres sygdom lider de ofte af kvalme, madlede og nedsat appetit. I de tilfælde kan det næsten være uoverskueligt for patienten at få stillet en portion mad foran sig. Uanset hvem vi arbejder med, er det vores opgave som diætister at give folk mod, lyst og vilje til at følge diæten. Det er altafgørende, at vi giver klienterne muligheder i stedet for begrænsninger. Så i stedet for at kigge på, hvad klienten ikke må spise, eller hvad klienten skal spise, bruger jeg kræfter på at opstille muligheder for, hvad der vil være godt for klienten at spise. Ja, for der er jo sådan lidt myter om, at diætister er strikse, og at en diæt primært går ud på, at alt usundt er bandlyst, og alt sundt er godt - hvordan ser virkeligheden ud? Ja, jeg ved det godt, men vi er faktisk ikke sådan nogle skrappe madammer griner Mette Borre og fortsætter: Vi sikrer os, at klienten får den viden om lige netop hendes situation, der gør, at hun kan se logikken i at følge diæten. Og vi gør meget ud af at rose og anerkende alle former for skridt i den rigtige retning - også de bittesmå. Er der sygdomme, der kan afhjælpes helt eller i nogen grad af en bestemt diæt? Ja. En række af de store folkesygdomme kan i høj grad afhjælpes ved kostomlægning. Type 2-diabetes , fedme , forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol kan i mange tilfælde helt reguleres ved kostomlægning, ofte kombineret med motion. Det kan i mange tilfælde betyde, at patienten kan trappe helt ud af sin medicin, eller mindske behovet for medicin væsentligt. Hvordan håndterer du det, hvis klienten får medicin? Jeg tjekker altid, hvilken medicin patienten får, inden jeg udarbejder en kostplan. Der er visse fødevarer, der reagerer med mange typer medicin, ligesom der er visse typer medicin, hvis virkning er mere påvirkelig af fødevarer end andre. Så det tjekker jeg altid. Jeg gør mig også umage for at spørge til naturmedicin, for der er faktisk mange mennesker, der ikke selv nævner naturmedicin, når jeg spørger til, om de tager medicin. For selvom det hedder natur-medicin, kan det jo have kraftig virkning, og det kan påvirke anden medicin og mad lige så kraftigt som almindelig medicin. Hvem kan have glæde af en diætist? Mange kan få glæde af en diætist, fordi man kan få ideer og vejledning til, hvad der er god kost til netop den type, man er, afhængig af højde, vægt, fysisk aktivitet, smag og lyst. Men det er bestemt ikke alle, der har brug for en diætist. Diætister er især gode at konsultere, hvis: Du er overvægtig Du er undervægtig Du har type 2-diabetes , forhøjet blodtryk eller forhøjet kolesterol Du netop har fået konstateret en allergi eller overfølsomhed over for en fødevare (fx glutenintolerans (cøliaki) eller lactoseintolerans (mælkeallergi) ). Du godt kunne tænke dig generelt at vide mere om, hvilken type mad, der passer til dig og din situation. Hvordan får jeg fat i en diætist? Hvis du lider af en af de store folkesygdomme, kan din praktiserende læge som regel henvise dig til en klinisk diætist. Der er lidt forskellige regler i de forskellige regioner, så det er en god idé at tale med din læge om, hvilke regler der gælder der, hvor du bor. Hvis du ikke kan henvises af din læge, skal du selv betale for en konsultation. Det koster som regel 700-900 kr. for en times konsultation. Find din lokale diætist på Fagligt selskab af Kliniske Diætisters hjemmeside. [1] Betegnelsen klienter og patienter bruges forskelligt i artiklen- er der tale om indlagte personer kaldes disse patienter, er der tale om en person, der selv henvender sig til diætisten pga. fx overvægt bruges betegnelsen klient. [2] Der refereres til klient/patient som en hun, fordi det antages, at flest kvinder søger råd og vejledning hos en diætist.)
KOL og følelserne (Hvis du har KOL , har du øget risiko for at få psykiske symptomer som stress, angst og depression . Og det er ikke så mærkeligt, hvis man spørger Bo Christiansen, hvis liv med KOL. Der er mange ting, der er med til at gøre det vanskeligt at være KOL-patient, siger Bo og ridser op: For det første er KOL en kronisk sygdom og en sygdom, mange af os måske kommer til at dø af. For det andet er det en sygdom, der begrænser os i, hvad vi kan. Man kan let komme til at isolere sig, hvis man ikke er opmærksom på det, fordi alt er anstrengende. For det tredje er det en sygdom, som vi, der har røget meget, selv bærer en del af skylden for. Så går man og slår sig selv oven i hovedet hele tiden og føler sig dum. For det fjerde er det en sygdom, man ikke kan se på os - så det kan være svært for andre at forstå, at vi har brug for ekstra hvile eller andre særlige hensyn. Og sidst, men ikke mindst, er mange KOL-patienter naturligvis konstant bange for ikke at kunne få luft nok. Bo siger afsluttende: Så cocktailen af skyldfølelse, hjælpeløsheden og frygten for ikke at kunne få luft, kan godt spænde ben og være vanskelig at komme overens med. Angst Alle, der har prøvet ikke at kunne få luft, ved, hvor skræmmende og ubehagelig en oplevelse, det er. Som KOL-patient oplever du måske, at selv de mindste ting kan give åndenød - at spise, tale i telefon eller bare det at blive nervøs. Derfor kan du have tendens til at holde dig for dig selv. Du isolerer dig i dit hjem og kommer måske slet ikke på gaden. Så kan du let komme til at føle dig ensom og hjælpeløs, hvilket kan forstærke angsten yderligere. Det kan være svært for familie, kolleger og andre at forstå, hvordan du har det, eller få dem til at tage din sygdom alvorligt. De synes måske, du bare skal tage dig sammen. Hvis det er tilfældet, så kan det være en god ide at lade dem prøve den lille øvelse, der er beskrevet i boksen nedenfor. Vil du prøve at have KOL, så prøv det her: • Skaf et sugerør af den store slags. • Tag ti dybe ind- og udåndinger, før du begynder øvelsen. • Tag sugerøret i munden og hold dig for næsen, så du kun trækker vejret gennem sugerøret. • Gå op og ned af trapper, indtil du ikke kan mere. - Sådan er det, at have KOL. Depression Som Bo beskriver, er det voldsomt at skulle forholde sig til at have en kronisk, dødelig sygdom. Det øger risikoen for at udvikle depression . Når man så dertil lægger, at KOL patienter ofte føler sig skyldige, fordi langt de fleste har røget meget, så bliver det ikke lettere. Ud over at man føler omverdenens bebrejdelser, så går man også hele tiden og bebrejder sig selv, og det er ikke godt for selvtilliden forklarer Bo og fortsætter Så er der ikke så langt til, at man bare har lyst til at grave sig ned i et sort hul og gemme sig, og det gør det jo kun værre. Udmattet og afmagret Andre hyppige følger af KOL, som kan være med til at forstærke angst eller depression, er den voldsomme træthed og i mange tilfælde også afmagring, som betyder, at du ingenting orker. Kroppen bruger så mange kræfter på at trække vejret, at du bliver udmattet og samtidig får din krop ikke den energi, den skal, fordi blodet ikke transporterer nok ilt ud til kroppens væv. Samtidig taber du dig måske, fordi du bruger megen kraft på helt almindelige ting som at trække vejret, tale og spise. Og når det er anstrengende at spise, så spiser du ofte mindre, hvilket kan føre til yderligere vægttab og manglende energi. KOL-patienter kommer på denne måde let ind i en dårlig spiral, hvor det ene symptom er med til at forværre det næste. Tryghed og god tid er vigtigt Som KOL-patient har du ofte brug for en stor grad af tryghed og vante rammer. Alt, hvad der er uden for normal rytme i dit liv, kræver en ekstra indsats, og det betyder ekstra luft. Det kan være, at der kommer gæster, der ikke ved, hvor sukkerskålen står, så skal du forklare det. Det kan være en ny hjemmehjælper, der ikke ved, hvor rengøringsmidlerne står, så skal det forklares eller vises - ting, der for raske ikke er noget særligt, men som er en ekstra byrde for dig. De fleste KOL-patienter har derfor brug for at have god tid, så tingene kan gøres i deres eget passende tempo. Søg hjælp og tal med andre KOL patienter Det er vigtigt, at du tidligt søger hjælp, så symptomerne ikke bare bliver værre og værre. Mange kommuner tilbyder træningsforløb for KOL-patienter, hvor du i dit eget tempo kan træne vejrtrækning og muskulatur. Ud over at træningen hjælper på fysikken, vil du også møde andre med KOL, og det kan være en stor støtte at opdage, at du ikke er den eneste, der har det sådan. Samtidig kan I udveksle erfaringer om sygdommen, hvordan man håndterer den, og hvad man selv kan gøre . Du skal ikke gå alene med dine triste tanker. Tal med din læge, hvis du føler dig angst eller er deprimeret . I nogle tilfælde kan det hjælpe med en samtale hos en psykolog, og i andre tilfælde kan du få medicin, der måske kan hjælpe dig. Læs også 5 hurtige om KOL og KOL - hvad kan du selv gøre? Gode hjemmesider: Lungeforeningen Astma - Allergi Danmarks hjemmeside om KOL Kilder : KOL i almen praksis - klinisk vejledning Astma -Allergi Danmarks hjemmeside om KOL)
Tak til træerne - plant skov med Medicin.dk (I forbindelse med vores 50-års jubilæum i 2025 indgik Medicin.dk samarbejde med Klimaskovfonden om at plante skov - og være med til at sikre rent drikkevand og biodiversitet i Høje Taastrup. Nu kan alle være med Ideen til projektet opstod, da Medicin.dk gerne ville give en gave i forbindelse med vores jubilæum. Men det føltes som om, tiden var løbet fra at producere en masse termokrus med logo på i plast og give som gave. Snakken faldt på, hvor mange tons papir vi gennem tiderne har brugt til de ca. 30.000 Lægemiddelkataloger vi hvert år har trykt - og sådan opstod ideen til at give træerne tilbage til naturen - som en Tak til Træerne. Ny skov, renere drikkevand Projektet Tak til Træerne udføres i samarbejde med Klimaskovfonden på en mark ejet af Høje Taastrup Kommune. Den kommende skov på i alt 258.000 m2 ligger i udkanten af Høje-Taastrup og forventes at optage 10.484 ton CO2 over 100 år. Arealet ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser - Københavns Kommune får bl.a. sit drikkevand herfra. Den nye skov vil derfor være med til at sikre renere drikkevand til hovedstadens beboere. Dronefoto af arealet i Høje-Tåstrup, hvor der skal rejses skov. Venligst udlånt af Klimaskovfonden Du kan være med (- og trække bidraget fra i skat) Medicin.dk giver selv lige over 15.000 m 2 af skov til omådet de første to år. Og vi opfordrer alle - også privatpersoner både i og udenfor sundhedssektoren - til at være med, så skoven kan vokse sig endnu større. Læs mere på klimaskovfonden.dk/medicin.dk . For yderligere information, kontakt: Tone Marstrand hos Medicin.dk på tmr@medicin.dk eller Alexander Vissing på av@klimaskovfonden.dk)
Iskæmisk hjertesygdom -Fysisk aktivitet som behandling (Iskæmisk hjertesygdom bruges som en betegnelse for flere forskellige sygdomme i hjertet, hvor en forsnævring i de store blodårer i hjertet (kranspulsårerne) er skyld i at hjertet ikke får blod og ilt nok. Det kan være hvis du fx har haft en blodprop i hjertet , angina pectoris (brystsmerter) eller hvis du har fået foretaget en ballonudvidelse eller en bypass-operation. Iskæmisk hjertesygdom behandles som regel med medicin. Fysisk træning i tillæg til medicin er en vigtig del af din behandling, der kan betyde færre symptomer som åndenød og brystsmerter, og færre indlæggelser på grund af sygdommen. Hvordan skal jeg træne? Din træning bør indeholde både: Konditionstræning: Gang, cykling, eller løb Styrketræning : Øvelser med elastikker eller lette vægte Det anbefales, at du deltager i planlagt træning mindst 2 gange om ugen i 30-60 minutter , i mindst 12 uger. Træningen skal passe til dig og din situation, det gælder både med hensyn til intensitet og varighed. Udover den planlagte træning bør du også være fysisk aktiv i hverdagen i mindst 30 minutter dagligt . Det kan fx være gåture, havearbejde eller cykling, alt efter hvad du kan og har lyst til. Det er vigtigt at du er opmærksom på, at hjertesmerter eller andet ubehag ikke skal ”arbejdes væk”, men at symptomerne er signal om at du skal sætte tempoet ned eller holde en pause. Hvornår skal du være forsigtig med at træne? I nogle situationer kan fysisk træning være skadelig. Derfor skal du ikke træne uden at tale med en læge, hvis du: Har haft en ny blodprop inden for den seneste uge Har alvorlige symptomer på hjertesvigt (fx åndenød i hvile eller pludselig vægtøgning) Har alvorlige forstyrrelser i kroppens saltbalance Har lavt blodtryk under træning eller uregelmæssig hjerterytme Du bør være ekstra forsigtig med at træne, hvis du også har: Meget højt blodtryk Feber eller en infektion Anden alvorlig sygdom (fx svær KOL) Selvom træning er godt og sikkert for de fleste, kan det være at du skal undersøges af en hjertelæge, før du starter. Det gælder hvis du: Ikke er fuldt “åbnet op” i hjertets kranspulsårer Har udposning eller revne på hovedpulsåren Har hjertesvigt med symptomer Har komplikationer efter en hjerteoperation Har andre alvorlige sygdomme ved siden af hjertesygdommen Fysisk aktivitet er en vigtig og sikker del af behandlingen af iskæmisk hjertesygdom, når det sker under de rette forhold. Det handler om at finde den rette mængde og type træning, der passer til dig og dit helbred. Tal altid med din læge eller sundhedspersonalet i klinikken, så du kan få hjælp til at finde den rigtige form for aktivitet for dig. Dansk Cardiologisk selskab anbefaler, at alle med iskæmisk hjertesygdom henvises til et genoptræningsforløb hvor fysisk træning er en del af forløbet. Du kan læse mere hos Sundhedsstyrelsen om fysisk træning, som behandling.)
Kønsvorter - en patienthistorie (Jeg opdagede en lille knop på min kønslæbe en dag, da jeg vaskede mig. Jeg kan ikke huske, om det gjorde ondt, det tror jeg egentlig ikke, fortæller Malene og fortsætter: Først troede jeg, det var en bums, men så opdagede jeg, at der var flere. Så greb jeg mit lille sminkespejl og kiggede på mig selv forneden - det er min generation godt oplært til, for vi havde næsten alle sammen Kvinde kend din krop stående på reolen. Så kunne jeg se, at der var flere af de her små knopper - det lignede små bumser. Sådan lidt faste og hårde. Jeg var 17 år - og det var virkelig ikke fedt. Jeg havde haft en cool kæreste, kan jeg huske, sådan en langhåret rockmusikertype - men det forhold var forbi igen, da jeg opdagede knopperne. Jeg tror, det var ham, der smittede mig. Ætsende medicin Nå, men så tog jeg op til lægen, som med et hurtigt kig konstaterede, at det var kønsvorter . Behandlingen bestod i, at jeg skulle pensle kønsvorterne med noget syreholdigt medicin, der skulle ætse dem væk. Jeg kan huske, lægen sagde til mig, at det ætsede så stærkt, så jeg skulle vaske det af igen efter et par timer. Og så stod jeg der på gymnasiets toilet og forsøgte at vaske ætsende syre af mine kønslæber. Virkelig pinligt. Og det tog hundrede år. Jeg tror, jeg blev behandlet i flere måneder, før den sidste var væk. Pinligt, pinligt, pinligt Og hvad med ekskæresten? Informerede du ham? Helt ærligt - jeg kan ikke huske det. Vil meget gerne sige, ja, selvfølgelig gjorde jeg det, og det tror jeg også, jeg gjorde. Min mor sagde i alt fald, at jeg skulle. Men det er bare SÅ pinligt, så jeg kunne næsten ikke få det over mine læber. Jeg var i hvert fald meget omhyggelig med ikke at have sex med nogen, mens jeg havde kønsvorterne. Kondom havde været smartere… Hvad med prævention? Hvad brugte du dengang? Jeg brugte kondom, hvis jeg var sammen med en, jeg ikke kendte godt, men ham her havde jeg kendt i nogle måneder, så jeg brugte pessar og sæddræbende creme. Og der er jeg blevet klogere nu - det vil jeg ikke anbefale mine egne døtre, når de bliver teenagere. Om HPV vaccination og kønsvorter Hvad med den nye HPV vaccination - er det noget, du har overvejet? Ja, jeg har faktisk overvejet det, men jeg har ikke fået gjort noget ved det. Jeg er usikker på, om risikoen for at udvikle kræft er større, fordi jeg har haft kønsvorter, end hvis jeg ikke havde haft det, så det er en god ide at undersøge det. Men jeg tænker jo ikke så meget på, at jeg engang har haft kønsvorter, jeg mærker jo heldigvis intet til det i dag. Fakta om kønsvorter Kønsvorter skyldes en virus, der hedder humant papilloma-virus (HPV). Visse HPV-typer kan give celleforandringer og være årsag til livmoderhalskræft . Kønsvorter rammer typisk 15-25-årige. Kønsvorter smitter ved tæt kropskontakt, især seksuel kontakt. Der kan gå 2-3 måneder, fra du er smittet, til du får symptomer. Det kan være svært at opdage, at du er smittet, da vorterne kan være små og flade. Du kan læse mere om kønssygdomme i artiklen Kønssygdomme - er det farligt? og om HPV (også hos mænd) og risikoen for kræft på Sexliniens temaside om HPV . Kilder: Min.medicin.dk Sexlinien.dk Artiklen er af ældre dato - gennemlæst i 2025. Links mv. er løbende opdateret.)
Om Medicin.dk (Medicin.dk en højteknologisk virksomhed, der leverer opdateret, videnskabelig information om medicin til borgere og sundhedsprofessionelle i Danmark. Informationen er frit tilgængelig for alle på medicin.dk, og informationen er desuden integreret i en lang række sundheds it-platforme på fx hospitaler, kommuner, apoteket.dk mv. Baggrund Medicin.dk har udgivet information om medicin i knapt 50 år. Fra opstarten i 1975 som bøgerne Lægemiddelkataloget®, Kittelbogen og Medicinhåndbogen® til i dag udelukkende at være digital information, der både fungerer som opslagsværk og som integration med andre systemer. Vision Det er Medicin.dk's vision at levere et værdifuldt bidrag til det danske samfund ved at give sundhedsprofessionelle og borgere let og lige adgang til troværdig, dybtgående og brugbar viden om forebyggelse og behandling med lægemidler. Mission Det er Medicin.dk's mission at levere innovative løsninger til borgere, sundhedsvæsenet og samfundet. Services Medicin.dk services er blandt andet: frit tilgængelige websites; Medicin.dk Professionel , Medicin.dk Borger , Medicin.dk Indlægssedler . beslutningsstøtteredskaber, der understøtter ordination, integreret i lægesystemer i lægepraksisser og på hospitaler og sygehuse i Danmark. Læs mere om Fælles MedicinBeslutningsstøtte (FMB) . data der bruges i apotekssystemer, på andre sundhedswebsites (apoteket.dk, Patient- og Lægehåndbogen på Sundhed.dk). data der integreres i EPJ, EOJ og andre it-systemer, der indeholder medicinhåndteringselementer, fx bostedsystemer. apps. Læs mere om Medicin.dk services . Redaktionelt Medicin.dk udarbejdes af 250 lægefaglige eksperter en redaktion bestående af fire klinisk aktive speciallæger en række specialkonsulenter Interne medarbejdere på Medicin.dk Se film om Medicin.dk Strategi for 2025-2028 - Nye veje til en ny virkelighed Strategien er opdelt i fem strategitemaer med hver deres underlæggende ambition. 1. Styrket netværk og større synlighed Det er Medicin.dk's ambition at være en anerkendt, troværdig og synlig partner, som aktivt skaber nye forretningsmuligheder gennem synergi og forpligtigende samarbejder. 2. Nye formidlingsformer og målgrupper Det er Medicin.dk's ambition at være faglig førende i formidling til og udvikling af differentierede kommunikationsplatforme med fokus på nye teknologier og målgrupper. 3. Nye teknologier og muligheder Det er Medicin.dk's ambition at være nytænkende og skabe rum for udvikling af nye produkter og funktionaliteter som kan skabe vækst og overskud på mellemlang til lang sigt. 4. Strømlining og forbedringsprocesser Det er Medicin.dk's ambition at være en veldrevet attraktiv arbejdsplads, som kan tiltrække og udfordre de bedste medarbejdere, og skabe et fundament for faglig udvikling og en sund forretning. 5. Tilstødende strategier Det er Medicin.dk's ambition at være en smidig organisation, som hurtig fanger nye opgaver og trends og omsætter dem til konkrete løsninger. Se organisationsdiagram for Medicin.dk.)
Lægevidenskabelige Selskaber (Medicin.dk har indgået aftale med Lægevidenskabelige Selskaber (paraplyorganisation for de lægefaglige specialeselskaber) om, at specialeselskaberne udpeger forfattere og referenter til Medicin.dk Professionel. Når Medicin.dk har brug for en ny forfatter eller referent , kontakter vi det pågældende selskab fx Dansk Cardiologisk Selskab, Dansk Pædiatrisk selskab eller Dansk Selskab for Almen Medicin. Selskabet udpeger den mest relevante kandidat, som Medicin.dk's sekretariat dernæst tager kontakt til. Der er i dag knap 250 forfattere og referenter på Medicin.dk Professionel. Hver af disse er udpeget af det specialeselskab, de tilhører. Forfattere og referenter aflønnes af Medicin.dk . Specialeselskaberne aflønnes ikke for at udpege forfattere og referenter. Det er et krav, at de udpegede forfattere og referenter lever op til Medicin.dks habilitetsregler . Læs mere om redaktionelle retningslinjer for Medicin.dk Professionel. Du kan finde forfattere og referenter ved at søge på deres navn i søgefeltet, eller bruge alfabetet under fanen Adresser. Ud for hver forfatters eller referents navn står, hvilket selskab der har udpeget vedkommende.)
Medicin.dk Productions (Medicin.dk Productions er en ny produktionsenhed hos Medicin.dk. Medicin.dk Productions tilbyder at lave sundhedsfagligt informationsmateriale, der fx kan understøtte korrekt brug af medicin, forklare komplekse sundhedsfaglige udfordringer, eller på anden måde vejlede, undervise eller visualisere information. Se eksempler på produktioner her: Vi tilbyder at producere Film - fx instruktionsfilm, undervisningsfilm Fotos - fx til brug i informationsmateriale som flyers, posters eller til brug på egen hjemmeside. Animationer - dvs levende tegninger. Animationer kombineres ofte med levende billeder, hvis der skal forklares noget, der ikke kan filmes (fx hvordan en enterotablet opløses i tarmen) Oversættelser og speaks på andre sprog end dansk Alt materiale der produceres hos os, vil blive fagligt valideret af relevante sundhedsfaglige eksperter fx sygeplejersker, speciallæger, farmaceuter eller farmakonomer. Regler for materiale Vi tilbyder udelukkende at producere materiale, der har karakter af at være informationsmateriale. Vi laver ikke reklamer. Rettigheder Når vi indgår en aftale om at udarbejde materiale, laver vi samtidig en konktrakt der præciserer jeres og vores retteigheder i forhold til ejerskab af materialet. Dette aftales fra gang til gang. Pris Priser varierer og afhænger af mængden af materiale, du ønsker produceret og om flere elementer kan produceres samtidigt. Prisen afhænger desuden af, om du ønsker alle rettigheder, eller vil købe en licens til at lægge materialet på egen hjemmeside. Kontakt os Kontakt vores team for Digital Content og Kommunikation, hvis du vil vide mere: Informationsspecialist Anne Byskov på aby@medicin.dk Teamleder Tone Marstrand på tmr@medicin.dk)
Fyraftensmøde om smertebehandling i almen praksis (Praktiserende læger og praksispersonale inviteres til gratis fyraftensmøde i Life Science Huset, Lersø Parkallé 101, 2100 København Ø, onsdag den 26. oktober 2022 kl. 16.30-18. Tilmelding senest 20. oktober. Kom og bliv opdateret på det paradigmeskift, der er sket - og fortsat er under udvikling - i behandlingen af kroniske smerter. Program: 16.30- 16.35 Velkommen V. Henrik Villadsen, direktør for Medicin.dk, speciallæge i kardiologi 16.35 - 17.10 Update på kroniske smerter Et oprids af den nyeste forståelse af smerter og baggrunden for de nye smertediagnoser. Hvad betyder behandlerens grundbehov for at hjælpe, for den måde vi behandler den kroniske smertepatient? Og hvad betyder de ord, vi - som sundhedsautoriteter - bruger, for patientens oplevelse af smerte? Undervejs præsenteres konkrete modeller og værktøjer til at forstå og intervenere i forhold til den kroniske smertepatient. V. Laila Bendix, læge, ph.d., terapeut og ansat ved Smertecenter Syd, Odense Universitetshospital 17.10 - 17.25 Pause - med tapas fra Life Science Husets gode køkken 17.25- 18 Erfaringer fra almen praksis Praktiske erfaringer med behandling af kroniske smerter i almen praksis. Hvordan organiserer vi os mest effektivt? Og hvordan kan praksispersonalets kompetencer komme i spil i forhold til denne patientgruppe? Tips til konkrete tiltag og guidelines på området, som er lige til at tage i brug hjemme i egen praksis V. Gitte Krogh Madsen, praktiserende læge i Roskilde Tilmeld dig her senest 20. oktober (NB! Vær opmærksom på, at du ikke modtager en bekræftelsesmail ved tilmelding, du registreres blot i vores system). Mødet er gratis og afholdes i Life Science Huset, Lersø Parkallé 101, 2100 Kbh Ø. Det er også muligt at deltage virtuelt.)
Forhøjet blodtryk - en patienthistorie (Susan var kun 42 år, da hun fik konstateret et kraftigt forhøjet blodtryk. Først blev hun næsten lammet af skræk. I dag - to år efter - lever hun med det, og faktisk har det hjulpet Susan til et bedre liv. Som ramt af lynet. Sådan føltes det lidt, da Susan Olsen for to år siden fik konstateret forhøjet blodtryk . Dengang var hun kun 42 år og syntes, det var meget tidligt, ja, for det er jo kun ældre, der har forhøjet blodtryk, husker hun, at hun tænkte. Hun kunne godt huske, at andre i familien havde levet med - og var døde af - forhøjet blodtryk, men de havde fået konstateret det langt senere end i 42-års-alderen. Som at blive presset på panden Susan havde gennem en periode gået med en fornemmelse af tunghed, trykken og summen i hovedet, træthed i øjnene - og følelsen af at blive presset på panden. Efter et par uger gik hun til lægen, som da konstaterede et meget forhøjet blodtryk. Så højt, at Susan ikke har lyst til at fortælle hvor højt. Og så bliver man altså bange, som hun siger, for hvad betyder det?. Betyder det, at jeg skal tage medicin resten af mit liv? Betyder det, at jeg lever kortere end andre, eller hvilke konsekvenser får det for mit liv fremover? Familiesvagheden og fysioterapeuten For Susan var forhøjet blodtryk ikke en ukendt størrelse. Hendes far fik det konstateret som 65-årig og hun ved, at hendes farmor døde af det som 77-årig. Det nye var mere det her med, at man kunne få det i så ung en alder. Da Susan fik sin diagnose, gik hun regelmæssigt til fysioterapi for at passe på en museskade i armen. I frustration over sin nye situation fortalte hun fysioterapeuten, at hun havde fået konstateret forhøjet blodtryk med et afsluttende lidt forarget og det kan da ikke passe, når man kun er 42 år!. Og stor var hendes overraskelse - og samtidig lettelse - da den 50-årige slanke og veltrænede fysioterapeut tørt svarede: Nå, det har jeg da været i behandling for, siden jeg var 38. Det hjalp meget at høre, at det ikke bare var mig, og at det fx ikke bare var fordi, jeg vejede lidt for meget. Det var virkelig en trøst, og samtidig en øjenåbner, for pludselig kunne jeg jo godt se, at det jo nok ikke bare var noget, jeg kunne tabe mig ud af. Højrisikogruppen Susan er en af den type patienter, der har høj risiko for at udvikle forhøjet blodtryk. Hun er disponeret til det fra sin fars side, hun er tidligere ryger , og blev, da hun holdt op med at ryge, ca. 15 kg overvægtig . Nu har hun tabt de 13 kg igen og hendes håb er, at hun ved at have tabt sig og lægge livsstilen om, kan klare sig på mindre medicin, end hun har taget hidtil. Jeg glæder mig nærmest til næste gang, jeg skal til tjek, siger hun for jeg håber virkelig, at det at jeg har tabt mig og motionerer, har gjort en forskel. Sidst jeg blev tjekket, var trykket allerede faldet lidt - og nu har jeg endda tabt mig endnu mere, så det kan vel kun være blevet bedre, siger hun med et smil. Medicin måske resten af livet? Når man har forhøjet blodtryk , kan det godt være svært at huske sin medicin, for som Susan udtrykker det: Jeg mærker jo ingenting til det, så det er lidt mærkeligt hver dag at skulle tage medicin for noget, jeg ikke er generet af. Man vil jo helst undgå at tage medicin - jeg tror, det er noget med frygten for bivirkninger , eller tanken om at medicinen går ind og ændrer ved noget naturligt i kroppen. Men jeg gør det altså alligevel. Jeg tager min medicin, for jeg ved, hvor alvorlige følger det kan få, hvis jeg ikke gør det. Det er så et livsvilkår, og det må jeg tage med. Men det kunne da være skønt, hvis jeg kunne tage lavere doser nu, hvor jeg har ændret min livsstil. Zumba, cykel og sund kost Susan er i dag meget aktiv. Hun cykler dagligt ca. ½ time de fire dage, hvor hun ikke går til Zumba. Og Zumba er bare skønt siger hun. Jeg får danset og bevæget mig og brugt min krop til god musik. Det betyder virkelig meget at finde en motionsform, man kan lide, så det ikke bliver en straf at motionere. Zumba vil jeg anbefale alle, der kan tænke sig at dyrke en skæg form for motion. Også kosten er anderledes hos Susan Olsen og hendes familie i dag, og så alligevel ikke. I virkeligheden laver jeg samme slags mad, som jeg gjorde før, jeg fik konstateret mit for høje blodtryk. Men jeg har gået hos en diætist, der har hjulpet mig med at tilpasse mængderne af de forskellige typer kost , jeg spiser. Så i dag laver jeg fx stadig pasta med kød og grønt til, men nu er det grovpasta, og på min tallerken er der nu mindre kød og mindre pasta og langt mere salat, end der var tidligere. På den måde kan min mand og mine børn spise, som de plejer. Susan fortsætter: Hvis hele familien skal ændre kostvaner, fordi mor skal på slankekur, så kan det være en næsten uoverskuelig opgave, så det her er en rigtig god løsning for mig. Mit forhøjede blodtryk har hjulpet mig Selvfølgelig spiller motivationen meget ind for, om man kan tabe sig, siger Susan. Så lige på det punkt kan man jo godt sige, at mit forhøjede blodtryk har hjulpet mig. Det har givet mig motivationen, så jeg har tabt 13 kg - og det er da meget godt, synes jeg selv siger hun med et glimt i øjet. Susans fem råd til andre med forhøjet blodtryk: Gå regelmæssigt til tjek hos din læge Tab dig, hvis du er overvægtig Brug en diætist - diætisten kan hjælpe dig, så slankekuren ikke bliver surt slid, men i stedet en ny måde at spise på Dyrk motion og sørg for, at det er skægt. Husk små skridt, du skal ikke begynde med en ambition om et maraton i løbet af 14 dage. Tag din medicin, og hvis du ikke har lyst til det, så tal med lægen om, hvilke alternativer der kan være i din situation. Læs også Forhøjet blodtryk - den stille dræber og Forhøjet blodtryk - hvad kan du selv gøre? Artiklen er af ældre dato, sidst gennemgået i 2025.)
Meld en bivirkning - brug bivirkningsmanageren (Sådan melder du en bivirkning Husk altid at indberette bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen. Det gælder både ved naturmedicin , medicin i håndkøb og medicin på recept. Det er især vigtigt, når produktet har skærpet indberetning , eller når der er tale om en ny bivirkning, der ikke står nævnt i produktresumeet. Lægemiddelstyrelsen bruger disse informationer til at vurdere sikkerheden ved den medicin, som er på markedet. Se, hvordan sundhedsprofessionelle skal gøre på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside , eller hent indberetningsblanketten her. Brug bivirkningsmanageren, hvis du er ansat i Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjylland eller Region Sjælland I Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Nordjylland og Region Sjælland er der ansat bivirkningsmanagere til at samle og melde de bivirkninger, som regionens læger og andet sundhedspersonale registrerer. Hensigten med bivirkningsmanagerordningen er at få flere læger/sundhedsprofessionelle til at melde det, når de registrerer uventede, alvorlige eller nye bivirkninger. Kontakt din bivirkningsmanager og oplys Patientens navn og CPR- nummer Mistænkt lægemiddel, dosis og bivirkning Hospital og afdeling - så klarer bivirkningsmanageren resten for dig, og du undgår papirarbejdet. Kontakt bivirkningsmanager - Region Hovedstaden Kontakt bivirkningsmanageren på Bispebjerg Hospital: Telefon: 51 72 20 80, åbent hverdage 8-15 Mail: bivirkningsmanager@regionh.dk Tager imod henvendelser fra alle hospitalslæger fra Region Hovedstaden. Læs om bivirkningsmanageren på Bispebjerg Hospital s hjemmeside. Kontakt bivirkningsmanager - Region Midtjylland Kontakt bivirkningsmanageren på Telefon: 23 28 06 01, åben hverdage 8-15 Mail: bivirkningsmanager@auh.rm.dk Tager imod al henvendelse fra alt sygehuspersonale fra hele Region Midtjylland Læs om bivirkningsmanageren på Klinisk Farmakologisk Afdeling , Aarhus Universitetshospitals hjemmeside. Kontakt bivirkningsmanager - Region Nordjylland Kontakt bivirkningsmanageren på: Mail: bivirkningsmanager@rn.dk Tager imod henvendelser fra alle sygehuslæger fra hele Region Nordjylland. Læs om bivirkningsmanageren på Aalborg Universitetshospitals hjemmeside . Kontakt bivirkningsmanager - Region Sjælland Kontakt bivirkningsmanageren på: Telefon: 47 32 89 33, åbent hverdage 9-15 Mail: bivirkning@regionsjaelland.dk Tager imod henvendelser fra alt sygehuspersonale fra hele Region Sjælland. Læs om bivirkningsmanageren i Region Sjælland . Er du ansat i Region Syddanmark , skal du melde bivirkninger direkte på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside . Find andre relevante links og læs pro.medicin.dk's afsnit om Lægemiddelbivirkninger .)
SPC - sådan gør du (Vil du orientere om: 1. Opdateret SPC - du behøver ikke gøre noget Siden 2016 henter redaktionsekretariatet på medicin.dk automatisk og dagligt opdaterede og nye SPC’er fra EMA’s og Lægemiddelstyrelsens hjemmesider. Databasen sammenligner med foregående version af SPC, på en måde så det tydeligt fremgår, hvilke ændringer der er tale om siden forrige version. Du skal derfor ikke sende os opdaterede SPC'er. 2. Nyt SPC for nyt præparat med kendt indholdsstof - du behøver ikke gøre noget Da redaktionssekretariatet på medicin.dk også har adgang til Lægemiddelstyrelsens filer med ændringer til de kommende medicinpriser (takstfilerne), vil medicin.dk altid publicere en ny præparatbeskrivelse samtidig med, at det nye præparat kommer i medicinpriser.dk. 3. Nyt SPC for nyt indholdsstof eller ny kombination af indholdsstoffer - du behøver ikke gøre noget Skal du til at lancere et helt nyt præparat med nyt indholdsstof, eller en ny kombination af indholdsstoffer , gælder det samme som punkt 2. Du kan tage kontakt til os samt sende os det godkendte SPC til kontakt@medicin.dk såfremt I vil være på forkant eller specielle forhold gør sig gældende. Vi kan dog ikke garantere at have en fuld beskrivelse klar til lanceringstidspunktet. Specielle forhold, fx.: Supplerende forklaring nødvendigt ift. et eller flere afsnit i SPC'et Behov eller ønske om sundhedsfagligt informationsmateriale, der fx kan understøtte korrekt brug af medicin, forklare komplekse sundhedsfaglige udfordringer, eller på anden måde vejlede, undervise eller visualisere information fra Medicin.dk Productions . Kort beskrivelse - om den redaktionelle procedure Udarbejdelsen af præparatbeskrivelser med nyt indholdsstof, eller ny kombination af indholdsstoffer, er en tidskrævende proces, fordi den involverer en lang række redaktionelle procedurer . Derfor vil vi, hvis vi ikke er orienteret på forhånd, i første omgang kun nå at få udarbejdet en såkaldt kort beskrivelse af præparatet. Den indeholder fx information om anvendelsesområde, dispenseringsformer, supplerende overvågning og enkelte andre oplysninger. Det vil fremgå af en kort beskrivelse, at Præparatet er under redaktionel bearbejdning. En fuld beskrivelse vil som regel kunne ses efter fire uger. Er du i tvivl, så kontakt os på kontakt@medicin.dk.)
Søgeresultater, Lægemiddelgrupper:
Midler mod galdesten og hepatobiliære sygdomme (Anbefalet dosis af UDCA ved primær biliær cholangitis er 13-15 mg/kg legemsvægt per dag. Anbefalet dosis af UDCA ved galdesten er 8-10 mg/kg legemsvægt pr. dag. Herved opnås reduktion i størrelse af galdesten på 30-60 % (svarende til ca. 1 mm reduktion i stendiameter pr. måned). UDCA-behandling bør fortsætte i 3 mdr., efter galdesten er helt forsvundet. Der er størst effekt ved små sten (< 5 mm), hvor op til 90 % er væk efter 6 mdr. Er der ingen effekt efter 6-12 måneders UDCA-behandling, kan der ikke forventes effekt, og behandlingen bør ophøre. En nylig metaanalyse har vist, at UDCA kan forhindre dannelsen af galdesten ved intenderet større vægttab som ved fedmekirurgi 6242 - Efficacy of fibrates in the treatment of primary biliary cholangitis: a meta-analysis .)
Artemisininer (Artemisininer er en gruppe af lægemidler med virkning mod malaria . Lægemidlerne blev identificeret på baggrund af 1.000 år gamle kinesiske skrifter, der fortalte om en febernedsættende effekt af et ekstrakt af kinesisk malurt ( Artemesia annua ). Dette medførte isolation af en ny gruppe af stoffer, artemesininer, der viste sig at have en mere effektiv parasitdræbende effekt end andre malariamidler, og i sammenlignende undersøgelser med ældre midler (quinin) medførte brugen af artesunat en klar overlevelsesfordel. Nobelprisen i medicin i 2015 blev tildelt den kinesiske professor, der først identificerede artemisininerne.)
Thiouracilderivater og imidazolderivater (Behandling af gravide med antithyroide midler er en specialistopgave. Generelt bør der anvendes lavest mulig dosis med følgende behandlingsmål: TSH lavt i normalområdet og T4 højt i normalområdet. Månedlig kontrol af thyroideaparametre anbefales. Ved behov for doser på mere end 300 mg propylthiouracil eller 20 mg af et imidazolpræparat anbefales generelt thyroidektomi, helst i 2. trimester. Dette begrundes med den øgede risiko for neonatal hypotyroidisme. Kombinationsbehandling med levothyroxin frarådes ligeledes på grund af en øget risiko for føtal hypotyroidisme. Dette skyldes at propylthiouracil og imidazolpræparaterne passerer placenta i højere grad end levothyroxin. Ubehandlet hyperthyroidisme under graviditet er forbundet med en væsentlig øget risiko for uønsket fosterpåvirkning inklusive spontanabort, fosterdød og præmatur fødsel. Den terapeutiske strategi ved behandling under graviditet er fortsat genstand for diskussion: Der er systematiske data for mere end 15.000 gravide eksponeret for propylthiouracilderivater og mere end 6.000 gravide eksponeret for imidazolpræparater tidligt i graviditeten. Mere end 2.000 har været skiftet fra et imidazol til propylthiouracil i løbet af 1. trimester. I disse studier er der overordnet set en noget øget risiko for misdannelser af størrelsesordenen 4-7 % for propylthiouracil og 7-9 % for carbimazol/thiamazol. Opgørelsen af disse data er dog i de store datasæt foretaget på en måde, som ikke tvangsfrit tillader sammenligning med andre data i litteraturen, idet samtlige kodede misdannelser er talt med. Dette er ikke standard inden for denne type af studier, da der på denne måde medregnes mange mindre defekter, som i nogle tilfælde ikke kan defineres som en egentlig misdannelse, fx rententio testis, epicantus og laryngeal stridor. For propylthiouracil er mild neonatal hypotyroidisme beskrevet i nogle studier med en frekvens på omkring 10 %. For imidazolpræparater er der, i en række kasuistikker og i to større epidemiologiske studier, beskrevet en øget risiko for en særlig gruppe af misdannelser: Aplasia cutis, choanal atresi, esophagus atresi og omphalocele. Der er ikke tvivl om, at dette signal er reelt, men den absolutte risiko er i disse to opgørelser lav, omkring 1,5 %. Patienter, som påtænker graviditet og er i imidazol-behandling, eller patienter som diagnosticeres i 1. trimester, bør behandles med PTU. Det er uændret omdiskuteret, om velbehandlede patienter bør skiftes fra et imidazol til PTU (ved konstatering af graviditet) eller vice versa (ved overgang fra 1. til 2. trimester) under graviditeten. 2017 guidelines fra det Amerikanske Thyroideaselskab (ATA) (3177) anbefaler en ret kompleks algoritme med valg af behandling i henhold til trimester og i forhold til, om der er tale om en nydiagnosticeret eller aktuelt behandlet tilstand. Anbefalingerne er dog eksplicit med forbehold for lav grad af evidens. Medicin.dk finder ikke, at der er god evidens for at skifte behandling af en klinisk velbehandlet hyperthyroid patient under graviditeten. Såfremt denne tilgang vælges, bør det hvile på en vurdering hos den konkrete patient, hvor man bør inddrage risikoen for dysregulering ved præparatskift.)
β-receptorblokerende midler (Behandling med β-blokkere, specielt efter 1. trimester, kan øge risikoen for lav fødselsvægt og preterm fødsel. Bradykardi og hypoglykæmi er beskrevet hos nyfødte. Labetalol anses almindeligvis for veldokumenteret sikkert, men de fleste kliniske studier relaterer sig til intervention efter 1. trimester. Atenolol, labetalol, propranolol og metoprolol kan anvendes under visse forudsætninger. Bisoprolol, carvedilol, nebivolol og sotalol bør ikke anvendes på grund af manglende data. Hvis en β-blokker har været indgivet i dagene før fødslen, bør den nyfødte observeres i 1-2 døgn post partum for β-blokerende effekter, fx bradykardi og hypoglykæmi. Behandling af hypertension hos gravide er en specialistopgave, se i øvrigt afsnittet Hypertension hos gravide .)
Cinacalcet og etelcalcetid (Cinacalcet og etelcalcetid virker agonistisk på den calciumsensitive receptor (CaSR) i bl.a. gll. parathyroideae. Herved reduceres PTH-sekretionen efter få timer. Faldet i plasma-PTH medfører et fald i plasma-calcium, indtil der er etableret en ny ligevægtstilstand. Ved kronisk behandling kan reduktionen i plasma-PTH, plasma-calcium og Ca x PO 4 -produktet vedligeholdes.)
Acetylsalicylsyre (analgetika) (Der er talrige undersøgelser af anvendelse af ASA i analgetiske doser i 1. trimester omfattende mange tusinde eksponerede. De fleste kontrollerede prospektive studier har ikke kunnet påvise en teratogen effekt. For NSAID generelt er der påvist en let øget risiko for spontan abort ved anvendelse i 1. trimester. ASA er i lighed med andre NSAID kontraindiceret i 3. trimester, da de dels kan reducere den renale gennemblødning hos fosteret med ledsagende oligohydramnion, dels fremkalde en lukning af ductus arteriosus intrauterint, som kan føre til pulmonal hypertension hos den nyfødte. Desuden kan uteruskontraktionen hæmmes med sen eller forlænget fødsel til følge. Endvidere øges blødningsrisikoen hos såvel mor som den nyfødte. Trombocythæmmende lavdosis ASA kan om nødvendigt anvendes, men antitrombotisk behandling under graviditet er en specialistopgave.)
Orale fumarater (dimethylfumarat og diroximelfumarat) (Dimethylfumarat og diroximelfumarat kan reducere lymfocyttallet. Inden behandling med dimethylfumarat bør der foreligge en nylig foretaget komplet blodtælling (dvs. inden for de sidste 6 måneder). Dimethylfumarat og diroximelfumarat er ikke blevet undersøgt hos patienter med eksisterende lave lymfocyttal, og der skal udvises forsigtighed ved behandling af disse patienter. Under behandling med dimethylfumarat og diroximelfumarat skal der foretages komplet blodtælling hver 3.måned. Hvis lymfocyttallet falder under 0,5 x 10 9 /l i mere end 6 måneder, skal fortsat behandling vurderes i lyset af andre mulige behandlinger.)
NSAID (En metaanalyse fra 2002 omhandlende ASA i første trimester fandt ingen dokumentation for øget risiko for fødselsskader (2227) . Et epidemiologisk studie fra 2012 med mere end 110.000 gravide og 5.267 NSAID-eksponerede fandt ingen øgning af medfødte malformationer. I gruppen af COX-2 behandlede (114) var der en mulig øgning af muskuloskeletale malformationer (2228) . Enkelte undersøgelser har vist en mulig let øget risiko for spontan abort og hjertemisdannelser ved anvendelse i 1. trimester. To epidemiologiske studier har beskrevet en let øget risiko for spontan abort ved anvendelse af NSAID i mere end en uge tidligt i graviditeten. I det ene studie var den risikable periode begrænset til ugen efter konceptionen. Studierne har metodologiske svagheder bl.a. manglende validitet af variable og manglende justering for forskellighed i patientgrupperne. Der er ikke data, som tyder på, at kortvarig anvendelse af NSAID i 1. trimester udgør en risiko for fosteret. Behandling bør dog kun undtagelsesvist finde sted og da kun i kortere tid. Anvendelse efter uge 20 frarådes efter en nyligt udsendt risikovurdering fra EMA. PRAC vurderer, efter gennemgang af underliggende evidens, at der ved anvendelse efter 20. graviditetsuge er øget risiko for føtal nyrepåvirkning og oligohydramnios og præmatur lukning af ductus arteriosus (5744) . I 3. trimester er NSAID kontraindiceret, da de kan reducere den renale gennemblødning hos fosteret med ledsagende oligohydramnion, fremkalde en lukning af ductus arteriosus intrauterint, som kan føre til pulmonal hypertension hos den nyfødte, samt hæmme uteruskontraktion med sen eller forlænget fødsel til følge. Endvidere øges blødningsrisikoen i selv lave doser hos såvel moderen som den nyfødte. Undtagelsesvis anvendes NSAID i 3. trimester (dog før uge 34) til behandling af truende for tidlig fødsel (specialistopgave). Her foretrækkes indometacin , som kan rekvireres med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen , se Prostaglandinsyntesehæmmere . Specielt kvinder med ankyloserende spondylitis ( morbus Bechterew ) kan få en forværring under graviditet og har ofte god effekt af NSAID, typisk gives retardpræparat til natten. Kvinder med reumatoid artritis kan ofte få det bedre under graviditet og vil derfor have mindre brug for disse præparater. Hvis man vælger at behandle, bør ibuprofen , evt. som retraheret præparat til natten foretrækkes, da en god sikkerhedsprofil er bedst dokumenteret for dette præparat.)
Laksantia (Enkelttilskud til laksantia vil normalt kunne imødekommes til: patienter i opioidbehandling eller anden stærkt obstiperende medicinsk behandling svært immobile patienter med obstipation, fx kørestolsbundne patienter eller patienter med følger efter apoplexia cerebri patienter, hvis alvorlige grundsygdom giver obstipation patienter med obstipation som følge af kirurgisk indgreb i mave-/tarmkanalen eller følger efter fx strålebehandling. behandling af vedvarende obstipation hos børn. Den forventede behandlingsvarighed bedes anført. Bevilling af enkelttilskud til laksantia til børn med obstipation uden kendt grund er gyldig i 12 måneder. Hvis behandlingen fortsættes udover denne periode, kan der søges om forlængelse i en ny ansøgning med oplysninger om yderligere udredning samt seponeringsforsøg.)
Opioider (analgetika) (For opioider som gruppe er der mange tusinde eksponerede gravide, og der er ikke fundet tegn på væsentlig overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Visse data antyder en lille overhyppighed (1 %), men der er mange mulige confoundere forbundet med disse data. Opioider passerer let placenta, og abstinenssymptomer hos den nyfødte kan forekomme ved langvarig behandling og forekommer hyppigt ved børn født af opioidafhængige kvinder. Ved anvendelse lige før og under fødslen er der risiko for påvirkning af det nyfødte barn i form af respirationsdepression, og opioider bør generelt undgås i 2 uger før terminen. Der bør kun anvendes morfin (ikke i kombinationspræparater), hvor datamængden er størst.)
Følsomhedsbestemmelse og resistens (antibiotika til systemisk brug) (Følsomhedsbestemmelse Bakteriers følsomhed over for et antibiotikum afhænger dels af tilstedeværelsen af den eller de receptorer, som stoffet virker på, dels af, om stoffet kan nå frem til receptorerne, dvs. passere cellevæg og -membran i en tilstrækkelig koncentration. En bakteries følsomhed for et antibiotikum angives ved stoffets mindste hæmmende koncentration (minimal inhibitory concentration, MIC). MIC-værdien er afgørende for, om et antibiotikum kan forventes at have effekt in vivo. Samtidig kræves det, at stoffet kan administreres på en måde, som sikrer, at der på infektionsstedet opnås en koncentration over MIC-værdien. Svaret på resistensbestemmelsen udført af laboratoriet vil være angivet som: S (følsom), I (intermediær) eller R (resistent). Betydningen af disse betegnelser er i Danmark revideret i 2021: Nogle bakterier har en mindre følsom vildtype for visse antibiotika. For at opnå tilstrækkelig effekt kræves høj standarddosis. Disse bakteriers følsomhed besvares i danske mikrobiologiske laboratorier enten som S (følsom) under forudsætning af, at der anvendes høj standard dosis eller som I (intermediær følsom). I begge tilfælde vil anbefalet dosis enten være angivet på prøvesvar, eller prøvesvar vil være forsynet med henvisning til lokal antibiotikatabel. Nogle bakterier kan have en erhvervet lav-resistens , som gør dem nedsat følsomme for et antibiotikum. Disse bakteriers følsomhed besvares i danske mikrobiologiske laboratorier som I (intermediær følsom) og betyder at højere dosering er nødvendig. Nogle bakterier mangler den nødvendige receptor eller har en uigennemtrængelig cellemembran og er naturligt resistente over for visse antibiotika, fx aerobe bakterier over for metronidazol eller anaerobe bakterier over for gentamicin. Ved erhvervet resistens er bakteriens bindingssted for et antibiotikum ændret gennem en mutation i genet for bindingsstedet, eller bakterien har fået overført genetisk materiale, som koder for en ændring i bindingsstedet eller for et enzym, der kan inaktivere et antibiotikum (fx aminoglycosid modificerende enzym eller kan nedbryde et antibiotikum, fx en β-laktamase). Der kan også overføres gener, som koder for ændringer i transporten over cellemembranen. Disse bakteriers følsomhed vil fra laboratoriet været angivet som R (resistent). Bakterien er resistent over for det pågældende lægemiddel, som ikke kan forventes at have effekt selv i høj dosis. Resistensudvikling Antimikrobiel resistens udgør én af de største trusler mod folkesundheden. Det er estimeret, at der i Europa dør 33.000 personer hvert år, som følge af infektioner forårsaget af resistente bakterier. Forekomsten af infektioner med carbapenemase-producerende organismer (CPO) er steget markant over de senere år. Dette gælder også i Europa inkl. Danmark, hvor der er rapporteret om udbrud, både på og imellem danske hospitaler (4617) . Disse bakterier forårsager ofte infektioner, der er meget vanskelige at behandle på grund af få virksomme antibiotika. For at styrke indsatsen imod CPO blev der i 2018 indført CPO-meldepligt, og Sundhedsstyrelsen udgav Vejledning om forebyggelse af spredning af CPO (4618) . Se også DANMAP . Der er en nøje sammenhæng mellem antibiotikaforbrug og resistensudvikling. Ved indtagelse af et antibiotikum spredes det med blodet til alle dele af kroppen, inkl. sekreter, sved, tårevæske, modermælk, tarmsekret osv. De følsomme bakterier på hud og slimhinder bliver hæmmet i deres vækst eller fjernet, og pladsen vil blive overtaget af bakteriearter eller andre mikroorganismer, fx svampearter, der er enten naturligt resistente eller har erhvervet resistens over for det pågældende stof. Dette kaldes selektion. Når indtagelsen af antibiotika ophører, kan bakteriefloraen returnere til den oprindelige mikrobiota, hvis der stadig forekommer - eller tilføres - følsomme bakterier. Det koster som regel noget for en bakterie at opretholde en resistensegenskab i form af et eller flere resistensgener med produktion af fx enzymer, der ikke har en naturlig funktion for bakterien. Da livet i tarm eller på slimhinder er en kamp for ernæring og overlevelse, vil denne resistens-omkostning hæmme en resistent bakterie i konkurrence med dens følsomme modpart, og de følsomme bakterier vil udkonkurrere de resistente. Dette ses fx ved normalisering af hud-, mundslimhinde- og tarmflora hos patienter uger til nogle måneder efter en antibiotikabehandling. Resistente ESBL-/CPO-bakterier kan dog stadig isoleres selv efter længere tid. I et miljø som det danske, hvor antibiotikaforbruget er relativt lavt, vil der være en dominerende repræsentation af følsomme bakterier. I mange Sydeuropæiske lande, som fx Spanien, Italien og Grækenland, der har et væsentligt højere antibiotikaforbrug sammenlignet med Danmark, vil den almindelige forekomst af følsomme bakterier være sparsom, og mikrobiota vil for det meste bestå af resistente bakterier. Hvis der konstant opretholdes et stort selektionspres med antibiotika og en pool af resistente bakterier, der kan overføre deres resistensegenskaber, vil følsomme bakterier kun overleve ved at erhverve de resistente bakteriers resistensegenskaber. I CPO findes mange forskellige carbapenemaser. I Danmark tilhører langt de fleste carbapenemaser i Enterobacterales oxacillinase (OXA)-48 like enzymer og New Delhi Metallo-β-laktamase (NDM). I P. aeruginosa er carbapenemaser sjældne, men der forekommer metallo-β-laktamaser (Verona Integron-encoded Metallo-β-laktamase (VIM) og NDM). I Acinetobacter baumannii findes der overvejende oxacillinase (OXA-23). Den samme bakterie kan producere flere forskellige carbapenemaser. Behandling af CPO infektioner afhænger af infektionsfokus, bakterieart og carbapenemasetype og er afhængig af den fænotypiske følsomhedsbestemmelse. Ved ikke-alvorlige infektioner med CPO tilhørende Enterobacterales med fokus i urinveje kan infektion ofte behandles med gængse antibiotika som nitrofurantoin, pivmecillinam og trimethoprim. Behandling af alvorlige infektioner med CPO omfatter særlige antibiotika og er en specialistopgave, som varetages i samråd med en klinisk mikrobiologisk speciallæge. Resistensforekomsten hos E. coli og enterokokker i den normale danske befolknings tarmflora følges i DANMAP-overvågningen, hvor der hvert år udkommer en rapport om det sidste år, se DANMAP . Resistensudvikling hos sygdomsfremkaldende bakterier under behandling er relativt sjælden, da behandlingen netop stiler mod at fjerne disse bakterier, før resistens kan forekomme. Ved visse infektioner nedsættes risikoen for resistensudvikling ved anvendelse af kombinationsbehandling fx behandling af tuberkulose og Pseudomonas aeruginosa infektioner. Da nogle resistensegenskaber opstår hurtigt (høj mutationshyppighed) mod visse antibiotika eller disse allerede eksisterer i overførbar form (plasmider) hos udvalgte varianter af visse bakteriearter fremmes selektion af sådanne resistensegenskaber lettere under en antibiotikabehandling. Resistens opstår således nemt under behandling af stafylokokinfektioner, hvor rifampicin eller fusidin anvendes som enkeltstofbehandling. Fluorquinoloner som ciprofloxacin selekterer hurtigere for resistens hos P. aeruginosa og cefalosporiner hos Enterobacterales , der allerede producerer kromosomale β-laktamaser, fx Enterobacter cloacae, Citrobacter freundii, Proteus vulgaris og Serratia marcescens . Hvis resistensgenerne forekommer på overførbare DNA-elementer som plasmider , transposoner e.l., sker overførsel af resistens lettere, hvor der ligger mange bakteriearter sammen, som det er tilfældet på hud, slimhinder eller i tarmen. Det er påvist, at resistente bakterier i fødevarer, fx E. coli med extended spectrum β-laktamaser (ESBL) eller Enterococcus faecium , som er vancomycinresistent (VRE), nemt passerer ventriklen til tarmen og fastholdes eller overfører deres resistens til andre bakterier i tarmens mikrobiota i forbindelse med antibiotikabehandling. Derfor er resistensforholdene hos bakterier fra produktionsdyr i landbruget - og hermed antibiotikaforbruget i landbruget - også vigtige for mennesker. Dette kan også følges i DANMAP-rapporterne. Mange plasmider indeholder resistensgener for flere forskellige antibiotika, hvorved bakterier med disse plasmider vil være multiresistente - samtidig resistens over for flere forskellige antibiotika. Ved såkaldt co-selektion vil disse bakterier kunne selekteres af hver enkelt af de antibiotika, som bakterierne er resistente overfor. Derfor bør det i særlig grad forhindres, at der sker en spredning af sådanne multiresistente bakterier, fx meticillinresistente S. aureus (MRSA), E. coli med ESBL, der spalter de fleste β-laktamantibiotika eller carbapenemase producerende organismer (CPO). Resistensmekanismer β-laktamantibiotika Der er tre resistensmekanismer for β-laktamantibiotika: Enzymatisk nedbrydning af β-laktamringen (β-laktamase) Der er nu påvist mere end 500 forskellige β-laktamaser, og nye dannes i takt med introduktionen af nye β-laktamantibiotika. Generne for disse enzymer kan sidde på kromosomet eller på plasmider, og en bakterie kan bære generne for flere enzymer samtidig. β-laktamaser findes hos de gramnegative bakterier i det periplasmatiske rum, hvor de forhindrer β-laktamantibiotika i at nå frem til de penicillinbindende proteiner ved cellemembranen. Hos grampositive bakterier som stafylokokker udskilles β-laktamaser til det omkringliggende miljø, hvor det kan ødelægge β-laktamantibiotika. Det er en af forklaringerne på, at penicillinbehandling af gruppe A-streptokoktonsillitis kan svigte: Den patogene bakterie er ikke resistent, men penicillinet ødelægges af andre bakterier i infektionsområdet. β-laktamaser kan være inducerbare, dvs. de dannes først, når bakterien møder β-laktamantibiotika, fx hos Enterobacter spp., Serratia spp., Proteus vulgaris og Morganella spp. Ikke sjældent sker der mutationer i styringen af repressorgenet, så der opstår en konstant højproducerende derepresseret stamme, som er meget resistent over for de fleste cefalosporiner. I de senere år er der set en alarmerende stigning i Extended Spectrum β-laktamase (ESBL) producerende enterobakterier, som ud over de almindelige penicilliner og cefalosporiner også ødelægger de bredspektrede cefalosporiner (cefotaxim, ceftriaxon og ceftazidim). De findes hyppigst i E. coli og Klebsiella pneumoniae og forekommer høj-endemisk på sygehuse i Sydeuropa. I Danmark ses også en betydelig forekomst. Blandt E. coli fra blod var forekomsten af ESBL 6 % i 2023. Det er i særlig grad cefalosporiner som cefuroxim, cefotaxim, ceftazidim og ceftriaxon, der selekterer for ESBL. De fleste ESBL-stammer er in vitro følsomme for mecillinam. Tigecyklin kan muligvis anvendes til behandling af infektioner med ESBL-stammer. ESBL-stammer er følsomme for carbapenemer, men et øget forbrug af disse antibiotika selekterer for carbapenemase producerende organismer (CPO). Carbapenemase enzymer (NDM, KPC, VIM, MBL, OXA) spalter carbapenem og forekom tidligere primært i E. coli og Klebsiella pneumoniae (NDM-1 og KPC), Pseudomonas aeruginosa (MBL og VIM) og Acinetobacter baumanii (OXA) påvistes tidligere meget sjældent i Danmark. Da generne for disse enzymer er beliggende på mobile genelementer (plasmider) ses nu spredning til andre enterobakterier, og samtidigt er nye enzymtyper kommet til. Aktuelt registreres en meget bekymrende stigning af CPO i Danmark. I 2020 er den første panresistente (resistent for alle antibiotika) stamme påvist i Danmark. Se DANMAP . Derfor bør disse bredspektrede β-laktamantibiotika (carbapenemer) bruges med største tilbageholdenhed. Ændring i de penicillinbindende proteiner (PBP) β-laktamantibiotika binder til forskellige enzymer i cellemembranen, de såkaldte penicillinbindende proteiner, der har forskellige funktioner omkring cellevægsdannelsen. Mutationer i generne for PBP'er kan ændre bindingsaffiniteten af β-laktamantibiotika, uden at enzymernes funktion ændres - og derved føre til resistens. Denne resistenstype er den vigtigste årsag til β-laktamresistens hos pneumokokker, enterokokker, meticillinresistente S. aureus (MRSA), og i nogen grad hos H. influenzae . Ændring i efflux- eller transportmekanismer i cellemembranen Specielt hos P. aeruginosa forekommer hyppigt ændring i transportmekanismer, der også berører β-laktamantibiotika. Dette kan medføre resistens over for næsten alle antibiotikagrupper. Resistensudvikling i udvalgte bakterier Pneumokokker Pneumokokker med MIC > 0,06 mikrogram/ml har nedsat følsomhed for penicillin forårsaget af ændringer i de penicillinbindende proteiner. Nedsat følsomhed over for penicillin ses hos ca. 5 % af pneumokokker i Danmark og er meget hyppig i fx Spanien og Asien. Andre infektioner end meningitis kan fortsat behandles med benzylpenicillin i højere dosering: Ved MIC benzylpenicillin 0,12-0,5 mikrogram/ml bør benzylpenicillin doseres 2 mill. IE x 4, ved MIC 1 mikrogram/ml, 4 mill. IE x 4 eller 2 mill. IE x 6, og ved MIC 2 mikrogram/ml bør doseringen være 4 mill. IE x 6. Stammer med MIC > 2 mikrogram/ml må betragtes som penicillinresistente. Disse pneumokokker har også nedsat følsomhed over for cefalosporiner, og højresistente stammer for ceftriaxon er registreret, men er meget sjældne. Penicillinresistente pneumokokker har nedsat følsomhed for carbapenemer. Der er imidlertid set resistensudvikling som følge af nedsat permeabilitet gennem bakteriernes cellevæg. En sådan resistens vil formentlig omfatte alle β-laktamer. Pneumokokstammer med MIC > 2 mikrogram/ml kan behandles med vancomycin, teicoplanin, linezolid og moxifloxacin. β-laktamresistente pneumokokker er hyppige i Sydeuropa og Asien, men ses sjældent i Danmark ( 128 mg/l, og derfor ses der ikke synergisme med penicillin, fx ved behandling af endocarditis foråsaget af sådanne stammer. Resistensmekanismer tetracycliner De mest udbredte resistensmekanismer for tetracycliner omfatter transportmekanismer i cellemembranen, dvs. mekanismer, der enten forhindrer stoffet i at komme ind i cellen eller pumper stoffet ud af bakteriecellen kort efter diffusion ind i cellen. Tetracyclinresistens-gener er udbredt i mange bakteriearter pga. omfattende brug af disse antibiotika til mennesker, i landbruget og i industriel fiskeproduktion. Generne sidder oftest på plasmider og overføres let mellem stammer og arter. Da der ofte forekommer andre resistensgener på samme plasmider, er der også en høj grad af co-selektion af andre resistensegenskaber ved anvendelse af tetracyclin. Tetracyclinresistens forekommer hos omkring 20 % af danske E. coli fra mennesker og hos flere E. coli fra produktionsdyr. Tetracyclinresistens er almindelig (30-40 %) hos danske S. pyogenes samt udbredt i S. pneumoniae , specielt de penicillinresistente. Resistensmekanismer fluorquinoloner En enkelt mutation i gyrasegenet er tilstrækkelig til at ændre bindingen af et fluorquinolon. Herved reduceres aktiviteten, som fører til en stigning i MIC. Flere mutationer i gyrasegenet medfører yderligere stigning i MIC. Selv en lille stigning i MIC kan skjule et væsentligt fald i fluorquinoloners drabseffekt, så behandlingen svigter. Quinolonresistens hos E. coli i Danmark er de seneste år steget til over 10 %, højest hos isolater fra hospitalsindlagte. Gyrasegenmutation er kromosomal og kan ikke overføres til andre bakterier. Den anden hyppige resistensmekanisme er ændring i effluxmekanismer med udpumpning af fluorquinolon, før det når frem til gyrasen. Disse effluxpumper kan optræde samtidigt med mutationer - evt. som første trin i resistensudvikling - og er set i næsten alle bakterier. Ligesom mutationerne er denne mekanisme kromosomal og ikke overførbar. En tredje resistensmekanisme skyldes qnr -genet og er i modsætning til de to øvrige mekanismer overførbar via plasmider. Generne qnrA , -B, -C, -D eller -S koder for proteiner, der beskytter gyrasen mod binding til fluorquinolonet. Det er nu rapporteret fra både Amerika, Asien og Europa og er set i først Klebsiella spp. og derefter i E. coli og Salmonella spp. Senest er det påvist, at et af de aminoglykosidmodificerende enzymer, aac(6)-lb-cr kan inaktivere fluorquinoloner, som dermed mister aktiviteten, når de er kommet ind i bakteriecellen. Resistensmekanismer vancomycin Vancomycin hæmmer de sidste trin af peptidoglycan-biosyntesen, og dermed forhindres cellevægsdannelsen. I slutningen af 1980'erne rapporteredes for første gang vancomycin-højresistente Enterococcus faecium (VRE) fra England og Frankrig. Mens det oftest forekommer i enterokokker, er vanA -induceret vancomycinresistens i S. aureus endnu kun sporadisk fundet i USA. Vancomycinresistens var i Europa tæt forbundet med brugen af en vækstfremmer, avoparcin, der viste sig at selektere for vancomycinresistente enterokokker i produktionsdyr, hvorefter de overførtes til mennesker via kødvarer. Efter forbud mod vækstfremmere i Europa faldt frekvensen af VRE væsentligt, men i de senere år er registreret en ny bekymrende stigning i vancomycinresistens E. faecium (både af vanA og vanB -typen) i Danmark, især hos patienter som har været i forudgående bredspektret antibiotika behandling. I 2023 var således 12 % af E. faecium vancomycin resistente, hvilket er betydelig højere end i andre nordiske lande. Der er endvidere nu også i Danmark påvist vancomycin-variable enterokokker (VVE), som er karakteriseret ved at være fænotypisk vancomycin-følsomme E. faecium , men som indeholder vanA -genkomplekset. Det er vist, at ved behandling med vancomycin kan disse stammer konvertere til VRE. VVE lader sig kun påvise med molekylærbiologiske metoder og er derfor underdiagnostiseret, se DANMAP . Resistensmekanismer lipopeptider Daptomycinresistens er rapporteret som årsag til behandlingssvigt ved Staphylococcus aureus -bakteriæmi. Resistensmekanismen er ukendt. Resistensmekanismer andre antibiotika Resistens mod rifampicin Kan optræde allerede i første døgn af behandlingen. Resistens på baggrund af et par forskellige punktmutationer i rpoB er blevet beskrevet for en række bakterier som Neisseria meningitidis , Streptococcus pneumoniae , Staphylococcus aureus , Escherichia coli m.fl. Andre mekanismer som mutationer i membran-effluxpumper er blevet beskrevet, fx for Neisseria gonorrhoeae . Fusidinresistens Resistens mod fusidin er ofte associeret med mutationer i genet for EF-G (“elongation factor - fusA ), RplF ( fusE ) eller optagelse af generne fusB , fusC eller fusD . Er de senere år steget til 12-17 % i S. aureus isoleret fra blod. Se DANMAP . Resistens mod linezolid Resistens skyldes overvejende mutationer i ribosom-bindingsstedet og kan optræde under behandling med linesolid. Linesolid-resistens blev i 2022 påvist i henholdsvis 0,8 og 1,0 % i invasive stammer af E. faecium og E. faecalis . Er rapporteret - om end sjældent hos stafylokokker. Andre mutationer har medført resistens - ikke blot mod linezolid, men også mod erythromycin og chloramphenicol. Linezolidresistens kan også skyldes et plasmidbårent gen. Sulfonamidresistensmekanismer Er velbeskrevet i Enterobacterales , hvor de specielt hos E. coli har været fremtrædende i mange år. Der er resistens hos ca. 30 % E. coli fra ukomplicerede urinvejsinfektioner i almen praksis og på sygehuse i Danmark. Et af de resistensgener, der koder for sulfonamidresistens, sul 1, forekommer ofte sammen med resistensgener for flere antibiotika, og det gælder specielt i Enterobacterales. Resistens mod trimethoprim Er udbredt, > 20 % af danske E. coli -stammer er resistente, og generne overføres via plasmider. Koblet resistens med sulfonamidresistens og ampicillinresistens er udbredt i Danmark og det øvrige Europa. Trimethoprim (TMP) hæmmer enzymet dihydrofolatreductase, som reducerer dihydrofolat til tetrahydrofolat. Ændring i reductasen hæmmer trimethoprims aktivitet og fører dermed til resistens. Der findes nu adskillige trimethoprim-resistensgener med varierende ændringer i dihydrofolatreductaserne.)
Anxiolytika og hypnotika (iatrogen afhængighed) (Generelle betragtninger Benzodiazepiner er stærkt afhængighedsskabende sammenlignet med andre rusmidler, og virker på GABA transmittersystemet. De har i en årrække været anvendt i behandling af angst, men er ikke længere dominerende i langtidsbehandling. Mange patienter, som er i langtidsbehandling med disse præparater, er afhængige. Når disse patienter klager over søvnløshed og psykisk eller fysisk uro, er der i mange tilfælde tale om abstinenser. I øvrigt gælder de samme generelle betragtninger for benzodiazepinafhængighed som omtalt under opiater. En særlig problemstilling forligger, når det drejer sig om behandling for opblussen af skizofreni med brug af benzodiazepiner. Ved akut forværring af psykotiske symptomer, kan der være behov for benzodiazepinbehandling i den akutte fase. Det bør efterfølgende tilstræbes, at patienten i takt med at tilstanden bedres, reduceres i benzodiazepindosis, og der bør fastsættes en dato for hvornår behandlingen ophører, hvis der ikke var en ordination inden forværringen opstod. Behandling Som omtalt under behandling af opioidafhængighed (se Opioider (iatrogen afhængighed) ), er det vigtigt med en motivationsskabende indsats. Det medfører, at patienten nøje undervises i, hvad nedtrapningen indebærer og at man advarer og påpeger udfordringerne, samt der er fuld gennemsigtighed i, hvad man planlægger, og hvad patienten ønsker, også selvom det ikke er overensstemmende. For mange er det ikke en mulighed at fortsætte som vanligt, så det er vigtigt at pointere, at de skal i gang , men at de vil få gennemgribende indflydelse på nedtrapningen. Hvis patienten har trappet for hurtigt ned og dermed fået abstinenser, kan det i enkelte tilfælde være nødvendigt med en mindre dosisøgning, eller fastholdelse af dosis, af nogle dages varighed, igen ud fra et skadesreduktionsperspektiv. Det er vigtigt at gøre sig klart, at nogle patienter er så afhængige, at det aldrig vil lykkes at få dem ud af afhængigheden. Der bør så lægges en plan for hvordan forløbet fremover skal sikres mod pludselige behandlingsophør, fx hvis der kommer en ny behandler, der ikke er enig i planen. Hvis en ny læge overtager behandlingen og ikke ønsker at fortsætte denne, kan en mulighed være, at få patienten henvist til andet behandlingssted, som så kan overtage behandlingen Patientens daglige forbrug af benzodiazepiner skal nøje kortlægges i samarbejde med patienten. Der kortlægges både hvad der er ordineret, om det tages som ordineret, om der suppleres (fra andre eller illegalt) og hvilke præparater, der anvendes hvornår og hvorfor. Hvis man opdager uregelmæssigheder, bør dette afklares med patienten med forståelse og åbenhed, for bedst muligt at sikre viden og alliance. Inden behandlingen påbegyndes, skal patientens medicinering skiftes til et benzodiazepin med lang halveringstid, fx diazepam - se tabel 1 i Benzodiazepiner (anxiolytika) . Den første opgave, inden en nedtrapning kan begynde, er at sikre at patienten ved, der skal ske noget nyt. Det kan være at tematisere at tage medicinen fast og udelukkende det ordinerede og derved også at udholde noget af det ubehag, der opstår, når man ikke umiddelbart indtager benzodiazepin ved angst eller uro. Egentlig bør man sigte imod - pga. den lange halveringstid for diazepam - at nøjes med at tage medicinen en gang dagligt, men for en del patienter har det en psykologisk betydning at få medicinen to eller flere gange dagligt. Andre kan opleve, at der kan opstå begyndende abstinenser sidst på døgnet, hvis der udelukkende administreres en gang dagligt. P.n.-situationer er typisk udløst af dagligdags frustrationer, stressfaktorer eller psykisk ubehag. Situationer patienten skal lære at håndtere på anden vis end ved indtagelse af benzodiazepiner. Hvis dette ikke kan opnås, kan en nedtrapning blive vanskelig. Det bør være tydeligt for patienten, at dette er en lang proces med ugentlig forværring, når et nyt trin påbegyndes. Patienten bør også være gjort bekendt med, at benzodiazepiner krydsreagerer med alkohol. Det betyder, at hvis patienten under nedtrapningen oplever ubehagelige abstinenser, bør man undgå at indtage alkohol i stedet, da risikoen for udvikling af et skadeligt alkoholforbrug dermed øges. Se i øvrigt Opioider (iatrogen afhængighed) . Patienter med langvarigt brug af benzodiazepiner, bør ikke have recepten fornyet, uden først at have haft en samtale om afrusnings- eller nedtrapningsstrategier med lægen. Det er en del af en god behandling for afhængighed at skabe muligheder for forandring. Se endvidere også Sundhedsstyrelsen vejledning om behandling af akutte rusmiddelforgiftninger (2925) . Klinisk erfaring har vist, at mange patienter er ophørt med brugen af benzodiazepiner og hypnotika efter en relativ kort behandlingsindsats. Det er patienter, som antageligt ikke har været afhængige af benzodiazepiner. En anden gruppe patienter har brugt 1-2 år på at trappe ud, mens en tredje gruppe kontakter flere læger for at fortsætte med at få udskrevet benzodiazepiner. Det er vigtigt at pointere, at en lille gruppe patienter er så belastede af deres afhængighed eller grundlidelse, at de ikke kan ophøre behandlingen. For at disse patienter ikke skal udvikle et andet afhængighedsproblem, fx med alkohol, eller skaffe sig medicinen på illegal vis, er det vigtigt at sikre en fortsat behandling og løbende have en god drøftelse af mulighederne for at mindske dosis, med skadereduktion som mål. Recidivforebyggelse Patienter med tidligere benzodiazepinafhængighed, bør ikke tilbydes benzodiazepiner som førstevalg. Der bør sikres psykoterapeutisk behandling hvis indiceret. Man skal tilstræbe at håndtere søvnproblemer vha. non-farmakologisk behandling, eller med melatonin eller promethazin (se Hypnotika ) og ved lette angsttilstande forsøge med hydroxyzin eller SSRI -præparater (se Behandling af angst ).)
Antimykotika til systemisk brug (svampeinfektioner i huden) (Generelt foretrækkes terbinafin ved dermatofyt-infektioner , og fluconazol eller itraconazol ved infektioner med Candida spp. og ved Malassezia- relaterede hudlidelser. Grundet potentiel risiko for resistensudvikling bør man generelt være tilbageholdende med anvendelse af systemiske svampemidler, hvis der er mulighed for at behandle med imidazoler eller allylamin topikalt. Det gælder fx anvendelse af fluconazol og itraconazol ved oral- og vulvo-vaginal candiasis. Særlige problemstillinger kan forekomme ved: 1) Dermatofytosis (tinea) capitis Terbinafin er førstevalgspræparat ved tinea capitis forårsaget af Trichophyton sp. , mens Microsporum sp. ofte udviser terapiresistens over for terbinafin, primært bør behandles med griseofulvin (10-20 mg/kg i 4-12 uger) (1800) . Griseofulvin er afregistreret, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek, eller man kan alternativt henvise til en dermatolog /dermatologisk klinik, som har udleveringstilladelse. Fluconazol kan også anvendes ved dermatofytosis capitis, men er ikke så effektivt over for dermatofytter som terbinafin. Også her er behandlingstiden ofte > 8 uger. Der gives 8 mg/kg ugentligt (790) (2021) (2025) (2699) . Fluconazol er ikke registreret til behandling af børn på denne indikation i Danmark. Ved infektion med Trichophyton spp. er terbinafin sikkert og effektivt. Det drejer sig især om infektioner med T. violaceum og T. tonsurans , som er importerede arter og udgjorde ca. 35 % af hårbundsinfektionerne i 2003 (1801) . Ligesom M. audouinii - en ligeledes importeret art - er disse svampe, i modsætning til M. canis, antropofile og giver dermed risiko for småepidemier i børneinstitutioner. For at undgå smitte anbefales det derfor at kombinere den systemiske behandling med lokale midler som terbinafincreme til læsionen og shampoo indeholdende ketoconazol til 2-3 gange ugentlig hårvask 6180 - Tinea capitis asymptomatic carriers: what is the evidence behind treatment? . 2) Onykomykose Høj alder, diabetes, kredsløbsforstyrrelser i benene disponerer. Mænd rammes hyppigere end kvinder. Onykomykose skyldes hyppigst dermatofytter ( Trichophyton rubrum), mens 5-10 % skyldes gær- eller andre skimmelsvampe . Dermatofytosis (tinea) ungvium Både terbinafin og itraconazol er effektive ved dermatofytinfektioner, førstnævnte bedst som kontinuerlig behandling i 3-4 måneder, sidstnævnte kan anvendes kontinuerligt til behandling i 3-4 måneder eller pulsbehandling i 1 uge med 3 ugers interval 3-4 gange. Helbredelsesprocenten, dvs. fuldstændig klinisk og mykologisk opheling efter 5 år, ligger på 25 % og 40 % for henholdsvis itraconazol og terbinafin (4430) . Dette taler for terbinafin som førstevalg ved dermatofyt infektion. Et større antal bedres betydeligt dvs. med perifere restforandringer, mens ca. 20 % ikke responderer. Manglende effekt kan skyldes ingen eller beskeden nyvækst af negl (på grund af alder) eller dermatofytom (uigennemtrængelige områder med tæt mycelievækst). Kombination med lokale midler, fodterapi og fjernelse af mykotisk neglevæv med keratolytisk salve under okklusion eller kirurgisk er tilrådeligt. Dette kan også anbefales til resterende forandringer efter systemisk behandling (4879) . Candidosis ungvium Ved onykomykose, der skyldes gærsvampe, anvendes itraconazol eller fluconazol. Ved fingernegle involvering tilrådes udtørring og anvendelse af handsker ved udsættelse for fugt. Non-dermatofyt skimmelsvampe i negle optræder oftest som saprofytter i en beskadiget negl, hvorfor behandling ikke er indiceret. Ved skimmelinfektion med Aspergillus spp./Fusarium spp., hvor den mykologiske diagnose er bekræftet ved gentagne dyrkninger, behandles med itraconazol. Effekten af systemisk behandling af øvrige skimmelsvampe i negle er usikker, og man bør konsultere svampekyndig. 3) Recidiverende vulvovaginal candidiasis Se Infektioner i vagina .)
Heroin (Heroin er et opioid med udbredt illegal anvendelse i store dele af verden. Rusen, den hurtige koncentrationsstigning af heroin cerebralt, indtræder umiddelbart efter, stoffet er injiceret og bliver beskrevet som en behagelig helkropsoplevelse. Den korte halveringstid gør, at der efter ca. fire timer er en så lav koncentrationen, at der kan fremkaldes en ny rus. Heroin ryges eller indtages intravenøst, og det er ofte en afhængighed, der medfører en del af de afledte effekter af intravenøst forbrug: Flebitis, kroniske virale infektioner, seksuelt overførte sygdomme, endokardit samt abscesser efter fejlfix. En særlig opmærksomhed bør være på tandstatus og hudinfektioner. En del heroinafhængige vil efterfølgende blive tilbudt substitutionsbehandling eller lægeordineret heroin som led i skadesreduktion. Der henvises i øvrigt til afsnittet om Opioider (iatrogen afhængighed) .)
Ikke-ioniske jodholdige kontraststoffer (Hvis en undersøgelse med parenteral kontraststofindgift er uomgængelig ud fra en lægefaglig vurdering og ikke kan erstattes med anden modalitet, kan den gravide undersøges med iodholdigt kontraststof. Røntgenstrålingen anses for at være farligere for fostret end jodholdigt kontraststof. Thyroideafunktionen skal kontrolleres hos den nyfødte inden for den første uge efter fødslen.)
Kvindelige kønshormoner (hormonsubstitution og hormonterapi) (I ovariet dannes tre typer steroide kønshormoner: østrogen progesteron androgen . Ovariernes hormonproduktion reguleres via feedbackmekanismer i hypothalamus-hypofyse-gonadeaksen. Hypothalamus frigiver gonadotropinreleasing hormone (GnRH), som stimulerer hypofysen til at producere follikelstimulerende hormon (FSH) og luteiniserende hormon (LH). I første halvdel af menstruationscyklus - den follikulære fase - stimulerer FSH væksten af follikler i ovarierne og dermed produktionen af østrogen i folliklernes granulosaceller. Den stigende koncentration af østrogen ændrer hypofysens følsomhed for GnRH, hvorved der i midten af cyklus på kort tid frigives en stor mængde LH (LH peak), hvilket udløser ovulationen. Den bristede follikel, hvor ovulationen har fundet sted, omdannes til corpus luteum, som producerer både østrogen og progesteron. Anden halvdel af cyklus kaldes derfor den luteale fase. De naturligt forekommende østrogener er estron, estradiol og estriol. Estradiol er det biologisk mest potente og det dominerende østrogen i menstruationscyklus. Ovariet producerer desuden inhibin-A, inhibin-B og Anti-Müllersk hormon (AMH), som kan anvendes som biomarkører for follikelaktivitet. Østrogen Ovariernes produktion af østrogen stiger i puberteten og stimulerer udviklingen af de sekundære kønskarakterer (mammae, pubesbehåring og kvindelig fedtfordeling) samt væksten af uterus. I den fertile alder stimulerer østrogen i første halvdel af cyklus proliferationen af endometriet. Efter ovulationen har østrogen sammen med progesteron en stabiliserende virkning på endometriet. Østrogen stimulerer dannelsen af sekret i cervix og vagina og har en styrkende virkning på slimhinder, bindevæv og muskulatur omkring vagina og de nedre urinveje. Østrogen spiller desuden en vigtig rolle i både opbygning og vedligeholdelse af knoglemassen, og har en gunstig virkning på endotelet og den glatte muskulatur i karvæggen. Østrogen hæmmer derved både afkalkning af knoglerne og tidlige stadier af aterosklerose. Progesteron Progesteron dannes primært i corpus luteum efter ovulation, men umiddelbart inden da også i den modne follikel. Progesteron bringer i anden halvdel af menstruationscyklus det østrogenstimulerede endometrium fra proliferationsfase til sekretionsfase, således at endometriet er klar til at modtage og implantere et befrugtet æg. Hvis kvinden ikke bliver gravid, ophører corpus luteum med at fungere og hormonpåvirkningen af endometriet bortfalder, hvilket resulterer i en menstruationsblødning og starten på en ny cyklus. Androgen Hos kvinder dannes der androgener både i thecacellerne og i de interstitielle celler i ovariet samt i binyrebarken. Det biologisk mest aktive androgen er testosteron. Efter menopausen dannes der fortsat (men i nedsat grad) androgener i ovarierne, der sammen med androgener fra binyrerne aromatiseres til østrogen i fedtvæv.)
Imlifidase (Imlifidase er godkendt til desensibilisering af nyrepatienter, som er på venteliste til en ny nyre, og som har vævstypeantistoffer (anti-HLA antistoffer) og en positiv crossmatch-test mod en mulig afdød nyredonor. Imlifidase bør kun anvendes, når behandlingen forestås af læger med erfaring i brug af immunsuppressiva og behandling af HLA-immuniserende patienter. En positiv crossmatch-test mod en mulig nyredonor kontraindicerer nyretransplantation, da det kan medføre hyperakut afstødning af det transplanterede organ. HLA-immuniserede patienter kan have antistoffer rettet specifikt mod den potentielle nyredonor, og det kan give anledning til en positiv crossmatch-test. I Danmark anvendes CDC-crossmatch test i den akutte situation, når der er et nyretilbud fra en afdød donor. Under normale omstændigheder vil nyretransplantation ikke blive gennemført, hvis CDC-crossmatch for T-celler er positiv, da det er for immunologisk risikabelt. Imlifidase kan kortvarigt nedbryde IgG i blodet. Derved kan imlifidase konvertere en positiv crossmatch-test til negativ, hvilket efterfølgende kan gøre det muligt for patienten at blive nyretransplanteret. Imlifidase blev godkendt af EMA i forbindelse med offentliggørelsen af det seneste kliniske studie med imlifidase, som er et internationalt multicenter fase-2 studie, ikke-blindet og uden kontrolgruppe og med 6 måneders opfølgning. I alt 19 højtimmuniserede patienter med positiv crossmatch-test over for mulig nyredonor fik imlifidase. Dog var det kun 2 af de 19 patienter, som havde en positiv CDC-T-celle crossmatch over for donor, inden der blev givet imlifidase. Ingen af patienterne fik hyperakut afstødning efter transplantationen. Der var en patientoverlevelse på 100 % og en nyregraftoverlevelse på 88,9 % efter 6 måneder. 9 af 18 patienter (50 %) fik diagnosticeret en akut afstødning i opfølgningsperioden, Der blev givet i.v. methylprednisolon og antihistamin forud for imlifidase. Den immundæmpende behandling omfattede induktion med i.v. glukokortikoid per-operativt og dagligt frem til dag 3 postoperativt og enten heste-anti-thymocyt-globulin (ATGAM), 15 mg/kg i.v. dagligt i 4 dage initieret per-operativt. Vedligeholdelsesbehandling med immunsuppression blev administreret i henhold til standard klinisk praksis for immuniserede patienter. Intravenøs immunglobulin (IVIG) 10 % 2 g/kg legemsvægt (maks. 140 g for patienter> 70 kg) blev givet 7 dage efter imlifidase-infusion og rituximab 1 g i.v. blev givet 9 dage efter imlifidase-infusion. Hos næsten alle 19 patienter var niveauet af donor specifikke antistoffer (DSA) faldet til < 3.000 MFI 6 timer efter imlifidase. Rebound af DSA blev detekteret 3 - 14 dage efter imlifidase. Hos de fleste kom DSA tilbage til præ-transplantationsniveauet eller derunder og faldt efterfølgende. Patienterne udviklede anti-imlifidase antistoffer. Imlifidase er betinget godkendt, og der afventes således langtidsdata på de imlifidase behandlede patienter med status på patient-og nyregraftoverlevelse .)
Midler mod HIV (Inddeling af lægemidler efter virkningsmekanisme HIV tilhører familien af retrovirus. Betegnelsen retrovirus hentyder til HIV's replikationscyklus. Den virale genetiske information oversættes baglæns fra RNA til DNA ved hjælp af et virusspecifikt enzym, en RNA-afhængig DNA-polymerase kaldet reverse transcriptase (RT). Funktionen af dette enzym er afgørende for syntesen af HIV. Enzymets funktion kan blokeres af en række antivirale lægemidler, der kan inddeles i nukleosid og nukleotid-RT-hæmmere (NRTI) på den ene side og non-nukleosid-RT-hæmmere (NNRTI) på den anden. HIV integreres i kromosomer ved hjælp af integraseenzymet, denne proces kan hæmmes af integrasehæmmere. Umiddelbart efter syntesen og under frigørelsen af HIV fra den inficerede celle sker der en række enzymatisk styrede molekylære spaltninger og omlejringer i de nydannede viruspartikler (funktionel modning). Det vigtigste enzym i denne proces er den HIV-specifikke protease. Stoffer, der hæmmer denne funktion, kaldes proteasehæmmere. Hæmning af den funktionelle modning af HIV resulterer i, at de nydannede viruspartikler ikke er infektiøse, så den videre spredning af infektionen blokeres. Samling af kapsidet til en kegleformet strukturkan blokeres af kapsidhæmmere. Når HIV inficerer en ny celle, bindes overfladeproteinerne til to forskellige receptorer, CD4 og kemokinreceptorerne CCR5 eller CXCR4. Denne binding inducerer dynamiske ændringer i virusproteinerne, som resulterer i, at viruskappen smelter sammen med cellemembranen, og at virus kommer ind i cytoplasmaet. Det er muligt at hæmme HIV's indtrængen i cellen på flere måder. Det kan være med lægemidler, der binder sig til den cellulære receptor CCR5. Det kan også være med lægemidler, der binder sig til den del af HIV´s kappe-proteiner, som interagerer med CD4-receptoren. Kombinationsbehandling Da HIV relativt hurtigt udvikler resistens over for antivirale lægemidler, anvendes der i dag kombinationsbehandling - oftest bestående af 3 antivirale lægemidler. Kombinationsbehandling med 3 lægemidler har i talrige kontrollerede studier vist sig at være overlegen i forhold til behandling med et eller de fleste kombinationer med to lægemidler. Samtidigt er det dog også blevet klart, at bestemte kombinationer med to lægemidler, hvoraf det ene har en bred genetisk barriere mod resistens, fra to forskellige klasser kan bruges til behandlingsnaive patienter samt som vedligeholdelsesbehandling. Behandlingen fjerner ikke HIV fra patienten, men virusreplikationen bremses, immunsystemet restitueres, og risikoen for alvorlige opportunistiske følgesygdomme reduceres og er hos velbehandlede patienter meget lille. Det er en fordel for alle patienter - uafhængigt af CD4-tal, at der indledes antiretroviral behandling. Det er vist, at en sådan behandling reducerer forekomsten af HIV-relaterede komplikationer såvel som ikke HIV-relaterede komplikationer. Samtidig eliminerer en succesfuld behandling smitsomheden. Det er vist, at pause med behandlingen øger risikoen for død og komplikationer - også selvom immunsystemet er regenereret. Behandlingsresponset monitoreres ved mængden af HIV-RNA i plasma. En genotypisk resistensbestemmelse kan afsløre mutationer i patientens virus, som medfører nedsat følsomhed for de enkelte stoffer. Den væsentligste årsag til resistensudvikling er mangelfuld eller uregelmæssig indtagelse af den ordinerede medicin. Det er derfor vigtigt nøje at støtte patienten under behandlingen og at skifte behandlingen, hvis den på grund af bivirkninger eller andre forhold ikke passer til patientens livsførelse. Antiviral kombinationsbehandling af HIV-infektion er en specialistopgave, der hører hjemme på landets infektionsmedicinske afdelinger. Tabel 2: Antiretrovirale lægemidler inddelt efter virkningsmekanisme Virkningsmekanisme Generisk navn Reverse transcriptase-hæmmere Inhiberer den HIV-specifikke RNA-afhængige DNA-polymerase, hvorved syntesen af nye HIV-partikler går i stå. Nukleosid-RT-hæmmere Abacavir Emtricitabin 1) Lamivudin Zidovudin Nukleotid-RT-hæmmere Tenofovir 1) 2) Non-nukleosid/ nukleotid-RT-hæmmere Doravirin Efavirenz Etravirin Nevirapin Rilpivirin Proteasehæmmere Inhiberer den HIV-specifikke protease, hvorved nydannede HIV-partikler forbliver umodne og ikke-infektiøse. Atazanavir Darunavir Fosamprenavir Lopinavir Ritonavir Integrasehæmmere Inhiberer aktiviteten af den HIV-kodede integrase, hvorved integration af HIV-genomet i værtsgenomet hindres. Raltegravir Dolutegravir Elvitegravir Bictegravir Cabotegravir Kapsid hæmmere Forhindre at de enkelte byggesten samler til et kegleformet kapsi. Lenacapavir CCR5-hæmmere Inhiberer HIV's binding til CCR5-receptoren ved at binde sig til denne. Maraviroc 1) Emtricitabin og tenofovir anvendes endvidere til behandling af kronisk hepatitis B-virusinfektion. 2) Tenofovir findes som to forskellige prodrugs. * Fostemsavir er pt. udgået.)
Kemiske kontraceptiva til lokal brug (Indeholder sæddræbende (spermicide) forbindelser. Midlerne er effektive i ½-2 timer, og de bør derfor appliceres kort før samleje. Der bør anvendes en ny portion ved hvert samleje. Gruppen omfatter vagitorier samt cremer og skum, som anvendes sammen med pessar. Midlerne er ikke registrerede farmaceutiske specialiteter og der findes derfor heller ingen beskrivelse af præparaterne på pro.medicin.dk.)
Pulverinhalatorer (Inhalationspulver kan leveres som multidosis- eller enkeltdosissystemer. Pulverinhalatorer kræver at patienten kan suge så kraftigt ind, at pulverpartiklerne bliver slået i stykker til en størrelse på mellem 1-5 mikrometer. God inhalationsteknik kan opnås med relativ beskeden træning - specielt hos småbørn og patienter med KOL og FEV1 under 50 % af forventet værdi er det vigtigt at instruere patienten i at foretage en fuld eksspiration, inden inhalationen af pulveret påbegyndes. Der findes forskellige træningsdevices, hvorved man kan tjekke, om patienten inhalerer med tilstrækkelig højt flow. Aerolizer Gøres klar ved at åbne inhalatoren, sætte en pulverkapsel i og lukke igen. Herefter laver man hul i kapslen ved at trykke på en knap, og pulveret kan inhaleres gennem mundstykket. Følgende middel kan fås med Aerolizer Langtidsvirkende β 2 -agonister (LABA): Formoterol Medical Valley Breezhaler® Gøres klar ved at fjerne beskyttelseshætten og åbne inhalatoren. Herefter sættes en pulverkapsel i, og inhalatoren lukkes igen. Kapslen perforeres ved at trykke på de to knapper, mens inhalatoren holdes opret med mundstykket opad - pulveret kan så inhaleres gennem mundstykket. Følgende midler kan fås med Breezhaler® Langtidsvirkende β 2 -agonister (LABA): Onbrez® Breezhaler® Langtidsvirkende antikolinergika (LAMA): Seebri Breezhaler Tovanor Breezhaler Langtidsvirkende β 2 -agonist i kombination med langtidsvirkende antikolinergika (LABA/LAMA): Ultibro® Breezhaler® Xoterna Breezhaler® Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist og langtidsvirkende antikolinergika (ICS/LABA/LAMA): Enerzair® Breezhaler® Diskos® Indeholder 60 doser. Den enkelte dosis gøres klar ved at skubbe dosisknappen hen til fingergrebet. Herefter kan pulveret inhaleres gennem mundstykket. Dosisknappen skal være rykket tilbage, før en ny dosis kan klargøres. Diskos® lukkes efter brug ved at skubbe fingergrebet tilbage. Følgende midler kan fås med Diskos® Korttidsvirkende β 2 -agonister (SABA): Ventolin® Ventoline® Langtidsvirkende β 2 -agonister (LABA): Salmeterol Orifarm Serevent® Glukokortikoider til inhalation (ICS): Flixotide® Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (ICS/LABA): Salmex Serefarm Seretide® Easyhaler® Inden brug skal inhalatoren rystes. Dosis gøres klar ved at trykke i toppen af dosisbeholderen. Herefter kan pulveret inhaleres gennem mundstykket. Følgende midler kan fås med Easyhaler® Korttidsvirkende β 2 -agonister (SABA): Buventol® Easyhaler® Langtidsvirkende β 2 -agonister (LABA): Formo Easyhaler® Glukokortikoider til inhalation (ICS): Beclomet Easyhaler® Giona Easyhaler® Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (ICS/LABA): Bufomix Easyhaler® Salflumix Easyhaler® Ellipta® Den enkelte dosis gøres klar ved at trække beskyttelseshætten ned. Herefter kan pulveret inhaleres gennem mundstykket. Ellipta® lukkes efter brug ved at skubbe beskyttelseshætten tilbage. Følgende midler kan fås med Ellipta® Langtidsvirkende antikolinergika (LAMA): Incruse Ellipta® Langtidsvirkende β 2 -agonist i kombination med langtidsvirkende antikolinergika (LABA/LAMA): Anoro Ellipta® Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (ICS/LABA): Relvar® Ellipta® Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist og langtidsvirkende antikolinergika (ICS/LABA/LAMA): Trelegy Ellipta® Forspiro Den enkelte dosis gøres klar ved at åbne beskyttelseshætten og trække topstykket til side og tilbage igen. Herefter kan pulveret inhaleres gennem mundstykket. Efter brug lukkes beskyttelseshætten over mundstykket. De brugte foliestrips rives forsigtigt af i sidekammeret. Følgende midler kan fås med Forspiro Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (ICS/LABA): AirFluSal® Genuair Den enkelte dosis gøres klar ved at trykke den grønne knap helt ned og slippe. Dosis er klar, når kontrolvinduet er grønt. Dosis er inhaleret korrekt, når kontrolvinduet bliver rødt. Følgende midler kan fås med Genuair Langtidsvirkende antikolinergika (LAMA): Bretaris Genuair Eklira Genuair Langtidsvirkende β 2 -agonist i kombination med langtidsvirkende antikolinergika (LABA/LAMA): Brimica Genuair Duaklir Genuair HandiHaler® Inden brug trykkes knappen ind, hvorved beskyttelseslåget åbnes. Mundstykket løftes op, og inhalatoren fyldes med én kapsel. Mundstykket lukkes i, og kapslen perforeres ved at trykke på knappen, som derefter slippes. Herefter kan pulveret inhaleres gennem mundstykket, mens HandiHaleren holdes vandret. Følgende midler kan fås med HandiHaler® Langtidsvirkende antikolinergika (LAMA): Spiriva® Nexthaler® Indeholder op til 120 doser. Ved åbning af låget aktiveres dosistælleren, og mundstykket til inhalation bliver tilgængeligt. Følgende midler kan fås med Nexthaler® Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β2-agonist (ICS/LABA): Innovair Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β2-agonist og langtidsvirkende antikolinergika (ICS/LABA/LAMA): Trimbow Spiromax Indeholder op til 120 doser. En dosis gøres klar ved at åbne mundstykket, til der høres et klik. Følgende midler kan fås med Spiromax Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (ICS/LABA): DuoResp Spiromax Turbuhaler® Indeholder op til 200 doser. Dosis gøres klar ved at dreje den farvede bund frem og tilbage én gang, mens turbuhaleren holdes lodret. Herefter kan pulveret inhaleres gennem mundstykket. Følgende midler kan fås med Turbuhaler® Korttidsvirkende β 2 -agonister (SABA): Bricanyl® Turbuhaler® Terbutalinsulfat 2care4 Terbutalinsulfat Paranova Langtidsvirkende β 2 -agonister (LABA): Oxis® Turbuhaler® Glukokortikoider til inhalation (ICS): Pulmicort Turbohaler Spirocort® Turbuhaler® Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (ICS/LABA): Symbicort® Twisthaler® Inden inhalatoren åbnes, sikres det, at tælleren og pilen på hætten står lige ud for hinanden. Inhalatoren åbnes ved at fjerne den hvide hætte, mens inhalatoren holdes opret med den pinkfarvede del nedad. Hætten drejes mod urets retning, og Twisthaleren er klar til brug. Følgende midler kan fås med Twisthaler® Glukokortikoider til inhalation (ICS): Asmanex® Twisthaler® Zonda® Inden brug åbnes beskyttelseslåget og mundstykkket løftes op. Inhalatoren fyldes med én kapsel. Mundstykket lukkes i, og kapslen perforeres ved at trykke på knappen, som derefter slippes. Herefter kan pulveret inhaleres gennem mundstykket, mens inhalatoren holdes vandret. Følgende midler kan fås med Zonda®-inhalator Langtidsvirkende antikolinergika (LAMA): Braltus)
Maribavir (Maribavir har ingen nyretoksisitet eller knoglemarvssuppression. Der er nogle gastro-intestinale bivirkninger specielt smagsforstyrrelser.)
Mikrosomalt transferprotein (MTP)-hæmmere (Mikrosomalt transferprotein (MTP)-hæmmere ( lomitapid ) repræsenterer en ny gruppe af kolesterol og triglyceridsænkende lægemidler, der kan påvirke produktionen af lipoproteiner i både leveren og tyndtarmen. MTP er et intraluminalt lipid-transporterende protein, der er nødvendigt i både leveren og tarmen for optagelsen af apolipoprotein B (ApoB)-holdige lipoproteiner. Hæmning af MTP nedsætter udskillelsen af hepatisk VLDL-kolesterol og chylomichroner fra tarmen, hvorved plasma triglycerid og LDL-kolesterol reduceres betydeligt. MTP-hæmning kan medføre en reduktion af LDL-kolesterol på 70-80 % og plasma triglycerid på 30-40 %, men anvendes kun til patienter med den yderst sjældne tilstand homozygot familiær hyperkolesterolæmi, som skønnes at optræde hos 1 ud af 1 million danskere. Behandling kan derfor kun varetages af højt specialiserede afdelinger.)
Midler mod kolestatisk hudkløe (Ofte vil patienten være i behandling med ursodeoxycholsyre for kolestatisk leversygdom. Førstevalg til patienter med kolestatisk kløe er fibrater, særligt til patienter med Primær biliær cholangitis (PBC), men har også vist effekt ved andre kolestatiske leversygdomme. Herefter kan anvendes rifampicin. En ny behandling er IBAT-hæmmere (Ileal Bile Acid Transporter-hæmmere) der primært er undersøgt hos børn med arvelig kolestase, men formentlig også har effekt hos voksne med hepatisk kløe. Herefter anionbytter (cholestyramin eller cholestipol), der ophæver det enterohepatiske galdesyrekredsløb og lindrer hudkløen oftest efter ca. en uge. Hos patienter, der ikke responderer tilstrækkeligt på ovenstående, kan sertralin (SSRI) eller naltrexon forsøges, og i svære tilfælde anvendes kombinationer af disse stoffer (5441) (5442) (6234) . Ursodeoxycholsyre kan anvendes ved PBC. Galdesyren ursodeoxycholsyre kan forsøges hos patienter med kronisk kolestatisk leversygdom. Doseringsforslag 250 mg x 2-4 dgl. afhængigt af effekt (2472) . Andre præparater Bezafibrater har vist effekt på kløe og fatigue, primært ved primær biliær levercirrose (5441) . Rifampicin kan i visse tilfælde lindre kolegen kløe via induktion af mikrosomale enzymer, som omsætter galdesyrer (2087) . Dosis til voksne er 150-300 mg daglig. IBAT hæmmer har vist effekt mod kolestatisk kløe hos børn, ligesom der er enkelte studier som viser effekt på kløe hos voksne. Dosis er 40-120 mg per kg legemsvægt, en gang dagligt (6617) (6618) . Den syrebindende anionbytter cholestyramin kan anvendes mod hudkløe forårsaget af kolestase. Dosering: Voksne. Initialt gives 4 g cholestyramin. Vedligeholdelsesdosis 4-12 g daglig fordelt på 1-4 doser. Børn. Initialt 4-8 g for cholestyramin fordelt på 1-3 doser, om nødvendigt stigende, evt. til voksendosis (2086) . Opioidreceptorantagonisten naltrexon kan i visse tilfælde lindre kolegen kløe via en central effekt. Dosis er 25-50 mg daglig (2087) . Sertralin er afprøvet ved cholestatisk leversygdom. Der er muligvis effekt på hudkløe, men evidensen er sparsom. Daglig dosis 75-100 mg (6619) (6620) .)
Intraartikulær anvendelse (kontraststoffer til MR-scanning) (Patienter, der tidligere har reageret på indgift af et MR-kontrastmiddel og/eller har astma eller svær allergi, bør overvåges. Det vides ikke om prednison kan reducere risikoen for en ny reaktion, men man ved, at patienter kan reagere trods steroid givet i profylaktisk øjemed (break-through reaction).)
Midler med virkning på PCSK9 (PCSK9 (proprotein-konvertase-subtilisin/kexin-type 9) er et protein, som kodes af genet PCSK9, der blev det tredje kendte gen, der er relateret til familiær hyperkolesterolæmi. PCSK9 produceres i leveren og frisættes til blodbanen, hvorfra det udøver sin effekt ved at binde sig til LDL-receptoren. Denne binding forhindrer genbrug af LDL-receptoren, hvilket mindsker den generelle LDL-receptors effektivitet. Ved hæmning af enten funktionen af PCSK9 eller syntesen af PCSK9 kan man opnå en øget LDL-receptor effektivitet og dermed en mere effektiv clearing af LDL-kolesterol fra blodet. Hæmning af PCSK9 anses som en dokumenteret farmakologisk behandlingsmulighed til reduktion af LDL-kolesterol med henblik på at reducere risikoen for aterosklerotisk kardiovaskulær sygdom. Der findes to typer lægemidler, der på hver sin måde virker via påvirkning af PCSK9-proteinet og medfører signifikant reduktion af LDL-kolesterol i blodet. Lægemidlerne omfatter de kendte PCSK9-hæmmere, som er antistoffer, og en ny lægemiddelgruppe, der betegnes som PCSK9-syntesehæmmere. PCSK9-hæmmere PCSK9-hæmmere ( alirocumab , evolocumab ) omfatter en gruppe monoklonale antistoffer, der forhindrer binding af proteinet PCSK9 til LDL-receptoren, hvorved nedbrydningen af LDL-receptoren i leveren reduceres, og dermed øges reduktionen af LDL-kolesterol i blodet. Behandling med alirocumab eller evolocumab i monoterapi eller sammen med statin kan reducere LDL-kolesterol med 45-65 %. Der foreligger to positive endepunktsstudier med PCSK9-hæmmer behandling i kombination med statin og flere studier pågår (3243) (4659) . Behandling med PCSK9-hæmmere anvendes ved primær hyperkolesterolæmi og til patienter med kardiovaskulær sygdom eller diabetes, hvor den lipidsænkende behandling med statin i maksimal tolereret dosis (eller hvor statin er kontraindiceret), kolesterolabsorptionshæmmere og eventuelt anionbytter ikke er tilfredsstillende. PCSK9-hæmmere gives subkutant med dosering hver anden eller hver fjerde uge og kan i enkelte tilfælde medføre reaktioner på applikationsstedet. Det er kun speciallæger i kardiologi, endokrinologi og neurologi, der kan ordinere PCSK9-hæmmere. Præparaterne udleveres fra hospital vederlagsfrit til patienten og følger medicinrådets kriterier for iværksættelse af behandlingen, se anbefalinger fra Medicinrådet . PCSK9-syntesehæmmere PCSK9-syntesehæmmere ( inclisiran ) repræsenterer et nyt behandlingsprincip med interfererende ribonukleinsyre (siRNA). Incliseran er en syntetisk fremstillet kolesterolsænkende, dobbeltstrenget, lille siRNA, som er konjugeret på den kodende streng med triantennært N-acetylgalactosamin (GalNAc) for at sikre optagelsen i hepatocytterne. I hepatocytterne udnytter inclisiran RNA-interferensmekanismen, hvilket medfører katalytisk nedbrydning af mRNA for PCSK9-proteinet. Denne intracellulære hæmning af PCSK9-syntesen medfører en øget recirkulation af LDL-C-receptoren og ekspression på hepatocytcelleoverfladen, hvilket øger optagelsen af LDL-kolesterol og reducerer LDL-kolesterol-niveauerne i cirkulationen. En samlet fase III-analyse af inclisiran viste en reduktion af LDL-kolesterol på mellem 50-55 % efter 90 dage, som blev opretholdt ved langvarig behandling. Virkningen af inclisiran på den kardiovaskulære morbiditet og mortalitet er imidlertid endnu ikke klarlagt. Behandling med PCSK9-syntesehæmmeren inclisiran anvendes ved primær hyperkolesterolæmi og til patienter med kardiovaskulær sygdom, hvor den lipidsænkende behandling med statin i maksimal tolereret dosis (eller hvor statin er kontraindiceret), kolesterolabsorptionshæmmere og eventuelt anionbytter ikke er tilfredsstillende. PCSK9-syntesehæmmeren gives som en enkel subkutan injektion ved start, igen efter tre måneder og herefter hver 6. måned. Behandlingen kan medføre reaktioner på applikationsstedet. Det er kun speciallæger i kardiologi, endokrinologi og neurologi, der kan ordinere PCSK9-syntesehæmmere. Præparatet udleveres fra hospital vederlagsfrit til patienten og følger medicinrådets kriterier for iværksættelse af behandlingen, se anbefalinger fra Medicinrådet .)
Anti-D immunglobulin (specifikke humane immunglobuliner) (Profylaktisk mod immunisering mod RhD-blodtypen (rhesusimmunisering) i følgende situationer: Rutinemæssig profylakse Normalt svangerskab, RhD-negativ kvinde Profylaksen gives jf. Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen til ikke RhD-immuniserede, RhD-negative, som er gravide med et RhD-positivt foster. Profylaksen gives dels antenatalt (i 29. graviditetsuge) og dels ved fødslen. I begge situationer gives 250-300 mikrogram anti-D immunglobulin som engangsdosis. Den antenatale profylakse baseres på en føtal genomisk bestemmelse af RHD. Denne udføres på en maternel blodprøve udtaget ved den forebyggende svangreundersøgelse hos egen læge i 25. graviditetsuge. Normalt svangerskab, kvinde med RhD-variant I de sjældne tilfælde, hvor moderen udtrykker en RhD-variant (fx RhDVI), er det ikke muligt at foretage en sikker antenatal diagnostik af barnets RhD-type. Her vil det ofte anbefales at give antenatal profylakse uden sikker viden om fosterets RhD-type. Den nyfødtes RhD-type kan efterfølgende bestemmes på en navlesnorsprøve med henblik på, om der er indikation for post partum profylakse. Normalt svangerskab, kvinde med svag ekspression af D-antigen Personer med svag ekspression af D-antigen (svag D-type, weak D) kan i nogle tilfælde være registreret som RhD-negativ i blodbankens database. En sikker konklusion på kvindens D-type kræver en udredning med genomisk RHD-bestemmelse. Kun meget få med en svag D-type vil kunne udvikle anti-D (for weak D type 1, 2, eller 3 er udvikling af anti-D ikke beskrevet). Som for personer med RhD-variant kan fosterets RhD-type ikke konkluderes pga. tilstedeværelse af et maternelt RHD. Såfremt kvinden er vist at være weak D type 1, 2 eller 3, er det ikke nødvendigt at give anti-D. For alle øvrige weak D-typer anbefales, at der gives Rh-immunprofylakse. Hvis det er relevant, kan post partum immunprofylakse gives efter bestemmelse af den nyfødtes RhD-type på en navlesnorsprøve. RhD-negativ kvinde med immunt anti-D Der er ikke evidens for, at administration af Rh-immunprofylakse til gravide, som allerede har udviklet anti-D, uanset styrken på antistoffet, kan forsinke eller hæmme yderligere immunisering. Profylakse på særlige indikationer Før 8. graviditetsuge, RhD-negativ kvinde Her er der ved fx abort eller indgreb ikke indikation for behandling med Rh-immunprofylakse. Fra 8. til og med 19. graviditetsuge, RhD-negativ kvinde Her gives 100-150 mikrogram anti-D immunglobulin ved abort, ekstrauterin graviditet, mola, abortus imminens eller kraftig vaginalblødning. Fra og med 20. graviditetsuge, RhD-negativ kvinde Her gives 250-300 mikrogram anti-D immunglobulin på samme indikationer som ovenfor samt ved foetus mortuus, mistanke om placentaløsning og ved udvendig vending. Stor føtomaternel blødning (> 12 ml) Typisk efter flowcytometrisk kvantitering af den føtomaternelle blødning. Der gives jf. anbefaling fra producenten typisk 20 mikrogram anti-D per 1 ml pakkede blodlegemer (sv. til ca. 2 ml føtalt blod) post partum. For en komplet beskrivelse af indikationer, se Sundhedsstyrelsens anbefalinger for svangreomsorgen. Intervention efter transfusion af RhD-positiv blodkomponent Rh-profylakse kan overvejes til RhD-negative recipienter af RhD-positive blodkomponenter. Erytrocytsuspension: Såfremt den indgivne mængde af RhD-positive erytrocytter er beskeden (< 10 ml pakkede erytrocytter), er behandlingen enkel og kan ofte begrænses til en enkelt dosis anti-D immunglobulin. Profylakse i dette regi kan fx være indiceret ved transfusion af RhD-positive trombocytkoncentrater eller ved utilsigtet transfusion af RhD-positiv erytrocytsuspension, hvoraf der (typisk) kun er indgivet en lille del af portionen. Ved transfusion af store mængder RhD-positive erytrocytter, fx en hel erytrocytsuspension eller mere, vil forsøg på elimination af de transfunderede erytrocytter med anti-D immunglobulin medføre risiko for, at der hos recipienten udløses en hæmolytisk transfusionsreaktion. Det anbefales derfor, at sådanne situationer konfereres med en klinisk immunolog. Trombocytkoncentrat: Sandsynligheden for immunisering ved transfusion af RhD-positivt trombocytkoncentrat er beskeden (1-2 % risiko pr. transfusion), hvorfor Rh-profylakse i disse situationer normalt forbeholdes kvinder i den fertile alder. Friskfrosset plasma: Det er normalt ikke nødvendigt at give profylakse efter transfusion med friskfrosset plasma.)
Rho-kinase hæmmere (Rho-kinase hæmmere er en ny gruppe stoffer til brug ved behandling af grøn stær. I Danmark markedsføres kun netarsudil i et kombinationsprodukt med latanoprost. Ingen af de rho-kinase hæmmere, der er blevet testet i kliniske forsøg, har vist sig bedre end almindeligt anvendte førstelinjemidler (prostaglandiner og betablokker) til sænkning af øjentrykket. I studier har netarsudil i kombination med latanoprost vist sig mere effektiv end stofferne givet som monoterapi. I registreringsstudiet var øjentrykket ved kombinationsbehandling med latanoprost 2,3 mmHg lavede end ved netarsudil i monoterapi og 1,6 mmHg lavere end ved latanoprost i monoterapi (12 måneders resultater). Rho-kinase hæmmere påvirker cytoskelettet i en række celler i kammervinklen og øger derved afløbet gennem trabekelværket og Schlemms kanal. Netarsudil har i modsætning til de øvrige rho-kinase hæmmere også en effekt in vitro på øget uveoskleralt udløb. Dette forklares ved en hæmmende virkning på noradrenalintransporten. Om det har nogen klinisk relevans, er endnu uafklaret. Signifikant forhøjede niveauer af Rho-A er blevet fundet i synsnervehovedet i glaukomatøse øjne sammenlignet med aldersmatchede kontroller. Dette understøtter en mulig rolle for Rho i udvikling af glaukom neuropati. Ved Rho-kinase hæmmeren netarsudil er set en neuroprotektiv effekt i laboratorieforsøg og dyremodeller. Om det har nogen klinisk relevans, er dog endnu uafklaret. Rho-kinase hæmmere reducerer arvævsdannelse og har derfor en mulig gavnlig effekt ved grøn stær kirurgi. Rho-kinase hæmmere er karudvidende og har derfor en mulig gavnlig effekt på blodgennemstrømningen af synsnervehovedet. Om det har nogen klinisk relevans, er dog endnu uafklaret.)
Fosfodiesterase-4-hæmmere (Roflumilast anbefales til patienter med svær KOL (FEV 1 < 50 % af forventet værdi), hoste og opspyt samt tendens til gentagne eksacerbationer (det vil sige en undergruppe af de patienter, som er placeret i gruppe C og D i den nye GOLD-klassifikation). Anvendes som vedligeholdelsesbehandling i tillæg til bronkodilaterende behandling (specialistbehandling).)
Inhalationsspray uden åndingsbeholdere (Standardinhalationsspray kræver god koordination. På markedet findes specielle udgaver (Autohaler og Salamol), der affyrer dosis automatisk og som med fordel kan benyttes af patienter med koordinationsproblemer. Ved akut eksacerbation kan inhalationsspray med åndingsbeholder (spacer) ofte erstatte forstøverapparater. De nye freonfrie inhalationsspray påvirker ikke ozonlaget og har en bedre lungedeponering. Dog indeholder de klimaskadelige HFC-gasser og anbefales derfor primært til patienter, der ikke kan anvende andre typer inhalationssystemer (fx ved behov for spacer). Nogle inhalationsspray har en dosistæller, men mange har ikke, hvilket øger risikoen for at patienten fortsætter med at anvende en tom inhalator. Autohaler Autohaleren gøres klar til brug ved at spænde fjederen, holde om top og bund og inhalere gennem mundstykket. Dosis udløses automatisk. Bemærk: Kan ikke anvendes med spacer. Følgende midler kan fås med Autohaler Korttidsvirkende β 2 -agonister (SABA): Airomir® Glukokortikoider til inhalation (ICS): AeroBec® Respimat® I modsætning til de vanlige inhalationsspray, der virker ved hjælp af drivmidler, anvender Respimat®-inhalatoren mekanisk energi fra en fjeder, der udløser en langsomt bevægende sky af medicin, som der er god tid til at inhalere. Der opnås en høj lunge-deponering, således at man har kunnet nedsætte medicindosis til ca. en tredjedel med bevarelse af samme kliniske effekt. Inden brug indsættes en patron med inhalationsvæske: Sikkerhedslåsen trykkes ind og det klare bundstykke fjernes. Patronen indsættes (der høres et klik, når den er indsat korrekt), og bundstykket sættes på igen. En dosis klargøres ved at bundstykket drejes i samme retning som pilene på etiketten, mens inhalatoren holdes lodret. Der høres et klik. Herefter åbnes det grønne låg og der inhaleres samtidigt med, at der trykkes på udløserknappen. Første gang en ny patron tages i brug, eller hvis der er gået mere end 3 uger siden sidste brug, skal inhalatoren affyres indtil der ses en medicinsky og derefter yderligere 3 gange før den anvendes. Har inhalatoren ikke været brugt i 1-3 uger affyres inhalatoren en enkelt gang før den anvendes. Følgende midler kan fås med Respimat® Langtidsvirkende β 2 -agonister (LABA): Striverdi® Respimat® Langtidsvirkende antikolinergika (LAMA): Spiriva® Langtidsvirkende β 2 -agonist i kombination med langtidsvirkende antikolinergika (LABA/LAMA): Spiolto® Respimat® Salamol inhalator Første gang sprayen bruges, eller hvis der er gået mere end 5 dage siden sidste brug, skal sprayen affyres 2 gange før den anvendes. Toppen skrues af sprayen, hætten over mundstykket åbnes og der affyres 2 doser ved at trykke ned på metalbeholderen. Inden brug skal sprayen rystes. Sprayen holdes lodret og hætten over mundstykket åbnes. Mundstykket holdes mellem læberne, og vejret trækkes langsomt gennem mundstykket, mens sprayen holdes lodret (lufthullerne øverst på sprayen må ikke blokeres). Sprayen vil herefter automatisk affyre en dosis. Bemærk: Kan ikke anvendes med spacer. Følgende midler kan fås med Salamol inhalator Korttidsvirkende β 2 -agonister (SABA): Salamol Standardinhalationsspray Inden brug skal sprayen rystes. Dosis udløses ved at holde om sprayen og trykke i toppen. Det er vigtigt, at man starter med at tømme lungerne, tager mundstykket i munden og - lige inden at man trykker - påbegynder en dyb og rolig inspiration gennem mundstykket. Følgende midler kan fås med Standardinhalationsspray Korttidsvirkende β 2 -agonister (SABA): Airomir® Ventoline® Langtidsvirkende β 2 -agonister (LABA): Salmeterol 2care4 Serevent® Langtidsvirkende β 2 -agonist i kombination med langtidsvirkende antikolinergika (LABA/LAMA): Bevespi Aerosphere Glukokortikoider til inhalation (ICS): Flixotide® Fluticasonpropionat Nordic Prime Icsori Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (ICS/LABA): AirFluSal® Flutiform Salmeterol/Fluticasonpropionat Cipla Seretide® Symbicort® Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist og langtidsvirkende antikolinergika (ICS/LABA/LAMA): Trixeo Aerosphere Standardinhalationsspray med opløsning Sprayen skal ikke rystes før brug. Det er vigtigt, at man - samtidig med at man trykker - trækker vejret dybt og roligt gennem mundstykket. Følgende midler kan fås med Standardinhalationsspray med opløsning Langtidsvirkende β 2 -agonister (LABA): Atimos Korttidsvirkende antikolinergika (SAMA): Atrovent® Glukokortikoider til inhalation (ICS): AeroBec® Alvesco® Beclometasondipropionat Carefarm Ciclesonide Orifarm Ciclesonide Sandoz Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (ICS/LABA): Ambofoz® Befoair® Forobec® Innovair® Laberon® Pumunix Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist og langtidsvirkende antikolinergika (ICS/LABA/LAMA): Trimbow Korttidsvirkende β 2 -agonist (SABA) i kombination med ipratropium: Berodual® Duovent)
Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) (Tabletter Præparaterne ligger generelt i pakninger til tre ugers forbrug. Enkelte præparater ligger dog i pakninger til 4 ugers forbrug. I disse 4-ugers pakninger er enten 7, 4 eller 2 tabletter virkningsløse, og tabletterne tages uden pause. Formålet med denne form for dosering er at mindske risikoen for, at tabletindtagelse glemmes. For alle præparater gælder, at i den første behandlingsperiode tages den første tablet på første blødningsdag for at sikre ovulationsblokering allerede i denne cyklus. Efter en tabletpause på 1 uge (for 4-ugers pakninger dog ingen pause) begyndes på en ny pakning. Der kommer en menstruationslignende blødning i tabletpausen - for præparater uden pause ses blødningen normalt under indtagelsen af de sidste tabletter i pakningen. Monofasiske præparater kan uden yderligere øget risiko for VTE tages uden pause, dvs. at man fortsætter tabletindtagelse fra en ny pakke umiddelbart efter afslutningen den forrige. Der vil typisk ikke komme blødning. Efter to-tre pakker kan pletblødning optræde. Da tilrådes det at holde 4 dages pause - ellers fortsætter pletblødningen. Efter de 4 dages pause genoptages behandlingen. Nogle p-pille brugere foretrækker at tage tabletterne på denne måde, specielt hvis der trods p-pillerne optræder gener i forbindelse med blødningerne. Efter abort påbegyndes behandlingsperioden umiddelbart efter aborten. Forholdsregler ved glemt indtagelse En glemt tablet indtages straks. Hvis der er glemt flere tabletter, indtages kun den sidst glemte tablet. De følgende tabletter i pakningen tages med en pille om dagen, til pakken er tom, og der holdes den planlagte pause eller fortsættes med næste pakning, hvis det drejer sig om et præparat i 4-ugers pakning. Hvis den glemte tablet er indtaget mere end 12 timer (24 timer for Zoely og 4. generations gestagener ) for sent, bør der benyttes supplerende prævention de næste 7 dage. Særligt for Qlaira® (som har forskelligt indhold af hormon i pakkens tabletter, og hvor det derfor tager længere tid at opnå fuld beskyttelse igen) gælder det, at der bør benyttes supplerende prævention de næste 9 dage, og at kvinden skal tage den sidst glemte tablet, så snart hun husker det, selvom det betyder, at hun skal tage 2 tabletter samtidig (se evt. indlægsseddel for nærmere regime om glemte tabletter). Hvis der er færre end 7 tabletter tilbage i en 3-ugers pakning, springes den planlagte pause over, og der fortsættes direkte med en ny periodes tabletter. Udebliver blødningen i næste tabletpause, bør der foretages graviditetstest. I alle p-pille-pakkerne findes en indlægsseddel med vejledning i tilfælde af glemte tabletter. Hvis kvinden har haft gastroenteritis med opkastning og diarré, anbefales det at anvende supplerende prævention i en periode på mindst 7 dage. Alternativt kan vaginalring eller plaster anvendes i en diarréperiode, idet hormonet her optages uden om mave-tarmsystemet. Det samme gælder, hvis kvinden skal gennemgå behandling med bredspektret antibiotika, som kan nedsætte optagelsen af de oralt indtagne midler. Plastre Prævention med plaster startes på menstruationens første dag. Der påsættes et enkelt plaster, som bæres en hel uge, hvorefter det skiftes én gang om ugen i 3 på hinanden følgende uger. Plasterskift kan ske når som helst på den fastsatte skiftedag. Den fjerde uge er plasterfri. Hvis behandlingen første gang startes senere end 1. dag i menstruationscyklus, bør der samtidig anvendes et supplerende præventionsmiddel de første 7 dage. Hvis plastret løsnes helt eller delvist i mindre end et døgn, skal det omgående sættes fast igen det samme sted eller erstattes af et nyt plaster. Er plastret løsnet i mere end et døgn, skal plastret fjernes og et nyt påsættes fra en ny behandlingsserie, som fortsættes i 3 uger. Der skal anvendes supplerende prævention de første 7 dage. Efter abort kan plasterbehandling påbegyndes umiddelbart. Vaginalindlæg Kvinden opsætter vaginalindlægget i den første behandlingsperiode på 1.-5. blødningsdag. Efter abort påbegyndes behandlingsperioden umiddelbart efter aborten. Vaginalindlægget anvendes i 3 uger, hvorefter det udtages. En uge efter udtagelsen indsættes et nyt vaginalindlæg. Hvis der går mere end 7 dage inden opsætning af nyt vaginalindlæg, skal det nye vaginalindlæg opsættes så hurtigt som muligt. Supplerende prævention skal anvendes de efterfølgende 7 dage. Vaginalindlægget kan være ude af skeden i op til 3 timer pr. døgn, uden at den svangerskabsforebyggende effekt er nedsat. Hvis vaginalindlægget har været ude af skeden i mere end 3 timer, er den svangerskabsforebyggende effekt nedsat. Vaginalindlægget kan genopsættes, men der skal anvendes supplerende prævention de næste 7 dage. Udskydelse af blødning I situationer, hvor der kan være behov for at udskyde blødningsperioden, kan man lade være med at holde pause og fortsætte direkte med næste pakke p-piller, plastre eller vaginalindlæg. Anvender man en tabletpakke, der indeholder 28 tabletter, skal man efter brugen af de første 21/24 tabletter begynde med en ny pakning, idet de resterende 7/4 tabletter er placebotabletter, som kun har til formål at hjælpe kvinden til at huske en pille hver dag. Denne procedure gælder for monofasiske p-piller, idet flerfasepræparaterne i denne sammenhæng ikke er velegnede. Når blødning ønskes, holdes pause i maksimalt 7 dage. Skift af præparat Ved skift fra en slags p-piller til en anden anbefales det, at man uden pause går direkte fra det gamle præparat til den første tablet i det nye præparat. Der KAN holdes pause, men da højst det antal dage, der var anbefalet i det sidst anvendte præparat. Ved skift til ring eller plaster gælder det samme.)
Triptaner (Triptaner bør tages tidligt i anfaldet, når patienten er sikker på, at der er tale om et migræneanfald, dog først efter en eventuel aurafase. Det er vigtigt, at patienten kan skelne mellem migræne og spændingshovedpine for at undgå et overforbrug af triptaner. En kombination af triptan og NSAID kan forsøges og vise sig hos nogle patienter at være mere effektivt end hvert medikament alene (6672) . Orale triptaner kan ved udtalt kvalme/opkastninger kombineres med kvalmestillende metoclopramid eller domperidon; evt. bør ikke-oral administrationsform af triptaner (næsespray eller subkutan injektion) bruges. Ved oral behandling ses for alle præparater begyndende klinisk effekt efter 0,5-1 time. 20-50 % af patienterne oplever recidiv af migrænen inden for 48 timer. En ny dosis triptan er normalt effektiv i disse tilfælde. Recidiv af migræne kan evt. også behandles med simple analgetika. Ved manglende effekt af et triptan opnås der normalt ikke noget ved at gentage behandlingen med triptan ved samme anfald. Triptaner bør højst benyttes 9 dage pr. måned for at undgå medicinoverforbrugshovedpine.)
Enteral ernæring (Standardpræparater) (Utilstrækkelig energitilførsel og underernæring under sygdom kan medføre vægttab, tab af muskelmasse og øvrigt proteinholdigt væv samt have negative konsekvenser for patientens kliniske forløb i form af øget risiko for komplikationer især infektioner og tromboser, øget behov for (gen)indlæggelse, nedsat fysisk funktion og øget dødelighed. Fx bør voksne med erhvervet hjerneskade, opstarte enteral ernæring indenfor 48 timer efter indlæggelse, hvis ikke der er medicinske kontraindikationer. Læs mere i Sundhedsstyrelsens, Nationale Kliniske Retningslinje, NKR: Ernæring af voksne patienter med erhvervet hjerneskade . En for høj energitilførsel kan dog have negative konsekvenser i form af hyperglykæmi, øget infektionsrisiko, øget respiratorisk belastning grundet øget CO2-udskillelse samt ophobning af fedt i leveren (steatose) med følgende påvirket leverfunktion. Ernæring via mave-tarm-kanalen er nødvendig for at opretholde tarmens slimhindes integritet, og det er vist, at tidlig enteral ernæring (mad, medicinske ernæringspræparater, drikke og/eller sondeernæring) hos kritisk syge patienter kan reducere det metaboliske stressrespons og mindske risikoen for især infektiøse komplikationer. Disse effekter medieres både via et større antal lymfocytter i tarmvæggen og via et øget minutvolumen til lever og tarm, samt en større tæthed af tyndtarmsepitelet. Således kan et enteralt ernæringstilskud, startende med 2.100-4.200 kJ (500-1.000 kcal) og højt indhold af protein svarende til 1,3-1,5 g/kg/døgn inden for det første postoperative døgn hos laparotomerede patienter reducere hyppigheden af postoperative infektioner og tromboser. Dette er formentligt også tilfældet for alle andre typer af kirurgi, men kun sikkert vist efter åbne abdominale indgreb. Det er derfor hensigtsmæssigt at give så meget ernæring som muligt via mave-tarm-kanalen. Energibehovet kan skønsmæssigt beregnes til 125 kJ (30 kcal/kg/døgn). Jo mere syg, patienten er, jo større risiko for død er der ved at give for meget energi, hvorimod der ikke ser ud til at være samme risiko ved at give protein i overskud. Senere i forløbet når det akutte forløb er stabiliseret, vil udnyttelsen af energi bedres og tilførsel af energi kan øges. Da muskelvæv har meget (mindst x 6 afhængigt af muskelaktiviteten) højere metabolisk aktivitet og dermed større energiomsætning end fedtvæv, vil energibehovet pr. kg. legemsvægt være lavere hos en patient med en større fedtmasse end hos en undervægtig patient, hvor fedtmassen er mindre. Adipøse (BMI > 30) skal derfor have mindre energitilførsel/kg legemsvægt. Der er ikke konsensus om den bedste måde at beregne energibehov hos patienten med svær overvægt, hvis ikke indirekte kolorimetri er muligt, og kropssammensætningen og dermed energibehovet kan desuden variere betydeligt hos patienter med sammenlignelig vægt og BMI. Hvis patienten er sengeliggende, kan anvendes aktuel vægt x 85 kJ (20 kcal/kg/døgn, og hvis patienten er oppegående anvendes aktuel vægt x 100 (25 kcal) kJ/kg/døgn (gennemsnitstal, da kropssammensætningen bestemmer de individuelle behov). Energiomsætningen i fedtceller er kun ca. 15 % af omsætningen i muskelceller målt pr. gram væv. Hos nogle patientkategorier kan en høj vægt være misvisende grundet øget væskeindhold, eksempelvis hos patienter med ødemer eller ascites, og det samme gør sig gældende hos patienten med markant nedsat nyrefunktion/dialyse, hvor der ofte anvendes en tørvægt til beregning af behov. Protein Proteinbehovet varierer efter sygdommens art og sværhedsgrad samt efter patientens alder. Mens minimumsanbefalingen for raske voksne er 0,8-1,0 g. protein pr. kg. legemsvægt, er visse patientgruppers proteinbehov betydeligt højere og anbefalinger for protein er 1,2-1,5 g protein pr kg legemsvægt. Proteinbehovet stiger i takt med stigende grad af stressmetabolisme, og mens kroppen i den svære akutte fase af stressmetabolisme ikke kan udnytte ekstra energitilførsel optimalt, så er der stadig behov for øget proteintilførsel for at spare på tabet af endogent protein, der omdannes til glucose. Hos personer med overvægt og BMI over 30 er anbefalingen for protein > 1 g/kg legemsvægt/dag. Udover at det tilstræbes at det samlede proteinbehov dækkes, er det vigtigt at behovet for de enkelte aminosyrer dækkes og da det ofte er en udfordring at få dækket det samlede proteinbehov i forbindelse med sygdom, er det særligt vigtigt, at proteinet f.eks. mælkeprotein, der tilføres, er af høj kvalitet. Hovedårsagerne til det øgede proteinbehov er produktion af såkaldte akut fase reaktanter som led i et inflammatorisk respons og nydannelse af glucose (gluconeogese) fra aminosyrer overvejende hentet fra muskler. Animalsk protein er meget lettere optageligt gennem tarmen end vegetabilske proteinkilder. Da vegetabilske proteiner samtidig ofte har lavere aminosyrescores end animalske, bør der i en vegetarisk/vegansk kost i forbindelse med sygdom være stor opmærksomhed på, at aminosyrebehovet dækkes gennem kombination af proteinkilder, mens vegansk kost under sygdom frarådes af ESPEN. Det er muligt, men ikke dokumenteret, at vegetabilske proteiner optages bedre, hvis patienterne forud for sygdommen har levet plantebaseret i mange år. Der er fokus på at leve plantebaseret, og der er kommet en række ernæringsdrikke og sondeernæring hvor proteinkilden er plantebaseret. Det er vigtigt at understrege, at præparaterne ikke er bedre i forhold til sundhed og klima. Målgruppen er patienter med sygdomsrelateret underernæring, som lever vegansk, og som ikke kan få dækket deres behov fra almindelige fødevarer, der er plantebaserede proteinkilder. Beregn BMI her: Patienter, som har indtaget en rimelig mængde ernæring oralt, indtil de overgår til sondeernæring, kan starte med fuld dagsration, dvs. opfyldelse af det beregnede behov. Patienter, som ikke har spist i længere tid, bør starte med 1/4 - 1/2 af udregnet ernæringsbehov 1. døgn og 1/2 - 2/3 af behovet 2. døgn. Fuld ration kan først gives efter kontrol af blodprøver. Mange underernærede patienter, der får for meget energi for hurtigt, udvikler et såkaldt refeeding syndrom. Refeeding syndrom er en alvorlig og hyppigt overset tilstand med akut udvikling af elektrolytmangel i plasma (især kalium og fosfat), væskeretention (øget mængde natrium i kroppen) og forstyrrelse i glucosehomeostasen. Diagnosen stilles ved et markant fald i P-fosfat samtidig over få dage med symptomer som ødemer (hurtig vægtstigning), konfusion, takykardi og/eller hypotension. De væsentligste biokemiske markører for refeeding syndrom er fald i plasma fosfat, magnesium, kalium, calcium og eventuelt metabolisk acidose. En forudsætning for re-feeding er feeding, Det forudsættes, at ernæringstilførsel er foregået i mindst 1 døgn, samt at tilstanden er forudgået af adaptation, dvs. langsomt udviklet vægttab med tilvænning til den nye energibalance (nyt steady-state). Optrapning af ernæring skal således foretages efter en individuel vurdering, og der skal tilføres i.v. tilskud af fx fosfat, kalium og thiamin. Refeeding syndrom ses også hos patienter, der får parenteral ernæring. Den væsentligste behandling er natriumrestriktion og reduktion af energitilførslen (til fx halv dosis), især kulhydrattilførsel. Vand For at undgå tilstopning af sonde skylles med 25-50 ml vand før og efter indgift af enteral ernæring. Kun hos svært syge patienter anbefales sterilt vand, især hvis immunsystemet er svagt. Det er vigtigt, at patienten er velhydreret, specielt hvis der gives store doser protein (karbamid-dannelse), hvorfor supplerende tilførsel af vand altid er påkrævet for at holde diuresen på et rimeligt niveau. Ved tilførsel af ca. 100 g protein daglig hos akut syge patienter skal der gives mindst 3 liter væske pr. døgn. Årsagen er, at karbamid øger osmolariteten i plasma og urin. Medicin Til patienter, der får enteral ernæring, er det bedst at anvende medicin, som allerede er i flydende form. Anvendes tabletter, knuses de og blandes/opslæmmes med vand. Hårde kapsler kan åbnes, og bløde kapsler kan evt. opslæmmes. Gives derefter som medicin i flydende form. Vær opmærksom på, at mange tabletter og kapsler ikke er egnet til sonde, fx hvor kapsel- eller tabletformuleringen har til formål at sørge for, at lægemiddelstoffet beskyttes mod mavesyre, frigives langsomt eller på et bestemt sted i mave-tarm-kanalen, hvilket i nogle tilfælde er essentielt for virkningen. Et andet eksempel er, hvor formuleringen beskytter sundhedspersonalet, der administrerer medicinen, fx ved cytostatika. Sonden skylles før og efter indgift med 25-50 ml vand. Patienter, der får fuld sondeernæring, fx 1.500 ml, behøver normalt ikke ekstra vitamin- og mineraltilskud, hvis der ikke var sygdomsbetinget mangeltilstand før ernæringsstart. Det er vigtigt at se på de enkelte præparater, hvorvidt behovet for vitaminer og mineraler er dækket ved den dosering, der gives. I enkelte præparater er behovet for vitaminer og mineraler dækket ved en dosering på fx 1.000-1.200 ml. Sondeernærede patienter kan uden problemer spise og indtage medicin ved siden af sonden, hvis der er en tilstrækkelig synkefunktion. Hvis sonden stopper eller sondeernæringen løber langsomt kan sonden renses med en lille ernæringssprøjte (2-10 ml) eller ved at sprøjte varmt vand (27 til 43 ºC). Lad væsken stå i sonden i 5 min og forsøg herefter at skubbe væsken frem og tilbage med en lille ernæringssprøjte. Skabes flow i sonden skylles sonden godt igennem med vand. Hvis sondeernæringen løber langsomt, kan indløbshastigheden også øges ved at hænge sondeernæringsposen så højt som muligt. Blodprøvekontrol Blodprøvekontrol i forbindelse med intensiv, enteral ernæring bør foretages af hensyn til risikoen for refeeding syndrom. Syndromet optræder hyppigst hos patienter, der har været underernæret i længere tid og derfor har små eller manglende depoter af kofaktorer til metabolismen. Hyppigst ses fosfatmangel ved tilførsel af store mængder glucose og zinkmangel ved accelereret proteinomsætning. Syndromet optræder inden for den første uge efter start af ernæringsindgift. Ved intensiv sondeernæring tages prøver som ved parenteral ernæring, dvs. initialt 2-3 gange ugentligt: Elektrolytter, fosfat, zink, magnesium, albumin, kreatinin, carbamid og hæmoglobin. Senere i forløbet kontrol ugentligt. Desuden er der ofte risiko for udvikling af thiaminmangel (coenzym ved glykolyse), hvorfor tilskud ofte er nødvendigt. Ved længerevarende sondeernæring kan udvikles markant hyponatriæmi, da ernæringspræparaternes saltindhold er i underkanten til dette formål. Det er ikke klarlagt, på hvilket tidspunkt i forløbet de kronisk sondeernærede patienter bør have kontrolleret blodprøver, men et skøn vil være efter to mdr. Sondeteknik Ved sondeernæring anvendes nasogastrisk/nasojejunal sonde, gastrostomisonde, oftest i form af perkutan endoskopisk gastrostomi (PEG) eller jejunostomisonde. PEG-sonder anvendes især til længere tids enteral ernæring af fx patienter med dysfagi. Ernæring via jejununalsonder er hensigtsmæssig ved kompromitteret ventrikelfunktion. Nasojejunale sonder bliver ofte displaceret og er ikke egnede til længere tids enteral ernæring. Jejunalsonder kan anlægges via PEG (PEGJ), som direkte perkutan endoskopisk jejunostomi (DPJ) eller ved laparotomi. Sondeernæring ved jejunal indgift bør altid gives som kontinuerlig infusion, fx 30-50 ml/time initialt stigende til 100-125 ml/time, og det anvendte ernæringspræparat skal være iso- eller hypoosmolært. Der vælges mellem kontinuerlig dvs. langsom indgift med 50-125 ml/time eller bolusindgift (intervalindgift) dvs. der gives en portion som et måltid flere gange i døgnet. Vælges kontinuerlig indgift kobles sonden til ernæringssæt eller ernæringspumpe (1 dråbe/min = 3 ml/time). Ved bolusindgift gives et passende antal milliliter, fx 150-200 ml pr. måltid ved hjælp af en pumpe eller manuelt (sprøjte) fordelt over dagen. Hvis patienten har en jejunalsonde, skal der altid gives kontinuerlig sondeernæring. Det er individuelt, hvor meget der tolereres ved indgift i tyndtarmen, men som regel kan der gradvist opnås en indgift på 125 ml/time. Sædvanligvis startes med kontinuerlig indgift dvs. sondeernæring, der løber ind over det meste af døgnet med 50-125 ml/time. Langsom indgift medfører mindre risiko for diarré end bolusindgift. Dag 1 gives 500 ml i løbet af 10 timer, stigende i løbet af 3-4 dage til fuld dosis. Hos langt de fleste patienter er der ingen grund til gradvist at optrappe doseringen af sondeernæring. Ved længerevarende underernæring (måneder) vil det dog være klogt, da risiko for refeeding syndrom er større, og da ventriklen ikke er vant til at indeholde store mængder ernæring. Ved indgift og opsætning af sondeernæring er fokus på patientsikkerhed afgørende. Derfor anbefales brug af sonder og sondeernæringsremedier, som overholder det ISO-certificerede system ENfit. ENfit studser og tilkoblinger anvendes kun til ernæringssonder og remedier og kan ikke tilkobles de intravenøse adgange ved en fejl. De passer til alle sondeernæringspakninger, poser og beholdere. Hvis der anvendes en ernæringspumpe, skal der anvendes et sæt, der passer til pumpen. Opstartsskemaer: Tabel 1. Kontinuerlig indgift Eksempel på langsom opstart med sondeernæring (til patienter i risiko for refeeding syndrom) Tid Dag Nat 1. døgn 25 ml/time (pumpestyret), svarende til 8 dråber pr. minut Hold evt. 4 timers pause 2. døgn 50 ml/time (pumpestyret), svarende til 17 dråber pr. minut Hold evt. 4 timers pause 3. døgn 75 ml/time (pumpestyret), svarende til 25 dråber pr. minut Hold evt. 4 timers pause 4. døgn 100 ml/time (pumpestyret), svarende til 33 dråber pr. minut Hold evt. 4 timers pause Kontinuerlig indgift Sondeernæringen øges, til der opnås en mængde svarende til udregnet ernæringsbehov. Der aspireres efter behov. Hold evt. 4 timers pause Tabel 2. Eksempel på kontinuerlig indgift/Intervalindgift Eksempel på normal opstart med sondeernæring (til patienter, der har spist frem til sondeanlæggelse og ikke er i risiko for refeeding syndrom) Tid Dag Nat Trin 1 Kontinuerlig: 75-100 ml/time fordelt på 10-20 timer (evt. pumpestyret) Evt. som interval: 125-150 ml 4-5 gange i døgnet Dagsdosis sædvanligvis 750-1.000 ml Hold evt. 4 timers pause Trin 2 Kontinuerlig: > 100 ml/time i 12-18 timer Evt. som interval: 175-200 ml 5-6 gange i døgnet Dagsdosis sædvanligvis 1.500-2.000 ml Hold evt. 6 - 8 timers pause Trin 3 > 200-250 ml/time i 2 x 4-5 timer i døgnet Dagsdosis sædvanligvis 1.500-2.000 ml Hold evt. 4 timers pause Alternativt til trin 3 Interval indgift, hvor dagsdosis fordeles på 6-8 portioner ved hjælp af klemskrue. Kl.: 8-10-12-14-16-18-20-22 Hold evt. 6 - 8 timers pause)
Bivirkninger (antibiotika til systemisk brug) (Ved antibiotisk behandling forekommer toksiske, allergiske og biologiske bivirkninger. De toksiske og de allergiske bivirkninger vil blive omtalt under de enkelte præparater, bortset fra drug fever, som er fælles for alle præparater og af speciel betydning ved behandling med antibiotika. Drug fever Er allergisk betinget og skyldes en type III-reaktion (immunkompleks-reaktion). Alle antibiotika kan give drug fever, men den ses hyppigst i tilslutning til behandling med penicilliner, cefalosporiner, sulfonamider og aminoglykosider. Drug fever viser sig oftest 5-10 dage henne i behandlingen. Feber kan være det eneste symptom, men ofte forekommer der ledsmerter og efterhånden nyre- og leverpåvirkning samt interstitiel pneumonitis. Af og til ses tillige hududslæt, som oftest er makulopapuløst, men kan være urtikarielt. Symptomerne tydes ofte som infektionssymptomer og medfører dosisøgning, skift af antibiotika samt overflødige og belastende undersøgelser. Hvis diagnosen ikke bliver stillet, vil feberen recidivere omgående ved fornyet anvendelse af udløsende eller hermed beslægtede præparater. Drug fever bør mistænkes, hvis der under en i øvrigt vellykket behandling optræder sekundær temperaturstigning med upåvirket almentilstand uden ledsagende leukocytose og ofte med relativ bradykardi. Eosinofili forekommer ofte, men er ikke noget konstant fund. Drug fever optræder med en hyppighed på 1-3 % af de behandlinger, som varer mere end én uge. Ved persisterende eller tilbagevendende feber trods en ellers tilsyneladende velindiceret behandling bør det overvejes at seponere alle antibiotika eller skifte til et andet præparat og benytte lejligheden til at bloddyrke patienten og lede efter hidtil upåagtede infektionsfoci. Hvis patienten får flere antibiotika, bør stofferne, hvis tilstanden tillader det, seponeres et ad gangen for at fastslå, hvilket af stofferne der har udløst tilstanden. Ved drug fever vil patienten blive afebril 1-3 døgn efter seponeringen. De biologiske bivirkninger, som omhandler resistens, omtales i Følsomhedsbestemmelse og resistens (antibiotika til systemisk brug) . Påvirkning af tarmfloraen er størst ved anvendelsen af bredspektrede stoffer som tetracycliner, makrolider, clindamycin og quinoloner. Brugen af sådanne antibiotika selekterer bl.a. for Clostridioides difficile, der formentlig forekommer som en del af den normale flora, blot i meget ringe mængde. I de senere år har der i Danmark været øget forekomst af hospitalserhvervede C. difficile infektioner, se Oversigt over mikroorganismer . C. difficile producerer potente enterotoksiner, og det giver afhængigt af den producerede toksinmængde anledning til sygdomsbilleder, der varierer fra let enteritis med diarré til fulminant forløbende pseudomembranøs enterocolitis. C. difficile- infektioner behandles ved seponering af antibiotika og oral indgift af metronidazol eller vancomycin . Tilstanden kan være akut livstruende og kræve kirurgi og højere dosering/kombinationsbehandling. Rekurrente tilfælde med tilbagefald af diarré er hyppige, og succesfuld blivende helbredelse er vanskelig ved multiple tilbagefald. Her kan man overveje Fækal Mikrobiotisk Transplantation (FMT), som er indhældning af tarmflora fra raske personer via sonde i colon eller via nasogastro-duodenal sonde.)
Hæmofiltreringsvæsker (Ved hæmodialyse og hæmofiltration bringes patientens blod via et ekstrakorporalt kredsløb i kontakt med dialysevæsken. Blod og dialysevæske er kun adskilt af en semipermeabel membran. Stofudveksling mellem blod og dialysevæske foregår ved enten diffusion (hæmodialyse) eller filtration (hæmofiltration) gennem membranen. De to teknikker kombineres ofte. Generelt anvendes væskerne til kontinuert dialysebehandling, benævnt: Continuous Renal Replacement Therapy i forskellige modaliteter: (CRRT), Continuous veno-venous Hemodialysis (CHD eller CVVHD), Continuous veno-venous hemofiltration (CHF eller CVVHF) Continuous veno-venous hemo-diafiltration (CHDF eller CVVHDF). Væskerne i dette afsnit er færdigfremstillede lægemidler til hæmodialyse/hæmofiltration af patienter med akut nyresvigt i intensivt regi, som udføres på særlige dialyseapparater til dette formål. Alment Væskerne indeholder an- og kationer i forskellige koncentrationer. Det gælder natrium-, kalium- calcium-, magnesium-, hydrogen-, chlorid- og hydrogencarbonationer, lactat, citrat samt fosfat og glucose. Dosis Forudsat blodflowhastighed på 100-200 ml/min. via dialysefilteret er anbefalet opnået dosis hos patienter uden egen nyrefunktion, uanset hvilke af ovennævnte behandlingsmodaliteter, der er anvendt: Effluent volumen opnået pr. tid fra dialysemaskinen 20-25 ml/time/kg væske medregnet fjernet væske fra patienten (ultrafiltration). Pga. pauser i behandlingen anbefales ordineret dosis lidt højere hos nogle. Hos patienter med et bidrag fra egne nyrer må forholdet vurderes individuelt. Små børn < 10 kg kræver særlig indsigt og er ikke omfattet af denne generelle omtale. Den tekniske udførelse rummer mange muligheder for variationer og kan indebære forskellig praksis med samme formål og resultat. På baggrund af generelle forskelle i sammensætning og anvendelse, er væskerne inddelt i 4 kategorier; væsker til generel anvendelse, kategori a., og mere specifikke formål, kategori b, c og d. Alle væsker indeholder natriumkoncentration 140 mmol/l. Se skema om væskernes sammensætning, i skemaet er udvalgte forskelle fremhævet med fed. Skema med hæmofiltreringsvæskers indhold af elektrolytter mm. Substans i mmol/l Na K Cl Bicar- bonat Ca Mg Fosfat Lactat Citrat Glu- cose pH Osmolaritet mosmol/l Præparat Biphozyl C) 140 4 122 22 0 0,75 1 0 0 0 7-8 290 Cifoban D) 480 0 0 0 0 0 0 0 136 0 7,1-7,5 544 Duosol Kaliumfri A) 140 0 109 38 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7-8 292 Duosol Kalium 2 mmol/l A) 140 2 109 38 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7-8 296 Duosol Kalium 4 mmol/l A) 140 4 109 38 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7-8 300 Hemosol B0 A) 140 0 109,5 32 1,75 0,5 0 3 0 0 7-7,5 287 Multibic Kaliumfri A) 140 0 109 35 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7,4 292 Multibic 2 mmol/l kalium A) 140 2 111 35 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7,4 296 Multibic 4 mmol/l kalium A) 140 4 113 35 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7,5 300 Phoxilium B) 140 4 115,9 30 1,25 0,6 1,2 0 0 0 7-8,5 293 Prismasol 2 mmol/l Kalium A) 140 2 111,5 32 1,75 0,5 0 3 0 6,1 7-8,5 297 Prismasol 4 mmol/l Kalium A) 140 4 113,5 32 1,75 0,5 0 3 0 6,1 7-8,5 301 Regiocit D) 140 0 86 0 0 0 0 0 18 0 7,4 244 Kategori A) Udgør væsker til generel anvendelse - enten alene- eller i kombination med væsker fra andre kategorier. Alle væsker har bicarbonatbuffer og er uden fosfat. Vigtigste forskelle er indholdet af kalium, calcium og glucose. Således varierer koncentrationen af kalium (0-4 mmol/l) og calcium (1,25-1,75 mmol/l) samt glucose (5,0-6,1 mmol/l) i væskerne. Væskerne kan vælges til formål rettet mod korrektion af P-kalium og P-calcium. Kategori B) Kun Phoxilium® . Indeholder elektrolytter og fosfat i fysiologisk koncentration, er uden glucose. Kan anvendes som vedligeholdelsesvæske i længerevarende dialysekrævende forløb, specielt for at undgå hypofosfatæmi. Kategori C) Kun Biphozyl® . Er en calcium-fri væske med fysiologisk koncentration af fosfat og elektrolytter, men relativ lav bicarbonatkoncentration. Kræver behovstyret supplement af calcium og bicarbonat fra en anden væske i kombination under - eller efter dialysefilteret. Kan anvendes ved citrat-stabiliseret ekstrakorporalt kredsløb og tilstande med hypercalcæmi. Kategori D) Regiocit® og Cifoban® . Er ikke-fysiologiske væsker og kan aldrig anvendes alene. Anvendes kun som citratkilde ved citrat-stabiliseret ekstrakorporalt kredsløb, indgivet før dialysefilteret. Kræver behovstyret substitution af calcium, bicarbonatbuffer og elektrolytholdige væsker i kombinationer under eller efter blodets passage af dialysefilteret.)
Parasympatolytika (antikolinergika) (Ved KOL har langtidsvirkende inhalerede antikolinerge midler (tiotropium, aclidinium, glycopyrronium og umeclidinium) en sammenlignelig og signifikant effekt på lungefunktion og åndenød (1951) . Studier af tiotropium, givet sammen med en langtidsvirkende β2-agonist , har vist klinisk signifikant additiv effekt på FEV 1 og FVC (1952) . Den additive effekt af tiotropium på forebyggelse af eksacerbationer blandt en gruppe patienter, hvoraf ca. 60 % fik inhalationsssteroid og ca. 38 % fik inhaleret langtidsvirkende β 2 -agonist, var statistisk signifikant, men relativt beskeden. En 1-årig sammenligning af eksacerbationfrekvens hos KOL-patienter behandlet med henholdsvis tiotropium eller salmeterol viste, at tiotropium var mere effektiv til at forebygge eksacerbationer (en relativ risikoreduktion på ca. 11 % for moderate og 27 % for svære eksacerbationer) (1668) . I en stor 4-årig undersøgelse (UPLIFT), hvor tiotropium blev givet sammen med anden medicinsk behandling, sås en 20-25 % nedgang i antallet af eksacerbationer og en signifikant øgning af FEV 1 , men stoffet kunne ikke bremse det årlige fald i FEV 1 i løbet af undersøgelsesperioden (1315) . En nyere undersøgelse antyder en mulig effekt blandt patienter med mild KOL (3308) . UPLIFT undersøgelsen tyder på, at tiotropiumbehandling har en gavnlig effekt på overlevelsen, men effekten er beskeden (NNT = ca. 50 efter ca. 4 års behandling) (1315) . Nyere undersøgelser af tiotropium, som blev givet oven i inhalationssteroid og en langtidsvirkende β 2 -agonist til patienter med svær astma, har vist en reduktion i antallet af astmaeksacerbationer på ca. 20 % og en mindre forbedring i lungefunktionen (1952) .)
Vericiguat (Vericiguat stimulerer enzymet guanylat cyclase (sGC), som katalyserer dannelsen af intracellulær cyklisk guanosinmonofosfat (cGMP), hvorved der sker en glat muskelcelle-relaxation og systemisk vasodilatation. Hjerteinsufficiens er associeret med nedsat sGC aktivitet, og behandling med Vericiguat ser ud til primært at kunne reducere antallet af genindlæggelser hos patienter med lav EF og en nylig hjertesvigtsindlæggelse. Præparatet har ikke endnu fundet sin plads i rækken af mulige midler til behandling af kronisk systolisk hjertesvigt.)
Vitamin C (ascorbinsyre) (Vitamin C indgår i intracellulære processer, hvor det inaktiverer frie radikaler. Ascorbinsyre er nødvendigt for kollagenets og grundsubstansens funktionsdygtighed, letter omdannelsen af folsyre til calciumfolinat og understøtter absorptionen af jern og folsyre. Hos præmature på proteinrig og ascorbinsyrefattig kost ses undertiden hypertyrosinæmi. Er formentlig nødvendig for sårheling. Vitamin C-mangel kan medføre skørbug. Hos børn, især i 6-12-måneders-alderen, er de karakteristiske symptomer anoreksi, vækststandsning, rakitiske knogleforandringer og ømhed og smerter i knoglerne (subperiostale blødninger); hos voksne ses især hudblødninger og hypertrofiske gingivae. Anbefalet daglig tilførsel for spædbørn 30 mg, småbørn og skolebørn 25-75 mg, voksne 95-110 mg, gravide 105 mg og lakterende 155 mg. Behovet er større ved store læsioner, febertilstande og lign. Også hos storrygere synes behovet at være øget. Findes især i citrusfrugter, bær og grøntsager. Vitamin C i store doser er blevet anvendt til profylakse og behandling af en lang række sygdomme fra forkølelse til kræft, især grundet vitaminets funktion som antioxidant. En systematisk gennemgang af alle kontrollerede undersøgelser har ikke vist klinisk relevant virkning af vitamin C i høje doser på hyppighed af forkølelser eller på sværhedsgraden af symptomer (1320) . Et systematisk review har ikke vist effekt af oralt eller intravenøst vitamin C på patienter med malign sygdom (5621) og viste kun få bivirkninger ved behandlingen, herunder ved større doser vitamin C (op til 1,5 g i.v. 4 gange daglig). Vitamin C i høje doser spiller en rolle ved kritisk sygdom. En systematisk gennemgang af kontrollerede undersøgelser har vist, at intravenøst vitamin C var sikkert at give uden nyretoksicitet og var i stand til at nedsætte dødeligheden og reducere indlæggelsesvarigheden på intensive afdelinger (5622) . Øvre grænse er ikke kendt, men ligger formentlig omkring 1.000 til 2.000 mg daglig. Der er ikke evidens for, at højt C-vitaminindtag er karcinogent eller teratogent, men kan forårsage gastro-intestinale symptomer og medføre oxalatdannelse og nyressten.)
Adstringerende øjenmidler (Øjnene dryppes 2 gange dgl. i fx 1 uge, hvorefter patienten holder pause, indtil generne igen bliver så kraftige, at en ny kur må påbegyndes. Pauserne må indskydes, da irritable slimhinder reagerer kraftigt på behandling. Diagnosen bør revideres med henblik på miljøbetinget øjenkatar (indeklima, arbejdsmiljø), blefaritis, allergi, keratoconjunctivitis sicca, refraktionsanomali osv. - eller et øjenbademiddel forsøges. Der findes aktuelt ingen registrerede produkter.)
Søgeresultater, Om medicin:
Skrøbelige og ældre (Aldring er en kompleks proces, som beror på individuelle biologiske, genetiske, sociale og psykologiske forhold samt det levede liv. Overordnet, fører aldring til nedsat organfunktion og nedsat fysiologisk reservekapacitet, mest udtalt hos skrøbelige ældre. Ældre er en heterogen gruppe, hvor den individuelle variation er betydeligt større end blandt yngre individer. Der findes ingen fast aldersgrænse for, hvornår en person betragtes som ældre. På grund af den store variation i aldringsprocessen er kronologisk alder anvendt alene en utilstrækkelig indikator for risiko for bivirkninger eller uhensigtsmæssig medicinering. Derfor bør graden af skrøbelighed vurderes som led i en differentieret tilgang til medicinsk behandling. Der er flere årsager til at ældre er i større risiko for at få medicinbivirkninger end yngre. Der er højere forekomst af polyfarmaci blandt ældre og de er underrepræsenteret i lægemiddelstudier. Således er en stor del af evidensen for medicinsk behandling ekstrapoleret fra yngre med få sygdomme. Skrøbelighed Skrøbelighed er et klinisk syndrom på baggrund af individets fysiske, kognitive, psykiske og sociale ressourcer. Syndromet skyldes primært nedsat reservekapacitet, nedsat modstandsdygtighed og øget sårbarhed og manifesterer sig ved, at selv små påvirkninger/belastninger kan få store konsekvenser. Skrøbelige har større risiko for komplikationer, længere indlæggelser, funktionstab, fald, delirium, medicinbivirkninger og uhensigtsmæssig medicinering og død. Skrøbelighed er dynamisk og kan modificeres eller interveneres på. Blandt andet, kan motion og tilstrækkelig energi og protein i kosten gøre den enkelte mindre skrøbelig. Man kan vurdere skrøbelighed ud fra Clinical Frailty scale (CFS). CFS er en ren anamnestisk skala, som skal baseres på individets habituelle niveau. Figur 1: Clinical Frailty Scale, version 2, Rockwood et al 2005-2020. Dansk version oversat af Fournaise A, Kabell Nielsen S, Lauridsen JT et al, University of Southern Denmark (6518) . CFS score Beskrivelse 1 Meget god form Mennesker der er robuste, aktive, energiske og motiverede. De motionerer typisk regelmæssigt og er blandt dem i bedst form for deres alder. 2 God form Mennesker uden aktive symptomer på sygdom, men i mindre god form end kategori 1. Ofte motionerer de, eller er meget aktive en gang imellem, fx på bestemte årstider. 3 Klarer sig godt Mennesker med velkontrollerede sygdomsproblemer, selv om de indimellem har symptomer. Oftest er de ikke regelmæssigt aktive udover rutinemæssige gåture. 4 Lever med meget mild skrøbelighed Denne kategori markerer en overgang fra komplet uafhængighed. Mennesker der ikke er afhængige af andre til daglige gøremål, men som ofte har symptomer, der begrænser aktiviteterne. En almindelig klage er at føle sig ”langsom” eller træt i løbet af dagen. 5 Lever med mild skrøbelighed Mennesker der ofte er mere tydeligt langsomme, og har behov for hjælp til komplekse daglige gøremål (Instrumental Activities of Daily Living - økonomi, transport, hovedrengøring). Typisk vil mild skrøbelighed i stigende grad hæmme indkøb, gåture alene udenfor, madlavning, medicin og begynde at begrænse let husarbejde. 6 Lever med moderat skrøbelighed Mennesker der har behov for hjælp til alle udendørs aktiviteter og med at holde hus. Ofte har de problemer med indendørs trappegang og behøver hjælp til at gå i bad og kan evt. have brug for minimal hjælp til påklædning (stikord, let støtte ved behov). 7 Lever med svær skrøbelighed Fuldstændig afhængig af hjælp til egenomsorg, uanset årsag (fysisk eller kognitiv). Alligevel virker de stabile og ikke i høj risiko for at dø inden for ca. 6 måneder. 8 Lever med meget svær skrøbelighed Fuldstændig afhængig af hjælp til personlig pleje og nærmer sig livets afslutning. Typisk vil de ikke engang komme sig efter let sygdom. 9 Terminalt syg Mennesker der nærmer sig livets afslutning. Denne kategori gælder mennesker med en forventet levetid på mindre end 6 måneder, som ikke lever med svær skrøbelighed i øvrigt (mange terminalt syge mennesker kan stadig motionere helt til livets afslutning. Se desuden: geriatri.dk - Clinical Frailty Scale . Polyfarmaci Polyfarmaci defineres typisk som samtidig anvendelse af fem eller flere lægemidler og er særligt udbredt blandt ældre med multisygdom og skrøbelige. Mens polyfarmaci kan være nødvendig for at optimere behandlingen af kroniske sygdomme (hensigtsmæssig polyfarmaci), øger det også risikoen for uhensigtsmæssig medicinering, bivirkninger, lægemiddelinteraktioner, nedsat compliance, fald, indlæggelser og død. Uhensigtsmæssig medicinering dækker over behandling, hvor lægemidler er unødvendige, ineffektive eller potentielt skadelige i forhold til patientens aktuelle tilstand. Dette kan medføre forværring af skrøbelighed, funktionstab og hospitalsindlæggelser. Lægemiddelbivirkninger hos ældre kan fejltolkes som symptomer på sygdom eller naturlig aldring. Bivirkninger kan opstå både ved opstart af nye lægemidler og ved længere tids behandling med allerede anvendte præparater. Hos ældre kan nedsat organfunktion ændre farmakokinetik og farmakodynamik over tid, hvilket kan føre til nye bivirkninger af ellers velkendte præparater. Fx kan svimmelhed, kognitive forandringer, træthed og faldtendens skyldes bivirkninger frem for en nyopstået sygdomsproces. En systematisk gennemgang af medicinlisten med fokus på indikation , effekt og potentielle bivirkninger er derfor afgørende for at sikre en rationel og sikker farmakoterapi hos ældre. Nogle gange fører bivirkninger fra et lægemiddel til ordination af et nyt lægemiddel, der skal lindre bivirkningen. Disse ordinationskaskader fører ofte til uhensigtsmæssig polyfarmaci, hvor en mere rationel tilgang ville være at reducere dosis, seponere eller omordinere det første lægemiddel. Medicingennemgang bør gentages med faste intervaller og når der sker større ændring i den ældres liv eller hvor kroppen ændrer sig markant. Under hospitalsindlæggelser er der ofte behov for ændringer i lægemiddelbehandlingen og nogle gange er lægemidler helt eller delvis medvirkende til indlæggelser. Tabel 1: Lægemidler med særlig risiko for skrøbelige ældre Type af lægemidler Risikofaktorer Lægemidler med antikolinerg belastning Urinretention, obstipation, påvirket kognition, fald, ortostatisme, træthed. CNS aktive stoffer Påvirket kognition, bevidsthedsvækkelse, fald, træthed. Antipsykotika Påvirket kognition, fald, agitation, ekstrapyramidale gener, antikolinerg belastning. Antidepressiva Kvalme, obstipation, svimmelhed, mundtørhed, fald, vægttab, delir. Benzodiazepiner Påvirket kognition, delir, fald. NSAID Blødning, fald, nyresvigt. Antihypertensiva Ortostatisme, fald. Opioider Påvirket kognition, delirium, urinretention, fald, kvalme. Vanddrivende behandling Dehydrering. Hyppige bivirkninger hos ældre Fald og/eller svimmelhed Delirium Påvirket kognition/Kognitiv reduktion Depression Obstipation Nedsat appetit og/eller vægttab Ortostatisme Elektrolytforstyrrelser Vægttab. Farmakokinetik Den aldersbetingede nyrefunktionsnedsættelse er den faktor, som det er vigtigst at tage højde for, når der skal fastlægges dosering til ældre. Nyrefunktionen halveres fysiologisk fra 25 til 75 år. Se Nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min/1,73 m2) . Beregnet eGFR tager ikke altid højde for det aldersbetingende tab (alderskorrektion kan foretages her: geriatri.dk - Creatine Clearance beregner ). Fysiologisk aftagende nyrefunktion fører til nedsat udskillelse af lægemidler og kan føre til overdosering, hvis dosis ikke justeres. Man bør være ekstra opmærksom på lægemidler, som udskilles via nyrerne og særligt under akutte tilstande, hvor nyrefunktionen hos skrøbelige ældre ofte forværres yderligere, fx dehydrering, urinrention og sepsis. Med stigende alder reduceres levercellemassen og den hepatiske blodgennemstrømning med omkring 30 %. Derimod påvirkes P450-katalyseret metabolisk kapacitet, glucuronidering og N-acetylering ikke eller kun i ringe grad. Samlet set er der ikke belæg for generelle forholdsregler ved ordination af leveromsatte lægemidler til ældre, men for enkelte lægemidler er der dog konstateret klinisk betydende nedsat clearance. Dette er særligt relevant for visse benzodiazepiner, som metaboliseres af P450-systemet, især diazepam og chlordiazepoxid . Reduceret clearance i klinisk relevant omfang er også dokumenteret for visse tricykliske antidepressiva , theophyllin og propranolol . Grundet nedsat omsætning af lægemidler i leveren kan koncentrationen i blodet stige, det har særlig klinisk praksis relevans ved opioider, hvorfor man bør starte med lavere doser hos ældre. Nedsat pH i ventriklen, nedsat overfladeareal i tarmen og nedsat ventrikeltømning kan føre til nedsat absorption af fx B12, jern og calcium og derfor større risiko for mangeltilstande. Farmakodynamik Øget følsomhed over for lægemidlers effekt hos ældre er veldokumenteret for benzodiazepiner , psykofarmaka , opioider og warfarin. Dette skyldes en øget fedtmasse og reduceret muskelmasse, hvilket forlænger halveringstiden for fedtopløselige stoffer og dermed øger tiden til steady state og eliminering. Derudover medfører en øget permeabilitet af blod-hjerne-barrieren en mere udtalt CNS-påvirkning af sløvende lægemidler. Nedsat baroreceptorsensitivitet og -respons bidrager desuden til en øget risiko for ortostatisk hypotension, som ofte optræder som bivirkning ved flere lægemidler hos ældre. Nedsat evne til at regulere salt- og vandbalancen, øget karskørhed, reduceret kardielt minutvolumen og nedsat muskelmasse øger følsomheden for bivirkninger. Denne følsomhed forstærkes yderligere af, at organismens normale kompensationsmekanismer ikke fungerer optimalt. Revurdering, afmedicinering og prognose Hos skrøbelige ældre patienter, særligt hvor der er begrænset restlevetid, bør lægemiddelbehandling løbende revurderes med fokus på prognose, behandlingsmål og patientens præferencer. Skrøbelighed er en stærkere prognostisk faktor end kronologisk alder og bør derfor inddrages i vurderingen af, om et lægemiddels bivirkninger/negative effekter overstiger den potentielle gavnlige effekt. Behandlingsstrategien bør balancere mellem profylaktisk og symptomatisk terapi, hvor forebyggende behandling ofte har begrænset relevans hos skrøbelige ældre med kort forventet levetid eller betydeligt funktionstab. Fx kan langtidseffekten af statiner, osteoporosebehandling eller antihypertensiva være minimal hos meget skrøbelige ældre, hvorimod optimering af symptomlindring, smertebehandling og livskvalitet bør prioriteres. Afmedicinering er en vigtig, men ofte kompleks proces. Den ældres ønsker og behandlingsmål bør inddrages i beslutningen, men det kræver også en lægefaglig vurdering af, hvilke præparater, der sikkert kan seponeres, samt en plan for monitorering af eventuelle seponeringsreaktioner. Visse lægemidler, såsom betablokkere, psykotrope midler og protonpumpehæmmere (PPI), kan give rebound-effekter ved seponering. Dette kan resultere i forbigående forværring af symptomer, som fejltolkes som sygdomsprogression og kan fører til inkorrekt genopstart af behandlingen. Afmedicinering bør ske gradvist og velovervejet med information til den ældre om fordele og ulemper. En systematisk tilgang med regelmæssig medicingennemgang sikrer en målrettet, rationel og sikker farmakoterapi tilpasset funktionsevne, livskvalitet og forventet restlevetid. Praktiske forholdsregler ved ordination af lægemidler til skrøbelige ældre Vurdér med regelmæssige mellemrum, om der fortsat er indikation for at anvende de ordinerede midler, fx årlig medicingennemgang med afsæt i den ældres prognose, behov og ønsker. Særligt ved større ændringer, som indlæggelser eller indflytning på plejehjem. Lav en grundig og kritisk vurdering af lægemiddelbehandlingen ved indlæggelse på hospital, nogle lægemidler kan være medvirkende til indlæggelsen. Start med lav dosis og øg langsomt (start low, go slow). Begræns antallet af lægemidler. Anvend lægemidler, som doseres maksimalt 2 gange daglig. Redskaber til medicingennemgang hos skrøbelige ældre Liste over antikolinerge lægemidler: www.sst.dk - Antikolinerge lægemidler og antikolinerg balastning, en praktisk tilgang Seponeringslisten: www.sst.dk - Seponeringslisten 2025 STOPP/START (dansk oversættelse) : geriatri.dk - STOPP/START STOPPFRAIL: academic.oup.com - STOPPFall Den ældre skrøbelige patient DSAM-vejledning: www.dsam.dk - Den ældre skrøbelige patient - Den ældre skrøbelige patient.)
Bloddonorers karantæneforhold ved indtagelse af medicin (Baggrund Bloddonors indtagelse af medicin (lægemiddel) medfører en risiko for, at recipienten (den som modtager blodtransfusion) udsættes for bivirkninger og uønskede lægemiddelvirkninger. Denne vejledning beskriver de lægemiddelbetingede donorkarantæner, der for hvert lægemiddel i medicin.dk findes anført under punktet 'Bloddonor'. Kriterier for karantæne Kriterierne for donorkarantæner er i overvejende omfang fastlagt i henhold til et givet lægemiddels omsætning i kroppen (farmakokinetik) og i mindre omfang til lægemidlets virkemåde (farmakodynamik). For de fleste lægemidler er det vurderet, at videregivelse af < 1 % af et lægemiddels anbefalede døgndosis er uden klinisk betydning for recipienten. For lægemidler, hvor der er risiko for en allergisk reaktion (typisk antibiotika), er denne grænse væsentligt lavere ( 1:1.000.000 af døgndosis). Disse vurderingsprincipper betyder, at anvendelse af næsten alle typer lægemidler, som inhaleres, dryppes i øjne eller ører eller påføres huden, ikke i sig selv medfører, at donor tildeles karantæne. Tappeuegnet donor Der er kun undtagelsesvist foretaget en vurdering af, om indtagelse af et lægemiddel peger på, at donor har en sygdom, der gør vedkommende tappeuegnet. En sådan karantæne kan enten være som følge af en øget risiko for donor i forbindelse med tapning eller, at der en risiko for recipienten ved modtagelse af blodkomponenter fra donor. Plasmaferese For enkelte præparater vil der karantænemæssigt skelnes mellem, om donor skal have tappet fuldblod/plasma til patientbehandling eller plasmafereres med henblik på plasma til industriel fraktionering. Den praktiske konsekvens af dette er, at en donor i visse tilfælde ikke vil have karantæne for plasmaferese, men vil have det for tapning af fuldblod/plasma til patientbehandling. Karantænetekster De enkelte lægemidler er under punktet 'Bloddonor', rubriceret med en af følgende betegnelser: Kan tappes (ingen karantæne) - angiver, at donor kan tappes trods indtagelse af det pågældende præparat. Må ikke tappes (karantæneforhold) - angiver, at donor ikke kan tappes. Kommentaren i parentesen angiver donors karantæne (efter indtagelse af den seneste dosis af lægemidlet) eller beskriver eventuelle andre forholdsregler. Ingen karantæne ved tapning af plasma til fraktionering - angiver, at donor kan plasmafereres, hvis det tappede plasma alene anvendes til fraktionering i industrien. Eksempler: Må ikke tappes (4 ugers karantæne): Donor kan tappes 4 uger efter seneste dosis. Må ikke tappes ( Donor skal sandsynligvis udmeldes af donorkorps ): Donor kan ikke tappes og skal pga. tilgrundliggende sygdom eller tilstand med rimelig sandsynlighed udmeldes. Hvis en læge vurderer, at dette ikke gælder for en konkret donor, kan donor tappes. Længden af en evt. karantæne i disse situationer afgøres af den pågældende læge (se vejledning nedenfor). Obs. indikation: Angiver, at lægemidlet i sig selv ikke udelukker fra tapning, men at bagvedliggende sygdom kan medføre, at donor er tappeuegnet. Det bør derfor klarlægges, hvorfor donor behandles med det pågældende lægemiddel. Naturlægemidler, kosttilskud og stærke vitamin- og mineralpræparater Ved naturlægemidler og kosttilskud forstås præparater, der er fremstillet eller udvundet af mineraler, dyr eller planter, og som typisk indeholder aktive indholdsstoffer i koncentrationer, som svarer til det, der findes i naturlige produkter. Bliver præparatet (i reklamer eller på emballage) anbefalet til behandling eller forebyggelse af sygdomme, kaldes det et naturlægemiddel og skal være registreret af Lægemiddelstyrelsen. Sælges det uregistreret, og dermed uden anbefaling til behandling eller forebyggelse af sygdom, er det et kosttilskud. Antioxidanter, fiskeolier m.m. tilhører ingen af de to grupper, men kaldes stærke vitamin- eller mineralpræparater. Donor må gerne tappes, hvis naturlægemidlet/kosttilskuddet/vitamin- eller mineralpræparatet indtages i doser og med en hyppighed, som er lig med eller mindre end det, der er foreskrevet på pakningen. Naturmedicin, som indeholder pilebark, kan have blodfortyndende effekt, og her er der 1 døgns karantæne, før donor må tappes. Undtagelser - cannabispræparater Der henvises til beskrivelsen i kapitel 5 Cannabisolie og Hash i Transfusionsmedicinske standarder . Der er tillige angivet anbefalede karantæneperioder under de enkelte cannabisprodukter på Medicin.dk. Dopingmidler Herved forstås ikke-lægeordinerede lægemidler eller andre præparater, der indtages med det formål at øge personens fysiske præstationer , typisk inden for konkurrencesport. Kendte lægemidler følger de almindelige karantæneregler. Kan det anvendte stof ikke identificeres (fx købt i udlandet, eller donor ikke kender navnet), kan donor gives 1 års karantæne fra seneste indtagelse. I gentagelsestilfælde udmeldes donor. Er stoffet indtaget ved i.m. eller i.v. injektion, skal donor udmeldes. Euforiserende stoffer Herved forstås ikke-godkendte eller ikke-lægeordinerede lægemidler, der indtages for at opnå en rusvirkning. Der henvises til beskrivelsen i kapitel 5 Euforiserende stoffer i Transfusionsmedicinske standarder . Vurdering af præparat og indikation (særlige tilfælde) Det er ikke muligt at opstille kriterier, som omfatter alle lægemiddelkombinationer og alle donorforhold. Dels registreres der løbende nye lægemidler, dels er der ikke altid en regelret sammenhæng mellem donors helbredstilstand og donors brug af lægemiddel. For at muliggøre en ensartet vurdering af disse undtagelsestilfælde følger nedenfor et sæt retningslinjer, som kan ligge til grund for den lægelige vurdering og estimering af en evt. karantæneperiode. Fastslå om donor er rask og i øvrigt tappeegnet i henhold til helbredskriterierne, der er anført i kap. 5 i den seneste udgave af Transfusionsmedicinske standarder fra Dansk Selskab for Klinisk Immunologi. Ved opslag på medicin.dk konstateres det, om lægemidlet indtages i en rimelig dosering i forhold til anbefalet døgndosis. Under punktet 'Farmakokinetik' findes de oplysninger, som kan ligge til grund for beregning af karantæneperiodens længde (tid til maksimal plasmakoncentration, fordelingsvolumen, plasmahalveringstid). Karantæneperiodens længde udregnes (se nedenfor). Denne og de for donor særlige forhold bør registreres i blodbankens journal-system. Estimering af karantæneperiode Da det tilstræbes at videreføre maksimalt 1 % af en døgndosis af lægemidlet med en tappet portion (ca. 0,5 l) fuldblod, er det i praksis nok at sikre sig, at lægemidlets koncentration er faldet til under 10 % af udgangspunktet. Dette opnås med en rimelig sikkerhedsmargin ved at sætte karantæneperioden til 5 halveringstider. Dermed er der i de fleste tilfælde tillige taget højde for tid til absorption af lægemidlet. For antibiotika og lægemidler, hvor der er kendskab til, at det kan udløse alvorlige allergiske reaktioner, skal lægemidlets koncentration svare til, at der med en tappet portion videreføres under 1/1.000.000 af en døgndosis. Dette svarer til en karantæneperiode på 17 halveringstider. Vacciner Karantæneperioder for vacciner fremgår nu af medicin.dk. Nedenfor er angivet en systematisk oversigt over vacciner og karantæneperioder jf. de regler, der fremgår i Transfusionsmedicinske Standarder , kapitel 5 under overskriften Vaccinationer. Vaccine Handelsnavn(e) Karantæne BCG-vaccine BCG Vaccine AJ Vaccines Må ikke tappes (4 ugers karantæne) Chikungunya vaccine VIMKUNYA® Kan tappes (ingen karantæne) COVID-19 vaccine Comirnaty® JN.1 Nuvaxovid® Spikevax® (udgået 01.09.20025) Kan tappes (ingen karantæne) Dengue vaccine Qdenga® Må ikke tappes (4 ugers karantæne). Difteri-tetanus ± kighostevaccine Boostrix® diTeBooster® diTekiBooster Triaxis® Kan tappes (ingen karantæne) Difteri-tetanus-kighoste-polio ±Haemophilus influenzae vaccine Pentavac® Tetravac® Kan tappes (ingen karantæne). OBS: Målgruppen er børn. Gul feber vaccine Stamaril® Må ikke tappes (4 ugers karantæne) Hepatitis A-og B-vaccine Ambirix® Twinrix® Må ikke tappes (4 ugers karantæne). Risiko for reaktion i HBsAg smittetest. Hepatitis A-virus vaccine Havrix® Vaqta® Kan tappes (ingen karantæne) Hepatitis B-vaccine Engerix-B® Fendrix® PreHevbri® (udgået 24.11.2024) Må ikke tappes (4 ugers karantæne). Risiko for reaktion i HBsAg smittetest. Herpes zoster vaccine Shingrix Kan tappes (ingen karantæne) Influenzavaccine Efluelda® Fluad® Fluzone® Influvac® Influvactetra® Vaxigrip® Kan tappes (ingen karantæne) Japansk encephalitis vaccine Ixiaro® Kan tappes (ingen karantæne) Koleravaccine Dukoral® Kan tappes (ingen karantæne) Koppe- og mpox vaccine Imvanex (ikke markedsført i Danmark) Må ikke tappes (4 ugers karantæne) Meningoencephalitis (TBE) vaccine Encepur® TicoVac® Kan tappes (ingen karantæne) Meningokok vaccine Bexsero® Menveo® Nimenrix® Trumenba® Kan tappes (ingen karantæne) Mæslinge-fåresyge-røde hunde-vaccine M-M-Rvaxpro® Må ikke tappes (4 ugers karantæne) Papillomavirus vaccine, 9-valent Gardasil® 9 Kan tappes (ingen karantæne) Pneumokok vaccine Capvaxive® Pneumovax Prevenar 13® Prevenar 20® Vaxneuvance® Kan tappes (ingen karantæne) Polio vaccine Boostrix® Kan tappes (ingen karantæne) Rabies vaccine Rabipur® Verorab® Må tappes. OBS: 1 års karantæne efter eksposition. Respiratorisk syncytialvirus Abrysvo® Arexvy Kan tappes (ingen karantæne) Rotavirus vaccine Rotarix® Ikke relevant. Målgruppen er spædbørn. Skoldkoppe vaccine Varizovac Varivax® Må ikke tappes (4 ugers karantæne). Tyfusvaccine (oral) Vivotif® Må ikke tappes (4 ugers karantæne) Tyfusvaccine (parenteral) Typhim VI® Kan tappes (ingen karantæne) Varicella vaccine Varilrix® Må ikke tappes (4 ugers karantæne) Transfusionsmedicinske Standarder Denne version af teksten er ajourført med den nyeste udgave af Transfusionsmedicinske standarder . Standarderne kan downloades og udskrives fra Dansk Selskab for Klinisk Immunologi hjemmeside. Rettelser og forslag til ændringer Forslag eller spørgsmål til karantæneforhold kan sendes til ulrik.sprogoe@rsyd.dk med overskriften: Bloddonortekst.)
Børn (Børn har op til tre gange højere risiko for medicinrelaterede skader end voksne. Medicineringsfejl ses i alle faser af medicinhåndteringen, herunder ordination, dispensering, administration og dokumentation. Derfor kræver behandling af børn særlig opmærksomhed på både farmakokinetik, formuleringer, dosering og praktiske forhold. Farmakokinetik Absorption. Absorption fra gastro-intestinalkanalen er præget af stor variabilitet - specielt i neonatalperioden. I neonatalperioden er den kutane absorption øget. Absorption påvirkes af højere ventrikel‑pH, langsommere ventrikeltømning og forskelle i ernæringstyper heraf amning eller modermælkserstatning. Distribution. Hos børn - og mest udtalt i neonatalperioden - er fordeling af ekstracellulært og intracellulært vand samt fedtsammensætning anderledes med en højere Total Body Water (TBW) end hos voksne. Dette har især betydning, når hydrofile lægemidler gives som bolus. Nyfødte har lavere koncentrationer og ændret kvalitet af plasmaproteiner (primært albumin og α1‑syreglykoprotein), hvilket reducerer lægemidlers proteinbinding og dermed øger den frie (farmakologisk aktive) fraktion i plasma. Konsekvensen er, at samme totale plasmakoncentration kan være forbundet med større klinisk effekt og/eller toksicitetsrisiko, særligt for lægemidler med høj proteinbinding og snævert terapeutisk indeks (fx phenytoin, warfarin). Nyrefunktion. Den glomerulære filtrationshastighed er lav ved fødslen, men når voksenniveau, når barnet er ca. 6 måneder. Den tubulære ekretion er funktionelt umoden hos nyfødte og spædbørn og modnes gradvist gennem barndommen. Hos børn - især nyfødte og spædbørn - er den tubulære reabsorption umoden, både strukturelt og funktionelt. Den modnes gradvist i de første leveår og når voksenlignende funktion typisk i 1-2‑års‑alderen (senere hos præmature). Metabolisme. Børns metabolisme varierer med modning af CYP-enzymer, og den totale elimination påvirkes derfor også af umoden nyrefunktion, især de første levemåneder. Aktiviteten af de lægemiddelmetaboliserende enzymer i P450-systemet (CYP-enzymer), glucuronideringen og sulfateringen er betydeligt nedsat ved fødslen og i den neonatale periode. Disse enzymer er modnet fuldt ud ved 1-års-alderen. På grund af den relativt store lever (i forhold til legemsvægten) er kroppens totale metaboliske kapacitet øget i barneårene, fraset neonatalperioden. Clearance af lægemidler, der metaboliseres i leveren, er derfor øget, og børn i 1-12-års-alderen skal typisk have en relativt større dosis end voksne. Den relative leverstørrelse falder gradvis til voksenniveau i teenageårene ligeledes svarer doseringen i disse år gradvist til voksendosering. Faktor Nyfødt (0-28 dage) Spædbarn (1-12 måneder) Småbarn (ca. 1-3 år) Leverfunktion Umoden, lav enzymaktivitet Enzymer begynder at modnes Øget metabolisme Nyrefunktion Lav GFR Forbedret GFR Næsten voksen-niveau Plasmaproteiner Lav koncentration Øges gradvist Næsten normal Fordelingsvolumen Højt (pga. meget kropsvand) Falder gradvist Stabiliseres Vævsfordeling Meget vand, lidt fedt Mindre vand, mere fedt Nærmer sig voksenprofil Enzymaktivitet (CYP) Meget lav Øges hurtigt Næsten voksen-niveau Generelle overvejelser ved medicinering Nyfødte har en højere andel total‑kropsvand, hvilket giver et større fordelingsvolumen for vandopløselige lægemidler. Dette medfører ofte behov for højere dosis pr. kg, mens det samtidig er nødvendigt med længere doseringsintervaller pga. nedsat clearance. Modermælk giver hurtigere ventrikeltømning, mens modermælkserstatning giver langsommere, hvilket kan ændre onset og biotilgængelighed. Overvej derfor både alder og ernæringstype ved oral dosering. Compliance påvirkes af motorisk modstand, smagsfølsomhed og variable spise-/drikkemønstre. Børnevenlige formuleringer med god palatabilitet, lav doseringsvolumen og enkel administration. Kilde: Badhan RKS. Bridging science and practice: Insights into drug dosing in children . 83rd FIP World Congress of Pharmacy and Pharmaceutical Sciences, København, 2025. Dosering Valg af lægemiddeldosis ved behandling af børn er ofte baseret på ekstrapolation af data fra kliniske studier hos voksne samt kliniske erfaringer. Det kan være relevant at inddrage terapeutisk lægemiddelmonitorering (TDM) til styring af behandlingen, med henblik på at sikre terapeutiske lægemiddelkoncentrationer. Metoden er allerede veletableret, især inden for børneonkologi. Dosisjustering. Der er ikke konsensus for, hvordan dosis til børn bedst justeres i forhold til en kendt voksendosis. Korrektion alene på baggrund af alder eller vægt er ikke altid tilstrækkelig, da sådanne justeringer typisk vil undervurdere dosis. Korrektion for overfladeareal er væsentligt bedre, og oftest angives en relativ vægtjusteret (mg/kg) dosis justeret for overfladeareal. Dosis og doseringsinterval bør løbende justeres efter alder, vægt, organfunktion og modningsgrad. Halveringstid alene er utilstrækkelig til dosering i pædiatri. Et groft skøn over dosisjusteringer er: Præmature og mature børn i neonatalperioden: Væsentligt nedsat dosis. Typisk 50-75 % vægtjusteret dosisreduktion. Børn fra ca. 1 måned til ca. 12 år: Øget dosis. Typisk 30-75 % vægtjusteret dosisøgning, idet den relative dosisøgning mindskes gradvis med alderen. Børn over 12 år: Normal voksendosis justeret for vægt. Vægtjusteret børnedosis: Der mangler præcis viden om betydning af svær overvægt blandt børn og farmakokinetik og farmakodynamik. Ved beregning af dosis til børn med høj legemsvægt bør der sammenlignes med voksendosis. Hvis der ikke er anført noget specifikt om maksimal børnedosis, gælder sædvanligvis, at børnedosis ikke bør overstige voksendosis.)
Elimination og cytokrom P450-systemet (De fleste lægemidler elimineres ved metabolisering til inaktive, polære metabolitter, som udskilles gennem nyrerne eller med galden. Oxidation er et vigtigt primært trin i lægemiddelmetabolismen (fase I). Lægemiddeloxidation katalyseres af det cytokrom P450-afhængige enzymsystem, som er lokaliseret til membranen af cellernes glatte endoplasmatiske reticulum i en række væv, først og fremmest levervæv. Ved hjælp af et hjælpeenzym (cytokrom P450-reduktase) og kofaktorer (oxygen og NADPH) kan de lægemiddeloxiderende P450-enzymer, som er en gruppe på knap 10 forskellige hæmproteiner (tabel 2), indbygge et iltatom i et meget stort antal lægemiddelmolekyler. Den oxiderede metabolit videreomdannes som regel spontant til en hydroxyleret eller demethyleret metabolit. P450-enzymerne (og de tilhørende gener) inddeles i familier og subfamilier på grundlag af forskelle i aminosyresammensætning. Hvert enzym betegnes med præfixet CYP ( C ytokrom P 450) efterfulgt af et arabertal for familie, et bogstav (A, B, C, D etc.) for subfamilie og endelig et tal for det enkelte enzym, fx CYP2D6. De fleste lægemidler omdannes parallelt og i serie til et større antal oxiderede metabolitter, som herefter angribes af såkaldte fase II- eller konjugerende enzymer, der sammenkobler lægemiddel eller hydroxyleret metabolit med fx glucuronsyre, sulfat eller acetat. En oxideret metabolit vil ofte have den samme eller højst en let ændret virkning sammenlignet med modersubstansen, mens en konjugeret metabolit er meget polær og næsten altid farmakologisk inaktiv. Tabel 2: Nogle klinisk farmakokinetiske karakteristika for lægemiddelnedbrydende P450-enzymer Bemærk: tabellen er ikke en komplet liste over alle substrater, inhibitorer og induktorer. Se også Indiana University - Clinical Pharmacology. Drug Interactions, Flockhart Table . Enzym Substrater* Inhibitorer Induktorer Genvariationer CYP1A2 Udgør ca. 10 % af det totale P450-indhold i leveren. Apremilast Caffein Clomipramin Clozapin Duloxetin Estradiol Fezolinetant Fluvoxamin Haloperidol Imipramin Lidocain Melatonin Mexiletin Naproxen Olanzapin Ondansetron Pirfenidon Pomalidomid Propranolol Riluzol Roflumilast Ropinirol Ropivacain Theophyllin Tizanidin Warfarin Zolmitriptan Ciprofloxacin Citalopram Efavirenz Fluvoxamin Ribociclib Rucaparib Vemurafenib Broccoli Carbamazepin Omeprazol Rifampicin Teriflunomid Tobaksrygning Udviser betydelig genetisk variation. CYP2B6 Bupropion Clobazam Cyclophosphamid Efavirenz Ifosfamid Ketamin Methadon Nevirapin Propofol Selegilin Sorafenib Tramadol Velpatasvir Clopidogrel Thiotepa Voriconazol Carbamazepin Efavirenz Nevirapin Rifampicin CYP2C8 Dabrafenib Enzalutamid Iptacopan Olodaterol Paclitaxel Ponatinib Repaglinid Selexipag Sorafenib Tucatinib Abirateron Clopidogrel Deferasirox Efavirenz Gemfibrozil Lapatinib Teriflunomid Trimethoprim Tucatinib Rifampicin CYP2C9 Udgør 10-15 % af det totale P450-indhold i leveren. Amitriptylin Avatrombopag Capecitabin Celecoxib Clopidogrel Diclofenac Fluoxetin Flurbiprofen Fosphenytoin Glimepirid Glipizid Ibuprofen Irbesartan Losartan Meloxicam Naproxen Olodaterol Ruxolitinib Siponimod Tamoxifen Valproat Venlafaxin Voriconazol Warfarin Amiodaron Capecitabin Ceritinib Efavirenz Fluconazol Isoniazid Metronidazol Rucaparib Sulfamethoxazol Voriconazol Carbamazepin Dabrafenib Enzalutamid Nevirapin Phenobarbital Rifampicin Perikon Ca. 4 % er langsomme omdannere pga. polymorfi i CYP2C9-genet. CYP2C19 Udgør ca. 5 % af det totale P450-indhold i leveren. Amitriptylin Atomoxetin Brivaracetam Chloramphenicol Citalopram Clobazam Clomipramin Clopidogrel Cyclophosphamid Diazepam Escitalopram Esomeprazol Fosphenytoin Imipramin Labetalol Lansoprazol Mavacamten Moclobemid Omeprazol Pantoprazol Proguanil Primidon Progesteron Proguanil Propranolol Tofacitinib Valproat Venlafaxin Voriconazol Warfarin Esomeprazol Fluconazol Fluoxetin Fluvoxamin Isoniazid Ketoconazol Modafinil Omeprazol Orale kontra-ceptiva Rucaparib Voriconazol Efavirenz Enzalutamid Letermovir Rifampicin Ritonavir Perikon Mangler i leveren hos 3 % af europæisk oprindelse, hos 10 % af vestgrønlændere og hos 20 % af asiatisk oprindelse (langsomme omdannere). Adskillige inaktiverende mutationer i CYP2C19-genet. Genotypning af langsomme omdannere er mulig. CYP2D6 Antiarytmika: Flecainid Mexiletin Propafenon Antipsykotika: Aripiprazol Brexpiprazol Haloperidol Perphenazindecanoat Risperidon Zuclopenthixol β-Blokkere: Atenolol Carvedilol Metoprolol Propranolol Timolol TCA: Amitriptylin Clomipramin Imipramin Maprotilinhydrochlorid Nortriptylin Opioider: Codein Dextromethorphan Oxycodon Tramadol SNRI: Duloxetin Venlafaxin SSRI: Fluoxetin * Fluvoxamin Paroxetin * Diverse: Atomoxetin Carvedilol Donepezil Eliglustat Metoclopramid Mianserin Mirtazapin Nebivolol Ondansetron Palonosetron Ponatinib Pomalidomid Promethazin Tamoxifen Tetrabenazin Tolterodin Abirateron Amiodaron Bupropion Celecoxib Cinacalcet Citalopram Clobazam Clomipramin Diphenhydramin Duloxetin Escitalopram Fluoxetin Hydroxychloroquin Methadon Panobinostat Paroxetin Promethazin Ritonavir Sertralin Terbinafin (oral) Vemurafenib Genetisk polymorfisme (spartein/debrisoquintypen). Mangler i leveren hos 7-8 % af europæisk oprindelse og hos 1-2 % af afrikansk eller asiatisk oprindelse (langsomme omdannere) pga. multiple inaktiverende mutationer i CYP2D6-genet. Genotypning af hurtige og langsomme omdannere er mulig. Ca. 1 % er ultrahurtige omdannere pga. duplikationer i CYP2D6-genet. CYP2E1 Udgør ca. 5 % af cytokrom P450-indholdet i leveren. Chlorzoxazon Isofluran Methoxyfluran Paracetamol Sevofluran Theophyllin Disulfiram Ethanol Isoniazid CYP3A4 Udgør ca. 25 % af det totale P450-indhold i leveren. Antineoplastiske midler: Abemaciclib Acalabrutinib Alectinib Axitinib Bosutinib Brigatinib Ceritinib * Crizotinib Dabrafenib Dasatinib Docetaxel Everolimus Ibrutinib Imatinib Irinotecan Neratinib Olaparib Osimertinib Palbociclib Panobinostat Ponatinib Regorafenib Ribociclib * Ruxolitinib Sonidegib Sotorasib Sunitinib Tamoxifen Vandetanib Vemurafenib Venetoclax Vinblastin Vincristin Antiemetika: Aprepitant Netupitant Ondansetron Antipsykotika: Aripiprazol Brexpiprazol Cariprazin Haloperidol Pimozid Quetiapin Ziprasidon Benzodiazepiner: Alprazolam Clobazam Diazepam Midazolam Triazolam Calciumantagonister: Amlodipin Diltiazem Felodipin Lercanidipin Nifedipin Verapamil DOAK: Apixaban Rivaroxaban Glukokortikoider: Deflazacort Dexamethason Hydrocortison Prednisolon Prednison Immunsuppressiva: Ciclosporin Sirolimus Tacrolimus Tofacitinib Proteasehæmmere: Atazanavir Elbasvir Lopinavir Nevirapin Ritonavir * Andre antivirale midler: Dolutegravir Letermovir Nevirapin Nirmatrelvir Rilpivirin Velpatasvir PDE-5-hæmmere: Avanafil Sildenafil Tadalafil Vardenafil Statiner: Atorvastatin Simvastatin Diverse: Abirateron Alfentanil Avatrombopag Bosentan Buspiron Carbamazepin Clarithromycin * Colchicin Dapson Donepezil Domperidon Eplerenon Erythromycin Estradiol Fentanyl Finasterid Isavuconazol Ivabradin Ivacaftor Linagliptin Macitentan Methadon Mirtazapin Naldemedin Naloxon Omeprazol Oxycodon Progesteron Quinin Roflumilast Ropivacain Testosteron Ticagrelor Tolvaptan Voriconazol * Zolpidem Zopiclon Amlodipin Aprepitant Atomoxetin Ceritinib Ciprofloxacin Clarithromycin Crizotinib Diltiazem Entrectinib Erythromycin Esomeprazol Fluconazol Grapefrugt og pomelo Idelalisib Imatinib Itraconazol Ivacaftor Ketoconazol Letermovir Mifepriston Netupitant Omeprazol Ribociclib Ritonavir Rucaparib Tucatinib Verapamil Voriconazol Betamethason Brigatinib Carbamazepin Clobazam Dabrafenib Dexamethason Efavirenz Enzalutamid Eslicarbazepin Fosphenytoin Lorlatinib Methylprednisolon Modafinil Nevirapin Oxcarbazepin Phenobarbital Perikon Prednisolon Prednison Rifabutin Rifampicin Sotorasib Telotristat Vemurafenib Ingen klinisk relevante genvariationer. Substrater mærket med * er samtidig meget effektive eller potente hæmmere af det CYP-enzym, de nedbrydes af. Kraftige inhibitorer eller induktorer er vist med kursiv. Det enkelte CYP-enzym er i stand til at oxidere et meget stort antal lægemidler (tabel 2). Det har vist sig, at mange lægemidler ved terapeutiske koncentrationer hovedsageligt elimineres af et bestemt enzym, hvis funktionelle karakteristika derfor bliver hovedansvarlig for inter- såvel som intraindividuelle variationer i lægemidlets eliminationskinetik. Kendskab til et lægemiddels enzymspecifikke metabolisme kan danne grundlag for en rationel forudsigelse af farmakokinetiske interaktioner. Hæmning af metabolismen Lægemiddelmetabolismen kan hæmmes ved: reduceret levergennemblødningen hindring af substratets adgang til de lægemiddelmetaboliserende enzymer hæmning af enzymernes funktion kompetitiv enzymhæmning se endvidere tabel 1 i Farmakokinetiske interaktioner . Metaboliseringen af højclearance lægemidler afhænger af blodgennemstrømningen gennem leveren. Derfor falder fx lidocains clearance ved samtidig behandling med propranolol og andre β-blokkere , som nedsætter levergennemblødningen. Ved samtidig indgift af to lægemiddelstoffer, som begge metaboliseres af det samme enzym, vil der opstå kompetitiv hæmning og dermed mulighed for en farmakokinetisk interaktion. Man kan dog ikke med sikkerhed regne med en interaktion, førend denne er dokumenteret in vivo med samtidig indgift af de to lægemidler i terapeutisk relevante doser. CYP2D6 er hovedansvarlig for eliminationen af en lang række lægemidler: tricykliske antidepressiva , visse antipsykotika ( haloperidol , perphenazin og zuclopenthixol ), visse β-blokkere (bl.a. metoprolol ) og visse antiarytmika ( flecainid , propafenon ). Funktionen af CYP2D6 udviser genetisk polymorfi (spartein/debrisoquin-typen), idet ca. 7 % af den danske befolkning som følge af en autosomal recessiv defekt mangler dette enzym. Disse individer betegnes som langsomme omdannere (slow metabolizers). Total clearance af lægemidler hos langsomme omdannere er i gennemsnit 2-5 gange lavere end hos hurtige omdannere. På tilsvarende måde kendes enzymspecifikke interaktioner, som vedrører andre P450-enzymer. Enzymet CYP1A2, som oxiderer bl.a. imipramin , clozapin , theophyllin og caffein , hæmmes meget potent af fluvoxamin . Ketoconazol hæmmer flere P450-enzymer, men særligt CYP3A4, som er et af leverens vigtigste lægemiddeloxiderende enzymer. En lang række lægemidler mod HIV er både substrater for og hæmmere af såvel P-glykoprotein som CYP3A4. Dette giver anledning til et stort antal klinisk betydningsfulde interaktioner, idet behandlingen altid består af kombinationer af flere lægemidler. Øgning af metabolismen En række lægemidler stimulerer lægemiddelmetabolismen ved at øge mængden af lægemiddelmetaboliserende enzymer, såkaldt induktion. Induktion er mere udtalt for P450-enzymer end for fase II-enzymer. Induktion udviser en vis enzymspecificitet, idet phenobarbital (og formentlig phenytoin , carbamazepin m.fl.) inducerer to specifikke enzymer, ethanol inducerer et andet enzym, mens glukokortikoider og rifampicin inducerer et helt tredje enzym. De fleste induktorer inducerer dog mere end et P450-enzym. Ved behandling med et inducerende lægemiddel bør induktion forventes, og effekten udviser ofte betydelige interindividuelle forskelle. Det kan være nødvendigt at kontrollere plasmakoncentrationen af det primære lægemiddel. En række induktorer, specielt rifampicin , inducerer tillige P-glykoprotein, hvilket reducerer absorptionen fra tarmen og øger den biliære og renale udskillelse af substrater for dette transportprotein. Induktion kan først registreres klinisk, når der er sket en nydannelse af CYP-enzym (hæmprotein) via DNA og RNA. Når det inducerende lægemiddel ikke administreres længere, ophører induktionens effekt efter 4-5 halveringstider svarende til CYP-enzymets halveringstid. Den øgede metabolisme giver sig kvantitativt udtryk i en stigning af clearance og dermed et fald i steady state-plasmakoncentrationen ved uændret dosering. Hvis et terapeutisk plasmakoncentrationsniveau opnås ved at øge dosis, risikerer man at overdosere patienten, hvis det inducerende lægemiddel efterfølgende seponeres. Renal ekskretion Renal ekskretion af lægemidler kan ske ved glomerulær filtration, passiv tubulær reabsorption og aktiv tubulær sekretion, se tabel 1 i Farmakokinetiske interaktioner . Frit, ikke-proteinbundet lægemiddelstof udfiltreres passivt i glomeruli, medmindre lægemiddelmolekylet er for stort til at passere membranen. Der er tale om en passiv proces, og interaktioner i forbindelse med lægemidlers glomerulære filtration kendes ikke. Lægemiddelkoncentrationen vil stige i tubulusvæsken i takt med reabsorption af natrium og vand. Da de fleste lægemidler er små lipofile molekyler, vil en koncentrationsgradient i forhold til plasma ikke kunne opretholdes, og lægemidlet vil derfor tilbagediffundere ved passiv reabsorption. Den passive reabsorption kan nedsættes, hvis lægemidlets polaritet øges ved ionisering. Mange lægemidler er svage syrer eller svage baser, og deres ioniseringsgrad er derfor pH-afhængig. Polariteten og dermed udskillelsen af en svag base kan øges ved acidificering af urinen. Det samme vil ske for en svag syre ved alkalinisering. Disse forhold har man udnyttet ved behandling af visse lægemiddelforgiftninger, fx acetylsalicylsyre-forgiftning , men generelt har denne type interaktioner ikke den store betydning. En række NSAID øger reabsorptionen af lithium i de proksimale nyretubuli, hvilket kan medføre lithiumforgiftning . Samme effekt kan natriumdepletering under behandling med thiazider eller loop-diuretika have. En del lægemidler udskilles ved aktiv sekretion i de proksimale tubuli. Der findes to uafhængige sekretionssystemer, ét for svage baser og ét for svage syrer. Det enkelte system er relativt uspecifikt, hvilket betyder, at samtidig indgift af to syrer ved kompetitiv hæmning vil nedsætte udskillelseshastigheden for begge stoffer. Salicylater og visse NSAID hæmmer sekretionen af methotrexat , hvilket i sjældne tilfælde kan medføre alvorlige forgiftninger, bl.a. nyreskader. Verapamil hæmmer digoxins tubulære sekretion, hvilket er hovedforklaringen på, at digoxin-clearance nedsættes ved kombinationsbehandling.)
Lægemiddelbivirkninger (Definition og hyppighed Ved en bivirkning til et lægemiddel forstås en skadelig og utilsigtet reaktion på et lægemiddel. Lægemiddelbivirkninger omfatter således både reaktioner, som indtræder ved normalt anvendte doser af lægemidlet, og reaktioner, som er en følge af medicineringsfejl, forkert brug og misbrug af lægemidlet. Endvidere omfatter lægemiddelbivirkninger utilsigtede og skadelige reaktioner opstået i forbindelse med off-label brug af midlet, dvs. hvis det anvendes til formål, som det ikke er godkendt til, eller hvis det anvendes anderledes, end godkendelsen af lægemidlet tilskriver (se Nyt Om Bivirkninger #8 2012 ). Bivirkninger er et væsentligt klinisk problem og primær årsag til 5-8 % af alle indlæggelser på medicinske afdelinger. Ca. 2 % af alle henvendelser til praktiserende læger skyldes bivirkninger til medicin (294) . Selvom bivirkninger er en hyppig årsag til lægekontakt, så er forekomsten af alvorlige bivirkninger lav (980) . Klassifikation Lægemiddelbivirkninger kan inddeles i: Type A-bivirkninger skyldes farmakologiske reaktioner på lægemidlet og følger samme farmakodynamiske principper som de tilstræbte virkninger. De er forudsigelige, kræver ingen særlig disposition, er dosisafhængige, hyppige og sjældent alvorlige. Eksempler på type A-bivirkninger er sløvhed og koncentrationsbesvær ved brug af benzodiazepiner, hypokaliæmi ved brug af diuretika og hypoglykæmi ved brug af insulin. Type B-bivirkninger har ikke relation til lægemidlets farmakologiske egenskaber, men skyldes andre reaktioner, fx allergiske manifestationer. De er oftest uforudsigelige og optræder kun hos særligt disponerede individer. Eksempler på type B-bivirkninger er Quinckes ødem, urticaria, agranulocytose og Stevens-Johnsons syndrom. Hvordan opdages bivirkninger? Før markedsføring af et nyt lægemiddel er virkningsmekanismer, metabolisme og toksikologi først undersøgt på forsøgsdyr, senere på et mindre antal frivillige raske forsøgspersoner og til sidst på patienter med den sygdom, lægemidlet er tiltænkt at virke på (fase I-III-forsøg): Fase I er første gang lægemidlet testes på mennesker. Dette gøres typisk på en lille gruppe raske (20-80 personer). I denne fase undersøges lægemidlets sikkerhed, hvordan det nedbrydes i kroppen samt dets virkninger. I fase I-studier giver man kun forsøgspersonerne en relativt lille del af den mængde, som gives til forsøgsdyr, eftersom effekten på mennesker endnu er helt ukendt. Fase II udføres på en større gruppe patienter (20-300), der lider af den sygdom, lægemidlet er rettet imod, for at undersøge hvor effektivt det er til at behandle sygdommen i forhold til forskellige doser, samt dets bivirkningsprofil. Fase III udføres på en meget stor gruppe patienter (typisk 300-3.000), der lider af den sygdom, som lægemidlet er rettet imod, for at give en endegyldig vurdering af behandlingens virkning. Fase III-undersøgelser er i sagens natur forholdsvis dyre og tidsforbrugende. På basis af fase III-undersøgelsen kan lægemidlet blive godkendt af myndighederne, selvom den måske ikke er tilstrækkeligt egnet til at opdage de sjældne og ekstremt sjældne bivirkninger. Efter godkendelse og markedsføring kan man udføre såkaldte Fase IV -undersøgelser, som typisk gennemføres via registerdata omfattende et meget stort antal individer. Fase IV-undersøgelser er særlig værdifulde til at finde sjældne bivirkninger, som ikke blev opdaget i Fase I-III-forsøgene. De fleste type A-bivirkninger afsløres før markedsføring, og disse bivirkninger bliver som led i godkendelsen afvejet over for den tilsigtede virkning. Derimod vil type B-bivirkninger typisk først afsløres, efter at lægemidlet er kommet på markedet, hvor det bliver anvendt i stor skala. Ca. 3 % af alle nye markedsførte lægemidler bliver efterfølgende afregistreret på grund af alvorlige type B-bivirkninger, som ikke var erkendte ved markedsføringen. Eksempler herpå er COX-2-hæmmeren rofecoxib (Vioxx®), som blev afregistreret på baggrund af en øget risiko for blodpropper samt slankemidlerne sibutramin (Reductil®) og rimonabant (Acomplia®), der blev afregistreret, fordi Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) fandt, at bivirkningerne vejede tungere end fordelene (førstnævnte pga. øget risiko for hjertetilfælde og sidstnævnte pga. markant risiko for depression). De kliniske afprøvninger, der ligger til grund for registreringen af nye lægemidler, er ikke velegnede til at give omfattende viden om bivirkninger. I kliniske studier er den statistiske styrke til at opdage sjældne bivirkninger ringe, populationen stærkt selekteret og behandlingsvarigheden kort. På tidspunktet for markedsføring er viden om et præparats bivirkninger derfor ofte mangelfuld. Specielt er der sparsom viden om: risici ved langtidsbehandling risici ved behandling af patienter, der er i samtidig behandling med andre lægemidler (polyfarmaci) risici ved behandling af gravide, ældre og børn risici ved behandling af sårbare patienter med samtidig forekomst af flere kroniske lidelser (multimorbiditet) risici ved behandling af patienter med påvirket lever- og nyrefunktion risici for sjældne bivirkninger. Derfor er overvågning af nye lægemidler meget vigtig. Etablering af ny viden om bivirkninger afhænger af indberetning fra behandlere og behandlede. Kasuistikker og undersøgelser af lægemidlet, efter at det er kommet i handelen (postmarketing-undersøgelser), udgør væsentlige kilder til erkendelse af nye bivirkninger. Disse studier kan være en del af en Risk Minimization Plan, som kan være en betingelse for godkendelsen fra myndighederne. Der kan være specielle formodede bivirkninger ved lægemidlet, som bør observeres nærmere i et fastsat program, eller som lægerne bør informeres særskilt om. Lægemiddelproducenterne er juridisk forpligtiget til at indsamle og analysere alle spontane indberetninger og litteraturoplysninger om bivirkninger. På grundlag heraf revideres præparatets produktresumé. Indberetning af bivirkninger Pharmacovigilance betyder overvågning af lægemidlers sikkerhed. Denne overvågning omfatter forskellige aktiviteter som at indhente information om, hvor sikre lægemidlerne er at bruge, at identificere og analysere de problemer og bivirkninger, som viser sig i behandlingen, og at udarbejde planer for, hvordan risici kan minimeres. Overvågningen involverer både patienter, læger, lægemiddelindustrien og myndighederne i ind- og udland. Overvågning af lægemidlers sikkerhed i Danmark bygger bl.a. på bivirkningsindberetninger fra læger og patienter til Lægemiddelstyrelsen, se Lægemiddelstyrelsens bivirkningsrapport 2017 . De samlede indberetninger om lægemiddelbivirkninger indgår i overvågningen af lægemiddelsikkerheden i Danmark. Det er imidlertid kun en beskeden del af de faktisk forekommende bivirkninger, der indberettes. Man har således vurderet, at 10 % Almindelige: 1-10 % Ikke almindelige: 0,1-1 % Sjældne: 0,01-0,1 % Meget sjældne: < 0,01 % Ikke kendt hyppighed. Man må være opmærksom på den måde, bivirkninger registreres på ved afprøvning af nye lægemidler i randomiserede kliniske undersøgelser. Som regel registreres alle symptomer, og det kan føre til, at bivirkningsfrekvenser overestimeres - fx vil 1 dags hovedpine i et 1-årigt studie blive registreret. Hvis forekomsten er 7 % i den behandlede population og 4 % i placebogruppen, så registreres hyppigheden som 7 %. Af denne grund er der en generel tendens til, at bivirkninger registreres hyppigere for nyere lægemidler end for ældre lægemidler, selv om den reelle bivirkningsrisiko måske er den samme. På Medicin.dk ensrettes bivirkningerne for generika, således at alle præparater med samme indholdsstof og dispenseringsform har samme bivirkningstabel. Det betyder, at der kan opstå diskrepans mellem det enkelte lægemiddel og dets godkendte produktresumé (SPC), da hvert firma udfører egne kliniske forsøg af forskellig størrelse og design og derfor også af og til med forskellige outcomes, fx i forhold til en bivirknings hyppighed. Typisk vil det være den hyppigste forekomst af en registreret bivirkning, der præsenteres på Medicin.dk. Medicin.dk tillader sig desuden at oversætte begreber fra bivirkningsskemaer i SPC´er til interne standardiserede termer, så bivirkninger kaldes det samme på tværs af præparaterne i hele Medicin.dk. Yderligere har Medicin.dk opdelt visningen af bivirkningerne for hver hyppighed i potentielt alvorlige og oftest ikke alvorlige bivirkninger, for at skabe overblik og lette læsningen for mange af vores brugere. Det er den lægelige redaktion på Medicin.dk, der har ansvaret for denne vurdering, som baseres på eksisterende og ny viden såvel som deres mangeårige kliniske erfaring. Denne inddeling kan revurderes efter behov. Har man brug for yderligere oplysninger om bivirkninger til et lægemiddel, kan man søge i lægemidlets produktresumé (SPC). Disse kan findes på enten produktresume.dk eller, hvis lægemidlet er godkendt efter EU's centrale godkendelsesprocedure, på EMA (Produktresume) . Ofte går der et stykke tid, fra nye bivirkninger opdages, til et produktresumé bliver opdateret, og i perioden indtil da vil aktuelle problemstillinger om bivirkninger kunne findes på Nyt Om Bivirkninger , Lægemiddelstyrelsen. Hvad gør man, hvis man tror, en patient har en bivirkning? Når man står over for en mistænkt, potentielt alvorlig bivirkning, må man først karakterisere symptomet grundigt. En patient, der fx anfører at blive svimmel af et lægemiddel, må undersøges for, om svimmelheden dækker over gangusikkerhed, ortostatisk hypotension, neuropati, basilarisinsufficiens, synstab, høretab eller sedation. En grundig anamnese og objektiv undersøgelse er afgørende. Man må også vide, om den mistænkte bivirkning er beskrevet hos andre brugere af samme lægemiddel. Hvis symptomet aldrig tidligere er observeret i forbindelse med det pågældende lægemiddel, skal man indberette bivirkningen. Endelig bør man tage stilling til, om der kan foreligge en kausal sammenhæng mellem brug af lægemidlet og pågældende symptom. Der vil ofte være andre konkurrerende forklaringer på den mistænkte tilstand. Som led i kausalitetsudredningen bør man forsøge at besvare følgende spørgsmål: Har patienten haft symptomet før han/hun tog medicin? Er der en tidsmæssig sammenhæng mellem behandlingens start og symptomets opståen? Kan der påvises lægemiddelkoncentrationer over terapeutisk niveau? Har patienten tidligere haft lignende symptom under behandling? Svandt symptomet efter seponering (eller dosisreduktion) af lægemidlet? Genopstod symptomet i forbindelse med ny eksponering for lægemidlet? Kan symptomet påvises objektivt? Hvordan forebygger man bivirkninger? Det kan ikke helt undgås, at patienter udvikler bivirkninger, men en del bivirkninger kan undgås ved omhyggeligt gennemført farmakoterapi, hvor man vurderer den forventede effekt i forhold til den forventede risiko for bivirkninger. Ved mange forebyggende behandlinger er number needed to treat (NNT) så højt, at det kun er en lille brøkdel af de behandlede patienter, som får gavn af behandlingen. Hvis NNT er højere end NNH (number needed to harm) betyder det, at sandsynligheden for at opleve en bivirkning er større end sandsynligheden for at opleve en effekt. Er man i den situation, bør man tænke sig om en ekstra gang, inden man udskriver recepten. Man bør også orientere patienten om, at det er mere sandsynligt, at man får en bivirkning i forbindelse med behandlingen, end at man oplever den tilstræbte effekt. I en dansk undersøgelse fandt man, at omkring halvdelen af bivirkningsrelaterede indlæggelser kunne have været undgået, hvis der var blevet taget forholdsregler fra lægens side (739) . En af de vigtigste forudsætninger for at undgå bivirkninger er en god farmakologisk viden og et godt kendskab til de præparater, man anvender. Praktiserende læger håndterer mange forskellige lægemidler inden for en bred vifte af behandlingsprincipper, og det kan være vanskeligt at holde sin viden ajour om bivirkninger ved lægemidler inden for så mange terapeutiske områder. Risikoen er, at man kan komme til at tolke en bivirkning som et nyt symptom, der i sig selv udløser en behandling. Det kan føre til en uhensigtsmæssig polyfarmaci. Det er vist, at risikoen for medicinrelaterede problemer, herunder bivirkninger, er mindre, hvis lægen benytter sig af et begrænset lægemiddelsortiment, som han/hun har et godt kendskab til. Der findes i dag rekommandationslister for lægemidler, både på regionalt og nationalt plan. Læger, der indretter deres sortiment efter en rekommandationsliste, har mulighed for at opnå et større kendskab til de anvendte lægemidler og dermed mindre risiko for at udsætte deres patienter for bivirkninger, der kunne have været undgået. De fleste lægepraksissystemer har indbygget et interaktionsmodul, som reagerer ved udskrivning af medicin, hvor der foreligger en øget risiko for bivirkninger på grund af en lægemiddelinteraktion. Patientforsikringen Erstatning for lægemiddelskader kan søges ved Patienterstatningen . Med oprettelsen af den fælles portal Styrelsen for Patientsikkerhed er der skabt en ny samlet adgang til klager og erstatningssager, der vedrører behandlinger i sundhedsvæsenet. Kontakt Klinisk Farmakologisk Enhed Er du læge eller anden sundhedsprofessionel, og har du brug for klinisk farmakologisk rådgivning, kan du kontakte din regions Klinisk Farmakologiske Enhed. Se oversigt og kontaktinformation til de Klinisk Farmakologiske Enheder.)
Dosispakket medicin og patientsikkerhed (Formålet med maskinel dosispakning er at gøre ophældningen af medicinen mere nøjagtig, sikker og hygiejnisk. Dosispakning kan være med til at skabe overblik over medicinbrugerens samlede medicinering, gøre det lettere for medicinbrugeren at tage medicinen og dermed være med til, at lægens ordination efterleves bedre. Hvilke lægemidler kan dosispakkes? Det er muligt at dosispakke tabletter og kapsler. Du kan se på den enkelte lægemiddelbeskrivelse på pro.medicin.dk se, om lægemidlet må dosisdispenseres . Halve tabletter kan dosisdispenseres, hvis tabletten har en godkendt delekærv, og pakkeapoteket har den i sortiment. Ikke alle tabletter med godkendt delekærv kan tåle den maskinelle håndtering. Spørg derfor på apoteket om det er muligt for det ønskede lægemiddel. Informationen om hvilke lægemidler, der er egnet til at blive dosispakket, hentes fra Lægemiddelstyrelsens hjemmeside (2959) . Her kan du også finde information om lægemidlernes opbevaringstid uden for originalemballage. Apotekerne må, så længe de overholder bekendtgørelsens bestemmelser, også dosispakke lægemidler, der ikke er med på Lægemiddelstyrelsens liste. Dog ikke eksempelvis antibiotika eller cytostatika, se Receptbekendtgørelsen . De dosispakkede lægemidler bliver typisk pakket og udleveret til en periode på 14 dage. Derfor er denne form for dispensering primært egnet til medicin, der gives i samme dosis over længere tid og til patienter i et stabilt behandlingsforløb, men kan for eksempel også bruges i forbindelse med planlagte op- og nedtrapninger. Det er ofte den ordinerende læge, som vurderer om dosispakket medicin er velegnet for den enkelte medicinbruger og i givet fald ordinere dosispakningen. Apotekets behandlerfarmaceuter har også mulighed for at ordinere dosisdispensering med tilskud til medicinbrugere, hvis medicinbrugeren opfylder de gældende kriterier (5210) Dosisdispenseringsmodul i FMK Dosisdispenseringskortet, også kaldet DD-kortet, som apoteket opretter og bruger til at pakke medicinen efter, fremgår af FMK. Alle parter i sundhedsvæsnet har hermed adgang til de samme oplysninger, om den medicin der dosisdispenseres, hvilket øger patientsikkerheden. Lægers ændringer af lægemidlerne til dosisdispensering foretages direkte på FMK, og alle sundhedsfaglige med relevante rettigheder kan se præcist, hvad medicinbrugeren får af dosisdispenseret medicin, og hvornår eventuelle ændringer vil slå igennem. Ved akutte ændringer, der kræver pakning af en ny dosisrulle, skal apoteket kontaktes. FMK-dosisdispenseringsmodulet sender en fornyelsesanmodning på baggrund af DD-receptens udløbsdato. Det betyder, at lægen ca. 1 måned før en DD-recept udløber modtager en anmodning om fornyelse. Skal dosispakningen fortsætte skal anmodningen godkendes. Er der ikke en gyldig dosisrecept tilknyttet den ordination der skal dosispakkes efter, må apoteket ikke pakke lægemidlet efter receptens udløb. Det er muligt for lægen at regulere dosisreceptens gyldighed ved oprettelsen af den. Gyldigheden kan være op til 2 år. Korrekte ordinationer DD-kortet er dannet ud fra lægemiddelordinationer i FMK, og forud for hver pakning af en dosisrulle, laver apoteket med hjælp fra FMK en validering af, at det der står på DD-kortet, er det samme som det, der står i ordinationen. For at FMK kan læse doseringen og dermed foretage denne validering, kræver det, at ordinationen er oprettet med en struktureret dosering. Doseringer som har fritekst gør, at FMK ikke kan anvendes til validering af data, og apoteket får en meddelelse om, at data på DD-kort ikke stemmer overens med data i ordinationen. For at sikre optimal udnyttelse af de sikkerhedsvalideringer FMK tilbyder, er det derfor vigtigt, at lægemiddelordinationer bliver oprettet med strukturerede doseringer. Eksempler på strukturerede doseringer kan være: 1 tablet 2 gange dagligt, 2 tabletter om aftenen eller 1 kapsel kl.12.00. Ved at vælge de fortrykte doseringer i klinikkens it-system, sikres brug af struktureret dosering. Skærpet opmærksomhed ved brug af datoer i FMK Ved lægemiddelordinationer til brug ved dosisdispensering bør der ikke anvendes datoerne ’doseringsslut’ og ’behandlingsslut’ ved faste behandlinger. Dette skyldes, at der er risiko for, at pakningen af et lægemiddel stopper utilsigtet, og medicinbrugeren derfor ikke får sin lægemiddelbehandling som forventet. Fordi angivelse af datoerne er noget, der sker som et aktivt valg fra lægens side, vil FMK ikke give advarsler om, at pakningen af et lægemiddel stopper - heller ikke selvom det skulle ske midt i en dosisrulle. Brug af datoerne ’doseringsslut’ og behandlingsslut’ bør alene bruges, når det er klinisk relevant. Ved ændringer af de dosisdispenserede lægemidler skal disse foretages direkte på lægemiddelordinationen i FMK. Der skal dog være en gyldig dosisrecept tilknyttet lægemiddelordinationen for, at apoteket må dosispakke og udlevere lægemidlet. Hvis en lægemiddelordination, der dosispakkes, får slettet sin dosisrecept eller dosisrecepten udløber, vil lægemiddelordinationen ikke længere fremgå af DD-kortet, og lægemidlet pakkes ikke. Ca. 1 måned før dosisreceptens udløb, sendes der automatisk en receptfornyelsesanmodning til lægen. FMK skriver, at receptfornyelsesanmodningen kommer fra FMK, og hvis der ligger ubehandlede receptfornyelsesanmodninger hos lægen. Hvis lægen afviser anmodningen, viser FMK afvisningsårsagen, Hvis anmodningen ikke håndteres, vil den forsvinde. FMK sender ikke en ny anmodning. Apoteket får ikke besked om afvisning eller årsag til afvisning. Utilsigtede hændelser ved dosispakket medicin Man ved fra tidligere, at problematikker i medicineringsprocessen ikke er unikke for dosispakket medicin, men svarer til de problemstillinger, som generelt er beskrevet i litteraturen for medicingivning. Selvom det er muligt i FMK at håndtere dosispakket medicin, og alle sundhedsprofessionelle kan se DD-kortet, er det stadig særdeles vigtigt, at der samarbejdes og kommunikeres parterne imellem. De rapporterede UTH´er viser, at de hyppigste utilsigtede hændelser i administrationen af dosispakket medicin er, at medicinen ikke bliver givet til medicinbrugeren, eller at medicinen gives på forkert tidspunkt eller til forkert medicinbruger. Årsagerne til, at medicinen ikke bliver givet, kan være flere. I nogle tilfælde er det ikke muligt at dosispakke al medicin en medicinbruger får. Konsekvensen er, at medicinbrugeren både får medicin, der er maskinelt dosispakket og medicin, som skal gives ved siden af (sidedosering). Ligger medicinen ikke samme sted, er der en større risiko for, at enten den dosispakkede eller den sidedoserede medicin glemmes. Til tider skyldes den manglende medicingivning, at det ikke er tydeligt angivet på medicinlisten, at der sammen med den dosispakkede medicin skal gives en sidedosering. De utilsigtede hændelser viser også, at der tages fejl af dage og tider, når medicinen skal udleveres. For de alvorlige hændelser er en af grundene ofte, at personalet tror, at medicinen ikke er givet, eller at personalet internt ikke har informeret hinanden, når en medicinbruger har fået udleveret medicin. Dette resulterer i, at den næste dosispose på rullen bliver taget, men uden at personalet, som administrerer medicinen, tjekker dato og tid - hvorved medicinbrugeren fejlmedicineres. Styrket patientsikkerhed i dosisdispenseringen 1) Kommandoveje og ansvar Generelt er medicineringsprocessen, og især i overgangen mellem den primære sundhedssektor og sygehussektoren, en organisatorisk omfattende proces med mange led, aktører og kommunikationsveje. Denne kompleksitet samt kommuner og regioners forskellige håndtering af medicineringsprocessen gør ændringer i den medicinske behandling til en risikofaktor. For at dosispakningen kan fungere optimalt, er det nødvendigt med et tæt samarbejde mellem medicinbruger, læge, plejepersonale og apotek, se Dosisdispensering - MedCom . Alle aktører bør have fokus på arbejdsgange og kommunikationen - også på tværs af sektorer. Der anbefales ensrettede arbejdsgange, så alt involveret sundhedspersonale, som håndterer dosisdispensering, kender og forstår kommandoveje og ansvar. I samarbejdet kan materialer udarbejdet af tværfaglige aktører anbefales. Materialerne er samlet hos MedCom og kan tilgås via deres hjemmeside om dosispakket medicin. Med kompleksitet i medicineringsprocessen er det også vigtigt, at ansvarsfordelingen de forskellige aktører imellem fungerer optimalt. Det er apotekets ansvar, at indholdet i dosisrullen er korrekt, men dette kan kun ske ved, at ændringer i medicineringen bliver kommunikeret hurtigt og korrekt til apoteket. Når der foretages ændringer, har lægen mulighed for at se, hvornår den vil kunne træde i kraft. Skal ændringen træde i kraft før det der angivet i FMK, skal apoteket kontaktes. Ifølge vejledning om ordination og håndtering af lægemidler (2965) skal den udskrivende læge tage stilling til om en medicinbruger der fik sin medicin dosispakket inden indlæggelse skal fortsætte med dette efter udskrivelse. Er dette tilfældet skal evt. ændringer i lægemiddelbehandlingen ske via lægemiddelordinationer på FMK. På den måde sikres det at apoteket får besked. Har dosispakningen desuden været sat i bero i forbindelse med indlæggelsen, skal den genoptages, førend der kan pakkes medicin. Det plejepersonale, der ved leveringen modtager dosisrullen fra apoteket, skal foretage den samme varemodtagelseskontrol, som når der modtages andre lægemidler fra apoteket. 2) Ændringer skal nøje overvejes Da dosispakkede lægemidler som regel bliver udleveret til 14 dage ad gangen, er dosisdispensering primært egnet til medicin, der gives i samme dosis over længere tid eller til planlagte op- og nedtrapninger. Det er derfor vigtigt, når der skal ændres i medicineringen, at det overvejes, hvornår en effektuering af ændringen i medicineringen skal eller kan finde sted. Om ændringen kan vente til næste pakning og levering af medicin, eller om ændringen skal ske akut. Typisk vil ændringer kunne afvente næste pakning, men i de tilfælde hvor der er behov for en akut ændring, skal tabletterne kunne identificeres sikkert og entydigt. Ellers skal al medicinen i den eller de berørte dosisposer eller rum i doserings-æsken kasseres, og medicinen skal dispenseres på ny. Med FMK Dosismodulet er det under den enkelte patient muligt at se hvornår en ændring i lægemiddelbehandlingen vil træde i kraft for netop denne person. Er det nødvendigt, at ændringen sker akut, skal medicinbruger, plejepersonale og apotek have besked. Det skal tillige aftales med apoteket, om der skal pakkes en ny rulle, eller om ændringen skal ske som en tillægsrulle/sidedosering indtil evt. ny medicin kan indgå i den samlede dosisrulle og indgå i den normale 14 dages rutine. 3) Ro og tid til administration Medicin udleveret på forkert tidspunkt eller til forkert person er ofte en konsekvens af manglende kontrol af oplysningerne på dosisposen eller manglende kommunikation personalet imellem. Det er derfor vigtigt, at alle involverede i medicinhåndteringen kender sine opgaver og ansvar, således at hvert trin i medicinhåndteringen udføres korrekt. Styrelsen for Patientsikkerhed har udgivet et værktøj til dette formål (2967) . Forstyrrelser er i de utilsigtede hændelser en hyppig årsag til, at der sker fejl i administrationen af medicin. Det anbefales, at der er ro og tid til fokus omkring administration. 4) Sidedosering til dosispakket medicin Det er ikke muligt at eliminere sidedoseringer fuldstændigt, da nogle lægemidler ikke kan eller bør dosispakkes. Sundhedspersonale og den ordinerende læge bør derfor have problematikken med sidedoseringer for øje. Det skal tydeligt fremgå af medicinlisten, om det enkelte præparat er dosispakket eller sidedoseret. Sidedoseret medicin skal også dokumenteres, og der må kun være én medicinliste. Dosispakket og sidedoseret medicin bør om muligt ligge samme sted. Vejledninger Sundhedsdatastyrelsen har udarbejdet informationsmateriale og vejledninger til sundhedsprofessionelle om FMK (5209) . Ovenstående tekst om dosispakket medicin er udarbejdet af Danmarks Apotekerforening og Medicin.dk. Er der spørgsmål til dosisdispensering kan man henvende sig til det lokale apotek eller Danmarks Apotekerforening.)
Biologiske og biosimilære lægemidler (Hvad er et biologisk lægemiddel? Et biologisk lægemiddel er fremstillet med genteknologi ud fra biologisk materiale fra en levende organisme, fx en cellekultur eller en bakterie fra mennesker, planter eller dyr. Biologiske lægemidler er store og mere komplekse molekyler sammenlignet med syntetiske lægemidler, og derfor kan der forekomme en vis variation molekylerne imellem for samme aktive stof. Forskelle ses også imellem forskellige batcher af samme biologiske lægemiddel. Hvad er et biosimilært lægemiddel? Et biosimilært lægemiddel er et biologisk lægemiddel, der svarer til et eksisterende biologisk lægemiddel (referencelægemidlet). Biosimilære lægemidler bliver først godkendt mindst 10 år efter godkendelsen af referencelægemidlet. Det skyldes, at referencelægemidlet er omfattet af en beskyttelsesperiode, i hvilken der ikke kan godkendes tilsvarende biosimilære lægemidler. I et biosimilært lægemiddel er det aktive stof i det væsentlige samme biologiske stof som i det tilsvarende referencelægemiddel, men der kan være mindre forskelle som følge af stoffernes komplekse opbygning og produktionsmetoderne. Ligesom referencelægemidlet har det biosimilære lægemiddel en vis grad af naturlig variabilitet. Når det biosimilære lægemiddel er godkendt, er det påvist, at dets variabilitet og eventuelle forskelle i forhold til referencelægemidlet ikke har betydning for dets sikkerhed eller virkning. Biosimilær substitution Biosimilære lægemidler er ikke det samme som generiske lægemidler. Generiske lægemidler har en enklere kemisk struktur og anses for at være identiske med det tilsvarende referencelægemiddel. Alligvel er der som noget nyt indført substitution på biosimlære lægemidler fra 2026, for at øge konkurrencen og dermed sænke prisen på biologiske lægemidler. Implementeringen af den nye ordning, vil ske gradvist, og der vil blive taget højde for patientsikkerhed og de device som de biologiske lægemidler leveres i. Biologiske og biosimilære lægemidler godkendes via en central procedure i EMA . En fortegnelse over alle biosimilære lægemidler, der er centralt godkendt i EU, kan ses på EMAs hjemmeside - Biosimilar medicines: Overview . Det fremgår øverst i præparatbeskrivelsen på Medicin.dk - Professionel, hvis der er tale om et biologisklægemiddel. Husk at registrere både produktnavn og batchnummer i patientjournalen for biologiske lægemidler, hvis de optræder på Lægemiddelstyrelsens Liste over udvalgte biologiske lægmidler , når du indberetter formodede bivirkninger ved biologiske lægemidler . Dette gøres for at Lægemiddelstyrelsen kan overvåge sikkerheden ved medicin bedst muligt, og det er særligt vigtigt at overvågningen kan foregå på produktniveau, når det drejer sig om biologiske lægemidler. Læs mere her: Lægemiddelstyrelsen: Biologiske og biosimilære lægemidler Retsinformation: Journalføringsbekendtgørelsen EMA: Biosimilar medicines: Overview .)
Personlig medicin (Hvad er personlig medicin Personlig medicin er et begreb, som dækker over at tilpasse den medicinske behandling til den enkelte patient. Begrebet personlig medicin bruges typisk sammen med bestemmelse af den enkelte patients genetiske profil og denne profils betydning for sygdomsforløb, behandling og bivirkninger. Der er dog ingen klar og generel accepteret definition af begrebet, og begreberne: præcisionsmedicin, skræddersyet medicin/behandling, individualiseret behandling, genomisk medicin og targeteret behandling benyttes ligeledes. Oftest bruges begreberne dog først og fremmest om behandling med lægemidler tilpasset den enkelte patients genetiske profil. Personlig medicin bør dog nok opfattes som et mere omfattende helhedsbegreb med en række komplekse faktorer ud over den genetiske profil: Alder, køn, nyrefunktion, leverfunktion, kropsvægt Livsstilsfaktorer, fysisk aktivitet, sociale og miljømæssige faktorer Sygdommens karakteristik, alvorlighedsgrad, forløb og behandlingsrespons Behandlingens effekt og bivirkningsprofil Den enkelte patients proteinprofil (”proteom”). Den endelige profil af proteomet kan ikke nødvendigvis forudses på baggrund af den genetiske profil Mikrobiomet. Personlig medicin som begreb har for alvor indfundet sig efter sekventeringen af menneskets genom i 2001. Dette gav store forhåbninger til, at man kunne tilpasse behandlingen af den enkelte patient til dennes genetiske profil. Her, mere end 15 år efter, er forhåbningerne ikke indfriet og der er formentlig , et uforløst potentiale. For borgerne er betydningen af genomisk profilering lige nu størst inden for kræftbehandling og ved diagnostik af sjældne sygdomme. Betydningen i forhold til de større ”folkesygdomme” som fx diabetes, hjertesygdomme, hypertension, allergier, KOL eller depression er derimod mindre åbenlyse og har endnu ikke resulteret i væsentlige ændringer i klinisk praksis. Farmakogenetik og farmakokinetik Mange studier har kunnet påvise at varianter i gener som koder for proteiner af betydning for lægemidlers omsætning og transport i kroppen har betydning for lægemidlernes kinetik herunder plasmakoncentration og samlet systemisk eksponering. Som eksempler på dokumenterede sammenhænge mellem genomiske varianter og lægemidlers kinetik kan nævnes: CYP2D6 og plasmakoncentrationer af en række tricyckliske antidepressiva ; CYP2D6 og plasmakoncentration af atomoxetin ; CYP2C19 og plasmakoncentration af citalopram ; CYP2C19 og plasmakoncentration af en række protonpumpehæmmere ; CYP2C9/VKORC1 og plasmakoncentration af warfarin , CYP3A4 og plasmakoncentration af tacrolimus ; SCLO1B1 og plasmakocentration af simvastatin . Fra disse sammenhænge og til klinisk betydning er der dog ikke en lige linje, da associationen mellem kinetik og dynamik sjældent er veldefineret, endsige lineær. For at dokumentere en klinisk nytteværdi af at teste for genvariationer er det i de allerfleste tilfælde nødvendigt med kliniske studier som belyser dette. Dette er udfordrende da sådanne studier er komplekse og omkostningstunge. De allerfleste regulatoriske rekommandationer - uden for behandling af kræftsygdommene - har basis i sådanne sammenhænge mellem genvariationer og kinetik og er ikke understøttet af kliniske studier. En specifik undtagelse er Abacavir hvor en egentlig RCT har dokumenteret en nytteværdi af gentest for varianter i HLA (HLA-B*5701) før behandlingsstart. Eksempler, germline genomisk variation Genomiske variationer i germline, altså de gener som er konstitutive hos os alle, er der mange af. Derimod er der ikke mange af disse, som har overbevisende klinisk betydning, og den kliniske gennemslagskraft er begrænset, da det ofte drejer sig om sjældne varianter og sjældne kliniske hændelser. Nedbrydning af 5-Fluorouracil Fluoropyrimidin-lægemidler, som omfatter 5-fluorouracil (5-FU) og de to prodrugs capecitabin og tegafur , er essentielle kemoterapeutiske lægemidler ved behandling af især colo-rektalcancer. De anvendes også i behandlingen af bryst-, pancreas-, hoved-hals- og oesophagus/ventrikelcancer. Bivirkningerne kan være alvorlige, især knoglemarvsdepression, diarré og kardiotoksicitet er væsentlige. Patienter med nedsat eller komplet mangel på funktion af enzymet dihydropyrimidin dehydrogenase (DPD), der nedbryder både endogene pyrimidiner og 5-FU, har en væsentlig øget risiko for bivirkninger. Dette enzym kodes af DPYD- genet; der er 4 relativt hyppige varianter i dette gen (6-10 % af befolkninger i Vesteuropa er heterozygote), som medfører nedsat aktivitet af enzymet. European Medicines Agency (EMA) og Lægemiddelstyrelsen ændrede i foråret 2020 teksten i produktresuméet således, at det nu anbefales at foretage en genotype- eller fænotypebestemmelse før behandlingsstart. Det er uklart, hvilken test der er den optimale og nyere studier peger endog på at nytteværdien ikke er entydig på populationsniveau. I Danmark genotypetestes alle før behandling; i nogle regioner bruges en supplerende fænotypetest også. Holland og Frankrig har størst klinisk erfaring med at anvende disse tests i den kliniske hverdag. I Holland anvendes primært genotypebestemmelse og i Frankrig anvendes primært fænotypebestemmelse. I takt med at der identificeres flere sjældne genvarianter synes tendensen dog at gå i retning af en fænotypetest; i praksis bestemmelse af p-uracil under standardiserede betingelser. Nedbrydning af thiopurin-mercaptopurin TPMT (thiopurin-S-methyltransferase) er et enzym, som er essentielt for nedbrydningen af thiopurin-mercaptopurin og dettes prodrug azathioprin . Myelosuppression er en kendt bivirkning til behandling med disse lægemidler, og risikoen for alvorlig marvsuppression er betydeligt øget hos patienter med genomisk betinget nedsat aktivitet af TMPT. Dette testes i dag rutinemæssigt i forbindelse med højdosisbehandling. Tamoxifen CYP2D6 og tamoxifen er et eksempel på en kontrovers inden for farmakogenomikken og personlig medicin. Tamoxifen omdannes til adskillige mere aktive metabolitter igennem en kompleks metabolisme, hvor CYP2D6 spiller en central rolle. Da 7-9 % af kaukasiere har genomiske varianter, som koder for ingen eller meget lidt aktivitet af dette enzym, har arbejdshypotesen været, at varianter med nedsat aktivitet af CYP2D6 kunne kompromittere effektiviteten af tamoxifen på recidiv af brystkræft. De mange kliniske studier er meget heterogene i forhold til design, studiepopulation, graden og dækningen af genomisk testning og genotypemetoderne. Dette medfører, at der er ret stor uenighed om fortolkningen af disse data og dermed betydningen af CYP2D6-genotypen ved behandling med tamoxifen. Af andre eksempler, hvor der er rimelig underliggende evidens for en relevant sammenhæng, men hvor den kliniske implementering og gennemslagskraft af forskellige grunde er mindre tydelig er: stabilitet af behandling med warfarin ( CYP2C9 og VKORC1) ; trombocythæmmende effekt af clopidogrel ( CYP2C19 ); kutane bivirkninger ved visse antiepileptika og antibiotika ( HLA-B*5701, *5801, *1501 og *1502 ). Eksempler, tumor-line genomisk variation Somatiske mutationer, typisk i tumorer, har i et mere succesfuldt omfang vist sig anvendeligt i terapeutisk og prognostisk sammenhæng. Mange specifikke behandlinger inden for onkologien og hæmatologien er defineret i forhold til genomisk karakteristika i tumorvævet. Dette gælder for eksempel: Imatinib i behandling af kronisk lymfatisk leukæmi (BCR-ABL1-fusion) Erlotinib i behandling af ikke-småcellet lungekræft (visse EGFR-mutationer) Vemurafenib i behandling af malignt melanom (BRAF V600-mutation) Trastuzumab i behandling af brystkræft (HER2-ekspression). Området er tiltagende komplekst. Der er betydelig grad af heterogenitet, og de somatisk genomiske karakteristika ændrer sig over tid og i tilslutning til behandling. Der er adskillige store databaser over disse somatiske mutationer (fx COSMIC : Catalog of Somatic Mutations in Cancer), men en klinisk fortolkning i forhold til at sammensætte en behandling, som er bedst muligt tilpasset den enkelte tumors genomiske karakteristika, forbliver en uløst udfordring. Der er stor fokus på cirkulerende cellefrit DNA fra tumorvæv både som markør for behandlingsrespons og tidligt recidiv. Igangværende initiativer De væsentligste strategisk/politiske danske tiltag er angivet på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, under Personlig medicin . Der var afsat 100 millioner kroner til fremme af personlig medicin i periode 2017-2020. Første fase var etablering af Nationalt Genom Center og en ”køreplan” for den teknologiske implementeringsproces. Der er lige nu over 35.000 genomer sekventeret i den nationale genomdatabase. GenomeDenmark er en national platform for bestemmelse af genprofiler. Det er et samarbejde mellem universiteter, hospitaler og private firmaer, finansieret af Innovationsfonden. Regionernes Bio- og Genombank koordinerer indsamling af biologisk materiale fra hele landet inden for kræft- og gigtområdet til efterfølgende forskningsbrug særlig med henblik på genetiske analyser. Der deltages tillige i et nordisk projekt, hvor der indsamles biologisk materiale fra bloddonorer til genprofilering. Internationalt er der mange initiativer, som samler genomiske data fra raske såvel som syge populationer. I USA er der mere end 20 forskellige biobanker, som allerede nu har genomiske data fra mere end 100.000 individer. Tendenser i personlig medicin Inden for kræftbehandling har den personlige medicin antaget et stigende omfang gennem de seneste 5-10 år. Ved mange former for kræft er behandlingen i et eller andet omfang knyttet til genforandringer i kræftcellerne, og undersøgelser heraf er i store træk rutine. Derudover er der et stigende antal af kræftsygdomme, der i WHO-sygdomsklassifikationerne defineres ud fra forekomst af bestemte typer af genetiske ændringer. Dette område er i hastig udvikling. Der er dog også her internationalt forskere og klinikere, som udtrykker en vis skepsis. Helt overordnet er værdien af disse tiltag ikke dokumenteret i kontrollerede, randomiserede kliniske forsøg. En nylig publikation skønner, at sekventering af tumor kun er relevant for omkring 15 % af alle cancere i USA, og at kun omkring halvdelen af disse kan forventes at respondere (i bred forstand) på en medikamentel intervention tilpasseret sekventeringen. For diagnostik af sjældne sygdomme er dette område af stor og stigende betydning, men i befolkningssammenhæng er antallet af disse i sagens natur ikke så omfattende. Uden for kræftområdet har fokus generelt været på at knytte effekten af lægemidler til forskellige genprofiler; succesraten er omdiskuteret, men har dog med sikkerhed endnu ikke levet op til de oprindelige forventninger. Lige nu er den internationale tendens, at man i højere grad ser muligheder for at kunne forebygge bivirkninger ved behandlingen ved at kende patienternes genetiske profil. Brugen af farmakogenetiske panelundersøgelser før start af behandling har været genstand for ganske megen debat og kontrovers de senere år. Her bestemmer man udvalgte varianter i en række gener som koder for forskellige proteiner af betydning for lægemidlers omsætning og transport i kroppen. Typiske paneler tester for 40-50 varianter i 10-12 gener. For patienter med forskellige varianter angives en tilhørende doserings- eller behandlingsvejledning. Graden af evidens som ligger til grund for sådanne anbefalinger kan i mange tilfælde udfordres. I et nyligt publiceret studie, som har vakt betydelig opsigt, angiver forfatterne at en sådan tilgang kan reducere hyppigheden af bivirkninger med 30 % [odds-ratio 0,70; CI 0,54-0,91] - i absolutte tal fra omkring 28 % til omkring 21 %. Dette meget store europæiske studie er randomiseret (gentest versus ingen gentest) men ikke blindet. Randomisering er vigtig, men den manglende blinding kompromitterer i afgørende grad fortolkningen. Bivirkninger er rapporteret (via systematiske spørgeskemaer) af patienterne selv som var vidende om i hvilken arm af forsøget de tilhørte. Det er meget bemærkelsesværdigt at den beskrevne reduktion i bivirkningshyppigheden forekom både blandt patienter med påvist genvariant og blandt patienter uden genvarianter i interventionsarmen. Dette studie giver ikke noget klart svar på nytteværdien af en sådan tilgang. Perspektiver Først og fremmest er tilgangen et overordnet forsøg på at gøre det bedre i behandlingen af vores patienter, end vi gør i dag ved en systematisk koordinering af vores samlede vidensgrundlag. Selv om optimismen i nogle kredse måske overdrives, er der ingen tvivl om, at vi kan og skal gøre det bedre, end vi gør i dag. Dette mål er realistisk med implementering af personlig medicin i en bred forstand. Sundhedsøkonomiske konsekvenser kan ikke med rimelighed forudsiges på dette stadie, men det er næppe realistisk at forvente målbare rationaliseringsgevinster. ”Big Data” holder i disse år også sit indtog på området, og blandt mange interessenter er forventningerne store. Dette kan betragtes som en slags udvidelse af ”personlig medicin”- begrebet, således at vi vil forsøge at inkludere al vores viden på individ- og befolkningsniveau i behandlingen af den enkelte patient. Der er tale om meget store mængder af data, som skal systematiseres, bearbejdes og, ikke mindst, fortolkes. Det er ikke muligt at forudsige, i hvilket omfang en målbar effekt for individ eller samfund vil materialisere sig. Helt principielt er Big Data tilgang ikke uden udfordringer heller: der er en ikke-negligeabel paradoks risiko for at påvise falsk positive sammenhænge med en tilsyneladende høj grad af præcision. Udfordringer at producere kliniske data af høj kvalitet - allermest overbevisende et randomiseret forsøg - som dokumenterer effekt af personlig medicin på overlevelse og/eller livskvalitet. at sikre analytisk reproducerbarhed. at analysere af store mængder data. Disse skal udmøntes i konkrete, evidensbaserede og handlingsorienterede konklusioner, som giver mulighed for at patienten meningsfyldt kan inddrages. at implementere interventionen genomisk medicin i den kliniske hverdag - især for de store ”folkesygdomme” uden for kræftområdet. at tilgodese krav til etiske overvejelser: hvem ejer data; datasikkerhed; konsekvenser ved tilfældige fund (som patienten ikke nødvendigvis ønsker at høre om); skal pårørende orienteres om arvelige tilstande som patienten ikke vil høre om?)
Savpalme (Indledning Drogen består af ekstrakt af frugten af savpalme ( Serenoa repens ). Aktive indholdsstoffer kendes ikke, men man diskuterer om effekten kan være via en anti-inflammatorisk mekanisme og/eller via antiøstrogen og/eller antiandrogen effekt. Anvendelse Naturlægemiddel til lindring af vandladningsbesvær pga. lettere benign prostatahyperplasi , når læge har udelukket anden årsag til sygdommen. Evidens for virkning Der er nogen evidens for effekt på den godkendte anvendelse. En metaanalyse af 17 kontrollerede studier fra 2013 viste ingen effekt af ekstrakt af savpalme sammenlignet med placebo på selvrapporterede symptomer som følge af benign prostatahyperplasi (2142) . Der var heller ingen effekt på nykturifrekvens eller urinflow. Analysen inkluderede forskellige ekstrakter af savpalme, hvorfor man må formode, at doseringen af eventuelle virksomme indholdsstoffer har været varierende. En nyere meta-analyse fra 2018 (5860) der fokuserer på et bestemt hexan baseret extract, Perminox, inkluderende 27 studier, hvoraf 15 var randomiserede kontrollerede studier, og 12 studier var observationelle inkluderende i alt 5.800 mænd viser imidlertid reduceret nykturifrekvens og øget urinflow. Og Perminox var sammenlignelig med alpha-blokade, når man vurderede via det Internationale Prostata Symptom Index. Produktet var vel tolereret, således var der ingen påvirkning af sexualfunktionen, og Perminox blev anbefalet til langtidsbehandling. Et review fra 2022, der inkluderer 6 artikler anbefaler kombinationen alpha-blokade og Perminox, idet der konkluderes, at Perminox bidrager til at hæmme betændelsen i prostatavævet og ad den vej får muskulaturen til at slappe af - en effekt der så yderligere kan forbedres af alpha-blokade (5861) . At der er en gavnlig effekt af savpalme ved benign prostatahypertrofi støttes også af to randomiserede, dobbelt-blinde, placebo kontrollerede studier fra henholdsvis 2021 og 2025, der samstemmende viser, at ekstrakt af savpalme er klart bedre end placebo ved behandling af mænd med prostatahypertrofi og deraf følgende kliniske problemer 6743 - The efficacy and safety of Serenoa repens extract for the treatment of patients with chronic prostatitis/chronic pelvic pain syndrome: a multicenter, randomized, double-blind, placebo-controlled trial 6744 - Beneficial effects of saw palmetto (Serenoa repens) fruit extract on the urinary symptoms of healthy Japanese adults with possible lower urinary tract symptoms: A randomized, double-blind, placebo-controlled study . Interaktioner Som følge af ekstraktets mulige hormonelle aktivitet kan det ikke udelukkes at drogen kan interferere med østrogen-/androgenbehandling. Der dog i kliniske studier ikke rapporteret interaktioner ej heller ændringer i sexualfunktionen. Bivirkninger Der er sjældne rapporter om uro i maven. Det vides ikke hvordan kvinder og børn vil reagere på savpalme, da planten kun er testet på mænd. Bloddonor Donor må gerne donere blod , hvis han tager savpalme i den mængde (eller mindre), som anbefales på pakningen. Yderligere information Præparat beskrivelse af Prostatan og Sabalin på Medicin.dk På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside findes en database, der indeholder produktresuméer for alle registrerede naturlægemidler .)
Lægemidler og graviditet (Lægemiddelforbrug under graviditet Et nyt dansk populationsstudie omhandlende Region Nordjylland viste, at fra 1999 til 2009 steg andelen af førstegangsgravide, som indløste mindst én recept under graviditeten, fra 55 % til 61 %. For systemiske antibiotika viser en ny publikation over landsdækkende data, at henholdsvis 13 % (2000), 16 % (2011) og 14 % (2014) af gravide indløste en recept i første trimester (4731) . Brugen af antidepressive lægemidler er i de senere år faldet målbart fra lidt over 4 % i 2011 til ca. 2,7 % i 2016 (4732) . Der er ingen valide data for anvendelse af håndkøbsmedicin blandt gravide. Opfattelse af teratogent potentiale Perceptionen af lægemidlers potentiale for uønsket fosterpåvirkning er dokumenteret overestimeret blandt sundhedsprofessionelle såvel som blandt patienter. I et spansk studie fra 2001 dokumenteredes det, at sundhedsprofessionelles og gravides opfattelse af risikoen ved anvendelse af lægemidler generelt, såvel som for specifikke lægemidler, under graviditeten er ude af proportion med faktuelle dokumenterede forhold (5667) . Nyere danske data viser dog en klart bedre overensstemmelse mellem faktuelle forhold og risikoopfattelse blandt sundhedsprofessionelle. Blandt 175 speciallæger i gynækologi og obstetrik (hele Danmark) og 177 praktiserende læger (i Region Syd), var der relativt beskedne forskelle i opfattelsen af risici og faktuelle forhold for 10 almindeligt anvendte lægemidler. Blandt gravide viste et norsk internetbaseret spørgeskemastudie blandt > 8.000 gravide fra 18 lande i 2014 et uændret væsentligt misforhold mellem opfattelse af risiko og faktuel risiko (5667) (5668) . Baggrundshyppighed af uønskede hændelser Baggrundshyppigheden af medfødte misdannelser og andre uønskede graviditetsudfald som spontan abort, for tidlig fødsel og lav fødselsvægt er ikke præcist beskrevet. Frekvensen af medfødte misdannelser i Danmark synes svagt stigende, uden at årsagen er klar, men en væsentlig komponent er formentlig en bedre registrering (5653) . For praktiske forhold kan det antages, at hyppigheden af medfødte misdannelser i populationen er 5 %, og at spontanabortfrekvensen i Danmark er ca. 15 %. Nyere tal med en mere stringent definition af major misdannelser (se nedenfor) reducerer baggrundshyppigheden til ca. 3 % i henhold til opgørelser fra European Surveilliance of Congenital Abnormalities, EUROCAT. En del misdannelser erkendes først i løbet af de første leveår; dette gælder fx nogle kardielle misdannelser og funktionelle påvirkninger af centralnervesystemet. Det er uklart, i hvilket omfang medfødte misdannelser kan tilskrives anvendelse af lægemidler under graviditeten, men de udgør utvivlsomt kun en mindre del af alle misdannelser. Definitioner Ved en teratogen effekt (teratos er græsk for monster) forstås en strukturel udviklingsdefekt hos fostret. Disse kan klassificeres som minor eller major , hvor major misdannelser typisk er karakteriseret ved at medføre en livstruende tilstand, større kirurgiske indgreb eller væsentlige, varige handicap. Opdelingen er præciseret i forskellige internationale registre, fx det europæiske EUROCAT -samarbejde. En funktionel udviklingsdefekt er typisk relateret til CNS-defekter med varierende grader af mental retardering og hæmmet psykosocial udvikling. Ud over disse klassiske teratogene påvirkninger er interessen for andre uønskede påvirkninger, som kan medføre en øget risiko for spontan abort, lav fødselsvægt og tidlig fødsel, stigende. Der forskes også i mulige langtidseffekter; fx er der stor interesse for psykosocial udvikling hos børn, som har været eksponeret for psykofarmaka og andre CNS-aktive lægemidler under graviditeten. Faktorer af betydning for fosterpåvirkning Tidspunktet for eksponering for lægemidlet er den vigtigste risikofaktor for skadelig påvirkning af fosteret. Organogenesen finder især sted i 3.-10. graviditetsuge, og fosteret vil i denne periode være mest følsom for påvirkninger, som kan medføre strukturelle misdannelser. Dosis er af stor betydning. Såvel humane data fra thalidomidbehandlede kvinder, som data fra dyreforsøg tyder konsistent på en dosisafhængig toksicitet, som dog ikke nødvendigvis er lineær. Lægemidlets farmakodynamiske karakteristika og varigheden af eksponeringen er andre betydende faktorer. De mest potente teratogene lægemidler som thalidomid og tretinoider resulterer i alvorlige misdannelser hos ca. 35 % af 1. trimester-eksponerede fostre. Konsekvenserne af lægemiddelpåvirkning meget tidligt i graviditeten er der meget lidt faktuel viden om. Det antages, at en betydelig toksisk påvirkning er uforenelig med embryomets overlevelse.; en såkaldt all-or-nothing periode, som arbitrært angives til at omfatte de første 14 dage efter konceptionen. Resultatet vil være meget tidlig fosterdød og spontan abort, men da graviditeten oftest ikke er erkendt på dette tidspunkt, vil det typisk gå upåagtet hen. Eksponering under uopdaget graviditet Medicin.dk's tekster vedrørende graviditet er primært rettet mod situationer, hvor det overvejes, om et lægemiddel skal ordineres under en kendt graviditet. Her har risikovurderingen et alment profylaktisk perspektiv, og beslutningen om ordination beror på en afvejning af den forventede nyttevirkning over for den mulige risiko. Ved rådgivning af kvinder, som har indtaget lægemidler under en uopdaget graviditet, tager risikovurderingen udgangspunkt i en række forhold omkring det enkelte individ. En vurdering af graviditetslængden på tidspunktet for medicinindtagelsen og dosisstørrelse er vigtige for en vurdering af størrelsesorden og art af den risiko, som antages at være forbundet med den aktuelle påvirkning. Tilstedeværelse af andre faktorer, kvindens fertilitet og graviditetsønske samt mulighederne for relevant prænatal diagnostik kan være betydningsfulde aspekter at inddrage ligesom en vurdering af niveauet for den risiko, som er acceptabelt for kvinden. Eksposition for lægemidler tidligt i graviditeten bør kun undtagelsesvis - typisk ved eksponering for isotretinoin og acitretin - inddrages i overvejelser vedrørende svangerskabsafbrydelse. Datakilder og datakvalitet Mængden af tilgængelig viden om de enkelte lægemidlers skadelige virkninger under graviditet varierer meget, afhængig af lægemidlets indikationsområde og af, hvor længe det har været markedsført. Kasuistiske meddelelser har kun begrænset signalværdi og ingen kausal værdi, og brugbare data om lægemiddeleksposition og graviditetsudfald må derfor i alt overvejende grad tilvejebringes gennem epidemiologiske studier. Kohorteundersøgelser, case-kontrolundersøgelser og systematisk pharmacovigilance kan give værdifulde oplysninger. Ingen af disse metoder er imidlertid ideelle, og den videnskabelige kvalitet af data vil typisk variere meget. De databaser, som ligger til grund for epidemiologiske studier, er af varierende kvalitet både med hensyn til dækningsgrad og validiteten af data for såvel eksponering som registrering af uønsket fosterpåvirkning. Desuden ses metodologisk variation forskergrupperne imellem, således at sammenligning af selv to gode farmakoepidemiologiske studier kan være vanskelig. I vurderingen vil der derfor også indgå data, hvor der fx kan rejses tvivl om den anvendte lægemiddeldosering og eksponeringens varighed. Der indgår også upublicerede (men typisk offentligt tilgængelige) data fra fx det svenske fødselsregister, Janusinfo , forskellige internationale misdannelsesregistre (specielt for antiepileptika og antiretrovirale lægemidler ) og upublicerede store kohorter som Michigan Medicaid (refereres i Briggs (3878) ). En videnskabelig rigoristisk tilgang til data vil betyde, at den behandlende læge i langt de fleste situationer vil stå uden et meningsfyldt beslutningsgrundlag ved valg af lægemiddel til en gravid patient. Den samlede datamængde repræsenterer således et vist nødvendigt kompromis mellem kvalitet og kvantitet. Den prædiktive værdi af reproduktive dyreundersøgelser er ukendt, og fortolkningen af disse er ganske kompleks. Resultater fra dyreforsøg indgår derfor som hovedregel ikke i Medicin.dk's vægtning af data. Bivirkningsindberetninger I de danske mediers fokus på dette emne gennem de senere år har enkeltsager og indberettede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen spillet en meget synlig rolle. Det synes meget vanskeligt at formidle det faktum, at et sammenfald af hændelser (lægemiddelbehandling under graviditet og uønsket fosterpåvirkning) ikke siger noget om en eventuel kausalitet. Det er vigtigt at forholde sig til denne type af data og gøre sig klart at: indberetning er en vigtig signalkilde for sjældne og alvorlige hændelser, fortolkningsmæssigt skal disse data altid sættes i perspektiv: Øvrig tilgængelig datamængde Baggrundshyppighed af uønsket fosterpåvirkning Forbrug af lægemidlet blandt gravide Komorbiditet bivirkningsindberetning om formodede medfødte misdannelser er lovpligtig for læger, den enkelte læge skal indberette alene på formodning (mistanke) og skal ikke tage beslutning om graden af kausalitet. Risikoestimat Ved anvendelse af historiske data for baggrundsfrekvensen af uønsket fosterpåvirkning kan man groft estimere at: 200 1. trimester-eksponerede giver en god sikkerhed (80 % styrke og 5 % signifikansniveau) for, at den reelle risiko ikke er mere end 3 gange højere end baggrundsrisikoen. 700 1. trimester-eksponerede giver en god sikkerhed (80 % styrke og 5 % signifikansniveau) for, at den reelle risiko ikke er mere end 2 gange højere end baggrundsrisikoen. Dette er bevidst valgte arbitrære cut-off-punkter. Hvis der ønskes sikkerhed for en endnu lavere risiko, vil det kræve, at der er data for mange tusinde 1. trimester-eksponerede gravide. Sådanne data findes imidlertid kun for få lægemidler. Regulatoriske forhold Produktresumeet er en integreret del af markedsføringstilladelsen. Produktresumeet binder producenten i forhold til markedsføringen, men er ikke bindende i forhold til lægers kliniske anvendelse af lægemidlet, heller ikke hvad angår anvendelse under graviditet. Produktresumeet baseres på den viden, der er om et givet lægemiddel på markedsføringstidspunktet, men skal løbende opdateres, når der tilkommer ny viden. Med hensyn til anvendelse under graviditeten er der på markedsføringstidspunktet typisk ingen eller meget få humane data, og der refereres typisk til dyreforsøg i det omfang, de har fundet sted. Det er producentens pligt at opdatere disse oplysninger i forhold til løbende indsamlet eller publiceret viden. Producentens interesse i forhold til anvendelse under graviditeten er entydigt af defensiv karakter, og motivationen for at klassificere et lægemiddel som anvendeligt under graviditeten er næsten ikke eksisterende, primært af medikolegale hensyn. Siden 2009 har der eksistereret en EMA guideline specifikt på dette område, hvor det beskrives hvilke krav, som skal opfyldes, for at et givent lægemiddel kan tilføjes specifikke rekommandationer under graviditeten. Her angives nogle ret konservative statistiske estimater med tilhørende forslag til rekommandationstekst: > 300 gravide uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning: Risikoen er reelt højst øget med en faktor 10 Rekommandationstekst: Risiko for misdannelser hos mennesker er usandsynlig men evidensniveauet er lavt > 1.000 gravide uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning: Risikoen er reelt højst øget med en faktor 2 Rekommandationstekst: Risiko for misdannelser hos mennesker er usandsynlig, evidensniveauet er højt I praksis følges denne guideline ikke særlig ofte, da det er producenten, der som udgangspunkt skal tage initiativet til den løbende opdatering. Producentens interesse er ekstraordinært konservativ hvilket ikke nødvendigvis er sammenfaldende med patientens og det ufødte barns bedste interesser. Derudover er der fortsat ikke altid konsistens i produktresumeernes anbefalinger for de samme indholdsstoffer, selv om der fra regulatorisk side er tilstræbt en harmonisering på dette område gennem de seneste 5-10 år.)
Forholdsregler i forbindelse med udlandsrejser (Læs om Rejsesygesikring her . Vi rejser mere og mere, vi rejser i længere tid og til fjernere rejsemål. Op til 60 % af rejsende til udviklingslande vil opleve helbredsproblemer i relation til rejsen. De fleste af disse problemer er milde og selvbegrænsende, men 5-10 % bliver så syge, at de søger lægehjælp under rejsen eller efter hjemkomsten. Sygdomsrisiko Ud fra rejsens karakter og varighed kan risikoen for at pådrage sig sygdom groft inddeles i fire grupper. Risikoen er generelt mindst ved korttidsrejse til storbyer (fx forretningsrejser) moderat ved arrangeret turistrejse af nogle ugers varighed med dagudflugter højere ved individuel rejse af måneders varighed højest ved langvarig individuel rejse eller udstationering samt for indvandrere på familiebesøg. Informationskilder Der findes flere internetkilder, hvorfra dagsaktuelle anbefalinger kan hentes. Som eksempler kan nævnes Statens Serum Institut: Rejser og smitsomme sygdomme og Travelers' Health . En god kilde til information er EPI-NYT , der udgives af Statens Serum Institut. En gang om året bringes en opdatering af Vaccinationsforslag ved udlandsrejse, og løbende redegøres for aktuelle sygdomsudbrud samt særlige vaccinationsforslag og andre råd til rejsende. Rådene er opdelt, så de dækker alt fra forretningsrejse i storby til rygsæksrejser af længere tids varighed. EPI-NYT er primært målrettet sundhedspersoner, men mange almindelige brugere kan også med fordel søge oplysninger i EPI-NYT og efterfølgende drøfte det med sin læge. I tabel 1 er givet eksempler på emner, der kan indgå i en samtale om vejledning. Tabel 1. Eksempler på emner, der kan diskuteres i forbindelse med rejserådgivning Vaccination Aktuelle sygdomsudbrud Malariaprofylakse Beskyttelse mod insektstik Mad og drikke Rejsediarré Seksuelt overførte sygdomme Badning Andre risici Ulykker Blodoverført smitte Dyrebid Forebyggelse af dyb venetrombose Klimatiske forhold Forværring af evt. kronisk sygdom Rejseapotek Rejseforsikring Rejseforsikring, hvis patienten er kronisk syg Helbredsundersøgelse efter hjemkomst Vaccination Behovet for vaccination skal afvejes mod risikoen for bivirkninger. Rejsende bør være grundvaccineret mod difteri og tetanus inden for de seneste 5 år eller genvaccineret inden for de seneste 10 år. Afhængig af rejsemål og rejsens karakter kan vaccination mod en række andre sygdomme komme på tale. De mest anvendte vaccinationer er vist i Tabel 2. Tabel 2. Hyppigt anvendte vaccinationer i forbindelse med udlandsrejse Sygdom Vaccination anbefaling Kommentarer Hepatitis A Rejsende til områder med mangelfuld hygiejne uden for Vesteuropa, Nordamerika og Australien. I særlig risiko er børn af indvandrere under besøg i forældrenes oprindelsesland. Der gives to injektioner med ca. 6 mdr. interval. Første dosis gives mindst 14 dage før forventet eksposition. Vaccinen er effektiv > 6 mdr. efter første dosis, efter 2. dosis opnås beskyttelse i > 25 år. Der findes en vaccine, der er en kombination af hepatitis A og B. Kan anvendes til børn > 1 år. Human immunglobulin er et alternativ til rejsende, der ikke ønsker vaccination, og til gravide. Hepatitis B Bør overvejes hos alle rejsende og udstationerede med længerevarende (måneders) ophold i områder, hvor kronisk hepatitis B er hyppig. I særlig risiko er personer, der skal arbejde inden for sundheds- eller institutionsområdet, personer med hyppig, tæt kontakt til lokale småbørn, personer med seksuelle kontakter og personer med behov for sygdomsbehandling under opholdet. Der gives 3 injektioner til tiden 0, 1 og 6 måneder. Beskyttelse er derefter mindst 25 år. Tiden vanskeliggør ofte dette regime, hvorfor man i stedet kan anvende et regime med vaccination dag 0, 7 og 21. Dette giver høj beskyttelse i et år, og hvis der gives booster efter et år, er langtidsbeskyttelsen lige så god som ved det konventionelle regime. Der findes en vaccine, der er en kombination af hepatitis A og B. Gul feber Tropisk Afrika og Sydamerika mellem 15° nord og 15° syd. Vaccination er påkrævet før indrejse i nogle lande. Vaccination attesteres på et særligt WHO-vaccinationscertifikat. Vaccination kan udføres af læger, der har et godkendt identifikationsstempel, som rekvireres i Sundhedsstyrelsen. Der gives en dosis vaccine mindst 10 dage før ankomst til destinationen. Vaccinen er gyldig i 10 år. Vaccination af gravide, børn 6 år gives to doser med en uges mellemrum. Til børn 2-6 år gives 3 doser med en uges mellemrum. Hos voksne opnås ca. 80 % beskyttelse i de første 6 måneder og noget mindre op til 2 år. Ved revaccination efter 2 år opnås længerevarende beskyttelse. Til børn 2-6 år anbefales revaccination efter 6 måneder, hvis der er et fortsat behov for beskyttelse. Koleravaccine har ringe beskyttende effekt mod rejsediarré, og bør ikke anvendes til dette. Tyfus Ophold under dårlige sanitære forhold i endemiske områder. Sædvanligvis anbefales kun vaccination af indvandrere på familiebesøg samt langtidsrejsende til sådanne områder. Der findes orale (levende, svækkede) og injicerbare (oprenset antigen) vacciner. Den orale vaccine gives som 3 kapsler med 48 timers interval og afsluttes mindst 10 dage før forventet eksposition. Beskytter 50-80 % i mindst et år. Den parenterale vaccine gives som enkeltdosis mindst 14 dage før forventet eksposition. Beskytter 55-75 % i indtil 3 år. Den parenterale vaccine foretrækkes til gravide, børn 38,5 °C), diarré i mere end 14 dage samt ved vedvarende blodige eller slimede afføringer bør den rejsende søge læge, idet mere alvorlig infektion som amøbiasis eller shigellose kan mistænkes. Hvis der ikke umiddelbart er adgang til lægehjælp, kan den rejsende ved svigt af azithromycin, rifaximin eller ciprofloxacin forsøge metronidazol , som virker på amøbiasis og giardiasis. Seksuelt overførte sygdomme Seksuelt overførte sygdomme som gonoré og syfilis er hyppigt forekommende i mange udviklingslande. Endvidere er rejsende, der har seksuelle kontakter under rejsen, i risiko for at blive smittet med hepatitis B-virus og HIV. God profylakse mod HIV er konsekvent brug af kondom. Hepatitis B kan desuden forebygges ved vaccination. Badning Schistosomiasislarven kan trænge gennem intakt hud. Smitten sker ved kontakt med ferskvand i områder, hvor sygdommen forekommer - hyppigst i Afrika. Rejsende bør undgå at bade i ferskvand i sådanne områder. Saltvand frembyder sædvanligvis ingen risiko for infektionssygdomme, men badning i synligt forurenet vand og nær kloakudløb bør undgås. Andre risici Rejseprofylakse drejer sig meget om forebyggelse af infektionssygdomme, men det må ikke glemmes, at for mange rejsende er der større risiko for at komme til skade ved ulykker end at pådrage sig livstruende infektionssygdom. Risikoen kan reduceres ved at vælge transportform med fornuft og ved at undgå lokaliteter med særlig risiko for voldelige overfald. Rejsende bør undgå kilder til blodoverført smitte med fx HIV, hepatitis B- og hepatitis C-virus. Der bør om muligt afstås fra behandling med blod- eller blodprodukter, især hvis disse ikke er testede. Injektion foretaget med udstyr, der genbruges, tandbehandling, tatovering og piercing under rejse frarådes. Rabies kan overføres ved dyrebid. Særlig smitterisiko er der ved bid af hund, kat, abe eller flagermus i endemiske områder, men næsten alle pattedyr kan overføre rabies. Rejsende bør undgå kontakt med dyr, de ikke kender. Ved udsættelse for bid af dyr, der kan have rabies, vaskes såret grundigt med vand og sæbe, og der søges straks lægehjælp, uanset om man er vaccineret mod rabies eller ej. Afhængig af rejsens form og formål kan det endvidere være rimeligt at få drøftet forhold vedrørende forebyggelse af dyb årebetændelse under flyrejsen, betydningen af klimatiske forhold, herunder akklimatisering, hedeslag og højdesyge samt problemer i forbindelse med fx dykning. Rejseapotek Den rejsende bør udstyres med malariaprofylakse til hele rejsens forløb. Endvidere bør langtidsrejsende udstyres med middel til selvbehandling af malaria i tilfælde af, at profylaksen svigter. Midlet skal være et, der ikke indgår i profylaksen, se Midler mod malaria . Til behandling af rejsediarré kan medgives et antibiotikum, fx azithromycin . Afhængig af rejsens karakter kan endvidere overvejes at medbringe metronidazol til behandling af længerevarende og/eller blodig diarré, et antihistamin og adrenalin til behandling af allergiske reaktioner samt et antibiotikum til behandling af luftvejsinfektion. Til rejsende, der kan blive udsat for højdesyge, kan medgives acetazolamid . Acetazolamid anvendes profylaktisk. Dosis er 250 mg dgl., indledt 2 døgn før opstigning og fortsat indtil 2 døgn efter, at sluthøjden er nået. Rejse med kronisk sygdom Rejsende med kronisk sygdom bør i videst muligt omfang medbringe sædvanlig medicin hjemmefra. Der kan gælde særlige forsikringsregler for borgere, der rejser med kronisk sygdom. Det er derfor en god ide, at borgeren kontakter sit forsikringsselskab før rejsen. Schengen-attest (pillepas) Husk at nogle lægemidler kræver en Schengen-attest (et såkaldt pillepas) ved rejser til Schengenlande, det kan fås på apoteket. Undersøgelse af den rejsende efter hjemkomst De fleste infektioner vil vise sig under rejsen eller inden for den første uge efter hjemkomst. Sygdomme med længere inkubationstid, fx malaria , giardiasis, amøbiasis, virushepatitis og tuberkulose , kan begynde uger eller måneder efter hjemkomst. Hvis man er uden sygdomstegn efter hjemkomsten, så har man sædvanligvis ikke udbytte af rutinemæssig helbredsundersøgelse efter hjemkomst, medmindre der foreligger særlig eksposition, fx for seksuelt overførte sygdomme (inkl. HIV og hepatitis B). For langtidsrejsende, udstationerede og korttidsrejsende med særligt risikofyldte ophold er det rimeligt, at de får en almindelig objektiv undersøgelse suppleret med undersøgelse af fæces for parasitter, urinstix for blod (schistosomiasis), bestemmelse af leukocyttal og differentialtælling, leverblodprøver, eosinofiltælling, samt undersøgelse for HIV og hepatitis. Hvis der har været tæt kontakt med ferskvand i schistosomaområde kan suppleres med schistosoma-antistof.)
Lægemiddeludvikling (Moderne lægemiddeludvikling - trends og teknologier Ved udvikling af nye lægemidler i 70'erne og 80'erne blev man i stigende grad klar over eksistensen af subtyper og isoformer af receptorer, ionkanaler og enzymer i forskellige organer. Dette førte til lægemidler med færre bivirkninger, idet man mere specifikt kunne ramme det syge organ. Den selektive H 2 -receptorantagonist, cimetidin (afregistreret), og den selektive adrenerge β 2 -receptoragonist, salbutamol , er klassiske eksempler på denne udvikling. I begyndelsen af 80'erne blev klonet DNA for de første receptorer, ionkanaler og enzymer isoleret. Hermed blev den molekylære farmakologi født, og ved hjælp af nye biokemiske assays kunne man profilere nye stoffers subtypeselektivitet med hidtil uset præcision og hastighed. I løbet af 90'erne blev disse biokemiske metoder udviklet yderligere, og man udviklede high-throughput screening assays (farmakologiske assays med høj kapacitet), hvor tusindvis af stoffer kunne testes om dagen. DNA-sekventering High-throughput DNA-sekventering (DNA-sekvensbestemmelse) åbnede for mulighed for sekventering af hele genomer, hvilket bl.a. har ført til sekventering af en række vigtige patogene mikroorganismer og parasitter. Denne udvikling kulminerede i 2001 med den endelige afdækning af det humane genom. Siden er genomerne for mus og rotter blevet afdækket, hvilket især har betydning i lægemiddeludvikling pga. deres udbredte anvendelse som forsøgsdyr. Alle disse genomsekvenser har medført identifikation af utallige nye potentielle lægemiddel- targets. En af de største udfordringer i dag er at identificere de rigtige targets - dvs. dem, der er involveret i en given sygdom, og som samtidigt kan påvirkes farmakologisk. Denne proces kaldes target-identifikation og -validering . Target-identifikation og -validering Der er udviklet en lang række teknologier, som kan hjælpe med at identificere og validere nye lægemiddel- targets . Nedenfor er et lille udvalg beskrevet nærmere. For sygdomme, der er karakteriseret ved mutation af ét enkelt gen, har man haft stor succes med at identificere genet, men disse teknikker står i dag over for den store udfordring at identificere den genetiske årsag til multifaktorielle sygdomme som fx astma og diabetes . Det er langt mere kompliceret - ikke mindst fordi fx miljø og livsstil også spiller en rolle. DNA-sekventering er efterhånden blevet så billig, at man nu rutinemæssigt sekventerer hele eller dele (typisk exomet - den kodende del af genomet) af genomet fra fx raskt og sygt væv i kræftpatienter og derigennem finder de specifikke mutationer, der har givet anledning til kræftsvulsten. Desuden kan man sekventere store patientpopulationer og derigennem finde mere sjældne DNA-variationer som årsag til mere komplekse sygdomme. I dag er der således offentligt tilgængelige databaser med exom/helgenom-data på over 100.000 mennesker, som kortlægger den genomiske variation. Epigenetik Epigenetik er arvelige forandringer som er modificerbare, men ikke ændrer den grundlæggende DNA-sekvens, hvilket kan føre til ændringer i genekspression. De seneste år har der været stærkt stigende fokus på epigenetiske forandringer som årsag til sygdom. Dette kan fx foranlediges via reversible modifikationer af DNA'et eller de proteiner, som DNA'et er pakket omkring (histoner). Genetisk modifikation af mus En anden udbredt teknik er genetisk modifikation af mus. Oprindeligt blev teknikken udviklet til at fjerne specifikke gener fra musens genom, hvorved man fik fremstillet knock-out mus, men siden har man bl.a. udviklet teknikken, så man fx kan indføre mutationer i musen, såkaldte knock-in mus, og dermed efterligne mutationer fundet i mennesker. Disse genetiske modifikationer har været med til at afdække den fysiologiske funktion af en lang række gener, og samtidigt har de ofte kunnet indikere, om generne var involveret i udviklingen af sygdom og dermed kunne være lægemiddel -targets . De ændringer blev oprindeligt indført via homolog rekombination, der var tidskrævende og begrænset til anvendelse i mus. CRISPR De sidste par år har en ny gen-editeringsteknik, kaldet 'CRISPR/Cas9' revolutioneret mulighederne for genetisk modifikation, idet den er meget hurtigere og kan anvendes på mange flere arter inkl. rotter, grise og mennesker. Man kan således nu indføre genetiske modifikationer i vigtige dyremodeller og potentielt lave genterapi baseret på CRISPR/Cas9-teknikken. Teknikken er endnu så ny, at der ikke er udviklet lægemidler baseret på den, men den har allerede ført til nye vigtige dyremodeller og den første genmodifikation i mennesker i Kina, som dog har ført til store etiske diskussioner. De fleste anser stadig teknikken for at være for præmatur til anvendelse til genterapi, idet CRISPR/Cas9 ikke er 100 % præcis og således kan medføre utilsigtede mutationer. RNA-interrerens En anden nyere teknik er anvendelse af RNA-interferens (RNAi) til at nedregulere ekspressionen af specifikke gener. I praksis kan man enten indgive korte RNA-sekvenser (siRNA) i celler, væv eller hele dyr, eller man kan lave knock-down mus, hvor cellerne i et givet væv modificeres, så de selv udtrykker den korte RNA-sekvens. På samme vis som en knock-out mus kan man hermed fjerne/nedregulere ekspressionen af et givet gen og herefter få indsigt i dets fysiologiske funktion og terapeutiske potentiale. En tilsvarende teknik baseret på DNA 'anti-sense ' kan også anvendes til at reducere udtrykket af et gen ved at indgive nukleotidsekvenser, der er komplimentære til en del af DNA-sekvensen på det gen, man gerne vil ramme. Typisk anvendes modificerede nukleotider som 'locked nucleic acid' (LNA) og ' peptide nucleic acid' (PNA), der har bedre egenskaber end DNA; såsom større resistens for at blive nedbrudt af nukleaseenzymer. mRNA-vacciner mRNA-vacciner er udviklet med en ny ikke-infektiøs vaccineteknologi og indeholder hverken aktivt eller inaktivt virus. COVID-19 vaccinen, Comirnaty (Pfizer/BioNTech) er mRNA-vacciner, se COVID-19 . Transcriptomics og proteomics I de seneste år har transcriptomics og proteomics også fundet anvendelse ved target- identifikation. Førstnævnte teknologi måler indholdet af mRNA i et givet væv ved hjælp af fx genchips , og sidstnævnte teknologi bestemmer vævets indhold af proteiner. Ved at sammenligne raskt og sygt væv kan man således undersøge, hvilke gener der op- eller nedreguleres, hvilket kan indikere, at de er involveret i sygdommen og dermed potentielt er lægemiddel -targets . Disse og andre -omics-teknologier har ført til akkumulering af enorme datasæt ('Big data'), som man i stigende grad bruger i 'Articifical Intelligence (AI)' og 'Machine learning' computerteknikker til at analysere. Validering af targets Der er dog langt fra at vise, at et target er involveret i en given sygdom, til at vise, at det også kan anvendes terapeutisk. Validering af et target vil således ofte indebære, at man udvikler et stof med den ønskede farmakologiske virkning på det pågældende target og efterfølgende viser, at det har den forudsagte terapeutiske virkning i en dyremodel for sygdommen. Her står man dog ofte over for det problem, at man langt fra altid har en god dyremodel, der præcist svarer til sygdommen i mennesker. Et andet problem er forskel i fx farmakokinetik og -dynamik mellem dyremodellen og mennesker. Den endelige validering af et nyt target får man først, når det nye stof har været afprøvet hos mennesker i kliniske forsøg. Lægemiddelmodaliteter Small molecules Small molecules er lavmolekylære kemiske forbindelser, typisk med en molekylvægt under ca. 900 Da. De passerer ofte cellemembraner via passiv diffusion og interagerer med intracellulære eller membranbundne proteiner, såsom enzymer, receptorer eller ionkanaler. Virkningsmekanismen består typisk i selektiv binding til et biologisk target, hvorved enzymaktivitet eller signal transduktionen enten inhiberes eller aktiveres. Small molecules syntetiseres som regel ved kemisk syntese og udgør en stor andel af konventionelle farmaceutiske præparater, blandt andet inden for behandling af infektionssygdomme, metaboliske sygdomme og cancer. Deres relativt lille størrelse, kemiske stabilitet og gunstige farmakokinetiske egenskaber muliggør ofte oral administration. Peptider Peptider som lægemidler er korte kæder af aminosyrer, der fungerer som biologisk aktive molekyler med høj specificitet over for deres molekylære mål, såsom receptorer, enzymer eller signalproteiner. De anvendes terapeutisk til at efterligne eller modulere kroppens egne peptidhormoner og signalmolekyler og spiller en vigtig rolle i behandling af blandt andet metaboliske sygdomme, hormonelle lidelser og visse former for cancer. Peptidbaserede lægemidler er karakteriseret ved høj målselektivitet og relativt lav toksicitet, men deres kliniske anvendelse kan være begrænset af lav stabilitet over for enzymatisk nedbrydning samt begrænset oral biotilgængelighed. Derfor administreres de ofte parenteralt fx via subkutan eller intravenøs injektion. Antistoffer Antistoffer som lægemidler er biologiske behandlinger baseret på monoklonale antistoffer, som er designet til selektivt at binde til specifikke antigener, typisk proteiner på celleoverflader eller opløste signalmolekyler. Ved denne binding kan antistofferne enten blokere biologiske signalveje, neutralisere sygdomsfremkaldende molekyler eller markere celler til destruktion via immunsystemet. Antistofbaserede lægemidler anvendes bredt inden for behandling af blandt andet cancer, autoimmune sygdomme og inflammatoriske tilstande. De produceres typisk ved rekombinant DNA-teknologi i levende cellekulturer og karakteriseres ved høj målselektivitet, men også ved relativt stor molekylestørrelse, hvilket ofte nødvendiggør parenteral administration fx via intravenøs eller subkutant injektion. Udvælgelse af potentielle lægemiddel-hits Første skridt i moderne lægemiddeludvikling er altså udvælgelse af target , og herefter vil man normalt identificere hits - dvs. stoffer, der har den ønskede farmakologiske virkning - såsom at aktivere eller hæmme proteinet. I langt de fleste tilfælde vil man få adskillige hits ud af en screening. Denne kan så optimeres ved medicinalkemi, hvor den kemiske struktur ændres systematisk og sammenholdes med farmakologiske og andre biologiske parametre som fx farmakokinetiske og toksikologiske egenskaber (kaldes ofte for ADME-Tox: A bsorption, D istribution, M etabolism, E xcretion and Tox icology). ADME-Tox-karakteriseringen accelererede især efter, at undersøgelser viste, at mange stoffer fejlede i klinikken pga. manglende biotilgængelighed eller uventede bivirkninger. Problemet i begyndelsen af den nye æra var, at man nu kunne identificere langt flere stoffer, end man efterfølgende kunne karakterisere mht. ADME-Tox-egenskaber. Dette har ført til udvikling af langt mere effektive in vitro- tests. Denne udvikling har således gjort det muligt at frasortere problematiske stoffer, inden de dyre og langsomme prækliniske og kliniske faser påbegyndes. Computerprogrammer For at forbedre hit -identifikation og -optimering samt ADME-Tox-karakterisering arbejdes der ihærdigt med udvikling af computerprogrammer, der kan forudsige, hvordan et kemisk stof binder til sit target og dets farmakokinetiske og toksikologiske egenskaber. Sådanne programmer bruges i stigende grad i forbindelse med udvælgelse og optimering af potentielle lægemiddel-hits. De computermæssige forudsigelser er i de seneste år blevet forbedret betragteligt af et stigende antal tredimensionelle strukturer af de proteiner, som stofferne binder til, opnået ved en teknik kaldet røntgenkrystallografi. De samlede data fra in vitro testningen vil føre til udvælgelse af nogle få lægemiddelkandidater, som vil gå videre i den prækliniske udvikling. Præklinisk og klinisk lægemiddeludvikling Formålet med den prækliniske udvikling er at nå frem til én lægemiddelkandidat, som kan bringes i human klinisk testning via en Investigational New Drug (IND)-ansøgning til myndighederne. Denne prækliniske udvikling vil typisk omfatte dele af de tidligere nævnte in vitro studier og herudover farmakologiske og ADME-Tox studier in vivo i dyremodeller. Herudover vil man undersøge, hvordan lægemiddelstoffet bedst produceres i den nødvendig kvantitet og kvalitet, hvordan det bedst formuleres til et lægemiddel, og dets stabilitet. Især de kroniske toksikologistudier in vivo er langvarige, så den prækliniske udvikling tager typisk 1-5 år at gennemføre. Formålet med den efterfølgende humane kliniske afprøvning er at kortlægge lægemidlets sikkerhed og effekt mod sygdommen. Denne afprøvning er inddelt i tre kliniske faser: Fase 1 Udføres typisk på et mindre antal (20-80) raske forsøgspersoner eller patienter i stigende doser med henblik på at kortlægge den humane farmakokinetik og maksimale dosis, og indlede undersøgelser af lægemidlets sikkerhed i mennesker. Fase 2 Udføres typisk på nogle få hundrede patienter for at undersøge lægemidlets effekt mod sygdommen og etablere dosis til anvendelse i den efterfølgende store fase 3-undersøgelse. Det stigende antal personer og den længere behandlingsvarighed i forhold til fase 1 gør det muligt at kortlægge mere sjældne bivirkninger. Fase 3 Udføres typisk på nogle få tusinde patienter med det formål at bestemme lægemidlets effekt mod sygdommen, dets sikkerhed/bivirkninger og sammenligne det med den nuværende standardbehandling. Hvis alt går vel, fører den humane kliniske afprøvning til en New Drug Application (NDA) hos myndighederne og deres godkendelse af lægemidlet til markedsføring. Læse mere om godkendelse og kontrol hos Lægemiddelstyrelsen . Fase 4 Den kliniske udvikling tager typisk 2-10 år og efterfølges normalt af en fase 4-undersøgelse, hvor lægemidlets effekt og sikkerhed følges post-marketing for at optimere dets brug og monitorere fx forekomsten af sjældne bivirkninger . Man vil efterfølgende ofte afprøve lægemidlet mod andre sygdomme, hvor samme target er involveret, for dermed at udvide dets indikationsområde. Dette sparer mange ressourcer/tid i forhold til udvikling af et helt nyt lægemiddel, idet man ofte vil kunne genbruge de prækliniske og fase 1-studier og gå direkte til at teste lægemidlet i fase 2 mod den nye sygdom. Optimering af den kliniske fase i lægemiddeludviklingen Der er fokus på at optimere den kliniske fase, da det er den absolut dyreste del af lægemiddeludviklingen. Der er meget at vinde ved bl.a. at reducere antallet af stoffer, der fejler. Kun ca. 10 % af de stoffer, der starter i fase 1-studie, ender med at komme på markedet, og jo længere de når, inden de fejler - jo dyrere er det. Der er øget fokus på individuelt tilpasset lægemiddelbehandling. Ved hjælp af pharmacogenomics får man i stigende grad mulighed for at korrelere lægemidlernes virkning/bivirkning til hver enkelt patients genetiske profil. Man vil således kunne redde et lægemiddel, der fx ikke har vist effekt i fase 3-studierne, ved at genanalysere data og sammenholde resultaterne med patienternes genetik. Eksempler på denne strategi er trastuzumab ( Herceptin® ), der kun har effekt hos brystkræftpatienter med overudtryk af HER2-receptoren, og et kombinationspræparat med hydralazin og isosorbiddinitrat (godkendt i USA), der kun har vist effekt mod hjertesvigt i sorte befolkningsgrupper. Disse lægemidler ville ikke have vist effekt i en blandet patientpopulation, og firmaerne har således reddet deres lægemiddel gennem godkendelsen. Bagsiden er, at man herved også reducerer markedet ganske betragteligt, og der er således en balance mellem, hvornår det kan eller ikke kan betale sig, da udviklingsomkostningerne jo stadig er de samme. Læs mere om Fælles europæiske anbefalinger for udvikling af personlig medicin Læs mere om lægemiddeludvikling set fra industriens side på Mennesker og medicin .)
Lægemiddelallergi (Overfølsomhed over for et lægemiddel defineres som objektivt reproducerbare symptomer ved lægemiddeleksponering i doser, som tåles af ikke overfølsomme personer. Betegnelsen lægemiddelallergi anvendes, når en specifik immunologisk mekanisme kan påvises og er betinget af en forudgående sensibilisering. I klinisk praksis skelnes mellem straksreaktioner, som opstår minutter til få timer efter eksponering for lægemidlet, og senreaktioner, som opstår timer til dage efter eksponering. Straksreaktioner kan være IgE-medierede (Type I reaktioner), mens senreaktioner ofte er T-cellemedierede (type IV reaktioner). Størstedelen af lægemiddelallergiske reaktioner manifesterer sig som hudsymptomer, mens svære systemiske reaktioner er sjældnere. Symptomer Straksreaktioner Urticaria og hudkløe er hyppige symptomer ved straksreaktioner og kan være ledsaget af angioødem. IgE kan være involveret i disse reaktioner. Specielt ved akut debut kan symptomerne være et varsel om sværere generaliserede reaktioner som led i anafylaksi. Anafylaksi er den livstruende manifestation af lægemiddelallergi. Den er sjælden og omfatter hudsymptomer i ca. 80 % af tilfældene ledsaget af symptomer fra andre organsystemer, fx blodtryksfald og/eller respiratorisk påvirkning. Akut opstået, svær kløe i håndflader og behårede områder kan være et tegn på begyndende anafylaksi. Mekanismen er ofte IgE-medieret. Senreaktioner Makulopapuløst udslæt er den hyppigste manifestation af lægemiddelallergi. Tilstanden kan ledsages af kløe eller brænden i huden. Mekanismen er oftest T-cellemedieret, og de mildeste senallergiske hudreaktioner tilhører denne kategori. En vigtig differentialdiagnose kan være virale hududslæt især hos børn. Allergisk kontakteksem er ikke sjældent, men sædvanligvis kun lokaliseret til de hudområder, der har været i kontakt med lægemidlet. Svære sene hudreaktioner med forskellige grader af bulladannelse, epidermolyse, erytrodermi og erosion af slimhinder evt. ledsaget af organpåvirkning og/eller eosinofili er sjældne. De tilgrundliggende mekanismer er oftest ukendte. Denne gruppe omfatter sygdomme som erythema multiforme, akut generaliseret eksantematøs pustulose (AGEP) og drug reaction with eosinophilia systemic symptoms (DRESS), Stevens-Johnsons syndrom (SJS) og toksisk epidermal nekrolyse (TEN). Drug fever med stabil temperaturforhøjelse vil være en differentialdiagnose ved manglende respons sent i en antibiotisk behandling. Mekanismen er ukendt. Organpåvirkning af lunger, lever, nyrer og knoglemarv forekommer yderst sjældent som led i allergiske lægemiddelreaktioner. Hyppighed Alle lægemidler kan potentielt give allergi. Rapporterede hyppigheder af allergi over for enkelte lægemidler er både påvirket af anvendelseshyppighed af lægemidlet, den eksponerede patientgruppe samt registreringspraksis for allergiske reaktioner. I Danmark er allergi overfor antibiotika den hyppigst rapporterede lægemiddelallergi. Mistænkt allergi over for penicilliner ses hos 10 % af hospitalsindlagte patienter, men denne mistanke kan afkræftes i op til 90 % af tilfældene. Det skyldes deres udbredte anvendelse ikke mindst i børnealderen, hvor infektionsudløste hudreaktioner kan mistolkes som allergi, og allergimistanken følger patienten i mange år. For visse lægemidler synes der at være en overhyppighed af svære sene hudreaktioner. Det gælder specielt sulfapræparater (ofte i kombination med trimetoprim) og visse antiepileptika . Andre lægemidler, som oftest giver mildere allergisymptomer, er i kraft af deres udbredte anvendelse også hyppigt mistænkte årsager til de sværeste (og sjældne) hudreaktioner, evt. med organpåvirkning (6404) . Således ses AGEP hyppigst efter β-laktamantibiotika , mens man ved TEN og SJS ofte mistænker allopurinol og antiepileptika . Der er en overhyppighed af alvorlige reaktioner på visse lægemidler hos personer med særlige HLA-vævstyper. I Europa er abacavir og vancomycin eksempler herpå (6404) . Diagnostik Anamnesen er det vigtigste i udredningen og kan bruges til at vurdere risikoen for at patienten har allergi, så udredningen kan tilpasses risikoen (6405) . I visse tilfælde kan allergi afkræftes på anamnesen alene, fx hvis patientens symptomer udelukkende har været gastro-intestinale, hvis patienten har tålt lægemidlet ved senere administration, eller hvis mistanken stammer fra allergi hos familiemedlem uden egen eksponering. Jo tættere på reaktionen oplysningerne registreres, jo mere valide kan de blive. Ved hududslæt anbefales billeddokumentation. Relevante oplysninger: Indikation for behandling med lægemidlet Præcist tidspunkt for symptomdebut Symptomers type/karaktersværhedsgrad og udvikling over tid Lægemidler (inkl. håndkøbsmedicin og kosttilskud) ved symptomdebut og i den foregående måned Eventuel behandling af symptomer og respons herpå Lægemidler (jf. punkt 3), som er tolereret efterfølgende Tidligere og efterfølgende lignende reaktioner (også uden at lægemidler mistænkes) Andre samtidige eksponeringer, fx andre lægemidler eller fødevarer. Ved flere identiske reaktioner på samme lægemiddel, hvor andre årsager kan udelukkes, er yderligere diagnostik overflødig, medmindre mulige krydsreaktioner skal afklares (se nedenfor). Laboratorie- og hudtest Specifikt IgE mod lægemidler kan måles i en blodprøve, men kun mod et meget begrænset sortiment. I øjeblikket gælder det phenoxymethylpenicillin , benzylpenicillin , amoxicillin , ampicillin , penicillin minor determinants, insulin , suxamethonium , morfin og chlorhexidin . Kan der påvises IgE hos en patient med en klar anamnese med en (IgE-medieret) straksreaktion, må patienten opfattes som allergisk over for lægemidlet. Fravær af specifikt IgE udelukker ikke allergi. Dels kan symptomerne være udløst via andre mekanismer, dels kan intervallet fra reaktion til test være så langt, at IgE-niveauet er faldet til under detektionsgrænsen. Optimalt bør IgE måles fra ca. 4 uger efter reaktionen til et par måneder efter. Prøver, som er taget straks efter en reaktion og flere år efter, kan være falsk negative. Ved histamin release test (HR-test) og basofil aktiveringstest (BAT) undersøges, om basofile granulocytter i patientens blod frigør histamin eller på anden måde aktiveres, når de udsættes for det mistænkte lægemiddel. Der er tale om undersøgelser, hvor sensitivitet og specificitet ikke er klarlagt. De er derfor endnu ikke egnet til rutinemæssig anvendelse. Priktest og intrakutantest kan benyttes, hvis der ud fra symptomerne er mistanke om straksallergi. Der findes anbefalede testkoncentrationer for en del lægemidler, men også ved disse test kan en manglende reaktion være falsk negativ (2406) . Intrakutantest med en aflæsning efter 3 dage kan også benyttes ved makulopapuløse reaktioner, hvor der er mistanke om type IV-allergi. Lappetest kan benyttes ved mistanke om allergisk kontakteksem samt ved fixed drug eruption eller andre ikke alvorlige senreaktioner. Se Type IV-allergi (hudtest) . Provokation vil være nødvendig for med fuld sikkerhed at be- eller afkræfte allergidiagnosen, hvis de ovennævnte tests har været negative eller ikke har været relevante/mulige (6408) . Da provokation selv med største forsigtighed indebærer en risiko for at udløse en reaktion med samme eller øget sværhedsgrad, er der tale om en specialistopgave. Provokation med mistænkt lægemiddel tilbydes ikke patienter med svære hudreaktioner med blæredannelse, slimhinde- eller organpåvirkning (fx TEN, SJS, AGEP, DRESS) eller livstruende reaktioner af anden art. Ved provokation efterlignes den dosering, som patienten fik eller vil få i fremtiden, og metoden tilpasses risikovurdering. Ved straksreaktioner titreres provokationen oftest med startdosis på fx 1/100 af terapeutisk dosis efterfulgt af 1/10 og fuld dosis, hvis forrige dosis tåles. Ved milde senreaktioner i huden provokeres ofte med fuld dosis. Medmindre der er sikkerhed for at den mistænkte allergireaktion kom efter den første dosering, vil man sædvanligvis fortsætte provokationen i en for præparatet relevant periode (fx 3-5 dage). Det har vist sig, at en del lægemiddelallergiske reaktioner først debuterer under denne fortsatte behandling (2584) . Det skal bemærkes, at der i disse tilfælde ikke er tale om anafylaksi eller livstruende reaktioner. Mistanken om lægemiddelallergi kan langt fra altid bekræftes. I nogle studier har kun få procent reageret ved provokation med terapeutiske doser. Hyppigheden afhænger bl.a. af det specifikke lægemiddel, det forløbne interval og reaktionens karakter. Se i øvrigt Diagnostik (Type I-allergi) . Krydsallergi Ved påvist allergi eller sandsynlig allergi, hvor yderligere diagnostik ikke er mulig, må lægemidlet undgås. Det kan så være relevant at finde et behandlingsalternativ. Krydsallergi kan her blive et problem. Krydsreaktion ved lægemiddelallergi er betegnelsen for en reaktion på et præparat hos en person, der tidligere har reageret på et andet strukturelt eller farmakologisk beslægtet præparat. Forskellige patienter udviser ikke nødvendigvis de samme krydsreaktioner. Én patient kan reagere på et enkelt lægemiddel i en gruppe, mens en anden patient får reaktioner på alle gruppens lægemidler. Karakteren og sværhedsgraden af en lægemiddeloverfølsomheds-reaktion er her helt afgørende, når det skal vurderes, om det er forsvarligt at forsøge med et beslægtet lægemiddel og hvilke forholdsregler, der i givet fald skal tages. Problematikken omkring krydsreaktioner er generelt dårligt belyst, og litteraturen omfatter helt overvejende kasuistiske meddelelser. For visse præparatgrupper har man forsøgt allergitest i form af prik- eller intrakutantest, lappetest eller in vitro-analyser, men resultaterne er sjældent valideret ved eksponering/provokation. Negative resultater ved sådanne allergitest kan generelt ikke tillægges væsentlig værdi, fordi overfølsomhedsreaktionerne ikke nødvendigvis skyldes immunologiske mekanismer, der kan påvises med disse test. Krydsreaktion kan således kun afklares med sikkerhed ved lægemiddelprovokation. Allergi over for antibiotika Bedst undersøgt er forholdene for β-laktamantibiotika . For penicilliner vil allergi for én type betyde, at også andre penicilliner er under mistanke og skal undgås, indtil tolerance er påvist. Phenoxymethylpenicillin (penicillin V) og benzylpenicillin (penicillin G) krydsreagerer, mens reaktioner på de semisyntetiske penicilliner kan være sidekædespecifikke, så phenoxymethylpenicillin og benzylpenicillin tolereres. Ved de sidekædespecifikke reaktioner må forventes større risiko for krydsreaktioner mellem præparater med sidekæder, der ligner hinanden, fx for amoxicillin og ampicillin eller for cloxacillin , flucloxacillin og dicloxacillin . Kun provokationer/behandlingsforsøg kan med sikkerhed afgøre, om reaktioner er sidekædespecifikke eller ej. Krydsreaktivitet imellem penicilliner og cefalosporiner for de produkter, der er på markedet nu, er særdeles lav. Årsagen er, at penicillinreaktionerne kun yderst sjældent skyldes den fælles β-laktamring, men langt oftere skyldes sidekæderne. Enkelte 1. generations cefalosporiner, hvoraf kun cefalexin bruges i Danmark, har samme sidekæder som ampicillin eller amoxicillin. Nyere cefalosporiner 2. 3. 4. og 5. generation har ikke sidekædefællesskab med penicilliner og kan benyttes hos penicillinallergikere (2407) . Blandt penicillinallergikere har endnu færre (< 1 %) allergi over for carbapenemer , trods deres β-laktamring. Tilsvarende synes monobactamer at kunne benyttes uden risiko for krydsreaktioner i denne patientgruppe. Dog ligner sidekæderne i ceftazidim og aztreonam hinanden, og det bør give anledning til forsigtighed ved påvist overfølsomhed over for et at disse stoffer (2408) . Risiko for krydsreaktioner mellem cefalosporiner og carbapenemer kan ikke udelukkes, men er dårligt belyst (2409) . Allergi over for et antibakterielt sulfapræparat synes ikke at betyde øget risiko for reaktion på andre typer sulfonamider, fx diuretika, antivirale midler, antiinflammatoriske præparater og sulfonylurea (6407) . Allergi over for andre lægemidler NSAID Overfølsomhedsreaktioner over for NSAID involverer yderst sjældent IgE, men også her er krydsreaktioner relevante. Er der problemer med et eller flere præparater med overvejende COX-1-hæmmende effekt, kan en COX-2-hæmmer måske tolereres. En provokation vil kunne afgøre dette (6408) . ACE-hæmmere Behandling med angiotensin converting enzyme (ACE)-hæmmere kan udløse intermitterende angioødem, oftest i ansigtet. Anfald kan debutere efter flere års behandling og kan fortsætte i måneder efter seponering. Mekanismen er ikke immunologisk. Seponering af ACE-hæmmer og skift til angiotensin II-receptorblokker eller anden blodtryksregulerende medicin er oftest nødvendigt. Kontrastmidler De nyere non-ionisk iodholdige kontraststoffer med lav osmolaritet giver færre overfølsomhedsreaktioner end tidligere anvendte kontraststoffer. Udredning for overfølsomhedsreaktioner tilpasses risikovurdering og tidspunkt for debut (6409) . Krydsreaktioner er uforudsigelige og er hyppigere for senreaktioner end for straksreaktioner, men udredning med hudtest er oftest nødvendig. Kontaktallergi over for iodid er efterhånden sjælden, og udgør ikke kontraindikation for iodholdigt røntgenkontraststof . Ved urticaria, angioødem, astma, ikke-infektiøs rhinoconjunktivitis eller anafylaktisk shock , dvs. reaktioner, hvor type I-allergi (IgE-medierede reaktioner) kan være involveret, er der ved reeksponering/krydsreaktioner risiko for anafylaksi. Derfor skal der efter sådanne reaktioner udvises særlig forsigtighed. Hvis det er nødvendigt at give lægemidler fra samme gruppe, vil det være relevant med en titreret provokation med det lægemiddel, der påtænkes anvendt, under anafylaksiberedskab. Ved mistanke om svære type I-allergiske reaktioner kan prik- og intrakutantest med såvel det udløsende lægemiddel som (beslægtede) behandlingsmæssige alternativer forsøges med henblik på, om krydsreaktivitet kan afklares uden provokation (specialistopgave). Ved alvorlige, forsinkede hudreaktioner med bulladannelse, epidermolyse og/eller påvirkning af vitale organer som lever, nyre eller knoglemarv vil risikoen for en tilsvarende måske livstruende reaktion nødvendiggøre en fuldstændig undgåelse at beslægtede lægemidler. Her er der ingen mulighed for test med en tilstrækkelig sensitivitet og specificitet til at forudsige en reaktion. Ved lægemiddeloverfølsomhed med andre (mildere) hudreaktioner eller ukarakteristiske symptomer , hvor anvendelse af lægemidler fra samme gruppe er relevant, fordi der ikke er ligeværdige alternativer, kan provokation komme på tale, hvis det er praktisk muligt. Er dette ikke tilfældet, kan en forsigtig dosering være nødvendig under anafylaksiberedskab. Patienten skal forberedes på recidiv af overfølsomhedssymptomerne evt. i sværere grad, og det må overvejes, om der skal forbehandles med antihistaminer / kortikosteroid . Andre praktiske forhold Hudreaktioner under antibiotisk behandling er hyppige i barnealderen. Ved senere provokationer med samme præparat tåles dette hos de fleste. Der er sædvanligvis tale om milde erytematøse og/eller makulopapuløse hududslæt sandsynligvis forårsaget af virusinfektioner. Kan man i sådanne tilfælde overtale forældrene til at fortsætte en antibiotisk behandling, vil hududslættet sædvanligvis svinde, og allergidiagnosen kan afkræftes uden yderligere diagnostik. Forværres hudreaktionen, må behandlingen naturligvis stoppes. Strategien kan ikke anbefales ved urticarielle reaktioner, hvor risikoen for allergi er væsentlig større. På specielle indikationer er det muligt under indlæggelse eller på allergiafdelinger at gennemføre en desensibilisering, hvor der opnås en tolerance, der skal vedligeholdes under fortsat behandling. Afbrydes behandlingen, kræves en ny desensibilisering, hvis behandlingen skal genoptages. Der findes protokoller bl.a. for penicillin , acetylsalicylsyre , platiner og andre cancerterapeutica, biologiske lægemidler og visse andre præparatgrupper (6406) . I visse tilfælde benyttes profylaktisk antihistamin evt. suppleret med kortikosteroid før indgift af lægemidler, hvor der ud fra anamnesen er mistanke om allergilignende symptomer. Strategien er ikke evidensbaseret og er ikke tilstrækkelig, hvis der er klar anamnese med straksreaktioner. Hverken antihistamin eller kortikosteroid beskytter mod anafylaksi. Da der endnu ikke findes et fælles nationalt register, er det vigtigt, at CAVE noteres i såvel hospitalsvæsenets som i den praktiserende læges elektroniske journaler, og at oplysninger om lægemiddelallergi videregives i både henvisninger og i epikriser. I mangel af mere ’autoriserede’ CAVE-kort kan relevante oplysninger skrives på sundhedskortet.)
Medicineringsfejl og patientsikkerhed (Problemets omfang Medicineringsfejl kan defineres på flere måder. Følger man den europæiske definition, er medicineringsfejl et ikke intenderet svigt i processen for lægemiddelbehandling som medfører, eller har potentialet til at medføre, skade på patienten (3766) . For at kunne forebygge eventuelle medicineringsfejl og skabe læring, er det lovpligtigt for sundhedspersoner i alle dele af sundhedsvæsenet at indrapportere utilsigtede hændelser, mhp. at øge patientsikkerheden. Patienter og pårørende kan indrapportere utilsigtede hændelser på frivillig basis (3767) . Med den nye rapporteringspligt, der trådte i kraft 1. juli 2023, har sundhedspersoner pligt til at rapportere de hændelser, der har haft alvorlige eller dødelige konsekvenser eller kunne have haft det, samt øvrige hændelser, hvor der er læring at hente, og hvor rapporteringen dermed kan bidrage til at forbedre patientsikkerheden. Der er formentlig en væsentlig grad af underrapportering, men omfanget kendes ikke. Af figur 1 fremgår det, at antallet af indrapporterede UTH' er i 2023 i alt var 409.815 hændelser, hvoraf de 152.290 var individuelt indrapporterede, mens resten var grupperet som samlerapporteringer. Samlerapportering er en forenklet UTH-rapporteringsmetode i kommunerne, hvor et minimum af oplysninger anføres manuelt på papirskemaer for en måned ad gangen. Det omfatter kun ikke-alvorlige utilsigtede hændelser, hvor patienten er faldet eller ikke har fået sin medicin. Alle øvrige hændelser inklusiv hændelser med ”faktisk” eller ”mulig” alvorlig konsekvens skal rapporteres enkeltvis til Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Samlerapporteringerne for 2023 har fordelt sig på 74.210 indrapporteringer for området 'fald' og 183.315 hændelser på området 'medicin ikke givet'. Der ses fortsat en stor stigning i antallet af utilsigtede hændelser rapporteret ved samlerapportering, og det er fortsat hændelser omhandlende 'Medicin ikke givet', som der samlerapporteres flest af. Det stigende antal tyder på, at den forenklede metode medvirker til, at der rapporteres flere hændelser, men kan også være tegn på et øget fokus på læring og vidensdeling. Figur 1. Udviklingen i antallet af rapporterede UTH i perioden 2018-2023. Kilde: Dansk Patientsikkerhedsdatabase, Årsberetning 2023. Styrelsen for Patientsikkerhed (6337) . Neden for vises den årlige udvikling af utilsigtede hændelser siden 2018 fordelt på hændelsesstederne hospital, andet regional, kommune samt privathospital og hospice. Samlerapporteringer har overtaget en del af indrapporteringerne fra kommunerne, hvilket også forklarer faldet i kommunale indrapporteringer. For de øvrige hændelsessteder ses et stabilt rapporteringsmønster med meget små variationer, når man sammenligner med de forrige år. Figur 2. Udviklingen i antal rapporterede utilsigtede hændelser inkl. samlerapporteringer i kommunerne i perioden 2018 til og med 2023 fordelt på hændelsesstederne: Andet regional, Hospital, Kommune samt Privathospital og hospice. Kilde: Dansk Patientsikkerhedsdatabase, Årsberetning 2023. Styrelsen for Patientsikkerhed (6337) . For alle rapporteringssteder gælder, at medicineringsfejl er den hyppigst rapporterede form for utilsigtede hændelser. Frekvensen af medicineringsfejl blandt alle rapporterede hændelser udgjorde i 2023 ca. 51 % fordelt på ca. 27 % af alle indrapporterede hændelser på hospitaler, ca. 58 % af andet regionalt (primært almen praksis, speciallæger og tandlæger), ca. 64 % i kommunerne (kommunale tandpleje, forebyggelsescentre, hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, kommunelæger, misbrugsbehandling mm.) og ca. 33 % i den private sektor (privathospitaler og hospices). Mønstrene i utilsigtede hændelser rapporteret af patienter og pårørende viser, at indrapporteringer inden for området medicinering også fylder en del. Mens det i 2023 var 51 % af sagerne indrapporteret blandt sundhedspersonale, der omhandlede medicinering, var tallet 30 % blandt patienter og pårørende (6337) . Rapporterede hændelser i læringsdatabaser suppleret med patientsikkerhedsanalyser af hændelserne giver et detaljeret billede af, hvad personalet oplever som bagvedliggende årsager til utilsigtede hændelser. Omvendt kan observation og journalgennemgang give et mere præcist billede af frekvenser af risici og hændelser. Data om medicineringsfejl kan underopdeles på forskellige måder. Almindeligvis klassificeres data i patientkategorier, alvor af skade og trin i medicineringsprocessen. Hertil kommer klassifikation efter fejltyper fx: Forkert lægemiddel Forkert patient Forkert dosis Forkert tidspunkt Forkert administrationsvej Intet lægemiddel givet. Der findes et internationalt klassifikationssystem MedDRA som benyttes til klassifikation af bivirkninger. Dette system beskriver samtidig et omfattende sæt af fejltyper. Alvor af skade Dødeligheden af medicinrelaterede utilsigtede hændelser er lav. Det skyldes en kombination af, at mange fejl er harmløse eller at patienterne blot får forbigående toksisk effekt fx en for høj dosering af et lægemiddel. I en engelsk undersøgelse af medicinrelaterede utilsigtede hændelser, som medførte indlæggelse, var dødeligheden estimeret til 0,15 % (465) . Fordelingen af hændelser efter alvorlighed illustrerer, at de fleste hændelser er alvorlighedsklassificeret som 'ingen skade' eller 'mild'. Styrelsen for Patientsikkerhed har offentliggjort nyere opgørelser af dette, og angiver fordelingen af hændelser efter alvorlighed opdelt efter hændelsessted i den seneste Årsberetning 2023 (6337) . Figur 3 viser fordelingen af UTH individuelt rapporteret i 2023 inden for de 20 forskellige DPSD-hovedgrupper. Figur 3. Figur 4. Ovenstående figur 4 viser, hvor mange UTH, der er rapporteret i de forskellige hovedgrupper inden for de fire lokationsgrupper; Kommune, Hospital. Andet regionalt samt Privathospital og hospice. Oversigten indeholder kun individuelt rapporterede UTH, ikke UTH, der er samlerapporteret. Kilde: Dansk Patientsikkerhedsdatabase, Årsberetning 2023. Styrelsen for Patientsikkerhed (6337) . Samlet patientsikkerhedsrisiko Med den ændrede rapporteringspligt, der trådte i kraft 1. juli 2023, blev det obligatorisk for sundhedspersoner at rapportere UTH med faktiske eller mulige alvorlige eller dødelige konsekvenser samt UTH, der kan bidrage til læring og forbedring af patientsikkerheden, selvom konsekvenserne ikke var eller kunne være alvorlige eller dødelige. Fra 1. juli 2023 har den, der rapporterer en UTH, både skullet angive den faktiske konsekvens og den mulige konsekvens af hændelsen. En hændelse, der kunne have haft dødelige konsekvenser, men som blev afværget, så der ikke var nogen faktisk konsekvens for patienten eller borgeren, kan afspejle en situation med en høj risiko for patientsikkerheden. Her kan der være potentiale for at sætte ind med forebyggende tiltag for at forhindre, at en lignende situation får alvorlige konsekvenser for den næste patient. Kombinationen af den faktiske og den mulige konsekvens af en UTH udgør den samlede patientsikkerhedsrisiko. Figur 5. Oversigt over den samlede patientsikkerhedsrisiko ud fra den faktiske og mulige konsekvens. Tallene for det første halve år med den nye måde at rapportere UTH på viser, at der blandt de i alt 69.308 individuelt rapporterede UTH fra 1. juli til og med 31. december 2023 er rapporteret 53.467 UTH med lav patientsikkerhedsrisiko. Det svarer til 77 % af de rapporterede UTH i perioden. Figur 6. Samlet patientsikkerhedsrisiko for i alt 69.308 individuelt rapporterede UTH 1. juli-31.december 2023. Medicineringsfejlene er fordelt således, at 1 % af alle medicineringsfejl fra kommunerne, 3 % fra hospitalerne, 2 % fra andet regionalt og 2 % fra privathospital og hospice skønnes at have en høj patientsikkerhedsrisiko. Lægemidler og risikosituationer Den mest almindelige konsekvens for patienten ved rapporterede medicineringsfejl er overdosering (1235) . En anden hyppig konsekvens er manglende medicinindgift, underdosering og evt. dermed behandlingssvigt. Eksempler på lægemidler, som er potentielt livsfarlige, hvis de overdoseres, selvom de indgives i få doser eller kort tid er: Insulin Koncentreret kalium Suxamethon Morphin. Eksempler på lægemidler, som er potentielt livsfarlige, hvis givet i for høj dosis over længere tid er: Warfarin Methotrexat. Se hele bruttolisten over samtlige risikosituationslægemidler, som optræder på medicin.dk her . Typer af fejl ved almindeligt anvendte lægemiddelgrupper - hovedbudskaber: Risici Eksempler Overset lægemiddelallergi Overset CAVE for penicilliner. Manglende hensyntagen til nedsat lever- eller nyrefunktion. Nedsat nyrefunktion: NSAID og opioider, digoxin, cytostatika. Navneforvekslinger Trandate og Tramadol, Cardil og Corodil, Capoten, Coversyl og Corodil. Forvekslinger af styrken Morphin (fx 10 mg vs.100 mg), digoxin (mikrogram vs. mg). Lægemiddel dispenseret/administreret til forkert patient Fx lægemidler dispenseret på bosteder/plejehjem eller lægemidler administreret til bevidsthedspåvirkede patienter. Utilstrækkelig monitorering efter indgift Kontraststoffer, cytostatika, kalium, gentamicin. Særlig opmærksomhed på syv lægemiddelgrupper Nogle lægemidler er sværere at håndtere korrekt end andre og kræver derfor også særlig opmærksomhed fra sundhedspersonalet. Disse lægemidler er identificeret og kan inddeles i syv hovedgrupper, som står for største delen af de utilsigtede hændelser med medicin, som medfører alvorlige konsekvenser for patienterne. Bedre håndtering af risikosituationslægemidler indebærer et meget stort potentiale for at forbedre patientsikkerheden. De 7 særlige risikosituationslægemidler er en del af bruttolisten over samtlige lægemidler, der har været involveret i alvorlige utilsigtede medicineringshændelser. Særlige opmærksomhedspunkter ved de syv lægemiddelgrupper: Antidiabetika ( insulin og -insulinanaloger samt sulfonylurinstoffer og metfomin) Manglende monitorering og/eller aktion på plasma-glucoseværdier. Forveksling af hurtigtvirkende og langsomtvirkende insulin. Dosisjustering eller seponering af metformin ved nedsat nyrefunktion. Antikoagulantia ( Vitamin K-antagonister , hepariner og lavmolekylære hepariner samt Direkte Orale Antikoagulantia (DOAK) ) Manglende monitorering eller manglende reaktion på en høj eller lav værdi af INR (warfarin). Manglende ordination af anden AK-behandling under pause af fx warfarin hos patient i høj tromboserisiko. Manglende antitrombotisk behandling i den perioperative fase (før og efter operation). Lavdosis methotrexat ( tabletter og inj. væsker ) Forveksling af dagsdosis og ugedosis, så der overdoseres. Samtidig indgift af inj. væske og tabletter. Manglende monitorering og/eller aktion på blodprøver og nyretal. Kalium ( koncentreret kalium til infusion og midler til oral behandling af kaliummangel ) Oral opløsning indgivet i.v. Manglende monitorering og/eller aktion på plasma-kalium-koncentrationsværdier. Fejlagtig fremstilling af for stærke infusionsvæsker. Infusionen blev givet med for høj hastighed. Opioider ( morphin , tramadol , tapentadol , fentanyl , methadon , oxycodon , hydromorphon , buprenorphin ) Dobbeltordination. Man overså, at patienten i forvejen fik behandling med andet opioid med risiko for additiv respirationsdæmpende effekt. Manglende dosisreduktion til ældre. Gamle plastre blev ikke fjernet og deres placering var ikke dokumenteret. Regnefejl ved beregning af dosis fra mg/ml til ml. Forveksling af styrker (fx 5 mg/ml og 20 mg/ml morphin) og enheder (fx mg og ml). Gentamicin ( inf.- og inj. væskerne ) Manglende monitorering af døgndosis efter patientens plasmakoncentration og/eller nyrefunktion. Overdosering ved ordination. Patienten var overvægtig (BMI > 25), og der skal derfor udregnes en korrigeret legemsvægt. Overset kontraindikation. Behandling gives på trods af, at patienten har stærkt nedsat nyrefunktion. Digoxin ( tabletter og inj. væske ) Forveksling af styrker. Ingen dosistilpasning som følge af monitorering af serum-digoxin. Forvirring omkring mætningsdosis og vedligeholdelsesdosis. Dobbeltadministration. Man overså, at patienten allerede havde fået ordineret og administreret digoxin. Forslag til sikkerhedsforanstaltninger Styrelsen for Patientsikkerhed har udgivet syv anbefalinger for at reducere risikoen for medicineringsfejl. Anbefalingerne er udviklet på baggrund af rapporterede medicineringsfejl (3770) . Forsøg at skabe ro omkring medicinhåndteringen. Forsøg at gøre kommunikationen om lægemidlerne entydig og klar. Bed en kollega om at dobbelttjekke, når der er beregnet en dosis. Tjek indløbshastigheden på dråbetælleren og følg slangen fra patient til pumpe en ekstra gang. Dobbeltkontrollere om ordinationen er i mg eller i antal tabletter, i antal ml eller i.e. Særlig opmærksomhed rettet mod de blodprøver, som bruges til kontrol, er bestilt, taget og set. Hjælp patienten med at kende den rette dosis, og vide hvornår og hvordan lægemidlet skal indtages (fx antal enheder eller at lægemidlet kun tages en gang om ugen). Skabe en kultur, hvor det er i orden at spørge, hvis man er i tvivl. For hver af de syv lægemiddelgrupper, som kræver særlig opmærksomhed findes yderligere materiale baseret på lægemidlernes individuelle fejlmønstre. Medicin.dk har haft et fast samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og andre aktører, der arbejder med lægemiddelsikkerhed. Læs mere om samarbejdet her . STOP TÆNK TJEK I efteråret 2019 lancerede Styrelsen for Patientsikkerhed og Medicin.dk kampagnen STOP TÆNK TJEK , der består af film og print-materiale om risikosituationslægemidlerne. Se film og hent kampagne materialet . Har du spørgsmål vedrørende patientsikkerhed, risikosituationslægemidler eller utilsigtede hændelser med medicin, så kontakt informationsfarmaceut Christianna Marinakis på kontakt@medicin.dk. Lovgivning og organisering Loven om patientsikkerhed i sundhedsvæsenet trådte i kraft i 2004. Den forpligter en sundhedsperson, der bliver opmærksom på en utilsigtet hændelse i forbindelse med en patients behandling eller ophold på sygehus, til at rapportere den utilsigtede hændelse. Pligten omfatter også hændelser i relation til medicinering. Indberetningen kræver ikke patientens samtykke. I forbindelse med den videre behandling af indberetningerne fremgår lægens navn og afdeling. Sundhedspersonen kan ikke som følge af indberetningen underkastes disciplinære undersøgelser og foranstaltninger af ansættelsesmyndigheden, tilsynsmæssige reaktioner af Sundhedsstyrelsen eller strafretslige sanktioner af domstolene. De eksisterende muligheder for sanktioner lokalt via Patientklagenævn, tilsynsråd og embedslæger består dog. Loven sikrer central indberetning og både lokal og central bearbejdning af indberetningerne, således at læring fra utilsigtede hændelser prioriteres. I det regionale sundhedsvæsen er der opbygget et system af risikomanagere, der kan behandle konkrete utilsigtede hændelser og rådgiver om og faciliterer patientsikkerhedsanalyser samt samarbejder med patientsikkerheds- og praksiskonsulenter og risikomanagere fra øvrige sektorer og de andre regioner. Den centrale sagsbehandling af sager om medicineringsfejl foregår i Styrelsen for Patientsikkerhed. Rapporter, som inkluderer oplysninger om et konkret lægemiddel, sendes videre til Lægemiddelstyrelsen med henblik på, om rapporten skal bevirke ændringer i markedsføringstilladelsen for lægemidlet. Primærsektoren blev pr. 1. september 2010 inkluderet i Lov om Patientsikkerhed. Det betyder, at patientsikkerhedsordningen, udover hospitalerne, også omfatter praksissektoren, vagtlæger, den kommunale sundhedssektor (plejehjem, hjemmeplejen mm.), apotekerne samt det præhospitale område (ambulancer). Desuden kan patienter og pårørende også rapportere utilsigtede hændelser. D. 1. maj 2025 overtager regionerne den nationale opgave med at modtage rapporteringer om utilsigtede hændelser (UTH) og driften af Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DSPD). Mere information herom vil følge.)
Nedsat nyrefunktion (GFR < 60 ml/min/1,73 m2) (Renal udskillelse af lægemidler Den renale elimination af lægemidler og evt. metabolitter foregår hovedsagelig ved glomerulær filtration, der er en passiv proces. Kun den frie plasmafraktion af et lægemiddel elimineres ved glomerulær filtration. Enkelte lægemidler udskilles også ved aktiv tubulær sekretion i nyrernes tubuli. Den glomerulære filtrationsrate (GFR) anvendes som mål for nyrernes ekskretoriske funktion, selv om udskillelsen af nogle lægemidler også bestemmes af en efterfølgende tubulær sekretion og/eller reabsorption. GFR betegner det volumen blodplasma, der filtreres i nyrernes samlede antal glomeruli pr. tid, og angives i ml/min. GFR standardiseres i forhold til kropsstørrelse med tilhørende referenceinterval. Bestemmelse af estimeret GFR (eGFR) hos voksne eGFR kan anvendes i daglig klinik til dosering af de fleste lægemidler. I Danmark opgives eGFR ved enhver måling af P-kreatinin på personer > 18 år, og den er beregnet med CKD-EPIkrea, 2009 formlen, der er korrigeret for alder og køn (men ikke race). Ved tilstande med svært nedsat muskelmasse, hvor P-kreatinin skønnes upålideligt kan eGFR med fordel beregnes på baggrund af P-Cystatin C baserede formler. Bestemmelse af GFR med eksogene markører er den mest præcise metode til bestemmelse af GFR i daglig klinik. I Danmark anvendes plasma-clearance af 99 mTc-DTPA. GFR bestemt med denne metode kan overestimeres, hvis patienten har ekspanderet ekstracellulærvolumen (fx ødemer eller ascites). Bestemmelse af GFR med denne metode anvendes, når der er behov for et meget pålideligt resultat og anbefales ved: Dosering af toksiske lægemidler, hvor dosering kræver præcis bestemmelse af GFR, fx visse typer af cytostatika. Før og efter nogle kirurgiske indgreb på nyrer og urinveje med det formål at forudsige fald i GFR og eventuelt ved efterfølgende kontrol af dette. Personer 1 år, idet der anvendes særlige formler: eGFR anvendes ikke til børn 90 ml/min/1,73 m² beskrives som normal nyrefunktion. I daglig klinik er der ikke behov for dosisreduktion af lægemidler ved GFR > 60 ml/min/1,73 m². Stadium Deskriptivt GFR (ml/min/1,73 m²) G1 Normal eller høj ≥90 G2 Let nedsat 60-89 G3a Let/moderat nedsat 45-59 G3b Moderat/stærkt nedsat 30-44 G4 Stærkt nedsat 15-29 G5 Terminalt nyresvigt < 15 Dosering af lægemidler ved nedsat nyrefunktion Ved nedsat GFR kan lægemidler eller deres metabolitter, som i aktiv form hovedsalig udskilles renalt, akkumuleres med risiko for alvorlige bivirkninger eller forgiftninger. Dosis skal derfor reduceres enten ved at reducere enkeltdosis eller ved at forlænge dosisintervallet. Indledes behandlingen med bolusdosis (mætningsdosis, opfyldningsdosis) af lægemidlet, skal denne gives uafhængigt af GFR. Ved nedsat GFR forlænges tiden til opnåelse af steady state koncentrationen i blodet, da denne er afhængig af eliminationshastigheden og dermed GFR. Eksempler på almindelige lægemidler, hvor dosis skal justeres afhængig af GFR Orale antidiabetika, fx Metformin , SGLT-2-hæmmere , GLP-1-receptor agonister og DPP-IV-hæmmere Digoxin Atenolol Bisoprolol Visse direkte orale antikoagulantia (DOAKs) Gabapentin Opioider En række antibiotika og antivirale midler. Læs mere på Nyrelisten til almen praksis , som er en oversigt over hyppigt anvendte lægemidler, der kræver særlig opmærksomhed ved nedsat nyrefunktion.)
Medicintilskud - gældende beløbsgrænser (Ved angivelse af om et lægemiddel er tilskudsberettiget efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om medicintilskud, anvendes følgende symboler: ⬤ : Angiver, at tilskud gives alment, dvs. uden klausulering. ⦻ : Angiver, at tilskud til receptpligtig medicin kun gives klausuleret til bestemte sygdomme. ⬛ : Angiver, at tilskud til håndkøbsmedicin kun gives klausuleret til bestemte sygdomme. C: Angiver, at tilskud gives til medicinsk cannabis. Medicintilskudsgrænser pr. 1. januar 2026 til 31. december 2026 Årlig udgift pr. person før tilskud Tilskud til personer over 18 år Tilskud til personer under 18 år 0 - 1.135 kr. 0 % 60 % 1.135 - 1.910 kr. 50 % 60 % 1.910 - 4.155 kr. 75 % 75 % 4.155 - 22.596 kr. 85 % - > 22.596 kr. (egenbetaling= 4.850 kr.) 100 % - 4.155 - 27.653kr. - 85 % > 27.653 kr. (egenbetaling= 4.850 kr.) - 100 % Beløbsgrænserne i skemaet reguleres hvert år i januar. Tilskudsperioden på ét år starter første gang, man køber tilskudsberettiget medicin, og slutter ét år efter denne dato. En ny periode starter første gang, man køber tilskudsberettiget medicin, efter at den forudgående periode er udløbet. Tilskuddet gives til lægemidlets faktiske pris, medmindre lægemidlet er omfattet af en tilskudsgruppe. Tilskudsgrupper er en gruppering af lægemidler, som har tilskud og indbyrdes kan substitueres. Der er fuldstændigt sammenfald mellem tilskudsgrupper og substitutionsgrupper for tilskudsberettigede lægemidler, dette for at sikre, at patienten kan få udleveret det lægemiddel, der danner grundlag for gruppens tilskudspris (medmindre substitution er fravalgt af lægen eller af patienten selv). I hver tilskudsgruppe findes en tilskudspris, som er ens for alle lægemidler i gruppen. Tilskudsprisen er den laveste pris i tilskudsgruppen. Hvis den fastsatte tilskudspris er mindre end den faktiske pris på det lægemiddel, der udleveres, gives tilskuddet kun til tilskudsprisen. Der gives således kun fuldt tilskud til den billigste synonyme medicin. Det er tilskudsprisen, der tæller med ved opgørelsen i det Centrale Tilskuds Register (CTR). Den del af den faktiske pris, som patienten selv skal betale ved køb af tilskudsberettiget medicin, kaldes patientens egenbetaling. Beregn egenbetaling Kender du patientens CTR-saldo, så kan du udregne patientens egenbetaling på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Henstandsordning Hvis der forventes at CTR-saldo bliver meget høj i løbet af et tilskudsår (omkring 22.000 kr.) kan der oprettes henstandsordning med det lokale apotek. En henstandsordning er en aftale mellem en borger og et apotek, hvor den årlige egenbetaling for tilskudsberettigede lægemidler deles op i 12 lige store dele. Dette betyder at der betales et fast månedlig beløb for medicin. Ordningen oprettes ved direkte kontakt med apoteket, hvor medicinen afhentes. Se endvidere: information-om-henstandsordningen . Tilskud til medicinsk cannabis i forsøgsordningen Tilskud til medicinsk cannabis bliver beregnet separat i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister for Cannabis (CTR-C). De særlige beløbsgrænser for tilskud til cannabis produkter Samlet udgift pr. tilskudsperiode (12 mdr.) Tilskud Egenbetaling 0 - 20.000 kr. 50 % Op til 10.000 kr. 20.000 kr.- 0 % Hele produktets pris Ved gældende terminalbevilling 100 % Ingen egenbetaling Ministeren kan justere grænserne to gange om året. Terminaltilskud (tilskud til døende) Lægemiddelstyrelsen kan efter ansøgning fra den behandlende læge yde 100 % tilskud til lægemidler til døende, når lægen vurderer, at patienten kun kan forventes at leve i kort tid, typisk få uger til få måneder, og hvor hospitalsbehandling med henblik på helbredelse må anses for udsigtsløs. Dette tilskud ydes til alle lægemidler, uanset om lægemidlet er tilskudsberettiget eller ej. En bevilling af terminaltilskud ydes for en periode på 1 år. Lægen skal derfor orientere Lægemiddelstyrelsen skriftligt, hvis patienten mod forventning får det bedre og dermed ikke længere opfylder betingelserne for at opretholde bevillingen. Hvis bevillingen imødekommes, kan apoteket se bevillingen i CTR. Enkelttilskud I særlige tilfælde kan Lægemiddelstyrelsen, efter ansøgning fra den behandlende læge, yde tilskud til et lægemiddel, hvor der ikke ydes generelt tilskud. Det kræver, at lægen begrunder, hvorfor patienten bør behandles med det pågældende lægemiddel. Hvis bevillingen imødekommes, kan apoteket se bevillingen i CTR. Forhøjet tilskud Hvis en patient af medicinske grunde - fx pga. allergi over for et hjælpestof - er nødt til at bruge et lægemiddel, der er dyrere end tilskudsprisen, kan den behandlende læge søge Lægemiddelstyrelsen om forhøjet tilskud, således at tilskuddet beregnes efter lægemidlets faktiske pris i stedet for efter tilskudsprisen. Hvis bevillingen imødekommes, kan apoteket se bevillingen i CTR. Det Centrale Tilskudsregister (CTR) Det er Lægemiddelstyrelsen, som løbende opgør den enkeltes forbrug af tilskudsberettiget medicin og registrerer det i et landsdækkende elektronisk register, CTR. Apotekernes computersystemer er løbende opdateret med oplysninger fra registret, hvilket betyder at de ovennævnte tilskud automatisk fratrækkes prisen, når man køber medicin på apoteket. Sociale tilskud Det er i visse tilfælde også muligt at få hjælp fra kommunen til medicinudgifter. Disse tilskud kaldes sociale tilskud og bevilges i henhold til pensionsloven, lov om aktiv socialpolitik eller lov om social service. Der er forskellige betingelser, som skal opfyldes, for at sociale tilskud kan gives; henvendelse sker til kommunens Socialforvaltning. Læs mere i det generelle afsnit om Medicintilskud - generelle forhold . Endvidere henvises til Lægemiddelstyrelsen: Medicintilskud og medicinpriser.dk .)
Søgeresultater, Sygdomme:
Morbus Menière (Anfaldsbehandling Cinnarizin, som virker som et perifert vestibulært sedativum (hæmmer calciumoptagelsen i de vestibulære sanseceller) og har en sederende antihistaminerg virkning, er effektiv mod vertigo. Profylaktisk, konservativ behandling Ikke-farmakologisk behandling Der er level IV evidens for reduktion af saltindtaget, men ingen evidens for effekten af andre livstilsændringer i form af reduktion af indtagelse af nicotin, chokolade, koffein og alkohol; men vestibulær rehabilitering anbefales (1846) . Farmakologisk behandling Betahistin kan forsøges som medicinsk behandling, men det bør ikke anvendes rutinemæssigt jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières sygdom (4636) , som giver en svag anbefaling mod at anvende betahistin. Evidensen baseres på et Cochrane-review, som ikke kunne påvise bedre effekt af betahistin end placebo (1847) samt et multicenter RCT studie, hvor man ikke kunne påvise en effekt af 2x24 mg betahistin dagligt eller 3x48 mg betahistin dagligt, der adskilte sig fra placebo (3444) . Vælger man at forsøge behandling med betahistin anbefales det jf. National Klinisk Retningslinje om behandling af Menières sygdom, at der planlægges et seponeringsforsøg ved eksempelvis manglende effekt eller efter symptomfrihed allerede ved opstart af behandlingen. Diuretika såsom hydrochlorthiazid og acetazolamid er hyppigt anvendt internationalt til at opnå en reduktion af svimmelhedsanfaldets sværhedsgrad og hyppighed (3445) (3446) . Et Cochrane-review har dog ikke fundet tilstrækkelig kvalitet af de udførte studier til at give evidens for deres effekt på Menière, og brugen er forbundet med potentielt alvorlige bivirkninger, specielt hos ældre (1848) . Ligeså er der ikke fundet egnede studier, som kan understøtte brugen af thiaziddiuretika, og der er en god praksisanbefaling imod at anvende thiaziddiuretika til behandling af Meniére jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières (4636) . Behandling med trommehindedræn og pulserende overtryksterapi Det næste trin på behandlingstrappen er anlæggelse af dræn i trommehinden på det syge øre i 2-3 uger. Behandlingen er en god praksisanbefaling ifølge National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières, da der ikke foreligger studier, der kan dokumentere effekten (4636) . Ved utilstrækkelig effekt af dræn-behandling kan pulserende overtryksterapi (Meniett behandling) overvejes. Evidensen for denne behandling i forhold til placebo vurderes ufuldstændig i et Cochrane-review basseret på 5 RCT studier (3082) . Generelt er der ikke reduktion i antal af vertigo-tilfælde ved overtryksterapi sammenlignet med placebo, men en signifikant subjektiv forbedring af svimmelhedssymptomerne ses ved overtryksbehandling (3082) (3083) . Et RCT-studie af Meniett-behandlingen over for placebo har ikke bekræftet, at Meniett-behandlingen reducerede hyppigheden af eller sværhedsgrad af svimmelheds-tilfælde (4638) . Studiet er medtaget i en ny metaanalyse, som heller ikke kan bekræfte at Meniett-behandlingen signifikant reducerer anfaldshyppighed i forhold til placebo (4639) . En metaanalyse baseret på andre studier end RCT-studier, som ikke er placebokontrollerede viser en signifikant reduktion af svimmelhedsanfald (3080) . Lokal appliceret overtryks behandling bør derfor anvendes med omtanke under hensyntagen til, at placeboeffekten er betydelig. Ifølge National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières er der således også kun en svag anbefaling for brug af overtryksterapi, og det anbefales at aftale et seponeringsforsøg efter en behandlingsperiode (4636) . Intratympanisk steroid behandling Intratympanisk steroidbehandling med dexamethason har vist lovende resultater i et velgennemført men lille placebokontrolleret studie (3079) , men det anbefales i et Cochrane-review af 10 RCT studier med i alt 952 patienter, at yderligere og større placebokontrollerede studier gennemføres med konsensus omkring de valgte outcomes for at tilvejebringe yderligere dokumentation (6278) . Et systematisk review (4637) konkluderer endvidere, at evidensen fortsat er sparsom, og at der er behov for flere studier af høj kvalitet. Jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières er der en svag anbefaling for at overveje behandling med intratympanisk steroid, hvis der er manglende effekt af anden behandling (4636) . Et RCT-studie, som ikke indgår i ovennævnte reviews, sammenligner methylprednisolon med gentamycin, og her fandt man, at methylprednisolon var lige så effektivt til at reducere hyppigheden af svimmelhedsanfald som gentamycin (3462) . Profylaktisk, destruktiv behandling Ved insufficient behandlingseffekt kan der foretages instillation af gentamicin i mellemøret, hvilket er en specialistopgave. Absorption af små mængder gentamicin foregår gennem det runde vindues membran og ødelægger funktionen af både den kokleare og den vestibulære del af det indre øre, om end sidstnævnte er mere følsom for behandlingen. Der er evidens for, at gentamicin effektivt reducerer eller ophæver svimmelhedsanfald hos patienter med Ménières sygdom i forhold til placebo (3447) . Reduktion og ophør af svimmelhedssymptomer opnås hos omkring 40 % af patienterne efter bare en instillation af gentamicin i mellemøret. 10 % af disse får recidiv inden for 5 år og må behandles igen. Der er fortsat behov for placebokontrollerede studier, der kan dokumentere langtidseffekterne af gentamicin behandling (3448) . Et nyere Cochrane review af 5 placebo kontrollerede RCT-studier, der inkluderer 137 patienter, når frem til at evidensen for gentamicin fortsat er usikker, da studierne er små og bruger forskellige outcomes, der vanskeliggør metaanalyser (6279) . På trods af god effekt i forhold til at behandle svimmelhedssymptomerne, så tilrådes forsigtighed med behandlingen, da der er en betydelig risiko for at lave stor skade på en evt. rest-hørelse (3084) . Jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières anbefales gentamicin kun brugt ved manglende effekt af anden behandling og under hensyntagen til evt. risiko for yderligere høreskade (4636) . I behandlingsrefraktære tilfælde kan operative indgreb (vestibulær neurektomi og transmastoidal labyrintektomi) være indicerede. Andre indgreb kan være endolymfatisk sækkirurgi, hvilket der er en svag anbefaling imod at udføre jf. National Klinisk Retningslinje for Menières sygdom (4636) .)
Porfyri (Behandling af milde symptomer Milde symptomer kan ofte behandles af patienten selv med øget indtagelse af sukker (4-6 stykker/time svarende til 10-15 g/time). Ved sukkertilførsel hæmmes det første trin i hæmsyntesen. Det er endvidere vigtigt at eliminere eventuelle udløsende faktorer, som kan vedligeholde eller forværre anfaldet (herunder medikamenter). Hvis dette ikke medfører bedring i løbet af nogle dage, bør indlæggelse på sygehus overvejes. På sygehus er den initiale behandling glucose-infusion (300-400 g/døgn). Behandlingen skal fortsætte, til symptomerne er svundet. Anfaldsbehandling Ved alvorlige anfald eller manglende effekt af glucose kan hæmin benyttes. Hæmin-infusion medfører en negativ feedback hæmning af det første og hastighedslimiterende enzym i hæmsyntesen og bremser således effektivt hæmsyntesen og dermed den excessive porfyrinproduktion. Hæmin infunderes dagligt i en stor vene i op til 4 døgn. Klinisk effekt på smerter og viscerale symptomer sætter ind efter 1-2 døgn, mens effekt på evt. pareser og lammelser er langsommere indsættende og dårligere. Biokemisk kan effekten monitoreres ved daglig måling af ALA og PBG i urinen. Oftest falder ALA og PBG med 50-75 % allerede i løbet af det første døgn og normaliseres efter 4 døgn. Ældre og skrøbelige patienter Der er ikke påvist særlige problemer med administration af hæmin til ældre patienter. Mayo Clinic, USA anbefaler dog opmærksomhed på ældre patienter, da disse ofte er mere tilbøjelige til at have aldersrelaterede problemer med lever, nyrer eller hjerte, hvilket kan kræve forsigtighed og en justering af dosis hos patienter, der modtager hæmin (6904) . Yderligere kan ældre have mere skrøbelige kar, hvorfor man kan overveje CVK fremfor PVK. Givosiran ikke er afprøvet i denne befolkningsgruppe (ENVISION-studiernes deltageres gennemsnitsalder var omkring de 40 år). Langtidsbehandling (op til 48 måneder) viser at det er vigtig med monitorering af følgende faktorer, især hos ældre population, da: nogle deltagere fik leverpåvirkning (15 % med ALAT-stigning) specielt præ-eksisterende nedsat nyrefunktion forblev lidt forværret (20 %) hos alle deltagere med lille fald i eGFR som normaliseredes hos de fleste. Der er registreret homocysteinstigning (15 %) (6905) . Behandling af patienter med hyppigt recidiverende svære akutte porfyrianfald Langt de fleste patienter med akut porfyri oplever heldigvis ingen eller kun få akutte porfyrianfald, når råd og vejledninger følges. Enkelte patienter oplever dog hyppigt recidiverende svære porfyrianfald, som kan være invaliderende og svære at behandle (5269) . Kroniske symptomer Nogle patienter har kronisk aktivering af sygdommen, hvilket resulterer i konstant forhøjet udskillelse af de 2 forstadier i urinen. Disse patienter kan med tiden udvikle mere kroniske, porfyri-relaterede gener, der ofte omfatter muskulære smerter (især i ryg og lænd) samt træthed og kvalme. Hæmin har desværre ikke vist overbevisende effekt som profylaktisk middel mod kroniske porfyri-symptomer. RNAi-teknologi Der er i 2020 udviklet en ny behandling baseret på RNAi (RNA-interferens) teknologi til denne patientgruppe. Givosiran indeholder siRNA, der specifikt hæmmer aminolevulinsyresyntase 1 (ALAS 1) mRNA i hepatocytterne via RNA-interferens, hvilket reducerer ALAS 1-aktiviteten i leveren mod normale niveauer. ALAS 1 er det hastighedslimiterende enzym i porfyrinsyntesen. Givosiran gives subkutant 2,5 mg/kg en gang om måneden, og er i et klinisk kontrolleret 6 måneder varende studie (6906) vist at nærnormalisere porfyrinudskillelsen (ALA og PBG) samt at reducere hyppigheden af akutte porfyrianfald med 90 % sammenlignet med placebo. Et follow-up studium har efterfølgende vist, at givosiran også over 48 måneder er i stand til at hæmme anfaldshyppigheden med 90 % (6905) Effekten af givosiran synes således at være vedvarende. Symptomatisk behandling Symptomatisk medikamentel behandling er oftest nødvendig under anfald. De stærke smerter kræver ofte store doser morfika. Morphin kan anvendes. Mod kvalme evt. metoclopramid eller ondansetron . Hyponatriæmi behandles efter sædvanlige retningslinjer. Takykardi og hypertension kan behandles med små doser propranolol (initialt 10 mg x 3). Mod obstipation anvendes lactulose , ved tarmparese anbefales neostigmin . Til lokalanæstesi anbefales bupivacain . Revurdering af behandling Behandling af et akut porfyrianfald med hæmin-infusion har ofte klinisk effekt efter 24-48 timer, med langsom bedring over de 4 dage infusionerne pågår. Det er vigtigt at identificere evt. udløsende årsager (f.eks. ny medicin eller infektion). Obstipationen kan ofte være ret svær og man bør allerede fra starten have fokus på forebyggende brug af laksantia. Manglende klinisk effekt af hæmin-behandling bør udløse differential-diagnostiske overvejelser. Forebyggelse Patienter med verificeret porfyrianfald (dvs. forhøjet PBG under anfald) tilbydes DNA-analyse, hvis familiens mutation ikke allerede er kendt. Hvis mutationen er kendt, er det relativt enkelt at undersøge, om de øvrige familiemedlemmer også har mutationen og derved er i risiko for at kunne få porfyrianfald. Akutte porfyrianfald forebygges med information om og undgåelse af udløsende faktorer. Vigtig information til patienten og behandlere er viden om hvilke lægemidler, der kan udløse porfyrianfald, og hvilke lægemidler, der oftest tåles. Denne information fremgår ikke af gængse kilder til lægemiddelinformation. Man bør aldrig indlede medicinsk behandling af en person med anlæg for akut porfyri, før man har sikret sig medikamentets status i forhold til porfyri. En opdateret medikamentliste (safety-liste) og informationsdatabase med søgefunktion drives af det norske Nasjonalt Kompetansesenter for Porfyrisykdommer (NAPOS) og findes på drugs-porphyria.org . Databasen drives på vegne af European Porphyria Iniative (EPI). Registrerede lægemidler og stavemåder kan variere mellem landene, men aktuel vurdering af de enkelte lægemidler kan altid ses under info i højre kolonne udfor de enkelte ATC-koder, også selvom lægemidlet ikke er registreret i det pågældende land. Alle registrerede lægemidler er grupperet i fem grupper markeret med pædagogiske farvekoder fra grøn ikke-porfyrinogent (kan anvendes) til rød porfyrinogent. En sjette gruppe (grå) omfatter ikke-klassificerede lægemidler og bør ej heller anvendes. Rådgivning Det danske porfyricenter er baseret på et samarbejde mellem: Endokrinologisk afdeling M, Odense Universitetshospital (diagnostik og behandling samt rådgivning) Afdeling for Bioprøver og Biokemi, Odense Universitetshospital (biokemiske analyser samt rådgivning) Klinisk Genetisk Afdeling, Odense Universitetshospital (DNA-diagnostik og genetisk rådgivning) Dermatologisk Afdeling I, Odense Universitetshospital (kutane porfyrier).)
COVID-19 (vaccination) (CoronaVirus Infectious Disease 19 (COVID-19) er betegnelsen for sygdommen forårsaget af et nyt coronavirus, Severe Acute Respiratory Coronavirus 2 (SARS-CoV-2). Siden december 2019 har SARS-CoV-2 spredt sig fra Wuhan, Kina, til resten af verden. COVID-19 pandemien har manifesteret sig både globalt og i Danmark i bølger med forskellige dominerende varianter, den originale Wuhan-stamme, Alpha, Delta og senest Omicron. Globalt er der mere end 750 millioner bekræftede tilfælde og næsten 7 millioner dødsfald. I Danmark var der per 25. september 2022 omkring 3,3 millioner bekræftede tilfælde og ca. 7.000 dødsfald. Dødeligheden var initielt 0,7-1 %, men er i 2022 faldet til under 0,1 %. Siden juni 2022 har undervarianter af Omicron-varianten været dominerende, senest Omicron JN.1. Vacciner Der er på nuværende tidspunkt seks COVID-19 vacciner (Comirnaty, Spikevax, Nuvaxovid, COVID-19 Vaccine Valneva (udgået aug. 2024), Jcovden (ikke markedsført i DK) og Vaxzevria (udgået Nov. 23)), der har fået en betinget godkendelse i EU, herunder også i Danmark. Disse har tidligere været baseret på den originale Wuhan-stamme, men der er siden godkendt flere variantopdaterede mRNA-vacciner, senest Comirnaty JN.1 (og Comirnaty LP.8.1) og Spikevax JN.1. Man har de seneste år kun anvendt mRNA-vaccinerne i det nationale vaccinationsprogram. I sæsonen 2024/2025 anvendes Comirnaty JN.1. SARS-CoV-2 udtrykker på overfladen et Spike-protein (S-protein), som det bruger til at binde sig til angiotensin-konverterende enzym 2 (ACE2) -receptoren og inficere humane celler. Mere end 95 % af COVID-19 patienter har efter infektion neutraliserende antistoffer rettet mod S-proteinet, som beskytter dem mod infektion. Stort set alle COVID-19 vacciner bruger derfor S-proteinet som antigen. Vaccinerne anvender forskellige teknikker til at præsentere antigenet: rekombinant S-protein, virus-lignende-partikel (VLP), inaktiveret/dræbt virus, levende svækket virus, vektorbaserede vacciner og mRNA-vacciner. Virkningsmekanisme mRNA vacciner Comirnaty (gamle varianter XBB.1.5 og BA.4-5) (Pfizer/BioNTech) og Spikevax® (tidligere COVID-19 Vaccine Moderna) er de første vacciner, der er blevet betinget godkendt i Danmark til vaccination mod Covid-19. Både Comirnaty og Spikevax er mRNA-vacciner og er de første vacciner udviklet med denne teknik. mRNA-vaccine er en ikke-infektiøs vaccineteknologi og indeholder hverken aktivt eller inaktivt virus. Det vil sige, at der ikke er risiko for infektion ved vaccination. ”Vaccineantigenet” i hætteglasset består af let modificeret messenger-RNA (mRNA), indlejret i et beskyttende lag af nanolipid, som koder for det spike-protein, som sidder på overfladen af SARS-CoV-2, og som i kroppen udgør det antigen, der genkendes af det humane immunsystem. Efter injektion i en muskel vil mRNA blive optaget i celler, hvorfra det føres til cellens proteinsyntesecenter (ribosomer). Dette vil læse mRNA-koden via såkaldt translation, og cellerne vil midlertidig producere spike-protein. Spike-proteinet præsenteres derefter for både B- og T-celler, hvilket betyder, at kroppen via B-lymfocytter danner neutraliserende antistoffer, og at der dannes et specifikt T-celle-medieret immunrespons. mRNA bliver i kroppen nedbrudt via de normale cellulære nedbrydningssystemer kort tid efter, at cellen er færdig med at bruge mRNA-koden. Vektorbaserede vacciner I vektorbaserede vacciner indsættes den genetiske kode for spike-protein i et virus, der ikke giver sygdom. Efter vaccination optages virusvektoren i cellerne, hvor den frigiver det kodende DNA i cellekernen, hvor der produceres mRNA. Dette mRNA transporteres igen ud af cellekernen og translateres, så cellerne midlertidig vil producere spike-protein. Spike-proteinet præsenteres efterfølgende på cellens overflade og vil dermed aktivere den vaccineredes immunsystem og inducere produktion af beskyttende antistoffer samt udløse et specifikt cellulært (T-celle-medieret) immunrespons mod SARS-CoV-2. Rekombinante vacciner Nuvaxovid er den første rekombinante adjuverede vaccine mod COVID-19, der har fået betinget godkendelse i Danmark. Vaccinen indeholder oprenset rekombinant fuldlængde SARS-CoV-2 Spike-protein, der er stabiliseret i sin præfusionskonfirmation samt det saponin-baserede Matrix-M adjuvans. Matrix-M fremmer aktiveringen af det innate immunsystem og øger det specifikke immunrespons mod Spike-proteinet. Efter injektion i en muskel medfører de to vaccinekomponenter både et humoralt og cellulært immunrespons mod Spike-proteinet, hvilket medfører beskyttelse mod COVID-19. Immunisering Comirnaty (gamle varianter XBB.1.5 og BA.4-5) (Pfizer/BioNTech) blev initialt godkendt til vaccination af personer på 16 år og ældre, men er nu også godkendt til brug til børn/unge 12-15 år. Desuden har EMA 26. november 2021 godkendt Cominarty® til børn i alderen 5-11 år. Dosis for sidstnævnte er en tredjedel af voksendosis 10 mikrogram mod 30 mikrogram vaccineantigen. Sundhedsstyrelsen anbefaler at gravide i 2 eller 3 trimester vaccineres. Primærvaccination med de gamle varianter omfattede to doser dybt intramuskulært i m. deltoideus med 21 dages interval. Vaccinen har i registreringsstudiet vist at give ca. 95 % beskyttelse mod symptomatisk COVID-19 hos personer over 16 år. Der kan først forventes fuld beskyttelse 7 dage efter 2. vaccinedosis, men i godkendelsesstudierne så man allerede en beskyttelse på 52 % mellem 1. og 2. vaccinedosis (5263) . Den mediane opfølgningstid var kun 2 måneder. Cominarty® er godkendt til revaccination af personer over 12 år tidligst 3 måneder efter andet stik i det primære vaccinationsprogram. Der kan revaccineres med fuld dosis (0,3 ml). Sundhedsstyrelsen anbefaler revaccination 3 måneder efter 2. stik. Desuden kan der gives en tredje dosis, som en del af primærvaccination, til svært immunsvækkede over 12 år, tidligst 28 dage efter anden dosis. Cominarty® Original/Omicron BA.1 er kun godkendt til revaccination af voksne og unge fra 12 år, der tidligere er primærvaccineret. Der skal være et minimumsinterval på 3 måneder fra primær- eller boostervaccination. Comirnaty ® JN.1 er godkendt til vaccination mod COVID-19 af voksne og børn fra 6 måneder. Vaccinen findes i forskellige formuleringer og doseringer: Til voksne og unge over 12 år: En dosis (0,3 ml) indeholder 30 mikrogram Bretovameran COVID-19 mRNA-vaccine. (Grå hætte). Til børn fra 5 år til og med 11 år: En dosis (0,3 ml) indeholder 10 mikrogram Bretovameran COVID-19 mRNA-vaccine. (Blå hætte). Til børn 6 måneder til og med 4 år: En dosis (0,3 ml) indeholder 3 mikrogram Bretovameran COVID-19 mRNA-vaccine. (Gul hætte) Booster-vaccination med Comirnaty ® JN. 1 kan tidligst ske 3 måneder fra sidst givne dosis COVID-vaccine. Myocarditis og perikarditis ses i sjældne tilfælde efter vaccination med Cominarty®. Tilfældene er primært set hos yngre mænd under 30 år, og forekommer hyppigere efter 2. dosis end 1. dosis. I de fleste tilfælde forsvinder symptomerne spontant, og der er gode behandlingsmuligheder. Spikevax® (tidligere COVID-19 Vaccine Moderna) blev initialt godkendt til vaccination af personer på 18 år og ældre, men er efterfølgende også blevet godkendt til brug til børn/unge 12-17 år. Desuden har EMA 24. februar 2022 godkendt Spikevax til brug til børn 6-11 år. Spikevax JN.1 er dog godkendt til vaccination af børn fra 6 måneder. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide i 2. eller 3. trimester og ammende vaccineres. Primær vaccination med de originale varianter omfattede to doser dybt intramuskulært i m. deltoideus med 28 dages interval. Vaccinen har i registreringsstudiet vist at give ca. 94 % beskyttelse mod symptomatisk COVID-19 hos personer over 18 år. Der kan først forventes fuld beskyttelse 14 dage efter 2. vaccinedosis, men i godkendelsesstudierne er der observeret omkring 80 % beskyttelse efter 1. dosis (5278) . Den mediane opfølgningstid var kun 2 måneder efter 2. vaccinedosis. Spikevax® er blevet godkendt til revaccination af personer på 12 år eller ældre givet mindst 3 måneder efter primærvaccination. Til revaccination anvendes halv dosis, 50 mikrogram. Sundhedsstyrelsen anbefaler revaccination 3 måneder efter 2. stik. Der kan gives en tredje dosis Spikevax ® , som en del af primærvaccination, til svært immunsvækkede på 6 år eller derover, tidligst 28 dage efter anden dosis. Spikevax ® bivalent Original/Omicron BA.1 er kun godkendt til revaccination af voksne og unge fra 12 år, der tidligere er primærvaccineret. Der skal være et minimumsinterval på 3 måneder fra primær- eller boostervaccination. Spikevax ® JN.1 er godkendt til vaccination mod COVID-19 af voksne og børn fra 6 måneder. Boostervaccination kan tidligst ske 3 måneder fra sidst givne dosis COVID-vaccine. Spikevax JN.1 anvendes ikke i det generelle gratis vaccinationsprogram. Myocarditis og perikarditis ses i sjældne tilfælde efter vaccination med Spikevax®. Tilfældene er primært set hos yngre mænd under 30 år, og forekommer hyppigere efter 2. dosis end 1. dosis. I de fleste tilfælde forsvinder symptomerne spontant og der er gode behandlingsmuligheder. Da nogle studier tyder på at der er en øget risiko for myokarditis og perikarditis efter vaccination med Spikevax sammenlignet med Comirnaty®, har Sundhedsstyrelsen anbefalet at børn og unge under 18 år vaccineres med Comirnaty®. De der er primært vaccineret med Spikevax kan dog revaccineres med Spikevax. EMA har 20. december 2021 givet Nuvaxovid® betinget markedsførelsestilladelse. Nuvaxovid er godkendt til vaccination mod COVID-19 forårsaget af SARS-CoV-2-virus hos voksne (≥ 18 år). Der gives to doser dybt intramuskulært i m. deltoideus med 21 dages interval. Vaccinen har i registeringsstudierne (5593)(5594) vist at give ca. 90 % beskyttelse mod symptomatisk COVID-19 hos personer over 18 år over en periode på tre måneder. Ingen i vaccinegruppen blev indlagt med eller døde af COVID-19. Der kan først forventes fuld beskyttelse 7 dage efter 2. vaccinedosis. Alfa-varianten (B.1.1.7) var den dominerende variant i opfølgningsperioden. Infektion efter vaccination og vaccineeffektivitet De første godkendte COVID-19 vacciner er alle baseret på den originale SARS-CoV-2 variant, Wuhan-Hu-1. SARS-CoV-2 muterer løbende og erhverver mutationer i S-proteinet, hvilket kan medføre øget smitsomhed og/eller nedsat følsomhed for neutraliserende antistoffer. Dette kan medføre lavere vaccineeffektivitet både over for infektion med SARS-CoV-2 og mod symptomatisk COVID-19. Der cirkulerer globalt allerede flere såkaldte variants of concern. Hidtil anvendte vacciner har vist nedsat effekt over for flere varianter, det gælder for Delta-varianten, men især Omikron-varianten. Delta-varianten var indtil december 2021 været den dominerende i Danmark, men er blevet udkonkurreret af Omikron-varianten. Sundhedsstyrelsen vurderede initialt, at der var beskyttende immunitet i mindst 12 måneder hos de fleste personer, der er færdigvaccinerede. Nyere data viser, at vaccineeffektiviteten er maksimal omkring 2 måneder efter vaccination og herefter falder over tid, især hos ældre over 65 år. Efter 6 måneder er der betydelig reduceret effektivitet mod infektion med SARS-CoV-2, mens der forsat er god beskyttelse mod indlæggelseskrævende COVID-19. Efter primærvaccination er mRNA-vaccinernes effektivitet mod alvorlig COVID-19 forårsaget af Delta og Omikron således forsat omkring henholdsvis 90 % og 70 %. Gennembrudsinfektion er set hos 35) Personer med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, der ifølge lægens vurdering medfører, at covid-19 eller influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko** Gravide i 2. eller 3. trimester*** Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller børn i øget risiko for alvorlig covid-19 eller influenza * Fx personer med immunglobulindefekter, organ- eller stamcelletransplantation, kræft i behandling med kemoterapi eller personer i anden immundæmpende behandling. ** Fx personer med alvorlig reumatologisk sygdom, alvorlig neurologisk sygdom, korttarmssyndrom, personer med svær psykisk lidelse, Downs syndrom eller svært misbrug. *** Gravide, der ikke tidligere er vaccineret mod COVID-19 eller som har øvrige risikofaktorer for et alvorligt forløb med COVID-19, anbefales COVID-19-vaccination fra 1. trimester. Børn og unge under 18 år, der er i særligt øget risiko for et alvorligt forløb med COVID-19, kan blive vaccineret efter en konkret, individuel vurdering af en speciallæge i pædiatri (børnelæge).)
Hjerteinsufficiens hos børn (Definition og epidemiologi Pædiatrisk hjertesvigt (HF) er et klinisk syndrom karakteriseret ved utilstrækkelig evne til at opretholde tilstrækkelig cardiac output eller normale fyldningstryk. Mens hjertesvigt hos voksne primært er relateret til iskæmisk hjertesygdom, dominerer medfødte hjertefejl (CHD), kardiomyopatier og myokarditis i den pædiatriske population. Forekomsten estimeres til 0,9-7,4 pr. 100.000 børn årligt. Mortaliteten ved indlæggelse varierer fra 7-26 % afhængig af præsentationsgrad. Genetiske, epigenetiske og molekylære faktorer spiller formentlig en væsentlig rolle for udvikling og progression af hjertesvigt hos børn. Ætiologi Medfødte hjertefejl (CHD) CHD er den hyppigste årsag til hjertesvigt hos børn. Mekanismerne omfatter volumenbelastning (VSD, PDA), trykbelastning (aortastenose, coarctatio), koronarabnormiteter (ALCAPA) og komplekse CHD såsom single ventrikler. Kardiomyopatier Dilateret-, hypertrofisk- og restriktiv kardiomyopati medførerende primært systolisk og/eller diastolisk dysfunktion. Myokarditis Ofte viral, men nyere data beskriver også myokarditis relateret til SARS-CoV-2 og mRNA-vacciner. Præsentationen spænder fra mild, subklinisk sygdom til kardiogent shock. Andre årsager Arytmier, metaboliske og endokrine sygdomme, anæmi, kemoterapiinduceret kardiotoksicitet samt sepsis. Kliniske manifestationer Symptomerne varierer med alder. Børn er generelt bedre til at kompensere i længere tid end voksne. Spædbørn og mindre børn: dårlig trivsel, svedtendens ved amning, takypnø, irritabilitet, hepatomegali. Større børn: træthed, dyspnø ved aktivitet, palpitationer, ødemer, nedsat udholdenhed. Myokarditis kan præsentere med brystsmerter, arytmier eller pludselig kardiel dekompensation. Diagnostisk udredning og klassifikation Laboratoriemarkører: BNP og NT-proBNP anvendes til vurdering af fyldningstryk og mistanke om HF, men skal tolkes alderskorrigeret. EKG og røntgen thorax: Et abnormt EKG (hypertrofi, belastning, iskæmi) eller røntgen thorax med kardiomegali eller tegn på stase kan indikere HF og bør lede til ekkokardiografi. Ekkokardiografi: Førstevalgsundersøgelse til vurdering af strukturel anatomi og funktionel vurdering. Hjerte-MR: Centralt ved vurdering af myokarditis (ødem, LGE), infiltrativ sygdom og remodellering. Genetisk udredning: Indikeret ved kardiomyopati eller kompleks CHD. Genetik kan hjælpe med risikostratificering og fremtidig behandlingsstrategi. Klassifikation Selvom EF-baserede kategorier hidrører fra voksne, kan følgende anvendes praktisk hos børn: HFrEF: LVEF 50 % Modificeret NYHA-lignende funktionsklasse for børn Pædiatrisk funktionsklasse Beskrivelse I Ingen symptomer ved almindelig aktivitet; normal trivsel/vækst. II Symptomer ved lettere aktivitet: hurtig udmattelse, takypnø ved leg. III Symptomer ved minimal aktivitet: problemer med amning, gang i kort afstand, tydelig træthed. IV Symptomer i hvile, behov for ernæringsstøtte/ilt; tegn på cirkulatorisk kompromis.)
Smerter set fra et bio-psyko-socialt perspektiv (Den biomedicinske versus den bio-psyko-sociale sygdomsmodel En konceptuel sygdomsmodel kan beskrives som en ramme til forståelse af sygdom, baseret på en række teoretiske ideer som desuden guider, hvordan forskning i sygdom praktiseres. Den biomedicinske (BM) sygdomsmodel opstod i det nittende århundrede i kølvandet på de tekniske fremskridt, der gjorde det muligt at forske i patofysiologiske forandringer som mulige forklaringer på en række kendte sygdomme. Ud fra den BM-model antages der at være en forudsigelig og universel sammenhæng mellem biologiske afvigelser og symptomer hos de ramte individer, hvorimod modellen ikke tager højde for personlige faktorers betydning for, hvordan sygdom kommer til udtryk. Den BM-model har været dominerende i den vestlige verden de seneste to århundreder, og er det stadig i dag på trods af de åbenlyse begrænsninger modellen har (6030) . Fra midten af det tyvende århundrede begyndte en mere systemisk tankegang at vinde indpas, og flere forskere foreslog, at biologiske systemer aldrig fungerer isoleret, men altid er påvirket af omgivelserne. I forlængelse af denne debat foreslog George Engel i 1977 den bio-psyko-sociale (BPS) model som erstatning for den BM-model. Engel bruger begrebet ”illness model” frem for ”disease model”, en sproglig sondring som ikke findes på dansk, men som illustrerer en meget bredere forståelse for sygdom end i den BM-model. I modellen antages det, at sundhed afhænger af graden af både intra- og inter- systemisk harmoni, som kan forstyrres på mange forskellige niveauer, fx på celle-, organ-, individ- eller samfundsniveau. I den BPS-model fokuseres på individets oplevelse af sygdom, hvorved modellen rummer, at personer med målbare patofysiologiske afvigelser måske ikke føler sig syge, hvorimod andre personer ikke føler sig raske på trods af, at der ikke kan påvises biologiske forandringer. Det afgørende bliver derfor, hvorvidt en person søger behandling i sundhedssystemet og derved påtager sig sygerollen. Ifølge den BPS-model må lægen/behandleren, ud over udredning for patofysiologiske eller biologiske afvigelser, også interessere sig for den dysfori eller dysfunktion, som har ført patienten til læge/behandler, samt være interesseret i hvilke psykologiske eller sociale faktorer der kan have spillet ind på patientens sygdomsopfattelse (6031) (6032) . Hvad er smerter? Den internationalt anerkendte definition på smerter er: ”En ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med, eller som ligner hvad der forbindes med, vævsskade eller truende vævsskade” Terminology | International Association for the Study of Pain (iasp-pain.org). Ud fra smertedefinitionen er smerte altså en ubehagelig oplevelse, som både har en sensorisk og en emotionel komponent, og som desuden kan være til stede på trods af manglende vævsskade. Smerte er altså et yderst komplekst fænomen, som ikke kan rummes af en BM-forståelses model. Denne kompleksitet kan derimod fint rummes af den BPS-model. Smertesystemet kan overordet beskrives som en række af forskellige neurobiologiske processer, herunder: aktivering af perifere sensoriske nervefibre transmission til cortex modulation på medulært og/eller cortikalt niveau og tolkning og bevidstgørelse (6033) . Disse processer er dog ikke hierarkiske, og smerte kan fx også induceres uden aktivering af perifere nerveimpulser. Især ved akutte smerter vil der typisk være tale om aktivering af perifere nociceptive nervefibre, men perifer eller central sensibilisering kan medføre, at andre typer af sensoriske nervefibre også kan transmittere smertesignaler. Signalerne sendes via rygmarven både til sensomotorisk cortex og til kortikale områder, som er involveret i emotionel regulering og kognitiv evaluering. Den sensoriske komponent af smerten (smertesensationen) omfatter smertens lokalisation, intensitet og karakter. Den emotionelle komponent (lidelsen) omfatter både en kognitiv evaluering (fare), et autonomt respons (øget arousal) og et emotionelt ubehag (frygt). Signalerne bliver moduleret på medullært og/eller kortikalt niveau, hvor de kan dæmpes eller forstærkes. Endelig bearbejdes og tolkes alle disse informationer i netværk i hjernen (salience/filter netværk), hvorved de bevidstgøres og integreres til en smerteoplevelse (6033) . Set fra et evolutionært perspektiv har smertesystemet en vigtig funktion i forhold til at sikre vores overlevelse. Især akutte smerter har en oplagt adaptiv funktion, idet nociceptive signaler fra skadet eller nærved skadet væv sikrer et tilpasningsrespons, som forebygger yderligere skade og sikrer optimale betingelser for heling. Smertesystemet skal dog ikke blot beskytte os her og nu, men har også til opgave at forebygge fremtidige skader. Tidligere erfaringer med smerter eller socialt tillærte erfaringer kan derfor medføre, at smertesystemet bliver mere sensitivt. Dette fænomen kaldes populært ”røgalarms princippet”. Evolutionært set opvejes ulempen ved mange evt. falske alarmer af fordelen ved at registrere en regulær fare rettidigt (6034) . Eksempel 1: Hans H. 45 år Hans får pludseligt ondt i ryggen under havearbejde. Han har for 5 år siden haft en diskusprolaps i lænderyggen, som det tog 6 måneder at komme sig over. Smerterne i ryggen minder meget om smerterne fra dengang, og han skynder sig at stoppe med havearbejdet. Hans går straks i seng og tager noget smertestillende. Hans er bange for, at han kan provokere en ny diskusprolaps, hvis han gør de forkerte bevægelser, og han vælger at sygemelde sig den næste uge. Hans kone er også meget bekymret og overtager hans opgaver i familien, så Hans kan hvile sig. Eksempel 2: Grete G. 38 år Grete får pludseligt ondt i ryggen, mens hun er til fitness træning. Grete har før prøvet at få et hold i ryggen, og sidst fik hun at vide af sin massør, at det var godt at bevæge sig for at løsne låsninger i ryggens led. Grete fortsætter derfor sin træning stille og roligt, mens hun forsøger at undgå øvelser, der provokerer smerterne. Efter træning går hun i sauna, og hun kan mærke, at det lindrer lidt. På vej hjem fra træning er Grete ved godt mod, og tænker at det nok bare vil tage et par dage, før smerterne er bedre. Hun udfører sine opgaver i familien, som hun plejer. Når en person oplever smerter, vil det føre til et adfærdsmæssigt respons, som er formet af mange faktorer, herunder personens tolkning af smerternes betydning, generelle overbevisninger om smerter, kognitive faktorer (fx katastrofetanker) og emotionelle faktorer (fx negativ affekt). Denne adfærd vil yderligere kunne forstærkes af sociale faktorer (fx adgang til social støtte) eller miljømæssige faktorer (fx konsekvenser af adfærden). Smerteadfærd er derfor ikke altid adaptiv, og kan som konsekvens af alle de ovenfor nævnte faktorer blive dysfunktionel i stedet. Dysfunktionel smerteadfærd kan ved langvarige smertetilstande medføre et funktionstab, der kan stå i væsentlig kontrast til de rent fysiske forandringer (6035) . Dette understreger igen, hvorfor vi kommer til kort med den BM-model, når det gælder smerter. Forståelse af smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv Udover at smerter altid har en kognitiv/emotionel komponent og er ledsaget af smerteadfærd, påvirker forskellige kognitive, emotionelle, adfærdsmæssige og sociale faktorer smerteoplevelsen i en positiv eller negativ retning (tabel 1). De vigtigste af disse faktorer beskrives kort i det følgende. Tabel 1. Eksempler på kognitive, emotionelle, adfærdsmæssige og sociale faktorer der påvirker smerteoplevelsen og funktionsniveauet Kognitive faktorer Emotionelle faktorer Adfærdsmæssige faktorer Sociale faktorer Beskyttende faktorer Positive overbevisninger om smerter Tillid til egen mestring Kognitiv fleksibilitet Positiv affekt Resiliens over for stress Tryg tilknytning Fleksible strategier Fleksibel balance mellem aktivitet og hvile Fysisk aktivitet God søvn Høj grad af social støtte Højt uddannelses niveau Økonomisk sikkerhed Forværrende faktorer Smerte katastrofering Følelse af hjælpeløshed Kognitiv ufleksibel Negativ affekt Angst Frygt Depression PTSD Utryg tilknytning Ufleksible strategier Undgåelses mønster* Overaktivitets mønster* Beskyttende muskelværn (guarding) Lav grad af social støtte Dysfunktionel støtte Lavt uddannelses niveau Økonomisk usikkerhed * se beskrivelse under afsnit om avoidance-endurance modellen Emotionelle og kognitive faktorers betydning Smertens primære emotionelle komponent er frygt, som er med til at aktivere et stress respons, der skal gøre os parat til handling (kamp/flugt) i tilfælde af fare. For at der kan foregå en hurtig og effektiv tolkning af, om smerter repræsenterer en trussel, foretager hjernen en automatisk kognitiv evaluering på baggrund af tillærte erfaringer, overbevisninger og forventninger. En person med negative erfaringer kan have en tillært overbevisning om, at smerter betyder, at der er noget alvorligt galt, hvorimod en anden person med positive erfaringer i stedet kan have en tillært overbevisning om, at smerter er en nødvendig konsekvens af livet. Tillærte overbevisninger vil påvirke disse personers adfærd, som kan variere fra ”jeg må passe meget på mig selv”, til ”det skal trænes væk”. Det betyder, at den præcist samme fysiske skade kan give anledning til meget forskellig tolkning og adfærd fra person til person afhængigt af den kognitive evaluering (6035) . Frygt er som regel et kortere varende respons på smerter, men kan afløses af en mere vedvarende bekymring, som øger opmærksomheden på smerterne og dermed kan forstærke dem. En af de mest velkendte og velundersøgte fænomener, som kan forstærke smerteoplevelsen og medføre et dysfunktionelt adfærdsmæssigt respons, er smerte katastrofering (pain catastrophizing) (6036) . Smerte katastrofering er defineret som et negativt tankemønster, som aktiveres i forbindelse med smerte eller truende smerte. Kerne symptomerne er: magnifikation rumination og oplevelse af hjælpeløshed. En person med dette tankemønster, vil have øget negativ opmærksomhed rettet mod smerter og vil have tendens til at tolke relativt neutrale signaler som katastrofale. Smerte katastrofering er associeret med en dårlig prognose for at få et positivt resultat efter kirurgi, og med en øget risiko for at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter (6035) (6036) . Der er udviklet spørgeskemaer til at identificere smerte katastrofering, som også er oversat til dansk (6037) . Som konsekvens af negative overbevisninger, katastrofetanker og/eller dysfunktionel smerteadfærd er langvarige smerter ofte ledsaget af negative affekter som fx håbløshed, frustration, angst m.m. Hos personer, som i forvejen har en psykisk lidelse præget af negativ affekt (angst, depression), kan smerteoplevelsen forstærkes og øge risikoen for, at akutte smerter udvikles til kroniske smerter. Der ser ud til at være en særlig stærk sammenhæng mellem forekomsten af PTSD og øget risiko for udvikling af langvarige smerter og smerterelateret funktionsnedsættelse. Det er derfor vigtigt at kunne vurdere om en patient, som søger behandling for smerter, har depression, angst eller PTSD, idet relevant behandling heraf potentielt kan forbedre prognosen for behandlingen af smerterne (6035) (6036) . Hans H. 45 år, fortsat: Der er gået 5 måneder, siden Hans fik smerter i ryggen under havearbejde. Hans er blevet scannet, og der er ikke fundet nogen diskusprolaps, men Hans har fået at vide, at der er noget slidgigt i ryggen. Han har trods de gode nyheder alligevel fået mere ondt i ryggen. Hans er meget bekymret for smerterne, og for at de betyder, at hans ryg er blevet svag pga. slidgigt og den tidligere diskusprolaps. Han kan nu klare de lettere opgaver i familien, men hans kone har overtaget støvsugningen og gulvvask. Hans er stadig sygemeldt fra sit arbejde, og han føler, det hele er håbløst. Han er bekymret for sin fremtid og for familiens økonomi. Grete G. 38 år, fortsat: Der er gået 5 måneder, siden Grete fik smerter i ryggen under fitness træning. Grete har ikke fået det bedre med smerterne endnu. Grete har været hos kiropraktor og fået manipulation, og kiropraktoren har forsikret hende om, at der ikke er noget alvorligt galt med ryggen. Grete går også til massør hver uge, og får at vide at hendes muskler er meget spændte. Det virker rigtigt godt med massage, men kun et par dage. Grete er ikke bekymret for, at der er noget galt med ryggen. Grete er vokset op med en mor, der havde kroniske smerter, og Grete oplevede sin mor som svag, og sådan ønsker hun ikke selv at være. Grete har meget, hun gerne vil nå, hun er glad for sit arbejde i en tøjbutik, hun elsker sin fitness træning, hun kan bedst lide, når der er rent og ryddeligt derhjemme, og Gretes mor ringer ofte og har brug for hjælp. Grete kan sagtens ignorere sine smerter for at klare sit arbejde, træne som hun plejer, og holder rengøringsstandarden højt derhjemme. Grete må dog ofte bruge hele weekenden på at hvile sig, fordi smerterne bliver værre og værre i løbet af ugen, og hun har måttet melde afbud til flere fester. Grete bryder sig ikke om at ligge på sofaen, det minder hende om hendes mor. Smerteadfærd Den adfærd, en person udviser som følge af smerter, vil ofte være konsekvensen af, både hvordan den specifikke smerte tolkes og mere generelle overbevisninger om smerter, som er tillært via egne eller pårørendes erfaringer. Adfærd vil typisk blive forstærket, hvis den har en umiddelbar positiv effekt, som fx færre smerter eller oplevelse af øget social støtte. Ved langvarige smertetilstande kan der opstå det problem at adfærd, der var hensigtsmæssig i den akutte fase (fx aflastning og medicin), kan blive dysfunktionel på længere sigt. Her er det afgørende, at personen har adgang til fleksible (adaptive) strategier. Den mest velbeskrevne model, til forståelse for hvordan en dysfunktionel strategi kan øge risikoen for, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter, er fear-avoidance modellen . Modellen beskriver, hvordan emotionelle og kognitive faktorer (frygt, angst, katastrofering) kan føre til undgåelse af aktiviteter, der udløser eller forventes at udløse smerter med fysisk dekonditionering til følge, som via en tillært forstærkning medfører øgede smerter og progredierende funktionstab. Senere er modellen udvidet til avoidance-endurance modellen , hvor overaktivitet (endurance) beskrives som en anden dysfunktionel strategi. Med overaktivitet menes, at aktiviteter udføres trods smerteøgning, og at patienten undgår at restituere på grund af angst for at være syg. Undgåelsesmønstret er vist at være associeret med øget smerteniveau, dårligere psykisk helbred og højre grad af funktionsbegrænsning. Patienter med overaktivitetsmønster klarer sig dårligere end patienter med et fleksibelt adaptivt mønster, men klarer sig generelt bedre end patienter med undgåelsesmønsteret (6038) (6039) (6040) . Figur 1. Undgåelse versus overaktivitet. Adapteret efter avoidance-endurance modellen Andre faktorer Social støtte Social støtte er defineret som oplevelsen af at være holdt af og have adgang til omsorg fra andre. Mange studier peger på, at god social støtte kan påvirke smerteoplevelsen direkte (fx øget tolerance overfor eksperimentel smerte) eller indirekte (fx via øget stress tolerance) (6041) . Der er dog også studier, der peger på, at visse typer af omsorg kan have en negativ effekt, dette gælder særligt hvis de pårørende som en del af omsorgen overtager funktioner for patienten, i stedet for at patienten får støtte til at kunne mestre disse selv. Hos patienter der lever i et parforhold, er både smerteoplevelsen og evnen til egen mestring vist at kunne påvirkes negativt af psykologiske forhold hos partneren. Dette er blandt andet vist for smerte patienter med en partner, der har et utrygt tilknytningsmønster eller som har depressive symptomer (6036) (6041) . Tilknytningsmønster Mange studier peger på, at et utrygt tilknytningsmønster er associeret med øget smertefølsomhed (fx ved eksperimentelt påført smerte) og med forekomsten af kroniske smerter (6042) . Tilknytningsmønstre udvikles i den tidligere barndom afhængigt af de primære omsorgsgiveres evner til at støtte barnets emotionelle regulering. Hvis barnet får optimal emotionel omsorg, udvikles et trygt tilknytningsmønster. Et utrygt tilknytningsmønster opstår, hvis barnet enten lærer at overregulere (undgående mønster) eller underregulere (ængsteligt mønster) sine følelser. Nogle udvikler en blanding af de to mønstre (ængsteligt-undgående). Disse tilknytningsmønstre er relativt stabile gennem livet og aktiveres, når en person udsættes for indre trusler (fx smerter) eller ydre trusler (fx økonomisk usikkerhed). Et utrygt tilknytningsmønster kan medføre en manglende tillid til egne mestringsevner, men kan også betyde utryghed i forhold til den sociale støtte. Begge dele kan påvirke både smerter og adfærd. Meget tyder desuden på, at patienter med et utrygt tilknytningsmønster oplever større afhængighed (ængsteligt mønster) eller nedsat tillid (undgående mønster) til behandlere, hvilket øger risikoen for dårligere behandlingseffekt (6042) (6043) . Traumatiske livsbegivenheder Mange studier har påvist, at der er en stærk association mellem kroniske smerter og forekomsten af traumatiske livsbegivenheder i barndommen (6036) . Dette gælder både fysiske traumer (fx sygdom, ulykker, kirurgi, indlæggelser, smertefulde procedurer mm.) og psykiske traumer (fx adskillelse fra forældre, tab af forældre, skilsmisse, omsorgssvigt, overgreb mm). Fysiske eller psykiske traumer senere i livet øger også risikoen for udviklingen af kroniske smerter (6036) . 3P-modellen Engel’s bio-psyko-sociale sygdomsmodel tilbyder en overordnet beskrivelse af, at biologiske og psykosociale faktorer spiller sammen, når et individ oplever at være syg eller at have et behandlingsbehov. Nyere konceptuelle modeller er siden udviklet, hvor det i højere grad beskrives, hvordan disse faktorer påvirker udvikling og vedligeholdelse af sygdom. I 3P-modellen, som oprindeligt blev udviklet som en model til forståelse af insomni, konceptualiseres hvordan biologiske, psykologiske og sociale faktorer kan fungere både som prædisponerende ( P redisposing ), udløsende ( P recipitating ) eller vedligeholdende ( P erpetuating ) faktorer, samt hvordan disse faktorer kan have en kumulativ effekt, i forhold til risikoen for kronificering (6044) . Figur 2. Prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer for udvikling af kroniske smerter. Adapteret efter 3P-modellen Modellen er også konceptualiseret i forhold til at forstå kroniske smertetilstande, hvor niveauet af symptomer og graden af nedsat funktionsniveau ofte står i kontrast til de objektive fund. I modellen peges på, at behandling kan ske ved at forsøge at påvirke de bio-psyko-sociale faktorer, som ser ud til at vedligeholde smerterne (6045) . Der er nu gået over et år, siden Hans og Grete fik smerter. Hverken hos Hans eller Grete er der fundet en fysisk forklaring på smerterne. Både Hans og Grete har fået en tid hos lægen, hvor de sammen med lægen prøver at finde frem til en række mulige prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer, som tilsammen måske kan forklare, at smerterne er blevet kroniske. Hans H. 45 år, fortsat: Hans har haft en normal opvækst, men har haft en svær skolegang, hvor han blev moppet i flere år. Han udviklede en angstlidelse omkring 19-års-alderen og havde svært ved at komme i gang med en uddannelse. Han fik det bedre efter at have fået psykologsamtaler, og efter at han startede som tømrerlærling. Efter nogle års arbejde som tømrer hvor han ofte var sygemeldt med ondt i ryggen, besluttede han at læse videre til bygningskonstruktør. For 5 år siden havde han et cykelstyrt, hvor han pådrog sig en diskusprolaps i ryggen, som ikke krævede operation. Han havde dog mange smerter og var meget bange for, at der skulle udvikle sig lammelser, som det var sket for en af hans kammerater. Hans fik det langsomt bedre i løbet af 6 måneder. Kort tid efter at Hans igen fik rygsmerter, begyndte hans datter at få angst og udviklede skolevægring. Hans tror, at hans ryg er blevet svækket af hans arbejde som tømrer med tunge løft, og han er bange for, at han kan ødelægge sin ryg mere, hvis han ikke passer på. Hans er også bekymret for sin datter. Hans kone synes også, at Hans skal passe på sin ryg, og hun synes, det er rart, at der er en voksen hjemme nu, hvor deres datter har det svært med at passe sin skole. Grete G. 38 år, fortsat: Grete er vokset op i en familie, hvor hendes mor var kronisk syg. Hendes mor var ofte indlagt, og hun endte med at få førtidspension, da Grete var 10 år. Gretes far tog sig af de fleste af familiens opgaver, så Gretes mor kunne hvile sig. Grete var dygtig og populær i skolen. Grete kom i lære som kontorassistent, men blev sygemeldt med stress undervejs. Hendes chef stillede store krav, og Grete forsøgte at følge med, men pga. presset lavede hun mange fejl, og det havde hun det svært med. Grete valgte at starte i lære som butiksassistent i stedet, og det gik godt. Grete fik et barn med en kæreste, som hun ikke havde kendt så længe. De forsøgte at skabe en familie, men kæresten havde et alkoholproblem og kunne blive truende. Efter et par år gik Grete fra ham. Grete fandt en ny god mand, som hun blev gift med og fik 2 børn mere med. Kort tid efter at Gretes smerter startede, mistede hun uventet sin far og måtte bruge mere tid på at hjælpe sin mor. Grete bryder sig ikke om at være syg eller svag og ignorerer helst sine smerter for at få styr på det hele. Grete mener, man skal prøve at se positivt på livet, og hun har heller ikke lyst til at fokusere for meget på negative følelser. Behandling af smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv Information og betydningen af ord Når en patient søger behandling pga. nytilkomne smerter, sker det oftest, fordi han/hun opfatter smertesignalerne som et tegn på fare og har brug for hjælp til at få afklaret, om der er noget alvorligt galt. At blive grundigt undersøgt og få afkræftet at smerterne repræsenterer en trussel, vil derfor have en direkte effekt på den emotionelle komponent af smerten (frygt), hvorved smerten typisk vil opleves lettere at håndtere. Det vil desuden være hjælpsomt for mange at få en prognose for, hvor længe smerterne forventes at vare, og nogle råd om hvordan tilstanden kan håndteres bedst muligt. De fleste lettere skader som fx forstuvninger forventes at vare et par uger. Tidligere har anbefalingerne været aflastning til smertefrihed (RICE princippet), men de nyeste anbefalinger er, at skadet væv ikke skal overbeskyttes, men derimod bør udsættes for så meget belastning som muligt, uden at der sker yderligere skade (POLICE princippet). Når en patient søger behandling for smerter, der har stået på i lidt længere tid, sker det ofte enten på grund af utryghed over, om noget er overset trods tidligere normale undersøgelser, eller fordi patienten har brug for yderligere hjælp til, hvordan tilstanden skal håndteres. I disse tilfælde bliver det i stigende grad vigtigt at anlægge et bio-psyko-socialt perspektiv, når man informerer og vejleder patienten. Det er ikke sjældent, at en sådan patient bliver sendt til yderligere undersøgelser på trods af, at der ikke er mistanke om alvorlig patologi. Mange studier viser samstemmende, at der er meget dårlig sammenhæng mellem røntgenfund og smerter, når der ikke er tale om alvorlig patologi (inflammation, tumorer, frakturer) eller svære degenerative forandringer (6046) . Derfor er det meget vigtigt at behandlere afholder sig fra at kæde årsagen til smerterne sammen med godartede aldersvarende forandringer. Sådanne tvivlsomme årsagsforklaringer kan være forbundet med en ikke ubetydelig risiko for at tilføre patienten en utilsigtet (iatrogen) skadesvirkning, som kan øge risikoen for eller fastholde kronificering. Konsekvensen af at give tvivlsomme forklaringer på årsagen til smerter er, at patienten støttes i negative overbevisninger om smerter, som kan fremme uhensigtsmæssig undgåelsesadfærd. Især når det gælder rygsmerter, er der meget evidens, der peger på, at undgåelse af naturlige bevægelser kan føre til øgede smerter og faldende funktionsniveau. I stedet anbefales det at give patienten beroligende informationer for at fremme positive overbevisninger om, hvad smerten betyder, samt at vejlede patienten i at kroppen trods smerter ikke er svag, for hermed at støtte patienten i adaptive coping strategier (6047) . Smerteedukation I lighed med psykoedukation, som har til formål at undervise en patient i hvad psykisk lidelse er, hvilke udfordringer der vanligvis er forbundet med lidelsen, og hvilke strategier der er mest hensigtsmæssige i håndteringen af lidelsen, så er smerteedukation et vigtigt element i behandlingen af kroniske smerter. Smerteedukation bygger på kognitive edukative teknikker, som har til formål at hjælpe patienten med at ændre overbevisninger om, at smerter er et tegn på vævsskade, til i stedet at forstå smerter som et alarmsignal udløst af hjernen fx baseret på tidligere erfaringer (6036) . Smerteedukation kan påvirke både smerteoplevelse og funktionsniveau i positiv retning, og effekten menes at være medieret via ændringer i katastrofering og negativ affekt (6036) . Smerteedukation kan evt. foregå hos behandlere med specialviden om smertefysiologi, fx fysioterapeuter, kiropraktorer eller psykologer. Der findes desuden en række evidensbaserede hjemmesider og podcasts, som der kan henvises til. Aktivitetsregulering Mange smertepatienter har tilegnet sig ufleksible og dysfunktionelle coping strategier. Nogle udvikler et undgåelsesmønster, hvor aktiviteter som udløser eller forventes at udløse smerter undgås, med progredierende funktionstab til følge. Andre udvikler et overaktivitetsmønster, hvor aktivitet udholdes trods smerteøgning, med den konsekvens at efterfølgende udmattelse fører til periodevist funktionstab. Det sidste kaldes også ”boom-bust” adfærd (figur 3). Figur 3. Boom-bust adfærd versus det gode alternativ Boom-bust: Ignorerer smerter og knokler på med forlænget restitutionsperiode. Alternativet: Moderat aktivitet afløst af moderate pauser. Mange patienter med længerevarende smerter kan derfor have glæde af at lære om pacing af aktiviteter. Pacing repræsenterer en aktiv, fleksibel, adaptiv og tillært coping strategi, hvor dagligdags aktiviteter opdeles i mindre og mere overskuelige portioner (6048) . På dansk bruges ofte begrebet aktivitetsregulering i stedet for pacing. I nogle behandlingssammenhænge vil man støde på begrebet ”pacing up” som beskrivelse for en strategi, hvor man først finder et stabilt aktivitetsniveau, for herefter at forsøge med en langsom og gradvis øgning af aktiviteterne. Formålet med aktivitetsregulering er, at patienten tillærer sig en strategi, som gør det muligt at deltage i aktiviteter, uden at smerterne forværres i en grad, som fører til forlængede restitutionsperioder. Undersøgelser viser, at pacing ikke ændrer på smerteniveauet hos kroniske smerte patienter. Men for patienter med undgåelsesmønster, kan pacing føre til øget funktionsniveau, og hos patienter med overaktivitetsniveau kan gevinsten være færre episoder med udmattelse og dermed et mere stabilt funktionsniveau (6040) (6048) . Psykologiske behandlingsformer Der er evidens for, at en række psykologiske behandlingsformer som kognitiv adfærdsterapi (CBT), acceptance and commitment therapy (ACT) og mindfulness kan forbedre smerteoplevelsen og øge funktionsniveauet hos patienter med kroniske smerter (6036) . Det er også påvist at CBT kan have en forebyggende effekt imod, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter. Effekterne af CBT og mindfulness menes at være medieret af ændringer i kognitive/emotionelle processer som katastrofering og negative affektive tilstande. Behandling med ACT tilsigter mere aktive coping strategier via øget accept, øget psykologisk fleksibilitet og mere værdibaserede handlinger (6036) . Nyere forskning har vist at behandling med korttids dynamisk psykoterapi er ligeværdig med eller bedre end kognitiv terapi hos patienter med kroniske smerter (6659) . Hans H. 45 år Lægen har forklaret Hans, at de forandringer man kan se på scanningerne er helt normale for alderen, og at hans ryg ikke er svag eller behøver at skånes. Lægen har også forklaret, at smerterne kan skyldes, at smertesystemet er blevet mere sensitivt af de mange tidligere oplevelser med smerter. Lægen og Hans er også sammen kommet frem til, at Hans har en tendens til at overbekymre sig, og Hans kan selv registrere, at hans smerter bliver stærkere, hvis han bliver bekymret, angst eller stresset. Lægen henviser Hans til en fysioterapeut, som kan hjælpe Hans i gang med at bruge sin ryg normalt og samtidig træne den. Hans starter efter lægens anbefaling på et mindfulness forløb, hvor han arbejder med at blive bedre til at håndtere bekymringer og stress. Grete G. 38 år Med hjælp fra lægen er Grete blevet opmærksom på, at hun har en tendens til at ignorere både følelser og signaler fra sin krop. Det giver mening for Grete, at hun ved at sætte høje krav til sig selv og ved ikke at sige fra over for andre, kører sig selv over og dermed sætter sit smertesystem i et højere alarmberedskab. Grete forsøger efter lægens anvisninger at skrue ned for kravene og sørger for at tage sig nogle pauser i løbet af dagen. Det går godt i starten, men hvor Grete før havde et godt humør, så begynder hun at blive mere nedtrykt. Hun har svært ved at forstå hvorfor, og lægen henviser hende til en psykolog. Hos psykologen får hun hjælp til at få kontakt med de følelser, der var forbundet med at vokse op med en syg mor. Hun får også bearbejdet fysiske overgreb, hun var udsat for i sit første ægteskab og sorgen over tabet af sin far. Grete lærer via psykologen at finde ud af, hvad der er hendes værdier, og hun bliver bedre til at bruge sin energi på det, hun synes er vigtigst. Specifikke integrative behandlingsformer De senere år er der udviklet flere smertespecifikke behandlingsformer, der integrerer elementerne: smerte edukation ændring af overbevisninger om smerter og eksponering. Ved behandlingsformen Cognitive Functionel Therapy (CFT) eksponeres patienten for bevægelser som vedkommende, på grund af negative overbevisninger om smerter, frygter at udføre (6047) . Ved behandlingsformen Pain Reprocessing Therapy (PRT) består eksponeringen i, at patienten guides i at rette opmærksomhed på de smertefulde områder, mens der skabes et trygt miljø, hvorved trusselværdien af smerterne søges mindsket (6051) . Begge behandlingsformer har vist lovende resultater ved lokaliserede smertetilstande med moderat funktionspåvirkning (6047) (6051) . Der mangler stadig studier som kan vise, om disse behandlingsformer er effektive hos kroniske smertepatienter med sværere emotionel og funktionspåvirkning. Der er desuden indtil videre begrænset adgang til disse nye behandlingsformer i Danmark. Inspiration til samtalen i praksis kan hentes i artiklen Gode råd til samtalen med den kroniske smertepatient . Multidisciplinær behandling I tilfælde af langvarige smertetilstande hvor der er høj grad af emotionel og/eller funktionspåvirkning, og hvor behandling i primærsektoren ikke har været tilstrækkelig, kan det være relevant at henvise til smertebehandling på et multidisciplinært smertecenter (6052) . Hos et flertal af de patienter der har brug for tværfaglig smertebehandling, vil man kunne opfatte smerterne som en sygdom i sig selv, hvor der ud over forstyrrelser i smerte processering ses forstyrrelser i flere kortikale netværk, hvilket giver anledning til ledsagende symptomer som fx fatigue, insomni og kognitive forstyrrelser (6033) (6053) . På de tværfaglige smertecentre foretages en samlet udredning af patienten, herunder hvilke biologiske, kognitive, emotionelle, sociale og adfærdsmæssige faktorer der ser ud til at påvirke patientens smerter og funktionsniveau. De tværfaglige smertecentre råder over en række tilbud, som er designet til at støtte patienten i aktive frem for passive coping strategier. Disse tilbud kan sammensættes, så de er tilpasset den enkelte patients behov. Behandling foregår ofte holdbaseret og kan omfatte smerteedukation (herunder aktivitetsregulering og smerte-tackling), afspændingsteknikker, samt mindfulness eller compassion fokuserede terapiformer. Endvidere vil der efter behov kunne tilbydes individuel socialfaglig, psykologisk eller fysioterapeutisk behandling (6052) .)
Antidepressiv behandling af gravide (Depression i graviditeten er hyppig. Prævalensen er mellem 7-13 % og incidensen er 7,5 %. For kvinder, der tidligere har haft depression, er risikoen for tilbagefald i graviditeten eller puerperalperioden stor. Dette gælder i særlig grad for kvinder med bipolar sygdom, hvorfor forebyggende stemningsstabiliserende behandling er vigtig i forbindelse med graviditet og fødsel. Ved antidepressiv behandling af gravide er der flere forhold, man skal være opmærksom på. Indikationen skal være klar og man skal have overvejet mulighederne for ikke-medicinsk behandling, herunder kognitiv terapi eller interpersonel psykoterapi, som der er evidens for virker mod depression og angst. Herudover skal man være opmærksom på flg. problemer, som vil blive nøjere omtalt: risikoen for abort og for tidlig fødsel, medfødte misdannelser og komplikationer i perinatalperioden. Endelig mulig påvirkning af barnets psykiske og fysiske udvikling under opvæksten. På mange af disse områder er forskningen sparsom, men der kommer hele tiden nye undersøgelser til. Står man som læge i den situation, at man overvejer behandling af en gravid med antidepressiv medicin, bør man konsultere særligt interesseret psykiater vedr. dette for at sikre, at ens viden er opdateret. De ovennævnte risici skal vejes op imod, at en ubehandlet depression efter alt at dømme kan skade fostret og medføre øget risiko for præmatur fødsel og fødselskomplikationer (2536) . Hertil kommer risikoen for selvmord. Desuden fortsætter en ubehandlet depression under graviditeten ofte i puerperalperioden og kan derved påvirke mor-barn-tilknytningen og barnets motoriske og psykiske udvikling uheldigt (5814) . Disse forhold er omtalt i en publikation fra Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Gynækologi og obstetrik, Dansk Pædiatrisk Selskab og Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi (2536) . Denne kan downloades fra www.dpsnet.dk og er under opdatering. Alle antidepressiva (AD) passerer placentabarrieren. Risiko for abort og for tidlig fødsel Risikoen for abort ved eksponering for AD er i nogle undersøgelser fundet let øget (5099) , primært undersøgt for SSRI . AD har været associeret med bl.a. præterm fødsel og lav fødselsvægt i nogle, men ikke alle, studier. Der er imidlertid en lang række fejlkilder i undersøgelserne, i det selve depressionssygdommen vides at påvirke foster og graviditetsforløb uheldigt. En metaanalyse, hvor man justerede for forskellige confoundere, viste et odds-ratio på 1,24 (95 % CI 1.09-1.41) for fødsel før uge 37, når man sammenlignede deprimerede kvinder, der fik SSRI med en kontrolgruppe af deprimerede kvinder uden behandling samt ikke deprimerede (3040) . En helt ny dansk registerundersøgelse af 46.000 kvinder bestyrker disse fund (5815) . Risiko for medfødte misdannelser Der er generelt ca. 5 % risiko for medfødte misdannelser (alle typer) for alle gravide; for alvorlige misdannelser er frekvensen omkring 3 %. Nogle store registerundersøgelser tyder på, at denne risiko er den samme uanset behandling med SSRI , men enkelte finder en let forøget risiko. Den hidtil største metaanalyse med mere end 9 mill. fødsler, hvoraf ca. 60.000 var eksponerede for SSRI, viste en let øget risiko for væsentlige medfødte misdannelser (RR 1.11, 95 % CI 1.03 til 1.19) og for hjertemisdannelser (RR 1.24, 95 % CI 1.11 to 1.37). Sammenlignede man med psykisk syge gravide, som ikke fik behandling, forsvandt denne risiko dog, hvilket tyder på, at fx uhensigtsmæssig livsstil hos ubehandlede deprimerede kvinder kan øge risikoen for fostret (4526) (4527) (5099) (5098) . Særligt risikoen for hjertemisdannelser er i nogle undersøgelser fundet øget fra ca. 1 % til 2 %, specielt ved eksponering for paroxetin og fluoxetin . Selv om nyere studier ikke syntes at kunne genfinde, at disse to lægemidler skiller sig ud, anbefales brugen heraf som udgangspunkt ikke til gravide - ud over den mulige ugunstige effekt på fostret er netop disse to lægemidler forbundet med et meget væsentligt klinisk interaktionspotentiale. Undersøgelserne er dog hverken samstemmende eller entydige og man kan ikke sikkert afgøre, om risikoen også findes for de øvrige SSRI. Samlet set tyder data på en sammenhæng mellem SSRI og primært septale hjertemisdannelser, dog med en begrænset absolut risiko med et number needed to harm, på omkring 200. Et generelt problem ved undersøgelserne er som nævnt såkaldt confounding by indication. Dvs. at kvindernes depression og der af følgende livsstil i sig selv kan påvirke fostret uheldigt (5099) . Fx er patienter med depression oftere rygere, og har større forbrug af alkohol, stoffer samt anden medicin og alt dette påvirker fostret, ligesom det forhøjede cortisolniveau, man ser hos ca. 50 % af alle med depression, formentligt også kan påvirke fostret uheldigt. Gravide kvinder med depression vides også at udnytte tilbuddene i svangreprofylaksen dårligere. For TCA er hovedparten af studierne ældre og mindre. Opgørelse fra det svenske fødselsregister viser, at TCA (de fleste eksponeret for clomipramin ) er associeret med en lille øget risiko for septale hjertemisdannelser, og de senest opdaterede data fra registret underbygger en sammenhæng mellem TCA og hjertemisdannelser, men kausaliteten er usikker pga. confounding by indication. Der foreligger sparsomme eller ingen data om de øvrige AD, herunder SNRI , hvorfor de generelt ikke bør anvendes. Datamængden er dog klart størst for venlafaxin , så i de sjældne tilfælde hvor SNRI anses for mest hensigtsmæssigt, kan venlafaxin om nødvendigt anvendes. Datamængden for duloxetin er også ret omfattende uden tegn på uønsket fosterpåvirkning (4838) . Neonatale komplikationer Hos børn af mødre behandlet med både SSRI og TCA ses forstyrrelser i form af bl.a. irritabilitet, gråd, uro, sove- og spiseforstyrrelser, sitren, påvirket muskeltonus og respiratorisk distress. I de bedste større undersøgelser forekommer neonatal påvirkning hos eksponerede børn i mellem 15 og 20 % af tilfældene. Alvorligere symptomer som respiratorisk distress, kramper og hypoglykæmi er væsentligt sjældnere, men forekommer også hos ikke-eksponerede nyfødte. I en stor svensk undersøgelse var hyppigheden af respiratorisk distress blandt 558 børn eksponeret for SSRI i tredje trimester på 5,6 % sammenlignet med 2,9 % i hele fødselskohorten. Det er ikke afklaret, om grunden er serotonerg overstimulation eller seponeringssymptomer. Symptomerne kan forekomme timer til dage efter fødslen, men er selvlimiterende, og der er ikke beskrevet dødsfald. I en dansk undersøgelse fandt man en sammenhæng med SSRI og bl.a. lavere Apgar-score og indlæggelser på et neonatalt afsnit (1690) (5099) . Potentielt dødelige komplikationer Ved anvendelsen af SSRI kan der ses potentielt dødelige komplikationer i form af persisterende pulmonal hypertension hos den nyfødte (PPHN). Denne tilstand opstår typisk umiddelbart efter fødslen i form af alvorlige respirationsproblemer og cyanose hos barnet og er i visse opgørelser associeret med en mortalitet på 10 %. En ny meta-analyse af over 7 mill. fødsler viste en pooled odds ratio på 1.5 (95 % CL 1.03-2.01 p < 0.001) for PPHN ved eksposition for SSRI (4528) . Dette svarer til NNH (number needed to harm) på omkring 1.600 eksponerede. Hvilket er i overensstemmelse med en anden nyere metaanalyse af 11 studier inkluderende 156.978 mødre med pooled odds ration 1.82 (95 % confidence interval, 1.31-2.54). Den absolutte risiko er således lav og bør ikke alene begrunde et fravalg af behandling. Hjerneudviklingen Hjerneudviklingen er sparsomt undersøgt for menneskefostre eksponeret for SSRI og TCA , men der er ikke fundet sammenhæng mellem eksponering og føtal hjerneudvikling målt på en række emotionelle og motoriske parametre. I et amerikansk og i et dansk studie (1691) har man dog fundet associationer til let forsinket motorisk udvikling. Studierne er vanskelige at tolke på grund af mange fejlkilder, bl.a. manglende styrke samt confounding by indication. Der har i nogle studier været rejst mistanke om øget forekomst af autismespektrumforstyrrelser hos børn, som blev eksponeret for antidepressiva under graviditeten. Der er imidlertid metodologiske problemer i disse studier, idet en metaanalyse tyder på, at confounding by indication kan forklare fundene (3502) og resultaterne er da heller ikke genfundet i skandinaviske registerundersøgelser (2786) . Konklusion Det er principielt umuligt at frikende et præparat for risici ved anvendelse under graviditeten. Inkonsistente resultater og vekslende kvalitet af undersøgelserne gør ydermere rådgivningen vanskelig. Overordnet er der dog, især for sertralin, citalopram og escitalopram, mange og relativt betryggende safety-data for anvendelse under graviditet. Sammenfattende synes risikoen for uønsket påvirkning af graviditeten og fostret lav og bør ikke i sig selv forhindre en klinisk velindiceret medikamentel behandling. Hele området er gennemgået i en publikation af Dansk Psykiatrisk selskab, Dansk selskab for obstetrik og gynækologi, Dansk pædiatrisk selskab og Dansk selskab for klinisk farmakologi (2536) . For SSRI skal man være opmærksom på den mulige risiko for hjertemisdannelser og neonatale komplikationer, herunder specielt PPHN, som kan være dødelig. Generelt er risikoen lav, men specielt paroxetin har i nogle studier givet signal for hjertemisdannelser. Nyere studier synes dog ikke at kunne bekræfte dette. Der mangler sikker evidens for eventuelle forskelle mellem de øvrige SSRI, men valget af lægemiddel inden for gruppen af SSRI bør være begrænset til: Sertralin Citalopram Escitalopram . De få undersøgelser, der findes med TCA , tyder ikke på, at TCA har en gunstigere profil end SSRI mht. misdannelser og neonatale komplikationer. Valget af lægemiddel inden for denne gruppe begrænses til: Amitriptylin Nortriptylin Clomipramin . Effekten på barnets senere udvikling er utilstrækkeligt undersøgt for både SSRI og TCA, men de tilgængelige data tyder i værste fald kun på en meget begrænset effekt. Da ingen AD er uden potentielle problemer, må man drøfte med den gravide og gerne barnefaderen, hvilke fordele og risici der er. Det optimale er, at man allerede under planlægningen af graviditet får gennemgået den psyko-farmakologiske behandling samt fordele, ulemper og risici ved at blive gravid og gennemføre graviditeten i medicinsk behandling. Ligesom muligheden for at trappe ud af medicin, med de ricisi dette måtte indebære, også skal drøftes. Det er vigtigt også at tage hensyn til eventuelle kliniske erfaringer med tidligere AD for den enkelte kvinde. Grundig information til kvinden om risici ved AD-behandling hhv. ikke-behandling er særdeles vigtig, ligesom mulighederne for evidensbaseret psykoterapeutisk behandling skal overvejes. Desuden erindres om Sundhedsstyrelsens anbefaling vedr. watch-full waiting ved førstegangsdepressioner af let grad. Det vil sige, at sådanne tilfælde følges tæt, men uden AD behandling.)
Svimmelhed (Ekstravestibulær svimmelhed behandles ved at behandle den underliggende årsag til svimmelheden. Det forudsætter, at vestibulær svimmelhed er udelukket. Vestibulær svimmelhed behandles forskelligt afhængigt af årsagen til den vestibulære svimmelhed. a) Ved BPPV (populært: øresten) kan patienten behandles med otolith repositionsmanøvre (Epleys manøvre). Epleys manøvre behandler specifikt øresten i posteriore buegang, der er det hyppigste. Ved recidiv kan dette gentages, og patienten kan instrueres i selv at udføre proceduren eller alternativt Brandt-Daroff eller Semonts manøvre, som er lettere at huske. Ved manglende effekt kan patienten som regel behandles i Omnimax-Epley eller TRV stol på svimmelhedsklinik. b) Behandlingen af neuritis vestibularis er forankret i 3 terapeutiske principper (2163) : symptomatisk terapi de første 1-3 dage med antihistaminer til suppression af kvalme og opkastning. kausal terapi med kortikosteroider . En række studier (2166) (2167) (3072) og en metaanalyse (2168) støtter en positiv effekt af kortikosteroider i forhold til placebo på den vestibulære neurits forløb. Dog konkluderer en Cochrane-analyse (2169) , at der ikke er tilstrækkelig evidens generelt til at anbefale kortikosteroider til behandling af vestibularis neurit. En nyere meta-analyse finder ligeledes også, at effekten af kortikosteroider er tvivlsom over for vestibulær neuritis, og behandlingen har kun en kortvarig effekt på forløbet inden for den første måned efter behandling i forhold til vestibulær rehabilitering med fysiske øvelser (5343) . Efter 12 måneder er der ingen forskel på en effekt af kortikosteroider ved sammenligning med fysiske øvelser. Desuden bør bivirkningsprofilen ved orale kortikosteroider vurderes i forhold til den beskedne evidens for behandlingen (4634) . stimulering af den centrale vestibulære kompensation vha. vestibulære øvelser (se fx www.svimmelhed.dk ). Et nyligt mindre randomiseret studie viser, at rehabilitering hos fysioterapeut med vestibulære øvelser hurtigt efter symptomdebut og diagnose bedrer symptomerne hos patienterne efter såvel 3 måneder som 12 måneder (4948) . Svimmelhed er hyppigt en bivirkning ved medicin, specielt hos ældre. Nøglen til diagnosen er en grundig anamnese, hvor den tidsmæssige relation mellem opstart af behandling og forekomst af symptomer er særlig vigtig. Hvis en kausal relation mistænkes, må man forsøge pausering og evt. seponering af det pågældende præparat.)
Unipolare depressive tilstande (Følgende forhold er af betydning ved valg af behandling og ved overvejelser ang. indlæggelse: Aktuelle depressions sværhedsgrad Tidligere optræden af depressioner - specielt effekt af tidligere behandlingsforøg Forekomst af selvmordstanker Tidligere selvmordsforsøg Socialt netværk Forekomst af psykotiske symptomer Alvorlige belastende livsomstændigheder Forekomst af komplicerende somatiske lidelser Tilstedeværelse af kognitive deficits Forekomst af angst eller svær søvnløshed Mulighed for støtte i hjemmet Graviditet og amning (se Antidepressiv behandling af gravide ) Anden medikamentel behandling med risiko for interaktion Samtidig forekomst af alkohol- eller andet misbrug. Den aktuelle depressions sværhedsgrad vurderes, fx ved hjælp af Hamiltons depressionsskala eller Major Depression Inventory (MDI), og danner baggrund for vurdering af det videre forløb: dels om antidepressiva er indiceret, dels om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Ved lette depressioner (svarende til Hamilton 8-17 point, MDI 21-25 point) vil bivirkningerne ofte opveje eventuelle positive effekter af medikamentel antidepressiv behandling. Man skal dog være opmærksom på, at hos patienter, der tidligere har haft svær depression, kan det være indiceret at starte medicinsk behandling, allerede mens depressionen er let. Ved moderate depressioner er en serotoningenoptagshæmmer ( SSRI ) førstevalgspræparat. Man bør vælge et SSRI-præparat, som ikke har interaktioner med andre lægemidler (1171) . Svære depressioner behandles bedst med serotonin- og noradrenalingenoptagshæmmere ( SNRI ), tricykliske antidepressiva ( TCA ) eller Noradrenergic and Specific Serotonergic Antidepressants ( NaSSA ). TCA har en tungere bivirkningsprofil herunder et smalt terapeutisk index, dvs. ved indtagelse af en overdosis er der stor risiko for død pga. stoffernes kardiotoksiske virkning. Derfor bør TCA fortrinsvis anvendes i samråd med speciallæge i psykiatri med særlig opmærksomhed på den enkelt patients selvmordsrisiko. Vedr. non-farmakologisk behandling af depression, se nedenfor. Selvmordsfare eller psykotiske symptomer, såsom hørehallucinationer og vrangforestillinger, indikerer behov for akut indlæggelse. Ved psykotiske depressioner er kombinationen af antidepressiv og antipsykotisk behandling mere effektiv end monoterapi med antidepressiva, mens ECT (elektrostimulation) er klart mere effektivt end andre former for behandling. ECT foretrækkes tillige ved depressive tilstande, hvor der foreligger risiko for udvikling af delirøse tilstande (fx stuporøs tilstand, udtalt spise- og drikkevægring). Ved manifest delir er ECT den foretrukne akutte behandling. ECT er ligeledes indiceret ved stor selvmordsrisiko, og bør overvejes ved alvorlig hjertelidelse, hvor medikamentel behandling kan være kontraindiceret, se Tricykliske antidepressiva (TCA) Ved samtidig akut selvmordfare og depression kan der desuden anvendes esketamin . Anbefalingen er, at det kan anvendes til voksne med en moderat til svær depressionsepisode med henblik på hurtig reduktion af depressive symptomer, som udgør en akut øget selvmordsrisiko, se Medicinrådets anbefaling og DMPG’s retningslinjer . Kognitive symptomer , så som nedsat opmærksomhedsfunktion, hukommelsesbesvær samt dårligere eksekutivfunktion, kan gøre patienten ude af stand til at klare sig selv eller passe behandlingen og taler derfor også for indlæggelse. Angst og søvnløshed. Ved samtidig forekomst af angst og depression er risikoen for selvmord væsentligt større, hvilket man skal være opmærksom på, når man overvejer, om patienten kan behandles ambulant. Evt. kan den antidepressive behandling i en afgrænset periode suppleres med et benzodiazepin , som dag-sedativum (3385) . Søvnløshed kan tilsvarende indicere kortvarig brug af sovemidler som supplement til behandlingen eller valg af sederende antidepressivum. Derimod bør antipsykotika , pga. risikoen for irreversible neurologiske bivirkninger og metaboliske forandringer, ikke benyttes som førstevalgspræparat i sådanne tilfælde. Alkohol. Ved samtidigt alkoholmisbrug og depression er risikoen for selvmord ligeledes væsentligt forøget, da såvel alkoholoverforbrug og -misbrug og depressionsgraden er væsentlige risikofaktorer for selvmord (5808) , (5809) . Det kan således tale for indlæggelse, hvis der opstået et alkoholoverforbrug eller afhængighed hos patienten med moderat til svær depression. Efterfølgende kan patienten med fordel følges ambulant og det kan være indiceret at starte en antidepressiv behandling. Der er evidens af moderat kvalitet for, at antidepressiv medicin, kan reducere depressionsgraden, og øge antallet af patienter, der bliver afholdende eller drikker færre genstande (5810) . Opfølgning af institueret antidepressiv behandling Når man har startet behandling med antidepressiva, bør patienten følges tæt i de første uger. Det er væsentligt at informere om de initiale bivirkninger, hvor nogle patienter, specielt i de første dage, kan opleve mere uro, særligt fysisk i form af hjertebanken, kvalme, uro i maven og let diarré. Disse symptomer kan let forveksles med en forværring af såvel angst som depressionssymptomer. For ikke at forurolige patienten og af hensyn til compliance er det vigtigt, at patienten og dennes pårørende er informeret om disse bivirkninger og at disse ofte er forbigående og oftest forsvinder i løbet af den første uge. I enkelte tilfælde er beskrevet en forværring af selvmordstankerne i de første dage til uger efter start af behandlingen. Dette er undersøgt i en metaanalyse af over 99.000 patienter, som viste at risikoen for selvmord var lavere ved behandling af personer over 25 år, men for yngre patienters vedkommende var der en statistisk signifikant fordoblet risiko for suicidal adfærd i forbindelse med initiering af behandlingen (1780) . En dansk registerundersøgelse har endvidere vist, at selvmordsrisikoen er betydeligt forhøjet i perioden inden og efter start af antidepressiv behandling, hvilket tyder på at at det er alvorligheden af depressionslidelsen, der medfører en stor del af selvmordsrisikoen (6606) . Således er det vigtigt at følge patienten tæt i starten af behandlingen, især når det drejer sig om unge mennesker. Tilsvarende fænomen er i øvrigt beskrevet ved initiering af psykoterapeutisk behandling, så også her skal man være særligt opmærksom i den første tid efter start af behandlingen (5095) . En dansk undersøgelse viste, at ca. 2.500 børn og unge under 18 år i årene 1995-1999 fik antidepressiv medicin. I samme periode forekom 42 selvmord blandt denne aldersgruppe. Ingen af de 42 døde var i behandling med antidepressiv medicin (2788) . Tilsvarende viste en retrospektiv undersøgelse af 365 børnepsykiatriske patienter, at forekomsten af selvmordsadfærd var høj, men at hyppigheden ikke steg ved initiering af behandling med SSRI (5502) . Da evidensen og forløbet hos børn og unge er mindre undersøgt, anbefales der tæt opfølgning og inddragelse af familien (6607) . Det videre forløb. Tegn på begyndende virkning kan ofte ses inden for få dage, men markant effekt vil typisk indtræffe indenfor 2-4 uger og yderligere effekt kan endnu opnås efter 6 uger. Ved valg af sederende antidepressiv medicin (fx TCA , mirtazapin eller agomelatin ) vil den sedative effekt dog indtræde med det samme og dermed sikre nattesøvnen. Hvis der ikke er nogen som helst effekt inden for 2 uger, hvor der er behandlet med optimal dosis, er det mindre sandsynligt, at der vil komme effekt, og man kan overveje at skifte til et antidepressivum fra en anden stofgruppe (fx fra SSRI til SNRI ) (3497) . Se også Behandlingsrefraktær depression . Målet for behandlingen er fuld remission. Nogle patienter har plagsomme residualsymptomer i form af træthed, apati, anhedoni og kognitive forstyrrelser, som ofte kan minimeres ved optimering af behandlingen. Strategier for dette er gennemgået i bl.a. RADS baggrundsnotat (2535) . Risikoen for tilbagefald er øget hos patienter, der ikke opnår fuld remission. Revurdering af behandlingen Depression indebærer en betydelig risiko for at udvikle sig til en svær behandlelig tilstand (hos op til 1/3) og kan i sværere tilfælde føre til varige kognitive skader. Vedligeholdende behandling, herunder psykoterapi, er afgørende for at undgå recidiv hos højrisikopatienter (6608) . Med hensyn til varigheden af den medicinske forebyggende behandling skal der i høj grad tages individuelle hensyn, bl.a. til bivirkninger ved behandlingen, men nedenstående tommelfingerregler kan anvendes: Hvis det er patientens første depressive episode, bør behandlingen fortsætte 6-12 måneder efter indtrådt bedring for at undgå tilbagefald. Behandlingen kan dog vare længere, hvis patienten har haft en svær depression med overhængende selvmordsfare. Det anbefales, at der i forbindelse med ophør af behandlingen: foretages en grundig vurdering af risiko for at udvikle seponeringssymptomer vurderes, om der er brug for understøttende behandling laves en opfølgende handlingsplan, hvis der skulle komme tilbagefald. Har patienten haft to depressioner inden for en 5 års-periode, bør behandlingen vare 1½-2 år. Efter tre depressioner inden for 5 år bør behandlingen fortsætte 5-10 år, måske livslangt. Det er vigtigt, at behandlingen ikke stoppes for tidligt, særligt hos ældre, hvor riskoen for en ny depression er forøget. For patienter med debut af depression efter 50 års-alderen er recidivhyppigheden særlig stor, hvorfor længerevarende behandling skal overvejes allerede efter første depressive episode. Ved overgang til vedligeholdelsesbehandling fortsættes oftest med uændret dosis, dog afhængig af det enkelte præparat, bivirkninger og evt. kombinationsbehandling. En stor metaanalyse har belyst, hvilke præparater der synes at have bedst tolerabilitet over en længere behandlingsperiode (5811) . Det anbefales, at der vedvarende monitoreres for bivirkninger og ved behandling med fx TCA, SSRI, SNSRI eller lithium, kontrol af plasmaniveau, vægt, blodtryk, puls og EKG iht. anbefalinger for de enkelte præparater. Det er væsentligt, at der spørges struktureret til bivirkninger, da disse kan ændre sig over tid, fx træthed, vægtøgning eller seksuelle bivirkninger. Med jævne mellemrum, fx en gang om året, bør lægen sammen med patienten overveje, om behandlingen skal aftrappes. Se i øvrigt dette i RADS' baggrundsnotatet (2535) . En række forhold, bør tages op i en individuel rådgivning af patienten, når denne skal beslutte sig for om behandlingen skal udtrappes eller fortsættes, se tabel 1. Disse forhold er uddybet i Din patient, der er i antidepressiv behandling i Månedsskrift For Almen Praksis (6609) . Tabel 4: Eksempler på fokuspunkter i rådgivningen af en patient vedr. fortsættelse af antidepressiv medicinsk behandling. Eksempler på fokuspunkter Taler for seponering Taler for at fortsætte Uacceptable bivirkninger + Diagnosen usikker + Ingen tidligere svære depressioner + Manglende effekt + Restsymptomer + Persisterende psykosocial belastning + Disposition til bipolar sygdom* + Udvikling af tegn på hypomani/mani* + Tidligere hypomani/mani* + Tidligere selvmordsfare + Tidligere depression svær at behandle + Mere end to episoder + Tidlig debut + Kronisk somatisk sygdom + Psykiatrisk komorbiditet (fx angst) + Psykotisk depression + * Inddragelse af speciallæge i psykiatri bør overvejes. Non-farmakologisk behandling Grundig information om depressionssygdommen er vigtig i en hver form for depressionsbehandling. Kognitiv adfærdsterapi og Interpersonel psykoterapi er veldokumenterede behandlinger, som praktiseres som korttidsterapi, dvs. med en ugentlig samtale i 3-4 måneder. Effekten sætter typisk langsommere ind end den medicinske behandling, men er på niveau med denne over for moderat depression. Ved let depression anbefales “watchfull monitoring fremfor medicinsk behandling, medmindre patienten tidligere har haft en svær depression. Se i øvrigt indikationerne for medicinsk behandling ovenfor. Det er i flere metaanalyser vist, at kombinationen af antidepressiv medicin og psykoterapi er overlegen i forhold til hver af behandlingerne givet enkeltvis (2784) (5097) (5503) . Danske Regioner har indført pakkeforløb til behandling af moderat til svær depression, hvor man tilbyder individuelle lægesamtaler og psykoterapi i grupper. Se www.sundhed.dk . Se desuden de nationale kliniske retningslinjer: NKR: Non-farmakologisk behandling af unipolar depression .)
Invasiv candidiasis (Før speciesidentifikation Følgende behandlingsstrategi anbefales ved dokumenteret eller formodet invasiv candidiasis, inden svampens art og følsomhed kendes (3652) : Et echinocandin (anidulafungin eller caspofungin). Alternativt kan liposomalt amphotericin B anvendes. Echinocandin fortsættes ved dokumenteret invasiv candidiasis, og der kan efter ca. 5 dage om muligt skiftes til fluconazol efter species-bestemmelse og resistensundersøgelse. Efter speciesidentifikation Der anbefales: Fluconazol ved følsomme isolater af eksempelvis C. albicans, C. parapsilosis og C. tropicalis. Et Echinocandin anbefales ved infektioner med C. glabrata, C. krusei og andre mindre almindelige Candida -arter med naturlig azol resistens. Amphotericin B . Amphotericin B (Ambisome®), hvor liposomalt er det foretrukne valg. Højdosis Fluconazol , Voriconazol eller Posaconazol kan i udvalgte tilfælde være en mulighed som oral konsoliderende behandling ved C. glabrata- infektioner. Endocarditis og protese infektioner fordrer som hovedregel kombineret antimykotisk og kirurgisk behandling med fjernelse eller udskiftning af fremmedlegemet/protesen. Her anvendes induktion med Amphotericin B (liposomalt amphotericin B anbefales) evt. i kombination med Flucytosin *, alternativt ved endocarditis, og ved knogle-/led-infektion et Echinocandin . Langvarig efterbehandling med fluconazol er oftest nødvendig. Ved hepatosplenisk eller renal candidiasis eller peritonitis anvendes initialt et echinocandin eller Amphotericin B (liposomalt amphotericin B anbefales) og såfremt der foreligger et følsomt candida isolat, Fluconazol som konsoliderende behandling. Ved CNS-infektion og endophthalmitis er echinocandiners penetration ikke sufficient og første valg er liposomalt Amphotericin B ofte kombineret med Flucytosin *, alternativt Voriconazol eller højdosis Fluconazol . I alvorlige tilfælde af endophthalmitis suppleret med vitrektomi og eventuelt intravitreal amphotericin B. Esophageal candidiasis: Fluconazol er førstevalg. Cystitis: Ved tilfælde uden urinkateter anvendes Fluconazol . Ved urinkateter er primærbehandling skift af kateter, der ofte vil være kurativt uden anden behandling. Ved fluconazol-resistent verificeret vedvarende candida cystitis kan der anvendes instillation af konventionelt (ikke liposomalt) Amphotericin B 50 mg/liter forudsat verificeret vedvarende candida cystitis. *Ikke markedsført, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Behandlingsvarighed Candidæmi: Minimum 14 dage efter sidste positive bloddyrkning og resolution af symptomer. Ved Candida- endokarditis, -endophtalmitis, -osteomyelitis, -mediastinitis eller ved protese/fremmedlegeme-associeret infektion, hvor protesen eller fremmedlegemet ikke kan fjernes operativt, er den anbefalede behandlingslængde minimum 6 uger og kan i nogle tilfælde være livsvarig pga. Candida biofilmdannelse. Indikation Situation Præparatvalg Candidæmi, Candida peritonitis eller anden invasiv abdominal infektion Initial/empirisk behandling 1.valg: Echinocandin 2.valg: Liposomal amphotericin B Fluconazol-følsomt isolat Fluconazol Candida endocarditis Empirisk. Klap/protese kirurgi oftest påkrævet Liposomalt amphotericin B +/- flucytosin** eller Echinocandin +/- flucytosi CNS-infektion Endophtalmitis Initial behandling I svære tilfælde af endophtalmitis suppleret med vitrektomi og evt. intravitreal amphotericin B Liposomal amphotericin B* +/- flucytosin** Konsoliderende ved følsomt isolat Højdosis fluconazol eller voriconazol * Ambisome® har bedre effekt end de øvrige lipidformuleringer ved CNS-infektioner (5105) (5106) . ** Flucytosin er ikke markedsført, men det kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Empirisk behandling Da overlevelsen ved candidæmi er størst ved tidligt indsat behandling, kan behandling af risikopatienter være relevant før svar på bloddyrkning foreligger. Værdien af empirisk behandling er dog omdiskuteret. I en nylig randomiseret undersøgelse af empirisk echinocandin behandling hos intensive patienter med høj risiko for invasiv candidiasis, uden neutropeni, transplantation eller anden svær immunsuppression, var der ingen forskel i overlevelse efter 28 dage 3656 - Emperical Micafungin Treatmant and Survival Without Invasive Fungal Infection in Adults With ICU-Acquired Sepsis, Candida Colonization, and Multiple Organ Fail-ure: The EMPIRICUS Randomized Clinical Trial . Profylakse/empirisk behandling skal specielt overvejes i følgende situationer: Patientgrupper Patienter med underliggende malign sygdom, akut nekrotiserende pancreatitis, abdominal hul-organs-perforation, anastomoselækage og/eller fækal peritonitis Spædbørn med fødselsvægt < 1 kg og/eller ≤ 27. gestationsuge og med behov for intravenøs terapi og invasive procedurer (3086) . Faktorer Længerevarende bredspektret antibiotisk behandling, centralt venekateter, total parenteral ernæring, enhver form for dialyse, anvendelse af steroid, kemoterapi eller anden immunsuppresiv behandling. Bemærk, at ovenstående risikofaktorer har relativt begrænset værdi som prædiktorer for invasiv candidiasis 3654 - Problematic Dichotomization of Risk for Intensive Care Unit (ICU)-Aquired Invasive Candidiasis: Results Using a Risk-Predictive Model to Categorize 3 Levbels of Risk Fropm a Multicenter Prospective Cohort of Australian ICU Patients , og at empirisk behandling i et nyere studie (3656) af højrisiko non-neutropene patienter ikke har kunne vise overlevelses-gevinst (3654) (3655) . Førstevalg ved profylaktisk behandling af risikopatienter vil almindeligvis være fluconazol. Præparatvalg De tre echinocandiner caspofungin, anidulafungin og micafungin er formentligt terapeutisk ligeværdige ved candidiasis, men har ikke helt enslydende indikationer, idet effekten af de enkelte stoffer er undersøgt i forskellige patient subpopulationer i de foreliggende registreringsstudier. De har desuden visse forskelle mht. interaktioner og bivirkninger. I de prækliniske studier af micafungin blev der observeret risiko for udvikling af levermalignitet blandt rotter, hvorfor de andre echinocandiner anbefales frem for micafungin. Når der vælges mellem anidulafungin og caspofungin, anses de som klinisk ligeværdige til behandling af candida. Se også Medicinrådet .)
Herpes simplex virus (virusinfektioner) (Herpes labialis og genitalis De fleste infektioner er ukomplicerede og kræver ingen medikamentel behandling. Primær infektion med HSV kan behandles med aciclovir , valaciclovir eller famciclovir (alle givet systemisk) for at reducere symptomernes sværhedsgrad og symptomvarigheden. Der er ingen klinisk betydende forskelle i effekt mellem præparaterne. Pris sammenholdt med doseringshyppighed er afgørende for valg af præparat. Ved kliniske recidiver hos immunkompetente personer har såvel topikal som systemisk behandling relativ beskeden effekt. Hvis behandlingen indledes ved symptomdebut, reduceres sygdomsvarigheden med 1-3 døgn, mens topikal behandling kun reducerer varigheden med i gennemsnit ½ døgn (herpes labialis). Det mest effektive er en 1-dags intensiv oral behandling, som giver bedre compliance, er billigere og dokumenteret lige så effektiv som de traditionelle 5 dages behandlinger. Se tabel (4596) (4597) , der giver forslag til behandling, men generelt gælder, at der ikke er sikre forskelle på de tre præparater, så pris og antal doseringer vil være afgørende for valg. Tabel 1. Behandlingsforslag ved HSV-infektion hos immunkompetente personer. Behandling af udbrud Profylakse Herpes orofacialis rekurrente tilfælde Valaciclovir 2 g x 2 i 1 dag Valaciclovir 0,5 g-1 g x 1 Herpes genitalis første episode Valaciclovir 1 g x 2 i 10 dage Herpes genitalis rekurrente tilfælde Famciclovir 1 g x 1 Valaciclovir 0,5 g x 1 Herpes encephalitis Aciclovir 10 mg/kg i.v. x 3 i 21 dage Herpes meningitis (HSV-2) Aciclovir 10 mg/kg i.v. x 3 i 1 døgn Derefter valaciclovir 1g x 3 i 7 dage Neonatal herpes infektion Aciclovir 20 mg/kg i.v. x 3 i 21 dage Ved hyppige generende HSV-recidiver (> 8 pr. år) nedsætter profylaktisk behandling med aciclovir, valaciclovir eller famciclovir recidiv-frekvensen med en faktor 5 ved herpes genitalis; mens effekten er noget mindre ved orofaciale recidiver. Præparatvalg afhænger af pris og ønsket doseringshyppighed (tabel 1). Den profylaktiske behandling seponeres med 1-2 års mellemrum for at se, om der fortsat er aktivitet, idet der over tid er et spontant fald i hyppighed og sværhedsgrad af herpes udbruddene. Livstruende infektioner som neonatal herpes, herpes encefalitis samt alvorlige infektioner hos immundefekte patienter behandles med aciclovir i.v., og det er afgørende, at behandlingen institueres hurtigst muligt (tabel 1). Revurdering af behandlingen Ved manglende effekt må diagnosen overvejes med baggrund i klinik og virologiske fund. Serologi har ingen plads i den diagnostiske udredning. Graviditet Primær herpes genitalis allersidst i graviditeten medfører stor risiko for neonatal smitte, hvorimod recidiverende herpesudbrud kun udgør en meget lille smitterisiko for den nyfødte. Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi anbefaler (235) ved førstegangsudbrud af herpes genitalis at behandle med aciclovir 200 mg x 5 i 5 dage. Ved førstegangsudbrud efter 34. graviditetsuge overvejes elektivt sectio. Ved recidiverende herpes kan profylaktisk behandling med aciclovir 400 mg x 2 fra 4 uger før terminen overvejes.)
Mpox (abekopper) (Indledning Mpox, tidligere kaldt abekopper, skyldes et orthopoxvirus, som er nært beslægtet med koppevirus (variola), kokopper og vacciniavirus. Der findes to forskellige varianter af Mpox-virus, en centralafrikansk variant (clade I) og en vestafrikansk variant (clade II). Virus blev påvist første gang i 1958 hos en gruppe aber med et vesikuløst udslæt, som var transporteret fra Afrika til Danmark til brug som forsøgsdyr. Deraf den tidligere betegnelse abekopper. Mpox forekommer endemisk i Central- og Vestafrika, og det første humane tilfælde blev påvist i 1970 i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) hos en 9-årig dreng. Antallet af humane tilfælde af Mpox i Central- og Vestafrika er i løbet af de seneste 50 år steget betydeligt. En af årsagerne er formentlig, at man for over fyrre år siden ophørte med at vaccinere mod kopper, efter at WHO i 1980 havde erklæret sygdommen for udryddet. I 2003 var der et udbrud af Mpox i USA med 71 humane tilfælde, sekundært til import af gnavere fra Ghana. Derudover har man både i Storbritannien og Israel fundet importerede tilfælde af Mpox hos rejsende fra Nigeria. Der har også været enkelte sekundære tilfælde bl.a. hos sundhedspersonale. Det første større udbrud af Mpox forårsaget af clade IIb, en understamme af clade II, med smittespredning uden for Afrika startede i 2022. Primo maj 2022 blev de første tilfælde af Mpox påvist i Storbritannien. Efterfølgende blev der påvist tilfælde i en række Europæiske lande, men også udenfor Europa. WHO erklærede 23. juli 2022 udbruddet med Mpox for en global sundhedskrise. Ifølge WHO og ECDC er der rapporteret 27.529 tilfælde i 46 lande i Europa. Der er kun rapporteret 10 dødsfald som følge af Mpox. I Danmark er der set 203 tilfælde af Mpox og ingen dødsfald. I dette udbrud er næsten alle (98-99 %) tilfælde set hos mænd der har sex med mænd (MSM). Det lykkedes at inddæmme epidemien ved oplysning, kontaktopsporing, vaccination af risikogrupper og vejledning om hvordan smitte kan forebygges. Der er i 2024 derfor kun rapporteret om få tilfælde og mindre udbrud i Europa. Aktuelt har en ny variant af Mpox-virus (clade Ib) spredt sig fra DRC til nærliggende lande. Clade I medfører sværere sygdom og højere dødelighed end clade II. Der er siden 1. januar 2024 rapporteret om mere end 50.000 mistænkte tilfælde og 1.000 dødsfald i 13 afrikanske lande (Burundi, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Elfenbenskysten, Gabon, Kenya, Liberia, Nigeria, Republikken Congo, Rwanda, Sydafrika og Uganda), med de fleste tilfælde i DRC. Størstedelen (60 %) af tilfældene er blandt børn under 15 år. Derfor erklærede WHO i august 24, Mpox for en global sundhedskrise. Der har været flere importerede tilfælde til både Europa og USA. For nylig er de første tilfælde af smittespredning fra importerede tilfælde til nære kontakter blevet bekræftet i Belgien og Tyskland. Virkning og smitte Mpox er en zoonose, og det væsentligste reservoir formodes at være gnavere, som kan smitte aber og mennesker. Smitte kan ske fra dyr-til-mennesker, men også fra menneske-til-menneske. Smitte mellem mennesker sker ved tæt fysisk kontakt, herunder seksuel kontakt, ofte med personer indenfor samme husstand. Smitte kan ske via luftvejssekreter eller tæt kontakt med kropsvæsker enten direkte eller indirekte gennem sengetøj m.v. Overførslen i det europæiske udbrud med clade IIb synes at være tæt hudkontakt i forbindelse med sex; men næppe egentlig seksuel smitte, hvorfor sikker sex formentlig ikke vil beskytte. Det er set, at smittede gravide også kan give smitten videre til deres ufødte børn. Hidtil har man ikke anset personer uden symptomer, som smittefarlige og der er derfor gode muligheder for at forhindre smittespredning. Et nyligt studie på MSM har dog påvist Mpox-virus ved podning fra rektum hos personer uden symptomer. Betydningen af dette for smittespredning er på nuværende tidspunkt ikke klarlagt. Den centralafrikanske variant (clade Ib) synes at være mere smitsom end den vestafrikanske variant (clade IIb). Inkubationstiden er 5-21 dage. Abekopper minder om rigtige kopper, men har et mildere forløb, og viser sig oftest ved feber, kulderystelser, hovedpine, træthed, muskelsmerter og ofte hævede lymfeknuder. Efter 1-3 dage udvikles et udslæt, som ofte begynder hvor primær infektionen har fundet sted, hyppigst i ansigtet eller genitalt, og derefter spreder sig til kroppen, hænder, ben og fødder. Elementerne er typisk 0,5 til 1 cm og tæller fra nogle få til flere tusinde. Modsat skoldkopper er det karakteristisk for abekopper, at alle hudelementer i samme område er i samme stadium. Under det Europæiske udbrud har flere haft proctitis ledsaget af anogenitale smerter. De fleste bliver raske i løbet af 2-4 uger. Dødeligheden af Mpox er 1-10 %, men den vestafrikanske variant har det mildeste forløb. Under aktuelle udbrud i DCR forårsaget af clade Ib er dødeligheden omkring 3 %. Mpox-virus påvises ved PCR ved prøvetagning hyppigst fra hud elementer, vesikler eller podning fra rectum, oropharynx, urethra.)
Akromegali (Kirurgi er den primære behandling af de fleste patienter med akromegali , hyppigst transsphenoidal hypofyseadenom-resektion. Kirurgi har den store fordel, at der potentielt opnås varig remission. I modsætning hertil skal primær eller sekundær medicinsk behandling af akromegali ofte gives livslangt. Stråleterapi anvendes undtagelsesvist til patienter, der ikke responderer på eller tåler medicinsk behandling. Det biokemiske respons på strålebehandling kommer ofte sent, og medfører en øget risiko for bl.a. hypofyseinsufficiens og cerebrovaskulær sygdom. Ved kirurgi ses de bedste behandlingsresultater ved mikroadenomer (< 10 mm), hvor op til 80 % af patienterne opnår acceptable niveauer af GH og IGF-I efter en operation; men i løbet af en 10-årig periode vil over 60 % af patienterne med akromegali få behov for medicinsk behandling . Medicinsk behandling med en somatostatin-analog er indiceret: ved manglende remission efter kirurgi og/eller strålebehandling som primær terapi, hvis operation ikke er mulig, eller afvises af patienten. Ved manglende remission på en somatostatin-analog eller bivirkninger til denne, kan man forsøge at skifte mellem de to primære og konventionelle præparater, Sandostatin® LAR og Ipstyl® Autogel . En somatostatin-analog kan kombineres med væksthormonreceptor-antagonisten pegvisomant , hvis der ikke opnås remission eller ved bivirkninger på monoterapi med en somatostatin-analog. Ved denne kombinationsbehandling vil ca. 15 % af patienterne, udvikle et forhøjet niveau af levertransaminase. Somatostatin-analoger kan også kombineres med en dopamin-agonist, cabergolin , der kan have nogen effekt hos en mindre del af patienter. Pasireotid Pasireotid er en nyere somatostatin-analog med bredere somatostatin-receptorbindingsprofil. Behandling med pasireotid medfører meget ofte hyperglykæmi eller manifest diabetes. Dets plads i behandlingen er derfor endnu uafklaret, men præparatet kan overvejes ved manglende effekt af konventionel somatostatin-analogbehandling. Behandlingsvejledning og rekommandationer fra Medicinrådet: Der findes en behandlingsvejledning for akromegali fra Medicinrådet .)
Allergi over for antibiotika (Krydsallergi Ved påvist allergi eller sandsynlig allergi, hvor yderligere diagnostik ikke er mulig, må lægemidlet undgås. Det kan så være relevant at finde et behandlingsalternativ. Krydsallergi kan her blive et problem. Krydsreaktion ved lægemiddelallergi er betegnelsen for en reaktion på et præparat hos en person, der tidligere har reageret på et andet (lignende) præparat. Forskellige patienter udviser ikke nødvendigvis de samme krydsreaktioner. Én patient kan reagere på et enkelt lægemiddel i en gruppe, mens en anden patient får reaktioner på alle gruppens lægemidler. Karakteren og sværhedsgraden af en lægemiddeloverfølsomhedsreaktion er her helt afgørende, når det skal vurderes, om det er forsvarligt at forsøge med et beslægtet lægemiddel og hvilke forholdsregler, der i givet fald skal tages. Problematikken omkring krydsreaktioner er generelt dårligt belyst, og litteraturen omfatter helt overvejende kasuistiske meddelelser. For visse præparatgrupper har man forsøgt allergitest i form af prik- eller intrakutantest, lappetest eller in vitro-analyser, men resultaterne er sjældent valideret ved eksponering/provokation. Negative resultater ved sådanne allergitest kan generelt ikke tillægges væsentlig værdi, fordi overfølsomhedsreaktionerne ikke nødvendigvis skyldes immunologiske mekanismer, der kan påvises med disse test. Krydsreaktion kan således kun afklares med sikkerhed ved provokation. Allergi over for antibiotika Bedst undersøgt er forholdene for β-laktamantibiotika . For penicilliner vil allergi for én type betyde, at også andre penicilliner er under mistanke og skal undgås, indtil det er vist, at de tolereres. Phenoxymethylpenicillin (penicillin V) og benzylpenicillin (penicillin G) krydsreagerer, mens reaktioner på de semisyntetiske penicilliner kan være sidekædespecifikke, så phenoxymethylpenicillin og benzylpenicillin tolereres. Ved de sidekædespecifikke reaktioner må forventes større risiko for krydsreaktioner mellem præparater med sidekæder, der ligner hinanden, fx amoxicillin og ampicillin , cloxacillin eller flucloxacillin og dicloxacillin . Kun provokationer/behandlingsforsøg kan med sikkerhed afgøre, om reaktioner er sidekædespecifikke eller ej. Krydsreaktivitet imellem penicilliner og cefalosporiner for de produkter, der er på markedet nu, er særdeles lav. Årsagen er, at penicillinreaktionerne sjældent skyldes den fælles β-laktamring, men i stedet sidekæderne. En del 1. og 2. generations cefalosporiner har samme sidekæder som ampicillin eller amoxicillin. Det gælder således cefalexin, der ligner ampicillin, men ikke cefuroxim eller nyere cefalosporiner. Cefalosporiner er således ikke kontraindicerede hos penicillinallergikere (2407) . Blandt penicillinallergikere har endnu færre (< 1 %) allergi over for carbapenemer , trods deres β-laktamring. Tilsvarende synes monobactamer at kunne benyttes uden risiko for krydsreaktioner i denne patientgruppe. Dog ligner sidekæderne i ceftazidim og aztreonam hinanden, og det bør give anledning til forsigtighed ved påvist overfølsomhed over for et at disse stoffer (2408) . Risiko for krydsreaktioner mellem cefalosporiner og carbapenemer kan ikke udelukkes, men er dårligt belyst (2409) . Allergi over for et antibakterielt sulfapræparat synes ikke at betyde øget risiko for reaktion på andre typer sulfonamider, fx diuretika, antivirale midler, antiinflammatoriske præparater og sulfonylurea (6407) . Andre praktiske forhold Hudreaktioner under antibiotisk behandling er hyppige i barnealderen. Ved senere provokationer med samme præparat tåles dette hos de fleste. Der er sædvanligvis tale om milde erytemer og makulopapuløse hududslæt uden væsentlig kløe, og de fleste skyldes formentlig virusinfektioner. Kan man i sådanne tilfælde overtale forældrene til at fortsætte en antibiotisk behandling, vil hududslættet sædvanligvis svinde, og allergidiagnosen kan afkræftes uden yderligere diagnostik. Forværres hudreaktionen, må behandlingen naturligvis stoppes. Strategien kan ikke anbefales ved urticarielle reaktioner, hvor risikoen for allergi er væsentlig større. På specielle indikationer er det muligt under indlæggelse at gennemføre en desensibilisering, hvor der opnås en tolerance, der skal vedligeholdes under fortsat behandling. Afbrydes behandlingen, kræves en ny desensibilisering, hvis behandlingen skal genoptages. Der findes protokoller bl.a. for penicillin , acetylsalicylsyre , platiner og andre cancerterapeutica, biologiske lægemidler og visse andre præparatgrupper (6406) . I visse tilfælde benyttes profylaktisk antihistamin evt. suppleret med kortikosteroid før indgift af lægemidler, hvor der ud fra anamnesen er mistanke om allergilignende symptomer. Strategien er ikke evidensbaseret og er ikke tilstrækkelig, hvis der er klar anamnese med straksreaktioner. Hverken antihistamin eller kortikosteroid beskytter mod anafylaksi. Da der endnu ikke findes et fælles nationalt register, er det vigtigt, at CAVE noteres i såvel hospitalsvæsenets som i den praktiserende læges elektroniske journaler, og at oplysninger om lægemiddelallergi videregives i både henvisninger og i epikriser. I mangel af mere ’autoriserede’ CAVE-kort kan relevante oplysninger skrives på sundhedskortet. Yderligere generel information findes i lægemiddelallergi .)
Multipel (dissemineret) sklerose (Multipel sklerose (MS) er en immunmedieret inflammatorisk sygdom i centralnervesystemet (CNS) medførende demyelinisering og tab af aksoner i spredte områder i centralnervesystemet. Sygdommen debuterer hyppigst i alderen 25-45 år. Årsagen er ukendt, men skyldes et komplekst samspil mellem genetiske og eksogene faktorer. Blandt de eksogene faktorer er Epstein-Barr virus, hvor infektiøs mononukleose fordobler risikoen. Sollys og D-vitamin har beskyttende effekt, mens rygning, fedme i barnealderen, natarbejde og stress disponerer til MS. Den fremherskende opfattelse er, at attakker opstår ved, at autoreaktive T-celler med specificitet mod antigener i CNS aktiveres uden for CNS, ofte i forbindelse med en bakteriel eller viral infektion. I de senere år er det blevet klart, at B-celler også er af betydning i patogenesen, formentlig som afgørende antigenpræsenterende celler. Autoreaktive T-celler kan påvises i blodet hos raske personer, men det antages, at disse autoreaktive T-celler holdes i skak af regulatoriske immunceller, og en nedsat funktion af de regulatoriske celler er påvist ved MS. Når autoreaktive T-celler aktiveres, aktiveres adhæsionsmolekyler på celleoverfladen, hvorved de kan fæstnes til endotelcellerne og migrere over blod-hjerne-barrieren. Det menes, at autoreaktive CD4 og CD8 T-celler herefter genkender myelin autoantigener, der præsenteres af specialiserede antigenpræsenterende celler, aktiveres og producerer proinflammatoriske cytokiner, heriblandt TNF-alfa of interferon-gamma. Herefter udløses en kaskade af inflammatoriske processer, der fører til rekruttering af yderligere T-celler, antistofproducerende B-celler og plasmaceller samt monocytter fra blodbanen med produktion af proteinnedbrydende enzymer, cytokiner, og frie radikaler, som forårsager destruktion af myelinskeder, oligodendrocytter og aksoner. I den progressive fase af sygdomsforløbet vedligeholdes inflammationen bl.a. i B-celle-follikel-lignende strukturer i meninges og aktiverede mikrogliaceller i hjerneparenkymet, og der kan optræde degenerative processer som følge af tidligere skader på aksoner og oligodendrocytter. Aktivering af immunceller uden for CNS spiller derfor en mindre rolle ved progressiv multipel sklerose. Antallet af nydiagnosticerede tilfælde af MS i Danmark har været stigende gennem de sidste årtier specielt hos kvinder, som udgør 2/3, men synes de sidste år at have stabiliseret sig på ca. 600 nye tilfælde om året. Det totale antal patienter med MS er ca. 19.000. Sygdomsforløb MS kan traditionelt på basis af det kliniske forløb inddeles i: attakvis primær progressiv sekundær progressiv. De fleste patienter med MS (85-90 %) debuterer med et attakvis (recidiverende-remitterende) forløb. Den første begivenhed af formodet demyeliniserende karakter betegnes som et klinisk isoleret syndrom (CIS). Det er imidlertid ofte muligt at stille diagnosen MS allerede ved den første demyeliniserende episode ved hjælp af MR-scanning og undersøgelse af spinalvæsken. Attakvis MS er karakteriseret ved anfaldsvise neurologiske udfaldssymptomer af mindst 24-48 timers varighed, som typisk udvikles i løbet af timer til få dage, og med efterfølgende hel eller delvis remission. Mellem de enkelte attakker er tilstanden stort set stabil uden tegn på klinisk sygdomsaktivitet. Hos nogle patienter kan registreres perioder med forværring af de permanente neurologiske deficit, uden at der er registreret attakker, kaldet PIRA ( P rogression I ndependent of R elapse A ctivity) . Dette skyldes formentlig subkliniske inflammatoriske forandringer i hjerne og rygmarv, der ikke registreres som kliniske attakker. De fleste patienter med attakvis MS overgår efter en længere årrække (typisk 10-20 år) til den sekundære progressive fase, hvor patienten, uafhængigt af attakker, har progression af sygdoms-manifestationerne. En mindre del (10-15 %) har primær progressiv MS med gradvis progredierende symptomer uden sikre attakker fra sygdomsdebut. Disse patienter er ofte ældre, når diagnosen stilles (alder ved diagnose for primær progressiv MS er godt 50 år, mod midt i 30'erne for patienter med attakvis MS). I dag defineres det kliniske forløb ikke alene ved attakvis eller progressiv MS, men disse betegnelser modificeres på grundlag af, om sygdommen er aktiv (klinisk aktiv med attakker og/eller aktiv ved MR-scanning i form af gadolinium-kontrast optagende læsioner eller nye læsioner på T2 vægtede optagelser sammenlignet med tidligere MR-scanning foretaget inden for forudgående 1-2 år), og om der er tegn på sygdomsprogression, hvilket traditionelt måles på Expanded Disability Status Scale (EDSS). Denne vurdering anbefales i udgangspunktet ca. en gang om året. Ovenstående tabel er modificeret efter artiklen: Defining the clinical course of multiple sclerosis: The 2013 revisions (4683) . Det samlede billede af sygdomsforløbet er i dag mildere end tidligere på grund af tidligere diagnose, ændrede diagnostiske kriterier, tidligere og mere effektiv behandling og ændret epidemiologi (5002) . Diagnostisk udredning Der eksisterer ikke en enkel, sikker diagnostisk test for MS. For at stille diagnosen kræves symptomer og tegn forenelig med en demyeliniserende sygdom og påvisning af flere (mindst to) inflammatoriske CNS-læsioner, der er tidsmæssigt og anatomisk adskilte samt udelukkelse af andre sygdomme, der kunne være årsag til de påviste symptomer og kliniske tegn. Diagnosen klinisk sikker MS kræver 2 adskilte attakker fra forskellig lokalisation i centralnervesystemet. En enkeltstående begivenhed af formodet demyeliniserende karakter betegnes som et klinisk isoleret syndrom (CIS). MR-scanning og tilstedeværelsen af oligoklonale bånd i cerebrospinalvæsken (CSF) er de vigtigste parakliniske undersøgelser til diagnostik af MS og kan anvendes til at påvise disseminering af sygdommen både i tid og sted, hvorved diagnosen MS kan stilles. Med anvendelse af nyeste gældende (2024) McDonald diagnostiske kriterier (3432) kan diagnosen MS nu hos en stor del af patienterne stilles i forbindelse med første attak, hvis MR-scanning viser læsioner spredt i CNS (disseminering i sted), hvor involvering af n. opticus vist ved MR-scanning, optisk kohærens tomografi (OCT), visuelt evokerede potentialer (VEP) kan medregnes som en ny diagnostisk CNS lokalisation. Påvisning af centralt vene tegn (Central Vein Sign - CVS) eller paramagnetisk randlæsion (Paramagnetic Rim Lesions - PRL) ved MR-scanning og koncentrationen af kappa frie lette kæder i CSF, kan, når det er tilgængeligt, styrke diagnosen. Såvel oligoklonale bånd i CSF som øget IgG-index er tegn på intratekal immunaktivering. Sensitiviteten af oligoklonale bånd ved klinisk sikker MS er højere end 90 %, dog noget mindre ved klinisk isoleret syndrom, mens specificiteten er lavere, da intratekal immunaktivering af andre årsager også kan fremkalde oligoklonale bånd. I visse tilfælde kan Radiologisk Isoleret Syndrom (Radiological Isolated Syndrome - RIS) eller neurologiske symptomer, der ikke udgør et klart anfald eller en progression af invaliditet, opfylde kriterierne for multipel sklerose diagnosen. I dag medregnes RIS til multipel sklerose-spektret. Ved RIS forstås, at der hos personer, der af anden årsag får foretaget en MR-skanning af hjernen, ses forandringer karakteristiske for MS, uden at personen på noget tidspunkt har frembudt symptomer på demyeliniserende sygdom. I visse tilfælde kan RIS som anført opfylde kriterierne for multipel sklerose diagnosen, en stor del af de øvrige personer med RIS udvikler MS inden for en kortere årrække, specielt hvis forandringerne på MR-scanningen udviser specielle karakteristika for en demyeliniserende sygdom. Sygdomsmodificerende behandling reducerer risikoen for at udvikle MS inden for en kortere årrække. Der er endnu ikke nogen godkendt behandling for RIS.)
Type 2-diabetes (Orale antidiabetika, eventuelt en GLP-1-receptor agonist som injektion eller som tablet, anvendes ved type 2-diabetes, hvor kostomlægning, motion og vægttab ikke har haft den ønskede effekt. De fleste patienter med type 2-diabetes behandles i almen praksis og i henhold til den fælles DSAM/DES behandllingsvejledning (2161) (2162) , som anbefaler at starte med metformin fra diagnosetidspunktet eller som hovedregel inden for de første tre måneder efter diagnosen. Hos patienter med erkendt hjertekarsygdom eller mere end 3 risikofaktorer for hjertekarsygdom anbefales at supplere med en SGLT-2 hæmmer eller med en GLP-1 receptor agonist hvis en SGLT-2 hæmmer ikke tåles uafhængig af HbA1c (organbeskyttelse). Tilsvarende anbefales behandling med SGLT-2 hæmmer ved diabetisk nyresygdom og hjertesvigt. Dette uddybes nedenfor. Som ovenfor nævnt anbefaler de nyeste retningslinjer fra Dansk Endokrinologisk Selskab , at de nævnte patientgrupper starter med en GLP-1-receptor agonist eller en SGLT-2-hæmmer før metformin. Før behandlingen indledes, bør der for patienten opstilles et behandlingsmål for glucoseniveauet (HbA 1c ). Behandlingsmålet bør være individuelt og afhænger blandt andet af patientens alder og evt. forekomst af iskæmisk hjertesygdom. I sidstnævnte tilfælde bør intenderet stram kontrol med flere lægemidler med risiko for hypoglykæmi undgås, således at et behandlingsmål på omkring 53-58 mmol/mol (7,0-7,5 %) i HbA 1c vil være passende, specielt hos den lidt ældre patient, mens et højere behandlingsmål kan vælges hos ældre skrøbelige patienter og nogle gange accepteres hos patienter med dårlig compliance. Hos den yngre og/eller debuterende patient vil målet være en normalisering af HbA1c eller nærnormalisering (HbA1c 48-53 mmol/mol). Behandlingsstrategien afhænger som anført af tilstedeværende hjerte-kar-sygdom, hjertesvigt og diabetisk nyresygdom. Ellers er lægemidlets effekt på hyperglykæmi, legemsvægt, hjerte-kar- og nyresygdom, kompleksitet af behandlingen, risiko for hypoglykæmi, vægtstigning, bivirkninger i øvrigt og pris afgørende for valg af lægemiddel. Hos en undergruppe af patienter med normalvægt (BMI 60 år, mandligt køn, disposition til kardiovaskulært sygdom, dysreguleret hypertension, > 130/80 trods behandling, LDL > 1.8 trods behandling, rygning > 10 pakkeår)), er der evidens for, at behandling med SGLT-2 hæmmerne empagliflozin, dapagliflozin og canagliflozin og GLP-1-RA liraglutid, semaglutid og dulaglutid sænker den kardiovaskulære risiko. Liraglutid og empaglilfozin er desuden vist at reducere mortaliteten. Dapagliflozin er vist at sænke den kardiovaskulære risiko og mortalitet i en subgruppe af patienter med tidligere myokardieinfarkt. Derfor bør en SGLT-2 -hæmmer eller en GLP-1-RA med dokumenteret effekt på den kardiovaskulære risiko foretrækkes som 1. valg ved klinisk hjertesygdom og bør opstartes uafhængig af individualiseret HbA1c mål. Der anbefales at stile mod HbA1c 300 mg/g) uanset eGFR eller mikroalbuminuri (albumin/kreatinin ratio > 30 mg/g) kombineret med eGFR 60 ml/min eller eGFR uden albuminuri er der også påvist nyrebeskyttende effekt af SGLT-2-hæmmere, og her skal behandling overvejes. Behandling med en SGLT-2-hæmmer er den mest effektive behandling for diabetisk nyresygdom, og hos patienten der er i behandling med ACE-hæmmer eller en angiotensin-II-antagonist bør den indgå i behandlingen uafhængig af HbA1c målet. Væsketal bør kontrolleres, da der ofte ses et midlertidigt ca. 8 % fald i eGFR (≈ 3-5 ml/min/1,73 m 2 ) ved initiering af SGLT-2-hæmmer. Hvis en SGLT-2-hæmmer ikke tolereres, kan en GLP-1 receptor agonist alternativt benyttes. GLP-1 RA (semaglutid) har vist nedsat progression af diabetisk nyresygdom, hjertekarsygdom og dødelighed ved type 2 diabetes med albuminuri > 100 mg/g og eGFR 25-50 ml/min/1,73m2 eller albuminuri > 300 mg/g og eGFR 50-75 trods RAS blokade (6621) . Studier designet til at afklare en eventuel effekt af kombinationsbehandling med en GLP-1 RA og en SGLT-2 hæmmer afventes. Kombinationsbehandling med SGLT-2-hæmmer og GLP-1 RA hos patienter med etableret hjerte-kar-sygdom kan overvejes afhængigt af HbA1c. Ved vedvarende/stigende albuminuri trods ARB/ACE-I og SGLT-2-hæmmer kan tillægges lavdosis spironolakton (12,5-25 mg) under monitorering af serumkalium eller finerenon, der har klausuleret tilskud til behandling af voksne med type 2-diabetes og diabetisk nyresygdom eGFR ≥ 25 - 30 mg/g, trods behandling med de for patienten maksimalt tolerable doser af ACE-hæmmer/ARB og SGLT-2-hæmmere. Finerenon er vist at reducere udviklingen af nyresvigt og kardiovaskulær sygdom, især indlæggelser pga. hjertesvigt. Patienter med alene nedsat nyrefunktion (fald i eGFR) uden albuminuri (fx betinget af høj alder) formodentlig vil have en mindre absolut risikoreduktion ved brug af SGLT-2 hæmmer sammenlignet med patienter, som også har albuminuri. Evidensen for absolut risikoreduktion patienter med albuminuri ≥ 30-200 mg/g er ikke så god som ved højere grader af albuminuri. Nyrefunktionen monitoreres ved hjælp af eGFR og albumin/kreatinin-ratio med måneders interval, og patienter henvises til nefrolog ved eGFR 54 mmol/mol) pga. af risikoen for hypoglykæmi. For den ældre patient kan kognitiv svækkelse med glemsomhed og forvirring, synsproblemer, dårlig økonomi, praktiske problemer med fx blisterpakninger, der kan være svære at åbne, synkevanskeligheder mv. alle være faktorer, der bidrager til manglende komplians. Det anbefales i særlig grad til denne patientgruppe at anvende enkle regimer (højst medicin 2 x dagligt) og sørge for skriftlig information til den ældre patient, samt evt. pårørende og hjemmesygeplejen. Insulinbehandling ved type 2 diabetes En simpel - og ofte effektiv - behandlingsalgoritme er, når insulinbehandling bliver nødvendigt, at fortsætte med orale antidiabetika bortset fra sulfonylurinstof og kombinere denne med isophaninsulin (NPH), insulin detemir, insulin glargin eller insulin degludec indgivet om morgenen, evt. ved sengetid. Specielt gennem de senere år er det blevet mere almindeligt at fortsætte med en GLP-1-receptor agonist eller SGLT-2-hæmmer foruden metformin. Derved reduceres insulinbehovet og risikoen for hypoglykæmi samt en eventuel vægtstigning sammenlignet med metformin alene plus insulin. Endvidere opnås hos den hjertesyge patient en reduktion i risikoen for fremtidige kardiovaskulære hændelser ved at fortsætte med GLP-1-receptor agonisten (liraglutid,semaglutid eller dulaglutid) og/eller en SGLT-2-hæmmer (empagliflozin, dapagliflozin eller canagliflozin). Disse præparaterne reducerer også progressionen af den diabetiske nyresygdom. Insulinbehandling initieres ofte med 10 enheder af basal insulin eller 0,2 enhed per kg legemsvægt. Insulindosis titreres med 4-7 dages interval under vejledning af hjemmemåling af blod-glucose og HbA 1c . Når dosis overstiger 40 IE, deles dosis initialt ligeligt mellem morgen- og aftensmåltidet, dog ikke for insulin degludec, der altid doseres én gang i døgnet. Det samme vil ofte også gælde for insulin glargin 300. En døgndosis på 1,0-1,5 IE/kg kan være nødvendig. En anden mulighed er at benytte bifasisk insulin 2 gange i døgnet før morgen- og aftensmad. En tredje injektion før frokost kan blive nødvendig for at opnå eller vedligeholde behandlingsmålet. Hos enkelte patienter kan behandling med multiple injektioner (basal-bolus) være nødvendig. Kombinationen med metformin er insulinbesparende (25-30 %) samtidig med, at metformin reducerer vægtstigningen, der ofte ses efter start af insulinbehandling. Hos patienter, hvor behandling med metformin og insulin ikke har medført en tilfredsstilende kontrol af hyperglykæmien, kan tillæg af en DPP-IV-hæmmer, en GLP-1-receptor agonist eller en SGLT-2-hæmmer være med til at bedre den glykæmiske kontrol samtidig med, at risikoen for vægtøgning reduceres. Specielt kombinationen med semaglutid og insulin har signifikant forbedret den glykæmiske kontrol, og forhindret store vægtstigninger under insulinbehandling. Dansk Endokrinologisk Selskabs Nationale Behandlingsvejleding (NBV): Type 2 diabetes, diskuterer i detaljer insulinbehandling ved type 2 diabetes (6540) . Beregn eGFR her: Revurdering af behandling Type 2-diabetes er for de fleste patienter en progredierende sygdom, hvor god glykæmisk kontrol er let at opnå de første år efter diagnosen. Efterfølgende med stigende blodglukose adderes orale antidiabetika eventuel en GLP-1 receptor agonist. Senere i forløbet kan insulinbehandling være nødvendig og for de fleste er én injektion af basal insulin ofte tilstrækkelig til at opnå acceptabel kontrol. Det er en balanceakt at intensivere den antiglykæmiske behandling uden at patienten får bivirkninger.)
Parkinsons sygdom (Parkinsons sygdom er et syndrom karakteriseret ved fire kardinalsymptomer: hypo- og bradykinesi (reducerede og langsomme bevægelser) rigiditet (tonusøgning i musklerne ved passive bevægelser) hviletremor postural instabilitet (kompromitteret gang og kompromitteret balancereflekser). For at stille diagnosen Idiopatisk Parkinsons Sygdom (IPS) kræves tilstedeværelse af bradykinesi og efter de nyeste kriterier rigiditet eller hviletremor eller begge dele (812) . Postural instabilitet viser sig først år senere i forløbet ved IPS. Er postural instabilitet til stede fra starten, må man overveje anden diagnose, herunder en af de atypiske parkinsonlidelser som Multipel-System-Atrofi (MSA), Progressiv Supranukleær Parese (PSP) og Cortiko-Basal-Syndrom (CBS) eller vaskulær parkinsonisme også kaldet lower-body parkinsonisme. Parkinsons sygdom skyldes tab af dopaminproducerende nerveceller i hjernestammen, inklusiv disse nervecellers axoner og terminaler i putamen og caudatus. De præsynaptiske dopaminerge nerveceller stimulerer de postsynaptiske GABA-erge nerveceller i putamen og caudatus. Disse postsynaptiske GABAerge projektionsneuroner udtrykker dopamin D 1 - og dopamin D 2 -receptorer og er sæde for dopamin-effekten. Prævalensen for IPS angives meget forskelligt i den internationale litteratur. I Europa varierer prævalensen mellem 108-257/100.000 og incidensen mellem 11-19/100.000/år (5493) . I en nylig opgørelse foretaget af Parkinsonforeningen i Danmark har de praktiserende neurologer og neurologiske afdelinger estimeret, at de følger henholdsvis ca. 5.000 og 7.000 med diagnosen Parkinsons sygdom. Der er taget hensyn til overlap ( www.parkinson.dk ). På verdensplan er Parkinsons sygdom den hastigst stigende neurologiske sygdom primært pga. en stigende ældrebefolkning. Årsagerne kan være: tab af dopaminerge neuroner i substantia nigra (præsynaptisk Parkinsons sygdom). Ses ved IPS inkl. hereditære former som udgør ca. 5-7 % af alle former for IPS i Danmark, efter virusinfektion (postencefalitisk Parkinsons sygdom) og efter toksisk påvirkning af cellerne fx efter indtagelse af syntetiske morfika kontamineret med MPTP (1-methyl-4-phenyl-1,2,3,6-tetrahydropyridin), som er neurotoksisk. Den kemiske lighed mellem MPTP og visse pesticider har givet anledning til videnskabelige undersøgelser om sprøjtemidlers toksiske betydning, hvoraf nogle øger risikoen for Parkinsons sygdom 2,5 gange. tab af både dopaminerge præsynaptiske nigraneuroner og postsynaptiske GABAerge projektionsneuroner i striatum (præ- og postsynaptisk Parkinsons sygdom) ses ved de atypiske parkinsonsygdomme, MSA, PSP og CBS. Tabet af de postsynaptiske receptorceller, som udtrykker dopamin D 1 - og D 2 -receptorer forklarer, hvorfor den sædvanlige parkinsonmedicin fra starten, eller efter nogen tids behandling kun har ringe eller ingen effekt ved disse lidelser. Demens med Lewy bodies (DLB) klassificeres også ofte som atypisk parkinsonsygdom. Der er tab af dopaminerge neuroner og ofte også Alzheimer patologi (bl.a. amyloide plaques) og i starten af sygdommen ofte effekt af levodopabehandling på de motoriske symptomer. Grundet demens bør levodopa administreres med forsigtighed i små doser for ikke at provokere psykotiske symptomer. tab af postsynaptiske GABAerge receptorceller i striatum (postsynaptisk Parkinsons sygdom). Ses ved kronisk manganforgiftning og ved følger af svær CO-forgiftning (813) medikamentel dopaminreceptorblokade (postsynaptisk Parkinsons sygdom). Ses under behandling med antipsykotika eller andre D 2 -receptorblokerende medikamina herunder metoclopramid. Ved seponering af antipsykotika er tilstanden ofte reversibel over 6-18 måneder. vaskulær parkinsonisme skyldes infarkt eller blødning i nigrostriatale baner med deraf følgende hemiparkinsonisme eller småkarssygdom i hvid substans med gradvis udvikling af gang- og balanceforstyrrelser. I sidstnævnte tilfælde er der ikke tab af dopamin i nerveceller og derfor ikke effekt af medikamentel parkinson behandling. En relativ hyperfunktion af kolinerge synapser i striatum ved Parkinsons sygdom skønnes at være en mindre betydningsfuld faktor ved IPS. Den relative kolinerge hyperfunktion er dog særlig udtalt ved det medikamentelt udløste syndrom, og farmaka med central antikolinerg virkning har derfor en bedre afdæmpende virkning på medikamentel Parkinsons sygdom (såkaldte ekstrapyramidale bivirkninger ved antipsykotikabehandling) end på Parkinsons sygdom af andre årsager. Bivirkninger Se de enkelte præparater. Flere studier har peget på en øget risiko for hudkræft i form af malign melanom og non-melanom hos patienter med idiopatisk Parkinsons sygdom. Der findes ikke belæg for, at den øgede risiko skyldes behandling med levodopa eller andre antiparkinsonmidler (2656) .)
Lidelser i calciumstofskiftet (Plasma-PTH kan sænkes med midler, der virker på den calcium-sensing receptor (CaSR). Øget plasma-PTH ved sekundær eller tertiær hyperparatyroidisme falder tillige ved behandling med D-vitamin eller D-vitamin analoger. Tabel 1. Forslag til valg af midler til behandling af hyperparathyreoidisme afhængigt af årsag til hyperparatyroidismen Nyrefunktion Primær hyperparatyroidisme Sekundær hyperparatyroidisme Tertiær hyperparatyroidisme Normal Cinacalcet og etelcalcetid * Cholecalciferol eller ergocalciferol ved D-vitaminmangel, evt. kombineret med Calcium . Calcium og vitamin D ved lavt calciumindtag. Cinacalcet og etelcalcetid * Nedsat Cinacalcet og etelcalcetid * Calcium Vitamin D-analoger ** Cinacalcet og etelcalcetid Etelcalcetid Cinacalcet og etelcalcetid * * Operation foretrækkes ** Alfacalcidol eller Paricalcitol . Se endvidere Vitamin D og analoger og Midler mod hyperfosfatæmi .)
Pneumokok (Pneumokokker, Streptococcus pneumoniae , er den hyppigste årsag til samfundserhvervet pneumoni (CAP). Mindre alvorlige, men hyppige pneumokokinfektioner er akut otitis media (AOM) og sinuitis. De alvorligste sygdomme, der forårsages af denne bakterieart, er pneumokokmeningitis og pneumokoksepsis, som er omfattet af begrebet invasiv pneumokoksygdom (IPS). Nogle personer har forhøjet risiko for IPS, fx børn under 2 år, personer uden milt eller uden miltfunktion, personer med visse kroniske medicinske sygdomme samt ældre, der er fyldt 65 år. Pneumokokker forekommer naturligt på slimhinderne i næse og svælg, som en såkaldt bærertilstand hos raske mennesker i alle aldre overalt i verden, men det er primært spædbørn, der er bærere. Pneumokokkerne opdeles i serotyper efter sammensætningen af kapselpolysaccharidet. Der kendes på nuværende tidspunkt over 100 forskellige serotyper og ingen vacciner dækker mod alle serotyper. Vaccination mod pneumokokker blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 2007 for at beskytte spædbørn mod IPS. Initialt med en konjugeret pneumokokvaccine mod syv serotyper (PCV7), som siden 2010 er erstattet af en 13-valent vaccine (PCV13). Dette har betydet, at forekomsten af IPS hos børn 65 år med PVC13 medførte 75 % beskyttelse mod IPS og 35 % beskyttelse mod non-invasiv pneumokokpneumoni med serotyper indeholdt i vaccinen (5676) . Indførelse af PCV13 i børnevaccinationsprogrammet har medført, at andelen af serotyper, der er dækket af PCV13, er faldet til 16 % af IPS-tilfælde blandt personer over 64 år (4746) (4747) . EMA har godkendt to nye konjugerede pneumokokvacciner. Vaxneuvance (PCV15) er en 15-valent og Prevenar 20 (tidl. Apexxnar) (PCV20) en 20-valent konjugeret pneumokokvaccine til vaccination mod IPS og pneumokokpneumoni. Vaxneuvance (PCV15) indeholder to pneumokokserotyper (22F og 23F) og Prevenar 20 syv pneumokokserotyper (8, 10A, 11A, 12F, 15B, 22F og 33F) udover de tretten indeholdt i PCV13. Det er vist, at vaccinerne giver ligeværdigt immunrespons på de tretten serotyper indeholdt i PCV13. PCV20 beskytter mod 62 % af de serotyper, der er årsag til IPS hos personer over 64 år (4746) . (https://www.ssi.dk/vaccinationer/risikogrupper/invasiv-pneumokoksygdom). Vaxneuvance (PCV15) vil erstatte Prevenar13 i det danske vaccinationsprogram. Capvaxive er en ny 21-valent konjugeret udviklet til vaccination af voksne mod IPS. Den indeholder 8 unikke serotyper (15A, deOAc15B, 16F, 23A, 23B, 24F, 31, 35B), som ikke indgår i de øvrige pneumokokvacciner. Til gengæld er der fjernet 8 serotyper, som indgår i PCV13 og som sjældnere er årsag til IPS hos voksne. Capvaxive formodes at beskytte mod 82-84 % af de pneumokoktyper, der er årsag til IPS hos voksne over 50 år. Der er endnu ikke anbefalinger for brugen af Capvaxive i det offentlige vaccineprogram. Der har løbende været ændringer i anbefalinger for pneumokokvaccination af voksne og børn over 2 år med høj risiko og særlig høj risiko for IPS (6481) . Tidligere, hvor PCV13 var den eneste konjugerede vaccine, blev det anbefalet, at borgere med særlig høj risiko for IPS blev vaccineret med både med PCV13 og PPV23 for at give den bredeste og længstvarende beskyttelse. Aktuelt er anbefalingerne for voksne og børn over 2 år med både høj og særlig høj risiko for IPS: Ikke tidligere vaccineret mod pneumokokker: Anbefales vaccineret med enten PCV20 eller PPV23. Vaccineres der med PCV20, er der hverken anbefaling om revaccination eller efterfølgende vaccination med PPV23. Tidligere vaccineret med PPV23: Anbefales revaccineret med PPV23 eller vaccineret med PCV20. Revaccination med PPV23 kan ske 6 år efter seneste dosis, eller tidligere ved mistanke om nedsat immunrespons. Behov for revaccination tidligere end 6 år siden sidste vurderes efter antistofmåling. Vaccination med PCV20 kan tidligst gives 12 måneder efter seneste PPV23. Tidligere vaccineret med PCV13 og PPV23: Forslås revaccineret med PPV23 eller PCV20. Revaccination med PPV23 kan ske 6 år efter seneste dosis, eller tidligere ved mistanke om nedsat immunrespons. Behov for revaccination tidligere end 6 år siden sidste vurderes efter antistofmåling. Vaccination med PCV20 kan tidligst gives 12 måneder efter seneste PPV23. Sundhedsstyrelsen yder klausuleret tilskud til vaccination med de to pneumokokvacciner, PPV23 og PCV20, til visse personer med høj eller særlig høj risiko for invasiv pneumokokinfektion (5742) . Antistofniveauet efter brug af PPV23 er tilbage til præ-vaccinationsniveau efter 5-10 år, men der er dog en betydelig individuel variation i beskyttelsens varighed. Generelt kan revaccination foretages 6 år efter primærvaccination uden forudgående antistofmåling. Der kan hos visse risikogrupper være behov for revaccination tidligere, men dette bør ske efter forudgående antistofmåling. Personer med usikker vaccinationsstatus bør få målt antistoffer før eventuel vaccination. Behovet for revaccination med en efterfølgende dosis PCV13 eller PCV20 er ikke fastlagt. Ud over allergi over for indholdsstoffer og hjælpestoffer, samt tidligere alvorlige bivirkninger fra vaccinen er der ingen kontraindikationer. Almindelige bivirkninger som rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet, hovedpine, utilpashed og feber forekommer hyppigt og er ikke kontraindikation for fremtidige pneumokokvaccinationer.)
Scabies (Scabies (fnat) Førstevalgsbehandling er permethrin 5 % creme eller gel. Personen, som er smittet, og alle dennes tætte kontakter inden for de seneste 2 måneder behandles samtidigt. Således bør alle medlemmer af patientens husstand behandles samtidig med patienten for at undgå reinfestation. Klassekammerater behandles ikke rutinemæssigt, men skolen eller børneinstitutionen bør orienteres, så kontakter med symptomer kan henvises til læge. Cremen/gelen smøres på fra kæberanden og nedefter. Hos børn under 3 år smøres hele kroppen inkl. ansigt og hårbund. Det er vigtigt for effektiviteten af behandlingen, at dette gøres grundigt, herunder skal særligt områderne mellem fingre og tæer, under negle, håndled, armhuler, ydre kønsdele, bryster og balder indsmøres (4446) . Området omkring øjnene undgås. Cremen/gelen skal sidde i 8-12 timer, hvorefter den vaskes af. Der smøres ny creme/gel på efter fx håndvask. Behandlingen gentages efter en uge hos den smittede. Samtidigt med den farmakologiske behandling skal hjemmet saneres for fnatmider, se vejledning fra Sundhedsstyrelsen . Det indebærer støvsugning af senge og stofmøbler og rengøring af hjemmet med almindelige rengøringsmidler samt vask af tøj ved 60 °C. Hvis tøjet ikke kan vaskes ved 60 °C, så bør det henstå urørt (fx i en plastpose) i mindst 3 døgn, evt. op til 1 uge (4448) . Denne fremgangsmåde kan også benyttes ved stofmøbler, madrasser og lignende. Der er manglende viden om fnatmiders overlevelsestid i almindelige frysere, hvor temperaturen ofte er -15 til -20 °C (4449) . Man kan derfor ikke generelt anbefale, at tøj lægges i almindelig fryser. Det anbefales at udlevere skriftlig information om den farmakologiske behandling og de infektionshygiejniske forholdsregler til patienten (se nedenfor). Forebyggelse af smitte Se også Håndtering af fnat Undgå tæt hudkontakt med smittede personer Undgå at dele håndklæder, tøj eller sengetøj med smittede personer Støvsug senge og møbler med betræk/polstring, og rengør hjemmet med almindelige rengøringsmidler. Vask tøj, sengetøj og håndklæder ved 60 °C. Alternativt henstand af tøj eller stofmøbler ved mindst 25 °C og lav luftfugtighed i 3 døgn eller ved lavere temperaturer eller høj luftfugtighed henstand i 1 uge. Der er sparsom viden om resistensforhold hos humane fnatmider, men data fra 1994-2000 viser en klar udvikling i tolerance for permethrin (4450) . Der er ingen nyere data tilgængelige, men da der er udbredt resistens mod permethrin hos hovedlus, sandsynliggør dette, at det samme kan være gældende hos fnatmider (4450) . Udvikling af resistens mindskes ved at følge behandlingsanvisningen om to påsmøringer med rigelig creme eller gel med en uges mellemrum, samt behandling af tætte kontakter. Revurdering af behandling Ved behandlingssvigt med permethrin bør der skiftes til et andet lægemiddel, så afkom, der kan have udviklet tolerans, bliver slået ihjel. Toleranceudvikling hos humane fnatmider i Danmark er ikke systematisk undersøgt, men der er klinisk erfaring, som viser behandlingssvigt med permethrin trods umiddelbar korrekt brug af creme eller gel og hygiejniske tiltag. Opleves der behandlingssvigt (se afsnit om opfølgning) med permethrin til trods for, at lægemidlet er anvendt korrekt, kan anden behandling forsøges. Se tabel 1. Ivermectin er det eneste lægemiddel, som kan administreres oralt, hvilket gør det belejligt at bruge ved større udbrud på institutioner, hvor den topikale behandling kan være vanskelig at gennemføre på grund af antallet, der skal behandles (4446) . Ved tilfælde af Scabies crustosa kombineres lokal og systemisk behandling. Scabies crustosa kræver desuden midesanering i miljøet, hvilket svarer til en hovedrengøring med vand og sæbe. Ud over hovedrengøring bør øvrige hygiejniske tiltag konfereres med lokal hygiejnesygeplejerske eller speciallæge i dermatologi. Ingen af behandlingsformerne forebygger reinfestation efter endt behandling, så samtidig behandling af tætte kontakter og efterlevelse af de infektionshygiejniske forholdsregler er derfor helt essentielt. Tabel 1. Lægemidler mod scabies (fnat) Behandlingsregime Bemærk Udleveringstilladelse Topikale lægemidler Permethrin 5 % Påføres dag 0 og 7. Skal sidde 8-12 timer. Kan give hudirritation. Kræves ikke. Ivermectin creme 1 % Påføres dag 0 og 7. Skal sidde i 24 timer. Er ikke godkendt behandling. Kræves ikke (udlevering B). Benzylbenzoat + disulfiram (Tenutex®)* Påføres dag 0 og 7. Skal sidde i 24 timer. Manglende viden om sikkerhed hos småbørn og gravide. Kan give hudirritation. Alle læger kan søge Lægemiddelstyrelsen om generel udleveringstilladelse. Svovlvaselin 10 % (magistrelt fremstillet) Påføres 3 dage i træk. Skal sidde i 24 timer. Kan give hudirritation. Kræves ikke Systemiske lægemidler Ivermectin 3 mg 200 mikrogram/kg på dag 0 og 7. Kontraindiceret hos børn med legemsvægt < 15 kg, gravide og ammende. Kræves ikke (udlevering B). * Kan kun rekvireres fra apotek/sygehusapotek med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen . Det anbefales at tabletterne tages sammen med et måltid (4446) (5205) . Forsigtig dosering af ivermectin anbefales ved svært nedsat lever- og nyrefunktion. Der er som udgangspunkt ikke rationale for fraværsmelding pga. smitterisiko. Sundhedspersonale med konstateret fnat bør dog ikke deltage i direkte pleje- og behandlingsopgaver før 8-12 timer efter 1. påsmøring med permethrin (4447) . Børn kan komme i institution 8-12 timer efter iværksat behandling. Patienten anses for at være fri for fnat, hvis der en uge efter endt behandling ikke længere er nogle aktive læsioner. Det er vigtigt at informere patienterne om, at kløen kan fortsætte i op til 6 uger efter endt behandling. Kløen kan behandles med systemiske antihistaminer og milde lokale kortikosteroider. Ved sekundær bakteriel infektion skal denne behandles enten med lokale eller systemiske antibiotika. Retningslinjer vedrørende behandling og sygehushygiejne ved epidemisk optræden af scabies er offentliggjort i Ugeskrift for Læger (403) , og behandling og forebyggelse af fnat er offentliggjort i Rationel Farmakoterapi, månedsbladet (6313) .)
Farmakologisk frakturprofylakse (Som udgangspunkt anvendes enten et antiresorptivt eller anabolt lægemiddel. Behandlingen kombineres med et dagligt tilskud på 400-1.000 mg calcium i kombination med 20-40 mikrogram (800-1.600 IE) D-vitamin. Tillige tilrådes supplerende Non-farmakologisk frakturprofylakse . Evt. D-vitaminmangel bør korrigeres, før medikamentel behandling iværksættes, hvor plasmakoncentrationen af 25-hydroxyvitamin D bør være større end 50 nmol/l. Antiresorptive farmaka Antiresorptiv behandling betegnes også knoglebevarende behandling og virker primært ved at nedsætte den osteoklastiske aktivitet. Herved hæmmes nedbrydningen af knoglevævet og dermed knogleomsætningen. Knoglemineraltætheden stiger i begrænset omfang, styrken øges, og risikoen for fraktur mindskes. Typisk reduceres den relative risiko for fraktur med 30-70 %. Antiresorptive farmaka omfatter bisfosfonater (alendronat, ibandronat, risedronat og zoledronsyre) antistofbehandling (denosumab) selektive østrogenreceptor-modulerende stoffer (raloxifen). Gruppen af antiresorptive lægemidler omfatter tillige østrogener . Længerevarende postmenopausal østrogenbehandling frarådes pga. uhensigtsmæssig bivirkningsprofil (bl.a. øget risiko for brystkræft) (3015) . Hos yngre kvinder med hypogonadisme kan østrogenbehandling dog anvendes frem til det forventede menopausetidspunkt. Der pågår i øjeblikket en diskussion af, om det også kan anses for hensigtsmæssigt at bruge postmenopausal østrogenbehandling, hvis denne iværksættes i forlængelse af den naturlige monopause (5316) . Kosttilskud med calcium og D-vitamin har også en antiresorptiv effekt ved bl.a. at modvirke udviklingen af sekundær hyperparatyroidisme . Anabole farmaka Anabole farmaka (knogleopbyggende behandling) omfatter parathyroideaanalogen teriparatid og antistofbehandling med romosozumab . Behandlingen stimulerer primært knogleformationen, hvorved BMD øges og risikoen for fraktur mindskes. Effekten er særligt udtalt i trabekulært knoglevæv (fx columna). Romosozumab har tillige en vis antiresorptiv virkning. Behandlingsvarigheden med teriparatid er almindeligvis 24 mdr., hvor det administreres én gang dagligt (20 mikrogram s.c.), mens romosozumab administreres én gang om måneden (210 mg s.c.) i 12 måneder. Knogleanabol behandling bør efterfølges af antiresorptiv behandling (4975) . Med anabole farmaka reduceres den relative risiko for frakturer i columna typisk med 50-90 %, mens risikoen for non-vertebrale frakturer mindskes med omkring 40 % (4974) (234) . Præparatvalg Som udgangspunkt anbefales det at vælge et lægemiddel med dokumenteret effekt på den frakturtype, som patienten har fået eller er i størst risiko for at pådrage sig (se tabel 1). Hos patienter i systemisk behandling med glukokortikoid gør særlige forhold sig gældende, se Glukokortikoider . Nytilkommen ( 40 år med én nytilkommen ( 25 % kompression) og T-score 25 % sammenfald), nytilkomne lavenergifrakturer i columna (uanset T-score). Da teriparatid kun har begrænset effekt på BMD i hofteregionen, kan der initialt gives en enkelt infusion med zoledronsyre til patienter med høj risiko for hoftenære frakturer (ældre med lavt BMD i hofteregionen). Herved øges BMD i hofteregionen uden at kompromittere den anabole effekt på BMD i columna (1636) (2713) . Dog foreligger der ikke frakturdata, hvad angår kombinationsbehandling. Hos mænd og kvinder med kompressionsfrakturer i columna, som ikke opfylder kriterierne for anabolbehandling, er alendronat førstevalg. Hvis der er kontraindikation for alendronatbehandling anses andre bisfosfonater og denosumab for ligeværdige alternativer (tabel 1). Patienter med en hoftenær fraktur: Hos patienter med tidligere hoftenær fraktur er der bedst dokumentation for en frakturreducerende effekt af zoledronsyre. Selvom der ikke er dokumentation for en effekt specifikt hos patienter med en tidligere hoftenær fraktur, må romosozumab, alendronat og denosusumab også antages at have en gunstig effekt. Kvinder uden kompressionsfrakturer i columna eller en tidligere hoftenær fraktur: Romosozumab kan overvejes hos postmenopausale kvinder med osteoporose, der inden for de sidste 3 år har haft en lavenergifraktur i bækken, over- eller underarm. Hos patienter der ikke opfylder kriterierne for romosozumab, overvejes oral behandling med alendronat eller risedronat, da begge præparater har dokumenteret effekt på alle typer af frakturer og er væsentligt billigere end de øvrige antiresorptive midler. S.c. injektion med denosumab eller i.v. infusion med zoledronsyre anses som ligeværdige behandlingsalternativer til oral behandling. Mænd uden kompressionsfrakturer i columna eller en tidligere hoftenær fraktur: Alendronat er førstevalg. Zoledronsyre og denosumab anses for ligeværdige andenvalg om end en mindsket frakturrisiko ved behandling med denosumab kun er dokumenteret i en population med prostatacancer og iatrogen hypogonadisme samt på BMD niveau hos mænd med lavt BMD (1570) (2714) . Tabel 1. Oversigt over effekten af farmakologisk osteoporoseforebyggelse dokumenteret ved randomiserede kliniske undersøgelser*) Kvinder Steroidinduceret osteoporose Osteoporose hos mænd Columna frakturer Hoftenære frakturer Perifere frakturer Calcium og D-vitamin Calcium- og D-vitamintilskud + + + Antiresorptiv behandling Bisfosfonater Alendronat + + + + + Risedronat + + + + Ibandronat + Zoledronsyre + + + + + Denosumab + + + + 2) + 1) Raloxifen + Knogleanabol behandling Teriparatid (PTH1-34) + + + + 2) Romosozumab + + *) Der er ikke medtaget resultater fra sub-analyser af randomiserede kliniske forsøg, hvis der ved randomiseringen ikke er stratificeret for den population, som indgår i sub-analysen. 1) For denosumab er effekten hos mænd kun dokumenteret ved prostatacancer med iatrogen hypogonadisme samt på BMD-niveau hos mænd med lavt BMD. 2) Effekt dokumenteret på BMD-niveau. Monitorering af behandlingseffekt Det anbefales, at patienter i behandling for osteoporose følges med en DXA-scanning hvert 2.-3. år. Ved behandling med antiresorptive farmaka forventes, at BMD holder sig på et stabilt niveau. Initialt kan der dog ses en mindre øgning af BMD. En nyopstået fraktur er ikke nødvendigvis udtryk for behandlingssvigt. Nye kompressionsfrakturer i columna opstået under pågående antiresorptiv behandling kan dog tale for behandlingsskift. En mangelfuld effekt af behandling kan gradueres som: Absolut behandlingssvigt: Hvis BMD mindskes med mere end least significant difference (LSD) for det pågældende målested svarende til ca. 3 % i columna lumbalis, 4 % i total hip eller 7 % i femoral neck. Tillige anses ≥ 2 lavenergifrakturer efter mindst 1 års behandling med god compliance som behandlingssvigt (2715) . Hvis der ikke foreligger en oplagt forklaring på den svigtende effekt, anbefales skift til anden behandling. Relativt behandlingssvigt: Hvis BMD 2 år efter initieret behandling måles til mindre end udgangsværdien, men hvor ændringen ikke overstiger LSD. I sådanne tilfælde anbefales det at sikre compliance samt ny kontrol af BMD efter yderligere 1-2 år. Behandlingsvarighed Den optimale behandlingsvarighed er uafklaret. Efter 5 års behandling med alendronat eller 3 års behandling med zoledronsyre kan behandlingen evt. pauseres, hvis følgende kriterier er opfyldt: T-score > -2.5 i hofte Fravær af lavenergifraktur i columna og hofte Fravær af andre lavenergifrakturer i behandlingsperioden Dette på baggrund af, at alendronat og zoledronsyre bindes kraftigt til knoglevævet og derved fortsætter med at have effekt lang tid efter ophør med behandlingen (3016) . Det er uvist, om der på tilsvarende vis opnås en depotvirkning ved behandling med andre bisfosfonater (risedronat og ibandronat). Ligeledes er der ikke langtidseffekter efter ophør af behandling med denosumab eller raloxifen, og den optimale behandlingsvarighed for disse lægemidler er endnu uafklaret (1492) (1571) . Forsigtighed tilrådes ved ophør af behandling med denosumab, da dette fører til en betydelig øget knogleomsætning og er forbundet men en øget risiko for vertebrale frakturer (3408) . Ved ønske om ophør med denosumab-behandling tilrådes det at iværksætte behandling med bisfosfonat (4978) (5122) . Ved pausering af behandlingen anbefales kontrol af BMD efter 1-2 år.)
Diagnostik (osteoporose) (Ved mistanke om osteoporose bør det først afklares, om der foreligger risikofaktorer for fraktur . Hvis dette er tilfældet, udredes med DXA-scanning (Dual energy X-ray Absorptiometry) og evt. røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis med henblik på, om der er indikation for at iværksætte farmakologisk osteoporosebehandling. Nydiagnosticerede patienter udredes med supplerende undersøgelser for at udelukke mulige årsager til sekundær osteoporose (se nedenfor). Andre årsager til knoglebrud - fx (metastaserende) cancersygdom - bør medtænkes. DXA-scanning DXA-scanning til bestemmelse af knoglemineraltætheden (Bone Mineral Density [BMD], gram/cm 2 ) regnes for guldstandard til diagnostik af osteoporose. Desuden anvendes DXA til kontrol af behandlingseffekt, se Monitorering af behandlingseffekt i Farmakologisk frakturprofylakse. Ved en DXA-scanning måles dæmpningen af røntgenstråler ved passage gennem knoglevævet, hvorved BMD, kan beregnes. Strålebelastningen ved en DXA-scanning er lav ( -1,0 Osteopeni: T-score mellem -1,0 og -2,4 Osteoporose: T-score ≤ -2,5 Lav knoglemineraltæthed øger risikoen for fraktur. Et fald i T-score på 1 indebærer omtrentlig en fordobling af risiko for fraktur. Gentagne DXA-scanninger Knoglevævets mineraltæthed (BMD) monitoreres ved gentagne DXA-scanninger hos: personer i behandling for osteoporose med henblik på vurdering af behandlingseffekt (se Monitorering af behandlingseffekt og Behandlingsvarighed nederst i Farmakologisk frakturprofylakse ), herunder muligheden for pausering. personer med risikofaktorer for fraktur , med henblik på, om der er tilkommet osteoporose og dermed indikation for at iværksætte behandling. For at mindske måleusikkerheden anbefales det at opfølgende scanninger foretages på samme apparat. Typisk anses en ændring i columna lumbalis på ≥ 3 %, i total hofte ≥ 5 % og i lårbenshals ≥7 % for at være signifikant (svarende til least significant change [LSC]). På baggrund af metodeusikkerheden sammenholdt med forventede ændringer i BMD bør kontrolintervallerne ved antiresorptiv behandling være mindst 2 år. Intervallet mellem scanninger kan være kortere ved anabol behandling og under glukokortikoidbehandling. Ved BMD mellem -2,5 og -1 samt uændret risikoprofil kan der udføres en kontrol-scanning efter 3-5 år, mens behov for en ny scanning ved T-score > -1 beror på en individuel vurdering. Røntgenundersøgelse Da såvel symptomatiske som asymptomatiske kompressionsfrakturer i columna thoracolumbalis indicerer behandling og er af betydning for behandlingsvalg (se Farmakologisk frakturprofylakse ) anbefales røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis på relativt vid indikation ved diagnostik af osteoporose, herunder ved: Rygsmerter forenelige med mulig kompressionsfraktur En dokumenteret eller anamnestisk højdereduktion på mere end henholdsvis 2 og 4 cm Thorakal kyfose Costa-crista afstand 50 år med en hoftenær lavenergifraktur (5117) (5313) Mistanke om fraktur eller anden patologi ved inspektion af hvirvlerne på DXA-scanningen. Pga. en relativ stor strålebelastning er opfølgende røntgenbilleder kun indiceret i de tilfælde, hvor en mulig nytilkommen kompressionsfraktur må formodes at have terapeutiske konsekvenser. På nyere DXA-scannere kan der foretages Vertebral Fracture Assessment (VFA), hvorved det er muligt at diagnosticere kompressionsfrakturer med en mindre strålebelastning end ved en konventionel røntgenoptagelse. Supplerende undersøgelser Med henblik på at udelukke sekundære årsager til osteoporose anbefales hos nydiagnosticerede patienter et screeningspanel bestående af følgende blodanalyser: hæmoglobin leukocytter trombocytter kreatinin natrium kalium magnesium calcium parathyroideahormon (PTH) 25-hydroxyvitamin D basisk fosfatase alanintransaminase (ALAT) thyroideastimulerende hormon (TSH) ved sammenfald i ryg tillige serum-M-komponent og frie lette kappa og lambda kæder (kappa/lambda ratio) testosteron (mænd) og evt. FSH (kvinder). Afhængig af patientens sygehistorie kan der evt. suppleres med relevant udredning for fx malabsorption, cøliaki, reumatoid artritis mv. Yderligere billeddiagnostisk udredning er indiceret ved mistanke om fx (metastaserende) malign sygdom. En række biokemiske markører for knogleomsætningen er gennem de seneste år blevet tilgængelige i klinisk praksis. Nogle af disse knoglemarkører afspejler knogleformation (fx knoglespecifik basisk fosfatase og P-Prokollagen I, N-terminal propeptid [P1NP]), mens andre er et udtryk for knogleresorption (fx collagen I, krydsbundne [CTx]). CTx er i reglen supprimeret ved behandling med bisfosfonater efter 8 uger og efter få dage ved behandling med denosumab. P1NP er lavest efter 3-6 måneder. Ved antiresorptiv behandling kan fravær af fald i markører på mindst 25 % i forhold til baseline eller manglende suppression under nedre normalområde være forklaret af problemer med compliance, adherence, frakturer, sekundær osteoporose eller reelt fravær af effekt. Knogleanabol behandling fører derimod til et øget niveau af knoglemarkører. Der mangler endnu evidens for betydningen af ændringer i niveauet af knoglemarkører hos den enkelte patient (fx er positiv prædiktiv værdi endnu ikke klarlagt). Brug af knoglemarkører i den kliniske behandling af osteoporose er fortsat under afklaring (6395) (4455) .)
Influenza (vaccination) (Virustyper Influenza skyldes infektion med influenza A-, B- og i sjældne tilfælde C-virus. Smitte sker direkte eller indirekte via små dråber fra luftvejssekret. Symptomernes sværhedsgrad afhænger af influenzatype, type-C har det mildeste forløb. Influenzavirus varierer fra år til år. Influenza A og B kan medføre sæsoninfluenza/epidemier, men det er kun influenza A, der kan forårsage pandemier. Der findes kun to forskellige influenza B-stammer, B/yamagata og B/victoria. Mens influenzasæsonen i Danmark typisk er fra november til april, er den på den sydlige halvkugle fra april til oktober. Det skal understreges, at der i troperne og subtroperne er influenzaaktivitet hele året. Anvendte vacciner De influenzavacciner, som anvendes i Danmark, indeholder overfladeantigener (hæmagglutinin og neuraminidase) fra formalininaktiveret influenza A- og influenza B-virus, som er dyrket i befrugtede hønseæg. Der anvendes standarddosis 4-valente inaktiverede influenzavacciner, Influvactetra® og Vaxigriptetra ® (udgået 15. marts 2026)), der indeholder to influenza A-stammer og to B-stammer. I influenzasæsonen 2024/25 bliver ældre personer i alderen fra 70 år og opefter tilbudt en 4-valent adjuveret influenzavaccine, Fluad Tetra® (udleveres via Statens Serum Institut). De 4-valente vacciner beskytter således mod begge influenza B-typer. Da influenzavirus løbende ændrer sig, udvikles der hvert år en ny sæsoninfluenzavaccine, der indeholder to influenza A-vira og to influenza B-virus. WHO kommer årligt med anbefalinger om, hvilke influenzastammer der skal være indeholdt i sæsonens influenzavacciner. For at nedbringe smitte og belastning af sundhedsvæsenet har Sundhedsstyrelsen i en periode siden coronaepidemien 2020-2021 anbefalet vaccination af børn 2-6 år med en levende svækket influenzavaccine, Fluenz Tetra ® (udgået juni 2024) der administreres som næsespray. Tilslutningen har dog ikke været tilstrækkeligt til at opnå den smitteforebyggende effekt på samfundsniveau og derved den ønskede effekt af vaccinationsprogrammet. Derfor tilbydes ikke længere gratis influenzavaccination til børn i alderen 2-6 år. Børn, der ikke tidligere er vaccineret mod influenza, skal have to doser med 4 ugers interval. Beskyttelse Influenzavacciner er ikke 100 % effektive. Yngre raske mennesker kan regne med at være beskyttet i 50-70 % af de tilfælde, hvor de bliver udsat for smitte. Ældre vaccineret med standarddosis-influenzavaccine er kun beskyttet i 30-50 % af tilfældene. Vaccination reducerer dog risikoen for at få et alvorligt forløb, herunder indlæggelse og død, hvis man alligevel bliver smittet. Fluad Tetra® (udleveres via Statens Serum Institut) har vist sig at give ældre et højere niveau af antistoffer, sammenlignet med de vanlige vacciner. Efluelda®, som ikke er indgået i det offentlige vaccinationsprogram i sæsonen 2024/25, er en 4-valent højdosis-influenzavaccine, har et fire gange højere antigenindhold, 60 mikrogram i stedet for 15 mikrogram pr. virusantigen, end standarddosis-influenzavaccinerne. Vaccination af ældre over 65 år med højdosis-influenzavaccine medfører en højere serokonverteringsrate, et højere niveau af beskyttende antistoffer og 24 % relativ reduktion i influenza sammenlignet med vaccination med standarddosis-influenzavaccine. Influenzavaccination beskytter også mod alvorlige følgesygdomme, hospitalsindlæggelse og dødsfald. Et nyt dansk registerstudie viser, at vaccination af gravide udover at beskytte de gravide mod influenza også beskytter spædbørnene op til 6 måneders-alderen mod influenza (4748) . Beskyttelsen varierer dog med, hvor god overensstemmelse der er mellem vaccinestammerne og de cirkulerende influenzastammer. Beskyttelsen indtræder cirka to uger efter vaccination. Beskyttelsen varer 6 måneder, så vaccination hvert år er nødvendig. Dosis Influvactetra® og Vaxigriptetra® (udgået 15. marts 2026) : Én dosis (0,5 ml) s.c. eller i.m. til voksne og børn 9 år og derover. Samme dosering gælder for børn i alderen 6 mdr. til og med 8 år, som tidligere er vaccineret mod influenza. Børn i alderen 6 mdr. til og med 8 år, som ikke tidligere er influenzavaccineret, bør have to vaccinationer med mindst fire ugers interval. Fluad Tetra ® (udleveres via Statens Serum Institut): Én dosis (0,5 ml) s.c. eller i.m. til voksne i alderen 50 år og derover. Efluelda® (højdosis influenzavaccine): Èn dosis (0,7 ml) i.m. til ældre personer på 65 år og derover. Gratis influenzavaccination Ifølge Bekendtgørelse om gratis influenzavaccination til visse persongrupper og Bekendtgørelse om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme har følgende personer med bopæl i Danmark ret til gratis influenzavaccination i sæsonen 2024/25: Målgrupper for vaccination mod sæsoninfluenza er: Personer, der er fyldt 65 år den senest den 20. december 2024 Personer under 65 år med kronisk sygdom, herunder; Personer med kroniske lungesygdomme Personer med hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret, velreguleret forhøjet blodtryk) Personer med diabetes 1 eller 2 (sukkersyge) Personer med medfødt eller erhvervet immundefekt Personer med påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft Personer med kronisk lever- eller nyresygdom Personer med andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko Personer med svær overvægt (BMI>35) Personer med andre alvorlige sygdomme eller tilstande, som ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko Gravide i 2. eller 3. trimester Personer i samme husstand som personer med medfødt eller erhvervet immundefekt eller børn i øget risiko for alvorlig eller influenza. Der udsendes invitationsbreve om vaccination mod influenza til borgere i målgrupperne, som defineres på baggrund af alder. Tilhører man én af de særlige risikogrupper (gravide og personer under 65 år i særlig risiko for et alvorligt sygdomsforløb) kan man oprette tid til et vaccinationsforløb på www.vacciner.dk ved at udfylde en tro-og love-erklæring. Raske børn og voksne, der gerne vil være beskyttet mod influenza, kan selv betale for vaccination. Bivirkninger De hyppigste bivirkninger er lokal reaktion på indstiksstedet og mindre hyppigt feber, utilpashed, kulderystelser og træthed, som typisk forsvinder i løbet af 1-2 dage. De inaktiverede influenzavacciner medfører ikke influenzasygdom. Personer, der er overfølsomme over for hønseæg/kyllingeprotein eller andre af hjælpestofferne, og hvor tidligere reaktion var af anafylaktoid karakter, bør ikke vaccineres.)
Søgeresultater, Nyheder:
Tager du Rybelsus®? (En ny styrke Rybelsus® kommer på markedet den 1. september 2025. Rybelsus® er medicin, der bruges ved diabetes type 2 . Den nye tablet indeholder en lavere dosis af indholdsstoffet (semaglutid), men er lavet sådan, at den virker lige så effektivt som den tidligere højere dosis. Hvis du fx tidligere fik en tablet med 7 mg, så skal du blot have en tablet med 4 mg af den nye tablet for at få samme effekt: Tidl. tablet Ny tablet 3 mg (start-dosis) = 1,5 mg (start-dosis) 7 mg (vedligeholdelses-dosis) = 4 mg (vedligeholdelses-dosis) 14 mg (vedligeholdelses-dosis) = 9 mg (vedligeholdelses-dosis) Tag fortsat kun én tablet om dagen I en overgangsperiode vil begge typer tabletter være på markedet indtil lageret af den gamle dosering er opbrugt. Vær derfor opmærksom på at dosis kan ændre sig, men at du stadig kun skal tage en tablet om dagen. Spørg lægen eller apoteket, hvis du er i tvivl. De nye tabeltter er lidt mindre end de gamle - og blisterpakningen har fået nyt udseende. Se det ny udseende af Rybelsus® på EMAs hjemmeside (s. 3) . Læs mere om den ny styrke Rybelsus® på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside .)
Risiko for medicineringsfejl ved Rybelsus® (EMA har godkendt en ny formulering af Rybelsus®, der erstatter den gamle (lanceres 1/9-25). Den nye formulering betyder, at der opnåes samme effekt ved en lavere dosis og indholdet af semaglutid er derfor mindre. Patienter i igangværende behandling med Rybelsus®, vil derfor opleve at få en lavere dosis i de nye tabletter. Der vil i en periode blive solgt tabletter af begge formuleringer af hensyn til forsyningssikkerheden. Det er derfor meget vigtigt, at patienter og apotek er opmærksomme på, hvilken formulering der udleveres. Information vedr. den nye formulering udsendt af Lægemiddelstyrelsen: Patienter, der får diabetesmedicinen Rybelsus, skal være opmærksomme på risiko for medicineringsfejl . DHPC brev - risiko for medicineringsfejl i forbindelse med introduktion af ny formulering med øget biotilgængelighed Kort opsummering: De nye tabletter skal tages på samme måde, og der er ingen ændring i virkning og sikkerhed. Det kan være nødvendigt, at patienter har recept på begge formuleringer pga. risiko for varierende lagerbeholdning. Gamle Rybelsus® tabletter Nye Rybelsus® tabletter Styrke: 3 mg, 7 mg og 14 mg Styrke: 1,5 mg, 4 mg og 9 mg Større og aflange Mindre og runde Emballage: Karton og blisterstrimler er større. Blisterstrimlerne er sølv på den ene side og farvet på den anden side. Farven er grøn, rød eller blå. Emballage: Karton og blisterstrimler er mindre. Blisterstrimlerne bliver sølvfarvede på begge sider, Farven er den samme (grøn, rød eller blå). Link til billeder og sammenligning hos EMA: Rybelsus: Risk of medication error due to new tablet)
Vær opmærksom på ny styrke methotrexat (Siden marts 2025 har der været to forskellige styrker methotrexat på markedet; 2,5 mg og 10 mg. Derfor anbefaler Styrelsen for Patientsikkerhed, at man, ved håndtering af methotrexat, er ekstra opmærksom på at undgå forveksling af de to styrker. Methotrexat er et risikosituationslægemiddel Styrelsen for Patintsikkerhed skriver: Methotrexat i doseringen 2,5 mg har altid været klassificeret som et risikosituationslægemiddel. Med en ny methotrexat-tablet på markedet, hvor styrken er 10 mg, er der grund til at være ekstra opmærksom, hvis man som sundhedspersoner udskriver eller administrerer methotrexat. Læs mere på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside .)
Tilfælde af ny Mpox (abekopper) i Danmark (Statens Serum Institut orienterer den 17.4. 2026 om at en ny variant af Mpox (abekopper) er fundet i Danmark. Den 28.4.2026 er første tilfælde af smitte sket i Danmark, registrereret . Statens Serum Institut vurderer stadig, at der er lav risiko for smitte. Lav risiko Statens Serum Institut vurderer at risikoen for smitte i Danmark er lav - og beredskabet er på plads. Læs nyheden på Statens Serum Instituts hjemmeside . Ikke sundhedsfaglig: Læs om Mpox (abekopper) på min.medicin.dk Sundhedsfaglig: Læs om Mpox (abekopper) på pro.medicin.dk .)
Det siger I om pro.medicin.dk (Tak til alle jer der deltog i vores brugerundersøgelse på pro.medicin.dk i slutningen af 2025. 207 sundhedsfaglige deltog i spørgeskemaundersøgelsen, der lå på forsiden af pro.medicin.dk - og en lille gruppe brugere deltog i et online møde til en uformel snak om muligheder og ønsker for forbedringer på pro.medicin.dk. Hvem svarede? Ca. 13 % læger, 15 % sygeplejersker, 8 % social- og sundhedsassistenter, knap 20 % farmaceuter og 26 % farmakonomer. Af de der besvarede undersøgelsen havde knap 50 % brugt pro.medicin.dk i mere end 15 år, så der er tale om en erfaren - og trofast - brugergruppe. Tak for det:) Ønsker som vi arbejder videre med En AI agent der kun søger i pro.medicin.dk At kunne sammenligne forskellige lægemidler; fx sammenligning af priser indenfor samme substitutionsgruppe - eller sammenligning af størrelse, tabletter med og uden kærv etc. Forbedret søgefunktion: funktionen skal forstå ord, også selvom man staver forkert Bedre information om interaktioner Information om behandlingsvarighed på beskrivelse af lægemidler Flere instruktionsvideoer; Fx sådan bruger du x inhalator Resume/boks øverst på siden med det vigtigste man skal vide om medicinen Lettere adgang til at skifte mellem pro.medicin.dk og min.medicin.dk Nemmere at finde information om medicin må dosispakkes i æsker/poser eller ej Undertekster på alle film. Ønsker der kræver yderligere research Personlig visning - dette vil kræve, at man som bruger skal logge ind, før man går på medicin.dk. Det vil frustrere en del brugere, andre vil være glade for det. Vi går i tænkeboks. Mere gamification/quizzer - god ide, vi er der ikke helt endnu. Dosering til børn - relevant og vigtigt men komplekst felt, som vil kræve yderligere specialkonsulenter tilknyttet Medicin.dk. Dark-version af appen - vil formodentlig blive en del af version 2.0. Utilfredshed med appen: Enkelte brugere angav at være utilfredse med den ny pro.medicin-app, i sær fordi visse funktioner (fx bogmærkefunktion og søgning på generisk navn) ikke er med i den ny app. Det er korrekt, og vil blive prioriteret ved den næste opdatering. Skal du med til online møde med Medicin.dk i 2026? Vi holder åbent møde online torsdag den 21. maj kl 8-9 eller 17-18 , hvor du kan hilse på Medicin.dk og give os dine input og bidrag til forbedringer af Medicin.dk. Tilmeld dig onlinemødet her . Vi glæder os til at se dig. På vegne af Medicin.dk Mvh Tone Marstrand)
