Du har søgt på: Ved valg
- der blev fundet 1346 resultaterVælg område:
Søgeresultater, Præparater:
Valganciclovir "Accord"
Valganciclovir "Medical Valley"
Valganciclovir "Sandoz"
Vedrop
Abasaglar KwikPen (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Abrysvo®, komb. (...Ved at kombinere det RSV-specifikke antigen, F-protein i dets præfusionsform med et adjuver...)
Abstral (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Acarizax® (Ved gentagen påvirkning med allergen til allergiske individer aktiveres den immunmodulatoriske mekanisme.)
Accofil (...Ved kronisk myeloid leukæmi eller myelodysplasi er der teoretisk risiko for stimulering af tumorvæksten og sikkerhed eller virkning er ikke klarlagt. Filgrastim er ikke godkendt til disse lidelser. Glomerulonefritis er set ifm. behandlingen. Monotorering med urinanalyser anbefales. Trombocyttallet skal monitorers, særligt under de første uger af behandlingen, pga. risiko for trombocytopeni. Ved trombocyttal 50 x 10 9 /l efter forventet nadir skal behandlingen seponeres. Ved PBPC (Peripheral Blood Progenitor Cell)-mobilisering skal behandling dog først afbrydes eller dosis nedsættes ved leukocyttal > 70 x 10 9 /l. Lungesymptomer som hoste og dyspnø i forbindelse med nedsat lungefunktion og radiologiske tegn på lungeinfiltrater kan være tegn på udvikling af ARDS (Acute Respiratory Distress Syndrome). Behandlingen skal seponeres og passende behandling iværksættes. Patienter med forudgående lungeinfiltrater er muligvis i større risiko for denne bivirkning. Miltstørrelsen skal monitoreres nøje pga. risiko for splenomegali og evt. miltruptur (dødelige tilfælde er forekommet). Begrænset erfaring ved sekundær akut myeloid leukæmi (AML). Bryst- eller lungekræftpatienter overvåges for tegn og symptomer på myelodysplastisk syndrom (MDS) og akut myeloid leukæmi (AML). MDS og AML har været forbundet med anvendelse af pegfilgastrim, et andet G-CSF middel. Forsigtighed ved seglcelletræk eller seglcelleanæmi - der er forekommet fatale tilfælde af seglcellekrise. Ved osteoporose kan det være nødvendigt at monitorere knogletæthed ved kontinuerlig behandling > 6 måneder. Forsigtighed ved arvelig fructoseintolerans pga. indhold af sorbitol (50 mg/ml). Se i øvrigt produktresumé /speciallitteratur for andre særlige forsigtighedsregler hos patienter med cancer, HIV eller svær kronisk neutropeni, samt ved...)
Acetylsalicylsyre "Teva" (...Ved samtidig brug af celecoxib, diclofenac, ibuprofen, meloxicam og naproxen øges risikoen for ulcus, og patienten bør monitoreres for tegn på mave-tarmblødninger. ASA i kombination med kortikosteroider, antikoagulantia, SSRI eller andre trombocythæmmere øges risikoen for blødning. Om muligt bør disse lægemidler seponeres/udtrappes/dosisreduceres, hvis behandling med ASA er påkrævet. Ibuprofen kan hæmme ASA´s irreversible trombocytaggregation, og ved samtidig anvendelse bør ASA som tromboseprofylakse tages mindst 2 timer før ibuprofen. ASA forstærker den tromboseprofylaktiske effekt, men også blødningsrisikoen i kombination med andre trombocytfunktionshæmmende midler. ASA i doser >500 mg dgl. hæmmer den urikosuriske effekt af probenecid. ASA i doser >500 mg dgl. kan øge den frie fraktion af valproat i plasma pga. fald i valproat-clearance på ca. 16 %. Hydrocortison eller prednison kan ved langtidsbehandling øge clearance af ASA og dermed nedsætte effekten af ASA. Syrepumpehæmmere kan reducere den trombocytfunktionshæmmende effekt af ASA pga. ændret pH i ventriklen. ASA i doser >300 mg kan nedsætte effekten af ACE-hæmmere i hypertensive patienter. Ved samtidig behandling med ASA og methotrexat er der rapporteret om stigning i AUC for methotrexat på 20-40 %. Forsigtighed, især ved...)
Acetylsalicylsyre Carefarm (...Ved samtidig brug af celecoxib, diclofenac, ibuprofen, meloxicam og naproxen øges risikoen for ulcus, og patienten bør monitoreres for tegn på mave-tarmblødninger. ASA i kombination med kortikosteroider, antikoagulantia, SSRI eller andre trombocythæmmere øges risikoen for blødning. Om muligt bør disse lægemidler seponeres/udtrappes/dosisreduceres, hvis behandling med ASA er påkrævet. Ibuprofen kan hæmme ASA´s irreversible trombocytaggregation, og ved samtidig anvendelse bør ASA som tromboseprofylakse tages mindst 2 timer før ibuprofen. ASA forstærker den tromboseprofylaktiske effekt, men også blødningsrisikoen i kombination med andre trombocytfunktionshæmmende midler. ASA i doser >500 mg dgl. hæmmer den urikosuriske effekt af probenecid. ASA i doser >500 mg dgl. kan øge den frie fraktion af valproat i plasma pga. fald i valproat-clearance på ca. 16 %. Hydrocortison eller prednison kan ved langtidsbehandling øge clearance af ASA og dermed nedsætte effekten af ASA. Syrepumpehæmmere kan reducere den trombocytfunktionshæmmende effekt af ASA pga. ændret pH i ventriklen. ASA i doser >300 mg kan nedsætte effekten af ACE-hæmmere i hypertensive patienter. Ved samtidig behandling med ASA og methotrexat er der rapporteret om stigning i AUC for methotrexat på 20-40 %. Forsigtighed, især ved...)
Actiq® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Activelle®, komb. (...Ved doser, der er højere end normalt anvendt for orale kontraceptiva og HRT-præparater, er ...)
Actrapid® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Adenuric (Ved let nedsat leverfunktion frarådes dosisøgning. Erfaring savnes vedr. stærkt nedsat leverfunktion.)
Aitgrys® (Ved gentagen påvirkning med allergen til allergiske individer opnås en immunmodulatorisk effekt.)
Aitmyte® (Ved gentagen påvirkning med allergen til allergiske individer aktiveres den immunmodulatoriske mekanisme.)
Akeega®, komb. (Ved samleje skal der anvendes barrierebeskyttelse under og i 4 måneder efter behandlingsophør. Kvinder bør ligeledes anvende sikker kontraception.)
Alendronat "Aurobindo" (Ved glemt medicin skal næste dosis tages dagen efter, og derefter fortsætter man det oprindelige regime på den valgte ugedag. Der må ikke tages 2 tabletter på samme dag.)
Alendronat "Bluefish" (Ved glemt medicin skal næste dosis tages dagen efter og derefter fortsætter man det oprindelige regime på den vanlgte ugedag. Der må ikke tages 2 tabletter på samme dag.)
Alendronat "Sandoz" (Ved glemt medicin skal næste dosis tages dagen efter, og derefter fortsætter man det oprindelige regime på den valgte ugedag. Der må ikke tages 2 tabletter på samme dag.)
Alendronat "Stada" (Ved glemt medicin skal næste dosis tages dagen efter, og derefter fortsætter man det oprindelige regime på den valgte ugedag. Der må ikke tages 2 tabletter på samme dag.)
Alendronat "Teva" (Ved glemt medicin skal næste dosis tages dagen efter, og derefter fortsætter man det oprindelige regime på den valgte ugedag. Der må ikke tages 2 tabletter på samme dag.)
Alendronat "Viatris" (Ved glemt medicin skal næste dosis tages dagen efter, og derefter fortsætter man det oprindelige regime på den valgte ugedag. Der må ikke tages 2 tabletter på samme dag.)
Alfentanil "Kalceks" (...Ved samtidig indgift af erythromycin kan clearance af alfentanil nedsættes signifikant, og muligvis er der øget risiko for forlænget eller forsinket respirationsdepression. Lignende effekt kan forventes for andre potente CYP3A4-hæmmere (fx clarithromycin). Samtidig brug af CYP3A4-hæmmere kan kræve dosisjustering. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Ved...)
Alkacit® (...Ved samtidig brug af lægemidler, der kan øge kaliumindholdet og medføre hyperkaliæmi (fx AC...)
Alunbrig (...Ved mistanke om pneumonitis skal behandlingen afbrydes, og ved diagnosticeret behandlingsrelateret pneumonitis...)
Alyftrek®, komb. (...Ved under 6 timer efter det normale doseringstidspunkt tages den glemte dosis snarest muligt. Herefter fortsættes med den oprindelige doseringsplan dagen efter. Ved...)
Amlodipin "2care4" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodipin "Accord" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodipin "Bluefish" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodipin "Krka" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodipin "Medical Valley" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodipin "Sandoz" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodipin "Teva" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodipin "Zentiva" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodipine "Vitabalans" (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amlodistad (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Amorina®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Ampicillin/Sulbactam "Aptapharma", komb. (...Ved kreatininclearance < 30 ml/min forlænges doseringsintervallet: GFR Doseringsinterval ...)
Anastrella®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Androcur® (Ved oral behandling nedtrappes dosis gradvist med 25-50 mg dgl. med nogle ugers interval.)
Angusta (...Ved langvarige, kraftige eller hyppige kontraktioner skal misoprostol-behandlingen pauseres. Tilstande med risiko for fosterpåvirkning som fx præeklampsi (hvor fosterpåvirkning bør udelukkes). Øget risiko for dissemineret intravaskulær koagulation efter fysisk eller farmakologisk induceret fødsel. Begrænset erfaring ved flerfoldsgraviditeter hos kvinder med > 5 tidligere vaginalfødsler, ved...)
Anzupgo® (Ved glemt dosis påføres cremen snarest muligt. Derefter fortsættes som planlagt.)
Apidra® Solostar® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Arava® (...Ved symptomgivende forgiftning tilrådes iværksat følgende udvaskningsprocedure: 8 g colesty...)
Arexvy (...Ved at kombinere det RSV-specifikke antigen, F-protein i dets præfusionsform med et adjuver...)
ASPAVELI® (...Ved seponering af behandling kan opstå symptomer på alvorlig intravaskulær hæmolyse. Hvis afbrydelse af behandling er nødvendigt, skal en alternativ behandling overvejes/iværksættes. Patienter skal monitoreres nøje i mindst 8 uger fra den sidste dosis (> 5 halveringstider) for at påvise evt. alvorlig hæmolyse og andre reaktioner. Ved...)
Asubtela®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Atenodan (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Atenolol "2care4" - Udgået: 05-01-2026 (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Atenolol "Epione Medicine" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Atenolol "Medical Valley" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Atomoxetin "Glenmark" (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Atomoxetin "Medical Valley" (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Atomoxetin "Orion" (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Atomoxetin "Teva" (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Atomoxetin "Viatris" (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Atomoxetine "Accord" (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Atomoxetine "Sandoz" (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Atomoxetine "Stada" (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Axiumopto (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Hos børn kan forhøjet intraokulært tryk forekommer hyppigere, i sværere grad og hurtigere end hos voksne. Forsigtighed ved behandling af patienter med diabetes. Disse patienter kan være prædisponeret for øget intraokulært tryk og/eller katarakt dannelse. Steroid kan accelerere kataraktudvikling og vækst af svampe. Topikale kortikosteroider kan medføre langsom heling af sår på cornea. Øjendråber bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser, se Kontaktlinsebrug ved øjendråber og salve . Ved...)
Azalia (...Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved...)
Baclofen "Epione Medicine" (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Baclofen "Medical Valley" (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Baclofen "Nordic Prime" (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Baclofen "Sintetica" (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Bactocin® (...Ved samtidig brug af methotrexat skal der være ekstra opmærksomhed mht. methotrexats virkni...)
Baklofen "2care4" (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Baklofen "Viatris" (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
balance glucos calcium, komb. (...Ved diffusion bevæger stoffer sig gennem peritoneum pga. koncentrationsgradient, og ved ultrafiltration fjernes væske fra ...)
BCG "medac" (...Ved kendt risikofaktor for HIV-infektion anbefales HIV-undersøgelse inden behandlingen. BCG kan forværre bestående gener af en kronisk irritationstilstand i blæren - herunder strålecystitis. Ved symptomer på BCG-infektion behandles adækvat med antituberkuløs kemoterapi efter sædvanlige retningslinjer, se Tuberkulostatika . Tuberkulinprøver: Tuberkulinreaktion (kutanprøve) bør afprøves før intravesikale behandling pga. risiko for overføsomhed. Ved påvisning af Bacillus Calmette-Guérin kan negative resultater af dyrkning af en biopsiprøve og negative testresultater ikke udelukke en systemisk BCG-infektion. Efter behandlingen er der risiko for opblussen af latente BCG-infektioner med potentielt fatale udfald. Passende behandling ved...)
Bemeson (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Må ikke anvendes på øjenlågene på grund af risikoen for okular toksicitet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Bendroza®, komb. (...Ved samtidig indgift af colestyramin/colestipol nedsættes absorptionen af thiazider. NSAID hæmmer effekten af bendroflumethiazid. Bendroflumethiazid kan potensere den hypotensive effekt af andre lægemidler, fx tricykliske antidepressiva. Virkningen af ikke-depolariserende neuromuskulære blokkere kan forstærkes ved samtidig indgift af thiazider pga. thiazidinduceret renalt kaliumtab. Bendroflumethiazid kan sammen med klasse Ic og III antiarytmiske lægemidler resultere i øget risiko for elektrolytforstyrrelser og efterfølgende kardiotoksicitet (QT-forlængelse, torsades de pointes, hjertestop). Elektrolytniveau og symptomer på arytmier bør monitoreres. Risikoen for hypokaliæmi øges ved samtidig indgift af glukokortikoider, β 2 -agonister og amphotericin B pga. synergistisk virkning på den renale kaliumekskretion. Ved samtidig behandling med lithium øges P-lithium pga. øget reabsorption af lithium i de proksimale tubuli, og monitorering anbefales. Ved...)
Berinert® (...Ved disposition for allergi bør antihistaminer og kortikosteroider gives profylaktisk. Tæt observation tilrådes ved larynxødem. Patiente...)
Betamethason "Nordic Prime" (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Må ikke anvendes på øjenlågene på grund af risikoen for okular toksicitet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Betamethason "Orifarm" (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Må ikke anvendes på øjenlågene på grund af risikoen for okular toksicitet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Betamethason/Salicylsyre "Orifarm", komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes omkring øjnene, da dette kan medføre forhøjet tryk i øjet og føre til grøn stær efter langvarig brug. Ved...)
Betnovat® (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Må ikke anvendes på øjenlågene på grund af risikoen for okular toksicitet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Betnovate (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Må ikke anvendes på øjenlågene på grund af risikoen for okular toksicitet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Betolvex® (Ved malabsorptionstilstande er virkningen ved oral indgift usikker. Der bør i stedet gives parenteral behandling.)
Bettamousse (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Må ikke anvendes på øjenlågene på grund af risikoen for okular toksicitet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Bevitan (Ved malabsorptionstilstande er virkningen ved oral indgift usikker. Der bør i stedet gives parenteral behandling.)
bicaVera Glucose, komb. (...Ved diffusion bevæger stoffer sig gennem peritoneum pga. koncentrationsgradient, og ved ultrafiltration fjernes væske fra ...)
Biktarvy®, komb. (...Ved seponering hos patienter, som også er smittet med hepatitis B-virus, monitoreres omhyggeligt for tegn på eksacerbation af hepatitis. Nyrefunktionen vurderes før/ved...)
Binosto (Ved glemt medicin skal næste dosis tages dagen efter, og derefter fortsætter man det oprindelige regime på den valgte ugedag. Der må ikke tages 2 tabletter på samme dag.)
Bisoprolol "2care4" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprolol "Epione" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprolol "Krka" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprolol "Medical Valley" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprolol "Paranova" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprolol "Sandoz" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprolol "Stada" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprolol "Vitabalans" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprolol "Zentiva" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprololfumarat "2care4" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Bisoprololfumarat "Nordic Prime" (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Blenrep® (Ved glemt dosis genoptages behandlingen ved næste planlagte cyklus.)
Bleomycin "Accord" (Ved lungeforandringer skal behandlingen afbrydes, og det skal være klarlagt, at lungeforandringen ikke skyldes bleomycin, før behandlingen genoptages.)
Bleomycin "Baxter" (Ved lungeforandringer skal behandlingen afbrydes, og det skal være klarlagt, at lungeforandringen ikke skyldes bleomycin, før behandlingen genoptages.)
Bosentan "Accord" (Ved seponering bør doseringen aftrappes gradvis over 3-7 dage.)
Bosentan "Zentiva" (Ved seponering bør doseringen aftrappes gradvis over 3-7 dage.)
Brentacort®, komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Latexprodukter (fx kondomer og pessarer) kan beskadiges ved kontakt med dette lægemiddel. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Brukinsa® (Ved stærkt nedsat leverfunktion (Child-Pugh C) nedsættes dosis til 80 mg 2 gange dgl.)
Buprefarm (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Bupremyl (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Buprenorphine "G.L.Pharma" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Buprenorphine "Sandoz" depotplastre (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Buprenorphine "Stada" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Buprenorphine "Teva" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Cablivi® (...Ved aktiv, klinisk signifikant blødning bør behandlingen afbrydes. Om nødvendigt kan brugen af von Willebrand-faktor-koncentrat overvejes for at korrigere hæmostase. Underliggende koagulopati, fx hæmofili og andre koagulationsdefekter, bør ledsages af tæt klinisk monitorering. Ved elektiv kirurgi eller tandbehandling bør behandlingen stoppes mindst 7 dage før planlagt indgreb. Ved...)
Calcitonin "2care4" - Udgået: 22-12-2025 (Ved mistanke om overfølsomhed for calcitonin bør der udføres hudtest før behandlingen.)
Calcitonin "Orifarm" (Ved mistanke om overfølsomhed for calcitonin bør der udføres hudtest før behandlingen.)
Calciumchlorid "SAD" (Ved i.v. indgift af calcium ses øget toksicitet af samtidig indgivet digoxin. Loop-diuretika øger, hvorimod thiaziddiuretika nedsætter calciumudskillelsen i nyrerne.)
Calciumgluconat "2care4" (...Ved i.v. indgift af calcium ses øget toksicitet af samtidig indgivet digoxin. Loop-diuretik...)
Calciumgluconat "B. Braun" (...Ved i.v. indgift af calcium ses øget toksicitet af samtidig indgivet digoxin. Loop-diuretik...)
Calrecia® (...Ved samtidig behandling med digoxin kan der forekomme symptomer på digoxin-overdosis. Ekg-monitorering under citrat-antikoagulation og calciumtilførsel bør overvejes ved...)
CAMZYOS® (...Ved let og moderat nedsat leverfunktion ( Child-Pugh A og B ) er anbefalet startdosis 2,5 mg for alle patienter. Forsigtighed ved svært nedsat ...)
Carbidopa/levodopa "Fair-Med", komb. (...Ved pludselig seponering af antiparkinsonmidler er malignt neuroleptikasyndrom og rhabdomyo...)
Carbidopa/Levodopa "Orifarm", komb. (...Ved pludselig seponering af antiparkinsonmidler er malignt neuroleptikasyndrom og rhabdomyo...)
Carbidopa/Levodopa "Orion", komb. (...Ved pludselig seponering af antiparkinsonmidler er malignt neuroleptikasyndrom og rhabdomyo...)
Carbocain® (...Ved stærkt nedsat leverfunktion ( Child Pugh C ) nedsættes dosis med 50% ved gentagen administration (forlængede blok...)
Carduran® Retard (...Ved selektiv blokade af α-1-adrenerge receptorer lokaliseret i karrene reduceres den systemiske vaskulære modstand, hvilket medfører sænkning af blodtrykket. Ved...)
Cefepim "MIP" (Ved CAPD gives: 1 g hver 48. time ved alvorlige infektioner. 2 g hver 48. time ved meget alvorlige infektioner.)
Centyl® med Kaliumklorid, komb. (...Ved samtidig indgift af colestyramin/colestipol nedsættes absorptionen af thiazider. NSAID hæmmer effekten af bendroflumethiazid. Bendroflumethiazid kan potensere den hypotensive effekt af andre lægemidler, fx tricykliske antidepressiva. Virkningen af ikke-depolariserende neuromuskulære blokkere kan forstærkes ved samtidig indgift af thiazider pga. thiazidinduceret renalt kaliumtab. Bendroflumethiazid kan sammen med klasse Ic og III antiarytmiske lægemidler resultere i øget risiko for elektrolytforstyrrelser og efterfølgende kardiotoksicitet (QT-forlængelse, torsades de pointes, hjertestop). Elektrolytniveau og symptomer på arytmier bør monitoreres. Risikoen for hypokaliæmi øges ved samtidig indgift af glukokortikoider, β 2 -agonister og amphotericin B pga. synergistisk virkning på den renale kaliumekskretion. Ved samtidig behandling med lithium øges P-lithium pga. øget reabsorption af lithium i de proksimale tubuli, og monitorering anbefales. Ved...)
Ceranor (...Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved...)
Cerazette® (...Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved...)
Certican® (...Ved nedsat leverfunktion nedsættes dosis til ca. 67% af normaldosis ved let nedsat leverfunktion (Child-Pugh A), ca. 50% af normaldosis ved moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh B), ca. 33% af normaldosis ved...)
Cetraxal® Comp, komb. (...Ved tegn på overfølsomhed (bl.a. hududslæt) skal præparatet straks seponeres. Ved symptomer som sløret syn eller andre ...)
Chininsulfat "Axunio" (Ved natlige lægkramper: Må ikke tappes (3 døgns karantæne).)
Cibinqo (...Ved samtidig brug af stærke hæmmere af CYP2C19 og moderate hæmmere af CYP2C9 eller stærke hæmmere af CYP2C19 alene (fx fluvoxamin, fluconazol og fluoxetin), skal den anbefalede dosis abrocitinib halveres til 100 mg eller 50 mg én gang dgl. Samtidig behandling med moderate eller stærke induktorer af CYP2C19/CYP2C9-enzymer (fx rifampicin, apalutamid, efavirenz, enzalutamid) frarådes. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Kombination med biologiske immunmodulatorer, potente immunsuppressiva (fx ciclosporin eller andre Januskinasehæmmere (JAK-hæmmere)) er ikke blevet undersøgt. Samtidig brug af disse midler og abrocitinib frarådes, da en risiko for additiv immunsuppression ikke kan udelukkes. Den højere dosis på 200 mg dgl. bør overvejes hos patienter, der er i samtidig behandling med præparater, der øger gastrisk pH, da disse kan nedsætte virkningen af abrocitinib pga. dets lavere opløselighed ved...)
Ciloxan® øjendråber, opløsning og øjensalve (...Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Øjendråber, opløsning indeholder benzalkoniumchlorid, der kan medføre øjenirritation. Benzalkoniumchlorid kan misfarve bløde kontaktlinser. Kontaktlinser bør fjernes før applikation og tidligst indsættes 15 min. efter applikation, se endvidere Kontaktlinsebrug ved...)
Cinryze® (...Ved disposition for allergi bør antihistaminer og kortikosteroider gives profylaktisk. Tæt observation tilrådes ved larynxødem. Patiente...)
Cisatracurium "Kalceks" (...Ved anvendelse bør graden af neuromuskulær blokade monitoreres med nervestimulation. Udstyr til dette skal altid være tilgængeligt. Patienter med myasthenia gravis og med myastenisk syndrom er yderst følsomme over for ikke- depolariserende blokkere. Der bør doseres yderst forsigtigt (10 % af normaldosis), og man må være indstillet på en forlænget virkning. Stor forsigtighed ved...)
Cisplatin "Accord" (...Ved samtidig indgift af antiepileptika (carbamazepin, valproat eller phenytoin) nedsættes plasmakoncentrationen af disse, formentlig på grund af nedsat absorption eller øget metabolisering. Hyppig kontrol af plasmakoncentrationen af disse antiepileptika anbefales under cisplatinbehandling. Cisplatin i kombination med aminoglykosid kan medføre irreversibel nyreskade. Efter indgift af cisplatin er patienten formentlig disponeret for denne nefrotoksiske virkning gennem lang tid. Cisplatin kan øge koncentrationer af urinsyre i blodet. Ved...)
Cisplatin "Ebewe" (...Ved samtidig indgift af antiepileptika (carbamazepin, valproat eller phenytoin) nedsættes plasmakoncentrationen af disse, formentlig på grund af nedsat absorption eller øget metabolisering. Hyppig kontrol af plasmakoncentrationen af disse antiepileptika anbefales under cisplatinbehandling. Cisplatin i kombination med aminoglykosid kan medføre irreversibel nyreskade. Efter indgift af cisplatin er patienten formentlig disponeret for denne nefrotoksiske virkning gennem lang tid. Cisplatin kan øge koncentrationer af urinsyre i blodet. Ved...)
Clindamycin "2care4" (...Ved længerevarende diarré bør midlet seponeres. Indeholder hjælpestoffer, der kan mindske d...)
Clindonix, komb. (...Ved samtidig applikation af isotretinoin og benzoylperoxid oxideres isotretinoin. Forhøjet ...)
Clindoxyl®, komb. (...Ved samtidig applikation af isotretinoin og benzoylperoxid oxideres isotretinoin. Forhøjet ...)
Cliovelle, komb. (...Ved doser, der er højere end normalt anvendt for orale kontraceptiva og HRT-præparater, er ...)
Clobetasolpropionat "Teva" (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Lokale overfølsomhedsreaktioner. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Clobetasolpropionat anbefales ikke til patienter med acne vulgaris, rosacea eller perioral dermatitis. Anvendelse på revnet hud eller ved andre tilstande, hvor hudbarrieren kan være skadet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved symptomer som sløret syn eller andre synsforstyrrelser bør det overvejes at henvise patienten til oftalmolog med henblik på vurdering af de mulige årsager; disse kan være grå stær, glaukom eller sjældne sygdomme såsom central serøs chorioretinopati (CSCR). Patienter med alvorligt nedsat leverfunktion eller svær diabetes skal monitoreres nøje for bivirkninger. Der kan være risiko for rebound (tilbageslagsvirkning) eller recidiv efter behandlingen ved...)
Clobex® (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Lokale overfølsomhedsreaktioner. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Clobetasolpropionat anbefales ikke til patienter med acne vulgaris, rosacea eller perioral dermatitis. Anvendelse på revnet hud eller ved andre tilstande, hvor hudbarrieren kan være skadet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved symptomer som sløret syn eller andre synsforstyrrelser bør det overvejes at henvise patienten til oftalmolog med henblik på vurdering af de mulige årsager; disse kan være grå stær, glaukom eller sjældne sygdomme såsom central serøs chorioretinopati (CSCR). Patienter med alvorligt nedsat leverfunktion eller svær diabetes skal monitoreres nøje for bivirkninger. Der kan være risiko for rebound (tilbageslagsvirkning) eller recidiv efter behandlingen ved...)
Cloprinex - Udgået: 19-01-2026 (...Ved seponering på grund af manglende effekt eller mindre alvorlige bivirkninger nedtrappes langsomt med 25 mg ugentlig - gerne fordelt på 2 gange. Ved ikke-livstruende, men alvorlige bivirkninger kan en hurtig nedtrapning med 50-100 mg ugentlig overvejes. Ved Parkinsons sygdom nedtrappes med 12,5 mg ad gangen over 1-2 uger. Ved...)
Cloxacillin "Macure" (Ved både nedsat nyrefunktion og nedsat leverfunktion reduceres dosis til 50% af normal dosis.)
Cloxacillin "Navamedic" (Ved både nedsat nyrefunktion og nedsat leverfunktion reduceres dosis til 50% af normal dosis.)
Cloxacillin "Stragen" (Ved både nedsat nyrefunktion og nedsat leverfunktion reduceres dosis til 50% af normal dosis.)
Cloxacillin "XGX Pharma" (Ved både nedsat nyrefunktion og nedsat leverfunktion reduceres dosis til 50% af normal dosis.)
Clozapin "Accord" (...Ved seponering på grund af manglende effekt eller mindre alvorlige bivirkninger nedtrappes langsomt med 25 mg ugentlig - gerne fordelt på 2 gange. Ved ikke-livstruende, men alvorlige bivirkninger kan en hurtig nedtrapning med 50-100 mg ugentlig overvejes. Ved Parkinsons sygdom nedtrappes med 12,5 mg ad gangen over 1-2 uger. Ved...)
Clozapin "Epione Medicine" (...Ved seponering på grund af manglende effekt eller mindre alvorlige bivirkninger nedtrappes langsomt med 25 mg ugentlig - gerne fordelt på 2 gange. Ved ikke-livstruende, men alvorlige bivirkninger kan en hurtig nedtrapning med 50-100 mg ugentlig overvejes. Ved Parkinsons sygdom nedtrappes med 12,5 mg ad gangen over 1-2 uger. Ved...)
Clozapin "Hexal" (...Ved seponering på grund af manglende effekt eller mindre alvorlige bivirkninger nedtrappes langsomt med 25 mg ugentlig - gerne fordelt på 2 gange. Ved ikke-livstruende, men alvorlige bivirkninger kan en hurtig nedtrapning med 50-100 mg ugentlig overvejes. Ved Parkinsons sygdom nedtrappes med 12,5 mg ad gangen over 1-2 uger. Ved...)
Clozapin "Nordic Prime" (...Ved seponering på grund af manglende effekt eller mindre alvorlige bivirkninger nedtrappes langsomt med 25 mg ugentlig - gerne fordelt på 2 gange. Ved ikke-livstruende, men alvorlige bivirkninger kan en hurtig nedtrapning med 50-100 mg ugentlig overvejes. Ved Parkinsons sygdom nedtrappes med 12,5 mg ad gangen over 1-2 uger. Ved...)
Codilek Depot (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Conoxia 100 % (...Ved behandling af nyfødte og præmature skal oxygenkoncentrationen i blodet holdes på det lavest mulige niveau, som giver den ønskede effekt, for at undgå retinopati. Ved...)
Contalgin® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Corhum®, komb. (...Ved svær koronar sklerose bør et noget højere tryk opretholdes i længere perioder. Indhold af natriumchlorid og kalium 1.000 ml indeholder 15,0 mmol natrium, som svarer til 870 mg Natriumchlorid. 1.000 ml indeholder 9,0 mmol kalium. Der skal tages hensyn til dette ved...)
Corodil® Comp, komb. (Ved glemt dosis, skal den glemte dosis springes over, og næste dosis tages til normal tid.)
Coxynon Depot (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Cyanocobalamin "Orifarm" (Ved malabsorptionstilstande er virkningen ved oral indgift usikker. Der bør i stedet gives parenteral behandling.)
Cymevene® (...Ved behandling kan der - baseret på prækliniske data fra dyreforsøg - være risiko for repro...)
Dalacin C vaginalcreme (...Ved længerevarende diarré bør midlet seponeres. Indeholder hjælpestoffer, der kan mindske d...)
Dalacin® vaginalcreme (...Ved længerevarende diarré bør midlet seponeres. Indeholder hjælpestoffer, der kan mindske d...)
Dantanol (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Delamonie® (...Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved...)
Denise®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Dermovat® (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Lokale overfølsomhedsreaktioner. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Clobetasolpropionat anbefales ikke til patienter med acne vulgaris, rosacea eller perioral dermatitis. Anvendelse på revnet hud eller ved andre tilstande, hvor hudbarrieren kan være skadet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved symptomer som sløret syn eller andre synsforstyrrelser bør det overvejes at henvise patienten til oftalmolog med henblik på vurdering af de mulige årsager; disse kan være grå stær, glaukom eller sjældne sygdomme såsom central serøs chorioretinopati (CSCR). Patienter med alvorligt nedsat leverfunktion eller svær diabetes skal monitoreres nøje for bivirkninger. Der kan være risiko for rebound (tilbageslagsvirkning) eller recidiv efter behandlingen ved...)
Descovy®, komb. (...Ved seponering hos patienter, som også er smittet med hepatitis B-virus, monitoreres omhyggeligt for tegn på eksacerbation af hepatitis. Bør ikke anvendes til børn < 12 år eller med legemsvægt 35 kg. Nyrefunktionen vurderes før/ved...)
Desirett (...Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved...)
Dexafree (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Hos børn kan forhøjet intraokulært tryk forekommer hyppigere, i sværere grad og hurtigere end hos voksne. Forsigtighed ved behandling af patienter med diabetes. Disse patienter kan være prædisponeret for øget intraokulært tryk og/eller katarakt dannelse. Steroid kan accelerere kataraktudvikling og vækst af svampe. Topikale kortikosteroider kan medføre langsom heling af sår på cornea. Øjendråber bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser, se Kontaktlinsebrug ved øjendråber og salve . Ved...)
Dexamcol, komb. (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Ved symptomer som sløret syn eller andre synsforstyrrelser bør det overvejes at henvise patienten til oftalmolog med henblik på vurdering af de mulige årsager; disse kan være grå stær, glaukom eller sjældne sygdomme såsom central serøs chorioretinopati (CSCR). Cushings syndrom og/eller adrenal suppression forbundet med systemisk absorption af oftalmisk dexamethason kan forekomme efter intensiv eller langvarig kontinuerlig behandling hos prædisponerede patienter, herunder børn og patienter, som behandles med CYP3A4-hæmmere (inkl. ritonavir og cobicistat). I disse tilfælde bør behandlingen seponeres gradvist. Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Benzalkoniumchlorid kan misfarve bløde kontaktlinser. Kontaktlinser bør fjernes før applikation og tidligst indsættes 15 min. efter applikation, se endvidere Kontaktlinsebrug ved...)
Diabact® UBT (Ved tilstedeværelse af Helicobacter pylori i ventriklen bliver 13 C-urea metaboliseret til 13 CO 2 og ammoniak. 13 CO 2 diffunderer ind i blodbanen og frigøres i udåndingsluften.)
Dificlir (...Ved alvorlig allergisk reaktion afbrydes behandlingen Forsigtighed ved kendt allergi over for makrolider Tabletterne indeholder sojaprotein. Forsigtighed ved...)
Diflucan® (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Dimethyl fumarate "1A Farma" (Ved glemt dosis må der ikke tages dobbeltdosis, medmindre doserne kan tages med mindst 4 timers interval indtil næste planlagte dosis.)
Dimethyl fumarate "Glenmark" (Ved glemt dosis må der ikke tages dobbeltdosis, medmindre doserne kan tages med mindst 4 timers interval indtil næste planlagte dosis.)
Dipeptiven®, komb. (Ved encefalopati startes med lav dosis (0,5 g aminosyrer/kg legemsvægt/døgn), derefter gradvis øgning under monitorering af den cerebrale funktion.)
Dipiperon® (...Ved samtidig brug af midler, der kan medføre elektrolytforstyrrelser, skal man være opmærksom på opretholdelse af elektrolytbalancen. Effekten af levodopa, dopamin og andre sympatomimetika kan hæmmes. Risiko for potensering af den antikolinerge effekt ved...)
Diproderm® (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Anvendelse på områder med tynd hud som fx i ansigtet. Må ikke anvendes på øjenlågene på grund af risikoen for okular toksicitet. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Diprofos Depot (...Ved injektion i led og bløddele kan præparatet om nødvendigt anvendes. Den systemiske tilgæ...)
Diprophos (...Ved injektion i led og bløddele kan præparatet om nødvendigt anvendes. Den systemiske tilgæ...)
Diprosalic®, komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes omkring øjnene, da dette kan medføre forhøjet tryk i øjet og føre til grøn stær efter langvarig brug. Ved...)
Diprosalinova, komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes omkring øjnene, da dette kan medføre forhøjet tryk i øjet og føre til grøn stær efter langvarig brug. Ved...)
Diprospan® (...Ved injektion i led og bløddele kan præparatet om nødvendigt anvendes. Den systemiske tilgæ...)
Dolatramyl (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Dolol® (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Dolol Retard UNO (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Doltard® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Dovato®, komb. (Ved udvikling af pancreatitis bør lamivudin seponeres. Se Interaktioner .)
Doxablox (...Ved selektiv blokade af α-1-adrenerge receptorer lokaliseret i karrene reduceres den systemiske vaskulære modstand, hvilket medfører sænkning af blodtrykket. Ved...)
Doxazosin "Epione Medicine" (...Ved selektiv blokade af α-1-adrenerge receptorer lokaliseret i karrene reduceres den systemiske vaskulære modstand, hvilket medfører sænkning af blodtrykket. Ved...)
Doxazosin "Nordic Prime" (...Ved selektiv blokade af α-1-adrenerge receptorer lokaliseret i karrene reduceres den systemiske vaskulære modstand, hvilket medfører sænkning af blodtrykket. Ved...)
Doxazosin "Orifarm" (...Ved selektiv blokade af α-1-adrenerge receptorer lokaliseret i karrene reduceres den systemiske vaskulære modstand, hvilket medfører sænkning af blodtrykket. Ved...)
Doxazosin "Sandoz" (...Ved selektiv blokade af α-1-adrenerge receptorer lokaliseret i karrene reduceres den systemiske vaskulære modstand, hvilket medfører sænkning af blodtrykket. Ved...)
Doxazosin "Stada" (...Ved selektiv blokade af α-1-adrenerge receptorer lokaliseret i karrene reduceres den systemiske vaskulære modstand, hvilket medfører sænkning af blodtrykket. Ved...)
Doxazosin Carefarm - Udgået: 24-11-2025 (...Ved selektiv blokade af α-1-adrenerge receptorer lokaliseret i karrene reduceres den systemiske vaskulære modstand, hvilket medfører sænkning af blodtrykket. Ved...)
Dropizol® (...Ved samtidig indgift af MAO-hæmmere kan ses excitation, hyperpyreksi, kramper samt hyper- eller hypotension. Virkningen af hypnotika og tricykliske antidepressiva samt antipsykotika - specielt højdosisantipsykotika - kan forstærkes. Den sederende virkning forstærkes af benzodiazepiner. Bevidstheds- og respirationssvækkelse forstærkes af alkohol og barbitursyrederivater. Morphin kan øge AUC for gabapentin med ca. 40 %. Ved...)
Drospera®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Drovelis®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Ducressa, komb. (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Risikoen for kortikosteroid-induceret forhøjet intraokulært tryk og/eller kataraktdannelse er øget hos prædisponerede patienter (fx personer med diabetes). Ved symptomer som sløret syn eller andre synsforstyrrelser bør det overvejes at henvise patienten til oftalmolog med henblik på vurdering af de mulige årsager; disse kan være katarakt, glaukom eller sjældne sygdomme såsom central serøs chorioretinopati (CSCR). Benzalkoniumchlorid kan misfarve bløde kontaktlinser. Kontaktlinser bør fjernes før applikation og tidligst indsættes 15 min. efter behandlingens afslutning, se i øvrigt kontaktlinser ved...)
Dupixent® (...Ved ugentlig dosis Giv dosis hurtigst muligt og patientens sædvanlige skema følges. Ved dosis hver anden uge Inden for 7 dage fra den glemte dosis: Giv dosis hurtigst muligt og patientens sædvanlige skema følges. Over 7 dage fra den glemte dosis: Spring dosis over og vent til den næste planlagte dosering. Ved...)
Durogesic® - Udgået: 24-11-2025 (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Efmody (...Ved substitutionsterapi i fysiologiske doser er der ikke specifikke forsigtighedsregler ud over grundig information om øgning af dosis i tilfælde af akut sygdom/stresstilstand. De nedenstående forsigtighedsregler er således gældende ved dosering ud over fysiologiske doser. Immunsuppression På grund af glukokortikoiders antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres. Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- og svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion. Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons. Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk. Osteoporoserisiko Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose. BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder. Særlige patientgrupper Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmik (5876) . Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales. Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens, og psykiske lidelser. Monitorering af serum-kalium pga. risiko for hypokaliæmi. Der kan forekomme thyrotoksisk periodisk paralyse (TPP) hos patienter med hyperthyroidisme og med hydrocortison-induceret hypokaliæmi. Ved mistanke om TPP skal kalium-niveauet i blodet monitoreres, og passende behandling påbegynde for at normalisere kalium-niveauet. Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales. Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli. Bør om muligt undgås ved kramper. Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, nyreinsufficiens, systemisk sklerodermi (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension). Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen. Børn og unge ≥ 12 år: Ved...)
Elidel® (Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme.)
Ellaone® (...Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og der bør hurtigst muligt tages yderligere 1 tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Da præparatet ikke kan erstatte prævention ved efterfølgende samlejer tilrådes det, at kvinder benytter en pålidelig barriereprævention - også efter at have taget ulipristalacetat - indtil næste menstruation. Ved mere end 7 dages forsinket menstruation eller ved unormal blødning bør graviditetstest udføres. Bør anvendes med forsigtighed ved...)
Elocom (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Ved brug i ansigtet skal behandlingerne begrænses til 5 dage. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Elocon® (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Ved brug i ansigtet skal behandlingerne begrænses til 5 dage. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Elopar (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Ved brug i ansigtet skal behandlingerne begrænses til 5 dage. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Eltrombopag "Glenmark" (...Ved behandlingsophør skal patienten observeres for recidiv af trombocytopeni og blødningstendens. Trombocyttallet monitoreres ugentligt indtil 4 uger efter ophør. Begrænset erfaring med brug af eltrombopag til ITP-patienter > 65 år og HCV-patienter > 75 år. Forsigtighed og tæt kontrol tilrådes, da behandling med TPO-R-agonister eventuelt kan stimulere retikulindannelse i knoglemarven og progression af eksisterende hæmatopoietiske maligne sygdomme med stigning i blastcelletal. Tidligere tromboemboli eller kendte risikofaktorer herfor. Ved indledning af behandling, og hvis eltrombopag kombineres med andre lægemidler til behandling af ITP, bør trombocyttallet og det perifere blodbillede monitoreres 1 gang ugentligt, derefter 1 gang månedlig. Ved svær aplastisk anæmi anbefales det at udføre en cytogenetisk analyse af knoglemarvs-aspirat inden opstart af behandling samt efter 3 og 6 måneder. Ved...)
Eltrombopag "Zentiva" (...Ved behandlingsophør skal patienten observeres for recidiv af trombocytopeni og blødningstendens. Trombocyttallet monitoreres ugentligt indtil 4 uger efter ophør. Begrænset erfaring med brug af eltrombopag til ITP-patienter > 65 år og HCV-patienter > 75 år. Forsigtighed og tæt kontrol tilrådes, da behandling med TPO-R-agonister eventuelt kan stimulere retikulindannelse i knoglemarven og progression af eksisterende hæmatopoietiske maligne sygdomme med stigning i blastcelletal. Tidligere tromboemboli eller kendte risikofaktorer herfor. Ved indledning af behandling, og hvis eltrombopag kombineres med andre lægemidler til behandling af ITP, bør trombocyttallet og det perifere blodbillede monitoreres 1 gang ugentligt, derefter 1 gang månedlig. Ved svær aplastisk anæmi anbefales det at udføre en cytogenetisk analyse af knoglemarvs-aspirat inden opstart af behandling samt efter 3 og 6 måneder. Ved...)
Eltrombopag Viatris (...Ved behandlingsophør skal patienten observeres for recidiv af trombocytopeni og blødningstendens. Trombocyttallet monitoreres ugentligt indtil 4 uger efter ophør. Begrænset erfaring med brug af eltrombopag til ITP-patienter > 65 år og HCV-patienter > 75 år. Forsigtighed og tæt kontrol tilrådes, da behandling med TPO-R-agonister eventuelt kan stimulere retikulindannelse i knoglemarven og progression af eksisterende hæmatopoietiske maligne sygdomme med stigning i blastcelletal. Tidligere tromboemboli eller kendte risikofaktorer herfor. Ved indledning af behandling, og hvis eltrombopag kombineres med andre lægemidler til behandling af ITP, bør trombocyttallet og det perifere blodbillede monitoreres 1 gang ugentligt, derefter 1 gang månedlig. Ved svær aplastisk anæmi anbefales det at udføre en cytogenetisk analyse af knoglemarvs-aspirat inden opstart af behandling samt efter 3 og 6 måneder. Ved...)
Eltroxin® (...Ved overdosering fremkommer tyrotoksikose og dermed risiko for bl.a. øget knoglemineraltab ...)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Glenmark", komb. (...Ved kombination med atazanavir mindskes koncentrationen af atazanavir, hvorfor denne bør gives boosted med ritonavir. Ved kombinationsbehan...)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Krka", komb. (...Ved kombination med atazanavir mindskes koncentrationen af atazanavir, hvorfor denne bør gives boosted med ritonavir. Ved kombinationsbehan...)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Mylan", komb. (...Ved kombination med atazanavir mindskes koncentrationen af atazanavir, hvorfor denne bør gives boosted med ritonavir. Ved kombinationsbehan...)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Stada", komb. (...Ved kombination med atazanavir mindskes koncentrationen af atazanavir, hvorfor denne bør gives boosted med ritonavir. Ved kombinationsbehan...)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Teva", komb. (...Ved kombination med atazanavir mindskes koncentrationen af atazanavir, hvorfor denne bør gives boosted med ritonavir. Ved kombinationsbehan...)
Emtricitabine/Tenofovir disoproxil "Zentiva", komb. (...Ved kombination med atazanavir mindskes koncentrationen af atazanavir, hvorfor denne bør gives boosted med ritonavir. Ved kombinationsbehan...)
Enacecor, komb. (Ved glemt dosis, skal den glemte dosis springes over, og næste dosis tages til normal tid.)
Enalapril/Hydrochlorothiazide "Medical Valley", komb. (Ved glemt dosis, skal den glemte dosis springes over, og næste dosis tages til normal tid.)
Enalapril-Hydrochlorthiazid "Krka", komb. (Ved glemt dosis, skal den glemte dosis springes over, og næste dosis tages til normal tid.)
Entresto®, komb. (Ved glemt dosis, skal den glemte dosis springes over, og næste dosis tages til normal tid.)
Entyvio (Vedolizumab)
Etindros, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Euthyrox® (...Ved overdosering fremkommer tyrotoksikose og dermed risiko for bl.a. øget knoglemineraltab ...)
Evo-Conti®, komb. (...Ved doser, der er højere end normalt anvendt for orale kontraceptiva og HRT-præparater, er ...)
Evo-Sequi®, komb. (...Ved doser, der er højere end normalt anvendt for orale kontraceptiva og HRT-præparater, er ...)
Evrenzo® (...Ved moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh-klasse B) skal startdosis halveres eller reduceres til det dosisniveau, der er tættest på det halve af startdosis. Bør ikke anvendes ved...)
EXDENSUR® (...Ved behandling mod astma: Patienten bør instrueres i at søge læge ved forværring af astmasymptomer efter indledt ...)
Extraneal®, komb. (...Ved måling af blodsukker med bed-side blodsukkerapparater eller teststrimler, der benytter glucosedehydrogenase pyrroloquinolinequinon (GDH PQQ) eller glucose-dye-oxireductase (GDO), vil maltose og andre icodextrin-metabolitter blive medbestemt. Det kan resultere i falsk forhøjede blodglucoseværdier, hvilket kan have fatal betydning for patienten, hvis ved...)
Fampyra® (...Ved blokering af kalium-kanaler reduceres ionstrømmen gennem disse kanaler. Derved forlænges repolarisering, og aktionsp...)
Febuxostat "Krka" (Ved let nedsat leverfunktion frarådes dosisøgning. Erfaring savnes vedr. stærkt nedsat leverfunktion.)
Febuxostat "Teva" (Ved let nedsat leverfunktion frarådes dosisøgning. Erfaring savnes vedr. stærkt nedsat leverfunktion.)
Femanor®, komb. (...Ved doser, der er højere end normalt anvendt for orale kontraceptiva og HRT-præparater, er ...)
Femicept, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Femistad, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Fentanyl "Orion" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Fentanyl "Sandoz" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Fentanyl Carefarm - Udgået: 16-02-2026 (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Fetcroja (...Ved samtidig administration med substrater for CYP3A4, skal patienten overvåges for nedsat ...)
Fiasp® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Flexilev, komb. (...Ved pludselig seponering af antiparkinsonmidler er malignt neuroleptikasyndrom og rhabdomyo...)
Fluconazol "2care4" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "Accord" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "Bluefish" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "Epione Medicine" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "Fresenius Kabi" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "HEXAL" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "KRKA" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "Nordic Prime" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "Orifarm" - Udgået: 27-04-2026 (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "Stada" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluconazol "Vitabalans" (...Ved samtidig anvendelse af erythromycin risiko for arytmier (forlænget QT-syndrom og torsades de pointes) og dermed pludselig hjertedød. Kombinationen er kontraindiceret. Endvidere er samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-intervallet, og som metaboliseres via CYP3A4, fx amiodaron og pimozid, kontraindiceret. Se endvidere Elimination og cytokrom P450-systemet . Fluconazol er en potent hæmmer af CYP2C19 samt moderat hæmmer af CYP2C9 og CYP3A4, og der er risiko for øgede plasmakoncentrationer af lægemidler, der nedbrydes af disse enzymer. Samtidig behandling med amitriptylin, atorvastatin og simvastatin bør undgås. Ved samtidig brug af ivacaftor øges eksponeringen af dette. Dosis af ivacaftor bør derfor nedsættes til 150 mg én gang daglig. Hvis samtidig brug af ibrutinib ikke kan undgås, nedsættes daglig dosis af ibrutinib til 280 mg under behandlingen med fluconazol, og der monitoreres tæt. Dosisjustering af andre lægemidler, herunder bl.a. alfentanil, carbamazepin, ciclosporin, midazolam, rifabutin, sulfonylurinstoffer og triazolam kan være nødvendig. Fluconazol potenserer effekten af warfarin, og samtidig brug kan forårsage alvorlige blødninger. Derfor skal den antikoagulerende virkning overvåges nøje under samtidig brug, og dosis skal justeres efter behov. Rifampicin nedsætter AUC for fluconazol med 20-50 %. Ved...)
Fluoxetin "Epione Medicine" (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fluoxetin "HEXAL" (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fluoxetin "Nordic Prime" - Udgået: 30-03-2026 (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fluoxetin "Orifarm" (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fluoxetin "Paranova" - Udgået: 22-12-2025 (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fluoxetin "Viatris" (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fluoxetine "Orion" (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fluzap (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fontex® - Udgået: 08-12-2025 (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Fosamax® - Udgået: 16-03-2026 (Ved glemt medicin skal næste dosis tages dagen efter, og derefter fortsætter man det oprindelige regime på den valgte ugedag. Der må ikke tages 2 tabletter på samme dag.)
Fostimon® Set - Udgået: 13-04-2026 (...Ved behandling med FSH er der betydelig risiko for at fremkalde et ovarielt hyperstimulationssyndrom. Dette gælder primært behandling ved in vitro-...)
Frivelle (...Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og man kan indtage en ny tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Ved mere end 5 dages forsinket menstruation eller ved...)
Froidir (...Ved seponering på grund af manglende effekt eller mindre alvorlige bivirkninger nedtrappes langsomt med 25 mg ugentlig - gerne fordelt på 2 gange. Ved ikke-livstruende, men alvorlige bivirkninger kan en hurtig nedtrapning med 50-100 mg ugentlig overvejes. Ved Parkinsons sygdom nedtrappes med 12,5 mg ad gangen over 1-2 uger. Ved...)
Fucicort®, komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Kontakt med øjnene bør undgås, idet forhøjet intraokulært tryk og glaukom kan forekomme efter langvarig brug af topikale kortikosteroider nær øjnene og særligt hos patienter disponeret for at udvikle glaukom. Ved...)
Fucidin®-Hydrocortison, komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Fucithalmic® (...Ved infektion i øjet bør kontaktlinser fjernes før applikation og tidligst indsættes 12 tim...)
Fusidinsyre/betamethason "2care4", komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Kontakt med øjnene bør undgås, idet forhøjet intraokulært tryk og glaukom kan forekomme efter langvarig brug af topikale kortikosteroider nær øjnene og særligt hos patienter disponeret for at udvikle glaukom. Ved...)
Fusidinsyre/betamethasonvalerat "Mylan", komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Kontakt med øjnene bør undgås, idet forhøjet intraokulært tryk og glaukom kan forekomme efter langvarig brug af topikale kortikosteroider nær øjnene og særligt hos patienter disponeret for at udvikle glaukom. Ved...)
Fusidinsyre/hydrocortisonacetat "2care4", komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Gablofen® (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Ganciclovir "Oresund Pharma" (...Ved behandling kan der - baseret på prækliniske data fra dyreforsøg - være risiko for repro...)
Gemadol® Retard (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Gentacoll® (Ved samtidig systemisk behandling med aminoglykosid bør plasmakoncentration og nyrefunktion følges.)
Gentamicin "Macure" (...Ved systemisk anvendelse: Allergi over for aminoglykosider inkl. hjælpestoffet neomycin . Ved behandling af patienter med mya...)
Gentamicin "Panpharma" (...Ved systemisk anvendelse: Allergi over for aminoglykosider inkl. hjælpestoffet neomycin . Ved behandling af patienter med myasthenia gravis forekommer neuromuskulær blokade. Ved...)
Genvoya®, komb. (...Ved seponering hos patienter, som også er smittet med hepatitis B-virus, monitoreres omhyggeligt for tegn på eksacerbation af hepatitis. Bør ikke anvendes til børn < 6 år eller med legemsvægt 25 kg pga. manglende data. Cobicistat øger P-kreatinin på grund af hæmning af den tubulære sekretion af kreatinin, uden at den renale glomerulære funktion påvirkes. I kliniske studier af Genvoya forekom stigningen i P-kreatinin ved...)
Gonasi® Set (...Ved normoprolaktinæmisk, anovulatorisk infertilitet kan follikelmodningen stimuleres ved hjælp af clomifen, hMG eller FSH, og ovulation udløses ved at give én s.c.- eller i.m.-injektion af 5.000 IE choriongonadotropin på det optimale tidspunkt. Der foretages så insemination eller timed intercourse 36-38 timer efter udløsningen af ovulationen. Ved kontrolleret ovariel stimulation som led i intrauterin insemination eller in vitro-fertilisering gives 5.000-10.000 IE hCG, når ledende follikel er 18-20 mm. Ved...)
Granon® (...Ved inhalation ses en nedsættelse af ekspektorats viskositet. Man har formodet, at effekten skyldes en fri sulfhydryl-gruppe, der reducerer disulfidbindingen i mucusproteinerne. Efter inhalation indtræder virkningen efter 1 minut og er maksimal efter 5-10 minutter. Ved oral anvendelse kan der dog ikke påvises acetylcystein i mucus eller bronkieskyllevæske, hvilket gør denne virkningsmekanisme tvivlsom ved...)
Grazax® (Ved gentagen påvirkning med allergen til allergiske individer opnås en immunmodulatorisk effekt.)
Halcion® (Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt/abstinenssymptomer. Seponering bør derfor foretages gradvis.)
Harmonet®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Helicobacter Test INFAI (Ved tilstedeværelse af Helicobacter pylori i ventriklen bliver 13 C-urea metaboliseret til 13 CO 2 og ammoniak. 13 CO 2 diffunderer ind i blodbanen og frigøres i udåndingsluften.)
Herceptin® (Ved samtidig anvendelse er set enkelte tilfælde af øget antikoagulerende virkning af warfarin.)
Hexamycin (...Ved systemisk anvendelse: Allergi over for aminoglykosider inkl. hjælpestoffet neomycin . Ved behandling af patienter med myasthenia gravis forekommer neuromuskulær blokade. Ved...)
Hjercatyl (...Ved samtidig brug af celecoxib, diclofenac, ibuprofen, meloxicam og naproxen øges risikoen for ulcus, og patienten bør monitoreres for tegn på mave-tarmblødninger. ASA i kombination med kortikosteroider, antikoagulantia, SSRI eller andre trombocythæmmere øges risikoen for blødning. Om muligt bør disse lægemidler seponeres/udtrappes/dosisreduceres, hvis behandling med ASA er påkrævet. Ibuprofen kan hæmme ASA´s irreversible trombocytaggregation, og ved samtidig anvendelse bør ASA som tromboseprofylakse tages mindst 2 timer før ibuprofen. ASA forstærker den tromboseprofylaktiske effekt, men også blødningsrisikoen i kombination med andre trombocytfunktionshæmmende midler. ASA i doser >500 mg dgl. hæmmer den urikosuriske effekt af probenecid. ASA i doser >500 mg dgl. kan øge den frie fraktion af valproat i plasma pga. fald i valproat-clearance på ca. 16 %. Hydrocortison eller prednison kan ved langtidsbehandling øge clearance af ASA og dermed nedsætte effekten af ASA. Syrepumpehæmmere kan reducere den trombocytfunktionshæmmende effekt af ASA pga. ændret pH i ventriklen. ASA i doser >300 mg kan nedsætte effekten af ACE-hæmmere i hypertensive patienter. Ved samtidig behandling med ASA og methotrexat er der rapporteret om stigning i AUC for methotrexat på 20-40 %. Forsigtighed, især ved...)
Hjerdyl® (...Ved samtidig brug af celecoxib, diclofenac, ibuprofen, meloxicam og naproxen øges risikoen for ulcus, og patienten bør monitoreres for tegn på mave-tarmblødninger. ASA i kombination med kortikosteroider, antikoagulantia, SSRI eller andre trombocythæmmere øges risikoen for blødning. Om muligt bør disse lægemidler seponeres/udtrappes/dosisreduceres, hvis behandling med ASA er påkrævet. Ibuprofen kan hæmme ASA´s irreversible trombocytaggregation, og ved samtidig anvendelse bør ASA som tromboseprofylakse tages mindst 2 timer før ibuprofen. ASA forstærker den tromboseprofylaktiske effekt, men også blødningsrisikoen i kombination med andre trombocytfunktionshæmmende midler. ASA i doser >500 mg dgl. hæmmer den urikosuriske effekt af probenecid. ASA i doser >500 mg dgl. kan øge den frie fraktion af valproat i plasma pga. fald i valproat-clearance på ca. 16 %. Hydrocortison eller prednison kan ved langtidsbehandling øge clearance af ASA og dermed nedsætte effekten af ASA. Syrepumpehæmmere kan reducere den trombocytfunktionshæmmende effekt af ASA pga. ændret pH i ventriklen. ASA i doser >300 mg kan nedsætte effekten af ACE-hæmmere i hypertensive patienter. Ved samtidig behandling med ASA og methotrexat er der rapporteret om stigning i AUC for methotrexat på 20-40 %. Forsigtighed, især ved...)
Hjertealbyl® (...Ved samtidig brug af celecoxib, diclofenac, ibuprofen, meloxicam og naproxen øges risikoen for ulcus, og patienten bør monitoreres for tegn på mave-tarmblødninger. ASA i kombination med kortikosteroider, antikoagulantia, SSRI eller andre trombocythæmmere øges risikoen for blødning. Om muligt bør disse lægemidler seponeres/udtrappes/dosisreduceres, hvis behandling med ASA er påkrævet. Ibuprofen kan hæmme ASA´s irreversible trombocytaggregation, og ved samtidig anvendelse bør ASA som tromboseprofylakse tages mindst 2 timer før ibuprofen. ASA forstærker den tromboseprofylaktiske effekt, men også blødningsrisikoen i kombination med andre trombocytfunktionshæmmende midler. ASA i doser >500 mg dgl. hæmmer den urikosuriske effekt af probenecid. ASA i doser >500 mg dgl. kan øge den frie fraktion af valproat i plasma pga. fald i valproat-clearance på ca. 16 %. Hydrocortison eller prednison kan ved langtidsbehandling øge clearance af ASA og dermed nedsætte effekten af ASA. Syrepumpehæmmere kan reducere den trombocytfunktionshæmmende effekt af ASA pga. ændret pH i ventriklen. ASA i doser >300 mg kan nedsætte effekten af ACE-hæmmere i hypertensive patienter. Ved samtidig behandling med ASA og methotrexat er der rapporteret om stigning i AUC for methotrexat på 20-40 %. Forsigtighed, især ved...)
Hjertemagnyl® (...Ved samtidig brug af celecoxib, diclofenac, ibuprofen, meloxicam og naproxen øges risikoen for ulcus, og patienten bør monitoreres for tegn på mave-tarmblødninger. ASA i kombination med kortikosteroider, antikoagulantia, SSRI eller andre trombocythæmmere øges risikoen for blødning. Om muligt bør disse lægemidler seponeres/udtrappes/dosisreduceres, hvis behandling med ASA er påkrævet. Ibuprofen kan hæmme ASA´s irreversible trombocytaggregation, og ved samtidig anvendelse bør ASA som tromboseprofylakse tages mindst 2 timer før ibuprofen. ASA forstærker den tromboseprofylaktiske effekt, men også blødningsrisikoen i kombination med andre trombocytfunktionshæmmende midler. ASA i doser >500 mg dgl. hæmmer den urikosuriske effekt af probenecid. ASA i doser >500 mg dgl. kan øge den frie fraktion af valproat i plasma pga. fald i valproat-clearance på ca. 16 %. Hydrocortison eller prednison kan ved langtidsbehandling øge clearance af ASA og dermed nedsætte effekten af ASA. Syrepumpehæmmere kan reducere den trombocytfunktionshæmmende effekt af ASA pga. ændret pH i ventriklen. ASA i doser >300 mg kan nedsætte effekten af ACE-hæmmere i hypertensive patienter. Ved samtidig behandling med ASA og methotrexat er der rapporteret om stigning i AUC for methotrexat på 20-40 %. Forsigtighed, især ved...)
Hoanaca (Ved svært nedsat leverfunktion skal dosis nedsættes til fx 10 mg dgl. eller 20 mg hver 2. dag.)
Humalog® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Humulin® NPH (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Hydrocortison "Activase" (...Ved substitutionsterapi i fysiologiske doser er der ikke specifikke forsigtighedsregler ud over grundig information om øgning af dosis i tilfælde af akut sygdom/stresstilstand. De nedenstående forsigtighedsregler er således gældende ved dosering ud over fysiologiske doser. Immunsuppression På grund af glukokortikoiders antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres. Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- og svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion. Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons. Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk. Osteoporoserisiko Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose. BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder. Særlige patientgrupper Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmik (5876) . Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales. Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens, og psykiske lidelser. Monitorering af serum-kalium pga. risiko for hypokaliæmi. Der kan forekomme thyrotoksisk periodisk paralyse (TPP) hos patienter med hyperthyroidisme og med hydrocortison-induceret hypokaliæmi. Ved mistanke om TPP skal kalium-niveauet i blodet monitoreres, og passende behandling påbegynde for at normalisere kalium-niveauet. Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales. Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli. Bør om muligt undgås ved kramper. Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, nyreinsufficiens, systemisk sklerodermi (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension). Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen. Børn og unge: Ved...)
Hydrocortison "Strides" (...Ved substitutionsterapi i fysiologiske doser er der ikke specifikke forsigtighedsregler ud over grundig information om øgning af dosis i tilfælde af akut sygdom/stresstilstand. De nedenstående forsigtighedsregler er således gældende ved dosering ud over fysiologiske doser. Immunsuppression På grund af glukokortikoiders antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres. Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- og svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion. Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons. Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk. Osteoporoserisiko Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose. BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder. Særlige patientgrupper Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmik (5876) . Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales. Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens, og psykiske lidelser. Monitorering af serum-kalium pga. risiko for hypokaliæmi. Der kan forekomme thyrotoksisk periodisk paralyse (TPP) hos patienter med hyperthyroidisme og med hydrocortison-induceret hypokaliæmi. Ved mistanke om TPP skal kalium-niveauet i blodet monitoreres, og passende behandling påbegynde for at normalisere kalium-niveauet. Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales. Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli. Bør om muligt undgås ved kramper. Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, nyreinsufficiens, systemisk sklerodermi (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension). Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen. Børn og unge: Ved...)
Hydrocortison med Terramycin®, komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Hydrokortison "DAK" (...Ved substitutionsterapi i fysiologiske doser er der ikke specifikke forsigtighedsregler ud over grundig information om øgning af dosis i tilfælde af akut sygdom/stresstilstand. De nedenstående forsigtighedsregler er således gældende ved dosering ud over fysiologiske doser. Immunsuppression På grund af glukokortikoiders antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres. Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- og svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion. Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons. Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk. Osteoporoserisiko Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose. BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder. Særlige patientgrupper Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmik (5876) . Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales. Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens, og psykiske lidelser. Monitorering af serum-kalium pga. risiko for hypokaliæmi. Der kan forekomme thyrotoksisk periodisk paralyse (TPP) hos patienter med hyperthyroidisme og med hydrocortison-induceret hypokaliæmi. Ved mistanke om TPP skal kalium-niveauet i blodet monitoreres, og passende behandling påbegynde for at normalisere kalium-niveauet. Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales. Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli. Bør om muligt undgås ved kramper. Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, nyreinsufficiens, systemisk sklerodermi (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension). Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen. Børn og unge: Ved...)
Hydrokortison "Evolan" (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Hydrokortison "Orion" (...Ved substitutionsterapi i fysiologiske doser er der ikke specifikke forsigtighedsregler ud over grundig information om øgning af dosis i tilfælde af akut sygdom/stresstilstand. De nedenstående forsigtighedsregler er således gældende ved dosering ud over fysiologiske doser. Immunsuppression På grund af glukokortikoiders antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres. Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- og svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion. Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons. Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk. Osteoporoserisiko Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose. BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder. Særlige patientgrupper Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmik (5876) . Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales. Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens, og psykiske lidelser. Monitorering af serum-kalium pga. risiko for hypokaliæmi. Der kan forekomme thyrotoksisk periodisk paralyse (TPP) hos patienter med hyperthyroidisme og med hydrocortison-induceret hypokaliæmi. Ved mistanke om TPP skal kalium-niveauet i blodet monitoreres, og passende behandling påbegynde for at normalisere kalium-niveauet. Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales. Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli. Bør om muligt undgås ved kramper. Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, nyreinsufficiens, systemisk sklerodermi (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension). Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen. Børn og unge: Ved...)
Hydromorphonhydrochlorid "Kalceks" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Hypoloc® (...Ved samtidig behandling med verapamil, lidocain og andre antiarytmika øges tendensen til hjerteinsufficiens og overledningsforstyrrelser. Fluoxetin og paroxetin reducerer omsætningen af nebivolol på grund af hæmning af CYP2D6. Øget væskeretention og dermed ophævelse af den antihypertensive effekt kan ses ved samtidig indgift af NSAID. Centralt virkende antihypertensiva, fx methyldopa og moxonidin, kan forværre hjerteinsufficiens ved...)
Icomas, komb. (Ved mistanke om overdosering gives oxygen via maske, indtil carboxyhæmoglobinkoncentrationen bedømt ved en arteriel blodgasanalyse er under 5 %.)
Idaptan (Ved forekomst af motoriske forstyrrelser bør præparatet seponeres. Forsigtighed ved ældre.)
Ikervis (...Ved øjentørhed betinget af inflammation i slimhinden absorberes ciclosporin i T-lymfocyt-in...)
Imodium® (...Ved behandlingsophør er der set tilfælde af lægemiddelrelateret abstinenssyndrom hos person...)
Imodium® Plus, komb. (...Ved behandlingsophør er der set tilfælde af lægemiddelrelateret abstinenssyndrom hos person...)
Imolope (...Ved behandlingsophør er der set tilfælde af lægemiddelrelateret abstinenssyndrom hos person...)
Imozop® (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Inrebic® (Ved glemt dosis, skal den glemte dosis springes over.)
Insulatard® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Insulin aspart "Sanofi" (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Intuniv® (Ved udvikling af letargi, bør patienten observeres i op til 24 timer pga. risiko for forsinkede symptomer som koma, bradykardi og hypotension.)
Iqirvo® (Ved stærkt nedsat leverfunktion frarådes anvendelse pga. begrænset erfaring.)
Isturisa (Ved formodet overdosering bør behandlingen afbrydes, kortisolniveauer kontrolleres, og om nødvendigt initieres oral eller i.v.-behandling med hydrocortison.)
Itulazax® (Ved gentagen påvirkning med allergen til allergiske individer aktiveres den immunmodulatoriske mekanisme.)
Jaydess (...Ved oplægning i den tidlig follikulærfase inden for 7 dage efter menstruationens begyndelse er metoden sikker og varigheden af de pletblødninger, der typisk forekommer i starten, mindskes. Hvis oplægning inden for 7 dage efter menstruationens begyndelse ikke kan lade sig gøre eller ved uregelmæssig menstruation, er den kontraceptive virkning usikker de første 7 dage efter oplægning (gælder også ved skift fra anden svangerskabsforebyggelse). En supplerende barriemetode anbefales. Gestagenspiralen kan lægges op efter abort i 1. trimester. Oplægning bør ikke foretages før tidligst 6 uger efter fødsel. Bemærk: Kan skelnes fra andre spiraler ved en sølvring, der er synlig ved ultralydsundersøgelse (kan evt. foretages for at udelukke perforation ved usædvanlig smerte eller blødning under oplægningen). Spiralen kan desuden påvises ved...)
Jorveza (...Ved kontinuerlig anvendelse bør observeres for systemisk påvirkning, se i øvrigt Glukokorti...)
Juluca®, komb. (...Ved tegn eller symptomer på hypersensitivitetsreaktioner skal dolutegravir, rilpivirin og andre mistænkte lægemidler omgående seponeres. Ved suprater...)
Kaftrio®, komb. (...Ved under 6 timer efter det normale doseringstidspunkt tages den glemte dosis snarest muligt. Ved over 6 timer efter det normale doseringstidspunkt: En glemt morgendosis tages snarest muligt, hvorefter den følgende aftendosis udelades og næste morgendosis tages planmæssigt. Ved...)
Kaliumiodid "SERB" (...Ved en atomulykke kan der frigives en stor mængde radioaktivt jod i miljøet. På grund af de...)
Kenalog® (...Ved injektion i led og bløddele kan præparatet om nødvendigt anvendes. Den systemiske tilgæ...)
Kengrexal® (...Ved behandling med clopidogrel under infusion af cangrelor udebliver clopidogrels trombocythæmmende effekt. Virkningen indtræder ved administrati...)
Kerendia® (Ved GFR 25-60 mg/ml bør startdosis være 10 mg 1 gang dgl.)
Kiovig (...Ved kendt IgA-mangel skal adrenalininjektionsvæske 0,1 % være parat i tilfælde af anafylaktisk reaktion. Ved dehydrering skal patienten først rehydreres, og adrenalininjektionsvæske 0,1 % skal være parat i tilfælde af anafylaktisk reaktion. Ved...)
Kisqali (Ved glemt dosis eller opkastning efter indtagelsen, må der ikke tages en ny dosis den pågældende dag.)
Klarigen® (Ved samtidig anvendelse af MAO-hæmmere eller tricykliske antidepressiva bør udvises forsigtighed pga. mulig risiko for blodtryksstigning.)
Kliogest®, komb. (...Ved doser, der er højere end normalt anvendt for orale kontraceptiva og HRT-præparater, er ...)
Kloramfenikol "2care4" (...Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Øjensalve bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser. Se endvidere Kontaktlinsebrug ved øjendråbe...)
Kloramfenikol "DAK" (Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Øjensalve bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser. Se endvidere .)
Kloramfenikol "Orifarm" (...Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Øjensalve bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser. Se endvidere Kontaktlinsebrug ved øjendråbe...)
Kloramfenikol "Santen" (...Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Øjendråber, opløsning, flerdosisbeholder: Benzalkoniumchlorid kan misfarve bløde kontaktlinser. Kontaktlinser bør fjernes før applikation og tidligst indsættes 15 min. efter applikation, se endvidere: Kontaktlinsebrug ved...)
Kodein "DAK" (...Ved smertebehandling, bør varighed og mål med behandlingen, samt en plan for afslutning af ...)
Kodein "EQL Pharma" (...Ved smertebehandling, bør varighed og mål med behandlingen, samt en plan for afslutning af ...)
Kodein "SAD" (...Ved smertebehandling, bør varighed og mål med behandlingen, samt en plan for afslutning af ...)
Konakion® Novum (Ved svært nedsat leverfunktion med nedsat proteinsyntese er effekten af phytomenadion tvivlsom. Vurderes ved monitorering af INR.)
Kosidina, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Kyleena (...Ved oplægning i den tidlige follikulærfase inden for 7 dage efter menstruationens begyndelse er metoden sikker og varigheden af de pletblødninger, der typisk forekommer i starten, mindskes. Hvis oplægning inden for 7 dage efter menstruationens begyndelse ikke kan lade sig gøre eller ved uregelmæssig menstruation, er den kontraceptive virkning usikker de første 7 dage efter oplægning (gælder også ved skift fra anden svangerskabsforebyggelse). En supplerende barriemetode anbefales. Gestagenspiralen kan lægges op efter abort i 1. trimester. Oplægning bør ikke foretages før tidligst 6 uger efter fødsel. Bemærk: Kan skelnes fra andre spiraler ved en sølvring, der er synlig ved ultralydsundersøgelse (kan evt. foretages for at udelukke perforation ved usædvanlig smerte eller blødning under oplægningen). Spiralen kan desuden påvises ved...)
Labetalol "S.A.L.F." (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Lafene (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Lantus® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Lederspan® (...Ved injektion i led og bløddele kan præparatet om nødvendigt anvendes. Den systemiske tilgæ...)
Leflunomide medac - Udgået: 30-03-2026 (...Ved symptomgivende forgiftning tilrådes iværksat følgende udvaskningsprocedure: 8 g colesty...)
Leflunomide Zentiva (...Ved symptomgivende forgiftning tilrådes iværksat følgende udvaskningsprocedure: 8 g colesty...)
Lenalidomid "Grindeks" (Ved samtidig administration med digoxin kan P-digoxin øges.)
Lenalidomid "SUN" (Ved samtidig administration med digoxin kan P-digoxin øges.)
Lenalidomid "Zentiva" (Ved samtidig administration med digoxin kan P-digoxin øges.)
Lenalidomide "Mylan" - Udgået: 16-02-2026 (Ved samtidig administration med digoxin kan P-digoxin øges.)
Lenalidomide "Sandoz" (Ved samtidig administration med digoxin kan P-digoxin øges.)
Lenalidomide "Stada" (Ved samtidig administration med digoxin kan P-digoxin øges.)
Lenalidomide Krka (Ved samtidig administration med digoxin kan P-digoxin øges.)
Leponex® (...Ved seponering på grund af manglende effekt eller mindre alvorlige bivirkninger nedtrappes langsomt med 25 mg ugentlig - gerne fordelt på 2 gange. Ved ikke-livstruende, men alvorlige bivirkninger kan en hurtig nedtrapning med 50-100 mg ugentlig overvejes. Ved Parkinsons sygdom nedtrappes med 12,5 mg ad gangen over 1-2 uger. Ved...)
Levemir® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Leverette® 21, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Levodonna (...Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og man kan indtage en ny tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Ved mere end 5 dages forsinket menstruation eller ved...)
Levodopa/carbidopa "Teva", komb. (...Ved pludselig seponering af antiparkinsonmidler er malignt neuroleptikasyndrom og rhabdomyo...)
Levopidon® (...Ved samtidig indgift af amprenavir, efavirenz, lopinavir/ritonavir, nevirapin, rifampicin eller perikon øges omsætningen af levomethadon pga. induktion af CYP3A4. Koncentrationsfaldet kan være betydeligt og udløse abstinenssymptomer. Dosis bør justeres. Voriconazol og fluconazol hæmmer levomethadons omsætning via CYP3A4. Dosisjustering af levomethadon kan være nødvendig. Lignende effekter kan evt. forventes ved kombination med andre induktorer eller hæmmere af CYP3A4. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Ved samtidig indgift af MAO-hæmmere hæmmere (og op til 14 dage efter indtag af irreversible MAO-hæmmere) ses excitation, hyperpyreksi, kramper samt hyper- eller hypotension. Den CNS-deprimerende virkning (bl.a. øget sedation og respirationsdepression) forstærkes af bl.a. benzodiazepiner, benzodiazepinlignende midler, gabapentinoider (gabapentin og pregabalin), alkohol, barbitursyrederivater og cannabinoider. Lavest mulig dosis og kortest mulig behandlingstid anbefales, hvis samtidig behandling med CNS-deprimerende midler skønnes nødvendig. Serotonerge midler Samtidig brug af serotonerge midler (fx amfetaminer, MAO-hæmmere , serotonerge antidepressiva, lithium , triptaner , tryptophan og andre opioider som buprenorphin, fentanyl og tramadol) kan give risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI . Risiko for forlænget QTc-interval Forsigtighed ved...)
Levosert One (...Ved oplægning i den tidlige follikulærfase inden for 7 dage efter menstruationens begyndelse er metoden sikker og varigheden af de pletblødninger, der typisk forekommer i starten, mindskes. Hvis oplægning inden for 7 dage efter menstruationens begyndelse ikke kan lade sig gøre eller ved uregelmæssig menstruation, er den kontraceptive virkning usikker de første 7 dage efter oplægning (gælder også ved skift fra anden svangerskabsforebyggelse). En supplerende barriemetode anbefales. Gestagenspiralen kan udskiftes når som helst i cyklus. Gestagenspiralen kan lægges op efter abort i 1. trimester. Oplægning bør ikke foretages før tidligst 6 uger efter fødsel. Fjernelse/udskiftning af indlægget Indlægget bør fjernes efter 8 år ved anvendelse som kontraception og efter 3 år ved anvendelse mod menoragi Bemærk: Ultralydsundersøgelse kan evt. foretages for at udelukke perforation ved usædvanlig smerte eller blødning under oplægningen. Spiralen kan påvises ved røntgenfotografering. I forbindelse med hormonterapi/hormonsubstitution Oplægning bør ske under de sidste dage eller umiddelbart efter en bortfaldsblødning. Ved...)
Levothyroxinnatrium "SERB" (...Ved overdosering fremkommer tyrotoksikose og dermed risiko for bl.a. øget knoglemineraltab ...)
Liberelle, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Lilinorm (...Ved substitutionsterapi i fysiologiske doser er der ikke specifikke forsigtighedsregler ud over grundig information om øgning af dosis i tilfælde af akut sygdom/stresstilstand. De nedenstående forsigtighedsregler er således gældende ved dosering ud over fysiologiske doser. Immunsuppression På grund af glukokortikoiders antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres. Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- og svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion. Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons. Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk. Osteoporoserisiko Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose. BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder. Særlige patientgrupper Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmik (5876) . Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales. Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens, og psykiske lidelser. Monitorering af serum-kalium pga. risiko for hypokaliæmi. Der kan forekomme thyrotoksisk periodisk paralyse (TPP) hos patienter med hyperthyroidisme og med hydrocortison-induceret hypokaliæmi. Ved mistanke om TPP skal kalium-niveauet i blodet monitoreres, og passende behandling påbegynde for at normalisere kalium-niveauet. Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales. Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli. Bør om muligt undgås ved kramper. Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, nyreinsufficiens, systemisk sklerodermi (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension). Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen. Børn og unge: Ved...)
Lindoxa (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Linezolid "Accord" (...Ved samtidig infektion med gramnegative bakterier skal denne behandles særskilt. Bør ikke anvendes til patienter med: tyrotoksikose bipolar depression skizofrenilignende tilstande akut konfusion Bør ikke anvendes til patienter, som er i behandling med: serotoningenoptagshæmmere tricykliske antidepressiva serotonin 5-HT 1 -agonister (triptaner) direkte og indirekte virkende sympatomimetiske midler vasopressive midler dopaminerge midler buprenorfin buspiron medmindre blodtrykket overvåges intensivt. Patienter med essentiel hypertension eller fæokromocytom kan udvikle hypertensive kriser. Behandlingen bør foregå under ugentlig kontrol af blodbilledet. Ved synsændring og ved længerevarende behandling (> 28 dage) bør der foretages oftalmologisk kontrol. Forsigtighed ved nedsat krampetærskel. Der er set rhabdomyolyse ved...)
Linezolid "Fresenius Kabi" (...Ved samtidig infektion med gramnegative bakterier skal denne behandles særskilt. Bør ikke anvendes til patienter med: tyrotoksikose bipolar depression skizofrenilignende tilstande akut konfusion Bør ikke anvendes til patienter, som er i behandling med: serotoningenoptagshæmmere tricykliske antidepressiva serotonin 5-HT 1 -agonister (triptaner) direkte og indirekte virkende sympatomimetiske midler vasopressive midler dopaminerge midler buprenorfin. buspiron medmindre blodtrykket overvåges intensivt. Patienter med essentiel hypertension eller fæokromocytom kan udvikle hypertensive kriser. Behandlingen bør foregå under ugentlig kontrol af blodbilledet. Ved synsændring og ved længerevarende behandling (> 28 dage) bør der foretages oftalmologisk kontrol. Forsigtighed ved nedsat krampetærskel. Der er set rhabdomyolyse ved...)
Linezolid "Krka" (...Ved samtidig infektion med gramnegative bakterier skal denne behandles særskilt. Bør ikke anvendes til patienter med: tyrotoksikose bipolar depression skizofrenilignende tilstande akut konfusion Bør ikke anvendes til patienter, som er i behandling med: serotoningenoptagshæmmere tricykliske antidepressiva serotonin 5-HT 1 -agonister (triptaner) direkte og indirekte virkende sympatomimetiske midler vasopressive midler dopaminerge midler buprenorfin buspiron medmindre blodtrykket overvåges intensivt. Patienter med essentiel hypertension eller fæokromocytom kan udvikle hypertensive kriser. Behandlingen bør foregå under ugentlig kontrol af blodbilledet. Ved synsændring og ved længerevarende behandling (> 28 dage) bør der foretages oftalmologisk kontrol. Forsigtighed ved nedsat krampetærskel. Der er set rhabdomyolyse ved...)
Linezolid "Sandoz" (...Ved samtidig infektion med gramnegative bakterier skal denne behandles særskilt. Bør ikke anvendes til patienter med: tyrotoksikose bipolar depression skizofrenilignende tilstande akut konfusion Bør ikke anvendes til patienter, som er i behandling med: serotoningenoptagshæmmere tricykliske antidepressiva serotonin 5-HT 1 -agonister (triptaner) direkte og indirekte virkende sympatomimetiske midler vasopressive midler dopaminerge midler buprenorfin buspiron medmindre blodtrykket overvåges intensivt. Patienter med essentiel hypertension eller fæokromocytom kan udvikle hypertensive kriser. Behandlingen bør foregå under ugentlig kontrol af blodbilledet. Ved synsændring og ved længerevarende behandling (> 28 dage) bør der foretages oftalmologisk kontrol. Forsigtighed ved...)
Lionova® (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Lioresal® (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Locoid® (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug . Ved...)
Locoid Capilar (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Loette® 28, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Lopacut (...Ved behandlingsophør er der set tilfælde af lægemiddelrelateret abstinenssyndrom hos person...)
Loperamid "Mashal" (...Ved behandlingsophør er der set tilfælde af lægemiddelrelateret abstinenssyndrom hos person...)
Lorazepam "2care4" (...Ved behandling ud over enkeltstående p.n. anvendelse: Bør normalt ikke seponeres pludseligt på grund af tilbøjeligheden til abstinenssymptomer. Nedtrapning kan ske over få dage ved...)
Lorazepam "Macure" (...Ved behandling ud over enkeltstående p.n. anvendelse: Bør normalt ikke seponeres pludseligt på grund af tilbøjeligheden til abstinenssymptomer. Nedtrapning kan ske over få dage ved...)
Lorazepam "Orion" (...Ved behandling ud over enkeltstående p.n. anvendelse: Bør normalt ikke seponeres pludseligt på grund af tilbøjeligheden til abstinenssymptomer. Nedtrapning kan ske over få dage ved...)
Loritax (...Ved behandlingsophør er der set tilfælde af lægemiddelrelateret abstinenssyndrom hos person...)
Lorviqua® (Ved svært nedsat leverfunktion anbefales dosisreduktion til 50 mg 1 gang dgl.)
Lung test gas CO/He "Linde", komb. (Ved mistanke om overdosering gives oxygen via maske, indtil carboxyhæmoglobinkoncentrationen bedømt ved en arteriel blodgasanalyse er under 5 %.)
Lunploro, komb. (Ved mistanke om overdosering gives oxygen via maske, indtil carboxyhæmoglobinkoncentrationen bedømt ved en arteriel blodgasanalyse er under 5 %.)
Lyfnua® (Ved glemt dosis, springes den over, og næste dosis tages som planlagt. Der må ikke tages dobbeltdosis, eller mere end der er ordineret.)
Lyribastad (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Lyrica® (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Magnesium "Protina", komb. (Ved bivirkninger seponeres behandlingen midlertidigt. Når bivirkningerne er aftaget, kan behandlingen genoptages med nedsat dosis.)
Magnesium Diasporal (...Ved bivirkninger seponeres behandlingen midlertidigt. Når bivirkningerne er aftaget, kan be...)
Malfin (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Malonetta, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Mandolgin® (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Marlodon (...Ved samtidig indgift af amprenavir, efavirenz, lopinavir/ritonavir, nevirapin, rifampicin eller perikon øges omsætningen af methadon pga. induktion af CYP3A4. Koncentrationsfaldet kan være betydeligt og udløse abstinenssymptomer. Dosis bør justeres. Voriconazol og fluconazol hæmmer methadons omsætning via CYP3A4. Dosisjustering af methadon kan være nødvendig. Lignende effekter kan evt. forventes ved kombination med andre induktorer eller hæmmere af CYP3A4. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Ved samtidig indgift af MAO-hæmmere hæmmere (og op til 14 dage efter indtag af irreversible MAO-hæmmere) ses excitation, hyperpyreksi, kramper samt hyper- eller hypotension. Den CNS-deprimerende virkning (bl.a. øget sedation og respirationsdepression) forstærkes af bl.a. benzodiazepiner, benzodiazepinlignende midler, gabapentinoider (gabapentin og pregabalin), alkohol, barbitursyrederivater og cannabinoider. Øget forekomst af respirationssvigt, koma og dødsfald er set. Lavest mulig dosis og kortest mulig behandlingstid anbefales, hvis samtidig behandling med CNS-deprimerende midler skønnes nødvendig. Serotonerge midler Samtidig brug af serotonerge midler (fx amfetaminer, MAO-hæmmere , serotonerge antidepressiva, lithium , triptaner , tryptophan og andre opioider som buprenorphin, fentanyl og tramadol) kan give risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI . Risiko for forlænget QT-interval Forsigtighed ved...)
Matrifen® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Maxidex® (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Hos børn kan forhøjet intraokulært tryk forekommer hyppigere, i sværere grad og hurtigere end hos voksne. Forsigtighed ved behandling af patienter med diabetes. Disse patienter kan være prædisponeret for øget intraokulært tryk og/eller katarakt dannelse. Steroid kan accelerere kataraktudvikling og vækst af svampe. Topikale kortikosteroider kan medføre langsom heling af sår på cornea. Indeholder benzalkoniumchlorid, der kan medføre øjenirritation og misfarvning af bløde kontaktlinser. Øjendråber bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser, se Kontaktlinsebrug ved øjendråber og salve . Ved...)
Medicinsk Oxygen "Air Liquide" 100 % (...Ved behandling af nyfødte og præmature skal oxygenkoncentrationen i blodet holdes på det lavest mulige niveau, som giver den ønskede effekt, for at undgå retinopati. Ved...)
Medicinsk oxygen "Nippon Gases Scandinavia" 100 % (...Ved behandling af nyfødte og præmature skal oxygenkoncentrationen i blodet holdes på det lavest mulige niveau, som giver den ønskede effekt, for at undgå retinopati. Ved...)
Medicinsk Oxygen "Strandmøllen" (...Ved behandling af nyfødte og præmature skal oxygenkoncentrationen i blodet holdes på det lavest mulige niveau, som giver den ønskede effekt, for at undgå retinopati. Ved...)
Medrol® (Ved nedsat leverfunktion anbefales monitorering, og dosisjustering kan være nødvendig.)
Megace® (Ved disposition for tromboembolisk lidelse Leversygdom.)
Melphalan "Macure" (...Ved samtidig administration af busulfan og melphalan med mindre end 24 timer forskydning er der risiko for udvikling af toksiciteter (indberettet hos børn). Nedsat nyrefunktion er indberettet hos knoglemarvtransplanterede patienter ved...)
Menopur® (...Ved behandling med humant menopausehormon er der betydelig risiko for at fremkalde et ovarielt hyperstimulationssyndrom. Dette gælder primært behandling ved ...)
Mercilon®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Meriofert Set (...Ved behandling med humant menopausehormon er der betydelig risiko for at fremkalde et ovarielt overstimulationssyndrom. Dette gælder primært behandling ved ...)
Metadon "2care4" (...Ved samtidig indgift af amprenavir, efavirenz, lopinavir/ritonavir, nevirapin, rifampicin eller perikon øges omsætningen af methadon pga. induktion af CYP3A4. Koncentrationsfaldet kan være betydeligt og udløse abstinenssymptomer. Dosis bør justeres. Voriconazol og fluconazol hæmmer methadons omsætning via CYP3A4. Dosisjustering af methadon kan være nødvendig. Lignende effekter kan evt. forventes ved kombination med andre induktorer eller hæmmere af CYP3A4. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Ved samtidig indgift af MAO-hæmmere hæmmere (og op til 14 dage efter indtag af irreversible MAO-hæmmere) ses excitation, hyperpyreksi, kramper samt hyper- eller hypotension. Den CNS-deprimerende virkning (bl.a. øget sedation og respirationsdepression) forstærkes af bl.a. benzodiazepiner, benzodiazepinlignende midler, gabapentinoider (gabapentin og pregabalin), alkohol, barbitursyrederivater og cannabinoider. Øget forekomst af respirationssvigt, koma og dødsfald er set. Lavest mulig dosis og kortest mulig behandlingstid anbefales, hvis samtidig behandling med CNS-deprimerende midler skønnes nødvendig. Serotonerge midler Samtidig brug af serotonerge midler (fx amfetaminer, MAO-hæmmere , serotonerge antidepressiva, lithium , triptaner , tryptophan og andre opioider som buprenorphin, fentanyl og tramadol) kan give risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI . Risiko for forlænget QT-interval Forsigtighed ved...)
Metadon "DAK" tabletter (...Ved samtidig indgift af amprenavir, efavirenz, lopinavir/ritonavir, nevirapin, rifampicin eller perikon øges omsætningen af methadon pga. induktion af CYP3A4. Koncentrationsfaldet kan være betydeligt og udløse abstinenssymptomer. Dosis bør justeres. Voriconazol og fluconazol hæmmer methadons omsætning via CYP3A4. Dosisjustering af methadon kan være nødvendig. Lignende effekter kan evt. forventes ved kombination med andre induktorer eller hæmmere af CYP3A4. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Ved samtidig indgift af MAO-hæmmere hæmmere (og op til 14 dage efter indtag af irreversible MAO-hæmmere) ses excitation, hyperpyreksi, kramper samt hyper- eller hypotension. Den CNS-deprimerende virkning (bl.a. øget sedation og respirationsdepression) forstærkes af bl.a. benzodiazepiner, benzodiazepinlignende midler, gabapentinoider (gabapentin og pregabalin), alkohol, barbitursyrederivater og cannabinoider. Øget forekomst af respirationssvigt, koma og dødsfald er set. Lavest mulig dosis og kortest mulig behandlingstid anbefales, hvis samtidig behandling med CNS-deprimerende midler skønnes nødvendig. Serotonerge midler Samtidig brug af serotonerge midler (fx amfetaminer, MAO-hæmmere , serotonerge antidepressiva, lithium , triptaner , tryptophan og andre opioider som buprenorphin, fentanyl og tramadol) kan give risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI . Risiko for forlænget QT-interval Forsigtighed ved...)
Metadon "DAK" tabletter og oral opløsning (...Ved samtidig indgift af amprenavir, efavirenz, lopinavir/ritonavir, nevirapin, rifampicin eller perikon øges omsætningen af methadon pga. induktion af CYP3A4. Koncentrationsfaldet kan være betydeligt og udløse abstinenssymptomer. Dosis bør justeres. Voriconazol og fluconazol hæmmer methadons omsætning via CYP3A4. Dosisjustering af methadon kan være nødvendig. Lignende effekter kan evt. forventes ved kombination med andre induktorer eller hæmmere af CYP3A4. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Ved samtidig indgift af MAO-hæmmere hæmmere (og op til 14 dage efter indtag af irreversible MAO-hæmmere) ses excitation, hyperpyreksi, kramper samt hyper- eller hypotension. Den CNS-deprimerende virkning (bl.a. øget sedation og respirationsdepression) forstærkes af bl.a. benzodiazepiner, benzodiazepinlignende midler, gabapentinoider (gabapentin og pregabalin), alkohol, barbitursyrederivater og cannabinoider. Øget forekomst af respirationssvigt, koma og dødsfald er set. Lavest mulig dosis og kortest mulig behandlingstid anbefales, hvis samtidig behandling med CNS-deprimerende midler skønnes nødvendig. Serotonerge midler Samtidig brug af serotonerge midler (fx amfetaminer, MAO-hæmmere , serotonerge antidepressiva, lithium , triptaner , tryptophan og andre opioider som buprenorphin, fentanyl og tramadol) kan give risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI . Risiko for forlænget QT-interval Forsigtighed ved...)
Methoxsalen "Macopharma" (Ved fotoferese er de målte plasmakoncentrationer væsentligt lavere end ved i.v. administration.)
Methylprednisolone "Orion" (Ved nedsat leverfunktion anbefales monitorering, og dosisjustering kan være nødvendig.)
Metoclopramide "Accord" (...Ved nedsat nyrefunktion (GFR 15-60 ml/min) bør dosis halveres til 5 mg x 3 dgl. Ved svært nedsat nyrefunktion (GFR < 15 ...)
Metoclopramide "G.L.Pharma" (...Ved nedsat nyrefunktion (GFR 15-60 ml/min) bør dosis halveres til 5 mg x 3 dgl. Ved svært nedsat nyrefunktion (GFR < 15 ...)
Metoclopramide "Medical Valley" (...Ved nedsat nyrefunktion (GFR 15-60 ml/min) bør dosis halveres til 5 mg x 3 dgl. Ved svært nedsat nyrefunktion (GFR < 15 ...)
Metoclopramide "Orifarm" (...Ved nedsat nyrefunktion (GFR 15-60 ml/min) bør dosis halveres til 5 mg x 3 dgl. Ved svært nedsat nyrefunktion (GFR < 15 ...)
Metoclopramide "Orion" (...Ved nedsat nyrefunktion (GFR 15-60 ml/min) bør dosis halveres til 5 mg x 3 dgl. Ved svært nedsat nyrefunktion (GFR < 15 ...)
Metopirone® (Ved diagnostisk anvendelse kan ses forsinket respons pga. øget halveringstid for kortisol.)
Metopocor (Ved seponering er der øget risiko for hjertetilfælde, herunder pludseligt ophør af hjertefunktion.)
Metoprololtartrat "Paranova" (Ved seponering er der øget risiko for hjertetilfælde, herunder pludseligt ophør af hjertefunktion.)
Miacalcic® (Ved mistanke om overfølsomhed for calcitonin bør der udføres hudtest før behandlingen.)
Microgyn®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Midazolam "Accord" (...Ved pludseligt ophør af en længerevarende behandling på intensivafdeling er der risiko for ...)
Midazolam "Accordpharma" (...Ved pludseligt ophør af en længerevarende behandling på intensivafdeling er der risiko for ...)
Midazolam "B. Braun" (...Ved pludseligt ophør af en længerevarende behandling på intensivafdeling er der risiko for ...)
Midazolam "Hameln" (...Ved pludseligt ophør af en længerevarende behandling på intensivafdeling er der risiko for ...)
Mildison® Lipid (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Mini-Pe® (...Ved amenoré må graviditet overvejes. Ved hyppige blødninger må man udelukke organisk årsag. Seponering bør overvejes ved førstegangsforekomst af migræneagtig hovedpine eller hyppig forekomst af usædvanlig kraftig hoved...)
Minprostin® - Udgået: 11-05-2026 (...Ved overdosering ses uterin hyperkontraktilitet og hypertoni. Behandling: Idet PGE 2 induceret myometrial hyperstimulation er forbigående, vil det ofte være tilstrækkeligt at afvente, at effekten ophører. Hvis der er tale om induktion af fødsel med levende barn, bør barnet overvåges kontinuerligt med henblik på tegn på intrauterin asfyksi. Ved...)
Minulet®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Mirabella, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Mircera® (...Ved øgning af dosis kan der pga. kumulative doser af epoetin være øget risiko for alvorlige kardiovaskulære, cerebrovaskulære eller letale hændelser. Ved ringe hæmoglobinrespons bør alternative årsager hertil overvejes. Dårligt reguleret hypertension, maligne tumorer, iskæmisk vaskulær lidelse eller tidligere krampeanfald. Blodtrykket bør omhyggeligt overvåges. Ved behandlingens begyndelse og ved manglende effekt undersøges for: Jern-, folat- eller vitamin B 12 -mangel, aluminiumintoksikation, tilstødende infektioner, maligne tilstande, inflammatorisk eller traumatisk episode, skjult blodtab, hæmolyse og knoglemarvsfibrose. Jerntilskud bør gives til alle med normalt eller lavt serum-ferritin eller jernmætning. Hæmoglobinkoncentrationen skal måles regelmæssigt (mindst 1 gang ugentligt), indtil stabile værdier på 6,5-7,5 mmol/l er opnået. Derefter anbefales periodevis måling af hæmoglobinkoncentrationen. Der kan forekomme en dosisafhængig stigning i trombocyttallet, navnlig initialt. Det anbefales at bestemme trombocyttal regelmæssigt de første 8 uger af behandlingen. Et paradoksfald i hæmoglobin og udvikling af svær anæmi i forbindelse med lave retikulocyttal bør medføre seponering af methoxypolyethylenglycol-epoetin beta og udførelse af test for anti-erytropoietin-antistoffer. Misbrug i forbindelse med sportsudøvelse kan have fatale konsekvenser. Patienten skal informeres om: Tegn og symptomer på alvorlige hudreaktioner, fx Stevens-Johnsons syndrom Straks at afbryde behandlingen og kontakte sin læge ved...)
Mirena® (...Ved oplægning i den tidlige follikulærfase inden for 7 dage efter menstruationens begyndelse er metoden sikker varrigheden af de pletblødninger, der typisk forekommer i starten, mindskes. Hvis oplægning inden for 7 dage efter menstruationens begyndelse ikke kan lade sig gøre eller ved uregelmæssig menstruation, er den kontraceptive virkning usikker de første 7 dage efter oplægning (gælder også ved skift fra anden svangerskabsforebyggelse). En supplerende barriemetode anbefales. Gestagenspiralen kan udskiftes når som helst i cyklus. Gestagenspiralen kan lægges op efter abort i 1. trimester. Oplægning bør ikke foretages før tidligst 6 uger efter fødsel. Fjernelse/udskiftning af indlægget Indlægget bør fjernes efter 8 år ved anvendelse som kontraception og efter 5 år ved anvendelse mod menoragi eller som beskyttelse mod endometriehyperplasi under systemisk østrogenbehandling. Ved behov for fortsat anvendelse kan et nyt indlæg oplægges samtidigt. Bemærk: Ultralydsundersøgelse kan evt. foretages for at udelukke perforation ved usædvanlig smerte eller blødning under oplægningen. Spiralen kan anvendes ved velkontrolleret cervikal dysplasi. Spiralen kan påvises ved røntgenfotografering. I forbindelse med hormonterapi/hormonsubstitution Oplægning bør ske under de sidste dage eller umiddelbart efter en bortfaldsblødning. Ved...)
Mometasonfuroat "2care4" (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Ved brug i ansigtet skal behandlingerne begrænses til 5 dage. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Mometasonfuroat "Glenmark" (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Ved brug i ansigtet skal behandlingerne begrænses til 5 dage. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Monopex® (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Hos børn kan forhøjet intraokulært tryk forekommer hyppigere, i sværere grad og hurtigere end hos voksne. Forsigtighed ved behandling af patienter med diabetes. Disse patienter kan være prædisponeret for øget intraokulært tryk og/eller katarakt dannelse. Steroid kan accelerere kataraktudvikling og vækst af svampe. Topikale kortikosteroider kan medføre langsom heling af sår på cornea. Øjendråber bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser, se Kontaktlinsebrug ved øjendråber og salve . Ved...)
Morfin "Abcur" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Morfin "DAK" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Morfin "DLF" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Morfin "EQL Pharma" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Morfin "SAD" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Morphinsulfat "Carefarm" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Moxifloxacin "Accord" - Udgået: 24-11-2025 (...Ved behandling af forsøgsdyr med moxifloxacin er der set beskadigelse af ledbrusken. Moxifl...)
Moxifloxacin "Krka" (...Ved behandling af forsøgsdyr med moxifloxacin er der set beskadigelse af ledbrusken. Moxifl...)
Moxifloxacin "Orion" (...Ved behandling af forsøgsdyr med moxifloxacin er der set beskadigelse af ledbrusken. Moxifl...)
Moxiva - Udgået: 02-03-2026 (...Ved behandling af forsøgsdyr med moxifloxacin er der set beskadigelse af ledbrusken. Moxifl...)
Mucolysin® (...Ved inhalation ses en nedsættelse af ekspektorats viskositet. Man har formodet, at effekten skyldes en fri sulfhydryl-gruppe, der reducerer disulfidbindingen i mucusproteinerne. Efter inhalation indtræder virkningen efter 1 minut og er maksimal efter 5-10 minutter. Ved oral anvendelse kan der dog ikke påvises acetylcystein i mucus eller bronkieskyllevæske, hvilket gør denne virkningsmekanisme tvivlsom ved...)
Mucolysin Skovbær® (...Ved inhalation ses en nedsættelse af ekspektorats viskositet. Man har formodet, at effekten skyldes en fri sulfhydryl-gruppe, der reducerer disulfidbindingen i mucusproteinerne. Efter inhalation indtræder virkningen efter 1 minut og er maksimal efter 5-10 minutter. Ved oral anvendelse kan der dog ikke påvises acetylcystein i mucus eller bronkieskyllevæske, hvilket gør denne virkningsmekanisme tvivlsom ved...)
Mucomyst® (...Ved inhalation ses en nedsættelse af ekspektorats viskositet. Man har formodet, at effekten skyldes en fri sulfhydryl-gruppe, der reducerer disulfidbindingen i mucusproteinerne. Efter inhalation indtræder virkningen efter 1 minut og er maksimal efter 5-10 minutter. Ved oral anvendelse kan der dog ikke påvises acetylcystein i mucus eller bronkieskyllevæske, hvilket gør denne virkningsmekanisme tvivlsom ved...)
Mycamine® (...Ved samtidig behandling med flg. lægemidler kan omsætningen af disse muligvis falde, og kon...)
Myozyme® (Ved milde til moderate infusionsrelaterede symptomer nedsættes infusionshastigheden, og der kan præmedicineres med antihistamin og/eller paracetamol.)
Mysimba, komb. (...Ved let nedsat leverfunktion (Child-Pugh A): Voksne. Uge 1: 1 tablet morgen. Voksne. Uge ≥ 2: 1 tablet morgen og 1 tablet aften. Bør ikke anvendes ved moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh B). Kontraindiceret ved...)
Natriumklorid "B. Braun" infusionsvæske, opløsning (...Ved hyponatriæmi bør korrektionen sædvanligvis ikke overstige 8 mmol/l/døgn. Overbehandling kan forårsage kardiopulmonale komplikationer i form af arytmier, lungestase og lungeødem, også hos patienter uden kendt hjertesygdom. Monitorering af væske-, elektrolyt- og syre-base-status ved indgift af større mængde og daglig indgift pga. risiko for udvikling af dyshydrering, hospitalserhvervet hyponatriæmi , hyperkaliæmi og acidose. Forsigtighed ved...)
Natriumklorid "Baxter" Viaflo 9 mg/ml (...Ved hyponatriæmi bør korrektionen sædvanligvis ikke overstige 8 mmol/l/døgn. Overbehandling kan forårsage kardiopulmonale komplikationer i form af arytmier, lungestase og lungeødem, også hos patienter uden kendt hjertesygdom. Monitorering af væske-, elektrolyt- og syre-base-status ved indgift af større mængde og daglig indgift pga. risiko for udvikling af dyshydrering, hospitalserhvervet hyponatriæmi , hyperkaliæmi og acidose. Forsigtighed ved...)
Natriumklorid "Fresenius Kabi" 9 mg/ml (...Ved hyponatriæmi bør korrektionen sædvanligvis ikke overstige 8 mmol/l/døgn. Overbehandling kan forårsage kardiopulmonale komplikationer i form af arytmier, lungestase og lungeødem, også hos patienter uden kendt hjertesygdom. Monitorering af væske-, elektrolyt- og syre-base-status ved indgift af større mængde og daglig indgift pga. risiko for udvikling af dyshydrering, hospitalserhvervet hyponatriæmi , hyperkaliæmi og acidose. Forsigtighed ved...)
Natriumklorid "Vantive" Clear-Flex9 mg/ml (...Ved hyponatriæmi bør korrektionen sædvanligvis ikke overstige 8 mmol/l/døgn. Overbehandling kan forårsage kardiopulmonale komplikationer i form af arytmier, lungestase og lungeødem, også hos patienter uden kendt hjertesygdom. Monitorering af væske-, elektrolyt- og syre-base-status ved indgift af større mængde og daglig indgift pga. risiko for udvikling af dyshydrering, hospitalserhvervet hyponatriæmi , hyperkaliæmi og acidose. Forsigtighed ved...)
Natriumklorid isotonisk "SAD" (...Ved hyponatriæmi bør korrektionen sædvanligvis ikke overstige 8 mmol/l/døgn. Overbehandling kan forårsage kardiopulmonale komplikationer i form af arytmier, lungestase og lungeødem, også hos patienter uden kendt hjertesygdom. Monitorering af væske-, elektrolyt- og syre-base-status ved indgift af større mængde og daglig indgift pga. risiko for udvikling af dyshydrering, hospitalserhvervet hyponatriæmi , hyperkaliæmi og acidose. Forsigtighed ved...)
Nebido (...Ved svær hjertenyreinsufficiens Testosteron bør anvendes med forsigtighed hos patienter med iskæmisk hjertesygdom og kredsløbsinsufficiens samt ved koag...)
Nebivolol "Accord" (...Ved samtidig behandling med verapamil, lidocain og andre antiarytmika øges tendensen til hjerteinsufficiens og overledningsforstyrrelser. Fluoxetin og paroxetin reducerer omsætningen af nebivolol på grund af hæmning af CYP2D6. Øget væskeretention og dermed ophævelse af den antihypertensive effekt kan ses ved samtidig indgift af NSAID. Centralt virkende antihypertensiva, fx methyldopa og moxonidin, kan forværre hjerteinsufficiens ved...)
Nebivolol "Krka" (...Ved samtidig behandling med verapamil, lidocain og andre antiarytmika øges tendensen til hjerteinsufficiens og overledningsforstyrrelser. Fluoxetin og paroxetin reducerer omsætningen af nebivolol på grund af hæmning af CYP2D6. Øget væskeretention og dermed ophævelse af den antihypertensive effekt kan ses ved samtidig indgift af NSAID. Centralt virkende antihypertensiva, fx methyldopa og moxonidin, kan forværre hjerteinsufficiens ved...)
Nebivolol "Orion" (...Ved samtidig behandling med verapamil, lidocain og andre antiarytmika øges tendensen til hjerteinsufficiens og overledningsforstyrrelser. Fluoxetin og paroxetin reducerer omsætningen af nebivolol på grund af hæmning af CYP2D6. Øget væskeretention og dermed ophævelse af den antihypertensive effekt kan ses ved samtidig indgift af NSAID. Centralt virkende antihypertensiva, fx methyldopa og moxonidin, kan forværre hjerteinsufficiens ved...)
Neupogen® (...Ved kronisk myeloid leukæmi eller myelodysplasi er der teoretisk risiko for stimulering af tumorvæksten og sikkerhed eller virkning er ikke klarlagt. Filgrastim er ikke godkendt til disse lidelser. Glomerulonefritis er set ifm. behandlingen. Monotorering med urinanalyser anbefales. Trombocyttallet skal monitorers, særligt under de første uger af behandlingen, pga. risiko for trombocytopeni. Ved trombocyttal 50 x 10 9 /l efter forventet nadir skal behandlingen seponeres. Ved PBPC (Peripheral Blood Progenitor Cell)-mobilisering skal behandling dog først afbrydes eller dosis nedsættes ved leukocyttal > 70 x 10 9 /l. Lungesymptomer som hoste og dyspnø i forbindelse med nedsat lungefunktion og radiologiske tegn på lungeinfiltrater kan være tegn på udvikling af ARDS (Acute Respiratory Distress Syndrome). Behandlingen skal seponeres og passende behandling iværksættes. Patienter med forudgående lungeinfiltrater er muligvis i større risiko for denne bivirkning. Miltstørrelsen skal monitoreres nøje pga. risiko for splenomegali og evt. miltruptur (dødelige tilfælde er forekommet). Begrænset erfaring ved sekundær akut myeloid leukæmi (AML). Bryst- eller lungekræftpatienter overvåges for tegn og symptomer på myelodysplastisk syndrom (MDS) og akut myeloid leukæmi (AML). MDS og AML har været forbundet med anvendelse af pegfilgastrim, et andet G-CSF middel. Forsigtighed ved seglcelletræk eller seglcelleanæmi - der er forekommet fatale tilfælde af seglcellekrise. Ved osteoporose kan det være nødvendigt at monitorere knogletæthed ved kontinuerlig behandling > 6 måneder. Forsigtighed ved arvelig fructoseintolerans pga. indhold af sorbitol (50 mg/ml). Se i øvrigt produktresumé /speciallitteratur for andre særlige forsigtighedsregler hos patienter med cancer, HIV eller svær kronisk neutropeni, samt ved...)
Nevirapine "Medical Valley" (Ved større doser i længere tid: Ødemer Erythema nodosum Lungeinfiltrater Udslæt Svimmelhed Opkastning Vægttab.)
Nevirapine "Viatris" (Ved større doser i længere tid: Ødemer Erythema nodosum Lungeinfiltrater Udslæt Svimmelhed Opkastning Vægttab.)
Nexplanon (...Ved amenoré må graviditet overvejes. Ved hyppige blødninger må man udelukke organisk årsag. Hvis blodtrykket stiger under behandlingen, eller hvis en betydelig forhøjelse af blodtrykket ikke responderer på antihypertensiv behandling, kan det kræve afbrydelse af implantatbehandlingen. Det kan ikke udelukkes, at den svangerskabsforebyggende virkning hos kvinder med overvægt i det tredje år kan være dårligere end hos kvinder med normalvægt, og man bør derfor overveje tidligere udskiftning af implantatet hos kvinder med overvægt. Der har været rapporter om implantater, som er knækkede eller bøjede, mens de var indsat i patientens arm. Selvom frigivelsesraten af etonogestrel kan være let forhøjet, forventes det ikke at have klinisk betydningsfuld effekt. Er implantatet knækket anbefales det dog, at det fjernes. Man bør sikre sig ved...)
NEXPOVIO® (Ved glemt dosis, springes den glemte dosis over og den næste dosis tages som planlagt.)
Niddazol (Ved behandling af systemiske mykoser bør terapeutisk niveau sikres ved plasmakoncentrationsmåling.)
Nimbex® (...Ved anvendelse bør graden af neuromuskulær blokade monitoreres med nervestimulation. Udstyr til dette skal altid være tilgængeligt. Patienter med myasthenia gravis og med myastenisk syndrom er yderst følsomme over for ikke- depolariserende blokkere. Der bør doseres yderst forsigtigt (10 % af normaldosis), og man må være indstillet på en forlænget virkning. Stor forsigtighed ved...)
Nitisinone "Dipharma" (...Ved arvelig tyrosinæmi type 1 og alkaptonuri dannes toksiske metabolitter pga. enzymdefekt i katabolismen af tyrosin. Nitisinon hæmmer et enzym proksimalt for de to enzymdefekter, hvorved...)
Nitrazepam "Accord" (Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt/abstinenssymptomer. Seponering bør derfor foretages gradvis.)
Nitrazepam "DAK" (Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt/abstinenssymptomer. Seponering bør derfor foretages gradvis.)
Nivestim (...Ved kronisk myeloid leukæmi eller myelodysplasi er der teoretisk risiko for stimulering af tumorvæksten og sikkerhed eller virkning er ikke klarlagt. Filgrastim er ikke godkendt til disse lidelser. Glomerulonefritis er set ifm. behandlingen. Monotorering med urinanalyser anbefales. Trombocyttallet skal monitorers, særligt under de første uger af behandlingen, pga. risiko for trombocytopeni. Ved trombocyttal 50 x 10 9 /l efter forventet nadir skal behandlingen seponeres. Ved PBPC (Peripheral Blood Progenitor Cell)-mobilisering skal behandling dog først afbrydes eller dosis nedsættes ved leukocyttal > 70 x 10 9 /l. Lungesymptomer som hoste og dyspnø i forbindelse med nedsat lungefunktion og radiologiske tegn på lungeinfiltrater kan være tegn på udvikling af ARDS (Acute Respiratory Distress Syndrome). Behandlingen skal seponeres og passende behandling iværksættes. Patienter med forudgående lungeinfiltrater er muligvis i større risiko for denne bivirkning. Miltstørrelsen skal monitoreres nøje pga. risiko for splenomegali og evt. miltruptur (dødelige tilfælde er forekommet). Begrænset erfaring ved sekundær akut myeloid leukæmi (AML). Bryst- eller lungekræftpatienter overvåges for tegn og symptomer på myelodysplastisk syndrom (MDS) og akut myeloid leukæmi (AML). MDS og AML har været forbundet med anvendelse af pegfilgastrim, et andet G-CSF middel. Forsigtighed ved seglcelletræk eller seglcelleanæmi - der er forekommet fatale tilfælde af seglcellekrise. Ved osteoporose kan det være nødvendigt at monitorere knogletæthed ved kontinuerlig behandling > 6 måneder. Forsigtighed ved arvelig fructoseintolerans pga. indhold af sorbitol (50 mg/ml). Se i øvrigt produktresumé /speciallitteratur for andre særlige forsigtighedsregler hos patienter med cancer, HIV eller svær kronisk neutropeni, samt ved...)
Nobligan® (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Noresmea®, komb. (...Ved doser, der er højere end normalt anvendt for orale kontraceptiva og HRT-præparater, er ...)
Norethisteron/estrogen "2care4", komb. - Udgået: 05-01-2026 (...Ved doser, der er højere end normalt anvendt for orale kontraceptiva og HRT-præparater, er ...)
NorLevo (...Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og man kan indtage en ny tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Ved mere end 5 dages forsinket menstruation eller ved...)
Norspan® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Norvasc® (...Ved samtidig behandling med simvastatin, bør dosis af simvastatin ikke overstige 20 mg pga. risiko for bl.a. myopati. Diltiazem hæmmer metabolismen af amlodipin sandsynligvis via CYP3A4, idet plasmakoncentrationen forhøjes med ca. 50 %, og virkningen af amlodipin øges. Samme effekt kan forventes med stærke inhibitorer af CYP3A4 (fx itraconazol, HIV-proteasehæmmere). Indtagelse af større mængder (herunder som juice) af grapefrugt eller pomelo bør undgås pga. stigning i AUC for amlodipin. Ved samtidig indtagelse af naturlægemidler indeholdende perikon og andre CYP3A4 induktorer (fx rifampicin) kan plasmakoncentrationen af amlodipin variere, og blodtrykket bør overvåges. Ved nyretransplanterede patienter er der observeret øget koncentration af ciclosporin ved samtidig behandling med amlodipin, og dosis af ciclosporin bør monitoreres. Amlodipin kan øge eksponeringen af tacrolimus, og ved...)
Norvipren (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
NovoMix®, komb. (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
NovoNorm® - Udgået: 30-03-2026 (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. ACE-hæmmere kan forstærke den hypoglykæmiske virkning af repaglinid. Store doser hydrochlorthiazid kan hæmme repaglinids hypoglykæmiske virkning. Ciclosporin øger plasmakoncentrationen af repaglinid. Trimethoprim hæmmer repaglinids omsætning i CYP2C8. Gemfibrozil og MAO-hæmmere øger den hypoglykæmiske effekt. Samtidig brug af clopidogrel bør undgås. Eventuel samtidig brug skal foregå under tæt monitorering af blodglucose. Repaglinid metaboliseres hoved...)
NovoRapid® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Nucala® (...Ved behandling mod astma: Patienten bør instrueres i at søge læge ved forværring af astmasymptomer efter indledt ...)
Nutrineal® PD4, komb. (...Ved den kontinuerlige ambulante peritonealdialyse kan 25 % af den dagligt anvendte peritone...)
Octagam® (...Ved kendt IgA-mangel skal adrenalininjektionsvæske 0,1 % være parat i tilfælde af anafylaktisk reaktion. Ved dehydrering skal patienten først rehydreres, og adrenalininjektionsvæske 0,1 % skal være parat i tilfælde af anafylaktisk reaktion. Ved...)
Oftaquix (...Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Øjendråber, opløsning, flerdosisbeholder. Benzalkoniumchlorid kan misfarve bløde kontaktlinser. Kontaktlinser bør fjernes før applikation og tidligst indsættes 15 min. efter applikation, se endvidere Kontaktlinsebrug ved...)
Ogivri® (Ved samtidig anvendelse er set enkelte tilfælde af øget antikoagulerende virkning af warfarin.)
Olbetam® (Ved samtidig indgift af statiner og nicotinsyre i lipidsænkende doser ses øget tilbøjelighed til rhabdomyolyse.)
Omjjara® (Ved glemt dosis, skal den glemte dosis springes over, og næste dosis tages følgende dag. Der må ikke tages dobbelt dosis.)
Ongentys (Ved glemt dosis skal næste dosis tages som planlagt. Der må ikke tages dobbeltdosis som erstatning for den glemte dosis.)
Ontruzant (Ved samtidig anvendelse er set enkelte tilfælde af øget antikoagulerende virkning af warfarin.)
Onureg® (...Ved moderat (total bilirubin > 1,5-3 x øvre normalgrænse) til stærkt (total bilirubin > 3 x...)
Oramorph® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Orfadin® (...Ved arvelig tyrosinæmi type 1 og alkaptonuri dannes toksiske metabolitter pga. enzymdefekt i katabolismen af tyrosin. Nitisinon hæmmer et enzym proksimalt for de to enzymdefekter, hvorved...)
Oridecin, komb. - Udgået: 16-03-2026 (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Risikoen for kortikosteroid-induceret forhøjet intraokulært tryk og/eller kataraktdannelse er øget hos prædisponerede patienter (fx personer med diabetes). Ved symptomer som sløret syn eller andre synsforstyrrelser bør det overvejes at henvise patienten til oftalmolog med henblik på vurdering af de mulige årsager; disse kan være grå stær, glaukom eller sjældne sygdomme såsom central serøs chorioretinopati (CSCR). Ved...)
Orungal (Ved behandling af systemiske mykoser bør terapeutisk niveau sikres ved plasmakoncentrationsmåling.)
Ospolot® (...Ved samtidig indtagelse med primidon, kan virkning af sultiam øges med forekomst af bivirkninger som svimmelhed, ustabil gang og døsighed, især hos børn. Plasmaniveauet af sultiam kan muligvis falde ved samtidig indtagelse med carbamazepin. I kombination med phenytoin kan plasmaniveauerne af phenytion blive markant forhøjet og ved samtidig indgivelse anbefales monitorering af phenytion plasmaniveauer, især ved nedsat nyrefunktion. Plasmaniveauet af lamotrigin kan muligvis stige ved...)
Ospolot-tab® (...Ved samtidig indtagelse med primidon, kan virkning af sultiam øges med forekomst af bivirkninger som svimmelhed, ustabil gang og døsighed, især hos børn. Plasmaniveauet af sultiam kan muligvis falde ved samtidig indtagelse med carbamazepin. I kombination med phenytoin kan plasmaniveauerne af phenytion blive markant forhøjet og ved samtidig indgivelse anbefales monitorering af phenytion plasmaniveauer, især ved nedsat nyrefunktion. Plasmaniveauet af lamotrigin kan muligvis stige ved...)
Otazem (...Ved tegn på overfølsomhed (bl.a. hududslæt) skal præparatet straks seponeres. Ved samtidig infektion, hvor den antibakterielle behandling ikke har den ønskede effekt, skal brugen af fluocinolonacetonid øredråberne seponeres, indtil infektionen er sufficient behandlet. Sikkerhed og effekt ved perforeret trommehinde er ikke belyst. Forsigtighed ved kendt eller mistænkt perforation, eller hvor der er en risiko for perforation af trommehinden. Kontakt med øjnene skal undgås. Behandlingen bør forbeholdes tørt øreeksem. Ved...)
Otrivin® ukonserveret (Ved samtidig anvendelse af MAO-hæmmere eller tricykliske antidepressiva bør udvises forsigtighed pga. mulig risiko for blodtryksstigning.)
Ovison (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Ved brug i ansigtet skal behandlingerne begrænses til 5 dage. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Ovitrelle (...Ved normoprolaktinæmisk, anovulatorisk infertilitet kan follikelmodningen stimuleres ved hjælp af anti-østrogener, hMG eller FSH, og ovulation udløses ved at give én s.c.-injektion af 250 mikrogram (6.500 IE) choriongonadotropin på det optimale tidspunkt. Der foretages så insemination eller timed intercourse 36-38 timer efter udløsningen af ovulationen. Ved ovariel stimulation som led i intrauterin insemination eller in vitro-fertilisering gives 250 mikrogram hCG, når ledende follikel er 18-20 mm. Ved...)
Ovixan - Udgået: 22-12-2025 (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Ved brug i ansigtet skal behandlingerne begrænses til 5 dage. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Oxycodone "Hameln" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Oxycodone "Kalceks" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Oxycodone "Teva" (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Oxycodonhydrochlorid "G.L." (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
OxyContin® Depot (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Oxylan Depot (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Oxynorm® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Ozalin (...Ved pludseligt ophør af en længerevarende behandling på intensivafdeling er der risiko for ...)
Palexia (Ved overdosering skal behandlingen primært rettes mod symptomerne ved µ-opioidagonisme. Se .)
Palladon® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Panzyga® (...Ved kendt IgA-mangel skal adrenalininjektionsvæske 0,1 % være parat i tilfælde af anafylaktisk reaktion. Hos alle patienter kræves der ved IVIg-administration: Tilstrækkelig hydrering før infusionen af IVIg påbegyndes Monitorering af hydreringstilstand Monitorering af plasma-kreatinin Undgåelse af samtidig anvendelse af loop-diuretika Tromboemboli. Hos patienter med svær overvægt og patienter med eksisterende risikofaktorer for tromboemboliske forstyrrelser. Akut nyresvigt. Akut nyresvigt er blevet indberettet. I de fleste tilfælde er der identificeret risikofaktorer som eksisterende nyreinsufficiens, diabetes, hypovolæmi, overvægt, samtidig behandling med nefrotoksiske præparater eller en alder over 65 år. Det anbefales, at nyreparametre vurderes forud for infusion af IVIg (intravenøst administreret humant normalt immunglobulin). Ved risiko for akut nyresvigt skal IVIg-præparater administreres ved den laveste mulige infusionshastighed og -dosis. Aseptisk meningitissyndrom (AMS). Aseptisk meningitissyndrom er blevet indberettet. Syndromet begynder normalt inden for nogle timer til 2 dage efter behandling. Patienter, der udviser tegn/symptomer skal have en grundig, neurologisk undersøgelse, herunder CSF-undersøgelser, for at udelukke andre grunde til meningitis. Seponering af IVIg-behandling har resulteret i remission af AMS inden for nogle dage uden følgesygdomme. Hæmolytisk anæmi. Hæmolytisk anæmi kan opstå efter IVIg-behandling på grund af forøget sekvestrering af røde blodlegemer. IVIg-modtagere skal monitoreres for kliniske tegn og symptomer på hæmolyse. Neutropeni/leukopeni. Forbigående fald i neutrofiltal og/eller episoder af neutropeni, der undertiden kan være alvorlig, er blevet indberettet efter behandling og forekommer typisk inden for timer eller dage efter IVIg-administration og forsvinder spontant inden for 7 til 14 dage. Transfusionsrelateret akut lungeskade (TRALI). Hos patienter, der får IVIg, har der været nogle rapporter om akut, non-kardiogent lungeødem [transfusionsrelateret, akut lungeskade (TRALI)]. TRALI er karakteriseret ved...)
Paroxar (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Paroxetin "HEXAL" (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Paroxetin "Nordic Prime" (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Paroxetin "Orifarm" - Udgået: 30-03-2026 (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Paroxetin "Orion" (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Paroxetin "Paranova" - Udgået: 22-12-2025 (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Paroxetin "STADA" (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Paroxetin "Teva" (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Parsabiv (Ved hypocalcæmi: Behandles efter vanlige retningslinjer.)
Paxicur (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Paxneury® (Ved udvikling af letargi, bør patienten observeres i op til 24 timer pga. risiko for forsinkede symptomer som koma, bradykardi og hypotension.)
Pemazyre (Ved stærkt nedsat leverfunktion ( Child-Pugh C ) anbefales dosisreduktion fra 13,5 mg til 9 mg eller fra 9 mg til 4,5 mg 1 gang dgl.)
Permadoze Oral (Ved malabsorptionstilstande er virkningen ved oral indgift usikker. Der bør i stedet gives parenteral behandling.)
Pevisone®, komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
PHELINUN® (...Ved samtidig administration af busulfan og melphalan med mindre end 24 timer forskydning er der risiko for udvikling af toksiciteter (indberettet hos børn). Nedsat nyrefunktion er indberettet hos knoglemarvtransplanterede patienter ved...)
Phesgo, komb. (Ved samtidig anvendelse af trastuzumab og warfarin er set enkelte tilfælde af øget antikoagulerende virkning af warfarin.)
Physioneal®, komb. (...Ved diffusion bevæger stoffer sig gennem peritoneum pga. koncentrationsgradient, og ved ultrafiltration fjernes væske fra ...)
Piasky® (...Ved uafklaret Neisseria meningitidis -infektion. Patienter, som ikke aktuelt er vaccineret ...)
Plenadren (...Ved substitutionsterapi i fysiologiske doser er der ikke specifikke forsigtighedsregler ud over grundig information om øgning af dosis i tilfælde af akut sygdom/stresstilstand. De nedenstående forsigtighedsregler er således gældende ved dosering ud over fysiologiske doser. Immunsuppression På grund af glukokortikoiders antiinflammatoriske virkning reduceres de sædvanlige tegn på infektion/inflammation, bl.a. feber, hvilket indebærer risiko for at overse infektioner, ligesom de kliniske symptomer ved fx akut peritonitis (perforeret ulcus ventriculi, appendicitis og diverticulitis) sløres. Den antiinflammatoriske virkning nedsætter ydermere organismens forsvar mod infektioner (herunder parasit- og svampeinfektioner) og særlig omhu er påkrævet ved behandling af en evt. infektion. Immunisering (fx koppevaccination) bør undgås - specielt ved høje kortikosteroiddoser - pga. risiko for neurologiske komplikationer og manglende antistofrespons. Forsigtighed ved tuberkulose - ved længerevarende behandling af patienter med latent tuberkulose bør der også gives antituberkulosebehandling profylaktisk. Osteoporoserisiko Ved systemisk påvirkning bør der indtages tilstrækkeligt calcium og vitamin D under behandlingen - specielt hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose. BMD-måling bør udføres hos alle patienter, der sættes i systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser. Ved T-score i columna og/eller hofte ≤ -1,0 anbefales antiresorptiv behandling, hvis dosis i gennemsnit overstiger hvad der svarer til 5 mg prednisolon dgl. i mere end 3 måneder. Særlige patientgrupper Glukokortikoider kan inducere insulinresistens og hyperglykæmik (5876) . Mulig udvikling af diabetes under behandlingen, specielt ved overvægt og familiær disposition til diabetes. Ved eksisterende diabetes kan der være behov for øget antidiabetisk behandling og kontrol af blodsukker anbefales. Omhyggelig kontrol af patienter ved hypertension, hjerteinsufficiens, og psykiske lidelser. Monitorering af serum-kalium pga. risiko for hypokaliæmi. Der kan forekomme thyrotoksisk periodisk paralyse (TPP) hos patienter med hyperthyroidisme og med hydrocortison-induceret hypokaliæmi. Ved mistanke om TPP skal kalium-niveauet i blodet monitoreres, og passende behandling påbegynde for at normalisere kalium-niveauet. Øget risiko for myokardieruptur ved anvendelse af glukokortikoider efter et nyligt hjerteinfarkt er set i nogle studier - muligvis pga. dårligere opheling med tyndere arvæv. Særlig forsigtighed anbefales. Tromboembolier er forekommet ved brug af glukokortikoider. Forsigtighed ved tromboemboliske sygdomme og risikofaktorer for udvikling af tromboemboli. Bør om muligt undgås ved kramper. Forsigtighed ved myasthenia gravis (risiko for myopati), okulær herpes simplex (risiko for corneaperforation), fæokromocytom, nyreinsufficiens, systemisk sklerodermi (risiko for sklerodermisk renal krise) samt til ældre (bl.a. risiko for hypertension). Ved hypotyroidisme og levercirrose øges steroidvirkningen. Børn og unge: Ved...)
Praxbind (...Ved fuldstændig ophævelse af dabigatrans virkning bør anden tromboseprofylakse overvejes, i...)
Prednisolon "Unimedic" (...Ved kontinuerlig brug bør der tages højde for systemisk virkning. Særlig forsigtighed ved skift fra orale steroider pga. fo...)
Pregabalin "Accord" (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Pregabalin "Krka" (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Pregabalin "Medical Valley" (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Pregabalin "Oresund Pharma" (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Pregabalin "Sandoz" (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Pregabalin "Teva" (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Pregabalin "Zentiva" (...Ved samtidig brug af opioider eller andre CNS-deprimerende midler er der set respirationssv...)
Primperan® (...Ved nedsat nyrefunktion (GFR 15-60 ml/min) bør dosis halveres til 5 mg x 3 dgl. Ved svært nedsat nyrefunktion (GFR < 15 ...)
Privigen (...Ved kendt IgA-mangel skal adrenalininjektionsvæske 0,1 % være parat i tilfælde af anafylaktisk reaktion. Ved dehydrering skal patienten først rehydreres, og adrenalininjektionsvæske 0,1 % skal være parat i tilfælde af anafylaktisk reaktion. Ved...)
Prizapin (...Ved seponering på grund af manglende effekt eller mindre alvorlige bivirkninger nedtrappes langsomt med 25 mg ugentlig - gerne fordelt på 2 gange. Ved ikke-livstruende, men alvorlige bivirkninger kan en hurtig nedtrapning med 50-100 mg ugentlig overvejes. Ved Parkinsons sygdom nedtrappes med 12,5 mg ad gangen over 1-2 uger. Ved...)
Proctosedyl®, komb. (...Ved behandling af store hudområder gennem længere tid, specielt ved behandling under okklusion, er der potentiel...)
Protopic® (...Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme. Bør ikke anvend...)
Pulmozyme® (...Ved cystisk fibrose indeholder sputum høje koncentrationer af polymeriseret DNA fra degenererede leukocytter, og dette er medvirkende til at øge sputums viskositet og gøre det vanskeligt at hoste op. Dornase alfa spalter ekstracellulært DNA og reducerer derved...)
Pyrazinamid "SAD" (...Ved samtidig indgift af pyrazinamid og allopurinol hæmmes allopurinols urikosuriske virknin...)
Qlaira®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Qsiva, komb. (...Ved høje doser på 15/92 mg kan pludselig seponering medføre risiko for kramper. Der anbefal...)
Quinsair (...Ved samtidig behandling med vitamin-K-antagonister bør udføres koagulationstests, da levofl...)
Rapifen® (...Ved samtidig indgift af erythromycin kan clearance af alfentanil nedsættes signifikant, og muligvis er der øget risiko for forlænget eller forsinket respirationsdepression. Lignende effekt kan forventes for andre potente CYP3A4-hæmmere (fx clarithromycin). Samtidig brug af CYP3A4-hæmmere kan kræve dosisjustering. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Ved...)
Rativor (...Ved behandling ud over enkeltstående p.n. anvendelse: Bør normalt ikke seponeres pludseligt på grund af tilbøjeligheden til abstinenssymptomer. Nedtrapning kan ske over få dage ved...)
Reblozyl® (...Ved β-thalassæmi og en splenektomi eller andre risikofaktorer for udvikling af tromboemboli...)
Reltebon Depot (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Repaglinide "Accord" (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. ACE-hæmmere kan forstærke den hypoglykæmiske virkning af repaglinid. Store doser hydrochlorthiazid kan hæmme repaglinids hypoglykæmiske virkning. Ciclosporin øger plasmakoncentrationen af repaglinid. Trimethoprim hæmmer repaglinids omsætning i CYP2C8. Gemfibrozil og MAO-hæmmere øger den hypoglykæmiske effekt. Samtidig brug af clopidogrel bør undgås. Eventuel samtidig brug skal foregå under tæt monitorering af blodglucose. Repaglinid metaboliseres hoved...)
Repaglinide "Krka" (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. ACE-hæmmere kan forstærke den hypoglykæmiske virkning af repaglinid. Store doser hydrochlorthiazid kan hæmme repaglinids hypoglykæmiske virkning. Ciclosporin øger plasmakoncentrationen af repaglinid. Trimethoprim hæmmer repaglinids omsætning i CYP2C8. Gemfibrozil og MAO-hæmmere øger den hypoglykæmiske effekt. Samtidig brug af clopidogrel bør undgås. Eventuel samtidig brug skal foregå under tæt monitorering af blodglucose. Repaglinid metaboliseres hoved...)
Retsevmo® (Ved glemt dosis skal den glemte dosis springes over.)
Revlimid® (Ved samtidig administration med digoxin kan P-digoxin øges.)
Revolade® (...Ved behandlingsophør skal patienten observeres for recidiv af trombocytopeni og blødningstendens. Trombocyttallet monitoreres ugentligt indtil 4 uger efter ophør. Begrænset erfaring med brug af eltrombopag til ITP-patienter > 65 år og HCV-patienter > 75 år. Forsigtighed og tæt kontrol tilrådes, da behandling med TPO-R-agonister eventuelt kan stimulere retikulindannelse i knoglemarven og progression af eksisterende hæmatopoietiske maligne sygdomme med stigning i blastcelletal. Tidligere tromboemboli eller kendte risikofaktorer herfor. Ved indledning af behandling, og hvis eltrombopag kombineres med andre lægemidler til behandling af ITP, bør trombocyttallet og det perifere blodbillede monitoreres 1 gang ugentligt, derefter 1 gang månedlig. Ved svær aplastisk anæmi anbefales det at udføre en cytogenetisk analyse af knoglemarvs-aspirat inden opstart af behandling samt efter 3 og 6 måneder. Ved...)
Rifampar, komb. (...Ved epilepsi kan det være nødvendigt at justere den antiepileptiske behandling. Tæt klinisk og paraklinisk observation ved påvirket leverfunktion. Patienten skal informeres om at henvende sig ved nyopståede synsforstyrrelse. Ved behandlingsstart testes evnen til at skelne farver. Risiko for permanent misfarvning af bløde kontaktlinser. Ved tegn på overfølsomhed skal behandlingen seponeres, og behandling med rifampicin må ikke fortsættes eller genoptages. Hos patienter med Addisons sygdom kan rifampicin inducere Addison-krise. Hud- og subkutane vævssygdomme . Der er rapporter om svære kutane bivirkninger (SCAR), herunder Stevens-Johnsons syndrom (SJS), toksisk epidermal nekrolyse (TEN), lægemiddelreaktion med eosinofili og systemiske symptomer (DRESS) og og akut generaliseret eksantematøs pustulose (AGEP), som kan være livstruende eller fatale. På ordinationstidspunktet skal patienten informeres om tegn og symptomer og overvåges nøje for hudreaktioner. Hvis der opstår tegn og symptomer, der tyder på disse reaktioner, skal ethambutol straks seponeres og en alternativ behandling overvejes. Hvis patienten har udviklet en alvorlig reaktion såsom SJS, TEN eller DRESS ved...)
Rigevidon, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Rimactazid, komb. (...Ved epilepsi kan det være nødvendigt at justere den antiepileptiske behandling, idet anfaldsfrekvensen kan øges. Tæt klinisk og paraklinisk observation ved påvirket leverfunktion. Risiko for permanent misfarvning af bløde kontaktlinser. Ved...)
Rimstar, komb. (...Ved epilepsi kan det være nødvendigt at justere den antiepileptiske behandling. Tæt klinisk og paraklinisk observation ved påvirket leverfunktion. Patienten skal informeres om at henvende sig ved nyopståede synsforstyrrelse. Ved behandlingsstart testes evnen til at skelne farver. Risiko for permanent misfarvning af bløde kontaktlinser. Ved tegn på overfølsomhed skal behandlingen seponeres, og behandling med rifampicin må ikke fortsættes eller genoptages. Hos patienter med Addisons sygdom kan rifampicin inducere Addison-krise. Hud- og subkutane vævssygdomme Der er rapporter om svære kutane bivirkninger (SCAR), herunder Stevens-Johnsons syndrom (SJS), toksisk epidermal nekrolyse (TEN), lægemiddelreaktion med eosinofili og systemiske symptomer (DRESS), akut generaliseret eksantematøs pustulose (AGEP) som kan være livstruende eller fatale. På ordinationstidspunktet skal patienten informeres om tegn og symptomer og overvåges nøje for hudreaktioner. Hvis der opstår tegn og symptomer, der tyder på disse reaktioner, skal ethambutol straks seponeres og en alternativ behandling overvejes. Hvis patienten har udviklet en alvorlig reaktion såsom SJS, TEN eller DRESS ved...)
Rivaroxaban "Hexal" (Ved glemt dosis fortsættes der med den næste dosis på næste skemalagte tidspunkt. Der må ikke tages dobbeltdosis som erstatning for manglende dosis.)
Rivaxa® (Ved glemt dosis fortsættes der med den næste dosis på næste skemalagte tidspunkt. Der må ikke tages dobbeltdosis som erstatning for manglende dosis.)
Rivomoxi (...Ved behandling af forsøgsdyr med moxifloxacin er der set beskadigelse af ledbrusken. Moxifl...)
Rocuronium "Fresenius Kabi" (...Ved anvendelse bør graden af neuromuskulær blokade monitoreres med nervestimulation. Udstyr til dette skal altid være tilgængeligt. Patienter med myasthenia gravis og myastenisk syndrom er yderst følsomme over for ikke-depolariserende blokkere. Der bør doseres yderst forsigtigt (10 % af normaldosis), og man må være indstillet på en forlænget virkning Stor forsigtighed ved...)
Rocuronium bromide "Aguettant" (...Ved anvendelse bør graden af neuromuskulær blokade monitoreres med nervestimulation. Udstyr til dette skal altid være tilgængeligt. Patienter med myasthenia gravis og myastenisk syndrom er yderst følsomme over for ikke-depolariserende blokkere. Der bør doseres yderst forsigtigt (10 % af normaldosis), og man må være indstillet på en forlænget virkning Stor forsigtighed ved...)
Rubraca® (Ved glemt dosis tages næste planlagte dosis. Der må ikke tages dobbeltdosis.)
Rydapt (Ved glemt dosis eller ved opkastning springes dosis over, og den efterfølgende dosis tages på næste planlagte tidpunkt.)
Ryjunea® (Ved glemt dosis skal behandlingen fortsætte med den næste dosis som normalt.)
Ryzodeg®, komb. (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved: Alkoholindtagelse Anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Sabrilex® (...Ved samtidig indgift af phenytoin ses et langsomt fald i plasmakoncentrationen af phenytoin...)
Semglee (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Sendolor® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Seroxat® (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosering i den lave del af dosisområdet.)
Shingrix (...Ved kombination af det varicella zostervirus-specifikke antigen (gE) med et adjuverende sys...)
Sibnayal, komb. (...Ved samtidig brug af lægemidler, der kan øge kaliumindholdet eller medføre hyperkaliæmi (fx ACE-hæmmere, kaliumbesparende diuretika, kaliumtilskud, kaliumholdige infusionsvæsker, ciclosporin, heparin eller NSAID) er overvågning af plasma-kalium nødvendig. Ved...)
Sinemet®, komb. (...Ved pludselig seponering af antiparkinsonmidler er malignt neuroleptikasyndrom og rhabdomyo...)
Skyclarys® (...Ved moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh B), nedsættes dosis til 100 mg en gang dgl., med tæt monitorering for bivirkninger. Hvis der opstår bivirkninger, bør dosis yderligere nedsættes til 50 mg en gang dgl. Anvendelse bør undgås ved...)
Slinda® (...Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved...)
Softacort (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Hos børn kan forhøjet intraokulært tryk forekomme hyppigere, i sværere grad og hurtigere end hos voksne. Forsigtighed ved behandling af patienter med diabetes. Disse patienter kan være prædisponeret for øget intraokulært tryk og/eller katarakt dannelse. Steroid kan accelerere kataraktudvikling og vækst af svampe. Topikale kortikosteroider kan medføre langsom heling af sår på cornea. Øjendråber bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser, se Kontaktlinsebrug ved øjendråber og salve . Hos børn kan langvarig kontinuerlig kortikosteroid-behandling medføre adrenal suppression. Ved...)
Solu-Cortef® (Ved seponering af behandling hos patienter i højdosis kortikosteroidbehandling bør dosis nedtrappes gradvist for at undgå sekundær binyrebarkinsufficiens.)
Somnols® (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Spirix® (...Ved samtidig indgift af ACE-hæmmere øges serum-kalium på grund af ACE-hæmmernes aldosteronsekretionshæmmende virkning. Samtidig administration af kalium tilskud eller kaliumbesparende diuretika (herunder eplerenon), eller dual-RAAS blokade (kombinationen af et angiotensin-konverterende enzym (ACE)-hæmmer og en angiotensin-receptor-blokker (ARB) øger serum-kalium og er kontraindiceret. Samtidig anvendelse af trimethoprim og spironolacton kan resultere i klinisk relevant hyperkaliæmi. Ved samtidig indgift af spironolacton og digoxin nedsættes den renale sekretion af digoxin, hvorved plasma-digoxin øges. Forsigtighed ved samtidig anvendelse af nitrofurantoin, da nitrofurantoin kan undertrykke aldosteron-niveauet. NSAIDér fx acetylsalicylsyre, indometacin, kan resultere i nedsat effekt af spironolacton, på grund af hæmning af prostaglandiners intrarenale syntese. Spironolacton kan øge koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) ved samtidig behandling med abirateron. Hos patienter med adrenokortikalt karcinom, der behandles med mitotan, kan spironolacton nedsætte koncentrationen af mitotan og bør derfor ikke anvendes samtidig. Diuretika reducerer den renale clearance af lithium og tilføjer en øget risiko for lithium toksicitet og samtidig anvendelse bør undgås. Spironolacton reducerer karrenes respons på noradrenalin. Forsigtighed ved...)
Spiron (...Ved samtidig indgift af ACE-hæmmere øges serum-kalium på grund af ACE-hæmmernes aldosteronsekretionshæmmende virkning. Samtidig administration af kalium tilskud eller kaliumbesparende diuretika (herunder eplerenon), eller dual-RAAS blokade (kombinationen af et angiotensin-konverterende enzym (ACE)-hæmmer og en angiotensin-receptor-blokker (ARB) øger serum-kalium og er kontraindiceret. Samtidig anvendelse af trimethoprim og spironolacton kan resultere i klinisk relevant hyperkaliæmi. Ved samtidig indgift af spironolacton og digoxin nedsættes den renale sekretion af digoxin, hvorved plasma-digoxin øges. Forsigtighed ved samtidig anvendelse af nitrofurantoin, da nitrofurantoin kan undertrykke aldosteron-niveauet. NSAIDér fx acetylsalicylsyre, indometacin, kan resultere i nedsat effekt af spironolacton, på grund af hæmning af prostaglandiners intrarenale syntese. Spironolacton kan øge koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) ved samtidig behandling med abirateron. Hos patienter med adrenokortikalt karcinom, der behandles med mitotan, kan spironolacton nedsætte koncentrationen af mitotan og bør derfor ikke anvendes samtidig. Diuretika reducerer den renale clearance af lithium og tilføjer en øget risiko for lithium toksicitet og samtidig anvendelse bør undgås. Spironolacton reducerer karrenes respons på noradrenalin. Forsigtighed ved...)
Spironolactone "Accord" (...Ved samtidig indgift af ACE-hæmmere øges serum-kalium på grund af ACE-hæmmernes aldosteronsekretionshæmmende virkning. Samtidig administration af kalium tilskud eller kaliumbesparende diuretika (herunder eplerenon), eller dual-RAAS blokade (kombinationen af et angiotensin-konverterende enzym (ACE)-hæmmer og en angiotensin-receptor-blokker (ARB) øger serum-kalium og er kontraindiceret. Samtidig anvendelse af trimethoprim og spironolacton kan resultere i klinisk relevant hyperkaliæmi. Ved samtidig indgift af spironolacton og digoxin nedsættes den renale sekretion af digoxin, hvorved plasma-digoxin øges. Forsigtighed ved samtidig anvendelse af nitrofurantoin, da nitrofurantoin kan undertrykke aldosteron-niveauet. NSAIDér fx acetylsalicylsyre, indometacin, kan resultere i nedsat effekt af spironolacton, på grund af hæmning af prostaglandiners intrarenale syntese. Spironolacton kan øge koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) ved samtidig behandling med abirateron. Hos patienter med adrenokortikalt karcinom, der behandles med mitotan, kan spironolacton nedsætte koncentrationen af mitotan og bør derfor ikke anvendes samtidig. Diuretika reducerer den renale clearance af lithium og tilføjer en øget risiko for lithium toksicitet og samtidig anvendelse bør undgås. Spironolacton reducerer karrenes respons på noradrenalin. Forsigtighed ved...)
Spironolactone "Viatris" (...Ved samtidig indgift af ACE-hæmmere øges serum-kalium på grund af ACE-hæmmernes aldosteronsekretionshæmmende virkning. Samtidig administration af kalium tilskud eller kaliumbesparende diuretika (herunder eplerenon), eller dual-RAAS blokade (kombinationen af et angiotensin-konverterende enzym (ACE)-hæmmer og en angiotensin-receptor-blokker (ARB) øger serum-kalium og er kontraindiceret. Samtidig anvendelse af trimethoprim og spironolacton kan resultere i klinisk relevant hyperkaliæmi. Ved samtidig indgift af spironolacton og digoxin nedsættes den renale sekretion af digoxin, hvorved plasma-digoxin øges. Forsigtighed ved samtidig anvendelse af nitrofurantoin, da nitrofurantoin kan undertrykke aldosteron-niveauet. NSAIDér fx acetylsalicylsyre, indometacin, kan resultere i nedsat effekt af spironolacton, på grund af hæmning af prostaglandiners intrarenale syntese. Spironolacton kan øge koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA) ved samtidig behandling med abirateron. Hos patienter med adrenokortikalt karcinom, der behandles med mitotan, kan spironolacton nedsætte koncentrationen af mitotan og bør derfor ikke anvendes samtidig. Diuretika reducerer den renale clearance af lithium og tilføjer en øget risiko for lithium toksicitet og samtidig anvendelse bør undgås. Spironolacton reducerer karrenes respons på noradrenalin. Forsigtighed ved...)
Sporanox® (Ved behandling af systemiske mykoser bør terapeutisk niveau sikres ved plasmakoncentrationsmåling.)
Stamaril® (...Ved kontraindikation kan lægen udstede en undtagelsesattest til brug ved rejse til lande, hvor vaccinen er påkrævet...)
Stefaminelle®, komb. - Udgået: 16-02-2026 (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Stilnoct® (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Strattera - Udgået: 08-12-2025 (Ved moderat nedsat leverfunktion reduceres initialdosis til 50 % Ved stærkt nedsat leverfunktion til 25 %.)
Striroxin (...Ved overdosering fremkommer tyrotoksikose og dermed risiko for bl.a. øget knoglemineraltab ...)
Sublifen (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Sufenta® (...Ved forudgående behandling med MAO-hæmmere (op til 14 dage for irreversible MAO-hæmmere) kan der være risiko for alvorlige CNS- og kredsløbsreaktioner. Seponering af irreversible MAO-hæmmere 14 dage før indgift af sufentanil anbefales. Kraftige CYP3A4-hæmmere (fx clarithromycin, itraconazol, ritonavir) kan muligvis forsinke nedbrydningen. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Risiko for sedation, respirationsdepression, koma og død øges ved...)
Sufentanil "Hameln" (...Ved forudgående behandling med MAO-hæmmere (op til 14 dage for irreversible MAO-hæmmere) kan der være risiko for alvorlige CNS- og kredsløbsreaktioner. Seponering af irreversible MAO-hæmmere 14 dage før indgift af sufentanil anbefales. Kraftige CYP3A4-hæmmere (fx clarithromycin, itraconazol, ritonavir) kan muligvis forsinke nedbrydningen. Se endvidere tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet . Risiko for sedation, respirationsdepression, koma og død øges ved...)
Sunlenca® (...Ved seponerering er det vigtigt at påbegynde et alternativt, fuldt supprimerende antiretrov...)
Suxamethonium chloride "Aguettant" (...Ved anvendelse bør graden af neuromuskulær blokade monitoreres med nervestimulation. Udstyr til dette skal altid være tilgængeligt. Forsigtighed tilrådes, hvor der er mistanke om nedsat niveau af plasma-kolinesterase, som tidligere har givet anledning til forlænget virkning. Stor forsigtighed ved...)
Suxameton "SAD" (...Ved anvendelse bør graden af neuromuskulær blokade monitoreres med nervestimulation. Udstyr til dette skal altid være tilgængeligt. Forsigtighed tilrådes, hvor der er mistanke om nedsat niveau af plasma-kolinesterase, som tidligere har givet anledning til forlænget virkning. Stor forsigtighed ved kendt allergi over for andre neuromuskulært blokerende midler, da høj grad af krydsreaktivitet (> 50 %) er rapporteret. Evt. indhold af benzylalkohol Suxameton SAD i hætteglas indeholder benzylalkohol der kan give overfølsomhed. Skal også bruges med forsigtighed til børn under 3 år, samt ved...)
Symtuza®, komb. (...Ved seponering hos patienter, som også er smittet med hepatitis B-virus, monitoreres omhyggeligt for tegn på eksacerbation af hepatitis. Bør ikke anvendes til ART-erfarne med én/flere DRV-RAM’er (darunavir-resistente mutationer), (se produktresumé ). Tilfælde af nedsat nyrefunktion, herunder akut nyresvigt og proksimal renal tubulopati er rapporteret med produkter indeholdende tenofoviralafenamid efter markedsføring. Risiko for nefrotoksicitet, som følge af kronisk eksponering over for lave koncentrationer af tenofovir kan ikke udelukkes. Det anbefales, at nyrefunktionen evalueres før eller ved påbegyndelse af behandling samt at der monitoreres under behandlingen, hvis det er klinisk hensigtsmæssigt. Hvis der udvikles klinisk signifikant nedsættelse af nyrefunktionen eller evidens for proksimal renal tubulopati, bør seponering overvejes. Erfaring savnes vedr. samtidig hepatitis C-infektion. Begrænset erfaring ved...)
Synalar® (...Ved behandling af store hudområder, specielt hos børn og ved behandling under okklusion, er der potentiel risiko for systemisk kortikosteroid bivirkninger. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Synarela® (...Ved anvendelse i mere end 6 måneder kan der forekomme væsentlig demineralisering af knoglerne (osteoporose). Det kan modvirkes ved samtidig indg...)
TachoSil®, komb. (...Ved kontakt med fysiologiske væsker, fx blod, lymfe eller isotonisk natriumchlorid, vil fib...)
Tacrolimus "2care4" (...Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme. Bør ikke anvend...)
Tacrolimus "Accord" (...Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme. Bør ikke anvend...)
Tacrolimus "Epione" (...Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme. Bør ikke anvend...)
Tacrolimus "Nordic Prime" (...Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme. Bør ikke anvend...)
Tacronova (...Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme. Bør ikke anvend...)
Tadol (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Takrozem (...Ved samtidig indtagelse af alkohol kan flushing og hudirritation forekomme. Bør ikke anvend...)
Talzenna® (...Ved kombinationsbehandling med enzalutamid er der set en højere forekomst af venøse tromboemboliske hændelser. Monitorering for tegn og symptomer på dyb venetrombose og lungeemboli anbefales. Der er registreret tilfælde af myelodysplastisk syndrom/akut myeloid leukæmi (MDS/AML) med letal udgang. Ved mistanke om MDS/AML skal patient yderligere udredes og ved...)
Tapentadol "G.L. Pharma" (Ved overdosering skal behandlingen primært rettes mod symptomerne ved µ-opioidagonisme. Se .)
Tapentadol "Krka" (Ved overdosering skal behandlingen primært rettes mod symptomerne ved µ-opioidagonisme. Se .)
Tapentadol "Medical Valley" (Ved overdosering skal behandlingen primært rettes mod symptomerne ved µ-opioidagonisme. Se .)
Tapentadol "Stada" (Ved overdosering skal behandlingen primært rettes mod symptomerne ved µ-opioidagonisme. Se .)
Tapentadol "Teva" (Ved overdosering skal behandlingen primært rettes mod symptomerne ved µ-opioidagonisme. Se .)
Tapentadol Carefarm (Ved overdosering skal behandlingen primært rettes mod symptomerne ved µ-opioidagonisme. Se .)
Targin depottabletter, komb. (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Targocid® (...Ved samtidig eller sekventiel brug af andre lægemidler med kendt nefrotoksisk eller ototoks...)
Tavneos (...Ved administration uden føde forekommer maksimal plasmakoncentration (Cmax) efter ca. 2 timer (Tmax). Administration af 30 mg i kapselformulering med et fedtrigt måltid med højt kalorieindhold øger avacopans plasmaeksponering (AUC) med ca. 72 % og forsinker Tmax med ca. 3 timer. Cmax påvirkes dog ikke. Det tilsyneladende fordelingsvolumen er 42- 157 l/kg. Elimineres hovedsageligt i fæces. En cirkulerende hoved...)
Tecfidera (Ved glemt dosis må der ikke tages dobbeltdosis, medmindre doserne kan tages med mindst 4 timers interval indtil næste planlagte dosis.)
Temelor (...Ved behandling ud over enkeltstående p.n. anvendelse: Bør normalt ikke seponeres pludseligt på grund af tilbøjeligheden til abstinenssymptomer. Nedtrapning kan ske over få dage ved...)
Temesta® (...Ved behandling ud over enkeltstående p.n. anvendelse: Bør normalt ikke seponeres pludseligt på grund af tilbøjeligheden til abstinenssymptomer. Nedtrapning kan ske over få dage ved...)
Temgesic® (...Ved seponering efter længerevarende behandling aftrappes med 10-25 % af døgndosis med 1-2 u...)
Tepkinly® (...Ved fuld dosis på 48 mg opnås maksimal plasma koncentration efter 3-4 dage. Steady state fo...)
Terramycin®-Polymyxin B øjensalve, komb. (Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Se endvidere .)
Testonur - Udgået: 02-02-2026 (...Ved svær hjertenyreinsufficiens Testosteron bør anvendes med forsigtighed hos patienter med iskæmisk hjertesygdom og kredsløbsinsufficiens samt ved koag...)
Testosteron "Medical Valley" (...Ved svær hjertenyreinsufficiens Testosteron bør anvendes med forsigtighed hos patienter med iskæmisk hjertesygdom og kredsløbsinsufficiens samt ved koag...)
Testosterone "Teva" (...Ved svær hjertenyreinsufficiens Testosteron bør anvendes med forsigtighed hos patienter med iskæmisk hjertesygdom og kredsløbsinsufficiens samt ved koag...)
Thiamine "Sterop" (...Ved store ufysiologiske doser absorberes kun ca. 5 % af indgivet dosis. Thiamin fordeles i organismens vandfase. Der sker ingen deponering i organismen, og ved...)
Thiaminhydrochlorid "Ebb Medical" - Udgået: 24-11-2025 (...Ved store ufysiologiske doser absorberes kun ca. 5 % af indgivet dosis. Thiamin fordeles i organismens vandfase. Der sker ingen deponering i organismen, og ved...)
Tiamin "SAD" (...Ved store ufysiologiske doser absorberes kun ca. 5 % af indgivet dosis. Thiamin fordeles i organismens vandfase. Der sker ingen deponering i organismen, og ved...)
Tirosint® (...Ved overdosering fremkommer tyrotoksikose og dermed risiko for bl.a. øget knoglemineraltab ...)
Tivicay® (Ved tegn eller symptomer på hypersensitivitetsreaktioner skal dolutegravir og andre mistænkte lægemidler omgående seponeres. Se interaktioner .)
Tobradex®, komb. (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Risikoen for kortikosteroid-induceret forhøjet intraokulært tryk og/eller kataraktdannelse er øget hos prædisponerede patienter (fx personer med diabetes). Ved symptomer som sløret syn eller andre synsforstyrrelser bør det overvejes at henvise patienten til oftalmolog med henblik på vurdering af de mulige årsager; disse kan være grå stær, glaukom eller sjældne sygdomme såsom central serøs chorioretinopati (CSCR). Ved...)
Tomonil (...Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og man kan indtage en ny tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Ved mere end 5 dages forsinket menstruation eller ved...)
Toujeo® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved alkoholindtagelse og ved anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Der er risiko for hypoglykæmi ved...)
Tozaron (...Ved svær hjertenyreinsufficiens Testosteron bør anvendes med forsigtighed hos patienter med iskæmisk hjertesygdom og kredsløbsinsufficiens samt ved koag...)
Tradolan® (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Tramadol "Actavis" (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Tramadol "Krka" (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Tramadol Retard "Actavis" (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Tramadol Retard "Hexal" (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Tramadolhydrochlorid "2care4" (Ved indtag på grund af akutte smerter (fx lændehold) kan donor tappes efter karantæne på 2 døgn. Ved fast dagligt forbrug må donor ikke tappes.)
Trandate® (...Ved seponering efter længere tids behandling bør doseringen om muligt aftrappes over 1-2 uger, idet pludselig seponering af β-blokkere kan medføre bl.a. hjertebanken og forværring af en evt. angina pectoris. Ved...)
Trazimera® (Ved samtidig anvendelse er set enkelte tilfælde af øget antikoagulerende virkning af warfarin.)
Tresiba® (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Insulinfølsomheden kan øges ved: Alkoholindtagelse Anvendelse af MAO-hæmmere. Glukokortikoider nedsætter virkningen af antidiabetika på grund af antagonistisk virkning på glucosemetabolismen ved at øge insulinresistensen. Risiko for hypoglykæmi ved...)
Triamcinolonacetonid "Orifarm" (...Ved injektion i led og bløddele kan præparatet om nødvendigt anvendes. Den systemiske tilgæ...)
Triamcinolonacetonid "Paranova" (...Ved injektion i led og bløddele kan præparatet om nødvendigt anvendes. Den systemiske tilgæ...)
Triamcinolonacetonid/Econazolnitrat "Paranova", komb. (...Ved længerevarende behandling af store hudområder, specielt hos børn og ældre, og ved behandling under okklusion (fx en ble), kan der potentielt være risiko for systemiske kortikosteroidbivirkninger. Bør ikke anvendes på åbne sår. Bør ikke anvendes i øjenregionen, da dette kan medføre forhøjet intraokulært tryk/glaukom efter langvarig brug. Ved...)
Trimethoprim "Orifarm" (...Ved samtidig anvendelse af trimethoprim og methotrexat kan virkning og bivirkninger af methotrexat øges. Kombination skal undgås. Trimethoprim formodes at have samme virkning på andre sulfonylurinstoffer som glibenclamid og glipizid, da der formentlig er en klasseeffekt. Kombination med glibenclamid eller glipizid bør derfor undgås. Ved samtidig anvendelse af phenytoin eller warfarin ses øget virkning pga. hæmmet hepatisk metabolisme. Ved samtidig anvendelse af trimethoprim og ciclosporin nedsættes virkningen af ciclosporin pga. øget hepatisk omsætning af ciclosporin. Trimethoprim kan øge virkningen af lamivudin. Forsigtighed ved...)
Trimopan® (...Ved samtidig anvendelse af trimethoprim og methotrexat kan virkning og bivirkninger af methotrexat øges. Kombination skal undgås. Trimethoprim formodes at have samme virkning på andre sulfonylurinstoffer som glibenclamid og glipizid, da der formentlig er en klasseeffekt. Kombination med glibenclamid eller glipizid bør derfor undgås. Ved samtidig anvendelse af phenytoin eller warfarin ses øget virkning pga. hæmmet hepatisk metabolisme. Ved samtidig anvendelse af trimethoprim og ciclosporin nedsættes virkningen af ciclosporin pga. øget hepatisk omsætning af ciclosporin. Trimethoprim kan øge virkningen af lamivudin. Forsigtighed ved...)
Trinordiol®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Triregol, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Trulicity (...Ved kombination med sulfonylurinstof eller insulin kan dosis af disse reduceres for at mindske risikoen for hypoglykæmi. På grund af manglende erfaring bør dulaglutid ikke anvendes ved: svær gastro-intestinal sygdom alvorlig diabetisk gastroparese. Patienten skal informeres om symptomer på akut pancreatitis. Ved mistanke om pancreatitis skal dualaglutid seponeres. Patienten skal informeres om den potentielle risiko for dehydrering, især i forhold til gastro-intestinale bivirkninger. Akut pancreatitis i anamnesen. Risiko for aspiration GLP-1 agonister forsinker den gastriske tømningstid og den øgede risiko for tilbageværende gastrisk indhold kan derfor potentielt også medføre øget risiko for aspiration ifm. anæstesi eller dyb sedation. Effekten på gastrisk tømningstid ser ud til at mindskes ved...)
Truvada®, komb. (...Ved kombination med atazanavir mindskes koncentrationen af atazanavir, hvorfor denne bør gives boosted med ritonavir. Ved kombinationsbehan...)
TUKYSA (Ved stærkt nedsat leverfunktion (Child-Pugh C) bør initial dosis nedsættes til 200 mg 2 gange daglig.)
Ulinox (...Ved opkastning mindre end 3 timer efter tabletindtagelsen er metoden usikker, og der bør hurtigst muligt tages yderligere 1 tablet. Bør højst anvendes én gang pr. cyklus på grund af risiko for bivirkninger. Da præparatet ikke kan erstatte prævention ved efterfølgende samlejer tilrådes det, at kvinder benytter en pålidelig barriereprævention - også efter at have taget ulipristalacetat - indtil næste menstruation. Ved mere end 7 dages forsinket menstruation eller ved unormal blødning bør graviditetstest udføres. Bør anvendes med forsigtighed ved...)
Ultracortenol® (...Ved anvendelse i mere end 14 dage bør det intraokulære tryk kontrolleres. Hos børn kan forhøjet intraokulært tryk forekomme hyppigere, i sværere grad og hurtigere end hos voksne. Steroid kan accelerere kataraktudvikling og vækst af svampe. Forsigtighed ved behandling af patienter med diabetes. Disse patienter kan være prædisponeret for øget intraokulært tryk og/eller katarakt dannelse. Bør ikke anvendes sammen med kontaktlinser, se Kontaktlinsebrug ved...)
Uvadex (Ved fotoferese er de målte plasmakoncentrationer væsentligt lavere end ved i.v. administration.)
Valcyte® (Valganciclovir)
Vamin® 14 g N/l Elektrolytfri, komb. (...Ved leverinsufficiens/encefalopati bør der startes med lav dosis (0,5 g aminosyrer/kg legemsvægt/døgn), derefter gradvis øgning under kontrol af patientens cerebrale funktion. Ved...)
Vamin® 18 g N/l Elektrolytfri, komb. (...Ved leverinsufficiens/encefalopati bør der startes med lav dosis (0,5 g aminosyrer/kg legemsvægt/døgn), derefter gradvis øgning under kontrol af patientens cerebrale funktion. Ved...)
Vancocin® (...Ved samtidig brug af methotrexat skal der være ekstra opmærksomhed mht. methotrexats virkning og bivirkninger. Andre potentielt nefrotoksiske eller ototoksiske lægemidler, herunder især aminoglykosider, amphotericin B, polymyxin B, colistin og cisplatin, kan forstærke vancomycins nefrotoksicitet og/eller ototoksicitet. Tæt monitorering af plasmakoncentrationen anbefales ved...)
Vancomycin "hameln" (...Ved samtidig brug af methotrexat skal der være ekstra opmærksomhed mht. methotrexats virkni...)
Vancomycin "Strides" (...Ved samtidig brug af methotrexat skal der være ekstra opmærksomhed mht. methotrexats virkning og bivirkninger. Andre potentielt nefrotoksiske eller ototoksiske lægemidler, herunder især aminoglykosider, amphotericin B, polymyxin B, colistin og cisplatin, kan forstærke vancomycins nefrotoksicitet og/eller ototoksicitet. Tæt monitorering af plasmakoncentrationen anbefales ved...)
Vastarel® (Ved forekomst af motoriske forstyrrelser bør præparatet seponeres. Forsigtighed ved ældre.)
Vazkepa (...Ved nedsat leverfunktion skal alaninaminotransferase (ALAT) og eventuelt aspartataminotrans...)
Venclyxto (Ved stærkt nedsat leverfunktion anbefales dosisreduktion på mindst 50% og tæt monitorering for levertoksicitet.)
Verkazia (...Ved øjentørhed betinget af inflammation i slimhinden absorberes ciclosporin i T-lymfocyt-in...)
Vesiculture (...Ved kendt risikofaktor for HIV-infektion anbefales HIV-undersøgelse inden behandlingen. BCG kan forværre bestående gener af en kronisk irritationstilstand i blæren - herunder strålecystitis. Ved...)
Vevizye® (...Ved øjentørhed betinget af inflammation i slimhinden absorberes ciclosporin i T-lymfocyt-in...)
Vigamox® (Ved infektion i øjet bør kontaktlinser seponeres. Se endvidere Kontaktlinsebrug ved øjendråber og salve .)
Vinelle (...Ved glemt minipille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én minipille i cyklus. Hvis der er glemt flere minipiller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste minipille pakning. Ved...)
VITRAKVI® (...Ved glemt dosis eller ved opkastning efter indtagelse må der ikke tages to doser på samme t...)
Voydeya® (...Ved aktive systemiske infektioner . Alle patienter skal overvåges for tidlige tegn på meningokokinfektion og sepsis og behandles med antibiotika ved mistanke om en infektion. Patienterne skal informeres om disse tegn og symptomer og om straks at søge lægehjælp. Legemsvægt < 60 kg pga. den forventede højere eksponering hos disse patienter. Der er observeret ALAT-stigninger i kliniske studier, og det anbefales, at udføre leverenzymtests, før behandlingen begynder. Ved...)
Vreya®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Vumerity® (...Ved oral administration metaboliseres diroximelfumarat (i lighed med dimethylfumarat) hurti...)
Vyndaqel (...Ved polyneuropati Voksne. 20 mg 1 gang dgl. Ved kardiomyopati Voksne. 61 mg 1 gang dgl. Begrænset erfaring vedr. patienter i NYHA-klasse IV. Bemærk: Tafamidis og tafamidismeglumin er ikke indbyrdes ombyttelige på mg-basis. Begrænset erfaring ved...)
Wainzua® (Ved glemt dosis, skal næste dosis tages hurtigst muligt. Behandlingsregimet startes med månedlige intervaller fra sidste dosis. Der må ikke gives dobbeltdosis.)
Winrevair® (Ved trombocyttal som gentagne gange er < 50 x 10⁹/l.)
Xarelto® Startpakke (...Ved dag 1-21 med 15 mg x 2 dgl. tages dosis straks (evt. begge doser) for at sikre en daglig dosis på 30 mg. Ved dag 22 og senere tages...)
Xultophy®, komb. (...Ved samtidig anvendelse af β-blokkere er der risiko for afsvækkede og ændrede symptomer på hypoglykæmi og medfølgende blodtryksstigning. Symptomerne på hypoglykæmi tilsløres af ikke-β 1 -selektive β-blokkere. β 1 -selektive β-blokkere bør derfor foretrækkes. Risiko for hyper glykæmi ved samtidig brug af fx: Androgener Glukokortikoider ACE-hæmmere β-blokkere MAO-hæmmere Salicylater Sulfonamider. Risiko for hypo glykæmi ved...)
Xylometazolin "Teva" (Ved samtidig anvendelse af MAO-hæmmere eller tricykliske antidepressiva bør udvises forsigtighed pga. mulig risiko for blodtryksstigning.)
Yana®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Yasmin 28®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Yasmin®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Yasminelle 28®, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Yondelis (...Ved ekstravasation forekommer vævsnekrose. Der er ingen antidot. Samtidig anvendelse af potente CYP3A4-hæmmere Samtidig administration af lægemidler, der kan medføre rhabdomyolyse (fx statiner). Hvis der forekommer rhabdomyolyse, skal der omgående iværksættes støttende foranstaltninger i form af parenteral hydrering, alkalinisering af urinen og dialyse. Behandlingen bør afbrydes, indtil patienten er kommet sig fuldstændigt. Hvis der udvikles feber, bør støttende behandling iværksættes omgående. Der bør undersøges for nedsat venstre ventrikelfunktion (LVEF) før og under behandling, specielt ved risiko for kardiomyopati pga. tidligere eksponering for antracycliner eller ved...)
Zapifen (...Ved samtidig indgift af baclofen og midler, der påvirker CNS (herunder alkohol og andre muskelafslappende midler som fx tizanidin), kan der opstå øget sedering. Samtidig brug af baclofen givet intratekalt og generelle anæstetika (fx fentanyl, propofol) kan øge risikoen for hjerteforstyrrelser og kramper. Tricykliske antidepressiva kan potensere virkningen af baclofen. Effekten af antihypertensiva øges af baclofen. Hypotension er observeret ved kombination af baclofen intratekalt og morfin. Forværring af hyperkinetiske symptomer ses ved anvendelse sammen med lithium. Forsigtighed bør udvises ved...)
Zarzio (...Ved kronisk myeloid leukæmi eller myelodysplasi er der teoretisk risiko for stimulering af tumorvæksten og sikkerhed eller virkning er ikke klarlagt. Filgrastim er ikke godkendt til disse lidelser. Glomerulonefritis er set ifm. behandlingen. Monotorering med urinanalyser anbefales. Trombocyttallet skal monitorers, særligt under de første uger af behandlingen, pga. risiko for trombocytopeni. Ved trombocyttal 50 x 10 9 /l efter forventet nadir skal behandlingen seponeres. Ved PBPC (Peripheral Blood Progenitor Cell)-mobilisering skal behandling dog først afbrydes eller dosis nedsættes ved leukocyttal > 70 x 10 9 /l. Lungesymptomer som hoste og dyspnø i forbindelse med nedsat lungefunktion og radiologiske tegn på lungeinfiltrater kan være tegn på udvikling af ARDS (Acute Respiratory Distress Syndrome). Behandlingen skal seponeres og passende behandling iværksættes. Patienter med forudgående lungeinfiltrater er muligvis i større risiko for denne bivirkning. Miltstørrelsen skal monitoreres nøje pga. risiko for splenomegali og evt. miltruptur (dødelige tilfælde er forekommet). Begrænset erfaring ved sekundær akut myeloid leukæmi (AML). Bryst- eller lungekræftpatienter overvåges for tegn og symptomer på myelodysplastisk syndrom (MDS) og akut myeloid leukæmi (AML). MDS og AML har været forbundet med anvendelse af pegfilgastrim, et andet G-CSF middel. Forsigtighed ved seglcelletræk eller seglcelleanæmi - der er forekommet fatale tilfælde af seglcellekrise. Ved osteoporose kan det være nødvendigt at monitorere knogletæthed ved kontinuerlig behandling > 6 måneder. Forsigtighed ved arvelig fructoseintolerans pga. indhold af sorbitol (50 mg/ml). Se i øvrigt produktresumé /speciallitteratur for andre særlige forsigtighedsregler hos patienter med cancer, HIV eller svær kronisk neutropeni, samt ved...)
Zeltacin® (...Ved i.v. indgift af calcium ses øget toksicitet af samtidig indgivet digoxin. Loop-diuretik...)
Zercepac (Ved samtidig anvendelse er set enkelte tilfælde af øget antikoagulerende virkning af warfarin.)
Ziagen® (Ved samtidig brug af riociguat kan abacavir øge plasmakoncentrationen af riociguat, og dosis af riociguat skal muligvis reduceres.)
Zoely, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Zolcare (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zolpidem "2care4" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zolpidem "Actavis" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zolpidem "Hexal" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zolpidem "Vitabalans" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zolpidem Carefarm (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zolpidemtartrat "Epione Medicine" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zonoct (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zopiclon "Epione" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zopiclon "Stada" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zopiclone "Grindeks" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zopiclone "Jubilant" (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zopinox (...Ved pludseligt ophør af behandlingen er der risiko for rebound effekt og abstinenssymptomer som bl.a. hovedpine, muskelsmerter, angs...)
Zymelin® (Ved samtidig anvendelse af MAO-hæmmere eller tricykliske antidepressiva bør udvises forsigtighed pga. mulig risiko for blodtryksstigning.)
Zymelin Care, komb. (Ved samtidig anvendelse af MAO-hæmmere eller tricykliske antidepressiva bør udvises forsigtighed pga. øget risiko for hypertension.)
Zyrona, komb. (...Ved glemt p-pille følges nedenstående flowdiagram. Denne vejledning kan kun bruges, hvis der kun er glemt én p-pille i cyklus. Hvis der er glemt flere p-piller, indtages kun den sidst glemte og der skal anvendes anden prævention indtil start på næste p-pille pakning. Ved...)
Zyvoxid (...Ved samtidig infektion med gramnegative bakterier skal denne behandles særskilt. Bør ikke anvendes til patienter med: tyrotoksikose bipolar depression skizofrenilignende tilstande akut konfusion Bør ikke anvendes til patienter, som er i behandling med: serotoningenoptagshæmmere tricykliske antidepressiva serotonin 5-HT 1 -agonister (triptaner) direkte og indirekte virkende sympatomimetiske midler vasopressive midler dopaminerge midler buprenorfin buspiron medmindre blodtrykket overvåges intensivt. Patienter med essentiel hypertension eller fæokromocytom kan udvikle hypertensive kriser. Behandlingen bør foregå under ugentlig kontrol af blodbilledet. Ved synsændring og ved længerevarende behandling (> 28 dage) bør der foretages oftalmologisk kontrol. Forsigtighed ved nedsat krampetærskel. Der er set rhabdomyolyse ved brug af linezolid. Linezolid bør anvendes med forsigtighed til patienter med prædisponerende faktorer for rhabdomyolyse. Hvis der observeres tegn eller symptomer på rhabdomyolyse, skal behandlingen med linezolid stoppes og passende behandling igangsættes. Der er indberettet hyponatriæmi og/eller SIADH (syndrome of inappropriate antidiuretic hormone secretion) hos nogle patienter, der fik behandling med linezolid. Det anbefales, at natriumindholdet i serum kontrolleres regelmæssigt hos patienter med risiko for hyponatriæmi, såsom ældre samt patienter, der får lægemidler, som kan sænke natriumniveauet i blodet (fx thiaziddiuretika, såsom hydrochlorthiazid). Natriumindhold En 300 ml's infusionspose (600 mg) indeholder 5 mmol natrium, som svarer til 293 mg natriumchlorid. Det anbefales, at serumnatrium monitoreres regelmæssigt ved...)
Aciclodan creme (Allergi over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir, valganciclovir eller indholdsstoffer.)
Aciclodan tabletter (Kendt overfølsomhed over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Aciclovir "1A Farma" (Kendt overfølsomhed over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Aciclovir "Accord" (Kendt overfølsomhed over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Aciclovir "Alternova" (Kendt overfølsomhed over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Aciclovir "Nordic Prime" (Kendt overfølsomhed over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Aciclovir "Pfizer" (Kendt overfølsomhed over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Aciclovir AL - Udgået: 19-01-2026 (Kendt overfølsomhed over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Acivir (Allergi over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir, valganciclovir eller indholdsstoffer.)
Actikerall, komb. (...Klausuleret tilskud ved: Aktiniske keratoser, hvor fysisk behandling og/eller fotodynamisk terapi ikke er det m...)
Actilyse® (...Ved symptomvarighed alder < 80 år: 0,9 mg/kg legemsvægt, højst 90 mg som infusion over 60 min. 10 % af dosis gives som i.v. bolus. Behandlingen skal påbegyndes inden for 4,5 timer efter symptomdebut. Administration af acetylsalicylsyre og heparin skal undgås i de første 24 timer efter behandlingen. Døgndosis af heparin til tromboseprofylakse må ikke overstige 10.000 IE s.c. Tromboserede intravenøse katetre og AV-shunts Til instillation kan anvendes 2 mg alteplase . Rekanalisation kræver undertiden 2-3 instillationer med 30 min. interval. Bemærk: Begrænset erfaring ved...)
AirFluSal®, komb. (...1. trimester-eksponerede - også uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Aldara (...Klausuleret tilskud ved: Aktiniske keratoser Basalcelle karcinom, hvor fysisk behandling og/eller fotodynamisk ...)
Alfacalcidol "2care4" (...ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Ved...)
Alfacalcidol "Paranova" (...ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Ved...)
Alfacalcidol "Strides" (...ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Ved...)
Alfacalcidol Cande (...ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Ved...)
Ambofoz®, komb. (... 6.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Ameluz (...ved hjælp af faktorer som lysfeltets størrelse, afstanden mellem lampe og hudoverflade og belysningstiden. Disse faktorer varierer efter lampetype. Behandling med naturligt /kunstigt dagslys: Ved PDT med naturligt dagslys skal der påføres solcreme 15 min før forbehandling af læsionen. Kun solcreme med kemiske filtre og SPF ≥30 bør anvendes. Behandling med naturligt dagslys må kun anvendes, hvis betingelserne er egnede til på komfortabel vis at være udendørs uafbrudt i 2 timer (i temperaturer på > 10 °C). Hvis det regner, må behandling med dagslys ikke anvendes. For yderligere information henvises til præparatets produktresumé . Ved PDT med kunstigt dagslys bør den samlede behandlingstid (tildækning, inkubation og belysning) være 2 og højst 2,5 timer. Belysning skal starte senest 0,5-1 time efter applicering af gelen for at undgå for stor PpIX-akkumulering, som kunne føre til større smertefølelse. For yderligere information henvises til præparatets produktresumé. En lukkende forbinding kan anvendes valgfrit under inkubationen, til PDT med kunstigt dagslys og skal fjernes før belysning. Den resterende gel fjernes, efter afsluttet lyseksponering. Læsionerne skal revurderes efter 3 måneder, hvor eventuelle resterende læsioner kan genbehandles. Ved BCC anbefales det, at læsionernes responce bekræftes gerne ved...)
Befoair®, komb. (... 6.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Bufomix Easyhaler®, komb. (...is 6.000 og 10.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Buvidal (...ved første tegn på abstinenser (ca. 8 timer efter sidste indtag af heroin og 1-2 døgn efter sidste indtag af methadon). For patienter i methadonbehandling anbefales det at reducere methadondosis til højst 30 mg dgl. før opstart af injektionsbehandling med buprenorphin. Behandlingen startes med 4 mg buprenorphin sublingualt efterfulgt af 1 times observation for at sikre tolerabilitet. 1. uge. Initialt sædvanligvis 16 mg 1. dag og derefter 1-2 doser på 8 mg med mindst 1 dags mellemrum til en samlet ugedosis på 24-32 mg. 2. uge. Sædvanligvis gives en dosis svarende til den samlede dosis givet i 1. behandlingsuge. Der kan sædvanligvis skiftes til månedlig behandling, når patienten er stabiliseret med ugentlig behandling (ofte 4 uger eller mere). Se tabel 2. Skift fra etableret behandling med sublingual buprenorphin Ved etableret sublingual behandling med buprenorphin kan der skiftes til s.c. injektion givet ugentligt eller månedligt efter nedenstående tabel: Tabel 1: Skift mellem sublingual og subkutan behandling. Daglig sublingual dosis Ugentlig dosis s.c. Månedlig dosis s.c. 2-6 mg 8 mg - 8-10 mg 16 mg 64 mg 12-16 mg 24 mg 96 mg 18-24 mg 32 mg 128 mg 26-32 mg - 160 mg Vedligeholdelsesbehandling og dosisjustering Administreres som ugentlig (+/- 2 dage) eller månedlig (+/- 1 uge) injektion. Dosis kan justeres ugentligt eller månedligt alt efter det valgte dosisinterval. Ved glemt dosis gives næste dosis snarest muligt. Der kan konverteres mellem ugentlig og månedlig dosering efter nedenstående tabel: Tabel 2: Dosiskonvertering ved skift mellem ugentlig og månedlig dosering. Ugentlig dosis Månedlig dosis 16 mg 64 mg 24 mg 96 mg 32 mg 128 mg Supplerende doser Højst en supplerende dosis på 8 mg kan evt. administreres mellem de normale ugentlige eller månedlige doseringer ved behov. Bemærk: Ved skift til sublingual buprenorphin-behandling gives første sublinguale dosis 1 uge efter sidste ugentlige dosis eller 1 måned efter sidste månedlige dosis. Dosis fastlægges efter tabel 1 ovenfor. Ved seponering skal depotvirkningen tages i betragtning. Graden af opioidafhængighed og tidspunkt for sidste opioidindtag bør fastlægges før behandlingen. Sufficient behandling i de første døgn er ofte afgørende for vellykket behandling. Behandlingen bør forestås af læger med særlig indsigt i behandlingen af opioidafhængighed og må kun administreres af sundhedspersonale. Manglende erfaring ved...)
Catiolanze (... primær kongenit glaukom (PCG), er operation (fx trabekulotomi/goniotomi) stadig førstevalgsbehandling. Kun til éngangsbrug. En éndosisbeholder indeholder tilstrækkelig øjendråbe...)
Cipramil® (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Citalopram "Jubilant" (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Citalopram "Nordic Prime" (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Citalopram "Orion" (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Citalopram "Sandoz" (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Citalopram "Stada" 10, 20 og 40 mg (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Citalopram "Stada" 30 mg (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Citalopram "Teva" (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Citalopram "Viatris" (...Baggrund: Ved en veletableret behandling med god klinisk effekt under graviditeten kan behandlingen fortsættes under amning. Ved etablering af ny be...)
Concerta® (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Dabigatran etexilate "Glenmark" (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8-17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Dabigatran etexilate "Krka" (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8-17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Dabigatran etexilate "Medical Valley" (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8-17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Dabigatran etexilate "Orion" (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8-17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Dabigatran etexilate "Sandoz" (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8-17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Dabigatran etexilate "Stada Nordic" (...Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8-17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Dabigatran etexilate "Zentiva" (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8 - 17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Dabigatran etexilate Accord (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8 - 17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Dabigatran etexilate Teva (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 8-18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Dosis tages morgen og aften, så vidt muligt med 12 timers mellemrum. I tabellen i parentes er vist forslag til, hvordan en dosis kan sammensættes af de tilgængelige styrker. Der kan ikke gives dosisanbefalinger for vægt- og alderskombinationer, som ikke er i tabellen. Dosis af kapsler til børn 8 - 17 år Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 10-17 år > 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til < 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 51 til 61 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 41 til < 51 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 31 til 41 kg 185 mg (75 mg + 110 mg) 370 mg 26 til < 31 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-15 år 21 til 26 kg 150 mg (75 mg + 75 mg) 300 mg 8-13 år 16 til < 21 kg 110 mg 220 mg 8-10 år 13 til 16 kg 110 mg 220 mg 8 år 11 til < 13 kg 75 mg 150 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Delepsine® (...ved behandling af mandlige patienter i forhold til behandlingsvalg, information og diskussion om brug af prævention. Imidlertid er disse data analyseret af adskillige andre grupper også, som ikke finder nogen association når man ser på de (samme) svenske og norske data sammenlagt. Der findes heller ikke et sådant signal i et kombineret studie af norske (igen - samme datagrundlag) og taiwanesiske data ved...)
Depakine Chrono (...ved behandling af mandlige patienter i forhold til behandlingsvalg, information og diskussion om brug af prævention. Imidlertid er disse data analyseret af adskillige andre grupper også, som ikke finder nogen association når man ser på de (samme) svenske og norske data sammenlagt. Der findes heller ikke et sådant signal i et kombineret studie af norske (igen - samme datagrundlag) og taiwanesiske data ved...)
Deprakine® Retard (...ved behandling af mandlige patienter i forhold til behandlingsvalg, information og diskussion om brug af prævention. Imidlertid er disse data analyseret af adskillige andre grupper også, som ikke finder nogen association når man ser på de (samme) svenske og norske data sammenlagt. Der findes heller ikke et sådant signal i et kombineret studie af norske (igen - samme datagrundlag) og taiwanesiske data ved...)
Diprasorin, komb. - Udgået: 02-03-2026 (...feber. Se omtalen af Reyes syndrom i Acetylsalicylsyre (analgetika) Indtagelse bør i udvalg...)
Dipyridamol/Acetylsalicylsyre "Orifarm", komb. - Udgået: 30-03-2026 (...feber. Se omtalen af Reyes syndrom i Acetylsalicylsyre (analgetika) Indtagelse bør i udvalg...)
Duodopa® (subkutan) infusionsvæske, opløsning, komb. (...ved opstart fastsættes ved at konvertere dagsindtaget af levodopa til levodopa-ækvivalenter (LE) og derefter øge det for at tage højde for en administration over 24 timer. Den maksimale, anbefalede daglige dosis af foslevodopa er 6.000 mg (eller 25 ml /dgl. svarende til ca. 4.260 mg levodopa/dgl). Om nødvendigt kan andre klasser af lægemidler mod Parkinsons sygdom indtages samtidigt. Bemærk: Administreres subkutant, fortrinsvist i abdomen, idet der undgås et område i en radius på 5 cm omkring navlen. Beregnet til patienter med Parkinsons sygdom, som allerede er på stabil dosis af oral levodopa. Erfaring savnes vedr. børn 3.100 1,04 a) Infusionshastigheden pr. time kan beregnes ved hjælp af følgende formel, hvor X er det antal timer, hvor patienten er vågen, som bruges til at bestemme LE (fx X = 16, i tabellen herover). Infusionshastighed pr. time (ml/t) i 24 timer = [(LE∙ 0,92 ∙ 1,41) ∕ 240] ∕ X Antagelser, der anvendes til at generere den Foreslåede infusionshastighed pr. time ved opstart af Duodopa: Samlet daglig LE over 16 timer øges med 50 % for at tage højde for 24-timers dosering Subkutan foslevodopa har en biotilgængelighed, der er 8 % større end enteralt absorberet levodopa Det molekylære vægtforhold mellem foslevodopa og levodopa er 1,41:1 En milliliter Duodopa indeholder 240 mg foslevodopa og 12 mg foscarbidopa De fleste patienter med Parkinsons sygdom behandles med orale lægemidler mod Parkinson i deres vågne tid (typisk behandlingsperiode 16 timer/dag). Når den påkræved...)
DuoResp Spiromax, komb. (...is 6.000 og 10.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Eliquis® (...ved knæalloplastik 32-38 dage ved hoftealloplastik Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli ved øvrige tilfælde af atrieflimren/-flagren 5 mg 2 gange dgl. Dosis reduceres til 2,5 mg 2 gange dgl. ved svært nedsat nyrefunktion (GFR 15-29 ml/min.) eller ved mindst 2 af 3 flg. karakteristika: alder ≥ 80 år kropsvægt ≤ 60 kg P-kreatinin ≥ 133 mikromol/l. Kardiovertering Patienter kan forblive på apixaban i forbindelse med kardiovertering. Hvis der er behov for kardiovertering, før der kan indgives 5 doser apixaban, skal der indgives en støddosis på 10 mg efterfulgt af 5 mg 2 gange dgl. Dosisregimet skal reduceres til en støddosis på 5 mg efterfulgt af 2,5 mg 2 gange dgl, hvis patienten opfylder kriterierne for dosisreduktion. Støddosis skal indgives mindst 2 timer før kardiovertering. Behandling af akut DVT og LE 10 mg 2 gange dgl. i 7 dage derefter 5 mg 2 gange dgl. i mindst 3 måneder. Forebyggelse af recidiverende DVT og LE Efter afsluttet 6 måneders behandling med apixaban (5 mg 2 x dgl.) eller andet antikoagulans reduceres dosis til 2,5 mg 2 gange dgl. Børn 28 dage - 17 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Efter mindst 5 dages behandling med parenteral antikoagulans Vægt ≥ 35 kg: 10 mg 2 gange dgl. i 7 dage Derefter 5 mg 2 gange dgl. Vægt < 35 kg: Se produktresumé for granulat (ikke markedsført). Bemærk: Begrænset erfaring ved børn 28 dage. Beregn eGFR her: Skift fra anden oral AK-behandling til apixaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til apixaban Ved INR < 2,0 kan apixaban opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til apixaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med apixaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra apixaban til anden oral AK-behandling Skift fra apixaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra apixaban til VKA-behandling gives apixaban og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis apixaban, da apixaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Apixaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra apixaban til andet DOAK Seponér apixaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og apixaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til apixaban påbegyndes apixaban på det tidspunkt, hvor næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia skulle være givet (seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Equasym® Depot (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Equasym XL (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Esketamine "Orifarm" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Etalpha® (...ved renal osteodystrofi eller sekundær hyperparatyoridisme hos voksne i dialyse - dosering 2-3 gange ugentlig Initialt Voksne. 0,5-2 mikrogram 2-3 gange ugentlig. Vedligeholdelsesbehandling Voksne. Dosis justeres med intervaller på 0,25-0,5 mikrogram dgl. under nøje kontrol af P-paratyroideahormon, -calcium, -fosfat og -kreatinin. Skift fra daglig til 2-3 gange ugentlig dosering Hos dialysepatienter, som allerede er i daglig behandling, beregnes den nye dosis som: Aktuel daglig dosis multipliceret med 2,3 henholdsvis 3,5 svarende til dosering 3 gange henholdsvis 2 gange ugentlig. Den beregnede dosis kan afrundes til nærmeste 0,25 mikrogram og administreres 3 henholdsvis 2 gange per uge i slutningen af dialysebehandlingen. Den samlede ugentlige dosis skal være den samme uanset valget af dosisregime (dagligt eller 2-3 gange ugentligt). Parenteralt Initialt 1 mikrogram i.v. ved afslutning af hver dialyse. Ved...)
Famvir® (Kendt overfølsomhed over for aciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Fentanyl "B. Braun" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Fentanyl "Hameln" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Fentanyl "Kalceks" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Fintepla® (...Vedligeholdelses- dosis 0,2 mg/kg 2 gange dgl. Dag 14** 0,35 mg/kg 2 gange dgl. Ikke relevant * Hos patienter, der ikke får samtidig stiripentol, og som har behov for hurtigere titrering, kan dosen øges hver 4. dag. + Hos patienter med Dravets syndrom kan dosis øges baseret på klinisk respons på den maksimalt anbefalede dosis efter behov. ** Hos patienter med Lennox-Gastaut syndrom bør dosis øges som tolereret til den anbefalede vedligeholdelsesdosis (dvs. dag 14). For valg af sprøjte, samt beregning af dosisvolumen, se produktresumé . Bemærk: Erfaring savnes ved...)
Flutiform, komb. (... 1.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Forobec®, komb. (... 6.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Haldid® (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Innovair® inhalationspulver og inhalationsspray, opløsning, komb. (... 6.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Isofluran "Baxter" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Kalinox, komb. (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Laberon®, komb. (... 6.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Latanoprost "Stada" (... primær kongenit glaukom (PCG), er operation (fx trabekulotomi/goniotomi) stadig førstevalg...)
Latanoprost "Viatris" (... primær kongenit glaukom (PCG), er operation (fx trabekulotomi/goniotomi) stadig førstevalg...)
Latox, komb. (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Livopan, komb. (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
LIVTENCITY (... kan undgås, skal dosis af maribavir øges til 1.200 mg to gange daglig. Kontraindiceret ved samtidig brug af valganciclovir og ganciclovir. Har potentiale til at øge koncentration...)
Lixiana® (...Ved øvrige tilfælde af atrieflimren/-flagren bør behandlingen være langvarig. Behandling af DVT og LE, samt forebyggelse af recidiverende DVT og LE Efter forudgående behandling med parenteral antikoagulation i mindst 5 dage gives 60 mg 1 gang dgl. i mindst 3 måneder Nedsættelse af dosis ved øvrige tilfælde af atrieflimren/-flagren og VTE 30 mg 1 gang dgl. ved en eller flere af flg. karakteristika: GFR 15 - 50 ml/min. Legemsvægt ≤ 60 kg. Samtidig anvendelse P-gp-hæmmere som ciclosporin, dronedaron, erythromycin eller ketoconazol. Bemærk Erfaring savnes vedr. børn og unge < 18 år. Skift fra anden oral AK-behandling til edoxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til edoxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til edoxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med edoxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra edoxaban til anden oral AK-behandling Skift fra edoxaban til vitamin K-antagonist (VKA) - oral mulighed . Ved skift fra edoxaban til VKA-behandling gives edoxaban og VKA initialt sideløbende. Ved dosis på 60 mg edoxaban gives 30 mg edoxaban 1 gang dgl. sammen med passende VKA-dosis. Ved dosis på 30 mg edoxaban gives 15 mg edoxaban 1 gang dgl. sammen med passende VKA-dosis. Ved INR ≥ 2,0 seponeres edoxaban. Efter 14 dage anbefales det at seponere edoxaban og fortsætte med at titrere VKA for at opnå en INR fra 2 til 3. Det anbefales at måle INR mindst 3 gange i løbet af de første 14 dages samtidig behandling. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis edoxaban, da edoxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Skift fra edoxaban til VKA - parenteral mulighed Seponer edoxaban administrer parenteral antikoagulation og VKA på tidspunktet for den næste planlagte edoxaban-dosis. Ved...)
Medanef (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Medicinsk Dinitrogenoxid "Air Liquide" 100 % (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Medicinsk dinitrogenoxid "Nippon Gases Scan" 100 % (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Medicinsk Dinitrogenoxid "Strandmøllen" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Medikinet® (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Metalyse® (...vedr. børn og unge < 18 år. For at opnå optimal effekt skal den trombolytiske behandling iværksættes så hurtigt, som muligt, og inden for 4,5 timer efter symptomdebut og efter udelukkelse af intrakraniel blødning. Intravenøst heparin eller trombocytaggregationshæmmere, som acetylsalicylsyre, skal undgås i de første 24 timer efter trombolysen pga. øget blødningsrisiko. Hvis heparin er påkrævet til andre indikationer, bør dosis (s.c.) ikke overstige 10.000 IE dgl. Myokardieinfarkt Indgives som i.v. bolus over ca. 10 sek. Legemsvægt 60 kg. 6.000 E (30 mg) Legemsvægt ≥ 60 til < 70 kg . 7.000 E (35 mg) Legemsvægt ≥ 70 til 80 kg. 8.000 E (40 mg) Legemsvægt ≥ 80 til < 90 kg. 9.000 E (45 mg) Legemsvægt ≥ 90 kg. 10.000 E (50 mg) Bemærk: Erfaring savnes vedr. børn og unge 18 år. For at opnå optimal effekt skal den trombolytiske behandling af STEMI iværksættes så hurtigt, som muligt, og inden for 12 timer efter symptomdebut. Patienter overflyttes derefter med henblik på KAG/PCI inden for 24 timer. Trombolysen skal suppleres med acetylsalicylsyre og clopidogrel. Trombolysen skal desuden suppleres med lavmolekylært eller ufraktioneret heparin, enoxaparin er førstevalg (6059) , se skema. Indledning Vedligeholdelse Dalteparin 30 IE/kg i.v. + 90 IE/kg s.c. 120 IE/kg s.c. x 2 dgl. i 5-7 dage Enoxaparin 30 mg i.v. + 1 mg/kg s.c. 1 mg/kg s.c. x 2 dgl. i 72 timer* Ufraktioneret heparin 5.000 IE efterfulgt af 12 IE/kg/time (maks. 1.000 IE/time) i.v. Dosisjustering så APTT holdes på 1,5-2,5 gange udgangsværdien. Fortsættes 1 døgn. *) Ved...)
Methylphenidat "Alternova" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidate "Actavis" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidate "Consilient Health" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidate "Medical Valley" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidate "Orifarm" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidate "Sandoz" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidate "Stada" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidate "Teva" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidate "Viatris" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidatehydrochlorid "Epione" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidathydrochlorid "2care4" (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Methylphenidathydrochlorid Copyfarm (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Metyrol® (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Monoprost (... primær kongenit glaukom (PCG), er operation (fx trabekulotomi/goniotomi) stadig førstevalg...)
Motiron® (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Nexviadyme (Avalglucosidase alfa)
Niontix (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
OKEDI® (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt at ...)
Okicare - Udgået: 22-12-2025 (Allergi over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir, valganciclovir eller indholdsstofferne.)
Orfiril® (...ved behandling af mandlige patienter i forhold til behandlingsvalg, information og diskussion om brug af prævention. Imidlertid er disse data analyseret af adskillige andre grupper også, som ikke finder nogen association når man ser på de (samme) svenske og norske data sammenlagt. Der findes heller ikke et sådant signal i et kombineret studie af norske (igen - samme datagrundlag) og taiwanesiske data ved...)
Orisantin, komb. (...feber. Se omtalen af Reyes syndrom i Acetylsalicylsyre (analgetika) Indtagelse bør i udvalg...)
Ozempic® (...Ved opstart af behandlingen anvendes semaglutid 0,25 mg injektionsvæske. Initial dosis er 0,25 mg s.c. 1 gang ugentligt. Efter 4 uger med dosis på 0,25 mg ugentligt Efter 4 uger skal dosis øges til 0,5 mg s.c. 1 gang ugentligt. Der fortsættes med denne dosis i mindst 4 uger. Efter mindst 4 uger med dosis på 0,5 mg ugentligt Hvis der herefter er god glykæmisk kontrol, fortsættes med denne dosering. Hvis der ikke er tilstrækkelig glykæmisk kontrol med en dosis på 0,5 mg s.c. 1 gang ugentligt, kan dosis øges til 1 mg s.c. 1 gang ugentligt. Efter mindst 4 uger med dosis på 1 mg ugentligt Hvis der ikke er tilstrækkelig glykæmisk kontrol med en dosis på 1 mg s.c. 1 gang ugentligt, kan dosis øges til maksimalt 2 mg s.c. 1 gang ugentligt. Indgivelse Injiceres s.c. i mave, lår eller overarm. Skift fra subkutan til oral semaglutid Bemærk: Nedenstående doseringsanbefaling er baseret på klinisk erfaring og ikke en officiel retningslinje: Optitreringsfasen: 0.25 mg subkutant semaglutid skiftes på 7. dagen efter sidste dosis subkutant semaglutid til 3 mg oralt semaglutid dagligt i 4 uger, hvorefter titrering fortsætter som vanligt. 0.5 mg subkutant semaglutid skiftes på 7. dagen efter sidste dosis subkutant semaglutid til 7 mg oralt semaglutid dagligt i 4 uger, hvorefter titrering fortsætter som vanligt. Vedligeholdelsesbehandling: 0.5 mg subkutant semaglutid skiftes på 7. dagen efter sidste dosis subkutant semaglutid til 14 mg oralt semaglutid. 1 mg subkutant semaglutid skiftes på 7. dagen efter sidste dosis subkutant semaglutid til 14 mg oralt semaglutid. 2 mg subkutant semaglutid skiftes på 7. dagen efter sidste dosis subkutant semaglutid til 14 mg oralt semaglutid. Skift fra oral til subkutan semaglutid På grund af den variable orale absorption er det vanskeligt af forudse virkningen af et skift fra oral til subkutan administration. Eksponering efter 14 mg oralt semaglutid 1 gang daglig kan sammenlignes med 0,5 mg subkutant semaglutid 1 gang ugentlig. Der kan ikke fastlægges nogen oral dosis svarende til 1 mg subkutant semaglutid 1 gang ugentlig. Ved skift fra oral til subkutan semaglutid anbefales, at der skiftes fra 7 mg eller 14 mg oral semaglutid til 0,5 mg subkutan semaglutid, der efter 4 uger kan optitreres til 1 mg ugentlig. Første subkutane dosis tages ugen efter indtagelse af den sidste tablet med oralt semaglutid. Bemærk: Glemt dosis skal indgives hurtigst muligt og senest 5 dage efter den glemte dosis. Ugedag for indgivelse af dosis kan om nødvendigt ændres, forudsat tidsintervallet mellem to doser er mindst 3 dage (≥ 72 timer). Når ny doseringsdag er valgt, fortsættes med 1 ugentlig dosering. Begrænset erfaring vedr. ældre > 75 år. Erfaring savnes ved...)
Pentamidine "Tillomed" (...valg til behandling af visceral leishmaniasis. Kutan Voksne og børn: 3‑4 mg/kg legemsvægt hver 2. dag som i.m. injektion eller i.v. infusion op til 3‑4 doser i alt. Pentamidin er ikke første valg til behandling af kutan leishmaniasis. Human afrikansk trypanosomiasis (HAT) Voksne og børn 4 mg/kg legemsvægt 1 gang dgl. eller hver 2. dag som i.m. injektion eller i.v. infusion op til 7‑10 doser i alt. Pentamidin er ikke første valg...)
Pentocur (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Piqray (...perikon, nedsætter koncentrationen af alpelisib. Samtidig administration bør undgås og valg af alternativt præparat bør overvejes. Se endvidere Tabel 2 i Tabel 2 i Elimination og...)
Pneumovax, komb. (...Ved splenektomi Vaccination bør ideelt gives 4-6 uger før elektiv splenektomi og altid senest to uger før splenektomi. Hvis tidsfristen ikke kan opretholdes og ved akut splenektomi, bør der tidligst vaccineres 14 dage efter operationen for at opnå et optimalt antistofrespons. Levertransplanterede Voksne 1 dosis a 0,5 ml s.c. eller i.m. fulgt af boosterdosis 3-5 år senere. Stamcelletransplanterede Gives i samråd med specialafdeling. Se yderligere information i vejledning fra SSI . Andre med forøget risiko for IPS (invasiv pneumokoksygdom) Tidligere vaccineret med 23-valent pneumokokvaccine Der fortsættes med 13-valent pneumokokvaccine for personer under 18 år og 20-valent pneumokokvaccine for personer over 18 år, tidligst 1 år efter vaccination med 23-valent pneumokokvaccine. IKKE tidligere vaccineret med 23-valent pneumokokvaccine 1 dosis a 0,5 ml tidligst 8 uger efter 13 eller 20-valent pneumokokvaccine-dosis. Se endvidere vejledning fra SSI . Revaccination Se detaljeret information i vejledning fra vejledning fra SSI Grundvaccination består af én dosis. Ved fortsat øget risiko og hvor man har valgt at anvende Pneumovax anbefales revaccination efter 6 år. Se beskrivelse hos SSI . Revaccination kan tilbydes efter 6 år ved øget risiko for alvorlig pneumokoksygdom. Antistofmåling er ikke nødvendig. Ved særlig øget risiko for invasiv pneumokoksygdom og der er mistanke om nedsat immunrespons ved vaccination, fx grundet immunsuppression kan revaccination overvejes inden 6 år siden sidste PPV23 vaccination. Hos personer i særlig øget risiko for invasiv pneumokoksygdom kan antistofmåling foretages efter 3-5 år, hvorefter nødvendigheden for revaccination vurderes. Ved...)
Pradaxa® (...ved knæalloplastik 28-35 dage ved hoftealloplastik. Ved flg. patientgrupper reduceres dosis til initialt 75 mg 1-4 timer efter operation og dernæst 150 mg 1 gang dgl.: moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) ældre ≥ 75 år samtidig behandling med amiodaron eller verapamil. Midlerne skal tages samtidig med dabigatranetexilat. Ved moderat nedsat nyrefunktion og samtidig behandling med verapamil bør 75 mg 1 gang dgl. overvejes. Hvis behandling påbegyndes senere end på operationsdagen, springes initialdosis over. Beregn eGFR her: Behandling af VTE og LE samt forebyggelse af recidiverende VTE og LE 150 mg 2 gange dgl. efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Atrieflimren/-flagren 150 mg 2 gange dgl. Ældre ≥ 80 år: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. Samtidig behandling med verapamil: Dosis reduceres til 110 mg 2 gange dgl. VTE/LE og Atrieflimren/-flagren Ved følgende patientgrupper skal man foretage en individuel afvejning af den tromboemboliske risiko og risikoen for blødning og vælge 150 mg 2 gange dagligt eller 110 mg 2 gange dagligt: ældre 75-80 år og patienter med høj blødningsrisiko patienter med moderat nedsat nyrefunktion (GFR 30-50 ml/min) patienter med gastritis, øsofagitis eller gastroøsofageal refluks. Patienter kan forblive på dabigatranetexilat i forbindelse med kardiovertering. Der kan udføres kateterablation ved behandling med 150 mg 2 gange dgl. uden seponering. Børn og unge 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 8-17 år 61 til 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 5 til < 12 år 51 til 81 kg 300 mg (150 mg + 150 mg) 600 mg 4 til < 12 år 41 til 51 kg 260 mg (110 mg + 150 mg) 520 mg 2,5 til < 12 år 31 til 41 kg 220 mg (110 mg + 110 mg) 440 mg 2,5 til < 12 år 26 til 31 kg 180 mg (30 mg + 150 mg) 360 mg 2 til < 12 år 21 til 26 kg 180 mg (30 mg + 150 mg) 360 mg 1,5 til < 2 år 140 mg (30 mg + 110 mg) 280 mg 2 til 12 år 16 til < 21 kg 140 mg (30 mg + 110 mg) 280 mg 1 til 2 år 110 mg 220 mg 2 til < 12 år 13 til 16 kg 140 mg (30 mg + 110 mg) 280 mg 1,5 til < 2 år 110 mg 220 mg 1 til 1,5 år 100 mg (50 mg + 50 mg) 200 mg 2,5 til < 9 år 11 til 13 kg 110 mg 220 mg 1,5 til < 2,5 år 100 mg (50 mg + 50 mg) 200 mg 1 til 1,5 år 80 mg (40 mg + 40 mg) 160 mg 1,5 til < 7 år 9 til 11 kg 80 mg (40 mg + 40 mg) 160 mg 1 til < 1,5 år 70 mg (30 mg + 40 mg) 140 mg 2 til 4 år 7 til < 9 kg 70 mg (30 mg + 40 mg) 140 mg 1 til 2 år 60 mg (30 mg + 30 mg) 120 mg 1 til < 2 år 5 til 7 kg 50 mg 100 mg Dosis af granulat til børn 1 - 12 måneder Alder Vægt Dosis morgen og aften Total daglig dosis 11 til < 12 mdr. 13 til 16 kg 100 mg (50 mg + 50 mg) 200 mg 10 til < 11 mdr. 80 mg (40 mg + 40 mg) 160 mg 10 til 12 mdr. 11 til < 13 kg 80 mg (40 mg + 40 mg) 160 mg 8 til 10 mdr. 70 mg (30 mg + 40 mg) 140 mg 11 til < 12 mdr. 9 til 11 kg 70 mg (30 mg + 40 mg) 140 mg 6 til < 11 mdr. 60 mg (30 mg + 30 mg) 120 mg 5 til 6 mdr. 50 mg 100 mg 9 til < 12 mdr. 7 til 9 kg 60 mg (30 mg + 30 mg) 120 mg 4 til < 9 mdr. 50 mg 100 mg 3 til 4 mdr. 40 mg 80 mg 8 til < 12 mdr. 5 til 7 kg 50 mg 100 mg 5 til < 8 mdr. 40 mg 80 mg 1 til 5 mdr. 30 mg 60 mg 0 til < 1 mdr. 20 mg 40 mg 8 til 10 mdr. 4 til < 5 kg 40 mg 80 mg 3 til 8 mdr. 30 mg 60 mg 1 til < 3 mdr. 20 mg 40 mg 3 til 6 mdr. 3 til < 4 kg 20 mg 40 mg 4 til 5 mdr. 2,5 til < 3 kg 20 mg 40 mg Der er begrænsede kliniske data for pædiatriske patienter med risikofaktorer, som aktiv meningitis, encefalitis og intrakraniel absces. Behandling bør kun gives, hvis de forventede fordele opvejer risikoen for blødning. Bemærk: Overtrukket granulat Granulatet skal blandes med mad før indtagelse og må kun anvendes med æblejuice eller den bløde mad, der er nævnt i brugsanvisningen (ikke mælkeprodukter). Overtrukket granulat kan anvendes til børn under 12 år, så snart barnet kan synke blød mad. Skift fra anden oral AK-behandling til dabigatranetexilat Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til dabigatranetexilat Ved INR 2,0 kan dabigatranetexilat opstartes samme dag. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til dabigatranetexilat Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med dabigatranetexilat på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra dabigatranetexilat til anden oral AK-behandling Skift fra dabigatranetexilat til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra dabigatranetexilat til VKA-behandling gives dabigatranetexilat og VKA initialt sideløbende. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis dabigatranetexilat, da dabigatranetexilat ellers vil bidrage til INR-stigningen. Dabigatranetexilat seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra dabigatranetexilat til andet DOAK Seponér dabigatranetexilat og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og dabigatranetexilat Ved skift fra parenterale antikoagulantia til dabigatranetexilat påbegyndes dabigatranetexilat 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia (som seponeres) eller på tidspunktet for seponering af kontinuerlig intravenøs administration af et parenteralt antikoagulantia. Ved...)
Profast® (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Propofol "2care4" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Propofol "B. Braun" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Propofol "Orifarm" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Propolipid (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Pumunix, komb. (... 6.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Puregon® (...s. rFSH bruges til stimulation af follikeludviklingen og produktionen af steroider i udvalgte tilfælde af manglende gonadal funktion. Behandling med rFSH efterfølges sædvanligvis...)
Rasilez® (...ing. Væske- og elektrolytforstyrrelser bør om muligt korrigeres inden behandlingsstart. Ved tidligere angioneurotisk ødem under behandling med ACE-hæmmere bør behandling med renin...)
Remifentanil "Fresenius Kabi" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Remifentanil "hameln" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Rispemyl (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperanne (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperdal® (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperdal® Consta® (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt at ...)
Risperidon "Actavis" (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperidon "Krka" (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperidon® "Paranova" (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperidon "Paranova" (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperidon "Sandoz" (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperidon "Stada" (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperidon "Teva" (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt, at...)
Risperidone "Teva GmbH" - Udgået: 05-01-2026 (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt at ...)
Rispolept Consta (...kningen) af uønsket fosterpåvirkning. Med baggrund i dette bør risperidon ikke være 1. valg til en behandlingsnaiv gravid. Under særlige omstændigheder kan det være rationelt at ...)
Ritalin® (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Rivaroxaban "Krka" (...ved alder > 75 år og ved vægt 75 år og ved vægt 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk Tabl. 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Begrænset erfaring vedr. børn og unge < 9 år. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Rivaroxaban "Medical Valley" (...ved alder > 75 år og ved vægt 75 år og ved vægt 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk Tabl. 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Begrænset erfaring vedr. børn og unge < 9 år. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Rivaroxaban "Orion" (...ved alder > 75 år og ved vægt 75 år og ved vægt 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk Tabl. 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Begrænset erfaring vedr. børn og unge < 9 år. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Rivaroxaban "Sandoz" (...Ved GFR 15-49 ml/min: Initialt 15 mg 2 gange dgl. i tre uger, dernæst 15-20 mg dgl. Ved behandlingsvarighed > 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk: Tabl. 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR < 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Rivaroxaban "Stada" (...ved alder > 75 år og ved vægt 75 år og ved vægt 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk: Kapsler og tabletter på 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR < 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Rivaroxaban "Teva" (...Ved GFR 15-49 ml/min: Initialt 15 mg 2 gange dgl. i tre uger, dernæst 15-20 mg dgl. Ved behandlingsvarighed > 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk: Tabl. 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Erfaring savnes vedr. børn < 9 år. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Rivaroxaban "Zentiva" (...ved alder > 75 år og ved vægt 75 år og ved vægt 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk Tabl. 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Begrænset erfaring vedr. børn og unge < 9 år. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Rivaroxaban Accord (...ved alder > 75 år og ved vægt 75 år og ved vægt 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk Tabl. 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Begrænset erfaring vedr. børn og unge < 18 år. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Rivaroxaban Viatris (...ved alder > 75 år og ved vægt 75 år og ved vægt 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år og legemsvægt ≥ 30 kg Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Legemsvægt 30-50 kg: 15 mg 1 gang dgl. Legemsvægt ≥ 50 kg: 20 mg 1 gang dgl. Børn med legemsvægt 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk Tabl. 15 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Begrænset erfaring vedr. børn og unge < 9 år. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Salflumix Easyhaler®, komb. (...1. trimester-eksponerede - også uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Salmeterol/Fluticasonpropionat "Cipla", komb. (...1. trimester-eksponerede - også uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Salmex, komb. (...1. trimester-eksponerede - også uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Serefarm, komb. (...1. trimester-eksponerede - også uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Seretide®, komb. (...1. trimester-eksponerede - også uden tegn på overhyppighed af uønsket fosterpåvirkning. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Sevofluran "Baxter" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Sevorane® (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
S-ketamin "Pfizer" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Solu-medrol® (...ved udvalgte indikationer: Forebyggelse mod kvalme ved cytostatikabehandling Svær emetogen kemoterapi. 250 mg givet i.v. over 5 min. 1 time inden kemoterapi. Gentag dosis ved påbegyndelse af kemoterapi samt ved afslutning af kemoterapi. Moderat emetogen kemoterapi. 250 mg givet i.v. over 5 min. 1 time før kemoterapi. Gentag dosis ved påbegyndelse af kemoterapi samt ved afslutning af kemoterapi. Ved samtidig behandling med neurokinin1-receptorantagonist reduceres dosis til 50 %. Anafylaktisk shock Supplerende behandling ved refraktære reaktioner eller ved...)
Suprane (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Symbicort®, komb. (...is 6.000 og 10.000 1. trimester-eksponerede uden tegn på overhyppighed af misdannelser. Ved nyopstået behandlingsbehov i graviditeten bør kombinationspræparater ikke være førsteva...)
Thiopental Life (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Tiomebumalnatrium "SAD" (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Travatan® (...vedr. behandling af børn i aldersgruppen 2 mdr. - 3 år. Hos børn < 2 mdr. er der ingen data for sikkerhed og virkning af travoprost. Hos børn 3 år, som fortrinsvis lider af primært medfødt glaukom, forbliver kirurgi førstevalgsbehandling (fx trabekulotomi/goniotomi). Ved...)
Travoprost "Stada" (...vedr. behandling af børn i aldersgruppen 2 mdr. - 3 år. Hos børn < 2 mdr. er der ingen data for sikkerhed og virkning af travoprost. Hos børn 3 år, som fortrinsvis lider af primært medfødt glaukom, forbliver kirurgi førstevalgsbehandling (fx trabekulotomi/goniotomi). Ved...)
Travoprost "Teva" (...vedr. behandling af børn i aldersgruppen 2 mdr. - 3 år. Hos børn < 2 mdr. er der ingen data for sikkerhed og virkning af travoprost. Hos børn 3 år, som fortrinsvis lider af primært medfødt glaukom, forbliver kirurgi førstevalgsbehandling (fx trabekulotomi/goniotomi). Ved...)
Tuzulby® (...Ved eventuel genansøgning om forlængelse af bevillingen, gives bevilling uden tidsbegrænsning, hvis der er effekt af behandlingen i monoterapi. Enkelttilskud ved...)
Ultiva® (...ved generel anæstesi tidligt i graviditeten. Der er derimod data for mange tusinde gravide, som har været i generel anæstesi i 1. trimester uden tegn på overhyppighed af fostermisdannelser. Kirurgiske indgreb kan i sig selv øge risikoen for spontan abort eller preterm fødsel. Ved...)
Valaciclovir "Bluefish" (Kendt overfølsomhed over for aciclovir, famciclovir, ganciclovir, penciclovir eller valganciclovir.)
Valaciclovir "Orion" (Kendt overfølsomhed over for aciclovir, famciclovir, ganciclovir, penciclovir eller valganciclovir.)
Valaciclovir "Sandoz" (Kendt overfølsomhed over for aciclovir, famciclovir, ganciclovir, penciclovir eller valganciclovir.)
Valaciclovir "Teva" (Kendt overfølsomhed over for aciclovir, famciclovir, ganciclovir, penciclovir eller valganciclovir.)
Valaciclovir "Viatris" (Kendt overfølsomhed over for aciclovir, famciclovir, ganciclovir, penciclovir eller valganciclovir.)
Valproat "Life Medical" (...ved behandling af mandlige patienter i forhold til behandlingsvalg, information og diskussion om brug af prævention. Imidlertid er disse data analyseret af adskillige andre grupper også, som ikke finder nogen association når man ser på de (samme) svenske og norske data sammenlagt. Der findes heller ikke et sådant signal i et kombineret studie af norske (igen - samme datagrundlag) og taiwanesiske data ved...)
Vaminolac®, komb. (...msvægt/døgn (sv.t. 2,5-3,5 g aminosyrer/kg/dag) på den anden dag og fremefter. Bemærk: Valget af en perifer eller en central vene afhænger af osmolariteten af den færdige opløsni...)
Vectavir® (Kendt overfølsomhed over for aciclovir, famciclovir, ganciclovir, valaciclovir eller valganciclovir. Må ikke anvendes på slimhinder, i eller omkring øjnene.)
Vokanamet, komb. (...r for at reducere risikoen for laktatacidose samt større operative indgreb, se præparatvalg i type 1-diabetes Akutte tilstande, der kan påvirke nyrefunktionen, fx dehydrering, al...)
Wegovy® Flextouch® (...vedligeholdelsesdosis på 2,4 mg én gang ugentligt eller maksimalt tolereret dosis (se tabel herunder). Efter mindst 4 ugers vedligeholdelsesdosis på 2,4 mg én gang ugentlig kan dosis om nødvendigt øges til 7,2 mg én gang ugentlig hos voksne med BMI ≥ 30 kg/m 2 før behandlingsstart*. Hvis yderligere nedsættelse af vægten udebliver, sænkes dosis igen til 2,4 mg én gang ugentlig. Har patienten ikke opnået et vægttab på mindst 5 % af udgangsvægten efter 12 ugers behandling, bør seponering overvejes. * For 7,2 mg dosis injiceres tre doser a 2,4 mg efter hinanden. Plan for dosisstigning: Dosisstigning Ugentlig dosis Uge 1-4 0,25 mg Uge 5-8 0,5 mg Uge 9-12 1 mg Uge 13-16 1,7 mg Vedligeholdelsesdosis 2,4 mg Vedligeholdelsesdosis** 7,2 mg ** Kan forsøges hos voksne med BMI ≥ 30 kg/m 2 før behandlingsstart. Indgivelse: Injiceres s.c. i maven, lår eller overarm. Injektionsstedet kan ændres. Bemærk: Ugedag for indgivelse af dosis kan om nødvendigt ændres, forudsat tidsintervallet mellem to doser er mindst 3 dage (≥ 72 timer). Når ny doseringsdag er valgt, fortsættes med 1 ugentlig dosering. Ved signifikante gastro-intestinale symptomer skal det overvejes at udskyde dosisstigning eller reducere dosis til den tidligere dosis, indtil symptomerne er blevet bedre. Erfaring savnes ved...)
Xalatan® (... primær kongenit glaukom (PCG), er operation (fx trabekulotomi/goniotomi) stadig førstevalg...)
Xarelto® (...ved alder > 75 år og ved vægt 75 år og ved vægt 6 mdr. 10 mg dgl. Ved høj tromboserisiko fastholdes 20 mg dgl. (GFR 15-49 ml/min. 15 mg dgl). Forebyggelse af apopleksi og systemisk emboli 20 mg 1 gang dgl. Individuel behandlingsvarighed. Ved GFR 15-49 ml/min: 15 mg 1 gang dgl. Beregn eGFR her: Kardiovertering Behandling med rivaroxaban kan initieres eller fortsættes hos patienter, der får behov for kardiovertering. Børn og unge < 18 år Behandling af VTE og forebyggelse af recidiverende VTE Behandling af VTE påbegyndes efter forudgående parenteral antikoagulansbehandling i mindst 5 dage. Bemærk : 1 mg rivaroxaban svarer til 1 ml oral suspension. Legemsvægt i kg Dosis pr. gang Antal dgl. doser ≥ 2,6 3 0,8 mg 3 3 4 0,9 mg 3 4 5 1,4 mg 3 5 7 1,6 mg 3 7 8 1,8 mg 3 8 9 2,4 mg 3 9 10 2,8 mg 3 10 12 3 mg 3 12 30 5 mg 2 30 50 15 mg 1 50 20 mg 1 Børn/unge med legemsvægt ≥ 30 kg behandles med tabletter eller oral suspension. Børn/unge med legemsvægt < 30 kg behandles kun med oral suspension. Behandlingen fortsættes i mindst 3 måneder og kan forlænges op til 12 måneder. Bemærk Tabletter Tabl. 15 mg og 20 mg skal indtages sammen med mad, da fødeindtagelse øger absorptionen fra ca. 66 % til ca. 90 %. Oral suspension Vedr. tilberedning af oral suspension, se Egenskaber, håndtering og holdbarhed . Oral suspension skal tages sammen med mad eller oral ernæring efterfulgt af væske. Vedr. brug af oral suspension i sonde, se Egenskaber, håndtering og holdbarhed . Erfaring savnes vedr. børn 6 mdr., som er født efter < 37 gestationsuger eller har legemsvægt 2,6 kg eller har fået oral ernæring < 10 dage. Skift fra anden oral AK-behandling til rivaroxaban Skift fra vitamin K-antagonist (VKA) til rivaroxaban Ved INR 2,0 kan skift ske umiddelbart. Ved INR 2,0 - 2,5 kan skift ske dagen efter ophør med VKA, dvs. der holdes en dags pause. Skift fra andre DOAKs til rivaroxaban Seponér det fravalgte DOAK og start behandling med rivaroxaban på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift fra rivaroxaban til anden oral AK-behandling Skift fra rivaroxaban til vitamin K-antagonist (VKA) Ved skift fra rivaroxaban til VKA-behandling gives rivaroxaban og VKA initialt sideløbende. Børn skal fortsætte med rivaroxaban i 48 timer efter den første dosis af VKA. I de første to dage af skifteperioden gives standard-initialdosis af VKA, hvorefter VKA doseres ud fra INR-målinger. Blodprøve til INR-bestemmelse skal tages umiddelbart før næste dosis rivaroxaban, da rivaroxaban ellers vil bidrage til INR-stigningen. Rivaroxaban seponeres ved INR ≥ 2,0. Skift fra rivaroxaban til andet DOAK Seponér rivaroxaban og start behandling med det andet DOAK på tidspunktet for næste dosis af oral antikoagulation. Skift mellem parenterale antikoagulantia og rivaroxaban Ved skift fra parenterale antikoagulantia til rivaroxaban påbegyndes rivaroxaban 0-2 timer før næste planlagte subkutane injektion af det parenterale antikoagulantia, som seponeres. Ved kontinuerlig intravenøs administration af parenteral antikoagulantia påbegyndes rivaroxaban på tidspunktet for seponering af det parenterale antikoagulante middel. Ved...)
Xorox (Allergi over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir, valganciclovir eller indholdsstofferne.)
Zoviduo®, komb. (...Allergi over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir, valganciclovir eller indholdsstoffer. Hudlæsioner, som skyldes andre vira end herpes simple...)
Zovir® creme (Allergi over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir, valganciclovir eller indholdsstoffer.)
Zovirax oral suspension (Kendt overfølsomhed over for famciclovir, ganciclovir, penciclovir, valaciclovir eller valganciclovir.)
Zyclara (...Klausuleret tilskud ved: Aktiniske keratoser, hvor fysisk behandling og/eller fotodynamisk terapi ikke er det m...)
Søgeresultater, Artikler:
Vederlagsfri udlevering af medicin
Korrekt rådgivning om nødprævention: valg og vejledning (Valg og vejledning af nødprævention)
Hvad er et tyndt lag? Sådan doserer du cremer og salver (...Ved brug af cremer og salver angives typisk, at der skal smøres et tyndt lag på det område,...)
Kønsskifte - behandling med hormoner (...Ved du, hvad der sker med kroppen fysisk og faktisk - hvis du har kvindeligt fødsels-køn og...)
Ny film: Medicin.dk - Viden redder liv (...Ved du, hvem der bruger Medicin.dk? Og hvem der skriver informationen? Ved du også, at vi er en del af den beslutnin...)
Kostråd ved irritabel tarm (...Ved irritabel tarm vil mange opleve, at den mad, de spiser, er årsag til symptomerne eller forværrer dem. Der findes kun meget sjældent egentlige fødevareallergier. Fokus i behandlingen har hidtil været fibre i form af groft brød, grøntsager og frugt, væske og motion. Fibertilskud i form af havregryn og loppefrøskaller kan give en vis lindring, men ikke hos alle, og hos nogle (med diarré) kan for mange fibre gøre symptomerne værre. Personer, som har forstoppelse , som det dominerende i deres tilstand, kan dog nogle gange have gavn af at få en gradvis optrapning af fibre, enten i form af en fiberrig kost eller kostfibertilskud, som fx loppefrøskaller. Da IBS symptomer varierer fra dag til dag, skal man være varsom med at tilskrive det man har spist, som årsag til symptomerne. Der kan ofte være tale om en tilfældighed, og det er vigtigt, at man spiser en fødevare flere gange (fx 10 gange), før den udelukkes fra kosten. Man skal være påpasselig med at udelukke mange fødevarer fra kosten, da den kan blive ensidig. En meget ensidig kost kan medføre mangeltilstande, påvirke livskvaliteten og i sig selv ende med at forværre symptomerne. Behandling af irritabel tyktarm, både med medicin og ændret ernæring, virker kun på symptomer, som fx mavesmerter, diarré, forstoppelse og/eller oppustethed, og helbreder ikke sygdommen. Som basisbehandling anbefaler man en forudsigelig og regelmæssig hverdag i relation til måltider, livsstil (stress), motion og toiletvaner. Indtagelse af frugt begrænses til ca. tre portioner om dagen. Hvis man har diarré, anbefales det at undgå sukkerfri pastiller og tyggegummi, som indeholder polyoler, der også ofte anvendes til slankeprodukter. Generelle kostråd ved irritabel tarm Spis tre hovedmåltider dagligt Spring ikke hovedmåltider over, og spis ikke sent om aftenen Spis flere måltider i løbet af dagen i stedet for få store måltider Begræns indtaget af alkohol, kaffe og kulsyreholdige drikke Indtag 1.500 ml væske i form af vand eller ikke-koffeinholdige drikke dagligt Reducer indtaget af fedholdige/friturestegte fødeemner, såsom fast food, færdiglavede retter, snacks, kager, kiks, fede sovser Begræns frugtindtaget til ca. 3 stk. dagligt (240 g) Ved symptomer efter indtag af lactose anbefales at afprøve lactosefri produkter. Low FODMAP diet Hvis der ikke er effekt af basisbehandling, kan næste skridt være at nedsætte indtaget af fermenterbare kulhydrater, der tilsammen betegnes FODMAPs - som er fermenterbare oligo-, di- og monosakkarider og polyoler. Low FODMAP (fermentable oligosaccharides, disaccharides, monosaccharides og polyoler) er den, der i behandlingen af IBS er undersøgt i flest studier. Det er en kompliceret diæt, der består af tre faser; reduktion af FODMAPS, re-introduktion af enkeltvise FODMAPS og en efterfølgende individualiseret diæt. Low FODMAP-diæt er udviklet i Australien og har vist lovende resultater på symptomer som diarré og oppustethed, udspilethed, mavesmerter, maverumlen og luftudvikling i tarmen. Low FODMAP-diæten har vist gavnlig effekt hos mere end halvdelen af patienter med irritabel tyktarm ved at halvere symptomerne (særlig luftudvikling) og dermed øge livskvaliteten. Efter 4-6 uger kan man begynde igen at indtage de forskellige FODMAPs. Diæten er krævende og bør altid anvendes med vejledning af en klinisk diætist med ekspertise inden for området for at sikre, at den ikke bliver for ensidig. Diæten ændrer bakteriesammensætningen i tarmen, hvilket gør at reintroduktion af fødevarer er vigtig og at diæten ikke bliver for omfattende og fiberfattig. Der er studier der tyder på, at en moderat/light udgave af Low FODMAP-diæten også har en gavnlig effekt på symptomerne. Ved forstoppelse er det ofte nødvendigt med justering af fiberindtagelsen og evt. tilskud af et afføringsmiddel, se forstoppelse . Brug af afføringsmiddel bør drøftes med lægen. Hvad betyder FODMAP? FODMAP er en forkortelse og dækker over følgende ord: F ermenterbare - som betyder, at kulhydrater nedbrydes af bakterier i tarmen O ligosakkarider - en gruppe af korte kulhydrater med mellem to og otte molekyler (enheder) D isakkarider - en gruppe af korte kulhydrater, der består af to molekyler M onosakkarider - er en betegnelse for et enkelt molekyle A nd - står for og P olyoler - er en betegnelse for sukkeralkoholer, ender ofte på -ol. Diæten går ud på at spise færre af disse FODMAP (luftudviklende fødevarer), der også kan medvirke til tynd afføring. Følgende er eksempler på nogle af de fødevarer, der giver øget luftdannelse. Diæten holdes i 4-6 uger, og derefter må man spise nogle af fødevarerne igen. Fødevarer, som øger luftdannelse og som bør undgås Grøntsager som løg, porre, hvidløg, blomkål, artiskokker, tørrede bælgfrugter (kidneybønner, brune og hvide bønner) er luftudviklende fødevarer. (Agurk, gulerod, grønne bønner, knoldselleri og kartoffel medvirker ikke til øget luftudvikling.) Frugter som abrikos, blomme og nektarin, pære, æble og vandmelon kan medvirke til tynd afføring og øget luftudvikling. (Ananas, appelsin, kiwi og blåbær er eksempler på frugt, der ikke medvirker til øget luftdannelse.) Byg, hvede og rug kan også give øget luftudvikling. Det skyldes indholdet af fruktaner, som passerer uændret til tyktarmen. Bakterier i tyktarmen nedbryder fruktaner, og derved øges mængden af luft. I stedet kan man spise boghvede, fint sigtet spelt (gerne med surdej), quinoa, visse glutenfri brød, ris og havregryn. En del mennesker får også luftudvikling, hvis de lider af lactoseintolerans dvs. de kan ikke fordøje lactose (mælkesukker) i mælk, syrnede mælkeprodukter og fløde. Derfor anvendes der i diæten ofte lactosefri produkter. Sorbitol, xylitol og mannitol, som anvendes som sukkererstatning i tyggegummi og pastiller, kan også øge luftudviklingen i tarmen. Sorbitol findes naturligt i frugter, som fx æble, pære og vandmelon. Inulin er en lang kæde af fruktose og kaldes fructo-oligosakkarider. Det findes bl.a. i jordskokker og cikorie, men anvendes også som fiberkilde i fx mysli-og proteinbarer og visse kosttilskud. FODMAPS - som bør undgås i begyndelsen af diæten Monosakkarider Fruktoseholdige fødevarer Disakkarider Lactoseholdige fødevarer Oligosakkarider (fruktaner, galaktaner) Polyoler (sorbitol, mannitol, isomalt, maltitol, xylitol) Asparges Fløde Byg Abrikos Figen Flødeskum Hvede Honning Is Hvidløg Blomme Mango Kakaomælk Brombær Pære Mælk (ko, ged og får) Kidneybønner Sukkerfri pastiller og tyggegummi Æble Myseost Løg Svampe, friske Sukkerærter Syrnede mælkeprodukter Porre Svesker Vandmelon Rug Vandmelon Blomkål Ved...)
Cookiepolitik (...fungere, ikke behøver samtykke. 3. Vores brug af cookies På denne hjemmeside har vi fravalgt brugen af cookies til eks. præferencer, funktionalitet, statistik og markedsføring. D...)
FAQ om Medicin.dk (...ved hjælp af det. Søgeresultaterne vil blive grupperet efter emne. Hvorfor får jeg ikke noget søgeresultat? Prøv at stave ordet på en anden måde. Selvom der er fonetisk søgning på medicin.dk, så fanger maskinen ikke alle staveforslag. Hvis du søger på et præparat, og du staver det korrekt, kan det skyldes andre årsager, at du ikke får et søgeresultat. Se ovenfor under Hvorfor kan jeg ikke finde præparatet i Medicin.dk. Vi vil altid gerne høre fra dig, hvis du søger på ord, som du ikke får noget resultat på. Send en mail til kontakt@medicin.dk og skriv, hvad du søgte på, og at du ikke fik noget søgeresultat. 3. Om at undgå forsiden Hvordan undgår jeg forside-forsiden, når jeg skal på medicin.dk? Du sætter Medicin.dk Professionel, Medicin.dk Borger eller Medicin.dk Indlægssedler op som favorit på din computer. På den måde slipper du for at skulle forbi forsiden, hver gang du skal på din valgte underside på medicin.dk. 4. Om Medicin.dk Er Medicin.dk en offentlig instans? Nej. Medicin.dk ejes af Dansk Lægemiddel Information A/S , som er et datterselskab til Lægemiddelindustriforeningen , Lif, (Lægemiddelindustriens brancheorganisation). Læs mere om de redaktionelle retningslinjer for medicin.dk professionel og borger . Hører medicin.dk sammen med Lægemiddelstyrelsen? Nej, men Medicin.dk samarbejder med Lægemiddelstyrelsen . Medicin.dk modtager hver 14. dag Medicinpriser fra Lægemiddelstyrelsen. Medicinpriser er en fil, der indeholder de nyeste opdateringer på lægemiddelmarkedet i Danmark. Du kan også finde Medicinpriser på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. 5. Om indholdet i Medicin.dk Hvorfor kan der være uoverensstemmelse mellem informationen i produktresumé og Medicin.dk ved...)
ADHD - en voksen kvindes historie (...ved at tro på, at hun kan have ADHD, for så kan man da ikke blive jurist. Jo, forklarer Anne, det kan man godt, for ADHD har ikke noget med intelligens at gøre. Jeg fik sat mig i hovedet som en af mine impulser, at dét ville jeg. Og så lavede jeg et system for, hvordan jeg skulle læse og holde pauser og tage tusindvis af noter og opsætte systemer- og så gik det, forklarer hun og tilføjer, at det var på jurastudiet, hun knækkede koden til, hvordan systemer og struktur kunne hjælpe hende med at få styr på det kaos, hun konstant har inde i hovedet. Ingen tidsfornemmelse Noget af det, der er rigtig svært for Anne, er at fornemme tid. Hver tirsdag svømmer Anne. Alligevel er det svært for hende hver gang at bedømme, hvor lang tid det tager at pakke svømmetasken og køre af sted, så hun kan være der til tiden. Så nu har hun udviklet et system, hvor hun skriver i den elektroniske vægkalender, hvornår hun skal pakke sit svømmetøj, og så bipper den, når det er tid. Så går hun hen til en anden tavle, hvor der hænger en liste over det, hun skal have med. Jeg kan jo godt se, det virker mærkeligt for andre, at jeg har brug for en huskeseddel, når det er det samme, jeg skal have med hver gang, men det giver mig ro, at jeg har det hele på en seddel - så sidder jeg ikke i bilen og stresser over, at jeg måske har glemt noget. Anne har både ADHD og Asperger. Hendes datter har også ADHD og Asperger, og hendes søn har ADD (ADHD uden den kropslige hyperaktivitet) og Asperger. Anne er gift med børnenes far - som ikke har nogen diagnoser. Lister og guidelines Anne forklarer, at når man har ADHD, er der ingenting, der kommer intuitivt. Hun så gerne, at der var lister eller guidelines til alt. Fx er det svært for mig, når vi skal ud. Jeg ved godt, at man skal have en værtindegave med, men jeg ved ikke, hvad en rigtig værtindegave er. Jeg kunne godt have brug for en liste over, hvilke ting man kan give som værtindegave. Eller fx nu hvor jeg snart skal til at holde min datters fødselsdag, der har jeg tænkt mig at lave en liste med de ting, der skal til, for at hun får en god dag - vi skal huske gave, hvem skal inviteres, hvad skal vi spise osv. Der er ikke noget af det her, der kommer naturligt til mig, jeg skal analysere og tænke mig frem til det, så derfor kører min hjerne i høj fart det meste af tiden, forklarer hun. Jeg er ikke medicinforskrækket Anne tager flere typer medicin for hendes ADHD. Det er jeg overhovedet ikke bange for, jeg ved jo, hvordan jeg får det, hvis jeg ikke får min medicin. Så er der total kaos i hjernen og uro i kroppen. Jeg har prøvet flere forskellige slags medicin og er nu landet et godt sted, hvor jeg ikke har bivirkninger af medicinen mere, og hvor jeg kan fungere med den medicin, jeg får. Jeg får fast medicin tre gange om dagen, og derudover har jeg en ekstra pille, jeg kan tage, hvis jeg har behov for det. Mindfullness for en ADHD’er Min omgangskreds spørger nogen gange, hvorfor jeg ikke bare lægger mig på sofaen med et dameblad og hviler mig når alt bliver kaos i mit hoved. Det er så svært for folk at forstå at det er lige præcis det, jeg ikke kan. Det er nærmest tortur for mig. Jeg har det rigtig godt, når jeg sætter mig ved computeren og oversætter bøger fra engelsk. Så er min hjerne beskæftiget på en måde som ikke skaber kaos. Jeg ved, hvad jeg skal, og hvordan jeg skal gøre det - så oversættelse er min mindfullness. Ser muligheder i stedet for begrænsninger Anne har valgt at se udfordringer som muligheder i stedet for begrænsninger. Hun er, som hun er. Og det at være så initiativrig og igangsættende kan have masser gode aspekter, siger Anne, og hentyder til hendes oversættelser, medvirken i bøger, træning, rejser og meget andet. I dag er Anne førtidspensionist, men som hun selv siger kan hun ikke rigtig forlige sig med den titel. Hun er meget adræt - i super form, lynhurtig og kvik, men der skal ikke så meget til, før hendes hoved nedsmelter. Udover ADHD har Anne også Aspergers syndrom, og størstedelen af hendes liv har hun levet uden at kende diagnoserne. Derfor har hun heller ikke kunnet tage de nødvendige forholdsregler, og det er hendes oplevelse, at det har gjort hendes hjerne træt. Indimellem går jeg simpelthen i sort og bliver næsten som lammet, ligesom de folk man hører om, der ligger i narkose og kan mærke al smerten, men ikke kan bevæge sig - sådan føles det forklarer hun. Derfor er det i dag ikke muligt for Anne at passe et almindeligt arbejde. Omverdenen skal ADHD-uddannes For Anne er det vigtigt at uddanne sine omgivelser og skabe mere forståelse for ADHD, og det gør hun bl.a. ved at finde relevante fagbøger og oversætte dem til dansk. Det har hun haft stor succes med. Hun er nu i gang med den femte bog. Jeg vælger altid bøger, som er skrevet af personer med ADHD eller fagpersoner med stor viden. Det er jo os med ADHD, der er de bedste til at fortælle, hvad det handler om. Vi er de eneste, der virkelig ved, hvad det vil sige at leve med ADHD. Annes tips til andre med ADHD Skaf dig viden om ADHD (læs om det, gå til foredrag, hør andres historier - det vil give dig en større selvindsigt og ro) Find ud af om medicin kan hjælpe dig (sørg for at finde en psykiater, der har viden og erfaring med ADHD og gå til regelmæssig kontrol - vær tålmodig, det kan tage tid at finde den rette medicin og dosis) Strukturer din hverdag (det kan kraftigt anbefales at få nogen til at hjælpe og støtte dig. Og brug de rigtige hjælpemidler; kalender, smartphone, Memoplanner, skemaer, Time Timer-ur og lignende) Husk at sætte tid af til dig selv (gør noget du kan lide, og som giver dig ro i hovedet) Prøv at se muligheder i stedet for begrænsninger - der er også mange gode sider ved ADHD, som du kan bruge til din fordel! Hør om myter om ADHD, gode råd som pårørende, om dosering af medicin i seks film om ADHD . Læs andre artikler om ADHD: 5 hurtige om ADHD Kendetegn ved...)
Beregnere på medicin.dk (Body Mass Index (BMI) Ideel kropsvægt (IBW) Legemsoverflade (A) Opioider (Ækvianalgetiske døgndoser for udvalgte opioider) eGFR (CKD-EPI-formlen) Korrigeret kropsvægt (ABW))
Smerter i et nyt perspektiv (...ved undgåelse eller overaktivitet. Andre faktorer Der er mange andre faktorer, som kan påvirke, hvordan du oplever og håndterer smerte. Social støtte Social støtte er oplevelsen af at være holdt af og have adgang til omsorg fra andre. Mange studier peger på, at god social støtte kan påvirke smerteoplevelsen i positiv retning, så du oplever at have mindre smerte. Omsorg kan dog også have en negativ effekt, særligt hvis dine pårørende - for at hjælpe - overtager dine funktioner i stedet for at støtte dig i, at du kan selv. Tilknytningsmønster Tilknytningsmønstre udvikles i den tidlige barndom og afhænger af forældres eller andre omsorgspersoners evner til at støtte barnet følelsesmæssigt. Hvis barnet får den bedste følelsesmæssige omsorg, udvikles et trygt tilknytningsmønster. Jo mere utryg du var som barn, jo større er sandsynligheden for, at du også som voksen føler dig utryg, og ikke har tillid til dine egne evner til at overkomme smerter. Det kan give øget smertefølsomhed og kroniske smerter (6042) . Traumatiske livsbegivenheder Der er en stærk sammenhæng mellem kroniske smerter og traumatiske begivenheder i barndommen (6036) . Dette gælder både fysiske traumer (fx sygdom, ulykker, operationer, indlæggelser, smertefulde procedurer mm.) og psykiske traumer (fx adskillelse fra forældre, tab af forældre, skilsmisse, omsorgssvigt, overgreb mm). Fysiske eller psykiske traumer senere i livet øger også risikoen for udviklingen af kroniske smerter (6036) . Behandling af smerter - Brug den forstuvede fod! Når du søger behandling for nye smerter, vil det oftest være for at få afklaret, om der er noget alvorligt galt. Det kan være en hjælp for dig at få en afklaring på, hvor længe smerterne forventes at vare, og få nogle råd om hvordan du kan håndtere din situation bedst muligt. De fleste lettere skader som fx forstuvninger forventes at vare et par uger. Tidligere anbefalede man at aflaste det skadede område, så man undgik smerte. Men de nyeste anbefalinger er, at skadet væv ikke skal overbeskyttes, men faktisk bør udsættes for så meget belastning som muligt, dog uden at der sker yderligere skade. Hvis du søger behandling for smerter, der har stået på i lidt længere tid (kroniske), skyldes det ofte utryghed over, om noget er overset trods tidligere normale undersøgelser, eller måske har du brug for yderligere hjælp til, hvordan tilstanden skal håndteres. Smerteuddannelse (smerte-edukation) Uddannelse i din smerte (smerte-edukation) er en vigtig del i behandlingen af langvarige/kroniske smerter. Når smerterne varer ved ud over den tid det normalt tager for væv at hele, så vil årsagen til smerterne typisk ikke længere kunne forklares ud fra de fysiske forandringer i kroppen. I stedet vil man ofte kunne forstå smerter som et alarmsignal udløst af hjernen fx baseret på tidligere erfaringer. Man kan sige, at hjernen kan lære en smerte udenad, og smerten kan derfor fortsætte, selv om kroppen er helet. Viden om smerter kan derfor give større tryghed og støtte en hensigtsmæssig adfærd. (6036) . Smerte-uddannelse kan påvirke både smerteoplevelse og funktionsniveau i positiv retning. Se oversigten Psykologisk behandling En række psykologiske behandlingsformer som fx kognitiv terapi og mindfulness kan forbedre smerteoplevelsen ved kroniske smerter (6036) . Det er også vist, at nogle terapiformer kan være med til at forebygge, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter. Behandlingsformer De senere år er der udviklet flere smertebehandlingsformer, hvor man har fokus på: smerte-uddannelse ændring af overbevisninger om smerter ændring af undgåelsesmønster i forhold til smerter Ved behandlingsformen Cognitive Functionel Therapy (CFT) bliver du guidet til at kunne genoptage bevægelser som du, på grund af negative overbevisninger om smerter, har frygtet at udføre (6047) . Ved behandlingsformen Pain Reprocessing Therapy (PRT) bliver du guidet i at rette opmærksomhed på de smertefulde områder, samtidig med at der skabes større tryghed i forhold til din krop, så smerterne føles mindre truende (6051) . Smertecentre Hvis du har langvarige smerter, som påvirker dig følelsesmæssigt eller nedsætter din evne til at fungere - og behandling hos din egen læge ikke har hjulpet dig nok, kan det være relevant, at du bliver henvist til smertebehandling på et smertecenter (6052) . På smertecentrene laves en samlet udredning af de faktorer, der ser ud til at påvirke dine smerter og dit funktionsniveau. Behandling på smertecentre foregår ofte holdbaseret og kan være fx smerte-uddannelse, teknikker til afspænding, mindfulness, fysioterapi eller psykoterapi (6052) . Referencer 6036. Edwards RR, Dworkin RH, Sullivan MD et al. The Role of Psychosocial Processes in the Development and Maintenance of Chronic Pain. J Pain. 2016; 17(9):T70-92, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27586832/ (Lokaliseret 27. november 2023) 6038. Vlaeyen JWS, Linton SJ. Fear-avoidance and its consequences in chronic musculoskeletal pain: a state of the art. Pain. 2000; 85(3):317-32, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/10781906/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6039. Hasenbring MI, Verbunt JA. Fear-avoidance and endurance-related responses to pain: new models of behavior and their consequences for clinical practice. Clin J Pain. 2010; 26(9):747-53, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/20664333/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6040. Andrews NE, Strong J, Meredith PJ. Activity pacing, avoidance, endurance, and associations with patient functioning in chronic pain: a systematic review and meta-analysis. Arch Phys Med Rehabil. 2012; 93(11):2109-21, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/22728699/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6042. Romeo A, Tesio V, Castelnuovo G et al. Attachment Style and Chronic Pain: Toward an Interpersonal Model of Pain. Front Psychol. 2017; 24:8:284, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/28286493/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6047. Kent P, Haines T, O’Sullivan P et al. Cognitive functional therapy with or without movement sensor biofeedback versus usual care for chronic, disabling low back pain (RESTORE): a ovemberd, controlled, three-arm, parallel group, phase 3, clinical trial. Lancet. 2023; 401(10391):1866-77, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/37146623/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6051. K Ashar YK, Gordon A, Schubiner H et al. Effect of Pain Reprocessing Therapy vs Placebo and Usual Care for Patients With Chronic Back Pain: A Randomized Clinical Trial. JAMA. 2022; 79(1):13-23, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34586357/ (Lokaliseret 29. november 2023) 6052. Vaegter HB, Christoffersen LO, Enggaard TP et al. Socio-Demographics, Pain Characteristics, Quality of Life and Treatment Values Before and After Specialized Interdisciplinary Pain Treatment: Results from the Danish Clinical Pain Registry (PainData). J Pain Res. 2021; 14:1215-30, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/33976571/ (Lokaliseret 29. november 2023) Patientcases Hans H. 45 år Hans får pludseligt ondt i ryggen under havearbejde. Han har for 5 år siden haft en diskusprolaps i lænden, som det tog 6 måneder at komme sig over. Smerterne i ryggen minder meget om smerterne fra dengang. Hans stopper straks havearbejdet, tager noget smertestillende og går i seng. Hans er bange for at komme til at fremprovokere en ny diskusprolaps, hvis han gør forkerte bevægelser, og han vælger at sygemelde sig den næste uge. Hans kone er også meget bekymret og overtager hans opgaver i familien, så Hans kan hvile sig. Der er nu gået 5 måneder, siden Hans fik smerter i ryggen. Hans er blevet scannet, og der er ikke fundet nogen diskusprolaps, men Hans har fået at vide, at der er noget slidgigt i ryggen. Han har nu fået mere ondt i ryggen. Hans er meget bekymret for smerterne, og for at de betyder, at hans ryg er blevet svag pga. slidgigt og den tidligere diskusprolaps. Han kan nu klare de lettere opgaver i familien, men hans kone har overtaget støvsugningen og gulvvask. Hans er stadig sygemeldt fra sit arbejde, og han føler, det hele er håbløst. Han er bekymret for sin fremtid og for familiens økonomi. Hans har haft en normal opvækst, men har haft en svær skolegang, hvor han blev moppet i flere år. Han udviklede en angstlidelse omkring 19-års-alderen og havde svært ved at komme i gang med en uddannelse. Han fik det bedre efter at have fået psykologsamtaler, og efter at han startede som tømrerlærling. For 5 år siden havde han et cykelstyrt, hvor han pådrog sig en diskusprolaps i ryggen, som ikke krævede operation. Han havde dog mange smerter og var meget bange for, at der skulle udvikle sig lammelser, som det var sket for en af hans kammerater. Hans fik det langsomt bedre i løbet af 6 måneder. Kort tid efter at Hans igen fik rygsmerter, begyndte hans datter at få angst og udviklede skolevægring. Hans tror, at hans ryg er blevet svækket af hans arbejde som tømrer med tunge løft, og han er bange for, at han kan ødelægge sin ryg mere, hvis han ikke passer på. Hans er også bekymret for sin datter. Hans kone synes også, at Hans skal passe på sin ryg, og hun synes, det er rart, at der er en voksen hjemme nu, hvor deres datter har det svært med at passe sin skole. Lægen har forklaret Hans, at de forandringer man kan se på scanningerne er helt normale for alderen, og at hans ryg ikke er svag eller behøver at skånes. Lægen har også forklaret, at smerterne kan skyldes, at smertesystemet er blevet mere sensitivt af de mange tidligere oplevelser med smerter. Lægen og Hans er også sammen kommet frem til, at Hans har en tendens til at overbekymre sig, og Hans kan selv registrere, at hans smerter bliver stærkere, hvis han bliver bekymret, angst eller stresset. Lægen henviser Hans til en fysioterapeut, som kan hjælpe Hans i gang med at bruge sin ryg normalt og samtidig træne den. Hans starter efter lægens anbefaling på et mindfulness forløb, hvor han arbejder med at blive bedre til at håndtere bekymringer og stress. Grete G. 38 år Grete får pludseligt ondt i ryggen, mens hun er til fitness træning. Grete har før prøvet at få et hold i ryggen, og sidst fik hun at vide af sin massør, at det var godt at bevæge sig for at løsne låsninger i ryggens led. Grete fortsætter derfor sin træning stille og roligt, mens hun forsøger at undgå øvelser, der provokerer smerterne. Efter træning går hun i sauna, og hun kan mærke, at det lindrer lidt. På vej hjem fra træning er Grete ved godt mod, og tænker at det nok bare vil tage et par dage, før smerterne er bedre. Hun udfører sine opgaver i familien, som hun plejer. Der er gået 5 måneder, siden Grete fik smerter i ryggen under fitness træning. Grete har ikke fået det bedre med smerterne endnu. Grete har været hos kiropraktor, og kiropraktoren har forsikret hende om, at der ikke er noget alvorligt galt med ryggen. Grete går også til massør hver uge, og får at vide, at hendes muskler er meget spændte. Grete er ikke bekymret for, at der er noget galt med ryggen. Grete er vokset op med en mor, der havde kroniske smerter, og Grete oplevede sin mor som svag, og sådan ønsker hun ikke selv at være. Grete kan sagtens ignorere sine smerter for at klare sit arbejde, træne som hun plejer, og holder rengøringsstandarden derhjemme. Grete må dog ofte bruge hele weekenden på at hvile sig, fordi smerterne bliver værre og værre i løbet af ugen. Grete er vokset op i en familie, hvor hendes mor var kronisk syg. Hendes mor var ofte indlagt, og hun endte med at få førtidspension, da Grete var 10 år. Gretes far tog sig af de fleste af familiens opgaver, så Gretes mor kunne hvile sig. Grete var dygtig og populær i skolen. Grete kom i lære som kontorassistent, men blev sygemeldt med stress undervejs. Grete valgte at starte i lære som butiksassistent i stedet, og det gik godt. Grete fik et barn med en kæreste, som hun ikke havde kendt så længe. De forsøgte at skabe en familie, men kæresten havde et alkoholproblem og kunne blive truende. Efter et par år gik Grete fra ham. Grete fandt en ny god mand, som hun blev gift med og fik 2 børn mere med. Kort tid efter at Gretes smerter startede, mistede hun uventet sin far og måtte bruge mere tid på at hjælpe sin mor. Grete bryder sig ikke om at være syg eller svag og ignorerer helst sine smerter for at få styr på det hele. Grete mener, man skal prøve at se positivt på livet, og hun har heller ikke lyst til at fokusere for meget på negative følelser. Med hjælp fra lægen er Grete blevet opmærksom på, at hun har en tendens til at ignorere både følelser og signaler fra sin krop. Grete forsøger efter lægens anvisninger at skrue ned for kravene og sørger for at tage sig nogle pauser i løbet af dagen. Det går godt i starten, men hvor Grete før havde et godt humør, så begynder hun at blive mere nedtrykt. Hun har svært ved...)
Gode råd ved høfeber (...rebarkhormon fås både i håndkøb og på recept . Tabletbehandling: Der findes et stort udvalg af antihistamin -tabletter i håndkøb og på recept. Binyrebarkhormon findes også som ta...)
Redaktionelle retningslinjer Medicin.dk Professionel (...til præparatbeskrivelserne i forbindelse med udarbejdelsen af nye præparatbeskrivelser, ved den regelmæssige revidering af deres tekster og ellers løbende efter behov i samarbejde...)
Generelt om kræft (...ved brystkræft , lungekræft eller tarmkræft , eller sprede sig i kroppen uden at danne en knude, fx ved leukæmi . Hvordan forløber kræft? En kræftsvulst kan ødelægge et livsvigtigt organ i kroppen, fx leveren, hjernen eller lungen. Kræft kan også beskadige hele kroppen, ved fx at beskadige immunforsvaret. Derfor er kræft en livstruende sygdom. Kræft kaldes en ondartet (malign) sygdom og en kræftknude kaldes en ondartet knude. Når kræftcellerne vokser, bliver de normale celler omkring kræftsvulsten ødelagt. Kræftcellerne kan også flytte sig fra det organ, hvor kræften er opstået, til andre organer, og der kan komme metastaser (dattersvulster). Tyktarmskræft kan fx sprede sig til lymfeknuder, leveren og lungerne. Kræftcellerne kan vandre via lymfe- og blodbaner. Hvem får kræft? I Danmark bliver ca. 45.000 personer ramt af kræft hvert år*. Ved udgangen af 2021 var der ca. 374.000 personer, der levede med diagnosen kræft her i landet*. Kræft er lige så almindeligt hos kvinder, som hos mænd, men det er lidt flere mænd end kvinder, der får stillet en kræftdiagnose. Årsagen og symptomer Kræft kan opstå i stort set ethvert organ i menneskets krop. Der findes over 200 forskellige kræftformer. Årsagen til kræft er ofte et samspil mellem livsstil, arv og miljø. Symptomer på kræft er meget forskellige og afhænger af hvilket organ, der er angrebet. Mere om årsagen og symptomerne findes i beskrivelsen af de forskellige kræftformer. Prognosen Hvert år dør ca. 16.000 mennesker af kræft i Danmark. Risiko for død er generelt lidt større hos mænd end hos kvinder. 67 pct. af mænd og 70 pct. af kvinder lever i minimum 5 år efter, at kræften blev konstateret*. Overlevelse er meget forskellig ved forskellige kræftformer. Ved Kræft i bugspytkirtlen (pancreas cancer) er der kun 1 ud af 20 patienter, som lever efter 5 år fra diagnosen er stillet**. Til gengæld er prognosen ved testikelkræft meget bedre, og ca. 95 pct. af patienterne lever efter 5 år fra diagnosen er stillet***. Udredning ved mistanke om kræft I Danmark foregår undersøgelser for kræft i kræftpakker. Pakkeforløbene giver patienter med kræft, eller mistanke om kræft, den bedst mulige udredning og behandling uden unødig ventetid. Når patienten henvender sig til en læge, og lægen vurderer, at en mulig årsag til patientens symptomer kan være kræft, bliver patienten henvist til den afdeling, som står for pakkeforløbet. De undersøgelser, som bliver foretaget, kan være ret forskellige. Det kommer an på, hvilken kræftform der mistænkes. Typisk kan følgende undersøgelser komme på tale: blodprøver kikkertundersøgelser, fx gastroskopi scanninger og billedundersøgelser. Kræftdiagnosen kan først stilles, når en vævsprøve (biopsi) taget fra knuden viser, at der er tale om kræftceller. Der går som regel syv til ti dage, inden du kan få svar på, hvad en vævsprøve viser. Vævsprøven undersøges i mikroskop. I mikroskopet kan lægen se, om der er kræftceller til stede, og hvilken type kræftceller det drejer sig om. Vævsprøven kan også vise, hvor aggressive kræftcellerne er. Alle disse oplysninger er nødvendige for, at lægen kan stille diagnosen og vælge den bedst mulige behandling til dig. Stadieinddeling Valg af den bedste behandling afhænger bl.a. af kræftstadium. Man vurderer bl.a. hvor meget kræften har bredt sig i kroppen. Denne procedure kaldes stadieinddeling (staging). Når det er muligt at få kræft fjernet ved operation, bliver stadieinddelingen suppleret med informationer fra den mikroskopiske undersøgelse af knuden, der blev fjernet. Der bedømmes tre ting: selve knudens størrelse, som kaldes T (fra latin tumor, der betyder knude) tilstedeværelse af kræftcellerne i lymfeknuder, der fjernes sammen med kræftknuden, som kaldes N (fra latin nodi, der betyder lymfeknuder) tilstedeværelse af metastaser i andre organer, som kaldes M (fra latin metastases, der betyder metastaser). Ved bogstaverne T, N og M sættes der forskellige tal. Ved T kan der stå enten 1, 2, 3 eller 4. Tallet er højere, jo større knuden er. Ved N kan der stå enten 0, 1, 2 eller 3. Jo højere tallet er, jo flere lymfekirtler med kræftceller, mens 0 betyder, at der ikke findes kræftceller i lymfekirtlerne. Ved M kan der stå enten 0 eller 1. Når der ikke findes metastaser, sættes der 0, mens 1 betyder, at kræften har bredt sig til andre organer og har dannet metastaser. Når både T, N og M er bedømt, tildeles der et romersk tal fra I til IV, der står for kliniske stadie: I eller II betyder, at der ikke findes kræftceller uden for knuden (I betyder en mindre knude og II betyder en større knude) III betyder, at der findes kræftceller i lymfekirtler omkring knuden IV betyder, at der findes metastaser i andre organer. Denne fordeling i fire kliniske stadier har meget stor betydning for valg af den bedst mulige behandling. De fleste patienter med kræft i stadium IV kan ikke helbredes. Til gengæld er fremtidsudsigterne ved stadium I eller II meget bedre, og de fleste patienter er helbredt for kræft 5 år efter, at diagnosen blev stillet. Behandling Når lægen skal vælge behandling for en patient, der er ramt af kræft, skal der tages hensyn til følgende faktorer: kræftform kliniske stadie - hvor fremskredent (avanceret) er kræften symptomer pga. kræftsygdommen patientens fysiske form og eventuelle andre sygdomme patientens medicin patientens ønsker. Lægen vælger mellem følgende behandlingsformer: operation strålebehandling medicinsk behandling, herunder kemoterapi, hvor der bruges celledræbende midler (antineoplastika). Når kræft kan fjernes fra kroppen, og patienten kan helbredes, er der tale om helbredende (kurativ) behandling. Når kræft er meget fremskreden og ikke kan fjernes, er der tale om livsforlængende (palliativ) behandling. Operation Operation bruges som regel ved klinisk stadie I eller II. Operation kan også gennemføres ved stadie III, men det kræver tit enten medicinsk behandling eller strålebehandling før operation. Flere patienter tilbydes også medicinsk behandling og strålebehandling efter operation. Denne behandling kaldes forebyggende (adjuverende) behandling, fordi den mindsker risikoen for at få tilbagefald (recidiv) af kræftsygdom. Ved nogle kræftformer (fx tyktarmskræft ) er det muligt at fjerne metastaser. Strålebehandling Strålebehandling kan bruges som forbehandling før operation og som forebyggende behandling efter operation. Strålebehandling bruges også mod kræft, som ikke kan fjernes ved operation. Medicinsk behandling Medicinsk behandling omfatter: kemoterapi antistoffer hormoner antihormoner biologisk medicin cytoregulatorer . Medicinsk behandling kan bruges både før og efter operation. Medicin bruges også som livsforlængende (palliativ) behandling, når det ikke er muligt at få kræft fjernet. Kemoterapi er den ældste form for medicinsk kræftbehandling. Den rammer både kræftceller og normale celler, og giver derfor flere bivirkninger. Antistoffer , som er rettet mod bestemte proteiner produceret af kræftcellerne, forstærker virkningen af kemoterapi. Mange antistoffer virker som immunoterapi, dvs. de forstærker kroppens immunforsvar mod kræftceller. Nogle af dem gør også kræftcellerne mere følsomme over for kroppens forsvarsmekanismer. Hormoner og antihormoner brugues mest mod brystkræft og prostatakræft , da begge kræftformer kan være afhængige af hormoner, hhv. østrogener og testosteron. Biologiske lægemidler bremser bestemte mekanismer i kræftcellerne. Det betyder, at kræftcellerne får mindre chance for at overleve. Herunder hører fx proteinkinasehæmmere. De gives typisk som tabletter og har relativt færre bivirkninger end kemoterapi. Biologiske cytoregulatorer (cytokiner) stimulerer immunforsvar rettet mod kræftcellerne. De gives som infusioner (drop) eller indsprøjtninger. Hovedproblemet ved...)
Personlig medicin (...Ved at tage en gen-test kan man sikre, at du får den rigtige dosis medicin, som passer til dine gener. Hvilke typer behandling findes som personlig medicin Personlig medicin bruges foreløbig især til behandling af kræft . Inden behandlingen tester man, om du er modtagelig for medicinen, dvs. om behandlingen overhovedet vil virke på dig, eller på den form for sygdom du har. Her er to eksempler på medicin, hvor man bruger gen-test inden behandling: Fluoruracil Lægemiddelstoffet fluorouracil , som bruges mod brystkræft og mave-tarmkræft , virker kun, hvis det omdannes i kroppen af enzymet ”DPD” (dihydropyrimidin-dehydrogenase). Dine gener afgør, hvor meget DPD du danner. Producerer du for lidt DPD, skal dosis sættes ned, så du ikke får alvorlige bivirkninger. Producerer du slet ikke DPD, skal du have en anden behandling. Før du får behandling med fluorouracil, vil du derfor blive anbefalet en gen-test, som viser, hvor meget DPD du har i kroppen. Trastuzumab - HER2-positiv brystkræft Nogle typer brystkræft behandles med trastuzumab , men behandlingen virker kun, hvis cellerne i kræftknuden har et specielt gen, HER2-genet. Hvis cellerne har HER2-genet, danner de store mængder af proteinet HER2. HER2 proteinerne sidder på overfladen af cellerne og det er dem, der får kræftknuden til at vokse. Lægemiddelstoffet trastuzumab virker ved at sætte sig på HER2-proteinerne, og på den måde blokere for at kræftknuden kan vokse. Inden behandling med trastuzumab vil man derfor teste celler fra kræftknuden ved hjælp af en biopsi (lille vævsprøve) for at finde ud af, om brystkræften er HER2-positiv og dermed kan behandles med trastuzumab. Har brystkræften ikke HER2-genet vil behandlingen ikke virke. Hvordan får man taget en gen-test? Kræftceller: Dette foregår automatisk på sygehusene hvor man undersøger forskellige genvarianter i kræftcellerne. Dette varierer meget i forhold til hvilken type af kræft der er tale om. Andet end kræftceller: Det er kun i undtagelsestilfælde dette er af betydning for behandlingen af dine symptomer eller sygdomme. Selve gen-testen er typisk en blodprøve. Ved...)
Hvilke lægemidler må pakkes i doseringsæsker? (...ved maskinel dosisdispensering på apoteket (ref. 1) . Hvor kan du se, om medicinen må dosisdispenseres på apoteket? På pro.medicin vil der i afsnittet Pakninger, priser, tilskud og udlevering på et præparat stå kan dosisdisp. i en parentes efter dispenseringsform og styrke, hvis dosisdispensering er muligt. Disse oplysninger stammer fra medicinpriser.dk (ref. 2) . Generelt gælder, at hvis et lægemiddel kan dosisdispenseres, kan det også lægges i doseringsæsker - også selvom der står i indlægssedlen, at medicinen skal opbevares i original emballage. Læs mere i artiklen Dosisdispensering . Doseringsæsker med låg De allerfleste tabletter og kapsler kan godt tåle at blive taget ud af den indre pakning og lagt i lukkede doseringsæsker i 4 uger. Hvad kan ikke pakkes? Der er en række dispenseringsformer , som IKKE egner sig til at blive taget ud af originalemballagen, fx fordi de suger fugt: Brusetabletter Dispergible tabletter (opløses i meget lidt vand) Frysetørrede tabletter (lægges på tungen) Opløselige tabletter (kan opløses i vand) Resoribletter (lægges under tungen) Smeltetabletter (lægges på tungen) Sugetabletter. Hvad gør man så? Hvis der skal pakkes tabletter og kapsler, som nemt suger fugt, må tabletten/kapslen forblive i blisteren, evt. klippes til og lægges ned i doseringsæsken. De kan så tages ud af blisteren lige inden brug. Alternativt må medicinen sidedoseres. Antibiotika og cytostatika? Antibiotika og cytostatika må ikke dosispakkes på apoteket, da de forurener pakkemaskinen, men de kan godt pakkes i doseringsæsken, medmindre det er en af de nævnte fugtsugende lægemiddelformer. Magistrelle lægemidler? Magistrelle tabletter og kapsler er lægemidler, som ikke er godkendt og markedsført i Danmark. Det er fx Ammoniumklorid tabl. eller Melatonin tabl., som typisk er produceret på et sygehusapotek eller på Glostrup apotek. Da der ikke er lavet holdbarhedsforsøg med disse produkter uden for emballagen, må de umiddelbart ikke pakkes i doseringsæsker. Man kan kontakte producenten, apoteket eller sygehusapoteket, der har leveret tabletterne, og de foretager et farmaceutisk skøn fra sag til sag, om de pågældende tabletter/kapsler må pakkes i doseringsæsker. Medicin i medicinbæger med låg? Der gælder samme opbevaringsregler for medicin i medicinbæger med låg, som for medicin i doseringsæsker. Drejer det sig om p.n.-medicin, anbefales det - af sikkerhedsmæssige årsager - at medicinen kasseres efter 14 dage. Det gælder også medicin i lynlås-poser. Særlige forhold ved udvalgte præparater Der er et par præparater, som absolut ikke må tages ud af originalemballagen og pakkes i doseringsæsker: Pradaxa® kapsler (blodfortyndende medicin) Indholdsstoffet bliver ustabilt, hvis det suger fugt, og virkningen nedsættes. Pradaxa® kapsler skal derfor blive i blisterarket, indtil patienten skal have medicinen. Nitroglycerin resoribletter ( Nitrolingual DAK ) mod angina pectoris (hjertekrampe) Lægemiddelstoffet kan fordampe, og resoribletterne mister virkningen. Resoribletterne skal blive i original beholder, og låget skal skrues fast. Hvis resoribletterne lægges i en pilleæske, skal de skiftes hver 3. dag. Hvis de lægges på natbordet, er holdbarheden 1 døgn. Flere tips ved dosisdispensering Husk altid handsker, når du pakker medicin. Husk at mærke doseringsæsker med borgerens navn og personnummer og P.N.-medicin i bægre eller poser med navn, personnummer, lægemidlets navn, styrke og dosis, dato og holdbarhed (3) . Lægemiddelstyrelsens liste om holdbarhed ved...)
Hvilken medicin må du lægge i doseringsæsken? (...ved siden af doseringsæsken. Særlige forhold ved udvalgte præparater Der er et par præparater, som du absolut ikke må pakke i doseringsæsker: Pradaxa® kapsler (blodfortyndende medicin) Indholdsstoffet bliver ustabilt, hvis det suger fugt, og du risikerer at få nedsat virkning. Pradaxa® kapsler skal derfor blive i blisterarket, indtil du skal tage medicinen. Nitroglycerin resoribletter ( Nitrolingual DAK ) mod hjertekrampe (angina pectoris) Lægemiddelstoffet kan fordampe, og resoribletten mister sin virkning. Resoribletterne skal blive i glasset, og låget skal skrues godt fast. Hvis du lægger resoribletterne i en pilleæske, skal de skiftes hver 3. dag. Hvis du lægger en resoriblet på natbordet, skal den skiftes hver dag. Dosispakket medicin på apoteket Det eneste sted, hvor Lægemiddelstyrelsen giver nogle retningslinjer for holdbarheden af medicin uden for den originale pakning, er ved dosispakket medicin på apoteket . Generelt kan medicin i dosisruller og doseringsæsker holde sig i 4 uger. Hvor kan du se, om medicinen må dosispakkes på apoteket? På min.medicin vil der i afsnittet Pakninger, priser, tilskud og udlevering på et præparat stå kan dosisdisp. i en parentes efter dispenseringsform og styrke, hvis det må dosispakkes på apoteket. Generelt gælder, at hvis medicin må dosispakkes på apoteket, må det også lægges i doseringsæsker i maksimalt 4 uger. Det gælder også, selvom der står i indlægssedlen, at medicinen skal opbevares i original pakning. Antibiotika og cytostatika? Antibiotika (fx penicillin) og cytostatika (celledræbende medicin mod fx kræft) må ikke dosispakkes på apoteket, da de forurener pakkemaskinen - men de kan godt pakkes i doseringsæsken, medmindre de suger fugt. Flere tips ved...)
Julen er hård for maven (...fx oppustethed sure opstød forstoppelse trykken i maven. Du kan også få disse symptomer ved sygdom i fordøjelsessystemet. Hvis du er bekymret over dine symptomer, er det en god id...)
Medicin.dk Professionel (...ved lægeordination. Vejledninger, beregnere, identifikation og meget mere Ud over de ca. 3.300 præparatbeskrivelser indeholder Medicin.dk til professionelle meget andet, fx: Behandlingsvejledninger, se fx antibiotikavejledningen Omtale af lægemiddelgrupper, se fx benzodiazepiner Præparatvalg, se fx hypertensio arterialis Udvalgte sygdomsbeskrivelser, se fx KOL eller type 1-diabetes Beregnere , fx overfladeberegner Særlige forholdsregler vedr. specielle patientgrupper, fx gravide og ammende Genkend medicin - en funktion, hvor du kan finde ud af, hvilken tablet du står med i hånden ved at indtaste dens udseende, fx præg, farve, kærv. Læs mere om det nordiske samarbejde om fotos af tabletter og kapsler Instruktionsfilm ved alle inhalatorer, spacere og ved visse pensystemer til subkutan injektion. Lægemiddelinformationen fra Medicin.dk er den mest anvendte lægemiddelinformation i Danmark. Den bruges bredt på alle hospitaler og sygehuse i Danmark og er integreret i en lang række læge- og omsorgssystemer. Medicin.dk har månedligt mere end 5 mio. sidevisninger (december 2023). Redaktionen, lægefaglige eksperter og Lægevidenskabelige Selskaber er garanter for, at lægemiddelinformationen på medicin.dk beskriver den gældende praksis i Danmark. Redaktionelle retningslinjer Medicin.dk har tilknyttet knap 250 sundhedsfaglige eksperter, der hver især skriver om deres specialområde i et redaktionelt setup, der sikrer teksternes aktualitet og neutralitet. Læs mere om de redaktionelle retningslinjer . Arbejdet med teksterne i medicin.dk foregår i et dokumenthåndteringssystem, som både forfattere, referenter, virksomheder, redaktion og sekretariat har adgang til. Du kan søge alfabetisk på forfattere og referenters navne . Redaktion Redaktionen består af fire klinisk aktive overlæger, der er deltidsansat på Medicin.dk. Læs mere om redaktionen . Lægevidenskabelige Selskaber Lægevidenskabelige Selskaber er ikke en egentlig del af organisationen bag Medicin.dk, da deres arbejde ikke lønnes af Medicin.dk . De skal dog nævnes her, da det er Lægevidenskabelige Selskaber, der udpeger forfattere og referenter til Medicin.dk - professionel. Lægevidenskabelige Selskaber er således med til at garantere, at informationen udarbejdes af den eller de - til enhver tid - mest vidende klinikere på et givent felt. Redaktionssekretariat Redaktionssekretariatet består primært af farmaceuter, der koordinerer og faciliterer arbejdsgange i redaktionsprocessen. De gennemgår løbende alle tekster, ensretter dem sprogligt og sikrer, at de nyeste opdateringer tilføjes. Læs mere om redaktionssekretariatet . Sådan finansieres Medicin.dk Medicin.dk finansieres primært ved at: Lægemiddelvirksomheder betaler en licens pr. præparat, de har optaget i pro.medicin.dk. Regioner og kommuner betaler for at integrere informationen fra Medicin.dk Professionel i deres hospitals- og omsorgssystemer. Organisation bag Medicin.dk til professionelle Medicin.dk til professionelle udgives af Medicin.dk , som er en del af Dansk Lægemiddel Information A/S (DLI A/S). DLI A/S har, i næsten 50 år, formidlet en bred vifte af lægemiddelinformation i Danmark. DLI A/S er ejet af Lægemiddelindustriforeningen (Lif) , som er den danske lægemiddelindustris brancheorganisation. Informationen i medicin.dk udarbejdes efter armslængdeprincippet, dvs. på en sådan måde, at Medicin.dk's ejer ikke har indflydelse på informationens indhold. Læs mere om DLI . Om eventuelle interessekonflikter For at imødekomme behovet for størst mulig gennemsigtighed omkring udarbejdelsen af medicin.dk, har vi indsat link til Lægemiddelstyrelsens liste over læger og tandlæger med tilladt tilknytning til industrien . Linket er sat ind på de sider, hvor den enkelte forfatter, referent eller det enkelte redaktionsmedlem præsenteres. På den måde får du let adgang til information om den enkelte forfatter eller referents eventuelle interessekonflikter. Læs Medicin.dk's habilitetskriterier . Om cookies på medicin.dk Vi bruger kun nødvendige cookies på medicin.dk. Læs mere om cookies . Om brug af fotos på medicin.dk Når ikke andet er angivet, er fotos på medicin.dk egne fotos eller fra fotodatasen Colourbox . Statistik over besøg på medicin.dk - Matomo Vi følger dagligt søgestatistikken på medicin.dk ved hjælp af statistikværktøjet Matomo. Det gør vi for løbende at kunne justere på opsætning og indhold på medicin.dk, så indholdet bliver så relevant for brugeren som muligt. Spørgsmål til sekretariatet : Har du spørgsmål af faglig, arbejdsrelateret art kan du kontakte os på kontakt@medicin.dk. Er du fra et firma, og har I fået nyt SPC eller et nyt produkt? Læs mere i SPC - sådan gør du . Har du spørgsmål vedrørende din egen eller pårørendes medicin , skal du, af hensyn til beskyttelse af dine persondata, henvende dig ved...)
Samarbejde mellem Styrelsen for Patientsikkerhed og medicin.dk (...vedligeholde listen over risikosituationslægemidler . Det sikrer en harmonisering af advarsler på landsplan, og at alle nye, alvorlige og relevante medicineringsfejl bliver vurderet, beskrevet og formidlet på medicin.dk. Sådan samarbejder Medicin.dk og Styrelsen for Patientsikkerhed 1. Styrelsen for Patientsikkerhed opsamler alle rapporterede utilsigtede hændelser i Sundhedsvæsenet i Danmark gennem Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD). 2. Udvalgte alvorlige, utilsigtede hændelser vedrørende medicinhåndtering videreformidles til medicin.dk på fællesmøder afholdt ca. 3 gange årligt. 3. På møderne diskuteres de rapporterede hændelser og om de opfylder inklusionskriterierne, dvs. det er forebyggelige fejl, der faktuelt har gjort skade på patienten og som har læringspotentiale. 4. På den baggrund besluttes, hvilke advarsler der skal formidles på de relevante lægemiddelbeskrivelser og lægemiddelgrupper på medicin.dk. Se eksempel på formidling af patientsikkerhedsinformation på medicin.dk i feltet Typiske alvorlige fejl på Tresiba® . Historik Systematisk rapportering af utilsigtede hændelser begyndte i 2004. I 2007-2010 udarbejdede Sundhedsstyrelsen temarapporter om risikomedicin i Danmark og en liste over de daværende risikosituationslægemidler. Rapporterne havde fokus på de præparater, som i Danmark havde været involveret i faktuelle og alvorlige hændelser, som medførte død, alvorligt funktionstab, akut indlæggelse eller forlænget indlæggelsestid. Siden 2008 har medicin.dk udarbejdet information om risikosituationslægemidler på baggrund af Sundhedsstyrelsens rapporter. I 2011 overtog det daværende Patientombuddet (nu Styrelsen for Patientsikkerhed) administrationen af Rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser gennem Dansk patientsikkerhedsdatabase (DPSD) og vedligeholdelsen af listen over risikosituationslægemidler. I 2015 blev Styrelsen for Patientsikkerhed oprettet som fusion af Patientombuddet og tilsynsområdet fra den tidligere Sundhedsstyrelse. Siden 2012 har medicin.dk og Patientombuddet/Styrelsen for Patientsikkerhed, som nævnt først i artiklen, samarbejdet om at ved...)
Søgeresultater, Forfattere og referenter:
Vedel Kessing, Lars
Søgeresultater, Lægemiddelgrupper:
Antiandrogener (endokrin terapi) (Valg af type af antihormonel behandling ved prostatacancer afhænger af tumorstadie, PSA-værdien, tidligere behandling og effekt af tidligere behandling.)
Antiøstrogener (endokrin terapi) (Valg af type af endokrin behandling hos brystkræft patienter afhænger af tumorstadie, menopausestatus, tumorbyrde, tidligere behandling og effekt af tidligere behandling.)
Ganciclovir og valganciclovir (virusinfektioner) (Valganciclovir Accord)
Colchicin (...Ved akut artritis urica-anfald anbefales colchicinbehandling påbegyndt snarest muligt efter anfaldsstart med 0,5-1 mg oralt. Dosis er 0,5 mg 2-3 gange dgl., indtil anfaldet er ovre. Ved kronisk symptomatisk artritis urica og som profylakse mod flares kan gives colchicin 0,5 mg 1-2 gange dgl. Dosis reduceres ved nedsat nyrefunktion og er relativt kontraindiceret ved GFR < 30 ml/min og kontraindiceret ved...)
Midler til præhospital behandling (...Ved akut koronart syndrom anbefales telemedicinsk ekg-diagnostik med henblik på optimal præhospital behandling, samt reduktion af transporttid. Hos alle patienter anbefales tidlig trombocythæmning med acetylsalicylsyre 300 mg (tygges). Ved STEMI, administreres, efter konference med PCI center, 7.500-10.000 IE af Ufraktioneret Heparin (UFH) i.v.. Behandlingen gives præhospitalt eller straks ved indlæggelsen. Acetylsalicylsyre gives, uagtet om patienten forud for den akutte episode er i behandling hermed. Særlig forsigtighed bør udvises ved...)
Metabolisk acidose (ændringer i syre-basebalancen) (...Ved akut korrektion af svær metabolisk acidose er målet at øge pHa > 7,25. Teoretisk kan ba...)
Bivirkninger (antibiotika til systemisk brug) (...Ved antibiotisk behandling forekommer toksiske, allergiske og biologiske bivirkninger. De toksiske og de allergiske bivirkninger vil blive omtalt under de enkelte præparater, bortset fra drug fever, som er fælles for alle præparater og af speciel betydning ved behandling med antibiotika. Drug fever Er allergisk betinget og skyldes en type III-reaktion (immunkompleks-reaktion). Alle antibiotika kan give drug fever, men den ses hyppigst i tilslutning til behandling med penicilliner, cefalosporiner, sulfonamider og aminoglykosider. Drug fever viser sig oftest 5-10 dage henne i behandlingen. Feber kan være det eneste symptom, men ofte forekommer der ledsmerter og efterhånden nyre- og leverpåvirkning samt interstitiel pneumonitis. Af og til ses tillige hududslæt, som oftest er makulopapuløst, men kan være urtikarielt. Symptomerne tydes ofte som infektionssymptomer og medfører dosisøgning, skift af antibiotika samt overflødige og belastende undersøgelser. Hvis diagnosen ikke bliver stillet, vil feberen recidivere omgående ved fornyet anvendelse af udløsende eller hermed beslægtede præparater. Drug fever bør mistænkes, hvis der under en i øvrigt vellykket behandling optræder sekundær temperaturstigning med upåvirket almentilstand uden ledsagende leukocytose og ofte med relativ bradykardi. Eosinofili forekommer ofte, men er ikke noget konstant fund. Drug fever optræder med en hyppighed på 1-3 % af de behandlinger, som varer mere end én uge. Ved persisterende eller tilbagevendende feber trods en ellers tilsyneladende velindiceret behandling bør det overvejes at seponere alle antibiotika eller skifte til et andet præparat og benytte lejligheden til at bloddyrke patienten og lede efter hidtil upåagtede infektionsfoci. Hvis patienten får flere antibiotika, bør stofferne, hvis tilstanden tillader det, seponeres et ad gangen for at fastslå, hvilket af stofferne der har udløst tilstanden. Ved drug fever vil patienten blive afebril 1-3 døgn efter seponeringen. De biologiske bivirkninger, som omhandler resistens, omtales i Følsomhedsbestemmelse og resistens (antibiotika til systemisk brug) . Påvirkning af tarmfloraen er størst ved anvendelsen af bredspektrede stoffer som tetracycliner, makrolider, clindamycin og quinoloner. Brugen af sådanne antibiotika selekterer bl.a. for Clostridioides difficile, der formentlig forekommer som en del af den normale flora, blot i meget ringe mængde. I de senere år har der i Danmark været øget forekomst af hospitalserhvervede C. difficile infektioner, se Oversigt over mikroorganismer . C. difficile producerer potente enterotoksiner, og det giver afhængigt af den producerede toksinmængde anledning til sygdomsbilleder, der varierer fra let enteritis med diarré til fulminant forløbende pseudomembranøs enterocolitis. C. difficile- infektioner behandles ved seponering af antibiotika og oral indgift af metronidazol eller vancomycin . Tilstanden kan være akut livstruende og kræve kirurgi og højere dosering/kombinationsbehandling. Rekurrente tilfælde med tilbagefald af diarré er hyppige, og succesfuld blivende helbredelse er vanskelig ved...)
ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister (hypertension) (...Ved anvendelse af ACE-hæmmere ses tør, irritativ hoste hos 5-20 % af patienterne. Denne bivirkning forsvinder ved seponering. Den bedres ikke ved skift til anden ACE-hæmmer, men der er ikke beskrevet hoste ved...)
Allopurinol (Antidoter ved cytostatikabehandling) (...Ved anvendelse af antineoplastiske midler til patienter med maligne hæmatologiske sygdomme ...)
Rasburikase (...Ved anvendelse af antineoplastiske midler til patienter med maligne hæmatologiske sygdomme ...)
Ivabradin (hjerteinsufficiens) (...Ved anvendelse af præparatet kan der opnås reduktion i hjertefrekvensen i såvel hvile som u...)
Tetracycliner (...Ved anvendelse som forebyggelse af malaria gives doxycyclin ofte i længere tid, og vaginal ...)
Antimikrobielle øjenmidler til prækirurgisk brug (...Ved at binde jod til polyvinylpyrrolidone nedsættes jods toksiske virkning på humane celler. Povidon-iod har en klokkeformet effektvitetskurve med største effekt ved...)
Lokalbehandling af øjeninfektion (...Ved bakterielle infektioner i conjunctiva , hornhinden og øjenlåg kan anvendes lokal antibiotikabehandling. Gonoroisk øjeninfektion og chlamydia-øjeninfektion hos nyfødte behandles dog altid systemisk. Herpes keratitis behandles med aciclovir. Se desuden Antibakterielle midler til systemisk brug . Ved...)
Carbamazepin (Ved behandling af epilepsi bør et depotpræparat foretrækkes for at opnå bedst mulig anfaldskontrol og færrest mulige bivirkninger.)
Midler mod hyperseksualitet (...Ved behandling af hyperseksualitet tilstræbes fjernelse eller nedsættelse af testosteron og /eller blokering af virkningen af testosteron. Til dette anvendes: Gonadotropine-Releasing Hormone (GnRH)-agonist Gonadotropine-Releasing Hormone (GnRH)-antagonist Antiandrogenet cyproteronacetat. GnRH-agonist behandling medfører - efter en kortvarig stigning - et fald i serumtestosteron til kastrationsniveau. Alle GnRH-agonister er registreret til behandling af prostatacancer, og omtalt i det dertil hørende afsnit (se GnRH-agonister ), og er ligeværdige med hensyn til denne effekt. GnRH-agonisterne administreres sædvanligt som 3-mdr.´s depot, i hvilket tidsrum der er sikker opnåelse af den tilstræbte effekt. Der findes præparater med henholdsvis 6 og 12 måneders effekt. Tilbagevenden til normalt testosteron, og dermed habituel seksualitet, er ofte omkring 6 måneder eller længere afhængigt af personens alder og varighed af den forudgående behandling. GnRH-antagonister medfører et fald i testosteron, der indsætter lige så hurtigt som ved...)
Hydroxychloroquin (Ved behandling af infektion med følsomme parasitter indtræder klinisk virkning sædvanligvis i løbet af 2 døgn og parasitologisk helbredelse på mindre end 5 døgn.)
Lithiumsalte (...Ved behandling af moderat mani og ved profylaktisk behandling startes med lav dosis, fx 1-2 tabletter dgl. Efter 1 uge bestemmes plasma-lithium, og dosis justeres til en plasmakoncentration på 0,6-0,8 mmol/l. Der er ligefrem proportionalitet mellem dosis og plasmakoncentration. Ved recidiver forøges dosis. Ved væsentlige bivirkninger nedsættes den. Tidlig iværksættelse af behandling med lithium ser ud til at bedre den profylaktiske effekt. Ved behandling af akut mani kan lithium gives i højere dosis (hyppig kontrol af plasma-lithium). Lithium gives om morgenen og ved sengetid eller som éngangsdosis ved sengetid. Éngangsdosering foretrækkes af hensyn til bedre adhærens til behandlingen. Ved gastro-intestinale gener kan dosering til spisetid evt. forsøges. Depottabletter giver mindre svingninger af plasma-lithium, men det er ikke afklaret, om dette har klinisk betydning. Det vigtigste er at holde patienten på det laveste effektive dosisniveau. Hyppigt anvendte vedligeholdelsesdoser er 24-36 mmol lithium dgl. hos patienter under 60 år og 12-24 mmol lithium dgl. hos ældre. Ved behandlingsophør bør lithiumdosis aftrappes over 3 måneder, idet pludselig seponering kan fremprovokere recidiv. Før start af lithium Risiko for sværere bivirkninger diskuteres med patienten: Nedsat evne til urinkoncentration, men risikoen for udvikling af kronisk nyresygdom er lav og ifølge danske undersøgelser ikke højere end ved brug af andre stemningsstabiliserende lægemidler Hypothyroidisme hos 15-25 % (2-3 % i den generelle befolkning) Primær hyperparathyroidism: 10 % (0,1 % i den generelle befolkning) Vægtøgning: Nyere data tyder ikke, eller kun i megen beskeden grad, på vægtøgning i forbindelse med behandling med lithium (6087) Fertile kvinder: risiko for medfødte fosterskader ved behandling under graviditet. Balancen mellem effekt og bivirkninger diskuteres. Undersøgelser før start Plasma-kreatinin Plasma-calcium Thyroidea Stimulerende Hormon (TSH) EKG. EKG Kontakt til kardiolog overvejes ved: Kendt hjertesygdom, familie-anamnese med arytmi-sygdom, anden QT forlængende medicin, hypokaliæmi (p-K 480 ms eller anden abnormitet. Beregn QT c -intervallet her: EKG gentages ved steady state efter nogle uger/måneder. Plasma-monitorering under behandling Plasma-kreatinin, inklusiv glomerulær filtrationsrate (GFR), og plasma-lithium kontrolleres efter en uges behandling og efter dosisøgning, derefter individuelt afpasset, fx hver 3.-6. måned. Der anbefales ekstra kontrol ved recidiv og i risikosituationer samt hyppigere kontrol under graviditet og omkring fødsel. Blodprøver til kontrol af plasma-lithium bør ikke tages før 4 dage efter start af behandling eller efter dosisændring, dog tidligere ved mistanke om forgiftning. Blodprøverne tages bedst om morgenen 11-13 timer efter seneste lithiumdosis. TSH og plasma-calcium kontrolleres minimum en gang årligt og hyppigere hvis patienten har abnorme fund eller familiær disposition til endokrinologisk lidelse. Terapeutisk plasmakoncentrationsområde Hos mange patienter opnås ønsket virkning med få eller ingen bivirkninger ved plasma-lithium på 0,6-0,8 mmol/l, hos nogle kræves dog 0,9-1,0 mmol/l for maksimal virkning. Ved akut manibehandling kan det være nødvendigt at øge plasma-lithium til 1,0-1,2 mmol/l i en periode. Koncentrationer over 1,2 mmol/l bør undgås. Ældre behandles med lithium som øvrige voksne, idet hyppigere kontrol af serum-lithium og tilhørende blodprøver generelt anbefales. Ved...)
Atovaquon/proguanil (Ved behandling af P. vivax- og P. ovale-infektion skal patienten efterbehandles med primaquin , da atovaquon/proguanil ikke vil eliminere hypnozoitter af vivax og ovale malaria.)
Midler mod galdesten og hepatobiliære sygdomme (...Ved behandling af patienter med primær biliær cholangitis vurderes effekten af behandlingen...)
Laksantia med lokal virkning i rectum (...Ved behandling af rectumobstipation som led i kronisk primær obstipation instrueres patient...)
Glukokortikoider til inhalation (...Ved behandling i lavdosis eller middeldosisområdet er der ingen betydende forskelle mellem de enkelte steroider, og behandlingsvalg bør primært styres ud fra valg af inhalationsdevice. Ved...)
Mesna (...Ved behandling med ifosfamid og cyclophosphamid kan indgift af mesna forebygge blæretoksicitet ved at inaktivere acrolein, ligesom 4-hydroxymetabolitterne stabiliseres, hvorved...)
Kolinesterasehæmmere og memantin (...Ved behandlingsopstart vælges præparat på baggrund af demenssværhedsgrad, ønsket administrationsform og pris. Der er ikke belæg for effektmæssige forskelle mellem præparaterne, men der er forskel på bivirkninger og administrationsmåder. Vurderet på effekt, pris og administration er donepezil førstevalg. Kombinationsbehandling Ved Alzheimers sygdom fra moderat grad kan kombinationsbehandling med en kolinesterasehæmmer og memantin overvejes, herunder til behandling af adfærdsforstyrrelser (2855) . Ved kombinationsbehandling forekommer konfusion umiddelbart efter opstart af kombinationsbehandlingen signifikant hyppigere (omkring 5 %) og bør, hvis der ikke er andre årsager - lede til seponering af memantin. Hvis der optræder konfusion efter en periode med stabil kombinationsbehandling, bør dette håndteres som delir og lede til systematisk årsagsanalyse (5455) med udredning af somatisk årsag og/eller medicinbivirkninger pga. andre præparater og hvis dette ikke findes, vurdering af eventuelle uopfyldte fysiske eller eksistentielle behov. Generelt anbefales særlig opmærksomhed på risikoen for bivirkninger ved...)
β2-stimulerende midler (vehæmmende) (...Ved behov for akut tokolyse fx ved navlesnorsfremfald, takysytoli/hyperstimulation eller vanskelig forløsning ved sectio (1737) . Før ekstern vending af foster i underkropspræsentation/tværleje. Kan ikke anbefales ved...)
Parasympatolytika (antikolinergika) (...Ved behov for fast bronkodilaterende behandling ved KOL er de langtidsvirkende antikolinergika (LAMA, se tabel 5 i Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) ) førstevalgspræparater enten alene eller i kombination sammen med LABA. Det korttidsvirkende ipratropium anvendes primært i kombination med inhaleret korttidsvirkende β 2 -agonist som p.n.-behandling ved mild og moderat KOL til patienter, der ikke ønsker fast behandling med LAMA. Ipratropium og LAMA bør ikke anvendes samtidigt. Ved...)
Interferoner (immunstimulerende midler) (...Ved binding til de specifikke receptorer udløses de intracellulære signalveje, hvor i bl.a. indgår aktivering af januskinase, som fører til aktivering af transskriptionsproteinerne STAT (JAK-STAT signalvej). Virkningerne er mange. Overordnet: hæmning af cellevækst og differentiering stimulering af monocytter og makrofager forstærkning af lymfocytters toksicitet mod målceller hæmning af virusreplikationen og af produktionen af inducérbare proteiner. Virkningerne udnyttes i behandling af virusinfektioner, maligne og autoimmune sygdomme. Interferonernes påvirkning af celler fra mange forskellige organer er baggrunden for de betydelige bivirkninger, der ses ved...)
Lokalbehandling af blefarospasme (...Ved blefarospasme forstås en kraftig, ofte langvarig, ufrivillig kontraktion af musculus or...)
Progesteron og gestagener (...Ved blødningsforstyrrelser som følge af anovulation vil man oftest primært vælge at behandle oralt med 10 mg medroxyprogesteronacetat i 10 dage. Behandlingen kan eventuelt gentages cyklisk hver måned i 2-3 måneder. Når det hypertrofiske endometrium er afstødt, kan nye blødningsforstyrrelser forebygges med lokal gestagenbehandling i form af en gestagenspiral . Som supplement til østrogenbehandling kan både oral, transdermal og intrauterin gestagenbehandling anvendes i enten sekventielt eller kontinuerligt regime. Valg af præparat og regime afhænger af bivirkningsprofil, pris og kvindens præferencer. Genuint progesteron kan anvendes med henblik på minimering af eventuelle gestagene bivirkninger. Ved...)
Immunstimulerende midler (...Ved brug af interferoner og cytokiner induceres en række ændringer i funktion og i samspil ...)
Glukokortikoider (...Ved brug af syntetiske glukokortikoider til immundæmpende behandling er sværhedsgraden af bivirkningerne afhængig af dosis og behandlingslængde. De vigtigste bivirkninger ved systemisk anvendelse af glukokortikoider til immunsuppressiv terapi falder i 8 grupper: 1) Hæmning af hypothalamus-hypofyse-binyrebarkfunktionen Glukokortikoider vil hæmme hypothalamus-, hypofyse-binyrebarkfunktionen, således at binyrebarkens egenproduktion af glukokortikoider nedsættes, evt. ophæves. Glukokortikoidernes hæmmende virkning på binyrebarkfunktionen nødvendiggør nøje observation af patienten i stress-situationer, og evt. gives substitutionsterapi som anført ovenfor. Hæmningen af binyrebarkfunktionen er relateret til behandlingens varighed og dosisstørrelsen, men der er stor inter-individuel variation og i sjældne tilfælde kan der udvikles binyrebarkinsufficiens efter lokal behandling med inhalationssteroider eller steroidholdig creme. En nedsat funktion kan ses allerede efter 1-2 ugers behandling. Ca. 50 % af patienter i syntetisk glukokortikoidbehandling udviser en normal stigning i plasma-kortisol i tilslutning til stress i form af større kirurgiske indgreb. Kun omkring 5 % reagerer ikke, mens de resterende ca. 45 % udviser et subnormalt respons. 2) Iatrogen hyperkorticisme De vigtigste symptomer og kliniske fund ved iatrogen hyperkorticisme omfatter osteoporose, aseptisk knoglenekrose, cushingoid fedtfordeling, atrofi af huden, striae cutis, purpura, trombosetendens, psykiske symptomer i form af søvnløshed, rastløshed, undertiden eufori og hos disponerede patienter regulære psykoser, sløring og aktivering af mikrobielle infektioner (især tuberkulose), dysreguleret diabetes, forhøjet blodtryk, hypokaliæmi, forhøjet leucocyttal (neutrofilocyt), forhøjet hæmoglobin, væksthæmning hos børn, myopati, posterior subkapsulær katarakt, glaukom. Den iatrogene hyperkorticisme er den hyppigste bivirkning ved anvendelse af glukokortikoider til immunsuppressiv behandling, men kan også forekomme ved brug af suprafysiologiske doser af hydrocortison ved substitutionsbehandling. Central serøs chorioretinopati er forekommet idiosynkratisk ved behandling med glukokortikoider (herunder lokalbehandling). 3) Pseudotumor cerebri Er et symptombillede, der ses hos børn, og som viser sig ved hovedpine, opkastning, diplopi og stasepapil. Dette symptombillede ses ved variationer i dosis, evt. i forbindelse med aftrapning af glukokortikoidbehandling. 4) Steroid pseudoreumatisme Består af diffuse muskel- og ledsmerter, som ikke påvirkes af non-steroide antireumatika, endvidere psykisk instabilitet, træthed og mathed. Symptomerne ses også hos patienter, som ikke har reumatisk sygdom. Symptomkomplekset optræder dels ved en permanent og ret høj dosering af glukokortikoider, dels i forbindelse med aftrapning af glukokortikoidbehandling. Symptomerne nødvendiggør formentlig en meget langsom aftrapning af behandlingen. 5) Hæmning af proteinsyntesen og tab af knoglemasse Proteinsyntesen hæmmes i det ekstrahepatiske væv, og proteinkatabolismen øges, hvorfor langvarig systemisk glukokortikoidbehandling i farmakologiske doser medfører dårlig og forsinket sårheling, hudatrofi, striae, teleangiektasier, karskørhed med ekkymoser, myopati og muskelatrofi. Effekten på knogler er udtalt. Glukokortikoider øger knogletabet via en hæmning af østrogen, testosteron, binyreandrogener og væksthormon. Knogletabet øges tillige via en direkte hæmning af knogleformation (osteoblaster). Knogleresorptionen (osteoklaster) øges direkte og indirekte, calciumabsorptionen reduceres og calciumekskretionen øges, hvilket medfører fald i P-calcium og en stigning i P-parathyroideahormon. Patienter, der sættes i glukokortikoidbehandling, skal sikres adækvat tilskud af calcium (400-500 mg) + D-vitamin (10-20 mikrogram) 2 gange dagligt. 6) Hæmning af væksthormon (GH) (hos børn hæmmet højdevækst), luteiniserende hormon (LH)/follikelstimulerende hormon (FSH) og thyroidea stimulerende hormon (TSH) Glukokortikoider hæmmer højdevæksten hos børn, voksne får også lavere væksthormonniveau. LH hæmmes af farmakologiske doser af glukokortikoider, hvilket kan føre til hypogonadisme hos kvinder og mænd. Også TSH og dermed stofskiftehormon kan hæmmes af farmakologiske doser af glukokortikoider. Længerevarende behandling med glukokortikoid i farmakologiske doser kan medføre osteoporose ved...)
Erytropoietiske vækstfaktorer (...Ved CKD er der konsensus om indikation for erytropoietin, ved hæmoglobin 8,1 mmol/l frarådes, idet det er associeret med risiko for CV-morbiditet og mortalitet, samt trombose i AV-fistler til hæmodialyse. Hurtig stigning i erytrocytvolumen antages at øge risikoen for bivirkninger i form af arteriel hypertension og trombose. Anæmien anbefales derfor korrigeret i løbet af en periode på 8-12 uger. Dosis justeres oftest med månedlige intervaller. Når den ønskede hæmoglobinkoncentration er nået, overgås til vedligeholdelsesdosis, der som regel er noget lavere. Erytropoietin gives oftest 1-3 gange pr. uge. De modificerede epoietiner med lang plasmahalveringstid gives oftest 1-4 gange pr. måned. Der er stor individuel variation i dosisbehov. Hos patienter med behov for kronisk epoietinbehandling anbefales det at justere dosis på basis af regelmæssig kontrol af hæmoglobinniveauet (fx månedligt) fremfor at pausere behandlingen. På grund af erytropoietins virkningsmekanisme kan man ikke forvente at se fuld effekt af behandlingen før efter 3-4 uger. Dette gør sig også gældende ved...)
Systemisk behandling af øjeninfektion (...Ved dacryocystitis og flegmone i øjenomgivelserne vælges oral eller intravenøs administration. Ved flegmone i orbita dog altid intravenøs administration, da denne tilstand potentielt kan udvikle sig til meningitis. Oralt Voksne: Dicloxacillin 1 g p.o. x 4 i 7 dage. Børn: Dicloxacillin 50 mg/kg/døgn p.o. fordelt på 3-4 doser i 7 dage. Intravenøst Voksne: Cefuroxim 1.500 mg x 3. Kombineret med metronidazol 500 mg x 3. Børn: Cefuroxim (50 mg/kg/dosis) x 3. Kombineret med metronidazol (8 mg/kg) x 3. Ved panoftalmi foretages diagnostisk vitrektomi og herefter intravitreal injektion af vancomycin 1 mg i 0,1 ml sterilt vand samt ceftazidim 2,25 mg i 0,1 ml sterilt vand suppleret med subkonjunktivalt depot med vancomycin (25 mg), ceftazidim (=Fortum) (100 mg) og dexametason (4 mg). Ved alvorlige herpes infektioner i hornhinden gives systemisk behandling; ved herpes simplex gives valaciclovir 1 g 3 gange dgl. i 7 dage eller aciclovir 400 mg 5 gange dgl. i 7 dage. ved herpes zoster gives valaciclovir 1 g 3 gange dgl. i 7 dage. Ved neonatal gonoroisk øjenbetændelse anvendes ceftriaxon (30 mg/kg i.m. x 1, dog højst 125 mg) i.v. eller i.m. Ved...)
Cannabis (...Ved den akutte forgiftning er paranoide forestillinger en hyppigt optrædende tilstand. Personen føler sig forfulgt og/eller påvirket af andre på en ubehagelig måde, men der kan også være tale om gennemgribende psykotiske symptomer. En mere sjælden tilstand ved...)
β-receptorblokerende midler og kombinationer (midler mod glaukom) (...Ved depotpræparater er målt lavere systemisk absorption. For at mindske risikoen for systemiske bivirkninger kan depotpræparater derfor forsøges. Depotpræparaterne skal kun inddryppes 1 gang dagligt og kan derfor også forsøges ved compliance-problemer. Initialt vælges svage opløsninger (2,5 mg/ml). Ved...)
Cocain (...Ved diagnostik af Horners syndrom gives 1 dråbe cocainøjendråber 40 mg/ml i begge øjne hver...)
Antibakterielle midler til inhalation (...Ved effekt af antibiotika vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbet af de førs...)
Carbapenemer (β-laktamantibiotika) (...Ved effekt af antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbet...)
Cefalosporin kombineret med β-laktamasehæmmer (β-laktamantibiotika) (...Ved effekt af antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbet...)
Makrolider (...Ved effekt af antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbet...)
Penicilliner (β-laktamantibiotika) (...Ved effekt af antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbet...)
Adrenergika (sygdomme i næse og bihuler) (...Ved for hyppig og langvarig anvendelse ses slimhindeirritation med rhinosinuitis, ødem og hypersekretion. Også ved ophør efter nogle dag...)
Antimykotika til lokal brug (svampeinfektioner i huden) (Ved forsatte kliniske symptomer eller hurtigt recidiv efter behandling med normal dosis og varighed, bør man foretage fornyet svampediagnostik evt. resistensbestemmelse.)
Prolaktinhæmmende midler (...Ved galaktoré bør, inden behandlingen påbegyndes, altid foretages serum-prolaktin måling, og man må undersøge, om galaktoréen skyldes et hypofyseadenom. Behandling af hyperprolaktinæmi ved hypofyseadenomer er en medicinsk endokrinologisk specialopgave, som sigter mod at normalisere plasma-prolaktinkoncentrationen og opnå skrumpning af tumoren. Behandlingen er ofte årelang evt. livslang for at undgå recidiv af tumoren. Vurderingen af, om adenomet er prolaktinsecernerende eller ej, varigheden af den hypogonade tilstand og evt. infertilitet må ligge til grund for, om patienten blot skal kontrolleres, behandles med en dopaminagonist eller behandles neurokirurgisk (sjældent). Cyklisk mastalgi hos menstruerende kvinder ledsages af normalt eller marginalt forhøjet serumprolaktin. Behandling er sjældent indiceret. Tilstanden kan i lutealfasen behandles med bromocriptin eller cabergolin. Herved...)
Buspiron (...Ved generaliseret angst er sygesikringstilskud til buspiron klausuleret til: tilfælde hvor ...)
Mycophenolat (Ved graviditetsønske hos kvindelige organtransplanterede patienter vil man af hensyn til teratogeniciteten skifte fra mycophenolat til azathioprin.)
Angiotensin II-receptorblokkere (...Ved hjerteinsufficiens , hvor blodtrykket initialt ofte kan være lavt, bør man begynde med en lille dosis ARB og i flere trin (med få ugers interval) titrere op til fuld anbefalet dosis. Ved...)
Daptomycin (...Ved hud- og bløddelsinfektioner, der er forårsaget af stafylokokker og streptokokker, har daptomycin vist effekt, der er sammenlignelig med vancomycin og penicilliner, som er virksomme over for stafylokokker. Daptomycin har også vist effekt, der er sammenlignelig med vancomycin til behandling af S. aureus -bakteriæmi, både meticillinfølsomme og meticillinresistente stammer, inkl. ved højresidig endocarditis. Der foreligger kun kasuistiske meddelelser om effekten af daptomycin ved venstresidig endocarditis, herunder proteseendocarditis. Indtil videre kan daptomycin kun anbefales til: behandling af alvorlige hud- og bløddelsinfektioner S. aureus -bakteriæmi, hvor penicilliner ikke kan anvendes. Daptomycin bindes til surfactant og bør ikke anvendes ved...)
Intrauterine kontraceptiva (kobberholdige) (...Ved hypermenoré og dysmenoré kan IUD'en øge blødningsintensiteten og gøre menstruationerne ...)
Plasmasubstitutter (...Ved hypovolæmi skal det cirkulerende blodvolumen genoprettes for at sikre oxygentransport t...)
Hæmofiltreringsvæsker (...Ved hæmodialyse og hæmofiltration bringes patientens blod via et ekstrakorporalt kredsløb i kontakt med dialysevæsken. Blod og dialysevæske er kun adskilt af en semipermeabel membran. Stofudveksling mellem blod og dialysevæske foregår ved enten diffusion (hæmodialyse) eller filtration (hæmofiltration) gennem membranen. De to teknikker kombineres ofte. Generelt anvendes væskerne til kontinuert dialysebehandling, benævnt: Continuous Renal Replacement Therapy i forskellige modaliteter: (CRRT), Continuous veno-venous Hemodialysis (CHD eller CVVHD), Continuous veno-venous hemofiltration (CHF eller CVVHF) Continuous veno-venous hemo-diafiltration (CHDF eller CVVHDF). Væskerne i dette afsnit er færdigfremstillede lægemidler til hæmodialyse/hæmofiltration af patienter med akut nyresvigt i intensivt regi, som udføres på særlige dialyseapparater til dette formål. Alment Væskerne indeholder an- og kationer i forskellige koncentrationer. Det gælder natrium-, kalium- calcium-, magnesium-, hydrogen-, chlorid- og hydrogencarbonationer, lactat, citrat samt fosfat og glucose. Dosis Forudsat blodflowhastighed på 100-200 ml/min. via dialysefilteret er anbefalet opnået dosis hos patienter uden egen nyrefunktion, uanset hvilke af ovennævnte behandlingsmodaliteter, der er anvendt: Effluent volumen opnået pr. tid fra dialysemaskinen 20-25 ml/time/kg væske medregnet fjernet væske fra patienten (ultrafiltration). Pga. pauser i behandlingen anbefales ordineret dosis lidt højere hos nogle. Hos patienter med et bidrag fra egne nyrer må forholdet vurderes individuelt. Små børn < 10 kg kræver særlig indsigt og er ikke omfattet af denne generelle omtale. Den tekniske udførelse rummer mange muligheder for variationer og kan indebære forskellig praksis med samme formål og resultat. På baggrund af generelle forskelle i sammensætning og anvendelse, er væskerne inddelt i 4 kategorier; væsker til generel anvendelse, kategori a., og mere specifikke formål, kategori b, c og d. Alle væsker indeholder natriumkoncentration 140 mmol/l. Se skema om væskernes sammensætning, i skemaet er udvalgte forskelle fremhævet med fed. Skema med hæmofiltreringsvæskers indhold af elektrolytter mm. Substans i mmol/l Na K Cl Bicar- bonat Ca Mg Fosfat Lactat Citrat Glu- cose pH Osmolaritet mosmol/l Præparat Biphozyl C) 140 4 122 22 0 0,75 1 0 0 0 7-8 290 Cifoban D) 480 0 0 0 0 0 0 0 136 0 7,1-7,5 544 Duosol Kaliumfri A) 140 0 109 38 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7-8 292 Duosol Kalium 2 mmol/l A) 140 2 109 38 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7-8 296 Duosol Kalium 4 mmol/l A) 140 4 109 38 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7-8 300 Hemosol B0 A) 140 0 109,5 32 1,75 0,5 0 3 0 0 7-7,5 287 Multibic Kaliumfri A) 140 0 109 35 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7,4 292 Multibic 2 mmol/l kalium A) 140 2 111 35 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7,4 296 Multibic 4 mmol/l kalium A) 140 4 113 35 1,5 0,5 0 0 0 5,6 7,5 300 Phoxilium B) 140 4 115,9 30 1,25 0,6 1,2 0 0 0 7-8,5 293 Prismasol 2 mmol/l Kalium A) 140 2 111,5 32 1,75 0,5 0 3 0 6,1 7-8,5 297 Prismasol 4 mmol/l Kalium A) 140 4 113,5 32 1,75 0,5 0 3 0 6,1 7-8,5 301 Regiocit D) 140 0 86 0 0 0 0 0 18 0 7,4 244 Kategori A) Udgør væsker til generel anvendelse - enten alene- eller i kombination med væsker fra andre kategorier. Alle væsker har bicarbonatbuffer og er uden fosfat. Vigtigste forskelle er indholdet af kalium, calcium og glucose. Således varierer koncentrationen af kalium (0-4 mmol/l) og calcium (1,25-1,75 mmol/l) samt glucose (5,0-6,1 mmol/l) i væskerne. Væskerne kan vælges til formål rettet mod korrektion af P-kalium og P-calcium. Kategori B) Kun Phoxilium® . Indeholder elektrolytter og fosfat i fysiologisk koncentration, er uden glucose. Kan anvendes som vedligeholdelsesvæske i længerevarende dialysekrævende forløb, specielt for at undgå hypofosfatæmi. Kategori C) Kun Biphozyl® . Er en calcium-fri væske med fysiologisk koncentration af fosfat og elektrolytter, men relativ lav bicarbonatkoncentration. Kræver behovstyret supplement af calcium og bicarbonat fra en anden væske i kombination under - eller efter dialysefilteret. Kan anvendes ved citrat-stabiliseret ekstrakorporalt kredsløb og tilstande med hypercalcæmi. Kategori D) Regiocit® og Cifoban® . Er ikke-fysiologiske væsker og kan aldrig anvendes alene. Anvendes kun som citratkilde ved...)
Systemiske glukokortikoider (astma og KOL) (...Ved i.v. behandling, som kun er indiceret i det første døgn af en meget svær eksacerbation af KOL eller astma, bør methylprednisolon foretrækkes frem for hydrocortison . Ved...)
Antigonadotropiner (...Ved in vitro-fertilisering ønskes gonadotropinhæmning for at synkronisere follikelvæksten og undgå ovulation, før æggene kan udtages. Antigonadotrop effekt kan opnås ved GnRH-agonister, der initialt stimulerer gonadotropin-sekretionen, og først inducerer en hæmning ca. en uge efter behandlingsstart. Samme effekt kan opnås med GnRH-antagonister, som har en umiddelbart hæmmende virkning på såvel LH som FSH. Endometriose og prostatacancer er påvirkelige af koncentrationen af henholdsvis østrogen og testosteron i blodet. Det er derfor muligt at behandle disse tilstande med en gonadotropin releasing hormon analog (GnRH-analog), som via hæmning af gonadotropinsekretionen sænker kønshormonniveauet i blodet. Andre tilstande, som pubertas præcox, er betinget af en for tidlig gonadotropinsekretion, hvorfor direkte hæmning af hypofysens gonadotropinudskillelse kan normalisere kønshormondannelsen. Hæmning af dannelsen og frigørelse af gonadotropiner kan ske ved hjælp af 2 forskellige typer af GnRH-analoger GnRH-agonister. Anvendes ved in vitro-fertilisering (IVF) samt ved brystkræft og prostatacancer, se GnRH-agonister . GnRH-antagonister. Anvendes ved...)
Pancreashormoner (Ved indgift af 1 mg glukagon observeres ofte bivirkninger i form af kvalme, og evt. opkastninger.)
Vitamin K-antagonister (...Ved indledning af behandlingen ønsker man hurtigst muligt dels at få INR (International Normaliseret Ratio) i terapeutisk niveau (se tablet 1), dels at få et godt skøn over vedligeholdelsesdosis. Sidstnævnte opnås hurtigst ved at indlede behandlingen med forventet vedligeholdelsesdosis. Hvis vedligeholdelsesdosis til en patient er kendt fra tidligere behandling, kan behandlingen indledes med det dobbelte af denne dosis de første 1-2 døgn. Vedligeholdelsesdosis for voksne af warfarin er gennemsnitligt 5 mg dgl., men kan variere fra 1 mg til 20 mg dgl., og for phenprocoumon 3 mg dgl. med variation fra 0,5 mg til 10 mg dgl. Behandlingen monitoreres med måling af INR. Ændringer i INR afspejler i starten af behandlingen kun det hurtige fald i faktor VII og giver således et falsk indtryk af den antitrombotiske effekt af behandlingen. Hvis behandling med VKA indledes med samtidig heparinbehandling, bør heparin gives i mindst 5 døgn, og indtil VKA-behandlingen har været i terapeutisk niveau i mindst 2 døgn, da patienten ellers er dårligt beskyttet mod tromboemboliske komplikationer. Ved de fleste indikationer for VKA-behandling stiles efter et INR-niveau på 2,0-3,0. Mere detaljerede rekommandationer fremgår af Tabel 1. Tabel 1: Behandling med vitamin K-antagonister (VKA). Indikationer, rekommanderede INR-intervaller og varighed. Venøs tromboembolisk sygdom (VTE) INR: 2,0-3,0 Varighed Kirurgi-/traumeprovokeret VTE med lav recidivrisiko* 3 mdr. Idiopatisk, isoleret dyb crusvenetrombose med lav recidivrisiko* 3 mdr. Anden idiopatisk VTE med lav recidivrisiko* 3-6 mdr. VTE med øget recidivrisiko pga. langvarige (> 3 mdr.) temporære risikofaktorer* Indtil de temporære risikofaktorer er elimineret. VTE med moderat øget recidivrisiko 6 mdr. Længerevarende evt. livslang behandling bør overvejes ved mere end 1 risikofaktor for recidiv. VTE med høj recidivrisiko* Livslangt. * Recidivrisiko: L av recidivrisiko: Fravær af efterfølgende nævnte risikofaktorer. Langvarige temporære risikofaktorer: Graviditet og puerperium, temporær immobilisering, fx pga. bandageret ben, traktabel malign lidelse, temporær forekomst af antifosfolipidantistoffer. Moderat øget recidivrisiko: Tilstedeværelse af en enkelt biokemisk lavrisikofaktor (heterozygot faktor V Leiden mutation eller protrombin G20210A mutation, høj faktor VIII, anticardiolipin antistoffer, hyperhomocysteinæmi) eller mangelfuld venøs rekanalisering uden tilstedeværelse af posttrombotisk syndrom, kroniske inflammatoriske tarmsygdomme, kronisk obstruktiv lungesygdom, tidligere overfladisk flebit. Høj recidivrisiko: Cancer, tilstedeværelse af biokemiske højrisikofaktorer (mangel på antitrombin, protein C eller protein S, homozygot faktor V Leiden eller protrombin G20210A mutation, kombination af kongenit trombofili, lupusantikoagulans, vedvarende forhøjet D-dimer), tidligere idiopatisk VTE med vedvarende kompromitteret venøst afløb fra benene eller vedvarende større pulmonale perfusionsdefekter. Atrieflimren/-flagren (AF) INR: 2,0-3,0 Varighed AF med varighed > 24 timer. Behandling med VKA i terapeutisk INR-niveau før DC-konvertering eller radiofrekvensablation Minimum 3 uger uanset CHA 2 DS 2 -VA-score. AF med varighed 60 ml/m 2 eller supplerende risikofaktorer* 2,0-3,0 * Kombination med ASA er indiceret hos patienter med emboli på trods af relevant AK-behandling og kan overvejes hos patienter med mekanisk mitralklap eller kendt aterosklerotisk sygdom. Børn Vedligeholdelsesdosis for børn ved INR 2,0-3,0 er ved...)
Glukokortikoider til injektion i led og bløddele (...Ved injektion omkring sener og senehæfter eller i synovialskede eller bursa må læsioner af sener undgås. Injektion i sener eller brusk menes at kunne medføre skader på brusk eller senevæv . Subkutane injektioner kan medføre fedtnekroser. Det er derfor nødvendigt, at kanylespidsen er fri i ledhule eller synovialt hulrum og ikke placeret i kollagent væv eller subcutis, før injektion foretages. Der må således ikke injiceres mod modstand. Ved injektion i led skal patienten advares mod overbelastning af leddet de første dage efter injektionen. Man bør så vidt muligt undgå hyppigt gentagne injektioner i det samme led. Injektion af glukokortikoider hos børn er primært indiceret ved artritissygdom, og bør undgås ved...)
Aminoglykosider ved knogle- og ledinfektioner (...Ved knogle- og ledinfektioner er det vanskeligt at opnå tilstrækkeligt høje koncentrationer af aminoglykosider i infektionsfoci ved systemisk behandling, fordi disse stoffers nefrotoksicitet og ototoksicitet ikke tillader høje doser i længere tid. Ved lokalinstillation kan der derimod opnås meget høje koncentrationer lokalt, uden at plasmakoncentrationen når toksiske værdier. Aminoglykosider er velegnede til denne applikationsmåde pga. deres brede spektrum, som i de mulige koncentrationer dækker alle de væsentligste bakterier, der er årsag til knogle- og ledinfektioner, bortset fra de anaerobe bakterier. Den baktericide effekt øges proportionalt med stigende koncentrationer. Aminoglykosider er også velegnede til dette formål pga. deres gode stabilitet og langsomme elimination fra fokus. Selv meget høje koncentrationer af aminoglykosider har ikke vist nogen skadelig effekt på knogle- og ledvæv og påvirker ikke de normale helingsprocesser. Da der som regel kun findes relativt få mikroorganismer i de behandlede områder, og da påvirkningen af normalfloraen er minimal, forventes det ikke, at resistensudvikling vil blive et problem. Ved samtidig systemisk behandling med relevante β-laktamantibiotika kan der forventes en synergistisk effekt. Ved behandling af knogle- eller ledinfektioner, hvor der er mistanke om anaerob blandingsinfektion, tilrådes samtidig systemisk behandling med metronidazol. Gentamicin anvendes indlejret i et resorberbart implantat med grundmasse bestående af bovint kollagen. Herfra afgives gentamicin en del hurtigere (over ca. 10 dage), hvorved...)
Fosfodiesterase-4-hæmmere (...Ved KOL virker fosfodiesterase-4-hæmmeren roflumilast ved at nedsætte den pulmonale inflammation, hvilket fører til reduktion i antallet af eksacerbationer og bedring af lungefunktionen. De initiale undersøgelser viste, at stoffet er virksomt hos den subgruppe af KOL-patienter med moderat til svær og meget svær sygdom, som har kronisk bronkitis (hoste og ekspektoration) og mange eksacerbationer (mindst én eksacerbation året før, som kræved...)
Glukokortikoider til udvortes brug (...Ved korrekt anvendelse forekommer lokale bivirkninger kun sjældent. Der er størst risiko forbundet med anvendelse af potente kortikosteroider på områder, hvor huden i forvejen er tynd som fx ansigt, hals, inderside af lår og overekstremiteter samt ved anvendelse i hudfolder. Lokale bivirkninger omfatter: Hudatrofi Sjældnere ses striae, teleangiektasier, purpura og hypertrikose. Længerevarende anvendelse i ansigtet kan fremkalde: Perioral dermatitis Rosacea- og akneiformt udslæt. Sløret syn, som kan skyldes glaukom, katarakt og central serøs chorioretinopati. Glaukom er beskrevet efter anvendelse af potent kortikosteroid i øjenomgivelserne. Allergisk kontaktdermatitis over for kortikosteroidmolekylet er beskrevet for flere præparater. Ved seponering efter længerevarende kontinuerlig anvendelse kan der optræde rebound-fænomen med pludselig og voldsomt tilbagefald af hudlidelsen. Dette kan undgås ved aftrapning af behandlingen. Behandling af udbredt psoriasis med potent kortikosteroid bør undgås, da der ved aftrapning eller seponering af behandlingen kan optræde rebound-fænomen med udvikling af pustuløs psoriasis eller psoriasis erythrodermi. Systemiske bivirkninger: Systemiske bivirkninger er sjældne og kan normalt undgås, hvis mængden af appliceret potent kortikosteroid ikke overskrider 50 gram pr. uge. Børn med udbredte dermatoser og hudlidelser, hvor behandlingsmidlet okkluderes, har speciel risiko for systemiske bivirkninger (Cushings syndrom, vægtøgning, psykiske bivirkninger, hypertension, osteoporose, diabetes, ulcus ventriculi). Takyfylaksi er en potentiel bivirkning og betegner aftagende effektivitet vedved...)
Lokalanalgetika (...Ved kortvarige interventioner uden efterfølgende opioidkrævende smerter, anvendes korttidsvirkende lokalanalgetika, fx lidocain , mepivacain og chlorprocain . Ved interventioner af længere varighed eller efterfølgende opioidkrævende smerter, anvendes de langtidsvirkende bedøvelsesmidler bupivacain og ropivacain . Vasokonstriktor Tilsætning af vasokonstriktor til et lokalanalgetikum reducerer absorptionshastigheden og forlænger dermed varigheden af effekten, samtidig med at risikoen for systemisk toksicitet reduceres. Effekten på varigheden er størst ved...)
Acetylsalicylsyre (analgetika) (...Ved lejlighedsvis brug vil doser på 1 g til en voksen i reglen give maksimalt opnåelig smer...)
Prostaglandinanaloger (midler mod glaukom) (...Ved lokal applikation nedsættes det intraokulære tryk ved at øge det uveosklerale flow samt ved at nedsætte udløbsmo...)
Alkylerende midler (Ved længere tids behandling med alkylerende midler må den mutagene og muligt karcinogene effekt haves in mente.)
Hydralazin (hypertension) (Ved massiv overdosering: Langvarig hypotension, angina pectoris og anuri. Behandling: symptomatisk.)
Medicinsk cannabis (Sklerose) (...Ved medicinsk cannabis forstås tørrede plantedele eller udtræk af plantedele (cannabisolier) af stamplanten Cannabis Sativa. Det er medicinsk cannabis, der er omfattet af den forsøgsordning, som udløber i 2025, er blevet gjort permanent fra 1. januar 2026 . Der er isoleret flere hundrede forskellige stoffer i Cannabis, hvoraf delta-9-tetra-hydro-cannabinol (THC eller dronabinol) og cannabidiol (CBD) er kendte aktive komponenter. THC (tetrahydrocannabinol) er det dominerende psykoaktive cannabinoid i cannabisplanten som har euforiserende virkning. Har analgetisk, søvnfremkaldende, antiemetisk og appetitstimulerende effekt. CBD (cannabidiol) er det andet dominerende cannabinoid, som potentielt har modvirkende virkning på nogle af THC’s effekter, herunder den psykoaktive effekt. Har immunmodulerende, antiinflammatorisk, antispastisk og krampestillende effekt. Der er evidens for, at cannabis-baseret medicin har effekt på smertefulde spasmer og muligvis neuropatiske smerter (både cannabis-baseret medicin og inhaleret (fordampet og røget) medicinsk cannabis), men effekten er moderat. En systematisk oversigt fandt evidens for en gavnlig effekt (≥ 30-50 % smertereduktion) for cannabis < 7 dage (risiko difference 0,33, 95 % sikkerhedsinterval 0,20-0,46; 2 forsøg, 231 patienter, meget lav evidens kvalitet) (5453) . En oversigt omfattende 11 systematiske oversigtsartikler med data fra 32 undersøgelser, hvoraf 10 var klinisk kontrollerede forsøg af moderat eller høj kvalitet, konkluderede, at cannabinoider kan have en beskeden virkning på smerter eller spasticitet hos MS patienter (5452) . En amerikansk systematisk oversigt konkluderede at visse cannabis præparationer var effektive eller sandsynligvis effektive ved...)
Antikolinerge midler (...Ved medikamentelt fremkaldt Parkinsons sygdom (fx af antipsykotika) er antikolinergika de eneste effektive midler. Forudsat at der ikke foreligger demens, kan midlerne anvendes til idiopatisk Parkinsons sygdom (IPS) tidligt i forløbet , specielt ved...)
Antiallergika til øjnene (...Ved mild øjenallergi benyttes udelukkende øjendråber. Ved middel/svær øjenallergi benyttes øjendråber i kombination med antihistamin-tabletter og ved kombineret høfeber og øjenallergi både øjendråber, næsespray og antihistamin-tabletter. Ved de sjældne former for allergisk conjunctivitis (vernal og atopisk) kan forsøges antihistamin og mastcelle-stabiliserende dråber. Men ofte er længerevarende steroidbehandling nødvendigt. Steroid kan erstattes af behandling med ciclosporin øjendråber. Steroid og ciclosporin behandling er en øjenlægeopgave. Ved...)
Systemisk behandling (midler mod acne) (...Ved moderat til svær acne kan systemisk behandling være indiceret. Er der tale om moderat til svær acne kan man vælge at behandle i første omgang med et tetracyclin præparat i 3-6 måneder. Længerevarende behandling bør undgås grundet risiko for resistentudvikling. Ved cystisk profund acne og acne med begyndende cicatricer vil man ofte vælge at behandle med isotretinoin. Isotretinoin er det mest potente behandlingsmiddel ved acne og anvendes rutinemæssigt ved de sværeste tilfælde, men kan også være indiceret ved...)
Mydriatika (...Ved oftalmoskopi foretrækkes kortvarigt virkende parasympatolytiske mydriatika (tropicamid) . Ved iritis og ciliære smerter foretrækkes langvarigt virkende parasympatolytiske mydriatika (atropin 1 % og hyoscin (Scopolamin)). Der findes aktuelt ingen langvarigt virkende præparater på markedet, hvorfor tropicamid eller cyclopentolat kan anvendes i stedet. Ved...)
Midler mod spasticitet (...Ved oral behandling anvendes primært baclofen og tizanidin. Baclofen skal i reglen administreres 3-4 gange i døgnet. Tizanidin anbefales startet med 2 mg 3 gange i døgnet og opdoseret med 6 mg ugentligt. Den maksimale døgndosis er 36 mg, men der opnås sjældent yderligere effekt ved...)
Ko-stimulatorisk signalblokkere (...Ved organtransplantation aktiveres patientens T-celler ved direkte og indirekte antigenpræsentation. Ved direkte antigenpræsentation er det de antigenpræsenterende celler af donoroprindelse, som aktiverer patientens T-celler. Ved den indirekte antigenpræsentation optages donorantigener i patientens egne antigenpræsenterende celler og præsenteres for patientens T-celler. En T-celle kræver et ko-stimulatorisk signal, for at cellen kan aktiveres. Det ko-stimulatoriske signal overføres via CD28 på T-cellens overflade, når det reagerer med CD80/CD86 på overfladen af de antigenpræsenterende celler. Det er lykkedes at fremstille et fusionsprotein af et humant cytotoksisk T-lymfocyt-associeret antigen-4 (CTLA-4)-molekyle og af Fc-delen af humant immunglobulin IgG 1 , som kan fortrænge CD28 fra CD80/CD86-komplekset og derved bremse T-celleaktiveringen. Belatacept er en kompetitiv antagonist for membranproteinet CD28 på T-cellen, hvorved...)
Organtransplantation (Ved organtransplantation er det nødvendigt at anvende immundæmpende behandling for at undgå afstødning af det transplanterede organ.)
Høj-effektive præparater mod attakvis multipel sklerose (...Ved overvejelser om nedtrapning af højeffektive behandlinger til behandlinger med moderat effektivitet er nødvendigt individuelt at afveje fordele og risici, idet der kun er begrænsede forskningsresultater vedrørende deeskalering af høj-effektive behandlinger. Et stort multinationalt retrospektivt real-world studie konkluderede, at baseret på dette observationelle studie kan deeskalering ikke anbefales som en universel behandlingsstrategi ved...)
Aminosyrer (parenteral ernæring) (...Ved parenteral ernæring er målet udover at dække behovet for energi at tilføre aminosyrer, der er byggestenen for proteiner med et utal af specifikke funktioner. Tilstrækkelig aminosyretilførsel er nødvendig for at opretholde kroppens cellemasse og for at understøtte mange biokemiske funktioner, herunder immunapparatet. Essentielle og non-essentielle Der er 20 forskellige aminosyrer i menneskets proteiner, heraf er 8 såkaldt essentielle, da de ikke kan syntetiseres i tilstrækkeligt omfang og dermed må tilføres fra ernæringskilder. Der er stigende evidens for, at behovet for visse non-essentielle aminosyrer ikke kan dækkes ved specifikke sygdomstilstande, og det kan understøtte anvendelse af særlige aminosyreblandinger. Nogle non-essentielle aminosyrer bliver således at betragte som essentielle ved stress-metabole tilstande, hvor plasmakoncentrationen af disse falder markant i løbet af få timer. Alle præparater indeholder essentielle og non-essentielle aminosyrer i et indbyrdes mængdeforhold, der sikrer dækning af døgnbehovet, når der tilføres 1-2 g aminosyrer/kg legemsvægt i døgnet hos voksne og 1,5-2,5 g/kg legemsvægt i døgnet hos børn. Det er vigtigt at tilføre tilstrækkeligt med non-protein energi for at sikre, at tilførte aminosyrer udnyttes optimalt og ikke oxideres mere end nødvendigt. Aminosyrebehovet er størst ved udtalt oxidativt stress (svære traumer, udbredte forbrændinger, komplicerede operationer, svære infektioner) og ved genopretning af normal ernæringstilstand hos afmagrede patienter. Sidstnævnte er forløb, der typisk strækker sig over uger til måneder. Et gunstigt indbyrdes forhold mellem den samlede mængde essentielle og non-essentielle aminosyrer er formentlig af stor betydning. Det er ikke afklaret, hvor meget behovet for de individuelle aminosyrer ændrer sig ved forskellige metaboliske tilstande, men der er studier, der peger på at behovet for visse non-essentielle aminosyrer er større ved specifikke sygdomstilstande, fx er tyrosin essentiel for patienter med nyreinsufficiens (manglende fenylalaninhydroxylaseaktivitet). Dog er der generel enighed om, at man kan ernære patienter med nyresvigt parenteralt med standardblandinger. Glutamin Metabolisk stress medfører glutaminmangel. Glutamin er et vigtigt substrat for hurtigt prolifererende celler som enterocytter, lymfocytter og fibroblaster. Glutamin er derved vigtig for immunsystemets funktion. Glutamin syntetiseres i skeletmuskulaturen og er under normale omstændigheder ikke en essentiel aminosyre. Glutamin har været anset for at være en essentiel og ikke undværlig aminosyre ved kritisk sygdom med stærkt øget stress metabolisme. Supplementering med glutamin har generelt været anbefalet i guidelines fra de videnskabelige selskaber. Der er en omfattende litteratur om dette emne. Resultaterne af kliniske studier med uselekteret inklusion af alle patienter med kritisk sygdom viste tidligt en positiv effekt på overlevelse og indlæggelsestid. Over de seneste år har studier fokuseret på, at glutamintilførsel ikke kan anses for nødvendig til alle kritisk syge, og resultater af studier og af metaanalyser viser, at glutamintilførsel til visse undergrupper af patienter kan påføre dem mere skade en gavn. Hypotesen om, at patienter med lavt niveau af glutamin ved kritisk sygdom kunne have gavn af tilførsel, er ikke blevet videnskabeligt efterprøvet. Som status er, kan tilførsel af glutamin til kritisk syge ikke generelt anbefales. Den kliniske effekt ser ud til at være bedst ved tilstande med moderat metabolisk stress og dårligst ved...)
Lokalanalgetika i odontologisk praksis (Ved persisterende nervepåvirkning må nerveskade overvejes og udredes.)
Aftrapning af antidepressiva (...Ved pludselig seponering af antidepressiv medicin, hvad enten det er planlagt eller på grund af manglende compliance, kan der opstå ubehag hos op mod en 1/3 af patienterne i form af influenza-lignende symptomer, afbrudt søvn, kvalme, gangforstyrrelser og svimmelhed, paraestesier, følelse af elektriske stød, synsforstyrrelser, agitation og irritabilitet (3499) (5505) (6612) . Risikoen for disse symptomer er størst ved seponering af præparater med kort halveringstid ( paroxetin og venlafaxin ). Symptomerne opstår typisk indenfor 1-3 dage og varer som regel fra to uger til flere måndeder med en median på seks uger (6610) . Akatisi, udtrykkende sig som alvorlig uro og rastløshed, og svimmelhed, som forværres af hoveddrejning, kan være meget generende. Det er meget vigtigt at skelne mellem seponeringssymptomer og recidiv af den depression eller angsttilstand, som var grunden til behandlingen. Recidiv af depressionen vil typisk indfinde sig nogle uger senere end seponeringssymptomerne, der som nævnt kommer med det samme (3499) (5505) . Lægen bør sammen med patienten, mindst én gang årligt, sikrer sig, at behandlingen med antidepressiva stadig er velindiceret og herunder gennemgå evt. bivirkninger. Når patienten befinder sig i en rolig fase, dvs. både mht. at være i remission og hvad angår psykosociale stressorer, kan der lægges en plan for aftrapningen efter nedenstående principper. De mulige seponeringssymptomer skal gennemgås sammen med patienten, og man skal sikre sig, at patienten henvender sig, hvis forværring i tilstanden kræver dette. Op til 1/3 får seponeringssymptomer, hvilket med fordel kan afdækkes anamnestisk, da en del patienter har tidligere erfaring med seponeringssymptomer, fx hvis de tidligere er stoppet brat med behandlingen eller har glemt at tage den dagligt. Aftrapningen bør foregå over 1-3 måneder eller evt. længere i særligt vanskelige tilfælde. Ved opståen af seponeringssymptomer vender man tilbage til den sidste dosis, som ikke gav problemer, og trapper endnu langsommere ned derfra. Hvis der opstår problemer under aftrapningen, opstår disse typisk, når man seponerer præparatet helt (fx går fra 5 mg citalopram til 0). Derimod er der sjældnere ubehag i starten af aftrapningsplanen. En typisk ambulant aftrapningsplan kunne se ud som nedenstående, men det er meget vigtigt at planen tilpasses den enkelte patient og løbende modificeres, afhængigt af patientens reaktion under de enkelte trin: Halvér dosis (fx fra 40 mg citalopram) og vent en til to uger Hvis dette ikke medfører problemer, halver dosis igen til 10 mg og vent yderligere en uge eller to (- alternativt blives på samme dosis yderligere én uge) Derefter går man ned på 5 mg (ved hjælp af tabletdeler fra apoteket) Vent yderligere nogle uger og forsøg derefter seponering Er der ubehag ved forsøg på ophør med mindst mulige dosis, kan man nogle gange mindske symptomerne ved at tage denne dosis hver anden dag. Hvis der er problemer ved at seponere den sidste dosis, kan man overveje at behandle med fluoxetin 20 mg i en uge og dernæst seponere brat. Pga. dette præparats lange halveringstid vil det ofte kunne løse problemet. En anden mulighed er at fortsætte med escitalopram dråber, som kan gives i meget lave doser (evt. fortyndet i et glas vand) (6611) . Endelig skal nævnes, at ifølge vejledninger fra bl.a. hospitalsapotekerne i Region Hoved...)
β-blokkere (stabil angina pectoris) (...Ved pludselig seponering af en β-blokker kan der komme reboundsymptomer i form af en forværring af angina pectoris, blodtryksstigning, hjertebanken m.m. Seponeringen bør derfor ske ved...)
Diagnostik (Type- I allergi) (...Ved priktest benyttes Soluprick®, hvor koncentrationerne er valgt, så sensibiliserede individer kan identificeres. Specielt for fødevarer gælder, at prik-priktest med friske fødevarer ofte giver mere valide resultater end testekstrakter. Tabel 1. Ekstrakter til priktest Soluprick® Græspollen ALK 225 Engrottehale X - SQ Urtepollen ALK 312 Grå bynke X - SQ Træpollen ALK 108 Vortebirk X - SQ Dyrehår ALK 553 Hundehår X - SQ ALK 555 Kattehår X - SQ Insektgift ALK 801 Bigift X - SQ ALK 802 Hvepsegift X - SQ Husstøvmide ALK 503 Dermatophagoides pteronyssinus X - SQ ALK 504 Dermatophagoides farinae X - SQ Skimmelsvamp ALK 402 Alternaria alternata X ALK 405 Aspergillus fumigatus X ALK 417 Cladosporium herbarum X Fødevarer ALK 779 Hved...)
Thyroideahormoner (...Ved primært myksødem monitoreres behandlingen ved bestemmelse af plasma TSH. Behandlingsmålet er et plasma TSH i normalområdet. Efter oral indgift af såvel T 4 som T 3 ses et fald i plasma-TSH allerede efter få timer, men der kan ses et yderligere langsomt fald i plasma-TSH flere uger efter, at plasma-T 4 er i steady state (efter 5 uger). Når T 4 -behandling seponeres, varer det op til 5 uger, før plasma-TSH er stabil, og op til 2 uger efter seponering af T 3 -behandling. Ved sekundært myksødem monitoreres behandlingen ved...)
Hostestillende midler (Ved produktiv hoste kan hostestillende midler føre til sekretstagnation.)
Behandling med antipsykotika (...Ved psykotiske tilstande, hvor patienten er diagnostisk uafklaret, bør man udelukke organiske årsager til tilstanden. Det vil ofte være hensigtsmæssigt at vente op til nogle dage med at påbegynde antipsykotisk medicinering, hvis patientens tilstand tillader dette. I løbet af disse dage kan man så vurdere, om psykosesymptomerne reduceres uden brug af antipsykotisk virkende medicin (som det fx ses ved psykotiske tilstande udløst af euforiserende stoffer) og om psykosesymptomerne skyldes en underliggende somatisk problemstilling. Hvis patienten ikke tidligere har været i antipsykotisk behandling, bør startdosis være beskeden og dosisøgning bør ske langsomt (om muligt med ugers intervaller) dels for at begrænse eventuelle bivirkninger, dels for at finde den lavest effektive dosis. Dosisøgning kan ske hurtigere, hvis der er tale om velkendte patienter med kortvarigt medicinsvigt efter længerevarende antipsykotisk behandling. Varigheden af den antipsykotisk virkende medicinske behandling af patienter med skizofreni varierer, men en større andel af patienterne vil dog have behov for livslang behandling. Dosering bør være dynamisk, således at man i stabile perioder forsøger dosisreduktion, mens det i perioder med øget symptomniveau kan være nødvendigt med dosisøgning. Ved udtrapning af antipsykotisk medicinering efter længerevarende behandling, bør dette ske langsomt, samtidig med at patienten observeres for begyndende tegn på forværring af tilstanden (fx angst, isolationstendens og søvnproblemer). Der er begrænset evidens for, hvorledes dette bør foregå, men et bud kunne være 10 % reduktion hver 1-2. måned til 50 % og herefter mere forsigtig reduktion, fx 5 % hver måned. Ældre med demens og patienter med oligofreni Anvendelse af antipsykotika til ældre med demens med psykotiske symptomer udgør en særlig problemstilling. Der ses øget mortalitet hos antipsykotika-behandlede ældre med psykosesymptomer, hvorfor man bør være tilbageholdende med antipsykotika til denne patientgruppe. Hos disse patienter er det specielt vigtigt, at man før ordination af antipsykotika har behandlet mulige udløsende somatiske årsager, fx smerter, infektioner eller dehydrering og sikrer at der er rolige og trygge rammer. Antipsykotika har ingen sikker effekt på adfærdsforstyrrelserne ved demens og skal derfor reserveres egentlige psykotiske tilstande, svær aggression og agitation hos patienter med demens og generelt kun i kortere perioder (6509) . Anvendelse af antipsykotika til psykiske og adfærdsmæssige symptomer ved demens anbefales derfor som udgangspunkt ikke (6509) . Efter nøje overvejelse kan behandling med antipsykotika dog være relevant i enkelte tilfælde (fx ved behov for hurtig intervention pga. fare for personen selv eller andre). Behandlingen skal foregå med så lav dosis og i så kort tid som muligt (normalt højst 4 uger), under tæt monitorering og med en fastlagt plan for regelmæssig revurdering af behandlingen 6705 - Association of Antipsychotic Dose with Surrogate Efficacy and Safety Outcomes in Hospitalized Older Adults: A Retrospective Cohort Study 6706 - Use of atypical antipsychotics in the elderly: a clinical review . Ved...)
Sympatomimetika (mydriatika) (Ved samtidig behandling med MAO-hæmmere kræves stor forsigtighed.)
Thiazider (...Ved samtidig indgift af anionbyttere nedsættes absorptionen af thiazider. Virkningen af hjerteglykosider og ikke-depolariserende neuromuskulære blokkere kan forstærkes ved samtidig indgift af thiazider på grund af thiazidinduceret renalt kaliumtab. Risikoen for hypokaliæmi øges ved samtidig indgift af glukokortikoider på grund af synergistisk virkning på den renale kaliumekskretion. Det samme gælder ved kombinationsbehandling med loop-diuretikum. Virkningen af orale antidiabetika (sulfonylurinstoffer) nedsættes af thiazider. Ved...)
ACE-hæmmere (...Ved samtidig indgift af kalium eller kaliumbesparende diuretika øges kaliumkoncentrationen i blodet på grund af ACE-hæmmernes aldosteronsekretionshæmmende virkning. Der er risiko for lithiumintoksikation ved samtidig indgift af lithium. Serum-lithium bør kontrolleres. NSAID kan reducere den antihypertensive effekt af ACE-hæmmere og kan øge risikoen for nyrefunktionsnedsættelse. ACE-hæmmere kan muligvis øger insulinfølsomheden og dermed medføre hypoglykæmi ved samtidig behandling med antidiabetika. Der er set udvikling af angioødem ved samtidig behandling med proliferativ signalinhibitor (mTOR-hæmmer) sirolimus og ramipril eller enalapril og tungeødem ved samtidig behandling med everolimus og ramipril eller enalapril. Effekten er muligvis dosisafhængig, idet høje doser af begge lægemidler synes at øge risikoen. Det kan ikke udelukkes, at lignende kan ses ved...)
Motilitetsstimulerende midler (Ved stærk kvalme foretrækkes metoclopramid, ellers vælges efter pris og bivirkningsprofil.)
Lokal injektionsbehandling (...Ved subkonjunktival, retrobulbær eller peribulbær injektion opnås en god absorption inde i øjet, idet ekspositionstiden øges. Absorptionen finder sted gennem sklera. Intraokulær injektion Antibiotika kan indgives i forreste øjenkammer ved afslutning af grå stær operation som infektionsprofylakse. Til injektion i forreste kammer som indledning af en grå stær operation kan anvendes et kombinationspræparat indeholdende tropicamid, phenylephrin og lidokain. Enkelte lægemidler kan injiceres direkte i corpus vitreum. Injektionen bør foregå under sterile forhold og efter drypning med Povidon-iodid (PVP-iodid): Antibiotika ved panoftalmi Steroid ved forskellige former for ødem i makula Vascular Endothelial Growth Factor (VEGF)-hæmmere ved...)
Allergen immunterapi (Type- I allergi) (...Ved subkutan behandling bør der som udgangspunkt anvendes depotpræparater som Alutard®, da disse muliggør længere behandlingsintervaller sammenlignet med vandige præparater Aquagen®. Der foreligger ikke studier, hvor effekten af Alutard® og de sublinguale præparater er direkte sammenlignet. For voksne med græspollenallergi har kun Alutard® vist effekt både på rhinitis og astma, mens der ved husstøvmideallergi er dokumenteret effekt af Acarizax både på rhinitis og astma. For Itulazax® er effekten kun undersøgt ved rhinitis. blandt de sublinguale Grazax® har man i studier tilstrækkelig lang behandlings- og observationsperiode til, at effekt ud over 2 år efter behandlingsophør har kunnet sandsynliggøres. Sublingual behandling med Grazax® og Aitgrys® kan vælges hos voksne og børn > 5 år med moderat til svær allergisk rhinitis og conjunctivitis ved symptomer trods symptomlindrende behandling og allergi for. Sublingual behandling med Acarizax® kan vælges hos voksne og børn > 5 år, og med Aitmyte® til voksne og børn > 12 år, ved moderat til svær husstøvmideudløst allergisk rhinitis trods behandling. Hos voksne desuden ved husstøvmideudløst astma (kun Acarizax® ), som ikke er velkontrolleret på inhalationssteroid, og med ledsagende husstøvmideallergisk rhinitis, når sanering ikke har haft tilstrækkelig effekt, og praktiske forhold besværliggør subkutan behandling, eller denne ikke kan gennemføres pga. bivirkninger. Sublingual behandling ( Itulazax® ) kan vælges hos voksne og børn > 5 år med moderat til svær allergisk rhinitis og conjunctivitis ved...)
Behandlingsvarighed (antibiotika til systemisk brug) (...Ved sufficient antibiotisk behandling af akutte infektionssygdomme vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbet af de første 2-3 døgn. Ved mange ukomplicerede akutte infektionssygdomme er der tiltagende evidens for, at korttidsbehandling med antibiotika er lige så effektiv som længerevarende behandling (4655) . Tendensen går derfor mod korttidsbehandling for også at nedsætte risikoen for udvikling af resistente bakterier. Ofte vil antibiotikabehandling kunne seponeres, når patienten er klinisk rask, men der er vigtige undtagelser, se nedenfor (3071) . Akutte, ukomplicerede urinvejsinfektioner anbefales 3 dages antibiotikabehandling. Akut tonsillitis og akut rhinosinuitis hos voksne anbefales 5 dages antibiotikabehandling, hos børn 7 dage. Akut eksacerbation i kronisk obstruktiv lungesygdom anbefales 5 dages antibiotikabehandling og pneumoni anbefales 5-7 dages antibiotikabehandling. I nogle situationer er en kortvarig antibiotikabehandling, fx i 3 dage tilstrækkelig, hvis primærfokus kan elimineres, fx ved at fjerne et kontamineret intravenøst kateter med lavvirulente bakterier som E. faecium og koagulasenegative stafylokokker. Ved infektioner med abscesdannelse og infektioner i præformerede hulrum bør der behandles, indtil de fokale læsioner er veldrænerede eller organiseres og evt. absorberes. Dette gælder fx ved osteomyelitis, endocarditis, lungeabsces, pleuraempyem og sepsis med abscesdannelse i indre organer. I disse tilfælde bør der behandles med antibiotika i 4-8 uger. Ved kroniske infektioner skal man som hovedregel behandle med antibiotika i flere måneder - kronisk osteomyelitis behandles i mindst 3 måneder efter relevant kirurgi og tuberkulose i minimum 6 måneder. Ved...)
Fosfomycin (...Ved sufficient antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbe...)
Aminoglykosider til systemisk brug (...Ved sufficient antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbe...)
Fluorquinoloner (antibiotika til systemisk brug) (...Ved sufficient antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbe...)
Tetracycliner, tigecyclin og eravacyclin (antibiotika til systemisk brug) (...Ved sufficient antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbe...)
Nitrofurantoin (...Ved sufficient antibiotisk behandling vil temperaturfald og klinisk bedring indtræde i løbe...)
Systemiske glukokortikoider (sygdomme i næse og bihuler) (...Ved svær høfeber kan prednisolon gives som tillæg til den øvrige behandling i pollensæsonens værste dage-uger i doseringen 5-10 mg dagligt i 1-3 uger. Evt. kan der gives 20-30 mg de første par dage. Dosis indtages om morgenen. Alternativt kan kortikosteroid gives i.m. i form af et depotpræparat. Pga. risiko for kortikosteroidbivirkninger bør dosis være lavest mulig og systemisk glukokortikoidbehandling bør kun anvendes i de sværeste tilfælde af høfeber. Ved svær allergisk rhinosinuitis eller ved...)
Midler mod dyskinesi (...Ved tardive dyskinesier og akut dystoni er behandlingen primært seponering af det udløsende stof. Antikolinergika (fx biperiden) kan anvendes ved akutte dystonier, men kan forværre tardive dyskinesier og dyskinesier ved Parkinsons sygdom. Benzodiazepiner kan også anvendes: diazepam i.v. ved akutte tilstande og clonazepam ved kronisk behandling. Dopamin depleterende præparater som tetrabenazin kan anvendes til behandling af tardive dyskinesier. Det kan sædvanlige antipsykotika også men med risiko for udløsning af tardive dyskinesier. Det gælder ikke tetrabenazin, som hæmmer oplagringen af visse transmittersubstanser (dopamin, noradrenalin og serotonin) i præsynaptiske vesikler i nervetrådenes endegrene. Den intraneuronale monoaminooxidase vil derved...)
Lokalanalgetika med vasokonstriktor (...Ved tilsætning af vasokonstriktorer til lokalanalgetika forsinkes absorptionen til blodbanen pga. lokal relativ hypoperfusion. Derved kan man typ...)
Midler mod transportsyge (Ved transportsyge med opkastning er plasterbehandling (hyoscin) langt at foretrække. Uden opkastning kan cyclizin eller cinnarizin anvendes.)
Ovulationsstimulerende syntetiske midler (Ved tryksymptomer, synsforstyrrelser eller utilstrækkelig effekt af medicinsk behandling af hyperprolactinæmi, bør kirurgisk intervention overvejes.)
Iodid (...Ved tyrotoksikose nedsætter iodider hormonsekretionen fra glandula thyroidea tillige med ki...)
Sulfonamider (antibiotika til systemisk brug) (Ved ukompliceret cystitis anvendes sulfamethizol 1 g 2 gange dgl. i 3 dage.)
β-blokkere (hypertension) (...Ved ukompliceret hypertension, hvor en β-blokker findes indiceret, er atenolol ikke længere førstevalgspræparat. Ved behov for samtidig α-blokerende virkning vil carvedilol være et hensigtsmæssigt valg. Labetalol anvendes ved akut svær hypertension (se Vejledning i Akut svær hypertension ) og kan anvendes ved...)
Midler med follikelstimulerende effekt (...Ved utilstrækkelig effekt af behandling med et givet hormonpræparat, må man overveje at øge dosis eller at skifte til et andet FSH præparat. Ved tegn på overstimulation må man overveje dosisreduktion og ovulationsinduktion med GnRH agonist fremfor hCG. Ved...)
Retinoider mod acne (lokalbehandling) (...Ved utilstrækkelig effekt bør der efter 3 måneder eller ved uacceptable bivirkninger foretages en revurdering om fortsat vedligeho...)
Systemiske midler (erektil dysfunktion) (...Vedvalg af PDE-5-hæmmer lægges specielt vægt på virkningsvarighed, mens bivirkningsprofilerne for præparaterne ikke afviger afgørende. De fire PDE-5-hæmmere har stort set samme succesrate, men manglende effekt af et præparat udelukker ikke, at der er effekt af ét af de andre. Patientens præference for korttidsvirkende (4-5 timer - sildenafil, vardenafil eller avanafil) eller langtidsvirkende (tadalafil - op til 36 timer) har betydning for præparatvalg, hvilket har stor betydning for spontaniteten. Succesraten er 50-80 % og 5-10 doser bør være forsøgt uden effekt, førend denne behandling opgives. Hos patienter med effekt af behandlingen og forventet hyppigt behov kan tadalafil anvendes i fast, lav daglig dosering. Tabel 1: Systemiske midler mod erektil dysfunktion Generisk navn Dispenseringsform Dosering Virkningstid Tadalafil tablet 2,5-5 mg dgl. døgndækning (efter 5 dage) 10-20 mg ½-36 timer Vardenafil tablet 10-20 mg ½-5 timer Sildenafil tablet 50-100 mg ½-5 timer Avanafil tablet 50-200 mg ½-17 timer Ved...)
Middel til forsinkelse af ductus arteriosuslukning (...Ved visse medfødte strukturelle hjertesygdomme er lunge- eller systemkredsløbet afhængigt af en åbentstående ductus arteriosus. Ved disse sygdom...)
Selektive immunsuppressive midler (tarm-anti-inflammatorika) (...Vedolizumab binder sig specifikt til α4β7-integrin, som fortrinsvis udtrykkes på T-hjælper lymfocytter målrettet tarmen. Ved at binde sig til α4β7-integrin på visse lymfocytter hæmmer ved...)
Calcium (Vedr. andre kontraindikationer, se de enkelte præparatbeskrivelser. Nedsat lever- og/eller nyrefunktion (se ovenfor).)
Prostaglandiner (Vedr. dosering henvises til de enkelte præparater.)
Nukleosid- og nukleotid-RT-hæmmere (midler mod HIV) (Vedr. øvrige kontraindikationer henvises til de enkelte præparatbeskrivelser.)
Midler med effekt på insulinfølsomheden (Vedr. øvrige kontraindikationer henvises til de enkelte præparatbeskrivelser. Nedsat lever- og/eller nyrefunktion, (se ovenfor).)
Proteasehæmmere (midler mod HIV) (Vedr. øvrige kontraindikationer henvises til de enkelte præparatbeskrivelser. Nedsat nyre - og/eller leverfunktion se ovenfor.)
Vitamin E (tocopherol) (Vedrop)
Midler mod CMV (...(Val)ganciclovir, cidofovir samt foscarnet virker ved at hæmme den virale polymerase UL54. Maribavir hæmmer den virale proteinkinase UL97, me...)
ACE-hæmmere (hjerteinsufficiens) (...ACE-hæmmere er førstevalg ved behandling af patienter med og nedsat systolisk funktion af venstre ventrikel. Anvendes...)
Dermatologiske midler (...nogle af de større dermatologiske sygdomme og deres behandling bl.a.: Desuden findes udvalg...)
Tricykliske antidepressiva (TCA) (...ved svære depressioner. Symptomerne giver kun beskeden vejledning med hensyn til præparatvalg, men ved melankoliformt syndrom er tricykliske antidepressiva førstevalg hos indlagte patienter. Hos ambulante patienter begrænses brugen på grund af det smalle terapeutiske indeks. Forebyggende behandling Tricykliske antidepressiva synes at være lige så effektive som lithium ved forebyggelse af nye episoder ved tilbagevendende depressiv sygdom (affektiv sygdom, hvor kun depressive episoder forekommer). Angående profylakse i øvrigt, se Lithiumsalte . Angst Ved angsttilstande præget af panikanfald, hvor patienten er symptomfri mellem anfaldene, synes clomipramin at udøve en specifik virkning på anfaldene. Gennemsnitsdoseringen af stoffet er som ved behandling af depression. SSRI-præparater bør dog foretrækkes som førstevalg i kombination med psykoterapi. Se desuden Antidepressiva mod angst . Ved obsessiv-kompulsiv lidelse har clomipramin, SSRI og SNRI specifik virkning på nøglesymptomerne obsessioner og kompulsioner. Effekten indtræder langsommere end ved depressionsbehandling. Andre indikationer Antidepressive lægemidler anvendes i udstrakt grad ved behandling af neuropatiske smerter, hvor man stiler efter lavere doser/serumkoncentrationer ved smertebehandling end ved behandling af depression, se Kroniske smertetilstande . Dokumentationen for denne anvendelse bygger på behandling af sygdomsgrupper frem for behandling af specifikke smertekvaliteter. Dysæstesier, brændende, sviende, stikkende smerter, som bl.a. ses ved neuropatier af forskellig ætiologi (arteriel insufficiens, diabetes, alkoholisme), udgør hoved...)
Midler mod Pompes sygdom (...Alglucosidase-alfa, avalglucosidase-alfa og cipaglucosidase alfa er rekombinante analoger til sur α-glucosidase,...)
Antiarytmika (...for proarytmi er størst, hvilket primært gælder for flecainid , propafenon og sotalol . Ved oral behandling med dronedaron og amiodaron er risikoen for proarytmi mindre, og behand...)
Teriparatid (osteoporose) (...Ved skift fra anden osteoporosebehandling pga. behandlingssvigt kan behandling med teriparatid iværksættes umiddelbart. Pga. den ringe effekt på BMD i hofteregionen kan der initialt gives en enkelt infusion med zoledronsyre eller injektion med denosumab hver 6. måned til patienter med høj risiko for hoftenære frakturer (ældre med lavt BMD i hofteregionen). Herved øges BMD mere end ved...)
Midler mod migræne (...gspræparatet ved migræneanfald. Nogle patienter har effekt af kombinationen svage analgetika (eller NSAID) og metoclopramid eller domperidon. Ved utilstrækkel...)
β-receptorblokerende midler (...Ved seponering er det vigtigt at trappe ud af behandlingen over 1-2 uger, da der er beskrevet takykardi, blodtryksstigning, forværring af angina pectoris og endda akut myokardieinfarkt i forbindelse med brat seponering. Dosering: Metoprolol 50-200 mg daglig eller ækvipotente doser af anden β-blokker. Akut koronart syndrom Behandling med β-blokker startes i mindre doser, som over nogle dage titreres op til den rekommanderede maksimale dosis under hensyntagen til puls og blodtryk. For en del af disse patienter vil behandlingen gå over i post-AMI profylakse. β-blokkere er kontraindicerede til AMI-patienter, som er hæmodynamisk ustabile (lavt blodtryk) eller har hjerteinsufficiens på grund af risikoen for udvikling af kardiogent shock. Dosering: Initialt metoprolol 25-50 mg daglig, herefter metoprolol 50-200 mg daglig eller ækvipotente doser af anden β-blokker. Post-AMI profylakse Man bør under hensyntagen til bivirkninger altid forsøge at nå den rekommanderede maksimale dosis, idet den profylaktiske effekt er mere usikker ved lavere doser. Behandlingen bør fortsætte i mindst 2 år, og den bør nedtrappes langsomt før seponering. Behandlingen er særlig vigtig ved større myokardieskade. Dosering: Carvedilol 25 mg 2 gange daglig eller metoprolol 100-200 mg daglig. Arytmier Behandling med β-blokkere (bortset fra sotalol) kan ske ambulant startende med middeldosis stigende afhængig af effekt. Sotalolbehandling bør altid indledes under indlæggelse og ekg-monitorering i mindst 2 døgn pga. risiko for proarytmi. QT c bør være mindre end 440 millisekunder (uden grenblok) og JT c mindre end 360 millisekunder (med grenblok). Behandlingen seponeres ved QT c > 500 millisekunder uden grenblok eller ved 20 % forlængelse af QT c intervallet sammenlignet med behandlingsstart. Dosering: Metoprolol 50-200 mg daglig, evt. sotalol 40-80 mg 2-3 gange daglig. Hjerteinsufficiens Behandlingen indledes normalt først efter, at patienten er sat i behandling med diuretika og ACE-hæmmer. Der startes med meget lave doser, som langsomt titreres op afhængig af patientens tolerance. I nogle tilfælde føler patienten, at tilstanden forværres i de første uger, men derefter synes de fleste patienter at opleve en klar bedring. Dosering: Initialt bisoprolol 1,25 mg daglig, carvedilol 3,125 mg 2 gange daglig, nebivolol 1,25 mg daglig eller metoprolol 12,5-25 mg daglig som depottablet. Der titreres langsomt op til maksimalt bisoprolol 10 mg, carvedilol 25 mg(-50) 2 gange daglig, metoprolol 200(-300) mg daglig eller nebivolol 10 mg daglig. Hypertension Ved ukompliceret hypertension påbegyndes behandlingen ikke med β-blokker som førstevalgspræparat. β-blokker kan vælges som tredje eller fjerde valg i en kombinationsbehandling, startende med middel dosis. Ved hypertension og hjertesvigt, atrieflimren eller kardiel iskæmi er β-blokker første valg. Dosering: Metoprolol 50-200 mg daglig. Tyrotoksikose Ofte er en lille dosis tilstrækkelig til at fjerne symptomerne. Dosering: Propranolol 10-30 mg x 3-4 daglig. Migræne Der startes med moderat dosis, som eventuel kan øges afhængig af effekten, men der er sjældent indikation for at øge til doser som ved hypertensionsbehandling. Dosering: Propranolol 20-40 mg 2-3 gange daglig. Essentiel tremor Som ved...)
Antibiotika (hudmidler) (...ved behandling af hudinfektioner forårsaget af primært Staphylococcus aureus , streptokokker og Corynebacterium minutissimum . Kan ligeledes anvendes ved sekundær bakteriel infektion af eksemtilstande. Muperocin forbeholdes generel til kortvarig anvendelse ved bakterielle hudinfektioner, som ikke responderer på anden behandling (se også præparatvalg, da mupirocin bør forbeholdes til bekæmpelse af MRSA). Oxytetracyclin og polymyxin B bør kun anvendes kortvarigt ved...)
Midler mod kvalme og opkastning (...Ved transportsyge med opkastning kan plaster ( hyoscin ) være at foretrække frem for tabletbehandling. Antihistaminer: De sederende antihistaminer har størst effekt ved transportsyge (dvs. vestibulært induceret kvalme og opkastning). Antihistaminer har ingen effekt på kemoterapi-induceret kvalme og opkastning. Kombinationen doxylaminsuccinat og pyridoxin (vitamin B 6 ) er registreret til graviditetsbetinget kvalme og opkastning. Dopamin-receptorantagonister: Den centrale kvalmestillende effekt er næppe væsentlig forskellig mellem stofferne, men variationer i bivirkningsmønstret kan bruges terapeutisk. Serotonin-receptorantagonister: Anvendes til postoperativ samt kemoterapi- og stråleterapi-induceret kvalme og opkastning. Der synes ikke at være forskel i effekt eller bivirkninger af de enkelte præparater, men ondansetron og granisetron er bedst undersøgt. Til kemoterapi-induceret kvalme og opkastning er serotonin-receptorantagonisterne effektive til behandling af den akut udløste kvalme og opkastning (dvs. opstået < 24 timer efter behandlingsstart), mens der ikke er dokumenteret effekt ved den sene kvalme og opkastning. En undtagelse er palonosetron , som har vist effekt op til 5 døgn efter kemoterapi. Der er ikke evidens for effekten af serotonin-receptorantagonister ved kvalme og opkastning hos patienter med kræft, der ikke er i kemo- eller stråleterapi, og bør ikke være førstevalg. Ved opioidinduceret kvalme og opkastning eller transportsyge er serotonin-receptorantagonister ikke effektive, ligesom evidensen ved graviditetsrelateret kvalme og opkastning er sparsom og derfor ikke tilrådes. Neurokinin-receptorantagonister: Aprepitant er bedst undersøgt ved kemoterapi-induceret kvalme og opkastning. I kombination med serotonin-receptorantagonist og binyrebarkhormon er aprepitant effektiv som forebyggelse af akut og sen kvalme udløst af visse former for kemoterapi. Ved sen postoperativ kvalme og opkastning er aprepitant effektiv hos udvalgte patienter. Netupitant findes kun i kombination med palonosetron. Benzodiazepiner: Der er ingen evidens for anvendelsen af benzodiazepin som antiemetikum. Imidlertid er der empirisk belæg for anvendelsen af lorazepam ved forventningskvalme og opkastning. Glukokortikoider: Methylprednisolon eller dexamethason er effektive enten som monoterapi eller i kombination med andre antiemetika. Andre glukokortikoider i ækvipotente doser kan formentlig anvendes med samme effekt. Glukokortikoider kan anvendes til postoperativ kvalme og opkastning og til kvalme og opkastning i forbindelse med kemoterapi og strålebehandling. Cannabinoider: Medicinsk cannabis kan anvendes ved refraktær kvalme og/eller opkastning efter kemoterapi, hvor behandling med konventionelle antiemetika har svigtet, jævnfør forsøgsordning med medicinsk cannabis. Evidensen for anvendelsen af cannabinoider er ganske sparsom, da der ikke foreligger sammenlignende studier mellem moderne antiemetisk behandling og cannabinoider (3475) . Cannabinoider er ikke indiceret ved...)
Antihistaminer til systemisk brug (...ved hepatisk metabolisme (CYP3A4). Mange non-sederende antihistaminer har en eller flere aktive metabolitter, fx er cetirizin den aktive metabolit af hydroxyzin. Plasmahalveringstiderne varierer fra ca. 1 til ca. 27 timer. Virkning på urticariareaktionens størrelse ved priktest er påvist 2 dage efter seponering af acrivastin, fexofenadin og loratadin, op til 3 dage efter seponering af cetirizin og 3-6 dage efter seponering af de øvrige - afhængigt af dosis og behandlingsvarighed. Studierne er dog ikke sammenlignelige og der foreligger ikke data for alle præparater. En pause før priktest på 4 dage (se tabel 1), har vist sig operationel, når der inkluderes en positiv kontrol med histamin, som sikrer mod falsk negative resultater pga. antihistaminbehandlingen. Tabel 1. Non-sederende antihistaminers egenskaber Acrivastin Bilastin Cetirizin Desloratadin Ebastin Fexofenadin Levocetirizin Loratadin Omsætning i leveren 20 % 0 % 90 % 0 % 90 % Pause før priktest (dage) 3 4 4 4 4 4 4 4 Begyndende klinisk effekt efter (timer) 0,5-1 24 24 24 24 Interaktioner Nej Ja Nej Ja Ja Ja Nej ja Graviditet (kan om nødvendigt anvendes) Nej Nej Ja Ja Ja Ja Ja Ja Amning (kan om nødvendigt anvendes) Nej Nej Ja Ja Nej Ja Nej Ja Forsigtighed ved nedsat leverfunktion Nej Nej Nej Kun oral opl. Evt. Evt. Nej Evt. Forsigtighed ved nedsat Nyrefunktion Ja Nej Ja Ja Nej Nej Ja Ja De fleste sederende antihistaminer har en antihistaminvirkning på allergiske sygdomme, som ikke adskiller sig fra, hvad der kan opnås med de non-sederende præparater. De har en lidt forskellig passage af blod-hjernebarrieren og virker bl.a. derfor ikke lige sløvende og søvndyssende. Flere af disse antihistaminer har også en udtalt antikolinerg virkning, som kan udnyttes ved behandling af transportsyge , men som også kan give mundtørhed og vandladningsbesvær. Da der er en betydelig inter-individuel variation med hensyn til præparaternes effekter, er det vanskeligt entydigt at rubricere de enkelte præparater som deciderede rene antihistaminika, som midler mod transportsyge, mod søvnløshed, mod morbus Menière og anden svimmelhed m.m. Når en vis differentiering er forsøgt for at lette præparatvalget, se tabel 2, må denne tages med tilsvarende forbehold. Tabel 2. Sederende antihistaminers effekt Kløe, hvor sedation er ønskelig, fx: Atopisk dermatitis, senil pruritus Antiemetisk effekt Effekt på transportsyge Anti-meniére effekt Cinnarizin * Clemastin Cyclizin Meclozin Promethazin Cinnarizin * Cyclizin Doxylaminsuccinat ** Meclozin Promethazin Cinnarizin (++) * Cyclizin (+++) Meclozin (++) Promethazin (++) Cinnarizin (++) * Cyclizin (+++) Promethazin (+++) * Udgået af markedet pt. ** Doxylaminsuccinat er registreret til brug ved...)
Antipsykotisk behandling af gravide og ammende (...3 tilgængelige præparater med bedre dokumenteret sikkerhedsprofil. Langt de fleste data vedrører specifikt risikoen for medfødte misdannelser. For andre udfald (spontanabort, dødf...)
Antiinflammatoriske og antireumatiske midler (...ved reumatoid artritis og andre inflammatoriske sygdomme. Virkningen indtræder i løbet af 2-4 måneder. Tidlig diagnostik og csDMARD-terapi er, sammen med intraartikulær binyrebarkhormon, hjørnestenene i behandlingen af artritis. Behandling med DMARD er en specialistopgave. Methotrexat er førstevalg ved reumatoid artritis, typisk kombineret med intraartikulære injektioner. Behandlingen bør startes samme dag, som diagnosen stilles. Ved utilstrækkelig virkning af methotrexat efter 3 måneder eller bivirkninger af oral monoterapi er der dokumentation for effekt ved skift til s.c./i.m. methotrexat. Hvis der fortsat ikke er remission efter 2-3 måneder, skiftes til kombinationsbehandling, såkaldt trippelterapi i form af methotrexat + sulfasalazin + hydroxychloroquin eller b/tsDMARD behandling efter Medicinrådets rekommandationer og gældende NBV . Se endvidere de nævnte behandlingsvejledninger i Inflammatoriske reumatiske sygdomme . Mere end 20 % af patienter med reumatoid artritis får behandlingen suppleret med et biologisk præparat. Glukokortikoider Injektion af glukokortikoider i led, slimsække og seneskeder har en lokal antiinflammatorisk effekt, se Glukokortikoider til injektion i led og bløddele . Særligt tidligt i sygdomsforløbet har intraartikulære injektioner stor betydning for at få sygdommen hurtigt i ro. De vigtigste indikationer for systemisk anvendelse af glukokortikoider ved inflammatoriske reumatiske sygdomme er akutte inflammatoriske forandringer i interne organsystemer, hvor aktiviteten ikke lader sig kontrollere med andre antireumatika. Effekten er hurtig indsættende og kan være livsreddende. Anvendelsen af systemisk glukokortikoid begrænses af risikoen for alvorlige uønskede virkninger. Systemisk steroid ved reumatoid artrtitis bør begrænses til udvalgte tilfælde og bør anvendes i lavest mulige dosis i kortest mulige tid. Glukokortikoider til systemisk brug (inflammatoriske reumatiske sygdomme) . b/tsDMARD (biologiske antireumatika og JAK-hæmmere) På basis af bioteknologi og viden om den immuninflammatoriske proces i leddene ved reumatoid artritis er der udviklet lægemidler, der specifikt hæmmer eller blokerer celler eller signalstoffer i den inflammatoriske kaskade. Eksempler herpå er: TNF-hæmmere (adalimumab, certolizumab pegol, etanercept, golimumab og infliximab) Interleukin-1-hæmmere (anakinra) CD20-antistoffer (rituximab) Co-stimulationshæmmere (abatacept) Interleukin-6-hæmmere (tocilizumab, sarilumab) Interleukin-17-hæmmere (secukinumab). Bruges i behandlingen af psoriasis, psoriasis artritis og spondylartritis Interleukin-12-/Interleukin-23-hæmmere (ustekinumab). Bruges i behandlingen af psoriasis artritis Fosfodiesterase-4-hæmmere (apremilast). Bruges i behandlingen af psoriasis artritis Januskinase-inhibitorer (JAK-hæmmere/jakinibs) hæmmer aktiviteten af en eller flere af januskinase-familiens enzymer (JAK1, JAK2, JAK3, TYK2) og påvirker derigennem den såkaldte JAK-STAT pathway. JAK-hæmmere har terapeutisk effekt ved behandlingen af kræftsygdomme og inflammatoriske sygdomme, fx reumatoid artritis og psoriasis artritis. Effekten ved behandling af reumatoid artritis synes at være på niveau med den effekt, som man ser ved...)
Anti-thymocytglobulin (...ved transplantation for at forebygge organafstødning. Xenogene, polyklonale antistoffer rettet imod T-celler har været anvendt i mange år som induktionsterapi i tilslutning til organtransplantation. ATG gives ofte som induktionsbehandling til immunologisk højrisiko-patienter ved nyretransplantation, mens basiliximab er fundet ligeværdig med ATG som afstødningsprofylakse hos immunologisk lavrisiko-patienter ved nyretransplantation. ATG er førstevalg som induktionsbehandling hos hjerte- og lungetransplanterede. ATG anvendes også ved behandling af akut, svær afstødning af det transplanterede organ. ATG kan også anvendes til behandling af aplastisk anæmi samt ved graft-versus-host sygdom i forbindelse med allogen stamcelletransplantation, se Allogen hæmatopoietisk stamcelletransplantation . ATG gives i kombination med andre immunosuppressiva som fx en calcineurinhæmmer og methotrexat for at forebygge graft versus host -sygdom. Ved aplastisk anæmi anvendes en kombination af ATG, ciclosporin og prednison for at opnå remission. ATG er oprensede IgG-antistoffer produceret i kaniner eller heste efter immunisering med humane thymusceller. ATGAM er oprensede IgG antistoffer fra heste og thymocytglobulin fra kaniner. Ved...)
Trombocytfunktionshæmmende midler (...ved iskæmisk apopleksi, stabil iskæmisk hjertesygdom og akut koronart syndrom er skitseret i Tabel 2. For detaljer henvises til behandlingsvejledninger fra Dansk Cardiologisk Selskab (826) og Dansk Neurologisk Selskab (5178) . Tabel 1. Trombocytfunktionshæmmende midler er en meget heterogen gruppe lægemidler, der omfatter følgende: Hæmning af TXA 2 -medieret trombocytaggregation COX-1-hæmmere Irreversible Reversible ASA NSAID *) Aggregationshæmning via øgning af c-AMP i trombocytterne Adenylcyclase-stimulatorer Epoprostenol Iloprost **) Fosfodiesterasehæmmere Dipyridamol Xanthinderivater *) Glykoprotein GP IIb-IIIa-hæmmere RGD-mimetika Eptifibatid Hæmning af trombinmedieret trombocytaggregation Antikoagulantia se Antikoagulantia ADP-receptorhæmmere Cyklopentyltriazolopyrimidiner Ticagrelor Cangrelor Thienopyridiner Clopidogrel Prasugrel *) Anvendes ikke primært til tromboseprofylakse **) Anvendes profylaktisk ved morbus Bürger Tabel 2. Behandlingsvalg ved trombocythæmmende behandling/forebyggelse af arterielle trombotiske tilstande Tilstand 1. valg 2. valg Akut koronart syndrom (behandlingsvarighed er individuel) Acetylsalicylsyre 75 mg x 1 (mætningsdosis 300 mg) i kombination med prasugrel 10 mg x 1 (5 mg x 1 ved alder ≥ 75 år eller vægt < 60 kg) (mætningsdosis 60 mg). Denne kombination anvendes ikke ved medicinsk behandlet akut koronart syndrom. Prasugrel er kontraindiceret ved tidligere apopleksi/transitorisk iskæmisk attak. Alternativt acetylsalicylsyre i kombination med ticagrelor 90 mg x 2 (mætningsdosis 180 mg). Ticagrelor er kontraindiceret ved tidligere cerebral blødning. Acetylsalicylsyre 75 mg x 1 (mætningsdosis 300 mg) i kombination med clopidogrel 75 mg x 1 (mætningsdosis 600 mg Stabil iskæmisk hjertesygdom Acetylsalicylsyre 75 mg x 1 Clopidogrel 75 mg x 1 Iskæmisk apopleksi hvor atrieflimren er udelukket Clopidogrel 75 mg x 1 og acetylsalicylsyre 75 mg x 1 i 3 uger til 3 måneder afhængigt af infarkttype/-størrelse. Derefter langtidsprofylakse med et af de to præparater. Forud for påbegyndelse gives mætningsdosis (acetylsalicylsyre 300 mg og clopidogrel 600 mg. Alternativ langtidsprofylakse: acetylsalicylsyre 75 mg x 1 i kombination med dipyridamol depotkapsler 200 mg x 2. Symptomatisk perifer arteriel sygdom Clopidogrel 75 mg x 1 eller acetylsalicylsyre 75 mg x 1 Ved...)
Calciumantagonister (stabil angina pectoris) (Anvendes som førstevalgspræparat ved , hvis β-blokker er kontraindiceret og ved spasme (variant) angina.)
Neurokinin-receptorantagonister (...e og opkastning ved højemetogene behandlinger, ved kombinationsbehandling med et antracyclin og cyclophosphamid samt ved carboplatin-bas...)
Trombocytproduktion-stimulerende midler (...mbocytrespons (trombocyttal ≥ 50 x 10 9 /l) hos 50-70 % af patienterne. Erfaring savnes vedr. andre patienter med trombocytopeni, herunder patienter med malign sygdom eller kemote...)
Artemisininer (...Artemisininer er i dag førstevalg til behandling af al falciparum malaria. Behandling med artemisininer alene resulterer...)
Acetylsalicylsyre (ASA) som trombocythæmmende middel (...ved kirurgiske indgreb. Hos patienter med normalt trombocyttal og uden tegn på trombocytopati anses 3 dages præoperativ pause med ASA for tilstrækkeligt til at opnå acceptabel trombocytfunktion. Pausering af ASA afhænger af patientens tromboemboliske risiko i forhold til blødningsrisikoen ved det specifikke indgreb (2774) . Skrøbelige og ældre Primær forebyggelse af hjerte-kar-sygdom med acetylsalicylsyre (ASA) anbefales ikke rutinemæssigt, men kan overvejes hos udvalgte patienter i særligt høj risiko, fx patienter med diabetes og samtidig albuminuri/nefropati. Da risikoen for gastrointestinal blødning ved brug af ASA stiger med alderen 6845 - Low-Dose Aspirin for the Prevention of Atherothrombosis , kan seponering af primær profylaktisk ASA overvejes, særligt hos ældre med andre risikofaktorer for blødning. Blødningsrisikoen stiger ved...)
Azathioprin (... nyretransplantationer for mere end 50 år siden. Azathioprin er ikke længere førstevalg ved nyre-, hjerte- og levertransplantationer. Azathioprin er blevet erstattet af mycophenol...)
Behandling af cystisk fibrose (...ved at modulere den defekte Cystic Fibrosis Transmembrane Conductance Regulator (CFTR) -kanal. Det første stof, ivacraftor , virker på såkaldte gating-mutationer, hvor CFTR-kanalen er til stede i cellevæggen, men ikke fungerer normalt. Ivacaftor åbner kanalen, som dermed opnår funktion. Behandlingen styrker lungefunktion (10 % stigning i FEV1), trivselen forbedres og sved-klorid værdierne normaliseres. Præparatet er i Europa kun godkendt til patienter med disse mutationer, hvoraf der kun er få ( 2 år med bare en F508del mutation. Det femte præparat er en tre-stof kombinationsbehandling (vanzacaftor/tezacaftor/deutivacaftor), hvor elexacaftor er udskiftet med vanzacaftor, tezacaftor bevaret som 2. korrigerende stof. Ivacaftor er erstattet med deutivacaftor, som er langtidsvirkende og dermed kan gives én gang dagligt i stedet for gange 2 dagligt. Effekten af denne behandling har vist sig ligeværdig med det fjerde præparat. Det er en engangsdosering dagligt. Præparatet er i Europa godkendt til patienter > 6 år. Stoffer, der på et endnu tidligere tidspunkt påvirker proteinet, der indeholder kloridkanalen, er også under udvikling. For alle CFTR modulerende stoffer gælder, at leverfunktionen skal monitoreres. Se endvidere Midler til behandling af basal defekt (cystisk fibrose) . Luftveje Basisbehandling: Lungefysioterapi dagligt, som sekretmobiliserende fysisk aktivitet samt PEP (Positive Expiratory Pressure) - maske to gange dagligt. Inhalation af dornase alpha (recombinant human DNAse). Tilvalgsbehandling: Oral acetylcystein (højdosis antioxidant). Inhalation med hypertont (7 %) saltvand 1-2 gange dagligt. Inhalation med acetylcystein kan anvendes (slimløsende, ingen antioxidant effekt, da acetylcystein kun spaltes til glutathion ved passage gennem leveren). Ved bronkospasme antiastmatisk behandling i form af inhalation med β2-agonist og inhalationssteroid . Antibiotika-behandling: Afhængig af vækst af bakterier i luftvejssekret. I Danmark behandles, også i fravær af akutte symptomer. Orale β-laktamantibiotika kombineres med probenecid (ikke markedsført pr. 16. marts 2026) for at hæmme udskillelsen og dermed øge koncentrationen. For de Gram-negative bakterier (fx Pseudomas, Burkholderia species, Achromobacter) følges et fast behandlingsregime med en kombination af oral og inhalationsantibiotika og ofte intravenøs antibiotika for at forhindre udvikling af kroniske infektioner. Hvis infektionen bliver kronisk, gives der en kombination af oral og inhalationsantibiotika, suppleret med 14 dages 2-stof intravenøs antibiotikabehandling, enten efter fast regime eller efter individuelt behov. Derudover suppleres ofte med lavdosis azithromycin som kontinuerlig behandling, da dette har vist, dels at forhindre biofilmdannelse, dels at modulere immunresponset i lungerne positivt. Ved mistanke om infektionsfokus i bihuler kan disse forsøges saneret med inhalationsantibiotika på speciel næsemaske, ellers saneres eventuelt ved bihuleoperation. Leverfunktion monitoreres ved brug af antibiotika ved iv- indgift med måling før og efter en fx 14 dages behandling. Ved længerevarende behandling af svampeinfektion med azoler monitoreres leverfunktion med 3 måneders interval. Nyrefunktion monitoreres under iv-indgift med tobramycin, og serumkoncentrationen monitoreres med serum dalværdi (på 10. dagen) og peakværdi (1/2 time efter indgift på 3. dagen). Behandling med svampemidler intravenøst monitoreres med måling af nyretal før, under og efter behandling (14 dage). Patienter, der regelmæssigt får iv antibiotika, monitoreres årligt med nyrefunktionsundersøgelse (EDTA clearence). Se endvidere Midler til behandling af luftvejssymptomer (cystisk fibrose) . Mave-tarm-kanal Basisbehandling: Fordøjelsesenzymer (amylase, lipase og protease) ved påvist fedtmalabsorption (pankreasinsufficiens). Tilskud af fedtopløselige vitaminer. I Danmark kan anvendes et ikke-indregistreret præparat DEKAs, en multivitamin tablet med ekstra A, D, E og K vitamin, som er specielt udviklet til CF. Pga. manglende tilskud til ”DEKAs” anvender mange alternativt alm. multivitamin, evt. suppleret med vitamin D afhængigt af vitaminstatus. Tilvalgsbehandling: Salttilskud, som kan øges ved høj varme/øget svedtendens. Hos børn er salttilskud basisbehandling. Syreneutraliserende behandling : Dels pga. nedsat hydrogencarbonatsekretion (som hæmmer enzymernes effekt), dels pga. tendens til gastritsymptomer af forskellige årsager. Galdesyrer ( ursodeoxycholsyre ) ved tegn på leverpåvirkning. Andet: 125 % af anbefalet energi i kosten (evt. højkalorieholdig kost til udvalgte med dårlig vækst). Insulin ved...)
Midler mod tremor (...ved daglige doser > 200 mg. Ofte vil bivirkninger eller patient specifikke hensyn afgøre valg af præparat og dosis. Se topiramat (epilepsi) . Gabapentin Gabapentin ( ikke-registreretindikation ) med start på 300 mg dagligt med langsom optrapning til 1200- 2400 mg fordelt på 3 daglige doser. Clozapin I invaliderende tilfælde kan anvendes clozapin ( ikke-registreret indikation ) 12,5-50 mg dagligt. På grund af risiko for alvorlige bivirkninger (fx agranulocytose) skal behandlingen kontrolleres med hyppige blodprøver og EKG, se præparat beskrivelse af clozapin. Ved...)
Thiouracilderivater og imidazolderivater (...Ved behov for doser på mere end 300 mg propylthiouracil eller 20 mg af et imidazolpræparat anbefales generelt thyroidektomi, helst i 2. trimester. Dette begrundes med den øgede risiko for neonatal hypotyroidisme. Kombinationsbehandling med levothyroxin frarådes ligeledes på grund af en øget risiko for føtal hypotyroidisme. Dette skyldes at propylthiouracil og imidazolpræparaterne passerer placenta i højere grad end levothyroxin. Ubehandlet hyperthyroidisme under graviditet er forbundet med en væsentlig øget risiko for uønsket fosterpåvirkning inklusive spontanabort, fosterdød og præmatur fødsel. Den terapeutiske strategi ved behandling under graviditet er fortsat genstand for diskussion: Der er systematiske data for mere end 15.000 gravide eksponeret for propylthiouracilderivater og mere end 6.000 gravide eksponeret for imidazolpræparater tidligt i graviditeten. Mere end 2.000 har været skiftet fra et imidazol til propylthiouracil i løbet af 1. trimester. I disse studier er der overordnet set en noget øget risiko for misdannelser af størrelsesordenen 4-7 % for propylthiouracil og 7-9 % for carbimazol/thiamazol. Opgørelsen af disse data er dog i de store datasæt foretaget på en måde, som ikke tvangsfrit tillader sammenligning med andre data i litteraturen, idet samtlige kodede misdannelser er talt med. Dette er ikke standard inden for denne type af studier, da der på denne måde medregnes mange mindre defekter, som i nogle tilfælde ikke kan defineres som en egentlig misdannelse, fx rententio testis, epicantus og laryngeal stridor. For propylthiouracil er mild neonatal hypotyroidisme beskrevet i nogle studier med en frekvens på omkring 10 %. For imidazolpræparater er der, i en række kasuistikker og i to større epidemiologiske studier, beskrevet en øget risiko for en særlig gruppe af misdannelser: Aplasia cutis, choanal atresi, esophagus atresi og omphalocele. Der er ikke tvivl om, at dette signal er reelt, men den absolutte risiko er i disse to opgørelser lav, omkring 1,5 %. Patienter, som påtænker graviditet og er i imidazol-behandling, eller patienter som diagnosticeres i 1. trimester, bør behandles med PTU. Det er uændret omdiskuteret, om velbehandlede patienter bør skiftes fra et imidazol til PTU (ved konstatering af graviditet) eller vice versa (ved overgang fra 1. til 2. trimester) under graviditeten. 2017 guidelines fra det Amerikanske Thyroideaselskab (ATA) (3177) anbefaler en ret kompleks algoritme med valg af behandling i henhold til trimester og i forhold til, om der er tale om en nydiagnosticeret eller aktuelt behandlet tilstand. Anbefalingerne er dog eksplicit med forbehold for lav grad af evidens. Medicin.dk finder ikke, at der er god evidens for at skifte behandling af en klinisk velbehandlet hyperthyroid patient under graviditeten. Såfremt denne tilgang vælges, bør det hvile på en vurdering hos den konkrete patient, hvor man bør inddrage risikoen for dysregulering ved...)
Midler mod Tourettes syndrom (...ved Tourettes syndrom skal vælges udfra comorbiditet og risikoprofil. Tics ved Tourettes syndrom kan behandles medicinsk med alfa-adrenerg agonist clonidin (ikke markedsført) med start dosis 0.05 mg med øgning til 0,1-0,3 mg. Vedrørende dosering med antipsykotika (aripiprazol, risperidon, topiramat)( ikke-registreret indikation )) henvises til referencer. Guanfacin 1-3 mg anbefales internationalt som 2. valg (særligt hos børn) se europæiske guidleines. Fokal behandling af tics med med botulinum toxin. Deep Brain Stimulation (DBS) kan anvendes ved svære medicinsk refraktære motoriske tics (specialist opgave). Bemærk: Kontraindikation ved...)
Midler mod profunde og systemiske mykoser (systemiske svampeinfektioner) (...ved behandling må afvejes i individuelle tilfælde udfra konkret sværhedgrad af sygdom og risici ved behandling. Fluconazol Kan om nødvendigt anvendes som enkelt dosis eller lavdosis-behandling (< 200 mg) (1924) . Højdosis og længerevarende behandling bør undgås og bør være forbeholdt svære systemiske infektioner. Ved vaginal candidiasis er lokalbehandling førstevalg. Ved...)
Methotrexat og immunosuppressiva mod psoriasis (...ller acitretin. Behandling med biologisk middel og små molekyler ved psoriasis bør som hovedregel forbeholdes patienter, der ikke tåler eller ikke respondere...)
Fibrinolytika (...Ved betydelige, vedvarende smerter og/eller persisterende ST-segmentelevationer skal patienten overflyttes mhp. akut KAG/PCI. Store, hæmodynamisk betydende lungeembolier . Akut iskæmisk apopleksi Behandling med alteplase eller tenecteplase kan påbegyndes inden for 4,5 timer (9 timer til udvalgte patienter efter nøje vurdering af fordele og risici) fra symptomdebut og efter udelukkelse af intrakraniel blødning. Behandlingen bør kun forestås af læger, som har særlig erfaring på området. Regional infusion af alteplase Ved akutte eller subakutte arterielle eller venøse tromboemboliske tilstande kan kateterdirigeret infusion af fibrinolytika tæt på tromben/embolien anvendes til at opnå reperfusion. Tromboserede intravenøse katetre og AV-shunts Rekanalisering søges opnået ved...)
Kombinationspræparater til inhalation (... af langtidsvirkende β 2 -agonist og inhalationssteroid , ( ICS/LABA ) som anvendes til vedligeholdelsesbehandling af moderat og svær astma samt KOL. Kombination af inhalationssst...)
Leflunomid (inflammatoriske reumatiske sygdomme) (.... Anvendes ved aktiv reumatoid artritis og psoriasis artritis hos voksne. Bør som hovedregel ikke anvendes som førstevalg ved debuterend...)
Midler mod narkolepsi og andre hypersomnier (...Ved overvejende søvnanfald ved narkolepsi eller idiopatisk hypersomni anvendes et centralstimulerende lægemiddel. Til behandling af søvnighed (excessive daytime sleepiness (EDS)) er methylphenidat eller modafinil førstevalgspræparater. Dosis er for methylphenidat 20-60 mg dgl. og for modafinil 100-400 mg dgl. Sekundær behandling er pitolisant (Wakix) i dosis 4,5-36 mg dgl. eller solriamfetol (Sunosi) i doser på 75-150 mg. Solriamfetol er også indregistreret til patienter med behandlet obstruktiv søvnapnø og restsøvnighed/træthed i doser på 37,5-150 mg. Katapleksi: Hvis katapleksi er mest fremtrædende, anvendes lægemidler indenfor grupperne SNRI , SSRI , TCA og i sværere tilfælde natriumoxybat. Ved katapleksi vælges typisk primært venlafaxin (37,5-150 (højst 300) mg dgl.), alternativt imipramin (20-75 mg dgl.) eller clomipramin (10-75 (150) mg dgl.). Citalopram (10-20 mg dgl.) eller andet SSRI eller SNRI -præparat kan også bruges. Evidensen for disse behandlinger er primært erfaringsbaseret og der er lav evidens. Natriumoxybat (se CNS-deprimerende midler ) er indiceret ved ellers intraktabel narkolepsi med katapleksi eller hvor anden antikataplektisk behandling er utilstrækkelig eller forbundet med uacceptable bivirkninger. Dosis af natriumoxybat er 2,25-9 g dgl. Pitolisant (Wakix) har også en vis antikatapletisk effekt ved narkolepsi med katapleksi. Dosis er 4,5-36 mg daglig. Katapleksi og søvnighed: De nævnte lægemidler kan kombineres til behandling af de forskellige symptomer (katapleksi, søvnighed). Monitorering: Behandlingen skal følges ved jævnlige kliniske kontroller. Det anbefales at disse udføres ved...)
Benzodiazepiner (anxiolytika) (...ved behandling af delirøse abstinenstilstande, hvor dosering skal gives i refrakte doser med hyppig monitorering af effekten. Se ovenfor og endvidere Alkoholabstinens . Mange ældre påvirkes kraftigt af benzodiazepiner og er i øget risiko for paradokseffekt (se nedenfor), hvorfor dosering må ske med forsigtighed. Trafik Hvis man ikke er i stand til at føre et køretøj på betryggende vis pga. påvirkning af benzodiazepiner eller benzodiazepinlignende midler, er det strafbart i lighed med promillekørsel. Ved igangsættelse af behandling og markant dosisøgning anbefales kørselspause - normalt anbefales 2-4 ugers pause, men længden skal altid bero på en konkret vurdering. Generelt kørselsforbud anbefales ved fast behandling med benzodiazepiner med lang halveringstid (> 10 timer). Ved fast behandling med benzodiazepiner med halveringstid på 10 timer (oxazepam) anbefales en maksimal døgndosis (30 mg). Ved...)
Antibakterielle midler mod acne (...Benzoylperoxidgel, azelainsyre eller et topikalt retinoid bør være førstevalgspræparat ved let til moderat acne. Ønskes hurtig og mere udtalt virkning, kan man anvende et kombina...)
Ekspektorantia (...e bronkodilatatorer og inhalationssteroider er bedre. Dornase alfa anvendes udelukkende ved...)
Cefalosporiner (β-laktamantibiotika) (...Ved penicillinallergi eller mistanke om penicillinallergi kan der ofte anvendes et cefalosporin, da der kun sjældent forekommer krydsallergi, medmindre der er fælles sidekæder som ved cefalexin og aminopenicilliner (4800) . Ved en alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab. Enterococcus faecalis og Listeria monocytogenes er resistente over for cefalosporiner, men til gengæld følsomme over for penicillin og ampicillin. Over for penicillinaseproducerende stafylokokker har cefalosporinerne samme virkning som de penicillinasestabile penicilliner. Såfremt et cefalosporin ønskes anvendt, er cefuroxim bedst egnet. Cefuroxim trænger bedre over blod-hjernebarrieren end dicloxacillin, og det foretrækkes derfor til behandling af stafylokokmeningitis. Ceftazidim, ceftazidim/avibactam, ceftolozan/tazobactam og cefiderocol er anvendelige til behandling af Pseudomonas aeruginos a-infektioner, men bør anvendes i kombination med et andet antibiotikum (fx aminoglykosid eller ciprofloxacin). Cefotaxim, ceftazidim, ceftriaxon og cefuroxim passerer blod-hjernebarrieren ved inflammerede meninges, hvorved der kan opnås koncentrationer på 12,5-25 % af plasmakoncentrationen i spinalvæsken. Andre anvendelsesområder: Ceftriaxon kan anvendes til profylakse ved meningokoksygdom som alternativ til ciprofloxacin (2940) . Til behandling af meningitis forårsaget af gramnegative bakterier foretrækkes ceftriaxon eller cefotaxim (2930) . Ingen af cefalosporinerne har effekt ved listeriameningitis. Ceftriaxon anvendes til behandling af gonoré. Oralt cefuroxim kan anvendes som et alternativ til et quinolon ved...)
Immunologiske bivirkninger til cellulære terapier og CAR-T (...ved alvorlige grader af CRS-behandling, vil patienter ofte indlægges på en intensivafdeling. Derfor er det vigtigt, at afdelinger, der anvender CART og bispecifikke antistoffer har let adgang til intensivafdelinger med kendskab til håndtering af CRS-tilfælde. CRS opstår oftest tidligt i behandlingsforløbet, særligt de første dage efter en behandling. CRS kan graderes i henhold til American Society for Transplantation and Cellular Therapy (ASTCT) graderingsskala. Der er dog også andre skalaer for CRS-gradering. Man bør i alle tilfælde anvende den protokolspecifikke CRS-gradering i kliniske forsøg eller den skala, som man har valgt at implementere lokalt. Nedenfor vises kun ASTCT konsensuskriterierne, der beskriver fire sværhedsgrader af CRS: Parameter Grad 1 Grad 2 Grad 3 Grad 4 Temperatur ≥38 °C ≥38 °C ≥38 °C ≥38 °C med Hypotension ingen Ikke behov for vasopressor. Behov for vasopressor med eller uden vasopressin. Behov for flere vasopressorstoffer (eksklusiv vasopressin). og/eller Hypoxi ingen Krævende low-flow ilt (≤ 6 L/min) nasalt kateter eller blow-by. Krævende high-flow ilt (> 6 L/min) via nasalt kateter eller maske. Krævende overtryksbehandling, fx CPAP eller respirator. Behandling Graden af CRS er afgørende for behandlingen. Oftest kan de letteste grader behandles med febernedsættende medicin og supplerende i.v. væske samt evt. antibiotika. Som regel bør alle tilfælde over Grad 1 behandles med tocilizumab med eller uden i.v. dexametason. Ved sværere grader varetages behandlingen ofte af intensiv afdeling i tæt samarbejde med hæmatologer. Behandling skal foregå i henhold til gældende kliniske retningslinjer og evt. specifikke forholdsregler tilknyttet de enkelte CART og bispecifikke antistof produkter (se SmPC). Immune effector cell-associated neurotoxicity syndrome (ICANS) En anden alvorlig og særlig bivirkning til CART og bispecifikke antistoffer er immune effector cell-associated neurotoxicity syndrome (ICANS) . Typiske tidlige symptomer er tremor, dysgrafi (skrivevanskeligheder), mild ekspressiv afasi, forstyrret opmærksomhed, apraksi og let sløvhed. Tilstanden kan forværres i løbet af timer eller dage til svær neurotoksicitet med livstruende kramper og svær bevidsthedssvækkelse. I sjældne tilfælde kan der forekomme hjerneødem med risiko for inkarceration. Der findes flere graderingsskalaer for ICANS, men herunder vises kun skalaen anbefalet i ASTCTs konsensusrapport for voksne. Der er en anden version til børn (se speciallitteratur). Det kræver ikke alle fund for at opfylde en given grad - fx vil komatøs tilstand være grad 4 uanset om der er andre grad 4 kriterier til stede. Fund Grad 1 Grad 2 Grad 3 Grad 4 ICE* score 7-9 3-6 0-2 0 (kan ikke udføres) Bevidsthedsniveau Spontant vågen. Vågner ved tiltale. Vågner kun ved taktil stimulering. Kan ikke vækkes eller kræver gentagen taktil stimulering for at vågne. Stuporøs eller komatøs tilstand. Krampeanfald (epileptiske anfald) Nej Nej Fokale eller generaliserede anfald, der stopper hurtigt, eller nonkonvulsiv ikke EEG dokumenteret anfald, der stopper ved intervention. Livstruende epileptiske anfald (>5 min.) eller gentagne anfald (baseret på klinik eller EEG) uden at patienten normaliseres mellem anfaldene. Motoriske udfald Nej Nej Nej Svær fokal kraftnedsættelse, fx hemiparese eller paraparese. Forhøjet intrakranielt tryk/cerebralt ødem Nej Nej Fokalt/lokalt hjerneødem på billediagnostik. Diffust cerebralt ødem, kliniske fund på decerebrering/decorticering, abducensparese, papilødem, eller cushings triade. *ICE er en klinisk gradering af kognitive evner, baseret på orientering, navngivning af ting, følge opfordringer, skrive og opmærksomhed/hovedregning. For mere information om ICE, se speciallitteratur. Behandling Afhængig af sværhedsgrad, behandles ICANS ved tæt observation, forebyggende behandling med antiepileptika, dexamethason og evt. intensivbehandling. MR af CNS kan overvejes ved...)
Midler mod chorea (...ved Huntingtons sygdom, eller chorea udløst af andre årsager fx autiommune sygdomme, eller efter stroke: Tetrabenazin er 1. valg. Chorea som led i en generaliseret dystoni: Gabapentin eller trihexyphenidyl er 1. valg. 2. valg er antipsykotika, især pimozid og clozapin (andre anvendelsesområder). Ved...)
Midler mod kondylomer (... Human papillomavirus. Mitosehæmmende midler indeholdende podofyllotoksin kan anvendes. Ved manglende respons kan som alternativ behandles med imiquimodcreme eller sinecatechins*....)
Antivirale midler mod COVID-19 (... har vist nogen effekt på patienter indlagt med iltbehov; men der har ikke været effekt ved opstart af behandling i mere fremskredne stadier, ligesom der også er studier, der ikke...)
Cytisin (...ved nikotinabstinenssymptomerne ved rygeophør. Når cytisin binder sig til nicotinreceptorerne, virker det som en antagonist og nedsætter derved...)
Hormonale kontraceptiva (...ved 3. og 4. generations p-piller i forhold til 1. og 2. generation, hvor risikoen er ca. fordoblet i forhold til ikke-brugere. Den absolutte risiko for venetrombose (VTE) er imidlertid meget lille. Hos kvinder i aldersgruppen 15 -49 år uden brug af p-piller og uden graviditet er risikoen 2-3 per 10.000 kvinder per år. Hos kvinder, der anvender 1. og 2. generations p-piller, er den 4-6 tilfælde per år, og hos kvinder, der anvender 3. og 4. generations p-piller, er den 6-9 tilfælde per 10.000 kvinder per år (2846) . Risikoen for VTE ved anvendelse af ring er identisk med risikoen ved 3. og 4. generations p-piller i overensstemmelse med, at gestagenet i ringen er 3. generation. Risikoen for VTE ved anvendelse af plaster er i de danske registerbaserede studier ca. 7 gange højere end risikoen hos ikke p-pille brugere. Der er dog tale om et relativt lille antal brugere af plaster og antallet af VTE i denne gruppe er følgelig meget lille. Også risikoen for arteriel trombose (hjerte og hjerne) øges ved anvendelse af et kombineret hormonelt kontraceptivum, dog i mindre grad end risikoen for venøs trombose (RR 1,5 - 2,0). Der ser ikke ud til at være forskel på de forskellige gestagener i forhold til risikoen for arteriel tromboemboli. Kombinationspræparater kan mindske mælkedannelsen . Anvendelse af kombinationspræparater bør derfor først begyndes, når amningen er veletableret, i almindelighed ikke tidligere end 6 uger efter fødsel. Virkningen på mælkeproduktionen er reversibel. Ophør med indtagelse af kombinationspræparat vil normalisere produktionen. Kontraceptiva udelukkende med gestagen Kontraceptiva udelukkende med gestagen er særligt egnede under laktation, da gestagenet ikke påvirker mælkeproduktionen. De kan desuden anvendes til kvinder over 35 år, som ryger, samt ved andre kontraindikationer mod ethinylestradiol. Ved anvendelse af rene gestagenpræparater er der ikke påvist øget risiko for kredsløbssygdomme. Endelig kan de forsøges til den lille gruppe kvinder, som har almene bivirkninger (fx kvalme, vægtstigning, hovedpine, depression) ved anvendelsen af kombinationspræparater. De traditionelle minipillers ulemper er en lidt lavere svangerskabsforebyggende effekt pga. den manglende ovulationshæmning samt tendensen til at give blødningsuregelmæssigheder og et snævert tidsinterval (3 timer) for tabletindtagelsen. Kontinuerlig behandling med gestagen i større doser kan administreres i form af implantater (gestagenstav), som er virksomme over en 3-årig periode, i form af depotinjektion af medroxyprogesteronacetat hver 3. måned eller som en høj-gestagen minipille indeholdende desogestrel eller drospirinon i doser på henholdsvis 75 mikrogram eller 4 mg daglig. Alle tre metoder virker ovulationsblokerende, men virker også på endometriet og cervixslimen. En ulempe ved...)
Antiepileptika (...ved at øge Cl - -indstrømning og synes at have effekt på alle typer anfald (benzodiazepiner, phenobarbital, topiramat). Påvirkning af frigivelsen af neurotransmitter fra synaptiske vesikler (brivaracetam, levetiracetam). Virker på alle anfald, specielt myoklonier. Modulering af høj spændingsaktiverede Ca 2+ -kanaler via α 2 δ-underdelen (gabapentin og pregabalin). Formentlig kun effekt ved fokale anfald. Glutamathæmning (phenobarbital, topiramat og zonisamid). Stofferne har effekt på alle typer anfald, men har også andre virkningsmekanismer. Perampanel virker som AMPA-glutamatreceptor-antagonist. Carboanhydrasehæmning (acetazolamid, topiramat og zonisamid). Virker på alle anfaldstyper. Et stofs formodede virkningsmekanismer kan have betydning for valg af antiepileptika. Ved...)
Nicotinsubstitution (...De forskellige nicotinprodukter er lige effektive. Selvvalg af nicotinprodukter har ikke givet øget ophørsrate. 16-timers og 24-timers nicotinplas...)
Insulin (De forskellige præparationer af humant insulin er klinisk ligeværdige, og her må pris eller injektionsredskab (pen) være afgørende for præparatvalg.)
Insulinanaloger (...valget. De langsomtvirkende insulinanaloger adskiller sig lidt i virkningsvarighed (insulin degludec har længere varighed end glargin 100 og glargin 300 og detemir), mens glargin 300 har en længere varighed end glargin 100 og detemir. Absorptionsvariabilitet (dag-til-dag variation) af degludec er væsentligt mindre end for detemir og glargin. Insulin Icodec adskiller sig markant fra de øvrige insuliner med dosering éngang om ugen. Patientønsker og erfaring med præparaterne afgør præparatvalg...)
Dopaminagonister (...ført med et tidsinterval på 24 timer pga. cabergolins lange halveringstid. Der bør også ved skift fra cabergolin til en af de øvrige dopaminagonister tages hensyn til cabergolins ...)
Antihistaminer (kvalme og opkastning) (De sederende antihistaminer har bedst antiemetisk effekt, og prisen må afgøre præparatvalget. Se i øvrigt .)
Jernchelerende midler (...ved jernophobning. På grund af den betydelige dokumentation for den gunstige effekt af deferoxamin er dette stof førstevalgspræparat ved akut jernforgiftning og hos multitransfunderede patienter med hæmatologiske lidelser med et kronisk behov for blodtransfusion. Anvendes desuden ved hæmokromatose og tilstande med kronisk jernophobning, hvor behandling med gentagne venesektioner ikke kan gennemføres. Deferasirox Bruges til behandling af jernoverskud hos patienter med kronisk transfusionskrævende anæmi. Sammenlignende undersøgelser med deferoxamin tyder på, at man kan opnå samme effekt med deferasirox. Den bedre compliance med oral anvendelse har medført, at deferasirox anvendes i tiltagende grad i stedet for deferoxamin. Ved ikke-thalassæmiske hæmatologiske sygdomme skal indikationen for deferasirox opvejes mod patientens forventede levetid, som bør være mere end 2 år, før lægemidlet anvendes. Deferipron Bruges til behandling af jernoverskud hos patienter med thalassaemia major, hvor behandling med deferoxamin er kontraindiceret eller utilstrækkelig. En række undersøgelser tyder på, at deferipron er særlig effektiv ved...)
Vehæmmende og uteruskontraktionshæmmende midler (...ved truende for tidlig fødsel ved såvel singleton som flerfold graviditet. Maternelle bivirkninger er beskedne og der er ikke beskrevet bivirkninger for barnet. β2-stimulerende midler er 1. valgspræparat ved behov for kortvarig vehæmning fx ved intrauterin asfyksi, men kan ikke anbefales ved truende for tidlig fødsel pga. risiko for alvorlige bivirkninger for mor og barn. Prostaglandinsyntesehæmmere udgør sammen med calciumantagonister ligeværdige 2. valgspræparater til behandling af truende for tidlig fødsel. Prostaglandinsyntesehæmmere indebærer en risiko for barnet bl.a. i form af for tidlig lukning af ductus arteriosus ved længerevarende behandling og behandling i sidste del af graviditeten. Ved behandling under 48 timer og før uge 32 synes denne risiko at være beskeden, men i øvrigt bør prostaglandinsyntesehæmmere ikke anvendes efter uge 28+0. Calciumantagonister udgør sammen med prostaglandinsyntesehæmmere ligeværdige 2. valgspræparater til behandling af truende for tidlig fødsel. Maternelle bivirkninger er oftest milde. Der er ikke beskrevet bivirkninger for barnet. Optimal dosis og behandlingsregime er ikke fastlagt. NO-donorer er 2. valgspræparat ved behov for akut tokolyse fx i forbindelse med vanskelig forløsning ved sectio eller ved udvendig vending. Deres rolle i forbindelse med en længerevarende behandling er uafklaret. Truende for tidlig fødsel Behov for svækkelse af veer under fødsel (fx takysystoli, hyperstimulation) Behov for kortvarig afslapning af uterus (fx ved vending, vanskelig forløsning ved...)
Antipsykotika (kvalme og opkastning) (Der er betydelige forskelle i bivirkningsmønstrene, der kan være afgørende for præparatvalg (se tabel 1 i ).)
Antiepileptika mod migræne (Der er ikke dokumenteret forskel i effekten, så valg mellem topiramat og valproat bør foretages ud fra bivirkningsprofil og pris.)
NSAID (...ved forskellige reumatiske sygdomme. Der er imidlertid forskelle i bivirkningsmønstret mellem de enkelte NSAID, ligesom der er stor individuel variation fra præparat til præparat vedr. virkning og bivirkninger. Præparater med prolongeret virkning, som kun doseres 1-2 gange dgl., kan vælges ved behov for virkning døgnet igennem. Ved inflammatoriske ledsygdomme gives præparater med prolongeret effekt til natten for at forebygge morgensmerter og -stivhed. Sundhedsstyrelsen anbefaler ibuprofen som førstevalg (se Basislisten ). Selektive COX-2-hæmmere er kun indicerede til patienter med betydelig risiko for mave-tarmblødning eller ulcus til behandling af inflammatoriske reumatiske smerter ( celecoxib , etoricoxib ) eller postoperative smerter ( parecoxib ). Hos hjerteraske anses naproxen (uafhængig af dosis) og ibuprofen i lav dosis (≤ 1.200 mg dgl.) som ligeværdige non-selektive NSAID, idet der ikke er fundet øget risiko for arteriel trombose eller død, hvorimod særlig diclofenac, men også ibuprofen i høj dosis (> 1.200 mg) medfører lille, men signifikant øget risiko for arteriel trombose eller død, også hos hjerteraske (2566) (4630) . Til patienter med kardiovaskulær risiko anbefales ved behov for NSAID naproxen i mindst mulige dosis (≤ 500 mg dgl.) eller ibuprofen (≤ 1.200 mg dgl.). COX-2 hæmmere anses af bl.a. Dansk Cardiologisk Selskab for uegnede til patienter med hjertesygdomme pga. den øgede tromboserisiko. Tabel 1: Opsummering af præparatvalg for de orale formuleringer af NSAID i henhold til risikofaktorer og GI blødning og hjerte-kar-sygdom (CV) Patientens risiko Behandlingsvarighed GI risiko CV risiko 0-14 dage ≥ 14 dage Lav Lav ibuprofen ≤ 1.800 mg daglig naproxen ≤ 1.000 mg daglig diclofenac ≤ 200 mg daglig celecoxib ≤ 400 mg daglig ibuprofen ≤ 1.200 mg daglig naproxen ≤ 1.000 mg daglig diclofenac ≤ 100 mg daglig celecoxib ≤ 200 mg daglig Høj Lav diclofenac ≤ 200 mg daglig celecoxib ≤ 400 mg daglig diclofenac ≤ 100 mg daglig celecoxib ≤ 200 mg daglig Lav Høj ibuprofen ≤ 1.800 mg daglig naproxen ≤ 500 mg daglig ibuprofen ≤ 1.200 mg daglig naproxen ≤ 500 mg daglig Høj Høj Undgå orale NSAID om muligt Alternativt: topikale NSAID oral NSAID i lavest mulige dosis, kortest mulige varighed og med samtidig ordination af relevant forebyggende behandling i forhold til GI bivirkninger. Risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom er eksempelvis arteriel hypertension, hyperlipidæmi, diabetes eller tobaksrygning. Risikofaktorer for ulcuskomplikation ved NSAID-behandling er eksempelvis alder (specielt > 65 år), tidligere ulcus, tidligere ulcusblødning/-perforation, dyspepsi, anden systemsygdom (herunder særligt diabetes og hjerte-kar-sygdom) og anden samtidig behandling (SSRI, trombocytaggregationshæmmere, AK-behandling, systemisk glukokortikoid). Kilde: IRF, Sundhedsstyrelsen (6654) . Diclofenac uanset dosis frarådes til patienter med kardiovaskulære risikofaktorer, herunder svær hypertension. Kan anvendes efter nøje overvejelse ved hypertension. ASA i lavdosis anvendes, hvis man ønsker en irreversibel hæmning af trombocytternes aggregationsevne. Risikofaktorer I Tabel 2 angives forslag til valg af NSAID-behandling afhængigt af, om den individuelle patient har risikofaktorer af gastro-intestinal (GI) eller kardiovaskulær (CV) karakter. Patienten kan kategoriseres til én af 8 forskellige risikogrupper afhængig af +/- tilstedeværelsen af følgende tre karakteristika: Trin 1: Tidligere GI-blødning eller ulcus Trin 2: Andre GI-risikofaktorer* Trin 3 : CV-risikofaktorer** Afhængigt af svaret (ja eller nej) til tilstedeværelsen af hvert enkelt karakteristikum kan patienten kategoriseres til én af de 8 forskellige risikogrupper. I den samme søjle angives forslaget til NSAID-valg med et X. Tabel 2. Afklar i de 3 trin hvilken af de 8 risikogrupper patienten tilhører ud fra, om der er Ja eller Nej til tilstedeværelse af de enkelte risikofaktorer Trin 1: Tidligere GI-blødning eller ulcus NB: Ved ≥ 2 tidligere tilfælde er NSAID kontraindiceret Nej ↓ Ja ↓ Trin 2: Andre GI-risikofaktorer: Alder > 65 år Samtidig behandling med antikoagulantia glukokortikoid SSRI ASA Se Forsigtighedsregler Nej ↓ Ja ↓ Nej ↓ Ja ↓ Trin 3: CV-risiko Erkendt kardiovaskulær sygdom eller risiko herfor. Se Kontraindikationer Nej ↓ Ja ↓ Nej ↓ Ja ↓ Nej ↓ Ja ↓ Nej ↓ Ja ↓ Forslag til valg af NSAID: Naproxen i laveste dosis Ibuprofen ≤ 1.200 mg X X X Naproxen ≤ 500 mg Ibuprofen ≤ 1.200 mg X X X X COX-2-selektiv NSAID fx celecoxib 200 mg dgl. (foretrækkes ved...)
β-blokkere (hjerteinsufficiens) (Der er ingen afgørende forskel i effekt og bivirkninger. Prisen afgør valg af præparat.)
Integrasehæmmere (midler mod HIV) (...ir anbefales i danske guidelines fra Dansk Selskab for Infektionsmedicin fra som førstevalg til at indgå i kombinationsbehandling med to nukleosidanaloger, dolutegravir kan også ...)
Nukleosid/nukleotid- og non-nukleosid-RT-hæmmere i komb. (... tidligere psykiatrisk sygdom. Derudover er non-nukleosid analoger aktuelt ikke første valg...)
Midler mod hikke (...vedrørende effektivitet og sikkerhed kan baclofen og gabapentin betragtes som førstevalg til behandling af persisterende og intraktabel hikke med metoclopramid og chlorpromazin (udgået af det danske marked) som andet valg. Ved nyopstået ved...)
Kontraceptiva til lokal brug (...nd af lav risiko for brugerfejl. Effektiviteten af en kontraceptiv metode kan udtrykkes ved det såkaldte Pearl Indeks (1208) , som angiver, hvor mange kvinder ud af 100, der blive...)
Antivirale midler mod hepatitis C (virusinfektioner) (...vedr. HCV udarbejdet af Dansk Selskab for Infektionsmedicin og Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi, se Hepatitis B og C på Guidelines og retningslinjer . Akut hepatitis C Hepatitis C diagnosticeres sjældent i den akutte fase. Fremkomst af meget effektive interferonfrie regimer til behandling af kronisk hepatitis C har medført, at strategien er ændret således, at man nu går efter at eliminere HCV, og en akut HCV vil udgøre en mulighed for videre smitte. Derfor behandles en akut HCV såvel som en kronisk. Kronisk hepatitis C Kronisk HCV infektion defineres ud fra positivt HCV-RNA > 6 mdr. Det vil aktuelt kun sjældent forekomme, da behandling indledes umiddelbart efter en positiv prøve - HCV patienter har det med at forsvinde fra opfølgning i sundhedssystemet. Er på lang sigt forbundet med risiko for udvikling af cirrose og hepatocellulært karcinom. Kronisk hepatitis C behandles med direkte aktive antivirale stoffer (DAA) . Behandlingerne gives i forskellige kombinationer, betinget af den virale genotype, graden af fibrose samt respons på eventuelle tidligere behandlinger. Behandlingstiden er typisk 8-12 uger. DAA (318352) opdeles i fire klasser, der kan kombineres. De fire klasser er proteasehæmmere (209076), NS5A-hæmmerere og polymerasehæmmere, hvor sidstnævnte underinddeles i nukleotidanaloger og non-nukleotidanaloger Målet med behandlingen er at helbrede patienten. Dette anses for opnået, når HCV-RNA i blodet er negativ 3 mdr. efter ophørt behandling. Mange af patienterne er smittet for 30-40 år siden. De befinder sig ofte på plejehjem eller psykiatriske institutioner. Behandlingen bliver gennemført ved at samarbejde med lokalt sundheds- eller social personale. Ofte uden at patienten kommer på hospitalet. Det samlede antal blodprøve kontroller er 3-4 gange. Alle patienter kan få behandling. Det er besluttet af WHO, at HCV skal eradikeres inden 2030, hvilket Danmark har tilsluttet sig. Behandlingerne er stort set bivirkningsfri, og man opnår den ønskede effekt (at virus cleares) i > 95 % af behandlingerne. De få, der ikke opnår effekt, kan behandles med andre regimer efter resistens undersøgelse. Hvis patienten ikke har udviklet svær fibrose eller cirrhose, er der ikke grund til fortsat kontrol, medmindre patienten fortsat har en risiko-adfærd. Det er derfor fortsat nødvendigt at fibrose-graduere patienterne, dette sker primært med fibroscanning, som også i nogle tilfælde giver vejledning mhp. valg af lægemiddel og behandlingslængde. Genotypning af virus bruges stadig, idet man til nogle genotyper kan anvende en billigere behandling. Men flere af de nyere behandlinger er pan-genotypiske. Der findes regimer anbefalet af Medicinrådet ultimo 2018: Genotype 1 eller 4 : Første valg: Sofosbuvir 400 mg x 1 + ledipasvir 90 mg x 1 i 8-12 uger*. Andet valg: Grazoprevir 100 mg x 1 + elbasvir 50 mg i 12 uger. * ved cirrhose Child-Pugh A i 12 uger, ellers i 8 uger. Genotype 2 eller 3: Første valg: Sofosbuvir 400 mg x 1 + velpatasvir 100 mg x 1 i 12 uger. Andet valg: Glecaprevir 300 mg x 1 + pibentasvir 120 mg x 1 i 8 uger For yderligere information se retningslinjerne fra de lægevidenskabelige selskaber, der opdateres flere gange årligt: se Guidelines og retningslinjer . Det vigtigste non-farmakologiske tiltag ved...)
Midler mod atopisk dermatitis (...Ved recidiv genoptages behandlingen. Både tacrolimus og pimecrolimus kan desuden forsøges anvendt ved øjenlågseksem, pruritus ani, ved psoriasis i ansigt og i hudfolder (invers psoriasis) samt ved tegn på kortikosteroidatrofi. Hos børn kan man anvende tacrolimussalve 0,03 %. Ved meget aktivt eksem er det muligt at anvende begge stoffer kontinuerligt eller med få behandlingspauser, i modsætning til kortikosteroiderne. For begge præparater bør der udvises forsigtighed i sommerperioden, og behandlede områder bør ikke udsættes for kraftig soleksponering. Samtidig lysbehandling med UVB eller UVA (solarium) bør ikke finde sted. Hud inficeret med bakterier eller virus bør ikke behandles. Behandling med både dupilumab, tralokinumab, lebrikizumab, bariticinib, upadacitinib og abroticinib er forbeholdt speciallæger i dermatologi i hospitalsregi, som har erfaring med biologisk behandling af patienter med atopisk dermatitis og kan være indiceret ved...)
Digoxin (...f serum-digoxin Manglende skift til vedligeholdelsesdosis efter anvendt mætningsdosis Der ordineres mætningsdosis som vedligeholdelsesdosis (650 mikrogram i ...)
Orale fumarater (dimethylfumarat og diroximelfumarat) (...valg) behandlinger; interferon beta, glatirameracetat og teriflunomid. Flere real-world registerstudier har dog foreslået, at dimethylfumarat har en større effekt på attakker end teriflunomid. Medicinrådet har ligestillet teriflunomid og dimethylfumarat som førstevalg til patienter med attakvis MS, undtagen til kvinder med ønske om graviditet inden for det nærmeste år, hvor teriflunomid ikke bør anvendes. Medicinrådet har indplaceret valg...)
Midler mod parasitære infektioner (...ved fund af sjældent sete parasitære infektioner hos patienter altid konfereres med den nærmeste infektionsmedicinske afdeling, der vil have udleveringstilladelse til en række af nævnte lægemidler. De vigtigste midler og indikationer Denne oversigtstabel er ufuldstændig mht. både parasitoser og lægemidler. Der er udvalgt nogle af de globalt hyppigst forekommende parasitsygdomme, og enkelte ses blandt danske patienter. Albendazol Benznidazol Diloxanidfuroat Ivermectin Mebendazol Metronidazol Miltefosin Niclosamid Nifurtimox Nitazoxanid Paromomycin Praziquantel Quinacrin Thiabendazol Tinidazol Tricklabendazol Giardiasis x x x x x x Amøbiasis x x x x x x Ekinokokkose x x Cysticerkose x x x Larva migrans x x x Enterobiasis x x x T.cruzi x x Filariasis x x Strongyloidiasis x x Scabies x Schistosomiasis x Kryptosporidiose x x Trichomoniasis x x Fascioliasis x Leishmaniasis x x Ascariasis x x Trikinose x x Cestoder x x x x x Trematoder x x x x Piskeorm x x x x Hageorm x x x x Microsporidiose x Denne oversigtstabel bør aldrig lægges til grund for behandling. Behandling af andet end enterobiasis bør altid konfereres med en specialist. Præparaterne er ikke markedsførte i Danmark, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek: Albendazol (Zentel) (2295) (2296) GlaxoSmithKline Ascaris, Necator og Anchylostoma (spolorm og hageorm): 400 mg som enkeltdosis. Echinococcus granulosis (hydatidose): 400 mg 2 gange daglig fra 1 måned før til og med 1 måned efter kirurgisk indgreb på Echinococcyste (Specialistopgave). Trichuris trichiura (piskeorm): 600-800 mg 1 gang dgl. i 3 dage. Lymfatisk filariasis : 400 mg 1 gang årligt (kombineret med ivermectin). Giardiasis recidiv: 400 mg 2 gange daglig i 5-7 dage. Enterobius vermicularis (Børneorm) til piger med recidiverende børneorm til behandling af vaginalt reservoir. 400 mg 1 gang ugentlig i 6 uger. Trichinella spiralis: 400 mg 2 gange daglig i 8-14 dage. Benznidazol (Radanil) Roche Trypanosoma cruzi (Chagas sygdom): Voksne: 5-7 mg/kg legemsvægt/dag fordelt på 2 doser i 60 dage Børn op til og med 11 år: 5-10 mg/kg legemsvægt/dag fordelt på 2 doser i 60 dage Diloxanid furoat (Furamide) Abbott Entamoeba histolytica infektion: 500 mg 3 gange dagligt i 10 dage Ivermectin (flere præparater) Dispenseringsform: Tabletter 3 mg. Lymfatisk filariasis: 200 mikrogram pr. kg legemsvægt 1 gang årligt (kombineret med albendazol 400 mg). Strongyloidiasis: 150-200 mikrogram pr. kg legemsvægt som enkeltdosis gentaget efter 2 uger. Ascaris, Trichuris og Enterobius: 150-200 mikrogram pr. kg legemsvægt som enkeltdosis gentaget efter 2 uger. Kutan larva migrans: 150-200 mikrogram pr. kg legemsvægt som enkeltdosis. Scabies: Bruges især til fulminante infektioner: 150-200 mikrogram pr. kg legemsvægt som enkeltdosis, evt. gentaget efter 1-2 uger. Miltefosin (Impavido) Paladin Dispenseringsform: Tabletter 50 mg. Kutan leishmaniasis: 50 mg 3 gange daglig i 28 dage. Niclosamid (Yomesan) Bayer Dispenseringsform: Tabletter. Diphyllobothrium latum, Taenia saginata, T. solium: Voksne. 2 g som engangsdosis. Børn 35-45 kg: 1,5 g som engangsdosis. Børn 11-34 kg. 1 g som engangsdosis. Hymenolepis nana og H. diminuta. Voksne og børn > 45 kg. 2 g 1 gang daglig i 7 dage. Børn 35-45 kg. 1,5 g som enkeltdosis dag 1, herefter 1 g daglig i 6 dage. Børn 11-34 kg. 1 g som enkeltdosis dag 1, herefter 0,5 g 1 gang daglig i 6 dage. Paromomycin (Humatin) Pfizer Paromomycin er et aminoglycosid isoleret fra Streptomyces . Paromomycin absorberes stort set ikke fra mave-tarm-kanalen. Behandling af cyster af Entamoeba histolytica : 25-35 mg/kg legemsvægt fordelt på 3 doser daglig i 10 dage. Paromomycin 15 % som creme er vist at være effektiv til behandling af kutan leishmaniasis forårsaget af L. major . Praziquantel (Biltricide) Bayer Dispenseringsform: Tabletter 600 mg. Schistosoma haematobium og S. mansoni: 40 mg/kg legemsvægt som engangsdosis. S. japonicum: 60 mg/kg legemsvægt fordelt på 2 doser med mindst 4 timers mellemrum. Diphyllobotrium latum og Hymenolepis nana: 25 mg/kg legemsvægt som engangsdosis. Taenia saginata og T. solium: 10-20 mg/kg legemsvægt som engangsdosis. Trematoder ( andre ikter) - undtagen Fasciola spp: 25 mg/kg legemsvægt 3 gange daglig i 2 dage. Thiabendazol (Mintezol) MSD Dispenseringsform: Tyggetabletter 500 mg Trichinella spiralis: 50 mg/kg legemsvægt fordelt på 2 daglige doser i 5 dage. Albendazol bør være førstevalgsbehandling. Virker også mod Strongyloides og kutan larva migrans, men ivermectin er førstevalg. Nifurtimox (Lampit) Bayer Dispenseringsform: Tabletter. Trypanosoma cruzi (Chagas sygdom): Voksne. 8-10 mg/kg legemsvægt fordelt på 3 doser i døgnet i 3-4 måneder. Børn 11-17 år . 12,5-15 mg/kg legemsvægt fordelt på 3 doser i døgnet i 3 måneder. Børn ≤ 10 år. 15- 20 mg/kg legemsvægt fordelt på 3 doser i døgnet i 3 måneder. Kan også anvendes til behandling af Trypanosoma gambiense og T. rhodesiense (sovesyge) i kombination med eflornithin. Nitazoxanid (Alinia) Romark Laboratories Dispenseringsform: Tabletter og oral suspension. Giardiaintestinalis , Cryptosporidia , Entamoeba histolytica og Trichomonas vaginalis : Voksne og børn ≥ 12 år. 500 mg 2 gange daglig i 3-7 dage afhængig af infektion. Børn 4-11 år. 200 mg 2 gange daglig i 7 dage. Børn 1-3 år. 100 mg 2 gange daglig i 7 dage. Nitazoxanid er også virksomt mod helminter som fx Ascaris lumbricoides , Hymenolepis nana og Trichuris trichiura , hvor det er fundet at have samme virkning som andre lægemidler. Nitazoxanid administreret som suspension henholdsvis tabletter er ikke bioækvivalente, idet suspensionen giver plasmakoncentrationer på ca. 70 % af nitazoxanid administreret som tabletter. Plasmakoncentrationen fordobles, når nitazoxanid administreres i forbindelse med et måltid. Nitazoxanid er ikke undersøgt hos patienter med nedsat lever- og nyrefunktion. Potentielle bivirkninger er undersøgt hos 1.628 patienter, og 6,7 % rapporterede abdominalsmerter, 4,3 % diarré, 3,1 % hovedpine og 3,1 % kvalme. Forekomsten af disse symptomer var ikke forskellige fra symptomer rapporteret fra studiernes kontrolgrupper. Nitazoxanid er undersøgt hos 613 pædiatriske patienter, og de rapporterede bivirkninger adskilte sig ikke fra kontrolgruppen, og ingen ophørte behandlingen pga. mistænkte bivirkninger. Nitazoxanid har hos svært immunosupprimerede ikke vist virkning imod kronisk cryptosporidiose. Quinacrin (Atabrin) Bayer Dispenseringsform: Tabletter. Giardia : Voksne og børn ≥ 15 år. 100 mg 3 gange daglig i 5 dage. Børn. 8 mg/kg legemsvægt/dag, op til 300 mg/dag fordelt på 3 doser i 5 dage. Bivirkninger omfatter abdominalsmerter og diarré, samt ved længere tids anvendelse psykoser og knoglemarvssuppression. Tinidazol (Fasigyn) Pfizer Dispenseringsform: Tabletter og oral suspension. Giardia : Voksne og børn ≥ 15 år. 2 g som engangsdosis. Børn. 50 mg/kg legemsvægt, op til 2 g som engangsdosis. Tinidazol er også virksomt mod Entamoebae histolytica , trichominiasis samt som del af Helicobacter pylori eradikationsregime. Almindelige bivirkninger er risiko for disulfiram-lignende reaktion ved indtag af alkohol inden for 3 dage, efter kuren er taget, samt abdominalsmerter og metalsmag. Triclabendazol (Egaten) Novartis Dispenseringsform: Tabletter og oral suspension. Fascioliasis: Voksne og børn . 10 mg/kg legemsvægt som engangsdosis. Ved...)
Diuretika (hjerteinsufficiens) (...kabehovet viser sig at være minimalt og nyrefunktionen i orden. anvendes som supplement ved svært systolisk hjertesvigt. Behovet for diuretika kan variere over tid, og det kan vær...)
SNRI (Serotonin and Noradrenaline Reuptake Inhibitor) (...digt anvendes. Venlafaxin kan om nødvendigt også anvendes, men bør ikke være førstevalg ved amning. Eksponeringen er lidt højere end ønskeligt, men bivirkninger er ikke beskrevet....)
Calcineurin-hæmmere (...vedligeholdelsesbehandling til organtransplanterede patienter. I mange år anvendte man ciclosporin, men tacrolimus er i dag førstevalg som calcineurinhæmmer ved...)
Proliferative signalinhibitorer (mTOR-hæmmere) (...vedligeholdelsesbehandling efter organtransplantation i Danmark. En mTOR-hæmmer kan anvendes ved organtransplantation, hvor man ønsker at nedtrappe eller seponere behandling med en calcineurinhæmmer . Det kan være pga. calcineurinhæmmerens kroniske nefrotoksicitet, at man ønsker at skifte til en mTOR-hæmmer. Der foreligger data, som indikerer, at der næppe vindes noget i nyrefunktionen ved at skifte fra en calcineurinhæmmer til en mTOR-hæmmer, hvis den glomerulære filtrationsrate (GFR) er < 35 ml/min. En anden grund til at minimere eller helt ophøre med en calcineurinhæmmer og opstarte med en mTOR-hæmmer kan være nyopstået malign sygdom hos den organtransplanterede patient, da signaltransduktionshæmmere muligvis har antineoplastiske virkninger. En mTOR-hæmmer kan erstatte en antimetabolit, hvis det gives sammen med lav dosis calcineurinhæmmer med eller uden prednisolon. Det kan være en mulighed, hvis der er betydelige bivirkninger til antimetabolit behandling. Der ses synergistisk effekt mellem en calcineurinhæmmer og everolimus mht. immunsuppression og bivirkninger. Ved...)
Ernæringsmoduler (...tielle aminosyre tryptophan. Det er derfor vigtigt at læse næringsdeklarationen på det valgte præparat. Tabel 1. Ernæringsmoduler Handelsnavn Enhed Energi Protein 1) Fedt 3) ml e...)
Reninhæmmere (...ved let til middelsvær ukompliceret hypertension hos patienter, hvor behandlingsmål ikke er nået med andre antihypertensiva ( Institut for Rationel Farmakoterapi) . Kan anvendes sammen med øvrige antihypertensiva, dog bør kombination af flere præparater med virkning på renin-angiotensinsystemet kun undtagelsesvist anvendes og i givet fald fortrinsvis i specialistregi (se Kontraindikationer) under tæt kontrol af blodtryk, P-kalium og P-kreatinin. Dette kan forsøges hos patienter med ved...)
Midler mod overaktivt blæresyndrom, urgency og urgency-inkontinens (...Ved manglende effekt af lægemidlerne anbefales præparatskift. Hvis behandlingen fortsat er uden effekt, eller der er uacceptable bivirkninger efter 4-8 uger, bør den seponeres. Antikolinerge præparater anbefales tilbudt voksne med urgency og urge-inkontinens, som ikke har haft gavn af konservativ behandling. Præparatgruppen adskiller sig gennem deres farmakologiske profiler, som fx lipidopløselighed, halveringstid og formulering. Mundtørhed er den hyppigste bivirkning, selvom forstoppelse, akkommodationssbesvær, træthed og kognitiv dysfunktion kan forekomme (3513) . De fleste patienter er vist at ophøre med den antikolinerge behandling inden for de første tre måneder på grund af utilstrækkelig effekt, bivirkninger og/eller omkostninger. Specielt hos ældre bør der i behandlingsovervejelserne indgå den multifaktorelle ætiologi af urinvejsinkontinens hos patientgruppen, komorbiditet såsom kognitiv svækkelse, medikamentel behandlingseffekt samt risikoen for bivirkninger. Oxybutynin har i modsætning til solifenacin, darifenacin, fesoterodin og trospium vist sig med risiko at forårsage eller forværre kognitiv dysfunktion hos ældre (3514) . Resultatet er ved en senere opgørelse genfundet ved behandling af 65+ årige med oral oxybutin (4840) , mens korttidsbehandling af 65-80 årige patienter med transdermal oxybutynin ikke genfandt risikoen for kognitiv dysfunktion (4841) . Oxybutynin kan nu hos voksne og børn > 5 år administreres intravesikalt, når ren intermitterende kateterisering er etableret. Særligt risikoen for antikolinerge bivirkninger er herved fundet lavere i forhold til oral anvendelse (5546) . Mirabegron er den første klinisk tilgængelige beta3-agonist. Beta3-adrenoceptorer dominerer beta-receptorerne i detrusorens glatte muskelceller. Stimulering af receptorerne fremkalder detrusor-afslapning. Mirabegron er fundet placebo overlegen og lige så effektiv som antikolinergika i behandling af urininkontinenssymptomer. Mirabegron har vist sig effektiv og sikker hos ældre patienter (3515) , og bivirkninger adskiller sig ikke sikkert fra placebo (3516) . I tilfælde af utilstrækkelig antikolinerg (solifenacin) behandlingseffekt, kan man fremfor dosisopskalering med fordel skifte behandling til mirabegron, medmindre patienten har ukontrolleret hypertension. I behandlingen af non-neurogen overaktivt blæresyndrom på baggrund af BPH relateret infravesical obstruktion har det vist sig både effektfuldt og sikkert at kombinere mirabegron med tamsulosin (5331) . Ved...)
Benzodiazepiner (hypnotika) (...ved indikationen søvnløshed. Vedr. generel beskrivelse af absorption, fordeling og elimination henvises til Benzodiazepiner (anxiolytika) , hvor tabel 1 indeholder tiden indtil maksimal serumkoncentration (T max ) og halveringstider. De hurtigt absorberede benzodiazepiner (fx diazepam) giver en hurtigt indsættende hypnotisk virkning, men indebærer samtidig størst risiko for misbrug på grund af den hurtigt indsættende effekt og evt. eufori. Eliminationstiden er den væsentligste farmakokinetiske faktor at være opmærksom på, når det gælder benzodiazepinernes anvendelse som hypnotika, halveringstiderne ses i tabel 1 i Benzodiazepiner (anxiolytika) . En halveringstid over 10 timer øger således risikoen for hang-over og giver altid kumulation ved...)
Flucytosin (systemiske svampeinfektioner) (...ved hjælp af cytosinpermease ind i sensitive celler, herunder en række Candida spp. og Cryptococcus neoformans , mens humane celler kun påvirkes i ringe grad. Intracellulært metaboliseres det til 5-fluoruracil, der i svampe inkorporeres i RNA i stedet for uracil og derved forstyrrer proteinsyntesen. Flucytosin er fungistatisk og ved højere koncentrationer fungicidt. Primær resistens findes hos 2-10 % af påvirkelige svampe, og sekundær resistens udvikles let, hvorfor flucytosin kun bør anvendes som led i kombinationsterapi og efter resistensbestemmelse. Anvendelse bør kun ske på specialafdeling. Flucytosin har god CNS-penetration og er i kombination med amphotericin B (liposomal) første valg ved...)
Antistofbehandling (osteoporose) (...Ved behandling med denosumab vil manglende re-administration hver 6. måned føre til et betydeligt accelereret knogletab, hvor BMD mindskes med 5-7 % i løbet af de første 12 mdr. efter ophør af behandlingen. Dette er associeret med en betydeligt øget frakturrisiko (1571) , ligesom der er rapporteret hypercalcæmi efter ophør af langtidsbehandling med denosumab (3021) (3408) . Behandlingspause med denosumab kan ikke anbefales. Ved behov for ophør af behandling med denosumab anbefales det at iværksætte anden antiresorptiv behandling (bisfosfonat) 6 måneder efter sidste injektion med denosumab, om end der endnu mangler god dokumentation for effekten (4978) . Atypisk (inkomplet) femurfraktur og aseptisk knoglenekrose af kæben er en sjælden bivirkning ved behandling af osteoporose med denosumab eller romosozumab. Patienter med uforklarlige smerter i lyske eller lårben bør udredes for atypisk (inkomplet) femurfraktur (4463) . Odontologisk vurdering overvejes, da det er hensigtsmæssigt, at evt. tandekstraktion, tandimplantation og/eller andre kirurgiske indgreb i mundhulen foretages forud for iværksættelse af behandlingen (2719) . Under pågående behandling tilrådes god mundhygiejne med regelmæssige tandeftersyn. Mundsymptomer så som tandmobilitet, smerter og hævelse bør vurderes ved odontolog. Risiko for knoglenekrose af kæben er særlig høj hos patienter med malign sygdom særligt ved samtidig behandling med bl.a. kemoterapi, kortikosteroid, stråleterapi mod hoved...)
Østrogenreceptor-modulerende stoffer (SERM) (osteoporose) (...oxifen ikke være førstevalg og ikke anvendes til ældre. Der er ikke dokumenteret effekt ved steroidinduceret osteoporose . Behandlingen er ikke effektiv til reduktion af vasodilat...)
Følsomhedsbestemmelse og resistens (antibiotika til systemisk brug) (...ved stoffets mindste hæmmende koncentration (minimal inhibitory concentration, MIC). MIC-værdien er afgørende for, om et antibiotikum kan forventes at have effekt in vivo. Samtidig kræves det, at stoffet kan administreres på en måde, som sikrer, at der på infektionsstedet opnås en koncentration over MIC-værdien. Svaret på resistensbestemmelsen udført af laboratoriet vil være angivet som: S (følsom), I (intermediær) eller R (resistent). Betydningen af disse betegnelser er i Danmark revideret i 2021: Nogle bakterier har en mindre følsom vildtype for visse antibiotika. For at opnå tilstrækkelig effekt kræves høj standarddosis. Disse bakteriers følsomhed besvares i danske mikrobiologiske laboratorier enten som S (følsom) under forudsætning af, at der anvendes høj standard dosis eller som I (intermediær følsom). I begge tilfælde vil anbefalet dosis enten være angivet på prøvesvar, eller prøvesvar vil være forsynet med henvisning til lokal antibiotikatabel. Nogle bakterier kan have en erhvervet lav-resistens , som gør dem nedsat følsomme for et antibiotikum. Disse bakteriers følsomhed besvares i danske mikrobiologiske laboratorier som I (intermediær følsom) og betyder at højere dosering er nødvendig. Nogle bakterier mangler den nødvendige receptor eller har en uigennemtrængelig cellemembran og er naturligt resistente over for visse antibiotika, fx aerobe bakterier over for metronidazol eller anaerobe bakterier over for gentamicin. Ved erhvervet resistens er bakteriens bindingssted for et antibiotikum ændret gennem en mutation i genet for bindingsstedet, eller bakterien har fået overført genetisk materiale, som koder for en ændring i bindingsstedet eller for et enzym, der kan inaktivere et antibiotikum (fx aminoglycosid modificerende enzym eller kan nedbryde et antibiotikum, fx en β-laktamase). Der kan også overføres gener, som koder for ændringer i transporten over cellemembranen. Disse bakteriers følsomhed vil fra laboratoriet været angivet som R (resistent). Bakterien er resistent over for det pågældende lægemiddel, som ikke kan forventes at have effekt selv i høj dosis. Resistensudvikling Antimikrobiel resistens udgør én af de største trusler mod folkesundheden. Det er estimeret, at der i Europa dør 33.000 personer hvert år, som følge af infektioner forårsaget af resistente bakterier. Forekomsten af infektioner med carbapenemase-producerende organismer (CPO) er steget markant over de senere år. Dette gælder også i Europa inkl. Danmark, hvor der er rapporteret om udbrud, både på og imellem danske hospitaler (4617) . Disse bakterier forårsager ofte infektioner, der er meget vanskelige at behandle på grund af få virksomme antibiotika. For at styrke indsatsen imod CPO blev der i 2018 indført CPO-meldepligt, og Sundhedsstyrelsen udgav Vejledning om forebyggelse af spredning af CPO (4618) . Se også DANMAP . Der er en nøje sammenhæng mellem antibiotikaforbrug og resistensudvikling. Ved indtagelse af et antibiotikum spredes det med blodet til alle dele af kroppen, inkl. sekreter, sved, tårevæske, modermælk, tarmsekret osv. De følsomme bakterier på hud og slimhinder bliver hæmmet i deres vækst eller fjernet, og pladsen vil blive overtaget af bakteriearter eller andre mikroorganismer, fx svampearter, der er enten naturligt resistente eller har erhvervet resistens over for det pågældende stof. Dette kaldes selektion. Når indtagelsen af antibiotika ophører, kan bakteriefloraen returnere til den oprindelige mikrobiota, hvis der stadig forekommer - eller tilføres - følsomme bakterier. Det koster som regel noget for en bakterie at opretholde en resistensegenskab i form af et eller flere resistensgener med produktion af fx enzymer, der ikke har en naturlig funktion for bakterien. Da livet i tarm eller på slimhinder er en kamp for ernæring og overlevelse, vil denne resistens-omkostning hæmme en resistent bakterie i konkurrence med dens følsomme modpart, og de følsomme bakterier vil udkonkurrere de resistente. Dette ses fx ved normalisering af hud-, mundslimhinde- og tarmflora hos patienter uger til nogle måneder efter en antibiotikabehandling. Resistente ESBL-/CPO-bakterier kan dog stadig isoleres selv efter længere tid. I et miljø som det danske, hvor antibiotikaforbruget er relativt lavt, vil der være en dominerende repræsentation af følsomme bakterier. I mange Sydeuropæiske lande, som fx Spanien, Italien og Grækenland, der har et væsentligt højere antibiotikaforbrug sammenlignet med Danmark, vil den almindelige forekomst af følsomme bakterier være sparsom, og mikrobiota vil for det meste bestå af resistente bakterier. Hvis der konstant opretholdes et stort selektionspres med antibiotika og en pool af resistente bakterier, der kan overføre deres resistensegenskaber, vil følsomme bakterier kun overleve ved at erhverve de resistente bakteriers resistensegenskaber. I CPO findes mange forskellige carbapenemaser. I Danmark tilhører langt de fleste carbapenemaser i Enterobacterales oxacillinase (OXA)-48 like enzymer og New Delhi Metallo-β-laktamase (NDM). I P. aeruginosa er carbapenemaser sjældne, men der forekommer metallo-β-laktamaser (Verona Integron-encoded Metallo-β-laktamase (VIM) og NDM). I Acinetobacter baumannii findes der overvejende oxacillinase (OXA-23). Den samme bakterie kan producere flere forskellige carbapenemaser. Behandling af CPO infektioner afhænger af infektionsfokus, bakterieart og carbapenemasetype og er afhængig af den fænotypiske følsomhedsbestemmelse. Ved ikke-alvorlige infektioner med CPO tilhørende Enterobacterales med fokus i urinveje kan infektion ofte behandles med gængse antibiotika som nitrofurantoin, pivmecillinam og trimethoprim. Behandling af alvorlige infektioner med CPO omfatter særlige antibiotika og er en specialistopgave, som varetages i samråd med en klinisk mikrobiologisk speciallæge. Resistensforekomsten hos E. coli og enterokokker i den normale danske befolknings tarmflora følges i DANMAP-overvågningen, hvor der hvert år udkommer en rapport om det sidste år, se DANMAP . Resistensudvikling hos sygdomsfremkaldende bakterier under behandling er relativt sjælden, da behandlingen netop stiler mod at fjerne disse bakterier, før resistens kan forekomme. Ved visse infektioner nedsættes risikoen for resistensudvikling ved anvendelse af kombinationsbehandling fx behandling af tuberkulose og Pseudomonas aeruginosa infektioner. Da nogle resistensegenskaber opstår hurtigt (høj mutationshyppighed) mod visse antibiotika eller disse allerede eksisterer i overførbar form (plasmider) hos udvalgte varianter af visse bakteriearter fremmes selektion af sådanne resistensegenskaber lettere under en antibiotikabehandling. Resistens opstår således nemt under behandling af stafylokokinfektioner, hvor rifampicin eller fusidin anvendes som enkeltstofbehandling. Fluorquinoloner som ciprofloxacin selekterer hurtigere for resistens hos P. aeruginosa og cefalosporiner hos Enterobacterales , der allerede producerer kromosomale β-laktamaser, fx Enterobacter cloacae, Citrobacter freundii, Proteus vulgaris og Serratia marcescens . Hvis resistensgenerne forekommer på overførbare DNA-elementer som plasmider , transposoner e.l., sker overførsel af resistens lettere, hvor der ligger mange bakteriearter sammen, som det er tilfældet på hud, slimhinder eller i tarmen. Det er påvist, at resistente bakterier i fødevarer, fx E. coli med extended spectrum β-laktamaser (ESBL) eller Enterococcus faecium , som er vancomycinresistent (VRE), nemt passerer ventriklen til tarmen og fastholdes eller overfører deres resistens til andre bakterier i tarmens mikrobiota i forbindelse med antibiotikabehandling. Derfor er resistensforholdene hos bakterier fra produktionsdyr i landbruget - og hermed antibiotikaforbruget i landbruget - også vigtige for mennesker. Dette kan også følges i DANMAP-rapporterne. Mange plasmider indeholder resistensgener for flere forskellige antibiotika, hvorved bakterier med disse plasmider vil være multiresistente - samtidig resistens over for flere forskellige antibiotika. Ved såkaldt co-selektion vil disse bakterier kunne selekteres af hver enkelt af de antibiotika, som bakterierne er resistente overfor. Derfor bør det i særlig grad forhindres, at der sker en spredning af sådanne multiresistente bakterier, fx meticillinresistente S. aureus (MRSA), E. coli med ESBL, der spalter de fleste β-laktamantibiotika eller carbapenemase producerende organismer (CPO). Resistensmekanismer β-laktamantibiotika Der er tre resistensmekanismer for β-laktamantibiotika: Enzymatisk nedbrydning af β-laktamringen (β-laktamase) Der er nu påvist mere end 500 forskellige β-laktamaser, og nye dannes i takt med introduktionen af nye β-laktamantibiotika. Generne for disse enzymer kan sidde på kromosomet eller på plasmider, og en bakterie kan bære generne for flere enzymer samtidig. β-laktamaser findes hos de gramnegative bakterier i det periplasmatiske rum, hvor de forhindrer β-laktamantibiotika i at nå frem til de penicillinbindende proteiner ved cellemembranen. Hos grampositive bakterier som stafylokokker udskilles β-laktamaser til det omkringliggende miljø, hvor det kan ødelægge β-laktamantibiotika. Det er en af forklaringerne på, at penicillinbehandling af gruppe A-streptokoktonsillitis kan svigte: Den patogene bakterie er ikke resistent, men penicillinet ødelægges af andre bakterier i infektionsområdet. β-laktamaser kan være inducerbare, dvs. de dannes først, når bakterien møder β-laktamantibiotika, fx hos Enterobacter spp., Serratia spp., Proteus vulgaris og Morganella spp. Ikke sjældent sker der mutationer i styringen af repressorgenet, så der opstår en konstant højproducerende derepresseret stamme, som er meget resistent over for de fleste cefalosporiner. I de senere år er der set en alarmerende stigning i Extended Spectrum β-laktamase (ESBL) producerende enterobakterier, som ud over de almindelige penicilliner og cefalosporiner også ødelægger de bredspektrede cefalosporiner (cefotaxim, ceftriaxon og ceftazidim). De findes hyppigst i E. coli og Klebsiella pneumoniae og forekommer høj-endemisk på sygehuse i Sydeuropa. I Danmark ses også en betydelig forekomst. Blandt E. coli fra blod var forekomsten af ESBL 6 % i 2023. Det er i særlig grad cefalosporiner som cefuroxim, cefotaxim, ceftazidim og ceftriaxon, der selekterer for ESBL. De fleste ESBL-stammer er in vitro følsomme for mecillinam. Tigecyklin kan muligvis anvendes til behandling af infektioner med ESBL-stammer. ESBL-stammer er følsomme for carbapenemer, men et øget forbrug af disse antibiotika selekterer for carbapenemase producerende organismer (CPO). Carbapenemase enzymer (NDM, KPC, VIM, MBL, OXA) spalter carbapenem og forekom tidligere primært i E. coli og Klebsiella pneumoniae (NDM-1 og KPC), Pseudomonas aeruginosa (MBL og VIM) og Acinetobacter baumanii (OXA) påvistes tidligere meget sjældent i Danmark. Da generne for disse enzymer er beliggende på mobile genelementer (plasmider) ses nu spredning til andre enterobakterier, og samtidigt er nye enzymtyper kommet til. Aktuelt registreres en meget bekymrende stigning af CPO i Danmark. I 2020 er den første panresistente (resistent for alle antibiotika) stamme påvist i Danmark. Se DANMAP . Derfor bør disse bredspektrede β-laktamantibiotika (carbapenemer) bruges med største tilbageholdenhed. Ændring i de penicillinbindende proteiner (PBP) β-laktamantibiotika binder til forskellige enzymer i cellemembranen, de såkaldte penicillinbindende proteiner, der har forskellige funktioner omkring cellevægsdannelsen. Mutationer i generne for PBP'er kan ændre bindingsaffiniteten af β-laktamantibiotika, uden at enzymernes funktion ændres - og derved føre til resistens. Denne resistenstype er den vigtigste årsag til β-laktamresistens hos pneumokokker, enterokokker, meticillinresistente S. aureus (MRSA), og i nogen grad hos H. influenzae . Ændring i efflux- eller transportmekanismer i cellemembranen Specielt hos P. aeruginosa forekommer hyppigt ændring i transportmekanismer, der også berører β-laktamantibiotika. Dette kan medføre resistens over for næsten alle antibiotikagrupper. Resistensudvikling i udvalgte bakterier Pneumokokker Pneumokokker med MIC > 0,06 mikrogram/ml har nedsat følsomhed for penicillin forårsaget af ændringer i de penicillinbindende proteiner. Nedsat følsomhed over for penicillin ses hos ca. 5 % af pneumokokker i Danmark og er meget hyppig i fx Spanien og Asien. Andre infektioner end meningitis kan fortsat behandles med benzylpenicillin i højere dosering: Ved MIC benzylpenicillin 0,12-0,5 mikrogram/ml bør benzylpenicillin doseres 2 mill. IE x 4, ved MIC 1 mikrogram/ml, 4 mill. IE x 4 eller 2 mill. IE x 6, og ved MIC 2 mikrogram/ml bør doseringen være 4 mill. IE x 6. Stammer med MIC > 2 mikrogram/ml må betragtes som penicillinresistente. Disse pneumokokker har også nedsat følsomhed over for cefalosporiner, og højresistente stammer for ceftriaxon er registreret, men er meget sjældne. Penicillinresistente pneumokokker har nedsat følsomhed for carbapenemer. Der er imidlertid set resistensudvikling som følge af nedsat permeabilitet gennem bakteriernes cellevæg. En sådan resistens vil formentlig omfatte alle β-laktamer. Pneumokokstammer med MIC > 2 mikrogram/ml kan behandles med vancomycin, teicoplanin, linezolid og moxifloxacin. β-laktamresistente pneumokokker er hyppige i Sydeuropa og Asien, men ses sjældent i Danmark ( 128 mg/l, og derfor ses der ikke synergisme med penicillin, fx ved behandling af endocarditis foråsaget af sådanne stammer. Resistensmekanismer tetracycliner De mest udbredte resistensmekanismer for tetracycliner omfatter transportmekanismer i cellemembranen, dvs. mekanismer, der enten forhindrer stoffet i at komme ind i cellen eller pumper stoffet ud af bakteriecellen kort efter diffusion ind i cellen. Tetracyclinresistens-gener er udbredt i mange bakteriearter pga. omfattende brug af disse antibiotika til mennesker, i landbruget og i industriel fiskeproduktion. Generne sidder oftest på plasmider og overføres let mellem stammer og arter. Da der ofte forekommer andre resistensgener på samme plasmider, er der også en høj grad af co-selektion af andre resistensegenskaber ved anvendelse af tetracyclin. Tetracyclinresistens forekommer hos omkring 20 % af danske E. coli fra mennesker og hos flere E. coli fra produktionsdyr. Tetracyclinresistens er almindelig (30-40 %) hos danske S. pyogenes samt udbredt i S. pneumoniae , specielt de penicillinresistente. Resistensmekanismer fluorquinoloner En enkelt mutation i gyrasegenet er tilstrækkelig til at ændre bindingen af et fluorquinolon. Herved reduceres aktiviteten, som fører til en stigning i MIC. Flere mutationer i gyrasegenet medfører yderligere stigning i MIC. Selv en lille stigning i MIC kan skjule et væsentligt fald i fluorquinoloners drabseffekt, så behandlingen svigter. Quinolonresistens hos E. coli i Danmark er de seneste år steget til over 10 %, højest hos isolater fra hospitalsindlagte. Gyrasegenmutation er kromosomal og kan ikke overføres til andre bakterier. Den anden hyppige resistensmekanisme er ændring i effluxmekanismer med udpumpning af fluorquinolon, før det når frem til gyrasen. Disse effluxpumper kan optræde samtidigt med mutationer - evt. som første trin i resistensudvikling - og er set i næsten alle bakterier. Ligesom mutationerne er denne mekanisme kromosomal og ikke overførbar. En tredje resistensmekanisme skyldes qnr -genet og er i modsætning til de to øvrige mekanismer overførbar via plasmider. Generne qnrA , -B, -C, -D eller -S koder for proteiner, der beskytter gyrasen mod binding til fluorquinolonet. Det er nu rapporteret fra både Amerika, Asien og Europa og er set i først Klebsiella spp. og derefter i E. coli og Salmonella spp. Senest er det påvist, at et af de aminoglykosidmodificerende enzymer, aac(6)-lb-cr kan inaktivere fluorquinoloner, som dermed mister aktiviteten, når de er kommet ind i bakteriecellen. Resistensmekanismer vancomycin Vancomycin hæmmer de sidste trin af peptidoglycan-biosyntesen, og dermed forhindres cellevægsdannelsen. I slutningen af 1980'erne rapporteredes for første gang vancomycin-højresistente Enterococcus faecium (VRE) fra England og Frankrig. Mens det oftest forekommer i enterokokker, er vanA -induceret vancomycinresistens i S. aureus endnu kun sporadisk fundet i USA. Vancomycinresistens var i Europa tæt forbundet med brugen af en vækstfremmer, avoparcin, der viste sig at selektere for vancomycinresistente enterokokker i produktionsdyr, hvorefter de overførtes til mennesker via kødvarer. Efter forbud mod vækstfremmere i Europa faldt frekvensen af VRE væsentligt, men i de senere år er registreret en ny bekymrende stigning i vancomycinresistens E. faecium (både af vanA og vanB -typen) i Danmark, især hos patienter som har været i forudgående bredspektret antibiotika behandling. I 2023 var således 12 % af E. faecium vancomycin resistente, hvilket er betydelig højere end i andre nordiske lande. Der er endvidere nu også i Danmark påvist vancomycin-variable enterokokker (VVE), som er karakteriseret ved at være fænotypisk vancomycin-følsomme E. faecium , men som indeholder vanA -genkomplekset. Det er vist, at ved behandling med vancomycin kan disse stammer konvertere til VRE. VVE lader sig kun påvise med molekylærbiologiske metoder og er derfor underdiagnostiseret, se DANMAP . Resistensmekanismer lipopeptider Daptomycinresistens er rapporteret som årsag til behandlingssvigt ved...)
Antiandrogen og østrogen i kombination (...Ved recidiv med svære acne eller hirsutisme og manglende effekt af alternative gestagener kan p-pillebehandling med cyproteronacetat genoptages hos yngre kvinder uden særlig disposition til venøs trombose. Se evt. også generelt om antikonception . Desuden findes Notat om forbrug og risiko for blodpropper ved...)
β-cellestimulerende midler (...indledes, bør der opstilles et behandlingsmål (HbA1c) for patienten. Behandlingsmål og valg af præparat bør bestemmes individuelt. Behandlingen indledes forsigtigt, da den indivi...)
Midler mod dystoni (...responsiv dystoni. Ved fokale dystonier er førstevalgspræparatet injektion af botulinum toxin Type A. Udfra de kliniske karakteristika ved de forskellige for...)
Vigabatrin (...igt (> 10 %) medfører irreversible synsfeltdefekter. Patienten skal følges regelmæssigt ved øjenlæge med perimetri. Behandling bør kun institueres og superviseres af speciallæge i...)
Lokalanalgetika uden vasokonstriktor (...Førstevalg til infiltrationsanalgesi til korte indgreb bør være lidocain 2 % eller chlorprocain 1...)
Anxiolytika og hypnotika (iatrogen afhængighed) (...Ved akut forværring af psykotiske symptomer, kan der være behov for benzodiazepinbehandling i den akutte fase. Det bør efterfølgende tilstræbes, at patienten i takt med at tilstanden bedres, reduceres i benzodiazepindosis, og der bør fastsættes en dato for hvornår behandlingen ophører, hvis der ikke var en ordination inden forværringen opstod. Behandling Som omtalt under behandling af opioidafhængighed (se Opioider (iatrogen afhængighed) ), er det vigtigt med en motivationsskabende indsats. Det medfører, at patienten nøje undervises i, hvad nedtrapningen indebærer og at man advarer og påpeger udfordringerne, samt der er fuld gennemsigtighed i, hvad man planlægger, og hvad patienten ønsker, også selvom det ikke er overensstemmende. For mange er det ikke en mulighed at fortsætte som vanligt, så det er vigtigt at pointere, at de skal i gang , men at de vil få gennemgribende indflydelse på nedtrapningen. Hvis patienten har trappet for hurtigt ned og dermed fået abstinenser, kan det i enkelte tilfælde være nødvendigt med en mindre dosisøgning, eller fastholdelse af dosis, af nogle dages varighed, igen ud fra et skadesreduktionsperspektiv. Det er vigtigt at gøre sig klart, at nogle patienter er så afhængige, at det aldrig vil lykkes at få dem ud af afhængigheden. Der bør så lægges en plan for hvordan forløbet fremover skal sikres mod pludselige behandlingsophør, fx hvis der kommer en ny behandler, der ikke er enig i planen. Hvis en ny læge overtager behandlingen og ikke ønsker at fortsætte denne, kan en mulighed være, at få patienten henvist til andet behandlingssted, som så kan overtage behandlingen Patientens daglige forbrug af benzodiazepiner skal nøje kortlægges i samarbejde med patienten. Der kortlægges både hvad der er ordineret, om det tages som ordineret, om der suppleres (fra andre eller illegalt) og hvilke præparater, der anvendes hvornår og hvorfor. Hvis man opdager uregelmæssigheder, bør dette afklares med patienten med forståelse og åbenhed, for bedst muligt at sikre viden og alliance. Inden behandlingen påbegyndes, skal patientens medicinering skiftes til et benzodiazepin med lang halveringstid, fx diazepam - se tabel 1 i Benzodiazepiner (anxiolytika) . Den første opgave, inden en nedtrapning kan begynde, er at sikre at patienten ved, der skal ske noget nyt. Det kan være at tematisere at tage medicinen fast og udelukkende det ordinerede og derved også at udholde noget af det ubehag, der opstår, når man ikke umiddelbart indtager benzodiazepin ved angst eller uro. Egentlig bør man sigte imod - pga. den lange halveringstid for diazepam - at nøjes med at tage medicinen en gang dagligt, men for en del patienter har det en psykologisk betydning at få medicinen to eller flere gange dagligt. Andre kan opleve, at der kan opstå begyndende abstinenser sidst på døgnet, hvis der udelukkende administreres en gang dagligt. P.n.-situationer er typisk udløst af dagligdags frustrationer, stressfaktorer eller psykisk ubehag. Situationer patienten skal lære at håndtere på anden vis end ved indtagelse af benzodiazepiner. Hvis dette ikke kan opnås, kan en nedtrapning blive vanskelig. Det bør være tydeligt for patienten, at dette er en lang proces med ugentlig forværring, når et nyt trin påbegyndes. Patienten bør også være gjort bekendt med, at benzodiazepiner krydsreagerer med alkohol. Det betyder, at hvis patienten under nedtrapningen oplever ubehagelige abstinenser, bør man undgå at indtage alkohol i stedet, da risikoen for udvikling af et skadeligt alkoholforbrug dermed øges. Se i øvrigt Opioider (iatrogen afhængighed) . Patienter med langvarigt brug af benzodiazepiner, bør ikke have recepten fornyet, uden først at have haft en samtale om afrusnings- eller nedtrapningsstrategier med lægen. Det er en del af en god behandling for afhængighed at skabe muligheder for forandring. Se endvidere også Sundhedsstyrelsen vejledning om behandling af akutte rusmiddelforgiftninger (2925) . Klinisk erfaring har vist, at mange patienter er ophørt med brugen af benzodiazepiner og hypnotika efter en relativ kort behandlingsindsats. Det er patienter, som antageligt ikke har været afhængige af benzodiazepiner. En anden gruppe patienter har brugt 1-2 år på at trappe ud, mens en tredje gruppe kontakter flere læger for at fortsætte med at få udskrevet benzodiazepiner. Det er vigtigt at pointere, at en lille gruppe patienter er så belastede af deres afhængighed eller grundlidelse, at de ikke kan ophøre behandlingen. For at disse patienter ikke skal udvikle et andet afhængighedsproblem, fx med alkohol, eller skaffe sig medicinen på illegal vis, er det vigtigt at sikre en fortsat behandling og løbende have en god drøftelse af mulighederne for at mindske dosis, med skadereduktion som mål. Recidivforebyggelse Patienter med tidligere benzodiazepinafhængighed, bør ikke tilbydes benzodiazepiner som førstevalg. Der bør sikres psykoterapeutisk behandling hvis indiceret. Man skal tilstræbe at håndtere søvnproblemer vha. non-farmakologisk behandling, eller med melatonin eller promethazin (se Hypnotika ) og ved...)
Opioider (iatrogen afhængighed) (...ved brug af COWS Clinical Opioid withdrawal scale (5719) . Det kræver et godt kendskab til og erfaring med afhængighedsbehandling, at kunne identificere og behandle patienter, der har udviklet opioidafhængighed i forbindelse med smertebehandling. Behandlingen skal individualiseres, patientens motivation skal løbende afdækkes og understøttes og der skal etableres et tillidsfuldt læge-patientforhold. Ligeledes er det en forudsætning, at lægen eller behandleren har kendskab til at afhængighed, for nogle patienter, er en livslang tilstand, der fluktuerer. Der er således patienter, for hvem det ikke vil være muligt at ophøre med forbruget. For denne gruppe af patienter vil et stabilt lavt forbrug af det afhængighedsskabende medikament være målet for behandlingen, alternativt substitutionsbehandling (se dette). Man må også forsøge at opnå enighed om hvilket niveau, man kan smertedække på, hvis smerterne stadig er en central problematik. Ud fra klinisk erfaring vil smertepatienter generelt - til sammenligning med afhængige af illegale rusmidler - have en anden social profil, og være i besiddelse af andre mentale ressourcer. Til gengæld er tilgangen, både for dem og behandler, kompleks, da patienterne måske har grundlæggende psykiske problemer, som de ikke er meget for at opleve igen, og et højt beredskab af forsvar, da lægemidlerne er ordinerede på lovlig vis. Behandlingen Patienten bør motiveres til at indgå i et behandlingsforløb. Motivationsindsatsen skal tage udgangspunkt i psykoedukation og en åben og spørgende tilgang, fx ved brug af motivational interviewing (MI). Psykoedukation bør indeholde information om: De ændringer, som afhængighedsskabende lægemidler eller rusmidler påfører hjernen og de deraf følgende adfærdsændringer Udvikling af tolerans og abstinenser Krydsreaktion i forhold til andre rusmidler Hvilke tiltag i dagligdagen, der kan mindske det almindelige ubehag, enhver nedtrapning vil afstedkomme. Dette ubehag bør kortlægges tydeligt sammen med patienten, da det vil have værdi i forhold til at imødegå det, ligesom det at der evt. er en anden slags rus end den klassiske, bør afdækkes, fx nogle timer hvor man er uden smerter og derfor også fx uden angst. Et væsentligt spørgsmål for mange patienter, der lider af et afhængighedssyndrom, er angsten for abstinenser. Indledningsvist skal rollefordelingen være klar. Der bør være åbenhed om planen, og man er nødt til at informere om, at der kan komme betydelige udfordringer undervejs. Som udgangspunkt bør patienten medvirke til at udarbejde planen, både hvad angår tempo og evt. pauser samt endelige mål. Man kan ikke love, at forløbet og alle aftaler vil blive fulgt, men lægge op til, at dem der er ansvarlige, står ved de aftaler, der laves, ligesom man kan drøfte åbent hvilken mulighed, der skal være for at gå tilbage til det oprindelige udgangspunkt, dvs. pausere en evt. nedtrapning eller genordinere den oprindelige medicin. Inden nedtrapningen begynder, skal patientens opioidbehandling skiftes til morphin depotkapsler/tabletter, methadon eller buprenorphin. Fordelen ved disse præparater er den lange halveringstid. Methadon bør kun undtagelsesvist anvendes, da det har et potentiale som rusmiddel, høj handelsværdi illegalt og kan blive toksisk ved for hurtig optrapning. Medicinen skal tages regelmæssigt en til to gange i døgnet, idet p.n.-medicinering skal undgås. Hvis patienten har svært ved at leve op til dette krav, bør nedtrapning ikke finde sted, før patienten er indstillet på at gennemføre processen vha. kognitive værktøjer. Indledningsvist stabiliseres patienten på en fast daglig dosis. Medicinen udleveres i doseringsæske til en uge ad gangen. Da patienter reagerer meget forskelligt på medicinnedtrapning, bør den valgte dosisreduktion nøje aftales med patienten, ligesom yderligere medicinreduktion først skal ske, når ny steady-state er opnået, fx efter 7 x plasmahalveringstiden. Når patienten når mindre doser, kan det være nødvendigt at holde en længere steady-state periode inden yderligere medicinreduktion. Et helt særligt problem opstår ved...)
Sympatomimetika (adrenergika) (...vedvalg af præparat, primært bør fokusere på, om patienten kan håndtere inhalatoren og undgå alt for mange forskellige devices hos samme patient. For de langtidsvirkendes sympatomimetikas vedkommende er der ingen forskel mellem salmeterol eller formoterol, når det gælder vedligeholdelsesbehandling af KOL og astma. Da formoterol har hurtigtindsættende effekt, kan stoffet også anvendes som p.n.-behandling ved astma i kombination med ICS. Salmeterol er ikke egnet til p.n.-behandling. Indacaterol og olodaterol anvendes kun til KOL, og da virkningsvarigheden er over 24 timer, administreres stofferne kun én gang dgl. Sammenligning mellem indacaterol og tiotropium (langstidvirekende antikolinergicum (LAMA)) over 3 måneder, hos patienter med moderat og svær KOL, viste samme effekt på lungefunktionen, men en lidt bedre effekt af indacaterol på åndenød (1753) . Sammenligning af de 2 lægemidler med fokus på forebyggelse af eksacerbationer, viste en lidt bedre effekt af tiotropium (2191) . Ved...)
Antimykotika til systemisk brug (svampeinfektioner i huden) (...ved dermatofyt-infektioner , og fluconazol eller itraconazol ved infektioner med Candida spp. og ved Malassezia- relaterede hudlidelser. Grundet potentiel risiko for resistensudvikling bør man generelt være tilbageholdende med anvendelse af systemiske svampemidler, hvis der er mulighed for at behandle med imidazoler eller allylamin topikalt. Det gælder fx anvendelse af fluconazol og itraconazol ved oral- og vulvo-vaginal candiasis. Særlige problemstillinger kan forekomme ved: 1) Dermatofytosis (tinea) capitis Terbinafin er førstevalgspræparat ved tinea capitis forårsaget af Trichophyton sp. , mens Microsporum sp. ofte udviser terapiresistens over for terbinafin, primært bør behandles med griseofulvin (10-20 mg/kg i 4-12 uger) (1800) . Griseofulvin er afregistreret, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek, eller man kan alternativt henvise til en dermatolog /dermatologisk klinik, som har udleveringstilladelse. Fluconazol kan også anvendes ved dermatofytosis capitis, men er ikke så effektivt over for dermatofytter som terbinafin. Også her er behandlingstiden ofte > 8 uger. Der gives 8 mg/kg ugentligt (790) (2021) (2025) (2699) . Fluconazol er ikke registreret til behandling af børn på denne indikation i Danmark. Ved infektion med Trichophyton spp. er terbinafin sikkert og effektivt. Det drejer sig især om infektioner med T. violaceum og T. tonsurans , som er importerede arter og udgjorde ca. 35 % af hårbundsinfektionerne i 2003 (1801) . Ligesom M. audouinii - en ligeledes importeret art - er disse svampe, i modsætning til M. canis, antropofile og giver dermed risiko for småepidemier i børneinstitutioner. For at undgå smitte anbefales det derfor at kombinere den systemiske behandling med lokale midler som terbinafincreme til læsionen og shampoo indeholdende ketoconazol til 2-3 gange ugentlig hårvask 6180 - Tinea capitis asymptomatic carriers: what is the evidence behind treatment? . 2) Onykomykose Høj alder, diabetes, kredsløbsforstyrrelser i benene disponerer. Mænd rammes hyppigere end kvinder. Onykomykose skyldes hyppigst dermatofytter ( Trichophyton rubrum), mens 5-10 % skyldes gær- eller andre skimmelsvampe . Dermatofytosis (tinea) ungvium Både terbinafin og itraconazol er effektive ved dermatofytinfektioner, førstnævnte bedst som kontinuerlig behandling i 3-4 måneder, sidstnævnte kan anvendes kontinuerligt til behandling i 3-4 måneder eller pulsbehandling i 1 uge med 3 ugers interval 3-4 gange. Helbredelsesprocenten, dvs. fuldstændig klinisk og mykologisk opheling efter 5 år, ligger på 25 % og 40 % for henholdsvis itraconazol og terbinafin (4430) . Dette taler for terbinafin som førstevalg ved dermatofyt infektion. Et større antal bedres betydeligt dvs. med perifere restforandringer, mens ca. 20 % ikke responderer. Manglende effekt kan skyldes ingen eller beskeden nyvækst af negl (på grund af alder) eller dermatofytom (uigennemtrængelige områder med tæt mycelievækst). Kombination med lokale midler, fodterapi og fjernelse af mykotisk neglevæv med keratolytisk salve under okklusion eller kirurgisk er tilrådeligt. Dette kan også anbefales til resterende forandringer efter systemisk behandling (4879) . Candidosis ungvium Ved onykomykose, der skyldes gærsvampe, anvendes itraconazol eller fluconazol. Ved fingernegle involvering tilrådes udtørring og anvendelse af handsker ved udsættelse for fugt. Non-dermatofyt skimmelsvampe i negle optræder oftest som saprofytter i en beskadiget negl, hvorfor behandling ikke er indiceret. Ved skimmelinfektion med Aspergillus spp./Fusarium spp., hvor den mykologiske diagnose er bekræftet ved...)
Calciumantagonister (...ved behandling af hypertension og som angina pectoris-profylakse. Verapamil anvendes især ved supraventrikulære arytmier og som frekvenskontrol ved atrieflimren. Tabel 1: Calciumantagonisters kliniske karakteristika Indikation Kontraindikation Forsigtighedsregler Bivirkninger Gruppe I. Verapamil Verapamil Supraventr. arytmi Ang.pectoris profylakse Hypertension Arteriel hypotension Svær hjerteinsufficiens Syg sinusknude AV-blok Samtidig indgift af β-blokker Hæmmer udskillelsen af digoxin Svær lever- eller nyre-insufficiens Bradykardi AV-blok Negativ inotrop virkning Kredsløbsshock Obstipation Gruppe II. Dihydropyridiner Amlodipin Ang.pectoris profylakse Raynaud Hypertension Arteriel hypotension Akut myokardieinfarkt Ustabil angina pectoris Svær hjerteinsufficiens Svær lever- eller nyre-insufficiens Felodipin og nifedipin hæmmer udskillelsen af digoxin Blodtryksfald Rødme og varme af huden Ankelødem Takykardi Kredsløbsshock Palpitationer Nifedipin Lercanidipin Felodipin Hypertension Lacidipin Nimodipin Vasospasme ved...)
Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β2-agonist (ICS/LABA) (...vedr. DDD-værdier for kombinationsmidler til inhalation: List of DDDs combined products Astma De internationale astmaguidelines (GINA) (2518) foreslår nu, at man allerede på Trin 1 til patienter med mild intermitterende astma kan anvende inhalationssteroid sammen med formoterol i samme inhalator som p.n. behandling. Ved Trin 2-5 anvendes kombination af inhalationssteroid med langtidsvirkende β2-agonist som basisbehandling til de fleste patienter. Dosis bør justeres løbende afhængigt af astmakontrollen. Ved nyopstået astma, hvor man vurderer, at behandlingen svarer til Trin 3, kan en fast kombination af inhalationssteroid og langtidsvirkende β2-agonist benyttes, indtil der er opnået astmakontrol. KOL Ved svær KOL med tendens til eksacerbationer kan kombinationen af inhalationsteroid og langtidsvirkende β 2 -agonist anvendes i fast dosering som eksacerbationsprofylakse og daglig symptomkontrol. Det ser også ud til, at kombinationen fluticason/salmeterol kan reducere det fald i FEV 1 , som ses ved...)
Gonadotropiner og andre ovulationsstimulerende midler (...Ved den sjældent forekommende hypogonadotrop anovulation er udskillelsen af gonadotropinerne (FSH og LH) lav med manglende follikelmodning og ovulation til følge. Type II: Ved den almindelige normogonadotrop anovulation har langt de fleste patienter Polycystisk ovariesyndrom (PCOS) eller hypothalamisk amenoré. Type III: Ved hypergonadotrop anovulation findes serumgonadotropiner i postmenopausalt niveau, dvs. stærkt forhøjede. Den primære defekt er her tab af follikler i ovarierne. Diagnostik og behandlingsprincipper for de tre typer anovulation med normalt serum prolaktin niveau: Ved type I er serum FSH, LH og østradiol meget lave eller umålelige. Anti-Mullersk Hormon (AMH) er oftest lavt, men måleligt. Behandling med ovulationsinduktion skal omfatte gonadotropinpræparater, der tilfører såvel FSH som LH. Ved type II er serum FSH og LH normale, serum østradiol svarende til tidlig follikulærfase og serum AMH normalt eller forhøjet. Tilstanden kan behandles med orale antiøstrogener, herunder aromatasehæmmeren Letrozol, som er førstevalgs-præparat (4641) og alle tilgængelige gonadotropin-præparater. Ved type III er serum FSH og LH meget forhøjede, serum østradiol lavt eller umåleligt og serum AMH ligeledes lavt eller umåleligt. Ved...)
Profylakse (antibiotika til systemisk brug) (...ved den profylaktiske anvendelse er imidlertid, at mikrobiota på hud- og slimhinder ændres. De mikroorganismer, som patienten har en vis specifik immunitet over for, udryddes. I stedet selekteres for resistente mikroorganismer, som patienten måske ingen immunitet har over for, og som måske er mere virulente. Profylaktisk brug af antibiotika bør derfor kun anvendes, når effekten heraf er dokumenteret gennem kontrollerede undersøgelser. Antibiotisk profylakse bør kun gives på følgende indikationer: Peroperativ antibiotikaprofylakse Ved operationer, der omfatter bronkier og tarmkanal, ved osteosyntese af komplicerede frakturer, ved indsætning af hofte- og knæledsproteser og ved transplantation på større brandsår, anbefales peroperativ behandling med midler, der er rettet mod den forventede patogene flora. Hensigten er at opnå, at hæmatomer, væskeansamlinger o.l. indeholder baktericide koncentrationer af de anvendte antibiotika over for de bakterier, der kunne være til stede. Dette forudsætter, at blodkoncentrationen er maksimal på det tidspunkt, hvor hæmatomer, væskeansamlinger o.l. dannes. De anvendte antibiotika skal derfor indgives i tilslutning til - dvs. så lang tid før - operationen, at der opnås maksimale koncentrationer ved kirurgiens indledning, og at tilstrækkelige koncentrationer opretholdes under hele operationen. Dette er som regel ½ time før incision. Ved ukomplicerede operationer er én dosis, givet umiddelbart før indgrebet, fx ved anæstesiens indledning, tilstrækkelig. Fortsætter operationen ud over 3 timer, gentages dosis, hvis det anvendte antibiotikum har en plasmahalveringstid < 1 time, fx penicilliner og de fleste cefalosporiner. Profylaktisk brug af antibiotika ud over operationsforløbet har ikke dokumenteret effekt ved...)
Midler mod herpesvirus (...CMV-infektioner hos immunsupprimerede patienter. Behandling af HHV-6 hos immundefekte. Valganciclovir (ganciclovir prodrug) Letermovir Non-nukleosid Forebyggelse af CMV-infektion...)
Midler til behandling af gener ved menopausen (...en alene (kvinder unden uterus) eller i kombination med gestagen (kvinder med uterus). Valg af præparat og administrationsform afhænger af præferencer og pris. Rygere kan have fo...)
Andre NSAID (...vedpine, smerter i bevægeapparatet og menstruationssmerter. NSAID kan have god effekt ved inflammatoriske tilstande, hvor der ofte foreligger en bevægelsesudløst accentuering af smerterne. NSAID har sammenlignet med paracetamol formentlig en bedre analgetisk effekt ved reumatoid artritis. Ved degenerative smertetilstande som knæ- og hofteartrose med relativt beskeden inflammatorisk komponent anbefales sædvanligvis som førstevalg paracetamol, da den analgetiske effekt er sammenlignelig med NSAID, og da paracetamol har en betydeligt lavere bivirkningsincidens. NSAID udnyttes også i kombinationsbehandling med paracetamol, opioider og adjuverende analgetika ved behandling af postoperative smerter, posttraumatiske smerter og kroniske cancersmerter. Topikal applikation af NSAID ved...)
Sympatomimetika til behandling af shock (...t. hypovolæmi er påbegyndt. Ved livstruende bradykardi anvendes et middel med β-receptorstimulerende virkning, fx isoprenalin. Ved samtidig hypotension kan ad...)
Antitrombotiske midler (...ved ≥1 af flg.: Vægt ≤ 60 kg eGFR på 15-50 ml/min Samtidig behandling med P-gP-hæmmer 15 mg x 1 dgl. Bør overvejes ved eGFR på 15-50 ml/min. Ingen dosisreduktion Dosis ved langtidsbehandling (efter 6 mdr.s behandling) kan overvejes Ingen ændring af dosis Ingen ændring af dosis 10 mg x 1 dgl.* 2,5 mg x 2 dgl.* Krav til nyrefunktion eGFR > 30 ml/min eGFR > 15 ml/min eGFR > 15 ml/min eGFR > 15 ml/min * dosisreduktionen ved rivaroxaban og apixaban gælder udelukkende for patienter, hvor der er tvivl om indikationen for forlænget behandling. I en del tilfælde vil der være absolut indikation for forlænget behandling, og i så fald skal dosis ikke reduceres (5978) (5979) . Revurdering af behandlingen Risiko for recidiv Der gives som udgangspunkt antikoagulationsbehandling i ca. 3-6 måneder, hvorefter patientens risiko for recidiv ved behandlingsophør vurderes. Den gennemsnitlige hyppighed af recidiv er ca. 15 % det første år og ca. 30 % 5-10 år efter behandlingsophør. Generelt skønnes recidivrisikoen lav ved VTE, der er provokeret af forbigående risikofaktorer som nylig kirurgi, traume eller forbigående immobilisering. Det er vigtigt, at denne revurdering altid afvejer fordele af behandling og risiko for blødning ved fortsat behandling. Alvorlige, permanente risikofaktorer Livslang antikoagulationsbehandling er indiceret hos patienter med alvorlige, permanente risikofaktorer som fx medfødt mangel på antitrombin, protein C eller protein S, homozygot faktor V Leiden mutation, vedvarende tilstedeværelse af lupusantikoagulans, udvikling af posttrombotisk syndrom (PTS) efter DVT eller kronisk tromboembolisk pulmonal hypertension (CTEPH) efter lungeemboli eller recidiv af lungemboli. Se endvidere Cardio.dk (Lungeemboli) . Patienter med cancer-associeret VTE Lavmolekylært heparin og DOAK (apixaban, rivaroxaban eller edoxaban) kan begge anvendes ved cancerassocieret venøs tromboemboli. Lægemiddelgrupperne er generelt ligestillede, men DOAK er som udgangspunkt kun indiceret hos patienter uden høj blødningsrisiko, og lavmolekylært heparin anbefales desuden til patienter med luminal gastro-intestinal eller urogenital cancer, alternativ kan apixaban overvejes. Lavmolekylært heparin anvendes ved nedsat nyrefunktion (eGFR 100 kg: 10 mg s.c. x 1 dgl. Dosis reduceres ved moderat nedsat nyrefunktion (GFR 20-50 ml/min). Fondaparinux er kontraindiceret ved GFR < 20 ml/min. Der gives da i stedet argatroban som kontinuerlig i.v. infusion begyndende med 1-2 mikrogram/kg/min. og herefter justeret, så APTT forlænges med en faktor 1,5-3,0. Dosis reduceres ved nedsat leverfunktion (Child-Pugh klasse B eller C). Der er dog også rapporteret enkelte tilfælde af krydsreaktion ved behandling med det syntetiske pentasaccharid fondaparinux . Ved...)
Midler mod intestinale protozoer (...Ved behandlingssvigt bør næste behandling forlænges til 10 dage og en øget dosering til 3 gange daglig. Hvis der fortsat er behandlingssvigt efter 10 dages behandling, bør patienten henvises til infektionsmedicinsk specialafdeling. Her kan forsøges behandling med med albendazol 400 mg 2 gange daglig i 5-7 dage, ved svigt fx tinidazol i kombination med albendazol i henholdsvis 1 og 8 dage. En række andre nitro-imidazoler end ti- eller metro-nidazol, samt nitazoxanid og paromomycin samt quinacrin har også effekt på giardiasis, og flerstofskombinationer kan være nødvendige i behandlingsrefraktære tilfælde, quinacrin har ved resistente tilfælde en succesrate >90 % ved enkeltstofbehandling. Alle disse præparater kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Rejsende, der har pådraget sig infektionen i Indien, har vist en øget frekvens af metronidazolresistent giardiasis og bør ikke genbehandles med metronidazol (2848) . Behandlingsalgoritme for infektion med Entamoeba histolytica Trofozoitstadiet (modsat cystestadiet) af E. histolytica er fuldt følsomt for metronidazol. Intestinal amøbiasis behandles med oral metronidazol 500 mg 3 gange daglig i 7-10 dage. Invasiv amøbiasis, som omfatter såvel blodig diarré, amøbomer (ansamling af amøber og arvæv, der makroskopisk kan give mistanke om malign colonsygdom), og ekstra-intestinale abscesser, bør behandles med intravenøs metronidazol 500-750 mg 3 gange daglig i 7-10 dage, behandlingen kan gives oralt ved velfungerende mave-tarmsystem. Metronidazol har ingen virkning på E. histolytica cyster i tarmen, og metronidazol behandlingen bør derfor afsluttes med behandling med et luminalt amøbicid, fx paromomycin 500 mg 3 gange daglig i 10 dage. Midlet kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Behandling af asymptomatiske cystebærere anbefales efter afsluttet ophold i risikoområder for nysmitte. Individer udstationeret i risikoområder bør afvente behandling af en asymptomatisk bærer-tilstand til afsluttet ophold (der regnes med høj risiko for gensmitte i endemiske områder). Fund af cyster ved mikroskopi af fæces bør konfirmeres med PCR for at skelne mellem bærertilstand af den patogene E. histolytica og den non-patogene E. dispar , der ikke skal behandles. I Danmark er PCR blevet rutine på de fleste mikrobiologiske afdelinger, men mange vil fra udlandet medbringe mikroskopisvar, der giver mistanke om amøber. Dette bør ved...)
Interleukin-2-hæmmere (...som induktionsterapi til immunologisk lavrisiko-patienter ved nyretransplantation sammen med en vedligeholdelsesbehandling, som oftest består af en calcineur...)
Lokale midler (erektil dysfunktion) (...amin. Kombinationspræparatet aviptadil/phentolamin giver færre smerter efter injektion. Ved manglende effekt kan forsøges magistrelt fremstillede præparater, og som det første kom...)
Osmotisk virkende diuretika (... af mannitol kan anvendes til at nedsætte det intraokulære- og det intrakranielle tryk. Ved forhøjet intrakranielt tryk anbefales hypertont saltvand som førstevalgsbehandling (340...)
Methotrexat (inflammatoriske reumatiske sygdomme) (...ved reumatoid artritis , tidlig opstart og hurtig optitrering er essentiel. Lavdosis methotrexatbehandling (≤ 25 mg/uge) kan anvendes ved psoriasis artritis, juvenil kronisk artritis og reaktiv artritis i perifere led . Ved...)
JAK-hæmmere (...ved det relevante speciale. Overordnet skal risici og fordele ved behandlingen overvejes. Den enkelte patient behandles ofte med kombinationer af et konventionelt DMARD sammen med en JAK-hæmmer. Anvendelse af JAK-hæmmere fastlægges af Medicinrådet på samme måde som de biologiske DMARDs. Valg af behandling baserer sig på viden om effekt, bivirkningsprofil og pris af det pågældende lægemiddel. Der vil ved flere sygdomme ofte være flere ligeværdige muligheder og her vælges billigste lægemiddel ud fra vejledninger fra Medicinrådet. Der findes fortsat ikke biomarkører til at udvælge skræddersyet medicin til den enkelte patient. Virkningen af lægemidlerne viser sig ved...)
Trimethoprim (systemisk brug) (...t af de første 3- 5 døgn. Hvis den initiale behandling ikke virker, skal indikation og valg af antibiotikum revurderes og eventuelt justeres efter yderligere mikrobiologisk diagn...)
Sulfonamider og trimethoprim i kombination (...et af de første 3-5 døgn. Hvis den initiale behandling ikke virker, skal indikation og valg af antibiotikum revurderes og eventuelt justeres efter yderligere mikrobiologisk diagn...)
Antiallergika ekskl. glukokortikoider (Klinisk er der ikke afgørende forskel mellem præparaterne, hvorfor præparatvalget afgøres af prisen.)
Midler mod rosacea (...vedligeholdelse ved langtidsterapi af rosacea. Den kliniske fordel ved anvendelse af azelainsyre er den ringe risiko for udvikling af resistente mikroorganismer. Ved...)
Peristaltikhæmmende midler (... at have bedre effekt end loperamid alene. Opiumdråber er andetvalg ved kronisk diarré ved...)
Midler mod alopeci (...ved omdannelsen af testosteron til den aktive metabolit dihydrotestosteron (DHT) mindskes. Mænd med androgenetisk alopeci har øget lokal koncentration eller øget følsomhed af DHT i hårfolliklerne i skalpen. Behandlingen bør påbegyndes i de tidligste stadier af almindelig mandligt hårtab, inden der er udviklet atrofi og svind af hårfolliklerne. En del mænd vil opnå nyvækst og flertallet stabilisering af hårtabet. Finasterid udskilles i så ubetydelige mængder i seminalvæsken, at behandlingen kan fortsætte hos unge mænd, hvis partner planlægger graviditet eller som er gravide (2685) . Minoxidil er et stof, som initialt blev udviklet til behandling af hypertension, men som ved...)
Antidoter (...ved forskellige lægemiddelforgiftninger, og om antidoten er registreret. Tabel 1. Forgiftninger og antidoter Se i øvrigt Giftlinjen / Antidothåndbogen (For læger (bispebjerghospital.dk)) Anvendelse Antidot Evt. handelsnavn (specialtilladelse) Adjuvans (giftbinding) Aktivt kul (antidoter) Adrenerge agonister Phentolamin (antidoter) * * Regitin® Acetylkolinesterase-hæmmere Atropin (antidoter) Antikolinergika Physostigmin (antidoter) * * Anticholium® Benzodiazepiner Flumazenil (antidoter) Beta-blokkere Atropin (antidoter) Glucagon (antidoter) Calciumantagonister Calciumsalte (antidoter) Coumarinderivater Phytomenadion (antidoter) Cyanid Hydroxocobalamin (antidoter) Dabigatran Idarucizumab (antidoter) Digoxin Antidigitalis fab-fragment * * DigiFAB® Folsyreantagonister (methotrexat) Calciumfolinat (antidoter ved cytostatikabehandling) Heparin Protamin (antidoter) Insulin Glucagon (antidoter) Isoniazid Pyridoxin (antidoter) ** Jernforbindelser Deferoxamin (antidoter) Kalium Calciumsalte (antidoter) Polystyrensulfonater (midler mod hyperkaliæmi) Methæmoglobindannere Methylthionin (methylenblåt) (antidoter) Opioider Naloxon (antidoter) Paracetamol Acetylcystein (antidoter) Methionin (antidoter) ** Rocuronium-induceret neuromuskulær blokade Sugammadex (antidoter) Salicylsyrederivater Phytomenadion (antidoter) * Ikke-registreret antidot. Kan rekvireres med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen fra apotek/sygehusapotek. ** Ikke-registreret antidot. Fremstilles magistrelt og kan uden tilladelse rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Vejledning til læger i brug af antidoter kan fås ved...)
Maribavir (...Maribavir virker ved at hæmme enzymet UL97-proteinkinasen og dermed inhibere CMV DNA-replikation samt kapsid...)
SSRI (Selective Serotonin Reuptake Inhibitor) (...Vedvalg af præparat bør man tage hensyn til anamnestiske oplysninger om tidligere gunstigt behandlingsresultat med et bestemt præparat. Har patienten ikke tidligere fået antidepressiv medicin, vælges først og fremmest præparater uden interaktioner, idet der herudover tages hensyn til ovennævnte farmakokinetiske forhold samt prisen på præparatet. I praksis anbefales sertralin med mindre andre forhold peger på andet SSRI-præparat, men escitalopram er på mange måder ligeværdigt og kan anvendes, hvis førstevalg...)
VEGF (Vascular Endothelial Growth Factor) -hæmmere til okulær anvendelse (...ling af våd AMD og DME. Aflibercept, faricimab og ranibizumab vurderes også ligeværdige ved RVO. Anbefalingen gælder for patienter, som ikke tidligere har modtaget behandling med ...)
Cytostatika og immunsupprimerende midler (...Ved manglende effekt eller gastro-intestinale bivirkninger skiftes til subkutan methotrexat. Der er veldokumenteret synergistisk effekt mellem methotrexat og flere b/tsDMARDs. Methotrexat har ikke cytostatisk effekt ved de doser, som benyttes i behandlingen af immunologiske sygdomme. Sulfasalazin og leflunomid kan anvendes ved reumatoid artrit ved kontraindikation for eller bivirkninger til methotrexat. Hydroxychloroquin anvendes som førstevalgsbehandling ved systemisk lupus erythematosus, samt ved reumatoid artrit i kombination med methotrexat og sulfasalazin (triple-terapi), hvor der er dokumenteret synergistisk effekt. Azathioprin og cyclophosphamid er indiceret hos patienter med systemisk lupus erythematosus (SLE), andre bindevævssygdomme og vasculitis med truende organmanifestationer. Mycophenolatmofetil og ciclosporin anvendes ved...)
Midler mod ADHD (...ved manglende effekt eller generende bivirkninger af methylphenidat. Atomoxetin kan anvendes ved manglende effekt af centralstimulerende midler eller hvis der er komorbide tilstande som angst, forværring af tics og misbrugsrisiko, samt hvis der er behov for døgndækning. Guanfacin er godkendt til børn og unge og anvendes, når der ikke er effekt af methylphenidat, (lis-)dex-amfetamin og atomoxetin eller ved uacceptable bivirkninger (fx påvirkning/belastning af hjertet) ved...)
Midler mod nyre- og uretersten (...renteral eller rektal administration foretrækkes ved akut behandling (NSAID, fx diclofenac , ibuprofen ). Ved den fortsatte orale smertebehandling, har de fle...)
Aciclovir og valaciclovir (virusinfektioner) (...Ved livstruende og andre alvorlige infektioner anvendes intravenøs behandling med aciclovir. Det drejer sig om herpes hos nyfødte (herpes neonatorum), herpes encefalitis og primær genital herpes med udtalte almene symptomer samt ved VZV-infektion med CNS-involvering. Intravenøs indgift af aciclovir, evt. oralt valaciclovir, foretrækkes også ved behandling af herpes simplex virus- og varicella zoster virus-infektioner hos immunsupprimerede patienter. Aciclovir øjensalve er førstevalg ved...)
Kombinationspræparater (hormonale kontraceptiva) (...fase p-piller med lavest dosis østrogen og 2. generations gestagen anbefales som førstevalg fremfor flerfase p-piller. Såfremt kvinden har blødningsforstyrrelser, der ikke aftage...)
Rene agonister (...ved langvarige eller kroniske smertetilstande anvendes primært depotmorfin. Såfremt patienten ikke har tilstrækkelig effekt og/eller har uacceptable bivirkninger, bør skiftes til et andet oralt opioid. Transdermal behandling kan være indiceret til kroniske non-maligne smerter, såfremt der er særlige forhold, der gør oral behandling vanskelig, fx korttarmssyndrom. For enkelte meget bivirkningsfølsomme, ofte ældre patienter, kan lavdosis buprenorphin-plaster være en mulighed. Ækvianalgetiske doser Tabel 1. Vejledende ækvianalgetiske doser (mg) for udvalgte opioider (5581) Må tages med forbehold, især ved langvarig opioidbehandling i.m. eller s.c. Oralt i.v. mg mg mg Agonister Morfin 10 30 10 Codein Findes ikke 300 Findes ikke Fentanyl 0,2 0,8 1) 4 ) Hydromorphon 2 4 2 Methadon * Findes ikke 5 4 ) * Findes ikke Oxycodon 7,5 20 2 ) 7,5 Tapentadol Findes ikke 100 Findes ikke Tramadol Findes ikke 150 Findes ikke Sufentanil Findes ikke 3 ) 4 ) 4 ) Partielle agonister Buprenorphin 0,3 0,6 3 ) 0,3 1) Som sugetabletter (transmukosal + g.i.-absorption). 2) Den analgetiske effekt af oxycodon i kombination med naloxon i depotpræparat er ækvivalent med oxycodon i andre depotformuleringer. 3 ) Som resoribletter (transmukosal absorption). 4 ) Anvendes kun af særligt uddannet personale. * Vedvedligeholdelsesbehandling i kronisk sammenhæng er methadon ved oral tilførsel mindst 5 gange så potent som morfin. Skift mellem opioider kan beregnes her: Tabel 2. Vejledende ækvianalgetiske doser ved skift mellem morfin (oralt) og fentanyl (depotplastre). Ofte synes plasterdoseringen dog at være i underkanten, hvorfor man i danske lærebøger anbefaler multipla af oralt morfin mg/døgn svarende til 25 mikrogram/time fentanyl depotplaster Morfin oralt (mg/døgn) Fentanyl depotplastre (µg/time) 30 12 60 25 120 50 180 75 240 100 300 125 360 150 420 175 480 200 Dosisjustering bør tidligst finde sted efter 2 døgn. Tabel 3. Omregning fra morfin (oralt) til fentanyl (plaster) til børn Omregningstabellen skal ikke bruges ved skift fra fentanyl depotplaster til andre opioider, da der kan forekomme overdosering (data baseres på undersøgelser med Durogesic®) Morfin oralt (mg/døgn) Fentanyl depotplastre µg/time 30-44 12 45-134 25 For børn, der behandles med > 90 mg oral morfin dgl., findes der begrænsede tilgængelige data fra kliniske studier. Tabel 4. Vejledende ækvianalgetiske doser mellem morfin (oralt) og buprenorphin (depotplastre) Morfin oralt (mg/døgn) Buprenorphin som depotplasterstyrker (mikrogram/time) 7,5 5 15 10 22,5 15 30 20 45 35 75 52,5 105 70 135 2 x 52,5 165 1 x 70 + 1 x 52,5 195 2 x 70 Ved epidural indgift af det relativt hydrofile morfin (1-4 mg) indtræder virkningen efter 30-45 minutter og varer i 6-12 timer. Ved epidural indgift af de mere lipofile opioider, fentanyl, alfentanil og sufentanil indtræder virkningen betydeligt hurtigere (5-15 minutter), men varer kortere (1-4 timer), se Opioider (anæstetika) . Ved...)
Perifert virkende muskelrelaksantia (...ved mistanke om neuromuskulære sygdomme, hvor virkningen kan være uforudsigelig. Specielt børn og unge kan have uopdaget muskeldystrofi, og generelt bør suxamethon kun bruges om nødvendigt (fx til akut indledning). Ved erkendt muskeldystrofi er suxamethon kontraindiceret. Ved myasthenia gravis og andre former for neuromuskulære sygdomme er der stærkt forøget følsomhed over for ikke-depolariserende blokerende midler. Responset efter indgift af suxamethon ved...)
Antipsykotika - bivirkninger (...ved at forsøge at undgå akutte ekstrapyramidale symptomer (EPS). Øget mortalitet hos ældre Det er i flere undersøgelser påvist, at behandling med antipsykotika generelt, både ved korttids- og langtidsbehandling, medfører en øget mortalitet hos ældre med demens (5920) (5921) . Anvendelse af antipsykotika til psykiske og adfærdsmæssige symptomer ved demens anbefales derfor som udgangspunkt ikke. Se desuden de nationale kliniske anbefalinger fra Sundhedstyrelsen: Mennesker med demens med adfærdsmæssige og psykiske symptomer - Strukturerede og målrettede interventioner samt brug af antipsykotika (6509) . Akut dystoni Er ret sjælden. Opstår hyppigst ved for stor begyndelsesdosis, ved brat dosisøgning og ofte hos yngre mænd, personer ikke tidligere behandlet med antipsykotika samt ved parenteral indgift. Akut dystoni består af ukoordinerede, længerevarende muskelkontraktioner, undertiden med kredsende bevægelser af øjnene (okulogyration) og hoveddrejning opad, krampagtig mundåbning, stridor og opistotonus. Tilstanden behandles parenteralt (i.v.) med antiparkinsonmidler ( antikolinergika ), som har umiddelbar effekt. Parkinsons sygdom Opstår oftest i løbet af behandlingens første 14 dage eller efter dosisøgning. Symptomerne aftager eller svinder for antikolinergt virkende antiparkinsonmidler . Men den mest hensigtsmæssige behandling af antipsykotika-fremkaldt Parkinsons sygdom er naturligvis dosisreduktion eller seponering af det givne antipsykotikum, med evt. overgang til andet mindre Parkinsons sygdomfremkaldende præparat (se tabel 1 og 2). Efter seponering svinder Parkinsons sygdom som regel hurtigt, men hos særligt følsomme individer (især ældre) og ved anvendelse af langtidsvirkende præparater (især depotpræparater ) kan syndromet bestå i flere måneder. Tardive dyskinesier Er ufrivillige, undertiden irreversible abnorme bevægelser, der udvikles under eller efter en længerevarende antipsykotisk behandling med især 1. generations antipsykotika. Syndromet forekommer oftest hos patienter over 40 år og omfatter især tunge- og kæbebevægelser (orale dyskinesier, bukko-lingvo-mastikatorisk (BLM) syndrom). Risiko for udvikling af tardive dyskinesier (TD) kan reduceres ved at behandle med så lav antipsykotikadosis som muligt og i så kort tid som muligt. Antikolinergika er ofte uden effekt på TD og kan endog accentuere dyskinesierne. Den vigtigste prædiktor for TD er akut forekommende EPS. Dyskinesier kan også ses ved overgang til behandling med et mindre potent dopaminblokerende antipsykotikum. Ofte vil disse dyskinesier svinde efter måneders behandling. Tardiv dystoni Er en sjælden bivirkning, der ligesom akut dystoni består i vedvarende ukoordinerede muskelkontraktioner, specielt i øjen- og nakkemuskler (torticollis) og i ekstremiteter og krop (skæv holdning og gang - pisasyndrom), ofte i kombination med dyskinesier i den orale region og i fingre. Specielt ved depotbehandling er det vigtigt at være opmærksom på begyndende tegn på denne bivirkning, der kan være irreversibel og svært invaliderende, så præparatet kan blive seponeret i tide. Subjektive bivirkninger Antipsykotika kan medføre akatisi (se overfor) og følelsesmæssig indifferens og depression, som bedst behandles med dosisreduktion eller seponering af den antipsykotiske behandling. Akatisi kan kortvarigt behandles med benzodiazepiner eller non-selektive β-blokkere (fx propranolol 10-30 mg 3 gange dgl.), men dosisreduktion eller skift til andet præparat er at foretrække. Antikolinerg medicin har primært effekt på akatisi, hvis der er samtidig Parkinsons sygdom. Sedation Kan optræde, men kan, hvis uønsket, praktisk talt undgås vedvalg af et ikke-sederende antipsykotikum (se tabel 1 og 2). Depression Forbigående, evt. behandlingskrævende depression kan undertiden forekomme, oftest i forbindelse med EPS. Dosisreduktion af antipsykotikum bør overvejes. Autonome bivirkninger En del antipsykotika (se tabel 1 og 2) kan i terapeutiske doser inducere autonome bivirkninger i form af ortostatisk hypotension, evt. med besvimelse initialt i behandlingen, reflekstakykardi, mundtørhed, svedtendens, obstipation, urinretention (især hos ældre mænd) og akkommodationsparese. Ekg-ændringer QT C- forlængelser kan ses efter antipsykotisk behandling. QT c -forlængelser med et QT c -interval på mere end 500 ms er forbundet med øget risiko for arytmiformen torsades de pointes ventrikulær takykardi (TdP-VT), som kan gå over i ventrikelflimmer. Ved QT c -interval over 500 ms bør behandling med det pågældende antipsykotikum kun fortsætte uændret, hvis kardialt asymptomatisk, på tvingende indikation og efter konference med kardiolog (behandlingen bør pauseres indtil der er konfereret). Forsigtighed bør også udvises med haloperidol, specielt i forbindelse med intravenøs indgift. Problematikken er gennemgået i detaljer i rapport fra Dansk Cardiologisk Selskab og Dansk Psykiatrisk Selskab: Arytmi-risiko ved anvendelse af psykofarmaka, version 2 (2023). Den opdaterede version 2 fra januar 2023, hvor også de nyeste antipsykotika er medtaget og behandling af børn og unge desuden er nævnt, kan downloades fra Dansk Cardiologisk Selskab her . Algoritme for indikation for behandling med psykofarmaka. Dansk Cardiologisk Selskab og Dansk Psykiatrisk Selskab, Arytmi-risiko ved anvendelse af psykofarmaka, version 2, 2023. Grønne præparater giver IKKE QTc-forlængelse eller risiko for TdP-VT. Gule præparater er defineret som lægemidler, der er QTc-forlængende under særlige omstændigheder eller i let grad. Røde præparater er defineret som QTc-forlængende lægemidler. 1. For antipsykotika gælder det: Zuclopenthixol , aripiprazol , olanzapin og paliperidon . 2. Risikofaktorer for torsades de pointes VT (TdP-VT): Alder ≥ 65 år Hjertesygdom: Hjertesvigt, tidligeremyokardieinfarkt samt præeksisterende forlænget QT-interval (QTc > 480 ms) Familieanamnese med arytmisygdom Hjertesymptomer (synkoper, palpitationer, dyspnø eller brystsmerter) Bradykardi Elektrolytforstyrrelser, specielt for lavt plasma-kalium 65 år) har i nogle studier vist sig at have en øget risiko for cerebrovaskulære hændelser sammenlignet med placebobehandlede patienter. Antipsykotisk behandling af dementielle tilstande hos ældre bør som hovedregel undgås og antipsykotika bør ikke anvendes hos ældre patienter med demens, hvis formålet udelukkende er at dæmpe uro, aggression og rastløshed. I de situationer, hvor brug af antipsykotika til ældre patienter med demens alligevel er indiceret, bør behandlingen foretages med stor forsigtighed i lav dosering og som hovedregel kun i kortere perioder. Malignt neuroleptikasyndrom Malignt neuroleptikasyndrom bestående af varierende kombinationer af parkinsonisme, forhøjet temperatur, labilt blodtryk og puls, sved, bevidsthedsændringer samt leukocytose og forhøjet kreatininfosfokinase ses i ekstremt sjældne tilfælde og har kliniske ligheder med malign hypertermi og malign katatoni (se Malign hypertermi ). Alle symptomerne er ikke altid til stede. Den bagvedliggende patofysiologi er ukendt og synes at være en anden end ved malign hypertermi. Der kræves omgående seponering af den antipsykotiske behandling og ofte indlæggelse på specialafdeling. Behandling med benzodiazepiner, gerne parenteralt, og/eller elektrokonvulsiv terapi (ECT), er den primære behandlingstilgang i de sværere tilfælde. Behandling med dopaminerge receptoragonister er en anden foreslået behandlingsmulighed til behandling af malignt neuroleptikasyndrom, men primært ved samtidig forekomst af hypertermi. Behandlingen er en specialistopgave og bør som hovedregel foregå på intensiv somatisk afdeling. Andre bivirkninger I meget sjældne tilfælde, især ved...)
Midler mod RSV-infektion, (virusinfektioner) (...cytialvirus (RSV)-infektioner hos præmature og børn med kronisk lungesygdom. Neonataludvalget under Dansk Pædiatrisk Selskab anbefaler behandlingen til børn med meget stor risiko...)
Arytmi-risiko ved antidepressiva (...ved anvendelse af psykofarmaka. Denne kan downloades fra www.dpsnet.dk (1906) . Nedenstående algoritme fra rapporten kan anvendes i forbindelse med valg af præparat og evt. hjertekontrol. Figur 2. Algoritme for indikation for behandling med psykofarmaka Dansk Cardiologisk Selskab, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Børne- og Undgomspsykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi, Arytmi-risiko ved...)
Non-nukleosid-RT-hæmmere (midler mod HIV) (...ved behandling af patienter, der ikke tidligere har modtaget antiviral behandling. Men en stor del af danske patienter er siden 1999 blevet startet op på non-nukleosid-RT-hæmmere, specielt efavirenz og nevirapin, og er fortsat i behandling med disse. Resistensudvikling sker lettere mod denne gruppe end mod boostede proteasehæmmere eller intregrase-hæmmerne bictegravir og dolutegravir, og disse lægemidler kan derfor med fordel anvendes til patienter, hvor der er mistanke om mangelfuld eller uregelmæssig medicinindtagelse. Etravirin gives overvejende til patienter med behandlingssvigt og kombineres med lægemidler fra andre stofgrupper efter individuel resistensundersøgelse. Men kan også anvendes til behandling af patienter, der har bivirkninger ved...)
Midler mod kolestatisk hudkløe (...ved andre kolestatiske leversygdomme. Herefter kan anvendes rifampicin. En ny behandling er IBAT-hæmmere (Ileal Bile Acid Transporter-hæmmere) der primært er undersøgt hos børn med arvelig kolestase, men formentlig også har effekt hos voksne med hepatisk kløe. Herefter anionbytter (cholestyramin eller cholestipol), der ophæver det enterohepatiske galdesyrekredsløb og lindrer hudkløen oftest efter ca. en uge. Hos patienter, der ikke responderer tilstrækkeligt på ovenstående, kan sertralin (SSRI) eller naltrexon forsøges, og i svære tilfælde anvendes kombinationer af disse stoffer (5441) (5442) (6234) . Ursodeoxycholsyre kan anvendes ved PBC. Galdesyren ursodeoxycholsyre kan forsøges hos patienter med kronisk kolestatisk leversygdom. Doseringsforslag 250 mg x 2-4 dgl. afhængigt af effekt (2472) . Andre præparater Bezafibrater har vist effekt på kløe og fatigue, primært ved primær biliær levercirrose (5441) . Rifampicin kan i visse tilfælde lindre kolegen kløe via induktion af mikrosomale enzymer, som omsætter galdesyrer (2087) . Dosis til voksne er 150-300 mg daglig. IBAT hæmmer har vist effekt mod kolestatisk kløe hos børn, ligesom der er enkelte studier som viser effekt på kløe hos voksne. Dosis er 40-120 mg per kg legemsvægt, en gang dagligt (6617) (6618) . Den syrebindende anionbytter cholestyramin kan anvendes mod hudkløe forårsaget af kolestase. Dosering: Voksne. Initialt gives 4 g cholestyramin. Vedligeholdelsesdosis 4-12 g daglig fordelt på 1-4 doser. Børn. Initialt 4-8 g for cholestyramin fordelt på 1-3 doser, om nødvendigt stigende, evt. til voksendosis (2086) . Opioidreceptorantagonisten naltrexon kan i visse tilfælde lindre kolegen kløe via en central effekt. Dosis er 25-50 mg daglig (2087) . Sertralin er afprøvet ved...)
Biologiske midler mod astma og KOL (...vedvarende astma (5408) . Det drejer sig om specialistbehandling på udvalgte centre til patienter hvor inhalationsbehandling med højdosis kortikosteroid og langtidvirkende inhaleret β2-agonist ikke har medført tilfredsstillende astmakontrol, hvilket i praksis defineres som hyppige astmaeksacerbationer eller behov for daglig behandling med oralt kortikosteroid. Den vanlige inhalationsbehandling bør fortsætte, mens reduktion af eventuel oral kortikosteroidbehandling tilstræbes, hvis behandlingen medfører tilfredsstillende astmakontrol. Omalizumab anvendes til patienter over 6 år med allergi over for et helårligt allergen, overbevisende IgE-medieret astma (dvs. allergi over for et eller flere helårsallergener) og hyppige daglige symptomer eller natlige opvågninger samt dokumenterede eksacerbationer. For voksne og unge over 12 år gælder desuden, at patienten skal have nedsat lungefunktion (FEV 1 < 80 % af forventet værdi). Benralizumab, depemokimab , dupilumab, mepolizumab og reslizumab anvendes til patienter over 18 år (6 år for dupilumab), som til trods for højdosisinhalationssteroid, har persisterende eosinofili i blod eller sputum og har hyppige og svære astmaeksacerbationer. Dupilumab og mepolizumb er registrerede til anvendelse som tillægsbehandling ved...)
Neuromyelitis optica spektrumsygdom (NMOSD) (...vedparten af tilfældene er enten idiopatiske eller associeret til multipel sklerose. Hertil kommer en række sjældne årsager som fx sarkoidose og systemisk lupus erythematosus (SLE). Opticus neurit kan ligeledes ses som en parainfektiøs tilstand ved en række virusinfektioner. Behandlingen retter sig her mod grundsygdommen. Patienter med NMOSD bliver i dag behandlet med forskellige lægemidler, der påvirker immunsystemet. Medicinrådet (fagudvalg for Multipel Sklerose) har lavet vurderinger af satralizumab , eculizumab og inebilizuma , og holdt disse stoffer op i mod den nuværende standardbehandling med rituximab. Satralizumab Medicinrådet anbefaler ikke satralizumab til patienter med neuromyelitis optica spectrum sygdom (NMOSD). Det monoklonale antistof satralizumab retter sig mod interleukin-6 (IL-6), som er involveret i dannelsen af de patologiske autoantistoffer mod AQP-4. Medicinrådet vurderer, at satralizumab mindsker antallet af attakker i forhold til ingen behandling, men at risikoen for betydelige bivirkninger især i form af infektioner også er større. Medicinrådet vurderer samlet set, at satralizumab kan være bedre for patienterne end ingen behandling. Satralizumab er væsentligt dyrere end de lægemidler, man bruger i dag. Medicinrådet vurderer, at omkostningerne forbundet med behandlingen er for høje set i lyset af usikkerheden om forholdet mellem effekt og bivirkninger (2022). Inebilizumab Medicinrådet anbefaler ikke inebilizumab til behandling af voksne patienter med nervesygdommen neuromyelitis optica spektrum (NMOSD), som er anti-aquaporin-4 immunoglobulin G-seropositive. Det monoklonale antisof inebilizumab binder sig specifikt til CD19 celleoverfladeantigen på præ-B og modne B-cellelymfocytter, herunder plasmablaster og nogle plasmaceller. Det medfører antistofafhængig cellulær cytolyse (ADCC) og -fagocytose (ADCP), som menes at spille en vigtig rolle i patogenesen for NMOSD. Medicinrådet vurderer, at inebilizumab kan reducere risikoen for attakker. De hyppigste bivirkninger ved...)
Biologiske DMARDs (...ved det relevante speciale. Overordnet skal risici og fordele ved behandlingen overvejes. Den enkelte patient behandles ofte med kombinationer af konventionelle DMARDs eller med kombination af et konventionelt DMARD sammen med et biologisk DMARD eller et targeteret syntetisk DMARD, som er vist sikkert og effektivt. Valg af behandling baserer sig primært på viden om effekt af det pågældende lægemiddel ved den givne sygdom. Valget afhænger dog også af bivirkningsprofil og pris. Der vil ved flere sygdomme ofte være flere ligeværdige muligheder, og her vælges billigste lægemiddel ud fra vejledninger fra Medicinrådet . Der findes fortsat ikke biomarkører til at udvælge skræddersyet medicin til den enkelte patient. Virkningen af lægemidlerne viser sig ved, at symptomerne på betændelse langsomt aftager og til sidst helt forsvinder. Virkning indtræder først efter 4-12 ugers behandling. Allerede udviklede skader på led eller andre organskader bedres ikke. Men udvikling af yderligere skader kan nedsættes. Virkning ses overordnet hos 2/3 af de patienter, der starter på en given behandling. Hvis der ikke har været virkning efter 3-6 måneder, vil behandlingen erstattes eller suppleres med anden DMARD. Hvis medicinen har den ønskede effekt, vil behandlingen oftest vare i flere år og i mange tilfælde livslangt. Skrøbelige og ældre Behandling af skrøbelige og ældre patienter med biologiske DMARDs kræver særlig opmærksomhed grundet en øget sårbarhed over for infektioner. Vaccinationsstatus og profylaktiske tiltag skal overvejes. Lavere doser eller længere intervaller mellem doseringerne kan være hensigtsmæssigt for at mindske risikoen for infektioner. Det er dog vigtigt at medregne den forøgede risiko for infektioner forbundet med sygdomsaktivitet og ved...)
Oxytocin og analoger (uteruskontraherende midler) (... vaginal fødsel. Blødningsprofylakse ved kejsersnit: Ingen forskel i blødningsmængde eller behov for blodtransfusion ved anvendelse af oxytocin versus carbet...)
Pentamidin (...valg til behandling af både kutan og visceral leishmaniasis. Der eksisterer dog meget begrænsede data, der sammenligner pentamidin med miltefosin, med liposomalt amphotericin B og med de internationalt tilgængelige lægemidler indeholdende pentavalente antimoner, og pentamidin er ikke første valg...)
Peritonealdialysevæsker (...Ved hvert skift installeres typisk 2,0-2,5 l dialysevæske i peritoneum. Resultatet er 3 mellemlange skift i løbet af dagen samt et langt skift i løbet af natten. Patienter med restnyrefunktion kan nøjes med 1-3 skift i døgnet. Automatiseret peritonealdialyse (APD) , hvor der anvendes en maskine, der automatisk skifter dialysevæsken et antal gange i løbet af natten efter et på forhånd fastlagt program. APD kan kombineres med våd dag, hvor maskinen slutter natbehandlingen med at lukke 2,0-2,5 l dialysevæske ind i bughulen, som patienten går med i dagtiden. Resultatet er mange korte skift i løbet af natten samt evt. et langt skift i løbet af dagen. Valg af behandlingsmodalitet tager udgangspunkt i patientens ønsker og livsførelse samt i peritoneums transportegenskaber (se nedenfor). Ældre og skrøbelige For ældre, skrøbelige patienter, der ønsker aktiv behandling af deres nyresvigt, er PD en mere skånsom og fleksibel behandling end hospitalshæmodialyse. Peritoneal transporthastighed Der er betydelig forskel i den peritoneale transporthastighed fra patient til patient. Den individuelle transporthastighed kan fastlægges ved en såkaldt Peritoneal Ekvilibrerings Test, der er en semikvantitativ vurdering af peritoneums transportegenskaber. Patienter med lav transporthastighed dialyseres mest effektivt med CAPD, store volumina og lange skift. Da glucose-gradienten svinder langsomt, har de sædvanligvis ikke problemer med ultrafiltration (UF) af vand. Patienter med høj transporthastighed dialyseres bedst med APD med korte skift i løbet af natten og våd dag med icodextrin , da de ofte har beskeden UF. Optimal dialyseeffektivitet og UF opnås kun ved, at der tages hensyn til patientens peritoneale transporthastighed, væskens sammensætning samt skiftets længde. Peritonealdialysevæsker generelt Indholdet af elektrolytter fremgår detaljeret nedenfor, og det er ikke helt identisk i de forskellige dialysevæsker, hvilket dog sjældent har betydning for valget af dialysevæske. Som buffer anvendes lactat og/eller hydrogencarbonat. Brug af hydrogencarbonat giver mere fysiologisk pH i den færdigblandede PD-væske end anvendelsen af lactat. Afhængig af bufferen varierer pH i de færdigblandede PD-væsker fra 5,5-7,4. Der er evidens for, at hydrogencarbonatholdige PD-væsker giver mindre smerte ved infusion og generelt er mere biokompatible end laktatbaserede PD-væsker. Som osmotisk aktivt stof anvendes glucose, icodextrin (stivelsesderiveret glucosepolymerer) eller aminosyrer. Glucoseholdige PD-væsker Fremstilles hyppigst i et to- eller tre-kammersystem. Dette sikrer, at produktet kan varmesteriliseres med minimal dannelse af nedbrydningsprodukter (glucose degradation products (GDP), der ved reaktion med kroppens proteiner omdannes til Advanced Glycation End Products (AGE). Adskillelsen mellem kamrene brydes umiddelbart før anvendelse, så den færdigblandede PD-væske kan installeres i peritoneum med et fysiologisk pH. Glucosekoncentration PD-væskerne leveres med forskellige koncentrationer af glucose, svarende til en osmolaritet mellem 340 og 520 mmol/l. Jo højere glucosekoncentration, jo højere krystalloid-osmotisk gradient og dermed større væsketræk. Betydelige mængder af glucosen absorberes, så patienterne får et stort tilskud af tomme kalorier i form af kulhydrater, der dækker op til 25 % af det samlede energibehov. Belastningen med glucose bør derfor begrænses mest muligt ved at anvende væsker med så lave glucosekoncentrationer som muligt. Icodextrinholdige PD-væsker (Extraneal) Fremstilles af stivelse og indeholder 7,5 % glucosepolymerer svarende til en osmolaritet på 284 mmol/l. Pga. molekylestørrelsen absorberes icodextrin ikke over peritoneum og kun i mindre grad via lymfedrænage fra bughulen. Den kolloid osmotiske trykgradient - og dermed væsketrækket - opretholdes derfor i lang tid. Icodextrin anvendes bedst til lange skift, dvs. natskiftet ved CAPD og dagskiftet ved...)
Midler mod lungefibrose (...ved blevet førstevalgspræparat. Ved intolerable bivirkninger til det ene medikament skiftes til det andet. Nintedanib kan benyttes til behandling af progressiv pulmonal fibrose (PPF). Pirfenidon er mindre godt undersøgt og ikke godkendt til PPF, men kan overvejes ved...)
Postcoital kontraception (...f anden svangerskabsforebyggende metode. Artikel: Korrekt rådgivning om nødprævention: valg...)
β-blokkere mod migræne (Propranolol og metoprolol er ligeværdige. Det er således prisen og bivirkningsprofil, der afgør valget.)
GnRH-agonister (Præparaterne har samme terapeutiske virkning, og præparatvalget bør derfor bestemmes af administrationsform, pris og ønske om behandlingsvarighed.)
Koagulationsfaktorer og andre hæmostasefaktorer (...Præparatvalg følger Medicinrådets behandlingsvejledninger: Lægemiddelrekommandation og behandlingsv...)
Rationel antibiotikaterapi (...ved øges andelen af bakterier, der er resistente, samt også risikoen for udvikling og spredning af resistente patogene bakterier. Visse bakterier er nu så resistente, at de infektioner, de giver anledning til, kun vanskeligt kan behandles med de nuværende tilgængelige antibiotika. Hertil kommer, at kun få nye antibiotika forventes at blive tilgængelige i nærmeste fremtid. WHO har fremskrevet, at i 2050 vil op mod 10 millioner personer dø om året som følge af infektioner forårsaget af resistente bakterier. Udviklingen maner til, at der udvises større forsigtighed vedrørende brug af antibiotika. Der påhviler således den enkelte læge et betydeligt medansvar ved enhver ordination af antibiotika. Antibiotisk behandling, der anses for livreddende, skal iværksættes umiddelbart. Målet med rationel antibiotikaterapi er derfor at begrænse uvirksom og unødvendig antibiotikabehandling. Sundhedsstyrelsen ønsker, at antibiotisk behandling i højere grad kommer til at basere sig på mikrobiologisk diagnostik. De basale regler, der gælder for alle lægers ordination af antibiotika til systemisk brug, er: Antibiotikabehandlingen skal kunne forventes at forhindre alvorlige/livstruende forløb eller at afkorte sygdomsforløbet væsentligt. Kliniske og diagnostiske undersøgelser skal være udført i en grad, der som minimum sandsynliggør bakteriel årsag. Det valgte antibiotikum skal være målrettet og påvirke mikrobiota så lidt som muligt, jf. generelle og lokale retningslinjer for anvendelse af antibiotika. Hvis den initiale behandling ikke virker, skal indikation og valg af antibiotikum revurderes og eventuelt justeres efter yderligere mikrobiologisk diagnostik. Varigheden af behandlingen skal være så kort som muligt og følge den evidens, som foreligger på området. Den konkrete infektionsdiagnose, der udløser recepten/ordinationen, skal specifikt angives i ordinationssystemet, herunder på recept og i journal. Bortset fra Gruppe A streptokok-antigen test og mikroskopi af urin er der stor mangel på hurtigtests til påvisning af bakterieinfektioner i almen praksis. Til luftvejsinfektioner findes hurtigtests (eller POC-tests) til påvisning af virusinfektioner, og de anvendes på klinisk mikrobiologiske afdelinger samt på visse modtageafdelinger på hospitaler. Som eksempel på udmøntning af Sundhedsstyrelsens anbefalinger har fagudvalget for hensigtsmæssig anvendelse af antibiotika i primær- og sekundærsektoren under Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS; nu Medicinrådet) i 2016 udgivet anbefalinger for hensigtsmæssig anvendelse af antibiotika ved nedre luftvejsinfektioner i almen praksis og på hospital. Anbefalingerne har fokus på differentieret udredning og behandling herunder behandlingsvarighed afhængig af sektor og sværhedsgrad af nedre luftvejsinfektion. Se RADS baggrundsnotat . I 2019 har Medicinrådet udgivet behandlingsvejledning ved...)
Angiotensin II-receptorblokkere (ARB) og thiazider i kombination (...er en reninhæmmer (sædvanligvis i specialistregi). Dette kan forsøges hos patienter med vedvarende resistent hypertension på trods af anvendelse af samtlige farmaka i førstevalgsg...)
Opioider (analgetika) (...ved behandling af akutte smertetilstande og ved cancersmerter er ikke ret stor. I en sygdoms terminale stadier kan problemet negligeres. Når opioider lejlighedsvis findes indiceret gennem lang tid hos patienter med normal livsprognose, kræver indikationen grundig overvejelse og snævert samarbejde mellem patient og behandler. Insufficient smertebehandling, der skyldes frygt for psykisk afhængighed, må imidlertid betragtes som en fejl. Patienter med åndedrætslidelser må observeres for respirationsdepression med forværring af hypoxi og hyperkapni, især ved...)
Azoler (systemiske svampeinfektioner) (...Vedligeholdelsesdosis af voriconazol (1998) Afviger fra godkendt dosering. Selvom standard vedligeholdelsesdosis anføres som 200 mg 2 gange daglig i produktresumeet, vil 30-40 % kun opnå sub-terapeutiske niveauer af voriconazol med denne dosis. Derfor er en oral vedligeholdelsesdosis ved legemsvægt ≥ 40 kg på 300-400 mg 2 gange daglig og tilsvarende ved...)
Moderat effektive præparater mod attakvis multipel sklerose (...e behandlinger over for højeffektive behandlinger hos patienter over 55 år. Behandlingsvalget må individuelt foretages på baggrund af prognostiske faktorer og risikoprofilen hos ...)
Antidepressiva mod angst (...ved farmakologisk behandling af angsttilstande. De nyere antidepressiva foretrækkes almindeligvis, da de har færre bivirkninger end de klassiske tricykliske antidepressiva. Påvirkning af QTc-intervallet kan dog være en risiko ved...)
Fotodynamisk behandling af aldersbetinget makuladegeneration (...ved subfoveal choroidal neovaskularisering (CNV) på grund af aldersrelateret makuladegeneration, eller subfoveal choroidal neovaskularisation på grund af patologisk myopi. Verteporfin bruges ikke længere som monoterapi ved CNV. Førstevalgspræparat ved disse tilstande er injektion af en VEGF-hæmmer , da effekten af disse stoffer er væsentligt større. Verteporfin anvendes aktuelt kun til udvalgte makulære sygdomme, såsom central serøs chorioretinopati. Nye studier har dog vist, at verteporfin evt. kan gives i kombination med VEGF-hæmmer ved CNV. Verteporfin blev udviklet til behandling af subfoveal karnydannelse ved aldersbetinget makuladegeneration. Efter indgift aktiveres stoffet med laserlys. Herved...)
Antidepressiva (narkolepsi) (...g, og behandling med SNRI , tricykliske antidepressiva eller SSRI er normalt førstevalg ved katapleksi: Venlafaxin (37.5-150 (højst 300) mg dgl.), imipramin (20-75 mg dgl.) eller ...)
Glukokortikoider ved øjensygdomme (...ved bagre uveitis, ved arteritis temporalis, sympatisk oftalmi, som supplement til antibiotisk behandling ved panoftalmi og ved immunologisk vævsafstødning efter hornhindetransplantation. Kan forsøges ved malign exoftalmus (thyroideaassocieret oftalmopati). Se evt. også regnbuehindebetændelse . Lokalbehandling med glukokortikoider foretrækkes ved overfladiske, mindre alvorlige lidelser. Ved mildere former for scleritis og episcleritis samt som supplement ved antibiotisk behandling af infektioner kan svagere glukokortikoider anvendes. Svagere glukokortikoider findes som dråber, salve eller i kombinationspræparater med antibiotika. Ved alvorlig synstruende tilstand, fx iritis bør dexamethason anvendes. Som forebyggende behandling efter intraokulær kirurgi anvendes dexamethason evt. i kombination med lokaltvirkende NSAID. Efter ukompliceret grå stær operation er dexamethason ikke nødvendigt. Subkonjunktival injektion af glukokortikoider kan anvendes ved kraftig iritis, evt. i forbindelse med systemisk behandling. Virkningen af en injektion holder sig ca. en uge for det tungtopløselige methylprednisolon. Subtenonal steroid eller et intravitreal implantat kan anvendes ved bagre uveitis. Kan desuden anvendes ved diabetisk maculaødem og ved...)
Targeterede behandlinger med små molekyler (...ved nogle kræftsygdomme og medfører desuden ofte en anderledes bivirkningsprofil. Små molekyler udgør en væsentlig del af de targeterede behandlinger. Udfordringerne er dog fortsat betydelige, da udvikling af behandlingsresistens, fx ved...)
Teriflunomid (...imethylfumarat. Medicinrådet har ligestillet teriflunomid og dimethylfumarat som førstevalg til patienter med attakvis MS, undtagen til kvinder med ønske om graviditet inden for ...)
Humant tetanus immunglobulin (...ved: Læsioner med devitaliseret væv - såvel åbne som tilsyneladende lukkede (fx hammerslag) Læsioner, som er perforerende (skudsår, stiksår, bidsår), og især hvor der er mistanke om fremmedlegemer (træsplinter, torne, søm) Læsioner efter 3. gradsforbrændinger (især forårsaget af ild) og 2. gradsforbrændinger, der er større end 3 % af legemets overflade Læsioner på underekstremiteter (især på fod og tæer), ulcus cruris Glatte snitlæsioner, hvor der foreligger forurening med jord, eller hvor der senere er opstået infektion Læsioner, der er mere end 5 timer gamle, når patienten kommer til behandling. Primær suturering må frarådes i ovennævnte tilfælde. Som profylakse mod tetanus har antibiotika alene ingen værdi. Specifik tetanusprofylakse Specifik tetanusprofylakse kan enten være aktiv (immunisering med toksoidvaccine) eller aktiv plus passiv (antitoksininjektion) i kombination. Patientens dokumenterede vaccinationsstatus og lægens skøn over tetanusrisikoen er afgørende for valget. Retningslinjer fremgår af tabel 1. Tabel 1. Tetanusprofylakse hos patienter med vævslæsioner, anbefalet af Statens Serum Institut, EPI NYT uge 5b, 2015 . Humant tetanus immunglobulin (TIG) Vaccinationsstatus Vaccine (VAT) Mindre risiko Stor risiko A. 2 eller 3 primær- vaccinationer Tidspunktet er inden for beskyttende interval 0 0 0 Interval for beskyttelsens varighed er overskredet 2 vacciner + + + 3 vacciner + 0 + B. 1 eller ingen vaccinationer eller manglende oplysninger + +** + C. Uafhængig af vaccinations-status Ved ekstremt store blodtab** gives både vaccine og tetanus immunglobulin * 2 vaccinationer giver beskyttelse i 1 år, 3 vaccinationer i 5 år og revaccination i 10 år. ** Hos voksen transfusionsbehov > 5 portioner blod. Startes eller færdiggøres primærvaccinationsserien i forbindelse med en læsion, gives samtidig TIG (250-500 IE i.m) (ved...)
Parenteral ernæring (...virket organfunktion kan der være særlige hensyn i forhold til specielle tilskud eller valg af både aminosyrer og fedtemulsioner. Dette er omtalt under de enkelte præparater. Par...)
Antiparkinsonmidler (...valgspræparater, se behandlingsvejledning ovenfor. For dopaminagonister er det prisen og administrationsform, som afgør, hvilket der vælges. Vælges dopaminagonist som førstevalg er det meget vigtigt patient og pårørende er oplyst om impulskontrol bivirkninger, så der kan gribes ind i tide, se behandlingsvejledning ovenfor. Til patienter over 70 år anbefales levodopa som førstevalg...)
Triptaner (...rhold til yngre. Der skal være opmærksom på dette ved behandling med triptaner. Forsigtighed bør udvises ved behandling af patienter > 65 år pga. manglende er...)
Lavmolekylære hepariner (...ved ekstrakorporal cirkulation, hæmodialyse, akut koronart syndrom (ustabil angina pectoris og akut myokardieinfarkt), som reokklusionsprofylakse efter trombolysebehandling, til instillation i intravenøse katetre og til forebyggelse af abort og venøs tromboembolisk sygdom hos gravide med antifosfolipid-antistof-syndrom eller familiært betinget trombosetendens. Heparin bridging LMH kan anvendes som overlappende tromboseprofylakse (heparin bridging) til patienter, der skønnes at have høj tromboserisiko under pause med VKA-behandling i forbindelse med invasive procedurer. LMH gives da i terapeutisk dosering frem til et døgn før den invasive procedure og i profylaksedosis på operationsdagen. Herefter øges dosis over et par dage gradvis til terapeutisk dosering, som gives, indtil VKA-behandlingen har bragt INR i terapeutisk niveau. LMH i terapeutisk dosering medfører signifikant øget blødningsrisiko og bør derfor kun anvendes til patienter med høj tromboserisiko. Postoperativt bør terapeutisk dosis først gives, når der efter to eller flere dage er opnået sikker hæmostase (2774) . Manifest venøs tromboembolisk sygdom Højdosisbehandling. LMH er mindst lige så effektivt og sikkert til behandling af dybe venetromboser og lungeemboli, som ufraktioneret heparin , og LMH og DOAK ligestilles som behandlingsvalg ved cancerassocieret venøs tromboemboli. Lægemiddelgrupperne er generelt ligestillede, men DOAK er som udgangspunkt kun indiceret hos patienter uden høj blødningsrisiko, og LMH anbefales til patienter med luminal gastro-intestinal eller urogenital cancer, alternativ kan apixaban overvejes. LMH anvendes ved...)
Cannabinoider (Kvalme og opkastning) (...forsøgsordningen omfattede præparater, kan der ikke gives nogen anbefaling for præparatvalg...)
Sekalealkaloider (...ved kraftig blødning efter fødsel. På grund af bivirkningsprofilen (risiko for svær hypertension, kvalme og opkastninger) bør præparatet ikke være førstevalg som profylakse mod blødning efter fødsel, hvor oxytocin foretrækkes. Sekalealkaloider må ikke anvendes før barnets fødsel pga. risiko for asfyksi. Der er ingen sikker evidens for effekt af oral behandling ved...)
Kapillærstabiliserende midler (VAD) (...VAD menes at virke antiinflammatorisk ved at interferere med syntesen af arachidonsyrederivater. Endvidere reduceres mikrovaskulæ...)
Vejledning i brug af antibiotika (...ved systemisk behandling af gravide Amning - valg af antibiotika Præparatvalg ved systemisk behandling af ammende Sepsis Bakteriel sepsis Candida sepsis med kendt ætiologi Hjerte Endocarditis på native klapper Klapprotese endocarditis Endocarditisbehandling ved kendt bakteriologisk ætiologi Profylakse mod endocarditis Centralnervesystemet Meningitis (akut bakteriel) Profylakse ved meningokoksygdom Neuroborreliose Cerebral absces Øjne Purulent conjunctivitis Gonoroisk øjeninfektion hos nyfødte Chlamydia øjeninfektion hos nyfødte Luftveje Akut otitis media hos børn Akut tonsillitis Akut rhinosinuitis Akut bronchitis Akut eksacerbation af kronisk obstruktiv lungesygdom Epiglottitis acuta Pneumoni Antibiotisk behandling af pneumoni ved...)
α-blokerende midler (hypertension) (α-blokkere anvendes efterhånden sjældent i hypertensionsbehandlingen, og de er ikke førstevalgspræparater. Kan anvendes som femte præparat og da oftest i form af doxazosin.)
Søgeresultater, Om medicin:
Sederende midler (Odontologisk medicinvejledning) (...Ved akut situationsbetinget og stress-relateret angst eller behandling af patienter med nedsat samarbejdsevne (compliance) samt inden langvarige behandlinger kan der være indikationer for præmedicinering for at opnå sedering med bevarelse af bevidstheden. Benzodiazepiner har en god angstdæmpende effekt ved situationsbetinget angst (2376) (5057) . Kvælstofforilte anvendes også til sedering i tandlægepraksis fra 4-års alderen (2379) (2776) , dog er der kun svag videnskabelig evidens i forbindelse med behandling af børn (5779) . Ved vågen sedering af børn og unge under 18 år stiller Sundhedsstyrelsen krav om, at tandlægen kan dokumentere viden og erfaring med vågen sedering, og at forældre eller værge er informerede og har givet mundtligt og skriftligt samtykke (2378) . Der er ikke udarbejdet lignende retningslinjer for voksne (> 18 år), men samme fremgangsmåde bør følges. Det er vigtigt at der optages en grundig medicinsk anamnese med fokus på kontraindikationer, forsigtighedshensyn og lægemiddelinteraktioner. Præparatvalg Ved præmedicinering er hurtig, men kortvarig, virkning ofte at foretrække. Mest velegnet er derfor stoffer med: Hurtig absorption Hurtig maksimal lægemiddelkoncentration (T max ) Kort halveringstid (t 1/2 ) - der afspejler eliminationstiden. Lægemidler kan ordineres udenfor den sædvanlige anvendelse (off-label ordination), hvis der er indikation. Anvendelsen skal anføres på recepten. Der er skærpet informationspligt til forældre ved...)
Medicintilskud - gældende beløbsgrænser (...Ved angivelse af om et lægemiddel er tilskudsberettiget efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse om medicintilskud, anvendes følgende symboler: ⬤ : Angiver, at tilskud gives alment, dvs. uden klausulering. ⦻ : Angiver, at tilskud til receptpligtig medicin kun gives klausuleret til bestemte sygdomme. ⬛ : Angiver, at tilskud til håndkøbsmedicin kun gives klausuleret til bestemte sygdomme. C: Angiver, at tilskud gives til medicinsk cannabis. Medicintilskudsgrænser pr. 1. januar 2026 til 31. december 2026 Årlig udgift pr. person før tilskud Tilskud til personer over 18 år Tilskud til personer under 18 år 0 - 1.135 kr. 0 % 60 % 1.135 - 1.910 kr. 50 % 60 % 1.910 - 4.155 kr. 75 % 75 % 4.155 - 22.596 kr. 85 % - > 22.596 kr. (egenbetaling= 4.850 kr.) 100 % - 4.155 - 27.653kr. - 85 % > 27.653 kr. (egenbetaling= 4.850 kr.) - 100 % Beløbsgrænserne i skemaet reguleres hvert år i januar. Tilskudsperioden på ét år starter første gang, man køber tilskudsberettiget medicin, og slutter ét år efter denne dato. En ny periode starter første gang, man køber tilskudsberettiget medicin, efter at den forudgående periode er udløbet. Tilskuddet gives til lægemidlets faktiske pris, medmindre lægemidlet er omfattet af en tilskudsgruppe. Tilskudsgrupper er en gruppering af lægemidler, som har tilskud og indbyrdes kan substitueres. Der er fuldstændigt sammenfald mellem tilskudsgrupper og substitutionsgrupper for tilskudsberettigede lægemidler, dette for at sikre, at patienten kan få udleveret det lægemiddel, der danner grundlag for gruppens tilskudspris (medmindre substitution er fravalgt af lægen eller af patienten selv). I hver tilskudsgruppe findes en tilskudspris, som er ens for alle lægemidler i gruppen. Tilskudsprisen er den laveste pris i tilskudsgruppen. Hvis den fastsatte tilskudspris er mindre end den faktiske pris på det lægemiddel, der udleveres, gives tilskuddet kun til tilskudsprisen. Der gives således kun fuldt tilskud til den billigste synonyme medicin. Det er tilskudsprisen, der tæller med ved opgørelsen i det Centrale Tilskuds Register (CTR). Den del af den faktiske pris, som patienten selv skal betale ved køb af tilskudsberettiget medicin, kaldes patientens egenbetaling. Beregn egenbetaling Kender du patientens CTR-saldo, så kan du udregne patientens egenbetaling på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Henstandsordning Hvis der forventes at CTR-saldo bliver meget høj i løbet af et tilskudsår (omkring 22.000 kr.) kan der oprettes henstandsordning med det lokale apotek. En henstandsordning er en aftale mellem en borger og et apotek, hvor den årlige egenbetaling for tilskudsberettigede lægemidler deles op i 12 lige store dele. Dette betyder at der betales et fast månedlig beløb for medicin. Ordningen oprettes ved direkte kontakt med apoteket, hvor medicinen afhentes. Se endvidere: information-om-henstandsordningen . Tilskud til medicinsk cannabis i forsøgsordningen Tilskud til medicinsk cannabis bliver beregnet separat i Lægemiddelstyrelsens Centrale Tilskudsregister for Cannabis (CTR-C). De særlige beløbsgrænser for tilskud til cannabis produkter Samlet udgift pr. tilskudsperiode (12 mdr.) Tilskud Egenbetaling 0 - 20.000 kr. 50 % Op til 10.000 kr. 20.000 kr.- 0 % Hele produktets pris Ved...)
Elimination (...Ved elimination forstås fjernelse af det aktive lægemiddelstof fra plasma. Dette sker hyppigst ved omdannelse til inaktivt stof i plasma (plasmametabolisme) og/eller ved distribution til væv og/eller ved udskillelse (ekskretion). Metabolisme foregår ved to hovedformer af enzymatiske processer: en egentlig kemisk omdannelse af lægemiddelstoffet, fase 1-reaktioner (oxidation, reduktion eller hydrolyse) eller ved en kobling af lægemiddelstoffet til andre stoffer, fase 2-reaktioner (konjugering). Sidstnævnte proces resulterer i en mere hydrofil (vandopløselig) metabolit, som dermed lettere udskilles gennem nyrerne. Fase 1-reaktioner medfører i reglen en inaktivering af lægemiddelstoffet, dog kan de dannede metabolitter i nogle tilfælde også være farmakologisk aktive. Langt de fleste lægemiddelstoffer metaboliseres gennem oxidation i leverens cytokrom P450-system . Stoffernes metabolitter er almindeligvis kun omtalt i pro.medicin.dk, hvis de er terapeutisk aktive eller kan give bivirkninger. Ekskretion kan finde sted gennem nyrerne eller med galde, sved, spyt eller ekspirationsluft. Kvantitativt spiller nyrerne langt den største rolle. De fleste stoffer udskilles ved glomerulær filtration og koncentreres i urinen ved passagen gennem tubuli. Hvis sekretionen er tubulær, betyder det i reglen en hurtig elimination. Urinens pH kan spille en rolle. Syreholdige stoffer ioniseres og har en højere vandopløselighed i alkalisk urin (fx carboxylsyrer som salicylater og penicilliner) og vil derfor elimineres hurtigst ved alkalisk urin. Basiske stoffer (fx aminer som ephedrin) ioniseres og har en højere vandopløselighed i surt miljø og vil derfor elimineres hurtigst ved sur urin. En nedsat glomerulær filtration ved nyreinsufficiens kan kræve dosisreduktion for at undgå kumulation. Hvor disse forhold har klinisk betydning, er der i pro.medicin.dk angivet dosering til patienter med nedsat nyrefunktion. Mange lægemiddelstoffer findes i ret høje koncentrationer i galden , men da galdeproduktionen kun udgør 0,5-1 l i døgnet, spiller galden kun en væsentlig rolle for nogle få stoffers udskillelse, fx glukokortikoider og fusidinsyres metabolitter. Den biliære ekskretion kan i en række tilfælde være efterfulgt af reabsorption fra tarmen. Clearance (Cl) for et lægemiddelstof er et udtryk for organismens evne til at eliminere det pågældende stof. Clearance er pr. definition en proportionalitetsfaktor: Eliminationshastighed = Clearance x plasmakoncentration En fysiologisk analogi for clearance udtrykker således det volumen plasma, som organismen renser for lægemiddelstof pr. minut. Clearance er af stor betydning ved opstilling af et rationelt doseringsregime, idet det normalt gælder, at clearance for et bestemt lægemiddelstof er uafhængig af plasmakoncentrationen i de sædvanlige kliniske koncentrationsområder. Plasmakoncentrationen, som opnås i steady state, kan beregnes, når man kender absorptionsfraktionen, clearance, dosis og doseringsinterval (van Rossums formel): Css: steady state-koncentration Fa: absorptionsfraktion D: dosis τ: tau, dosisinterval i timer Cl: clearance Ved...)
Lægemiddelformer (...Ved en lægemiddelform forstås den fysiske form, som lægemidlet fremstilles i - til administration hos brugeren. Den Europæiske Farmakopé (Ph.Eur.) fastsætter standarden for lægemidlers kvalitet, herunder krav til fremstilling, kontrol og opbevaring af lægemidler. I Danske Lægemiddelstandarder (DLS) findes henvisninger og vejledning i mærkning af lægemiddelformer og administrationsveje. Læs mere om Lægemidler til oral administration Lægemidler til administration i mundhulen Rektale lægemidler Vaginale lægemidler Lægemidler til intrauterin administration Lægemidler til applikation i urethra Lægemidler til administration via respirationsvejene Lægemidler til applikation i øjnene Lægemidler til applikation i øret Lægemidler til applikation på hud Parenterale lægemidler Implantater Læs også om egenskaber ved...)
Avulsion/eksartikulation af permanente tænder (Odontologisk medicinvejledning) (...Ved tandtraumer er det oftest afgørende med hurtig og korrekt håndtering på ulykkesstedet af ofte ikke-tandfaglige personer. Til dette formål er der udviklet en Traume-app , der har til hensigt at guide i disse tilfælde (2777) . Det er afgørende for tandens prognose, at parodontalmembranen skades mindst muligt (2778) (2779) : Begrænset berøring af roden (Der holdes på kronens emalje) Synligt snavs fjernes ved kortvarig (10 sekunder) skånsom skylning under den kolde hane Kortest mulig ekstraoral udtørring: Optimalt: tanden reimplanteres på ulykkesstedet Opbevares i egnet væske (mælk, fysiologisk saltvand eller spyt - ikke vand) eller transporteres i patientens kinds nedre omslagsfold (patientcompliance vigtig) indtil reimplantation hos tandlægen Akut hjælp hos tandlæge eller Tandlægevagt Sikre tetanusdækning Antibiotikabehandling anbefales ved...)
Amning - valg af antibiotika
Antimykotika (Odontologisk medicinvejledning) (...ved lokalbehandlingen er umiddelbart ligeværdig med systemisk behandling. Behandlingsvejledning Akutte infektioner behandles i 1-2 uger - typisk hvor akut udløsende faktor kan identificeres og er indtruffet kort forinden. Kroniske infektioner behandles ved lokalbehandling i 4-6 uger og systemisk behandling i 2-3 uger. Dosering af de forskellige præparater fremgår af præparatbeskrivelserne. Det er vigtigt at doseringsvejledningen følges. Ikke alle Candidaarter er følsomme for azol-holdige præparater (fx fluconazol, miconazol), og selektion skal sammen med resistensudvikling overvejes ved manglende behandlingssucces. Fluconazol 1x 150 mg/uge som profylakse ved hyppigt recidiverende oral candidose - dog bør der jævnligt undersøges for evt. (iatrogen) selektion af azol-insensitive Candidaarter . Iatrogen selektion kan minimeres ved skift mellem behandlingsregimer, fx nystatinbehandling ved recidiv efter behandlingsperiode med azol-præparat. Resultatet af antimykotisk behandling bør altid vurderes efter endt behandling. Dosisberegning for særlige patientgrupper: Børn 28 dage -11 år Fluconazol: Initaldosis 6 mg/kg. Efterfølgende dosis: 3 mg/kg én gang dagligt p.o. Findes også som mikstur (højt sukkerindhold, indeholder 580 mg sakkarose/ml). Til børn bør en maksimaldosis på 400 mg dagligt ikke overskrides, hvilket er langt over den dosis, der anbefales til voksne ved oral candidose, hvor daglig dosis er 50-100 mg. Unge 12-17 år Ud fra patientens vægt og udvikling må det vurderes om voksen- eller barnedosering er mest hensigtsmæssig. Store patienter og patienter med overvægt Disse patienter skal ofte have højere dosis end normalvægtige ved systemisk behandling: Fluconazol: dosering beregnes ud fra idealvægten for patientens højde + 50 % af resten af patientens vægt ved overvægt (5058) . Se Personer med svær overvægt og Vejledning i brug af antibiotika . Forsigtighed Der kan være patienter med særlige sygdomme, fx hjertesvigt, lever- og nyresygdom, hvor man skal være opmærksom på særlige forholdsregler. Dette fremgår at præparatbeskrivelserne. Under graviditet må lokalbehandling foretrækkes. Påpasselighed med miconazolgel ved...)
Gravide (...ved lav risiko for fosterpåvirkning skal man selvfølgelig altid vurdere nytten af behandlingen i forhold til de mulige risici og tilgængelige sikkerhedsdata. Under graviditet sker en række fysiologiske ændringer, der kan have betydning for, hvorledes et lægemiddel skal anvendes. Det gælder især lægemidler, som overvejende elimineres renalt, idet den glomerulære filtrationshastighed øges med op til 50 % under graviditeten. Dosisjustering kan derfor være nødvendig, hvis der er tale om renalt udskilte lægemidler med et snævert terapeutisk indeks, fx lithium og digoxin . Dosisjusteringen bør vejledes af koncentrationsbestemmelser af lægemidlerne. Det er vigtigt straks efter fødslen at reducere dosis igen, idet den glomerulære filtrationshastighed normaliseres kort efter fødslen. Visse lægemiddelmetaboliserende enzymer i lever induceres i betydeligt omfang under graviditeten. Dette gælder især CYP2D6, CYP3A4 og CYP2C9. Dette kan medføre subterapeutiske plasmakoncentrationer, og man bør være opmærksom på muligheden for dette. Såfremt der er tale om prodrugs, kan det modsatte gøre sig gældende (5670) (5671) . Andre fysiologiske ændringer under graviditeten, fx nedsat plasma-albumin, induceret hepatisk enzymaktivitet og øget hepatisk blodgennemstrømning, har ingen praktiske konsekvenser for valg af lægemiddel eller dosis. Klinisk Farmakologiske Afdelinger De Klinisk Farmakologiske Afdelinger i Danmark tilbyder systematisk Lægemiddelinformation til sundhedsprofessionelle i den pågældende region - fra både sygehuse og almen praksis. Dette er særligt anbefalet i tvivlstilfælde ved...)
Antibiotika-associeret diarré, Clostridioides (tidligere Clostridium) difficile infektion (CDI) (...ved lette førstegangs tilfælde anvendes Metronidazol 500 mg p.o. x 3 i 10 dage. Svær og/eller indlæggelseskrævende: 1. valg vancomycin p.o. 125 mg x 4 i 10 dage 2. valg fidaxomicin p.o. 200 mg x 2 i 10 dage Overvej fækal mikrobiota transplantation (FMT)* Børn Vancomycin 50 mg/kg p.o. fordelt på 4 doser, højst 125 mg/dosis, i 10 dage. Hvis oral vancomycin ikke er tilgængeligt, kan ved lette førstegangs tilfælde anvendes Metronidazol 30 mg/kg p.o. fordelt på 3 doser i 10 dage. Komplicerede CDI Voksne 1. recidiv af CDI: Mild/moderat (ikke indlæggelseskrævende): 1. valg Vancomycin p.o. 125 mg x 4 i 10 dage FMT* kan overvejes Svær og/eller indlæggelseskrævende: 1. valg Vancomycin p.o. 125 mg x 4 i 10 dage 2. valg Fidaxomicin 200 mg x 2 i 10 dage FMT bør tilbydes i forlængelse af antibiotika-behandling* 2. recidiv og derover: FMT bør tilbydes i forlængelse af vancomycin-behandling*. Hvis FMT ikke kan gennemføres, kan vancomycin p.o. nedtrapningskur forsøges, fx 125 mg p.o. x 4 dgl. i 2 uger, 125 mg p.o. x 2 dgl. i 1 uge, 125 mg p.o. x 1 dgl. i 1 uge, 125 mg p.o. x 1 hver 2. dag i 1 uge, 125 mg p.o. x 1 hver 3. dag i 2 uger. Fulminant CDI: 1. valg: FMT (evt. gentagne gange med 3 dages mellemrum). Antibiotika: Vancomycin 125 mg p.o. x 4 i kombination med metronidazol 500 mg i.v. x 3 i kombination med FMT (evt. gentagne FMT med 3 dages interval). Overvej kirurgi og tillæg af vancomycin rektalt. Refraktær CDI: FMT* (evt. gentagne FMT med 3 dages interval). Mikrobiologi Clostridioides difficile . Kommentarer Vancomycin og fidaxomicin udleveres ved...)
Candida vaginitis (...temmelse anbefales ved behandlingssvigt eller recidiverende symptomer for at konfirmere infektionen og sikre relevant svampebehandling. Ved recidiverende Cand...)
Purulent conjunctivitis (...mentar Behandling bør kun gives ved: Mistanke om bakteriel infektion Stærkt pusflåd Lysskyhed Evt. påvirket almentilstand. Ved påvist P. aeruginosa hos kontak...)
Invasiv aspergillose (...Vedligeholdelsesdosis Voriconazol 4 mg/kg i.v./p.o. hver 12. time. Alternativt Isavuconazol 200 mg hver 8. time i 48 timer Herefter Isavuconazol 200 mg x 1 p.o./i.v. 2. valgs behandling Amphotericin B (liposomal) 3 mg/kg x 1 i.v. Mikrobiologi Aspergillus* * Aspergillus spp., langt hyppigst A. fumigatus . ID og resistensbestemmelse bør foretages ved invasive infektioner. Kommentarer Serumkoncentrationen af voriconazol, posaconazol og isavuconazol bør monitoreres fra ca. 5 dage efter påbegyndt behandling og 1-2 gange ugentligt, indtil relevant niveau og steady state er nået samt ved ændring af forhold, der kan have indflydelse på serumniveauet. Ved...)
Endocarditisbehandling ved kendt bakteriologisk ætiologi (...ved klapprotese. Ved penicillinallergi Voksne Ceftriaxon * 2 g i.v. x 1 i 4 uger. Dog 6 uger ved klapprotese. * Ved alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab. Streptokokker og relaterede slægter, penicilllin-intermediær følsomme (MIC > 0,25 mg/l og ≤ 2 mg/l) Voksne Benzylpenicillin 3 g (5 mill. IE) i.v. x 4 i 4 uger. Dog 6 uger ved klapprotese. i kombination med Gentamicin 3 mg/kg i.v. x 1 i 2 uger. Ved penicillinallergi Voksne Ceftriaxon * 2 g i.v. x 1 i 4 uger. Dog 6 uger ved klapprotese. i kombination med Gentamicin 3 mg/kg i.v. x 1 i 2 uger. * Ved alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab. Enterokokker, streptokokker og relaterede slægter, nedsat penicillinfølsomhed (MIC > 2 mg/l) Voksne Ampicillin ** 3 g i.v. x 4 i 4-6 uger. Dog 6 uger ved klapprotese. i kombination med Gentamicin 3 mg/kg i.v. x 1 i 2 uger. Alternativt og ved gentamicinhøjresistente enterokokker Ampicillin ** 3 g i.v. x 4 i 4-6 uger. Dog 6 uger ved klapprotese. i kombination med Ceftriaxon 4 g i.v. x 1 i 4 - 6 uger. Dog 6 uger ved klapprotese. Ved penicillinallergi Voksne Vancomycin 1 g i.v. x 2 (15 mg/kg i.v. x 2) i 6 uger i kombination med Gentamicin 3 mg/kg i.v. x 1 i 2 uger. Stafylokokker Penicillinfølsom Voksne Benzylpenicillin 3 g (5 mill. IE) i.v. x 4 i 4-6 uger. Ved klapprotese endocarditis i kombination med Rifampicin 600 mg p.o. x 2 i 6 uger med begge antibiotika. Ved penicillinresistens Voksne Cloxacillin 2-3 g i.v. x 4 i 4-6 uger. Høj dosering anbefales til især yngre voksne. Ved klapprotese endocarditis i kombination med Rifampicin 600 mg p.o. x 2 i 6 uger med begge antibiotika. Ved penicillinallergi Voksne Cefuroxim 3 g i.v. x 3 i 4-6 uger. Ved klapprotese endocarditis i kombination med Rifampicin 600 mg p.o. x 2 i 6 uger med begge antibiotika. Haemophilus spp. (inkl. H. parainfluenzae ), Aggregatibacter spp. (inkl. A. aphrophilus og A. acitinomycetemcomitans), Cardiobacterium spp. (inkl. C. hominis), Eikenella corrodens og Kingella spp. (inkl. K. kingae) (HACEK) Ceftriaxon 2 g i.v. x 1 i 4-6 uger. Dog 6 uger ved klapprotese. Ved betalaktamallergi: Ciprofloxacin 600 mg i.v. x 2, eventuelt 750 mg p.o. x 2 i 4-6 uger. Dog 6 uger ved klapprotese. Behandling justeres iht. resistensbestemmelse. Kommentar ** Ved Penicillin MIC ≤ 8 mikrogram/ml kan anvendes Benzylpenicillin . Der findes dog ikke kliniske studier med test af dette behandlingsregime. Ved Penicillin eller Ampicillin MIC >8 mikrogram/ml, da Vancomycin plus Gentamicin . Børn Centraliseret specialistopgave. E ndocarditisbehandling ved negativ dyrknin g Voksne Ampicillin 3 g i.v. x 4 i 4-6 uger i kombination med Cloxacillin 2-3 g i.v. x 4 i 4-6 uger. Høj dosering anbefales til især yngre voksne. i kombination med Gentamicin 3 mg/kg i.v. x 1 i 2 uger. Ved klapprotese endocarditis Voksne Vancomycin 1 g i.v. x 2 (15 mg/kg i.v. x 2) i 6 uger i kombination med Gentamicin 3 mg/kg i.v. x 1 i 2 uger i kombination med Rifampicin 600 mg p.o x 2 i 6 uger. Ved penicillinallergi Voksne Vancomycin 1 g i.v. x 2 (15 mg/kg i.v. x 2) i 4-6 uger (6 uger ved klapprotese) i kombination med Gentamicin 3 mg/kg i.v. x 1 i 2 uger. Ved...)
Gastroenteritis acuta (...vedregel ikke indiceret. Mikrobiologi Norovirus er hyppig i vinterhalvåret, hos spæd- og småbørn er rotavirus hyppig. Bakterielle årsager: Campylobacter spp. Zoonotiske Salmonella spp. Yersinia enterocolitica Shigella spp . Diarréfremkaldende E. coli . Kommentarer Rehydrering er primær behandling uanset agens. Antibiotisk behandling bør reserveres til langvarig, pusholdig eller blodig diarré samt ved akut påvirket almentilstand. Antibiotikabehandling kan forværre forløbet af infektion med visse typer af shigatoksinproducerende E. coli (STEC), tidligere benævnt verotoksinproducerende E. coli (VTEC), især hos børn, hvorfor børn med blodig diarré som udgangspunkt ikke bør behandles med antibiotika, medmindre samtidig sepsis. Hyppigste bakterielle årsag i Danmark og blandt hjemvendt rejsende er Campylobacter spp . Azithromycin er førstevalg ved behov for behandling af Campylobacter spp. Aktuel Campylobacter quinolonresistens er 35 % ved danskerhvervede infektioner og 80 % hos hjemvendt rejsende. Behandling på sygehus Anbefalet behandling Antibiotisk behandling er som hovedregel ikke indiceret. Ved langvarig, pusholdig eller blodig diarré samt ved akut påvirket almen tilstand kan forsøges: Voksne Azithromycin 500 mg p.o. x 1 i 3 dage eller Ciprofloxacin 500 mg p.o. x 2 i 5 dage. Mikrobiologi Norovirus hyppig i vinterhalvåret, hos spæd- og småbørn er rotavirus hyppig. Bakterielle årsager: Campylobacter spp. Zoonotiske Salmonella spp. Yersinia enterocolitica Shigella spp . Diarréfremkaldende E. coli . Kommentarer Rehydrering er primær behandling uanset agens. Antibiotisk behandling bør reserveres til langvarig, pusholdig eller blodig diarré samt ved akut påvirket almentilstand. Antibiotikabehandling kan forværre forløbet af infektion med visse typer af shigatoksinproducerende E. coli (STEC), tidligere benævnt E. coli (VTEC), især hos børn, hvorfor børn med blodig diarré som udgangspunkt ikke bør behandles med antibiotika, medmindre samtidig sepsis. Hyppigste bakterielle årsag i Danmark og blandt hjemvendt rejsende er Campylobacter spp., men er relativ sjælden årsag til sepsis. Azithromycin er førstevalg ved behov for behandling af Campylobacter spp. Aktuel Campylobacter quinolonresistens er 33 % ved danskerhvervede infektioner og 80 % hos hjemvendt rejsende. Ved mistanke om sepsis og/eller Salmonella Typhi/Paratyphi gives: Azithromycin 500 mg i.v./p.o. i kombination med gentamicin 5 mg/kg i.v. som éngangsordination eller Ceftriaxon 2 g. i.v. x 1, indtil dyrkning og resistensundersøgelse foreligger. Ved...)
Candida sepsis med kendt ætiologi (...ved C. albicans, C. tropicalis og C. parapsilosis* Anbefalet behandling Voksne Anidulafungin 200 mg i.v. dag 1 Derefter 100 mg i.v. dgl. eller Caspofungin 70 mg i.v. dag 1 Derefter Caspofungin 50 mg i.v. dgl., dog fortsat 70 mg dgl. ved legemsvægt > 80 kg. Ved fluconazol følsomt isolat Voksne Efter 5* dages echinocandinbehandling Fluconazol i.v. eller p.o.: 12 mg/kg x 1 (oftest 800 mg) første dag, herefter 6-12 mg/kg x 1 (oftest 400-600 mg). * C. parapsilosis er næsten altid fluconazol-følsom. Fluconazol har overordnet bedre aktivitet ved C. parapsilosis end echinocandiner, hvorfor fluconazol foretrækkes, så snart der foreligger følsomhedsbestemmelse. Børn Caspofungin Børn 3 mdr. Caspofungin 70 mg/m 2 i.v. 1. dag (højst 70 mg), derefter 50 mg/m 2 legemsoverflade dgl. (højst 70 mg). eller Børn > 1 md. Anidulafungin 1. døgn: 3 mg/kg i.v. (højst 200 mg). Derefter1,5 mg/kg i.v. (højst 100 mg). Ved fluconazolfølsomt isolat: Børn ≤ 4 uger Fluconazol 25 mg/kg x 1 første dag, herefter 12 mg/kg i.v. x 1. Børn > 4 uger Fluconazol 12 mg/kg i.v. x 1 (højst 400 mg). Ved nedsat nyrefunktion med GFR 80 kg. Børn Caspofungin Børn 3 mdr. 1. døgn Caspofungin 70 mg/m 2 i.v. x 1 Derefter Caspofungin 50 mg/m 2 i.v. x 1 Højst 70 mg pr. dosis. eller Børn > 1 md. Anidulafungin 1. døgn: 3 mg/kg i.v. (højst 200 mg). Derefter 1,5 mg/kg i.v. (højst 100 mg). Beregn overfladeareal og arealbestemt dosis her: Kommentar Serum-koncentrationen af fluconazol kan måles og bidrage til vurdering af optimal dosering, især ved...)
Børn (...ved fødslen, men når voksenniveau, når barnet er ca. 6 måneder. Den tubulære ekretion er funktionelt umoden hos nyfødte og spædbørn og modnes gradvist gennem barndommen. Hos børn - især nyfødte og spædbørn - er den tubulære reabsorption umoden, både strukturelt og funktionelt. Den modnes gradvist i de første leveår og når voksenlignende funktion typisk i 1-2‑års‑alderen (senere hos præmature). Metabolisme. Børns metabolisme varierer med modning af CYP-enzymer, og den totale elimination påvirkes derfor også af umoden nyrefunktion, især de første levemåneder. Aktiviteten af de lægemiddelmetaboliserende enzymer i P450-systemet (CYP-enzymer), glucuronideringen og sulfateringen er betydeligt nedsat ved fødslen og i den neonatale periode. Disse enzymer er modnet fuldt ud ved 1-års-alderen. På grund af den relativt store lever (i forhold til legemsvægten) er kroppens totale metaboliske kapacitet øget i barneårene, fraset neonatalperioden. Clearance af lægemidler, der metaboliseres i leveren, er derfor øget, og børn i 1-12-års-alderen skal typisk have en relativt større dosis end voksne. Den relative leverstørrelse falder gradvis til voksenniveau i teenageårene ligeledes svarer doseringen i disse år gradvist til voksendosering. Faktor Nyfødt (0-28 dage) Spædbarn (1-12 måneder) Småbarn (ca. 1-3 år) Leverfunktion Umoden, lav enzymaktivitet Enzymer begynder at modnes Øget metabolisme Nyrefunktion Lav GFR Forbedret GFR Næsten voksen-niveau Plasmaproteiner Lav koncentration Øges gradvist Næsten normal Fordelingsvolumen Højt (pga. meget kropsvand) Falder gradvist Stabiliseres Vævsfordeling Meget vand, lidt fedt Mindre vand, mere fedt Nærmer sig voksenprofil Enzymaktivitet (CYP) Meget lav Øges hurtigt Næsten voksen-niveau Generelle overvejelser ved medicinering Nyfødte har en højere andel total‑kropsvand, hvilket giver et større fordelingsvolumen for vandopløselige lægemidler. Dette medfører ofte behov for højere dosis pr. kg, mens det samtidig er nødvendigt med længere doseringsintervaller pga. nedsat clearance. Modermælk giver hurtigere ventrikeltømning, mens modermælkserstatning giver langsommere, hvilket kan ændre onset og biotilgængelighed. Overvej derfor både alder og ernæringstype ved oral dosering. Compliance påvirkes af motorisk modstand, smagsfølsomhed og variable spise-/drikkemønstre. Børnevenlige formuleringer med god palatabilitet, lav doseringsvolumen og enkel administration. Kilde: Badhan RKS. Bridging science and practice: Insights into drug dosing in children . 83rd FIP World Congress of Pharmacy and Pharmaceutical Sciences, København, 2025. Dosering Valg af lægemiddeldosis ved behandling af børn er ofte baseret på ekstrapolation af data fra kliniske studier hos voksne samt kliniske erfaringer. Det kan være relevant at inddrage terapeutisk lægemiddelmonitorering (TDM) til styring af behandlingen, med henblik på at sikre terapeutiske lægemiddelkoncentrationer. Metoden er allerede veletableret, især inden for børneonkologi. Dosisjustering. Der er ikke konsensus for, hvordan dosis til børn bedst justeres i forhold til en kendt voksendosis. Korrektion alene på baggrund af alder eller vægt er ikke altid tilstrækkelig, da sådanne justeringer typisk vil undervurdere dosis. Korrektion for overfladeareal er væsentligt bedre, og oftest angives en relativ vægtjusteret (mg/kg) dosis justeret for overfladeareal. Dosis og doseringsinterval bør løbende justeres efter alder, vægt, organfunktion og modningsgrad. Halveringstid alene er utilstrækkelig til dosering i pædiatri. Et groft skøn over dosisjusteringer er: Præmature og mature børn i neonatalperioden: Væsentligt nedsat dosis. Typisk 50-75 % vægtjusteret dosisreduktion. Børn fra ca. 1 måned til ca. 12 år: Øget dosis. Typisk 30-75 % vægtjusteret dosisøgning, idet den relative dosisøgning mindskes gradvis med alderen. Børn over 12 år: Normal voksendosis justeret for vægt. Vægtjusteret børnedosis: Der mangler præcis viden om betydning af svær overvægt blandt børn og farmakokinetik og farmakodynamik. Ved...)
Fravalgte lægemiddelstoffer i Maks. dosis (...valgte lægemiddelstoffer i Maks. dosis kan inddeles i tre grupper: Generelt fravalgte grupper af lægemidler Fravalgte ATC-grupper Fravalgte lægemiddelstoffer 1. Generelt fravalgte Diagnostika Antidoter Ernæringspræparater Medicinske gasser Lægemidler med udelukkende lokal virkning *) Lægemidler med ringe systemisk virkning Lægemidler med ultrakort plasmahalveringstid Vitaminer. *) Visse steroider er medtaget, fx Methylprednisolon (H02AB04) til lokal brug i led, da det virker systemisk, men langsommere end direkte systemisk virkende steroider. 2. Fravalgte ATC-grupper ATC-kode A07AA09 Vancomycin til oral brug med lokal virkning på Clostriodioides difficile -infektion A11 Vitaminer B02BB + BC Lokale hæmostatika B02BD Koagulationsfaktorer B03BA Vitamin B 12 B05 - undtagen kaliumholdige Parenteral ernæring, dialysevæsker, plasmasubstitutter, infusionsvæsker m.fl. Undtagen i.v. kalium (medtages dog ikke fra parenteral ernæring). C01DA02 Glyceryltrinitrat til sublingual administration C05A Lokalbehandling i rectum D01 - D09 Dermale midler med lokal virkning D10A Dermale midler med lokal virkning D11AA01 Dermale midler med lokal virkning D11AF Dermale midler med lokal virkning D11AH01, H02 Dermale midler med lokal virkning D11AX01, X16, X18, X21, X22 Dermale midler med lokal virkning G01AF Imidazoler til lokalbehandling i skeden G02AD02 Dinoproston (lokalbehandling i skeden) G03AC08 Etonogestrel (implantat, som sidder i 3 år) G03GA Follikelstimulerende midler J06 Immunglobuliner J07 Vacciner L01XD Dermale midler til diagnostisk brug L03AB Interferoner L03AX03 Immunstimulerende midler (Bacillus calmette) M02AA NSAID til lokal anvendelse M05BC Knoglemorfogene proteiner (lokalbehandling) N01AB Anæstetika til inhalation N01AH02, H03, H06 Anæstetika til i.v. brug N01AX10 Propofol N01BB Overfladeanalgesi N01BX04 Plastre - lokal virkning P03AC04 Kontaktmiddel mod lus og scabies R01 Midler med lokal virkning i næsen R02 Midler med lokal virkning i mund, svælg og hals R05CB13 Inhalationsmidler cystisk fibrose - lokal virkning R07AA Lungesurfactanter R07AX01 Nitrogenoxid S01 undtagen S01EC01 Øjenmidler undtagen acetazolamid (systemisk) S02 Øremidler S03 Øjen- og øremidler V Varia (allergener m.m.) 3. Fravalgte lægemiddelstoffer Lægemiddelstof Adrenalin Hurtig halveringstid (T½) Aesculin Lokal virkning Ascorbinsyre Generelt fravalgt Atidarsagene autotemcel Autolog genterapi, stamceller Benzoylperoxid Lokal virkning Botulinum Lokal virkning C1-inhibitor (human) Styrke med forskellig enhed for de to præparater. Omregning ikke mulig. Cannabinoider Medicinsk cannabis med varierende styrke Citronsyre Generelt fravalgt Collagenase Clostridium histolytica Lokal virkning Corneaepitelceller Stamceller Dinitrogenoxid Medicinsk gas Dobutamin Hurtig halveringstid (T½) Dopamin Hurtig halveringstid (T½) Exagamglogenautotemcel Autolog genterapi, stamceller Gentamicin implantat Lokal virkning Glucagon Antidot Glucose Generelt fravalgt Isoprenalin Hurtig halveringstid (T½) Kul (aktivt) Absorberes ikke Lakridsekstrakt Hostestillende middel uden styrkeangivelse Loppefrøskaller Blødgørende laksantia uden styrkeangivelse Methoxsalen Anvendes ikke direkte i patienten Miconazol Lokalbehandling (hud/skede) eller ringe absorption (mundhulegel) Natriumchlorid Generelt fravalg...)
Lægemiddelbivirkninger (...Ved en bivirkning til et lægemiddel forstås en skadelig og utilsigtet reaktion på et lægemiddel. Lægemiddelbivirkninger omfatter således både reaktioner, som indtræder ved normalt anvendte doser af lægemidlet, og reaktioner, som er en følge af medicineringsfejl, forkert brug og misbrug af lægemidlet. Endvidere omfatter lægemiddelbivirkninger utilsigtede og skadelige reaktioner opstået i forbindelse med off-label brug af midlet, dvs. hvis det anvendes til formål, som det ikke er godkendt til, eller hvis det anvendes anderledes, end godkendelsen af lægemidlet tilskriver (se Nyt Om Bivirkninger #8 2012 ). Bivirkninger er et væsentligt klinisk problem og primær årsag til 5-8 % af alle indlæggelser på medicinske afdelinger. Ca. 2 % af alle henvendelser til praktiserende læger skyldes bivirkninger til medicin (294) . Selvom bivirkninger er en hyppig årsag til lægekontakt, så er forekomsten af alvorlige bivirkninger lav (980) . Klassifikation Lægemiddelbivirkninger kan inddeles i: Type A-bivirkninger skyldes farmakologiske reaktioner på lægemidlet og følger samme farmakodynamiske principper som de tilstræbte virkninger. De er forudsigelige, kræver ingen særlig disposition, er dosisafhængige, hyppige og sjældent alvorlige. Eksempler på type A-bivirkninger er sløvhed og koncentrationsbesvær ved brug af benzodiazepiner, hypokaliæmi ved brug af diuretika og hypoglykæmi ved brug af insulin. Type B-bivirkninger har ikke relation til lægemidlets farmakologiske egenskaber, men skyldes andre reaktioner, fx allergiske manifestationer. De er oftest uforudsigelige og optræder kun hos særligt disponerede individer. Eksempler på type B-bivirkninger er Quinckes ødem, urticaria, agranulocytose og Stevens-Johnsons syndrom. Hvordan opdages bivirkninger? Før markedsføring af et nyt lægemiddel er virkningsmekanismer, metabolisme og toksikologi først undersøgt på forsøgsdyr, senere på et mindre antal frivillige raske forsøgspersoner og til sidst på patienter med den sygdom, lægemidlet er tiltænkt at virke på (fase I-III-forsøg): Fase I er første gang lægemidlet testes på mennesker. Dette gøres typisk på en lille gruppe raske (20-80 personer). I denne fase undersøges lægemidlets sikkerhed, hvordan det nedbrydes i kroppen samt dets virkninger. I fase I-studier giver man kun forsøgspersonerne en relativt lille del af den mængde, som gives til forsøgsdyr, eftersom effekten på mennesker endnu er helt ukendt. Fase II udføres på en større gruppe patienter (20-300), der lider af den sygdom, lægemidlet er rettet imod, for at undersøge hvor effektivt det er til at behandle sygdommen i forhold til forskellige doser, samt dets bivirkningsprofil. Fase III udføres på en meget stor gruppe patienter (typisk 300-3.000), der lider af den sygdom, som lægemidlet er rettet imod, for at give en endegyldig vurdering af behandlingens virkning. Fase III-undersøgelser er i sagens natur forholdsvis dyre og tidsforbrugende. På basis af fase III-undersøgelsen kan lægemidlet blive godkendt af myndighederne, selvom den måske ikke er tilstrækkeligt egnet til at opdage de sjældne og ekstremt sjældne bivirkninger. Efter godkendelse og markedsføring kan man udføre såkaldte Fase IV -undersøgelser, som typisk gennemføres via registerdata omfattende et meget stort antal individer. Fase IV-undersøgelser er særlig værdifulde til at finde sjældne bivirkninger, som ikke blev opdaget i Fase I-III-forsøgene. De fleste type A-bivirkninger afsløres før markedsføring, og disse bivirkninger bliver som led i godkendelsen afvejet over for den tilsigtede virkning. Derimod vil type B-bivirkninger typisk først afsløres, efter at lægemidlet er kommet på markedet, hvor det bliver anvendt i stor skala. Ca. 3 % af alle nye markedsførte lægemidler bliver efterfølgende afregistreret på grund af alvorlige type B-bivirkninger, som ikke var erkendte ved markedsføringen. Eksempler herpå er COX-2-hæmmeren rofecoxib (Vioxx®), som blev afregistreret på baggrund af en øget risiko for blodpropper samt slankemidlerne sibutramin (Reductil®) og rimonabant (Acomplia®), der blev afregistreret, fordi Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) fandt, at bivirkningerne vejede tungere end fordelene (førstnævnte pga. øget risiko for hjertetilfælde og sidstnævnte pga. markant risiko for depression). De kliniske afprøvninger, der ligger til grund for registreringen af nye lægemidler, er ikke velegnede til at give omfattende viden om bivirkninger. I kliniske studier er den statistiske styrke til at opdage sjældne bivirkninger ringe, populationen stærkt selekteret og behandlingsvarigheden kort. På tidspunktet for markedsføring er viden om et præparats bivirkninger derfor ofte mangelfuld. Specielt er der sparsom viden om: risici ved langtidsbehandling risici ved behandling af patienter, der er i samtidig behandling med andre lægemidler (polyfarmaci) risici ved behandling af gravide, ældre og børn risici ved behandling af sårbare patienter med samtidig forekomst af flere kroniske lidelser (multimorbiditet) risici ved behandling af patienter med påvirket lever- og nyrefunktion risici for sjældne bivirkninger. Derfor er overvågning af nye lægemidler meget vigtig. Etablering af ny viden om bivirkninger afhænger af indberetning fra behandlere og behandlede. Kasuistikker og undersøgelser af lægemidlet, efter at det er kommet i handelen (postmarketing-undersøgelser), udgør væsentlige kilder til erkendelse af nye bivirkninger. Disse studier kan være en del af en Risk Minimization Plan, som kan være en betingelse for godkendelsen fra myndighederne. Der kan være specielle formodede bivirkninger ved lægemidlet, som bør observeres nærmere i et fastsat program, eller som lægerne bør informeres særskilt om. Lægemiddelproducenterne er juridisk forpligtiget til at indsamle og analysere alle spontane indberetninger og litteraturoplysninger om bivirkninger. På grundlag heraf revideres præparatets produktresumé. Indberetning af bivirkninger Pharmacovigilance betyder overvågning af lægemidlers sikkerhed. Denne overvågning omfatter forskellige aktiviteter som at indhente information om, hvor sikre lægemidlerne er at bruge, at identificere og analysere de problemer og bivirkninger, som viser sig i behandlingen, og at udarbejde planer for, hvordan risici kan minimeres. Overvågningen involverer både patienter, læger, lægemiddelindustrien og myndighederne i ind- og udland. Overvågning af lægemidlers sikkerhed i Danmark bygger bl.a. på bivirkningsindberetninger fra læger og patienter til Lægemiddelstyrelsen, se Lægemiddelstyrelsens bivirkningsrapport 2017 . De samlede indberetninger om lægemiddelbivirkninger indgår i overvågningen af lægemiddelsikkerheden i Danmark. Det er imidlertid kun en beskeden del af de faktisk forekommende bivirkninger, der indberettes. Man har således vurderet, at 10 % Almindelige: 1-10 % Ikke almindelige: 0,1-1 % Sjældne: 0,01-0,1 % Meget sjældne: < 0,01 % Ikke kendt hyppighed. Man må være opmærksom på den måde, bivirkninger registreres på ved afprøvning af nye lægemidler i randomiserede kliniske undersøgelser. Som regel registreres alle symptomer, og det kan føre til, at bivirkningsfrekvenser overestimeres - fx vil 1 dags hovedpine i et 1-årigt studie blive registreret. Hvis forekomsten er 7 % i den behandlede population og 4 % i placebogruppen, så registreres hyppigheden som 7 %. Af denne grund er der en generel tendens til, at bivirkninger registreres hyppigere for nyere lægemidler end for ældre lægemidler, selv om den reelle bivirkningsrisiko måske er den samme. På Medicin.dk ensrettes bivirkningerne for generika, således at alle præparater med samme indholdsstof og dispenseringsform har samme bivirkningstabel. Det betyder, at der kan opstå diskrepans mellem det enkelte lægemiddel og dets godkendte produktresumé (SPC), da hvert firma udfører egne kliniske forsøg af forskellig størrelse og design og derfor også af og til med forskellige outcomes, fx i forhold til en bivirknings hyppighed. Typisk vil det være den hyppigste forekomst af en registreret bivirkning, der præsenteres på Medicin.dk. Medicin.dk tillader sig desuden at oversætte begreber fra bivirkningsskemaer i SPC´er til interne standardiserede termer, så bivirkninger kaldes det samme på tværs af præparaterne i hele Medicin.dk. Yderligere har Medicin.dk opdelt visningen af bivirkningerne for hver hyppighed i potentielt alvorlige og oftest ikke alvorlige bivirkninger, for at skabe overblik og lette læsningen for mange af vores brugere. Det er den lægelige redaktion på Medicin.dk, der har ansvaret for denne vurdering, som baseres på eksisterende og ny viden såvel som deres mangeårige kliniske erfaring. Denne inddeling kan revurderes efter behov. Har man brug for yderligere oplysninger om bivirkninger til et lægemiddel, kan man søge i lægemidlets produktresumé (SPC). Disse kan findes på enten produktresume.dk eller, hvis lægemidlet er godkendt efter EU's centrale godkendelsesprocedure, på EMA (Produktresume) . Ofte går der et stykke tid, fra nye bivirkninger opdages, til et produktresumé bliver opdateret, og i perioden indtil da vil aktuelle problemstillinger om bivirkninger kunne findes på Nyt Om Bivirkninger , Lægemiddelstyrelsen. Hvad gør man, hvis man tror, en patient har en bivirkning? Når man står over for en mistænkt, potentielt alvorlig bivirkning, må man først karakterisere symptomet grundigt. En patient, der fx anfører at blive svimmel af et lægemiddel, må undersøges for, om svimmelheden dækker over gangusikkerhed, ortostatisk hypotension, neuropati, basilarisinsufficiens, synstab, høretab eller sedation. En grundig anamnese og objektiv undersøgelse er afgørende. Man må også vide, om den mistænkte bivirkning er beskrevet hos andre brugere af samme lægemiddel. Hvis symptomet aldrig tidligere er observeret i forbindelse med det pågældende lægemiddel, skal man indberette bivirkningen. Endelig bør man tage stilling til, om der kan foreligge en kausal sammenhæng mellem brug af lægemidlet og pågældende symptom. Der vil ofte være andre konkurrerende forklaringer på den mistænkte tilstand. Som led i kausalitetsudredningen bør man forsøge at besvare følgende spørgsmål: Har patienten haft symptomet før han/hun tog medicin? Er der en tidsmæssig sammenhæng mellem behandlingens start og symptomets opståen? Kan der påvises lægemiddelkoncentrationer over terapeutisk niveau? Har patienten tidligere haft lignende symptom under behandling? Svandt symptomet efter seponering (eller dosisreduktion) af lægemidlet? Genopstod symptomet i forbindelse med ny eksponering for lægemidlet? Kan symptomet påvises objektivt? Hvordan forebygger man bivirkninger? Det kan ikke helt undgås, at patienter udvikler bivirkninger, men en del bivirkninger kan undgås ved omhyggeligt gennemført farmakoterapi, hvor man vurderer den forventede effekt i forhold til den forventede risiko for bivirkninger. Ved mange forebyggende behandlinger er number needed to treat (NNT) så højt, at det kun er en lille brøkdel af de behandlede patienter, som får gavn af behandlingen. Hvis NNT er højere end NNH (number needed to harm) betyder det, at sandsynligheden for at opleve en bivirkning er større end sandsynligheden for at opleve en effekt. Er man i den situation, bør man tænke sig om en ekstra gang, inden man udskriver recepten. Man bør også orientere patienten om, at det er mere sandsynligt, at man får en bivirkning i forbindelse med behandlingen, end at man oplever den tilstræbte effekt. I en dansk undersøgelse fandt man, at omkring halvdelen af bivirkningsrelaterede indlæggelser kunne have været undgået, hvis der var blevet taget forholdsregler fra lægens side (739) . En af de vigtigste forudsætninger for at undgå bivirkninger er en god farmakologisk viden og et godt kendskab til de præparater, man anvender. Praktiserende læger håndterer mange forskellige lægemidler inden for en bred vifte af behandlingsprincipper, og det kan være vanskeligt at holde sin viden ajour om bivirkninger ved lægemidler inden for så mange terapeutiske områder. Risikoen er, at man kan komme til at tolke en bivirkning som et nyt symptom, der i sig selv udløser en behandling. Det kan føre til en uhensigtsmæssig polyfarmaci. Det er vist, at risikoen for medicinrelaterede problemer, herunder bivirkninger, er mindre, hvis lægen benytter sig af et begrænset lægemiddelsortiment, som han/hun har et godt kendskab til. Der findes i dag rekommandationslister for lægemidler, både på regionalt og nationalt plan. Læger, der indretter deres sortiment efter en rekommandationsliste, har mulighed for at opnå et større kendskab til de anvendte lægemidler og dermed mindre risiko for at udsætte deres patienter for bivirkninger, der kunne have været undgået. De fleste lægepraksissystemer har indbygget et interaktionsmodul, som reagerer ved udskrivning af medicin, hvor der foreligger en øget risiko for bivirkninger på grund af en lægemiddelinteraktion. Patientforsikringen Erstatning for lægemiddelskader kan søges ved Patienterstatningen . Med oprettelsen af den fælles portal Styrelsen for Patientsikkerhed er der skabt en ny samlet adgang til klager og erstatningssager, der ved...)
Lægemiddelinteraktioner (...Definition Ved en lægemiddelinteraktion forstås, at et lægemiddels farmakodynamik eller farmakokinetik...)
Demens (risikopatienter i tandlægepraksis) (...ved progredierende tab af funktionsevne med dødelig udgang. Størstedelen, der diagnosticeres, er over 80 år, men demens kan også forekomme ned til 40-50-års-alderen. Mennesker med demens er skrøbelige og derfor i større risiko for bl.a. komplikationer, delirium, medicinbivirkninger og uhensigtsmæssig medicinering end mennesker uden demens. Også pga. høj alder er der øget risiko for komorbiditet og polyfarmaci (5689) (se evt. Skrøbelige og ældre samt Polyfarmaci (risikopatienter i tandlægepraksis) . Da demens er mange forskellige sygdomme, er der stor variation i symptomer og forløb. Demens inddeles dog ofte i tre grader; mild, moderat og svær demens, som kan overlappe individuelt. Der vil være forskellige forhold gældende i de tre stadier, der har betydning for tandbehandling både for praktiserende tandlæger og specialtandlæger (5690) . Mild demens: Her ses hukommelsesproblemer og problemer med at navngive ting og mennesker. Her kan der også opstå problemer med orientering, beslutningstagning og at udføre rutineopgaver. På dette stadie er personen selvkørende, evt. erhvervsaktiv. De tidlige symptomer kan fejlagtigt antages som almindelige aldersforandringer. Ængstelighed, irritabilitet og nedtrykthed kan forekomme. Moderat demens: Betegnes som det længste stadie, der kan vare i årevis. Udover mere udtalte hukommelsesproblemer, forværres funktionsevnen og sprogfunktionen, og personen trækker sig måske socialt. Mindsket sygdomsindsigt gør, at symptomer benægtes, den personlige pleje forværres og der kan opstå adfærdsændringer som neuropsykiatriske symptomer (BPSD). Forstyrrede døgnrytmer kan være et problem. Nogle demenssygdomme medfører høre-, lugt- eller synshallucinationer. Svær demens: Tidsfornemmelse, genkendelse af personer, steder og begivenheder forsvinder og personen er i høj grad afhængig af hjælp og pleje. Der opstår passivitet og lav respons på ydre stimuli. Der kan stadig forekomme adfærdsproblemer (BPSD), som fx aggressivitet, men impulsive reaktioner, som at slå armen ud kan også skyldes forvirring eller smerter. BPSD kan opstå i alle stadier af sygdommen i kortere eller længere perioder og medfører ofte, at patienterne får psykofarmaka og antidepressiva (5682) (5691) . BPSD er de symptomer hvor der kan være størst udfordring i forhold til tandbehandling, men de har oftest fluktuerende forløb. Kendte psykofarmakabivirkninger er ufrivillige ansigts- og mundbevægelser (tardiv dyskinesi) (6751) , som er irreversible, også efter seponering af præparatet. Selv om de ikke er lige så hyppige ved nyere præparater, forekommer de stadig hos denne gruppe. Dette kan yderligere komplicere både professionel og daglig tand- og mundpleje. God planlægning og tæt samarbejde med plejeperson giver bedst mulighed for patientens kooperation. Sygdomsprogressionen svækker også immunforsvaret, og i de senere stadier kan der forekomme hyppige infektioner, især urinvejsinfektioner og pneumonier. Privatpraktiserende tandlæge har mulighed for at henvise til visitation til Omsorgstandplejen, når der vurderes, at patienten ikke længere har gavn af at komme på privatklinikken (5692) . Demenssygdomme og orale forhold Det er kendt, at personer med demenssygdomme har udtalte orale problemer, især i de senere stadier af sygdommen. De har signifikant færre tænder, flere carierede tænder, dårligere oral hygiejne og dårligere parodontal status (5693) . Der er risiko for både krone- og rodcaries, som kan være opstået allerede inden diagnosticeringen af sygdommen (6750) . Der er også mange studier, der har påvist sammenhæng mellem systemisk patologi og oral sygdom (5694) . Den store mængde af mikroorganismer og ændring i mundhulefloraen (dysbiose) udgør også en potentiel risiko for det generelle helbred. Nedsat oral funktion, mundtørhed, dysfagi og dårlig mundhygiejne medfører høj risiko for aspirationspneumoni, hvor orale bakterier inficerer lungerne. Den nedsatte orale funktion påvirker tygning og synkning, som har stor indflydelse på ernæringstilstanden. Rodcaries kan medføre fraktur af kroner samt løsning af broer og partielle proteser, med risiko for fejlsynkning. Mekanisk påvirkning på grund af tandfrakturer og løse proteser kan medføre ulcerationer og andre skader af slimhinder, tunge og læber - især ved nedsat oral motorisk funktion. Særlige forhold før behandling Patienter med demenssygdom kræver særlig forberedelse før hver behandling, da der er mange faktorer og forhold, der kan ændre sig mellem klinikbesøgene. Der kan fx være ændring i sygdomssymptomer, andre sygdomme, medicinindtag, indlæggelser, funktionsevne eller sociale forhold (fx indflytning på plejehjem). Tandlægen bør være opmærksom på, og løbende vurdere, hvorvidt sygdommen påvirker patientens mulighed for at overholde klinikaftaler, kooperere til optagelse af fyldestgørende anamnese (herunder medicinindtag og sygdomme) og klinisk oral behandling (herunder også røntgenoptagelse). Der skal også tages hensyn til, at patienten kan have problemer med at udtrykke samtykke, symptomer og forstå information. Ved mild demens (de første år) er der langt henad vejen mulighed for at tage røntgenbilleder og foretage tandbehandling. Det er derfor vigtigt at lave en langsigtet behandlingsplan for hele sygdomsforløbet, hvor tandbehandling i høj grad skal foregå i de første år og hvor der tages hensyn til, at personens funktions- og kooperationsevne forværres. Behandling skal planlægges med henblik på optimal oral funktion, daglig mundpleje (også af plejeperson) og professionel tandpleje i hele sygdomsforløbet. Større kirurgiske og protetiske behandlinger bør udføres i dette stadie. Behandlinger bør være af høj kvalitet og lette at vedligeholde. Rutinemæssige hyppige forebyggende tiltag (både private og professionelle) bør indsættes her, så der indføres gode tandplejevaner tidligt. Indsættelse af implantater er ikke kontrindiceret, men det skal grundigt overvejes, hvorvidt den profylaktiske indsats fremadrettet kan bibeholdes og eventuelle komplicerende forhold skal inddrages. Behandlingsplanen bør løbende revurderes i forhold til opståede ændringer, forværring eller problemer. Ved moderat demens bør der fokuseres mere på forebyggende og vedligeholdende behandling. Patienten kan være fysisk velfungerende, men de kognitive funktioner er nedsat. I dette stadie kan patienten være verbalt eller fysisk udadreagerende, hvilket kan forværre eller umuliggøre almindelig behandling. Her kan sedering og generel anæstesi være en mulig løsning i tæt samarbejde med patientens læge eller speciallæge. Der vil typisk være behov for yderligere forebyggelse og kortere intervaller. Ved svær demens er patienten fuldstændig plejekrævende og er ofte også fysisk påvirket. Den orale funktion er hyppigt markant nedsat, og der er stor risiko for dysfagi. Kooperationen kan være nedsat, men patienten er typisk mere passiv og ikke så udadreagerende. Behandlingen bør her fokusere på forebyggelse og vedligeholdelse af oral komfort og funktion samt akut behandling. Som sygdommen progredierer, bør behandlingen være så non-invasiv som muligt og prioriteringen af behandlingen skal sættes op imod ulemperne og risikoen for patientens helbred og livskvalitet (5695) . Tandlægen skal sørge for: Klarlæggelse af demenssygdommen og dens stadie, herunder symptomer af betydning og adfærdsforstyrrelser. På grund af sygdomsprogression skal dette opdateres løbende. Klarlæggelse af detaljeret medicinsk anamnese og risikofaktorer. Både i forhold til det generelle helbred, og oral sundhed og funktion. Klarlæggelse af informeret samtykke til behandling (se afsnit om lovgivning). Klarlæggelse af risikofaktorer ift. oral sygdom, fx nedsat funktionsevne, kulhydratrig kost, nedsat sygdomsindsigt, mundtørhed. Klarlæggelse af orale symptomer på oral sygdom, herunder fysiske tegn på orale symptomer (5696) . Regelmæssig indkaldelse af patienten. Der vil opstå behov for hyppigere kontrolintervaller (må vurderes individuelt), fx hver 3. måned ved let til moderat demens og evt. ned til en gang om måneden ved moderat til svær demens. Særlige forhold under behandling Der kan være forhold, som gør, at behandlingen kræver særlig tilrettelæggelse, fx ledsagelse eller skal foregå på et bestemt tidspunkt på dagen. Demenssymptomer kan medføre at sanseopfattelsen ændres, bl.a. forekommer lyd- og lysfølsomhed samt ændret rumopfattelse, som kan resultere i stress og forvirring. Guidning af patienten er vigtig. Impulshandlinger og udadreagerende adfærd ses også hyppigt og derfor bør patienten aldrig lades alene på klinikken. Magtanvendelse og tvang kan gennemføres i helt særlige tilfælde (se afsnit om lovgivning nedenfor). Mulighed for behandling af patienten ved sedering eller generel anæstesi skal, i tæt samarbejde med patientens læge, overvejes og afprøves, når alle andre muligheder er forsøgt anvendt. Der kan være behov for dette i en kortere eller længere periode, men almindelig behandling bør altid være første valg fra gang til gang (Se Sedering - Odontologisk medicinvejledning ). Særlig profylaktiske foranstaltninger Sygdomsforløbet er individuelt og derfor vil profylaksebehovet være forskelligt, men i de senere stadier af sygdommen, vil stort set alle have behov for massive profylaktiske tiltag og hjælp til den daglige mundhygiejne. Da funktionsevnen forværres i forløbet, vil det være en plejeperson, der må varetage mundplejen på et tidspunkt. Her er angivet forslag til indsatsområder, men disse vil afhænge af patientens symptomer, orale bivirkninger, risiko for oral sygdom og oral sygdomshistorie. Tandlægen bør sørge for: Hyppig kontrol og reinstruktion for optimal mundhygiejne (individuelt tilpasset), som involverer eller rettes mod plejeperson ved behov Fluorid: Højfluorid tandpasta - ordineres, hvis patienten er cariesaktiv (5637) Intensiv fluorterapi - grundig individuel vurdering af cariesrisiko Hyppig fluorpensling af tanddele (herunder rodflader) hvor der kan opstå caries (6687) Dysbiose: Mikrobiel uligevægt/infektion behandles Klorhexidin 0,12 % uden alkohol (bakterieldysbiose), 2 x dgl. I maksimalt 3 uger - herefter pause Svampebehandling ved diagnosticeret oral candidose Nedsat orofacial og oral motorik samt tygge- og synkereflekser: Instruere plejeperson i fjernelse af madrester efter måltid Instruere plejeperson i pleje af rhagader Kendskab til risiko for nedsat tyggefunktion og fejlsynkning Kendskab til dårlig proteseretention og risiko for fejlsynkning af proteser i sent stadie Motivationen må især rettes mod plejeperson, da patienterne ikke vil være i stand til at fastholde optimal mundhygiejne uden støtte og hjælp pga. sygdomsprogression. Særlige forhold ved lægemiddelordination Ved tiltagende alder skal tandlægen generelt være opmærksom på, at ældre har en ændret medicinmetabolisme pga. nedsat metabolisk funktion i leveren, forårsaget af nedsat levermasse og gennemblødning samt aldersbetinget nedsat nyrefunktion (se evt. Medicin.dk - Ældre ). Der er forskellige lægemidler for de forskellige demenssygdomme og patienter med demens får hyppigt også andre præparater, såsom antidepressiv og antipsykotisk medicin . Dertil har de ofte en eller flere andre sygdomme ( polyfarmaci ). Der kan således være stor risiko for interaktioner med de lægemidler, tandlægen anvender eller ordinerer, hvorfor det er vigtigt at kontrollere for interaktioner (se evt. relevante præparatbeskrivelse eller Interaktionsdatabasen.dk ). Patienter med demenssygdomme har risiko for hurtigere at få bivirkninger af smertestillende præparater, og opioider bør kun anvendes kortvarigt ved postoperative smerter (5697) . Personer med demens er ofte ikke i stand til at udtrykke smerter og andre symptomer, hvilket medfører risiko for underbehandling. Det er derfor vigtigt, at patienterne får samme mulighed for og adgang til behandling, som alle andre (5698) . Generelt bør egen læge/plejehjemslæge kontaktes, for korrekt aktuel medicinliste og før lægemiddelordination. Kendskab til gældende lovgivning og tilskudsmuligheder Informeret samtykke. Ifølge Sundhedsloven må en behandling ikke igangsættes uden informeret samtykke. Som udgangspunkt er det personen selv, der skal give samtykke, men en del personer med demens bliver erklæret varigt inhabile, når sygdomsprogressionen er udtalt. I disse tilfælde kan nærmeste pårørende eller en værge give samtykke til behandling. Personen selv kan også have afgivet en fremtidsfuldmagt, som kan bruges som samtykkeerklæring, hvis den omfatter helbredsforhold. Hvis ingen af ovennævnte er opfyldt, kan en sundhedsperson gennemføre en påtænkt behandling, hvis en anden sundhedsperson er enig i beslutningen. Det kræver dog, at den anden sundhedsperson ikke aktuelt eller i fremtiden er involveret i behandlingen af den pågældende person. Magtanvendelse og tvang. I helt særlige undtagelsessituationer kan det være nødvendigt at anvende tvang over for personer med demens. Hvilken lovgivning, der skal følges, afhænger af både diagnose, magtanvendelsens form samt af, hvor tvangen udføres. Uanset hvilken lov, der træder i anvendelse, gælder det, at en magtanvendelse kun må udføres, hvis det ikke er muligt at opnå frivillighed, og hvis indgrebet er absolut nødvendigt. Se evt. Styrelsen for Patientsikkerhed's sundhedsfaglige vejledning vedr. tvang ved...)
Bakteriel sepsis (...ved ukendt fokus Anbefalet behandling Voksne 1. Ampicillin 2 g i.v. x 4 i kombination med Gentamicin 5 mg/kg i.v. x 1. Eller 2. Piperacillin / Tazobactam 4 g/0,5 g i.v. x 4 evt. i kombination med Gentamicin 5 mg/kg i.v. x 1 som éngangsordination. Ved penicillinallergi Cefuroxim * 1,5 g i.v. x 3 i kombination med Gentamicin 5 mg/kg i.v. x 1. * Ved alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab. Bemærk: Ved mistanke om S. aureus (fx artrit/proteseinfektion, i.v.- misbrug eller hæmodialyse) suppleres med Cloxacillin i.v. eller Vancomycin . Ved mistanke om anaerob infektion (intraabdominal infektion, infektion i genitalia interna feminae) suppleres med Metronidazol 1 g i.v. x 1. Efter 1. dosis kan skiftes til oral eller rektal administration. Ved penicillinallergi: Ved mistanke om eller påvist enterokokker tillægges Vancomycin . Ved mistanke om eller påvist Pseudomonas aeruginosa anvendes Ceftazidim (ved alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab) i kombination med Gentamicin . Valg mellem 1. og 2. afhænger af mistænkt fokus, hvor infektionen er erhvervet og ud fra lokalt kendskab til mikrobiologiske fund hos patienter med sepsis. Ved septisk shock (sepsis og systolisk blodtryk 1 md. Piperacillin / Tazobactam 400 mg/50 mg/kg i.v. fordelt på 4 doser (højst 12 g/1,5 g) Ved penicillinallergi Voksne Cefuroxim * 1,5 g i.v. x 3 Børn Cefuroxim * 150 mg/kg/døgn i.v. fordelt på 3 doser. * Ved alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab. ESBL-producerende Efter resistensbestemmelse . Staphylococcus aureus Penicillinfølsom Voksne Benzylpenicillin 1,2 g (2 mill. IE) i.v. x 4. Børn Benzylpenicillin 200 mg (0,332 mill. IE)/kg i.v. fordelt på 4 doser. Ved penicillinresistens Voksne Cloxacillin 1 g i.v. x 4. Børn Cloxacillin 100 mg/kg i.v. fordelt på 4 doser. Ved penicillinallergi Voksne Cefuroxim * 1,5 g i.v. x 3 Børn Cefuroxim * 150 mg/kg i.v. fordelt på 3 doser. * Ved alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab. Pneumokokker Voksne Benzylpenicillin 1,2 g (2 mill. IE) i.v. x 4. Børn Benzylpenicillin 200 mg (0,332 mill. IE)/kg i.v. fordelt på 4 doser. Ved penicillinallergi Voksne Cefuroxim * 1,5 g i.v. x 3-4. Børn Cefuroxim * 150 mg/kg/dosis i.v. fordelt på 3 doser. * Ved alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab. Hæmolytiske streptokokker Voksne Benzylpenicillin 1,2 g (2 mill. IE) i.v. x 4. Børn Benzylpenicillin 200 mg (0,332 mill. IE)/kg i.v. fordelt på 4 doser. Ved penicillinallergi Voksne Cefuroxim * 1,5 g i.v. x 3. Børn Cefuroxim * 150 mg/kg i.v. fordelt på 3 doser. * Ved alvorlig penicillinreaktion med svær urticaria, luftvejs- eller kredsløbspåvirkning anbefales forsigtighed inkl. anafylaksiberedskab. Pseudomonas aeruginosa Voksne Piperacillin / Tazobactam 4 g/0,5 g i.v. x 4 i kombination med Tobramycin 5 mg/kg i.v. x 1. Børn > 1 md Piperacillin / Tazobactam 400 mg/50 mg/kg i.v. fordelt på 4 doser (højst 12 g/1,5 g) i kombination med Tobramycin 5 mg/kg i.v. x 1. Ved penicillinallergi Voksne Ceftazidim * 2 g i.v. x 3 i kombination med Tobramycin 5 mg/kg i.v. x 1. Børn Ceftazidim * 150 mg/kg i.v. fordelt på 3 doser i kombination med Tobramycin 5 mg/kg i.v. x 1. * Ved...)
Egenskaber ved lægemidler (...ved at udøve en farmakologisk, immunologisk eller metabolisk virkning eller for at stille en medicinsk diagnose. Et lægemiddel består af et lægemiddelstof (eller i kombinationspræparater flere lægemiddelstoffer) og må oftest tilblandes farmaceutiske Hjælpestoffer for at opnå et kemisk og mikrobiologisk stabilt præparat med god doseringsnøjagtighed i en egnet emballage, og som er brugervenligt at håndtere. Valg af administrationsvej, lægemiddelform og formuleringens sammensætning har stor indflydelse på mængden og hastigheden, hvormed en effektiv koncentration af lægemiddelstoffet opnås på virkningsstedet og som følge der af varigheden af effekten og evt. bivirkninger af lægemidlet. Lægemiddelstoffer Jævnfør Lægemiddelloven, er et lægemiddelstof den aktive bestanddel af lægemidlet, der udøver en farmakologisk, immunologisk eller metabolisk virkning mhp. at forbygge eller behandle sygdomme; genoprette, ændre eller påvirke fysiologiske funktioner eller at stille en medicinsk diagnose. Ifølge Danske Lægemiddelstandarder er synonymer for lægemiddelstof: Aktiv substans, drug substance, aktiv ingrediens, active pharmaceutical ingredient (API). Lægemidler indeholder oftest det aktive lægemiddelstof, men det kan også være formuleret som en prodrug , hvorved forstås en inaktiv modifikation af lægemiddelstoffet, der in vivo omdannes til den aktive bestandel. Hensigten med en prodrugformulering kan fx være at optimere absorption for derved at fremme biotilgængeligheden af præparatet. Hjælpestoffer Farmaceutiske hjælpestoffer er de øvrige bestanddele af et lægemiddel bortset fra det aktive lægemiddelstof og emballeringsmaterialerne. Farmaceutiske hjælpestoffer har flere funktioner, som sikrer: en god doseringsnøjagtighed et stabilt præparat kemisk stabilitet, fx pH-justering af flydende vandigt præparat (fx saltsyre, natriumhydroxid); antioxidanter i en hydrofob salve (fx tocopherol) eller i et vandigt flydende præparat (fx ascorbinsyre) fysisk stabilitet, fx opløselighedsfremmende stoffer, der forhindrer stofudfældning i flydende præparater, som er opløsninger (fx ethanol, glycerol, propylenglycol, polysorbat); viskositetsforøgende stoffer, der nedsætter sedimentationshastigheden af uopløst lægemiddelstof i flydende præparater, som er suspensioner (fx xantangummi), så korrekt dosis kan afmåles mikrobiel stabilitet, fx konserveringsmiddel i vandige flerdosispræparater en forbedret biotilgængelighed forlænget opholdstid på administrationsstedet vil øge mængden af lægemiddelstof som kan absorberes, fx mucoadhæsiv hjælpestof i en gel (fx hydroxypropylmetylcellulose) eller viskositetsforøgende hjælpestof i øjendråber (glycerol). en modificeret frigivelse af lægemiddelstoffet, herunder en kontrolleret forlænget frigivelse af lægemiddelstof, fx depotformulering, som frigør lægemiddelstoffet over et længere tidsrum med en konstant hastighed. Formålet med en depotformulering kan være at undgå en høj maksimal plasmakoncentration, hvis dette er årsag til bivirkninger, eller at opnå en forlænget virkningsvarighed, så lægemidlet kan doseres færre gange i døgnet et kontrolleret frigivelsessted af lægemiddelstoffet, fx syreresistent overtræk, som opløses ved en specifik pH i en bestemt del af tarmsystemet, hvor der er et absorptionsvindue (fx omeprazol i jejunum) eller lokalt virkningssted (fx pancreasenzymer i duodenum, sulfasalazin i colon), for at beskytte et syrelabilt lægemiddelstof under passage af ventriklen (fx erythromycin , omeprazol ) eller beskytte ventrikelslimhinden mod ventrikelirriterende lægemiddelstoffer (fx kaliumchlorid , acetylsalicylsyre ) en pulserende frigivelse af lægemiddelstof en kombination af hurtig frigivelse efterfulgt af kontrolleret forlænget frigivelse af lægemiddelstof (fx paracetamol ) en god forligelighed med blod, tåre- og vævsvæske r, fx kan en flydende vandig opløsning tilsættes tonicitetsgivende stof (fx natriumchlorid, glycerol) pH-regulerende stof for at opnå samme pH som på applikationsstedet. Hensigten er bl.a. at mindske svie og smerte på applikationsstedet, undgå vævsbeskadigelse, øge kontakttiden (fx øjendråber ) og dermed øge virkningsvarigheden en forbedret brugervenlighed , herunder forbedrede egenskaber af orale formuleringer, der indeholder et lægemiddelstof med en ubehagelig smag, ved at tilsætte smagsmaskering, sødemidler og aromastoffer til flydende formuleringer overtrække tabletter og granulater - enten med en film (filmovertrukne) eller i sjældne tilfælde et sukkerovertræk (sukkerovertrukne) en forbedret identifikation af forskellige præparater ved...)
Fluoridpræparater (Odontologisk medicinvejledning) (... 5 minutter: patienter med meget høj cariesaktivitet/-risiko, fx efter stråleterapi i hoved-halsregionen (5424) . Daglig eller ugentlig behandling. Bemærk: Fluoridgel og -mundskyl...)
Antibiotikavejledning - generelt (...Ved en række infektioner er der spontan helbredelse, hvor antibiotika ikke forkorter sygdomsperioden, eller hvor anvendelsen af antibiotika ikke er nødvendig for at forhindre, at der opstår komplikationer til infektionen. Mikrobiologisk diagnostik Antibiotisk behandling forudsætter ideelt mikrobiologisk diagnostik med henblik på at identificere den kausale mikroorganisme. I almen praksis stilles diagnosen i de fleste tilfælde ud fra det kliniske billede, evt. understøttet af point-of-care-tests (patientnære analyser) til måling af CRP, påvisning af Streptococcus pyogenes (gr. A) i svælget eller mikroskopi/dyrkning af urin/vaginalsekret udført i lægepraksis. De klinisk mikrobiologiske afdelinger tilbyder generel mikrobiologisk diagnostik til almen praksis, og laboratoriernes øgede anvendelse af molekylærbiologiske tests med korte svartider giver også almen praksis større mulighed for at kvalificere den kliniske diagnose. På sygehuse bør der ved mistanke om en bakteriel infektion altid foretages relevant mikrobiologisk diagnostik. Hos den akut syge og systemisk påvirkede patient kan resultatet af mikrobiologisk diagnostik ikke afventes. Her er det livreddende at starte bredspektret antibiotikabehandling så hurtigt som muligt (inden for få timer). Antibiotikaresistensproblemer I Danmark er forbruget af bredspektrede antibiotika stigende (se DANMAP ). Sideløbende med denne stigning i forbruget ses en øget forekomst af antibiotikaresistens såvel i praksis som på hospitaler. Specielt har anvendelsen af bredspektrede stoffer som cefalosporiner , fluorquinoloner og carbapenemer vist sig at fremme forekomsten af fx Clostridiodes difficile , ESBL- og CPO-producerende enterobakterier (tarmbakterier med resistens over for en lang række β-laktamantibiotika og ofte også over for fluorquinoloner og aminoglykosider) og vancomycin resistente enterokokker. Tilbageholdenhed med anvendelse af disse bredspektrede stoffer må derfor anbefales. Sundhedsstyrelsen har udsendt vejledning til landets læger med specifikt krav om at begrænse anvendelsen af cefalosporiner , carbapenemer og fluorquinoloner (se afsnittene om carbapenemer ), cefalosporiner og fluorquinoloner samt Sundhedsstyrelsens Vejledning om ordination af antibiotika . Almen praksis står for ca. 75 % af antibiotikaforbruget til mennesker i Danmark. Flere undersøgelser har vist, at brugen af vent og se-recepter i almen praksis nedsætter forbruget af antibiotika, uden at det påvirker patienternes sygdomsforløb negativt. Vent og se - recepten kan anbefales i de kliniske situationer, hvor man ikke umiddelbart hverken kan be- eller afkræfte behovet for antibiotika, og hvor det derfor bliver varighed og intensitet af patientens symptomer, der bliver afgørende for, om behandling med antibiotika er indiceret. Det gælder fx ved akut otitis media hos børn > 2 år og ved akut rhinosinuitis. Recepterne anføres tidsbegrænsning for indløsning, fx 8 dage. Farmakokinetik/farmakodynamik (PK/PD) Antibiotikas aktivitet in vitro bestemmes ved den mindste hæmmende koncentration, MIC. Et antibiotikums effekt in vivo afhænger af, om dets koncentration på infektionsstedet overstiger MIC for den inficerende bakterie. En række faktorer kan påvirke dette forhold: Fysisk-kemiske forhold, lipofilicitet, proteinbinding, farmakokinetik samt farmakodynamik (dvs. den teoretiske sammenhæng mellem dosering og virkning). Kendskab til et antibiotikums farmakokinetiske egenskaber er nødvendigt for at kunne dosere det korrekt. Stoffets mulige optagelse efter oral dosering, fordelingen i vævsvæskerne, udskillelseshastigheden, fx målt ved plasmahalveringstiden, er alle afgørende for effekten. Se tabel 1 i Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik . Dosering og administration Den initiale dosering for voksne er angivet for en person på ca. 70 kg. Doser og hyppighed er baseret på de data, der fremgår af tabel 1 i Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik . Hvor det er relevant, er anført børnedoser. Børnedoser beregnes ud fra legemsvægt. Dosis pr. kg legemsvægt er ofte højere end for voksne. Beregnet total børnedosis hos andre end spædbørn skal på vægtbasis være på niveau med voksendosis. Dosering af antibiotika ved overvægt (BMI > 25) Overvægt medfører en signifikant forhøjet risiko for underbehandling ved infektioner, idet en standarddosis af et antibiotikum ikke giver sufficiente koncentrationer. Det er ofte størrelsen af dosis, der bør øges, hvorimod doseringsintervallet kan være som hos personer med normalvægt. Beregn BMI her: Korrigeret vægt (ABW) bestemmes ved at måle patientens aktuelle vægt og udregne idealvægten (IBW): IBW (mænd) = 50 kg + 0,9 kg pr. cm højde over 150 cm IBW (kvinder) = 45 kg + 0,9 kg pr. cm højde over 150 cm Beregn IBW her: Beregn ABW her: For β-laktamer og glykopeptider: ABW = IBW + 0,3 x (aktuel vægt - IBW). For aminoglykosider: ABW = IBW + 0,4 x (aktuel vægt - IBW). For fluorquinoloner og azoler: ABW = IBW + 0,5 x (aktuel vægt - IBW). Hydrofile antibiotika: Fx β-laktamer, aminoglykosider og glycopeptider. Lipofile antibiotika: Fx fluorquinoloner og makrolider. Dosis gives svarende til udregnet ABW. ABW Dosis Fx Ampicillin Fx Piperacillin/tazobactam* 50-80 kg Normal dosering* 2 g i.v. x 4 4 g/0,5 g i.v. x 3-4 80-100 kg 125 % af normal dosering 2,5 g i.v. x 4 4 g/0,5 g i v. x 4 100-120 kg 150 % af normal dosering 3 g i.v. x 4 6 g/0,75 g i.v. x 3 > 120 kg 200 % af normal dosering 4 g i.v. x 4 6 g/0,75 g i.v. x 4 * Ved septisk shock, svær pneumoni og ved Pseudomonas-infektioner gives 4 g/0,5 g i.v. x 4 til normalvægtige. Eksempel: En mand med højde på 187 cm har IBW på 83 kg og aktuel vægt på 100 kg, og han har følgende ABW for β-laktamer: ABW = 83 kg + 0,3 x (100 kg - 83 kg) = 88 kg Der skal således ved behandling med fx piperacillin/tazobactam doseres med 125 % af normal dosering, dvs. 4 g/0,5 g i v. x 4. Der dosisjusteres normalt ikke for vægt hos voksne for metronidazol, moxifloxacin og linezolid. For aminoglykosider og vancomycin anbefales plasma-koncentrationsmåling. Plasma-koncentrationsmåling kan være relevant for andre antibiotika ved behandling af personer med svær overvægt og tvivl om korrekt dosis, fx ved længerevarende behandling og utilfredsstillende klinisk effekt. Oral indgift kan anvendes ved langt de fleste, ikke-livstruende infektioner. Hos den akut syge og medtagne patient kan absorptionen være utilstrækkelig pga. mave-tarmpåvirkning, så oral behandling frarådes. Parenteral indgift anvendes især til sygehusindlagte patienter med akutte, livstruende infektioner. Indgives almindeligvis intravenøst. Intramuskulær indgift bør begrænses mest muligt pga. risiko for vævsnekroser, fx ved behandling med β-laktam-antibiotika. Parenteral administration kan ændres til et relevant oralt antibiotikum, så snart der er stabil klinisk fremgang. Det skal dog sikres, at det valgte orale antibiotikum har en høj biotilgængelighed. Fx kan metronidazol efter den initiale parenterale behandling med fordel gives oralt eller rektalt, idet der opnås tilstrækkelige koncentrationer herved, mens dette ikke er tilfældet for fx cefuroxim , hvor biotilgængeligheden er lav. Lokal anvendelse bruges ved øjen- og øreinfektioner samt visse behandlingskrævende hudinfektioner som fx børnesår. Lokal anvendelse bør herudover undgås, idet risikoen for overfølsomhed og resistensudvikling er stor. Specielt for makrolidpræparater Roxithromycin anbefales ved oral behandling hos voksne og unge med legemsvægt over 40 kg. Clarithromycin findes både som oral suspension (til børn), tabletter og som parenteralt præparat. Azithromycin er nemt for patienten at tage pga. de få doser, men der foreligger videnskabelig evidens for, at azithromycin øger risikoen for resistensudvikling mere end clarithromycin. Azithromycin er førstevalg ved pneumoni forårsaget af Legionella pneumophila . Rationale: In vitro og dyreforsøg har vist ringere effekt af andre makrolider til behandling af L. pneumophila (6591) (6592) . For øvrige indikationer vurderes den kliniske effekt af de forskellige makrolider ligeværdig (6593) . På baggrund af den farmakokinetiske profil med lav serumkoncentration og høj intracellulær koncentration bør azithromycin dog fravælges ved ekstracellulære infektioner, hvor pneumokokker må mistænkes som årsag. Overvej interaktioner ved brug af makrolid Rationale: Interaktioner er især beskrevet for clarithromycin (via hæmning af CYP3A4), i mindre grad for azithromycin og mindst for roxithromycin. Dette kan for en del patienter begrænse muligheden for anvendelse af clarithromycin. Ved interaktion for clarithromycin i.v. anbefales azithromycin i.v. (6594) . Overvej risiko for kardiovaskulære bivirkninger ved brug af makrolid Rationale: Ud fra observationelle data har der været en vis frygt for kardiovaskulære bivirkninger ved clarithromycin, hvilket svækkes af nyere metaanalyser af to RCT fra 2019 og 2023 (6594) (6595) . Når man blandede observationelle data med data fra RCT’er var der en øget og lige forekomst af ventrikulær arytmi og pludselig hjertedød ved både clarithromycin og azithromycin, samt flere tilfælde af myokardieinfarkt og kardiovaskulært betinget død ved azithromycin. All-cause mortaliteten blev ikke påvirket af makrolidbehandling (6596) . Overvej risiko for resistensudvikling Rationale: Der foreligger flest kliniske data på azithromycin og clarithromycin. Generelt øger makrolider risikoen for resistensudvikling under behandling signifikant, især for streptokokker og M. pneumoniae (6594) (6597) . Azithromycin ser ud til at forårsage mere resistens end clarithromycin, i luftvejspatogener, i bakterier på hud- og slimhindeflora inkl. i vagina og i gastro-intestinal-kanalen (6598) (5602) . Mekanismen synes velbelyst af bl.a. den lange halveringstid og høje intracellulær koncentration, som efterlader subinhibitoriske koncentrationer ekstracellulært i diverse væv. Et epidemiologisk canadisk studie med registrering over 7 år viste, at makrolidresistens i pneumokokker var høj i geografiske områder, hvor azithromycin blev anvendt sammenlignet med lav makrolidresistens, hvor man anvendte clarithromycin. Herhjemme registreredes en prompte stigning i makrolidresistens hos pneumokokker i forbindelse med kortvarig øget brug af makrolider ifm. Mycoplasma pneumoniae udbrud. Stigning i makrolidresistens syntes især at have været relateret til øget forbrug af azithromycin. Makrolidresistens i hæmolytiske streptokokker gruppe A er i stigning og er også høj i hæmolytiske streptokokker gruppe B og C. Yderligere resistensudvikling indebærer risiko for behandlingssvigt, fx ved behandling af erysipelas og tonsillitis acuta med makrolider. Den ugunstige effekt er langvarig. I en sammenligning mellem clarithromycin og azithromycin kunne øgede resistensrater efter behandling påvises i 6 uger hos hhv. 17 % og 85 % af behandlede børn. Se omtalen i de enkelte præparatbeskrivelser. Specielt for quinoloner Indikationsområder for fluorquinolon-antibiotika er skærpet pga. risiko for invaliderende, langvarige og potentielt irreversible bivirkninger. Jf. EMA og brev med direkte sikkerhedsinformation (DHPC) må ciprofloxacin og andre fluorquinoloner således ikke ordineres til: behandling af infektioner, som er lette eller selvbegrænsende, fx akut tonsillitis og akut bronchitis at forhindre rejsediarré eller tilbagevendende infektioner i de nedre urinveje lette eller moderate infektioner (herunder ukompliceret cystitis, akut forværring af kronisk bronchitis og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), akut bakteriel rhinosinuitis og akut otitis media), medmindre andre antibiotika, der normalt anbefales til disse infektioner, ikke anses for at være hensigtsmæssige. Særlig forsigtighed skal udvises hos ældre patienter, patienter med nedsat nyrefunktion, transplanterede organer samt patienter, der samtidigt behandles med kortikosteroider. Skift fra intravenøs til oral antibiotikabehandling Der kan typisk overgås til p.o. behandling, hvis tilstanden er bedre klinisk og para-klinisk med faldende CRP, faldende temperatur, stabil respiratorisk tilstand, normalt fungerende gastro-intestinal funktion og ikke-påvirket CNS-funktion. Generelt ses en tendens til at behandle med i.v. antibiotika i længere tid end nødvendigt, hvor patienten har kunnet overgå til p.o. behandling. At skifte fra i.v. til p.o. behandling har flere gevinster, bl.a.: Risiko for kateterrelaterede infektioner reduceres, når den intravenøse adgang fjernes. Patienten kan hurtigere udskrives fra hospitalet. Større patienttilfredshed, når patienten selv kan tage sin medicin. Sygeplejersker sparer tid med dispensering af p.o. fremfor i.v. Økonomisk gevinst ved, at p.o. antibiotika er billigere end i.v. antibiotika. Behandlingens varighed (i.v. + p.o.) Generelt gælder, at behandling med antibiotika bør fortsætte, indtil der er tilfredsstillende klinisk og paraklinisk respons. Klinisk dokumentation for behandlingsvarighed savnes ofte, men for følgende udvalgte infektioner anbefales til voksne: Luftveje Pneumoni, erhvervet udenfor sygehus, let (CURB65 0-2 og iltkrav 0-4 liter/min): 5 dage medmindre mikrobiologi indikerer andet Pneumoni, erhvervet udenfor sygehus, moderat-svær (CURB65 3-5 og iltkrav 0-4 liter/min): 5 dage medmindre mikrobiologi indikerer andet Pneumoni, erhvervet udenfor sygehus, svær (CURB65: 3-5 og iltkrav >4 liter/min): 5 dage Pneumokok pneumoni: 5-7 dage afhængig af ovenstående sværhedsgrad Mycoplasma pneumoniae , Chlamydia pneumoniae og Chlamydia psittaci pneumoni: 5-7 dage, afhængigt af sværhedsgrad (ved azithromycin 3-5 dage) Legionella pneumophila pneumoni: 5-7 dage, afhængigt af sværhedsgrad ved azithromycin KOL i akut eksacerbation: 5 dage Akut tonsillitis: 5 dage (7 dage ved behandling med et makrolid ved penicillinallergi og 7 dage til børn ved penicillindosering x 3 dagligt). Akut rhinosinuitis: 5 dage (7 dage ved behandling med et makrolid ved penicillinallergi og 7-10 dage til børn ved penicillindosering x 3 dagligt). Urinveje Ukompliceret cystitis: 3 dage Komplicereret cystitis: 5 dage Akut pyelonefritis ved p.o. behandling i almen praksis: 7-10 dage (hos børn 10 dage). Børn behandles i hospitalsregi. Akut pyelonefritis ved initial i.v. behandling: 7 dage ved fortsat tilfredsstillende bedring Urosepsis: 7 dage ved fortsat tilfredsstillende bedring. Hud og bløddele Erythema migrans: 10 dage Dybe bidsår, profylakse: 3 dage (i.v. ikke indiceret) Dybe bidsår, etableret infektion: 10 dage. Bevægeapparatet Osteomyelitis acuta og purulent artritis: 6 uger hos voksne. Særligt om antibiotisk behandling af børn Antibiotikas farmakokinetik og virkninger/bivirkninger er kun undtagelsesvist undersøgt specifikt for børn. Generelt gælder der, at absorption fra den gastro-intestinale kanal er nedsat og præget af variabilitet, specielt i neonatalperioden. Nyrefunktionen er stærkt nedsat ved fødslen, særligt hos præmature; men den glomerulære filtrationshastighed og den aktive tubulære sekretion modnes i løbet af første leveår. Leverfunktionen målt ved lægemiddelmetaboliserende enzymer er øget i barneårene undtagen i neonatalperioden. Derfor skal børn efter neonatalperioden typisk have en relativt større dosis end voksne. Ved beregning af vægtjusteret dosis til børn bør den totale dosis ikke være højere end den angivne voksendosis. Se endvidere Børn . Vurderingsværktøjer Se Vurderingsværktøjer til voksne . Nedsat nyrefunktion Doserne angiver normale vedligeholdelsesdoser for normalvægtige voksne. Glomerulærfiltration rate, GFR: Let nedsat nyrefunktion: GFR 60-89 ml/min. Let/moderat - moderat/svært nedsat nyrefunktion og ved kontinuerlig dialyse: GFR 15-59 ml/min. Svært nedsat nyrefunktion og ved anuri uden dialyse: GFR 30 ml/min: 750 mg p.o. hver 8. time 750 mg p.o. hver 24. time Amoxicillin / Clavulansyre 500/125 mg p.o. hver 8. time 500/125 mg p.o. hver 12. time, dog ved GFR > 30 ml/min: 500/125 mg p.o. hver 8. time 500/125 mg p.o. hver 24. time Azithromycin 500 mg i.v./p.o. hver 24. time Normal dosis Normal dosis Aztreonam / Avibactam 2/0,67 g i.v. efterfulgt af 1,5/0,5 g i.v. hver 6. time 1,35/0,45 g i.v. efterfulgt af 0,675/0,225 g i.v. hver 8. time, dog ved GFR > 30 til ≤ 50 ml/min: 2/0,67 g i.v. efterfulgt af 0,75/0,25 g i.v. hver 6. time. Normal dosis ved GFR > 50 ml/min 1/0,33 g i.v. efterfulgt af 0,675/0,225 g i.v. hver 12. time* Cefepim / Enmetazobactam 2 g/0,5 g i.v. hver 8. time 1 g /0,25 g i.v. hver 8. time 1 g /0,25 g i.v. hver 12 time Cefiderocol 2 g i.v. hver 8. time 1 g i.v. hver 8. time, dog ved GFR > 30 ml/min: 1,5 g i.v. hver 8. time 0,75 g i.v. hver 12. time Ceftazidim 2 g i.v. hver 8. time 2 g i.v. hver 12. time 2 g i.v. hver 24. time Ceftobiprol *** 500 mg i.v. hver 8. time 250-500 mg i.v. hver 12. time 250 mg i.v. hver 12. time Ceftriaxon 2 g i.v. hver 24. time Normal dosis Normal dosis Cefuroxim 1,5 g i.v. hver 8. time 1,5 g i.v. hver 12. time. 1,5 g i.v. hver 24. time Ciprofloxacin 400 mg i.v. hver 12. time Normal dosis 200 mg i.v. hver 12. time 500 mg p.o. hver 12. time Normal dosis 250 mg p.o. hver 12. time Clarithromycin 500 mg p.o. hver 12. time Normal dosis 500 mg i.v./p.o. hver 24. time Clindamycin 600 mg i.v./p.o. hver 8. time Normal dosis Normal dosis Cloxacillin 1 g i.v./p.o. hver 6. time Normal dosis Normal dosis 2 g i.v. hver 6. time 2 g i.v. hver 8. time 2 g i.v. hver 12. time Colistimethatnatrium 4,5 mill. IE i.v. hver 12. time 3 mill. IE i.v. hver 12. time 3 mill. IE i.v. hver 24. time Doxycyclin 100 mg p.o. hver 12. time Normal dosis Normal dosis Ertapenem 1-2 g i.v. hver 24. time 500 mg i.v. hver 24. time 250 mg i.v. hver 24. time Fosfomycin **** 12-24 g fordelt på 2-4 doser afhængig af infektionens fokus 6-12 g fordelt på 2-4 doser afhængig af infektionens fokus Ikke undersøgt Fusidin 500 mg i.v./p.o. hver 8. time Normal dosis Normal dosis Gentamicin 5 mg/kg i.v. hver 24. time Doseres efter serumkoncentration Doseres efter serumkoncentration Levofloxacin 500 mg p.o hver 12. - 24. time Initialdosis 500 mg. Herefter højst 250 mg i døgnet Bør ikke anvendes Linezolid 600 mg i.v./p.o. hver 12. time Normal dosis Normal dosis Metronidazol 500 mg i.v./p.o. hver 8. time Normal dosis 250 mg i.v./p.o. hver 8. time 1 g rektalt hver 12. time Normal dosis 1 g rektalt hver 24. time Mecillinam / Pivmecillinam 1 g i.v./400 mg p.o. hver 8. time Normal dosis Normal dosis Meropenem 1 g i.v. hver 8. time 1 g i.v. hver 12. time 1 g i.v. hver 24. time 2 g i.v. hver 8. time 1 g i.v. hver 8. time 1 g i.v. hver 12. time Moxifloxacin 400 mg i.v./p.o. hver 24. time Normal dosis Normal dosis Benzylpenicillin Phenoxymethylpenicillin 1-2 mill. IE i.v./p.o. hver 6. time 1-2 mill. IE i.v./p.o. hver 8. time 1 mill. IE i.v./p.o. hver 12. time 3 mill. IE i.v. hver 4. time 2 mill. IE i.v. hver 4. time 1 mill. IE i.v. hver 4. time 5 mill. IE i.v. hver 6. time 5 mill. IE i.v. hver 8. time 2 mill. IE i.v. hver 8. time Piperacillin / Tazobactam 4,0 g/0,5 g i.v. hver 6-8. time 4,0 g/0,5 g i.v. hver 12. time 4,0 g/0,5 g i.v. hver 24. time Pivampicillin 500 mg p.o. hver 8. time Normal dosis Normal dosis Rifampicin 600 mg p.o. hver 12. time Normal dosis Normal dosis Roxithromycin 150 mg p.o. hver 12. time Normal dosis Normal dosis Sulfamethizol 1 g p.o. hver 12. time. Normal dosis 1 g p.o. hver 24. time Vancomycin 15-20 mg/kg i.v. hver 8.-12. time. Højst 2 g pr. dosis Vedligeholdelsesdosis efter serumkoncentration 15 mg/kg i.v. hver 12.-24. time. Vedligeholdelsesdosis efter serumkoncentration 15 mg/kg i.v. som initial dosis. Vedligeholdelsesdosis efter serumkoncentration Antivirale midler og antimykotika til systemisk brug Aciclovir i.v. (ved alvorlige infektioner som herpes encephalitis) 10 mg/kg i.v. hver 8. time 10 mg/kg i.v. hver 12. time 5 mg/kg i.v. hver 24. time Valaciclovir p.o. 1 g p.o. hver 8. time 0,5 g p.o. hver 8. time 0,5 g p.o. hver 24. time Amphotericin B (liposomal) 3 mg/kg i.v. hver 24. time Normal dosis Normal dosis Amphotericin B 0,25-1 mg/kg i.v. hver 24. time Normal dosis Normal dosis Anidulafungin 100 mg i.v. hver 24. time Normal dosis Normal dosis Caspofungin 50 mg i.v. hver 24. time Normal dosis Normal dosis Fluconazol 400 mg i.v./p.o. hver 24. time Normal dosis 200-400 mg i.v./p.o. hver 24. time Posaconazol p.o. 300 mg p.o. hver 24. time Normal dosis Normal dosis Voriconazol 200 mg p.o. hver 12. time Normal dosis Normal dosis 200 mg i.v. hver 14. time Bør ikke anvendes i.v. Bør ikke anvendes i.v. * Dosering ved intermitterende hæmodialyse (IHD): Hvis der gives kun én dosis pr. døgn, gives denne umiddelbart efter dialyse på dialysedage. Gives der to eller flere doser pr. døgn, gives anden eller tredje dosis umiddelbart efter dialyse. ** Aztreonam-avibactam må ikke anvendes ved GFR ≤ 15 ml/min, medmindre der iværksættes hæmodialyse eller en anden form for renal erstatningsterapi. *** Ceftobiprol: Se yderligere information i præparatbeskrivelsen; Zevtera . **** Fosfomycin oralt er udgået juni 2025. Ved let-moderat nedsat nyrefunktion (GFR 50-90 ml/min.) anvendes normal dosis. Gentamicin og vancomycin doseres efter serumkoncentration. Nedsat leverfunktion og yderligere information ved nedsat nyrefunktion Se tabel 1 i Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik og de enkelte præparatbeskrivelser. Antibiotika virker ikke altid! Klinisk effekt af antibiotika vil ofte vise sig inden for det første døgn, men effekten kan indtræde op til 3 døgn senere. Hvis der ikke har været klinisk effekt inden for 1-3 døgn, kan det skyldes, at det ikke er en bakteriel infektion at infektionen kan være forårsaget af en bakterie, hvor det valgte antibiotikum enten ikke virker på den pågældende mikroorganisme eller ikke virker i den givne dosis at antibiotisk behandling alene ikke er tilstrækkelig til, at infektionen kan saneres, fx ved abscesser, hvor drænage er nødvendig at der er tilstødt komplikationer til den bakterielle infektion, fx empyem ved...)
Dosispakket medicin og patientsikkerhed (...Ved akutte ændringer, der kræver pakning af en ny dosisrulle, skal apoteket kontaktes. FMK-dosisdispenseringsmodulet sender en fornyelsesanmodning på baggrund af DD-receptens udløbsdato. Det betyder, at lægen ca. 1 måned før en DD-recept udløber modtager en anmodning om fornyelse. Skal dosispakningen fortsætte skal anmodningen godkendes. Er der ikke en gyldig dosisrecept tilknyttet den ordination der skal dosispakkes efter, må apoteket ikke pakke lægemidlet efter receptens udløb. Det er muligt for lægen at regulere dosisreceptens gyldighed ved oprettelsen af den. Gyldigheden kan være op til 2 år. Korrekte ordinationer DD-kortet er dannet ud fra lægemiddelordinationer i FMK, og forud for hver pakning af en dosisrulle, laver apoteket med hjælp fra FMK en validering af, at det der står på DD-kortet, er det samme som det, der står i ordinationen. For at FMK kan læse doseringen og dermed foretage denne validering, kræver det, at ordinationen er oprettet med en struktureret dosering. Doseringer som har fritekst gør, at FMK ikke kan anvendes til validering af data, og apoteket får en meddelelse om, at data på DD-kort ikke stemmer overens med data i ordinationen. For at sikre optimal udnyttelse af de sikkerhedsvalideringer FMK tilbyder, er det derfor vigtigt, at lægemiddelordinationer bliver oprettet med strukturerede doseringer. Eksempler på strukturerede doseringer kan være: 1 tablet 2 gange dagligt, 2 tabletter om aftenen eller 1 kapsel kl.12.00. Ved at vælge de fortrykte doseringer i klinikkens it-system, sikres brug af struktureret dosering. Skærpet opmærksomhed ved brug af datoer i FMK Ved lægemiddelordinationer til brug ved dosisdispensering bør der ikke anvendes datoerne ’doseringsslut’ og ’behandlingsslut’ ved faste behandlinger. Dette skyldes, at der er risiko for, at pakningen af et lægemiddel stopper utilsigtet, og medicinbrugeren derfor ikke får sin lægemiddelbehandling som forventet. Fordi angivelse af datoerne er noget, der sker som et aktivt valg fra lægens side, vil FMK ikke give advarsler om, at pakningen af et lægemiddel stopper - heller ikke selvom det skulle ske midt i en dosisrulle. Brug af datoerne ’doseringsslut’ og behandlingsslut’ bør alene bruges, når det er klinisk relevant. Ved ændringer af de dosisdispenserede lægemidler skal disse foretages direkte på lægemiddelordinationen i FMK. Der skal dog være en gyldig dosisrecept tilknyttet lægemiddelordinationen for, at apoteket må dosispakke og udlevere lægemidlet. Hvis en lægemiddelordination, der dosispakkes, får slettet sin dosisrecept eller dosisrecepten udløber, vil lægemiddelordinationen ikke længere fremgå af DD-kortet, og lægemidlet pakkes ikke. Ca. 1 måned før dosisreceptens udløb, sendes der automatisk en receptfornyelsesanmodning til lægen. FMK skriver, at receptfornyelsesanmodningen kommer fra FMK, og hvis der ligger ubehandlede receptfornyelsesanmodninger hos lægen. Hvis lægen afviser anmodningen, viser FMK afvisningsårsagen, Hvis anmodningen ikke håndteres, vil den forsvinde. FMK sender ikke en ny anmodning. Apoteket får ikke besked om afvisning eller årsag til afvisning. Utilsigtede hændelser ved dosispakket medicin Man ved fra tidligere, at problematikker i medicineringsprocessen ikke er unikke for dosispakket medicin, men svarer til de problemstillinger, som generelt er beskrevet i litteraturen for medicingivning. Selvom det er muligt i FMK at håndtere dosispakket medicin, og alle sundhedsprofessionelle kan se DD-kortet, er det stadig særdeles vigtigt, at der samarbejdes og kommunikeres parterne imellem. De rapporterede UTH´er viser, at de hyppigste utilsigtede hændelser i administrationen af dosispakket medicin er, at medicinen ikke bliver givet til medicinbrugeren, eller at medicinen gives på forkert tidspunkt eller til forkert medicinbruger. Årsagerne til, at medicinen ikke bliver givet, kan være flere. I nogle tilfælde er det ikke muligt at dosispakke al medicin en medicinbruger får. Konsekvensen er, at medicinbrugeren både får medicin, der er maskinelt dosispakket og medicin, som skal gives ved siden af (sidedosering). Ligger medicinen ikke samme sted, er der en større risiko for, at enten den dosispakkede eller den sidedoserede medicin glemmes. Til tider skyldes den manglende medicingivning, at det ikke er tydeligt angivet på medicinlisten, at der sammen med den dosispakkede medicin skal gives en sidedosering. De utilsigtede hændelser viser også, at der tages fejl af dage og tider, når medicinen skal udleveres. For de alvorlige hændelser er en af grundene ofte, at personalet tror, at medicinen ikke er givet, eller at personalet internt ikke har informeret hinanden, når en medicinbruger har fået udleveret medicin. Dette resulterer i, at den næste dosispose på rullen bliver taget, men uden at personalet, som administrerer medicinen, tjekker dato og tid - hvorved medicinbrugeren fejlmedicineres. Styrket patientsikkerhed i dosisdispenseringen 1) Kommandoveje og ansvar Generelt er medicineringsprocessen, og især i overgangen mellem den primære sundhedssektor og sygehussektoren, en organisatorisk omfattende proces med mange led, aktører og kommunikationsveje. Denne kompleksitet samt kommuner og regioners forskellige håndtering af medicineringsprocessen gør ændringer i den medicinske behandling til en risikofaktor. For at dosispakningen kan fungere optimalt, er det nødvendigt med et tæt samarbejde mellem medicinbruger, læge, plejepersonale og apotek, se Dosisdispensering - MedCom . Alle aktører bør have fokus på arbejdsgange og kommunikationen - også på tværs af sektorer. Der anbefales ensrettede arbejdsgange, så alt involveret sundhedspersonale, som håndterer dosisdispensering, kender og forstår kommandoveje og ansvar. I samarbejdet kan materialer udarbejdet af tværfaglige aktører anbefales. Materialerne er samlet hos MedCom og kan tilgås via deres hjemmeside om dosispakket medicin. Med kompleksitet i medicineringsprocessen er det også vigtigt, at ansvarsfordelingen de forskellige aktører imellem fungerer optimalt. Det er apotekets ansvar, at indholdet i dosisrullen er korrekt, men dette kan kun ske ved, at ændringer i medicineringen bliver kommunikeret hurtigt og korrekt til apoteket. Når der foretages ændringer, har lægen mulighed for at se, hvornår den vil kunne træde i kraft. Skal ændringen træde i kraft før det der angivet i FMK, skal apoteket kontaktes. Ifølge vejledning om ordination og håndtering af lægemidler (2965) skal den udskrivende læge tage stilling til om en medicinbruger der fik sin medicin dosispakket inden indlæggelse skal fortsætte med dette efter udskrivelse. Er dette tilfældet skal evt. ændringer i lægemiddelbehandlingen ske via lægemiddelordinationer på FMK. På den måde sikres det at apoteket får besked. Har dosispakningen desuden været sat i bero i forbindelse med indlæggelsen, skal den genoptages, førend der kan pakkes medicin. Det plejepersonale, der ved...)
Håndtering af tabletter og kapsler (...vedr. knusning af tabletter og åbning af kapsler i feltet ”Håndtering af tabletter og kapsler”. Formålet er at øge patientsikkerheden, da disse data bør medføre en signifikant reduktion af risikoen for fx fejlagtig knusning af en depottablet. Afvigelser fra produktresumé Information om evt. knusning, åbning, opløsning eller lignende af tabletter og kapsler på Medicin.dk kan afvige fra oplysningerne i produktresumé. På Medicin.dk suppleres med andre kilder, og derfor kan teksterne være baseret på følgende kilder: Bog: “Don’t Rush to Crush” (3) Online opdateringer til “Don’t Rush to Crush” (4) Norsk lægemiddelinformation: Felleskatalogen.no (5) Svensk lægemiddelinformation: FASS.se (6) Online “Handbook of Drug Administration via Enteral Feeding Tubes (7) . Hvis produktresumé eller ovennævnte fem kilder ikke indeholder information om, at en tablet eller en kapsel kan knuses henholdsvis åbnes, vurderer den tilknyttede specialkonsulent, hvorvidt der ud fra farmaceutisk/klinisk erfaring kan anbefales knusning henholdsvis åbning. I disse tilfælde vil information om knusning eller åbning være angivet som ”Kan om nødvendigt knuses” henholdsvis ”Kan om nødvendigt åbnes”. ”Kan knuses” henholdsvis ”Kan åbnes” anvendes, når informationen er baseret på data i produktresumé og/eller de fem andre kilder. Beskrivelse af feltet I feltet ”Håndtering af tabletter og kapsler” er der samlet strukturerede data vedr. håndtering af tabletter og kapsler til oral brug. Disse data indeholder information om, hvorvidt tabletter eller kapsler må knuses eller åbnes samt tages med eller uden mad. Hermed forbedres mulighederne for let adgang til valid vejledning mht. håndtering, specielt ved vanskeligheder med at synke hele tabletter/kapsler. Strukturering af data Data findes som standardtekster i fem grupper samt en gruppe med fritekst i et separat felt. De seks grupper er: Information om kærv, herunder foto. Knusning/åbning Administration Mad og drikke Andet OBS Uddybende information om de seks grupper: 1. Information om kærv, herunder foto Oplysninger om kærv samt foto af tablet(ter)/kapsel(kapsler) findes stadig i feltet ”Foto og identifikation” nederst i præparatbeskrivelsen på Medicin.dk. Tabletter kan have en delekærv eller en krydskærv, så det er muligt at dele tabletten i to henholdsvis fire dele. Der skelnes mellem: Delekærv eller krydskærv Når en delekærv eller krydskærv kan anvendes til at dosere to henholdsvis fire lige store tabletdele, betegnes den blot delekærv henholdsvis krydskærv. Delekærv eller krydskærv for nemmere indtagelse Nogle delekærve eller krydskærve kan imidlertid kun anvendes til at dele tabletten, og disse kærve betegnes ”delekærv for nemmere indtagelse” henholdsvis ”krydskærv for nemmere indtagelse”, da de ikke kan anvendes til at dosere halve eller kvarte tabletter. 2. Knusning/åbning Herunder findes relevante standardsætninger vedr. knusning af tabletter eller åbning af kapsler, fx ”Kan knuses”, ”Kan om nødvendigt åbnes” ”Må ikke åbnes” eller ”Ingen oplysninger”. Generelt gælder: Depottabletter må aldrig knuses. Nogle depottabletter må dog godt deles, men aldrig knuses. Depotkapsler må sædvanligvis ikke åbnes. Der er dog tilfælde, hvor åbning er en mulighed; men kapselindholdet må aldrig knuses. Efter knusning af en tablet eller åbning af en kapsel skal den knuste tablet eller kapselindholdet indtages umiddelbart for at undgå fx nedbrydning af det virksomme stof og bakterievækst, hvis der ikke er anført andet. Hvis en tablet må knuses, kan den som regel også opslæmmes i lidt vand. Ved opslæmning i fx en sprøjte med vand undgår man partikler i luften fra knusningen. 3. Administration Her er anført relevant(e) standardsætning(er) vedr. indtagelse af tabletter eller kapsler, fx ”Synkes hele”, ”Må ikke tygges” eller ”Knust tablet kan opslæmmes i vand”. Ved opslæmning fordeles tablet/knust tablet/kapselindhold i vand (eller anden præciseret væske) til en ensartet, uklar blanding, som straks indtages, medmindre andet er anført. Ved opløsning af en tablet, fx opløselige tabletter, opnås en klar væske, der indtages straks, medmindre andet er anført. 4. Mad og drikke Herunder findes oplysninger om, hvorvidt der må indtages mad sammen med tabletter/kapsler, fx ”Kan tages med eller uden mad”, ”Tages forskudt af et måltid” eller ”Indholdet kan kommes på kold, blød mad”. Generelt anføres altid ”Tages med et glas vand” ved tabletter/kapsler, der er til at synke, medmindre der er modstridende information i referencerne. Hvis referencerne ikke indeholder nogen information om indtagelse sammen med mad eller forskudt af måltider, medtages altid sætningen ”Kan tages med eller uden mad”. For mange tabletter og kapsler, som kan knuses henholdsvis åbnes, vil det ofte være angivet, at knust tablet eller indholdet (fra kapslen) ”kan kommes på kold blød mad”. Dette kan være fx yoghurt eller æblemos. 5. Andet Her findes standardsætninger vedr. personalerisiko, fx ” Bemærk - personalerisiko: Ved håndtering af dette lægemiddel bør udvises forsigtighed.” ved fx cytostatika. 6. OBS I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt med ekstra præparatspecifik tekst, fx information om opløsning i speciel væske. Der er anført information om brug i sonder i de få tilfælde, hvor disse data hidtil har været tilgængelige på Medicin.dk. Ensretning Da de fleste data vedr. håndtering af tabletter og kapsler afhænger af dispenseringsformen, fx depotkapsler, eller af indholdsstof(fer)s kemiske struktur og stabilitet, kan de fleste af disse ikke-præparatspecifikke data ensrettes for generika. Der gælder følgende mht. ensretning af information: Kærv, herunder foto, er præparatspecifikke data, som ikke kan ensrettes. Knusning/åbning: Oplysninger kan ensrettes. Administration: Data kan sædvanligvis ensrettes, undtagen mht. synkes hele, halve eller kvarte, da dette afhænger af pkt. 1. Mad og drikke: Oplysninger kan ensrettes. Andet: Oplysninger kan sædvanligvis ensrettes. OBS: Teksten kan afhængig af informationen være ensrettet eller præparatspecifik. Kilder Som kilder ved udarbejdelse af informationen om håndtering af tabletter og kapsler er anvendt følgende: Produktresumeer hos Lægemiddelstyrelsen Produktresumeer hos EMA Bog: “Don’t Rush to Crush” Online opdateringer til “Don’t Rush to Crush” Norsk lægemiddelinformation Felleskatalogen.no Svensk lægemiddelinformation: FASS.se Online “Handbook of Drug Administration via Enteral Feeding Tubes” Specialkonsulent. Produktresumé (kilde 1 og 2) indgår altid som førstevalg. Kilderne 3-8 anvendes i den anførte rækkefølge. Specialkonsulent Som specialkonsulent er tilknyttet Ph.D. Charlotte Vermehren, leder af Medicinfunktionen, Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital og lektor ved...)
Medicintilskud - generelle forhold (...Ved beslutninger om tilskud til lægemidler lægger Lægemiddelstyrelsen vægt på, hvad der er rationel behandling ud fra såvel et klinisk som et samfundsøkonomisk perspektiv. Overvejelser om de enkelte patienters økonomiske situation indgår ikke i grundlaget for tilskudsbeslutningerne. Meget overordnet er medicintilskudssystemet opbygget af tre faste elementer: 1. Generelt tilskud Knyttes til lægemidlet. Søges af firmaet. Udbetales til alle patienter, der køber lægemidlet efter recept på et apotek. Lægemiddelstyrelsen kan dog klausulere tilskuddet til et lægemiddel, dvs. at kun visse patientgrupper eller patienter med bestemte sygdomme får tilskud til lægemidlet. For de patienter, der opfylder klausulen, påtegnes recepten med ordet tilskud. 2. Individuelle tilskud Knyttes til patienten . Søges af patientens læge. Udbetales til patienter, der har særlig gavn af et bestemt lægemiddel ( enkelttilskud og forhøjet tilskud ) er døende ( terminaltilskud ). 3. Det behovsafhængige medicintilskudssystem Størrelsen af tilskuddet til hver enkelt persons køb af tilskudsberettigede lægemidler afhænger af personens samlede udgifter til tilskudsberettigede lægemidler på årsbasis, se Medicintilskud - gældende beløbsgrænser . Generelt tilskud Nyvurdering af lægemidlers tilskudsstatus Når en virksomhed søger om generelt tilskud til et lægemiddel, vurderer Lægemiddelstyrelsen, om alle patienter, der køber det pågældende lægemiddel, bør have tilskud til det. Det er vigtigt at pointere, at spørgsmålet om generelt tilskud intet har at gøre med, om lægemidlet er sikkert og virksomt. Dette bliver vurderet, når lægemidlet bliver godkendt. I tilskudsvurderingen lægges derimod vægt på, om der er balance mellem lægemidlets effekt og pris sammenlignet med anden behandling af den sygdom, lægemidlet anvendes til, og om det er samfundsøkonomisk forsvarligt, at alle, der køber lægemidlet, får tilskud, uanset hvad de fejler. Vi har ikke priskontrol på lægemidler i Danmark. Det betyder, at virksomhederne kan sælge deres lægemidler til de priser, de ønsker. De kan således frit ændre prisen hver 14. dag. Ofte indgår regeringen og lægemiddelindustrien dog aftaler om at holde priserne i ro i en længere periode. Der findes for tiden en sådan aftale med de virksomheder, der er medlem af Lægemiddelindustriforeningen. Ved tilskudsvurderingen skal Lægemiddelstyrelsen lægge vægt på om lægemidlet har en sikker og værdifuld terapeutisk effekt på en velafgrænset indikation om lægemidlets pris står i rimeligt forhold til dets behandlingsmæssige værdi. Generelt tilskud skal normalt afslås, hvis et af følgende forhold gør sig gældende: iværksættelse af behandling med lægemidlet kræver særlig undersøgelse og diagnosticering (fx demensmidler), der er nærliggende risiko for, at lægemidlet vil blive anvendt uden for den godkendte indikation (fx osteoporosemidler), lægemidlet anvendes udelukkende eller overvejende til formål, hvortil der ikke med rimelighed kan forventes tilskud fra det offentlige (fx midler mod hårtab), lægemidlets effekt er ikke klinisk dokumenteret (fx naturlægemidler), der er risiko for, at lægemidlet anvendes som førstevalg, uanset dette efter Lægemiddelstyrelsens vurdering ikke bør være tilfældet (fx midler mod fedme), det er uafklaret, om eller hvornår lægemidlet skal anvendes som førstevalg (fx helt nye lægemidler, som endnu ikke har fundet deres plads i terapien), der er nærliggende risiko for, at lægemidlet gøres til genstand for misbrug (fx benzodiazepiner), lægemidlet anvendes hovedsageligt i sygehusbehandling (fx lægemidler i udleveringsgruppe BEGR (må kun udleveres til sygehuse) eller i ambulatoriet, eller lægemidlet kan på grund af en særlig lægemiddelform ikke indtages af patienten selv (fx infusionsvæsker). Revurdering af lægemidlers tilskudsstatus Det samfundsøkonomiske sigte ved såvel nyvurderinger som revurderinger af lægemidlers tilskudsstatus er nødvendiggjort af, at de tilgængelige midler til medicintilskud er en begrænset pose penge, hvor hver krone kun kan bruges én gang. Det drejer sig derfor om at bruge medicintilskudskronerne der, hvor der opnås den mest værdifulde effekt for pengene. Lægemiddelstyrelsen skal således ifølge sundhedsloven løbende revurdere alle lægemidlers tilskudsstatus. Alle lægemidler bliver gennemgået for at sikre, dels at de lægemidler, som har generelt tilskud, stadig opfylder de kriterier, der gælder for generelt tilskud, dels at der ikke er lægemidler uden generelt tilskud, som nu opfylder kriterierne for generelt tilskud. Medicintilskudsnævnet udarbejder anbefalinger til Lægemiddelstyrelsen om tilskudsstatus. En vigtig del af Medicintilskudsnævnets arbejdsmateriale ved revurdering er de baggrundsnotater, som Indsatser for Rationel Farmakoterapi (IRF) i samarbejde med forskellige specialistgrupper har udarbejdet i forbindelse med anbefalingerne i den Nationale Rekommandationsliste. Heraf fremgår evidens og argumentation for rekommandationerne. Derudover benyttes rapporter fra det engelske National Institute for Health and Clinical Excellence (NICE) og andre nordiske lægemiddelmyndigheders rapporter. Der anvendes også originallitteratur og behandlingsvejledninger fra videnskabelige selskaber og Nationale Kliniske Retningslinjer. Individuelle tilskud Enkelttilskud For de patienter, der af særlige grunde bør behandles med et lægemiddel uden generelt tilskud, kan den behandlende læge søge Lægemiddelstyrelsen om enkelttilskud til patientens køb af det pågældende lægemiddel. Ud over markedsførte lægemidler kan der ansøges om enkelttilskud til magistrelle lægemidler og til ikke-markedsførte lægemidler med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen . Ved vurderingen af om der skal bevilges enkelttilskud, skal Lægemiddelstyrelsen lægge vægt på, om lægemidlet er af særlig behandlingsmæssig betydning for patienten, herunder om det har vist effekt på patienten, eller den forventede effekt må anses for overvejende sandsynlig, og om andre relevante behandlingsmetoder i det konkrete tilfælde er fundet utilstrækkelige eller uhensigtsmæssige. Medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende, skal der ikke bevilges enkelttilskud til et lægemiddel, hvis lægemidlet anvendes til formål, hvortil der ikke med rimelighed kan forventes tilskud fra regionen, fx p-piller til antikonception, nicotin-tyggegummi til rygeafvænning og lægemidler mod skaldethed lægemidlets effekt ikke er klinisk dokumenteret, fx naturlægemidler og homøopatiske lægemidler der er nærliggende risiko for, at lægemidlet gøres til genstand for misbrug, fx sovemedicin og lettere beroligende nervemedicin lægemidlet anvendes som led i sygehusbehandling, fx lægemidler i udleveringsgruppe BEGR (må kun udleveres til sygehuse) og lægemidler der anvendes i ambulatoriet. lægemidlets pris er væsentligt højere end andre relevante behandlingsmetoder, og effekten på klinisk betydende endepunkter for det pågældende lægemiddel ikke er dokumenteret i et klinisk studie på en relevant patientpopulation overfor relevant komparator. Som udgangspunkt er der altså tale om en individuel vurdering af hver enkelt patients særlige behandlingsbehov med et givent lægemiddel. Der findes en række lægemidler uden generelt tilskud, som anvendes ganske ofte, og for disse lægemidler har Lægemiddelstyrelsen - med bistand fra Medicintilskudsnævnet - fastlagt vejledende kriterier for, hvornår der som hovedregel bør gives enkelttilskud. Kriterierne fremgår af pro.medicin.dk i tilknytning til de enkelte lægemidler/-grupper og af Lægemiddelstyrelsen (Vejledende kriterier for enkelttilskud) . Individuelle tilskudsansøgninger (enkelttilskud, forhøjet tilskud, terminaltilskud) søges elektronisk via FMK-online.dk (kræver særlig sundhedsfaglig digital signatur) af den behandlende læge. Langt de fleste enkelttilskudsansøgninger bliver imødekommet (over 90 %). Når en ansøgning imødekommes, modtager patienten en bevilling i sin e-Boks, og lægen får besked om, at der er bevilget tilskud. Samtidig registreres enkelttilskudsbevillingen i det Centrale Tilskuds Register (CTR), så apoteket kan hente oplysning om, at patienten har en bevilling. Hvis der gives afslag på ansøgningen, modtager lægen en skriftlig begrundelse, der som oftest indeholder de vejledende kriterier, der gælder for at få enkelttilskud til det pågældende lægemiddel. Patienten får ikke besked om afslaget, da det er en lægefaglig begrundelse, der gives i afslagsbrevet. Det er altså lægens opgave at fortælle patienten om afgørelsen og beslutte, om der fx skal genansøges, eller om der skal vælges en anden form for behandling. Lægemiddelstyrelsens afgørelser i enkelttilskudssager kan ikke ankes, men lægen kan søge igen, hvis der er flere eller nye oplysninger af relevans for ansøgningen. Det behovsafhængige medicintilskudssystem Den procentsats, der gives i tilskud, stiger i takt med patientens lægemiddelforbrug i løbet af tilskudsåret og afhænger desuden af, om patienten er under eller over 18 år. Se de gældende beløbsgrænser i Medicintilskud - gældende beløbsgrænser . Beregn egenbetaling Kender du patientens CTR-saldo, så kan du udregne patientens egenbetaling på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Medicintilskudsnævnet Medicintilskudsnævnet er Lægemiddelstyrelsens lægefaglige rådgiver i sager om medicintilskud. Det gælder både generelle tilskud til lægemidler (efter ansøgning fra virksomheder) og individuelle tilskud til patienter (efter ansøgning fra læger). Nævnet rådgiver desuden Lægemiddelstyrelsen ved revurderinger af lægemidlers tilskudsstatus. Medlemmer af Medicintilskudsnævnet Medicintilskudsnævnet har højst 8 medlemmer, der udpeges af Ministeren for Sundhed og Ældre efter indstilling fra Lægemiddelstyrelsen. Et medlem udnævnes dog efter indstilling fra Regionernes Lønnings- og Takstnævn. Loven stiller krav om, at to af nævnets medlemmer skal være alment praktiserende læger, og at ét medlem skal repræsentere patient- og forbrugerinteresser. Nævnets medlemmer udpeges for 4 år ad gangen, og de har tilsammen en bred faglig ekspertise. Habilitetserklæringer for nævnets medlemmer kan ses på Medicintilskudsnævnet . Som altovervejende hovedregel har nævnets medlemmer intet samarbejde med lægemiddelindustrien i deres daglige virke. Referater fra nævnsmøderne kan ligeledes ses på Medicintilskudsnævnet . Her kan man også læse nævnets anbefalinger til Lægemiddelstyrelsen i generelle tilskudssager herunder revurdering. Brug af eksterne eksperter Det sker jævnligt, at nævnet har behov for ekstern faglig ekspertise for at tage stilling til de forskellige sager. I forbindelse med generelle tilskudssager sendes der derfor af og til forespørgsler til de relevante videnskabelige selskaber om, hvilke lægemidler, der bør være førstevalg, og hvilken plads et nyt lægemiddel må forventes at få i behandlingen af en given patientgruppe. Ved...)
Vejledning i brug af antibiotika (...ved systemisk behandling af gravide Amning - valg af antibiotika Præparatvalg ved systemisk behandling af ammende Sepsis Bakteriel sepsis Candida sepsis med kendt ætiologi Hjerte Endocarditis på native klapper Klapprotese endocarditis Endocarditisbehandling ved kendt bakteriologisk ætiologi Profylakse mod endocarditis Centralnervesystemet Meningitis (akut bakteriel) Profylakse ved meningokoksygdom Neuroborreliose Cerebral absces Øjne Purulent conjunctivitis Gonoroisk øjeninfektion hos nyfødte Chlamydia øjeninfektion hos nyfødte Luftveje Akut otitis media hos børn Akut tonsillitis Akut rhinosinuitis Akut bronchitis Akut eksacerbation af kronisk obstruktiv lungesygdom Epiglottitis acuta Pneumoni Antibiotisk behandling af pneumoni ved...)
Antibiotika (Odontologisk medicinvejledning) (...vedparten af infektioner i mundhulen er sammensatte af flere bakterier, hvor hovedparten udgøres af Gramnegative stave og anaerobe bakterier (2383) Penicillin kombineret med metronidazol er oftest dækkende. Præparatvalg skal desuden baseres på bl.a. patientens alder, vægt, allergier, systemiske sygdomme og medicinering samt den kliniske tilstand. Se endvidere det mikrobiologisk virkningsspektrum for præparaterne. For at imødegå resistensudvikling forbeholdes disse præparater til alvorligt syge, eller hvor der ikke er alternativer: carbapenemer , fluorquinoloner og cephalosporiner (2382) . Profylaktisk antibiotika ved kirurgiske indgreb/blødende indgreb Risikopatienter med generelt nedsat immunforsvar: Indgreb med risiko for blødning - behandling i samråd med egen læge. Risikopatienter med lokaliseret immunkompromittering, fx højdosis strålebehandling i hoved/halsområdet: Indgreb på knogle- oftest en specialistopgave. I øvrigt raske patienter: KUN rutinemæssig antibiotisk behandling i forbindelse med: Ortodontisk kirurgi Frakturkirurgi Knogletransplantation. IKKE rutinemæssigt antibiotika i forbindelse med (2950) : Parodontalkirurgiske indgreb Fjernelse af 3. molarer Mindre kirurgiske indgreb i kæbeknoglen Simpel tandimplantatindsættelse (ved samtidig knogleopbygning kan antibiotikaprofylakse overvejes) Periimplantitis. Dosering: Voksne. 2 g amoxicillin p.o. 1 time før indgreb. Børn. 50 mg/kg amoxicillin p.o. 1 time før indgreb. Ved penicillinallergi: Voksne. Clindamycin 600 mg p.o 1 time før indgreb. Børn. Clindamycin 15 mg/kg p.o.1 time før indgreb (må ikke overstige voksendosis) (4501) . Patienter med risiko for infektiøs endocarditis (tidligere endocarditis, hjerteklapproteser, visse medfødte hjertesygdomme): Præoperativt ved behandling med risiko for blødning. Dosering: Voksne. 2 g amoxicillin p.o. 30-60 minutter før indgreb. Børn. 50 mg/kg amoxicillin p.o. 30-60 minutter før indgreb. Ved penicillinallergi: Voksne. Clindamycin 600 mg eller Clarithromycin 500 mg p.o 1 time før indgreb. Alternativt roxithromycin 300 mg p.o. 1 time før indgreb (bør ikke anvendes til gravide pga. manglende erfaring). Børn . Clarithromycin 7,5 mg/kg p.o.1 time før indgreb. Alternativt børn > 40 kg roxithromycin 150 mg p.o. 1 time før indgreb ( Roxithromycin frarådes til børn 12 år (2780) : Phenoxymethylpenicillin (V-penicillin) 660 mg (1 mill. IE), 3 x dgl. i 7 dage. Penicillinallergi: Clindamycin 300 mg, 3 x dgl. i 7 dage. Børn mellem 28 dage og 12 år: Phenoxymethylpenicillin (V-penicillin) 33-66 mg (50.000-100.000 IE)/kg/døgn p.o. fordelt på 3-4 doser/døgn i 7 dage Amoxicillin: 40-90 mg/kg/døgn p.o. fordelt på 3 doser/døgn i 7 dage Penicillinallergi: Clindamycin: 20-40 mg/kg legemsvægt fordelt på 3-4 doser (må ikke overstige voksendosis). Patienter med nedsat immunforsvar og komplekse sygdomsbilleder: Antibiotikaprofylakse i samråd med patientens læge. Dosisberegning for særlige patientgrupper: Børn > 28 dage og under 12 år Dosis beregnes ud fra legemsvægten. Phenoxymethylpenicillin (V-penicillin): 75.000 IE/kg, (50 mg/kg) po/kg/døgn p.o. fordelt på 4 doser/døgn. Amoxicillin: 50 mg/kg/døgn p.o. fordelt på 4 doser/døgn. Metronidazol: 20-50 mg/kg/døgn p.o. fordelt på 3-4 doser/døgn. Store patienter og overvægtige Disse patienter skal ofte have højere dosis end normalvægtige (60-70 kg) (5058) : Phenoxymethylpenicillin (V-penicillin) og amoxicillin (beta-lactamantibiotika): Dosering beregnes ud fra idealvægten for patientens højde + 30 % af resten af patientens vægt ved overvægt (5058) Metronidazol: Dosis justeres normalt ikke (se Overvægtige og Vejledning i brug af antibiotika ). Kontraindikationer Tetracykliner ved nyreinsufficiens samt børn < 12 år (risiko for tand- og knoglemisdannelse). Penicillinallergi: krydsallergi mellem alle penicilliner. Forsigtighed Personer med overvægt og store personer skal have øget dosis (doseringsvægt udregnes) (5058) . Indhold af benzylalkohol Amoxicillin dispergible tabletter og oral opløsning kan indeholde benzylalkohol, der kan give overfølsomhed. Skal også bruges med forsigtighed til børn under 3 år, samt ved...)
Graviditet - valg af antibiotika
Biologiske og biosimilære lægemidler (...eretter formodede bivirkninger ved biologiske lægemidler . Dette gøres for at Lægemiddelstyrelsen kan overvåge sikkerheden ved medicin bedst muligt, og det e...)
Personlig medicin (...ved diagnostik af sjældne sygdomme. Betydningen i forhold til de større ”folkesygdomme” som fx diabetes, hjertesygdomme, hypertension, allergier, KOL eller depression er derimod mindre åbenlyse og har endnu ikke resulteret i væsentlige ændringer i klinisk praksis. Farmakogenetik og farmakokinetik Mange studier har kunnet påvise at varianter i gener som koder for proteiner af betydning for lægemidlers omsætning og transport i kroppen har betydning for lægemidlernes kinetik herunder plasmakoncentration og samlet systemisk eksponering. Som eksempler på dokumenterede sammenhænge mellem genomiske varianter og lægemidlers kinetik kan nævnes: CYP2D6 og plasmakoncentrationer af en række tricyckliske antidepressiva ; CYP2D6 og plasmakoncentration af atomoxetin ; CYP2C19 og plasmakoncentration af citalopram ; CYP2C19 og plasmakoncentration af en række protonpumpehæmmere ; CYP2C9/VKORC1 og plasmakoncentration af warfarin , CYP3A4 og plasmakoncentration af tacrolimus ; SCLO1B1 og plasmakocentration af simvastatin . Fra disse sammenhænge og til klinisk betydning er der dog ikke en lige linje, da associationen mellem kinetik og dynamik sjældent er veldefineret, endsige lineær. For at dokumentere en klinisk nytteværdi af at teste for genvariationer er det i de allerfleste tilfælde nødvendigt med kliniske studier som belyser dette. Dette er udfordrende da sådanne studier er komplekse og omkostningstunge. De allerfleste regulatoriske rekommandationer - uden for behandling af kræftsygdommene - har basis i sådanne sammenhænge mellem genvariationer og kinetik og er ikke understøttet af kliniske studier. En specifik undtagelse er Abacavir hvor en egentlig RCT har dokumenteret en nytteværdi af gentest for varianter i HLA (HLA-B*5701) før behandlingsstart. Eksempler, germline genomisk variation Genomiske variationer i germline, altså de gener som er konstitutive hos os alle, er der mange af. Derimod er der ikke mange af disse, som har overbevisende klinisk betydning, og den kliniske gennemslagskraft er begrænset, da det ofte drejer sig om sjældne varianter og sjældne kliniske hændelser. Nedbrydning af 5-Fluorouracil Fluoropyrimidin-lægemidler, som omfatter 5-fluorouracil (5-FU) og de to prodrugs capecitabin og tegafur , er essentielle kemoterapeutiske lægemidler ved behandling af især colo-rektalcancer. De anvendes også i behandlingen af bryst-, pancreas-, hoved-hals- og oesophagus/ventrikelcancer. Bivirkningerne kan være alvorlige, især knoglemarvsdepression, diarré og kardiotoksicitet er væsentlige. Patienter med nedsat eller komplet mangel på funktion af enzymet dihydropyrimidin dehydrogenase (DPD), der nedbryder både endogene pyrimidiner og 5-FU, har en væsentlig øget risiko for bivirkninger. Dette enzym kodes af DPYD- genet; der er 4 relativt hyppige varianter i dette gen (6-10 % af befolkninger i Vesteuropa er heterozygote), som medfører nedsat aktivitet af enzymet. European Medicines Agency (EMA) og Lægemiddelstyrelsen ændrede i foråret 2020 teksten i produktresuméet således, at det nu anbefales at foretage en genotype- eller fænotypebestemmelse før behandlingsstart. Det er uklart, hvilken test der er den optimale og nyere studier peger endog på at nytteværdien ikke er entydig på populationsniveau. I Danmark genotypetestes alle før behandling; i nogle regioner bruges en supplerende fænotypetest også. Holland og Frankrig har størst klinisk erfaring med at anvende disse tests i den kliniske hverdag. I Holland anvendes primært genotypebestemmelse og i Frankrig anvendes primært fænotypebestemmelse. I takt med at der identificeres flere sjældne genvarianter synes tendensen dog at gå i retning af en fænotypetest; i praksis bestemmelse af p-uracil under standardiserede betingelser. Nedbrydning af thiopurin-mercaptopurin TPMT (thiopurin-S-methyltransferase) er et enzym, som er essentielt for nedbrydningen af thiopurin-mercaptopurin og dettes prodrug azathioprin . Myelosuppression er en kendt bivirkning til behandling med disse lægemidler, og risikoen for alvorlig marvsuppression er betydeligt øget hos patienter med genomisk betinget nedsat aktivitet af TMPT. Dette testes i dag rutinemæssigt i forbindelse med højdosisbehandling. Tamoxifen CYP2D6 og tamoxifen er et eksempel på en kontrovers inden for farmakogenomikken og personlig medicin. Tamoxifen omdannes til adskillige mere aktive metabolitter igennem en kompleks metabolisme, hvor CYP2D6 spiller en central rolle. Da 7-9 % af kaukasiere har genomiske varianter, som koder for ingen eller meget lidt aktivitet af dette enzym, har arbejdshypotesen været, at varianter med nedsat aktivitet af CYP2D6 kunne kompromittere effektiviteten af tamoxifen på recidiv af brystkræft. De mange kliniske studier er meget heterogene i forhold til design, studiepopulation, graden og dækningen af genomisk testning og genotypemetoderne. Dette medfører, at der er ret stor uenighed om fortolkningen af disse data og dermed betydningen af CYP2D6-genotypen ved behandling med tamoxifen. Af andre eksempler, hvor der er rimelig underliggende evidens for en relevant sammenhæng, men hvor den kliniske implementering og gennemslagskraft af forskellige grunde er mindre tydelig er: stabilitet af behandling med warfarin ( CYP2C9 og VKORC1) ; trombocythæmmende effekt af clopidogrel ( CYP2C19 ); kutane bivirkninger ved visse antiepileptika og antibiotika ( HLA-B*5701, *5801, *1501 og *1502 ). Eksempler, tumor-line genomisk variation Somatiske mutationer, typisk i tumorer, har i et mere succesfuldt omfang vist sig anvendeligt i terapeutisk og prognostisk sammenhæng. Mange specifikke behandlinger inden for onkologien og hæmatologien er defineret i forhold til genomisk karakteristika i tumorvævet. Dette gælder for eksempel: Imatinib i behandling af kronisk lymfatisk leukæmi (BCR-ABL1-fusion) Erlotinib i behandling af ikke-småcellet lungekræft (visse EGFR-mutationer) Vemurafenib i behandling af malignt melanom (BRAF V600-mutation) Trastuzumab i behandling af brystkræft (HER2-ekspression). Området er tiltagende komplekst. Der er betydelig grad af heterogenitet, og de somatisk genomiske karakteristika ændrer sig over tid og i tilslutning til behandling. Der er adskillige store databaser over disse somatiske mutationer (fx COSMIC : Catalog of Somatic Mutations in Cancer), men en klinisk fortolkning i forhold til at sammensætte en behandling, som er bedst muligt tilpasset den enkelte tumors genomiske karakteristika, forbliver en uløst udfordring. Der er stor fokus på cirkulerende cellefrit DNA fra tumorvæv både som markør for behandlingsrespons og tidligt recidiv. Igangværende initiativer De væsentligste strategisk/politiske danske tiltag er angivet på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside, under Personlig medicin . Der var afsat 100 millioner kroner til fremme af personlig medicin i periode 2017-2020. Første fase var etablering af Nationalt Genom Center og en ”køreplan” for den teknologiske implementeringsproces. Der er lige nu over 35.000 genomer sekventeret i den nationale genomdatabase. GenomeDenmark er en national platform for bestemmelse af genprofiler. Det er et samarbejde mellem universiteter, hospitaler og private firmaer, finansieret af Innovationsfonden. Regionernes Bio- og Genombank koordinerer indsamling af biologisk materiale fra hele landet inden for kræft- og gigtområdet til efterfølgende forskningsbrug særlig med henblik på genetiske analyser. Der deltages tillige i et nordisk projekt, hvor der indsamles biologisk materiale fra bloddonorer til genprofilering. Internationalt er der mange initiativer, som samler genomiske data fra raske såvel som syge populationer. I USA er der mere end 20 forskellige biobanker, som allerede nu har genomiske data fra mere end 100.000 individer. Tendenser i personlig medicin Inden for kræftbehandling har den personlige medicin antaget et stigende omfang gennem de seneste 5-10 år. Ved mange former for kræft er behandlingen i et eller andet omfang knyttet til genforandringer i kræftcellerne, og undersøgelser heraf er i store træk rutine. Derudover er der et stigende antal af kræftsygdomme, der i WHO-sygdomsklassifikationerne defineres ud fra forekomst af bestemte typer af genetiske ændringer. Dette område er i hastig udvikling. Der er dog også her internationalt forskere og klinikere, som udtrykker en vis skepsis. Helt overordnet er værdien af disse tiltag ikke dokumenteret i kontrollerede, randomiserede kliniske forsøg. En nylig publikation skønner, at sekventering af tumor kun er relevant for omkring 15 % af alle cancere i USA, og at kun omkring halvdelen af disse kan forventes at respondere (i bred forstand) på en medikamentel intervention tilpasseret sekventeringen. For diagnostik af sjældne sygdomme er dette område af stor og stigende betydning, men i befolkningssammenhæng er antallet af disse i sagens natur ikke så omfattende. Uden for kræftområdet har fokus generelt været på at knytte effekten af lægemidler til forskellige genprofiler; succesraten er omdiskuteret, men har dog med sikkerhed endnu ikke levet op til de oprindelige forventninger. Lige nu er den internationale tendens, at man i højere grad ser muligheder for at kunne forebygge bivirkninger ved behandlingen ved at kende patienternes genetiske profil. Brugen af farmakogenetiske panelundersøgelser før start af behandling har været genstand for ganske megen debat og kontrovers de senere år. Her bestemmer man udvalgte varianter i en række gener som koder for forskellige proteiner af betydning for lægemidlers omsætning og transport i kroppen. Typiske paneler tester for 40-50 varianter i 10-12 gener. For patienter med forskellige varianter angives en tilhørende doserings- eller behandlingsvejledning. Graden af evidens som ligger til grund for sådanne anbefalinger kan i mange tilfælde udfordres. I et nyligt publiceret studie, som har vakt betydelig opsigt, angiver forfatterne at en sådan tilgang kan reducere hyppigheden af bivirkninger med 30 % [odds-ratio 0,70; CI 0,54-0,91] - i absolutte tal fra omkring 28 % til omkring 21 %. Dette meget store europæiske studie er randomiseret (gentest versus ingen gentest) men ikke blindet. Randomisering er vigtig, men den manglende blinding kompromitterer i afgørende grad fortolkningen. Bivirkninger er rapporteret (via systematiske spørgeskemaer) af patienterne selv som var vidende om i hvilken arm af forsøget de tilhørte. Det er meget bemærkelsesværdigt at den beskrevne reduktion i bivirkningshyppigheden forekom både blandt patienter med påvist genvariant og blandt patienter uden genvarianter i interventionsarmen. Dette studie giver ikke noget klart svar på nytteværdien af en sådan tilgang. Perspektiver Først og fremmest er tilgangen et overordnet forsøg på at gøre det bedre i behandlingen af vores patienter, end vi gør i dag ved en systematisk koordinering af vores samlede vidensgrundlag. Selv om optimismen i nogle kredse måske overdrives, er der ingen tvivl om, at vi kan og skal gøre det bedre, end vi gør i dag. Dette mål er realistisk med implementering af personlig medicin i en bred forstand. Sundhedsøkonomiske konsekvenser kan ikke med rimelighed forudsiges på dette stadie, men det er næppe realistisk at forvente målbare rationaliseringsgevinster. ”Big Data” holder i disse år også sit indtog på området, og blandt mange interessenter er forventningerne store. Dette kan betragtes som en slags udvidelse af ”personlig medicin”- begrebet, således at vi vil forsøge at inkludere al vores viden på individ- og befolkningsniveau i behandlingen af den enkelte patient. Der er tale om meget store mængder af data, som skal systematiseres, bearbejdes og, ikke mindst, fortolkes. Det er ikke muligt at forudsige, i hvilket omfang en målbar effekt for individ eller samfund vil materialisere sig. Helt principielt er Big Data tilgang ikke uden udfordringer heller: der er en ikke-negligeabel paradoks risiko for at påvise falsk positive sammenhænge med en tilsyneladende høj grad af præcision. Udfordringer at producere kliniske data af høj kvalitet - allermest overbevisende et randomiseret forsøg - som dokumenterer effekt af personlig medicin på overlevelse og/eller livskvalitet. at sikre analytisk reproducerbarhed. at analysere af store mængder data. Disse skal udmøntes i konkrete, evidensbaserede og handlingsorienterede konklusioner, som giver mulighed for at patienten meningsfyldt kan inddrages. at implementere interventionen genomisk medicin i den kliniske hverdag - især for de store ”folkesygdomme” uden for kræftområdet. at tilgodese krav til etiske overvejelser: hvem ejer data; datasikkerhed; konsekvenser ved...)
Typiske alvorlige fejl med lægemidler på medicin.dk (...vedligeholde den nationale liste over lægemidler involveret i alvorlige eller dødelige utilsigtede hændelser. Her defineres de særlige grupper af lægemidler, der ofte optræder i indrapporteringerne og som skaber alvorlige situationer både i det primære og sekundære sundhedsvæsen. Det drejer sig særligt om 7 lægemiddelgrupper/stoffer, som kaldes for risikosituationslægemidler . Listen over lægemidler revideres løbende, og der tages stilling til både nye hændelser og de hændelser, der kan være forældede (bl.a. på grund af lægemidler, der udgår fra markedet). Medicin.dk´s kilder om medicineringsfejl omfatter bl.a.: Hændelser rapporteret til Dansk patientsikkerhedsdatabase (DPSD). Offentlige klagesager fra STPS. Danske og udenlandske publikationer, nyhedsbreve og OBS-meddelelser (Sundhedsstyrelsen, STPS (inkl. Patientombuddet), EMA, FDA, IRF m.fl.). Hvordan laves advarslerne? Det er ikke alle indberetninger, der har læringspotentiale, eller som er lige relevante at kommunikere ud i de faglige miljøer. Derfor følger advarslerne en række in- og eksklusionskriterier. Inklusion- og eksklusionskriterier Følgende hændelser inkluderes på Medicin.dk: Inklusion Alvorlige forebyggelige lægemiddelrelaterede hændelser Faktuelle hændelser (både i Danmark og udlandet) dvs. hændelser der er sket og ikke blev afværget Hændelser som giver læring, og hvor der er sandsynlighed for, at fejlen kan ske igen Visse hændelser, hvor der behandles trods kontraindikation, forsigtighedsregel eller kendt interaktion. Eksklusion Compliance problemer (inkl. misbrug og suicidaladfærd) CAVE Manglende læring eller enkeltstående hændelser. Siden 2012 har medicin.dk deltaget i det Rådgivende Udvalg for Medicinområdet (DRUM) som også har repræsentanter fra bl.a. Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner, Universitetshospitalerne, Pharmakon, Danmarks Apotekerforening og kommunerne. DRUM inddrages ved...)
Hæmostatika (Odontologisk medicinvejledning) (...ved at stimulere trombocytaggregationen og koagulationskaskaden (fx collagen, gelatine), udfældning af vævsproteiner (fx cellulose) eller hæmning af nedbrydning af koagulationsproteiner (fx tranexamsyre). Andre virker som mekanisk forsegling af såret (fx knoglevoks) og ved at forårsage karkontraktion (fx adrenalin). Nogle hæmostatika kan efterlades i operationsfeltet uden at påvirke det postoperative forløb, mens andre ikke resorberes eller er vævstoksiske og derfor skal fjernes (fx knoglevoks og cellulose). Ved...)
Lægemidler til injektion (...ved injektion, infusion eller implantation til lokal eller systemisk virkning. Lægemidlerne kan være flydende, halvfaste eller faste. Parenteral kommer af græsk: para (uden om, ved siden af) og enteron (tarmen). Injektionsvæsker er flydende lægemidler, som om muligt bør være isohydriske (pH ca. 7,4) og isotoniske med blodet (ca. 300 mOsm/kg) for ikke at fremkalde smerte eller anden uønsket lokal effekt. Risikoen for lokal irritation, evt. vævsnekrose, er større ved subkutan injektion end ved intravenøs og intramuskulær injektion. Injektionsvæsker kan være formuleret på en sådan måde, at de har depoteffekt. Ved at bruge prodrugs med stor affinitet til olie er der fremstillet depotinjektionsvæsker med en virkningsvarighed på flere uger. Intramuskulær injektion For at undgå overrivning af muskelfibre med hæmatomdannelse, er det vigtigt at sikre sig, at en injektion gives dybt i en afslappet muskel, når den gives intramuskulært (i.m.). Når en injektion gives i.m. i glutealregionen, er det foretrukne injektionssted i den øverste laterale kvadrant. For at være sikker på, at injektionen bliver givet i muskulaturen, skal injektionen her, specielt hos adipøse personer, gives i 40-80 mm dybde. I.m. injektioner kan også gives på låret fortil eller på ydersiden samt i regio deltoidea. Absorption fra deltoidearegionen sker sædvanligvis hurtigere end fra glutealregionen. Grundet de mange små blodkar i deltoideregionen kan virkningen indtræde i løbet af få minutter. Z-track-metoden kan reducere smerten ved i.m. injektion. Metoden går ud på at forskyde de forskellige hudlag, som ligger over den muskel, som man vil injicere lægemidlet i. Der er særligt tre muskelgrupper, som anbefales: Regio glutealis Injektionen gives i musklen på ydersiden af hoften, gluteus medius. For at udmåle til injektionsstedet kan sædeballen inddeles i fire kvadranter, hvor den øverste ydre kvadrant anvendes, og injektionen gives øverst centralt i det udvalgte område. Det er vigtigt at holde sikker afstand fra iskiasnerven og store blodkar. Det mest fortrukne sted for injektionen i det ventrogluteale område er fortil mod hoften. Patienten skal ligge på siden og her kan injektionsstedet udmåles ved...)
Inhalationsanæstetika: klimaeffekt og reduktionsmuligheder (...vedparten af klimaeffekten fra inhalationsanæstetika, anslået op mod 80 % (6992) . Atmosfæriske målinger har samtidig vist stigende koncentrationer af især desfluran og sevofluran, som kan detekteres globalt, herunder over Antarktis (6993) . Internationalt estimeres inhalationsanæstetika at udgøre omkring 5 % af hospitalers CO₂-ækvivalente (CO₂e) emissioner og op til 50 % af emissionerne fra perioperative afdelinger i højindkomstlande (6992) (6994) . Klimaeffekten af inhalationsanæstetika beskrives ofte ved stoffernes globale opvarmningspotentiale (global warming potential, GWP), som angiver opvarmningseffekten over 100 år af 1 kg gas sammenlignet med 1 kg CO₂. GWP bestemmes især af stoffets atmosfæriske levetid og dets evne til at absorbere infrarød stråling i atmosfæren (6995) . Ved vurdering af klimaaftrykket fra inhalationsanæstetika er det imidlertid ikke tilstrækkeligt alene at se på GWP pr. kg stof. Der skal også tages højde for midlernes kliniske potens, da der kræves forskellige koncentrationer for at opnå tilstrækkelig anæstesidybde. Denne potens angives ved MAC (minimum alveolar concentration). Tabel 1. Atmosfærisk levetid og globalt opvarmningspotentiale for inhalationsanæstetika (6996) Inhalationsanæstetika ved MAC Atmosfærisk livstid (år) GWP 100 * Isofluran 1,2 % 3,6 539 Sevofluran 2,2 % 1,9 144 Desfluran 6,7 % 14 2540 60 % N 2 O (0,6 MAC) 114 273 * GWP100 angiver det globale opvarmningspotentiale pr. kg sammenlignet med 1 kg CO₂, hvor GWP for CO₂ = 1. Desfluran har det højeste GWP100 blandt inhalationsanæstetika. Samtidig har desfluran en lav klinisk potens, hvilket betyder, at der ved samme friskgasflow skal anvendes en markant højere koncentration end ved sevofluran eller isofluran for at opnå tilsvarende anæstesidybde. Kombinationen af et højt globalt opvarmningspotentiale og et større gasforbrug betyder, at desfluran er forbundet med et markant højere klimaaftryk end andre inhalationsanæstetika. Lattergas har ikke samme infrarøde absorptionsevne som de halogenerede inhalationsmidler, men bidrager alligevel betydeligt til klimaeffekten på grund af sin meget lange atmosfæriske levetid. Dertil kommer, at N₂O har lav klinisk potens og anvendes i store mængder. N₂O bidrager desuden til nedbrydning af ozonlaget (6997) . Reduktionstiltag Mulighederne for at reducere klimaaftrykket fra inhalationsanæstetika spænder fra ændret valg af anæstesiform til tekniske tilpasninger af forsynings- og udsugningssystemer. Data på området er dog præget af betydelig heterogenitet. Desuden er der forskelle mellem sundhedssystemer, forsyningsformer, kliniske arbejdsgange og anvendelsesmønstre, hvilket betyder, at internationale estimater ikke uden videre kan overføres til danske forhold. Dette ændrer dog ikke ved, at flere indsatser fremstår fagligt velbegrundede. Total intravenøs anæstesi frem for inhalationsanæstesi Anvendelse af total intravenøs anæstesi (TIVA) med propofol er generelt forbundet med et lavere klimaaftryk end inhalationsanæstesi. Propofol har et globalt opvarmningspotentiale, der er mange gange lavere end inhalationsanæstetika (7008) , (6998) , (6999) . Derfor bør TIVA, når det er klinisk relevant og praktisk muligt, overvejes som standardvalg frem for inhalationsanæstesi. Reduktion af friskgasflow Friskgasflow har stor betydning for forbruget af inhalationsanæstetika og dermed også for klimaaftrykket. Jo højere friskgasflow, desto større forbrug af inhalationsanæstetika. Medium-flow anæstesi defineres typisk som 1-2 L/minut, low-flow som 500-1000 ml/minut og minimal-flow som 250-500 ml/minut (7000) . Ved lavere flow øges graden af genånding i anæstesikredsløbet. Dette forudsætter anvendelse af et cirkelsystem med ensretterventiler og CO₂-absorber, som muliggør genbrug af den udåndede gas og dermed også af den ikke-metaboliserede andel af inhalationsanæstetika, eksempelvis sevofluran. På den måde reduceres det samlede forbrug. Ved anvendelse af minimal-flow er det estimeret, at CO₂-udledningen kan halveres (7001) . Nedlæggelse af centrale lattergas-rørsystemer og overgang til trykflasker For lattergas er klimabelastningen ikke alene knyttet til den mængde, der gives til patienten, men også til et betydeligt upstream-spild. Internationale studier viser, at mere end 80 % af lattergas kan gå tabt som følge af lækager i centrale rørsystemer (7002) , (7003) . Dermed kan en stor del af den indkøbte lattergas være udledt, allerede inden den når patienten. Interventionsstudier har vist, at overgang fra central rørforsyning til cylinderbaseret forsyning kan reducere det samlede forbrug af N₂O med op til 96-97 % (7004) , (7005) . Denne reduktion skyldes dels mindre lækagespild, dels ændret og dels mere restriktiv anvendelse. Opsamling og destruktion De halogenerede midler For de halogenerede inhalationsmidler findes teknologier, der kan opsamle og enten destruere eller genanvende gasserne, hvorved...)
Klima/Miljø og Lægemidler (...ved et lægemiddel, som er produceret, transporteret, brugt og bortskaffet på en måde, der minimerer dets klima og miljømæssige påvirkninger. Figur 1 , viser et lægemiddels livscyklus, som inkluderer både produktion, forbrug og bortskaffelse. Lægemidlernes klima og miljø aftryk Et lægemiddels klima aftryk refererer til den samlede mængde drivhusgasser, der udledes i forbindelse med dets livscyklus. Et lægemiddel sætter også et miljø aftryk, som dækker over lidt bredere miljø påvirkninger, end et klimaaftryk, herunder forurening af vand og jord, samt effekter på økosystemer og biodiversitet. Effekterne opstår, når lægemiddelrester diffunderer ud i miljøet, typisk via spildevandet. Klima- og miljøaftryk inkluderer faserne produktion, transport, anvendelse, forbrug og bortskaffelse af lægemidlet, som er illustreret i figur 1 . Klimaaftrykket kan beregnes på forskellige måder. Det mest brugte i sundhedssektoren, er aktuelt det man kalder en ”top down analyse”, hvor aftrykket (CO2-aftrykket) er beregnet ud fra en monetær enhed, dvs. at det er baseret på et indkøbsbudget i monetære enheder (kr.) (6468) . I praksis vil det sige, at man tager udgangspunkt i et overordnet indkøbsbudget, og ud fra det beregner et CO2-aftryk. Metoden har både usikkerheder og udfordringer, og derfor er der efterhånden fokus på at finde andre metoder til at beregne lægemidlers klimaaftryk på. Et alternativ er en livscyklusanalyse, kaldet LCA, som kvantificerer udledningerne fra hver fase i processen, eksempelvis energi- og ressourceforbrug under produktion, transporten, brændstofforbrug, aftryk i forbrugsfasen, og affaldshåndtering (6469) . En LCA inkluderer også et miljøaftryk, og vil derfor altid være mere korrekt og retvisende at anvende, hvis man har sådan en. Desværre har alle lægemidler ikke som udgangspunkt en LCA, og derfor kan det aktuelt være svært at sammenligne lægemidlers klimaaftryk og miljøaftryk, relativt set. Der kommer dog heldigvis løbende mere evidens på dette område. Tiltag for at fremme bæredygtighed Indsatser der kører internationalt og nationalt Flere organisationer og initiativer arbejder allerede på at fremme bæredygtighed inden for sundhedsvæsenet. Bl.a. findes der den internationale organisation Health Care Without Harm Europe , en organisation, der arbejder for at reducere sundhedsvæsenets klimaaftryk og fremme miljøvenlige løsninger i Europa. National Health Service, NHS i England var et af de første lande, der var ude og sætte krav og ambitioner om at opnå en mere bæredygtig sundhedssektor. De har en specifik ambition om, at de skal opnå klimaneutralitet. Samme mål har Danske Regioner lanceret i starten af 2024, via deres strategi Grønne Hospitaler (6470) . Lægemiddelindustriforeningen, LiF (6471) , Industriforeningen for Generiske og Biosimilære Lægemidler, IgL (6472) , og Foreningen for Parallelimport af Medicin, FPM, har politikker og strategier for, hvorledes der fremadrettet kan arbejdes mod mere bæredygtig medicin. Amgros bidrager også til indsatsen, og har indført kriterier i grønne udbud, der tager miljøhensyn i betragtning (6473) . Grøn Praksis (6474) , som er forankret under Dansk Selskab for Almen Medicin er med til at skubbe almen praksis i en mere bæredygtig retning. Læger for Klimaet (6475) er en forening bestående af læger og andre, som ønsker at oplyse og medvirke til den grønne omstilling af sundhedsvæsenet. Hvad kan du selv gøre? Særlige hensyn. Orienter dig, om der er særlige hensyn til det lægemiddel der udskrives, hvad angår klima og miljø, fx via feltet Klima og Miljø på præparatbeskrivelserne på Medicin.dk. Affaldssortering. Udfør korrekt affaldssortering, og aflever ubrugt medicin på primær apotek, eller send til destruktion ved medicinaffald. Husk at frasortere pap og plastisk fra lægemiddelfraktionen. Informer patienterne om, at lægemidler ikke skal smides ud i restaffald i husholdningen, og det må ikke smides i toilettet. Læs også artiklen Medicinrester og -affald . Mindste lægemiddelpakning. Ordinerende læge bør udskrive små startpakninger, hvor det er muligt, og tilpasse pakningsstørrelsen til behandlingsvarighed og behov (mængde). Eksempler på yderligere indsatser Inhalationsmedicin Mange inhalatorer bruger drivgasser med høj global opvarmningspotentiale (GWP). Skift til mere miljøvenlige inhalatorer, som fx pulverinhalatorer, dette vil reducere udledningerne betydeligt (6476) . Anæstesigasser Gasser som desfluran og sevofluran har en stor klimabelastning. Desfluran er den mest forurenende anæstesigas, og der er ikke tungtvejende kliniske fordele i at anvende desfluran i stedet for den mere klimavenlige gas sevofluran. I Danmark er brug af desfluran aktuelt udfaset i alle regioner (6477) . Lattergas Bruges ofte i fødsler og kirurgi, men har en betydelig klimabelastning. Nogle regioner har investeret i lattergas destruktorer, som neutraliserer lattergas til en klimaneutral form. Herudover arbejder man med at se på hvorledes lattergasforbruget evt. vil kunne reduceres, uden at gå på kompromis med patienters behov for smertedækning (6478) . Orale lægemiddelformer i stedet for intravenøst administrerede Der er i litteraturen begyndt at komme eksempler på, at en behandlings klimaftryk reduceres væsentligt ved at ordinere oralt i stedet for intravenøst. Fx på Changi General Hospital blev en vejledning for oral paracetamol implementeret i oktober 2018 for at reducere omkostninger og miljøpåvirkning i forbindelse med operationer. Alle voksne elektive patienter fik 1 gram oral paracetamol før operationen. Implementeringen af interventionen resulterede i en reduktion af intravenøs paracetamolbrug fra 30,4 % til 16,7 %, hvilket svarerede til et årligt besparelse på cirka 3.000 flasker. Miljømæssigt medførte det en reduktion i de årlige CO2-ækvivalente emissioner fra 194,3 kgCO2e til 100,3 kgCO2e pr. 1.000 operationer. Derfor kan det være en god ide at overveje om en ordination kan foretages oralt i stedet for intravenøst hvor muligt. Genanvendelse af ubrugte lægemidler Et hollandsk studie kaldet ROAD studiet, gik ud på at bede udvalgte patientgrupper om at tilbagelevere ubrugt medicin. Medicinen blev udleveret i forseglede poser med en temperaturlogger, så det ifm. returnering var muligt at kvalitetstjekke medicinen ift. bl.a. udseende, uåbnet tilstand, holdbarhedsdato og korrekt opbevaring inden for temperaturgrænserne for den pågældende medicin. Ved returnering til sygehusapoteket gennemgik den indleverede medicin et kvalitetstjek. Herefter kunne medicinen genudleveres til nye patienter. Deres resultater viste en reduktion på 68 % af spildt medicin (som udgjorde 2,4 % af de samlede udleverede lægemiddelomkostninger i undersøgelsen) og en gennemsnitlig årlig nettobesparelse på mindst 576 € (2021 US $682) pr. inkluderet patient (6479) . Returpen Returpen-projektet som køres af en række medicinalfirmaer i fællesskab med apoteker og regioner, er en bæredygtighedsindsats, der sigter mod at reducere miljøpåvirkningen fra brugte insulinpenne. Initiativet indebærer indsamling og genanvendelse af de materialer, der anvendes i penne, såsom plast, i stedet for at lade dem ende som affald. Projektet er en del af en ambition om at fremme cirkulær økonomi og minimere virksomhedernes klima- og miljø-aftryk. Ved...)
Lægemidler og graviditet (...ved anvendelse af lægemidler generelt, såvel som for specifikke lægemidler, under graviditeten er ude af proportion med faktuelle dokumenterede forhold (5667) . Nyere danske data viser dog en klart bedre overensstemmelse mellem faktuelle forhold og risikoopfattelse blandt sundhedsprofessionelle. Blandt 175 speciallæger i gynækologi og obstetrik (hele Danmark) og 177 praktiserende læger (i Region Syd), var der relativt beskedne forskelle i opfattelsen af risici og faktuelle forhold for 10 almindeligt anvendte lægemidler. Blandt gravide viste et norsk internetbaseret spørgeskemastudie blandt > 8.000 gravide fra 18 lande i 2014 et uændret væsentligt misforhold mellem opfattelse af risiko og faktuel risiko (5667) (5668) . Baggrundshyppighed af uønskede hændelser Baggrundshyppigheden af medfødte misdannelser og andre uønskede graviditetsudfald som spontan abort, for tidlig fødsel og lav fødselsvægt er ikke præcist beskrevet. Frekvensen af medfødte misdannelser i Danmark synes svagt stigende, uden at årsagen er klar, men en væsentlig komponent er formentlig en bedre registrering (5653) . For praktiske forhold kan det antages, at hyppigheden af medfødte misdannelser i populationen er 5 %, og at spontanabortfrekvensen i Danmark er ca. 15 %. Nyere tal med en mere stringent definition af major misdannelser (se nedenfor) reducerer baggrundshyppigheden til ca. 3 % i henhold til opgørelser fra European Surveilliance of Congenital Abnormalities, EUROCAT. En del misdannelser erkendes først i løbet af de første leveår; dette gælder fx nogle kardielle misdannelser og funktionelle påvirkninger af centralnervesystemet. Det er uklart, i hvilket omfang medfødte misdannelser kan tilskrives anvendelse af lægemidler under graviditeten, men de udgør utvivlsomt kun en mindre del af alle misdannelser. Definitioner Ved en teratogen effekt (teratos er græsk for monster) forstås en strukturel udviklingsdefekt hos fostret. Disse kan klassificeres som minor eller major , hvor major misdannelser typisk er karakteriseret ved at medføre en livstruende tilstand, større kirurgiske indgreb eller væsentlige, varige handicap. Opdelingen er præciseret i forskellige internationale registre, fx det europæiske EUROCAT -samarbejde. En funktionel udviklingsdefekt er typisk relateret til CNS-defekter med varierende grader af mental retardering og hæmmet psykosocial udvikling. Ud over disse klassiske teratogene påvirkninger er interessen for andre uønskede påvirkninger, som kan medføre en øget risiko for spontan abort, lav fødselsvægt og tidlig fødsel, stigende. Der forskes også i mulige langtidseffekter; fx er der stor interesse for psykosocial udvikling hos børn, som har været eksponeret for psykofarmaka og andre CNS-aktive lægemidler under graviditeten. Faktorer af betydning for fosterpåvirkning Tidspunktet for eksponering for lægemidlet er den vigtigste risikofaktor for skadelig påvirkning af fosteret. Organogenesen finder især sted i 3.-10. graviditetsuge, og fosteret vil i denne periode være mest følsom for påvirkninger, som kan medføre strukturelle misdannelser. Dosis er af stor betydning. Såvel humane data fra thalidomidbehandlede kvinder, som data fra dyreforsøg tyder konsistent på en dosisafhængig toksicitet, som dog ikke nødvendigvis er lineær. Lægemidlets farmakodynamiske karakteristika og varigheden af eksponeringen er andre betydende faktorer. De mest potente teratogene lægemidler som thalidomid og tretinoider resulterer i alvorlige misdannelser hos ca. 35 % af 1. trimester-eksponerede fostre. Konsekvenserne af lægemiddelpåvirkning meget tidligt i graviditeten er der meget lidt faktuel viden om. Det antages, at en betydelig toksisk påvirkning er uforenelig med embryomets overlevelse.; en såkaldt all-or-nothing periode, som arbitrært angives til at omfatte de første 14 dage efter konceptionen. Resultatet vil være meget tidlig fosterdød og spontan abort, men da graviditeten oftest ikke er erkendt på dette tidspunkt, vil det typisk gå upåagtet hen. Eksponering under uopdaget graviditet Medicin.dk's tekster vedrørende graviditet er primært rettet mod situationer, hvor det overvejes, om et lægemiddel skal ordineres under en kendt graviditet. Her har risikovurderingen et alment profylaktisk perspektiv, og beslutningen om ordination beror på en afvejning af den forventede nyttevirkning over for den mulige risiko. Ved rådgivning af kvinder, som har indtaget lægemidler under en uopdaget graviditet, tager risikovurderingen udgangspunkt i en række forhold omkring det enkelte individ. En vurdering af graviditetslængden på tidspunktet for medicinindtagelsen og dosisstørrelse er vigtige for en vurdering af størrelsesorden og art af den risiko, som antages at være forbundet med den aktuelle påvirkning. Tilstedeværelse af andre faktorer, kvindens fertilitet og graviditetsønske samt mulighederne for relevant prænatal diagnostik kan være betydningsfulde aspekter at inddrage ligesom en vurdering af niveauet for den risiko, som er acceptabelt for kvinden. Eksposition for lægemidler tidligt i graviditeten bør kun undtagelsesvis - typisk ved eksponering for isotretinoin og acitretin - inddrages i overvejelser vedrørende svangerskabsafbrydelse. Datakilder og datakvalitet Mængden af tilgængelig viden om de enkelte lægemidlers skadelige virkninger under graviditet varierer meget, afhængig af lægemidlets indikationsområde og af, hvor længe det har været markedsført. Kasuistiske meddelelser har kun begrænset signalværdi og ingen kausal værdi, og brugbare data om lægemiddeleksposition og graviditetsudfald må derfor i alt overvejende grad tilvejebringes gennem epidemiologiske studier. Kohorteundersøgelser, case-kontrolundersøgelser og systematisk pharmacovigilance kan give værdifulde oplysninger. Ingen af disse metoder er imidlertid ideelle, og den videnskabelige kvalitet af data vil typisk variere meget. De databaser, som ligger til grund for epidemiologiske studier, er af varierende kvalitet både med hensyn til dækningsgrad og validiteten af data for såvel eksponering som registrering af uønsket fosterpåvirkning. Desuden ses metodologisk variation forskergrupperne imellem, således at sammenligning af selv to gode farmakoepidemiologiske studier kan være vanskelig. I vurderingen vil der derfor også indgå data, hvor der fx kan rejses tvivl om den anvendte lægemiddeldosering og eksponeringens varighed. Der indgår også upublicerede (men typisk offentligt tilgængelige) data fra fx det svenske fødselsregister, Janusinfo , forskellige internationale misdannelsesregistre (specielt for antiepileptika og antiretrovirale lægemidler ) og upublicerede store kohorter som Michigan Medicaid (refereres i Briggs (3878) ). En videnskabelig rigoristisk tilgang til data vil betyde, at den behandlende læge i langt de fleste situationer vil stå uden et meningsfyldt beslutningsgrundlag vedvalg af lægemiddel til en gravid patient. Den samlede datamængde repræsenterer således et vist nødvendigt kompromis mellem kvalitet og kvantitet. Den prædiktive værdi af reproduktive dyreundersøgelser er ukendt, og fortolkningen af disse er ganske kompleks. Resultater fra dyreforsøg indgår derfor som hovedregel ikke i Medicin.dk's vægtning af data. Bivirkningsindberetninger I de danske mediers fokus på dette emne gennem de senere år har enkeltsager og indberettede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen spillet en meget synlig rolle. Det synes meget vanskeligt at formidle det faktum, at et sammenfald af hændelser (lægemiddelbehandling under graviditet og uønsket fosterpåvirkning) ikke siger noget om en eventuel kausalitet. Det er vigtigt at forholde sig til denne type af data og gøre sig klart at: indberetning er en vigtig signalkilde for sjældne og alvorlige hændelser, fortolkningsmæssigt skal disse data altid sættes i perspektiv: Øvrig tilgængelig datamængde Baggrundshyppighed af uønsket fosterpåvirkning Forbrug af lægemidlet blandt gravide Komorbiditet bivirkningsindberetning om formodede medfødte misdannelser er lovpligtig for læger, den enkelte læge skal indberette alene på formodning (mistanke) og skal ikke tage beslutning om graden af kausalitet. Risikoestimat Ved anvendelse af historiske data for baggrundsfrekvensen af uønsket fosterpåvirkning kan man groft estimere at: 200 1. trimester-eksponerede giver en god sikkerhed (80 % styrke og 5 % signifikansniveau) for, at den reelle risiko ikke er mere end 3 gange højere end baggrundsrisikoen. 700 1. trimester-eksponerede giver en god sikkerhed (80 % styrke og 5 % signifikansniveau) for, at den reelle risiko ikke er mere end 2 gange højere end baggrundsrisikoen. Dette er bevidst valg...)
Matrem urt (...ved migræne. Evidens for virkning Der har været stærke forlydender om at Matrem plantens blade, måske især når indtaget som et tørret pulver, skulle have effekt på migræne. Den første bedre artikel desangående kan læses i the Lancet, datidens måske højest renomerede lægetidsskrift, hvor man i 1988 kunne læse, at der i blindet undersøgelse var påvist reel effekt mod hyppigheden af migræne anfald, ved at anvende matrem (6015) . I 1998 publicerer Palevitch et al., der anvendte et ekstrakt fra matrem blade, at der var effekt både hvad angik smerter og de symptomer, der normalt er relateret til migræne så som kvalme, opkast og støjfølsomhed (6016) . Den artikel følges op af Pfaffenrath et al., i 2002 der oplyser, at matrem kunne begrænse hyppigheden af migræneanfald, dog kun i en prædefineret subgruppe (6017) . En systematisk oversigtsartikel fra 2004 af Pittler og Ernst (6018) konkluderer, at 5 studier på i alt 343 patienter ikke tilstrækkeligt bekræfter, at matrem skulle være bedre end placebo, når man vurderer hyppighed og alvor af migræneanfald, men at der ikke er sikkerhedsproblemer ved at anvende produktet. En bredt systematisk oversigtsartikel (6019) klargør i 2011, at de aktive bestanddele i matrem er terpenlactoner den vigtigste måske parthenolid (findes kun i bladene). Visse terpen lactoner hæmmer blodpladers (trombocytters) frisætning af serotonin og kan måske forklare matrems moderate trombocythæmmende effekt. Andre potentielle aktive indholdsstoffer kan være flavon glycosider. Den seneste originale publikation, der er tilgængelig, er fra 2015, og man tester et ekstrakt produceret fra en plante, der avles i Iran. Der påvises effekt (6020) , men det er mindre relevant i aktuelle sammenhæng, da det produkt der er tilgængelig i Danmark formentlig er produceret fra andre plantetyper end den iranske, og er baseret på tørrede planter - ikke ekstraktion. Det seneste tilgængelige større skrift vedrørende matrem er en Cochrane Database Systematisk Review, ligeledes fra 2015 (6021) . En mindre dobbelt-blindet, placebo-kontrolleret undersøgelse fra 2021 beskriver, at kombinationen af Matrem blade og Salix Alba synes at have moderat effekt ved migraine (6736) . Konklusionen fra den store artikel fra 2015 der er baseret på 561 patienter er, at der kan være en mindre forskel til fordel for matrem hvad angår hyppighed af migræne anfald. Denne forskel er angivet til 0,6 anfald pr. måned, hos patienter, der har mere end 4 anfald pr måned. Der synes ikke at være signifikante forskelle på intensitet og varighed af migræneanfald ej heller symptomer så som kvalme og opkast, når matrem og placebo sammenlignes. Den seneste artikel fra 2021, der ser på Matrem i kombination med Salix Alba, finder også blot en mindre effekt. Den endelige konklusion draget ud fra den citerede litteratur: på den foreliggende tvivlsomme effekt. Visse studier anvender ekstrakter andre tørrede plantedele, hvilket gør sammenligninger vanskelige. Det er også ofte svært at vurdere hvilken artstype af matrem, der er anvendt. Større og veldefinerede studier er ønskelige, og måske skal man satse på tørrede blade (pulver) i stedet for ekstrakter. Til gengæld synes der ikke at være væsentlige bivirkninger ved at anvende matrem, om end det ikke har været muligt at finde studier, der var længere end 6 måneder. Interaktioner Der er ikke rapporteret interaktioner med anden medicin eller for den sags skyld kosttilskud. Men flere steder kan man læse, at matrem har trombocythæmmende effekt, så teoretisk kunne man tro at der kunne være øget blødningsresiko ved indtagelse af matrem, hvorfor nogle advarer mod at tage matrem sammen med NSAIDs, acetylsalicylsyre, ginkgo biloba og blodfortynding (warfarin). Matrem anbefales ikke til gravide og ammende, da der ikke er data på matrems effekt hos disse. Bivirkninger Som omtalt ovenfor muligvis let øget tilbøjelighed for blødning hos særlig udvalgte patienter. Ellers er de angivne bivirkninger som ved placebo. Det anbefales, at man undlader at tage matrem, hvis man er overfølsom over for morgenfruer, brandbæger, chrysantemum og andre medlemmer af kurveblomst familien. Bloddonor Der er ikke rapporteret forsigtighed ved...)
Lægemiddeludvikling (...Ved udvikling af nye lægemidler i 70'erne og 80'erne blev man i stigende grad klar over eksistensen af subtyper og isoformer af receptorer, ionkanaler og enzymer i forskellige organer. Dette førte til lægemidler med færre bivirkninger, idet man mere specifikt kunne ramme det syge organ. Den selektive H 2 -receptorantagonist, cimetidin (afregistreret), og den selektive adrenerge β 2 -receptoragonist, salbutamol , er klassiske eksempler på denne udvikling. I begyndelsen af 80'erne blev klonet DNA for de første receptorer, ionkanaler og enzymer isoleret. Hermed blev den molekylære farmakologi født, og ved hjælp af nye biokemiske assays kunne man profilere nye stoffers subtypeselektivitet med hidtil uset præcision og hastighed. I løbet af 90'erne blev disse biokemiske metoder udviklet yderligere, og man udviklede high-throughput screening assays (farmakologiske assays med høj kapacitet), hvor tusindvis af stoffer kunne testes om dagen. DNA-sekventering High-throughput DNA-sekventering (DNA-sekvensbestemmelse) åbnede for mulighed for sekventering af hele genomer, hvilket bl.a. har ført til sekventering af en række vigtige patogene mikroorganismer og parasitter. Denne udvikling kulminerede i 2001 med den endelige afdækning af det humane genom. Siden er genomerne for mus og rotter blevet afdækket, hvilket især har betydning i lægemiddeludvikling pga. deres udbredte anvendelse som forsøgsdyr. Alle disse genomsekvenser har medført identifikation af utallige nye potentielle lægemiddel- targets. En af de største udfordringer i dag er at identificere de rigtige targets - dvs. dem, der er involveret i en given sygdom, og som samtidigt kan påvirkes farmakologisk. Denne proces kaldes target-identifikation og -validering . Target-identifikation og -validering Der er udviklet en lang række teknologier, som kan hjælpe med at identificere og validere nye lægemiddel- targets . Nedenfor er et lille udvalg beskrevet nærmere. For sygdomme, der er karakteriseret ved mutation af ét enkelt gen, har man haft stor succes med at identificere genet, men disse teknikker står i dag over for den store udfordring at identificere den genetiske årsag til multifaktorielle sygdomme som fx astma og diabetes . Det er langt mere kompliceret - ikke mindst fordi fx miljø og livsstil også spiller en rolle. DNA-sekventering er efterhånden blevet så billig, at man nu rutinemæssigt sekventerer hele eller dele (typisk exomet - den kodende del af genomet) af genomet fra fx raskt og sygt væv i kræftpatienter og derigennem finder de specifikke mutationer, der har givet anledning til kræftsvulsten. Desuden kan man sekventere store patientpopulationer og derigennem finde mere sjældne DNA-variationer som årsag til mere komplekse sygdomme. I dag er der således offentligt tilgængelige databaser med exom/helgenom-data på over 100.000 mennesker, som kortlægger den genomiske variation. Epigenetik Epigenetik er arvelige forandringer som er modificerbare, men ikke ændrer den grundlæggende DNA-sekvens, hvilket kan føre til ændringer i genekspression. De seneste år har der været stærkt stigende fokus på epigenetiske forandringer som årsag til sygdom. Dette kan fx foranlediges via reversible modifikationer af DNA'et eller de proteiner, som DNA'et er pakket omkring (histoner). Genetisk modifikation af mus En anden udbredt teknik er genetisk modifikation af mus. Oprindeligt blev teknikken udviklet til at fjerne specifikke gener fra musens genom, hvorved man fik fremstillet knock-out mus, men siden har man bl.a. udviklet teknikken, så man fx kan indføre mutationer i musen, såkaldte knock-in mus, og dermed efterligne mutationer fundet i mennesker. Disse genetiske modifikationer har været med til at afdække den fysiologiske funktion af en lang række gener, og samtidigt har de ofte kunnet indikere, om generne var involveret i udviklingen af sygdom og dermed kunne være lægemiddel -targets . De ændringer blev oprindeligt indført via homolog rekombination, der var tidskrævende og begrænset til anvendelse i mus. CRISPR De sidste par år har en ny gen-editeringsteknik, kaldet 'CRISPR/Cas9' revolutioneret mulighederne for genetisk modifikation, idet den er meget hurtigere og kan anvendes på mange flere arter inkl. rotter, grise og mennesker. Man kan således nu indføre genetiske modifikationer i vigtige dyremodeller og potentielt lave genterapi baseret på CRISPR/Cas9-teknikken. Teknikken er endnu så ny, at der ikke er udviklet lægemidler baseret på den, men den har allerede ført til nye vigtige dyremodeller og den første genmodifikation i mennesker i Kina, som dog har ført til store etiske diskussioner. De fleste anser stadig teknikken for at være for præmatur til anvendelse til genterapi, idet CRISPR/Cas9 ikke er 100 % præcis og således kan medføre utilsigtede mutationer. RNA-interrerens En anden nyere teknik er anvendelse af RNA-interferens (RNAi) til at nedregulere ekspressionen af specifikke gener. I praksis kan man enten indgive korte RNA-sekvenser (siRNA) i celler, væv eller hele dyr, eller man kan lave knock-down mus, hvor cellerne i et givet væv modificeres, så de selv udtrykker den korte RNA-sekvens. På samme vis som en knock-out mus kan man hermed fjerne/nedregulere ekspressionen af et givet gen og herefter få indsigt i dets fysiologiske funktion og terapeutiske potentiale. En tilsvarende teknik baseret på DNA 'anti-sense ' kan også anvendes til at reducere udtrykket af et gen ved at indgive nukleotidsekvenser, der er komplimentære til en del af DNA-sekvensen på det gen, man gerne vil ramme. Typisk anvendes modificerede nukleotider som 'locked nucleic acid' (LNA) og ' peptide nucleic acid' (PNA), der har bedre egenskaber end DNA; såsom større resistens for at blive nedbrudt af nukleaseenzymer. mRNA-vacciner mRNA-vacciner er udviklet med en ny ikke-infektiøs vaccineteknologi og indeholder hverken aktivt eller inaktivt virus. COVID-19 vaccinen, Comirnaty (Pfizer/BioNTech) er mRNA-vacciner, se COVID-19 . Transcriptomics og proteomics I de seneste år har transcriptomics og proteomics også fundet anvendelse ved target- identifikation. Førstnævnte teknologi måler indholdet af mRNA i et givet væv ved hjælp af fx genchips , og sidstnævnte teknologi bestemmer vævets indhold af proteiner. Ved at sammenligne raskt og sygt væv kan man således undersøge, hvilke gener der op- eller nedreguleres, hvilket kan indikere, at de er involveret i sygdommen og dermed potentielt er lægemiddel -targets . Disse og andre -omics-teknologier har ført til akkumulering af enorme datasæt ('Big data'), som man i stigende grad bruger i 'Articifical Intelligence (AI)' og 'Machine learning' computerteknikker til at analysere. Validering af targets Der er dog langt fra at vise, at et target er involveret i en given sygdom, til at vise, at det også kan anvendes terapeutisk. Validering af et target vil således ofte indebære, at man udvikler et stof med den ønskede farmakologiske virkning på det pågældende target og efterfølgende viser, at det har den forudsagte terapeutiske virkning i en dyremodel for sygdommen. Her står man dog ofte over for det problem, at man langt fra altid har en god dyremodel, der præcist svarer til sygdommen i mennesker. Et andet problem er forskel i fx farmakokinetik og -dynamik mellem dyremodellen og mennesker. Den endelige validering af et nyt target får man først, når det nye stof har været afprøvet hos mennesker i kliniske forsøg. Lægemiddelmodaliteter Small molecules Small molecules er lavmolekylære kemiske forbindelser, typisk med en molekylvægt under ca. 900 Da. De passerer ofte cellemembraner via passiv diffusion og interagerer med intracellulære eller membranbundne proteiner, såsom enzymer, receptorer eller ionkanaler. Virkningsmekanismen består typisk i selektiv binding til et biologisk target, hvorved enzymaktivitet eller signal transduktionen enten inhiberes eller aktiveres. Small molecules syntetiseres som regel ved kemisk syntese og udgør en stor andel af konventionelle farmaceutiske præparater, blandt andet inden for behandling af infektionssygdomme, metaboliske sygdomme og cancer. Deres relativt lille størrelse, kemiske stabilitet og gunstige farmakokinetiske egenskaber muliggør ofte oral administration. Peptider Peptider som lægemidler er korte kæder af aminosyrer, der fungerer som biologisk aktive molekyler med høj specificitet over for deres molekylære mål, såsom receptorer, enzymer eller signalproteiner. De anvendes terapeutisk til at efterligne eller modulere kroppens egne peptidhormoner og signalmolekyler og spiller en vigtig rolle i behandling af blandt andet metaboliske sygdomme, hormonelle lidelser og visse former for cancer. Peptidbaserede lægemidler er karakteriseret ved høj målselektivitet og relativt lav toksicitet, men deres kliniske anvendelse kan være begrænset af lav stabilitet over for enzymatisk nedbrydning samt begrænset oral biotilgængelighed. Derfor administreres de ofte parenteralt fx via subkutan eller intravenøs injektion. Antistoffer Antistoffer som lægemidler er biologiske behandlinger baseret på monoklonale antistoffer, som er designet til selektivt at binde til specifikke antigener, typisk proteiner på celleoverflader eller opløste signalmolekyler. Ved denne binding kan antistofferne enten blokere biologiske signalveje, neutralisere sygdomsfremkaldende molekyler eller markere celler til destruktion via immunsystemet. Antistofbaserede lægemidler anvendes bredt inden for behandling af blandt andet cancer, autoimmune sygdomme og inflammatoriske tilstande. De produceres typisk ved rekombinant DNA-teknologi i levende cellekulturer og karakteriseres ved høj målselektivitet, men også ved relativt stor molekylestørrelse, hvilket ofte nødvendiggør parenteral administration fx via intravenøs eller subkutant injektion. Udvælgelse af potentielle lægemiddel-hits Første skridt i moderne lægemiddeludvikling er altså udvælgelse af target , og herefter vil man normalt identificere hits - dvs. stoffer, der har den ønskede farmakologiske virkning - såsom at aktivere eller hæmme proteinet. I langt de fleste tilfælde vil man få adskillige hits ud af en screening. Denne kan så optimeres ved medicinalkemi, hvor den kemiske struktur ændres systematisk og sammenholdes med farmakologiske og andre biologiske parametre som fx farmakokinetiske og toksikologiske egenskaber (kaldes ofte for ADME-Tox: A bsorption, D istribution, M etabolism, E xcretion and Tox icology). ADME-Tox-karakteriseringen accelererede især efter, at undersøgelser viste, at mange stoffer fejlede i klinikken pga. manglende biotilgængelighed eller uventede bivirkninger. Problemet i begyndelsen af den nye æra var, at man nu kunne identificere langt flere stoffer, end man efterfølgende kunne karakterisere mht. ADME-Tox-egenskaber. Dette har ført til udvikling af langt mere effektive in vitro- tests. Denne udvikling har således gjort det muligt at frasortere problematiske stoffer, inden de dyre og langsomme prækliniske og kliniske faser påbegyndes. Computerprogrammer For at forbedre hit -identifikation og -optimering samt ADME-Tox-karakterisering arbejdes der ihærdigt med udvikling af computerprogrammer, der kan forudsige, hvordan et kemisk stof binder til sit target og dets farmakokinetiske og toksikologiske egenskaber. Sådanne programmer bruges i stigende grad i forbindelse med udvælgelse og optimering af potentielle lægemiddel-hits. De computermæssige forudsigelser er i de seneste år blevet forbedret betragteligt af et stigende antal tredimensionelle strukturer af de proteiner, som stofferne binder til, opnået ved en teknik kaldet røntgenkrystallografi. De samlede data fra in vitro testningen vil føre til udvælgelse af nogle få lægemiddelkandidater, som vil gå videre i den prækliniske udvikling. Præklinisk og klinisk lægemiddeludvikling Formålet med den prækliniske udvikling er at nå frem til én lægemiddelkandidat, som kan bringes i human klinisk testning via en Investigational New Drug (IND)-ansøgning til myndighederne. Denne prækliniske udvikling vil typisk omfatte dele af de tidligere nævnte in vitro studier og herudover farmakologiske og ADME-Tox studier in vivo i dyremodeller. Herudover vil man undersøge, hvordan lægemiddelstoffet bedst produceres i den nødvendig kvantitet og kvalitet, hvordan det bedst formuleres til et lægemiddel, og dets stabilitet. Især de kroniske toksikologistudier in vivo er langvarige, så den prækliniske udvikling tager typisk 1-5 år at gennemføre. Formålet med den efterfølgende humane kliniske afprøvning er at kortlægge lægemidlets sikkerhed og effekt mod sygdommen. Denne afprøvning er inddelt i tre kliniske faser: Fase 1 Udføres typisk på et mindre antal (20-80) raske forsøgspersoner eller patienter i stigende doser med henblik på at kortlægge den humane farmakokinetik og maksimale dosis, og indlede undersøgelser af lægemidlets sikkerhed i mennesker. Fase 2 Udføres typisk på nogle få hundrede patienter for at undersøge lægemidlets effekt mod sygdommen og etablere dosis til anvendelse i den efterfølgende store fase 3-undersøgelse. Det stigende antal personer og den længere behandlingsvarighed i forhold til fase 1 gør det muligt at kortlægge mere sjældne bivirkninger. Fase 3 Udføres typisk på nogle få tusinde patienter med det formål at bestemme lægemidlets effekt mod sygdommen, dets sikkerhed/bivirkninger og sammenligne det med den nuværende standardbehandling. Hvis alt går vel, fører den humane kliniske afprøvning til en New Drug Application (NDA) hos myndighederne og deres godkendelse af lægemidlet til markedsføring. Læse mere om godkendelse og kontrol hos Lægemiddelstyrelsen . Fase 4 Den kliniske udvikling tager typisk 2-10 år og efterfølges normalt af en fase 4-undersøgelse, hvor lægemidlets effekt og sikkerhed følges post-marketing for at optimere dets brug og monitorere fx forekomsten af sjældne bivirkninger . Man vil efterfølgende ofte afprøve lægemidlet mod andre sygdomme, hvor samme target er involveret, for dermed at udvide dets indikationsområde. Dette sparer mange ressourcer/tid i forhold til udvikling af et helt nyt lægemiddel, idet man ofte vil kunne genbruge de prækliniske og fase 1-studier og gå direkte til at teste lægemidlet i fase 2 mod den nye sygdom. Optimering af den kliniske fase i lægemiddeludviklingen Der er fokus på at optimere den kliniske fase, da det er den absolut dyreste del af lægemiddeludviklingen. Der er meget at vinde ved bl.a. at reducere antallet af stoffer, der fejler. Kun ca. 10 % af de stoffer, der starter i fase 1-studie, ender med at komme på markedet, og jo længere de når, inden de fejler - jo dyrere er det. Der er øget fokus på individuelt tilpasset lægemiddelbehandling. Ved hjælp af pharmacogenomics får man i stigende grad mulighed for at korrelere lægemidlernes virkning/bivirkning til hver enkelt patients genetiske profil. Man vil således kunne redde et lægemiddel, der fx ikke har vist effekt i fase 3-studierne, ved at genanalysere data og sammenholde resultaterne med patienternes genetik. Eksempler på denne strategi er trastuzumab ( Herceptin® ), der kun har effekt hos brystkræftpatienter med overudtryk af HER2-receptoren, og et kombinationspræparat med hydralazin og isosorbiddinitrat (godkendt i USA), der kun har vist effekt mod hjertesvigt i sorte befolkningsgrupper. Disse lægemidler ville ikke have vist effekt i en blandet patientpopulation, og firmaerne har således reddet deres lægemiddel gennem godkendelsen. Bagsiden er, at man herved...)
Glukokortikoider (Odontologisk medicinvejledning) (...Ved symptomgivende mundslimhindelidelser er det vigtigt med korrekt diagnostik og udelukkelse af malignitet og sekundær infektion inden behandling med glucokortikoider. Optimal mundhygiejne (instruktion og opfølgning, evt. suppleret med høj-fluorid tandpasta og kortvarig behandling med klorhexidin), eliminering af skarpe kanter og optimal protesetilpasning giver det bedste udgangspunkt for symptombehandling af mundslimhindelidelser. Ofte vil symptombehandling af mundslimhindelidelser være en specialistbehandling. Reduktion af postoperative gener Præoperativ glukokortikoidbehandling kan reducere trismus og hævelse postoperativt ved større kirurgiske indgreb (6878) . Præparatvalg Mundslimhindelidelser Lokalbehandling af mundslimhindelidelser med glukokortikoider er at foretrække frem for systemisk behandling pga. mindre risiko for systemiske bivirkninger. Der findes ingen lægemidler på det danske marked, der er registreret til lokalbehandling af mundslimhinden, hvorfor off-label behandling er eneste mulighed. Tandlægen kan ordinere lægemidler uden for lægemidlets sædvanlige anvendelse, off-label ordination, fx fluocinolonacetonid-gel , hvis der er indikation. Indikation og anvendelse skal anføres på recepten (6218) (6219) . Gel-formuleringer er lettere at få til at adhærere til den fugtige mundslimhinde end creme og salve. Reduktion af postoperative gener Systemisk glukokortikoidbehandling kan være indiceret ved...)
Mukomimetika (Odontologisk medicinvejledning) (...ved eksamen. Hvis fornemmelsen af mundtørhed varer ved og måske også forværres, kan det være tegn på sygdom, systemisk eller oral, og/eller bivirkning til farmakologisk behandling. Det er således vigtigt at årsagen udredes (6369) (5776) (5775) . Mundtørhed opstår som følge af nedsat spytsekretion og/eller ændringer i spyttets sammensætning. Forud for behandling af mundtørhed er det relevant at bestemme, om patienten har resterende funktionelt spytkirtelvæv, da dette oftest vil kunne stimuleres, og derfor være afgørende for behandlingsmulighederne (2394) . Det kan gøres ved sialometri, hvor der foretages måling af både den ustimulerede og den tygge-stimulerede spytsekretionshastighed (2393) . Patienter som har tilbageværende funktionelt spytkirtelvæv, hvilket betyder, at de kan producere spyt ved måling af den stimulerede helspytsekretion, har ofte gavn af produkter, der kan stimulere spytsekretionen. Det kan være sukkerfrit tyggegummi (mastikatorisk stimulation) og pastiller, sugetabletter mv. med smag (gustatorisk stimulation). Behovet for stimulation er individuelt, men generelt anbefales kortvarig stimulation, dvs. ca. 5 minutter én gang i hver vågne time. Medicinbivirkning Xerostomi (den subjektive følelse af mundtørhed) og hyposalivation (patologisk lav spytsekretion målt ved sialometri) er hyppige bivirkninger ved en lang række lægemidler fra flere forskellige terapeutiske grupper, fx antipsykotika, antidepressiva, diuretika, antihistaminer, antihypertensiva og syrepumpehæmmere. Desuden kan polyfarmaci medføre xerostomi og/eller hyposalivation (5775) (3022) . Sygdom En lang række sygdomme er forbundet med xerostomi og/eller nedsat spytsekretion, især ved Sjögrens syndrom, diabetes (dysreguleret), depression og stresstilstande (5776) . Patienter, som er eller har været i kræftbehandling, har også ofte akutte og kroniske orale problemer, herunder xerostomi og hyposalivation (5777) . Livsstilsfaktorer Overdreven indtagelse af kaffe, te eller alkohol samt tobaksrygning kan forværre mundtørhedsfølelsen. Dehydrering kan også medføre xerostomi og hyposalivation. Orale komplikationer Patienter med vedvarende nedsat spytsekretion har ofte problemer ved tale pga. tørre slimhinder og ved fødeindtagelse (tygning og synkning). Smagsoplevelsen kan også være forringet. Desuden kan mundslimhinden blive mere følsom, og der kan opstå problemer med sviende og brændende mundslimhinder . Klinisk ses typisk øget cariesforekomst, oral candidose og mundslimhindeforandringer i form af fissurering og depapillering af dorsum linguae (2393) (5776) . Det er væsentligt at informere patienten om sammenhængen mellem nedsat spytsekretion og den øgede risiko for at udvikle orale sygdomme. Særlige fokusområder Der er ofte behov for intensiveret instruktion i opretholdelse af optimal mundhygiejne. Ligeledes kan der være behov for kostrådgivning samt hyppigere kontrol og tandrensning hos tandlæge/tandplejer. Desuden kan der være behov for cariesprofylakse i form af daglig brug af højdosis fluoridtandpasta eller fluoridpensling med regelmæssige intervaller (2394) . Ved medicininduceret xerostomi/hyposalivation bør substitution/seponering af xerogene lægemidler overvejes i samarbejde med egen læge (2394) . Hvis der er mistanke om Sjögrens syndrom eller anden bagvedliggende sygdom, skal patienten udredes. Dette kan være en specialistopgave, men sialometri kan nemt udføres af sundhedspersonale med kendskab til proceduren (2393) (6370) . Sialometri (måling af helspytsekretion) Instrumentarium: En vægt, der måler med 2 decimalers præcision. To forvejede plastikbægere (skriv evt. vægten på hvert bæger). Et stopur. Forberedelse af patienten: Patienten må ikke have stimuleret spytproduktionen, dvs. ikke have spist, drukket, børstet tænder, tygget tyggegummi eller anvendt pastiller eller tobaksprodukter og lign. 1 time inden spytsekretionsmålingen. Patienten placeres på en stol i et uforstyrret rum. Patienten instrueres i at sidde med hovedet foroverbøjet og munden let åben under spytopsamlingen. Patienten instrueres i ikke at synke spyttet, mens spytopsamlingen foregår (synkerefleks kan ikke undgås, men spyttet må ikke synkes). Måling Den ustimulerede helspytsekretion måles over 15 minutter, hvor patienten lader spyttet løbe passivt ned i det forvejede bæger. Den stimulerede helspytsekretion måles over 5 minutter, hvor patienten tygger på et stykke sukkerfrit tyggegummi eller paraffin og med intervaller på ½-1 min. spytter ned i det forvejede bæger. Spytsekretionshastighed Efter spytopsamlingen vejes bægeret inkl. det opsamlede spyt. Vægten af bægeret fratrækkes, og spytsekretionshastigheden beregnes ved at dividere med tidsintervallet for opsamlingen; dvs. 15 min. for ustimuleret og 5 min. for stimuleret sialometri. Da 1 g spyt antages at svare til 1 ml spyt, bliver enheden for den beregnede spytsekretionshastighed ml/min. Referenceværdier for normal spytsekretion Ustimuleret helspytsekretionshastighed: 0,3-0,5 ml/min. Tygge-stimuleret helspytsekretionshastighed: 1-2 ml/min. Hyposalivation (patologisk lav spytsekretion) Ustimuleret helspytsekretionshastighed på ≤ 0,1 ml/min. Tygge-stimuleret helspytsekretionshastighed på ≤ 0,7 ml/min. Specifikke grupper af patienter med hyposalivation og tandproblemer har mulighed for at søge om tilskud til forebyggende og behandlende tandpleje via Sundhedslovens §166. Præparatvalg Der findes talrige håndkøbsprodukter til lindring af mundtørhed. Til lokalbehandling af xerostomi kan anvendes sugetabletter, mundspray, mundgel og sukkerfrit tyggegummi. Eksisterende anbefalinger for behandling af xerostomi/hyposalivation er overvejende empiriske, og der er således ikke tilstrækkelig evidens for effekten af behandling med disse produkter (2395) (6371) . Systemisk behandling med bromhexin (mykolytikum) i en dosering på 24 mg 3 gange dagligt kan forsøges hos patienter med meget sejt spyt, som opleves vanskeligt at synke. Bromhexin er kontraindiceret hos patienter med ulcushistorik. I de tilfælde, hvor stimulation af spytkirtlerne ikke giver tilstrækkelig effekt, er anvendelse af spyterstatningsprodukter ofte eneste mulighed for at lindre mundtørhedsfornemmelsen. Behandlingsvejledning Generelle anbefalinger (2394) (2395) : Instruktion i korrekt anvendelse af spyterstatningsprodukter Regelmæssig anvendelse af spyterstatningsproduktet Lindrende effekt opnås oftest tidligst efter minimum en uges korrekt brug Opmærksomhed på at præference for konsistens og smag er individuel, hvorfor afprøvning af forskellige spyterstatningsprodukter kan være nødvendig. Anbefalinger for behandling af varierende grader af xerostomi/nedsat spytsekretion (2394) (2395) : Udtalt xerostomi/hyposalivation: Produkter med høj viskositet (gel) til om natten og i dagtimer med lavt aktivitetsniveau. Der suppleres med spyterstatningsprodukter med lav viskositet (spray/mundskyl) efter behov. Moderat xerostomi/ l et til moderat nedsat spytsekretion: Produkter med lav viskositet (spray/mundskyl) anvendes i dagtimerne, og høj viskositet (gel) benyttes om natten samt i dagtimerne ved...)
Lægemidler til oral administration (...ved at synke en tablet eller kapsel. Af hensyn til doseringsnøjagtigheden skal medfølgende doseringsmål, fx bæger eller pipette, anvendes. Opløselige tabletter, dispergible tabletter og brusetabletter er lægemiddelformer, som skal opløses/opslæmmes i væske umiddelbart inden oral administration i flydende form. Hensigten med disse formuleringer er at opnå en hurtigere indsættende virkning end fra tilsvarende konventionelle orale faste formuleringer. Endvidere beregnet til personer, som har svært ved at synke en fast doseret lægemiddelform. Halvfaste orale formuleringer Som halvfaste orale formuleringer findes oral pasta eller gel, som skal synkes efter indtagelse. Faste orale lægemiddelformer Faste orale lægemiddelformer omfatter primært tabletter og kapsler og i mindre omfang anvendes pulver og granulater. For at forebygge fejlmedicinering skal medicinbrugeren nøje informeres om at tabletter eller kapsler, som emballeres enkeltvis i blisterpakning, skal udtages af den beskyttende plast-/folieemballage umiddelbart før indtagelse. Som udgangspunkt er væskeindtagelse yderst vigtig ved indtagelse af faste orale lægemidler, og postevand er førstevalg. Væskeindtagelse sikrer, at lægemidlet ikke klæber sig fast til mundhulen eller spiserøret, og at der opnås en reproducerbar frigivelse af lægemiddelstoffet ved flergangsdosering. Surt og basisk reagerende væsker, fx cola og mælk, bør ikke vælges, idet ændret pH i mavesaften kan ændre opløseligheden og frigivelsen af et ioniserbart lægemiddelstof, fx kan syreresistent overtræk opløses for tidligt. I særlige tilfælde vil det fremgå af indlægssedlen at præparatet ikke må indtages med kaffe, te eller mineralvand (med eller uden brus) fordi lægemiddelstoffet kan danne uønskede kemiske komplexer med mineraler, og disse komplexer har endnu lavere absorptionsfraktion end selve lægemiddelstoffet (fx bisfosfomater). Dog kan væskeindtagelse undlades eller i særlige tilfælde ligefrem være fordelagtig ved behandling af en given lidelse med orale faste lægemiddelformer, se 'Orale hurtigere frigivelsespræparater' nedenfor. Det er yderst vigtigt at sikre, at lægemidler, der indeholder slimhindeirriterende stoffer, ikke klæber sig fast til slimhinderne, fx skal patienten indtage i lodret position sammen med mindst 200 ml postevand, synke tabletten hel og forblive oprejst - siddende eller stående - mindst 30 minutter for at undgå slimhindeætsning. Piller er i almindelig daglig lægmands sprogbrug synonymt med de forskellige faste orale lægemiddelformer, især massebetegnelse for tabletter og kapsler. Lægemiddelformen piller var karakteriseret ved at lægemiddelstoffet var doseret i en fast kuglerund form, men anvendes ikke længere, da de er uegnede til at blive fremstillet ved maskinel masseproduktion. Konventionelle faste orale præparater Konventionelle tabletter og granulater er formuleret, så det er lægemiddelstoffets egne fysisk-kemiske egenskaber og de fysiologiske forhold på administrationsstedet/ absorptionsstedet/ virkningsstedet, der er afgørende for biotilgængeligheden af lægemiddelstoffet. Konventionelle tabletter og granulater kan være overtrukket med film eller sukker. Efter synkning skal de henfalde til mindre partikler inden for 15 minutter. Fra partiklerne frigives lægemiddelstoffet, som derpå skal gå i opløsning i mave-tarmsaften, før det enten kan absorberes eller virke lokalt. Orale hurtigere frigivelsespræparater Sammenlignet med konventionelle tabletter kan en hurtigere indsættende virkning kan opnås ved at forkorte henfaldstiden ved fx at formulere med hydrofile hjælpestoffer og et super-sprængemiddel, som let befugtes med og opløses i spyt eller vand; eller at fremstille tabletten ved frysetørring af en væske eller halvfast formulering. En smeltetablet, som lægges på tungen, skal være henfaldet/opløst inden for 3 minutter. Smeltetabletter er velegnede til brugere med synkebesvær og kan oftest synkes uden vand. Smeltetabletter anvendes bl.a. til hurtig smertelindring (fx paracetamol). Lægemiddelformen frysetørret tablet er en hurtigt udløsende tablet beregnet til placering i munden, fx sublingualt, og kan med fordel administreres uden samtidig væskeindtagelse til behandling af fx natlig inkontinens (fx desmopressin). Lægemiddelstof kan også administreres via tyggetabletter, der, som navnet angiver, skal tygges, før de synkes. Tyggetabletter anvendes bl.a. til børn og er meget nemmere at dosere end oral væske. Orale modificerede frigivelsespræparater Tabletter, kapsler og granulater kan være formuleret med modificeret frigivelse af lægemiddelstoffet. De tilhørende lægemiddelformer betegnes depot-, entero- eller med modificeret udløsning. Kapsler kan være formuleret som hårde eller som bløde kapsler. Kapsler er principielt beregnet til at skulle synkes hele, inkl. kapselhylstrene, for at opnå en god doseringsnøjagtighed. Kapselhylstrene består hovedsageligt af gelatine. De fyldes med lægemiddelstoffet og evt. hjælpestoffer, som kan have en flydende, halvfast eller fast form. I bløde kapsler er der tilsat et blødgørende hjælpestof, fx glycerol eller sorbitol. Indholdet i hårde kapsler kan i nogle tilfælde hældes ud af kapselhylstret og opslæmmes i væske inden indtagelse. Figur 1: Principskitse af plasmakoncentrations-tidskurver efter oral administration af en konventionel tablet, en enterotablet og en depottablet. Orale depotpræparater Formålet med orale depotpræparater er primært at opnå en længere virkningsvarighed, se figur 1. Ved ordination af orale depotpræparater, evt. skift fra konventionel til depotpræparat, er det vigtig at informere om, at virkningen indtræder langsommere og senere end et konventionelt præparat, så at brugeren ikke tager flere doser inden for kort tid på grund af den manglende effekt. Nogle orale depotpræparater er imidlertid formuleret således, at de umiddelbart efter indtagelse afgiver en del af dosis som en boosted initialdosis for dermed hurtigt at bringe plasmakoncentrationen op på et terapeutisk niveau. Eksempler herpå er tabletter med modificeret udløsning til smertelindring og morgendosering af personer med reumatoid artritis (fx paracetamol), bemærk at tabletterne skal synkes hele. Eller depottyggetabletter ved Attention Deficit Hyperactivity Disorder ( fx methylphenidat), bemærk at deporttyggetabletter skal tygges og tabletterne ikke må synes hele - og de må IKKE forveksles med depottabletter som netop SKAL synkes hele. Karakteristisk for de fleste orale depotpræparater er, at de indeholder en dosis, der er betydeligt større end dosis i konventionelle orale formuleringer. Ordination af orale depotpræparater rummer derfor en særlig risiko for overdosering hvis præparaterne fejlhåndteres, fx knuses eller tygges (undtagen depottyggebaletter) under indtagelse. Orale depotpræparater kan fremstilles efter to hovedprincipper og inddeles herefter som orale monodepot- eller polydepotpræparater: Monodepotpræparater er som regel karakteriserede ved at skulle indtages og synkes hele. Dette skyldes, at de er formuleret, så de ikke skal henfalde, men forblive en enhed under mave-tarmtransitforløbet. Lægemiddelstoffet i en monodepotformulering kan være indlejret i en tabletmatriks bestående af lipid, plast eller andet vanduopløseligt, evt. kvældbart materiale, hvorfra lægemiddelstoffet frigives over længere tid under mave-tarmtransitforløbet. Den udtømte matriks kan udskilles med fæces. Monodepottabletter kan også være formuleret som en osmotisk pumpe, der er forsynet med et semipermeabelt filmovertræk. Den semipermeable film tillader kun vand fra mave-tarmvæsken at trænge ind i tabletten, hvorved lægemiddelstoffet opløses inde i tabletten og er uafhængig af omgivende miljø, fx pH lokalt i tarmen. Herved stiger det osmotiske tryk inde i formuleringen, og lægemiddelstoffet presses ud gennem et eller flere velafgrænsede huller i den semipermeable film. Monodepottabletter kan desuden være formuleret som eroderbare flerlagstabletter, der langsomt eroderes under mave-tarmtransitforløbet, hvorved lægemiddelstoffet frigives. Det er vigtigt at informere patienten om, at monodepottabletter som hovedregel ikke må knuses eller tygges og skal synkes hele, samt at der er risiko for overdosering, hvis dette ikke overholdes. Polydepotformuleringer er som regel designet således, at kapselhylstrene eller tabletternes (film)overtræk opløses allerede under transitforløbet i ventriklen, hvorved...)
Systemiske smertestillende midler (Odontologisk medicinvejledning) (...ved kortvarige operative indgreb. Der gives lavest mulig dosis i kortest mulig tid. Således bør behandling af kroniske smerter fra det orofaciale område, fx kæbeledssmerter, varetages af specialist eller i samarbejde med kvalificeret tandlæge eller læge. Præparatvalg Ved forventning om akutte smerter: Lette smerter: Paracetamol . Moderate smerter: Ibuprofen , evt. kombination med paracetamol (5055) , hvor kombinationsterapi umiddelbart har bedre effekt (5056) . Stærke smerter: Opioid - morfin er 1. valg (5274) . Kodein (5056) eller tramadol , eventuelt i kombination med NSAID og/eller paracetamol . Ibuprofen er det NSAID der er bedst undersøgt i forbindelse med tandsmerter (5055) . Opmærksomhed på, at nogle præparater kun er til behandling af voksne og at dosisjustering kan være nødvendig hos ældre. Behandlingsvejledning Præoperativ smertebehandling (1 time præoperativt) med analgetika nedsætter de postoperative smerter, og optimal postoperativ smertebehandling er nødvendig for at undgå endokrin stressrespons med risiko for øget morbiditet. Paracetamol og NSAID Paracetamol 1 g x 4 er førstevalg. Vurderet døgndosis: 3.000 mg (højst 4.000 mg) (5275) . Paracetamol + caffein. Døgndosis: 3.000 mg paracetamol/390 mg caffein (højst 3.000 mg/390 mg]). Additiv analgetisk virkning ved kombination af paracetamol og caffein er usikker, men kombinationen kan forsøges. Bør seponeres ved manglende effekt efter 2-4 dage (5275) . Hvis der er akutte smerter i forbindelse med inflammation, kan kortvarig behandling med NSAID ved lavest mulig dosis være relevant ved fravær af risikofaktorer. Det anbefales ikke at anvende NSAID mere end 2 uger. Ibuprofen 400 mg x 3 er førstevalg (5274) , vurderet døgndosis: 1.200 mg (højst 1.800 mg) (5275) . Der er synergetisk effekt ved paracetamol og NSAID, men her skal risikofaktorer ved NSAID-behandling tages med i behandlingsovervejelserne - NSAID anvendt til kronisk smertebehandling er forbundet med øget risiko pga. gastro-intestinale og kardiovaskulære bivirkninger (2375) . Se endvidere NSAID, præparatvalg . Opioider Ved smerter, der ikke behandles sufficient med paracetamol og/eller NSAID, anbefales behandling med opioider. Pro necissitate (p.n.) dosis er 1/6 af den maksimale døgndosis (5274) . Anvend kun et opioidpræparat ad gangen, da der IKKE er synergieffekt ved brug af forskellige opioider. Skift til andet opioid ved manglende effekt eller uacceptable bivirkninger. Se evt. tabel 1 i Rene agonister for oversigt over vejledende ækvivalente doser for udvalgte opioider. Morfin Voksne og børn > 12 år: Morfin ( ren opioid agonist ) er 1. valg ved behandling med opioid. Morfin er et korttidsvirkende opioid. Der er betydelig variation i dosisbehov og -respons, også hos patienter med normal lever- og nyrefunktion. Depotmorfin giver bedre smertedækning, færre gennembrudssmerter og mindre euforiserende effekt end korttidsvirkende morfin. Doseres på faste klokkeslæt for stabil smertedækning (5274) . Voksne: Sædvanligvis 10-30 mg hver 4. time. Dosis kan øges med 5-10 mg ad gangen til ønsket effekt. Ældre: Pas på overdosering- dosis skal nedsættes. Børn > 12 år: Initialt 0,2-0,4 mg/kg legemsvægt/dosis. Dosis justeres herefter, således at smertegennembrud så vidt muligt undgås. Maksimal virkning efter 1-1,5 timer. Virkningsvarighed 4 timer. Se evt. de enkelte præparatbeskrivelser . Kodein Kodein er en prodrug, hvor 10 % omdannes af CYP2D6 til morfin ( ren opioid agonist ). Morfin er 10 gange stærkere end kodein. Voksne og børn > 12 år: 25-50 mg hver 6. time efter behov. Maksimal døgndosis: 200 mg. Maksimal virkning efter 1-2 timer. Virkningsvarighed 6 timer (5274) . Kodein i kombination med paracetamol (60 mg/600 mg) giver ekstra effekt i forbindelse med amotio (5276) af 3. molar. Vurderet døgndosis: 183,6 mg kodein + 3.000 mg paracetamol (højst 244,8 mg + 4.000 mg). Tramadol Tramadol ( dual action opioid agonist ) er en prodrug, der omdannes til den aktive metabolit via CYP2D6. Morfin er > 5 gange stærkere end tramadol. Voksne og børn > 12 år: Korttidsvirkende: 50-100 mg tramadol x 3-4. Maksimal virkning efter 1-2 timer. Virkningsvarighed 4 timer (5274) . Startdosis langtidsvirkende (depot): 50-100 mg tramadol x 2. Maksimal virkning efter 5-6 timer. Virkningsvarighed 12 timer (5274) . Opmærksomhedspunkter Behandlingsvarighed med opioider er højst 1-2 uger pga. afhængighedsrisiko. Korttidsvirkende opioider anvendes ved få dages behandlingsbehov. Langtidsvirkende opioider anvendes, hvis behandlingen forventes at vare mere end en uge, idet der er mindre risiko for afhængighed ved langtidsvirkende opioider (5275) . Behandling med opioider bør suppleres med laksantia for at modvirke obstipation (5275) . Umiddelbart er der en trafiksikkerhedsmæssig risiko forbundet med opioidbehandling, og som udgangspunkt er korttidsbehandling med opioider ikke forenelig med bilkørsel . Ordination og udstedelse af recepter på afhængighedsskabende lægemidler skal ske ved personligt fremmøde og ikke over e-konsultation eller pr. telefon. Da opioider er afhængighedsskabende, skal mindst mulig pakkestørrelse udskrives. Patienter med nedsat eller manglende CYP2D6-aktivitet (5-10 % af befolkningen) får ingen eller reduceret effekt af behandling med kodein og tramadol og bør behandles med andre opioider. Se Elimination og cytokrom P450-systemet . Patienter med ultrahurtig CYP2D6-aktivitet (1 % af befolkningen) risikerer at få forgiftning i forbindelse med normal dosis af kodein og tramadol og bør behandles med andre opioider eller med dosisreduktion. Se Elimination og cytokrom P450-systemet . Kontraindikationer Børn 65 år: Tilbageholdenhed ved behandling. Risikofaktorer og interaktioner vurderes inden behandlingsstart. Ved kortvarig behandling hos patienter med højrisiko for ulcus ventriculi kombineres med syrepumpehæmmer . Opioider Unormal langsom eller hurtig metaboliseringsevne kan hhv. kompromittere virkningen eller medføre forgiftning (kodein og tramadol er prodrugs) - se Opioider, farmokokinetik. Nedsat nyrefunktion - se Opioider, farmokokinetik . Elimineres langsommere af ældre. Kan give konfusion hos ældre. Der kan opstå afhængighed ved længerevarende behandling. Risiko for respirationsdepression ved nedsat lungefunktion. Forsigtighed ved motorkørsel og maskinbetjening. Umiddelbart er der en trafiksikkerhedsmæssig risiko forbundet med opioidbehandling, og som udgangspunkt er korttidsbehandling med opioider ikke forenelig med bilkørsel . Interaktioner Kodein og tramadol: Samtidig behandling med CYP2D6-inhibitor eller CYP2D6-inducer (se tabel 2 i Elimination og cytokrom P450-systemet ). Tramadol: Samtidig brug af andre serotonerge midler (fx SSRI , MAO-hæmmere , fentanyl og triptaner ) giver risiko for udvikling af serotoninsyndrom, se SSRI (Selective Serotonin Reuptake Inhibitor) . Interaktionsrisiko skal i øvrigt altid vurderes, se præparatbeskrivelserne og interaktionsdatabasen.dk . Forgiftning Obs for paracetamols levertoksiske effekt, selv ved...)
Lokalanalgetika - overfladeanalgesi (Odontologisk medicinvejledning) (...ved tandbehandling inden injektion gennem mundslimhinden for at reducere ubehag ved behandling (fx ved injektion af lokalanalgesi, tandrensning og aftrykstagning) og reduktion af brækreflekser. Tillige kan overfladeanalgesi anvendes til kortvarig lindring af mundslimhindesmerter. Det er vigtigt, at årsagen til symptomerne er under udredning eller diagnosticeret, da mundslimhindesmerter kan være tegn på alvorlig sygdom. Præparatvalg Overfladeanalgesi giver analgetisk effekt på den yderste del af mundslimhinden (2-3 mms dybde) (2373) . Gel adhærerer bedre til den fugtige mundslimhinde og kan placeres præcist modsat salve og creme. Spray kan påføres et større område uden at berøre området, men med mindre præcision. Sugetabletter kan afgive lægemidlet gradvist over længere tid. Sugetabletter fungerer dårligt hos patienter med hyposalivation, hvor der ikke er meget fungerende spytkirtelvæv, fx patienter med Sjögrens syndrom, patienter i immunterapi eller ved strålepåvirkning af kirtelvævet. Sugetabletter bør ikke anvendes til mindre børn pga. risiko for fejlsynkning og blokering af luftveje. Mundskyl kan påføres hele mundslimhinden og er ofte nemt at anvende. Alkoholholdige præparater tolereres dårligt (svie) af patienter med sarte mundslimhinder eller med ulcerationer i mundslimhinden. Behandlingsvejledning Overfladeanalgesi har en vis anslagstid (omkring 2 minutter), hvorfor virkning må afventes. Patienten skal instrueres i evt. anvendelse og i at undgå efterfølgende traumatisering af mundslimhinden som følge af nedsat følesans ved analgesi (2373) . Kontraindikationer Allergi over for indholdsstoffer. Mundslimhindeulcerationer og -smerter, hvor udløsende faktor ikke udredes og diagnosticeres. Methæmoglobinæmi Porfyri Forsigtighed Risiko for systemisk effekt/toksicitet ved...)
P-glykoprotein (...Ved samtidig indtagelse af et lægemiddel, der er substrat for p-glykoprotein, og et andet lægemiddel, der hæmmer p-glykoprotein (inhibitor), vil der blive transporteret mindre af substratet tilbage i tarmlumen. Det kan betyde og derved optages mere lægemiddel (ift. hvis substratet blev indtaget alene, hvad det normalt gør), hvilket kan føre til toksicitet. Induceres aktiviteten af p-glykoprotein, vil der transporteres mere substrat ud i tarmlumen. Ved samtidig indtagelse af et lægemiddel, der er substrat for p-glykoprotein, og et andet lægemiddel, der inducerer p-glykoprotein, betyder dette eksempelvis, vil der blive transporteret mere af substratet tilbage i tarmlumen (ift. hvis substratet blev indtaget alene), hvilket kan føre til terapisvigt. Vurdering af interaktionspotentiale En række forskellige forhold, der relaterer sig til både den enkelte patient og til de involverede lægemidler, spiller en rolle i forhold til, om en potentiel interaktion i sidste ende viser sig at være klinisk betydende. Forhold, der relaterer sig til den enkelte patient, kan eksempelvis være nyre- eller leverfunktion, alder eller samtidig behandling med andre lægemidler. Forhold, der relaterer sig til lægemidlet, kan fx være dosis, lægemidlets terapeutiske interval (hvor langt der er fra terapeutisk til toksisk dosis) eller om lægemidlet også transporteres af andre lægemiddeltransportører eller omsættes af et eller flere lægemiddelomsættende enzymer, fx cytochrom P450-enzymerne. I relation til lægemidler, som er hæmmere/inhibitorer af p-glykoprotein, kan det spille en rolle, hvor effektivt lægemidlet hæmmer p-glykoprotein: jo mere hæmning desto mindre efflux og derved større optag af substratet. Der eksisterer et betydeligt overlap mellem lægemidler, der er substrater/inhibitorer af både p-glykoprotein og det lægemiddelomsættende enzym cytochrom P450 3A (CYP3A4). Begge findes i høje koncentrationer i tarmepitel, lever, nyrer og blod-hjerne-barrieren. I tarmen arbejder de to systemer sammen for at begrænse optagelsen af lægemidler ved henholdsvis at metabolisere dem (CYP3A4) og transportere dem tilbage i tarmlumen (p-glykoprotein). Overlappet er dog ikke fuldstændigt, og der findes ikke entydige måder, hvorpå overlappet kan afgøres eller forudsiges. I det følgende gives eksempler på lægemidler, som er henholdsvis substrater, inhibitorer og induktorer af p-glykoprotein, hvor klinisk betydende interaktioner kan forekomme. Potente inhibitorer af p-glykoprotein er markeret med fed skrift . Vurderes det af ordinerende læge for en konkret patient, at der kan være tale om en interaktion mellem to lægemidler med risiko for enten toksicitet eller terapisvigt, findes der forskellige måder, hvorpå dette kan håndteres. Det være sig øget monitorering, justering af dosis, forskudt administration, pauseret behandling eller valg af et andet lægemiddel. Liste over substrater, inhibitorer og induktorer Eksempler på lægemidler, som er henholdsvis substrater, inhibitorer og induktorer af p-glykoprotein Substrater Inhibitorer Induktorer aliskiren ambrisentan apixaban apremilast atorvastatin carvedilol cetirizin ciclosporin A colchicin dabigatran etexilat digoxin docetaxel domperidon doxorubicin edoxaban eliglustat elvitegravir erlotinib etoposid everolimus fosamprenavir idelalisib imatinib lapatinib ledipasvir loperamid lorlatinib maraviroc mirabegron nilotinib nintedanib paclitaxel panobinostat riociguat ritonavir rivaroxaban saquinavir saxagliptin simvastatin syre (aktiv metabolit) sirolimus sofosbuvir tacrolimus ticagrelor vinblastin amiodaron carved...)
Lokalanalgetika - injektion (Odontologisk medicinvejledning) (...ved infiltration og intraligamentær procedure). Lang virkningstid kan være at foretrække under lange behandlingsseancer og som forlængelse af den postoperative smertedækning. Langtidsvirkende lokalanalgetika anbefales ikke til børn eller andre patienter med risiko for selvinducerede blødtvævstraumer pga. bedøvelse (2372) (2373) . Lokalanalgetika virker længst i blødt væv (2372) (2373) . Infektion i injektionsområdet (lavt vævs-pH) og hyperventilation (øget vævs-pH) kan nedsætte/kompromittere virkningen af lokalanalgetika. Behandlingsvejledning Lednings-, infiltrations- og intraligamentær analgesi er indiceret i forskellige behandlingssituationer, og fordele og ulemper må vurderes i hver situation. I journalen anføres præparat, dosis, administrationsteknik og behandlingsprocedure. Injektion må ikke være intravenøs, hvorfor der skal aspireres inden injektion. Patienten skal instrueres så postoperativt traume af blødtvæv undgås. Maksimaldosis Viden om maksimaldosis for lokalanalgetika og vasokonstriktor forudsættes, se Lokalanalgetika med vasokonstriktor og de enkelte præparatbeskrivelser, hvor der yderligere linkes til Lægemiddelstyrelsens produktresumeer. Generelle retningslinjer for voksne: Lokalanalgetika uden vasokonstriktor: 200 mg Lokalanalgetika med vasokonstriktor: 500 mg Adrenalin/noradrenalin: 100 mikrogram Børn: Umiddelbart bliver børn > 12 år vurderet som voksne ift. lokalanalgesidosis, dog kan det være nødvendigt at dosisjustere pga. lav vægt. Dosisreduktion beregnes ud fra alder: Dette er gældende for både lokalanalgetika og vasokonstriktor. Retningslinjer for maksimal anbefalet dosis beregnet ud fra vægt (2775) - vær opmærksom på lægemidlets maksimale dosis. Lidocain (Godkendt til børn > 1 år): uden vasokonstriktor: 4,4 mg/kg med vasokonstriktor: 7 mg/kg Mepivacain (Godkendt til børn > 4 år eller > 20 kg): med vasokontriktor: 6,6 mg/kg uden eller med vasokontriktor: 4,4 mg/kg Prilocain (Godkendt til børn > 6 måneder, OBS kontrainindiceret ved historie med methæmoglobin): uden eller med vasokonstriktor: 8,0 mg/kg Bupivacain (Godkendt til børn > 12 år): med vasokontriktor: 2,0 mg/kg Articain (Godkendt til børn > 4 år eller > 20 kg) med vasokonstriktor: 7,0 mg/kg Bemærk: Børnedosis må ikke overstige den maksimale voksendosis, se de enkelte præparater. Doseringsforslag findes i beskrivelserne for de enkelte præparater. Behandlingsprincippet er umiddelbart laveste nødvendige dosis til opnåelse af tilstrækkelig lokalanalgesi. Hvis dosis er forskellig, alt efter om den beregnes efter alder eller vægt, må tandlægen vurdere dosis med udgangspunkt i den individuelle patient samt sikkerheds- og behandlingsprincipper, hvor beregning ud fra vægt ofte vil være den mest retvisende. Kontraindikationer Katekolaminer og tyrotoksikose, ukontrolleret svær hypertension, svær hjertesygdom Katekolaminer og samtidig eller nylig afsluttet behandling med tricykliske antidepressiva eller MAO-hæmmere Methæmoglobinæmi Porfyri Allergi overfor et lokalanalgetika af amidtypen. Forsigtighed Patienter med koagulationsforstyrrelser, fx blødersygdom og antikoagulationsbehandling ( AK-behandling ). Patienter med hjerte-kar-sygdomme. Iskæmisk nekrose ved anvendelse af vasokonstriktor, særligt i væv med dårlig karforsyning, fx strålepåvirket væv (2372) . Neurotoksicitet ved...)
Substitutionsregler (...ved, at lægen markerer Ej S i FMK eller på recepten. Når det er tilfældet, skal apoteket udlevere netop det ordinerede lægemiddel. Fravalgsbetegnelsen Ej S er kun gyldig på en entydig recept. Derfor skal lægen angive nøjagtigt, hvilket lægemiddel, der ikke må substitueres bort fra: I de tilfælde, hvor der er flere lægemidler med samme navn (direkte forhandlede og parallelimporterede), kan recepten kun blive entydig, hvis lægen anfører enten varenummer eller forhandler af lægemidlet. Forhandler angives ved...)
MAO-hæmmere (forgiftninger) (...ved kan forlænges og potenseres. For irreversible hæmmere kan interaktionen ske uger efter behandlingsophør. Toksisk dosis: 2-3 mg/kg af irreversible hæmmere kan medføre alvorlig forgiftning. Reversible midler er mindre toksiske. Klinik Akut forgiftning manifesterer sig oftest først 12-24 timer efter indtagelsen, hvorimod interaktion indtræder umiddelbart. Rastløshed, tremor myokloni, takykardi, hypertension. Ved svær forgiftning ses udtalt hypertension, konfusion, rigiditet, kramper, metabolisk acidose, respirationsinsufficiens, koma. Undersøgelser EKG, kardial monitorering, elektrolyter og syre-base status, nyrefunktion. Behandling Gastro-intestinal dekontaminering . Observation i mindst 1 døgn. Diazepam er førstevalg til behandling af triaden hypertension, hypertermi og takykardi. Giv refrakte doser på 10 mg i.v. hvert 2.-5. minut, indtil symptomerne svinder. Behandlingen kan give respirationsstop, hvorfor den skal foregå på intensiv afdeling. Endvidere gives glucose, ilttilskud og thiamin . Hvis der ikke efter indgift af 2 mg diazepam/kg er opnået kontrol med symptomerne, behandles hvert symptom særskilt. Kramper behandles med diazepam op til 2 mg/kg. Sedativa kan øge den CNS-deprimerende komponent. Hypertension kan behandles med glyceryltrinitrat eller phentolamin doseret forsigtigt pga. risiko for pludseligt blodtryksfald. Hypertermi behandles med aktiv afkøling. Hypotension behandles med volumenekspansion og Trendelenburgs leje, evt. forsigtigt med vasopressor, fx noradrenalin. Ved...)
SSRI (forgiftninger) (...ved overdosis. Kardiotoksiciteten er betydeligt mindre end ved tricykliske antidepressiva. Serotoninsyndrom er beskrevet både efter forgiftning og terapeutisk dosering hos patienter, der tager to eller flere stoffer, som øger serotoninindholdet i hjernen, fx, antidepressiva, lithium, centralstimulantia, ectasy, levodopa, valproat m.fl. Indtagelse af SSRI fra dage til uger efter ophør med MAO-hæmmere kan udløse serotoninsyndrom. Toksisk dosis: Kardiale og CNS-effekter ses ved doser > 500 mg (lavere ved kombinationsforgiftninger). Klinik Ofte kvalme og opkastning. I nogle tilfælde abdominalsmerter og svimmelhed. Bevidsthedsniveauet varierer fra fuldt vågen tilstand til koma, som dog er sjælden. Tremor/myoklonier eller kramper forekommer. Let udtalt sinustakykardi, og sjældnere -bradykardi, er rapporteret. Beskedne ændringer af blodtrykket. For nogle stoffers vedkommende er set QT c -forlængelse, men der er ikke meddelt udvikling af livstruende takyarytmi (torsades de pointes). Rhabdomyolyse forekommer. Serotoninsyndrom. Dødsfald af monoforgiftning er meget sjældne. Undersøgelser Ekg, glucose, elektrolytter, kreatinin. Behandling Gastro-intestinal dekontaminering , natriumhydrogencarbonat ved breddeøget QRS. I øvrigt symptomatisk behandling af kredsløbssvigt og CNS-påvirkning. Ved serotonergt syndrom er diazepam førstevalg til behandling af agitation og triaden hypertension, hypertermi og takykardi. Giv refrakte doser på 10 mg i.v. hvert 2.-5. minut, indtil symptomerne svinder. Behandlingen kan give respirationsstop, hvorfor den skal foregå på intensiv afdeling. Endvidere gives glucose, ilttilskud og thiamin . Hvis der ikke efter indgift af 2 mg diazepam/kg er opnået kontrol med symptomerne, behandles hvert symptom særskilt. Afkøling ved...)
Søgeresultater, Sygdomme:
Akut alkoholforgiftning (...Ved alkoholpromille højere end 3,5 er der risiko for død som følge af respirations- og kredsløbssvigt, men ved blandingsforgiftninger kan en betydeligt lavere alkoholpromille være dødelig. Personer med dagligt højt alkoholindtag kan overleve højere promiller grundet toleransudvikling. Samtidig med fremadskridende bevidsthedssvækkelse er der fare for fatal hypotermi ved lav udenomstemperatur samt gylpen eller opkastning med aspirationspneumoni eller kvælning. Der er endvidere større risiko for fald og hovedtraumer som kan føre til langvarige somatiske og kognitive problemer 6761 - Alcohol Use Disorder and Traumatic Brain Injury . Behandling: Som ved...)
Variceller og herpes zoster (virusinfektioner) (...Ved behov for oral behandling af VZV-infektion anvendes valaciclovir eller famciclovir . Der foreligger ikke sammenlignende undersøgelser af de to stoffer; men valaciclovir er væsentligt billigere. Valaciclovir har i sammenligning med aciclovir vist signifikant hurtigere smertelindring af zoster-relaterede smerter samt signifikant lavere forekomst af postherpetisk neuralgi (3415) . Variceller behandles med antivirale lægemidler: hos voksne hos immundefekte. Herpes zoster behandles med antivirale lægemidler: hos patienter over 50 år, hvor behandlingen kan indledes inden for 72 timer efter fremkomst af hududslæt ved risiko for okulær involvering og ved andre tilstande, hvor andet end huden er afficeret yngre, der inden for 72 timer har meget kraftige smerter immundefekte patienter. Graviditet Variceller hos gravide har ofte et sværere forløb og medfører hyppigere komplikationer, og derfor er der altid indikation for behandling. Gravide, der er mistænkt for variceller, bør vurderes af en infektionsmediciner. Ved...)
Blæretømningsbesvær (...Ved benign prostatahyperplasi kan blæretømningen forsøges bedret gennem anvendelse af α-adrenoreceptorblokade, hæmning af 5-α-reduktase eller PDE-5 som monoterapi eller i en kombination, se Benign prostatahyperplasi . Ved andre blæretømningstilstande kan man forsøge α-adrenoreceptorblokade, men dokumentationen er ringe og effekten tvivlsom. Kvinder med urogenital prolaps bør henvises til gynækolog med henblik på korrektion med ringpessar eller vaginalplastik. Ved...)
Dacryocystitis og orbital flegmone (...Ved dacryocystitis og flegmone i øjenomgivelser vælges oral administration af antibiotika. Hvis patienten er alment påvirket, vælges intravenøs administration. Der vælges altid intravenøs administration ved...)
Funktionel dyspepsi (...Ved dyspepsi forstås smerte eller ubehag centreret i epigastriet, og som skønnes at have si...)
Øjenbetændelse hos børn i daginstitutioner (...Ved egentlig øjenbetændelse startes behandling med chloramphenicol, og den behandlende læge...)
Kolestatisk hudkløe (...Ved galdevejsobstruktion er behandlingen endoskopisk eller sjældnere UL-vejledt perkutan drænage. Ved intrahepatisk kolestase anvendes primært oral indgift af anionbyttere. Disse binder galdesyrerne i tarmlumen, ophæver det enterohepatiske galdesyrekredsløb, nedbringer plasmakoncentrationen af galdesyrer og lindrer oftest hudkløen efter ca. en uge. Den syrebindende anionbytter, colestyramin og cholestipol, kan anvendes. Ursodeoxycholsyre er en hydrofil galdesyre, som også kan have effekt på kolestatisk hudkløe. Midlet bør ikke anvendes ved galdevejsobstruktion. Ursodeoxycholsyre bindes af ionbyttere, hvorfor indgift ved kombinationsbehandling skal forskydes mindst 2 timer. Revurdering af behandling Til vurdering af sværhedsgrad af hepatisk kløe og behandlingseffekter kan man anvende Visuelt Analog Scala (VAS score) eller Numeric Rating Scale (NRS) der begge angiver sværhedsgraden fra 0-10. Specifikt for primær biliær cholangitis findes PBC-40 scoren vedr. kløe. En reduktion på ≥30 mm (VAS) eller ≥3 point (NRS) betragtes som klinisk relevant. Andre anvendelsesområder: Hos patienter med kronisk kolestatisk leversygdom kan ursodeoxycholsyre have symptomatisk effekt på kløe og ikterus. Dosis er 250 mg 2-4 gange daglig afhængigt af effekt (2472) . Ved...)
Behandling af angst (...Ved lette til moderate angsttilstande bør patienten tilbydes non-medikamentel behandling i form af kognitiv adfærdsterapi. Dette kan foregå i almen praksis eller ved henvisning til psykolog. Ved sværere tilstande er der veldokumenteret effekt af supplerende medikamentel behandling i form af symptomlindring, opnåelse af remission og undgåelse af tilbagefald. Vejledninger for behandling af de enkelte angsttilstande fremgår af det følgende: Panikangst og agorafobi Behandling med SSRI (Selective Serotonin Reuptake Inhibitor) eller SNRI (Serotonin and Noradrenaline Reuptake Inhibitor) bør starte i lav dosis for at undgå bivirkninger, som en stor del af patienter med angstlidelse er følsomme overfor. Effekten indtræder gradvist for at nå et maksimum efter 6-8 uger. Det er ikke afklaret, hvor længe en behandling skal fortsættes, men forløbsstudier tyder på, at en betydelig del af patienterne har spontan bedring i løbet af 1-2 år. Det er derfor rimeligt at gennemføre behandlingen over en 6-12 måneders periode og herefter forsøge gradvis aftrapning under hensyn til principperne for aftrapning af antidepressiv behandling. Nogle patienter har et mere kronisk forløb, hvorfor længerevarende behandling kan komme på tale. Effekten af SSRI og SNRI på angsttilstande er formentligt en klasseeffekt, men der er for SSRI bedst dokumentation for effekt af citalopram , paroxetin , escitalopram og sertralin . De to sidstnævnte er endvidere associeret med lav risiko for alvorlige bivirkninger sammenlignet med andre SSRI-præparater (6022) . For SNRI har venlafaxin indikationerne generaliseret angst, panikangst og socialfobi, mens duloxetin kun har for førstnævnte (5414) . Effekten af medicinsk behandling er mindre for agorafobiske symptomer end for panikanfald. Benzodiazepiner kan anvendes supplerende i de første 4-6 uger af behandlingen. Social fobi Placebokontrollerede undersøgelser af social fobi har vist en signifikant bedre effekt af antidepressiva end af placebo over for både fobisk frygt og undvigelsesadfærd. Effekt på længere sigt er også påvist. Behandlingen følger retningslinjerne for panikangst. Effekten af SSRI og SNRI på socialangst er en klasseeffekt og gælder formentlig alle midlerne, men der er især erfaring med følgende midler: escitalopram , paroxetin , sertralin og venlafaxin (5414) . Generaliseret angst Effekten af SSRI og SNRI på generaliseret angst er en klasseeffekt og gælder formentlig alle midlerne, men der er bedst dokumentation for effekt af: duloxetin , escitalopram , paroxetin , og venlafaxin . Herudover dokumenteret effekt af pregabalin og sertralin (effekt vist i mindre studier) samt en vis effekt af buspiron . Effekten af pregabalin er dosisafhængig og størst ved 450 mg daglig dosering. Korttids- og langtidsstudier (op til 6 måneder) har vist effekt af venlafaxin i løbet af 4 uger med tiltagende effekt i op til 6 måneder. Ved 6 måneder havde 70 % opnået bedring. Dosisforhold er ikke helt afklaret, idet bedring blev påvist over et stort dosisområde (37-250 mg/dag). I placebokontrollerede forsøg er der påvist effekt af antihistaminet hydroxyzin , men de kliniske erfaringer er begrænsede. Der er ikke dokumenteret effekt af β-receptorblokerende farmaka. Obsessiv-kompulsiv lidelse (OCD) Der er klinisk betydningsfuld effekt, både i den initiale behandling og i vedligeholdelsesbehandlingen, af serotonerge antidepressiva som, clomipramin ( TCA ), SSRI og venlafaxin ( SNRI ). Bedst effekt ses ved clomipramin og SSRI. Antidepressiva har en specifik virkning på nøglesymptomerne obsessioner og kompulsioner. Antipsykotika ( risperidon og quetiapin ) kan have en virkning i augmentationsbehandling af OCD. Bør ikke anvendes sammen med serontonerge antidepressiva ved påvist QT-interval forlængelse. Det anbefales at påbegynde behandlingen med gradvis stigning i dosis svarende til rekommandationerne for stoffet ved behandling af depressive tilstande. Efter 4-8 uger må yderligere dosisstigning overvejes afhængig af effekt og bivirkninger. Behandlingen skal gennemføres i mindst 12 uger, for at man kan vurdere effekten. Nogle patienter får markant, andre kun en vis bedring, men fuld remission er undtagelsen. Som ved...)
Diagnostik (osteoporose) (...Ved mistanke om osteoporose bør det først afklares, om der foreligger risikofaktorer for fraktur . Hvis dette er tilfældet, udredes med DXA-scanning (Dual energy X-ray Absorptiometry) og evt. røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis med henblik på, om der er indikation for at iværksætte farmakologisk osteoporosebehandling. Nydiagnosticerede patienter udredes med supplerende undersøgelser for at udelukke mulige årsager til sekundær osteoporose (se nedenfor). Andre årsager til knoglebrud - fx (metastaserende) cancersygdom - bør medtænkes. DXA-scanning DXA-scanning til bestemmelse af knoglemineraltætheden (Bone Mineral Density [BMD], gram/cm 2 ) regnes for guldstandard til diagnostik af osteoporose. Desuden anvendes DXA til kontrol af behandlingseffekt, se Monitorering af behandlingseffekt i Farmakologisk frakturprofylakse. Ved en DXA-scanning måles dæmpningen af røntgenstråler ved passage gennem knoglevævet, hvorved BMD, kan beregnes. Strålebelastningen ved en DXA-scanning er lav ( -1,0 Osteopeni: T-score mellem -1,0 og -2,4 Osteoporose: T-score ≤ -2,5 Lav knoglemineraltæthed øger risikoen for fraktur. Et fald i T-score på 1 indebærer omtrentlig en fordobling af risiko for fraktur. Gentagne DXA-scanninger Knoglevævets mineraltæthed (BMD) monitoreres ved gentagne DXA-scanninger hos: personer i behandling for osteoporose med henblik på vurdering af behandlingseffekt (se Monitorering af behandlingseffekt og Behandlingsvarighed nederst i Farmakologisk frakturprofylakse ), herunder muligheden for pausering. personer med risikofaktorer for fraktur , med henblik på, om der er tilkommet osteoporose og dermed indikation for at iværksætte behandling. For at mindske måleusikkerheden anbefales det at opfølgende scanninger foretages på samme apparat. Typisk anses en ændring i columna lumbalis på ≥ 3 %, i total hofte ≥ 5 % og i lårbenshals ≥7 % for at være signifikant (svarende til least significant change [LSC]). På baggrund af metodeusikkerheden sammenholdt med forventede ændringer i BMD bør kontrolintervallerne ved antiresorptiv behandling være mindst 2 år. Intervallet mellem scanninger kan være kortere ved anabol behandling og under glukokortikoidbehandling. Ved BMD mellem -2,5 og -1 samt uændret risikoprofil kan der udføres en kontrol-scanning efter 3-5 år, mens behov for en ny scanning ved T-score > -1 beror på en individuel vurdering. Røntgenundersøgelse Da såvel symptomatiske som asymptomatiske kompressionsfrakturer i columna thoracolumbalis indicerer behandling og er af betydning for behandlingsvalg (se Farmakologisk frakturprofylakse ) anbefales røntgenundersøgelse af columna thoracolumbalis på relativt vid indikation ved diagnostik af osteoporose, herunder ved: Rygsmerter forenelige med mulig kompressionsfraktur En dokumenteret eller anamnestisk højdereduktion på mere end henholdsvis 2 og 4 cm Thorakal kyfose Costa-crista afstand 50 år med en hoftenær lavenergifraktur (5117) (5313) Mistanke om fraktur eller anden patologi ved inspektion af hvirvlerne på DXA-scanningen. Pga. en relativ stor strålebelastning er opfølgende røntgenbilleder kun indiceret i de tilfælde, hvor en mulig nytilkommen kompressionsfraktur må formodes at have terapeutiske konsekvenser. På nyere DXA-scannere kan der foretages Vertebral Fracture Assessment (VFA), hvorved det er muligt at diagnosticere kompressionsfrakturer med en mindre strålebelastning end ved en konventionel røntgenoptagelse. Supplerende undersøgelser Med henblik på at udelukke sekundære årsager til osteoporose anbefales hos nydiagnosticerede patienter et screeningspanel bestående af følgende blodanalyser: hæmoglobin leukocytter trombocytter kreatinin natrium kalium magnesium calcium parathyroideahormon (PTH) 25-hydroxyvitamin D basisk fosfatase alanintransaminase (ALAT) thyroideastimulerende hormon (TSH) ved sammenfald i ryg tillige serum-M-komponent og frie lette kappa og lambda kæder (kappa/lambda ratio) testosteron (mænd) og evt. FSH (kvinder). Afhængig af patientens sygehistorie kan der evt. suppleres med relevant udredning for fx malabsorption, cøliaki, reumatoid artritis mv. Yderligere billeddiagnostisk udredning er indiceret ved mistanke om fx (metastaserende) malign sygdom. En række biokemiske markører for knogleomsætningen er gennem de seneste år blevet tilgængelige i klinisk praksis. Nogle af disse knoglemarkører afspejler knogleformation (fx knoglespecifik basisk fosfatase og P-Prokollagen I, N-terminal propeptid [P1NP]), mens andre er et udtryk for knogleresorption (fx collagen I, krydsbundne [CTx]). CTx er i reglen supprimeret ved behandling med bisfosfonater efter 8 uger og efter få dage ved behandling med denosumab. P1NP er lavest efter 3-6 måneder. Ved...)
Ventrikulær takykardi (VT) (...Ved symptomatisk VT bør Implanterbar Cardioverter Defibrillator (ICD)-behandling overvejes. Ved implantation af ICD kan Amioda...)
Hjerteinsufficiens (...ved fortsatte symptomer. Kronisk hjerteinsufficiens med nedsat systolisk funktion (EF 70 slag/min. Digoxin: Hvis der samtidig er atrieflimren og/eller vedvarende betydelige symptomer trods øvrig terapi kan Digoxin anvendes. ARNi. Angiotensin II-receptorblokker og neprilysin-inhibitor : Kan anvendes som ACE/ARB alternativt til stabile ACE/ARB-behandlede patienter med fortsat symptomatisk hjertesvigt (NYHA II-IV) med venstre ventrikel EF ≤ 40 %. Tilskud til behandlingen er betinget af at behandlingen er initieret af speciallæge i kardiologi. Andre præparater: Kombinationen af hydralazin og isosorbiddinitrat anvendes i sjældne tilfælde (specialistbehandling). Intravenøs inotropi med fx fosfodiesterasehæmmer (milrinon) eller calcium sensitizer ( levosimendan ) kan anvendes i hospitalsregi i terminalstadiet af sygdommen. Akut svær hjerteinsufficiens Ved venstre ventrikelsvigt med akut lungeødem anvendes nitroglycerin , furosemid intravenøst og morfin intravenøst 5-10 mg efter behov. Positiv inotropi anvendes til kredsløbsstøtte ved hypotension. Levosimendan kan anvendes som korttids (6-24 timer) infusion til patienter med akut forværring af kronisk hjertesvigt i situationer, hvor øvrig behandling ikke er tilstrækkelig. Akut overflyttelse til revaskulariserende behandling er indiceret ved...)
Pneumocystis jirovecii (...vedmidlet til forebyggelse og behandling af P. jirovecii -infektioner. Sulfamethoxazol og trimethoprim er kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion. Sulfamethoxazol og trimethoprim er kontraindiceret ved...)
Hjerteinsufficiens hos børn (...ved akut dekompensering og rettes mod optimering af preload, afterload og kontraktilitet: Diuretika: furosemid til aflastning og reduktion af kongestion. Inotropi: milrinon er hyppigt førstevalg hos børn pga. både inotrop og vasodilaterende effekt. Dobutamin / adrenalin /noradrenalin efter hæmodynamisk behov. Vasodilatorer: nitropræparater hos børn med passende blodtryk. Respiratorisk støtte: CPAP/HFNC eller intubation. Mekanisk cirkulationsstøtte (MCS): ECMO/VAD ved refraktært svigt eller som bro til transplantation. Kronisk behandling Kronisk terapi hos børn bygger på konsensus, mindre kliniske studier og overførsel af evidens fra voksne. Der er ofte behov for individualisering til den enkelte patient. Ved CHD søges evt. kirurgisk eller kateterbaseret behandling altid udført primært mhp. at bedre ventrikelfunktionen. 1. Neurohormonal terapi ACE-hæmmere ( enalapril , captopril ). Anses som hjørnestenen i behandlingen af pædiatrisk HFrEF. Reducerer afterload og RAAS-aktivering. Forbedrer remodellering. Velafprøvet sikkerhedsprofil i pædiatrien. ARB ( valsartan , losartan ). Alternative ved ACE-intolerans. ARNi ( sacubitril/ valsartan). Et centralt fokus i nyere pædiatrisk HF-litteratur til børn ≥1 mdr. Studier (PANORAMA-HF) viser sammenlignelige forbedringer i kliniske outcome, NT-proBNP ved behandling med ARNI vs. ACE-I mens ARNI-gruppen havde bedre selvvurderet forbedring ift. ACE-I gruppen ARNI anbefales ved fortsat symptomer trods ACE/ARB i maksimalt tolerable doser. Evidensen er dog ikke så klar som hos voksne med HFrEF (PARADIGM-HF). 2. Beta-blokkere ( carvedilol , metoprolol , bisoprolol ) Bruges til reduktion af sympatisk overstimulation og remodellering. Carvedilol har mest pædiatrisk data og anvendes bredt. Respons varierer med alder pga. forskellig adrenerg receptorbiologi. Langsom optitrering med monitorering af BT og puls. Opstartes oftest under indlæggelse ved HFrEF. 3. Mineralokortikoidantagonister ( spironolakton / eplerenon ) Vigtigt supplement ved HFrEF. Modvirker fibrose og remodellering. Eplerenon ved bivirkninger (gynækomasti). Et igangværende studie (FIORE, NCT07188805) undersøger om Finerenone tilføjet til standard hjertesvigt terapi kan forbedre outcome hos børn med HFrEF. 4. Diuretika (loop ± thiazid) Symptomatisk behandling til kontrol af stase. Ikke sygdomsmodificerende.Dosisjusteres ofte pga. børns variable væskebehov.Kombinationsterapi ved diuretikaresistens. 5. Digoxin Nichepræparat hos børn. Indikation: samtidig arytmi eller persisterende symptomer. Bedre respons hos spædbørn pga. højere hjertefrekvens. Smalt terapeutisk vindue → monitorering nødvendig. 6. Ivabradin Bruges sjældent men lovende behandling ved sinusrytme og forhøjet hvilepuls trods beta-blokker. Reducerer hjertefrekvens uden negativ inotrop effekt. Studie på DCM børn med kronisk hjertesvigt og standard hjertesvigt terapi (6909) viste forbedret LVEF og QoL i ivabradin-gruppen ift. placebo. 7. SGLT-2-hæmmere Ikke standardiseret til børn endnu, men betydelig interesse baseret på voksen-data. Aktuelle studier undersøger sikkerhed ved CHD og kardiomyopatier. 8. sGC-stimulator Ikke standardiseret til børn endnu, men baseret på voksendata har det betydelig interesse som mulig effektiv add-on terapi til konventionel hjertesvigt terapi. Aktuelt RCT (6910) undersøger dette. 9. Intravenøse kroniske terapier (kontinuerlig milrinon eller intermitterende levosimendan ). Anvendes som bridge to transplantation eller ved refraktært svigt. 10. Device CRT overvejes hos patienter på optimal medicinsk HF terapi, LVEF 120ms. ICD implantation overvejes som primær-profylakse efter individuel risikovurdering, primært ved svær DCM eller HCM. 11. Mekanisk cirkulationsstøtte og transplantation MCS/VAD er central del af kronisk HF-behandling hos børn med terminalt hjertesvigt. Hos mindre børn benyttes Berlin Heart (parakorporal) mens større børn kan få intern VAD såsom Heart Mate. MCS benyttes hos børn primært som bridge til transplantation men kan også benyttes til bridge til recovery (myokarditis) eller bridge to candidacy. Det benyttes i Danmark sjældent/aldrig som destinationsterapi. Hjertetransplantation er bedste mulighed ved irreversibelt ventrikelsvigt. Behandling Akut HF Kronisk HFrEF HFpEF Kommentar Diuretika XX X X Symptomatisk ACE-hæmmer / ARB X XX (X) Evidens bedst ved systolisk dysfunktion Beta-blokker (X) XX (X) Carvedilol foretrukket Spironolakton - XX - Aldosteronblokade ved remodellering ARNi - X - Ved fortsatte symptomer Digoxin (X) X - Ved AF eller svære symptomer Inotropi XX - - Milrinon ofte førstevalg ICD/CRT - X - Selektivt ved kardiomyopati/arytmi Kirurgi (CHD) XX - - Definitiv behandling ved anatomisk årsag Prognose Prognosen varierer med ætiologi, progression af nedsat ventrikelfunktion, alder ved debut og adgang til avanceret kardiologisk behandling. Børn med CHD har betydelig forbedret overlevelse efter moderne kirurgi. Myokarditis kan have fuld restitution eller overgang til kronisk HF.Terminal HF kan kræve VAD og transplantation for overlevelse. Organtilbud er særligt en udfordring for små børn. Langtidsopfølgning Foruden kardiologisk behandling, stilet mod at optimere ventrikelfunktionen og cardiac output, er følgende også vigtige fokuspunkter og kræver oftest multidisciplinære teams (kardiologi, intensiv, diætist, fysioterapi, psykologi) Vækst- og ernæringsmonitorering Neurokognitiv vurdering og udviklingsopfølgning Rytmeovervågning ved kardiomyopati. Revurdering af behandling Behandlingen af hjertesvigt hos børn bør revurderes regelmæssigt og tilpasses i forhold til barnets kliniske tilstand, symptomer og objektive fund. Ved hver opfølgning foretages en samlet vurdering af symptomer (fx træthed, dyspnø, nedsat udholdenhed og trivsel-/ernæringsproblemer), kliniske tegn på kongestion eller hypoperfusion, vækst og trivsel samt parakliniske undersøgelser såsom ekkokardiografi og NT-pro-BNP. På baggrund af denne vurdering justeres behandlingen løbende. Ved utilstrækkelig symptomkontrol eller tegn på persisterende eller tiltagende ventrikeldysfunktion kan behandlingen eskaleres, eksempelvis ved optitrering af eksisterende medicin eller tillæg af yderligere hjertesvigtsbehandling. Omvendt bør der vedved...)
Urticaria (...Ved udbredt akut urticaria kan man kortvarigt supplere med prednisolon. Kronisk urticaria Non-sederende antihistamin er førstevalgsbehandling. Antihistamin dosis kan øges ved manglende respons. Ved...)
Sygdomme i næse og bihuler (...ved luftpassagen gennem næsen genskabes midlertidigt. Der er entydig evidens for, at opstart af oral Zink (≥ 75 mg dgl.) indenfor 24 timer efter symptomdebut signifikant nedsætter sygdomsvarigheden ved almindelig viral forkølelse. Behandlingen har ingen effekt på omfanget eller alvorligheden af symptomer (5143) (5144) . Nasal lavage kan lindre. Akut postviral rhinosinuitis Ved forværring af de typiske forkølelsessymptomer efter 5 dage eller ved sygdomsvarighed over 10 dage (< 12 uger), uden at betingelserne for en bakteriel infektion er opfyldte, behandles med nasalsteroid i maksimal terapeutisk dosis i højst 3 måneder og analgetika . Detumescerende næsedråber kan have en symptomlindrende effekt, men påvirker ikke forløbet af sygdommen. Antibiotika anbefales ikke, hverken til børn eller voksne (5141) . Nasal lavage kan lindre. Akut bakteriel rhinosinuitis (ABRS) Sandsynligheden for en bakteriel infektion stiger ved sygdomsforværring efter den 5. sygedag. Bakteriel akut rhinosinuitis er overdiagnosticeret og -behandlet og tidlig administration af antibiotika lader til ikke at have betydning for komplikationsraten. Penicillin V er førstevalg i almen praksis. Den anbefalede dosis er sædvanligvis høj nok til at frembringe en effektiv antibiotikakoncentration over for de fleste bakterier. Dog er H. Influenzae ikke følsom for penicillin V i den givne dosering, og ydermere kan behandlingssvigt skyldes, at patienten huser penicillinaseproducerende bakterier. Hvis patienten ikke responderer på behandlingen efter nogle få dage, eller patienten udvikler recidiv, anbefales skift til amoxicillin med clavulansyre . Nasal lavage kan lindre. Der bør udvises særlig opmærksomhed for udvikling af øjenrelaterede komplikationer hos børn med formodet akut bakteriel rhinosinuitis. Kronisk rhinosinuitis med/uden sinonasal polypose Ved første kontakt bør patienter med polypper biopteres for at udelukke anden ætiologi/komorbiditet også ved bilateral sygdom. Sinonasal cancer er sjældent forekommende, men mistolkes hyppigt grundet den uspecifikke symptomatologi, og bør altid overvejes, særligt ved forekomst af nasalstenose hos patienter ≥60 år, epistaxis, brunligt/rødt sekret eller smerte/trykken fra ansigtsskelettet. Behandlingsregimet inkluderer i alle tilfælde af kronisk rhinosinuitis opstart af nasalsteroid i maksimal terapeutisk dosis i kombination med nasal lavage. Er der 4 uger herefter fortsat symptomer, som ovenfor nævnt, bør patienten henvises til vurdering ved specialist, dels med henblik på korrekt udredning og diagnostik, dels for at individualisere behandlingstilbuddet. Ved rhinosinuitis, hvor vandig sekretion er det primære symptom, kan med fordel anvendes topisk antikolinergikum som monoterapi. Antibiotisk behandling af CRSw/sNP og akut forværring af en allerede bestående CRS understøttes ikke i litteraturen. Det lille antal randomiserede placebokontrollerede studier, der har evalueret potentialet af langtidsterapi med makrolid-præparater i behandlingsregimet af CRS, har ikke påvist en signifikant forskel i forhold til placebo. Ydermere har langtidsbehandling heller ikke kunnet påvises at være bedre end de i forvejen kendte og effektive behandlingsmodaliteter (nasal steroid, kirurgi). Derimod udviser makrolider potentielle alvorlige, blandt andet kardiologiske, bivirkninger i terapeutiske doser. Risikoen herved bør overvejes før behandlingsopstart (5141) . Korte kure med systemisk glukokortikoid i tillæg til den topiske behandling ved polypose patienter resulterer i en signifikant reduktion i såvel symptom som polyp score. Effekten er kortvarig og skal vejes op imod de systemiske bivirkninger, hvorfor der anbefales maksimalt 1-2 behandlinger om året (IV) . Ifølge de danske Nationale Kliniske Retningslinjer (3373) bør det overvejes at give lavdosis glukokortikoid oralt frem for intramuskulært til behandling af patienter med svær allergisk rhinokonjunktivitis. Højdosis oral glukokortikoidbehandling anbefales ikke. Systemisk steroid er særdeles effektivt mod eosinofil inflammation, men er som alt andet symptombehandling uden effekt på prognosen. Tilgængelig litteratur inkluderer udelukkende CRSwNP. Medicinrådet har nu færdigtbehandlet de første ansøgninger om godkendelse af biologiske immunsupprimerende præparater til behandling af CRSwNP. Der er tale om monoklonale antistoffer, som selektivt blokerer en enkelt af flere af de involverede interleukiner i det Th2 drevne immunologiske respons. Behandlingen kan være indiceret ved manglende sygdomskontrol i tilfælde af forud optimalt håndterede patienter med påvist eosinophil vævsinflammation og sino-nasal polypose. Nærmere retningslinjer kan ses på Medicinrådets hjemmeside . Allergisk rhinosinuitis Alle patienter, hvor allergisk rhinosinuitis mistænkes, bør udredes med SPT (hudpriktest) eller test for cirkulerende allergenspecifikke IgE antistoffer. Dette muliggør overvejelser og rådgivning om individualiserede behandlingstiltag i form af for eksempel allergensanering og hyposensibilisering (3373) . Lette symptomer behandles efter patientens ønske primært med systemisk og/eller lokalt antihistamin , såfremt det ikke er muligt at opnå symptomfrihed ved at undgå udsættelse for allergenet. Ved moderate eller sværere symptomer tillægges nasalsteroider Nasalsteroid skal anvendes dagligt for at få optimal effekt. Nasal lavage kan lindre og modvirker tørhedsfornemmelse/skorpedannelse i den anteriore næsekavitet samt epistaxis. Ved allergisk sæsonrelateret rhinokonjunktivitis (høfeber) med svære symptomer, som ikke lindres i tilfredsstillende grad af lokalbehandling og antihistaminer, kan man anvende systemisk glukokortikoid . For at minimere risikoen for systemiske steroidbivirkninger bør behandlingen være i lav dosis og i kortest mulige tid, hvor den fx kan gives oralt i lav dosis som tillæg til den øvrige behandling med antihistamin og nasalsteroid fx i pollensæsonens værste 1-3 uger. I særlige tilfælde kan intramuskulært depotsteroid anvendes. Indikationen for hyposensibilisering (allergenspecifik immunterapi) er utilfredsstillende symptomkontrol, trods behandling med antihistamin og nasalsteroid, samt ønske om immunterapi og forståelse og vilje til at kunne gennemføre en mindst 3 år lang behandling. Allergenspecifik immunterapi kan både anvendes ved birke- og græspollenallergi og ved helårsallergi (husstøvmider, kat og hund). Ved birke- og græspollenallergi samt ved husstøvmideallergi er der udover s.c. injektionsbehandling (SCIT) også mulighed for såkaldt sublingual immunterapi (SLIT). Graviditet De nyere nasalsteroider (fx fluticasonfuroat og mometasonfuroat) anvendes som førstevalg til gravide ved non-allergisk, inklusive gestationel, rhinosinuitis. Præparaterne har høj bindingsaffinitet til den endonasale mukosa, hvorfor den systemiske effekt er umålelig. Desuden har præparaterne ingen teratogen effekt. Triamcinolon bør dog undgås, da mængden af data er begrænset. Andre endonasale midler der kan anvendes er natriumcromoglicat (som dog har begrænset effekt) og lokale detumescerende adrenergika . Man bør dog være opmærksom på overdosering, hvor de lokale detumescerende midler kan mindske blodgennemstrømningen i uterus. Ved...)
Non-farmakologisk frakturprofylakse (...Ved osteopeni anbefales farmakologisk osteoporosebehandling kun i udvalgte tilfælde, fx hos patienter i systemisk behandling med glukokortikoid i doser ≥ 5 mg prednisolon dgl. i > 3 mdr., se Steroidinduceret osteoporose . Den non-farmakologiske frakturprofylakse anvendes både som primær profylakse med henblik på at forebygge, at der tilkommer risikofaktorer/at den første fraktur opstår, og som en vigtig del af behandlingen hos patienter med osteoporose. De vigtigste elementer i den non-farmakologiske frakturprofylakse omfatter: Optimering af D-vitaminstatus i kombination med et sufficient calciumindtag Den frakturforebyggende effekt anses for bedst dokumenteret ved samtidigt tilskud med calcium og D-vitamin (1633) . Flere nyere metaanalyser, som har samlet resultaterne fra en lang række randomiserede kontrollerede studier, har imidlertid sat spørgsmålstegn ved, om tilskud med calcium og D-vitamin er af betydning for at mindske risikoen for fraktur i den generelle (overvejende raske) del af befolkningen (4457) . Som udgangspunkt anbefales alle et sufficient indtag af calcium gennem et dagligt tilskud på 800-1.000 mg calcium i kombination med 20-40 mikrogram (800-1.600 IE) cholecalciferol (vitamin D 3 ). Dette for at sikre mod mangeltilstande. Ved et højt habituelt indtag af calcium gennem kosten kan det daglige tilskud med calcium reduceres, idet der bør sigtes mod et dagligt total indtag på 1.000-1.200 mg calcium (kost + tilskud). En persons habituelle kostindtag af calcium kan estimeres ved at spørge til, hvor mange portioner mælkeprodukter som dagligt indtages (glas mælk, ostemadder, portioner yoghurt mv). Mælk indeholder typisk 100 mg pr. dl og ost 75 mg pr. 10 gram. Calciumindholdet i kosten kan estimeres ud fra følgende formel: calcium (mg/døgn) = 300 + (150 x antal glas mælk) + (150 x antal ostemadder) + (250 x portioner surmælksprodukter). Tilskud med D-vitamin i form af høje daglige doser (70-100 mikrogram (2.800-4.000 IE) såvel som intermitterende behandling med meget høje (suprafysiologiske) doser (fx 3-500.000 IE hver 3.-12. måned) frarådes, da det kan være forbundet med nedsat muskelstyrke og en øget risiko for fald og frakturer (3012) (3013) (4456) . Se endvidere Calcium og D-vitamin (osteoporose) . Fysisk aktivitet Interventionsstudier har vist, at fysisk træning forbedrer muskelstyrken, balancen og koordinationsevnen, selv hos ældre. I metaanalyser er der påvist positive effekter af både gangtræning og vægtbærende træning på BMD i lændecolumna og hofteregionen (1221) . Desværre foreligger der ikke randomiserede kontrollerede studier, hvor risikoen for fraktur er undersøgt i relation til fysisk træning/aktivitet. I en dansk nested case-kontrol undersøgelse var moderat fysisk aktivitet (2-4 timer om ugen) - i forhold til inaktive - associeret med en ca. 25 % nedsat risiko for hoftenære frakturer (1222) . Inaktivitet må således forebygges ved at tilråde regelmæssig fysisk aktivitet (2-4 timer om ugen), mens længerevarende excessiv fysisk aktivitet kombineret med lav legemsvægt frarådes, da der herved kan tilkomme amenoré, tab af knoglemineral og følgelig en øget frakturrisiko. Ligeledes bør immobilisation, fx længerevarende sengeleje, undgås, da dette fører til et betydeligt knogletab. Faldulykker Faldulykker spiller en betydelig rolle for forekomsten af osteoporotiske brud. Hver tredje > 65 år og hver anden > 80 år falder mindst én gang årligt. Faldforebyggelse omfattende multiple interventioner herunder optimering af D-vitaminstatus (5119) , seponering af medicin, der forårsager sløvhed eller påvirker balanceevnen, og behandling af katarakt mv. (5120) . Hoftebeskyttere er i nogle studier vist at være effektive, når de anvendes systematisk på plejehjem og institutioner med beboere med høj frakturrisiko. Nyere metaanalyser har imidlertid sat spørgsmålstegn ved...)
Overfølsomhed (...Ved symptomer, hvor kløe og sekretion dominerer, benyttes et non-sederende oralt H 1 R-antihistamin. For sæsonallergi, kan daglig behandling i relevant periode være nødvendig. Er generne præget af nasalstenose, har nasalt kortikosteroid som monoterapi god effekt og vil ofte overflødiggøre antihistamin. Effekten af kortikosteroid lokalt sætter langsomt ind (over flere dage) og præparaterne skal benyttes i fast dosering. Ved persisterende allergisk rhinitis anbefales nasalt kortikosteroid. Såfremt nasalt kortikosteroid ikke har tilstrækkelig effekt på øjengener, kan det kombineres med antihistamin øjendråber. Hvis nasalt kortikosteroid som monoterapi ikke er tilstrækkelig, kan det kombineres med lokalt eller systemisk antihistamin. Ved manglende effekt på nasal sekretion kan nasal ipratroium anvendes. Patienter med både allergisk rhinokonjunktivitis og astma kan ved behandling med leukotrienreceptorantagonist opleve lindring af deres symptomer på allergisk rhinokonjunktivitis. Ved sæsonrelateret allergisk rhinoconjunctivitis med svære symptomer, som ikke lindres af ovenstående behandling, kan man anvende kortikosteroid administreret som kortvarig oral behandling. I.m. depotinjektion kan også benyttes, men har potentielt flere bivirkninger. Ved rhinoconjunctivitis, hvor der er behov for off-label op-dosering til 2 gange vanlig dosis, vil desloratadin eller fexofenadin typisk være førstevalg grundet de non-sederende egenskaber. Allergenspecifik immunterapi kan komme på tale, hvor kortikosteroid nasalt og antihistamin oralt (evt. også i næse og øjne) ikke har givet tilstrækkelig effekt eller har givet bivirkninger. Ved allergi for træ- og græspollen, oplever næsten alle patienter, som har modtaget behandling med allergen specifik immunterapi, et væsentligt reduceret behov for antiallergisk medicin, symptomer reduceres og symptomperioden bliver kortere. Enkelte kan klare sig helt uden medicin i 'normale' pollensæsoner. Der er også dokumenteret effekt ved allergi for husstøvmider og for dyrehår, men klinisk er den ikke helt så udtalt, måske fordi andre allergier tit spiller ind. Se evt. endvidere de nationale kliniske retningslinjer (pt. under vurdering): NKR: Behandling af høfeber (allergisk rhinokonjunktivitis) . Urticaria Kan behandles med et systemisk non-sederende H 1 R-antihistamin. Behandling kan gives som p.n., og i sværere tilfælde i fast dosering. Visse præparater (fexofenadin, bilastin, desloratadin, levocetirizin, rupatidin og cetirizin,) kan doseres i op til 4 gange normal dosis til denne patientgruppe. Fexofenadin, desloratadin og bilastin synes ikke at udvise dosisafhængig døsighed, som typisk ses når cetirizin anvendes over den anbefalede dosis. Ved meget svære anfald kan supplerende kortikosteroid oralt være nødvendigt i den akutte fase. Ved kronisk urticaria med utilstrækkelig effekt af højdosis antihistamin, anbefales behandling med omalizumab og, såfremt dette ikke giver sygdomskontrol, kan ciclosporin A overvejes. Dette vil ofte kræve kontrol i speciallægeregi. Ved urticaria hvor der kan være behov for off-label opdosering til 3-4 gange anbefalet dosis, vil fexofenadin typisk være førstevalg grundet non-sederende egenskaber. Anafylaksi Behandles med adrenalin, ilt, i.v.-væske. Ved astma suppleres med β 2 -agonist. Yderligere behandling omfatter antihistamin og kortikosteroid. Personer med risiko for anafylaksi uden for lægeligt regi bør udstyres med en adrenalin autoinjektor til i.m. selvadministration. Astma Antihistaminer har ingen plads i behandlingen af astma. Behandlingen af astma hos patienter med overfølsomhed adskiller sig ikke fra anden astmabehandling mht. valg af præparater. Dog er der ved særlig svær allergisk astma mulighed for at supplere med behandling med biologiske lægemidler. Dette er indtil videre en hospitalsopgave. Se endvidere Biologiske midler mod astma og KOL . Eksem Antihistaminer har ingen plads ved eksembehandling. Eksembehandling ved overfølsomhed adskiller sig ikke fra anden eksembehandling mht. valg af præparater. Ved...)
Prostatacancer (...ved orkiektomi eller elimination og/eller blokade af androgener. Ved endokrin behandling af prostatacancer anvendes midler med direkte antagonistisk virkning på androgenreceptorer eller midler med indvirkning på steroidsyntesen eller på gonadotropinfrigørende hormoner, der via en hæmning i hypofysen nedsætter testosteronproduktionen i gonaderne. Der foretages ikke receptoranalyse på prostatacancerceller, da prostatacancer stort set altid primært er følsom for endokrin behandling. Androgen deprivation kan opnås på følgende vis: 1. Fjernelse af androgenproducerende kirtler: Bilateral orkiektomi. 2. Hæmning af gonadotropinsekretion: GnRH-analoger (goserelin, leuprorelin, triptorelin), GnRH-antagonist (degarelix) , østrogener. 3. Androgenreceptorantagonister: Steroide antiandrogener (cyproteronacetat), non-steroide antiandrogener (bicalutamid). 2. generations endokrin terapi: 4. Antiandrogener: Enzalutamid , apalutamid , darolutamid . 5. Hæmning af androgensyntese: CYP17 inhibitorer ( abirateron ). Endokrin behandling anbefales dels ved lokal-avanceret prostatacancer uden fjernmetastaser, dels ved metastatisk prostatacancer. Ved lokal-avanceret prostatacancer anbefales antiandrogenbehandling med bicalutamid som førstevalg, alternativt LHRH-agonist som 3- eller 6-måneders depotbehandling. Ved metastatisk prostatacancer anbefales opstart af GnRH-analog/antagonist. Der tilbydes desuden supplerende behandling alt efter sygdomsudvikling, sygdomsudbredning og patientens komorbiditet. Til behandling af nydiagnosticeret metastatisk, kastrationssensitiv prostatacancer (høj-volumen sygdom) er standardbehandlingen aktuelt androgen deprivation suppleret med både abirateron enten alene eller i kombination som kemoterapi med docetaxel. Hos patienter med lav-volumen sygdom kan androgen deprivation suppleres med abirateron og/eller strålebehandling mod prostata. Ved højrisiko ikke-metastatisk, kastrationsresistent prostatacancer anbefales supplerende behandling med darolutamid, enzalutamid eller apalutamid. Aktuelt er darolutamid førstevalg, se Medicinrådets rekommandation på området. Til behandling af metastatisk, kastrationsresistent prostatacancer anbefales abirateron eller enzalutamid som førstelinjebehandling til patienter med minimale symptomer og sufficient respons på den initiale endokrine behandling. Aktuelt er abirateron førstevalg, se Medicinrådets vejledning på området . Abirateron og enzalutamid kan anvendes i senere linjer (efter kemoterapi). Hos patienter med metastatisk kastrationsresistent prostatacancer og fund af BRCA-mutation (somatisk/germline) kan behandlingen med abirateron suppleres med olaparib . GnRH-analoger og abirateron anvendes desuden ved kurativt intenderet strålebehandling og bicalutamid ved salvage strålebehandling efter prostatektomi. Se endvidere: DUCG (Dansk Urologisk Cancer Gruppe) Prostatacancer, kliniske retningslinjer Medicinrådet Lægemiddelrekommandation og kliniske sammenligningsgrundlag ved...)
Morbus Menière (...ved eksempelvis manglende effekt eller efter symptomfrihed allerede ved opstart af behandlingen. Diuretika såsom hydrochlorthiazid og acetazolamid er hyppigt anvendt internationalt til at opnå en reduktion af svimmelhedsanfaldets sværhedsgrad og hyppighed (3445) (3446) . Et Cochrane-review har dog ikke fundet tilstrækkelig kvalitet af de udførte studier til at give evidens for deres effekt på Menière, og brugen er forbundet med potentielt alvorlige bivirkninger, specielt hos ældre (1848) . Ligeså er der ikke fundet egnede studier, som kan understøtte brugen af thiaziddiuretika, og der er en god praksisanbefaling imod at anvende thiaziddiuretika til behandling af Meniére jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières (4636) . Behandling med trommehindedræn og pulserende overtryksterapi Det næste trin på behandlingstrappen er anlæggelse af dræn i trommehinden på det syge øre i 2-3 uger. Behandlingen er en god praksisanbefaling ifølge National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières, da der ikke foreligger studier, der kan dokumentere effekten (4636) . Ved utilstrækkelig effekt af dræn-behandling kan pulserende overtryksterapi (Meniett behandling) overvejes. Evidensen for denne behandling i forhold til placebo vurderes ufuldstændig i et Cochrane-review basseret på 5 RCT studier (3082) . Generelt er der ikke reduktion i antal af vertigo-tilfælde ved overtryksterapi sammenlignet med placebo, men en signifikant subjektiv forbedring af svimmelhedssymptomerne ses ved overtryksbehandling (3082) (3083) . Et RCT-studie af Meniett-behandlingen over for placebo har ikke bekræftet, at Meniett-behandlingen reducerede hyppigheden af eller sværhedsgrad af svimmelheds-tilfælde (4638) . Studiet er medtaget i en ny metaanalyse, som heller ikke kan bekræfte at Meniett-behandlingen signifikant reducerer anfaldshyppighed i forhold til placebo (4639) . En metaanalyse baseret på andre studier end RCT-studier, som ikke er placebokontrollerede viser en signifikant reduktion af svimmelhedsanfald (3080) . Lokal appliceret overtryks behandling bør derfor anvendes med omtanke under hensyntagen til, at placeboeffekten er betydelig. Ifølge National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières er der således også kun en svag anbefaling for brug af overtryksterapi, og det anbefales at aftale et seponeringsforsøg efter en behandlingsperiode (4636) . Intratympanisk steroid behandling Intratympanisk steroidbehandling med dexamethason har vist lovende resultater i et velgennemført men lille placebokontrolleret studie (3079) , men det anbefales i et Cochrane-review af 10 RCT studier med i alt 952 patienter, at yderligere og større placebokontrollerede studier gennemføres med konsensus omkring de valgte outcomes for at tilvejebringe yderligere dokumentation (6278) . Et systematisk review (4637) konkluderer endvidere, at evidensen fortsat er sparsom, og at der er behov for flere studier af høj kvalitet. Jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières er der en svag anbefaling for at overveje behandling med intratympanisk steroid, hvis der er manglende effekt af anden behandling (4636) . Et RCT-studie, som ikke indgår i ovennævnte reviews, sammenligner methylprednisolon med gentamycin, og her fandt man, at methylprednisolon var lige så effektivt til at reducere hyppigheden af svimmelhedsanfald som gentamycin (3462) . Profylaktisk, destruktiv behandling Ved insufficient behandlingseffekt kan der foretages instillation af gentamicin i mellemøret, hvilket er en specialistopgave. Absorption af små mængder gentamicin foregår gennem det runde vindues membran og ødelægger funktionen af både den kokleare og den vestibulære del af det indre øre, om end sidstnævnte er mere følsom for behandlingen. Der er evidens for, at gentamicin effektivt reducerer eller ophæver svimmelhedsanfald hos patienter med Ménières sygdom i forhold til placebo (3447) . Reduktion og ophør af svimmelhedssymptomer opnås hos omkring 40 % af patienterne efter bare en instillation af gentamicin i mellemøret. 10 % af disse får recidiv inden for 5 år og må behandles igen. Der er fortsat behov for placebokontrollerede studier, der kan dokumentere langtidseffekterne af gentamicin behandling (3448) . Et nyere Cochrane review af 5 placebo kontrollerede RCT-studier, der inkluderer 137 patienter, når frem til at evidensen for gentamicin fortsat er usikker, da studierne er små og bruger forskellige outcomes, der vanskeliggør metaanalyser (6279) . På trods af god effekt i forhold til at behandle svimmelhedssymptomerne, så tilrådes forsigtighed med behandlingen, da der er en betydelig risiko for at lave stor skade på en evt. rest-hørelse (3084) . Jf. National Klinisk Retningslinje for behandling af Menières anbefales gentamicin kun brugt ved...)
Paroksystisk supraventrikulær takykardi (...ved kraftig vagusstimulering (valsalva manøvre, brækrefleks eller sinus caroticus massage). Medikamentelt er adenosin førstevalgspræparat, og verapamil givet intravenøst et alternativ. Den medikamentelle behandling kræver indlæggelse med ekg-overvågning. Det er sjældent nødvendigt at anvende DC-konvertering. Flecainid intravenøst kan anvendes ved akut behandling af fokal atrietakykardi, hvis adenosin, betablokker eller verapamil ikke har vist effekt, eller ved akut behandling af supraventrikulær takykardi med breddeøgede QRS-komplekser på baggrund af et accessorisk AV-ledningsbundt eller præeksiteret atrieflimren. Forebyggende behandling Forebyggende medicinsk behandling anvendes ved...)
Brug af antidepressiva ved andre psykiske tilstande end depression (...ved behandling af angsttilstande. Se Behandling af angst . Bulimia nervosa Behandlingen af bulimi baseres primært på psykoterapeutiske metoder, men i placebokontrollerede undersøgelser er der påvist en vis effekt af specielt SSRI-antidepressiva . Alle SSRI regnes for effektive, men der er især erfaring med fluoxetin . Generelt skal man op på højere doser (for fluoxetins vedkommende 60 mg per døgn) end hvad der anvendes i depressionsbehandling. I et dosis-respons studium fandt man, at fluoxetin var mere effektiv end placebo. Se evt. desuden de nationale kliniske retningslinjer: NKR: Moderat og svær bulimi . Ved...)
Angst (...ænge af den grundlæggende sygdom. Grundig differential-diagnostik er derfor vigtig for valg...)
Skizofreni (...ved skizofreni, og ved tilbagefald forkorter antipsykotisk behandlingen tiden indtil symptomkontrol. Ofte er antipsykotisk behandling nødvendig for at gennemføre anden behandling, fx psykoterapi, social rehabilitering mv. Antipsykotisk behandling reducerer risikoen for psykotisk tilbagefald. Antipsykotika dæmper i varierende grad symptomerne. Effekten er typisk mest udtalt for de såkaldte positive symptomer, så som hallucinationer og vrangforestillinger, mens antipsykotika generelt har en mindre udtalt effekt på negative symptomer, såsom inaktivitet, tilbagetrukkethed og apati, og endnu mere sparsom effekt på kognitive forstyrrelser, så som opmærksomhedsfunktion, hukommelse og planlægningsevne. Antipsykotika i for høj dosis kan forværre kognitive og negative symptomer. Behandlingen med antipsykotika er symptomatisk og symptomerne kan vende tilbage, hvis behandlingen ophører, evt. først efter flere måneder. Mange antipsykotika har desuden effekt på maniske tilstande og flere antipsykotika har forebyggende effekt ved bipolar affektiv sindslidelse, specielt for de maniske faser. Samtlige antipsykotika binder sig til dopamin-D 2 -receptorer i hjernen. Langt de fleste antipsykotika blokerer D 2 receptoren (såkaldt antagonistisk virkning), mens enkelte præparater udøver en delvist stimulerende effekt (partiel agonistisk virkning). Det er virkningen på D 2 receptorer i de såkaldte limbiske hjerneområder, der primært antages at ligge bag den antipsykotiske effekt. D 2 -receptorblokade i de motoriske hjerneområder menes at inducere motoriske bivirkninger, ligesom D 2 -receptorblokade medfører øget prolaktinfrigørelse fra hypofysen med heraf relaterede bivirkninger. Antipsykotika blokerer i varierende grad desuden serotonin-, acetylkolin-, noradrenalin- og histaminreceptorer i varierende grad. Blokade af serotonerge receptorer, specielt af 5HT2A-receptorsubtypen, menes at reducere de D 2 -inducerede motoriske bivirkninger. Blokade af kolinerge receptorer reducerer også de motoriske bivirkninger, men øger samtidig risikoen for antikolinerge bivirkninger, fx mundtørhed og obstipation, og hos ældre konfusion og delir. Antihistaminerge effekter antages at bidrage til de vægtøgende og dysglykæmiske effekter af en række antipsykotika. Den antihistaminerge effekt bidrager til sedation, hvilket i sagens natur ofte medfører mindre fysisk aktivitet med heraf følgende øget risiko for vægtøgning og dysglykæmi. Bortset fra clozapin er der ikke klinisk betydende terapeutiske effektforskelle mellem de eksisterende antipsykotika. Til gengæld er der klinisk betydende forskelle i præparaternes bivirkningsprofiler, hvilket således bør tillægges stor betydning vedvalg...)
Ascites og hepatisk nefropati (...ved registrering af vægttab. Hvis der ikke er perifere ødemer, skal vægttabet højst være 0,5 kg/dag og op til ca. 1 kg/dag ved samtidige ødemer. Basisbehandlingen består af natriumrestriktion (ca. 2 g natrium dagligt sv.t. ca. 90 mmol i døgnet) og behandling med kaliumbesparende aldosteronantagonist (spironolacton), startdosis 100 mg dgl. Ved utilstrækkelig effekt suppleres med loop-diuretikum (furosemid 40 mg dgl.). Dosis af begge præparater øges gradvist, indtil der opnås det angivne vægttab. Maksimaldoser er normalt: spironolacton 3-400 mg dagligt furosemid 160 mg dagligt. Spændt ascites behandles med terapeutisk paracentese (komplet ascitestømning under samtidig tilførsel af albumin ). Albumin gives typisk i dosis 6-8 g pr. liter fjernet ascitesvæske. Ved ascites protein 250 x10 6 /l startes straks empirisk behandling med bredspektret antibiotikum. Kun 50 % er dyrkningspositive og oftest først efter flere dages dyrkning. Førstevalgsbehandling er piperacillin/tazobactam 4 g i.v. 3 gange dgl. eller cefotaxim 2 g i.v. 2 gange dgl. i kombination med osmoterapi med albumin for at undgå nyresvigt. Hvis der foreligger positiv D+R, målrettes behandlingen herefter. Efter overstået antibiotikabehandling anbefales sekundær profylakse med ciprofloxacin 500 mg dgl. så længe der er ascites. Hepatorenalt syndrom og cirrose-relateret nyrepåvirkning Ved mistanke om HRS-AKI pauseres diuretika og nefrotoksiske lægemidler og der sikres optimal cirkulatorisk volumen med albumin (1130) . Hvis nyrefunktionen ikke bedres kan behandling med terlipressin i kombination med albumin (1130) iværksættes. Terlipressin kan gives som bolus eller kontinuerlig infusion. Kontinuerlig infusion er associeret med færre bivirkninger og en bedre farmakodynamisk profil end bolus. Der gives terlipressin 1 mg/12 timer (opløst i 250 ml 5 % glukose) stigende til maksimalt 12 mg/døgn kombineret med albumin. Hvis bolus vælges, anvendes doser fra 0,5-1 mg × 4 stigende til maksimalt 2 mg × 6. Noradrenalin-infusion kan anvendes som alternativ behandling, særligt på intensiv afdeling. Hos patienter med lavt blodtryk (< 110 mmHg systolisk) med betydelig nyrepåvirkning bør behandling med β-blokade pauseres. Levertransplantation bør overvejes hos egnede patienter, da udvikling af HRS er forbundet med dårlig prognose. Svigt af behandling Manglende behandlingseffekt bør føre til revurdering af diagnosen, compliance og mulige udløsende faktorer. Ved ascites, der ikke responderer på maksimal tolereret diuretikabehandling (spironolacton og furosemid), eller hvor behandlingen begrænses af bivirkninger som nyrepåvirkning, elektrolytforstyrrelser eller hypotension, klassificeres tilstanden som refraktær ascites. I disse tilfælde bør gentagne terapeutiske paracentese med albumintilførsel eller anlæggelse af TIPS overvejes. Ved spontan bakteriel peritonitis bør manglende klinisk eller biokemisk bedring inden for 48 timer føre til revurdering af antibiotikabehandlingen, herunder resistens, sekundær peritonitis eller andre infektionsfoci. Ved HRS-AKI bør manglende respons på behandling med terlipressin og albumin føre til revurdering af diagnosen og overvejelse af alternative årsager til nyrepåvirkning. Hos egnede patienter bør levertransplantation overvejes. Særlige forhold hos ældre og skrøbelige patienter Hos ældre og skrøbelige patienter med cirrose og ascites bør behandlingen individualiseres med særlig opmærksomhed på risiko for hypotension, dehydrering, elektrolytforstyrrelser og nyrepåvirkning. Diuretika bør titreres forsigtigt, og vægt, nyrefunktion og elektrolytter monitoreres tæt. Polyfarmaci er hyppig i denne patientgruppe, og medicinlisten bør derfor gennemgås regelmæssigt med henblik på reduktion eller seponering af lægemidler, der kan forværre cirkulatorisk instabilitet eller nyrefunktion, herunder diuretika i høje doser, NSAID og andre nefrotoksiske lægemidler. Ved...)
Diagnostik af astma og KOL (...ved reversibel og varierende luftvejsobstruktion. God effekt af antiinflammatorisk behandling. Vedvarende og progredierende obstruktiv lungefunktionsnedsættelse som følge af permanent forsnævring og svind af de små luftveje og/eller emfysem. Lungefunktionsnedsættelsen er meget lidt reversibel og kan med tiden føre til respirationsinsufficiens. Dødeligheden er høj, hvis patienten fortsætter med at ryge. Ætiologi Genetisk disposition. Risikofaktorer: Atopi (ved astmadebut i barndom og yngre voksenalder), allergisk rhinitis og ikke-allergisk kronisk rhinitis, erhvervsmæssig eksponering (fx svejserøg, melstøv, mm). Akutte forværringer ved luftvejsinfektioner, udsættelse for allergener og irritanter. Hos småbørn spiller udsættelse for passiv rygning en rolle for udvikling af astma og for hyppighed af forværringer. Først og fremmest forårsaget af aktiv tobaksrygning (ca. 80 %-90 % af alle tilfælde i Danmark). Ca. 25 % af rygere udvikler moderat eller svær KOL. Erhvervsmæssig udsættelse for støv og røg. Akutte forværringer (eksacerbationer) skyldes især virale og bakterielle infektioner, men kan også udløses af eksposition for øget udendørs og indendørs luftforurening herunder passiv rygning. Vigtigste symptomer Perioder med langvarig, ofte natlig hoste, åndenød som ledsages af pibende eller hvæsende vejrtrækning. Symptomfri perioder er almindelige. Progredierende åndenød, initialt ved større efterhånden også ved små anstrengelser. Ofte ledsaget af kronisk hoste og opspyt og af hyppige eksacerbationer. Fysiologi Normal lungefunktion eller let til moderat luftvejsobstruktion af varierende grad (peak flow variabilitet). Bronkial hyperreaktivitet hvor udsættelse for irritanter, kold luft og anstrengelse kan udløse bronkospasme. Forværring udløses også af luftvejsinfektioner og allergener, udendørs og indendørs luftforurening. Ofte udtalt forbedring i lungefunktionen ved behandling. Ofte eosinofili i ekspektorat og i blodet samt forhøjet fraktion af nitrogenoxid i udåndingsluften (FE NO ). Luftvejsobstruktion (FEV 1 /FVC 10 % af den forventede normalværdi anses som statistisk signifikant. Man kan også angive bronkodilatorresponset i forhold til den initiale FEV 1 værdi, hvor en stigning > 12 %, dog mindst 200 ml, anses for at være signifikant. Den diagnostiske sikkerhed (positiv prædiktive værdi) for astma er højere ved en reversibilitet på 15 %/400 ml. Det er dog vigtigt at bemærke, at negativ reversibilitetstest ikke udelukker astma, ligesom en FEV 1 -reversibilitet på op til 300 ml heller ikke udelukker KOL. Op til 70-80 % af alle patienter med astma har samtidigt rhinitis både ved allergisk og ikke-allergisk astma. Der er velbeskrevet, at antallet af eosinofile leukocytter i blod hos patienter med KOL og hyppige eksacerbationer prædicerer gavnlig effekt af inhalationssteroid, som er størst hos patienter med over 300 celler/mikroliter og ikke til stede hos patienter med under 100 celler/mikroliter. De internationale retningslinjer anbefaler derfor måling af eosinofile i blodet i stabilfasen af KOL med henblik på det mest optimale behandlingsvalg (2524) . Behandlingsmål Ved både astma og KOL er princippet at fastslå sygdommens sværhedsgrad og indlede en behandling omfattende medikamenter, rygestop, hvor det er relevant, samt uddannelse af patienterne til egenomsorg. Ved KOL vil mange patienter have glæde af henvisning til rehabilitering. Patienterne skal følges regelmæssigt med registrering af symptomer, eksacerbationer og lungefunktion med henblik på behov for behandlingsjusteringer, men behandlingsmålet for de to sygdomme er forskellig: Ved astma bør stræbes efter symptomfrihed eller meget få symptomer, normal lungefunktion og forebyggelse af eksacerbationer. Ved KOL er lungeskaderne irreversible og der er kroniske symptomer og permanent nedsat lungefunktion. Det primære mål for behandlingen er symptomlindring, reduktion i antallet af eksacerbationer, fysisk træning med henblik på ved...)
Autoimmun hepatitis (...vedligeholdelsesbehandling. Ved bivirkninger til azathioprin skiftes oftest til mycophenolatmofetil som immundæmpende langtidsbehandling. Ved mangelfuld eller inkomplet hurtig kontrol af sygdommen anvendes andre immunosuppressiva (mycomephenolatmofetil, tacrolimus, ciclosporin m.fl.) på empirisk basis og er en specialistopgave. Revurdering af behandling Non-respons ved AIH: Ved manglende signifikant biokemisk forbedring efter 2-4 uger overvejes øgning af steroid, skift til mycophenolat mofetil, eller evt. calcineurinhæmmer (tacrolimus/cyclosporin). Ved...)
Øsofagusvaricer (...ved mistanke om variceblødning og fortsættes i op til 3-5 dage eller til blødningsstop i mindst 24 timer. Stofferne virker ved at reducere blodgennemstrømningen og trykket i splanchnicusgebetet. Terlipressin er førstevalg ved variceblødning . Octreotid kan anvendes ved bivirkninger eller kontraindikation til terlipressin. Diagnostisk og terapeutisk gastroskopi udføres snarest muligt og inden for 12 timer. Endoskopisk ligaturbehandling (banding) er førstevalg og er mere effektiv og med færre bivirkninger end skleroterapi. Ved manglende blødningskontrol kan midlertidig behandling med stent i esofagus (Ella-Danis stent) eller dobbelt-ballon tamponadesonde (Sengstaken sonde) anvendes som bro til definitiv behandling. Tidlig vurdering med henblik på transjugulær intrahepatisk portosystemisk shunt (TIPS) anbefales hos patienter med høj risiko for behandlingssvigt. Pre-emptive TIPS inden for 72 timer, ideelt inden for 24 timer, bør således overvejes hos patienter med høj risiko, især Child-Pugh C;10-13 eller Child-Pugh B; > 7 med aktiv blødning ved endoskopi. Som antibiotikaprofylakse anbefales ciprofloxacin . Der gives 400 mg x 2 dgl. i.v., indtil der er hæmostase. Derefter gives 500 mg 2 gange dgl. oralt til i alt 7 dages behandling. Profylaktisk behandling Primær profylakse Hos patienter med cirrose kan elastografi anvendes til risikovurdering for varicer. Patienter med leverstivhed (TE) 150 ×10⁹/L har lav risiko for klinisk betydende varicer og kan ofte undgå screening med gastroskopi. Ved stigning i elastografiværdi >20 kPa eller faldende trombocyttal foretages gastroskopi mhp gradering af varicer. Hos patienter med klinisk signifikant portal hypertension og øsofagusvaricer grad II-III anbefales farmakologisk behandling med non-selektiv betablokker, hvor carvedilol ofte er førstevalg. Alternativt kan endoskopisk ligaturbehandling anvendes ved kontraindikation eller intolerance over for betablokkere. Carvedilol er første valg og optrappes fra 3,25 mg × 2 dagligt til 6,25 mg × 2 dagligt. Propranolol 40 mg dagligt i stigende dosering til maksimal tolerabel dosis (160 mg dagligt) med monitorering af puls (ikke under 55) og BT (systolisk tryk ikke under 90 mm Hg) kan også anvendes, specielt blandt patienter med mere fremskreden leversygdom, der dårligt tåler α-blokade og med risiko for nyrepåvirkning. Da endoskopisk og farmakologisk behandling er fundet ligeværdige, afhænger valg af behandling af lokal ekspertise og patientens præferencer (2836) . Farmakologisk behandling forebygger ikke udvikling af nye varicer. I forbindelse med akutte blødningsepisoder pauseres den farmakologiske behandling med carvedolil/propranolol. Carvedilol og propranolol bør også overvejes seponeret ved behov for gentagen ascitestapning. Sekundær profylakse Efter en første variceblødning anbefales kombinationsbehandling med non-selektiv betablokker (fx carvedilol eller propranolol) og gentagen endoskopisk ligaturbehandling, indtil varicerne er eradikeret. Ved recidiverende blødning trods optimal behandling bør TIPS overvejes. Levertransplantation bør vurderes hos egnede patienter. Revurdering af behandling Behandlingseffekten bør vurderes løbende under indlæggelsen. Ved manglende blødningskontrol trods vasoaktiv behandling med betablokade og endoskopisk ligatur bør yderligere intervention overvejes, herunder esofagusstent eller ballonsonde som midlertidig behandling ligesom tidlig vurdering med henblik på TIPS. Efter stabilisering revurderes behovet for sekundær profylakse med non-selektiv betablokker og gentagen ligaturbehandling. Ved recidiverende blødning trods optimal behandling bør TIPS og eventuelt levertransplantation overvejes. Særlige forhold hos ældre og skrøbelige patienter Hos ældre og skrøbelige patienter med øsofagusvaricer bør behandling tilpasses individuelt med særlig opmærksomhed på hypotension, nyrepåvirkning og polyfarmaci. Non-selektive betablokkere, herunder carvedilol og propranolol , bør initieres og titreres forsigtigt med tæt monitorering af blodtryk, puls og nyrefunktion. Vasoaktiv behandling ved akut blødning (fx terlipressin) kan anvendes, men kræver opmærksomhed på kardiovaskulære og respiratoriske bivirkninger samt iskæmiske komplikationer. Antibiotikaprofylakse gives efter gældende anbefalinger, men dosis og valg af præparat bør tilpasses nyrefunktion og komorbiditet. Ved...)
Fibromer i uterus (...Ved menoragi uden graviditetsønske Symptomlindrende behandling ved kraftige, regelmæssige menstruationer hos en kvinde uden tyngdegener og uden graviditetsønske kan, såfremt livmoderen palpatorisk ikke er væsentligt forstørret, initieres af alle. Behandlingen kan bestå af et eller flere af nedenstående elementer: Korrektion af anæmi (jerntilskud) Blødningsreduktion med tranexamsyre (dosis 1-1,5 g 3-4 gange dgl i 3-4 døgn), hvorved man mindsker blødningen med cirka 40 %. Tranexamsyre hæmmer nedbrydningen af bl.a. fibrin og fibrinogen, men har ingen effekt på fibromstørrelse. Blødningsreduktion med NSAID (fx ibuprofen 400 mg x 3 dgl. Behandling startes dagen før forventet menstruationsstart). NSAID er prostaglandinsyntesehæmmende og mindsker prostaglandins vasodilaterende effekt, hvilket fører til reduceret blødning lokalt i endometriet. Estimeret blødningsreduktion: 10-20 % hos fibrompatienter. NSAID har ingen effekt på fibromstørrelse. Blødningsreduktion til op mod 70 % med gestagenspiral hos kvinder med fibromer er beskrevet. Blødningsreduktionen opnås pga. gestagenets atrofierende effekt på endometriet. Gestagen har formentlig ingen effekt på fibromstørrelse. Der er en øget risiko for udstødning af spiralen på 7 % mod cirka 4 % hos kvinder uden fibromer. Udstødningsrisikoen er formentlig størst ved fibromer over 3 cm. P-piller med 30 mikrogram ethinylestradiol kan medføre en blødningsreduktion på 50-70 %, idet endometriet over tid atrofierer. P-piller har formentlig ingen effekt på fibromstørrelse. Ved manglende effekt eller samtidige tryksymptomer henvises til gynækolog, som ved ultralydsscanning vil bedømme fibromerne og tilbyde enten målrettet medicinsk behandling, fibromembolisering eller kirurgi. Målrettet medicinsk behandling af fibromer Medicinsk behandling med henblik på størrelsesreduktion af fibromer kan stå alene eller bruges som forbehandling forud for kirurgi, enten med henblik på skrumpning, så en mere skånsom kirurgisk metode bliver mulig og/eller for at korrigere blodprocenten forud for kirurgi. Behandlingen omfatter: GnRH-analog , som efter en kort overstimuleringsfase på cirka 2 uger, supprimerer FSH- og LH-sekretionen, hvilket fører til en menopauselignende tilstand. Det er en injektionsbehandling med depotmedicin til 1 eller 3 måneder. Effekten er en reduktion i fibromstørrelse på op mod 50 % på 3 måneder og stigning i hæmoglobinniveau. Anvendt præoperativt fører det blandt andet til kortere operationstid og større valgfrihed i operationsmetode pga. reduceret fibromvolumen. Anvendelse bør begrænses til 6 måneder pga. knogledemineralisering. Andre ulemper ved behandlingen er, at fibromstørrelsen tiltager hurtigt efter behandlingsophør, at kvinden oplever menopausale gener samt at effekten af behandlingen kan vare udover den tilstræbte periode på hhv. 1 og 3 måneder. De menopausale gener kan minimeres ved add-back terapi med østrogen og gestagen, hvilket dog reducerer effekten af behandlingen på fibromstørrelse. Kvinden vil et par uger efter opstart opleve afstødningsblødning. Relugolix : Oral behandling med GnRH-antagonist i kombination med østrogen og gestagen. Medfører blødningsreduktion hos mere end 70 % af patienterne efter 8 ugers behandling, men kun begrænset reduktion i fibromvolumen. Efter 24 ugers behandling er blødningsreduktionen på 50 % Blødningsreduktionen indtræder med det samme - og der opleves ingen protraheret effekt af behandlingen efter behandlingsophør (som man ofte ser ved GnRH-analog behandling). Relugolix hæmmer ovulation og fungerer som prævention efter en måneds behandling. DXA-scanning anbefales efter et års behandling, og før behandlingsstart hos patienter i risiko for osteroporose. Præparatet kan udelukkende ordineres af speciallæger i gynækologi og obstetrik. Kirurgi Den kirurgiske behandling kan være med henblik på: Blødningsreduktion alene (hysteroskopisk endometrieresektion eller ablation) Fjernelse af muskelknuder (hysteroskopisk, laparoskopisk eller ved åben kirurgi) Fjernelse af livmoderen. Embolisering Embolisering af a. uterina tilbydes normalt ikke til kvinder med graviditetsønske, omend der er set graviditeter efter embolisering. Ved embolisering opnås bedring af trykgener, menstruationssmerter og menoragi hos mere end 80 %. Ved menoragi/mistanke om fibromer og graviditetsønske Ved mistanke om fibromer i kombination med ønske om graviditet henvises patienten til gynækolog med henblik på ultralydsscanning. Her vil man undersøge, om kvinden har fibromer, ligesom man vil kortlægge fibromernes placering og betydning for kvindens symptomer og fertilitet. Ved type 0-2 fibromer vil det primære behandlingsvalg være hysteroskopisk fjernelse, eventuelt forudgået af medicinsk behandling for at reducere størrelsen af fibromerne. Ved hysteroskopisk fjernelse af fibromer hos kvinder med graviditetsønske er det vigtigt at skåne endometriet, som spiller en vigtig rolle for opnåelse af graviditet. Ved type 3-7 fibromer kan man, afhængig af fibromernes størrelse og patientens symptomer, tilbyde kirurgisk fjernelse og/eller medicinsk behandling med henblik på symptomlindring eller reduktion i fibromstørrelse. Den symptomlindrende behandling vil være som ovenfor beskrevet, dog ikke hormonspiral eller p-piller pga. patientens graviditetsønske. Kirurgisk fjernelse vil være ved...)
Bakteriel vaginose (...ved tilstrækkelig symptombyrde. Ca. halvdelen af kvinder med BV er asymptomatiske og kræver normalt ikke behandling. Ved sikker BV-diagnose af symptomatisk patienter responderer ca. 80 % på behandling med metronidazol , men recidiv efter en behandling forekommer hos op til en tredjedel. Årsagen kan være en stigende resistensudvikling overfor metronidazol blandt de mest almindelige BV-bakterier. Omvendt tyder in-vitro studier på at metronidazol, modsat clindamycin, kan spare mælkesyrebakterierne. Førstevalgsbehandling: Anvendelse af metronidazol produkt i en af følgende regimer vil typisk være førstevalg til nyopdaget ikke-recidiverende BV: Oral metronidazol 500 mg 2 gange dgl.i 7 dage Intravaginal metronidazol gel 0,75 % 1 gang dgl. (til natten) i 6 dage. Alternativt kan forsøges med oral clindamycin 300 mg 2 gange dgl. i 7 dage (5618) eller lokal clindamycin creme 2 % 1 gang dgl. (til natten) i 7 dage. Lokalbehandling med metronidazol eller clindamycin er lige så effektiv som systemisk behandling med oral metronidazol. Fordelen ved systemisk behandling er, at den er billigere, nemmere at anvende og måske fører til færre recidiver. Fordelen ved lokal behandling er, at systemiske bivirkninger samt risiko for medicininteraktioner og alkoholintolerans undgås. Som alternativt førstevalgspræparat kan også anbefales intravaginal dequaliniumchlorid 10 mg dagligt (til natten) i 6 dage. Præparatet er dog kun tilgængeligt på udleveringstilladelse (fx under handelsnavnet Donaxyl). Probiotika, håndkøbspræparater, og live biotherapeutic drugs Overordnet er der ikke god evidens for at anbefale aktuelle probiotika (vaginale/orale) på det danske marked til behandling af BV. Der findes mange såkaldte probiotika på markedet, som typisk er reguleret som kosttilskud. Fælles for dem alle er, at de er utilstrækkeligt undersøgt med hensyn på deres eventuelle kliniske effekt. Nogle meta-analyser mener at finde en overall effekt ved probiotika som et samlet hele, men studiekvaliteten er meget svingende, hvorfor kliniske retningslinjer er meget tilbageholdende med at anbefale enkelte probiotika. Anvendelse af håndkøbspræparater, der markedsføres som pH-sænkende vaginale midler, har ikke dokumenteret effekt i behandling af BV (6100) . Nyere behandlingsmuligheder er dog på vej. I et fase 2b studie påvistes en nedsat BV-recidiv rate ved at supplere standard antibiotisk behandling med et såkaldt live biotherapeutic drug med levende mælkesyrebakterier af en særlig gunstig art (6101) . Dette produkt er imidlertid ikke på markedet endnu. Forebyggende behandling efter screening for asymptomatisk BV Man kan nedsætte risikoen for postoperativ endometritis/PID efter provokeret abort til ca. en tredjedel hos kvinder med konstateret BV, hvis de sættes i behandling en uge før indgrebet. BV er associeret til øget risiko for at erhverve seksuelt overførbare sygdomme, men det vil som udgangspunkt ikke være indiceret at screene og behandle BV af den årsag. Nogle studier associerer BV til nedsat fekunditet og fertilitet, men der er ikke evidens for at screene og behandle BV mhp. at fremme fertiliteten. Behandling af gravide Bør, som hos ikke-gravide, kun iværksættes ved tilstrækkelig symptombyrde. Der er ikke fundet øget risiko for fosteret, hvis den gravide behandles med metronidazol eller clindamycin, men ud fra et forsigtighedsprincip vil man initialt anbefale metronidazol (oral/vaginal) eller vaginal clindamycin. Clindamycin-vaginalcreme kan anvendes i 2. og 3. trimester. Data fra mere end 1.200 gravide i 1. trimester eksponerede med lokal eller systemisk administration har ligeledes været uden tegn på uønsket fosterpåvirkning. Forebyggende behandling efter screening for asymptomatisk BV Det har været omdiskuteret, om der er effekt på forekomsten af spontan for tidlig fødsel ved screening og behandling af asymptomatisk BV hos lavrisikogravide. Der er flere nye reviews, og en guideline fra Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), der konkluderer, at behandling ikke rekommanderes for at hindre spontan præterm fødsel (3100) (3101) (3102) . Hos kvinder med tidligere spontan præterm fødsel gælder tilsvarende, at screening og behandling for BV ikke rekommanderes (2208) for at forebygge spontan præterm fødsel. Behandling af recidiverende BV BV kan recidivere og være svært at komme til livs. Udover at genoverveje om BV-diagnosen er korrekt kan man benytte en eller flere af nedenstående råd baseret på en blanding af evidens og klinisk erfaring: Skifte antibiotika: Ved behandlingssvigt med metronidazol vil det være indiceret at skifte til clindamycin eller dequaliniumchlorid i et af ovenstående behandlingsregimer. Cyklus: Menstruation vil ofte være en risikofaktor for BV-recidiv. Hos kvinder på p-piller kan man udsætte menstruationen ved kontinuerligt indtag. Seksuel afholdenhed: Det vil formentlig være fordelagtigt at afholde sig fra seksuel aktivitet i behandlingsperioden. Partnerbehandling: Der afventes et større RCT, der afprøver om partnerbehandling med 400 mg metronidazol 2 gange dgl og 2 % lokal clindamycin creme 2 gange dgl. til glans penis og øvre skaft af penis (under forhuden - hvis ikke omskåret). Pilotstudiet viste en mulig effekt. Da kvinder, der har sex med kvinder, også har høj forekomst af BV, kan det ligeledes overvejes at behandle den kvindelige partner, om end der ikke forelægger nogle studier på dette. IUD: Der er ikke evidens for at fjerne hormonspiral, men man bør overveje at fjerne en kobberspiral ved behandlingsrefraktær BV. Probiotika: Man kan informere patienten om utilstrækkelig evidens for effekt, men at det formentlig ikke gør nogen skade. Hvis patienten er villig til at betale for et probiotikum på den baggrund, bør man tilstræbe at afprøve et vaginalt probiotika umiddelbart efter antibiotika og formentlig henover 1 eller 2 menstruationer, før en evt. effekt kan vurderes. Ved...)
Primært åbenvinklet glaukom (...ved behandling med mere end tre typer øjendråber. Man bør i stedet supplere med laserbehandling eller kirurgi. Foruden regelmæssig kontrol af IOP og synsfelt foretages bedømmelse af nervetrådslaget og synsnerven. Præparatvalg Førstevalg er en prostaglandinanalog , som har den største tryknedsættende effekt. Vigtigste bivirkninger er let; ofte forbigående hyperæmi og vækst af øjenvipper. I løbet af en årrække vil blå og grønne irides få en permanent farveændring og blive brune. Systemiske bivirkninger er sjældnere. Alternativt kan en non-selektiv β-blokker forsøges (dvs. timolol). Forlænget okulær virkning ses ved β-blokkere formuleret i suspension eller gel. Ved behandling med β-blokkere kan ses systemiske bivirkninger. β-blokkere kan forværre en bestående astma eller hjertesygdom. Ved behov for yderligere tryknedsættende behandling kan prostaglandinanalog og β-blokker gives samtidigt evt. som kombinationspræparat. Andre supplerende muligheder er α-stimulerende stoffer, carbonanhydrasehæmmere, en selektiv betablokker (dvs. betaxolol) eller en Rho-kinase hæmmer. Mindst effekt har lokale carboanhydrasehæmmere, α-stimulerende stoffer og miotikum , og disse stoffer er sjældent tilstrækkelige som monoterapi. Årelang anvendelse af dråber med konserveringsmiddel kan give kroniske konjunktivale gener og er under mistanke for skader på linse og retina. Brug af ukonserverede præparater bør derfor foretrækkes. Nogle ukonserverede dråber distribueres i engangspipetter, andre i flasker med bakteriefilter på. For begge gælder dog, at de kan være sværere at håndtere for ældre og dyrere i indkøb. Graviditet Alle stoffer til behandling af glaukom er rubriceret som stoffer, hvor fosterskade ikke kan udelukkes. Risikoen ved alle stoffer vurderes dog som lav. Ved graviditet ses øjentrykket at falde let. Under tæt kontrol kan man derfor forsøge at pausere glaukombehandling under graviditeten. Ved behov for tryknedsættende behandling anbefales β-receptorblokerende midler (0,1 % gel) som førstevalg. Amning Ved...)
Vaginitis (...ved kløe og udflåd, hvis wet-smear fra vaginalsekret viser hyfer og sporer som tegn på en svampeinfektion. Vedvalg af behandling skelnes mellem behandling af den sporadiske candida vaginitis og den recidiverende candida vaginitis. Candida vaginitis Den sporadiske candida vaginitis er den hyppigste. Den optræder hos raske, ikke immunsvækkede kvinder og skyldes sædvanligvis Candida albicans . Hos over 80 % svinder symptomerne efter en enkelt behandling, uanset om kvinden behandles med systemisk eller lokal terapi. Der er ingen forskel i effekt mellem de forskellige lokale svampemidler . Det er ikke afgørende, hvor længe behandlingen varer, men derimod er dosisstørrelsen afgørende for behandlingsresultatet. Engangsbehandling med høj dosis er mindst lige så effektiv som en 3-dages eller 7-dages behandling. Da compliance er bedst ved den kortvarige behandling, anbefales denne. Oral behandling har samme effekt som lokalbehandling. Behandling af gravide Candida vaginitis forekommer med en højere frekvens hos gravide. Førstevalg er lokalbehandling med imidazoler ( clotrimazol ). Der er valide data for, at oral behandling med enkeltdosis af fluconazol ikke øger risikoen for misdannelser, men længerevarende behandling kan være teratogen, hvorfor den bør forbeholdes de svære tilfælde. Recidiverende candida vaginitis Hvis en kvinde har fire eller flere verificerede candidaepisoder årligt, taler man om recidiverende candida vaginitis. Recidiverne skyldes i almindelighed ikke ny smitte, men reaktivering af saprofytær forekomst af candida. I omkring en fjerdedel af tilfældene skyldes infektionen andre candidaarter end albicans, herunder C. glabrata (hyppigst) og C. tropicalis . Diabetes, nedsat immunforsvar og behandling med bredspektrede antibiotika disponerer til svampeinfektioner. Behandling af recidiverende candidainfektion retter sig dels mod symptomerne ved den akutte episode, dels en forebyggende indsats mod nye recidiver. Behandlingsvalget ved den akutte behandling er det samme som ved den sporadiske candida vaginitis. Den forebyggende behandling bør vare i mindst 6 måneder og kan gennemføres i form af: fluconazol 150 mg én gang ugentligt itraconazol 200-400 mg én gang ugentligt. Der foreligger ikke gode sammenlignende undersøgelser af de to behandlinger, men begge behandlinger nedsætter forekomsten af recidiver markant. Hvis infektionen skyldes C. glabrata , anbefales itraconazol, idet C. glabrata har ringe følsomhed for fluconazol. Ved recidiv-behandling opnås hurtigere subjektiv lindring ved en kombination af systemisk og lokal behandling. I dag anbefales individuel baseret behandling, hvor behandlingsintervallet øges ved recidiv frihed: ugentlig behandling de første 2 måneder herefter hver 2 uge i 4 måneder herefter hver måned i 6 måneder. Ved denne behandling var 77 % recidivfri efter 1 år. I flere nyere randomiserede studier (3104) (3105) (3106) er der, som ved BV, forsøgt supplement med probiotika til den vanlige behandling for candida vaginitis, og ved dette påvist mindre recidiv rate. Et Cochrane review vurderer effekten af probiotika ved vulvovaginal candidiasis hos ikke gravide (3508) . Det konkluderes fra 10 lav-kvalitets RCT-studier med ialt 1656 deltagere, at adjuverende probiotika behandling muligvis øger den kliniske og mykologiske behandlingseffekt på kort sigt, og mindsker recidiv-frekvensen den første måned, men ikke har effekt på længere sigt. Det anbefales, at det undersøges yderligere i velplanlagte randomiserede undersøgelser. Partnerbehandling Der er fundet candidastammer hos omkring halvdelen af seksualpartnere til kvinder med recidiverende candida vaginitis, og stammerne fra partnerne er enten identiske eller genetisk lignende de, som er fundet hos kvinden (3509) . I et randomiseret kontrolleret forsøg havde behandling af seksualpartner imidlertid ingen indflydelse på recidivraten hos kvinden (3107) (3108) . Partnerbehandling anbefales derfor ikke, hverken ved sporadisk eller recidiverende candida vaginitis. Behandling af aerob vaginit (bakteriel tilstand mistænkes) Førstevalgsbehandling er lokal clindamycin 2 % (1 applikator) til natten i 7-21 dage. Behandling af Desquamativ inflammatorisk vaginit (inflammatorisk tilstand mistænkes) Førstevalgsbehandling er ikke veletableret, men man kan forsøge med suppositorie med luocortolon 21-pivalat og lidocain i kombination 2 gange dgl. i 10 dage eller middelstærkt lokalvirkende ( gruppe II eller gruppe III ) glukokortikoid til natten i 21 dage. Hvis patienten har en atrofisk komponent, er det vigtigt at behandle denne samtidigt. Opfølgning er vigtig hos disse patienter, da behandlingsrespons på det givne medikament ofte hjælper til korrekt diagnose. Behandling af Trichomonas vaginitis Der kan behandles med metronidazol enten lokalt eller oralt. Systemisk behandling er mest effektiv. Der gives 2 g som engangsdosis. Ved behandlingssvigt, dvs. hvor reinfektion er udelukket, anbefales 500 mg x 2 dgl. i 7 dage. Partnerbehandling anbefales. Behandling af atrofisk vaginitis Tilstanden behandles med lokalt østrogen . Kun ved...)
Ulcussygdom (...ved ukompliceret duodenalsår. Der gives 3-stofskur med 2 antibiotika og syrepumpehæmmer i 1 uge. Se i øvrigt Tabel 1 om eradikationsbehandling af Helicobacter pylori . Ved ukompliceret ventrikelsår og ved ulcuskomplikation bør eradikationsbehandlingen efterfølges af behandling med syrepumpehæmmer i 4 uger. Recidivprofylakse Kontinuerlig recidivprofylaktisk behandling med syrepumpehæmmer ved terapiresistent Helicobacter pylori -infektion og ved Helicobacter -negative ulcera udløst af NSAID, der ikke kan seponeres samt ved idiopatiske ulcera. Ulcusblødning Ved arteriel ulcusblødning kan syrepumpehæmmer i.v. (ækvipotent til 80 mg omeprazol som bolus, efterfulgt af 8 mg/time i op til 72 timer) efter endoskopisk hæmostase nedsætte transfusionsbehovet og behovet for kirurgisk behandling. Ved andre årsager til øvre gastro-intestinal blødning er effekten af syrehæmmende behandling ikke dokumenteret. Helicobacter pylori -diagnostik er indiceret ved blødende ulcus for valg af efterbehandling af ulcus. Ulcussygdom og NSAID Ved ulcussygdom er brug af NSAID, herunder ASA, et væsentligt element i patogenesen. Diagnostik med henblik på Helicobacter pylori -infektion er også indiceret i disse tilfælde, idet eradikationsbehandling reducerer recidivrisikoen ved fortsat eksponering for NSAID. Brugen af NSAID selv i små doser, fx 75 mg ASA dgl., øger risikoen for ulcera, den såkaldte NSAID-gastropati, se NSAID . Det må altid overvejes, om de antiinflammatoriske eller analgetiske virkninger nødvendiggør en fortsat behandling. Risikoen for gastro-intestinale komplikationer ved brug af NSAID kan reduceres ved...)
Svampeforårsaget hornhindebetændelse (...Behandling er vanskelig og foretages kun på specialiserede afdelinger. Præparatvalg Der findes ingen registrerede øjenmidler til dette formål. Der kan anvendes natamycin ...)
Bipolar lidelse (...vedligeholdelsesbehandling. Behandling af mani Hvis patienten er i behandling med antidepressiva , skal denne behandling straks seponeres. Ved moderat mani i ambulant regi kan forsøges behandling med lithium . Hvis patienten i forvejen er i behandling med antimanisk medicin, kan dosis øges. Ved indlæggelseskrævende mani behandles ofte med et atypisk antipsykotikum , evt. i kombination med lithium eller valproat (1862) (2675) . Alternativt kan anvendes lithium eller valproat i monoterapi. Behandling af bipolar depression Der kan primært forsøges behandling med lithium , quetiepin eller lamotrigin i monoterapi. Ved manglende respons kan kombinationsbehandling forsøges (2675) . Det er omdiskuteret, om der er effekt af antidepressiva ved bipolar depression, og effekten er i alle tilfælde begrænset som tillægsbehandling til stemningstabiliserende medicin ved bipolar depression (6086) . Da der endvidere kan være øget risiko for induktion af efterfølgende mani og blandingstilstand, skal tillægsbehandling med antidepressiv medicin kun foretages undtagelsesvist ved bipolar lidelse, type I, og efter at andre behandlingsmuligheder er forsøgt (2675) . Behandling med antidepressiv medicin må kun foretages under samtidig dække af stemningsstabiliserende medicin (1863) (2675) . Ved sværere depression overvejes ECT, som er lige så effektivt ved bipolar depression som ved tilbagevendende (unipolar) depression. Vedligeholdelsesbehandling ved bipolar sygdom Vedligeholdelsesbehandling anbefales efter første mani eller blandingstilstand. Behandlingen er mangeårig og kan være livslang. Lithium er førstevalg, da effekten er bedst dokumenteret (1864) (2675) (4918) , men der er i dag flere andre behandlingsmuligheder i form af visse typer atypiske antipsykotika ( aripiprazol , quetiapin , olanzapin ) og antiepileptiske midler ( valproat , lamotrigin ) (2476) . Rapport fra RADS (Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) anbefaler ved bipolar lidelse, type 1, vedligeholdelse i monoterapi med enten lithium, quetiapin eller alternativt aripiprazol , hvis formålet særligt er at forebygge mani (2675) . Hvis formålet særligt er at forebygge depression, anbefales lithium, quetiapin eller lamotrigin (2477) (2675) . Ved bipolar lidelse, type 2, anbefales lithium, quetiapin eller lamotrigin. Ofte er kombinationsbehandling nødvendigt, afhængigt af episodesværhedsgrad, episodehyppighed, typen af affektive episoder (mani, blandingstilstand, depression). Den hyppigste grund til kombinationsbehandling er gennembrudsdepression hos patienter i stemningsstabiliserende behandling. Sundhedsstyrelsen har derfor udarbejdet nationale kliniske retningslinjer specifikt for valg af kombinationsbehandling efter gennembrudsdepression (2477) . Tilrettelæggelse af vedligeholdelsesbehandling er en opgave for speciallæger i psykiatri. Adhærens til den medicinske behandling er ofte nedsat. Det er derfor en meget væsentlig del af behandlingen, at understøtte og undersøge, om patienterne tager medicinen som anbefalet. Det anbefales ligeledes regelmæssigt at måle serum-værdier af den ordinerede medicin ved mistanke om mangelfuldt indtag. Revurdering af behandlingen Den medicinske behandling skal løbende revurderes ift. effekt og bivirkninger. Ved udvikling af nye affektive episoder skal årsagen søges kortlagt, herunder om der har været nedsat adhærens (komplians) til medicinen. Ved nedsat adhærens skal årsagen søges klarlagt og indikation for fortsat medicinsk behandling, ændring af behandlingen eller evt. aftrapning af medicinen skal diskuteres med patienten, gerne med inddragelse af nær pårørende. Seponering Behandlingen er som anført mangeårig og kan være livslang, idet der formentlig er livslang øget risiko for udvikling af nye affektive episoder. Evt. nedtrapning eller aftrapning skal derfor kun gennemføres efter nøje afvejning af effekt/bivirkninger af medicinen og risikoen for tilbagefald. Beslutning om nedtrapning/aftrapning er en opgave for speciallæge i psykiatri. Besluttes aftrapning i samråd med patient og pårørende, skal denne foretages i stabil remitteret fase, og helst hvor patienten er i en afbalanceret livsfase. Aftrapningen skal foretages forsigtigt, helst så langsomt som muligt, over fx et halvt til et år, mhp. at mindske risiko for tilbagefald samt tidlig identifikation af evt. nyopståede affektive symptomer. Psykologisk behandling Den medicinske behandling bør tidligt i sygdomsforløbet kombineres med psykologisk behandling i form af struktureret gruppepsykoedukation, som har vist betydelig effekt i randomiserede undersøgelser (1865) (1866) (4919) , om muligt i specialiserede ambulante klinikker for affektive lidelser, herunder Kliniske Akademiske Grupper (CAG). Hvis patienten ikke kan deltage i gruppepsykoedukation, bør individuel psykoedukation tilbydes. Behandling i specialklinikker for affektive lidelser Behandling i specialklinikker tidligt i forløbet har vist at bedre langtidssygdomsforløbet betydeligt (2231) (6571) og i særlig grad ved...)
Epilepsi hos voksne (...vedtraume eller apopleksi) giver normalt ikke anledning til forebyggende behandling, da anfaldet ikke betragtes som uprovokeret og dermed ikke opfylder kriterierne for epilepsi. Indikationen for påbegyndelse af medicinsk anfaldsforebyggende behandling er således bl.a. betinget af anfaldstype, vurdering af risikoen for fornyede anfald, risikoen ved de enkelte anfald og anfaldenes indflydelse på patientens livskvalitet i forhold til ulemperne ved en medicinsk behandling. Det primære mål med medicinsk behandling er anfaldsfrihed uden bivirkninger. Det kan opnås med første eller andet antiepileptikum hos godt 60 % af patienterne (5198) . Hvis de første to antiepileptika er afprøvet i relevant dosering, enten hver for sig eller i kombination uden betydende bivirkninger og ikke giver anfaldsfrihed, er der stor sandsynlighed for, at patienten har en medicinsk behandlingsresistent epilepsi. Absolut medicinsk behandlingsresistens kan dog næppe fastslås, før forsøg er gjort med kombinationsbehandling med tredje eller flere antiepileptika, hvor yderligere ca. 5 % kan forventes at opnå anfaldsfrihed - dette er en specialistopgave. Svigt af den medicinske behandling bør tidligt i forløbet give anledning til overvejelser om diagnosens rigtighed eller muligheden for ikke-medicinsk behandling af epilepsien. Ved medicinsk behandlingsresistens overvejes om diagnosen er korrekt, om patienten har problemer med at tage medicinen som anbefalet (fx på grund af bivirkninger), og om det vil være relevant med kirurgisk behandling (kun relevant ved fokal epilepsi). Ved manglede effekt af medicinsk behandling eller hvis epilepsikirurgi ikke er en mulighed kan vagus nervus-stimulationsbehandling eller diætbehandling (ketogen diæt) overvejes. Valg af antiepileptika afhænger af anfaldstype, epilepsisyndrom, bivirkningsprofil, co-morbiditet, interaktioner og patientens køn og alder. Ved manglende effekt af første behandling eller uacceptable bivirkninger skiftes sædvanligvis til et andet middel i monoterapi. Derefter er der bedst dokumentation for effekt af kombinationsbehandling. Hos patienter, hvor der ikke umiddelbart opnås anfaldsfrihed, er det ofte nødvendigt at prøve en række forskellige antiepileptika, før der opnås en optimal kombination af anfaldskontrol og et minimum af bivirkninger. Det skal bemærkes, at graden af bivirkninger kan være vigtigere for patientens livskvalitet end hyppigheden af anfald. Med enkelte undtagelser bliver nye antiepileptika først undersøgt i forhold til virkningen på fokale anfald. De eneste to midler, som ikke kan bruges til fokale anfald, er ethosuximid, som alene har virkning på absencer, og stiripentol, som alene har fået påvist effekt ved Dravet syndrom. Rufinamid er kun godkendt til behandling af anfald ved Lennox-Gastaut syndrom, men har som natriumkanalblokker formentlig også effekt ved fokale anfald ved andre typer af epilepsi. Acetazolamid, clobazam, clonazepam, lacosamid, lamotrigin, levetiracetam, perampanel, phenobarbital, topiramat, valproat og zonisamid kan bruges til både fokale og generaliserede anfald (se tabel 1). Præparatvalg For fokale anfald er lamotrigin førstevalg, da det er det bedst tolererede. Der kan også overvejes levetiracetam, lacosamid og carbamazepin. Ved generaliseret epilepsi vælges lamotrigin, medmindre myoklonier er en væsentlig del af sygdomsbilledet. Der kan også anvendes levetiracetam. Valproat er formentligt det mest effektive lægemiddel til generaliserede anfald, men pga. de hyppige bivirkninger, især hos kvinder (specielt risikoen for fostermisdannelser), bør valproat ikke vælges til fertile kvinder, medmindre anden relevant behandling har vist sig at have utilstrækkelig virkning. Valproat bør ikke bruges til fertile kvinder med fokal epilepsi. Hos patienter med tendens til overvægt kan topiramat eller zonisamid være hensigtsmæssigt, mens disse præparater skal benyttes med forsigtighed hos undervægtige patienter. Hos patienter, hvor interaktioner kan komplicere situationen, kan vælges gabapentin, levetiracetam eller zonisamid, som ikke påvirker omsætningen af andre præparater. Acetazolamid anvendes sjældent i epilepsibehandlingen, men kan, som clobazam, være velegnet ved intermitterende behandling, fx ved menstruationsrelaterede anfald (1 uge før og under menstruationen). I de tilfælde, hvor det er muligt at stille en syndromdiagnose, kan det have indflydelse på valg af antiepileptikum, se tabel 1 i Epilepsi hos børn . Tabel 1. Præparatvalg ved forskellige typer af epileptiske anfald Anfald 1. valg ved monoterapi Andre 1. linjepræparater Tillægsbehandling eller 2. linjepræparater (alfabetisk orden) (alfabetisk orden) (alfabetisk orden) Fokale anfald Alle typer af fokale anfald Lamotrigin Carbamazepin, Levetiracetam Brivaracetam, Cenobamat, Clobazam, Clonazepam, Eslicarbazepin, Gabapentin, Oxcarbazepin, Perampanel, Phenobarbital, Phenytoin, Pregabalin, Rufinamid, Topiramat, Valproat**, Vigabatrin, Zonisamid. Generaliserede anfald Absencer Lamotrigin, Levetiracetam, Valproat** Ethosuximid*** Clobazam, Clonazepam, Topiramat, Zonisamid Myoklonier Levetiracetam, Valproat** Lamotrigin*, Topiramat Clobazam, Clonazepam, Phenobarbital, Zonisamid Tonisk-kloniske anfald Lamotrigin, Levetiracetam, Valproat** Clobazam, Clonazepam, Lacosamid, Perampanel, Topiramat Carbamazepin, Gabapentin, Oxcarbazepin, Phenobarbital, Phenytoin Atoniske og toniske anfald Clobazam, Valproat** Lamotrigin, Topiramat Clonazepam, Rufinamid * Lamotrigin kan inducere/forværre myoklonier, men bør vælges som førstevalg til juvenil myoklon epilepsi, hvor myoklonier ikke er udprægede. ** Valproat bør ikke vælges til fertile kvinder, medmindre anden relevant behandling har vist sig at have utilstrækkelig virkning. *** Førstevalg ved børneabsence epilepsi. Dosering Behandlingen styres primært ved klinisk observation, og det anbefales derfor, at anfaldshyppighed og behandling dokumenteres ved anvendelse af anfaldskalender. For flere stoffers vedkommende skal man begynde med en lav dosis og optrappe over dage eller uger til vedligeholdelsesdosis. Dette gælder fx for carbamazepin, clonazepam, ethosuximid, lacosamid, lamotrigin, oxcarbazepin, topiramat og zonisamid. Derimod kan man ved behandling med clobazam, eslicarbazepin, levetiracetam, phenytoin og valproat ofte trappe hurtigt op, eller der kan indledes med fuld dosis. Hvis halveringstiden for et stof er tilstrækkelig lang (> 24 timer), kan det doseres 1 gang daglig. Det kan dog være nødvendigt at opdele dagsdosis for at undgå bivirkninger, da man derved nedsætter peak-koncentrationen. Ved anfaldsgennembrud vil man ofte vælge at øge dosis, så længe der ikke optræder bivirkninger, og der er vished om, at patienten tager medicinen som aftalt. Man bør være opmærksom på, at der sjældent opnås effekt af en høj dosering, hvis der ikke har været respons på en standarddosering. Måling af plasmakoncentration Et hjælpemiddel i epilepsibehandlingen kan være at følge plasmakoncentrationen af det valgte præparat, idet såvel effekt som bivirkninger ofte korrelerer bedre med plasmakoncentration end med dosis. Plasmakoncentrationsbestemmelser kan også vise, om patienten følger den ordinerede behandling. Til bestemmelse af det individuelle terapeutiske niveau skal blodprøven tages om morgenen før første morgendosis (medicinfastende) eller sent om eftermiddagen ved medikamenter, der kun gives om aftenen. Steady state skal være opnået efter seneste dosisjustering, dvs. efter ca. 5 halveringstider. Blodprøven skal tages i en periode, hvor behandlingen betragtes som stabil. En yderligere hjælp er måling af plasmaniveau i tæt forbindelse med anfald. En sådan måling kan dels afklare, om patienten har fået den vanlige medicin, dels fastslå et niveau, hvor patienten har risiko for anfald. Akut måling af plasmakoncentration bør derfor være standard på skadestuen og ved indlæggelse med anfald. En akut måling af plasmakoncentration skal ikke afvente, at patienten er medicinfastende. Måling af koncentrationen i plasma er også en hjælp ved graviditet eller ved indstilling af behandlingen i forbindelse med brug af lægemidler, som interagerer. Det skal bemærkes, at den laboratoriemæssige kontrol er et supplement til og ikke en erstatning for klinisk overvågning, og de angivne terapeutiske niveauer er vejledende, se tabel 1 i Antiepileptika . Omstilling af behandling Pludselig seponering af antiepileptika medfører risiko for anfald og specielt for udvikling af status epilepticus . Seponering bør derfor foregå langsomt over uger eller måneder, medmindre det drejer sig om svære bivirkninger. Hvis man ønsker at udskifte et præparat med et andet, bør det så vidt muligt ske ved at begynde behandling med det nye præparat og bringe det i steady state i terapeutisk område, før det første præparat aftrappes. Hvis der opstår bivirkninger, svinder disse ofte med en mindre dosisnedsættelse af det oprindelige præparat. Seponering af behandling Hvis patienten har været anfaldsfri i mindst 2, men helst 4-5 år, kan man overveje at seponere den antiepileptiske behandling. Hvis der foreligger en sikker årsag til patientens epilepsi, skal det være vejledende for rådgivningen vedr. seponering af behandling. Risikoen for recidiv efter seponering afhænger af årsagen til og typen af epilepsi. Seponeringen bør ske gradvis over et par mdr. og først efter omhyggelig information til patienten om risikoen for recidiv (som ofte er betydelig dvs. over 50 %). Patienten skal også informeres om, at udtrapning af epilepsimedicin medfører et kørselsforbud under udtrapning og minimum 6 mdr. efter, at patienten er trappet helt ud af medicin. Risikoen for recidiv er specielt høj for juvenil myoklon epilepsi, symptomatisk (strukturel/metabolisk) epilepsi, visse genetiske typer af epilepsi, og hvis epilepsien fra begyndelsen har været svær at bringe under kontrol (4652) . Behandling af gravide Behandling af gravide med epilepsi er en specialistopgave. Derfor skal gravide og kvinder, der ønsker at blive gravide, følges af en neurolog. Kvinderne skal følges før, under og efter graviditet. Kvinder i den fertile alder, som er i behandling med antiepileptika, bør gøres opmærksom på, at de inden ønsket graviditet bør rådføre sig med neuropædiater eller neurolog angående videre antiepileptisk behandling samt profylaktisk folsyrebehandling. Alle fertile kvinder i behandling med antiepileptika skal oplyses om den mulige fosterbeskadigende effekt forbundet med epilepsi og medicinsk behandling. Medfødte misdannelser optræder 2-3 gange hyppigere blandt børn af mødre med epilepsi (4-9 %) end i baggrundsbefolkningen (2-3 %). Nyere studier tyder på, at dette overvejende skyldes den teratogene effekt af antiepileptika. Risikoen for føtale misdannelser er størst (men ikke udelukkende) ved behandling med valproat, phenobarbital og ved polyterapi (specielt inkluderende valproat) og er størst ved høje plasmakoncentrationer af lægemidlerne. Opgørelser fra graviditetsregistre tyder på, at lamotrigin er et relativt sikkert middel, mens valproat og phenobarbital med sikkerhed er forbundet med forøget risiko for medfødte misdannelser på op mod 10 %. Valproatbehandling under graviditet bør i videst muligt omfang undgås og være reserveret til tilstande, hvor anden behandling er utilstrækkelig og kun i samarbejde med en speciallæge i psykiatri (psykiatrisk indikation) eller neurologi (epilepsi-indikation). Valproat mistænkes endvidere for at kunne være årsag til senere indlæringsproblemer og autisme hos barnet. Valproat må ikke bruges af mænd mindre end 3 måneder før befrugtning. Der er data der tyder på en øget risiko for neurologiske udviklingsforstyrrelser hos børn af mænd behandlet med valproat i de 3 måneder inden befrugtning sammenlignet med børn af mænd behandlet med lamotrigin eller levetiracetam. Topiramat behandling under graviditet frarådes, medmindre der ikke findes et hensigtsmæssigt behandlingsalternativ. Topiramat kan forårsage alvorlige medfødte misdannelser og væksthæmning hos fosteret, hvis det anvendes under graviditet. Neuralrørsdefekt optræder hyppigere med valproat (1,5 %) og carbamazepin (1 %) end ved de øvrige antiepileptika, men carbamazepin synes ellers at være et relativt sikkert antiepileptikum. Før graviditeten bør behandlingen med antiepileptika justeres til færrest mulige medikamenter - helst i monoterapi - i lavest mulige dosis. Dosis bør deles i mindst 2 daglige doser for at undgå peak-koncentrationer. Profylaktisk behandling med folsyre (5 mg dgl.) bør iværksættes for at forebygge neuralrørsdefekter. Denne behandling bør iværksættes forud for graviditet. Hvis patienten får leverinducerende antiepileptika (fenemal, carbamazepin, phenytoin og topiramat), kan der den sidste måned af graviditeten gives K-vitamintilskud (phytomenadion 20 mg dgl.) for at mindske risikoen for blødninger hos barnet. Graviditet indtrådt under en igangværende antiepileptisk behandling indicerer ikke i sig selv seponering eller skift af antiepileptika - men bør især ved...)
Steroidinduceret osteoporose (...ved baseline. 1 års behandling med risedronat førte til en 71 % reduceret risiko for en incident vertebral fraktur (5,7 % i behandlingsgruppen vs. 17,3 % i placebogruppen) (2216) . Knogletabet sætter hurtigt ind, hvorfor det anbefales at iværksætte frakturprofylakse samtidigt med, at der påbegyndes systemisk behandling med glukokortikoid. Da glukokortikoider bl.a. mindsker den intestinale calciumabsorption, bør alle patienter i behandling med glukokortikoid tilrådes et dagligt tilskud af calcium (800-1.200 mg) og D-vitamin (20-40 mikrogram). Desuden bør patienten henvises til (subakut) DXA-scanning. Afhængigt af T-score, glukokortikoiddosis og behandlingens varighed anbefales antiresorptiv behandling: T-score ≤ -1,0 og nuværende eller planlagt systemisk glukokortikoidbehandling (mindst 5 mg prednisolon/døgn i mere end 3 mdr. eller intermitterende glukokortikoidbehandling med en samlet varighed på mere end 3 mdr. inden for 1 år). Behandling med glukokortikoid fører i særdeleshed til tab af trabekulært knoglevæv, hvorfor frakturrisiko er særlig stor i columna. Der er bedre frakturforebyggende effekt af anabol behandling med teriparatid end antiresorptiv behandling med alendronat (1384) , hvorfor det er tilrådeligt at være særligt opmærksom på forekomsten af kompressionsfrakturer i columna hos disse patienter. Hos patienter med kompressionsfrakturer i columna, og som opfylder kriterierne for enkelttilskud til knogleanabol behandling, anbefales 24 måneders behandling med teriparatid efterfulgt af antiresorptiv behandling. Hos patienter, som ikke opfylder kriterierne for anabol behandling, er der ingen væsentlige præparatforskelle mellem alendronat, risedronat og zoledronsyre, hvorfor billigste præparat/mest hensigtsmæssige administrationsvej kan vælges (3017) . Tillige er det dokumenteret, at denosumab øger BMD ved steroidinduceret osteoporose hos kvinder, men der foreligger endnu ikke frakturdata (2717) (4459) . Der foreligger ikke data for effekten af romosozumab ved steroidinduceret osteoporose (5317) . Da frakturprofylakse ved behandling med glukokortikoid anbefales iværksat allerede ved T-score < -1,0, vil mange patienter kunne stoppe den antiresorptive behandling (1 år) efter afsluttet glukokortikoidbehandling. Efter ophør med denosumab-behandling er der rapporteret et betydelig øget knogletab med øget risiko for fraktur (se afsnit om Behandlingsvarighed ). Denosumab kan derfor ikke anses for førstevalg ved steroidinduceret osteoporose, da man må forvente, at mange patienter vil kunne ophøre med behandlingen, hvilket muligvis vil føre til et betydeligt knogletab (4458) . Korrektion af en glukokortikoidinduceret hypogonadisme bør tillige overvejes, da der er dokumentation for, at såvel behandling med testosteron og østrogen øger BMD. Opfølgning Patienter, som ikke opfylder T-score-kriterierne for farmakologisk osteoporosebehandling ved indledning af steroidbehandlingen, bør ved fortsat glukokortikoidbehandling re-scannes efter (6-)12 måneder. Ved...)
Depressioner ved bipolar lidelse (...ved behandling af bipolar depressiv episode (2675) . Førstevalgspræparater er lithium, lamotrigin, og quetiapin, hvorimod der ikke er fundet evidens for effekt af aripiprazol og ziprasidon. Enkelte studier har vist, at olanzapin har et potentiale i behandlingen af bipolare depressioner. Ved alvorligere depressioner kan det være nødvendigt samtidigt at starte en behandling med et antidepressivum ( SSRI eller NaSSA ). Figur 1. Kliniske retningslinjer for medikamentel behandling af bipolar depression I modsætning til, hvad der er tilfældet for behandling af unipolar depression, bør behandling af bipolar depression med antidepressiva hos de fleste patienter med bipolar type I være af kortere varighed eller altid kombineres med profylakse for manisk gennembrud, fx lithium. Ved bipolar type II, bipolar affektiv sindslidelse, hvor der i forløbet har været hypomanier, men ikke manier, kan SSRI og SNRI dog også anvendes profylaktisk. Rådet for anvendelse af dyr sygehusmedicin (RADS) har i 2015 udgivet et notat om den medicinske behandling af bipolar lidelse, herunder depressioner ved bipolar lidelse, der opsummerer den kendte evidens på området (2675) (4934) . Behandling af bipolar depression bør foregå i et samarbejde med speciallæge i psykiatri. Man skal være opmærksom på switch til hypomani eller mani. Denne risiko er særlig stor for tricykliske antidepressiva (5813) . Forebyggelse af bipolar depression Lithium er førstevalgspræparat til forebyggelse af manier og depression, men mest effektivt til forebyggelse af mani. Se Lithiumsalte . Lamotrigin kan anvendes, som skitseret i RADS rapport vedr. behandling af bipolar lidelse (2675) , og er mest effektiv til forebyggelse af depression ved bipolar type II lidelse. Andre stemningsstabiliserende lægemidler som valproat er mindre effektive end lithium og lamotrigin mht. forebyggelse af depressive episoder ved bipolar lidelse og valproat frarådes til kvinder i den fertile alder pga. risikoen for fosterskader. Anden generations antipsykotika som quetiapin og olanzapin (dog undersøgt i kombination med fluoxetin (5504) ) kan ligeledes forebygge nye depressive episoder (3518) . Ved...)
Enuresis nocturna hos børn (...ved brug af ringeapparat sætter effekten ind på et senere tidspunkt, men varer længere sammenlignet med antidiuretisk hormon (2829) . Medicinsk behandling Behandling med antidiuretisk hormon kan anvendes alene eller i kombination med ringeapparat og kan for visse patientgrupper forbedre behandlingsresultatet i forhold til ringeapparat alene. Behandlingspauser af 1 uges varighed bør foretages med jævne mellemrum for at evaluere, om barnet kan undvære medicin og /eller ringeapparat. Ved manglende effekt af antidiuretisk hormon kan behandling med amitriptylin forsøges. Behandlingseffekten synes dog mindre end ved brug af ringeapparat (2977) . Risikoen for tilbagefald ved...)
Arthritis urica og anden symptomgivende hyperurikæmi (...ved uratsænkende behandling er P-urat 30 ml/min), hvis de ikke anamnestisk har haft urinvejssten. Effekten af probenecid er mindre end ved behandling med xanthinoxidasehæmmere. Probenecid kan benyttes alene eller som supplement til allopurinolbehandling. Startdosis af probenecid er 250 mg x 2 dgl. stigende til 500 mg x 2 dgl. Alkalinisering af urinen med natriumhydrogencarbonat 1 g x 2 dgl. p.o. ved behandlingsstart anbefales. Anfaldsforebyggende behandling i forbindelse med uratsænkende behandling Behandling med colchicin 0,5 mg x 1-2 dgl. kan reducere antallet og sværhedsgraden af flares i forbindelse med start af uratsænkende behandling. Behandlingsvarighed 3-6 måneder. Derefter kan tages colchicin 0,5 mg x 2 p.n. ved optræk til flares. Ved...)
Cancersmerter (...Ved et veltilrettelagt smertebehandlingsprogram vil man kunne hjælpe de fleste patienter til acceptabel smertelindring med acceptable bivirkninger (5133) . Generel behandlingsstrategi af cancersmerter Principperne for behandling af kroniske maligne smertetilstande tager udgangspunkt i principperne fra WHO's smertetrappe. Anbefalinger til ikke-specialiseret håndtering af cancersmerter fremgår af Smerteguiden og af klinisk vejledning for praksis palliation . Svage analgetika udgør basisbehandling, og ved sværere smerter suppleres smertebehandling individuelt efter behov med depotopioid. Her er morfin førstevalg. Der bør anvendes orale formuleringer så længe patienten er i stand til at tage disse, da depotplastre er svære at titrere og forbundet med øget risiko for alvorlige medicineringsfejl. Adjuverende analgetika som tricykliske antidepressiva eller antidepressiva af typen SNRI (Serotonin and Noradrenaline Reuptake Inhibitor) , hvoraf kun duloxetin har godkendt indikation samt gabapentin / pregabalin anvendes parallelt med svage analgetika og/eller opioider, hvis neuropatiske smertekomponenter er involveret. Ved fremskreden cancersygdom med behandlingsrefraktære smerter kan der være behov for glukokortikoider, palliativ stråling eller kirurgi (4474) . Specifik behandlingsstrategi af cancersmerter Non-farmakologisk behandling spiller en vigtig rolle ved cancersmerter. Behandlingen kan have smertelindrende sigte, fx massage, akupunktur, varmebehandling, musikterapi. Eller behandlingen kan være samtale med præst, psykolog eller andre behandlere og være rettet mod den psykologiske og eksistentielle del af smerten. Paracetamol benyttes som første valg ved lettere cancersmerter. Behandling med paracetamol er dog ofte uden virkning ved længerevarende smertetilstande. Langvarig behandling med paracetamol - også i doser der ligger inden for det anbefalede - kan give anledning til udvikling af medicininduceret hovedpine , ikke kun hos hovedpinepatienter (det samme gælder for NSAID og opioider). Denne form for hovedpine forsvinder, når behandlingen med de pågældende lægemidler ophører. NSAID kan kortvarigt benyttes som tillæg til paracetamol ved lettere cancersmerter, hvis der er mistanke om en inflammatorisk komponent. Behandling med NSAID bør ikke fortsættes ud over få uger, idet fortsat behandling øger risikoen for udvikling af bl.a. gastro-intestinale og/eller kardielle bivirkninger. Ved behov for NSAID i længere perioder bør der tillægges behandling med syrepumpe-hæmmende midler, og effekten af den smertestillende behandling bør jævnligt følges op. Glukokortikoider kan være relevante ved smertetilstande med betydelig inflammatorisk komponent (knoglemetastaser, cancersår, initiale smerter efter strålebehandling). Samtidig behandling med NSAID og glukokortikoider har synergistisk effekt i forhold til risiko for mavesår, og risikoen for alvorlige GI-komplikationer kan være 4-15 gange højere sammenlignet med ingen af delene (6657) . Eftersom at denne risiko er til stede allerede ved kortvarig behandling, anbefales tillæg af PPI ved kombinationsbehandling. Opioider benyttes, når smerterne ikke længere kan dækkes af svage analgetika. Opioider skal så vidt muligt gives oralt. Førstevalg er depot morfin, som typisk doseres fordelt på 3 daglige doser. Der vil ofte være behov for behandling af gennembrudssmerter med korttidsvirkende opioider. PN dosis kan variere, men vil som tommelfinger regel være ca. 1/6 af døgndosis. Behandling med fentanylplaster kan forsøges hvis oral opioid behandling har været forsøgt uden succes. Her kan benyttes Abstral® resoriblet eller Instanyl ® næsespray ved gennembrudssmerter. Opioder som tramadol, tapentadol og codein har ingen plads i behandlingen af cancersmerter pga. ceiling effekt. Methadon har fået en vigtig plads i behandlingen af cancersmerter, pga. at der udover effekt på opioidreceptorerne også er en virkning på NMDA-receptorerne, hvilket gør methadon særligt velegnet til blandede nociceptive og neuropatiske smertetilstande. Behandling med methadon er dog en specialistopgave. Hos den terminale patient kan PN opioid evt. administreres via et subkutant kateter som let kan lægges via hjemmesygeplejen. Intramuskulære injektioner bør undgås, da absorptionen er uforudsigelig, og injektionerne forårsager vævsdestruktion og smerter. OBS: Vær opmærksom på at reducere dosis ved skift til formulering med højere biotilgængelighed. Så snart behandlingen med et opioid startes, er det vigtigt at påbegynde laksantia som obstipationsprofylakse. Der er ingen toleransudvikling mod opioidernes obstiperende effekt i modsætning til kvalmen, som for de fleste opioider i reglen aftager i løbet af 1-2 uger. Da mange patienter ved start af opioidbehandling får kvalme, bør man overveje profylaktisk behandling med et antiemetikum. I særlige tilfælde kan det være relevant at give opioidbehandling via epiduralt eller intratekalt smertekateter. Metoden kræver en medicinsk specialviden og stiller også store krav til det plejemæssige. Neuropatiske smerter ved cancer Neuropatiske smerter kan skyldes cancerindvækst, kompression af nervevæv eller følger af kirurgi, stråle- og cytostatikabehandling. Neuropatiske smerter kan være relativt opioidresistente, men kan søges behandlet med opioider til bivirkningsgrænsen. Da ødem omkring tumor kan være medvirkende årsag til smerterne, kan der suppleres med et glukokortikoid. Hyppigt anvendte adjuverende analgetika er tricykliske antidepressiva , SNRI og antikonvulsiva af typen gabapentin og pregabalin. Typen af adjuverende anagetikum vælges ud fra patientens komorbiditet, lægemidlets bivirkningsprofil samt hensyntagen til potentielle interaktioner med øvrig medicin. Eksempelvis kan TCA ikke anbefales under pågående behandling med tyrosinkinasehæmmer grundet risiko for Qt-forlængelse. Af andre adjuverende analgetika ved...)
Eksem (...ved behov for længerevarende kontinuerlig behandling, hvor kortikosteroiderne ikke kan anvendes på grund af risiko for hudatrofi. Præparaterne kan ligeledes anvendes ved eksem på øjenlåg, hvor steroider er mindre hensigtsmæssige på grund af risiko for atrofi. Delgocitinib-holdig creme kan anvendes til behandling af kronisk håndeksem, men dette produkt bør på nuværende tidspunkt kun ordineres af speciallæger med særlig kendskab til denne behandling. Tjærepræparater kan anvendes ved kronisk eksem og psoriasis. Se Tjæreholdige midler mod psoriasis . Shampoo indeholdende alternifolia (tea tree oil), salicylsyre (salicylsyre acid), climbazole samt ketoconazolholdig shampoo kan anvendes ved seboroisk dermatitis (skæl) i hårbunden. Ved sværere eksemtilstande kan systemisk behandling være indiceret. Ofte vælges i første omgang monoterapi med azathioprin, methotrexat eller intermitterende prednisolon . Ciclosporin A er ligeledes godkendt til behandling af svær og terapiresistent atopisk dermatitis. Ved svær eksem og svigt af en systemisk behandling er der desuden inden for de sidste år både godkendt et biologisk behandlingsmiddel dupilumab , som er et monoklonalt antistof (der binder sig til IL-4 receptoren og hæmmer både IL-4 og IL-13) til s.c. administration, samt JAK-hæmmeren baricitinib. Alitretinoin kan være indiceret ved...)
Mpox (abekopper) (...ved behov. Vacciner Historiske data viser, at den koppevaccine, der blev anvendt indtil 1980, giver omkring 85 % beskyttelse mod Mpox. Selvom beskyttelsen mod kopper aftager med tiden efter vaccination, forventes koppevaccinerede personer fortsat at være beskyttede mod alvorlig sygdom. For praktiske formål kan alle personer født i 1970 eller tidligere anses som koppevaccineret. Der er godkendte nyere 3. generations levende svækkede non-replikerende vacciner mod kopper baseret på vaccinavirus med færre bivirkninger. Vaccinen Imvanex, som også markedsføres under navnene Jynneos og Imvamune, er godkendt af både EMA og FDA til vaccination mod både kopper og Mpox. Vaccinen anvendes både til præ-ekspositions og til post-ekspositions profylakse (PEP). Vaccinen er en tredjegenerations levende modificeret vaccine mod kopper, og virus i vaccinen udviser meget lille evne til at formere sig. Vaccinen kan derfor, efter lægelig vurdering, anvendes til grupper, der normalt ikke anbefales vaccination med levende svækkede vacciner, herunder immunsupprimerede/HIV-positive. Vaccinen er ikke tilgængelig i fri handel og vaccination varetages af de infektionsmedicinske afdelinger. Vaccination er siden maj måned 2022 blevet tilbudt til personer i høj risiko for smitte og som PEP til udvalgte nære kontakter, som har været udsat for smitte. Der tilbydes én dosis vaccine, der bør gives indenfor 4 dage efter udsættelse for smitte, men kan gives op til 14 dage efter. Desuden har sundhedsstyrelsen august 2022 besluttet at tilbyde forbyggende vaccination mod Mpox til mænd der har sex med mænd, som har flere skiftende partnere og er i høj risiko for at blive smittet. Der gives to vaccinedoser med mindst 28 dages interval, undtagen til tidligere koppevaccinerede (oftest fødselsår før 1973), hvor én dosis er tilstrækkeligt. Personer, der tidligere har haft Mpox, skal ikke vaccineres, da de anses for beskyttet af naturlig infektion. Vaccination kan tilbydes til følgende grupper af personer med risikoadfærd som øger risikoen for at blive smittet: Hvis man modtager PrEP (forebyggende behandling) mod HIV. Er en mand, der har sex med mænd, og har haft analt samleje med mindst to mandlige partnere inden for de sidste 12 uger, uanset om samlejet har været beskyttet eller ubeskyttet. Fast, kendt partner tælles ikke med. Brug af kondom er ikke en garanti for, at man ikke bliver smittet eller smitter andre. Er en mand, der har sex med mænd, og har haft syfilis, klamydia eller gonorré inden for de sidste 24 uger. Vaccinen kan også tilbydes til kvinder, non-binære og transpersoner, som er i tæt kontakt med personer, som hører til ovenstående gruppe, og derfor har en højere risiko for smitte. En læge vil vurdere, om man falder inden for gruppen for vaccination. Aktuelt tilbydes Mpox-vaccination ikke rutinemæssigt til rejsende. Der er dog jf. Sundhedsstyrelsens vejledning (6338) mulighed for vaccination af særligt udsatte personer efter individuel vurdering ved...)
Bakteriel hornhindebetændelse (...vedregel er en akut specialistopgave. Behandling startes straks uden at afvente et evt. podningsvar af skrab fra læsionen. Små og lette keratiter kræver ikke dyrkning. Bakteriel keratit behandles med bredspektrede antibiotikaøjendråber. For at mindske smerter kan suppleres med pupiludvidende dråber med cyclopentolat 1 % 3 gange dagligt. Ved manglende effekt på pupillen kan forsøges med hyoscin øjendråber (skopolamin 0,2 %) 2 gange dagligt ( andre anvendelsesområder ) eller atropin øjendråber 1 % én gang dagligt (fås som Minims - magistrel ordination ). Hos kontaktlinse-brugere skal linsen altid tages ud af øjet. Kontaktlinser, linsebeholder og skyllevæske skal kasseres og udskiftes til nyt. Ved henvisning til øjenafdeling, bør kontaktlinser, linsebeholder og skyllevæske medbringes med henblik på dyrkning og mikroskopi. Patienten må tidligst bruge kontaktlinse igen 2 uger efter ophelet keratitis. Præparatvalg I sammenlignende undersøgelser har en række stoffer vist sig lige effektive. Drypning med fluorquinoloner som levofloxacin, lomefloxacin eller ciprofloxacin er almindeligvis effektivt. Chloramphenicol er ikke altid effektiv som eneste behandling, da det ikke er tilstrækkeligt virksomt ved...)
Atrieflimren og atrieflagren (...Ved kort arytmivarighed ( 14 mm). Behandlingsstart med amiodaron ved mætning med 1.200 mg dagligt, flecainid, propafenon og sotalol bør ske under indlæggelse med kontinuerlig ekg-overvågning i mindst 2 døgn. Det samme gælder ved dosisøgning. Stofferne anvendes individuelt, men ofte startes med β-blokker efterfulgt at klasse Ic-antiarytmika (flecainid og propafenon) eller amiodaron. Frekvensregulering Anvendes til behandling af atrieflimren med hurtig ventrikelaktion. Ved hæmodynamisk instabilitet akut DC-konvertering. Til medikamentel frekvensregulering kan anvendes β-blokker , verapamil , diltiazem samt digoxin . Behandlingen er individuel i forhold til komorbiditet og aktivitetsniveau. Verapamil er førstevalgspræparat ved astma bronkiale eller KOL med bronkospasmer. Digoxin har effekt i hvile, hvorimod effekten aftager under fysisk aktivitet, hvorfor en calciumblokker (verapamil eller diltiazem) eller en β-blokker (ikke sotalol) er mest hensigtsmæssig, evt. i kombination med digoxin. Der stiles mod en hjertefrekvens på 60-80 pr. minut i hvile og 90-115 ved moderat fysisk aktivitet. Hos patienter uden betydelige symptomer kan man også acceptere en hvilepuls 140/90 mmHg ved to forskellige målinger eller antihypertensiv behandling) 1 A Alder ≥ 75 2 D Diabetes (behandling med orale antidiabetika og/eller insulin eller fasteblodsukker > 7 mmol/l) 1 S Apopleksi/TCI/perifer emboli 2 V Vaskulær sygdom (koronarsygdom inkl. tidligere myokardieinfarkt, angina pectoris, revaskularisering (PCI eller CABG), og signifikante forandringer ved KAG/ hjerte-CT, eller perifer arteriel sygdom inkl. claudicatio intermittens, revaskularisering, intervention på aorta abdominalis og komplekse aortaplaques) 1 A Alder 65-74 1 Maximum score 8 Figur 1 . Flowchart til vurdering af indikation for AK-behandling ved atrieflimren. a. Ved VKA-behandling forudsættes, at tid i terapeutisk INR-interval (TTI) ≥ 70 %. b. Der bør tages hensyn til den individuelle patients karakteristik og præferencer. DOAK = Direkte orale Antikoagulantia VKA = Vitamin K-antagonist LAA = Venstre atriums aurikel AK-behandling gives enten i form af Warfarin eller Direkte orale antikoagulantia ( DOAK ). Se AK-behandling efter DC-konvertering i National Behandlingsvejledning fra Dansk Cardiologisk Selskab (5547) og endvidere behandlingsvejledning for Atrieflimren og atrieflagren , Dansk Cardiologisk Selskab. Ablationsbehandling Ved recidiverende typisk atrieflagren bør radiofrekvensablationsbehandling overvejes, idet succesraten er > 90 %. Ved...)
Panoftalmi (...antibiotika i glaslegemet, evt. suppleret med systemisk antibiotikabehandling. Præparatvalg Intravitreal injektion af vancomycin 1 mg i 0,1 ml sterilt vand med ceftazidim 2,25 mg...)
Øjenbetændelse hos nyfødte (...Ved hyperbilirubinæmi gives cefotaxim 100 mg/kg som intramuskulær eller intravenøs injektion. Chlamydia . Nyfødte. Azithromycin oral suspension 20 mg/kg x 1 i 3 dage. Også moder og dennes partner skal behandles. Præparatvalg - nyfødte Afhænger af ætiologien: ved chlamydia benyttes azithromycin og ved...)
Regnbuehindebetændelse (iridocyclitis) (...ved akut iridicyclitis hos patienter, hvor steroid er kontraindiceret. Det kan også forsøges som vedligeholdelsesbehandling til kronisk iritis for at nedsætte steroidforbruget. Lokal NSAID er dog sjældent tilstrækkeligt effektivt i disse situationer, og i stedet må anden immunsuppressiv behandling forsøges. Dette er en specialistopgave. Pupiludvidende effekt Øjendråber med cyclopentolat 1 %, 1 dråbe 3 gange dagligt, for at undgå sammenvoksninger mellem linseforfladen og bagfladen af iris (bagre synnekier). Dråbebehandlingen virker også smertelindrende. Alternativt kan anvendes tropikamid 1 % 2-3 gange dagligt. Ved...)
Stabil angina pectoris (...Ved nedsat systolisk funktion af venstre ventrikel (EF < 35 % og symptomer på hjerteinsufficiens) er der indikation for ICD-pacemaker, se afsnittet Hjerteinsufficiens . Tabel 1. Behandlingsstrategi ved kronisk iskæmisk hjertesygdom Ingen angina Anginaanfald Ved fortsat angina Modifikation af risikofaktorer inkl. farmakologisk basisbehandling ved iskæmisk hjertesygdom Livsstilsændringer Kontrol af hypertension, diabetes og lipider Statiner Acetylsalicylsyre ACE-hæmmer ** Anfaldsprofylakse β-blokker * β-blokker + dihydropyridin calciumantagonist , ivabradin eller nitrat / nicorandil Anfaldsbehandling Glyceryltrinitrat Glyceryltrinitrat Revaskularisering Ved prognostisk indikation*** Ved prognostisk indikation***. Overvejes på symptomatisk indikation Anbefales på symptomatisk indikation * Ved β-blokker-intolerans eller kontraindikation anvendes calciumantagonister, ivabradin eller nicorandil som 1. valg. Nitrater anvendes ikke i monoterapi. ** Evt. forbeholdes ACE-hæmmer til patienter med høj risiko (fx post-AMI, hypertension, diabetes, nedsat venstre ventrikelfunktion). *** Bedømt på graden af koronararterielæsioner ved angiografi. Præparatvalg Anfaldsbehandling Til det aktuelle anfald anvendes de hurtigt virkende nitratpræparater . Nitroglycerin (glycerylnitrat) i mundhulen som resoribletter eller spray er den mest effektive behandling af det akutte angina pectoris anfald. Kan også anvendes forud for fx fysisk aktivitet, som forventeligt udløser smerter. Ved mistanke om ustabil angina pectoris er der behov for akut indlæggelse. Profylaktisk behandling β-blokkere , calciumantagonister , sinusknude-hæmmeren ivabradin og kaliumkanalåbneren nicorandil kan alle anvendes i døgndækkende monoterapi. Nitratpræparater med protraheret virkning bør kun undtagelsesvis anvendes i monoterapi. Som 1. valgspræparat tilrådes β-blokker, hvor der titreres til fuld dosis under kontrol af blodtryk og hjertefrekvens, så bradykardi (puls 50 slag pr. minut) og/eller blodtryksfald undgås. Ved...)
Kvalme og opkastning (...vedkommende, hyoscin. Se endvidere Midler mod transportsyge . Migræneudløst Migræneudløst kvalme og opkastning behandles bedst med domperidon eller metoclopramid , som også er værdifulde til at opnå en bedre effekt af orale analgetika, fordi ventrikeltømningen accelereres. Gastro-intestinal udløsende årsag Ved kvalme og opkastning som led i gastro-intestinale sygdomme kan metoclopramid og domperidon anvendes, dog ikke ved manifest mekanisk ileus, hvor stoffer med prokinetisk effekt kan medføre smerter. Medikamentelt udløst En del lægemidler udløser kvalme og opkastning efter kort tids brug, fx cytostatika, opioider, ergotamin, bromocriptin, theophyllin, salicylater og NSAID. Andre lægemidler, herunder digoxin, antibiotika og hormonale kontraceptiva, forårsager typisk først kvalme efter længere tids brug. Opioider udløser ofte kvalme og opkastning, og symptomerne er mest udtalte ved behandlingsstart, ved dosisøgning eller skift til andet opioid (opioidrotation). Metoclopramid eller domperidon anbefales til opioidudløst kvalme. Såfremt kvalme og opkastning er vedvarende, seponeres eller erstattes det udløsende præparat, hvis muligt. Kemoterapi- og stråleterapi-induceret kvalme og opkastning Der findes evidensbaserede guidelines for forebyggelse og behandling af kvalme og opkastning som følge af strålebehandling og kemoterapi. Se evt. MASCC/ESMO Antiemetic Guidelines . Forløbet af kemoterapi-induceret kvalme og opkastning kan opdeles i en akut fase (0-24 timer efter kemoterapi) og en sen fase (25-120 timer efter kemoterapi). Valg af antiemetika afhænger dels af fase, dels af det emetogene potentiale (tilbøjeligheden til at udløse opkastning) af det givne kemoterapeutikum (6418) . Alt efter det emetogene potentiale bør antiemetika gives forud for kemoterapi og herefter fortsætte i en periode. Dopamin-receptorantagonister, serotonin-receptorantagonister, glukokortikoider og neurokinin-receptorantagonister har effekt i den akutte fase, og i senfasen har de to sidstnævnte samt serotonin-receptorantagonisten palonosetron også effekt. Oftest gives kombinationsbehandling. Administrationsformen, (p.o. eller i.v.), har ikke indflydelse på behandlingens effektivitet. Undertiden kan der opstå kvalme og/eller opkastning på trods af optimal forebyggelse med antiemetika. Gennembrudskvalme/opkastning kan forsøges lindret med dopamin-receptorantagonister, serotonin-receptorantagonister eller glukokortikoider, og såfremt disse godkendte lægemidler ikke har effekt, da er der jævnfør forsøgsordningen mulighed for at forøge at lindre med medicinsk cannabis. Forventningskvalme, som kan opstå hos patienter, der tidligere er behandlet med kemoterapi, kan behandles kortvarigt med benzodiazepiner. Stråleterapi-induceret kvalme og opkastning kan alt efter det emetogene potentiale af strålebehandlingen behandles med dopamin- eller serotonin-receptorantagonist alene eller i kombination med glukokortikoid (6417) . Postoperativ kvalme og opkastning Der er evidens for effekten af glukokortikoid og serotonin-receptorantagonister som forebyggelse og behandling af postoperativ kvalme og opkastning. Kombinationsbehandling er mere virksomt end monoterapi (2154) . Der er udarbejdet et valideret risikoindeks for postoperativ kvalme og opkastning. Efter inhalationsanæstesi giver en anamnese med transportsyge eller tidligere postoperativ kvalme og opkastning og postoperativt forbrug af opioider en øget risiko, ligesom kvinder og ikke-rygere har øget risiko. Kvalme og opkastning ved dissemineret cancersygdom Kvalme og opkastning er et hyppigt symptom ved fremskreden cancersygdom. Komplikationer til cancersygdommen, fx svampeinfektion i øvre mave-tarm-kanal, elektrolytforstyrrelser og smerte, kan medføre kvalme og opkastning, og behandling rettet mod den udløsende årsag er nødvendig. Der er yderst sparsom evidens for antiemetisk behandling ved dissemineret cancer (728) . Hyppigst anvendt er metoclopramid , glukokortikoider, haloperidol og olanzapin (4531) . Det vides ikke, om serotonin-receptorantagonister er bedre end disse. Benzodiazepinet lorazepam kan anvendes, når angst og smerter forstærker kvalmen. Ved behov for subkutan injektion/infusion i palliativ behandling kan fx haloperidol anvendes, om end evidensen er sparsom og mest beror på ekspertviden, ligesom octreotid kan bruges i konservativ behandling af malign tarmobstruktion (2155) (2156) . Graviditetsbetinget kvalme og opkastning Kvalme og opkastning rammer ca. 70 % af gravide, 0,3-3 % udvikler dog regulær hyperemesis gravidarum (1890) , som hyppigst forekommer i 7.-12. graviditetsuge. Graviditetsbetinget kvalme og opkastning kan forsøges behandlet med kostændringer og små hyppige måltider. Såvel pyridoxin (vitamin B 6 , 10-25 mg x 3 dgl.) som ingefær har i få undersøgelser vist effekt på kvalme (1890) . Er dette ikke tilstrækkeligt, kan behandling med antiemetika blive nødvendig. Sederende antihistaminer er førstevalg. Ved...)
Nyre- og uretersten (...Ved distale uretersten over 5 mm kan alfa-blokker overvejes hos udvalgte stabile patienter. Indikation for aktiv stenfjernelse foreligger vedvedvarende eller svære smerter, infektion, påvirket nyrefunktion, obstruktion, solitær nyre, lav sandsynlighed for spontan afgang eller betydelig stenbyrde. Uretersten behandles typisk med ureteroskopi eller ESWL afhængigt af stenstørrelse og lokalisation. Nyresten behandles med ESWL, fleksibel ureteroskopi eller perkutan nefrolithotomi afhængigt af stenbyrde, anatomi og andre patientspecifikke omstændigheder, herunder komorbiditet og patientpræferencer. Tendensen er stigende anvendelse af endoskopiske teknikker. Ved mistanke om pyonefrose eller urosepsis på baggrund af obstruerende sten er akut aflastning med nefrostomi eller JJ-kateter obligatorisk og kombineres med intravenøs antibiotika. Farmakologisk behandling af idiopatisk calciumurolithiasis Formålet er at reducere risikoen for recidiv hos patienter med dokumenteret metabolisk afvigelse og klinisk betydende stensygdom. Farmakologisk profylakse overvejes ved Recidiverende idiopatisk calciumurolithiasis, særligt hos højrisikopatienter (tidlig debut, stor stenbyrde, bilateral sygdom, solitær nyre eller nedsat nyrefunktion) Påvist hypercalciuri, hypocitraturi eller andre relevante metaboliske afvigelser ved døgnurin. Valg af behandling Hypercalciuri: thiazid-diuretika kan anvendes profylaktisk for at reducere calciuri og risiko for recidiv. Effekten synes størst hos patienter med udtalt hypercalciuri og samtidig livsstilsintervention (særligt saltreduktion). Hypocitraturi og urinsyre-/cystinprædisposition: kaliumcitrat anvendes til at øge urin-pH og citratudskillelse og dermed hæmme dannelsen af calciumoxalat-, urinsyre- og cystinsten. Monitorering og sikkerhed Patienter i behandling med thiazid eller kaliumcitrat skal være indstillet på regelmæssig monitorering: Væsketal: kreatinin, natrium, kalium, eventuelt calcium Klinisk vurdering af blodtryk, hudundersøgelse Ved behandling med kaliumcitrat skal man være særligt opmærksom på risiko for hyperkaliæmi Patienter med kendt tendens til hyperkaliæmi, moderat til svær nedsat nyrefunktion eller samtidig behandling med kaliumbesparende lægemidler er ofte ikke egnede til behandling med kaliumcitrat. Behandlingen bør revurderes regelmæssigt ud fra stenaktivitet, metabolisk respons og bivirkningsprofil. Farmakologisk behandling af MIAF urolithiasis MIAF-urolithiasis (metabolisk, infektiøs, anatomisk eller funktionel årsag) kræver målrettet behandling af den bagvedliggende tilstand og er i praksis næsten altid en specialistopgave. Eksempler på MIAF-tilstande Urinsyresten Primær eller sekundær hyperparathyroidisme Cystinuri Renal tubulær acidose Enterisk hyperoxaluri (fx efter bariatrisk kirurgi eller ved inflammatorisk tarmsygdom) Infektionssten (struvit, carbonatapatit) Farmakologisk behandling tilpasses den konkrete tilstand, fx alkalinisering og allopurinol ved urinsyresten, specifik cystinbehandling ved cystinuri, korrektion af acidose ved renal tubulær acidose samt fuldstændig stenfjernelse og infektionssanering ved infektionssten. Behandling af stensmerter Målet er hurtig og sikker smertelindring samt forebyggelse af nyreskade og infektiøse komplikationer. Behandling af smerter udløst af nyresten kan ske efter følgende principper Analgetika (NSAID, opioder, paracetamol) Reduktion af tryk (NSAID, aflastning med JJ-kateter eller nefrostomi) Reduktion af ureter-tonus (NSAID, alfa-blokker) Reduktion af inflammation (NSAID) Analgetika Førstevalg er NSAID (parenteralt eller rektalt ved kvalme/opkastning), eventuelt suppleret med paracetamol. Ved utilstrækkelig effekt kan opioider anvendes som tillæg. Rationale Koliksmerter skyldes primært højt intraluminalt tryk i øvre urinveje og lokal inflammation. Prostaglandiner dilaterer nyrens afferente arterioler og øger den glomerulære filtrationsrate, hvilket forværrer trykket i nyrepelvis. NSAID hæmmer prostaglandinsyntesen, så de afferente arterioler kontraheres, GFR falder moderat, og trykket i nyrepelvis reduceres. Det mindsker både ødemet omkring stenen og smerteoplevelsen. NSAID har desuden en direkte analgetisk effekt. Forsigtighed med NSAID Nedsat nyrefunktion: øget risiko for akut nyresvigt, da nyrernes autoregulation kompromitteres ved obstruktion. Ved GFR 5 mm (sten under karkrydsningen), forudsat normal cirkulation og blodtryk og mulighed for klinisk opfølgning. Akut aflastning Anlæggelse af perkutan nefrostomi eller intern drænage med JJ-kateter er en effektiv smertelindrende og nyrebeskyttende procedure. Aflastning er indiceret ved: Mistanke om pyonefrose eller urosepsis (feber, påvirket almentilstand, udtalt flankesmerte) Truende eller manifest påvirket nyrefunktion, solitær nyre eller bilateral obstruktion Akut anlæggelse af nefrostomi eller JJ-kateter er obligatorisk i disse situationer Der er ikke påvist forskel i patientsikkerhed eller effekt mellem nefrostomi og JJ-kateter ved obstruerende infektion; valg afhænger af lokale forhold, ekspertise og patientens tilstand. Nefrostomi kan ofte anlægges i lokalbedøvelse og muliggør direkte observation af diuresen fra den afficerede nyre. Konservativ behandling af små uretersten Små uretersten (< 5 mm) vil ofte afgå spontant og kan behandles konservativt med analgetika og observation, forudsat at patienten er afebril, velbefindende og uden tegn på nyrefunktionspåvirkning. Kontrol med NCCT, eventuelt suppleret med renografi, anbefales typisk efter 2-4 uger. Ved persisterende obstruktion ud over 1-2 uger skal steneliminerende behandling iværksættes, da længerevarende obstruktion medfører risiko for permanent nyrefunktionstab. Kliniske aspekter Kaliumcitrat giver hyppigst gastrointestinale bivirkninger, særligt i opstartsfasen. Hyperkaliæmi er den alvorligste potentielle bivirkning og ses især hos ældre og patienter med nedsat nyrefunktion eller samtidig kaliumforøgende medicin. Tilstanden er reversibel ved seponering. Thiazid-diuretika kan medføre elektrolytforstyrrelser, herunder hypokaliæmi, hyponatriæmi, hypomagnesiæmi og hypocitraturi, samt metaboliske bivirkninger som hyperurikæmi og glukoseintolerans, især ved længerevarende behandling. Fotosensibilisering er en kendt bivirkning, og langvarig behandling med især hydrochlorothiazid er associeret med øget risiko for non-melanom hudkræft, særligt planocellulært karcinom, hvorfor solbeskyttelse og hudkontrol anbefales. Et større randomiseret schweizisk studie har for nylig stillet spørgsmålstegn ved effekten af thiazider til forebyggelse af nyresten, idet der ikke fandtes signifikant reduktion i stenrecidiv (6896) . Studiet omfattede imidlertid ikke stratificering efter hypercalciuri, og resultaterne kan derfor ikke uden videre overføres til patienter med dokumenteret hypercalciuri, hvor thiazidbehandling fortsat anses som relevant hos udvalgte højrisikopatienter. Allopurinol er generelt veltålt, men hududslæt og hypersensitivitetsreaktioner kan forekomme, især ved nedsat nyrefunktion og høj dosis. Langsom dosisoptrapning reducerer risikoen. NSAID er førstevalg ved akut stensmerte og reducerer både smerte og intrarenalt tryk, men kan påvirke nyrefunktionen og bør anvendes med forsigtighed ved nedsat GFR. Opioider anvendes ved NSAID-resistente smerter. Skrøbelige og ældre patienter Hos skrøbelige og ældre patienter bør behandlingen af nyre- og uretersten individualiseres med særlig opmærksomhed på polyfarmaci, nedsat nyrefunktion, dehydrering og elektrolytforstyrrelser. Med stigende alder ses ofte reduceret glomerulær filtrationsrate, ændret væskebalance og nedsat tolerance over for både obstruktion og farmakologisk behandling, hvilket øger risikoen for bivirkninger og behandlingsrelaterede komplikationer. Farmakologisk profylakse med thiazider eller kaliumcitrat bør derfor initieres i lav dosis med langsom optrapning og kræver tæt monitorering af nyrefunktion og væsketal. Hos denne patientgruppe bør indikationen for langvarig recidivprofylakse vurderes kritisk, især ved lav stenaktivitet eller betydelig komorbiditet. Fokus kan i højere grad være rettet mod symptomkontrol, forebyggelse af akutte komplikationer som obstruktion og infektion samt bevarelse af funktionsevne og livskvalitet frem for aggressiv forebyggelse af fremtidige recidiver. Se i øvrigt midler mod nyre- og uretersten . Revurdering af behandling Behandling bør revurderes løbende. Efter akut stenepisode eller intervention anbefales billeddiagnostisk kontrol for at bekræfte stenfrihed og vurdere ny stenaktivitet. Farmakologisk profylakse kræver kontrol af nyrefunktion og elektrolytter kort efter opstart (14 dage) og derefter regelmæssigt. Metabolisk profil kan gentages efter 6-12 måneder for at sikre behandlingseffekt. Revurdering er særlig vigtig ved manglende effekt, voksende stenbyrde, bivirkninger, ændret nyrefunktion, ændret komorbiditet eller ændret stentype. Hos patienter uden recidiv over længere tid kan dosisreduktion eller seponering overvejes efter individuel vurdering. Ved...)
Benign prostatahyperplasi (...ved dårlig blæretømning samt strygning af perineum ved efterdryp. Medicinsk behandling Medicinsk behandling kan foregå med enten: adrenerge α-receptorblokerende midler 5-α-reduktasehæmmere PDE-5-hæmmere . Adrenerge α-receptorblokerende midler medfører relaksation af den glatte muskulatur i blærebunden, urethra og prostata med gunstig effekt på såvel strålekraft som blæretømning og dermed på vandladningssymptomerne. Virkningen indtræder i løbet af dage til uger. Omkring 70 % opnår klinisk respons med en mærkbar symptomreduktion. Der er dokumenteret forbedret ProstataSymptomScore og maksimale flowhastighed (Qmax) på op til henholdsvis 50 % og 40 % (4955) (4956) . Der er dokumenteret langtidseffekt af adrenerge α-receptorblokerende midler med hensyn til symptomreduktion, men de reducerer ikke risikoen for symptomrecidiv (akut urinretention eller behov for kirurgisk behandling) ved yderligere vækst af prostata. Såfremt der ikke er tilstrækkelig effekt efter 4 ugers behandling, bør anden behandling eller yderligere udredning på urologisk specialafdeling overvejes. Præparaterne har relativt få og reversible, men almindeligt forekommende bivirkninger, såsom ortostatisk hypotension og svimmelhed. På grund af manglende erfaring anbefales forsigtighed i forhold til behandling med adrenerge α-receptorblokerende midler ved såvel stærkt nedsat nyrefunktion (GFR 40 ml, dvs. en størrelse, hvor prostata skønnes mærkbart forstørret ved rektal eksploration. Adrenerge α-receptorblokerende midler virker på prostata og symptomer uanset prostatas størrelse, men kan være utilstrækkelig ved betydelig forstørrelse af kirtlen. Kombinationsbehandling af de to regimer (relaksation af den glatte muskulatur plus reduktion af kirtelmassen) medfører en additiv effekt, i form af en større symptomreduktion ved kombinationsbehandling end ved monoterapi, ligesom risikoen for sygdomsprogression reduceres. Kombinationsbehandling bør især overvejes hos patienter med moderate til svære symptomer, med mærkbart forstørret prostata og ikke mindst et ønske om en hurtig og langtidsholdbar løsning. Hos patienter med formodet BPH med kombinerede tømnings- og fyldningssymptomer og hvor monoterapi med adrenerge α-receptorblokkere ikke har tilstrækkelig effekt på fyldningssymptomerne, kan en kombination af α-blokker og et middel mod overaktiv urinblære (fx en β3-adrenoreceptoragonist) overvejes. Ved...)
Brystkræft (...ved at forhindre at østrogen stimulerer cancerceller enten via en kompetitiv binding til østrogenreceptorerne i cellekernen (fx tamoxifen ), ved degradering af østrogenreceptorerne ( fulvestrant) eller ved en hæmmende virkning på de enzymer (aromataseenzymer), der omdanner androgener til estron og estradiol ( aromatasehæmmere ). Endokrin behandling anvendes adjuverende og i nogle tilfælde neoadjuverende ved primær brystkræft og ved recidiveret eller metastatisk brystkræft, som er påvist østrogenreceptor-positiv. I recidivbehandling er endokrin behandling som hovedregel førstevalg, ofte i kombination med cdk 4/6 hæmmere som ribociclib/palbociclib/abemaciclib. Ovariel suppression med GnRH-analog, goserelin (anbefalet i de kliniske retningslinjer fra DBCG) eller triptorelin , kan overvejes til unge, præmenopausale kvinder med østrogenreceptor-positiv brystkræft, når patienten er ≤ 35 år og vurderes at have en høj risiko for recidiv. Doseres s.c. hver 4. uge i 2 år. Endokrin behandling gives adjuverende som en daglig dosis i 5 år til postmenopausale kvinder samt mænd og 5-10 år til præmenopausale kvinder efter operation eller indtil recidiv. Ved...)
Astma hos børn (...ved symptomer har kun marginal effekt hos småbørn uden intervalsymptomer eller atopisk komorbiditet. Sandsynligheden for en god effekt af fast forebyggende behandling er større, jo flere symptomer barnet har, hvis barnet er sensibiliseret eller har atopisk dermatitis. Effekten er mindst hos børn, der kun har symptomer i forbindelse med forkølelser. I sidstnævnte gruppe fandt en meta-analyse ingen effekt af leukotrienreceptorantagonister (2761) . Børn i alderen 0-2 år med hyppige luftvejsinfektioner men uden intervalsymptomer er en særlig udfordring, da effekten af fast forebyggende behandling er marginal og altid skal kontrolleres ved et planlagt seponeringsforsøg. Alle børn med symptomer mellem akutte episoder; dvs. intervalsymptomer, bør have fast behandling. Desuden kan fast behandling med inhalationssteroid forsøges ved: en meget svær akut episode krævende indlæggelse og/eller oral prednisolon to mindre svære akutte episoder inden for en 3-måneders periode 3-5 akutte episoder inden for en 6-måneders periode. Når symptomerne har været under kontrol i minimum 3 måneder, kan dosis gradvist forsøges reduceret. Tabel 1. Trinvis behandling af astma hos børn fra 0 til og med 5 år Behandlingsvejledning for Astma hos børn, Dansk Pædiatrisk Selskab, 2023 (2676) Trin 1 Trin 2 Trin 3 Trin 4 Trin 5 Anfaldsmedicin SABA p.n. Specialistopgave Forebyggende medicin, 1. valg Lavdosis ICS* Mediumdosis ICS* Mediumdosis ICS* + leukotrienantagonist Specialistopgave Forebyggende medicin, 2. valg Leukotrienantagonist Lavdosis ICS* + leukotrienantagonist ICS = Glukokortikoider til inhalation SABA = Korttidsvirkende β 2 -agonist * For angivelse af lav- og middeldoser samt ækvipotens mellem forskellige præparater - se tabel 7 i Glukokortikoider til inhalation . Børn over 5 år Hjørnestenen i medicinsk behandling af astma hos børn > 5 år er fast behandling med inhalationssteroid samt inhaleret β2-agonist ved behov og profylaktisk før anstrengelse. Ved nydiagnosticeret astma foreslås at begynde med en lav eller moderat daglig dosis inhalationssteroid i en periode på minimum 3 måneder for at reducere luftvejsinflammationen. Effekten monitoreres ved spirometri, dagbogsregistreringer af symptomer og behov for β2-agonist . Størstedelen opnår optimal astmakontrol (normal lungefunktion (FEV 1 > 90 % af den forventede værdi), symptomfrihed, normalt aktivitetsniveau og ingen/ringe behov for p.n. β2-agonist ). Er optimal kontrol opnået, reduceres dosis af inhalationssteroid gradvist til den mindste dosis, der kan opretholde optimal kontrol. Tabel 2. Trinvis behandling af astma hos børn fra 6 til og med 18 år Behandlingsvejledning for Astma hos børn, Dansk Pædiatrisk Selskab, 2023 (2676) Trin 1 Trin 2 Trin 3 Trin 4 Trin 5 Anfaldsmedicin SABA eller kombinationspræparat med ICS og LABA p.n.* Specialistopgave Forebyggende medicin, 1. valg Lavdosis ICS** Mediumdosis ICS** Mediumdosis ICS** + LABA og/eller leukotrienantagonist Specialistopgave Forebyggende medicin, 2. valg Leukotrienantagonist eller kombinationspræparat med ICS og LABA p.n.*** Lavdosis ICS** + LABA eller leukotrienantagonist Højdosis ICS** ICS = Glukokortikoider til inhalation LABA = Langtidsvirkende β 2 -agonist SABA = Korttidsvirkende β 2 -agonist * Kombinationspræparat med inhalationssteroid og langtidsvirkende β2-agonist anbefales p.n. til børn fra 12 år (primært teenagere i transitionsfase til voksenmedicin), der er skiftet til dette præparat som fast forebyggende behandling. Denne behandlingsstrategi har vist sig at reducere antal eksacerbationer i forhold til korttidsvirkende β2-agonist p.n. (5567) , men anbefales kun med kombinationspræparater, der indeholder formoterol og budesonid . ** For angivelse af lav-, middel- og højdoser samt ækvipotens mellem forskellige præparater - se tabel 7 i Glukokortikoider til inhalation . *** Anbefales til børn fra 12 år (særligt teenagere, der ikke er adhærente til fast forebyggende behandling). Denne behandlingsstrategi er non-inferior for risiko for eksacerbationer, men inferior for daglig symptombyrde i forhold til lavdosis fast forebyggende inhalationssteroid. Revurdering af behandlingen Monitorering og kontrol Spirometri, inhalationsteknik samt dagbogsoptegnelser over symptomer, aktivitetsniveau og behovet for korttidsvirkende β2-agonist bør vurderes mindst 1-2 gange pr. år mhp. eventuel behandlingsjustering. Barnets højde bør måles mindst en gang årligt under behandling med inhaleret steroid. Børn med astma har ofte en langsom vækst/forsinket pubertet. Dette ses også hos børn som ikke får inhalationssteroid . Tabel 3. Astmasymptomkontrol hos børn Behandlingsvejledning for Astma hos børn, Dansk Pædiatrisk Selskab, 2023 (2676) Vurdering af nuværende astma kontrol baseres på en vurdering af barnets symptomer, påvirkning af aktivitetsniveau og behov for anfaldsmedicin i de sidste 4 uger. Hos større børn desuden lungefunktion. Karakteristika Kontrolleret (alle nedenstående) Delvist kontrolleret (én af nedenstående) Ukontrolleret Symptomer i dagtimerne Ingen (højst 2 gange per uge) 2 gange eller mere per uge Tre eller flere tegn på delvist kontrolleret Begrænsning af aktivitet Ingen Enhver Symptomer i nattetimerne/opvågning Ingen Enhver Behov for β 2 -agonist Ingen (højst 2 gange per uge) 2 gange eller mere per uge Lunge funktion (FEV 1 ) hos børn fra ca. 6 års alderen som kan koopere hertil Normal ≥ 80 % af forventet eller personligt bedste 92 %. Der kræves særlig opmærksomhed, hvis pCO 2 stiger til > 5,3 kPa og O 2 -saturation falder til under 92 %. Børn, der har et let til moderat astmaanfald med en O 2 -saturation > 92 %, kan forsøges behandlet med β2-agonist inhalationsspray via spacer. Der gives 4 pust umiddelbart efter hinanden. Evaluer efter 10-15 min. Inhalation kan gentages med 20 min. intervaller den første time. Børn, der har været indlagt med en svær eksacerbation, bør være i fast behandling med inhalationssteroid ved udskrivelsen, og der bør arrangeres et follow-up besøg 1-2 uger efter udskrivelsen. Inhalatorer til børn Inhalationsspray . Det anbefales ikke at anvende en inhalationsspray til børn uden et spacersystem. Spacersystemer . Affyr dosis, når masken er sat om barnets mund. En dosisaffyring skal efterfølges af 5-10 rolige vejrtrækninger hos barnet. Hvis der anvendes ansigtsmaske ved administrationen, bør barnets ansigt aftørres efter inhalationen for at fjerne rester af steroid fra huden. Pulverinhalatorer . Inhalationsflow skal i alle pulverinhalatorer være så højt som muligt. Ved anvendelse af steroid anbefales mundskylning eller indtagelse af mad umiddelbart efter inhalationen. Tabel 4: Valg af inhalationsbehandling af børn i forskellige aldersgrupper. Inhalator Alder Lægemidler Optimal teknik Problemer Inhalationsspray på spacersystem A) Børn ≤ 4 år (+ ansigtsmaske) B) Børn 4-5 år (- ansigtsmaske) Alle astmamidler. Langsom dyb inhalation (30 l/min.) eller almindelig langsom tidal-ånding umiddelbart efter affyring. Kun affyring af én dosis pr. inhalation. Fylder meget. Statisk elektricitet, fx efter rengøring, nedsætter effekten. Pulverinhalator Børn > 5 år Alle astmamidler undtagen steroider med høj oral bio-tilgængelighed så som beclomethason-dipropionat. Højt inhalationsflow (mindste effektive flow varierer med inhalatortype). Manglende effekt, hvis barnet ekspirerer gennem inhalatoren. Autohaler Børn > 7 år Alle astmamidler undtagen steroider med høj oral bio-tilgængelighed så som beclomethason-dipropionat. Langsom (30 l/min.) dyb inhalation, hvorefter vejret skal holdes i 10 sek. Langsom inhalation er vanskelig. Forstøver Børn 200 mikrogram kan påvirke barnets vækst i en periode lige efter behandlingens start. Børnenes højde som voksne bliver som regel normal - selv efter behandling i mere end 10 år med inhalationssteroid. Et enkelt studie har dog fundet, at børn der starter langvarig behandling med 400 µg/dag i alderen 6-10 år, havde en reduktion i voksenhøjden på 1 cm. Systemisk steroid har en negativ effekt på knoglerne og øger risikoen for fraktur. Behandling med inhalationssteroid giver imidlertid ikke anledning til osteoporose eller øget risiko for fraktur. Risikoen for klinisk betydende systemiske bivirkninger ved...)
COVID-19 (vaccination) (... hverken aktivt eller inaktivt virus. Det vil sige, at der ikke er risiko for infektion ved vaccination. ”Vaccineantigenet” i hætteglasset består af let modificeret messenger-RNA ...)
Cushings syndrom (...ens på cirka 3/million og en prævalens på cirka 50/million. Symptomerne relaterer sig hovedsageligt til effekterne af det forhøjede kortisolniveau, som medfører betydelig morbidit...)
Akutte smerter (...vedr. farmakologisk behandling af akutte smerter er specificeret i Smerteguiden , der er en dansk behandlingsvejledning for den ikke-specialiserede smertebehandling. Her anbefales det fortsat at benytte princippet fra WHO's smertetrappe, hvor man starter med svage analgetika, paracetamol og/eller NSAID, afhængigt af smertetype. Hvis denne behandling ikke slår til, kan man overveje at tillægge et opioid. Man skelner ikke længere imellem svage og stærke opioider. Den tidligere anvendte betegnelse svage opioider henviste til opioider med lav affinitet til opioid receptoren. Men da disse opioider alle har aktive metabolitter med høj affinitet til opioid receptoren, giver denne opdeling ingen praktisk mening. Ved akutte smertetilstande hvor der er en neuropatisk smertekomponent kan det være relevant at tillægge adjuverende analgetika. Specifik behandlingsstrategi af akutte smerter Ved ikke inflammatoriske muskuloskeletale smerter er paracetamol førstevalg. Paracetamol kan med fordel gives i fast dosering fx 1 g 4 gange dagligt i starten, og efterhånden som den akutte smerte aftager, kan man overgå til behovsdosering. Ved inflammatoriske muskuloskeletale smerter kan NSAID anvendes i en afgrænset periode. Der bør benyttes lavest mulige effektive dosis. og i kortest mulige tid. NSAID vil også være førstevalgs-præparat ved akutte nyre - eller galdestensanfald, evt. som injektion. Vær dog her opmærksom på evt. kontraindikationer og vær især tilbageholdende med NSAID til patienter > 65 år, eller hvis der foreligger andre risikofaktorer for udvikling af gastro-intestinal blødning og/eller hjerte-karlidelser, se NSAID . Opioider bør i udgangspunktet ikke anvendes til benigne muskuloskeletale smerter fraset ved frakturer, større traumer eller svære smertetilstande som fx discitis. Den akutte smerte er ofte hurtigt aftagende og dynamisk, og de korttidsvirkende opioider benyttes derfor overvejende til denne type af smerter. Hvis der er behov for behandling med opioider i mere end 1-2 uger, kan der med fordel omlægges til et depotopioid. Husk altid opfølgning og udtrapningsplan. Til ambulante patienter, hvor der er behov for opioid, startes med morfin tabletter 5-10 mg p.n. ( især hos ældre samt patienter med nedsat nyrefunktion, bør der udvises forsigtighed) og sjældent over 60 mg i døgnet hos opioid naive. Behandling med injektions-opioid vil kun meget sjældent være indiceret ved akutte benigne smerter, men kan være indiceret fx ved stensmerter. NB: Der bør aldrig gives opioid som injektion til en opioid naiv patient, hvis der ikke er mulighed for observation, pga. væsentlig risiko for overdosering, evt. med fatalt udfald. Til indlagte patienter, hvor der er behov for opioider, kan der enten gives morfin tabletter a 5-10 mg p.n. eller der kan titreres med intravenøst morfin 2,5 mg ad gangen med 10-15 minutters intervaller til der opnås sufficient smertedækning. Hvis der anvendes parenteral behandling til indlagte patienter, er intravenøs behandling at foretrække, idet den er atraumatisk og let styrbar, hvorimod subkutane og intramuskulære injektioner kan være vanskeligere at kontrollere og altid skal undgås hos patienter, som er cirkulatorisk ustabile. For børn og ældre bør startdoserne være lavere, og monitoreringen af patientens tilstand tættere. Såfremt en smertetilstand er morfinkrævende ud over mere end 1-2 uger, kan patientens samlede døgnbehov gennem de sidste 2-3 dage beregnes, og den samlede døgndosis af opioid omlægges til et langtidsvirkende opioid, fx morfin i depotformulering, og fordeles på 2-3 lige store doser med lige lange intervaller. Såfremt patienten har brug for yderligere morfin til smertegennembrud gives 1/6 af døgndosis ved hver p.n. dosis. Den samlede døgndosis vil kun sjældent være over 100 mg/døgn hos opioid naive. Hos patienter, som i forvejen er i fast opioidbehandling, kan opioidbehovet være noget større grundet toleranceudvikling. Patientens samlede behov revurderes en gang i døgnet, og om nødvendigt øges behandlingen med langtidsvirkende opioider. Husk opfølgning og udtrapningsplan. Ved akutte smertetilstande der har en neuropatisk smertekomponent, fx akutte lænderygsmerter med radikulær udstråling, kan det være relevant at benytte et adjuverende analgetikum. Af hensyn til at der ved akutte smerter er behov for en relativt hurtig optitrering, vil gabapentin typisk være førstevalg. Her kan startes med 300 mg x 1 og øges med 300 mg ad gangen fx med 1 døgns interval, til 300-600 mg x 3. Det kan være nødvendigt med langsommere optrapning af hensyn til bivirkninger. Hvis gabapentin ikke tolereres kan alternativt benyttes pregabalin, hvor der er mulighed for at starte med lavere doser, fx 25 mg x 2. Dosis øges gradvist under hensyn til effekt og bivirkninger. Ved nedsat nyrefunktion øges langsommere og max. dosis er lavere afhængigt af GFR. Desuden bør der udvises særlig forsigtighed ved ældre. Se endvidere: Gabapentinoider . Postoperative smerter Postoperative smerter er et betydeligt problem. Det anslås, at ca. 75 % oplever smerter efter et kirurgisk indgreb, og at smerterne er moderate til svære hos ca. 50 %. Det overordnede formål med behandlingen af postoperative smerter er symptomatisk og sigter mod at reducere ubehag og angst forbundet med smerteoplevelsen. Desuden stiles der imod bedst mulig smertelindring under mobilisering, så den postoperative rehabilitering fremmes. Endelig sigtes mod at reducere den postoperative morbiditet og mortalitet, idet smerter øger sympatikus aktiviteten som sammen med det kirurgiske stress respons og en smertebetinget immobilisation øger risikoen for en lang række komplikationer (kardiel iskæmi, tarmparalyse, tromboemboli m.m.) Postoperativ smertebehandling bør derfor ses som en integreret del af den postoperative pleje og rehabiliteringsproces. Generel behandlingsstrategi af postoperative smerter Behandlingen af postoperative smerter følger samme principper som håndtering af akutte smerter; svage analgetika udgør basisbehandling og ved sværere smerter, suppleres smertebehandling individuelt efter behov, typisk med korttidsvirkende morfin. Håndteringen af postoperative smerter starter allerede præ-eller perioperativt, så den analgetiske effekt er sat ind ved operationens afslutning. Her gives smertebehandlingen på baggrund af den forventede postoperative smerteintensitet baseret på størrelsen af det kirurgiske indgreb: Mindre indgreb: Paracetamol og evt. NSAID Lidt større indgreb: Paracetamol og evt. NSAID + Lokal infiltrationsanæstesi, perifere nerveblok (evt. med glukokortikoider) Store indgreb: Paracetamol og evt NSAID + Epidural analgesi med lokalanæstetika, systemisk opioid (evt ketamin eller gabapentinoider) Det overordnede formål med denne multimodale behandlingsstrategi er at opnå en opioidbesparende effekt med henblik på at reducere uønskede opioidrelaterede bivirkninger som kvalme, opkastning, urinretention, paralytisk ileus, obstipation, sedation og circulatorisk og respiratorisk depression. Anbefalinger til ikke-specialiseret håndtering af smerter i det postoperative forløb fremgår af Smerteguiden (5274) . Specifik behandlingsstrategi af postoperative smerter Paracetamol har en dokumenteret opioidbesparende effekt og anvendes som basisbehandling. Ved kortvarige operative indgreb med ringe vævsskade gives paracetamol oralt 30-60 minutter før operationen. Parenteral tilførsel af paracetamol kan overvejes, når oral eller rektal tilførsel ikke er mulig, fx postoperativt eller inden for pædiatrisk onkologi. Rektal tilførsel er på grund af meget langsom absorption og yderst variable plasmakoncentrationer ikke egnet til voksne. Den postoperative analgetiske effekt af paracetamol er signifikant mindre end for NSAID, men har færre bivirkninger, hvilket stadig gør det til førstevalg ved operationer med begrænset inflammatorisk respons. NSAID kan anvendes i kombination med paracetamol som basisbehandling, såfremt patienten ikke frembyder risikofaktorer eller ikke har komorbiditet i form af gastro-intestinale lidelser, nyreinsufficiens eller sværere hjerte-kar-sygdom. Vær varsom med NSAID til ældre . Behandlingen med især NSAID bør ikke fortsætte ud over få uger, uden at der bliver taget stilling til, om der fortsat er indikation for behandlingen. Såfremt der foreligger risikofaktor(er) for udvikling af gastro-intestinal blødning, bør NSAID-behandling suppleres med behandling med syrepumpehæmmer. Hvis det af operationstekniske eller helingsmæssige årsager ikke er ønskværdigt med selv let øget perioperativ blødning, bør man være tilbageholdende med brug af NSAID, da denne gruppe lægemidler hæmmer trombocytaggregationen. Der er ingen evidens for, at knogleheling hæmmes klinisk betydende af NSAID, hvorimod evidensen tyder på, at NSAID kan øge risikoen for anastomose lækage. Ved brug af NSAID er ibuprofen eller naproxen førstevalg (5125) (5126) (5274) . Opioider udgør fortsat hjørnestenen i den postoperative smertebehandling ved moderate til svære postoperative smerter. Fordi postoperative smerter hurtigt ændrer intensitet, er det en god strategi for behandlingen at vælge præparater, der gør behandlingen hurtig titrerbar - og dermed styrbar. Med andre ord benytter man korttidsvirkende midler og ikke langtidsvirkende eller depotformulerede præparater, hvoraf morfin er førstevalg (5274) . Under indlæggelse, kan patientstyret analgesi være en behandlingsmulighed (patient controlled analgesia - PCA). PCA er et smertebehandlingsregime, hvor patienten selv kan aktivere typisk en pumpe til at give en forudindstillet mængde analgetikum. Den mest effektive basisbehandling af smerter efter større kirurgiske indgreb med omfattende vævsskade er dog kontinuerlig kateterbaseret epidural tilførsel af lokalananæstetikum tilsat opioid. Dette er også den metode, som mest effektivt dæmper og beskytter mod det kirurgiske stressrespons. Behandling med gabapentinoider (gabapentin og pregabalin) har vist sig at have minimal effekt på akutte postoperative smerter og fordobler desuden risikoen for overdosering hvis det gives i kombination med opioider. Omvendt øges sandsynligheden for tidligere ophør med opioider (se referenceliste). Gabapentinoider spiller i dag en beskeden rolle i den postoperative smertebehandling. Patienter, der allerede inden operation, er i opioidbehandling for kroniske smertetilstande, udgør en særlig gruppe og kan kun undtagelsesvis forventes at skulle behandles i et rutine- eller pakkeforløb; disse patienter kræver særlig opmærksomhed. Patienterne skal behandles for deres kroniske smerter i hele det perioperative forløb samtidig med, at de behandles for deres akutte postoperative smerter. Patienterne vil ofte have et behov for mere analgetika, herunder opioider, end andre patienter, og en del af dem vil med fordel kunne behandles med relevante blokader til den akutte smerte. Akut smertebehandling hos ældre og børn Generelt anbefales brug af lavere doser til ældre og smertebehandling til den ældre patient kan med fordel tilrettelægges efter start low and go slow princippet. NSAID-behandling af ældre er forbundet med markant øget risiko for udvikling af alvorlige gastro-intestinale, kardio-cerebro-vaskulære og renale komplikationer. Længerevarende NSAID-behandling bør derfor undgås (2588) . Ved brug af gabapentin, pregabalin og opioider hos ældre, bør man være særligt opmærksom på centrale bivirkninger, der kan optræde som pseudodemens. Det særlige hos børn i forhold til voksne er, at børns CYP-system først er færdigmodnet i 12-13-års-alderen, de har større renal clearance og hepatisk gennemblødning samt stor overflade sammenlignet med voksne. De helt små børn kan ikke kommunikere og derfor anvendes forskellige redskaber i den kliniske monitorering for smerter. Hjælpestoffet propylengykol, kan være problematisk hos børn under 5 år - så det bør der også tages hensyn til ved præparatvalg. Det skal bemærkes, at da størstedelen af analgetika er gamle præparater, har der fra regulatorisk side ikke været krav om pædiatriske investigation plans (PIPs) - det betyder at en stor del af den pædiatriske smertebehandling også er off-label. Særligt for børn findes instrukser fra: Region Nord: Smertebehandling af børn fra 28 dage til 15 år Region H: Akutte smerter hos børn Samt børnebasislisten fra RegionH/Region Sjælland: Smerter. Børnebasislisten - lægemiddelanbefalinger for børn og unge i Region Hoved...)
Hypercalcæmi (...ved hypercalcæmi. Andre elektrolytabnormiteter som hypokaliæmisk alkalose og hypomagnesiæmi skal korrigeres. Loop-diuretika , der i modsætning til thiaziddiuretika øger den renale calciumudskillelse, kan anvendes i små doser som adjuvans ved symptomer på overhydrering, specielt hos ældre. Rutinebrug af potente diuretika kan være skadelig, medmindre de først anvendes efter at ekstracellulærvolumen er ekspanderet. Der skal derfor udvises forsigtighed med brug af loop-diuretika. Der pauseres med igangværende behandling med farmaka, der kan øge P-calcium, fx lithium, thiaziddiuretika, calcium, D-vitamin og aktiverede D-vitaminmetabolitter. Der er kun indikation for diætetisk calciumrestriktion, hvis der foreligger vitamin D-intoksikation eller en øget endogen syntese af 1,25-dihydroxyvitamin D (1,25(OH) 2 D), fx ved sarkoidose og visse lymfomer. Ved fx primær hyperparatyroidisme vil diætetisk calciumrestriktion blot forværre afkalkningen af knoglerne uden at sænke P-calcium. Behandling af lettere hypercalcæmi Disse patienter kan ofte klare sig med en øget oral væskeindtagelse på typisk over 30-40 ml/kg pr. døgn kombineret med behandling af den udløsende årsag (primær hyperparatyroidisme, tyrotoksikose, lithiumbehandling, thiaziddiuretika, immobilisation). Behandling af sværere hypercalcæmi Ved malign hypercalcæmi suppleres med intravenøst bisfosfonat evt. kombineret med glukokortikoid. Som alternativ - hvis bisfosfonat ikke tåles (fx nedsat nyrefunktion eller allergi) eller utilstrækkelig effekt - kan denosumab anvendes. Ved meget højt P-calcium kan calcitonin bruges i den akutte fase - se Calcitonin (calciumstofskiftet) . Ved D-vitaminforgiftning, lymfomer og granulomatøse sygdomme suppleres med glukokortikoider. Familiær hypocalciurisk hypercalcæmi (FHH) behandles ikke. Ved primær hyperparatyroidisme foretrækkes operation med fjernelse af den eller de syge parathyroideakirtler. Præparatvalg Afhængig af ætiologi, sværhedsgrad og behandlingsresistens kan forskellige lægemidler anvendes: Tabel 1: Oversigt over virkningsprofil ved medikamentel behandling af hypercalcæmi Sygdom Præparatvalg Bisfosfonat Calcitonin Glukokortikoid Cinacalcet Denosumab Knoglemetastaser +++ + ++ - +++ Malign humoral hypercalcæmi + ++ +++ - ++ Primær hyperparatyroidisme + ++ - +++* ++ Sarkoidose - - +++ - - D-vitamin-forgiftning - - +++ - - A-vitamin-forgiftning +++ - ++ - (++) Immobilisation +++ + - - (++) Markeringen angiver den forventede effekt på P-calcium: (+: lille effekt, ++: middel effekt, +++: betydelig effekt) - dog ses betydelig interindividuel variabilitet i respons. * Bør primært opereres, da cinacalcet ikke har dokumenteret effekt på hårde endepunkter (4648) . (++): Kan anvendes, dokumentation foreligger ikke, formodes at have effekt svarende til bisfosfonat Bisfosfonater Bruges ved malign hypercalcæmi og metastatisk knoglesygdom. Grundsygdommen søges behandlet. Bisfosfonater er ofte effektive (2975) , om end recidiv af hypercalcæmi kan ses efter kortere eller længere tid. Der foreligger kun få sammenlignende undersøgelser af effekten af de forskellige bisfosfonater ved hypercalcæmi. Zoledronsyre er marginalt mere effektivt end pamidronat på et kombineret endepunkt af patologiske frakturer, tværsnitssyndrom, strålebehandling eller operation på knogler. Andre former for hypercalcæmi. I mindre kliniske undersøgelser er bisfosfonater fundet effektive ved behandling af hypercalcæmi, der er betinget af øget osteoklastisk resorption ved bl.a. primær og tertiær hyperparatyroidisme, immobilisation og tyrotoksikose. Hvis patienten har primær hyperparatyroidisme, eller hypercalcæmi pga PTHrP, er effekten af bisfosfonat ofte ringe og kortvarig mht. P-calcium (4648) . Se endvidere Bisfosfonater (hypercalcæmi) . I.v. bisfosfonatbehandling kan i sjældne tilfælde kompliceres af alvorlige komplikationer (nyrepåvirkning, svær hypocalcæmi, kæbeosteonekrose, conjunctivitis, uveitis, scleritis og episcleritis (2709) . Kæbeosteonekrose er specielt beskrevet ved anvendelse af aminobisfosfonaterne pamidronat og zoledronsyre samt denosumab til langtidsbehandling af patienter med malign sygdom, se Bisfosfonater (hypercalcæmi) Denosumab Hos patienter med skeletmetastaser eller bisfosfonatrefraktær hypercalcæmi kan denosumab i nogle tilfælde være indiceret (2708) . Eksempler på dette kunne være ved manglende effekt af zoledronsyre 10 dage efter infusion af dette eller hos patienter med nedsat nyrefunktion (2537) . Der henvises til onkologisk litteratur på området. Calcitonin Calcitonin medfører en hurtig (timer) sænkning af P-calcium, til gengæld er effekten ikke langvarig (holder typisk 1-2 døgn). Ved gentagen brug kan opstå takyfylaksi med svigt af virkning. Calcitonin kan således bruges som bridging inden effekten af fx bisfosfonater sætter ind. Se Calcitonin (calciumstofskiftet) . Glukokortikoider Glukokortikoider kan være effektive ved behandling af hypercalcæmi, afhængig af ætiologien. De virker bedst ved vitamin D-forgiftning og ved øget endogen produktion af 1,25(OH) 2 D (fx sarkoidose og visse lymfomer). De er desuden ofte virksomme ved myelomatose og maligne tumorer med eller uden knoglemetastaser, idet de reducerer produktionen af cytokiner og PTHrP. Der anvendes typisk doser på 50 mg prednisolon / prednison dagligt enten over få dage som ved D-vitaminforgiftning eller over længere perioder ved malign hypercalcæmi. Se Glukokortikoider . Ved langtidsbrug af glukokortikoider skal man være opmærksom på risikoen for diabetes, binyrebarkinsufficiens ved seponering samt osteoporose, om end grundsygdommen ofte dominerer. Calcimimetika Behandlingen er kun indiceret ved svær symptomatisk hyperparatyroid hypercalcæmi, indtil operation kan gennemføres, eller ved hypercalcæmi pga. primær og tertiær hyperparatyroidisme eller cancer parathyroideae, der ikke kan kontrolleres kirurgisk. Bemærk risikoen for kvalme, der kan gøre adækvat væskeindtag vanskeligt. Se Lidelser i calciumstofskiftet . Behandling af hypercalcæmisk krise uden kendt ætiologi Hypercalcæmisk krise defineres ved ioniseret calcium > 2,00 mmol/l (total P-calcium > 4,00 mmol/l) eller ioniseret calcium > 1,85 mmol/l (total P-calcium > 3,5 mmol/l) ledsaget af udtalte kliniske symptomer eller P-kreatinin > 200 mikromol/l. Kliniske symptomer kan være mangeartede (3237) og gå fra CNS-affektion med hukommelsesbesvær, depression samt i sværere tilfælde bevidsthedspåvirkning, over mave-tarm-kanal med nedsat motilitet førende til kvalme og opkastning, forstoppelse og mavesmerter til urinvejene med polyuri og deraf følgende polydipsi samt smerter pga. nyre og urinvejssten, udtalt træthed og muskelsvaghed. Nogle patienter er a- eller oligosymptomatiske, hvis hypercalcæmien har udviklet sig langsomt. Behandlingen omfatter: Rehydrering med 3 l isotonisk natriumchlorid-infusionsvæske i.v./døgn (evt. givet oralt som vandindtag hvis muligt - bemærk at de 3 liter er summen af i.v. og oralt indtag - hos nogle patienter kan højere eller lavere indtag være indiceret afhængigt af hydreringsgrad, nyrefunktion og hjertefunktion), korrektion af hypokaliæmi og hypomagnesiæmi. Bemærk, at væskeindtag er vægtafhængigt - hos normale personer indtages typisk 30 ml/kg/dag, ved hypercalcæmi skal man typisk over 40-45 ml/kg/dag. Ved kendt hjerteinsufficiens eller tegn på overhydrering suppleres med loop-diuretika efter korrektion af dehydrering. Bisfosfonat i.v. efter initial rehydrering. Der bør primært vælges et potent 3. generations aminobisfosfonat, fx zoledronsyre 4 mg, pamidronat 60-90 mg eller ibandronat 3-4 mg. Som rescue kan anvendes denosumab , fx 120 mg. For pamidronat og ibandronat gives varierende doser afhængig af graden af hypercalcæmi (se de enkelte præparater). Ved nedsat nyrefunktion reduceres dosis, og infusionstiden øges. P-calcium, elektrolytter, nyrefunktion og hydrering monitoreres dgl. Effekten på P-calcium indtræder efter 1-3 døgn. Calcitonin. Der gives 600 IE (MRC-enheder) calcitonin som infusion over 6 timer i 1. og evt. 2. døgn. Herved opnås et hurtigere initialt fald i P-calcium. Behandlingsmodifikation ved kendt ætiologi (se tabel 1) Ved malign sygdom med mistanke om en væsentlig humoral komponent (få eller ingen knoglemetastaser, forhøjet S-PTHrP, hypofosfatæmi eller forhøjet S-1,25(OH) 2 D (lymfomer)) suppleres med glukokortikoider. Initial i.v. bisfosfonatbehandling kan følges op med oral behandling ( ibandronat ). Alternativt kan patienten følges, og evt. recidiv af hypercalcæmi kan behandles med fornyet i.v. bisfosfonat. I behandlingsrefraktære tilfælde kan denosumab overvejes. (Bemærk, at der kan gå flere dage før effekten af bisfosfonat sætter fuldt ind). Ved primær hyperparatyroidisme bør der primært stiles mod operativ behandling, hvis dette er indiceret iht. guidelines (3238) . Bisfosfonater er mindre effektive, da de ikke korrigerer den renale komponent af hypercalcæmien. Præoperativt kan der ved sværere symptomgivende hypercalcæmi evt. behandles med cinacalcet 30 mg 2 gange dgl. stigende til 90 mg 2 (-4) gange dgl. Vedvarende calcimimetisk behandling kan være indiceret ved primær hyperparatyroidisme og cancer parathyroideae, hvor hypercalcæmien ikke kan kontrolleres operativt, se endvidere Cinacalcet og etelcalcetid . Cinacalcet kan kombineres med fx bisfosfonat (4648) og denosumab (6341) . Ved primær hyperparatyroidisme kan længerevarende blokering af knogleresorptionen med bisfosfonat forstærke tendensen til postoperativ hypocalcæmi. Ved andre tilstande med hypercalcæmi betinget af øget osteoklastisk knoglenedbrydning , fx immobilisation, hypertyroidisme og A-vitaminforgiftning, er behandling med bisfosfonat effektiv. Patienten bør så vidt muligt mobiliseres ved immobilisation, og der bør bruges tromboseprofylakse hvor indiceret. Ved hypertyroidisme normaliseres P-calcium hurtigt ved konventionel antityroid behandling. Ved...)
Overaktivt blæresyndrom, urgency og urgency-inkontinens (...ved færre vandladninger og færre inkontinensepisoder i vandladningsdagbogen (4952) (6342) . Der er ofte en stor dag til dag-variation i symptomerne og behandlingseffekt, og evt. bivirkninger kan først reelt vurderes efter 3-4 ugers behandling. Ved utilstrækkelig effekt kan præparatskift forsøges. Der er ingen evidens for at kombinere flere muskarinreceptorblokkere og kun sparsom evidens for at kombinere muskarinreceptorblokker og β3-adrenoceptoragonist. Ved manglende effekt efter 3-6 måneder, trods præparatskift, bør behandlingen seponeres, og patienten henvises til urogynækologisk eller urologisk vurdering. Langvarig antimuskarin-behandling bør anvendes med forsigtighed hos ældre patienter, især ved...)
Smerter set fra et bio-psyko-socialt perspektiv (...ved modellen rummer, at personer med målbare patofysiologiske afvigelser måske ikke føler sig syge, hvorimod andre personer ikke føler sig raske på trods af, at der ikke kan påvises biologiske forandringer. Det afgørende bliver derfor, hvorvidt en person søger behandling i sundhedssystemet og derved påtager sig sygerollen. Ifølge den BPS-model må lægen/behandleren, ud over udredning for patofysiologiske eller biologiske afvigelser, også interessere sig for den dysfori eller dysfunktion, som har ført patienten til læge/behandler, samt være interesseret i hvilke psykologiske eller sociale faktorer der kan have spillet ind på patientens sygdomsopfattelse (6031) (6032) . Hvad er smerter? Den internationalt anerkendte definition på smerter er: ”En ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med, eller som ligner hvad der forbindes med, vævsskade eller truende vævsskade” Terminology | International Association for the Study of Pain (iasp-pain.org). Ud fra smertedefinitionen er smerte altså en ubehagelig oplevelse, som både har en sensorisk og en emotionel komponent, og som desuden kan være til stede på trods af manglende vævsskade. Smerte er altså et yderst komplekst fænomen, som ikke kan rummes af en BM-forståelses model. Denne kompleksitet kan derimod fint rummes af den BPS-model. Smertesystemet kan overordet beskrives som en række af forskellige neurobiologiske processer, herunder: aktivering af perifere sensoriske nervefibre transmission til cortex modulation på medulært og/eller cortikalt niveau og tolkning og bevidstgørelse (6033) . Disse processer er dog ikke hierarkiske, og smerte kan fx også induceres uden aktivering af perifere nerveimpulser. Især ved akutte smerter vil der typisk være tale om aktivering af perifere nociceptive nervefibre, men perifer eller central sensibilisering kan medføre, at andre typer af sensoriske nervefibre også kan transmittere smertesignaler. Signalerne sendes via rygmarven både til sensomotorisk cortex og til kortikale områder, som er involveret i emotionel regulering og kognitiv evaluering. Den sensoriske komponent af smerten (smertesensationen) omfatter smertens lokalisation, intensitet og karakter. Den emotionelle komponent (lidelsen) omfatter både en kognitiv evaluering (fare), et autonomt respons (øget arousal) og et emotionelt ubehag (frygt). Signalerne bliver moduleret på medullært og/eller kortikalt niveau, hvor de kan dæmpes eller forstærkes. Endelig bearbejdes og tolkes alle disse informationer i netværk i hjernen (salience/filter netværk), hvorved de bevidstgøres og integreres til en smerteoplevelse (6033) . Set fra et evolutionært perspektiv har smertesystemet en vigtig funktion i forhold til at sikre vores overlevelse. Især akutte smerter har en oplagt adaptiv funktion, idet nociceptive signaler fra skadet eller nærved skadet væv sikrer et tilpasningsrespons, som forebygger yderligere skade og sikrer optimale betingelser for heling. Smertesystemet skal dog ikke blot beskytte os her og nu, men har også til opgave at forebygge fremtidige skader. Tidligere erfaringer med smerter eller socialt tillærte erfaringer kan derfor medføre, at smertesystemet bliver mere sensitivt. Dette fænomen kaldes populært ”røgalarms princippet”. Evolutionært set opvejes ulempen ved mange evt. falske alarmer af fordelen ved at registrere en regulær fare rettidigt (6034) . Eksempel 1: Hans H. 45 år Hans får pludseligt ondt i ryggen under havearbejde. Han har for 5 år siden haft en diskusprolaps i lænderyggen, som det tog 6 måneder at komme sig over. Smerterne i ryggen minder meget om smerterne fra dengang, og han skynder sig at stoppe med havearbejdet. Hans går straks i seng og tager noget smertestillende. Hans er bange for, at han kan provokere en ny diskusprolaps, hvis han gør de forkerte bevægelser, og han vælger at sygemelde sig den næste uge. Hans kone er også meget bekymret og overtager hans opgaver i familien, så Hans kan hvile sig. Eksempel 2: Grete G. 38 år Grete får pludseligt ondt i ryggen, mens hun er til fitness træning. Grete har før prøvet at få et hold i ryggen, og sidst fik hun at vide af sin massør, at det var godt at bevæge sig for at løsne låsninger i ryggens led. Grete fortsætter derfor sin træning stille og roligt, mens hun forsøger at undgå øvelser, der provokerer smerterne. Efter træning går hun i sauna, og hun kan mærke, at det lindrer lidt. På vej hjem fra træning er Grete ved godt mod, og tænker at det nok bare vil tage et par dage, før smerterne er bedre. Hun udfører sine opgaver i familien, som hun plejer. Når en person oplever smerter, vil det føre til et adfærdsmæssigt respons, som er formet af mange faktorer, herunder personens tolkning af smerternes betydning, generelle overbevisninger om smerter, kognitive faktorer (fx katastrofetanker) og emotionelle faktorer (fx negativ affekt). Denne adfærd vil yderligere kunne forstærkes af sociale faktorer (fx adgang til social støtte) eller miljømæssige faktorer (fx konsekvenser af adfærden). Smerteadfærd er derfor ikke altid adaptiv, og kan som konsekvens af alle de ovenfor nævnte faktorer blive dysfunktionel i stedet. Dysfunktionel smerteadfærd kan ved langvarige smertetilstande medføre et funktionstab, der kan stå i væsentlig kontrast til de rent fysiske forandringer (6035) . Dette understreger igen, hvorfor vi kommer til kort med den BM-model, når det gælder smerter. Forståelse af smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv Udover at smerter altid har en kognitiv/emotionel komponent og er ledsaget af smerteadfærd, påvirker forskellige kognitive, emotionelle, adfærdsmæssige og sociale faktorer smerteoplevelsen i en positiv eller negativ retning (tabel 1). De vigtigste af disse faktorer beskrives kort i det følgende. Tabel 1. Eksempler på kognitive, emotionelle, adfærdsmæssige og sociale faktorer der påvirker smerteoplevelsen og funktionsniveauet Kognitive faktorer Emotionelle faktorer Adfærdsmæssige faktorer Sociale faktorer Beskyttende faktorer Positive overbevisninger om smerter Tillid til egen mestring Kognitiv fleksibilitet Positiv affekt Resiliens over for stress Tryg tilknytning Fleksible strategier Fleksibel balance mellem aktivitet og hvile Fysisk aktivitet God søvn Høj grad af social støtte Højt uddannelses niveau Økonomisk sikkerhed Forværrende faktorer Smerte katastrofering Følelse af hjælpeløshed Kognitiv ufleksibel Negativ affekt Angst Frygt Depression PTSD Utryg tilknytning Ufleksible strategier Undgåelses mønster* Overaktivitets mønster* Beskyttende muskelværn (guarding) Lav grad af social støtte Dysfunktionel støtte Lavt uddannelses niveau Økonomisk usikkerhed * se beskrivelse under afsnit om avoidance-endurance modellen Emotionelle og kognitive faktorers betydning Smertens primære emotionelle komponent er frygt, som er med til at aktivere et stress respons, der skal gøre os parat til handling (kamp/flugt) i tilfælde af fare. For at der kan foregå en hurtig og effektiv tolkning af, om smerter repræsenterer en trussel, foretager hjernen en automatisk kognitiv evaluering på baggrund af tillærte erfaringer, overbevisninger og forventninger. En person med negative erfaringer kan have en tillært overbevisning om, at smerter betyder, at der er noget alvorligt galt, hvorimod en anden person med positive erfaringer i stedet kan have en tillært overbevisning om, at smerter er en nødvendig konsekvens af livet. Tillærte overbevisninger vil påvirke disse personers adfærd, som kan variere fra ”jeg må passe meget på mig selv”, til ”det skal trænes væk”. Det betyder, at den præcist samme fysiske skade kan give anledning til meget forskellig tolkning og adfærd fra person til person afhængigt af den kognitive evaluering (6035) . Frygt er som regel et kortere varende respons på smerter, men kan afløses af en mere vedvarende bekymring, som øger opmærksomheden på smerterne og dermed kan forstærke dem. En af de mest velkendte og velundersøgte fænomener, som kan forstærke smerteoplevelsen og medføre et dysfunktionelt adfærdsmæssigt respons, er smerte katastrofering (pain catastrophizing) (6036) . Smerte katastrofering er defineret som et negativt tankemønster, som aktiveres i forbindelse med smerte eller truende smerte. Kerne symptomerne er: magnifikation rumination og oplevelse af hjælpeløshed. En person med dette tankemønster, vil have øget negativ opmærksomhed rettet mod smerter og vil have tendens til at tolke relativt neutrale signaler som katastrofale. Smerte katastrofering er associeret med en dårlig prognose for at få et positivt resultat efter kirurgi, og med en øget risiko for at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter (6035) (6036) . Der er udviklet spørgeskemaer til at identificere smerte katastrofering, som også er oversat til dansk (6037) . Som konsekvens af negative overbevisninger, katastrofetanker og/eller dysfunktionel smerteadfærd er langvarige smerter ofte ledsaget af negative affekter som fx håbløshed, frustration, angst m.m. Hos personer, som i forvejen har en psykisk lidelse præget af negativ affekt (angst, depression), kan smerteoplevelsen forstærkes og øge risikoen for, at akutte smerter udvikles til kroniske smerter. Der ser ud til at være en særlig stærk sammenhæng mellem forekomsten af PTSD og øget risiko for udvikling af langvarige smerter og smerterelateret funktionsnedsættelse. Det er derfor vigtigt at kunne vurdere om en patient, som søger behandling for smerter, har depression, angst eller PTSD, idet relevant behandling heraf potentielt kan forbedre prognosen for behandlingen af smerterne (6035) (6036) . Hans H. 45 år, fortsat: Der er gået 5 måneder, siden Hans fik smerter i ryggen under havearbejde. Hans er blevet scannet, og der er ikke fundet nogen diskusprolaps, men Hans har fået at vide, at der er noget slidgigt i ryggen. Han har trods de gode nyheder alligevel fået mere ondt i ryggen. Hans er meget bekymret for smerterne, og for at de betyder, at hans ryg er blevet svag pga. slidgigt og den tidligere diskusprolaps. Han kan nu klare de lettere opgaver i familien, men hans kone har overtaget støvsugningen og gulvvask. Hans er stadig sygemeldt fra sit arbejde, og han føler, det hele er håbløst. Han er bekymret for sin fremtid og for familiens økonomi. Grete G. 38 år, fortsat: Der er gået 5 måneder, siden Grete fik smerter i ryggen under fitness træning. Grete har ikke fået det bedre med smerterne endnu. Grete har været hos kiropraktor og fået manipulation, og kiropraktoren har forsikret hende om, at der ikke er noget alvorligt galt med ryggen. Grete går også til massør hver uge, og får at vide at hendes muskler er meget spændte. Det virker rigtigt godt med massage, men kun et par dage. Grete er ikke bekymret for, at der er noget galt med ryggen. Grete er vokset op med en mor, der havde kroniske smerter, og Grete oplevede sin mor som svag, og sådan ønsker hun ikke selv at være. Grete har meget, hun gerne vil nå, hun er glad for sit arbejde i en tøjbutik, hun elsker sin fitness træning, hun kan bedst lide, når der er rent og ryddeligt derhjemme, og Gretes mor ringer ofte og har brug for hjælp. Grete kan sagtens ignorere sine smerter for at klare sit arbejde, træne som hun plejer, og holder rengøringsstandarden højt derhjemme. Grete må dog ofte bruge hele weekenden på at hvile sig, fordi smerterne bliver værre og værre i løbet af ugen, og hun har måttet melde afbud til flere fester. Grete bryder sig ikke om at ligge på sofaen, det minder hende om hendes mor. Smerteadfærd Den adfærd, en person udviser som følge af smerter, vil ofte være konsekvensen af, både hvordan den specifikke smerte tolkes og mere generelle overbevisninger om smerter, som er tillært via egne eller pårørendes erfaringer. Adfærd vil typisk blive forstærket, hvis den har en umiddelbar positiv effekt, som fx færre smerter eller oplevelse af øget social støtte. Ved langvarige smertetilstande kan der opstå det problem at adfærd, der var hensigtsmæssig i den akutte fase (fx aflastning og medicin), kan blive dysfunktionel på længere sigt. Her er det afgørende, at personen har adgang til fleksible (adaptive) strategier. Den mest velbeskrevne model, til forståelse for hvordan en dysfunktionel strategi kan øge risikoen for, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter, er fear-avoidance modellen . Modellen beskriver, hvordan emotionelle og kognitive faktorer (frygt, angst, katastrofering) kan føre til undgåelse af aktiviteter, der udløser eller forventes at udløse smerter med fysisk dekonditionering til følge, som via en tillært forstærkning medfører øgede smerter og progredierende funktionstab. Senere er modellen udvidet til avoidance-endurance modellen , hvor overaktivitet (endurance) beskrives som en anden dysfunktionel strategi. Med overaktivitet menes, at aktiviteter udføres trods smerteøgning, og at patienten undgår at restituere på grund af angst for at være syg. Undgåelsesmønstret er vist at være associeret med øget smerteniveau, dårligere psykisk helbred og højre grad af funktionsbegrænsning. Patienter med overaktivitetsmønster klarer sig dårligere end patienter med et fleksibelt adaptivt mønster, men klarer sig generelt bedre end patienter med undgåelsesmønsteret (6038) (6039) (6040) . Figur 1. Undgåelse versus overaktivitet. Adapteret efter avoidance-endurance modellen Andre faktorer Social støtte Social støtte er defineret som oplevelsen af at være holdt af og have adgang til omsorg fra andre. Mange studier peger på, at god social støtte kan påvirke smerteoplevelsen direkte (fx øget tolerance overfor eksperimentel smerte) eller indirekte (fx via øget stress tolerance) (6041) . Der er dog også studier, der peger på, at visse typer af omsorg kan have en negativ effekt, dette gælder særligt hvis de pårørende som en del af omsorgen overtager funktioner for patienten, i stedet for at patienten får støtte til at kunne mestre disse selv. Hos patienter der lever i et parforhold, er både smerteoplevelsen og evnen til egen mestring vist at kunne påvirkes negativt af psykologiske forhold hos partneren. Dette er blandt andet vist for smerte patienter med en partner, der har et utrygt tilknytningsmønster eller som har depressive symptomer (6036) (6041) . Tilknytningsmønster Mange studier peger på, at et utrygt tilknytningsmønster er associeret med øget smertefølsomhed (fx ved eksperimentelt påført smerte) og med forekomsten af kroniske smerter (6042) . Tilknytningsmønstre udvikles i den tidligere barndom afhængigt af de primære omsorgsgiveres evner til at støtte barnets emotionelle regulering. Hvis barnet får optimal emotionel omsorg, udvikles et trygt tilknytningsmønster. Et utrygt tilknytningsmønster opstår, hvis barnet enten lærer at overregulere (undgående mønster) eller underregulere (ængsteligt mønster) sine følelser. Nogle udvikler en blanding af de to mønstre (ængsteligt-undgående). Disse tilknytningsmønstre er relativt stabile gennem livet og aktiveres, når en person udsættes for indre trusler (fx smerter) eller ydre trusler (fx økonomisk usikkerhed). Et utrygt tilknytningsmønster kan medføre en manglende tillid til egne mestringsevner, men kan også betyde utryghed i forhold til den sociale støtte. Begge dele kan påvirke både smerter og adfærd. Meget tyder desuden på, at patienter med et utrygt tilknytningsmønster oplever større afhængighed (ængsteligt mønster) eller nedsat tillid (undgående mønster) til behandlere, hvilket øger risikoen for dårligere behandlingseffekt (6042) (6043) . Traumatiske livsbegivenheder Mange studier har påvist, at der er en stærk association mellem kroniske smerter og forekomsten af traumatiske livsbegivenheder i barndommen (6036) . Dette gælder både fysiske traumer (fx sygdom, ulykker, kirurgi, indlæggelser, smertefulde procedurer mm.) og psykiske traumer (fx adskillelse fra forældre, tab af forældre, skilsmisse, omsorgssvigt, overgreb mm). Fysiske eller psykiske traumer senere i livet øger også risikoen for udviklingen af kroniske smerter (6036) . 3P-modellen Engel’s bio-psyko-sociale sygdomsmodel tilbyder en overordnet beskrivelse af, at biologiske og psykosociale faktorer spiller sammen, når et individ oplever at være syg eller at have et behandlingsbehov. Nyere konceptuelle modeller er siden udviklet, hvor det i højere grad beskrives, hvordan disse faktorer påvirker udvikling og vedligeholdelse af sygdom. I 3P-modellen, som oprindeligt blev udviklet som en model til forståelse af insomni, konceptualiseres hvordan biologiske, psykologiske og sociale faktorer kan fungere både som prædisponerende ( P redisposing ), udløsende ( P recipitating ) eller vedligeholdende ( P erpetuating ) faktorer, samt hvordan disse faktorer kan have en kumulativ effekt, i forhold til risikoen for kronificering (6044) . Figur 2. Prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer for udvikling af kroniske smerter. Adapteret efter 3P-modellen Modellen er også konceptualiseret i forhold til at forstå kroniske smertetilstande, hvor niveauet af symptomer og graden af nedsat funktionsniveau ofte står i kontrast til de objektive fund. I modellen peges på, at behandling kan ske ved at forsøge at påvirke de bio-psyko-sociale faktorer, som ser ud til at vedligeholde smerterne (6045) . Der er nu gået over et år, siden Hans og Grete fik smerter. Hverken hos Hans eller Grete er der fundet en fysisk forklaring på smerterne. Både Hans og Grete har fået en tid hos lægen, hvor de sammen med lægen prøver at finde frem til en række mulige prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer, som tilsammen måske kan forklare, at smerterne er blevet kroniske. Hans H. 45 år, fortsat: Hans har haft en normal opvækst, men har haft en svær skolegang, hvor han blev moppet i flere år. Han udviklede en angstlidelse omkring 19-års-alderen og havde svært ved at komme i gang med en uddannelse. Han fik det bedre efter at have fået psykologsamtaler, og efter at han startede som tømrerlærling. Efter nogle års arbejde som tømrer hvor han ofte var sygemeldt med ondt i ryggen, besluttede han at læse videre til bygningskonstruktør. For 5 år siden havde han et cykelstyrt, hvor han pådrog sig en diskusprolaps i ryggen, som ikke krævede operation. Han havde dog mange smerter og var meget bange for, at der skulle udvikle sig lammelser, som det var sket for en af hans kammerater. Hans fik det langsomt bedre i løbet af 6 måneder. Kort tid efter at Hans igen fik rygsmerter, begyndte hans datter at få angst og udviklede skolevægring. Hans tror, at hans ryg er blevet svækket af hans arbejde som tømrer med tunge løft, og han er bange for, at han kan ødelægge sin ryg mere, hvis han ikke passer på. Hans er også bekymret for sin datter. Hans kone synes også, at Hans skal passe på sin ryg, og hun synes, det er rart, at der er en voksen hjemme nu, hvor deres datter har det svært med at passe sin skole. Grete G. 38 år, fortsat: Grete er vokset op i en familie, hvor hendes mor var kronisk syg. Hendes mor var ofte indlagt, og hun endte med at få førtidspension, da Grete var 10 år. Gretes far tog sig af de fleste af familiens opgaver, så Gretes mor kunne hvile sig. Grete var dygtig og populær i skolen. Grete kom i lære som kontorassistent, men blev sygemeldt med stress undervejs. Hendes chef stillede store krav, og Grete forsøgte at følge med, men pga. presset lavede hun mange fejl, og det havde hun det svært med. Grete valgte at starte i lære som butiksassistent i stedet, og det gik godt. Grete fik et barn med en kæreste, som hun ikke havde kendt så længe. De forsøgte at skabe en familie, men kæresten havde et alkoholproblem og kunne blive truende. Efter et par år gik Grete fra ham. Grete fandt en ny god mand, som hun blev gift med og fik 2 børn mere med. Kort tid efter at Gretes smerter startede, mistede hun uventet sin far og måtte bruge mere tid på at hjælpe sin mor. Grete bryder sig ikke om at være syg eller svag og ignorerer helst sine smerter for at få styr på det hele. Grete mener, man skal prøve at se positivt på livet, og hun har heller ikke lyst til at fokusere for meget på negative følelser. Behandling af smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv Information og betydningen af ord Når en patient søger behandling pga. nytilkomne smerter, sker det oftest, fordi han/hun opfatter smertesignalerne som et tegn på fare og har brug for hjælp til at få afklaret, om der er noget alvorligt galt. At blive grundigt undersøgt og få afkræftet at smerterne repræsenterer en trussel, vil derfor have en direkte effekt på den emotionelle komponent af smerten (frygt), hvorved smerten typisk vil opleves lettere at håndtere. Det vil desuden være hjælpsomt for mange at få en prognose for, hvor længe smerterne forventes at vare, og nogle råd om hvordan tilstanden kan håndteres bedst muligt. De fleste lettere skader som fx forstuvninger forventes at vare et par uger. Tidligere har anbefalingerne været aflastning til smertefrihed (RICE princippet), men de nyeste anbefalinger er, at skadet væv ikke skal overbeskyttes, men derimod bør udsættes for så meget belastning som muligt, uden at der sker yderligere skade (POLICE princippet). Når en patient søger behandling for smerter, der har stået på i lidt længere tid, sker det ofte enten på grund af utryghed over, om noget er overset trods tidligere normale undersøgelser, eller fordi patienten har brug for yderligere hjælp til, hvordan tilstanden skal håndteres. I disse tilfælde bliver det i stigende grad vigtigt at anlægge et bio-psyko-socialt perspektiv, når man informerer og vejleder patienten. Det er ikke sjældent, at en sådan patient bliver sendt til yderligere undersøgelser på trods af, at der ikke er mistanke om alvorlig patologi. Mange studier viser samstemmende, at der er meget dårlig sammenhæng mellem røntgenfund og smerter, når der ikke er tale om alvorlig patologi (inflammation, tumorer, frakturer) eller svære degenerative forandringer (6046) . Derfor er det meget vigtigt at behandlere afholder sig fra at kæde årsagen til smerterne sammen med godartede aldersvarende forandringer. Sådanne tvivlsomme årsagsforklaringer kan være forbundet med en ikke ubetydelig risiko for at tilføre patienten en utilsigtet (iatrogen) skadesvirkning, som kan øge risikoen for eller fastholde kronificering. Konsekvensen af at give tvivlsomme forklaringer på årsagen til smerter er, at patienten støttes i negative overbevisninger om smerter, som kan fremme uhensigtsmæssig undgåelsesadfærd. Især når det gælder rygsmerter, er der meget evidens, der peger på, at undgåelse af naturlige bevægelser kan føre til øgede smerter og faldende funktionsniveau. I stedet anbefales det at give patienten beroligende informationer for at fremme positive overbevisninger om, hvad smerten betyder, samt at vejlede patienten i at kroppen trods smerter ikke er svag, for hermed at støtte patienten i adaptive coping strategier (6047) . Smerteedukation I lighed med psykoedukation, som har til formål at undervise en patient i hvad psykisk lidelse er, hvilke udfordringer der vanligvis er forbundet med lidelsen, og hvilke strategier der er mest hensigtsmæssige i håndteringen af lidelsen, så er smerteedukation et vigtigt element i behandlingen af kroniske smerter. Smerteedukation bygger på kognitive edukative teknikker, som har til formål at hjælpe patienten med at ændre overbevisninger om, at smerter er et tegn på vævsskade, til i stedet at forstå smerter som et alarmsignal udløst af hjernen fx baseret på tidligere erfaringer (6036) . Smerteedukation kan påvirke både smerteoplevelse og funktionsniveau i positiv retning, og effekten menes at være medieret via ændringer i katastrofering og negativ affekt (6036) . Smerteedukation kan evt. foregå hos behandlere med specialviden om smertefysiologi, fx fysioterapeuter, kiropraktorer eller psykologer. Der findes desuden en række evidensbaserede hjemmesider og podcasts, som der kan henvises til. Aktivitetsregulering Mange smertepatienter har tilegnet sig ufleksible og dysfunktionelle coping strategier. Nogle udvikler et undgåelsesmønster, hvor aktiviteter som udløser eller forventes at udløse smerter undgås, med progredierende funktionstab til følge. Andre udvikler et overaktivitetsmønster, hvor aktivitet udholdes trods smerteøgning, med den konsekvens at efterfølgende udmattelse fører til periodevist funktionstab. Det sidste kaldes også ”boom-bust” adfærd (figur 3). Figur 3. Boom-bust adfærd versus det gode alternativ Boom-bust: Ignorerer smerter og knokler på med forlænget restitutionsperiode. Alternativet: Moderat aktivitet afløst af moderate pauser. Mange patienter med længerevarende smerter kan derfor have glæde af at lære om pacing af aktiviteter. Pacing repræsenterer en aktiv, fleksibel, adaptiv og tillært coping strategi, hvor dagligdags aktiviteter opdeles i mindre og mere overskuelige portioner (6048) . På dansk bruges ofte begrebet aktivitetsregulering i stedet for pacing. I nogle behandlingssammenhænge vil man støde på begrebet ”pacing up” som beskrivelse for en strategi, hvor man først finder et stabilt aktivitetsniveau, for herefter at forsøge med en langsom og gradvis øgning af aktiviteterne. Formålet med aktivitetsregulering er, at patienten tillærer sig en strategi, som gør det muligt at deltage i aktiviteter, uden at smerterne forværres i en grad, som fører til forlængede restitutionsperioder. Undersøgelser viser, at pacing ikke ændrer på smerteniveauet hos kroniske smerte patienter. Men for patienter med undgåelsesmønster, kan pacing føre til øget funktionsniveau, og hos patienter med overaktivitetsniveau kan gevinsten være færre episoder med udmattelse og dermed et mere stabilt funktionsniveau (6040) (6048) . Psykologiske behandlingsformer Der er evidens for, at en række psykologiske behandlingsformer som kognitiv adfærdsterapi (CBT), acceptance and commitment therapy (ACT) og mindfulness kan forbedre smerteoplevelsen og øge funktionsniveauet hos patienter med kroniske smerter (6036) . Det er også påvist at CBT kan have en forebyggende effekt imod, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter. Effekterne af CBT og mindfulness menes at være medieret af ændringer i kognitive/emotionelle processer som katastrofering og negative affektive tilstande. Behandling med ACT tilsigter mere aktive coping strategier via øget accept, øget psykologisk fleksibilitet og mere værdibaserede handlinger (6036) . Nyere forskning har vist at behandling med korttids dynamisk psykoterapi er ligeværdig med eller bedre end kognitiv terapi hos patienter med kroniske smerter (6659) . Hans H. 45 år Lægen har forklaret Hans, at de forandringer man kan se på scanningerne er helt normale for alderen, og at hans ryg ikke er svag eller behøver at skånes. Lægen har også forklaret, at smerterne kan skyldes, at smertesystemet er blevet mere sensitivt af de mange tidligere oplevelser med smerter. Lægen og Hans er også sammen kommet frem til, at Hans har en tendens til at overbekymre sig, og Hans kan selv registrere, at hans smerter bliver stærkere, hvis han bliver bekymret, angst eller stresset. Lægen henviser Hans til en fysioterapeut, som kan hjælpe Hans i gang med at bruge sin ryg normalt og samtidig træne den. Hans starter efter lægens anbefaling på et mindfulness forløb, hvor han arbejder med at blive bedre til at håndtere bekymringer og stress. Grete G. 38 år Med hjælp fra lægen er Grete blevet opmærksom på, at hun har en tendens til at ignorere både følelser og signaler fra sin krop. Det giver mening for Grete, at hun ved at sætte høje krav til sig selv og ved ikke at sige fra over for andre, kører sig selv over og dermed sætter sit smertesystem i et højere alarmberedskab. Grete forsøger efter lægens anvisninger at skrue ned for kravene og sørger for at tage sig nogle pauser i løbet af dagen. Det går godt i starten, men hvor Grete før havde et godt humør, så begynder hun at blive mere nedtrykt. Hun har svært ved at forstå hvorfor, og lægen henviser hende til en psykolog. Hos psykologen får hun hjælp til at få kontakt med de følelser, der var forbundet med at vokse op med en syg mor. Hun får også bearbejdet fysiske overgreb, hun var udsat for i sit første ægteskab og sorgen over tabet af sin far. Grete lærer via psykologen at finde ud af, hvad der er hendes værdier, og hun bliver bedre til at bruge sin energi på det, hun synes er vigtigst. Specifikke integrative behandlingsformer De senere år er der udviklet flere smertespecifikke behandlingsformer, der integrerer elementerne: smerte edukation ændring af overbevisninger om smerter og eksponering. Ved behandlingsformen Cognitive Functionel Therapy (CFT) eksponeres patienten for bevægelser som vedkommende, på grund af negative overbevisninger om smerter, frygter at udføre (6047) . Ved behandlingsformen Pain Reprocessing Therapy (PRT) består eksponeringen i, at patienten guides i at rette opmærksomhed på de smertefulde områder, mens der skabes et trygt miljø, hvorved trusselværdien af smerterne søges mindsket (6051) . Begge behandlingsformer har vist lovende resultater ved...)
Behandling af astma hos voksne (...vedrørende behandling af patienter med mild astma. Man har introduceret to spor, som man kan vælge imellem. Det foretrukne Spor 1 indebærer at p.n. behandling består af lavdosis-inhalationssteroid kombineret med formoterol i samme inhalator. Det betyder at i Spor 1, vil de fleste patienter kunne bruge samme inhalator (inhalationssteroid/formoterol) som både forebyggende og som p.n. behandling. Et alternativt Spor 2 er til patienter med god adhærens til den forebyggende behandling. Det består af fast forebyggende medicin hver dag sammen med korttidsvirkende β2-agonist som p.n. behandling. Man anbefaler ikke længere p.n. inhaleret korttidsvirkende β2-agonist som førstevalg, men allerede på Trin 1 introduceres inhalationssteroid sammen med formoterol i samme inhalator som p.n. behandling. Baggrunden er, at denne strategi er mere effektiv til at forebygge eksacerbationer, hvilket primært skyldes, at patienter med mild astma ofte har lav adhærens til forebyggende behandling med inhalationssteroid. Tabel 3. Trinvis behandling af astma, baseret på de internationale astmaguidelines (Global Initiative for Asthma) GINA (6624) Trin 1 Trin 2 Trin 3 Trin 4 Trin 5 (specialistbehandling) Astmauddannelse og sanering af miljø Forebyggende medicin: Lavdosis ICS med formoterol i samme inhalator p.n. Lavdosis ICS, som tages, når man har brugt en SABA Lavdosis ICS eller Lavdosis ICS med formoterol i samme inhalator p.n. Ved uacceptable bivirkninger kan vælges leukotrienantagonist Lavdosis ICS med LABA i samme inhalator Alternativt kan vælges: Middeldosis ICS eller Lavdosis ICS + leukotrienantagonist Middeldosis ICS med LABA i samme inhalator Højdosis ICS med LABA i samme inhalator Følgende kan tilføjes: Leukotrienantagonist LAMA Højdosis ICS med LABA i samme inhalator Udredning mhp indikation for: Anti-IgE* ved allergisk astma Anti-IL5** ved eosinofil astma Anti-IL4*** ved eosinofil astma Anti-IL4/IL13 (anti-TSLP)**** uanset eosinofiltal Lavdosis oral glukokortikoid Anfaldsmedicin: Lavdosis ICS med formoterol i samme inhalator p.n. eller SABA p.n. Lavdosis ICS med formoterol i samme inhalator til de patienter som i forvejen får medicinen i fast dosering p.n. eller SABA p.n. ICS = Glukokortikoider til inhalation LABA = Langtidsvirkende β2-agonist LAMA= Langtidsvikende antikolinergikum SABA = Korttidsvirkende β2-agonist * Anti-IgE: Omalizumab ** Anti-IL5: Benralizumab, mepolizumab, reslizumab *** Anti-IL4: Dupilumab **** Anti-IL4/IL13 (anti-TSLP): Tezepelumab (pt til vurdering i medicinrådet) Se tabel 7 i Glukokortikoider til inhalation for angivelse af lavdosis, middeldosis og højdosis for de enkelte ICS. Non-medikamentel behandling Alle patienter skal tilbydes grundig information om astma-sygdommen og tilrådes elimination af faktorer i miljøet, som kan forværre astmaen: Allergener, irritanter, erhvervsekspositioner. Ophør med både aktiv og passiv rygning og begrænsning af udsættelse for stearinlys, stegeos og røg fra pejs eller brændeovn. Medikamentel behandling På grund af risiko for akutte eksacerbationer bør patienterne have en letforståelig skriftlig handleplan, så de ved, hvad de skal gøre i tilfælde af en forværring. Astmamedicin opdeles i forebyggende medicin og anfaldsmedicin . Forebyggende medicin, omfatter: Inhalerede binyrebarkhormoner Leukotrien-antagonister Langtidsvirkende inhalerede β2-agonister Langtidsvirkende antikolinergika : Tiotropium eller glycopyrronium Orale kortikosteroider Langsomt absorberbare teofylliner Monoklonale antistoffer : omalizumab, mepolizumab, benralizumab, reslizumab, dupilumab og tezepelumab. Den hyppigst brugte forebyggende medicin består af kombinationen af inhalationssteroid og langtidsvirkende β2-agonist i samme inhalator. Inhalationssteroider spiller den vigtigste rolle i astmabehandlingen, og man skelner mellem 3 dosisintervaller: lavdosis, middeldosis og højdosis. For doseringsinterval for de markedsførte inhalationssteroider se tabel 6 i Glukokortikoider til inhalation . Den kliniske effekt af inhalationssteroid ved astma indtræder allerede i løbet af de første døgn af behandlingen, mens den maksimale effekt med henblik på dæmpning af den bronkiale hyperreaktivitet og forebyggelse af akutte forværringer først opnås efter 2-3 måneder. Langtidsvirkende β2-agonister til inhalation har en væsentlig plads i behandling af patienter med astma , men må aldrig anvendes til behandling af astma uden samtidigt inhalationssteroid på grund af øget risiko for svære akutte forværringer. Se endvidere astmaguidelines på Glukokortikoider til inhalation og Global Initiative for Asthma (GINA) . Idrætsudøvere, som kun har anstrengelsesudløst bronkospasme uden astmasymptomer i øvrigt, kan behandles med korttidsvirkende β2-agonist p.n. Man skal dog være ekstra opmærksom på, at mange patienter underrapporterer kroniske luftvejssymptomer, som de har vænnet sig til, og starte behandling med ICS ved mindste mistanke om astma eller henvise patienten til lungemedicinsk udredning. Trin 1 behandling Behandlingen er forbeholdt patienter med mild, intermitterende astma; det vil sige patienter med normal lungefunktion, ingen natlige opvågninger og med astmasymptomer under 2 gange om måneden. Førstevalg svarende til Spor 1 er: Kombinationsbehandling med lavdosis inhalationssteroid med formoterol i samme inhalator efter behov Alternativ, svarende til Spor 2 er: Inhalationssteroid samtidigt med anvendelse af en korttidsvirkende β2-agonist - dvs. et pust/sug inhalationssteroid hver gang patienten bruger en korttidsvirkende β2-agonist. Trin 2 behandling Behandling af mild persisterende astma med symptomer hyppigere end to gange om måneden. Spor 1 (førstevalg): P.n lavdosis inhalationssteroid kombineret med formoterol (dvs. samme som i Trin 1) Spor 2 (alternativt valg): Fast lavdosis Inhalationssteroid, + anvend kortidsvirkende β2-agonist ved behov Tredje alternativ ved uacceptable bivirkninger fra ICS: tabletbehandling med leukotrienantagonist og inhaleret beta2-agonist ved behov (4443) . Trin 3 behandling Moderat persisterende astma, som ikke er velkontrolleret på lavdosis inhalationssteroid: Spor 1: Fast Lavdosis inhalationssteroid kombineret med formoterol, + samme inhalator ved behov Spor 2: Fast lavdosis inhalationssteroid med langtidsvirkende β 2 -agonist i samme inhalator + korttidsvirkende inhaleret beta2-agonist ved behov Tredje alternativ: Fast middeldosis inhalationssteroid, eventuelt suppleret med leukotrienantagonist + β2-agonist ved behov. Trin 4 og 5 behandling Behandlingen på trin 4 og 5 bør varetages af læger med speciel indsigt og interesse i astmasygdommen og omfatter samtidig administration af flere typer forebyggende medikamenter. Førstevalg: Middeldosis/højdosis inhalationssteroid kombineret med formoterol eventuelt suppleret med leukotrienanatagonist, langtidsvirkende inhaleret antikolinergicum og/eller et theophyllinpræparat + enten lavdosisnhalationssteroid kombineret med formoterol eller korttidsvirkende β2-agonist efter behov. Alternativer: Ved non-Type 2 -astma (se tabel 1 i Diagnostik af astma og KOL ), har nogle patienter gavn af fast længerevarende behandling med lavdosis azithromycin, som kan reducere både de daglige symptomer og hyppigheden af eksacerbationer. Biologisk behandling. Overvejes ved dårlig astmakontrol og flere end 2 astmaeksacerbationer om året på behandling med inhalationssteroid, langtidsvirkende β2-agonist og langtidsvirkende antikolinergikum, evt. suppleret med fast dosis oral prednisolon. Omfatter anti-IgE (omalizumab) ved svær allergisk astma, anti-IL-5 (benralizumab, mepolizumab, reslizumab) eller anti-IL-4/IL-13 (dupilumab) ved Type 2 -astma (eosinofil astma), samt anti-IL4/IL13 (anti-TSLP, tezepelumab), som kan anvendes ved både Type 2 - og non-Type 2 astma. Behandling med biologiske lægemidler er centraliseret til få afdelinger med særlig ekspertise i håndtering af patienter med svær astma Patienterne på disse behandlingstrin har ofte hyppige eksacerbationer, vedvarende nedsat lungefunktion og i perioder daglige symptomer. Det er vigtigt, at disse patienter er informeret om selvbehandling med oral prednisolon ved faldende peakflow og tiltagende forbrug af korttidsvirkende β2-agonist (skriftlig behandlingsplan). Langtidsvirkende antikolinergika Ved svær astma har tillæg af tiotropium til behandlingen med inhalationssteroid og langtidsvirkende β2-agonist medført en reduktion i antallet af eksacerbationer og en mindre forbedring i lungefunktion (1952) . Behandling med ICS+LABA + LAMA (glycopyrronium) af patienter med svær astma, som ikke var velkontrolleret på ICS+LABA, medførte signifikant bedring af lungefunktionen og en nedsættelse af den årlige eksacerbationsfrekvens (5179) . Se endvidere Glukokortikoid i kombination med langtidsvirkende β2-agonist og langtidsvirkende antikolinergika (ICS/LABA/LAMA) . Andre behandlingsmuligheder Immunterapi (allergivaccination) ved allergisk astma Ved astma med en væsentlig allergisk komponent kan allergenspecifik immunterapi overvejes som supplement til den øvrige farmakologiske behandling. Der er især effekt af immunterapi ved husstøvmideallergi og ved pollenudløst rhinitis (4882) (4883) . Se endvidere Allergenspecifik immunterapi (Allergener) . Svær astma: Andre behandlingsmuligheder Ved svær astma med hyppige eksacerbationer kan fast behandling med azithromycin nedsætte frekvensen af eksacerbationerne (3301) . Hos patienter, som har behov for daglig oral dosis af binyrebarkhormon, vil tillæg af methorexat på ugentlig basis i nogle tilfælde muliggøre en nedsættelse af steroiddosis (3302) . Medicinrådet har en behandlingsvejledning om svær astma. Patienter med nyopdaget astma Ved start af behandling placeres disse patienter som regel på trin 2 (evt. trin 3 ved udtalte astmasymptomer): det vil sige på en fast lavdosis inhalationssteroid og med inhaleret korttidsvirkende β2-agonist som anfaldsmedicin eller kombinationsbehandling med lavdosis inhalationssteroid med formoterol i samme inhalator p.n. Nystartede patienter bør kontrolleres inden for 1 måned, hvor graden af astmakontrol bedømmes med henblik på eventuel justering af behandlingstrin (se tabel 3 og 4). Patienter med samtidig astma og KOL (ACO) Disse patienter har vedvarende luftvejsobstruktion, men samtidig udtalt reversibilitet og andre astmakarakteristika, fx rhinitis. Generelt anbefaler de internationale guidelines behandling som ved astma: Inhalationssteroid i kombination med langtidsvirkende β 2 -agonist (LABA) eventuelt suppleret med inhaleret langtidsvirkende antikolinergikum (LAMA), mens behandling med LABA alene frarådes. Der tilrådes henvisning til lungespecialist ved tvivl om diagnosen og ved hyppige eksacerbationer. Revurdering af behandling Når farmakologisk behandling er iværksat, bør patienterne følges fremover med henblik på vurdering af astmakontrol, se Astma hos voksne - klassifikation . Opfølgningen bør allerede finde sted efter 1 måned for de nystartede patienter og efter 3 måneder hos patienter, hvor man har foretaget behandlingsændringer. Patienter som er stabile, bør kontrolleres årligt. Vurdering omfatter måling af lungefunktion og registrering af symptomer og antallet af episoder med opblussen i sygdommen (eksacerbationer). Ved utilfredsstillende behandlingsrespons bør man især fokusere på, om diagnosen er rigtig, om patienten anvender inhalatoren korrekt, om patienten har dårlig medicin adhærens, og om der er miljømæssige årsager til dårlig behandlingsrespons - fx tobaksrygning eller vedvarende allergener/irritanter i hjemmet eller på arbejdet. Følgende kendetegn betragtes som risikofaktorer for dårlig astmakontrol og eksacerbationer: Mange astmasymptomer Højt forbrug af anfaldsmedicin Dårlig adhærens til inhalationssteroid Psykologiske- eller socioøkonomiske problemer Rygning Vedvarende udsættelse for allergener Fedme Rhinosinuitis Graviditet Vedvarende eosinofili Tidligere behov for indlæggelse på intensivafdelingen eller intubation. Det er erfaringen, at større doser af inhalationssteroid er nødvendige for at opnå astmakontrol, end for at fastholde kontrollen fremover. Derfor er det altid vigtigt at vurdere, om man kan nedsætte dosis af inhalationssteroid til den mindste dosis, som er nødvendig for at bevare tilfredsstillende astmakontrol. Hvis patienten har været velbehandlet i længere tid og har normal lungefunktion samt ingen risikofaktorer for eksacerbationer, tilrådes det at nedtrappe dosis af inhalationssteroid til det laveste niveau, som fortsat giver en god astmakontrol. Dette kan ske hver ca. 3 måned med en dosisreduktion på 25-50 %. Akut svær forværring af astma og status asthmaticus Ved akut svær forværring af astma (astmaeksacerbation) forstås en relativ pludselig forværring af astmasymptomer, typisk med mere åndenød og hoste, som er til stede i hvile og om natten. Patienterne mærker, at deres vanlige anfaldsmedicin ikke hjælper tilstrækkeligt. Hvis patienten ikke er voldsomt medtaget, kan tilstanden behandles med en oral prednisolonkur - 37,5 mg daglig i 10 dage med kontrol af symptomer og spirometri ca. 1 uge efter afsluttet prednisolonkur. Det er vigtigt at sikre, at patienten er i relevant behandling med inhalationssteroid og eventuelt øge dosis. Patienten skal kontakte lægen, hvis der ikke er begyndende bedring efter 2-3 dages prednisolonbehandling. I de mest udtalte tilfælde, betegnes tilstanden status asthmaticus og kræver akut sygehusindlæggelse og intensiv behandling: Peakflow-måling og artieriel blodgasanalyse bruges til at vurdere sværhedsgraden af anfaldet Ilt-tilskud 2-5 l/min (evt. højere) med henblik på at opnå perifer iltsaturation på mindst 93 % Hyppige inhalationer af korttidsvirkende β2-agonist og ipratropium via et forstøverapparat (2-4 inhalationer i timen de første 2 timer, afhængig af effekt) Systemisk kortikosteroid enten oralt eller i.v. initialt svt. 50-100 mg prednisolon i døgnet Hvis patienten ikke kan medvirke til inhalation, kan β2-agonist injiceres subkutant eller gives som i.v. infusion Røntgen af thorax, mikrobiologisk undersøgelse af ekspektorat. Korrektion af hypokaliæmi. Ekg. Ved hypoxi ledsaget af hyperkapni og acidose samt ved udtrætning og sløret sensorium vil der hyppigt være indikation for mekanisk ventilation. Patienten bør tilses af lungemediciner og/eller anæstesiolog. Ved...)
Naturlig menopause (...ved hormonterapi opvejer de mulige risici, der er forbundet med behandlingen. Man bør vælge den lavest mulige hormondosis, der medfører symptomlindring, og opstart af HT bør ideelt være forudgået af tre måneders livsstilsintervention samt udredning af risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom. Livsstilsintervention består i vægttab ved overvægt, motion ved inaktivitet, reduktion i alkoholforbrug ved stort forbrug og rygestop ved rygning. Kvinder med høj risiko for hjerte-kar-sygdom bør frarådes hormonterapi. Kvinder med moderat risiko for hjerte-kar-sygdom og menopause inden for de sidste 10 år anbefales primært transdermal behandling. Valg af hormonbehandling Hos kvinder uden uterus gives østrogen alene. Dog bør kvinder med histologisk verificeret endometriose suppleres med kontinuerligt gestagen. Hos kvinder med intakt uterus skal østrogenbehandling altid kombineres med progesteron eller gestagen med henblik på endometriebeskyttelse. Progesteron/gestagen kan administreres: kontinuerligt (systemisk eller via gestagenholdig IUD) cyklisk i 10 dage hver måned eller sekventielt i 14 dage i en forlænget cyklus på 2-3 måneder. Kombination af østrogen og kontinuerligt progesteron/gestagen medfører som regel blødningsfri behandling. Denne behandlingsform bør dog først initieres, når kvinden er postmenopausal (eller >50 år), for at reducere risikoen for blødningsforstyrrelser. Kontinuerlig kombinationsbehandling er forbundet med en større risikoøgning for mammacancer, men yder effektiv beskyttelse mod endometriecancer. Evidensen er dog fortsat begrænset for mikroniseret progesteron. Sekventiel eller cyklisk kombinationsbehandling gives med henblik på kontrolleret bortfaldsblødning og kan initieres, før kvinden er ophørt med egne menstruationer. Denne behandlingsform er associeret med lavere risikoøgning for mammacancer end kontinuerlig behandling, men beskytter ikke i samme grad mod endometriehyperplasi og -cancer. Også her er evidensen begrænset ved brug af mikroniseret progesteron. Hvis kvinden allerede har en gestagenholdig IUD, anbefales denne bibeholdt i den godkendte virkningsperiode, forudsat at der ikke forekommer blødningsforstyrrelser. Ved isolerede urogenitale symptomer kan behandling med lokalt vaginalt østrogen alene anvendes. Administration Transdermalt østrogen foretrækkes frem for oralt østrogen på grund af lavere tromboserisiko. Gestagen kan administreres oralt, transdermalt eller intrauterint. Mikroniseret progesteron administreres oralt. Dosering og præparatvalg Naturligt, bioidentisk 17β-østradiol foretrækkes frem for syntetiske østrogener. Behandlingen bør gives i lavest mulige effektive dosis, som sikrer sufficient symptomlindring. Dosis bør dog ikke være så lav, at forventet effekt udebliver, og kan eventuelt nedtitreres efter cirka 3 måneder. Da risikoen for mammacancer generelt vurderes at være større end risikoen for endometriecancer, foretrækkes sekventielt frem for kontinuerligt gestagenregime. Mikroniseret progesteron kan overvejes ved bivirkninger til gestagen eller ved ønske om mulig lindring af søvnforstyrrelser. Ved persisterende seksuel dysfunktion uden tilstrækkelig effekt af vaginal og/eller systemisk østrogenbehandling kan testosteron overvejes som supplement (off-label) (6894) (6895) . Kvinder der ikke ønsker, ikke har haft effekt af eller ikke tåler HT og som har moderate til svære vasomotoriske symptomer (VMS) associeret med menopausen kan anvende en selektiv neurokinin 3 receptor (NK3R) antagonist ( fezolinetant ), der primært har effekt på de vasomotoriske gener associeret til menopausen. Blødningsforstyrrelserne i perimenopausen er oftest anovulatoriske, og den mest effektive handling er oplægning af en gestagenspiral . Det kan være en fordel at afstøde det hypertrofiske endometrium med gestagen inden oplægning af gestagenspiral. Gestagenspiralen yder samtidig effektiv kontraception og kan suppleres med systemisk østrogenterapi, hvis tilstanden ledsages af generende og svære vasomotoriske symptomer. Alternativt kan man nøjes med at behandle med cyklisk gestagen i 10 dage hver måned eller tranexamsyre og NSAID efter behov ved kraftig blødning (6894) . Se behandlingsregimer i figur 1 i Østrogen og gestagen i kombination . Behandlingsvarighed Behandling kan fortsættes, så længe der er behov for lindring af peri- og postmenopausale symptomer, forudsat at kvinden er informeret om den øgede risiko for brystkræft ved mere end 5 års kombineret østrogen-gestagenbehandling efter 50-årsalderen og ved mere end 7 års behandling med østrogen alene efter 50-årsalderen. Ved...)
Obstipation (...Ved længerevarende behov for laksantia anvendes fortrinsvis laksantia med primær virkning på tarmindholdet ( osmotisk virkende laksantia ). Peristaltikfremmende laksantia er laksantia med primær virkning på tarmmotorikken (bisacodyl og natriumpicosulfat) og anvendes fortrinsvis ved akut opstået obstipation. Ved behov for tarmudtømning før endoskopisk undersøgelse eller kirurgiske indgreb anvendes ofte en kombination af begge præparatgrupper, dvs. osmotisk virkende laksantia og præparater med virkning på tarmmotorikken - typisk i form af kombinationspræparater. Fosfatholdige laksantia skal pga. risiko for udvikling af akut eller kronisk fosfatnefropati bruges med stor forsigtighed til ældre, ved dehydrering, nyresygdom og til patienter, som tager medicin, der har et nefrotoksisk potentiale. Ved brug af laksantia skal alle patienter tilrådes rigelig væskeindtagelse under udrensningsproceduren. Ved utilfredsstillende effekt af behandling af kronisk obstipation med de traditionelle laksantia kan prucaloprid eller linaclotid anvendes. Ved...)
Antidepressiv behandling af gravide (...Ved antidepressiv behandling af gravide er der flere forhold, man skal være opmærksom på. Indikationen skal være klar og man skal have overvejet mulighederne for ikke-medicinsk behandling, herunder kognitiv terapi eller interpersonel psykoterapi, som der er evidens for virker mod depression og angst. Herudover skal man være opmærksom på flg. problemer, som vil blive nøjere omtalt: risikoen for abort og for tidlig fødsel, medfødte misdannelser og komplikationer i perinatalperioden. Endelig mulig påvirkning af barnets psykiske og fysiske udvikling under opvæksten. På mange af disse områder er forskningen sparsom, men der kommer hele tiden nye undersøgelser til. Står man som læge i den situation, at man overvejer behandling af en gravid med antidepressiv medicin, bør man konsultere særligt interesseret psykiater vedr. dette for at sikre, at ens viden er opdateret. De ovennævnte risici skal vejes op imod, at en ubehandlet depression efter alt at dømme kan skade fostret og medføre øget risiko for præmatur fødsel og fødselskomplikationer (2536) . Hertil kommer risikoen for selvmord. Desuden fortsætter en ubehandlet depression under graviditeten ofte i puerperalperioden og kan derved påvirke mor-barn-tilknytningen og barnets motoriske og psykiske udvikling uheldigt (5814) . Disse forhold er omtalt i en publikation fra Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Gynækologi og obstetrik, Dansk Pædiatrisk Selskab og Dansk Selskab for Klinisk Farmakologi (2536) . Denne kan downloades fra www.dpsnet.dk og er under opdatering. Alle antidepressiva (AD) passerer placentabarrieren. Risiko for abort og for tidlig fødsel Risikoen for abort ved eksponering for AD er i nogle undersøgelser fundet let øget (5099) , primært undersøgt for SSRI . AD har været associeret med bl.a. præterm fødsel og lav fødselsvægt i nogle, men ikke alle, studier. Der er imidlertid en lang række fejlkilder i undersøgelserne, i det selve depressionssygdommen vides at påvirke foster og graviditetsforløb uheldigt. En metaanalyse, hvor man justerede for forskellige confoundere, viste et odds-ratio på 1,24 (95 % CI 1.09-1.41) for fødsel før uge 37, når man sammenlignede deprimerede kvinder, der fik SSRI med en kontrolgruppe af deprimerede kvinder uden behandling samt ikke deprimerede (3040) . En helt ny dansk registerundersøgelse af 46.000 kvinder bestyrker disse fund (5815) . Risiko for medfødte misdannelser Der er generelt ca. 5 % risiko for medfødte misdannelser (alle typer) for alle gravide; for alvorlige misdannelser er frekvensen omkring 3 %. Nogle store registerundersøgelser tyder på, at denne risiko er den samme uanset behandling med SSRI , men enkelte finder en let forøget risiko. Den hidtil største metaanalyse med mere end 9 mill. fødsler, hvoraf ca. 60.000 var eksponerede for SSRI, viste en let øget risiko for væsentlige medfødte misdannelser (RR 1.11, 95 % CI 1.03 til 1.19) og for hjertemisdannelser (RR 1.24, 95 % CI 1.11 to 1.37). Sammenlignede man med psykisk syge gravide, som ikke fik behandling, forsvandt denne risiko dog, hvilket tyder på, at fx uhensigtsmæssig livsstil hos ubehandlede deprimerede kvinder kan øge risikoen for fostret (4526) (4527) (5099) (5098) . Særligt risikoen for hjertemisdannelser er i nogle undersøgelser fundet øget fra ca. 1 % til 2 %, specielt ved eksponering for paroxetin og fluoxetin . Selv om nyere studier ikke syntes at kunne genfinde, at disse to lægemidler skiller sig ud, anbefales brugen heraf som udgangspunkt ikke til gravide - ud over den mulige ugunstige effekt på fostret er netop disse to lægemidler forbundet med et meget væsentligt klinisk interaktionspotentiale. Undersøgelserne er dog hverken samstemmende eller entydige og man kan ikke sikkert afgøre, om risikoen også findes for de øvrige SSRI. Samlet set tyder data på en sammenhæng mellem SSRI og primært septale hjertemisdannelser, dog med en begrænset absolut risiko med et number needed to harm, på omkring 200. Et generelt problem ved undersøgelserne er som nævnt såkaldt confounding by indication. Dvs. at kvindernes depression og der af følgende livsstil i sig selv kan påvirke fostret uheldigt (5099) . Fx er patienter med depression oftere rygere, og har større forbrug af alkohol, stoffer samt anden medicin og alt dette påvirker fostret, ligesom det forhøjede cortisolniveau, man ser hos ca. 50 % af alle med depression, formentligt også kan påvirke fostret uheldigt. Gravide kvinder med depression vides også at udnytte tilbuddene i svangreprofylaksen dårligere. For TCA er hovedparten af studierne ældre og mindre. Opgørelse fra det svenske fødselsregister viser, at TCA (de fleste eksponeret for clomipramin ) er associeret med en lille øget risiko for septale hjertemisdannelser, og de senest opdaterede data fra registret underbygger en sammenhæng mellem TCA og hjertemisdannelser, men kausaliteten er usikker pga. confounding by indication. Der foreligger sparsomme eller ingen data om de øvrige AD, herunder SNRI , hvorfor de generelt ikke bør anvendes. Datamængden er dog klart størst for venlafaxin , så i de sjældne tilfælde hvor SNRI anses for mest hensigtsmæssigt, kan venlafaxin om nødvendigt anvendes. Datamængden for duloxetin er også ret omfattende uden tegn på uønsket fosterpåvirkning (4838) . Neonatale komplikationer Hos børn af mødre behandlet med både SSRI og TCA ses forstyrrelser i form af bl.a. irritabilitet, gråd, uro, sove- og spiseforstyrrelser, sitren, påvirket muskeltonus og respiratorisk distress. I de bedste større undersøgelser forekommer neonatal påvirkning hos eksponerede børn i mellem 15 og 20 % af tilfældene. Alvorligere symptomer som respiratorisk distress, kramper og hypoglykæmi er væsentligt sjældnere, men forekommer også hos ikke-eksponerede nyfødte. I en stor svensk undersøgelse var hyppigheden af respiratorisk distress blandt 558 børn eksponeret for SSRI i tredje trimester på 5,6 % sammenlignet med 2,9 % i hele fødselskohorten. Det er ikke afklaret, om grunden er serotonerg overstimulation eller seponeringssymptomer. Symptomerne kan forekomme timer til dage efter fødslen, men er selvlimiterende, og der er ikke beskrevet dødsfald. I en dansk undersøgelse fandt man en sammenhæng med SSRI og bl.a. lavere Apgar-score og indlæggelser på et neonatalt afsnit (1690) (5099) . Potentielt dødelige komplikationer Ved anvendelsen af SSRI kan der ses potentielt dødelige komplikationer i form af persisterende pulmonal hypertension hos den nyfødte (PPHN). Denne tilstand opstår typisk umiddelbart efter fødslen i form af alvorlige respirationsproblemer og cyanose hos barnet og er i visse opgørelser associeret med en mortalitet på 10 %. En ny meta-analyse af over 7 mill. fødsler viste en pooled odds ratio på 1.5 (95 % CL 1.03-2.01 p < 0.001) for PPHN ved eksposition for SSRI (4528) . Dette svarer til NNH (number needed to harm) på omkring 1.600 eksponerede. Hvilket er i overensstemmelse med en anden nyere metaanalyse af 11 studier inkluderende 156.978 mødre med pooled odds ration 1.82 (95 % confidence interval, 1.31-2.54). Den absolutte risiko er således lav og bør ikke alene begrunde et fravalg af behandling. Hjerneudviklingen Hjerneudviklingen er sparsomt undersøgt for menneskefostre eksponeret for SSRI og TCA , men der er ikke fundet sammenhæng mellem eksponering og føtal hjerneudvikling målt på en række emotionelle og motoriske parametre. I et amerikansk og i et dansk studie (1691) har man dog fundet associationer til let forsinket motorisk udvikling. Studierne er vanskelige at tolke på grund af mange fejlkilder, bl.a. manglende styrke samt confounding by indication. Der har i nogle studier været rejst mistanke om øget forekomst af autismespektrumforstyrrelser hos børn, som blev eksponeret for antidepressiva under graviditeten. Der er imidlertid metodologiske problemer i disse studier, idet en metaanalyse tyder på, at confounding by indication kan forklare fundene (3502) og resultaterne er da heller ikke genfundet i skandinaviske registerundersøgelser (2786) . Konklusion Det er principielt umuligt at frikende et præparat for risici ved anvendelse under graviditeten. Inkonsistente resultater og vekslende kvalitet af undersøgelserne gør ydermere rådgivningen vanskelig. Overordnet er der dog, især for sertralin, citalopram og escitalopram, mange og relativt betryggende safety-data for anvendelse under graviditet. Sammenfattende synes risikoen for uønsket påvirkning af graviditeten og fostret lav og bør ikke i sig selv forhindre en klinisk velindiceret medikamentel behandling. Hele området er gennemgået i en publikation af Dansk Psykiatrisk selskab, Dansk selskab for obstetrik og gynækologi, Dansk pædiatrisk selskab og Dansk selskab for klinisk farmakologi (2536) . For SSRI skal man være opmærksom på den mulige risiko for hjertemisdannelser og neonatale komplikationer, herunder specielt PPHN, som kan være dødelig. Generelt er risikoen lav, men specielt paroxetin har i nogle studier givet signal for hjertemisdannelser. Nyere studier synes dog ikke at kunne bekræfte dette. Der mangler sikker evidens for eventuelle forskelle mellem de øvrige SSRI, men valget af lægemiddel inden for gruppen af SSRI bør være begrænset til: Sertralin Citalopram Escitalopram . De få undersøgelser, der findes med TCA , tyder ikke på, at TCA har en gunstigere profil end SSRI mht. misdannelser og neonatale komplikationer. Valget af lægemiddel inden for denne gruppe begrænses til: Amitriptylin Nortriptylin Clomipramin . Effekten på barnets senere udvikling er utilstrækkeligt undersøgt for både SSRI og TCA, men de tilgængelige data tyder i værste fald kun på en meget begrænset effekt. Da ingen AD er uden potentielle problemer, må man drøfte med den gravide og gerne barnefaderen, hvilke fordele og risici der er. Det optimale er, at man allerede under planlægningen af graviditet får gennemgået den psyko-farmakologiske behandling samt fordele, ulemper og risici ved at blive gravid og gennemføre graviditeten i medicinsk behandling. Ligesom muligheden for at trappe ud af medicin, med de ricisi dette måtte indebære, også skal drøftes. Det er vigtigt også at tage hensyn til eventuelle kliniske erfaringer med tidligere AD for den enkelte kvinde. Grundig information til kvinden om risici ved AD-behandling hhv. ikke-behandling er særdeles vigtig, ligesom mulighederne for evidensbaseret psykoterapeutisk behandling skal overvejes. Desuden erindres om Sundhedsstyrelsens anbefaling vedr. watch-full waiting ved...)
Kroniske smertetilstande (...ved kroniske smerter sjældent er en god sammenhæng mellem smerter og vævsforandringer, og at de mekanisme-baserede behandlinger i bedste fald er uvirksomme, i værste fald kan forværre den kroniske smerte. Tendensen går således i retning af mindre behandling og mere fokus på at hjælpe patienterne til at mestre deres smerter. Behandlingen af simple kroniske smertetilstande og mildere grader af komplekse kroniske smertetilstande kan varetages i primærsektoren, men ved sværere funktionsnedsættelse og/eller sværere psykologiske eller sociale problemstillinger bør behandlingen foregå i tværfaglige behandlingsmiljøer, hvor man integrerer bio-psyko-sociale behandlingstiltag tilrettet den enkelte patients samlede situation. Det anslås at ca. 3-5 % af den danske befolkning har en sværere kronisk kompleks smertetilstand. Disse patienter er vanskelige at behandle og er meget ressourcekrævende både sundheds- og socioøkonomisk set (mange indlæggelser, stort medicinforbrug, tab af arbejde m.v.). Sådanne patienter skal gerne så tidligt som muligt henvises til integreret tværfaglig intervention på et smertecenter (6073) (2590) (5134) . Generel behandlingsstrategi ved kroniske smerter Ved kroniske smerter er non-farmakologiske behandlinger førstevalg. Ved simple kroniske smerter vil træning, afspænding og en god balance mellem aktivitet og hvile ofte være tilstrækkeligt. Ved komplekse kroniske smerter kan der være behov for psykologisk behandling og/eller socialfaglig rådgivning. Der er evidens for, at smerteedukation er noget af det, der virker bedst ved kroniske smerter (6025) . Den farmakologiske behandingsstrategi baserer sig på, om smerten er nociceptiv, neuropatisk eller nociplastisk. Ved kroniske smerter vil der ofte være tale om en blanding af forskellige smertemekanismer. Målet for den farmakologiske behandling af kroniske non-maligne smerter er bedst mulig smertelindring (ikke smertefrihed som sjældent opnås), og en for patienten acceptabel balance mellem virkning og bivirkning. Ved kroniske simple smerter er der som regel tale om en overvejende nociceptiv smerte, og paracetamol er derfor førstevalg. NB! Effekten af paracetamol i langtidsbehandling er ikke veldokumenteret. Paracetamol bør ikke ordines fast ud over 6 uger, medmindre behandlingen løbende vurderes. Dette gøres mest enkelt ved at gøre et seponeringsforsøg i 1-2 uger. Kan patienten ikke angive en klinisk relevant virkning, bør behandlingen seponeres. NSAID bør som hovedregel undgås til langtidsbehandling pga. bivirkningsprofilen (se NSAID ). Ved neuropatiske smerter anvendes adjuverende analgetika som amitriptylin, gabapentin, pregabalin eller duloxetin. Disse præparater anses for ligeværdige alternativer, og præparat valg kan baseres på individuelle forhold som komorbiditet, samt præparaternes bivirkningsprofil. Fx kan foretrækkes pregabalin ved samtidig angstlidelse eller duloxetin ved samtidig depression. Adjuverende analgetika kan også forsøges hos patienter med smerter som følge af ændret nociception (nociplastiske smerter). Effektiviteten er dog lavere end ved neuropatiske smertetilstande, og det vil ofte være sværere at finde en acceptabel balance mellem virkning og bivirkning hos disse patienter. Der bør udøves generel tilbageholdenhed med opioider til patienter med kroniske non-maligne smerter. Dette skyldes, at få har klinisk relevant effekt efter 3-6 måneders behandling grundet toleranceudvikling, samt at der er stor sandsynlighed for afhængighed og opioidinduceret hyperalgesi. Opioider kan dog efter nøje vurdering og på specifik indikation anvendes til visse patienter med svære kroniske nociceptive eller neuropatiske smertetilstande, enten alene eller i kombination med sekundære analgetika. Opioider bør i udgangspunktet ikke anvendes til patienter med smerter som følge af ændret nociception (nociplastiske smerter). Specifik behandlingsstrategi ved kroniske smerter Non-farmakologisk Behandling af kroniske smerter er overvejende non-farmakologisk og tager udgangspunkt i en bio-psyko-social forståelsesramme . Eksempler på non-farmakologiske behandlingstiltag der kan varetages i primærsektor: Smerteedukation Træning Afspænding Søvn hygiejne Råd om balance mellem aktivitet og hvile Såfremt patienten med kroniske smerter udvikler funktionsnedsættelse, kompromitteret arbejdsevne eller psykologisk belastning som følge af smerterne, kan man henvise til tværfagligt smertercenter som typisk tilbyder flg. non-farmakologiske behandlinger: Smerteedukation på specialiseret niveau Afspænding Mindfulness Specialiseret fysioterapeutisk behandling med fokus på vedligeholdende bevægemønstre og aktivitetsregulering Smertemestringskurser Socialfaglig rådgivning Psykologisk smertebehandling Hent evt. inspiration i artiklen Gode råd til samtalen om smerter . Svage analgetika Paracetamols bivirkningsprofil er uproblematisk, og så længe den rekommanderede døgndosis på 4 g overholdes, men effekten ud over 6 ugers behandling er ikke veldokumenteret. I praksis betyder det, at effekten af behandlingen løbende bør vurderes. Dette kan gøres ved seponeringsforsøg. Hvis smerten ikke ændres væsentligt ved seponering, er der ikke indikation for fast behandling. NB! Vær særligt opmærksom på, om der fortsat er indikation for fast dosering af paracetamol hos ældre. NSAID har ingen større plads i behandlingen af kroniske smerter, idet langtidsbehandling med NSAID frarådes pga. bivirkningsprofilen (se NSAID ). NSAID kan være relevant i korte perioder, hvis der oven i den kroniske smerte skulle opstå en akut smerte betinget af inflammation, eller ved visse kroniske inflammatoriske reumatologiske lidelser (se evt. afsnittet om NSAID ). Langvarig behandling med paracetamol og NSAID - også i doser, der ligger inden for det anbefalede - kan give anledning til udvikling af medicininduceret hovedpine , og ikke kun hos hovedpinepatienter. Denne form for hovedpine vil forsvinde, når behandlingen med paracetamol og/eller NSAID ophører. Adjuverende analgetika Ved neuropatiske smertetilstande og ved smertetilstande betinget af ændret nociception (nociplastiske smerter) er de adjuverende analgetika første valg. Præparaterne er alle ligeværdige valg, men det er værd at være opmærksom på, at der er forskellig numbers needed to treat (NNT) og især ved nociplastiske smerter ses relativt høje NNT og lave numbers needed to harm (NNH) (4474) . Typen af adjuverende anagetikum vælges ud fra patientens komorbiditet, lægemidlets bivirkningsprofil samt hensyntagen til potentielle interaktioner med øvrig medicin. Tricykliske antidepressiva Amitriptylin er det præparat der har lavest NNT (numbers needed to treat) til behandling af neuropatiske smerter, men behandlingen er associeret med stor risiko for antikolinerge bivirkninger i form af mundtørhed, obstipation, urinretention. Der er desuden en risiko for kardiale overledningsforstyrrelser. Inden behandlingsstart bør der foreligge et ekg for at udelukke medfødt forlænget QT-interval, hvilket kan øge risikoen for medicinsk induceret arytmi. Ekg kontrolleres efter opstart af behandlingen og ved dosis øgning på mere end 50 %. Man anvender lavere døgndosis, end man gør i depressionsbehandlingen. Måling af serumkoncentrationer er kun sjældent relevant ved anvendelse til smertebehandling. Det kan overvejes hos ældre (se afsnit nedenfor om ældre), ved manglende effekt, bivirkninger (herunder mistanke om CYP2D6 poor metabolizer status) eller ved mistanke om toksicitet. Startdosis for amitriptylin er 10 mg og behandlingen gives bedst til natten pga. præparatets sederende effekt. Derefter kan øges med 10 mg ad gangen til effekt på indsovning og natlige smerter. Typisk ligger dosis i intervallet 10-50 mg. Analgetisk effekt kan forventes inden for få dage og altså meget før forventet effekt på depressive tilstande. Forsigtig dosering tilrådes til ældre eller patienter i behandling med Qtc-forlængende lægemidler. Nortriptylin eller imipramin kan også benyttes, selvom der ikke er godkendt indikation til smertebehandling for disse præparater. Nortriptylin og amitriptylin kan i nogle tilfælde kombineres, men betragtes som specialistbehandling. Serotonin-Noradrenalin Reuptake inhibitors (SNRI) Duloxetin har højere NNT end TCA, men har en mere gunstig bivirkningsprofil med mindre risiko for antikolinerge bivirkninger. Duloxetin kan give hypertension og bør anvendes med forsigtighed til patienter der er i hypertensionsbehandling. Der startes med en dosis på 30 mg. Dosis kan øges afhængigt af effekt og bivirkninger. Max dosis er 120 mg/døgn. Ved brug af duloxetin monitoreres blodtrykket løbende under optrapningen. Risikoen for medicinsk udløst QT-forlængelse er lille, men EKG bør kontrolleres efter opstart af behandlingen. Venlafaxin kan også anvendes, selv om der ikke er godkendt indikation til smertebehandling. Ved brug af venlafaxin skal EKG monitoreres for at udelukke medfødt og medicinsk udløst QT-forlængelse. Gabapentinoider ( gabapentin og pregabalin ) Gabapentinoiderne har lavere NNT end duloxetin, men giver oftere bivirkninger i form af sedation og vægtøgning. Startdosis for gabapentin er 300 mg x 1 dgl. i 3 dage, derefter 300 mg x 2 dgl. i 3 dage, og herefter fortsat gradvis øgning med 300 mg hver 3. dag til slutdosis på 600-900 mg x 3-4 dgl. For pregabalin er startdosis 25-75 mg x 2 dgl., og derefter gradvis øgning med 50-75 mg hver 3.-5. dag til højst 600 mg i døgnet fordelt på 2-3 doser. Det er værd at være opmærksom på at der er en lille risiko for at udvikle et misbrug af gabapentinoider. Undersøgelser har vist at særligt patienter med opioidmisbrug er i risiko for også at udvikle misbrug af gabapentinoider ( Sundhedsstyrelsen - Misbrug af gabapentin og pregabalin ). Opioder Når opioider tages i anvendelse til kroniske smertepatienter, bør patienten behandles med et langtidsvirkende opioid; døgndosis startes så lavt som muligt, og dosis fordeles på 2-3 ens doser jævnt fordelt over døgnet. Der startes typisk med depotmorfin 5-10 mg x 2-3 dgl., og patienten følges tæt mht. effekt og bivirkninger. Der er principielt ikke en maksimal dosis for brug af opioider, men døgndoser over 100 mg morfin eller morfinækvivalenter hos kroniske smertepatienter bør være undtagelsen. Patienter i langvarig opioidbehandling kan få problemer som kognitiv dysfunktion, opioidsensibilisering, afhængighed og kan risikere at udvikle tolerans. Administrationsmåden er primært oral, men for udvalgte patienter kan transdermal administration benyttes. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at der er øget risiko for utilsigtede hændelser ved brug af plaster. Fx kan der ske overdosering, hvis det gamle plaster ved en fejl ikke fjernes. Plasteret kan også løsne sig, mens patienten sover og ved en fejl sætte sig på en anden person i sengen (i værste fald et barn). Der er eksempler på, at særligt personer med demens kan finde på at fjerne plasteret og måske putte det i munden eller sluge det. Intravenøs, subkutan, intramuskulær eller rektal administration bør så vidt muligt undgås, da dette medfører meget ustabil smertedækning og risikoen for udvikling af tolerans og abstinenssymptomer er udtalte ved disse typer af behandling (5135) . Hvis virkningsvarigheden af et depotopioid er kortere end doseringsintervallet, opstår der behandlingssvigt mellem doserne, hvilket kan udløse gennembrudssmerter. Der kan også opstå abstinenssymptomer og abstinenssmerter i timerne op til doseringstidspunktet. Det er derfor vigtigt at spørge patienten, om han/hun kan mærke, når en dosis begynder at virke og igen aftager, inden næste dosis er berammet. Hvis dette er tilfældet, opdeles døgndoserne i flere doser. Princippet i behandlingen med depotopioider er, at den skal være kontinuerlig således, at plasmakoncentrationen holdes jævn over hele døgnet. Hvis effekten er utilstrækkelig på korrekt indikation, eller der opstår uacceptable bivirkninger, kan det overvejes at skifte til andet langtidsvirkende opioid ( opioidrotation ). Ved opioid-rotation foretages en beregning af den ækvianalgetiske dosis af det opioid, der konverteres til (se beregner ). Tolerance-udvikling viser sig typisk ved aftagende effekt og behov for stigende doser. Dosis kan øges et par gange, men bør hos patienter med non-maligne smerter ikke overstige 100 mg morfinækvivalenter i døgnet pga. risiko for opioidsensibilisering i højere doser. Første valg ved tolerans-udvikling er at forsøge udtrapning. Hvis udtrapning ikke er muligt, eller fortsat opioid behandling skønnes velindiceret, kan også foretages opioid-rotation, idet der ikke er fuld krydstolerans mellem de forskellige opioider. Hvis der roteres pga. opioid tolerans, vil det ofte være muligt at reducere den ækvipotente dosis af det nye opioid. Ved døgndoser under 100 mg morfinækvivalenter, kan der roteres på en gang. Ved doser over 100 mg morfinækvivalenter bør der foretages en krydstitrering (gradvis nedtrapning af det ene opioid, samtidig med gradvis optrapning af det nye opioid). Ved tolerance-udvikling, kan det være en fordel at rotere til metadon behandling, hvor der sjældnere opstår problemer med abstinenser mellem doserne. Håndtering af toleransudvikling ved opioidrotation, krydstitrering og behandling med metadon er en specialist-opgave. Det gælder generelt for patienter i langtidsbehandling, at p.n. administration bør undgås, idet risikoen for misbrug og tolerans sandsynligvis stiger ved disse behandlingsregimer. Desuden giver behandling med p.n. opioid ofte over tid en meget ustabil smertedækning med risiko for abstinenser og hermed abstinenssmerter mellem doserne. For visse typer af kroniske smertetilstande kan oral pn dosering med korttidsvirkende opioid dog anbefales, typisk ved mere dynamisk betingede smertetilstande, fx osteoporotiske sammenfald i columna med primært belastnings- og aktivitetsudløste smerter, eller hvis der er tale om en blandet akut og kronisk smertetilstand, som det fx ses ved kronisk pancreatitis. Hvis der anvendes korttidsvirkende opioider, bør forbruget monitoreres tæt og må ikke eskalere. Behandling med opioider giver næsten obligatorisk forstoppelse, og der bør opstartes profylaktisk behandling med laksantia. Osmotisk virkende præparater foretrækkes. Der kan søges om enkelttilskud til alle laksantia ved kronisk opioidbehandling. Naloxon er en ren antagonist og bliver brugt til at modvirke akutte opioidbivirkninger som respirationsdepression og sedation. Naloxon er markedsført i kombination med oxycodon og er formuleret således, at det frigøres langsomt og systemisk optræder i så lav en koncentration, at det alene får en perifer antagonistisk (anti-obstiperende) effekt og ikke modvirker opioidets centraludløste analgetiske virkning. Naloxegol er en opioidantagonist, der ikke passerer blod-hjernebarrieren, og som kan bruges til patienter med opioidinduceret obstipation, når andre laksantia uden held har været forsøgt. Endvidere er der markedsført en ren perifer opioidantagonist ( methylnaltrexon ). Begge præparater anvendes til at modvirke opioidinduceret obstipation og dysfunktion af tarmen. Methylnaltrexon gives subkutant, og indikationen er hårdnakket obstipation hos cancerpatienter, hvor anden behandling med laksantia ikke har haft den ønskede effekt. Der er ved behandling med opioider altid risiko for udvikling af afhængighed. Efter kortere tids behandling - få uger - vil de fleste patienter have udviklet fysisk afhængighed, hvilket typisk viser sig ved flere smerter, indre uro og svedeture, når der bliver for langt mellem de daglige doser eller i forbindelse med nedtrapning. En mindre del af kroniske smertepatienter udvikler psykisk afhængighed og vil være i risiko for at blive misbrugere. Patienter med fysisk afhængighed er ofte lette at hjælpe ud af deres opioidbehandling med støtte og forsikring om, at abstinenserne er ufarlige og kortvarige, hvorimod patienter med et psykisk afhængighedsforhold til opioiderne kan have behov for specialiseret hjælp i et misbrugscenter. Medicintilskud Siden d. 26. maj 2025 er der kommet nye tilskudsregler for opioider, og ingen opioider har nu længere generelt tilskud. De vigtigste ændringer fremgår af nedenstående. For en fuld oversigt over tilskudsregler henvises til Lægemiddelstyrelsens hjemmeside . Der er klausuleret tilskud til følgende depot opioider: Tramadol (undtaget enkelte dyre præparater), morfin, oxycodon (undtaget kombination med naloxon) og methadon. For at være omfattet af klausulen skal svagere smertestillende medicin have været forsøgt uden effekt. For nociceptive smerter gælder dette paracetamol. For neuropatiske smerter skal relevante adjuverende analgetika være afprøvet. Der er desuden klausuleret tilskud til buprenorphin resoribletter, hvor det ud over at svagere smertestillende er prøvet, desuden kræves at depot opioider der er formuleret som tabletter eller kapsler ikke kan benyttes. For buprenorphin plastre gælder i tillæg, at medicin ikke kan tages gennem munden. Samme klausul gælder for fentanyl plastre. Der er klausuleret tilskud til alle korttidsvirkende opioider, som er formuleret som tablet eller kapsel, og klausulen er kun gældende ved kortvarig behandling af smerter eller ved akutte gennembrudssmerter trods en fast behandling med depotopioid. For korttidsvirkende opioider som er formuleret som dråber, smeltetabletter eller suppositorier, gælder desuden, at tabletter og kapsler ikke kan benyttes. Tilskuddet til kodein er bortfaldet. Behandling af kroniske smerter hos ældre Generelt benyttes lavere doser til behandling af ældre for alle typer af analgetika. NSAID-behandling af ældre er forbundet med markant øget risiko for udvikling af alvorlige gastro-intestinale, kardio-cerebro-vaskulære og renale komplikationer. Længerevarende NSAID-behandling bør derfor undgås (2588) . Ved brug af gabapentin, pregabalin og opioider hos ældre, bør man være særligt opmærksom på centrale bivirkninger, der kan optræde som pseudodemens. Ældre er særligt udsatte for at få anti-kolinerge bivirkninger, hvorfor der bør udvises forsigtighed ved brug af TCA og SNRI præparater. Ved brug af adjuverende analgetika og opioider anbefales det at starte med laveste mulige dosis og trappe langsomt op efter start low - go slow princippet. Revurdering af behandlingen Effekten af smertestillende medicin aftager ofte med tiden, og derfor bør den farmakologiske behandling løbende revurderes hos den kroniske smertepatient. Paracetamol har ikke dokumenteret effekt ud over 6-ugers behandlingsvarighed, og det er desuden en klinisk erfaring af paracetamol har begrænset effekt ved langvarige smertetilstande. Effekten bør derfor løbende vurderes, hvilket lettest gøres ved at foretage en kortvarig pausering af behandlingen. Hvis patienten ikke mærker en forværring under 1-2 ugers pause, kan behandlingen seponeres. Revurdering bør foretages minimum 1 gang årligt. Patienten kan med fordel instrueres i kun at bruge paracetamol til akutte smerter, fx ved hovedpine, menstruationssmerter eller en distorsion. NSAID egner sig ikke til langtidsbrug pga. bivirkningsprofilen, og en NSAID behandling bør derfor løbende revurderes. Effekten af adjuverende analgetika kan aftage ved længere tids behandling, hvilket kan medføre, at effekten over tid ikke længere står mål med bivirkninger. En revurdering af effekt og bivirkninger bør foretages minimum 1 gang årligt. Er der tvivl om effekt eller mistanke om bivirkning, anbefales langsom nedtrapning og evt. udtrapning. Som udgangspunkt anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke opioider til behandling af kroniske non-maligne smerter (5274) . En opioid behandling kan dog være nødvendig ved invaliderende smerter og vil ofte blive indledt på et tidspunkt, hvor patienten er belastet af både smerter og de psykosociale konsekvenser heraf. Den kroniske smerte kan ændre sig betydeligt over tid, og de fleste patienter vil med tiden tilpasse sig den kroniske smerte, hvorved opioid behandlingen ofte bliver overflødig på sigt. En opioid behandling bør derfor løbende revurderes, idet mange vil kunne trappe ud igen uden smerteforværring til følge. Behandlingen bør i starten revurderes hver 3.-6. måned og ved længere tids behandling, minimum 1 gang årligt. Langvarig opioid behandling øger risikoen for tilvænning og tolerance. Dette vil typisk vise sig ved aftagende effekt, og der kan opstå abstinenssmerter mellem doserne som udtryk for, at samme dosis ikke længere er tilstrækkeligt til at sikre en stabil serum koncentration (end of dose failure). Dosis kan øges max. 1-2 gange, men bør ikke overskride 100 mg/døgn, idet høje opioiddoser kan medføre opioid sensibilisering. Første valg ved tegn på tilvænning og tolerance er at forsøge udtrapning. Er dette ikke muligt, kan opioid rotation forsøges. Nogle patienter, som har fået opioid på recept, kan udvikle et regulært misbrug over tid. Disse patienten udvikler et kompulsivt forbrug, hvor aftaler om dosis ikke længere overholdes. Behandlingen bør straks revurderes ved tegn på misbrugsadfærd, da dette er en alvorlig komplikation til en lægeordineret opioid behandling. Det vil ofte være nødvendigt at henvise patienten til professionel hjælp på et misbrugscenter. Centrale neuropatiske smerter Central neuropatisk smerte efter apopleksi eller rygmarvslæsioner er meget vanskelig at smertelindre, men kan forsøges behandlet med tricykliske antidepressiva , gabapentin / pregabalin eller lamotrigin . Behandling er en specialistopgave. Trigeminusneuralgi Ved trigeminusneuralgi er carbamazepin og oxcarbazepin første- og andetvalg (ikke-godkendt indikation for oxcarbazepin). Ved utilstrækkelig behandlingseffekt, uacceptable bivirkninger eller problematiske interaktioner med øvrig medicin, kan som alternativ forsøges behandling med gabapentin, pregabalin eller lamotrigin (ikke-godkendt indikation). Behandling af trigeminusneuralgi er en specialistopgave, og alle patienter mistænkt for trigeminusneuralgi bør vurderes af en speciallæge i neurologi (5136) . Se også Trigeminusneuralgi . Medicinsk cannabis Behandling med medicinsk cannabis blev fra 1. januar 2018 lovliggjort i en forsøgsordning for visse typer af smerter (3224) . Lovliggørelse af medicinsk cannabis på recept er fra d. 1. januar 2026 gjort permanent. Se endvidere Medicinsk cannabis . Af Lægemiddelstyrelsens vejledning fremgår det: Medicinsk cannabis anbefales ikke i nogen national eller international klinisk retningslinje, det være sig til smertetilstande med non-malign eller malign årsag. Det forudsættes, at konventionel godkendt behandling har svigtet eller ikke tåles, inden man ordinerer medicinsk cannabis. Det er uklart, hvor medicinsk cannabis skal placeres i en behandlingsalgoritme for kroniske smerter. Det kan være relevant at behandle neuropatiske smerter med medicinsk cannabis, idet medicinsk cannabis kan have en svag analgetisk virkning ved både perifere og centrale neuropatiske smerter. Ved generaliserede smerter i bevægeapparatet, smerter ved slidgigt, smerter ved inflammatoriske ledsygdomme og smerter ved osteoporose vurderes det ikke relevant at behandle med medicinsk cannabis på grund af manglende evidens herfor (3224) . Kontraindikationer: Medicinsk cannabis skal ikke anvendes af patienter med kendt allergi over for indholdsstofferne. Medicinsk cannabis skal ikke anvendes til patienter med svært nedsat lever- eller nyrefunktion. Medicinsk cannabis skal ikke anvendes til patienter med skizofreni, eller med skizofreni i familieanamnesen, eller til patienter med andre alvorlige psykotiske tilstande, depression eller tidligere selvmordsforsøg i anamnesen. Særlig forsigtighed bør udvises ved behandling af ældre, idet bivirkninger som takykardi, svimmelhed og blodtryksfald øger risikoen for faldulykker For information om bivirkninger og øvrige forsigtighedsregler henvises til Lægemiddelstyrelsens vejledning (3224) . Ved behandling med medicinsk cannabis er der skærpet indberetningspligt af bivirkninger. Lægemiddelstyrelsen har ikke opfanget signaler, der har givet anledning til mistanke om sikkerhedsproblemer ved anvendelsen af medicinsk cannabis (Vejledning til lægerne, LMST rapport (5425) . Ved...)
Viral øjenbetændelse (...Ved adenovirus er behandling smørende (lubrikerende) øjendråber , der lindrer og øger patientens komfort. Svære tilfælde af adenovirusinfektion bør ses af øjenlæge og kan behandles med kombinationspræparat af steroid og antibiotika under kontrol af det intraokulære tryk. Behandling mildner og afkorter det kliniske forløb ved...)
Feberkramper hos børn (...ved hjælp af afdækning af barnet. Et højfebrilt barn kan således ligge i undertøj, dækket af et tyndt lagen. Pga. feberkrampers generelt gode prognose anbefales ikke fast profylaktisk behandling. Ved komplekse feberkramper kan der udleveres recept på diazepam rektaltube til anvendelse ved nye mulige anfald, efter at forældrene er instrueret i administration. Det anbefales at afvente 3 minutter, før der gives diazepam rektalt (0,5 mg/kg, max 10 mg). Behandling er altså ikke nødvendig, hvis anfaldet er ophørt forinden. Behandlingen sigter særligt imod at hindre udvikling af længerevarende febrilt anfald/febrilt status epilepticus. Ved simple feberkramper behøves ikke nødvendigvis instruktion og udlevering af diazepam rektalmedicin. I ganske få udvalgte tilfælde kan diazepam rektalt anvendes profylaktisk, hvilket aftales individuelt med lægen. Paracetamol og NSAID kan anvendes efter behov, fx ved smerte eller utilpashed under feber, men ændrer ikke noget ved tendensen til feberkramper eller recidiv. I tilfælde med komplekse feberkramper - tidlig debut, halvsidige/hemikonvulsive, langvarige og recidiverende anfald - bør barnet vurderes af neuropædiater, og der kan foretages EEG, idet det kan dreje sig om debuterende epilepsi, evt. en epileptisk encefalopati. Prognosen for feberkramper er god. Risikoen for senere epilepsi hos et ellers neurologisk rask barn er 1-2 %, dvs. kun lidt over risikoen for baggrundsbefolkningen. For børn med komplekse feberkramper, ved påvirket neurologisk udvikling eller en familiær disposition til epilepsi er risikoen for senere epilepsi 5-10 %. Der er ikke øget mortalitet ved...)
Psoriasis (...ved atypisk præsentation. Lokalbehandling vil ofte være tilstrækkelig ved mild til moderat psoriasis, mens fototerapi og systemisk behandling anvendes ved sværere former, herunder psoriasis artritis. Lokalbehandling Første valg: Calcipotriol i kombination med gruppe III-kortikosteroidet betamethason har effekt på linje med meget stærkt virkende kortikosteroider (gruppe IV), og kan ved daglig anvendelse i 4 uger inducere hurtig remission. Efter 4 uger aftrappes behandlingen gradvis. Ved relaps kan gentagen behandling med calcipotriol i kombination med betamethasondipropionat initieres efter behov. Andet valg: Kortikosteroider kan være virksomme ved mild til moderat nummulat-plaque psoriasis. Generelt anvendes stærkere virkende kortikosteroider til hårbund, krop og ekstremiteter, og svagerevirkende kortikosteroider til ansigt, hudfolder og ano-genitalregionen. Stærkt virkende kortikosteroider bør ikke anvendes ved svær udbredt psoriasis på grund af risiko for præcipitering af pustuløs- eller erytrodermisk psoriasis. I starten bør salver foretrækkes frem for cremer, idet salvegrundlaget er med til at opløse psoriasisskæl. Ved meget hyperkeratotiske forandringer kan det være en fordel dagligt at fjerne det tykke stearinagtige skællag med madolie eller salicylsalve 5 % eller 10 % før påsmøring af det aktive stof, dog er det ikke nødvendigt at fjerne skæl før anvendelse af calcipotriol-betamethason-holdige produkter til psoriasis, herunder skalp psoriasis. Tredje valg: Tjæresalve eller -bade, ofte givet under indlæggelse, kan være et alternativ til kortikosteroid- og calcipotriolbehandling. Se endvidere Tjæreholdige midler mod psoriasis . Systemisk behandling og fototerapi Ved udbredt psoriasis eller svær psoriasis på hænder og fødder, eller svær ano-genital psoriasis, vil man ofte vælge at behandle systemisk med fotokemoterapi (PUVA), methotrexat, acitretin, dimethylfumarat, ciclosporin, apremilast, deucravacitinib eller et biologisk middel. Systemisk behandling kan med fordel kombineres med lokalbehandling med calcipotriol, idet der opnås additiv effekt. Ved i øvrigt behandlingsrefraktær moderat til svær psoriasis eller ved intolerans/kontraindikationer mod anden systemisk behandling kan et biologisk middel, apremilast, deucravacitinib eller dimethylfumarat anvendes. Det er alment accepteret, at man før anvendelse af et af de biologiske midler, apremilast, deucravacitinib eller dimethylfumarat har forsøgt behandling med mindst en anden systemisk behandling, herunder methotrexat. De biologiske lægemidler, der anvendes til psoriasis, er etanercept, adalimumab, ustekinumab, ixekizumab, brodalumab, secukinumab, guselkumab, certolizumab pegol, tildrakinumab, risankizumab, bimekizumab, eller infliximab, se Methotrexat og immunosuppressiva mod psoriasis . De biologiske midler og apremilast er forbeholdt til sygehusbrug. Pustuløs psoriasis og psoriasis erythrodermi behandles altid systemisk. Man skal være opmærksom på, at 10-20 % af patienterne med psoriasis samtidig har artritis som led i sygdommen. Hvis NSAID ikke kan kontrollere symptomerne ved...)
ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder/hyperkinetisk forstyrrelse) (...vedparten af patienterne, hvilket understøttes af større litteraturgennemgange (5894) . Methylphenidat er førstevalg. Hvis methylphenidat ikke tåles eller ikke har effekt, kan lisdexamfetamin eller dexamfetamin forsøges. Ved alle CNS-stimulerende midler ses effekten umiddelbart. Dvs. den indtræder i løbet af 15-45 minutter og ophører, alt efter præparat, efter 2-12 timer. Dog bør der regnes med dosis-titrering og symptom-registrering (observation) af ugers varighed for at finde rette præparat og rette dosis. Atomoxetin kan anvendes ved: Særlige komorbiditetsmønstre (fx ved samtidigt optrædende tics eller angst). Behandlingsresistens for CNS-stimulerende midler. Misbrug eller øget risiko for misbrug. Bivirkninger ved methylphenidat eller andre CNS-stimulerende midler. Behov for døgndækning, når patientens symptomer ikke kan reguleres i morgen- og aftentimerne. Store vanskeligheder ved at huske at tage CNS-stimulerende midler, som oftest doseres flere gange dagligt. Maksimal effekt af atomoxetin nås først efter 1-3 måneder, men effekten vedvarer i uger efter behandlingsophør. Enkelte glemte doser under behandlingen vil derfor ikke have betydende indvirkning på effekten. Guanfacin kan anvendes, hvis der ikke er effekt af- eller patienten ikke tåler hverken methylphenidat, lisdexamfetamin, dexamfetamin eller atomoxetin. Endvidere anbefales guanfacin hvis traditionel behandling medfører belastning af hjertet - høj puls eller forhøjet blodtryk. I sjældne tilfælde, ved manglende behandlingseffekt eller intolerans over for registrerede præparater, kan bupropion eller modafinil (ikke-registreret indikation for begge midler) anvendes. Den medicinske behandling bør evalueres med rating-scales (2884) (2885) . Flere informanter som forældre, lærere, ægtefælle/samlever/søskende og selvrapport bør inddrages. Sufficient behandling reducerer risikoen for udvikling af misbrug. Det anbefales også at evaluere effekten på patientens funktion, enten ved anvendelse af standard globale funktionsskalaer (GAF/GAPD/CGAS) eller specifik funktionsskala udviklet til patienter med ADHD (WFIRS) (5892) . Den medikamentielle behandling bør løbende evalueres - og det skal sikres, at der fortsat er effekt. Hvis symptomerne ikke viser sig ved...)
Behandling af dyslipidæmi (...Ved strikt diætoverholdelse ses maksimal effekt inden for seks uger. Kan der ikke på denne måde opnås tilstrækkeligt kolesterolfald, indledes medikamentel behandling. Fedtfattig diæt anvendes til behandling af svær hypertriglyceridæmi med chylomikroner. Fedtindtagelsen begrænses til ca. 15 % af energiindtagelsen, dvs. til ca. 30 g fedt, hvis energiindtagelsen er 8.000 kJ/døgn. Denne diætform er vanskelig at gennemføre, men den kan være nødvendig for at forhindre recidiv af pancreatitis, og det tilrådes, at patienten henvises til en klinisk diætist. Højdosis Omega-3 fedtsyre præparater (fiskeolie) kan ofte reducere høje triglyceridkoncentrationer. Det samme er tilfældet for de såkaldte mellemkædede triglycerid-præparater. Alkohol Mistænkes alkohol for at være årsag til hypertriglyceridæmi, kan man foreslå patienten et forsøg på få dages alkoholabstinens . Normalisering af triglyceriderne i denne situation taler for sig selv . I tilfælde, hvor svær hypertriglyceridæmi er på baggrund af stort indtag af hurtigt omsættelige kulhydrater, er diætistvejledning særlig vigtig. Se også Hyperlipidæmi (Fysisk aktivitet som behandling) . Medikamentel behandling De lipidsænkende lægemidler er opdelt i syv grupper: Statiner , anionbyttere , fibrater , kolesterolabsorptionshæmmere , nicotinsyre derivater , PCSK9-hæmmere , Omega 3-fedtsyre-hæmmere samt microsomalt transferprotein (MTP)-hæmmere . Før valg af lægemiddel er det vigtigt at gøre sig klart, hvilken tilgrundliggende form for dyslipidæmi, man ønsker at behandle, og hvilke plasma-lipidfraktioner man ønsker at ændre hos den enkelte patient, se tabel 1. Tabel 1: Klassifikation af de vigtigste lipidforstyrrelser og deres farmakologiske behandling Type Lipider Lipoproteiner Risikosygdom Monoterapi Kombinations- behandling Andre præparater Isoleret hyper- kolesterolæmi ↑ Kolesterol Triglycerid 10 mmol/l (↑) Kolesterol ↑ VLDL ↑ Kylomikroner ↓ LDL ↓ HDL Pankreatitis (aterosklerose) Fibrat + Statin Fiskeolie VLDL = very low density lipoprotein kolesterol, IDL= intermediate density lipoprotein kolesterol, LDL= low density lipoprotein kolesterol, HDL= high density lipoprotein kolesterol. Statinerne ( atorvastatin , pravastatin , simvastatin og rosuvastatin ) er i stand til at sænke LDL-kolesterol med 20-55 % - afhængigt af præparat og dosering. Atorvastatin 80 mg eller rosuvastatin 40 mg vil medføre den største reduktion af LDL-kolesterol. Herudover er statiner særdeles effektive i kombination med anionbyttere og kolesterolabsorptionshæmmere. Korttidsbivirkningerne er få og sjældne, og blandt disse er muskelsmerter langt den hyppigste. Der er ikke rapporteret langtidsbivirkninger udover (dosisrelateret) let til marginal øget hyppighed af type 2-diabetes inden for en observationsperiode på mere end 30 år med de første statiner. Anionbyttere som colestyramin anvendes til ren LDL-kolesterol-forhøjelse, fx familiær hyperkolesterolæmi. For at mindske gastro-intestinale bivirkninger øges dosis gradvis over uger til maksimalt 8 g colestyramin 3 gange dgl. Anionbytterne kan hæmme absorptionen af andre lægemidler, hvorfor de skal indtages 4 timer før eller 1 time efter anden oral medicin. Selv med disse tidsintervaller kan interaktion forekomme. En enkelt døgndosis af 4-12 g colestyramin er ofte en hensigtsmæssig administrationsform. Anionbytterbehandling kan evt. kombineres med nicotinsyre, fibrat eller statin. Colesevelam , der administreres som kapsler (angives at have færre bivirkninger), kan forsøges hvis ovenstående ikke tolereres. Anionbyttere kan reducere LDL-kolesterol med 18-25 %. Fibrater ( gemfibrozil og bezafibrat ) kan sænke triglyceriderne ret effektivt (20-50 %). Som bivirkning kan LDL-kolesterol undertiden stige, men hos normotriglyceridæmiske patienter med LDL-kolesterol forhøjelse kan fibrater på den anden side nedsætte LDL-kolestol. Ligesom nicotinsyre øger fibrater HDL-kolesterol. Kolesterolabsorptionshæmmere ( Ezetimib ) hæmmer selektivt den intestinale absorption af kolesterol og lignende plantesteroler i tyndtarmens børstesøm, hvilket medfører et fald i transporten af intestinalt kolesterol til leveren og reducerer total- og LDL-kolesterol samtidig med, at HDL-kolesterol evt. øges. Ezetimib reducerer LDL-kolesterol med 15-22 % og har i kombination med et statin vist at give en yderligere reduktion i LDL-kolesterol på 21-27 % i forhold til intensiv statinbehandling alene. Ezetimib bør forbeholdes patienter, som ikke tåler statin i relevante doser eller i kombination med statin hos de patienter, som ikke opnår behandlingsmålet med statin alene. Statinbehandlingen nedsætter kolesterolsyntesen, en effekt der er komplementær til ezetimibs hæmning af transporten af intestinal kolesterol til leveren. Nicotinsyre og derivater : Nicotinsyre kan anvendes til hyperkolesterolæmi og til hyperlipidæmi, hvor forhøjet VLDL-kolesterol indgår, fx familiær kombineret hyperlipidæmi og dysbetalipoproteinæmi, idet nicotinsyre hæmmer dannelse af hepatisk VLDL-kolesterol. Desuden opnås en markant øgning af HDL-kolesterol og sænkning af det aterogene lipoprotein(a). Kutane bivirkninger (kløe og flushing) kan reduceres ved indtagelse af 75-300 mg acetylsalicylsyre 30 min. før nicotinsyrederivat. Dosis øges langsomt til vedligeholdelsesdosis efter 4 uger. PCSK9-hæmmere ( alirocumab , evolocumab ) er et behandlingsprincip med monoklonale antistoffer, der doseres subkutant og ved hæmning af proteinet proprotein-konvertase-subtilisin/kexin-type 9 (PCSK9) reducerer nedbrydningen af LDL-receptorerne i leveren. Dermed øges reduktionen af LDL-kolesterol i blodet. Behandling med alirocumab eller evolocumab i monoterapi eller sammen med statin kan reducere LDL-kolesterol med 45-65 %. Behandlingen kan medføre reaktioner på applikationsstedet. PCSK9-syntesehæmmere ( incliseran ) repræsenterer et nyt behandlingsprincip med interfererende ribonukleinsyre (siRNA), som doseres subkutant og ved hæmning af syntesen af proteinet proprotein-konvertase-subtilisin/kexin-type 9 (PCSK9) i leveren reduceres nedbrydningen af LDL-receptorerne i leveren. Dermed øges reduktionen af LDL-kolesterol i blodet. Behandling med inclisiran i monoterapi eller sammen med statin kan reducere LDL-kolesterol med 50-65 %. Behandlingen kan medføre reaktioner på applikationsstedet. Omega-3 fedtsyre-præparatet , icosapentethyl er en stærk oprenset stabil ethylester af omega-3 fedtsyren icosapentaensyre (fiskeolie), som reducerer leverens syntese og frigivelse af triglycerider samt VLDL-kolesterol. Virkemåde af icosapentethyl er ikke fuldt afklaret. Icosapentethyl anvendes til at reducere risikoen for kardiovaskulære hændelser hos statin-behandlede patienter med triglyceridværdier ≥ 1,7 mmol/l/≥150 mg/dl, som har kardiovaskulær sygdom eller diabetes og mindst en anden kardiovaskulær risikofaktor. Mikrosomalt transferprotein (MTP)-hæmmere ( lomitapid ) repræsenterer en gruppe lægemidler, der kan påvirke produktionen af lipoproteiner i både leveren og tyndtarmen. Anvendes kun til patienter med den yderst sjældne tilstand homozygot familiær hyperkolesterolæmi, som skønnes at optræde hos 1 ud af 1 mill. danskere. Behandling varetages af højt specialiserede afdelinger. Graviditet Der foreligger kun få meddelelser om teratogen effekt af de lipidsænkende lægemidler. Erfaringsgrundlaget er ringe, og de bør derfor så vidt muligt ikke anvendes under graviditet. Findes indikation for kolesterolsænkende behandling under graviditet, bør et præparat fra gruppen af anionbyttere foretrækkes, da disse stoffer ikke absorberes fra mave-tarm-kanalen. Behandling af svær graviditetsassocieret hypertriglyceridæmi (5-10 mmol/l eller mere) er en specialistopgave med bistand fra klinisk diætist. Amning Pravastatin udskilles i modermælk. Erfaring savnes vedr. atorvastatin , rosuvastatin og simvastatin . Bør derfor ikke anvendes under amning. Er der indikation for kolesterolsænkende behandling i ammeperioden, bør et præparat af gruppen anionbyttere foretrækkes. Tilskud Der er generelt tilskud til kolesterolsænkende midler indeholdende atorvastatin , ezetimib , rosuvastatin , simvastatin og pravastatin . Ved præparater indeholdende colestyramin , acipimox samt ved...)
Gastro-øsofageal reflukssygdom (...Ved svære og hyppige symptomer behandles med syrepumpehæmmer i standarddosis 1 gang dgl., og effekten evalueres efter 4-8 uger. Ved utilstrækkelig effekt på reflukssymptomerne kan dosis fordobles (standarddosis 2 gange dgl.), eller antirefluksmiddel kan tillægges efter måltiderne og/eller til natten. Tilstrækkelig kontrol af symptomer er det primære behandlingsmål. Ikke alle patienter kan forvente at blive helt symptomfri, men det må tilstræbes, at symptomerne ikke påvirker patientens livskvalitet. Herudover må komplikationer forebygges. Ved erosiv reflukssygdom bedres symptomerne under opheling af erosionerne, og persisterende erosioner er ofte relateret til et uacceptabelt niveau af symptomer, hvorfor behandlingsintensitet kan justeres efter patientens symptomer. Patienter med non-erosiv eller ikke-undersøgt reflukssygdom, som har godt respons på den initiale behandling, kan instrueres i p.n.-behandling med syrepumpehæmmer i standard- eller halv dosis. Patienter med svær erosiv reflukssygdom (Grad C og D efter Los Angeles-klassifikationen) bør have langtidsbehandling med syrepumpehæmmer i daglig standarddosis for at forebygge recidiv og komplikationer (5928) (4469) . Patienter med alarmsymptomer/fund og patienter med utilfredsstillende respons på behandlingen bør have foretaget endoskopi. Endoskopisk kontrol til sikring af opheling af øsofagitis er ikke nødvendig, da symptomlindring er en tilstrækkelig prædiktor for heling. Symptomerne recidiverer ofte efter behandlingsophør, så langtidsbehandling med syrepumpehæmmer kan være indiceret, og formentlig altid i tilfælde med svær øsofagitis (5928) (4469) . Kirurgisk behandling, oftest udført laparoskopisk, er et alternativ til medikamentel langtidsbehandling efter sikker dokumentation af patologisk refluksmønster ved pH-måling og sammenhæng mellem dette og de dominerende symptomer. Helicobacter pylori -eradikation har ingen effekt på reflukssygdom, hverken hvad angår symptomlindring eller recidivprofylakse (4469) . Præparatvalg Syrepumpehæmmere er mere effektive end antacida . Syrepumpehæmmere er førstevalg ved refluksøsofagitis. Der er ingen væsentlige præparatforskelle mellem syrepumpehæmmere. Billigste præparat kan vælges. Ved non-erosiv reflukssygdom, dvs. halsbrand uden at der kan påvises øsofagitis ved endoskopi, samt ved ikke-undersøgt refluks, anses syrepumpehæmmere også for førstevalgs-initialbehandling. Ved behov for langtidsbehandling vælges den billigste behandling, fx halv dosis syrepumpehæmmer, der til stadighed kontrollerer symptomerne. Symptomstyret behandling med en syrepumpehæmmer er et alternativ i disse tilfælde (989) . Patienten instrueres i at tage en dosis syrepumpehæmmer daglig indtil symptomfrihed i 24 timer. Medicinforbruget kan herved reduceres til ca. en tredjedel uden at kompromittere patientens livskvalitet. Antacida og antirefluksmidler som alginater, der mekanisk fremkalder en barriere mod refluks til øsofagus, har en vis symptomatisk effekt. Den hurtigt indsættende effekt gør disse midler velegnede til sporadiske gener. Antirefluksmidler er velegnede som supplement ved...)
Influenza (...vedr. håndtering af influenza, disse kan ses på Dansk Selskab for Infektionsmedicins hjemmeside ( Guidelines og retningslinjer ). Førstevalgs præparat er oral oseltamivir , der helst skal startes inden for 48 timer efter symptomdebut og som hovedregel gives i fem dage. Hos patienter, hvor der er isoleret en virus med oseltamivir-resistens, eller hvor der er klinisk mistanke herom, kan der behandles med intravenøs zanamivir. Ved ukompliceret influenza er endonukleasehæmmeren baloxavir en mulighed - tiltrækkende idet, der skal kun tages en tablet - ligeledes så tidligt som muligt i forløbet. Om baloxavir kan anvendes til indlagte patienter, samt om der kan gives kombinationsbehandling, vides ikke. Under en influenzaepidemi Der behandles empirisk, dvs. uden virologisk verifikation, hvis der er gået 65 år kronisk sygdom (lungesygdom, kardiovaskulær sygdom (undtagen isoleret hypertension)) kronisk nyresygdom (GFR 35-40 afhængig af tilstedeværelse af andre risikofaktorer). Beregn BMI her: patienter med hæmoglobinopati andre sygdomme, hvor det vurderes, at der er en øget risiko for komplikationer gravide i 2. og 3. trimester og kvinder op til 2 uger efter fødsel behandles. Raske børn og voksne kan behandles, hvis der startes inden for 48 timer, ligesom patienter fra ovenstående liste kan behandles ud fra en individuel vurdering - specielt hvis de er svært syge - selvom den sædvanlige grænse på 48 timer er overskredet. Udenfor en epidemi Der behandles kun efter positiv diagnostik virologisk verifikation. Hvis det cirkulerende virus ikke er følsomt for oseltamivir, kan amantadin eller baloxavir bruges, hvis isolatet er følsomt herfor. Hos svært syge patienter med dårlig gastro-intestinel absorption kan i.v. behandling med zanamivir anvendes. Ved...)
Helicobacter pylori (...eligvis anbefales 7 dages triplekur med syrepumpehæmmer, clarithromycin og amoxicillin. Ved penicillinallergi benyttes metronidazol i stedet for amoxicillin. Triplekur anbefales f...)
Epilepsi (...vedtraumer, er ikke tilstrækkeligt til at stille diagnosen epilepsi. Ved epilepsi lægges vægt på, at der er tale om uprovokerede epileptiske anfald, dvs. at der minimum skal gå 7 dage efter en skade på hjernen, før man kan tale om uprovokerede anfald. Der er mere end 40.000 patienter med behandlingskrævende epilepsi i Danmark. På området findes bl.a.: National Behandlings- & Visitationsvejledning for epilepsi Den Neurologiske Nationale Behandlingsvejleding . Epileptiske anfald Det første trin i diagnosticering af et epileptisk anfald er en grundig anfaldsbeskrivelse ud fra patientens og vidners oplysninger. For at en episode skal kunne klassificeres som epileptisk, skal der foreligge symptomer og tegn forenelige med kendte epileptiske anfald. Kategorisering af anfald sker på baggrund af anfaldets start og øvrige symptomer i forbindelse med anfaldet. Anfaldene inddeles i fokale anfald, generaliserede anfald eller anfald, hvor det er uvist, om det drejer sig om fokale eller generaliserede anfald. Fokale anfald er definerede som anfald, der begynder i neuronale netværk i den ene cerebrale hemisfære. For fokale anfald er det vigtigt at beskrive patientens bevidsthed under anfaldet. Under fokale anfald kan bevidstheden være intakt, eller bevidstheden kan være påvirket. Dernæst klassificeres de fokale anfald ud fra anfaldets symptomer og inddeles i anfald med motorisk eller ikke-motorisk start. Om muligt bør anfaldet specificeres yderligere (Tabel 1): Tabel 1. Fokale anfald (anfald med start i den ene cerebrale hemisfære) Beskrivelse Klinisk manifestation Typiske sygdomme Bevaret eller påvirket bevidsthed Motorisk start: Automatismer, toniske, kloniske og myoklone. Sjældnere atoniske og hyperkinetiske Fokale epilepsi. Akutte neurologiske sygdomme med kortikal påvirkning Ikke-motorisk start: Adfærdsstop eller kognitive, emotionelle, sensoriske og autonome symptomer Fokalt anfald, som udvikler sig til et bilateralt tonisk-klonisk anfald med involvering af begge hemisfærer. Når et anfald har udviklet sig til et bilateralt tonisk-klonisk anfald, vil der være påvirket bevidsthed. Generaliserede anfald er defineret som anfald, der starter i netværk med udbredning i begge cerebrale hemisfærer. Generaliserede anfald opdeles i anfald med motoriske eller ikke-motoriske symptomer. Generaliserede anfald er altid ledsaget af påvirket bevidsthed. Typiske absencer er generaliserede anfald med ikke-motorisk start, der begynder med pludseligt ophør af aktivitet og bevidsthed. De er som regel ikke ledsaget af automatismer, men kan undertiden være svære at skelne fra fokale anfald med adfærdsstop og påvirket bevidsthed (Tabel 2): Tabel 2. Generaliserede anfald = Anfald med start i begge cerebrale hemisfærer Beskrivelse Klinisk manifestation Typiske sygdomme Motoriske: Tonisk-kloniske anfald Sekunder varende stivnen (tonisk anfald) fulgt af rytmiske trækninger (klonier) Generaliserede tonisk-kloniske anfald ved opvågning Toniske anfald Vedvarende stivnen typisk 5 min. (konvulsivt status epilepticus) Generaliset tonisk-klonisk status epilepticus eller fokalt anfald, som udvikler sig til et bilateralt tonisk-klonisk (konvulsivt) status epilepticus. Tonisk anfald, der fortsætter med vedvarende rytmiske trækninger (klonier). Ved udtrætning kan anfaldene gå over i en vedvarende klinisk tilstand af fortsat status epilepticus, men med udelukkende diskrete motoriske fænomener i form af lette klonier. Vedvarende fokale anfald uden bevidsthedspåvirkning Fokale motoriske eller ikke-motoriske anfald. Vedvarende lokaliserede klonier (epilepsia partialis continua). Ophobede anfald, hvor patienten ikke genvinder bevidstheden imellem anfald Fokale eller generaliserede anfald. Alle typer anfald kan optræde som ophobede anfald (både fokale og generaliserede). Non-konvulsive status epilepticus (fokale anfald med påvirket bevidsthed eller absencer, hvor der altid er påvirket bevidsthed) > 10 min. På EEG findes iktale forandringer, der bekræfter diagnosen. Fokal status epilepticus eller absence-status. Bevidsthedspåvirket, kan svinge i intensitet. Epileptiske sygdomme Diagnosticering af epilepsi indebærer 3 trin: Anfaldstype, epilepsitype og evt. epileptisk syndrom. Diagnosen epilepsi stilles primært på baggrund af en grundig anfaldsbeskrivelse ud fra patientens og vidners oplysninger. Den korrekte anfaldsklassifikation er afgørende for valget af den rette behandling. Diagnosen støttes af undersøgelser primært i form af EEG og MR-scanning. Diagnosen bør stilles af neurolog eller neuropædiater med viden om epilepsi og differentialdiagnoser hertil. På alle 3 niveauer af processen skal ætiologien vurderes og så vidt muligt afklares, da det kan have såvel behandlingsmæssige konsekvenser som betydning for prognose og rådgivning. De primære årsager til epilepsi er: Strukturel: Læsioner påvist ved CT- eller MR-scanning, som med rimelig sandsynlighed er årsag til patientens anfald. Genetiske: I visse tilfælde kan der identificeres en sygdomsfremkaldende variant i et specifikt gen. Genetisk årsag er ikke det samme som nedarvet, da det kan dreje sig om nyopståede (de novo) varianter. I andre tilfælde kan mulig genetisk ætiologi være fastlagt ved populationsstudier for specifikke epileptiske syndromer, hvor der er påvist høj grad af arvelighed, men hvor flere gener formentlig er involverede. Infektiøs: Er en meget almindelig årsag i udviklingslande, men ses også hyppigt ved fx HIV og tuberkulose. Metabolisk: Med metabolisk årsag menes en veldefineret metabolisk defekt, fx porfyri, uræmi, cerebral folatmangel m.fl. Immunologisk: Optræder ved forstyrrelse i immunsystemet, hvor anfald er et centralt symptom, fx limbiske encefalitter - det kan være relevant at udrede nærmere med undersøgelse af specifikke auto-antistoffer. Ukendt: For en stor del af patienter med epilepsi kan en sandsynlig årsag ikke identificeres. Ved diagnosticering af epilepsi skal man desuden være opmærksom på komorbiditeter. Det kan dreje sig om indlæringsvanskeligheder eller psykologiske, psykiatriske og adfærdsmæssige problemstillinger, som alle kan have betydelig psykosociale konsekvenser. Ved sværere epilepsier kan der ses cerebral parese, bevægeforstyrrelser, søvnforstyrrelser m.m. Epilepsi kan camouflere somatiske og psykiatriske sygdomme og resultere i forsinket diagnostik. Epileptiske sygdomme spænder over et stort spektrum fra forløb, som svinder spontant eller let lader sig behandle, til svære sygdomme med progredierende hjerneskader (Tabel 5): Tabel 5. Epileptiske sygdomme (Se endvidere www.epilepsydiagnosis.org ) Sygdomsgrupper Undertyper og anfaldstyper Kliniske karakteristika Typiske syndromer Genetiske fokale epilepsier Fokale epilepsier i barndommen Sjældent behandlingskrævende Selvbegrænset epilepsi med centrotemporale spikes (SeLECTS) Autosomale dominante fokale epilepsier Sædvanligvis lette at behandle Autosomal dominant natlig frontallapsepilepsi Fokale epilepsier (strukturelle eller med ukendt årsag) Frontallapsepilepsi Parietallapsepilepsi Occipitallapsepilepsi Temporallapsepilepsi Symptomerne ved...)
Akut koronart syndrom (...Ved mistanke om akut koronart syndrom uden for sygehus telekonfereres et akut præhospitalt optaget EKG med et hjertecenter. Ved STEMI gives præhospitalt akut: Acetylsalicylsyre (300 mg tygges, alternativt 150-250 mg i.v) og Ufraktioneret heparin 7.500 - 10.000 IE i.v. (Kan konfereres med PCI-center om dosisreduktion ved pågående AK-behandling). Som udgangspunkt gives ikke ADP-receptorblokker før koronar angiografi (KAG). Patienten køres direkte til nærmeste hjertecenter mhp. evt. primær PCI-behandling. Hvis der ikke er STEMI , køres til nærmeste sygehus mhp. videre diagnostik og behandling. I så fald gives ikke præhospital blodfortyndende behandling. Akut reperfusionsbehandling skal iværksættes uden forsinkelse hos patienter med STEMI, der har: relevante symptomer med debut inden for 12 timer samt ny ST-elevation i EKG, nytilkommet grenblok, eller nytilkomne EKG forandringer forenelige med transmural iskæmi (STEMI ækvivalenter). Koronar angiografi (KAG) efterfulgt af primær PCI er den foretrukne behandling. Begrebet primær PCI dækker over akut PCI i forbindelse med et myokardieinfarkt. Der er ingen absolutte kontraindikationer mod PCI-behandling. Hvis det ikke er muligt at foretage primær PCI inden for 2 timer, skal fibrinolyse overvejes. Ved kontraindikation mod fibrinolyse anbefales overflytning til hjertecenter mhp. PCI trods lang transporttid. Hvis reperfusionsbehandling ikke kan iværksættes inden 12 timer fra smertedebut, skal patienten håndteres som en NSTEMI-patient. Rettidig fibrinolysebehandling reducerer mortaliteten ved STEMI, men er mindre effektiv end primær PCI, som derfor foretrækkes. Ved svigt af fibrinolysebehandling bør akut overflytning til PCI atter overvejes. Efter succesfuld fibrinolyse (smertefrihed og ST resolution > 50 % i EKG) skal der snarest udføres koronararteriografi mhp. evt. supplerende subakut PCI-behandling. Se i øvrigt Fibrinolytika . Ved kardiogent shock bør patienten altid akut konfereres med hjertecenter mhp. overflytning, evt. PCI og mekanisk cirkulationsstøtte uanset transporttid og symptomvarighed. Der skal altid samtidigt gives adjuverende antitrombotisk behandling for at hæmme den trombotiske proces: Acetylsalicylsyre 75 mg dagligt livslangt. Vedrørende ADP-hæmmer, se nedenfor. Se endvidere Dansk Cardiologisk Selskab - Akut koronart syndrom . NSTEMI og UAP Ved NSTEMI og UAP prioriteres klinisk stabilisering og antikoagulerende behandling primært. Inden for 1- (max 3) dage udføres herefter koronararteriografi i rolig fase mhp. PCI-behandling eller henvisning til CABG. Hos UAP-patienter med lav risiko for koronar sygdom anbefales primært non-invasiv iskæmi-udredning. Alle NSTEMI- og UAP-patienter modtager efter ankomst til hospital oral antitrombotisk behandling i form af: 300 mg acetylsalicylsyre akut (tygges) efterfulgt af 75 mg x 1 dgl. livslangt (patienter i fast behandling skal re-loades) og antikoagulationsbehandling med inj. fondaparinux 2,5 mg s.c. x 1 i 5-7 dage, eller til revaskularisering er foretaget. Alternativt kan anvendes inj. enoxaparin 1 mg/kg s.c. x 2 dgl. (max. 100 mg x 2) eller dalteparin 120 ie/kg x 2 s.c. Patienter i behandling med VKA (INR>2) eller NOAK skal blot fortsætte i dette og ikke have fondaparinux eller LMWH. Ved svær nyreinsufficiens er fondaparinux kontraindiceret, og dosis af enoxaparin og dalteparin skal reduceres. Se endvidere pentasaccharider og lavmolekylære hepariner. ADP-receptorblokade efter KAG for STEMI, NSTEMI og UAP Som udgangspunkt gives ikke ADP-receptorblokker før KAG jf. ovenfor. Efter PCI gives: Førstevalg er tabl. prasugrel . Dosering: 60 mg loading dosis, herefter 10 mg x 1 dgl. i 12 måneder (5 mg x 1 ved alder ≥ 75 år eller vægt < 60 kg). Alternativt kan gives tabl. ticagrelor . Dosering: 180 mg loading dosis, herefter 90 mg x 2 dgl. i 12 mdr. Ved samtidig behandling med Direkte Orale Antikoagulantia (DOAK) eller warfarin, eller hvis patienten har øget blødningsrisiko, vælges tabl. clopidogrel . Dosering: 600 mg loading dose, herefter 75 mg x 1 dgl. i op til 12 mdr.. Hvis patienten ikke revaskulariseres med hverken PCI eller CABG (dvs. rent medicinsk behandlede patienter) er førstevalg tabl. ticagrelor doseret som angivet ovenfor. Ved samtidig behandling med DOAK eller Warfarin, eller hvis patienten har øget blødningsrisiko, vælges tabl. clopidogrel doseret som ovenfor. Hvis der skiftes fra en ADP-receptorblokker til en anden inden for 30 dage efter AKS, anbefales almindeligvis ny loading dose. Behandlingsvarigheden af ADP-receptorblokker er som udgangspunkt 12 mdr., men kan individualiseres afhængigt af trombose- og blødningsrisiko. Hvis patienten også skal behandles med orale antikoagulantia (DOAK eller warfarin ) gælder særlige forhold, da triple-terapi (ASA+ADP-hæmmer+ OAK) medfører betydelig blødningsrisiko. Hvis patienten vurderes at have relativ lav tromboserisiko gives ASA kun i 7 dage - ved samtidig høj blødningstendens kan ASA evt. helt udelades. Ved høj tromboserisiko gives triple-terapi i en måned - ved samtidig lav blødningsrisiko evt. i 3 mdr. Ved samtidig behandling med OAK foretrækkes clopidogrel som ADP-hæmmer. Det skal tillige nævnes, at prasugrel er kontraindiceret ved tidligere apopleksi/TIA og ticagrelor ved tidligere intrakraniel blødning. Efterbehandling ud over antitrombotisk behandling er: β-blokker i højest tolerable dosis i mindst 2 år, dette gælder kun ved LVEF 50 %. Aggressiv statinbehandling . ACE-hæmmerbehandling (ved hjerteinsufficiens i forløbet, nedsat venstre ventrikel funktion, diabetes, hypertension, kronisk nyresygdom, eller perifer arteriel sygdom). Aldosteronreceptor-blokade med spironolacton 25 mg dgl. alternativt eplerenon (ved nedsat venstre ventrikelfunktion og symptomer på hjerteinsufficiens). Ved...)
Unipolare depressive tilstande (...vedvalg af behandling og ved overvejelser ang. indlæggelse: Aktuelle depressions sværhedsgrad Tidligere optræden af depressioner - specielt effekt af tidligere behandlingsforøg Forekomst af selvmordstanker Tidligere selvmordsforsøg Socialt netværk Forekomst af psykotiske symptomer Alvorlige belastende livsomstændigheder Forekomst af komplicerende somatiske lidelser Tilstedeværelse af kognitive deficits Forekomst af angst eller svær søvnløshed Mulighed for støtte i hjemmet Graviditet og amning (se Antidepressiv behandling af gravide ) Anden medikamentel behandling med risiko for interaktion Samtidig forekomst af alkohol- eller andet misbrug. Den aktuelle depressions sværhedsgrad vurderes, fx ved hjælp af Hamiltons depressionsskala eller Major Depression Inventory (MDI), og danner baggrund for vurdering af det videre forløb: dels om antidepressiva er indiceret, dels om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Ved lette depressioner (svarende til Hamilton 8-17 point, MDI 21-25 point) vil bivirkningerne ofte opveje eventuelle positive effekter af medikamentel antidepressiv behandling. Man skal dog være opmærksom på, at hos patienter, der tidligere har haft svær depression, kan det være indiceret at starte medicinsk behandling, allerede mens depressionen er let. Ved moderate depressioner er en serotoningenoptagshæmmer ( SSRI ) førstevalgspræparat. Man bør vælge et SSRI-præparat, som ikke har interaktioner med andre lægemidler (1171) . Svære depressioner behandles bedst med serotonin- og noradrenalingenoptagshæmmere ( SNRI ), tricykliske antidepressiva ( TCA ) eller Noradrenergic and Specific Serotonergic Antidepressants ( NaSSA ). TCA har en tungere bivirkningsprofil herunder et smalt terapeutisk index, dvs. ved indtagelse af en overdosis er der stor risiko for død pga. stoffernes kardiotoksiske virkning. Derfor bør TCA fortrinsvis anvendes i samråd med speciallæge i psykiatri med særlig opmærksomhed på den enkelt patients selvmordsrisiko. Vedr. non-farmakologisk behandling af depression, se nedenfor. Selvmordsfare eller psykotiske symptomer, såsom hørehallucinationer og vrangforestillinger, indikerer behov for akut indlæggelse. Ved psykotiske depressioner er kombinationen af antidepressiv og antipsykotisk behandling mere effektiv end monoterapi med antidepressiva, mens ECT (elektrostimulation) er klart mere effektivt end andre former for behandling. ECT foretrækkes tillige ved depressive tilstande, hvor der foreligger risiko for udvikling af delirøse tilstande (fx stuporøs tilstand, udtalt spise- og drikkevægring). Ved manifest delir er ECT den foretrukne akutte behandling. ECT er ligeledes indiceret ved stor selvmordsrisiko, og bør overvejes ved alvorlig hjertelidelse, hvor medikamentel behandling kan være kontraindiceret, se Tricykliske antidepressiva (TCA) Ved samtidig akut selvmordfare og depression kan der desuden anvendes esketamin . Anbefalingen er, at det kan anvendes til voksne med en moderat til svær depressionsepisode med henblik på hurtig reduktion af depressive symptomer, som udgør en akut øget selvmordsrisiko, se Medicinrådets anbefaling og DMPG’s retningslinjer . Kognitive symptomer , så som nedsat opmærksomhedsfunktion, hukommelsesbesvær samt dårligere eksekutivfunktion, kan gøre patienten ude af stand til at klare sig selv eller passe behandlingen og taler derfor også for indlæggelse. Angst og søvnløshed. Ved samtidig forekomst af angst og depression er risikoen for selvmord væsentligt større, hvilket man skal være opmærksom på, når man overvejer, om patienten kan behandles ambulant. Evt. kan den antidepressive behandling i en afgrænset periode suppleres med et benzodiazepin , som dag-sedativum (3385) . Søvnløshed kan tilsvarende indicere kortvarig brug af sovemidler som supplement til behandlingen eller valg af sederende antidepressivum. Derimod bør antipsykotika , pga. risikoen for irreversible neurologiske bivirkninger og metaboliske forandringer, ikke benyttes som førstevalgspræparat i sådanne tilfælde. Alkohol. Ved samtidigt alkoholmisbrug og depression er risikoen for selvmord ligeledes væsentligt forøget, da såvel alkoholoverforbrug og -misbrug og depressionsgraden er væsentlige risikofaktorer for selvmord (5808) , (5809) . Det kan således tale for indlæggelse, hvis der opstået et alkoholoverforbrug eller afhængighed hos patienten med moderat til svær depression. Efterfølgende kan patienten med fordel følges ambulant og det kan være indiceret at starte en antidepressiv behandling. Der er evidens af moderat kvalitet for, at antidepressiv medicin, kan reducere depressionsgraden, og øge antallet af patienter, der bliver afholdende eller drikker færre genstande (5810) . Opfølgning af institueret antidepressiv behandling Når man har startet behandling med antidepressiva, bør patienten følges tæt i de første uger. Det er væsentligt at informere om de initiale bivirkninger, hvor nogle patienter, specielt i de første dage, kan opleve mere uro, særligt fysisk i form af hjertebanken, kvalme, uro i maven og let diarré. Disse symptomer kan let forveksles med en forværring af såvel angst som depressionssymptomer. For ikke at forurolige patienten og af hensyn til compliance er det vigtigt, at patienten og dennes pårørende er informeret om disse bivirkninger og at disse ofte er forbigående og oftest forsvinder i løbet af den første uge. I enkelte tilfælde er beskrevet en forværring af selvmordstankerne i de første dage til uger efter start af behandlingen. Dette er undersøgt i en metaanalyse af over 99.000 patienter, som viste at risikoen for selvmord var lavere ved behandling af personer over 25 år, men for yngre patienters vedkommende var der en statistisk signifikant fordoblet risiko for suicidal adfærd i forbindelse med initiering af behandlingen (1780) . En dansk registerundersøgelse har endvidere vist, at selvmordsrisikoen er betydeligt forhøjet i perioden inden og efter start af antidepressiv behandling, hvilket tyder på at at det er alvorligheden af depressionslidelsen, der medfører en stor del af selvmordsrisikoen (6606) . Således er det vigtigt at følge patienten tæt i starten af behandlingen, især når det drejer sig om unge mennesker. Tilsvarende fænomen er i øvrigt beskrevet ved initiering af psykoterapeutisk behandling, så også her skal man være særligt opmærksom i den første tid efter start af behandlingen (5095) . En dansk undersøgelse viste, at ca. 2.500 børn og unge under 18 år i årene 1995-1999 fik antidepressiv medicin. I samme periode forekom 42 selvmord blandt denne aldersgruppe. Ingen af de 42 døde var i behandling med antidepressiv medicin (2788) . Tilsvarende viste en retrospektiv undersøgelse af 365 børnepsykiatriske patienter, at forekomsten af selvmordsadfærd var høj, men at hyppigheden ikke steg ved initiering af behandling med SSRI (5502) . Da evidensen og forløbet hos børn og unge er mindre undersøgt, anbefales der tæt opfølgning og inddragelse af familien (6607) . Det videre forløb. Tegn på begyndende virkning kan ofte ses inden for få dage, men markant effekt vil typisk indtræffe indenfor 2-4 uger og yderligere effekt kan endnu opnås efter 6 uger. Vedvalg af sederende antidepressiv medicin (fx TCA , mirtazapin eller agomelatin ) vil den sedative effekt dog indtræde med det samme og dermed sikre nattesøvnen. Hvis der ikke er nogen som helst effekt inden for 2 uger, hvor der er behandlet med optimal dosis, er det mindre sandsynligt, at der vil komme effekt, og man kan overveje at skifte til et antidepressivum fra en anden stofgruppe (fx fra SSRI til SNRI ) (3497) . Se også Behandlingsrefraktær depression . Målet for behandlingen er fuld remission. Nogle patienter har plagsomme residualsymptomer i form af træthed, apati, anhedoni og kognitive forstyrrelser, som ofte kan minimeres ved optimering af behandlingen. Strategier for dette er gennemgået i bl.a. RADS baggrundsnotat (2535) . Risikoen for tilbagefald er øget hos patienter, der ikke opnår fuld remission. Revurdering af behandlingen Depression indebærer en betydelig risiko for at udvikle sig til en svær behandlelig tilstand (hos op til 1/3) og kan i sværere tilfælde føre til varige kognitive skader. Vedligeholdende behandling, herunder psykoterapi, er afgørende for at undgå recidiv hos højrisikopatienter (6608) . Med hensyn til varigheden af den medicinske forebyggende behandling skal der i høj grad tages individuelle hensyn, bl.a. til bivirkninger ved behandlingen, men nedenstående tommelfingerregler kan anvendes: Hvis det er patientens første depressive episode, bør behandlingen fortsætte 6-12 måneder efter indtrådt bedring for at undgå tilbagefald. Behandlingen kan dog vare længere, hvis patienten har haft en svær depression med overhængende selvmordsfare. Det anbefales, at der i forbindelse med ophør af behandlingen: foretages en grundig vurdering af risiko for at udvikle seponeringssymptomer vurderes, om der er brug for understøttende behandling laves en opfølgende handlingsplan, hvis der skulle komme tilbagefald. Har patienten haft to depressioner inden for en 5 års-periode, bør behandlingen vare 1½-2 år. Efter tre depressioner inden for 5 år bør behandlingen fortsætte 5-10 år, måske livslangt. Det er vigtigt, at behandlingen ikke stoppes for tidligt, særligt hos ældre, hvor riskoen for en ny depression er forøget. For patienter med debut af depression efter 50 års-alderen er recidivhyppigheden særlig stor, hvorfor længerevarende behandling skal overvejes allerede efter første depressive episode. Ved overgang til vedligeholdelsesbehandling fortsættes oftest med uændret dosis, dog afhængig af det enkelte præparat, bivirkninger og evt. kombinationsbehandling. En stor metaanalyse har belyst, hvilke præparater der synes at have bedst tolerabilitet over en længere behandlingsperiode (5811) . Det anbefales, at der vedvarende monitoreres for bivirkninger og ved behandling med fx TCA, SSRI, SNSRI eller lithium, kontrol af plasmaniveau, vægt, blodtryk, puls og EKG iht. anbefalinger for de enkelte præparater. Det er væsentligt, at der spørges struktureret til bivirkninger, da disse kan ændre sig over tid, fx træthed, vægtøgning eller seksuelle bivirkninger. Med jævne mellemrum, fx en gang om året, bør lægen sammen med patienten overveje, om behandlingen skal aftrappes. Se i øvrigt dette i RADS' baggrundsnotatet (2535) . En række forhold, bør tages op i en individuel rådgivning af patienten, når denne skal beslutte sig for om behandlingen skal udtrappes eller fortsættes, se tabel 1. Disse forhold er uddybet i Din patient, der er i antidepressiv behandling i Månedsskrift For Almen Praksis (6609) . Tabel 4: Eksempler på fokuspunkter i rådgivningen af en patient vedr. fortsættelse af antidepressiv medicinsk behandling. Eksempler på fokuspunkter Taler for seponering Taler for at fortsætte Uacceptable bivirkninger + Diagnosen usikker + Ingen tidligere svære depressioner + Manglende effekt + Restsymptomer + Persisterende psykosocial belastning + Disposition til bipolar sygdom* + Udvikling af tegn på hypomani/mani* + Tidligere hypomani/mani* + Tidligere selvmordsfare + Tidligere depression svær at behandle + Mere end to episoder + Tidlig debut + Kronisk somatisk sygdom + Psykiatrisk komorbiditet (fx angst) + Psykotisk depression + * Inddragelse af speciallæge i psykiatri bør overvejes. Non-farmakologisk behandling Grundig information om depressionssygdommen er vigtig i en hver form for depressionsbehandling. Kognitiv adfærdsterapi og Interpersonel psykoterapi er veldokumenterede behandlinger, som praktiseres som korttidsterapi, dvs. med en ugentlig samtale i 3-4 måneder. Effekten sætter typisk langsommere ind end den medicinske behandling, men er på niveau med denne over for moderat depression. Ved...)
Invasiv candidiasis (...ved dokumenteret eller formodet invasiv candidiasis, inden svampens art og følsomhed kendes (3652) : Et echinocandin (anidulafungin eller caspofungin). Alternativt kan liposomalt amphotericin B anvendes. Echinocandin fortsættes ved dokumenteret invasiv candidiasis, og der kan efter ca. 5 dage om muligt skiftes til fluconazol efter species-bestemmelse og resistensundersøgelse. Efter speciesidentifikation Der anbefales: Fluconazol ved følsomme isolater af eksempelvis C. albicans, C. parapsilosis og C. tropicalis. Et Echinocandin anbefales ved infektioner med C. glabrata, C. krusei og andre mindre almindelige Candida -arter med naturlig azol resistens. Amphotericin B . Amphotericin B (Ambisome®), hvor liposomalt er det foretrukne valg. Højdosis Fluconazol , Voriconazol eller Posaconazol kan i udvalgte tilfælde være en mulighed som oral konsoliderende behandling ved C. glabrata- infektioner. Endocarditis og protese infektioner fordrer som hovedregel kombineret antimykotisk og kirurgisk behandling med fjernelse eller udskiftning af fremmedlegemet/protesen. Her anvendes induktion med Amphotericin B (liposomalt amphotericin B anbefales) evt. i kombination med Flucytosin *, alternativt ved endocarditis, og ved knogle-/led-infektion et Echinocandin . Langvarig efterbehandling med fluconazol er oftest nødvendig. Ved hepatosplenisk eller renal candidiasis eller peritonitis anvendes initialt et echinocandin eller Amphotericin B (liposomalt amphotericin B anbefales) og såfremt der foreligger et følsomt candida isolat, Fluconazol som konsoliderende behandling. Ved CNS-infektion og endophthalmitis er echinocandiners penetration ikke sufficient og første valg er liposomalt Amphotericin B ofte kombineret med Flucytosin *, alternativt Voriconazol eller højdosis Fluconazol . I alvorlige tilfælde af endophthalmitis suppleret med vitrektomi og eventuelt intravitreal amphotericin B. Esophageal candidiasis: Fluconazol er førstevalg. Cystitis: Ved tilfælde uden urinkateter anvendes Fluconazol . Ved urinkateter er primærbehandling skift af kateter, der ofte vil være kurativt uden anden behandling. Ved fluconazol-resistent verificeret vedvarende candida cystitis kan der anvendes instillation af konventionelt (ikke liposomalt) Amphotericin B 50 mg/liter forudsat verificeret vedvarende candida cystitis. *Ikke markedsført, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Behandlingsvarighed Candidæmi: Minimum 14 dage efter sidste positive bloddyrkning og resolution af symptomer. Ved Candida- endokarditis, -endophtalmitis, -osteomyelitis, -mediastinitis eller ved protese/fremmedlegeme-associeret infektion, hvor protesen eller fremmedlegemet ikke kan fjernes operativt, er den anbefalede behandlingslængde minimum 6 uger og kan i nogle tilfælde være livsvarig pga. Candida biofilmdannelse. Indikation Situation Præparatvalg Candidæmi, Candida peritonitis eller anden invasiv abdominal infektion Initial/empirisk behandling 1.valg: Echinocandin 2.valg: Liposomal amphotericin B Fluconazol-følsomt isolat Fluconazol Candida endocarditis Empirisk. Klap/protese kirurgi oftest påkrævet Liposomalt amphotericin B +/- flucytosin** eller Echinocandin +/- flucytosi CNS-infektion Endophtalmitis Initial behandling I svære tilfælde af endophtalmitis suppleret med vitrektomi og evt. intravitreal amphotericin B Liposomal amphotericin B* +/- flucytosin** Konsoliderende ved følsomt isolat Højdosis fluconazol eller voriconazol * Ambisome® har bedre effekt end de øvrige lipidformuleringer ved CNS-infektioner (5105) (5106) . ** Flucytosin er ikke markedsført, men det kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Empirisk behandling Da overlevelsen ved candidæmi er størst ved tidligt indsat behandling, kan behandling af risikopatienter være relevant før svar på bloddyrkning foreligger. Værdien af empirisk behandling er dog omdiskuteret. I en nylig randomiseret undersøgelse af empirisk echinocandin behandling hos intensive patienter med høj risiko for invasiv candidiasis, uden neutropeni, transplantation eller anden svær immunsuppression, var der ingen forskel i overlevelse efter 28 dage 3656 - Emperical Micafungin Treatmant and Survival Without Invasive Fungal Infection in Adults With ICU-Acquired Sepsis, Candida Colonization, and Multiple Organ Fail-ure: The EMPIRICUS Randomized Clinical Trial . Profylakse/empirisk behandling skal specielt overvejes i følgende situationer: Patientgrupper Patienter med underliggende malign sygdom, akut nekrotiserende pancreatitis, abdominal hul-organs-perforation, anastomoselækage og/eller fækal peritonitis Spædbørn med fødselsvægt < 1 kg og/eller ≤ 27. gestationsuge og med behov for intravenøs terapi og invasive procedurer (3086) . Faktorer Længerevarende bredspektret antibiotisk behandling, centralt venekateter, total parenteral ernæring, enhver form for dialyse, anvendelse af steroid, kemoterapi eller anden immunsuppresiv behandling. Bemærk, at ovenstående risikofaktorer har relativt begrænset værdi som prædiktorer for invasiv candidiasis 3654 - Problematic Dichotomization of Risk for Intensive Care Unit (ICU)-Aquired Invasive Candidiasis: Results Using a Risk-Predictive Model to Categorize 3 Levbels of Risk Fropm a Multicenter Prospective Cohort of Australian ICU Patients , og at empirisk behandling i et nyere studie (3656) af højrisiko non-neutropene patienter ikke har kunne vise overlevelses-gevinst (3654) (3655) . Førstevalg ved profylaktisk behandling af risikopatienter vil almindeligvis være fluconazol. Præparatvalg De tre echinocandiner caspofungin, anidulafungin og micafungin er formentligt terapeutisk ligeværdige ved...)
Trigeminusneuralgi (...valgs behandling. Hvis det ene af disse præparater ikke har effekt eller ikke tolereres, bør det andet forsøges. Gabapentin, pregabalin eller lamotrigen ( ikke-godkendt indikation for disse 3 præparater ) kan benyttes som tillægsbehandling til 1. valgs behandlinger eller bruges som monoterapi, hvis 1. valg...)
Hortons hovedpine (klyngehovedpine) (...ved hver ny klynge. Ved total anfaldsfrihed over 14 dage eller når patienten selv fornemmer, at perioden er slut, bør nedtrapning af forebyggende medicin forsøges. Anfaldsbehandling Oxygen-inhalation Inhalation af ren (100 %) ilt via en ikke-genåndbar ansigtsmaske med et flow på 15 l/min i 10-20 minutter er førstevalgsbehandling af anfald. Inhalationen skal foretages i siddende, oprejst position. Transportabelt ilt udstyr (iltbombe + maske) leveres af private firmaer efter ordination fra neurologisk afdeling. Se endvidere Oxygen (medicinske gasser) . Sumatriptan Injektion af sumatriptan 6 mg s.c. medfører smertefrihed hos cirka 75 % af patienter inden for 15 minutter og kan benyttes, hvis ilt ikke er effektivt eller tilgængeligt. Andre anvendelsesområder: Sumatriptan intranasalt. 10-20 mg, maksimal døgndosis 40 mg, doseringsinterval mindst 2 timer. Orale formuleringer af triptaner og analgetika er oftest for længe om at virke og anbefales ikke. Se evt. også triptaner. Forebyggende behandling Andre anvendelsesområder: Verapamil depottabletter er førstevalg til forebyggelse af klyngehovedpine (6676) . Der kan fx startes med depottabletter 100 mg x 2 stigende til 200 mg x 2 efter 3 dage. Terapeutisk dosis er typisk 400-600 mg i døgnet, men hos enkelte patienter er der behov for doser op til 800 mg dagligt under hyppig EKG-kontrol ( ikke-registreret dosering ). Behandling af især den kroniske form for Hortons hoved...)
Spændingshovedpine (...vedpine. Det kan forklares, at de enkelte hovedpineepisoder kan skyldes muskelspændinger eller stress, mens der ved kronisk hovedpine desuden kan være en forstyrrelse i de smerteregulerende centre i nervesystemet. Ikke-medicinsk behandling : Ikke-medikamentel forebyggelse og behandling af spændingshovedpine skal altid overvejes, selv om der generelt er sparsom videnskabelig evidens for effekten. For en opdateret oversigt over den tilgængelige evidens for de hyppigste ikke-medicinske behandlingsmetoder mod spændingshovedpine, henvises til National klinisk retningslinje og (5839) . Fysioterapi bør primært rettes mod instruktion i korrekte arbejdsstillinger, holdningskorrektion og instruktion i aktive daglige hjemmeøvelser som sigter mod at reducere muskuloskeletale spændinger. Anfaldsbehandling NSAID og paracetamol har dokumenteret effekt ved de enkelte episoder af spændingshovedpine, mens effekten ofte er begrænset ved den kroniske form. Følgende behandlinger kan anbefales: Ibuprofen 200-600 mg Paracetamol 1.000 mg Naproxen 250-500 mg Kontrollerede studier tyder på, at NSAID er mere effektive end paracetamol, mens der ikke er nogen sikker forskel på bivirkninger. Kombinationer har ikke vist bedre effekt end præparaterne givet enkeltvis. Det billigste NSAID kan derfor vælges. Forebyggende behandling Profylaktisk behandling kan være indiceret hos patienter med kronisk spændingshovedpine. Første valg er det tricykliske antidepressivum amitriptylin. Effekten er uafhængig af eventuelt tilstedeværende depression. Startdosis er 10 mg x 1 i en uge, stigende med 10 mg per uge til effekt eller betydende bivirkninger, maksimalt 70-100 mg x 1. Hele dosis tages 1-2 timer før sengetid for at bedre søvn og minimere træthed den næste dag. Vedligeholdelsesdosis, hvor der er bedst balance mellem effekt og bivirkninger, er typisk 30-70 mg. Typiske bivirkninger er bl.a. mundtørhed, træthed, svimmelhed og vægtstigning. Ved manglende effekt af amitriptylin kan behandling med mirtazapin eller venlafaxin overvejes (disse præparater har ikke indikationen spændingshoved...)
Svær overvægt (...ved ophør af den farmakologiske behandling kan forvente en vægtøgning. Virkning af præparat ophører, når behandlingen ophører. Under behandlingen bør patienten løbende informeres om ovenstående forhold (6297) . Derudover er det vigtigt at sikre sig, at patienten ikke har en aktiv spiseforstyrrelse, da vægttabsindsatser kan være en kontraindikation i forbindelse med en spiseforstyrrelse (fx BED). Sundhedseffekter af vægttabsbehandling Kirurgisk behandling af svær overvægt med store (gennemsnit 25-30 % af udgangsvægten) og blivende vægttab (opretholdt over adskillige år) er associeret med reduceret dødelighed og reduktion af de mange overvægts-relaterede komplikationer ved svær overvægt (se afsnit om Kirurgi). I modsætning til kirurgisk behandling er vægttab opnået ved livsstilændringer og farmakologisk behandling ofte relativt små og midlertidige. I Look AHEAD-studiet, der har været det længste og mest intensive studie med konventionel vægttabsintervention hos personer med type 2-diabetes, fandtes efter 10 år ingen ændring i total mortalitet eller i kardiovaskulære endpoints (3530) . I post hoc analyser (6298) (6299) har man dog fundet, at deltagere, der kunne vedligeholde et vægttab på mindst 7 % (4 år efter afslutningen af studiet, kombineret med øget fysisk aktivitet), faktisk fik reduceret både forekomsten af kardiovaskulær sygdom og total dødelighed med mellem 20-60 %. Man må dog have in mente, at disse post hoc analyser er observationsstudier, som ikke var justeret for socioøkonomisk status. Det er derfor muligt, at det er effekten af social ulighed man har målt snarere end effekten af vægttabet. I et observationsstudie af et repræsentativt udsnit af patienter med type 2-diabetes i almen praksis i Danmark fandt man ingen sammenhæng mellem vægttab og 13 års forekomst af kardiovaskulær sygdom eller total dødelighed (3531) . I en metaanalyse af vægttabsstudier fandt man, at livsstilsinterventioner med henblik på vægttab hos personer med overvægt resulterede i let nedsat dødelighed (4592) . Det kan dog ikke umiddelbart konkluderes, om det var kostændringerne, motionen eller vægttabet i sig selv, der var årsagen. En metaanalyse af langtidsopfølgning af livsstilsbaserede vægttabsindsatser til patienter med type 2 diabetes eller prædiabetes, viste at indsatserne ikke reducerede forekomsten af hjertekar-events og ikke reducerede dødeligheden. Studier af vægttab opnået ved forskellige livsstilsinterventioner er således ikke entydige i forhold til om der opnås en reduktion i forekomsten af hjerte-kar-sygdom eller dødelighed. Observationsstudier tyder på at vægttab skal være af en vis størrelse og opretholdt i flere år, hvis der skal opnås effekt på kardiovaskulær sygdom og mortalitet. Et stort antal interventioner har dog vist, at selv mindre vægttab (ca. 5 % efter 1 år) er i stand til at forbedre og forbygge nogle af de overvægts-relaterede sygdomme, især type 2-diabetes. I relation til type 2-diabetes har flere nyere studier vist, at vægttab på omkring 15 kg (svarende til ca. 15 %) vedligeholdt i 2 år medfører remission af type 2-diabetes hos 70-80 % (4926) . Større og vedvarende vægttab kan forbedre dyslipidæmi og hypertension , men der savnes god dokumentation for effekt på kardiovaskulære events. Det er et grundlæggende problem, at kun de færreste er i stand til at opretholde et opnået vægttab gennem lang tid, da stigende vægt (rebound) oftest resulterer i, metaboliske forbedringer efter vægttabet forsvinder igen. Man må dog også være opmærksom på, at vægttabsindsatser også kan have skadelige effekter. Fx. er afkalkning af knoglerne en kendt bivirkning til store vægttab, og en langtidsopfølgning af LookAHEAD studiet viste øget forekomst af osteoporotiske frakturer med Number needed to harm på 90 (6300) (6301) . Ved konventionel behandling af svær overvægt er sandsynligheden for at opnå blivende normalvægt lille, hvorfor svær overvægt kan betragtes som en kronisk tilstand. Derfor anbefales det at råde personer med overvægt (BMI 25-30 kg/m 2 ) uden komplikationer med øget abdominalomfang til en sundere livsstil, der kan imødegå vægtøgning (5400) . Beregn BMI her: Typer af behandling Non-farmakologisk behandling Kost Fysisk aktivitet Adfærdsændring Farmakologisk behandling Amfepramon Orlistat Naltrexon-bupropion Human GLP-1-receptor agonist Phentermin - topiramat Kirurgisk behandling Non-farmakologisk behandling Kost En energireduceret kost er afgørende med henblik på at opnå et vægttab. I Nordisk Næringsstofsanbefalinger (2318) foreslås, at energireduktionen primært opnås ved at reducere indtaget af fedt, kulhydrater og alkohol. For børn, der stadig vokser i højden, anbefales vægtvedligeholdelse frem for vægttab. Hos voksne nedsættes det daglige energiindtag med 500-1.000 kcal de første måneder, hvilket gennemsnitligt medfører et vægttab på 0,5-1 kg/uge. Valg af energitrin må afpasses efter overvægtens grad, alvoren af evt. komplikationer og patientens motivation. Det er vanskeligt med almindelige fødevarer at opnå en lødig og afvekslende diæt ved energiindtag på 800 kcal/dag, hvorfor diæten bør suppleres med et kombineret vitamin-mineralpræparat. Very Low Calorie Diet (VLCD) i form af næringspulvere med et energiindhold på 600-800 kcal har dokumenteret effekt og kan anvendes initialt som eneste næring eller senere som måltidserstatning. VLCD har i nyere studier vist sig at være en mulighed i op til 20 uger med gode effekter på både vægttab og blodsukkerregulering hos personer med type 2-diabetes (4926) (4927) . Det er dog vigtigt at konsultere personer med viden om sådanne produkter, fx en autoriseret klinisk diætist inden påbegyndelse af et længerevarende VLCD-forløb. VLCD-behandling alene frarådes bl.a. til børn, patienter med hjertesygdom og gravide. Efter et tilfredsstillende vægttab på VLCD må energitilførslen langsomt øges, indtil vægten er stabil på en ernæringsmæssig forsvarlig og for patienten acceptabel kost. Den anbefalede kost er svarende til de officielle 7 kostråd med et højt indtag af frugt, grønt og fuldkornsprodukter (5399) . Betydningen af en langsigtet ændring af livsstilen, der både involverer kostomlægning og tilstrækkelig motion, understreges af, at den opnåede vægtreduktion kun opretholdes af relativt få patienter på længere sigt (> 1 år). Langtidseffekten er især afhængig af intensiteten af opfølgningen, mens det har mindre betydning, hvilken diætform der anvendes. Langt de fleste tager dog de tabte kilo på igen. Et systematisk review og metaanalyse viser et gennemsnitligt bevaret vægttab på 1.8 kg efter 24 måneder ved højintensive livsstilsindsatser mhp. vægttab (6302) . Fysisk aktivitet Øget fysisk aktivitet er godt for sundheden generelt, men vægttabseffekten hos personer med svær overvægt er relativt beskeden. Fysisk aktivitet har dog i sig selv, også uden vægttab, en gavnlig virkning på en lang række overvægts-relaterede symptomer og sygdomme - også for personer med svær overvægt (4754) (6076) . Mens personer med let overvægt godt kan udføre vægtbærende motion som gang, løb og fitness, kan motionsformen til nogle personer med meget højt BMI med fordel være ikke-vægtbærende som fx svømning, roning og cykling. Ved fysisk aktivitet øges den magre legemsmasse på bekostning af fedtmassen. Med øget mager legemsmasse øges også den basale energiomsætningshastighed, hvilket kan medvirke til at vedligeholde et opnået vægttab (6303) (6304) . Selv almindelig motion i dagligdagen som trappegang, gåture og cykling kan således være med til at forebygge yderligere vægtøgning samt tilbagefald efter vægttab (5401) . Samtidigt øger fysisk aktivitet insulinfølsomheden og reducerer blodtryk og lipider, hvorved den samlede risikoprofil bedres. Hvis den øgede fysiske aktivitet kan opretholdes, er effekten uafhængig af evt. samtidigt vægttab. Værdien af understøttende foranstaltninger er stor. Hyppige patientkontroller med vejning, indskærpelse af ernæringsmæssig rådgivning, kost- og motionsdagbog samt opmuntring øger behandlingseffekten. Behandling i grupper er ressourcebesparende, og patienternes indbyrdes støtte bedrer overholdelsen af forskrifterne. Et væsentligt element for størrelsen af det opnåede vægttab efter 1 år skyldes mere de sociale understøttende foranstaltninger så som mødehyppigheden mv. end den ordinerede absolutte energireduktion og øgning i fysisk aktivitet (4923) . Livsstilsinterventioner generelt På trods af at mange typer livsstilsbaserede vægttabsindsatser er effektive til at opnå en lavere vægt på kort sigt, skal det pointeres at kun ganske få personer kan opretholde et betydende vægttab i det lange løb. Sundhedsstyrelsen fandt i deres systematiske litteraturgennemgang, at livsstilsindsatser med adfærdsændringer kombineret med øget fysisk aktivitet og en energi reduceret kost med henblik på vægttab resulterede i et gennemsnitligt varigt vægttab på 1,5 - 3,5 kg , målt efter 2 år (4923) . Et systematisk review og metaanalyse fandt 1.8 kg bevaret vægttab efter 2 år (6302) . Farmakologisk behandling Hvis der er indikation for et vægttab (jf. de overvægts-relaterede følgetilstande beskrevet ovenfor), og formodning om en vægttabsrelateret sundhedsgevinst kan farmakologisk behandling tilbydes som supplement til den motiverede patient, der ikke har tabt sig tilfredsstillende efter 3-6 måneder på non-farmakologisk behandling. Der foreligger dokumentation for effekten af op til 3,5 års farmakologisk behandling i kombination med kost- og livsstilsintervention (6305) . Disse studier viser, at selv vægttab på 3-5 kg fra udgangsvægten nedsætter risikoen for udvikling af type 2-diabetes og det metaboliske syndrom (734) . Denne effekt ses både ved farmakologisk og non-farmakologisk behandling af overvægt. Har patienten ikke opnået et vægttab på 5 % af udgangsvægten efter 12 uger, bør den farmakologiske behandling seponeres. Der er i 2022 publiceret et studie udført med børn, mellem 12-18 år, som fandt at farmakologisk-kombineret med non-farmakologisk behandling medførte et vægttab på ca. 15 % af udgangsvægten (6306) , men der er endnu ikke dokumentation for effekt af farmakologisk behandling af overvægt eller svær overvægt hos børn yngre end 12 år. SELECT studiet viste, at behandling med Semaglutid 2,4 mg/uge hos patienter med etableret hjertekarsygdom (men ikke type 2-diabetes), reducerede forekomsten af MACE og all-cause mortality (NNTT i 3½ år hhv. 65 og 106). Det er fortsat til debat hvilken plads semaglutid eller andre GLP-1 analoger skal have i behandlingen af patienter med kendt hjertekarsygdom og svær overvægt. Foreløbig er der ingen studier som har undersøgt om behandling af patienter, i medium eller lav kardiovaskulær risiko, påvirker risikoen for kardiovaskulær sygdom. Farmakologisk behandling af svær overvægt opdeles sædvanligvis i anoreksika og Malabsorptiva . Anoreksika nedsætter appetitten. Semaglutid (2,4 mg) er et anoreksikum af gruppen glucagon-lignende peptid-1 receptor agonister (GLP-1ra) og tages som én subkutan injektion ugentligt. Der er lavet en række randomiserede kliniske studier, som belyser effekten af semaglutid som vægttabsmedicin - STEP-studierne (A quick guide to the STEP trials), hvor det længste har opfølgning på ca. 40 måneder (6305) . Samlet har disse studier vist, at semaglutid i kombination med livsstilsintervention (non-farmakologisk behandling) giver vægttab på op til 15 % af udgangsvægten efter 40 ugers behandling. Ser man på, hvor mange som taber sig ≥ 15 % af deres udgangsvægt, har et studie fundet, at halvdelen af de patienter, som fik semaglutid reducerede vægten ≥ 15 %, mens det var 7 % blandt dem, der fik placebo (5896) (5897) (5898) . Liraglutid (3 mg) er et anoreksikum af GLP-1ra gruppen, og tages som én subkutan injektion dagligt. Der foreligger studier på op til 3 år, der viser et placebo-fratrukket vægttab på 4-6 kg (5-6 %) efter 1 år og 4,3 % efter 3 år (4593) (4928) . Et års data viser, at 33 % opnår et vægttab på mere end 10 % (mod 11 % i placebogruppen), og at efter 3 år opnår ca. 25 % dette. Anoreksika reducerer risikofaktorer for følgesygdomme (2664) (4589) , men der savnes langtidsstudier. Et tredje middel i denne gruppe er et kombinationspræparat bestående af opioidantagonisten naltrexon og antirygemidlet bupropion. Denne kombination nedsætter fødeindtaget og giver efter ét års behandling et placebo-fratrukket vægttab på 5-6 % af udgangsvægten svarende til 5-6 kg. Efter ét års behandling opnår ca. 35 % et vægttab på mere end 10 %, mens ca. 20 % opnår dette i placebobehandling (3528) (3529) . Malabsorptiva virker ved at nedsætte fødeoptaget i tarmen. Orlistat er det eneste middel i den gruppe, og orlistat begrænser fedtoptagelsen i tarmen ved hæmning af mave-tarm-kanalens lipaser. Efter 1 års behandling med orlistat (120 mg x 3 dgl.) er vægttabet 2,5-3,5 kg større sammenlignet med placebo (4922) . Et studie med orlistatbehandling (120 mg x 3 dgl.) i 4 år viste et vægttab på 2,2-2,8 kg sammenlignet med placebo. I dette studie var behandling med orlistat associeret med en 37 % reduktion i udviklingen af type 2-diabetes (734) . Præparatvalg Semaglutid (2,4 mg ugentligt) er vist at medføre vægttab på 14-15 % af udgangsvægten, liraglutid (3 mg dagligt) på 10 %. Naltrexon og bupropion (2 tbl. X 2 dgl.) op til 5-7 % og orlistat (120 mg x 3 dgl.) på 5 % (4929) . Liraglutid og semaglutid skal tages som en subkutan injektion, og de to andre stoffer tages som tabletter. Valget af præparat må tages under hensyntagen til patient præference, effekten, bivirkninger, kontraindikationer og prisen. Der foreligger ingen konsensus om, hvilket præparat der skal være førstevalg, så det må indtil videre bero på en individuel vurdering mellem patient og læge. Hos patienter med hjertekarsygdom overvejes semaglutid dog som førstevalg. Som udgangspunkt frarådes kombination af flere præparater grundet manglende evidens og øget risiko for bivirkninger. Orlistat er også markedsført i en svagere receptfri håndkøbsversion på 60 mg. Med denne dosis opnås ca. ⅔ af vægttabseffekten i forhold til den dobbelte receptpligtige dosis (4594) . Bivirkningerne er lidt svagere for 60 mg tabletterne i forhold til 120 mg tabletterne (se disse). Orlistat 60 mg anbefales indtil videre kun anvendt i 6 mdr., hvorefter patienten anbefales at henvende sig til egen læge mht. den videre behandling. Kirurgisk behandling Hvis non-farmakologisk og farmakologisk behandling ikke er tilstrækkelig i forhold til. at opnå de ønskede sundhedsmæssige effekter, er kirurgisk behandling et alternativ blandt personer med den sværeste overvægt. I Danmark tilbydes gastrisk bypass og sleeve gastrectomi, begge udført laparoskopisk. Det maximale vægttab opnås ca. 2 år efter operationen og er på 25-30 % af udgangsvægten svarende til 25-50 kg afhængig af udgangsvægten. Vægttabene er mere permanente end ved andre former for vægttabsbehandling. Observationsstudier tyder på, at det større vægttab medfører overbevisende effekt på komplikationer som type-2 diabetes , hjerte-kar-sygdom og søvnapnø samt en reduktion i den øgede dødelighed ved...)
Alkoholafhængighed (...ved alkoholforgiftning. En stabilisering ved behandlingen af abstinenser, og en livsstilstilpasning mhp at patienten får et liv med mindst mulig alkohol. Alle 3 faser skal adresseres sufficient. Fx er en insufficient abstinensbehandling en forløber for, at patienten genoptager sit alkoholforbrug (for at dæmpe abstinenserne), og derudover kan krampetærskelen sænkes. Det er vigtigt at få patienterne undersøgt for ko-morbide tilstande. De optræder hyppigt, dels somatiske og dels psykiske (især depression , angst og personlighedsforstyrrelser). Psykiatriske lidelselser interagerer med behandlingen af afhængighed og skal adresseres sideløbende. Det er vigtigt at erkende, at behandlingen af den ko-morbide tilstand hyppigt ikke kan stå alene, når der er tale om afhængighed. Men hvis den co-morbide tilstand ikke bringes under kontrol, er risikoen for recidiv betydeligt større. De bedste behandlingsresultater opnås, hvis behandleren mestrer behandlingen af både den psykiske lidelse og afhængighedstilstanden (National Klinisk Retningslinje: Udredning og behandling af personer med samtidig alkoholafhængighed og psykisk lidelse ). Livsstilstilpasningen af afhængigheden består af et forløb med en struktureret terapiform, fx kognitiv adfærdsterapi. Nogle patienter er glade for selvhjælpsgrupper, som både findes i det offentlige behandlingsregi, og i form af Anonyme Alkoholikere. Hvis det lykkes at holde patienten recidivfri i et år, samtidig med at patientens sociale, fysiske og psykiske tilstand rettes op, er prognosen i forhold til recidivfrihed bedre. Den farmakologiske behandling af alkoholafhængighedssyndromet omhandler den akutte behandling af følgetilstande (abstinenser), midler der nedsætter trangen til alkohol (anticravingmidler) samt forebyggende behandling med disulfiram . Patienter der i starten ønsker at være sikre på ikke at få tilbagefald, kan tilbydes disulfiram. Samtidigt bør patienterne informeres om anden medicinsk behandling af alkoholafhængighed. Normal praksis er kun at give et trangdæmpendemiddel ad gangen. Præparatvalg Sundhedsstyrelsen har i november 2018 udsendt opdaterede Nationale kliniske retningslinjer for behandling af alkoholafhængighed (3117) . De kliniske retningslinjer er forældede og skal revurderes. I retningslinjerne tages der stilling til, hvordan de 4 godkendte lægemidler til behandling af alkoholafhængighed ( acamprosat , disulfiram , nalmefen og naltrexon ) indbyrdes forholder sig til hinanden for personer, som ønsker afholdenhed/reduktion af alkoholforbrug. Det slås fast, at medikamentel behandling skal gives sammen med struktureret samtalebehandling. Der er kun svag evidens for forslagene i retningslinjerne. Alkoholafhængige, der ønsker længerevarende afholdenhed, bør tilbydes acamprosat eller naltrexon før eller i kombination med disulfiram. Alkoholafhængige, der ønsker reduktion i alkoholforbruget, bør tilbydes naltrexon i stedet for acamprosat eller nalmefen. For personer, der har et storforbrug af alkohol, vil en reduktion af forbruget medføre en reduktion i omfanget af alkoholrelaterede skader - selvom forbruget evt. stadig ligger over det anbefalede. Stoffer der modvirker alkoholtrang Acamprosat . Langvarig alkoholindtagelse medfører en nedregulering af GABA-(Gaba Amino Buturic Acid) systemet, et hæmmende system, med potentielt øget rastløshed til følge. Acamprosat stimulerer GABA-systemet og har desuden en specifik hæmmede virkning på NMDA-receptoren, et stimulerende system. Der foreligger placebokontrollerede studier med omkring 4.000 deltagende patienter, og stoffet har dokumenteret effekt på følgende effektmål: Total afholdenhed Antal afholdende dage Varighed af afholdenhed Fastholdelse i behandling. Prædiktive faktorer for positivt behandlingsresultat er stor grad af trang og samtidige angstsymptomer. Stoffet kan tilbydes patienter, der er i behandling for alkoholafhængighed, og gives op til 1 år. Som med andre psykofarmaka bør man aftale en aftrapning med patienten. Behandling kan starte umiddelbart efter abstinensbehandling. Det bør på forhånd nøje drøftes med patienterne, om de er villige til at følge behandlingen. Acamprosat kan suppleres med disulfiram, hvis der er problemer med craving, uro og høj risiko for impulsive tilbagefald, som ikke dæmpes nok af acamprosat i sig selv. Patienten understøttes på denne måde af den ydre kontrol fra antabus. Der skal tages hensyn til patientens leverstatus og kognition i forbindelse med risiko for at drikke under medicinering med antabus. Det er vist, at en kombination af stofferne er mere effektiv end hver af stofferne for sig (186) og resulterer i færre alkoholrelaterede indlæggelser (270) . Naltrexon er en opioidantagonist (kompetitiv antagonist til hovedsageligt my- og i mindre grad kappa-receptorerne), der modvirker den belønnende effekt af alkohol, der medieres gennem my-receptorerne. Den antagonistiske virkning på kappa-receptorerne spiller muligvis også en rolle, særligt ved kronisk alkoholafhængighed, hvor den hæmmende kappa-receptor tonus er opreguleret (5708) . Et Cochrane review fra 2010 (1860) viste, at naltrexon reducerede risikoen for recidiv og var med til at fastholde patienterne i behandling. Endvidere nedsætter naltrexon antal dage med stor alkoholindtagelse og craving. Det er uklart, om naltrexon har effekt i langtidsbehandling. Naltrexon synes mest effektivt til behandling af patienter med tidlig debut, dvs. før det 25. år, af alkoholafhængighedssymptomer, samtidigt med, at der ofte er en mere tydelig familiær disposition hos denne gruppe patienter. Det er vigtigt, at ordinerende læge er opmærksom på eventuelt brug af opioider (også i form af codein), idet naltrexon kan mindske eller forhindre effekten af opioider og dermed udløse abstinenssymptomer og evt. smerter. Endvidere kan indgift af store doser opioider med lang halveringstid (fx methadon) eller i depotformulering til personer i naltrexonbehandling medføre respirationsdepression og livstruende opioidforgiftning, når blokaden ophører. Hos personer i substitutionsbehandling med methadon eller buprenorphin vil naltrexon således ikke være en mulighed. Opioidblokkere må ikke anvendes ved samtidig opioidbaseret smertebehandling, da de kan udløse smertegennembrud. Hos personer med opioidinduceret tolerance kan de desuden fremkalde opioidabstinenssyndrom. Patienten bør bære et kort på sig, der anfører, at vedkommende er i naltrexonbehandling. Nalmefen påvirker ligeledes det centrale opioidsystem. Det er en invers agonist til my-receptoren, en svag partiel agonist til kappa-receptoren og en antagonist til delta-receptoren (dog med lav affinitet). Det inddrager således flere af opioidreceptorerne end naltrexon i sin virkningsprofil og ændrer derfor dynamikken mellem de forskellige opioid-receptorer. Patienten bør bære et kort på sig, der anfører, at vedkommende har fået ordineret nalmefen og kan være under påvirkning af stoffet. Det bør desuden sikres, at patienten er klar over vigtigheden af at oplyse tidspunktet for sidste indtag af nalmefen, hvis behandling med opioid bliver nødvendig. Disulfiram Disulfiram er en enzymhæmmer, der hæmmer alkohols nedbrydning på overgangen fra acetaldehyd til eddikesyre. Hvis der drikkes alkohol, fremkaldes en akut acetaldehydforgiftning. Der er store individuelle forskelle i tolerancen, ligesom størrelsen af disulfiramdosis har betydning. Ved normal disulfiramdosering er ca. 2 g alkohol nok til at udløse en let, men mærkbar reaktion. Reaktion kan dog ses efter indtagelse af mindre end 2 g alkohol. Skal anvendes med forsigtighed ved fremskreden leverlidelse. Behandlingen skal opvejes mod den leverlidelse, der er forårsaget, og evt. forværres, af et aktivt alkoholmisbrug. Bivirkninger og toksisk effekt af disulfiram er dosisafhængig og relateret til allerede etableret alkoholisk leversygdom og lavt serum albumin, som medfører øget fri mængde af metabolitter. Der bør derfor iværksættes test af lever og nyreparametre samt ses efter tegn på immunreaktion inden opstart af behandling. I sjældne tilfælde (1 af 30.000 behandlede pr år) ses fatal hepatitis, som ikke er dosisafhængig. Endvidere ses i sjældne tilfælde psykoser, konfusionstilstande, epileptiforme kramper samt perifer neuropati og optisk neuritis, som er dosisafhængig (5706) (5707) . Disulfiram er kun indiceret hos patienter, som ønsker total afholdenhed. Hvis dette holdes for øje, bliver disulfiram mere opfattet som en støtte end en frihedsberøvelse. Patienter med alkoholafhængighed kan som regel slippe disulfiram gradvis efter ca. 1 år, men mange ønsker at fortsætte i længere tid af hensyn til deres personlige tryghedsfølelse. Andre tager stoffet i perioder, hvor de skønner faren for tilbagefald øget. Virkning af alkohol efter indtagelse af disulfiram. Ved svag reaktion forekommer ansigtsrødme, hjertebanken, pulsacceleration, hurtig respiration, pulserende hovedpine. Ved middel reaktion forekommer kvalme, opkastning, bleghed, hypotension. Ved kraftig reaktion forekommer besvimelse, stærkt blodtryksfald og kollaps, i sjældne tilfælde hjertestop. Behandling af kraftig reaktion er lejring med hovedet lavt. I tilfælde af truende kredsløbskollaps, blodtryksfald mv. gives tillige dopamin i.v. under overvågning. Lettere reaktioner afsvækkes af antihistaminika . Der foreligger kun få randomiserede studier over stoffets effektivitet, men konklusionen er, at skal det gives, bør det være under kontrollerede former. SSRI Selvom serotoninsystemet er involveret i alkoholafhængighed, er der i dag ingen dokumentation for effekt af SSRI på selve alkoholafhængigheden. Derimod er stofferne effektive til behandling af depression- og angstsygdomme, som er hyppige ledsagefænomener hos alkoholafhængige, og præparaterne tåles godt af disse patienter. Revurdering af behandling Ved behandling med disulfiram bør der følges med kontrol af leverfunktion ALAT/ASAT og gammaglutamyl enten ved egen læge eller hos læge i rusmiddelcenter i 3 mdr efter behandlingstart eller efter vurdering. Ved opstart bør man hos ældre personer være opmærksom på mulig langsom metabolisme og nedsat udskillelse, hjerte og leversygdomme og kognitive probleme. Polyfarmaci hos ældre patienter giver større risiko for interaktioner og utilsigtede bivirkninger. Hvis der er kognitive og eller hukommelsesproblemer kan den ældre være mere udsat for accidentiel eller vanemæssig alkoholindtagelse og det bør derfor vurderes om det er sikkert at udskrive disulfiram til den enkelte. Disulfiram i sig selv kan forværre en dementiel tilstand. Nedsat lever- og/eller nyrefunktion Kontraindikationer ved nedsat leverfunktion Acamprosat Ikke kontraindiceret ved nedsat leverfunktion. Disulfiram Ikke kontraindiceret ved nedsat leverfunktion (kan anvendes med forsigtighed og evt. nedsat dosis). Nalmefen Kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion ( Child-Pugh C ). Naltrexon Kontraindiceret ved stærkt nedsat leverfunktion. Kontraindikationer ved nedsat nyrefunktion Acamprosat Kontraindiceret ved stærkt nedsat nyrefunktion (GFR < 30 ml/min). Disulfiram Ikke kontraindiceret ved nedsat nyrefunktion (obs. på evt. lavt S-albumin medførende øget mængde frit aktivt stof). Nalmefen Kontraindiceret ved stærkt nedsat nyrefunktion (GFR 30 ml/min Naltrexon Kontraindiceret ved stærkt nedsat nyrefunktion. Se i øvrigt præparatbeskrivelserne. Graviditet Alkohol er vist at have en klar teratogen effekt. Stofferne til behandling af alkoholafhængighed anbefales generelt ikke til gravide. I den kliniske hverdag må man derfor opveje de to risici over for hinanden. Hvis den gravide tidligere har været i farmakologisk behandling for alkoholafhængighed med god effekt, og hvis det har vist sig, at seponering af stofferne har medført recidiv, bør den farmakologiske behandling anbefales at fortsætte efter en grundig orientering om fordele og ulemper ved behandlingen. Ligeledes bør det overvejes at starte medikamentel behandling hos patienter med et nyopstået alkoholafhængighedssyndrom som uundgåeligt er forbundet med indtagelse af store doser alkohol ved...)
Herpes simplex virus (virusinfektioner) (...Ved kliniske recidiver hos immunkompetente personer har såvel topikal som systemisk behandling relativ beskeden effekt. Hvis behandlingen indledes ved symptomdebut, reduceres sygdomsvarigheden med 1-3 døgn, mens topikal behandling kun reducerer varigheden med i gennemsnit ½ døgn (herpes labialis). Det mest effektive er en 1-dags intensiv oral behandling, som giver bedre compliance, er billigere og dokumenteret lige så effektiv som de traditionelle 5 dages behandlinger. Se tabel (4596) (4597) , der giver forslag til behandling, men generelt gælder, at der ikke er sikre forskelle på de tre præparater, så pris og antal doseringer vil være afgørende for valg. Tabel 1. Behandlingsforslag ved HSV-infektion hos immunkompetente personer. Behandling af udbrud Profylakse Herpes orofacialis rekurrente tilfælde Valaciclovir 2 g x 2 i 1 dag Valaciclovir 0,5 g-1 g x 1 Herpes genitalis første episode Valaciclovir 1 g x 2 i 10 dage Herpes genitalis rekurrente tilfælde Famciclovir 1 g x 1 Valaciclovir 0,5 g x 1 Herpes encephalitis Aciclovir 10 mg/kg i.v. x 3 i 21 dage Herpes meningitis (HSV-2) Aciclovir 10 mg/kg i.v. x 3 i 1 døgn Derefter valaciclovir 1g x 3 i 7 dage Neonatal herpes infektion Aciclovir 20 mg/kg i.v. x 3 i 21 dage Ved hyppige generende HSV-recidiver (> 8 pr. år) nedsætter profylaktisk behandling med aciclovir, valaciclovir eller famciclovir recidiv-frekvensen med en faktor 5 ved herpes genitalis; mens effekten er noget mindre ved orofaciale recidiver. Præparatvalg afhænger af pris og ønsket doseringshyppighed (tabel 1). Den profylaktiske behandling seponeres med 1-2 års mellemrum for at se, om der fortsat er aktivitet, idet der over tid er et spontant fald i hyppighed og sværhedsgrad af herpes udbruddene. Livstruende infektioner som neonatal herpes, herpes encefalitis samt alvorlige infektioner hos immundefekte patienter behandles med aciclovir i.v., og det er afgørende, at behandlingen institueres hurtigst muligt (tabel 1). Revurdering af behandlingen Ved manglende effekt må diagnosen overvejes med baggrund i klinik og virologiske fund. Serologi har ingen plads i den diagnostiske udredning. Graviditet Primær herpes genitalis allersidst i graviditeten medfører stor risiko for neonatal smitte, hvorimod recidiverende herpesudbrud kun udgør en meget lille smitterisiko for den nyfødte. Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi anbefaler (235) ved førstegangsudbrud af herpes genitalis at behandle med aciclovir 200 mg x 5 i 5 dage. Ved førstegangsudbrud efter 34. graviditetsuge overvejes elektivt sectio. Ved...)
Viral hornhindebetændelse (...Ved overfladiske infektioner appliceres salve. Ved dybere infektioner gives tillige systemisk behandling. Behandling med aciclovir øjensalve fortsættes i mindst 3 døgn efter symptomophør. Hvis øjensalve ikke kan skaffes, anvendes istedet aciclovir systemisk. Patienten har ofte haft flere recidiver og er selv bekendt med diagnosen. Behandling kan startes på mistanke og efterfølgende henvises til endelig bekræftigelse af diagnosen hos øjenlæge. Steroid er kontraindiceret, undtagen ved den sjældne stromale form. Herpes zoster keratitis ved zoster ophthalmicus (vesikler, punktat eller nummulat) behandles med valaciclovir systemisk. Iritis efter herpes zoster behandles med lokal steroid og cycloplegi under systemisk valaciclovirdække. Ved zoster i 1. trigeminusgren forekommer hyppigt purulent conjunctivitis på grund af bakteriel superinfektion. Man skal her behandle med antibiotika lokalt. Præparatvalg Aciclovir øjensalve 5 gange dagligt. Hvis øjensalve ikke kan skaffes samt ved dybere infektioner gives tillige systemisk behandling; ved herpes simplex valaciclovir 1 g 3 gange dgl. i 7 dage eller aciclovir 400 mg 5 gange dgl. i 7 dage. Ved...)
Endometriose (...Ved mistanke om endometriose hos en yngre kvinde er førstevalg af behandling p-piller med et monofasisk præparat med lavdosis østrogen kombineret med gestagen. Af hensyn til risikoen for venøs tromboemboli vil præparater med 2. generations gestagen være at foretrække, se kombinationspræparater (oversigt) . Behandlingen gives kontinuerligt, hvor der enten fast hver 3. måned eller ved gennembrudsblødning holdes pause med behandlingen i 4-5 dage, hvorefter behandlingen genoptages. Herved fremkaldes en bortfaldsblødning, som efterfølgende stopper gennembrudsblødningerne. Der kan også behandles med gestagen i et kontinuerligt regime, fx ved kontraindikation mod p-piller. Der ses ofte god effekt af desogestrel (75 mikrogram dgl.) (OBS: Off-label indikation ) (5020) (5021) (5022) . Alternativt kan forsøges medroxyprogesteronacetat (5-15 mg dgl.) eller dienogest (2 mg dgl.), se gestagener mod endometriose . Særligt medroxyprogesteronacetat kræver ofte højere doser for at opnå god effekt på smerter. Et godt alternativ er lokal behandling med kontinuerligt intrauterint gestagen . Flere studier har vist en effektiv smertelindrende effekt af gestagenspiral, især hos kvinder med rektovaginal endometriose eller adenomyose. Ved utilstrækkelig effekt viser klinisk erfaring, at gestagenspiralen kan kombineres med p-piller eller systemisk gestagen. Der er de senere år tilkommet nye, lidt mindre, gestagenspiraler, der passer bedre til uterinkaviteten hos unge nulligravidae. Disse afgiver mindre gestagen i forhold til den oprindelige gestagenspiral og der foreligger endnu ingen data til belysning af behandlingseffekten ved endometriose. Gestagenspiral og oralt gestagen kan anvendes til kvinder i alle aldre. Hvilken af ovennævnte behandlinger, der vælges, må bero på et samlet skøn af behandlingsbehov sammenholdt med evt. andre helbredsfaktorer fx kontraindikationer mod p-piller eller udtalte bivirkninger. I klinisk praksis er den mest effektive behandling GnRH-agonister , om end randomiserede studier ikke har kunnet påvise nogen sikker forskel sammenlignet med kontinuert behandling med p-piller. GnRH-behandlingen kan fx gives som depotbehandling hver 4. eller 12. uge. Derved hæmmes sekretionen af LH og FSH fra hypofysen, og der induceres en medicinsk overgangsalder. På grund af det kraftige fald i ovariernes produktion af østrogen giver denne behandling ikke blot bivirkninger i form af klimakterielle gener, men på sigt også en øget risiko for afkalkning af knoglerne. Behandling med GnRH-agonister er derfor specialistbehandling. Behandling i mere end 4 måneder bør kombineres med add-back af lav-dosis, kontinuerligt østrogen-gestagen præparat for at kvinden ikke får østrogenmangel symptomer. Østrogen monoterapi bør aldrig anvendes til endometriose patienter, heller ikke i denne situation. GnRH-agonist behandling bør forestås på højt specialiseret niveau. Relugolix er en oral GnRH-antagonist, og siden december 2023 har relugolix i kombination med østrogen og gestagen været godkendt i Danmark til symptomatisk behandling af endometriose hos kvinder, der tidligere har været i medicinsk eller kirurgisk behandling for endometriose. Dette er baseret på studier, som har vist signifikant effekt af relugolix på endometrioserelaterede smerter overfor placebo (6487) . Der er foreløbig ikke publiceret studier, som har sammenlignet effekten af relugolix i forhold til p-piller, oralt gestagen eller gestagenspiral, som alle er væsentligt billigere behandlinger med veldokumenteret effekt. Kirurgisk behandling Formålet med den kirurgiske behandling er at fjerne eller destruere alt tilgængeligt endometriosevæv. Laparoskopisk fjernelse af endometriosevæv reducerer smerterne og øger formentlig også chancen for graviditet, og er indiceret hvor tolerabel hormonel behandling ikke har været tilstrækkelig effektiv. Indgrebet bør stile mod at være radikalt, men små elementer af endometriose kan unddrage sig peroperativ diagnose. Uden supprimerende hormonel efterbehandling vil man derfor hyppigt se recidiv. For at forebygge dette, vil man postoperativt tilbyde langtidsbehandling med monofasiske p-piller, gestagenspiral eller systemisk gestagen, hvis kvinden ikke har et aktuelt graviditetsønske. Patienter med svær endometriose, herunder infiltrerende endometriose i tarm eller urinveje, henvises til højt specialiseret behandling. Fertilitetsbehandling Hvis det primære behandlingsbehov skyldes uhonoreret graviditetsønske, bør patienten henvises til fertilitetsklinik med henblik på inseminationsbehandling eller IVF. Fertilitetsraten for IUI øges ved forudgående kirurgi med excision af peritoneal endometriose. Ved IVF-behandling vil man omvendt se, at resektion af endometriosecyster (endometriomer) nedsætter follikelreserven. Derfor bør indikationen for indgreb ved...)
Demens (...Ved demens skal den bagvedliggende sygdom altid søges fastlagt. Symptomer Alzheimers sygdom er oftest karakteriseret ved en snigende debut af fremadskridende betydelig hukommelsessvækkelse og nedsat overblik, sproglige problemer og rum-retningsforstyrrelser, der medfører funktionstab. I alle faser af sygdommen (selv i tidlige faser) kan der opstå adfærdsforstyrrelser (Behavioral and Psychological Symptoms of Dementia, BPSD) så som apati/nedsat initiativ, depressive symptomer, aggression, vrangforestillinger eller hallucinationer. Ved Lewy Body demens og demens ved Parkinsons sygdom er de kognitive symptomer oftest fluktuerende (fra dag til dag, evt. time til time) og der forekommer ekstrapyramidale symptomer (langsomme bevægelser, stivhed, tremor) tidligt i forløbet samt lav konfusionstærskel herunder lav tærskel for delir, visuelle hallucinationer, REM-søvnforstyrrelser, autonome forstyrrelser og udtalt sensitivitet overfor antipsykotika. Diagnosen ICD-10 kriterierne for demens kræver, at der objektivt kan konstateres en signifikant nedsat hukommelse i forhold til alder og uddannelse. Samtidig skal mindst en anden kognitiv funktion (fx sprog, rumretningssans eller tænkning) være påvirket, og de kognitive deficit skal påvirke ADL (Activities of Daily Living)-funktioner. Det skal dog nævnes, at patienter i praksis kan have demens uden påvirkning af hukommelsen. Patienten må ikke være delirøs, og tilstanden skal have varet i mindst 6 måneder. Andre årsager til kognitive forstyrrelser, herunder anden sygdom, mangeltilstande, delir, depression samt alkohol- eller medicinbivirkninger skal udelukkes. Alzheimer-diagnosen stilles formelt på grundlag af diagnostiske kriterier for demens (ICD-10 eller DSM-5) samtidig med typiske symptomer på Alzheimers sygdom (831) (832) . Neurodegenerative sygdomme er fremadskridende sygdomme. MCI (Mild Cognitive Impairment) er et begreb, der dækker over patienter med lettere hukommelses- /kognitive problemer, hvor ICD-10 kriterier for demens ikke er opfyldt, fordi ADL-funktionerne ikke eller kun i meget lille grad, er påvirkede. MCI kan være udtryk for en begyndende neurodegenerativ demenssygdom og biomarkører kan bestyrke mistanken herom (se afsnittet Undersøgelser). Idet MCI kan forårsages af mange andre sygdomme (nogle behandlelige og reversible), er grundig udredning vigtig - også i denne patientgruppe. For Lewy Body demens og demens ved Parkinsons sygdom gælder andre, specifikke diagnostiske kriterier (1157) . Undersøgelser Der bør tages blodprøver (som minimum: rødt blodbillede, trombocytter, leukocytter, kreatinin, Na, K, Ca, glucose, albumin, ALAT eller ASAT, TSH, cobalamin, folat, SR/CRP) (833) (1294) , ekg og CT- eller MR scanning af hjernen. Sigtet med disse undersøgelser er primært at undersøge for medicinske tilstande (ofte behandlelige og reversible), der kan give et demenslignende billede, og kan normalt iværksættes af egen læge. Der skal også altid foretages en vurdering af kognitive funktioner som minimum med en kort kognitiv test. Der kan i sekundærsektor være behov for supplerende undersøgelser som for eksempel neuropsykologisk undersøgelse, lumbalpunktur med undersøgelser af bl.a. Alzheimermarkører (β-amyloid, total Tau og fosforyleret Tau), måling af hjernens metabolisme eller kortikal beta-amyloidaflejring med PET-scanning samt dopaminaktivitet i basalganglierne (PET eller SPECT scanning) (2854) , foruden neurologisk undersøgelse og psykiatrisk vurdering. Diagnosen bør som udgangspunkt hvile på sygehistorien. Man kan med fordel konsultere følgende i forhold til undersøgelsesmetoder ved demens: Diagnosekriterier for demens og demensgivende sygdomme . Gradsinddeling af demens Sværhedsgraden af demens har betydning for valg af præparat. I henhold til ICD-10 inddeles demens i 3 sværhedsgrader: Let demens : Sygdommen påvirker evnen til at udføre dagligdags aktiviteter, men patienten er stort set selvhjulpen eller klarer sig med ganske let støtte. Moderat demens : Patienten kan ikke klare sig uden hjælp fra andre. Svær demens : Tilstanden kræver kontinuerlig pleje og overvågning. Mini-Mental State Eksamination-skalaen (MMSE) kan være vejledende til at vurdere sværhedsgraden af demens, men det er den samlede kliniske vurdering, der ligger til grund for gradsinddelingen. Ved let demens er MMSE-scoren oftest over 20 point, ved...)
Epilepsi hos børn (...ved sent iværksat behandling. Den afgørende forudsætning for et vellykket behandlingsforløb er en grundig information til barn og forældre om formålet med den medicinske behandling: anfaldsfrihed/-reduktion, færrest mulige bivirkninger og prognose, herunder risiko for påvirkning af barnets kognitive evner, som følge af anfaldene. Det er nødvendigt for barnets og forældrenes forståelse og accept af behandlingsprincippet, at de oplyses om, at afprøvning af flere forskellige præparater i prioriteret rækkefølge kan være nødvendig med stigende doser indtil anfaldsfrihed eller bivirkningsgrænse. Der oplyses om, at det, hvis der på trods af relevant valgt behandling ikke opnås anfaldsfrihed, kan være nødvendigt med revurdering af diagnose og evt. henvisning til specialiseret afdeling. Der anbefales anvendelse af anfaldskalender og doseringsæske. Overvejelse om compliance er vigtig ved anfaldsgennembrud og bestemmelse af serum-værdi af medicin i blodet kan være nyttig. Hvis barnet er anfaldsfrit på behandlingen, kan seponering, afhængig af ætiologi og epilepsisyndrom, forsøges efter 2 års anfaldsfrihed. Overordnet vil omkring 1/3 kunne behandles, så de ikke har anfald og kan udtrappes af medicin, 1/3 vil kunne blive anfaldsfri, men stadig skulle have medicin, og 1/3 vil fortsat have anfald, være medicinsk behandlingsrefraktære. Risikoen for recidiv afhænger af ætiologi og er formentlig størst ved visse genetiske typer af epilepsi, strukturelle/metaboliske typer af epilepsi, ved påvirket psykomotorisk udvikling, anfaldsdebut før 2-års-alderen og efter 12-års-alderen samt fortsatte generaliserede EEG-abnormiteter ved seponeringsforsøg. Nationale kliniske retningslinjer National behandlings- & Visitationsvejledning for epilepsi 2022 Præparatvalg De forskellige typer af epilepsi klassificeres på basis af ætiologi, anfaldsbeskrivelser og elektroklinisk syndrom. Der skelnes mellem fokale og generaliserede anfald. Dette er vigtigt for valg af behandling, se tabel 1. For uddybende vejledning, se Nice guidelines (2055) og National NBV for epilepsi (6361) . Tabel 1: Behandlingsvalg ved forskellige epilepsi-anfaldstyper Kilde: https://epilepsi-nbv.dk . Til generaliserede typer af epilepsi er valproat førstevalg til mange anfaldstyper. Imidlertid frarådes valproat til piger/kvinder i den fødedygtige alder pga. risiko for teratogen effekt og for udvikling af polycystisk ovariesyndrom. Førstevalg kan også være lamotrigin, som har en for mange mere hensigtsmæssig bivirkningsprofil. Lamotrigin kan dog forværre myoklonier. Af hensyn til bivirkningsprofilen kan bl.a. også levetiracetam afprøves før valproat. Ethosuximid virker ikke mod generaliserede tonisk kloniske anfald, men er velegnet til absencer. Ved fokal epilepsi er der flere ligestillede førstevalgsmuligheder, herunder levetirecetam, oxcarbazepin, carbamazepin, valproat og vigabatrin, vigabatrin dog primært ved infantile spasmer. Hos børn 3 minutter) eller tendens til ophobede anfald inden for samme døgn, kan benzodiazepiner anvendes. Disse gives som diazepam rektalt eller som midazolam bukkalt. Derimod bør denne behandlingsform ikke anvendes ved kortere anfald, da epileptiske anfald oftest stopper inden for 2-3 minutter. Bukkal midazolam og rektal diazepam er lige effektive, men bukkal administration anbefales til ældre børn af praktiske og sociale hensyn. Dosering Ved behandling af spædbørn og helt små børn må oftest anvendes oral opløsning eller opløselige tabletter. Hvis muligt hos ældre børn kan der være fordel i at anvende depotformuleringer, der også i nogle tilfælde kun skal doseres 1 gang om dagen. De fleste præparater skal optrappes langsomt over 4-8 uger for at undgå bivirkninger. Plasmakoncentrationsmålinger kan foretages for en række præparater, se tabel 1 i Antiepileptika . Foretages bedst som medicinfastende blodprøve morgen eller tidlig formiddag. Hos børn er der betydelig interindividuel variation i absorption og omsætningshastighed, hvorfor det er hensigtsmæssigt at kontrollere plasmakoncentrationen i begyndelsen af behandlingen samt under behandlingen ved fortsatte anfald for at vurdere, om plasmaniveauet ligger i det terapeutiske plasmaniveau - og herunder vurdere compliance. Et barn kan udmærket være anfaldsfri på en værdi, der ligger under det vejledende terapeutiske niveau. Ligeledes kan et barn være velfungerende, anfaldsfrit og bivirkningsfrit, selvom plasmaniveauet ligger over det øverste terapeutiske niveau. Bivirkninger De fleste antiepileptika kan påvirke børnenes kognitive funktion (sedation) og medføre adfærdsforstyrrelser. Påvirkning af den kognitive funktion ses hyppigst ved brug af topiramat og benzodiazepiner , mens adfærdsforstyrrelser (hyperaktivitet/impulsivitet) kan ses ved levetiracetam og GABAerge stoffer som phenobarbital, benzodiazepiner, gabapentin og vigabatrin . Hvis sådanne bivirkninger opstår, bør der foretages dosisjustering eller præparatskift. Oxcarbazepin kan medføre hyponatriæmi, som kan blive særligt udtalt ved samtidig behandling med desmopressin. Topiramat kan give vægttab, adfærdsforstyrrelser og ordfindingsproblemer. Disse bivirkninger mindskes betydeligt ved lille startdosis (0,2-0,5 mg/kg/døgn) og langsom optrapning (0,5-1,0 mg/kg/døgn) hver 14. dag. Der stiles mod en dosis på 2-9 mg/kg/døgn eller til klinisk effekt og lavest mulige dosis pga. risiko for kognitive bivirkninger. Topiramat kan give risiko for medfødte misdannelser og væksthæmning hos fosteret. Topiramat anbefales ikke til piger og kvinder i fertil alder, men bør kun anvendes, hvis andre behandlinger er ineffektive eller ikke tolereres. Graviditet skal udelukkes før behandling påbegyndes, der skal anvendes sikker prævention og behandlingen skal re-evalueres med patienten årligt (6362) . Valproat kan i sjældne tilfælde forårsage alvorlig leverskade. Dette er overvejende set hos børn < 2 år i polyterapi, og som har neurometaboliske stofskiftesygdomme (fx POLG1-mutationer). Det er vigtigt at orientere forældrene om symptomerne på leversvigt (gullig kulør, opkastning og evt. øget anfaldshyppighed). Der anbefales kontrol af trombocytter og leverfunktion i blodprøver før behandling og efter 1, 3 og 6 måneder. Denne bivirkning kan også ses efter lang tids behandling med valproat. Hyppigt forekommende bivirkninger er enuresis og vægtstigning. Der er risiko for hormonforstyrrelser (polycystisk ovariesyndrom) hos kvinden og medfødte misdannelser og neurologiske udviklingsforstyrrelser hos barnet ved brug under graviditet. Derfor frarådes valproat hos piger og kvinder i fertil alder (6363) . Valproatbehandling anbefales kun hvis andre behandlinger er ineffektive eller ikke tolereres. Graviditet skal udelukkes, før behandling påbegyndes, der skal anvendes sikker kontraception, og behandlingen skal re-evalueres med patienten årligt. Ifht. behandling af mænd er der risiko for neurologiske udviklingsforstyrrelser hos børn af fædre behandlet med valproat i 3 måneder inden befrugtning (6364) . Der bør informeres om behovet for effektiv prævention både hos dem, og hos en kvindelig partner mens de tager valproat og i 3 måneder efter behandlingens ophør. Behandlingen skal re-evalueres med patienten årligt. Vigabatrin kan medføre synsfeltindskrænkning, og jævnlig synsfeltkontrol er påkrævet. På trods heraf foretrækkes vigabatrin fortsat som førstevalg ved infantile spasmer. Det anbefales, at der udføres øjenlægeundersøgelse hver 6. måned på børn i behandling med vigabatrin. Denne bivirkning er sjælden hos børn, men øges med længere behandlingsvarighed. Beslutningen om anvendelse af præparatet må basere sig på overvejelser om fordele og ulemper ved brug af præparatet efter diskussion med forældrene. Lamotrigins alvorligste bivirkning er medikamentelt udslæt, som i sjældne tilfælde kan udvikle sig til Stevens-Johnsons syndrom. Risikoen herfor mindskes betydeligt ved langsom optrapning med en lav startdosis på 0,15 mg/kg/døgn ved...)
Diagnosticering af depressioner (...ved disse tilstande har antidepressiva ikke dokumenteret effekt. I ICD-10 klassifikationssystemet opdeles depression ud fra sygdomsforløbet i depressiv enkeltepisode samt tilbagevendende (periodisk) depression. Desuden forekommer en mere kronisk forstemning, som ikke opfylder kriterierne for depression, enten fordi symptomerne ikke er tilstrækkeligt udtalte eller fordi tilstanden svinger i intensitet, så den ikke er konstant til stede i mere end 14 dage. Denne tilstand betegnes dystymi. Dystymi vil typisk være til stede i mere end 2 år uden behandling. Se desuden brug af antidepressiva ved andre psykiske tilstande end depression . I almen praksis anvendes ofte Major Depression Inventory-spørgeskemaet (MDI) som supplement til diagnosticeringen og vurdering af hvor alvorlig depressionen er. Det er vigtigt at understrege, at diagnosen ikke alene kan stilles ud fra et spørgeskema, idet den skal baseres på en samlet klinisk vurdering, herunder somatisk udredning mhp. afklaring af differentialdiagnose eller somatisk komorbiditet. Diagnostikken kan være svær, da de symptomer, som indgår i depressionsdiagnosen også ses ved fx belastningsreaktioner og andre psykiske sygdomme og ved flere somatiske sygdomme, især hos ældre patienter. Derfor anbefales det at stille diagnosen ved et grundigt interview, fx fordelt over mindst to konsultationer (2535) (2783) (3496) (6604) (6605) . Derved tages der hensyn til, at symptomerne kan være fluktuerende over tid, og at symptomernes fremtræden kan være vage eller ukarakteristiske, specielt hvad angår stemningsleje. Interview med pårørende er væsentlige, bl.a. for at kortlægge ændringer i funktionsevnen. Tabel 2 . Major Depression Inventory (MDI) Nedenstående spørgsmål handler om, hvordan du har haft det gennem de sidste 2 uger Hvor stor en del af tiden: Hele tiden Det meste af tiden Lidt over halvdelen af tiden Lidt under halvdelen af tiden Lidt af tiden På intet tidspunkt 1. Har du følt dig trist til mode, ked af det? 5 4 3 2 1 0 2. Har du manglet interesse for dine daglige gøremål? 5 4 3 2 1 0 3. Har du følt, at du manglede energi og kræfter? 5 4 3 2 1 0 4. Har du haft mindre selvtillid? 5 4 3 2 1 0 5. Har du haft dårlig samvittighed eller skyldfølelse? 5 4 3 2 1 0 6. Har du følt, at livet ikke var værd at leve? 5 4 3 2 1 0 7. Har du haft besvær med at koncentrere dig, fx at læse avis eller følge med i fjernsyn? 5 4 3 2 1 0 8a. Har du følt dig rastløs? 5 4 3 2 1 0 8b. Har du følt dig mere stille? 5 4 3 2 1 0 9. Har du haft besvær med at sove om natten? 5 4 3 2 1 0 10a. Har du haft nedsat appetit? 5 4 3 2 1 0 10b. Har du haft øget appetit? 5 4 3 2 1 0 Anvendt som rating skala , er det summen af de 10 spørgsmål, der angiver graden af depression. For de punkter, hvor der er to svarkategorier (a) og (b), vælges højeste score. Teoretisk kan der opnås fra 0 (ingen depression) til 50 (maksimal depression) point. 20 svarer til HAM-D17 score på 18. Ved diagnosticering skal de tre øverste punkter, der afspejler kernesymptomerne på ICD-I0 depressionsdiagnosen, have været til stede det meste af tiden. Ledsagesymptomerne findes i de resterende syv punkter og skal have været til stede gennem de sidste to uger i over halvdelen af tiden. Skemaet kan findes på www.dsam.dk og omtales nærmere i referenceprogrammet for depression (1171) . Depressionsskalaer For at sikre en korrekt vurdering af depressionens sværhedsgrad anbefales at supplere diagnosen med en kvantitativ rating skala. Mest anvendt i almen praksis er ovennævnte MDI, som er et spørgeskema. Hamiltons depressionsskala (HAMD), der er et semistruktureret interview, hvor sværhedsgraden af symptomerne vurderes og scores inden for 17 punkter, er anvendelig, hvis man er fortrolig med den. HAMD17 er dog mindre nyttig til monitorering af behandlingseffekten, da den måler bivirkninger ved...)
Erektil dysfunktion (...ved medikamentel behandling af ED. Behandlingen er som regel effektiv (succesrate ca. 70 %), og den imiterer de fysiologiske forhold optimalt (erektion fremkaldes kun under samtidig seksuel stimulation - erektionen falder efter sædafgang). Man bør prøve et præparat flere gange inden, man afprøver et andet. Andetvalg er alprostadil eller kombinationspræparatet aviptadil/phentolamin som injektion. Erektion fremkaldes i løbet af 10-30 min. og varer indtil den farmakologiske effekt er klinget af. Alprostadil findes også som en urethral stift eller gel, der har noget lavere succesrate. Tredjevalg er magistrelt fremstillet alprostadil/phentolamin. Ved...)
Migræne og anden hovedpine (...vedpine. Medikamentel behandling af migræne omfatter anfaldsbehandling og forebyggende behandling (6672) . Ikke-medikamentel behandling Behandlingens trin er i det følgende kort skitseret: Information om årsagerne til migræne og mulighederne for behandling samt grundig undersøgelse så patienten føler sig tryg og ikke frygter at fejle noget livstruende, kan hos nogle patienter have en gavnlig effekt. Behandler bør identificere og reducere så vidt muligt disponerende faktorer som fx stress og depression/angst. Ligeledes bør behandleren identificere og så vidt muligt motivere patienten til at minimere udløsende faktorer, fx uregelmæssig levevis (bl.a. dårligt søvnmønster eller uregelmæssig fødeindtagelse) og indtag af provokerende fødeemner som rødvin og visse oste. Fysioterapi bør primært rettes mod instruktion i korrekte arbejdsstillinger, holdningskorrektion og instruktion i aktive hjemmeøvelser. Fysisk aktivitet formodes at have en gavnlig forebyggende effekt. Biofeedback terapi (EMG-vejledt afspændingstræning) har dokumenteret effekt ved migræne, men er ressourcekrævende og derfor ikke standardbehandling. Adfærdsterapi og kognitiv terapi (stress- og smertehåndtering) er sandsynligvis effektivt, men tilbydes kun i begrænset omfang i Danmark. Kontrollerede undersøgelser af effekten af akupunktur har givet divergerende, men overvejende positive, resultater med en beskeden effektstørrelse. Medikamentel anfaldsbehandling Der er ikke påvist sikker forskel i effekt mellem svage analgetika (paracetamol, NSAID og acetylsalicylsyre) alene eller i kombination med antiemetika og triptaner. Svage analgetika evt. kombineret med antiemetika er derfor førstevalg (6672) . Mange af de patienter, der har utilstrækkelig effekt af simple analgetika, har god effekt af triptaner (6672) . Patienter, der ikke har effekt af ét triptan, kan have effekt af et andet. Før effekt af triptaner kan udelukkes, bør patienten som tommelfingerregel have forsøgt 3 forskellige triptaner, hver på 3 forskellige anfald. Nogle patienter kan opnå øget effekt ved at kombinere triptan med et NSAID. Trinvis behandling som anført nedenfor. Man starter med de lægemidler der er anført i trin 1 og går videre til næste trin, hvis der ikke er tilstrækkelig effekt. Det anbefales at undersøge effekten på hvert trin ved mindst 3 migræneanfald, før man går til næste trin. Herved opnås den mest effektive, tilgængelige og prisbillige behandling (6672) . Trinvis behandling: Første trin består af et svagt analgetikum ( paracetamol , NSAID eller acetylsalicylsyre ) evt. kombineret med et antiemetikum. Disse præparater bør højst benyttes 14 dage pr. måned for at undgå medicinoverforbrugshovedpine. Det vides ikke med sikkerhed, om en kombination af svage analgetika er bedre end behandling med et enkelt medikament. Acetylsalicylsyre findes p.t. kun i kombination med caffein og anbefales højst 9 dage pr. måned for at undgå medicinoverforbrugshovedpine. Andet trin består af systematisk afprøvning af triptaner , evt. i forskellige administrationsformer (tabletter, injektion og næsespray). CGRP-antagonisten rimegepant kan overvejes ved manglende effekt af triptaner eller, hvis triptaner er kontraindicerede. Sekalealkaloider ( ergotamin ) bruges stort set ikke længere pga. risiko for alvorlige bivirkninger. Tabel 1 og 2. Anfaldsbehandling af migræne (6672) . Tabel 1. Anfaldsbehandling af migræne, første trin: Simple analgetika og antiemetika med påvist effekt ved anfaldsbehandling af migræne og foreslåede initiale doser. Disse præparater kan typisk tages 2-3 gange i døgnet. Analgetika Initial dosis Kvalmestillende Initial dosis Ibuprofen 400-600 mg Metoclopramid 10 mg Naproxen 500 mg Domperidon 10 mg Paracetamol 1.000 mg Treo 500/50 mg x 2 Treo og andre kombinations analgetika bør tages max. 9 dage per måned for at undgå medicinoverforbrugshovedpine. Tolfenamsyre (Migea) 200 mg kan også anvendes. Tabel 2. Triptaner som er tilgængelige i Danmark til behandling af migræneanfald. Er angivet i prioriteret rækkefølge i forhold til pris og effekt. Per 18. december 2024 er sumatriptan og rizatriptan de billigste triptaner til anfaldsbehandling af migræne og de eneste, der stadig har generelt tilskud. Hvis der ikke opnås tilstrækkelig effekt eller opstår bivirkninger ved brug af disse, kan der ansøges om enkelt tilskud til andre triptaner. En metaanalyse tyder på, at eletriptan er det mest effektive triptan. Sumatriptan og rizatriptan er placeret øverst i tabellen, da disse skal være forsøgt med utilstrækkelig effekt eller bivirkninger, før der kan søges enkelttilskud til de øvrige triptaner. Triptan Formulering Sumatriptan Tabletter 50 og 100 mg Næsespray 10 og 20 mg Subkutan injektion 6 mg Rizatriptan Tabletter og smeltetabletter 5 og 10 mg Eletriptan Tabletter 40 mg Zolmitriptan Tabletter og smeltetabletter 2,5 mg Almotriptan Tabletter 12,5 mg Frovatriptan Tabletter 2,5 mg Naratriptan Tabletter 2,5 mg Generelt: Migrænebehandling bør foretages tidligt i et anfald 'treat when mild', ved triptaner dog først efter evt. aurafase (6672) . Det anbefales, at man tillægger antiemetisk behandling til både trin 1 og 2 med tablet metoclopramid eller domperidon, hvis der er betydende kvalme. Opioider og stærke analgetika frarådes ved migræne, da effekten oftest er begrænset, og da brug medfører risiko for afhængighed og medicinoverforbrugshovedpine. Der er ofte bedre effekt af den medicinske behandling, hvis denne kombineres med ro og evt. søvn. Hvis patienten har vanskeligt ved at falde til ro, kan der gives hypnotika (fx 7,5 mg zolpidem), men dette bør ikke gives for hyppigt for at undgå afhængighed. Svage analgetika bør højst benyttes 14 dage pr. måned for at undgå medicinoverforbrugshovedpine. Triptaner og kombinationspræparater bør højst benyttes 9 dage pr. måned (6672) Præparatvalg Der er ikke påvist sikker forskel i effekten af svage analgetika. Præparatvalg afgøres derfor af pris og bivirkningsprofil. Blandt antiemetika anbefales metoclopramid tabletter. Der kan være betydelig forskel på, hvor godt den enkelte patient responderer på de forskellige triptaner. Patienter, der ikke har effekt af ét triptan, kan således have effekt af et andet. For præparatvalg af triptaner, se Triptaner . Anden administrationsform som injektioner eller næsespray kan også forsøges ved manglende effekt og svær kvalme/opkastninger. Rimegepant kan overvejes, men præparatet er langt dyrere end triptaner. Rimegepant har fået generelt klausuleret tilskud til følgende: ”Akut behandling af migræneanfald, iværksat af speciallæge i neurologi, hos patienter i optimal oral forebyggende behandling, og hvor behandling med simple analgetika (eventuelt kombineret med antiemetika) og mindst 3 triptaner (eventuelt kombineret med NSAID) har vist sig utilstrækkelige, er kontraindicerede eller ikke tolereres. Patienten må højst indtage 8 tabletter pr. måned, og behandlingen skal seponeres ved utilstrækkelig effekt på 3 forskellige anfald. Medikamentel forebyggende behandling Forebyggende behandling tilbydes for at reducere frekvensen eller sværhedsgraden af anfald. Denne behandling bør overvejes (6672) hvis: antallet af dage med migræne pr. måned er 4 eller højere der er dårlig effekt af anfaldsmedicin der er hyppige eller meget langvarige tilfælde af aura patientens livskvalitet er betydeligt forringet pga. migrænen. Behandlingens trin er i det følgende skitseret: Grundig information til patienten om formål, bivirkninger og realistiske forventninger til effekt er vigtig. Forebyggende præparater til episodisk migræne omfatter anti-hypertensiva (candesartan, metoprolol og propranolol), gepanter (atogepant og rimegepant), topiramat, amitriptylin. Forebyggende præparater til kronisk migræne omfatter anti-hypertensiva (candesartan, metoprolol og propranolol), atogepant, topiramat, amitriptylin, CGRP-antistoffer (eptinezumab, erenumab, fremanezumab og galcanezumab) og botulinum type A toxin. Candesartan eller β-blokkere bør normalt vælges som det første af disse præparater pga. størst evidens for effekt og en relativt gunstig bivirkningsprofil: Angiotensin II-antagonisten candesartancilexetil benyttes ofte som det første af disse præparater pga. en gunstig bivirkningsprofil. Der gives 8 mg x 1 i en uge, herefter 16 mg x 1. Eventuelt øgning til 24 mg x 1 i en uge herefter 32 mg x 1. Ved manglende effekt af denne dosis efter 1-2 måneder skal patienten trappe ud af behandlingen med 8 mg pr. uge (ikke-registreret dosering). Metoprolol depottabletter 50 mg x 1 stigende efter en uge til 100 mg x 1 evt. senere stigende til 200 mg x 1. Der er ofte behov for 100-200 mg dagligt. Propranolol depotkapsler 80 mg x 1 stigende med en uges interval til max. 240 mg x 1. Der er ofte effekt ved 160 mg dagligt. Tabel 3. Præparater til profylaktisk behandling af episodisk migræne (6672) TABEL 3. Forebyggende medicin mod episodisk migræne i prioriteret rækkefølge og rekommanderede doser. Prioritet Præparat Daglig dosis 1 Candersartan 8-32 mg Metoprolol 100-200 mg Propranolol 160-240 mg 2 Topiramat 100-200 mg 3 Atogepant 60 mg Rimegepant 75 mg hver 2. dag 4 Amitriptylin 30-70 mg Amitriptylin kan med fordel gives ved samtidig hyppig spændingshovedpine. Topiramat er kontraindiceret hos gravide og fertile kvinder uden meget sikker prævention pga. risiko for fosterskader. Atogepant og rimegepant er aktuelt dyre. Bemærk: CGRP-antistoffer har indikationen profylaktisk behandling af migræne hos voksne, der har mindst 4 migrænedage pr. måned. På grund af den høje pris anbefaler Medicinrådet imidlertid kun CGRP-antistoffer til profylaktisk behandling af kronisk migræne. Tabel 4. Præparater til profylaktisk behandling af kronisk migræne (6672) TABEL 4. Forebyggende medicin mod kronisk migræne i prioriteret rækkefølge og rekommanderede doser. Prioritet Præparat Daglig dosis 1 Candesartan 8-32 mg Metoprolol/propranolol 100-200 mg/160-240 mg 2 Topiramat 100-200 mg 3 CGRP-antistoffer* Eptinezumab 100 mg hver 12. uge Erenumab 140 mg hver måned Fremanezumab 225 mg hver måned eller 675 mg hver 3. måned Galcanezumab 240 mg som startdosis, herefter 120 mg hver måned Botulinum type A toxin 155-195 IE hver 12. uge Atogepant 60 mg dgl 4 Amitriptylin 30-70 mg *Valg af specifikt CGRP-antistof bør afhænge af den aktuelle pris, komorbiditet og praktiske forhold. Amitriptylin kan med fordel gives ved samtidig hyppig spændingshovedpine. Topiramat er kontraindiceret hos gravide og fertile kvinder uden meget sikker prævention pga. risiko for fosterskader. Atogepant er aktuelt dyrt. Medicinrådet anbefaler erenumab, eptinezumab, fremanezumab og galcanezumab som mulig standardbehandling til forebyggelse af migræne hos patienter med kronisk migræne, som har oplevet behandlingssvigt på tidligere forebyggende behandlinger med mindst ét antihypertensivum og ét antiepileptikum. I Danmark er ordinationsretten af erenumab, eptinezumab, fremanezumab og galcanezumab begrænset til speciallæger i neurologi. Behandler bør være opmærksom på: Langsom optitrering af migræneprofylaktika er ofte nødvendig for at minimere bivirkninger. Behandler bør foreslå brugen af en hovedpinekalender for at dokumentere effekten. Profylaksebehandlingen bør forsøges i min. 2 mdr. på fuld dosis, før det endeligt kan vurderes, om der er effekt (medmindre det ikke tolereres pga. bivirkninger). Ved effekt bør medicinen forsøges seponeret hver 6.-12. mdr. for at sikre, at der fortsat er behov for og effekt af medicinen. Manglende effekt af en type profylakse udelukker ikke effekt af andre typer profylakse. Der foreligger ikke evidens for effekt ved kombination af flere former for profylakse. Ved ≥ 4 anfald pr. måned eller ≥ 10 hovedpinedage pr. måned skal medicinoverforbrug udelukkes. Ved...)
Infantilt hæmangiom (...lære tumorer, der ses hos 1-2 % ved fødslen, og som vokser hurtigt i spædbarnsalderen. Der er øget forekomst hos piger og ved præmaturitet. Hæmangiomerne for...)
Type 1-diabetes (...ved type 1-diabetes er 0,5-0,7 IE/kg legemsvægt hos voksne normalvægtige personer med diabetes efter nogle års diabetesvarighed. En stigning af legemstemperaturen kræver ca. 25 % mere insulin pr. grad over 37,5 °C. Under graviditet stiger insulinbehovet ofte til det dobbelte, se 'Behandling af gravide' nederst i dette afsnit. I ammeperioden er insulinbehovet ofte reduceret med ca. 20 %. Ældre og patienter med mangeårig diabetes har et langsomt aftagende insulinbehov. Det samme gælder patienter med aftagende nyrefunktion. Injektionsterapi ved type 1-diabetes Multipel injektionsterapi Efter den initiale hyperglykæmi på diagnosetidspunktet er stabiliseret efter 1-2 døgn, indledes optimalt behandling med multipel injektionsterapi (også kaldet basal-bolus-terapi). Ved dette regime gives i alt 4-6 dgl. injektioner i form af basal insulin (1-2 injektioner af intermediært eller langsomtvirkende insulin ) og bolus insulin med 3-4 injektioner af hurtigt virkende insulin til måltiderne. Som regel gives 40-50 % af døgndosis som basal insulin om morgenen evt. kl. 22-23 (Insulin degludec og glargin 300 kan gives på alle tider af døgnet, se nedenfor), mens resten af døgndosis udgøres af hurtigt virkende insulin, der injiceres før hovedmåltiderne (fx 25-35 % til morgenmåltidet, 15-25 % til frokost og 15-25 % til aftensmåltidet, under hensyntagen til måltidernes størrelse og indhold af kulhydrater). Det er specielt mængden af kulhydrater i måltidet, der bestemmer dosis af hurtigtvirkende insulin, hvilket er baggrunden for, at mange type 1-diabetespatienter benytter kulhydrattælling for at bestemme dosis af hurtigtvirkende insulin. Basal-bolus terapi kombineres optimalt med kontinuerlig glukosemåling med alarm ved for højt blodglucose eller ved hypoglykæmi. Ved multipel injektionsterapi med hurtigt virkende insulinanaloger før hovedmåltider er det ofte hensigtsmæssigt primært at dosere intermediær eller langtidsvirkende insulin om morgenen, men ofte er en mindre dosis nødvendig før aftensmaden eller ved sengetid. Det gælder specielt, hvis der benyttes kortere virkende basal insulin (glargin, detemir, NPH insulin). Det langsomt virkende insulin (insulin glargin 300 og insulin degludec) doseres kun én gang i døgnet. I nogle tilfælde kan det være en fordel at benytte morgendosering med henblik på at reducere risikoen for natlig hypoglykæmi. Alternativt kan, hvis der ønskes et mere simpelt insulinregime, gives bifasisk insulin til måltiderne, evt. kun før morgen- og aftensmad. Hurtigt virkende og humant bifasisk insulin bør gives 30 minutter før måltiderne, mens de hurtigt virkende bifasiske insulinanaloger gives umiddelbart før måltidsstart. Psykisk syge med type 1-diabetes har ofte nedsat kompliance og insulinregimet samt behandlingsmålet i relation til HbA1c bør tilpasset den enkelte patient. Insulinpumpeterapi Ved behandling med insulinpumpe gives ca. 50 % af døgndosis som kontinuerlig s.c. infusion døgnet igennem, mens resten fordeles som bolusinjektioner før hoved- og mellemmåltider. Ved pumpebehandling anvendes de hurtigt virkende insulinanaloger , eventuelt Fiasp® . Behandling med insulinpumpe er en specialistopgave. Præparatvalg De forskellige præparationer af humant insulin er klinisk ligeværdige, og her må pris eller injektionsredskab (pen) være afgørende for præparatvalg. De hurtigtvirkende insulinanaloger adskiller sig i praksis ikke fra hinanden. Pris og injektionsudstyr afgør valget. De ekstrahurtige analoger benyttes ofte i insulinpumper. De tre tilgængelige langsomtvirkende insulinanaloger adskiller sig i virkningsvarighed ( insulin degludec har væsentligt længere virkningsvarighed end insulin glargin og insulin detemir ) og i absorptionsvariabilitet (degludec og detemir har mindre dag-til-dag variation end glargin). Insulin glargin 300 har en længere virkningstid end insulin glargin 100. Erfaring med præparaterne afgør ofte præparatvalg. Behandling af ketoacidose (coma diabeticum) Tilførsel af Behandlingsstart Præparater Dosering Natrium, infusion Straks Isotonisk natriumchlorid-inf.væske (154 mmol Na + /l) 1. time: 1.000 ml 2. time: 1.000 ml 3.-6. time: Herefter aftagende infusionshastighed. Insulin, infusion Straks Actrapid® * Straks: 10* IE i.v. som bolus + 6 IE i.m. eller 6 IE i.v. som kontinuerlig infusion. Vedligeholdelsesdosis : Kontinuerlig i.v. inf. 6 IE/time eller 6 IE i.m./time Kalium, infusion Straks Uanset S-kalium, men under forudsætning af diurese. Behandlingen initieres samtidig med insulinbehandlingen. Kalium-natriumklorid SAD isotonisk inf.væske (51 mmol K + /l + 103 mmol Na + /l). Ofte er det mere hensigtsmæssigt at blande isotonisk Na+/l og kalium i et forhold, så der opnås en højere kaliumkoncentration i blandingen, hvilket vil reducere væskeindgiften. Initialt 20 mmol K + /time. Derefter justeres kalium-infusion efter serum-kalium, der bestemmes med 1-2 timers interval. Hydrogencarbonat, infusion Kun i særlige tilfælde overvejes: S-hydrogencarbonat < 10 mmol/ml og arteriel pH 7,1. Natriumbikarbonat SAD isotonisk inf.-væske (167 mmol hydrogencarbonat/l) I alt gives 90-180 mmol hydrogencarbonat, ledsaget af samtidig infusion af mindst 6 mmol K + pr. 50 mmol infunderet hydrogencarbonat. * I stedet for humant hurtigt virkende insulin anvendes i dag oftest en af de hurtigt virkende insulinanaloger . Faldet i glucose skal ikke tilstræbes at være større end 4-6 mmol/l i timen, ligesom væskeindgiften skal modificeres således, at ca. 50 % af det skønnede væskeunderskud indgives de første 10-12 timer. Et hyppigt problem er overhydrering. Cerebralt ødem er en frygtet komplikation ved ketoacidosebehandling, og ses specielt hos yngre, nydiagnosticerede med svær og langvarig dysregulering forud for diagnosen. Tilstanden synes at være let associeret til et hurtigt fald i glucose* (undlad eller giv kun 6 IE) og stor væskeindgift. Tilstanden skal mistænkes ved aftagende bevidsthedsniveau og pupilreaktion og stigende blodtryk. Behandlingen består i indgift af mannitol, dexamethason og hyperventilation samt stop af væskeindgift og stop eller reduktion i fald i glucose. Elektive operationer Ved elektive operationer kan gives 40-50 % af sædvanlig døgninsulindosis som intermediært virkende insulin s.c. om morgenen. Samtidig påbegyndes infusion af isotonisk glucose, idet der gives 20-30 dråber/min. (svarende til 80-120 ml infusionsvæske/time) eller alternativt infusion af 10 % glucose, som pr. 500 ml er tilsat omkring 20 IE hurtigt virkende insulin samt evt. 20 meq kaliumchlorid (afhængig af P-kalium), idet der gives 50 ml af væskeblandingen pr. time, svarende til 5 gram glucose/time (GIK-drop). Insulinregimet ved kirurgi afhænger ofte af lokal tradition, da der ikke er evidens for hvilket insulinregime, der bedst opfylder behandlingsmålet. Behandling af skrøbelige og ældre Hos skrøbelige ældre patienter bør benyttes et simpelt insulinregime fx med basal insulin givet én gang i døgnet og brugen af hurtigtvirkende insulin bør begrænses eller undgås for at reducere risikoen for hypoglykæmi. Behandlingsmålet er primært at undgå hypoglykæmi og symptomatisk hyperglykæmi. Ældre patienter har reducerede/manglende symptomer på hypoglykæmi, eventuel kun svimmelhed, forvirring, fald og nedsat bevisthedsplan. Hos patienter, hvor det primære behandlingsmål er symptomfrihed, kan et HbA1c på 64-70 mmol/mol være acceptabelt. Behandling af gravide Nøje kontrol af gravide insulinkrævende personer med diabetes er vigtig med henblik på en reduktion af den øgede perinatale mortalitet og morbiditet hos børnene. Insulinbehovet falder ofte i 10.-12. graviditetsuge, men øges successivt i 22.-32. graviditetsuge, hvorefter insulinbehovet holder sig nogenlunde konstant forhøjet til forløsning af placenta. Insulinkrævende personer med diabetes har en øget risiko for at føde børn med medfødte misdannelser. Misdannelsesrisikoen er mindst hos børn af kvinder, der har været velregulerede prækonceptionelt og tidligt i graviditeten. Svangerskabsdiabetes (gestationel diabetes) udvikles hos et mindre antal tidligere raske kvinder - typisk efter 22. graviditetsuge. Sygdommen må opfattes som udtryk for relativt svigt af β-cellefunktionen, som ikke kan honorere det stigende behov for insulin. Behandling af gravide personer med diabetes er en specialistopgave. Særlige forholdsregler Cushings syndrom, akromegali, fæokromocytom og tyrotoksikose øger insulinbehovet. Det samme er tilfældet ved anvendelse af prednisolon , hydrocortison og andre glukokortikoider - også givet som lokal injektionsbehandling - samt ved væksthormonbehandling. I relation til prednisolonbehandling, der øger insulinresistensen i lever og muskler kan behandlingen være kompliceret, som beskrevet i den Nationale Behandlingsvejledning (NBV) fra Dansk Endokrindologisk Selskab: Type 2-diabetes. Indtagelse af alkohol kan ligesom insulin hæmme leverens gluconeogenese, således at svære insulintilfælde kan udvikles hos insulinbehandlede personer med diabetes. Større alkoholindtagelse bør derfor efterfølges af en relativt stor mængde langsomt absorberbare kulhydrater, fx rugbrød. Revurdering af behandling Efter diagnosen og initiering af insulinbehandlingen er ambulante kontroller hyppige med henblik på undervisning i effekten af de forskellige insulinpræparater på glucosestofskiftet, i insulinjektionsteknik, evt. i kulhydrattælling, i brug af metoder til monitorering af glukosekontrollen, samt forholdsregler ved motion, interkurrent sygdom og ved...)
Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) (...ved Medical Research Councils Dyspnoea Scale (MRC, som går fra grad 1 til grad 5) eller modified MRC (mMRC, som går fra grad 0 til grad 4) eller ved hjælp af såkaldt COPD assessment test (CAT) (2524) . Patienter uden tilbøjelighed til eksacerbationer, men med flere daglige symptomer placeres i gruppen B, mens patienter uden svære symptomer placeres i gruppen A. Vurderingen af risikoen for fremtidige eksacerbationer baseres på antallet af eksacerbationer det sidste år. 2 eksacerbationer indenfor det seneste år, som krævede behandling med prednisolon eller antibiotika, eller én indlæggelseskrævende eksacerbation indikerer en høj eksacerbationsrisiko og patienten placeres i GOLD gruppe E. Inddeling i grupperne A, B og E er mest relevant på diagnosetidspunktet, hvor man skal starte medicinsk behandling. Efter at patienten er sat i behandling, er GOLD A-E grupperne mindre relevante, og den videre behandling baseres på, om der fortsat er dyspnø og eksacerbationer. Principperne for gruppering i GOLD A-D og forslag til medicinsk behandling fremgår af tabel 4. Tabel 4. Klassifikation af sværhedsgrad af KOL i grupper GOLD A, B og E og forslag til medicinsk behandling Stadie Karakteristika Behandling A: KOL med få symptomer og få eksacerbationer. MRC* < 3 Højst én ikke-indlæggelseskrævende KOL-eksacerbation sidste år Inhaleret bronkodilator: Enten korttidsvirkende bronkodilator SABA eller SAMA Langtidsvirkende inhaleret bronkodilator: LABA eller LAMA** B: KOL med flere symptomer men få eksacerbationer. MRC* på 3 eller højere Højst én ikke-indlæggelseskrævende KOL-eksacerbation sidste år LABA eller LAMA** Ved fortsat åndenød på én bronkodilator, bør man afprøve effekten af to langtidsvirkende bronkodilatorer samtidigt; dvs. LABA + LAMA E: KOL med flere eksacerbationer, uanset graden af de daglige symptomer. Mindst 2 eksacerbationer det sidste år eller én hospitalsindlæggelse på grund af eksacerbation Førstevalg er LABA + LAMA Ved fortsatte eksacerbationer, kan behandlingen intensiveres til LABA + LAMA + ICS (triple-behandling). Evidensen for gavnlig effekt af tillæg af ICS er størst ved eosinofiltal i blod over 300 celler/mikrol., mens ICS frarådes ved eosinofiltal under 100 celler/mikrol. Supplerende behandlinger som kan anvendes i specialist regi er tillæg af: PDe4-hæmmer Langtidsbehandling med makrolid. * I stedet for MRC kan benyttes CAT-test, hvor en score på 10 svarer til en MRC-værdi på 3. Benyttes mMRC, svarer en værdi på 2 til en MRC-værdi på 3. ** LABA og LAMA er nævnt i alfabetisk rækkefølge, da man ikke kan fremhæve den ene gruppe frem for den anden blandt patienter med GOLD A eller B. SABA: inhaleret kortidsvirkende β2-agonist SAMA: inhaleret kortidsvirkende antikolinergikum LABA: inhaleret langtidsvirkende β2-agonist LAMA: inhaleret langtidsvirkende antikolinergikum ICS: inhalationssteroid PDe4-hæmmer: fosfodiesterase 4-hæmmer Effekten af den iværksatte medicinske behandling vurderes efter 3-6 måneder. På dette tidspunkt anvendes GOLD A, B og E gruppering ikke længere, da den er målrettet patienter, som ikke i forvejen er i medicinsk behandling. Ved fortsat åndenød modificeres inhalationsbehandling med eventuelt tillæg af yderligere bronkodilator eller et supplement med inhalationssteroid. Der kan også overvejes at skifte inhalationsdevice eller selve lægemidlet. Ved manglende effekt af ICS, eller bivirkninger, bør ICS seponeres. Det bør overvejes, om andre tilstande end KOL kan være årsagen til patientens åndenød (fx atrieflimmer, hjertesvigt, overvægt eller dårlig kondition). Ved fortsat åndenød bør patienten henvises til lungemedicinsk specialist med henblik på vurdering af indikation for specielle behandlinger som fx volumenreducerende terapi, hvilket kan være relevant for patienter med svær lokaliseret emfysem. Ved fortsatte eksacerbationer på LABA+LAMA og høje eosinofiltal (se Tabel 4) suppleres med ICS. Ved fortsatte eksacerbationer, bør patienten henvises til lungemedicinsk specialist med henblik på yderligere udredning, herunder stillingtagen til eventuel behandling med roflumilast eller lavdosis azithromycin. KOL-patienten skal vurderes for hyppigt forekommende komorbiditeter: osteoporose, iskæmisk hjertesygdom, lungekræft, undervægt og hypoxæmi. Alle patienter med KOL skal opfordres og hjælpes til rygestop , tilbydes influenzavaccination , pneumokokvaccination og henvises til rehabilitering, omfattende fysisk træning , hvor det er relevant (dvs. ved...)
Endometriecancer (...ilket tilsammen har betydning for valg af behandlingen. Følgende biomarkører undersøges ved livmoderkræft: Ekspression af østrogen-receptorer (ER) Mismatch repair (MMR)/mikrosatel...)
Malaria (...ved jungleophold og er primært en malaria, der smitter bestemte abe-arter, få tilfælde diagnosticeret i Danmark. Ukomplicerede tilfælde behandles med chloroquin, komplicerede tilfælde med ACT, og der er ikke rapporteret resistens for knowlesi malaria. Inddeling af malariamidler Malariamidler inddeles efter deres angrebspunkt i malariaparasitternes livscyklus: Midler med virkning på leverstadierne Ved...)
Thyroideacancer og medicinsk behandling (...ved DTC består af total eller subtotal thyroidektomi, ofte efterfulgt af radioaktiv jod-behandling, som har til formål at eliminere residualt thyroideavæv og evt. mikroskopiske metastaser. I forbindelse med den radioaktive jodbehandling bruges thyrotropin-alfa som forbehandling. Efter kirurgi og eventuel jod-behandling er supplerende behandling med thyreoideahormon, levothyroxin , standard for at undertrykke TSH, hvilket mindsker risikoen for tumorrecidiv, da TSH stimulerer thyroideacellernes vækst. Dosis justeres individuelt med henblik på TSH under øvre normalgrænse, og behandlingen kræver løbende monitorering af thyreoideafunktion og thyroglobulin som tumormarkør. Behandling af jodresistent thyroideacancer Ca. 10 % af patienter med differentieret thyroideacancer udvikler jodresistent sygdom, hvor tumorvævet ikke længere optager jod. Hos disse patienter er kirurgi og ekstern strålebehandling en mulighed ved lokaliseret sygdom, men ved avanceret eller metastatisk sygdom er medicinsk behandling essentiel. Systemiske behandlingstilbud omfatter tyrosinkinasehæmmere (TKI), som har vist effekt ved progressiv jodresistent differentieret thyroideacancer. De godkendte præparater er lenvatinib , cabozantinib og sorafenib , som hæmmer angiogenese og tumorvækst via flere signalveje. Behandling med TKI kræver nøje monitorering af bivirkninger såsom hypertension, diarré, træthed og hudreaktioner. Ved medullær thyroideacancer, som er associeret med parafollikulære C-celler, anvendes også målrettede behandlinger med TKI. Behandlingsvalg vurderes ud fra evt. RET mutation. Der bruges eksempelvis selpercatinib , vandetanib og cabozantinib , specielt ved...)
Behandlingsrefraktær depression (...ved bipolar lidelse ). Desuden bør man sikre, at en tilstrækkelig høj dosis af førstevalgspræparater har været givet i tilstrækkelig lang tid (samlet behandlingstid med førstevalgspræparat 4-8 uger) ved hjælp af plasmakoncentrationsbestemmelse af medikamentet efter vejledningerne i: Koncentrationsbestemmelse af antidepressiva . Ved manglende behandlingsrespons kan vælges en af flere behandlingsstrategier (1171) : Kombination med Kognitiv adfærdsterapi (ikke omtalt nøjere her). Substitutions strategi, hvor man erstatter et antidepressivum med et andet, fx fra SSRI til SNRI . Dosisøgning af igangværende antidepressiv behandling eller skift til andet antidepressivum (fx fra serotoningenoptagshæmmer ( SSRI ) til serotonin- og noradrenalingenoptagshæmmer ( SNRI ) eller tricyklisk antidepressivum ( TCA )). Kombination af to antidepressive lægemidler med forskellig virkningsmekanisme (fx SSRI og et noradrenergt og specifikt serotonergt antidepressivum ( NaSSA )). Augmentation, hvor et antidepressivt lægemiddels virkning potenseres af lithium eller af et andet lægemiddel, fx et antipsykotikum eller triiodthyronin (anvendelse af disse stoffer er en specialistopgave). Henvisning mhp. elektroconvulsiv behandling (ECT). Brug af MAO-hæmmer (isocarboxazid) (specialist opgave). Tillæg af esketamin , se dog Medicinrådets anbefaling . Behandlingen af behandlingsrefraktær depression er beskrevet nøjere i notatet fra RADS (2535) og bør ske i samarbejde mellem den alment praktiserende læge og en speciallæge i psykiatri. Henvisning til indlæggelse kan blive nødvendig. Augmentationsbehandling Lithium Den bedst dokumenterede og tolererede augmentationsbehandling er kombinationen af et antidepressivum og lithium (5812) . Behandlingen gennemføres ved, at der fortsættes med fuld dosis af det antidepressivum, der ikke har været tilstrækkeligt virksomt gennem 4-8 uger. Behandlingen suppleres med lithium i en dosis, med et plasma-lithiumniveau, hvor der kan ses virkning allerede ved 0,3-0,4 og op til 0,8 mmol/l. Det er væsentligt at monitorere for virkning og bivirkninger, så en evt. effekt af lavere doseringer ikke overses. Denne kombinationsbehandling gennemføres i 2-3 uger. Hvis der ikke indtræder effekt inden for dette tidsrum, kan der ikke forventes effekt, og lithium seponeres. Rationalet for anvendelsen af lithiumaugmentation er, at lithium øger serotonin-turnover og derved formentlig den serotonerge neurotransmission. Risikoen for udvikling af serotonergt syndrom ved anvendelse af især fluoxetin og lithiumcarbonat er øget, og det er vigtigt, at der gennemføres en omhyggelig plasmamonitorering (5820) . Antipsykotika Antipsykotika kan tillægges den antidepressive medicin ved behandlingsrefraktære depressioner (6221) (5812) , men indebærer risiko for udvikling af irreversible neurologiske bivirkninger, vægtøgning samt uheldig påvirkning af metabolismen. Antipsykotika bør derfor ikke bruges rutinemæssigt i behandling af unipolar depression med fx søvnforstyrrelser eller angst. Derimod kan psykotisk depression med fordel behandles med en kombination af antidepressiv og antipsykotisk medicin, hvis ikke ECT kan anvendes. Antikonvulsiva Mange af de antikonvulsiva, som anvendes i behandlingen af bipolar affektiv lidelse, har også været søgt anvendt som augmentering ved behandling af behandlingsrefraktær depression, men effekten er, bortset fra særlige tilfælde, usikker og i det hele taget mindre sikkert belyst sammenlignet med lithiumaugmentering. Lamotrigen kan dog forsøges. Methylphenidat Der er udført et begrænset antal studier, som peger på, at nogle psykostimulanter - især methylphenidat - virker veltolererede og demonstrerer en vis effektivitet mod depression præget af træthed og sedation. Evidensen er dog begrænset med få RCT'er og der peges på et behov for yderligere RCT'er af høj kvalitet (6220) . Thyroideahormon Endelig skal nævnes, at man ved...)
Leishmaniasis (...ved VL og ML. Hos immunkompetente gives en totaldosis på 18-21 mg/kg legemsvægt. Der er forskellige regimer, fx 3 mg/kg legemsvægt/dag i 5 dage samt på dag 10 og 21. Hos immuninkompetente patienter kan der gives daglige doser over længere perioder (28 dage eller mere), og dosis kan øges til 5 mg/kg legemsvægt/dag. Totaldosis bør være ca. 40 mg/kg legemsvægt til immunsupprimerede. Hos disse patienter kan det i visse tilfælde være nødvendigt med livslang vedligeholdelsesbehandling, fx med en månedlig infusion. Andre behandlingsmuligheder er pentamidin intramuskulært og paromomycin creme ved CL, især forårsaget af visse leishmaniasis subtyper i Sydamerika ( L. guyanensis ) og oral fluconazol ved...)
Tuberkulose og andre mykobakterioser (...ved vægt > 90 kg. ** Så længe isoniazid gives (kombinationspræparat fremstilles på Region Hovedstadens Apotek, Marielundvej 25, 2730 Herlev). Et nyt regime er ved at vinde indpas med kun 4 måneders behandling med isoniazid, rifapentin, moxifloxacin og pyrazinamid i 2 mdr. Behandlingen kan som udgangspunkt gives til alle med antibiotika-følsom pulmonal TB, men den anbefales endnu ikke til ekstra-pulmonal TB (erfaring savnes) eller HIV-positive patienter med CD4< 100. Behandlingen skal forlænges, hvis der fortsat er vækst af M. tuberculosis i ekspektorat efter to måneders behandling af pulmonal TB. Ved vanligt regime forlænges behandlingen fra 6 til 9 måneder. Ved alternativt regime med plan om 4 måneders behandling skal behandlingsvarigheden også forlænges efter individuel vurdering (til 6-9 måneder). Hvis der var kavernedannelse på det initiale røntgenbillede, så anbefales kontinuationsbehandlingen også forlænget, så der i alt gives henholdsvis 9 og 6 måneders behandling. Kombinationspræparater kan anvendes, hvis antallet af tabletter vurderes at have betydning for, om patienten gennemfører behandlingen, eller hvis der er risiko for, at patienten vil fravælge et enkelt præparat. Rifampar indeholder rifampicin 150 mg, isoniazid 75 mg, pyrazinamid 400 mg og ethambutol 275 mg. En patient med legemsvægt 55-70 kg skal have 4 tabl. dagligt i de første 8 uger (samt pyridoxin 20 mg). Ethambutol kan, hvis det er indiceret, erstattes af moxifloxacin uden ændring af behandlingslængde. Rifabutin kan erstatte rifampicin. Alle andre substitutioner vil medføre forlængelse af behandlingstiden til mindst 9 mdr. og ofte 12 mdr. Hvis der hverken gives isoniazid eller rifampicin, skal behandlingen yderligere forlænges. Dette er en specialistopgave. Det er vigtigt at monitorere behandlingseffekten af pulmonal tuberkulose med ekspektoratundersøgelser til dyrkningsnegativitet. Serumkoncentrationsbestemmelse af rifampicin, isoniazid, ethambutol og pyrazinamid kan rekvireres via afdelingen Tuberkulose & Mykobakterier, Statens Serum Institut . Det kan være relevant ved mistanke om nedsat absorption eller ved compliance problemer. I enkelte situationer kan supplerende behandling med glukokortikoid komme på tale. Behandlingsregimet ved tuberkuløs meningitis inkluderer prednisolon 1 mg/kg i de første uger. Et studie fra Vietnam med mere end 500 patienter over 14 år har bekræftet, at dexamethason nedsætter mortaliteten ved tuberkuløs meningitis (777) . Steroid anbefales i de første ugers behandling af tuberkuløs pericarditis for at undgå constrictio cordis. Anden-linje lægemidler Ved resistens eller pga. bivirkninger kan det være nødvendigt at erstatte et eller flere af standardstofferne med anden-linje lægemidler. Fluorquinolonet moxifloxacin hører til disse stoffer. Rifabutin kan vælges til tuberkulosebehandling, hvis der er interaktionsproblemer med andre CYP3A4-inducerende stoffer fx HIV-midler tilhørende proteasehæmmergruppen. Rifabutin er ofte uegnet, hvis problemet er rifampicinresistens, da der i mere end 70 % af tilfældene er krydsresistens mellem rifampicin og rifabutin. Bedaquilin, et diarylquinolin, er markedsført med indikationen MDR/XDR-tuberkulose, og para-aminosalicylsyre (PAS) er registreret til samme indikation. Delaminid (Deltyba) og Pretomanid (Dovprela)er godkendt af EMA, men ikke markedsført i Danmark. Disse præparater kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. WHO har i den seneste guideline (3039) vedrørende behandling af resistent TB prioriteret moxifloxacin , bedaquilin og linezolid som essentielle i sammensætningen af et regime til behandling af MDR-TB. Clofazimin er også anbefalet af WHO som et kerne anden-linje stof. Der er lang erfaring med stoffet i behandlingen af lepra, og det tolereres vanligvis godt. Clofazimin (Lamprene) er ikke markedsført i DK, men kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Endelig er Cycloserine og Terizidone opgraderet i rækken af anden-linje stofferne: det drejer som ældre præparater, som ikke er markedsført i Europa og kræver derfor udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen . Amikacin (Amikacin Biklin fra Bristol-Myers Squibb) har veldokumenteret virkning, men skal gives intravenøst eller intramuskulært. Amikacin kan med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres fra apotek/sygehusapotek. Aminoglycosider er i de seneste WHO -guidelines nedprioriteret i forhold til linezolid og bedaquilin (3039) . Behandling af tuberkulose infektion Behandling af latent inficerede kan komme på tale hos børn og unge, som har været udsat for tuberkulosesmitte, og som er Mantoux-positive eller reagerer positivt i interferon-gamma-release assays (IGRA) (fx Quantiferon®, Cellestis, T-spot.TB, Oxford Immunotech). Hvis der ikke er tegn på aktiv sygdom, kan behandling med isoniazid 300 mg (isoniazid 300 mg er udgået dec. 2023) samt pyridoxin 20 mg daglig i 6 måneder eller rifampicin 600 mg i 4 måneder eller en kombination af rifampicin og isoniazid/pyridoxin i 3 måneder anvendes (3039) . WHO anbefaler nu også et 12-dosis regime bestående af rifapentin og højdosis isoniazid (isoniazid 300 mg er udgået dec. 2023), som skal administreres én gang ugentlig i 12 uger (4493) . Rifapentin er registreret i Europa, og kan rekvireres med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen . Det kan også gives helt ned til én måned med rifapentin plus isoniazid dagligt (28 doser) (1HP): Isoniazid, 300 mg/dag + Rifapentin, 600 mg/dag. WHO anfører, at patienter og klinikere foretrækker de korte regimer, som der forventeligt vil være færre problemer med og højere gennemførelsesrate, men der er ikke evidens for bedre effektivitet 6253 - WHO Consolidated Guidelines on Tuberculosis, Module 1: Prevention.Tuberculosis preventive treatment . Behandling af latent infektion tilbydes Mantoux- eller IGRA-positive voksne, der skal organtransplanteres eller i behandling med TNF-hæmmende midler. Både IGRA og Mantoux-testen kan være falsk negative. Behandling af andre mykobakterier Valg af behandling afhænger af den isolerede bakterieart. Et regime, der består af azithromycin (250-500 mg 1 gang dagligt) eller clarithromycin (500 mg 2 gange daglig), ethambutol (1.200 mg 1 gang daglig) og rifampicin (600 mg 1 gang daglig) eller rifabutin (300 mg 1 gang daglig), vil være effektivt over for M. avium og M. intracellulare samt en del andre langsomt-voksende NTM. Der er ringe overensstemmelse mellem in vitro -resistensprofil og klinisk virkning. Kun resistensudvikling over for makrolider: clarithromycin og azithromycin menes at have klinisk relevans. Typisk vælges en 12-måneders behandlingsvarighed efter konvertering til dyrkningsnegativitet. BCG-infektion Vaccination med den levende, svækkede Calmette vaccine, Bacillus Calmette Guérin (BCG). BCG anses for særdeles sikker og administreres i mange lande til nyfødte. I sjældne tilfælde kan der efter vaccination opstå en behandlingskrævende lokal absces. Behandling af carcinoma in situ forandringer i blæren med BCG-installation kan ligeledes medføre infektion enten regionalt i glandler, som lokale abscesser, spondylit eller som dissemineret infektion. Betydende infektion med den ellers lavpatogene vaccinestamme BCG bør føre til overvejelser vedrørende den vaccineredes immunstatus. Behandling af BCG-infektion består af rifampicin og isoniazid i 6 måneder suppleret med etambutol i de første 2 måneder. M. bovis , herunder også BCG er naturligt resistent over for pyrazinamid. Børn Børn tåler generelt tuberkulosebehandling godt. Data viser, at der ikke er fare for, at ethambutol i en døgndosis på 20 mg/kg (15-25 mg/kg) legemsvægt giver opticus neuritis hos børn, som behandles med stoffet i 2 måneder, og derfor anbefales ethambutol i den initiale kombinationsbehandling til alle børn uanset alder (1682) . Nedsat lever- og/eller nyrefunktion Generelt anbefales klinisk og paraklinisk monitorering af behandlingsbivirkningerne kvalme, abdominalsmerter samt lever- og nyrefunktionsmarkørblodprøver. Bedaquilin og pyrazinamid er kontraindicerede ved stærkt nedsat leverfunktion. Paraaminosalicylsyre og myambutol er kontradindicerede ved stærkt nedsat nyrefunktion. Alle andre tuberkulostatika kan anvendes ved nedsat lever og/eller nyrefunktion. Der henvises til de enkelte præparatbeskrivelser for yderligere information vedr. brug ved...)
Restless Legs Syndrome (...ved sekundær RLS. Pregabalin (dosis omkring 300 mg) til behandling af RLS med og uden neuropatiske smerter (ikke-registreret indikation). Valproat (døgndosis 600 mg) og carbamazepin (døgndosis 100-300 mg) til behandling af RLS (ikke-registreret indikation) primært baseret på erfaringer fra ukontrollerede studier, og evidensen er lav. Dopaminerge lægemidler Dopaminerge lægemidler medfører reduktion af RLS, bedrer subjektiv søvnkvalitet og søvnvariable, herunder PLMs vurderet ved polysomnografi. Herudover findes en varierende grad af reduktion af dagtræthed. Lægemidlerne omfatter non-ergot-deriverede dopaminagonister samt levodopa kombineret med decarboxylasehæmmer. Man anvender væsentligt lavere doser (typisk 1/5) til behandling af RLS (ikke-registreret indikation) end de doser, der anvendes i parkinsonbehandlingen. En væsentlig bivirkning ved de dopaminerge stoffer er forstærkning (augmentation). Forstærkning karakteriseres ved forværring af de sensori-motoriske fænomener under behandling i form af tidligere debut på dagen, sværere symptomer, medinddragelse af andre legemsdele samt kortere virkningsvarighed af lægemidlet. Forstærkning udløses i høj grad af levodopa (op til 80 % er rapporteret - formentlig på grund af levodopas korte halveringstid), men kan også udløses af dopaminagonisterne. På grund af høj risiko for forstærkning med levodopa anbefales levodopa nu kun til p.n.-brug ved mild RLS. Ergot-deriverede dopaminagonister bør ikke anvendes til RLS pga. kardiel risiko. Non-ergotderiverede dopaminagonister De non-ergotderiverede dopaminagonister pramipexol, ropinirol og rotigotin plaster er fundet effektive mod primær RLS. Såvel pramipexol og ropinirol findes nu som depottabletter, der med fordel kan anvendes, hvis patienten har generende symptomer i en stor del af døgnet, se midler mod RLS . Depotpræparaterne er dog ikke helt så effektive som den almindelige formulering. Man skal være opmærksom på at disse lægemidler kan give forstærkning/augmentation (nedsættelse af effekt og forværring af symptomer) hvilket medfører at patienterne oplever symptom acceleration og vanskeligheder ved at ophøre /reducere behandlingen. Opioider Opioider har effekt på RLS, effekten er oftest kortvarig og der er betydelig risiko for tilvænning med tilhørende risiko for opiodafhængighed. Opioider bør som udgangspunkt ikke anvendes som led i behandling af RLS. Benzodiazepiner nævnes undertiden som mulig behandling ( ikke-registreret indikation ), men har ingen dokumenteret effekt, og evidensen for behandlingen hviler på et svagt grundlag. Benzodiazepiner bør derfor ikke anvendes som led i behandling af RLS (selvom om kortvarig behandling kan have effekt på søvnforstyrrelserne, se afsnit om insomni ). Quinin har været og bliver anvendt ved natlige lægkramper, men der er ikke evidensbaseret dokumentation for effekt ved RLS ( ikke-registreret indikation ). Magnesium tabletter er kasuistisk beskrevet som effektive, men evidensen er svag, og der foreligger ikke kontrollerede undersøgelser heraf. Særlige grupper: Behandling af gravide og børn RLS hos gravide er hyppigt associeret til lavt ferritin og folat, men kan også være et tidligt symptom ved idiopatisk RLS. Derfor anbefales tilskud af folat, jern og B 12 . RLS kan også forekomme hos børn og kan ligne vokseværk. Medicinsk behandling kan ikke anbefales til gravide, ammende eller børn, da evidensgrundlaget er ringe, og langtidseffekterne er ukendte. Patienter med nedsat nyrefunktion og RLS Gabapentin i lavere doser kan som udgangspunkt forsøges. Patienter med PLM PLM findes ofte som tilfældig fund ved polysomnografi og skal som sådan ikke behandles. PLM med arousal (PLM disorder) kan forsøges behandlet som RLS (se ovenfor). Ved PLM ved RLS behandlet primær symptomer som RLS (se ovenfor). Præparatvalg Nedenfor angives behandlingsprincipperne for typiske scenarier (986) : Intermitterende RLS Der foreslås primært ikke-medikamentelle behandlingsprincipper. Hvis det er utilstrækkeligt, kan medikamentel behandling overvejes, se ovenfor. Daglig (hyppig) RLS Se ovenfor. I lighed med ovenstående forsøges primært ikke-medikamentel behandling. Gabapentin/pregabalin er kun førstevalg, hvis smerter er fremtrædende. Nedsat lever- og/eller nyrefunktion Indholdsstoffer Kontraindiceret ved stærkt nedsat nyrefunktion Kontraindiceret ved...)
Alkoholoverforbrug (...ved overforbrug, skadelig brug og afhængighed ved behandlingsmål afholdenhed og reduktion. Behandlingen skal suppleres af non farmakologiske interventioner og kan ikke stå alene Præparatet er førstevalg. Naltrexon kan benyttes som supplement til den non-farmakologiske behandling, til personer, som ønsker afholdenhed eller reduktion af indtagelse. Behandling bør seponeres, hvis der ikke er effekt efter 4-6 uger, men bør vare 3-6 måneder ved effekt. Disulfiram kan benyttes sammen med og som supplement til strukturerede samtaleforløb, hvis der er behandlingsmål med fuld afholdenhed, men er ikke anbefalet behandling i NKA (indsat ref) og bør benyttes som 3. valg. Man bør stile mod en samlet behandlingstid på mindst 6 måneder, men acceptere, at det ikke er muligt hos alle. Det er vigtigt at screene for psykiatrisk komorbiditet der kan vedligeholde forbruget, og sikre behandling af denne såfremt der findes tegn på eksisterende psykiatrisk tilstand En forudsætning for at behandlingen lykkes, er, at patienten møder op og er villig til at diskutere muligheder. Motivation for forandring kan fluktuere og behandlingen sigter mod at skabe en mere vedvarende adfærdsændring samt forebygge. Følgeskader til alkoholoverforbruget vil i den del tilfælde svinde af sig selv når alkoholindtaget mindskes, men bør i øvrigt identificeres og behandles hurtigst muligt og sideløbende. Revurdering af behandling I forbindelse med behandlingsstart bør opsættes behandlingsmål som kan være afholdenhed eller kontrolleret indtag, eller i svære tilfælde, skadereducerende tiltag med mål om at reducere forbruget til under genstandsgrænserne. Screeningsværktøjet AUDIT vil være relevant at inddrage ved samtalen. (Ref. https://www.sst.dk/da/udgivelser/2022/Dialog-om-alkohol---raadgivnings--og-implementeringsmateriale) Den der varetager den medicinske behandling bør tilse patienten i praksis med forholdsvis korte mellemrum, fx månedligt i begyndelsen, afløst af intervaller på 3-6 måneder senere i forløbet. Ved kontakten bør det aktuelle forløb gennemgås og monitoreres, eventuelt ved hjælp af AUDIT. Det bør sikres at patienten modtager non-farmakologisk behandling et relevant sted sideløbende hvis man ikke selv varetager denne. Det kan aftales med patienten om der skal være kontrolforanstaltninger, fx i form af alkoholmetermåling ved samtaler, men det er vigtigt at have en åben dialog med patienten, og at dette har et støttende formål. Ved...)
Nykturi hos voksne (...Ved natlig udskillelse af deklive ødemer er et loopdiuretikum kl. 16 førstevalgsbehandling i evt. kombination med anden årsagsspecifik behandling. Behandling med antidiuretisk hormon er potent og bør kun forsøges ved...)
Bakteriel øjenbetændelse (...ved at skylle øjet i saltvand . Småbørn kan have vedvarende øjenbetændelse på grund af snævre tåreveje. Oftest vokser barnet sig til større tårekanaler, og symptomerne forsvinder. Behandling er aftørring med saltvand. Er symptomerne ikke svundet ved 2-års-alderen, henvises til øjenlæge. Farmakologisk behandling Svær conjunctivitis kan behandles med antibiotika, da det afkorter forløbet. Slutresultatet er dog ens for aktiv behandling og placebo i de fleste undersøgelser. For yderligere se også øjenbetændelse hos børn og øjenbetændelse hos nyfødte . Præparatvalg Som førstevalgspræparat bør vælges chloramphenicol øjendråber, da det er bredspektret, og der er få problemer med resistens. Chloramphenicol er ikke virksomt over for Pseudomonas aeroginosa , som ses hyppigt hos kontaktlinsebrugere. Ved påvist P. aeruginosa anvendes i stedet topikal ciprofloxacin eller levofloxacin. P. aeruginosa er naturlig resistent over for moxifloxacin, og dette stof kan derfor ikke anvendes, se lokalbehandling af øjeninfektion . Fusidinsyre er smalspekteret og ikke virksomt over for Haemophilus influenzae og Streptoccocus pneumoniae, som er en hyppig bakterie hos mindre børn (2029) (4941) . Øjenbetændelse ved samtidig øvre luftvejsinfektion eller otit bør ikke behandles med fusidin-øjendråber, da Haemophilus influenzae og Streptoccocus pneumoniae er hyppigt forekommende ved disse infektioner. Fusidinsyre er et af de få virksomme stoffer mod MRSA. For at forebygge almen resistensudvikling, vil det formentlig være hensigtsmæssigt at undgå at bruge stoffet ved banale lidelser som øjenbetændelse. Chloramphenicol bør foretrækkes. Behandlingen fortsættes i 2 dage efter symptomophør, normalt ikke længere end 2 uger i alt. Ved dyrkningspositiv chlamydia-infektion anvendes hos nyfødte azithromycin oralt og hos voksne under 35 år azithromycin som øjendråber suppleret med doxycyclin oralt. Ved voksne over 35 år anvendes azithromycin som øjendråber suppleret med ciprofloxacin oralt. Hvis der ikke opnås bedring efter 3 til 4 dages behandling, kan man skifte til et andet antibiotikum blandt de nævnte. Hvis der ikke forekommer bedring efter endnu 3 til 4 dage ved brug af andet præparat, kan det være relevant at lave en dyrkning fra conjunctiva, og patienten henvises til øjenlæge. Fluorquinoloner bør forbeholdes alvorlige infektioner som keratitis. Langvarig bakteriel conjunctivitis er sjældent forekommende, og man bør derfor overveje om diagnosen er korrekt. I stedet kan der være tale om inflammation ved fx blefarit, udtalt tørhed eller ektropion (hængende nedre øjenlåg). Ved...)
Hypertensio arterialis (...ved ortostatisk hypotension. Grad 3-hypertension Patienten bør indlægges, såfremt der er påvirket almentilstand, paienten har symptomer på hypertensiv encefalopati eller akut hypertensivt hjertesvigt. Desuden også hvis klinikblodtrykket vedvarende er ≥ 220/120 mmHg på trods af fravær af symptomer. Behandlingen følger anbefalingerne i Dansk Hypertenionsselskabs vejledning Akut svær hypertension 2022 som findes på dahs.dk. Såfremt patienten ikke har symptomer, og blodtrykket er lavere end 220/120 mmHg, kan forløbet oftest håndteres med sygemelding (hvis blodtryk er 200-220/110-120 mmHg) og ambulant behandling. Antihypertensiv medicin bør startes inden for dage, når blodtryksniveauet er fastlagt ved gentagne målinger. Tostofsbehandling bør overvejes initialt. Blodtrykket bør initialt kontrolleres med dage til få ugers interval. Lipidsænkende behandling Lipidsænkende behandling ved hypertension: Ved forhøjet risiko SCORE2/SCORE2-OP risiko >10 % anbefales lipidsænkende behandling ved alder 20 mmHg eller diastolisk blodtryksfald > 10 mmHg er behæftet med øget mortalitet og kardiovaskulære hændelser. Der kan vælges frit blandt de fire anbefalede førstevalgspræparater, og konkurrende komorbiditet afgør oftest præparatvalget. Behandlingsmålet justeres ved ortostatisk hypotension eller ved betydelig frailty (clinical frailty scale > 5), hvor al forebyggende behandling bør genovervejes). Diabetes Ved diabetes bør en ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist indgå i behandlingen. Iskæmisk hjertesygdom med bevaret venstre ventrikel ejection fraction ACE-hæmmer/angiotensin II-antagonist bør foretrækkes. Evt. calciumantagonist ved anginøse symptomer. Hjertesvigt med nedsat venstre ventrikel ejection fraction - uden symptomer ACE-hæmmer (eller angiotensin II-antagonist ved ACE-hæmmer intolerans) med tillæg af en α-/ β-blokker (carvedilol) eller β-blokker (metoprolol, nebivolol eller bisoprolol). Hjertesvigt med nedsat venstre ventrikel ejection fraction - med symptomer ACE-hæmmer (eller angiotensin II-antagonist ved ACE-hæmmer intolerans) med tillæg af en α-/ β-blokker (carvedilol) eller β-blokker (metoprolol, nebivolol eller bisoprolol) og SGLT2-hæmmer også ved normalt eller lavt blodtryk. Desuden aldosteronantagonist hvis det tåles og loop-diuretika som symptombehandling. Hjertesvigt med bevaret venstre ventrikel ejection fraction -med symptomer Patienten skal være vurderet kardiologisk med ekkokardiografi for korrekt diagnose. SGLT2-hæmmer anbefales ved symptomatisk hjertesvigt med bevaret venstre ventrikel ejection fraction, hvis kriterierne fra EMPEROR-Preserved eller DELIVER er opfyldt se NBV kap. 5 Kronisk hjertesvigt. Kronisk nyresygdom ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist evt. i kombination med diuretika (ved eGFR 20 mmHg i stående stilling. Nedre grænse for blodtryksmåling kan fraviges i særlige udvalgte tilfælde fx ved hjertesvigt, hvor fokus er på at optitrere hjertesvigtsmedicinen i højeste mulige doser svarende til hjertesvigtsretningslinjer. Det sikres, at de meget lave blodtryk tolereres ved...)
Polycystisk ovariesyndrom (...Ved graviditetsønske opnår 3 ud af 4 patienter ovulation og omkring halvdelen graviditet med clomifen. Clomifen er udgået fra det danske marked, men kan rekvireres på udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen . Desuden anvendes nu letrozol i stigende omfang, se nedenfor. Hvis patienter ikke ovulerer på clomifen-behandling, påbegyndes FSH - eller menotropin -behandling, hvilket ligeledes er specialistopgaver. Der er nu evidens for, at metformin øger chancen for graviditet og fødsel, både som monoterapi og i forbindelse med gonadotropinbehandling (3249) . Metformin er mest effektivt til ikke-overvægtige kvinder med PCOS og blødningsforstyrrelser, og overvægtige bør først og fremmest tabe sig før en evt. medicinsk behandling. Metformin bør generelt seponeres, hvis graviditet indtræder, da der ikke er nogen sikker gevinst af metformin ved graviditet, herunder i forhold til risiko for abort. Letrozol anbefales som 1. valg ved anovulatorisk infertilitet hos kvinder med PCOS af det europæiske fertilitetsselskab (ESHRE). Den gældende guideline om ovulationsinduktion fra Dansk Fertilitetsselskab er nu opdateret (6307) , men Letrozol er endnu ikke registreret til brug ved ovulationsinduktion i Danmark. Kvinderne skal derfor informeres om, at behandlingen er off-label. Dette indebærer lægens pligt til grundig information om virkning og bivirkninger samt en skærpet indberetningspligt af bivirkninger . Såfremt der ikke er graviditetsønske, er p-piller en god behandling af symptomerne ved PCOS. Med p-pillebehandlingen opnås blødningsregulering samt suppression af ovariernes androgene sekretion og en stigning i SHBG. Herved sænkes niveauet af frit testosteron, hvilket som regel giver en reduktion i akne- og hirsutismeforekomst. Effekten på hirsutisme er mindre udtalt end effekten på akne. Spironolacton er en aldosteronantagonist, der samtidig virker som androgenreceptorblokker (hæmmer 5-alfareduktase i omdannelsen af testosteron til dihydrostestosteron i perifert væv). Behandlingen skal gives i en relativ høj dosis (100-200 mg daglig) i denne sammenhæng, og bivirkninger med træthed, svimmelhed og gastro-intestinale gener kan ses. Spironolacton bør ikke anvendes under graviditet, hvorfor sikker prævention anbefales ved behandling med spironolacton. S-kalium bør kontrolleres under behandlingen med blodprøver 4 uger efter behandlingsstart og herefter halv-helårligt. De tre behandlingsformer (p-piller, metformin, androgenreceptorblokker) kan kombineres. Kirurgisk behandling Laparoskopisk elektro- eller laserkoagulation af ovariekapslen inducerer ofte ovulation og regelmæssig cyklus. Behandlingen inducerer et fald i den ovarielle androgensekretion. Virkningen er oftest af års varighed, men kan ikke anbefales generelt pga. follikeldestruktion. Ved hirsutisme har kutan IPL (intenst pulserende lys) eller laserterapi god effekt. Ikke alle hud- og hårtyper egner sig dog til IPL eller laserbehandling. Behandlingen bør generelt først opstartes ved...)
Alkoholabstinens (...vedvarende symptomer er et blandingsmisbrug eller en interkurrent lidelse og ikke isoleret alkohol abstinens. Er oral behandling umulig, kan vælges behandling med diazepam , enten som suppositorier à 10 mg, gentaget indtil patienten sover, eller som i.v. infusion af 100 mg diazepam i 1 l isotonisk natriumklorid-infusionsvæske. Barbiturater anvendes kun i særlige tilfælde af svært behandleligt delir, der ikke kan kontrolleres med benzodiazepiner og kun i forbindelse med indlæggelse. Anvendelse af barbiturater er en specialistopgave og skal begrænses til hospitalsafdelinger med stor erfaring i brug af stoffet. Abstinensbehandling i praksis Almindeligvis påbegyndes behandlingen i 1. alkoholfri døgn, men under alle omstændigheder skal man påbegynde behandling, når der optræder abstinenssymptomer, uanset promille. Doseringen afgøres af abstinenssymptomernes sværhedsgrad. Ved alkoholabstinenser, kan det ikke forudses om abstinenserne er for opadgående eller for nedadgående. Behandlingen bliver derfor ofte symptomatisk. Kontrollen og effekten af den givne behandling kan ofte varetages af nærmeste pårørende. Benyttes denne procedure, bør patienten eller pårørende have udleveret doseringsskema og tabletter til 1 døgns forbrug, det vil sige 4-12 chlordiazepoxidtabletter a 10-25 mg. Begyndelsesdosis for chlordiazepoxid ligger mellem 75 mg og 250 mg/døgn, men højere dosering kan bruges ved svære abstinenssymptomer. Mange patienter ved, hvor mange abstinenspiller de plejer at skulle have for at være velbehandlede, det er derfor ofte en god ide at spørge patienten. Regulering af søvnrytmen opnås ved...)
Lungefibrose (...vedparten af ILS er imidlertid idiopatiske, og heraf er idiopatisk pulmonal fibrose (IPF) den hyppigste. Diagnosen IPF baseres på anamnese og et karakteristisk mønster (usual interstitial pneumonitis, UIP) på høj opløseligheds CT-scanning af lungerne og/eller i lungebiopsi. Prognosen ved IPF er dårlig med en gennemsnitlig overlevelse på 3-5 år uden behandling, hvorimod andre idiopatiske former ofte har en bedre prognose ved behandling med immunsuppression. Tilstedeværelsen af manifest fibrose er afgørende for behandlingseffekt og prognose. Der er ingen eller ubetydende inflammation ved IPF, hvorfor immunsuppression ikke har plads i behandlingen. Behandlingsstrategien rettes mod opbremsning af sygdomsprogression ved hjælp af antifibrosemidler, palliation og evt. lungetransplantation. En gruppe af non-IPF fibrotiske lungesygdomme vil udvikle sig fænotypisk som IPF, fx fibrotisk ILS i relation til bindevævssygdomme, fibrotisk allergisk alveolitis, fibrotisk idiopatisk ILS m.fl. Denne gruppe af fibrotisk ILS er karakteriseret ved et progressivt fald i lungefunktion, forværrede respiratoriske symptomer, radiologisk forværring, faldende livskvalitet og nedsat overlevelse. Ved inflammatorisk ILS benyttes oftest steroid som førstevalg, enten oralt eller intravenøst, afhængigt af sygdommens sværhedsgrad. Ved visse typer af ILS kan behandlingen aftrappes i løbet af 6-12 måneder, mens behandlingen ved andre typer af ILS bør suppleres med evt. årelang steroidbesparende behandling som fx azathioprin , methotrexat , mycophenolat , cyclophosphamid og og rituximab m.fl. Pirfenidon og nintedanib er antifibrosemidler til behandling af IPF, og nintedanib er også godkendt til behandling af progressiv non-IPF fibrotisk ILS. Trods de farmakologiske behandlingsmuligheder vil sygdommen ofte progrediere og palliation er derfor væsentlig. Iltbehandling tilbydes efter vanlig indikation, men mange patienter kan evt. også have glæde af ilt ved fysisk aktivitet. Rehabilitering med fysisk træning er vigtig. Infektioner bør forebygges med vaccination. Refluks, søvnapnø og andre komorbiditeter bør behandles. Codein kan lindre hosten hos nogle, og morfika kan evt. mindske hoste og dyspnø. Lav-dosis prednisolon (højst 10 mg) anvendes hyppigt hos patienter med svær IPF og PPF til lindring af hoste, træthed og madlede. Henvisning til vurdering mhp. lungetransplantation bør ske ved...)
Type 2-diabetes (...ved type 2-diabetes, hvor kostomlægning, motion og vægttab ikke har haft den ønskede effekt. De fleste patienter med type 2-diabetes behandles i almen praksis og i henhold til den fælles DSAM/DES behandllingsvejledning (2161) (2162) , som anbefaler at starte med metformin fra diagnosetidspunktet eller som hovedregel inden for de første tre måneder efter diagnosen. Hos patienter med erkendt hjertekarsygdom eller mere end 3 risikofaktorer for hjertekarsygdom anbefales at supplere med en SGLT-2 hæmmer eller med en GLP-1 receptor agonist hvis en SGLT-2 hæmmer ikke tåles uafhængig af HbA1c (organbeskyttelse). Tilsvarende anbefales behandling med SGLT-2 hæmmer ved diabetisk nyresygdom og hjertesvigt. Dette uddybes nedenfor. Som ovenfor nævnt anbefaler de nyeste retningslinjer fra Dansk Endokrinologisk Selskab , at de nævnte patientgrupper starter med en GLP-1-receptor agonist eller en SGLT-2-hæmmer før metformin. Før behandlingen indledes, bør der for patienten opstilles et behandlingsmål for glucoseniveauet (HbA 1c ). Behandlingsmålet bør være individuelt og afhænger blandt andet af patientens alder og evt. forekomst af iskæmisk hjertesygdom. I sidstnævnte tilfælde bør intenderet stram kontrol med flere lægemidler med risiko for hypoglykæmi undgås, således at et behandlingsmål på omkring 53-58 mmol/mol (7,0-7,5 %) i HbA 1c vil være passende, specielt hos den lidt ældre patient, mens et højere behandlingsmål kan vælges hos ældre skrøbelige patienter og nogle gange accepteres hos patienter med dårlig compliance. Hos den yngre og/eller debuterende patient vil målet være en normalisering af HbA1c eller nærnormalisering (HbA1c 48-53 mmol/mol). Behandlingsstrategien afhænger som anført af tilstedeværende hjerte-kar-sygdom, hjertesvigt og diabetisk nyresygdom. Ellers er lægemidlets effekt på hyperglykæmi, legemsvægt, hjerte-kar- og nyresygdom, kompleksitet af behandlingen, risiko for hypoglykæmi, vægtstigning, bivirkninger i øvrigt og pris afgørende for valg af lægemiddel. Hos en undergruppe af patienter med normalvægt (BMI 60 år, mandligt køn, disposition til kardiovaskulært sygdom, dysreguleret hypertension, > 130/80 trods behandling, LDL > 1.8 trods behandling, rygning > 10 pakkeår)), er der evidens for, at behandling med SGLT-2 hæmmerne empagliflozin, dapagliflozin og canagliflozin og GLP-1-RA liraglutid, semaglutid og dulaglutid sænker den kardiovaskulære risiko. Liraglutid og empaglilfozin er desuden vist at reducere mortaliteten. Dapagliflozin er vist at sænke den kardiovaskulære risiko og mortalitet i en subgruppe af patienter med tidligere myokardieinfarkt. Derfor bør en SGLT-2 -hæmmer eller en GLP-1-RA med dokumenteret effekt på den kardiovaskulære risiko foretrækkes som 1. valg ved klinisk hjertesygdom og bør opstartes uafhængig af individualiseret HbA1c mål. Der anbefales at stile mod HbA1c 300 mg/g) uanset eGFR eller mikroalbuminuri (albumin/kreatinin ratio > 30 mg/g) kombineret med eGFR 60 ml/min eller eGFR uden albuminuri er der også påvist nyrebeskyttende effekt af SGLT-2-hæmmere, og her skal behandling overvejes. Behandling med en SGLT-2-hæmmer er den mest effektive behandling for diabetisk nyresygdom, og hos patienten der er i behandling med ACE-hæmmer eller en angiotensin-II-antagonist bør den indgå i behandlingen uafhængig af HbA1c målet. Væsketal bør kontrolleres, da der ofte ses et midlertidigt ca. 8 % fald i eGFR (≈ 3-5 ml/min/1,73 m 2 ) ved initiering af SGLT-2-hæmmer. Hvis en SGLT-2-hæmmer ikke tolereres, kan en GLP-1 receptor agonist alternativt benyttes. GLP-1 RA (semaglutid) har vist nedsat progression af diabetisk nyresygdom, hjertekarsygdom og dødelighed ved type 2 diabetes med albuminuri > 100 mg/g og eGFR 25-50 ml/min/1,73m2 eller albuminuri > 300 mg/g og eGFR 50-75 trods RAS blokade (6621) . Studier designet til at afklare en eventuel effekt af kombinationsbehandling med en GLP-1 RA og en SGLT-2 hæmmer afventes. Kombinationsbehandling med SGLT-2-hæmmer og GLP-1 RA hos patienter med etableret hjerte-kar-sygdom kan overvejes afhængigt af HbA1c. Vedvedvarende/stigende albuminuri trods ARB/ACE-I og SGLT-2-hæmmer kan tillægges lavdosis spironolakton (12,5-25 mg) under monitorering af serumkalium eller finerenon, der har klausuleret tilskud til behandling af voksne med type 2-diabetes og diabetisk nyresygdom eGFR ≥ 25 - 30 mg/g, trods behandling med de for patienten maksimalt tolerable doser af ACE-hæmmer/ARB og SGLT-2-hæmmere. Finerenon er vist at reducere udviklingen af nyresvigt og kardiovaskulær sygdom, især indlæggelser pga. hjertesvigt. Patienter med alene nedsat nyrefunktion (fald i eGFR) uden albuminuri (fx betinget af høj alder) formodentlig vil have en mindre absolut risikoreduktion ved brug af SGLT-2 hæmmer sammenlignet med patienter, som også har albuminuri. Evidensen for absolut risikoreduktion patienter med albuminuri ≥ 30-200 mg/g er ikke så god som ved højere grader af albuminuri. Nyrefunktionen monitoreres ved hjælp af eGFR og albumin/kreatinin-ratio med måneders interval, og patienter henvises til nefrolog ved eGFR 54 mmol/mol) pga. af risikoen for hypoglykæmi. For den ældre patient kan kognitiv svækkelse med glemsomhed og forvirring, synsproblemer, dårlig økonomi, praktiske problemer med fx blisterpakninger, der kan være svære at åbne, synkevanskeligheder mv. alle være faktorer, der bidrager til manglende komplians. Det anbefales i særlig grad til denne patientgruppe at anvende enkle regimer (højst medicin 2 x dagligt) og sørge for skriftlig information til den ældre patient, samt evt. pårørende og hjemmesygeplejen. Insulinbehandling ved type 2 diabetes En simpel - og ofte effektiv - behandlingsalgoritme er, når insulinbehandling bliver nødvendigt, at fortsætte med orale antidiabetika bortset fra sulfonylurinstof og kombinere denne med isophaninsulin (NPH), insulin detemir, insulin glargin eller insulin degludec indgivet om morgenen, evt. ved sengetid. Specielt gennem de senere år er det blevet mere almindeligt at fortsætte med en GLP-1-receptor agonist eller SGLT-2-hæmmer foruden metformin. Derved reduceres insulinbehovet og risikoen for hypoglykæmi samt en eventuel vægtstigning sammenlignet med metformin alene plus insulin. Endvidere opnås hos den hjertesyge patient en reduktion i risikoen for fremtidige kardiovaskulære hændelser ved at fortsætte med GLP-1-receptor agonisten (liraglutid,semaglutid eller dulaglutid) og/eller en SGLT-2-hæmmer (empagliflozin, dapagliflozin eller canagliflozin). Disse præparaterne reducerer også progressionen af den diabetiske nyresygdom. Insulinbehandling initieres ofte med 10 enheder af basal insulin eller 0,2 enhed per kg legemsvægt. Insulindosis titreres med 4-7 dages interval under vejledning af hjemmemåling af blod-glucose og HbA 1c . Når dosis overstiger 40 IE, deles dosis initialt ligeligt mellem morgen- og aftensmåltidet, dog ikke for insulin degludec, der altid doseres én gang i døgnet. Det samme vil ofte også gælde for insulin glargin 300. En døgndosis på 1,0-1,5 IE/kg kan være nødvendig. En anden mulighed er at benytte bifasisk insulin 2 gange i døgnet før morgen- og aftensmad. En tredje injektion før frokost kan blive nødvendig for at opnå eller vedligeholde behandlingsmålet. Hos enkelte patienter kan behandling med multiple injektioner (basal-bolus) være nødvendig. Kombinationen med metformin er insulinbesparende (25-30 %) samtidig med, at metformin reducerer vægtstigningen, der ofte ses efter start af insulinbehandling. Hos patienter, hvor behandling med metformin og insulin ikke har medført en tilfredsstilende kontrol af hyperglykæmien, kan tillæg af en DPP-IV-hæmmer, en GLP-1-receptor agonist eller en SGLT-2-hæmmer være med til at bedre den glykæmiske kontrol samtidig med, at risikoen for vægtøgning reduceres. Specielt kombinationen med semaglutid og insulin har signifikant forbedret den glykæmiske kontrol, og forhindret store vægtstigninger under insulinbehandling. Dansk Endokrinologisk Selskabs Nationale Behandlingsvejleding (NBV): Type 2 diabetes, diskuterer i detaljer insulinbehandling ved...)
Parkinsons sygdom (...ved motoriske komplikationer suppleres med dopaminagonist. Hos patienter under 70 år kan behandlingen også indledes med MAO-B hæmmer, men effekten er beskeden i monoterapi og må ofte suppleres med dopaminagonist eller levodopa efter måneders behandling. MAO-B hæmmere kan anvendes som adjuvans til dopaminagonister og levodopa i hele sygdomsforløbet. Optræder der wearing-off-symptomer, kan behandlingen suppleres med en COMT-hæmmer , som forlænger levodopas virkningsvarighed. Man skal være opmærksom på, at behandling med COMT-hæmmer tidligt i forløbet, før der udvikles wearing-off-symptomer, øger risikoen for dyskinesier (1563) . Effekten af dopaminagonister sammenlignet med levodopa : Dopaminagonister har længere halveringstid og dermed en længere virkningsvarighed end levodopa, hvilket formentlig er medvirkende til, at man kan udskyde tidspunktet for motoriske komplikationer ved at starte behandling med dopaminagonister. Grundet hyppigere forekomst af kardial valvulær fibrose ved behandling med de ergot-deriverede dopaminagonister anbefales non-ergotderiverede dopaminagonister som førstevalg. Dopaminagonister er ofte tilstrækkeligt effektive i sygdommens første år. Men i det årelange behandlingsforløb kan patienterne ikke undvære det mere effektive levodopa. Når tillæg af levodopa bliver nødvendig, opnås en betydelig levodopabesparende effekt i kombination med dopaminagonister. Undertiden vil bivirkninger til dopaminagonister, bl.a. i form af uvarslede søvnanfald og impulskontrol sygdom (1615) , nødvendiggøre reduktion af dosis eller seponering med erstatning af dopaminagonister med levodopa på trods af risiko for tidligere udvikling af motoriske komplikationer. Grundet risiko for abstinenssymptomer (dopamine withdrawal syndrome, DAWS) skal udtrapning så vidt muligt foretages gradvis. For skift mellem dopaminagonister, se Tabel 1 . Patienter over 70 år Levodopa anbefales af flg. grunde som førstevalg hos ældre over 70 år og/eller patienter med betydende kognitive forstyrrelser: forventet kortere restlevetid ældre udvikler sjældnere end yngre parkinsonpatienter motoriske komplikationer hyppigere bivirkninger ved...)
Lus (...vedlus), Pediculus corporis (kropslus) og Phthirus pubis (morpioner, fladlus). Pediculosis capitis (hovedlus) Permethrin shampoo . Indgnides i håret/hårbunden efter almindelig hårvask og udskylles efter 10 minutter. Behandlingen gentages efter 8 dage. Der har været rapporteret behandlingssvigt, som kan skyldes resistens. Det er vigtigt, at behandlingsforskriften følges nøje, og at behandlingen kombineres med daglig fjernelse af lus med tættekam. Dagen efter endt behandling skal der kontrolleres for levende lus. Hvis der stadig er levende lus, skal der ved gentagen behandling anvendes et alternativt lusemiddel. Dimeticon opløsning . Dette produkt, som fås i håndkøb, kan i kombination med tættekam anvendes som alternativ til permethrin. Pediculosis corporis (kropslus) Permethrin creme. Påføres huden fra halsen og ned. Efter 8 timer afskylles behandlingsmidlet. Behandlingen gentages efter 8 dage. Phterius pubis (morpioner, fladlus) Permethrin creme påføres huden og behåringen ved kønsdelene. Behandlingsmidlet afskylles efter 8 timer. Behandlingen gentages efter 8 dage. Oral ivermectin har effekt ved infestationer med lus, men anvendes normalt kun i speciallægeregi. Non-farmakologisk behandling Der henvises til lusekæmning. Se fx Lus, sådan kæmmer du Alle medlemmer af en husstand bør undersøges for lus med henblik på evt. samtidig behandling. Sengetøj og hoved...)
Hyperfosfatæmi (...Ved brug af calciumholdige fosfatbindere anbefales det, at den totale dosis af elementært calcium tilført med fosfatbinderne ikke overstiger 1.500 mg. Er der behov for yderligere fosfatbinding, anbefales kombination med en ikke-calciumholdig fosfatbinder. Fosfatbindere indtages med hovedmåltider og mellemmåltider afhængig af fosfatmængden i de forskellige måltider. Dosering og titrering af fosfatbindere hviler på regelmæssig kontrol af P-fosfat, minimum 1 gang pr. måned, hyppigere ved behandlingsændringer. For fuldstændig behandlingsvejledning henvises til internationale guidelines: KDIGO 2017 : Clinical Practice Guideline Update for the Diagnosis, Evaluation, Prevention, and Treatment of Chronic Kidney Disease-Mineral and Bone Disorder (CKD-MBD), juli 2017 Præparatvalg Valg af fosfatbinder baseres på flere faktorer: Graden af nyreinsufficiens, samtidig tilstedeværelse af hypo- eller hypercalcæmi, co-morbiditet og tolerabilitet. Ved hyperfosfatæmi med samtidig hypercalcæmi og/eller oversupprimeret PTH samt ved...)
Lidelser i calciumstofskiftet (...ved sekundær eller tertiær hyperparatyroidisme falder tillige ved behandling med D-vitamin eller D-vitamin analoger. Tabel 1. Forslag til valg af midler til behandling af hyperparathyreoidisme afhængigt af årsag til hyperparatyroidismen Nyrefunktion Primær hyperparatyroidisme Sekundær hyperparatyroidisme Tertiær hyperparatyroidisme Normal Cinacalcet og etelcalcetid * Cholecalciferol eller ergocalciferol ved D-vitaminmangel, evt. kombineret med Calcium . Calcium og vitamin D ved...)
Akut højdesyge (...ved højere dosering. Effekten ved lavere dosering (62,5 mg x 2) er reduceret i forhold til den anbefalede dosering (5834) (2357) (2358) (2359) . Medikamentel profylakse udelukker ikke mulighed for højdesyge og effekten menes størst hos patienter disponeret til højdesyge, hvilket i praksis kan vurderes på baggrund af anamnese om tidligere symptomer på højdesyge (2356) (2357) (2358) (2359) . Bivirkninger Ved kortere anvendelse som medicinsk profylakse mod højdesyge er paræstesier i hænder og fødder samt forbigående øget diurese de primære bivirkninger. I øvrigt henvises til præparatbeskrivelsen. Behandling Ved symptomer anbefales umiddelbart hvile samt reduktion af højde. Ved...)
Amyotrofisk lateral sklerose (...ved ”ALS Functional Rating Scale-Revised” (ALSFRS-R). Der er usikkerhed om, hvorvidt den manglende effekt på patienternes funktionsniveau skyldes for kort opfølgningstid i studiet. Dokumentation Dokumentation for Riluzol s effekt hviler i al væsentlighed på to klinisk kontrollerede undersøgelser, der omfatter henholdsvis 155 og 959 ALS-patienter under 75 år med sygdomsvarighed mindre end 5 år og med respiratorisk vitalkapacitet på mere end 60 % af den forventede. En samlet vurdering viser, at riluzol forlænger livet eller tiden til behov for trakeostomi eller mekanisk ventilation. Den effektive døgndosis var 100 mg, og der fandtes ikke nogen signifikant bedre effekt af en højere daglig dosis på 200 mg. Den livsforlængende effekt var beskeden og gennemsnitlig i størrelsesorden 2-3 måneder efter 18 måneders behandling. Størst effekt observeredes i gruppen med debut af bulbære symptomer. Der var ingen påviselig gavnlig indflydelse på muskelstyrke, spasticitet, fascikulationer, motorisk funktion eller lungefunktion. Retrospektive studier har fundet, at den livsforlængende virkning kan være noget større (4-18 måneder), og at livsforlængelsen specielt ses ved behandling af patienter i relativ sent stadie af ALS. Nogle af bivirkningerne kan mindske livskvaliteten, og dosisreduktion eller ophør af behandling må anbefales i disse tilfælde. Riluzol bør kun anvendes af neurologer med erfaring i behandling af ALS. Nedsat lever- og/eller nyrefunktion Riluzol er kontraindiceret ved forudbestående aktiv leversygdom, ALAT/ASAT mere end 3 gange øvre normalgrænse, og/eller forhøjelse af flere leverfunktion tests, specielt bilirubin. Riluzol bør seponeres ved stigning i ALAT/ASAT mere end 5 gange øvre normalgrænse under behandlingen. Behandlingsinduceret hepatitis er rapporteret som en sjælden bivirkning. Der er ikke foretaget studier ved...)
Nicotinafhængighed (...ved øvrige administrationsformer, må være individuelt ift. administrationsform. Behandling af nicotinafhængighed er mere cost-effektivt, sammenlignet med alle andre behandlings- og forebyggelsestiltag. 73 % af alle daglig-rygere har et ønske om at holde op, og halvdelen af disse ønsker hjælp til rygestop (6843) . Alene sundhedspersoners rutinemæssige registrering af patienters rygestatus har vist at øge rygestopraten. Uden hverken non-farmakologisk eller farmakologisk behandling er den spontane rygestoprate efter 1 år 2-3 %. Den mest effektive behandling af tobaksafhængighed er en kombination af professionel rygestopvejledning og farmakologisk behandling hvorved der opnås en rygestoprate på omkring 20-30 %/år jvf nedenstående tabel. Behandling af nicotinafhængighed, ved andre øvrige indtag af nicotin, er endnu ikke veldokumenteret. Det kan dog ikke afvises at afvænningsbehandling indeholdende nicotin, er en potentiel behandling, der kan opretholde behovet for nicotin, og dermed risiko for tilbagefald. Alle nicotinmisbrugere - også rygere med rygerelaterede sygdomme - bør motiveres til rygeafvænning. Individuel rådgivning om rygeophør medfører øget chance for rygestop og stop for nicotinmisbrug (6839) . De fleste kommuner tilbyder gratis rygestopkurser, og i nogle tilfælde gives tilskud til ikke-receptpligtig rygestopmedicin (NRT) ved deltagelse. Rådgivning ledsaget af 8-12 ugers behandling med nedennævnte midler øger chancen for vellykket rygestop yderligere (6840) . Præparaterne til rygeophør har også vist sig effektive til patienter med kroniske sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, KOL og psykiske lidelser (6841) . Rådgivning alene Rådgivning plus NRT Rådgivning plus bupropion Rådgivning plus vareniclin Rådgivning plus cytisin 10 % 20 % 20 % 30 % Ukendt Præparatvalg Nicotinsubstitution ved rygeophør mindsker abstinenssymptomer som rastløshed og koncentrationsbesvær og har i årtier været det foretrukne medicinske hjælpemiddel til tobaksafvænning på baggrund af et omfattende antal forskningsartikler samt lav bivirkningsprofil. Desuden er nicotinplaster den enestetype medicinsk behandling, som det er muligt at ordinere til indlagte patienter med tobaksabstinenssymptomer. Anvendelse af NRT i op til 6 mdr. efter rygeophør fordobler chancen for røgfrihed efter 1 år. For nylig er det vist, at NRT i højere styrker eller kombinationsbehandling med et langsomt virkende (fx plaster) og et hurtigt virkende præparat (fx tyggegummi) er mere effektiv end et enkelt lavdosis præparat eller Bupropion (4714) . Nicotin udøver sin effekt direkte på nicotinreceptorerne i hjernen. Uafhængig af hvilken vej nicotin indtages, må det det formodes at have samme effekt ved intervention/behandling. Vareniclin og det nyere præparat på det danske marked Cytisin er plantebaserede alkaloider og virker begge som partielle agonister på nicotinreceptorerne, hvorved nicotinabstinenssymptomerne ved rygeophør aftager. Når stofferne binder sig til nicotinreceptorerne, virker de som nicotinantagonister og nedsætter derved den positive effekt (belønning) af nicotin. Begge præparater er receptpligtige. Vareniclin er mere effektivt end bupropion og et enkelt nicotinprodukt. Bupropion er et tricyclisk antidepressivum, som hæmmer genoptagelsen af dopamin og noradrenalin og dermed mindskes rygetrangen og de fysiske abstinenser. Bupropion har en række kontraindikationer pga. lægemiddelinteraktioner og kan i sjældne tilfælde udløse universelle krampeanfald, hvorfor det først anvendes, når nicotinprodukter har været prøvet. Bupropion må desuden ikke anvendes til gravide. Førstevalgspræparater: Nicotinprodukter Vareniclin Cytisin Som andetvalg anvendes Bupropion I Danmark anbefales ikke andre behandlinger til nikotinafvænning end de ovennævnte. E-cigaretter har været kendt i mange år og nogle studier har vist, at de er effektive til rygestop. Imidlertid viser studierne også at e-cigaretterne oftest anvendes længere end de anbefalede 6 mdr. samt at de hyppigt bruges samtidig med cigaretrygning (dual use). Desuden er de potentielt helbredsskadelige langtidseffekter af indholdet i E-væsken fortsat ukendte (6842) . De nye nikotinposer, som bruges i stigende grad af især teenagere og unge voksne indeholder nikotin, men anbefales ikke til rygestop. Poserne kan indeholde nikotin i langt større mængder end både cigaretter og andre nikotinholdige produkter. Indenfor de sidste 10 år er der udviklet røgfri elektronisk opvarmede tobaksprodukter, der ligner cigaretter. Opvarmet tobak (heat-not-burn) indeholder tobak, som opvarmes ved...)
Scabies (...ved 60 °C. Hvis tøjet ikke kan vaskes ved 60 °C, så bør det henstå urørt (fx i en plastpose) i mindst 3 døgn, evt. op til 1 uge (4448) . Denne fremgangsmåde kan også benyttes ved stofmøbler, madrasser og lignende. Der er manglende viden om fnatmiders overlevelsestid i almindelige frysere, hvor temperaturen ofte er -15 til -20 °C (4449) . Man kan derfor ikke generelt anbefale, at tøj lægges i almindelig fryser. Det anbefales at udlevere skriftlig information om den farmakologiske behandling og de infektionshygiejniske forholdsregler til patienten (se nedenfor). Forebyggelse af smitte Se også Håndtering af fnat Undgå tæt hudkontakt med smittede personer Undgå at dele håndklæder, tøj eller sengetøj med smittede personer Støvsug senge og møbler med betræk/polstring, og rengør hjemmet med almindelige rengøringsmidler. Vask tøj, sengetøj og håndklæder ved 60 °C. Alternativt henstand af tøj eller stofmøbler ved mindst 25 °C og lav luftfugtighed i 3 døgn eller ved lavere temperaturer eller høj luftfugtighed henstand i 1 uge. Der er sparsom viden om resistensforhold hos humane fnatmider, men data fra 1994-2000 viser en klar udvikling i tolerance for permethrin (4450) . Der er ingen nyere data tilgængelige, men da der er udbredt resistens mod permethrin hos hovedlus, sandsynliggør dette, at det samme kan være gældende hos fnatmider (4450) . Udvikling af resistens mindskes ved at følge behandlingsanvisningen om to påsmøringer med rigelig creme eller gel med en uges mellemrum, samt behandling af tætte kontakter. Revurdering af behandling Ved behandlingssvigt med permethrin bør der skiftes til et andet lægemiddel, så afkom, der kan have udviklet tolerans, bliver slået ihjel. Toleranceudvikling hos humane fnatmider i Danmark er ikke systematisk undersøgt, men der er klinisk erfaring, som viser behandlingssvigt med permethrin trods umiddelbar korrekt brug af creme eller gel og hygiejniske tiltag. Opleves der behandlingssvigt (se afsnit om opfølgning) med permethrin til trods for, at lægemidlet er anvendt korrekt, kan anden behandling forsøges. Se tabel 1. Ivermectin er det eneste lægemiddel, som kan administreres oralt, hvilket gør det belejligt at bruge ved større udbrud på institutioner, hvor den topikale behandling kan være vanskelig at gennemføre på grund af antallet, der skal behandles (4446) . Ved tilfælde af Scabies crustosa kombineres lokal og systemisk behandling. Scabies crustosa kræver desuden midesanering i miljøet, hvilket svarer til en hovedrengøring med vand og sæbe. Ud over hovedrengøring bør øvrige hygiejniske tiltag konfereres med lokal hygiejnesygeplejerske eller speciallæge i dermatologi. Ingen af behandlingsformerne forebygger reinfestation efter endt behandling, så samtidig behandling af tætte kontakter og efterlevelse af de infektionshygiejniske forholdsregler er derfor helt essentielt. Tabel 1. Lægemidler mod scabies (fnat) Behandlingsregime Bemærk Udleveringstilladelse Topikale lægemidler Permethrin 5 % Påføres dag 0 og 7. Skal sidde 8-12 timer. Kan give hudirritation. Kræves ikke. Ivermectin creme 1 % Påføres dag 0 og 7. Skal sidde i 24 timer. Er ikke godkendt behandling. Kræves ikke (udlevering B). Benzylbenzoat + disulfiram (Tenutex®)* Påføres dag 0 og 7. Skal sidde i 24 timer. Manglende viden om sikkerhed hos småbørn og gravide. Kan give hudirritation. Alle læger kan søge Lægemiddelstyrelsen om generel udleveringstilladelse. Svovlvaselin 10 % (magistrelt fremstillet) Påføres 3 dage i træk. Skal sidde i 24 timer. Kan give hudirritation. Kræves ikke Systemiske lægemidler Ivermectin 3 mg 200 mikrogram/kg på dag 0 og 7. Kontraindiceret hos børn med legemsvægt < 15 kg, gravide og ammende. Kræves ikke (udlevering B). * Kan kun rekvireres fra apotek/sygehusapotek med udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen . Det anbefales at tabletterne tages sammen med et måltid (4446) (5205) . Forsigtig dosering af ivermectin anbefales ved svært nedsat lever- og nyrefunktion. Der er som udgangspunkt ikke rationale for fraværsmelding pga. smitterisiko. Sundhedspersonale med konstateret fnat bør dog ikke deltage i direkte pleje- og behandlingsopgaver før 8-12 timer efter 1. påsmøring med permethrin (4447) . Børn kan komme i institution 8-12 timer efter iværksat behandling. Patienten anses for at være fri for fnat, hvis der en uge efter endt behandling ikke længere er nogle aktive læsioner. Det er vigtigt at informere patienterne om, at kløen kan fortsætte i op til 6 uger efter endt behandling. Kløen kan behandles med systemiske antihistaminer og milde lokale kortikosteroider. Ved sekundær bakteriel infektion skal denne behandles enten med lokale eller systemiske antibiotika. Retningslinjer vedrørende behandling og sygehushygiejne ved...)
Invasiv aspergillose (...ved målrettet behandling monitoreres 1-2 gange ugentligt, indtil relevant niveau og steady state er nået, herefter ca. hver 14. dag (da niveauet kan ændre sig under længerevarende behandling), samt ved ændring af forhold, der kan have indflydelse på serumniveauet. Relevant for voriconazol pga. variabel metabolisme, og for itraconazol og posaconazol mikstur pga. variabel GI optagelse. Serum koncentrationsmålinger er ikke rutinemæssigt anbefalet for isavuconazol, men anbefales foretaget som minimum ved mistanke om behandlingssvigt eller toxicitet. Ved dokumenteret eller formodet invasiv aspergillose er førstevalg voriconazol . Posaconazol og isavuconazol er alternativer (582) . I sammenligning med voriconazol er disse individuelt fundet non-inferiøre til behandling af invasiv aspergillose. Voriconazol er ofte det foretrukne valg, bl.a fordi posaconazol ikke har sufficient CNS penetrans og da erfaring med voriconazol som primær behandling, er mere ekstensiv. Metabolismen af voriconazol, posaconazol, isavuconazol og itraconazol varierer. For at opnå optimale terapeutisk serum niveau justeres dosis ud fra anbefalede serumkoncentrationsmålinger. Visse Aspergillus -arter har intrinsic azol- eller amphotericin B-resistens, og da der i omkring 6 % af A. fumigatus isolater ses erhvervet resistens, bør resistens-bestemmelse foretages. I randomiserede kliniske undersøgelser har lipidformulering af amphotericin B vist sig at have mindst samme behandlingseffekt som konventionel amphotericin B med signifikant færre bivirkninger. Caspofungin er det eneste echinocandin godkendt til behandling af aspergillus. Caspofungin har kun fungistatisk effekt og penetrererer ikke CNS. Endvidere er gennembrudsinfektion under pågående behandling observeret. Behandling med lipidformulering af amphotericin B er førstevalg ved azol-resistens, amphotericin B-resistens er sjælden. Amphotericin B er udtalt nyretoksisk og medfører ofte hypokaliæmi, hvorfor GFR og kalium bør monitoreres tæt. Ved utilstrækkelig effekt, specielt hvor resistens ikke kan udelukkes, kan det være hensigtsmæssigt at skifte stofklasse. Der findes ingen evidens for, at kombinationsbehandling med to forskellige stofklasser er bedre end monoterapi. Selv ved en succesfuld medicinsk behandling er det hovedreglen, at CT-forandringerne progredierer de første uger af behandlingen (evt. som følge af immun-rekonstituering), og dette er derfor ikke i sig selv udtryk for refraktær infektion (923) . Itraconazol kan anvendes til oral konsoliderende behandling. Itraconazol optages dog ret varierende fra tarmen, bl.a afhængigt af samtidig måltidsindgift, og bør derfor forbeholdes mindre alvorlige tilfælde af aspergillosis eller som konsoliderende behandling. Behandlingsvarigheden er afhængig af karakteren og forløbet af underliggende sygdom og infektionens sværhedsgrad, men regnes i måneder snarere end uger. Det anbefales at foretage regelmæssige serumkoncentrationsbestemmelser med henblik på optimal styring af behandlingen, da voriconazol metaboliseres med forskellig hastighed, og itraconazol og posaconazol absorberes i varierende grad. Behandlingen bør fortsættes, indtil komplet resolution og underliggende reversibel immuninkompetence er reverteret. Ved fornyet immunsuppression (fx gentagen kemoterapi) bør sekundær profylakse overvejes. Empirisk behandling Da diagnostik af invasiv aspergillose er vanskelig, kan behandling af risikopatienter uden dokumenteret infektion være relevant. Førstevalgsbehandling (beskrevet ovenfor) vil i disse tilfælde være voriconazol , isavuconazol eller posaconazol eller lipid-formulering af amphotericin B . Ved...)
Smerter (...Ved vævsskader medfører den inflammatorisk betingede perifere sensibilisering ofte en bevægelsesrelateret smerte. Nociceptive viscerale smerter udgår fra slimhinder eller organer og vil typisk have en mere diffus udbredning, og der er ofte meddelte smerter til andre og mere fjerne regioner af kroppen, fx hjertesmerter til venstre arm eller galdesmerter til højre skulderblad. Neuropatiske smerter er smerter, der opstår som følge af skade på eller sygdom i det somatosensoriske nervesystem. Ved en neuropatisk smerte vil smerteudbredningen følge innervationsområdet for det beskadigede nervevæv og der vil være enten positive eller negative sensoriske fund svarende til det innerverede område. Smerterne vil ofte blive beskrevet som sviende, stikkende, brændende, evt. jagende eller som elektriske stød. Alle disse smertebeskrivelser er klinisk vigtige for at rejse mistanken om neuropatiske smerter, men er ikke diagnostiske. Ved længerevarende smertetilstande ses ofte en blanding af nociceptive og neuropatiske smertemekanismer. Desuden kan smertesystemet over tid blive oversensitivt således, at der ses en vedvarende perifer og/eller central sensibilisering af smerteførende nervefibre på trods af, at en oprindelig vævsskade er ophelet. The International Association for the Study of Pain (IASP) har for nyligt vedtaget en tredje smertedescriptor: Nociplastiske smerter , defineret som smerter, der skyldes ændret nociception på trods af, at der ikke findes tegn på vævskade eller tegn på skade eller sygdom i det somatosensoriske nervesystem (4476) . Der er forskel på, hvordan smerterne skal behandles, alt efter om de er akutte, kroniske eller skyldes cancersygdom. Den akutte smerte er typisk et symptom, hvor behandleren finder årsagen til smerterne og behandler den, hvorimod der ved...)
Farmakologisk frakturprofylakse (...ved at nedsætte den osteoklastiske aktivitet. Herved hæmmes nedbrydningen af knoglevævet og dermed knogleomsætningen. Knoglemineraltætheden stiger i begrænset omfang, styrken øges, og risikoen for fraktur mindskes. Typisk reduceres den relative risiko for fraktur med 30-70 %. Antiresorptive farmaka omfatter bisfosfonater (alendronat, ibandronat, risedronat og zoledronsyre) antistofbehandling (denosumab) selektive østrogenreceptor-modulerende stoffer (raloxifen). Gruppen af antiresorptive lægemidler omfatter tillige østrogener . Længerevarende postmenopausal østrogenbehandling frarådes pga. uhensigtsmæssig bivirkningsprofil (bl.a. øget risiko for brystkræft) (3015) . Hos yngre kvinder med hypogonadisme kan østrogenbehandling dog anvendes frem til det forventede menopausetidspunkt. Der pågår i øjeblikket en diskussion af, om det også kan anses for hensigtsmæssigt at bruge postmenopausal østrogenbehandling, hvis denne iværksættes i forlængelse af den naturlige monopause (5316) . Kosttilskud med calcium og D-vitamin har også en antiresorptiv effekt ved bl.a. at modvirke udviklingen af sekundær hyperparatyroidisme . Anabole farmaka Anabole farmaka (knogleopbyggende behandling) omfatter parathyroideaanalogen teriparatid og antistofbehandling med romosozumab . Behandlingen stimulerer primært knogleformationen, hvorved BMD øges og risikoen for fraktur mindskes. Effekten er særligt udtalt i trabekulært knoglevæv (fx columna). Romosozumab har tillige en vis antiresorptiv virkning. Behandlingsvarigheden med teriparatid er almindeligvis 24 mdr., hvor det administreres én gang dagligt (20 mikrogram s.c.), mens romosozumab administreres én gang om måneden (210 mg s.c.) i 12 måneder. Knogleanabol behandling bør efterfølges af antiresorptiv behandling (4975) . Med anabole farmaka reduceres den relative risiko for frakturer i columna typisk med 50-90 %, mens risikoen for non-vertebrale frakturer mindskes med omkring 40 % (4974) (234) . Præparatvalg Som udgangspunkt anbefales det at vælge et lægemiddel med dokumenteret effekt på den frakturtype, som patienten har fået eller er i størst risiko for at pådrage sig (se tabel 1). Hos patienter i systemisk behandling med glukokortikoid gør særlige forhold sig gældende, se Glukokortikoider . Nytilkommen ( 40 år med én nytilkommen ( 25 % kompression) og T-score 25 % sammenfald), nytilkomne lavenergifrakturer i columna (uanset T-score). Da teriparatid kun har begrænset effekt på BMD i hofteregionen, kan der initialt gives en enkelt infusion med zoledronsyre til patienter med høj risiko for hoftenære frakturer (ældre med lavt BMD i hofteregionen). Herved øges BMD i hofteregionen uden at kompromittere den anabole effekt på BMD i columna (1636) (2713) . Dog foreligger der ikke frakturdata, hvad angår kombinationsbehandling. Hos mænd og kvinder med kompressionsfrakturer i columna, som ikke opfylder kriterierne for anabolbehandling, er alendronat førstevalg. Hvis der er kontraindikation for alendronatbehandling anses andre bisfosfonater og denosumab for ligeværdige alternativer (tabel 1). Patienter med en hoftenær fraktur: Hos patienter med tidligere hoftenær fraktur er der bedst dokumentation for en frakturreducerende effekt af zoledronsyre. Selvom der ikke er dokumentation for en effekt specifikt hos patienter med en tidligere hoftenær fraktur, må romosozumab, alendronat og denosusumab også antages at have en gunstig effekt. Kvinder uden kompressionsfrakturer i columna eller en tidligere hoftenær fraktur: Romosozumab kan overvejes hos postmenopausale kvinder med osteoporose, der inden for de sidste 3 år har haft en lavenergifraktur i bækken, over- eller underarm. Hos patienter der ikke opfylder kriterierne for romosozumab, overvejes oral behandling med alendronat eller risedronat, da begge præparater har dokumenteret effekt på alle typer af frakturer og er væsentligt billigere end de øvrige antiresorptive midler. S.c. injektion med denosumab eller i.v. infusion med zoledronsyre anses som ligeværdige behandlingsalternativer til oral behandling. Mænd uden kompressionsfrakturer i columna eller en tidligere hoftenær fraktur: Alendronat er førstevalg. Zoledronsyre og denosumab anses for ligeværdige andenvalg om end en mindsket frakturrisiko ved behandling med denosumab kun er dokumenteret i en population med prostatacancer og iatrogen hypogonadisme samt på BMD niveau hos mænd med lavt BMD (1570) (2714) . Tabel 1. Oversigt over effekten af farmakologisk osteoporoseforebyggelse dokumenteret ved randomiserede kliniske undersøgelser*) Kvinder Steroidinduceret osteoporose Osteoporose hos mænd Columna frakturer Hoftenære frakturer Perifere frakturer Calcium og D-vitamin Calcium- og D-vitamintilskud + + + Antiresorptiv behandling Bisfosfonater Alendronat + + + + + Risedronat + + + + Ibandronat + Zoledronsyre + + + + + Denosumab + + + + 2) + 1) Raloxifen + Knogleanabol behandling Teriparatid (PTH1-34) + + + + 2) Romosozumab + + *) Der er ikke medtaget resultater fra sub-analyser af randomiserede kliniske forsøg, hvis der ved randomiseringen ikke er stratificeret for den population, som indgår i sub-analysen. 1) For denosumab er effekten hos mænd kun dokumenteret ved prostatacancer med iatrogen hypogonadisme samt på BMD-niveau hos mænd med lavt BMD. 2) Effekt dokumenteret på BMD-niveau. Monitorering af behandlingseffekt Det anbefales, at patienter i behandling for osteoporose følges med en DXA-scanning hvert 2.-3. år. Ved behandling med antiresorptive farmaka forventes, at BMD holder sig på et stabilt niveau. Initialt kan der dog ses en mindre øgning af BMD. En nyopstået fraktur er ikke nødvendigvis udtryk for behandlingssvigt. Nye kompressionsfrakturer i columna opstået under pågående antiresorptiv behandling kan dog tale for behandlingsskift. En mangelfuld effekt af behandling kan gradueres som: Absolut behandlingssvigt: Hvis BMD mindskes med mere end least significant difference (LSD) for det pågældende målested svarende til ca. 3 % i columna lumbalis, 4 % i total hip eller 7 % i femoral neck. Tillige anses ≥ 2 lavenergifrakturer efter mindst 1 års behandling med god compliance som behandlingssvigt (2715) . Hvis der ikke foreligger en oplagt forklaring på den svigtende effekt, anbefales skift til anden behandling. Relativt behandlingssvigt: Hvis BMD 2 år efter initieret behandling måles til mindre end udgangsværdien, men hvor ændringen ikke overstiger LSD. I sådanne tilfælde anbefales det at sikre compliance samt ny kontrol af BMD efter yderligere 1-2 år. Behandlingsvarighed Den optimale behandlingsvarighed er uafklaret. Efter 5 års behandling med alendronat eller 3 års behandling med zoledronsyre kan behandlingen evt. pauseres, hvis følgende kriterier er opfyldt: T-score > -2.5 i hofte Fravær af lavenergifraktur i columna og hofte Fravær af andre lavenergifrakturer i behandlingsperioden Dette på baggrund af, at alendronat og zoledronsyre bindes kraftigt til knoglevævet og derved fortsætter med at have effekt lang tid efter ophør med behandlingen (3016) . Det er uvist, om der på tilsvarende vis opnås en depotvirkning ved behandling med andre bisfosfonater (risedronat og ibandronat). Ligeledes er der ikke langtidseffekter efter ophør af behandling med denosumab eller raloxifen, og den optimale behandlingsvarighed for disse lægemidler er endnu uafklaret (1492) (1571) . Forsigtighed tilrådes ved ophør af behandling med denosumab, da dette fører til en betydelig øget knogleomsætning og er forbundet men en øget risiko for vertebrale frakturer (3408) . Ved ønske om ophør med denosumab-behandling tilrådes det at iværksætte behandling med bisfosfonat (4978) (5122) . Ved...)
Præmatur ovariel insufficiens, POI (...Vedvalg af et long-cycle regime gives cyklisk gestagen i 12-14 dage hver anden eller tredje måned. Ved long-cycle er den endometriebeskyttende virkning formentlig lige så god som ved månedlig administration af gestagen. Alternativt kan gestagenet administreres intrauterint i form af en gestagenspiral. Kvinder, som er hysterektomeret, eller som aldrig har udviklet en livmoder, substitueres med østradiol alene. Good clinical practice vil være regelmæssig kontrol ved start af behandling og herefter ved behov. Vedr. behandlingsregimer, se figur 1 om østrogen og gestagen i kombination . Ved nedsat seksuallyst - trods relevant østradiol substitution og hvor andre tiltag i form af sexologisk udredning og rådgivning ikke har haft effekt kan man overveje behandling med transdermalt testosteron i fysiologiske doser. Der findes ikke et registreret testosteronpræparat til brug hos kvinder og testosteronbehandlingen er derfor off-label. Før behandlingsstart anbefales måling af lipider, levertal samt eventuelt frit og total-testosteron på indikation, ved klinisk mistanke om hyperandrogenisme. Behandling med testosteron bør følges op med en blodprøve efter 3 måneder med henblik på at undgå overdosering idet frit og totalt testosteron bør ligge indenfor præmenopausalt reference interval. Det anbefales at kontrollere testosteron hver 6.-12. måned med henblik på at undgå overdosering og bivirkninger. Testosteronbehandling er kontraindiceret hos kvinder med leversygdom eller hyperlipidæmi, da disse tilstande kan forværres under behandlingen. Behandlingen bør desuden undgås hos kvinder med tegn på klinisk hyperandrogenisme, såsom akne og hirsutisme. Endelig bør testosteron ikke anvendes hos kvinder med hormonafhængige neoplasier, medmindre behandlingen sker i samråd med en onkolog 6894 - Menopausal Hormon Terapi (MHT) . Patienten skal informeres om risiko for milde-moderate bivirkninger i form af øget akne samt øget ansigts- og kropsbehåring. Behandlingsvarighed Kvinder med tidlig menopause eller POI anbefales substitution med kvindelige kønshormoner indtil alderen for naturlig menopause (ca. 50 år). Præparatvalg Naturlige østrogener foretrækkes frem for artificielle østrogener på grund af veldokumenteret effekt på de helbredsmæssige konsekvenser af nedsat østrogenproduktion. Hvis kvinden har en livmoder, suppleres behandlingen med gestagen, som beskrevet ovenfor. Se endvidere figur 1 i Østrogen og gestagen i kombination . Valg af præparat og administrationsform afhænger først og fremmest af patientens præferencer og prisen. Nogle patienter kan have fordel af gestagenskift ved bivirkninger. Den transdermale administrationsform inducerer en mere naturlig balance mellem de forskellige østrogener end oral administration og er at foretrække hos kvinder med påvirket leverfunktion, hos rygere, hos kvinder med migræne og hos kvinder med risikofaktorer for venøs tromboemboli. Der er indikation for behandling med calcium og D-vitamin ved lav tilførsel eller mangeltilstande. Forebyggelse af osteoporose er vigtig, men manifest osteoporose dog sjældent forekommende i denne patientgruppe. Specifik behandlingsindikation for farmakologisk behandling mod osteoporose skal stilles af endokrinolog. I sædvanlige terapeutiske doser virker de naturlige østrogener ikke ovulationshæmmende, hvilket er vigtigt at informere om, hvis graviditet ikke er ønskelig, og hvis der blot er en lille sandsynlighed for, at ovulation kan forekomme. Intermitterende ovariefunktion ses således hos op til 25 % af kvinder med idiopatisk POI de første år efter diagnosen. Gennemsnitligt opnår højest 5 % af kvinder med idiopatisk POI spontan graviditet. Ved...)
Spasticitet (...ved oral behandling, idet studier, som har forsøgt at påvise sådanne effekter, generelt er faldet negative ud. Ved injektionsbehandling med botulinumtoxin vil en bedret funktion undertiden kunne opnås, eksempelvis i form af hurtigere gang eller en længere gangdistance. Som udgangspunkt bør farmakologiske tiltag ikke stå alene. Centralt er træning i form af fysioterapi og ergoterapi. Kirurgiske tiltag kan i udvalgte situationer komme på tale. Eksempelvis vil en achillesseneforlængelse kunne tjene til, at strækrefleksen ikke i samme grad udløses, og fodklonus og spidsfodsstilling vil dermed kunne afhjælpes. Tværfagligheden i håndteringen af denne patientgruppe er særlig vigtig. Afferente stimuli i forbindelse med fx decubitus, obstipation eller blæreproblemer kan forværre spasticitet betydeligt. Det er vigtigt at have sådanne problemstillinger in mente inden opstart eller intensivering af antispastisk behandling. Særligt må sådanne forhold mistænkes ved brat forværring hos en i øvrigt stabil patient. Ved svær udbredt spasticitet vil såvel oral behandling som injektioner med botulinumtoxin undertiden være utilstrækkelig, og anlæggelse af en baclofenpumpe til kontinuert administration af baclofen intratekalt bør overvejes. Pumpen implanteres fortil på abdomen, og via et kateter infunderes baclofen i spinalvæsken, hvorved blod-hjerne-barrieren omgås. Ved intratekal administration anvendes under 1 % af den orale dosis, og der kan opnås højere koncentration i spinalkanalens cerebrospinalvæske samtidig med en lavere plasmakoncentration. Spasticiteten kan herved afhjælpes mere effektivt samtidig med, at CNS-bivirkninger reduceres. Behandling med baclofenpumpe kan kombineres med injektionsbehandling. Eksempelvis i form af, at pumpen primært forsørger underekstremiteterne samtidig med, at der i overekstremiteterne suppleres med botulinumtoxin. Injektion i nøje udvalgte spastiske muskler med botulinumtoxin, typisk under vejledning af ultralyd , er en effektiv behandling, som opnår større og større udbredelse. Behandlingen er stort set uden systemiske bivirkninger, hvilket er en væsentlig forskel fra tabletbehandlingerne, hvor systemiske bivirkninger er hyppige og ofte dosislimiterende. Mange patienter med spastisk hemiparese kan hjælpes effektivt med injektioner i både over- og underekstremitet, og ofte kan baclofen eller anden tabletbehandling reduceres eller helt seponeres. Der er intet til hinder for, at 10-15 muskler kan behandles. Injektionerne gentages med typisk tre måneders interval. Revurdering af behandlingen Der er behov for løbende revurdering af spasticitetsbehandlingen, hvilket i særlig grad er tilfældet ved progredierende lidelser. I en række tilfælde vil der løbende være behov for at øge den spasmolytiske behandling, men det modsatte kan også være tilfældet, ikke mindst hvis der er tale om tiltagende paresegrad. Præparatvalg Baclofen med virkning på GABA-B-receptorer og tizanidin med virkning på α 2 -adrenerge receptorer er gammelkendte og hyppigt anvendte præparater. Baclofen er det mest brugte. Præparaterne anses at være lige effektive, men dog således at der kan være forskel fra patient til patient. Den væsentligste bivirkning ved begge stoffer er sedation, og denne optræder ofte, inden optrapning til effektiv dosis er opnået. Dette er særligt hyppigt tilfældet, hvis spasticiteten er cerebralt betinget. Rygmarvskadede patienter tolererer typisk behandlingen bedre, og det er ikke usædvanligt, at de kan tåle høj dosis med eksempelvis mere end 100 mg baclofen i døgnet. Præparaterne kan kombineres. Tizanidin er i mindre grad end baclofen forbundet med subjektiv muskelsvaghed. Ved brug af tizanidin kan optræde leverpåvirkning og kardiovaskulære bivirkninger. Som startdosis anbefales i reglen 5 mg baclofen 3 gange dgl. eller 2 mg tizanidin 3 gange dgl. med efterfølgende optitrering justeret efter klinisk effekt og tolerabilitet. Er spasticiteten overvejende et natligt problem, kan man overveje blot at give behandling før sengetid. Effekten af benzodiazepin, typisk clonazepam eller diazepam , er formentlig sammenlignelig med baclofen og tizanidin, men er typisk forbundet med mere sedation. Dertil kommer en eventuel problematik omkring tilvænning/afhængighed. Gabapentin bruges mindre hyppigt, men vides at have en svag antispastisk effekt og er et oplagt valg i tilfælde af, at der samtidigt optræder neuropatiske smerter. Cannabis består af en lang række forskellige cannabinoider, herunder THC (delta-9-tetrahydrocannabinol) og CBD (cannabidiol). Evidensen bygger altovervejende på studier, hvor spasticiteten er relateret til multipel sklerose. Flere randomiserede dobbeltblindede studier har påvist en moderat patientrapporteret reduktion af spasticitet ved anvendelse af Sativex , som er en mundhule spray, der indeholder THC og CBD. Med undtagelse af et enkelt studie har man ikke kunnet påvise nogen statistisk signifikant effekt vurderet ud fra ændringer i tonus målt med Modified Ashworth Scale (MAS), hvor tonus graderes fra 0 til 4. MAS er imidlertid ikke et optimalt udtryk for spasticitet, idet det alene beskriver modstanden mod passiv bevægelse, og dermed kun afspejler ét af flere fænomener, der kendetegner spasticitet. For nuværende er der fortsat utilstrækkelig evidens til at konkludere noget om effekten af cannabinoider hos patienter med spasticitet af anden årsag end multipel sklerose. Bivirkninger kan blandt andet omfatte træthed, svimmelhed, ændring af appetit, kognitive bivirkning og i få tilfælde psykiatriske bivirkninger. Ved brug af Sativex forekommer irritation af mundslimhinden hyppigt. Cannabis bør først overvejes ved utilstrækkelig effekt af ovennævnte præparater i maksimalt tolererede dosis, enkeltvis eller i kombination. Nedsat leverfunktion Ved leversygdom bør baclofen som udgangspunkt vælges frem for tizanidin. Ved Child-Pugh score A eller B vil lav dosering af tizanidin kunne anvendes med initielt månedlig monitoring af leverfunktionen. Ved Child Pugh score C er tizanidin kontraindiceret. Nedsat nyrefunktion Ved nedsat nyrefunktion øges koncentrationen af baclofen, og dosis skal overvejes nedsat ved aftagende nyrefunktion. Generelt er anvendelsen af baclofen dog uproblematisk ved...)
Multipel (dissemineret) sklerose (...Ved utilstrækkelig effekt og betydelige gener kan botulinum type A toxin være effektiv. Spasticitet behandles primært med baclofen oralt, tizanidin eller gabapentin og evt. med benzodiazepiner. I tilfælde af invaliderende spasticitet, særligt i underekstremiteterne, er intratekal baclofen (baclofen-pumpe behandling) en mulighed. Hvor der ikke opnås tilstrækkelig virkning med disse præparater, kan forsøges behandling med nabiximols, se Cannabinoider (Multipel (dissemineret) sklerose) . Endelig har Lægemiddelstyrelsen efter beslutning af Folketinget gjort det muligt som en forsøgsordning at behandle MS patienter med smertefulde spasmer eller neuropatiske smerter med medicinsk cannabis på recept. Dette indtages som te, der drikkes eller inhaleres eller som cannabis olie. Det anbefales dog primært at anvende nabiximols mod spasticitet og magistrelt ordineret delta-9-tetrahydrocannabinol (THC) eller cannabidiol (CBD) mod smerter. Forsøgsordningen, der udløb i 2025, er ved Folketingsbeslutning gjort permanent fra 2026. Gangbesvær kan søges mindsket ved behandling med kaliumkanal-blokkeren fampridin . For fampridin og nabiximols findes desuden en Behandlingsvejledning fra RADS og fra Medicinrådet . Akutte sygdomsattakker Methylprednisolon mindsker symptomerne og afkorter varigheden af et attak, men effekt på den endelige grad af remission af et attak er aldrig påvist. Der anbefales 1 g intravenøst i 3 dage eller 500 mg intravenøst eller oralt i 5 dage, evt. med efterfølgende oral aftrapning af behandlingen over 10-14 dage. Sygdomsmodificerende behandling af attakvis multipel sklerose En række præparater er godkendt som sygdomsmodificerende behandling af MS. Virkningsmekanisme, behandlingseffekt og bivirkninger er omtalt under de enkelte præparater. Undersøgelser har vist, at behandling med sygdomsmodificerende medicin efter den første demyeliniserende episode (CIS) forsinker udviklingen af klinisk sikker MS. Flere studier viser, at tidlig behandling giver et bedre terapeutisk respons også på langt sigt, ligesom tidlig behandling anbefales af den europæiske behandlingsvejledning (3433) . Det gælder for alle sygdomsmodificerende behandlinger, at MR-scanning bør foretages før behandlingsstart, 3-6 måneder efter behandlingsstart (re-baseline MR) og herefter årligt. I henhold til gældende europæiske vejledende retningslinjer for behandling af multipel sklerose og den danske Neurologisk National Behandlingsvejledning , samt Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (tidligere RKKP) ( Sclerosebehandlingsregistret (SCBH) - RKKP ) foretages MR-scanning 3-6 måneder efter start af ny behandling eller behandlingsskift for at sikre, at det nye præparat virker før denne nye basis-scanning foretages. Traditionelt opdeles de sygdomsmodificerende behandlinger i moderat effektive behandlinger og høj-effektive behandlinger . Moderat effektive behandlinger Interferon beta Interferon beta-1a intramuskulært: 30 mikrogram en gang ugentlig. Interferon beta-1a subkutant: 44 mikrogram (anbefalet) eller 22 mikrogram 3 gange ugentlig (hvis 44 mikrogram ikke tolereres). Interferon beta-1b subkutant: 250 mikrogram hver 2. dag. Peginterferon beta-1a subkutant 125 mikrogram hver 2. uge. Glatirameracetat 40 mg subkutant 3 gange ugentligt (eller 20 mg subkutant dagligt). Medicinrådet har vurderet, at de former af glatirameracetat, som markedsføres i Danmark, er ækvivalente. Teriflunomid 14 mg oralt daglig. Dimethylfumarat 240 mg oralt 2 gange daglig. Diroximelfumarat 462 mg oralt 2 gange daglig. Høj-effektive behandlinger Natalizumab 300 mg intravenøst hver 4. uge eller 300 mg subkutant hver 4. uge. Fingolimod 0,5 mg oralt daglig. Ozanimod 0,92 mg oralt daglig. Ponesimod 20 mg oralt daglig (godkendt af EMA og i DK, men ikke vurderet af Medicinrådet). Siponimod 2 mg oralt daglig (kun godkendt til behandling af sekundær progressiv MS). Ocrelizumab 600 mg intravenøst hver 6. måned eller 920 mg subkutant hver 6. måned. Ofatumumab 20 mg subkutant hver 4. uge. Ublituximab 450 mg intravenøst hver 24. uge. Cladribin 3,5 mg/kg oralt fordelt på 2 behandlingsuger med et års interval, én i begyndelsen af den første måned og én i begyndelsen af den anden måned i det pågældende behandlingsår. Disse høj-effektive behandlinger bør anvendes: 1. Hos patienter, der har et suboptimalt behandlingsrespons på et moderat effektivt præparat 1 eller flere attakker seneste år eller 2 eller flere nye /forstørrede læsioner på MR-scanning seneste år eller 1 eller flere kontrastopladende læsionerpå MR-scanning seneste år 2. Som første behandlingsvalg til patienter med høj sygdomsaktivitet, eksemplificeret som: 2 eller flere attakker seneste år eller 1 attak seneste år og residual EDSS på 3.0 eller 1 attak seneste år og 9 eller flere læsioner (både cerebrum og medulla) samt en eller flere kontrastopladende læsioner eller 1 eller flere nye/forstørrede læsioner i forhold til en tidligere MR-scanning. Udover ovennævnte kriterier kan faktorer som multifokal debut, infratentorielle læsioner, rygmarvslæsioner samt kortikale læsioner tale for start af høj-effektiv behandling som første behandlingsvalg. Patienter med moderat sygdomsaktivitet (førstegangs-behandlede) Der findes én sammenlignende undersøgelse mellem teriflunomid og interferon beta-1a subkutant 44 mikrogram 3 gange ugentlig og en placebo-kontrolleret undersøgelse af dimethylfumarat med glatirameracetat som referencebehandling, men ingen undersøgelser mellem de orale præparater indbyrdes. Der foreligger en række sammenlignende undersøgelser imellem forskellige interferon beta præparater og en sammenlignende undersøgelse af interferon beta-1a intramuskulært og glatirameracetat. Konklusionen af disse undersøgelser er: Der ses ingen forskel i effekt mellem teriflunomid og interferon beta-1a subkutant. Der ses hurtigere og evt. større effekt af interferon beta-1b og interferon beta-1a subkutant i forhold til interferon beta-1a intramuskulært. Modsat er risikoen for udvikling af neutraliserende antistoffer mindre og injektionshyppigheden lavere for interferon beta-1a intramuskulært og peginterferon beta-1a subkutant, dernæst for interferon beta-1a subkutant. Glatirameracetat har samme effekt som interferonerne og indebærer ikke risiko for udvikling af neutraliserende antistoffer eller influenzalignende bivirkninger. Injektionspræparater skønnes at indebære risiko for større non-adhærence sammenlignet med de orale præparater. Medicinrådets lægemiddelrekommandation og behandlingsvejledning vedrørende lægemidler til attakvis multipel sklerose - version 2.6 (Godkendt den 11. april 2025 og gældende fra den 1. august 2025) giver anbefalinger vedrørende sygdomsmodificerende behandling. Medicinrådet har endnu ikke indplaceret ponesimod i behandlingsvejledningen (og ikke modtaget nogen anmodning om dette for nuværende). Nydiagnosticerede patienter med moderat sygdomsaktivitet Til nydiagnosticerede mænd og kvinder, som anvender antikonception og ikke har graviditetsønske Prioriteret anvendelse Lægemiddelnavn Dosering og dispenseringsform Anvend som 1. valg til 80 % af patienterne* Teriflunomid 14 mg p.o. 1 gang dgl. 2. valg Dimethylfumarat 240 mg p.o. 2 gange dgl. 3. valg Diroximelfumerat 462 mg p.o. 2 gange dgl. * Procentsatsen beskriver den andel af populationen, der som minimum bør begynde behandling med det på gældende lægemiddel. Til nydiagnosticerede kvinder, som har graviditetsønske inden for ca. et år, men anvender antikonception Prioriteret anvendelse Lægemiddelnavn Dosering og dispenseringsform Anvend som 1. valg til 80 % af patienterne* Dimethylfumarat 240 mg p.o. 2 gange dgl. 2. valg Diroximelfumerat 462 mg p.o. 2 gange dgl. * Procentsatsen beskriver den andel af populationen, der som minimum bør begynde behandling med det på gældende lægemiddel. Til kvinder, som ikke anvender antikonception og har aktuelt graviditetsønske eller er gravide Prioriteret anvendelse Lægemiddelnavn og styrke Dosering og dispenseringsform Anvend som 1. valg til 80 % af patienterne* Glatirameracetat 40 mg 40 mg s.c. x 3 ugtl. 2. valg Glatirameracetat 20 mg 20 mg s.c. x 1 dgl. 3. valg Interferon beta-1a 22 mikrogram 22 mikrogram s.c. x 3 ugtl. 4. valg Interferon beta-1a 30 mikrogram 30 mikrogram i.m. x 1 ugtl. 5. valg Interferon beta-1a 44 mikrogram 44 mikrogram s.c. x 3 ugtl. 6. valg Peginterferon beta-1a 125 mikrogram s.c. hver 2. uge 7. valg (overvej) Interferon beta-1b 250 mikrogram s.c. hver 2. dag * Procentsatsen beskriver den andel af populationen, der som minimum bør begynde behandling med det på gældende lægemiddel. Se i øvrigt også midler mod multipel (dissemineret) sklerose . Nydiagnosticerede patienter med høj sygdomsaktivitet Patienter, som er JC-virus antistof-negative: Prioriteret anvendelse Lægemiddelnavn Dosering og dispenseringsform Anvend som 1. valg til 80 % af patienterne* Ublituximab 150 mg i.v. ved uge 0. 450 mg i.v. ved uge 2 og 24. Herefter 450 mg i.v. hver 24. uge. 2. valg Natalizumab s.c. 300 mg s.c. hver 4. uge. 3. valg Ofatumumab s.c. 20 mg s.c. i uge 0, 1, 2 og 4. Herefter én gang hver måned. 4. valg Natalizumab i.v. 300 mg i.v. hver 4. uge. 5. valg Ocrelizumab s.c. 920 mg s.c. hver 6. måned. 6. valg Ocrelizumab i.v. 600 mg i.v. på dag 1 og 15. Herefter 600 mg i.v. hver 6. måned. 7. valg Cladribin Cladribin 1,75 mg/kg p.o. over to uger i år 1 og 2. Herefter ikke behov for cladribin i år 3 og 4. 8. valg (anvend ikke rutinemæssigt) Fingolimod 0,5 mg p.o. x 1 dagligt. 9. valg (anvend ikke rutinemæssigt) Ozanimod 0,92 mg p.o. x 1 dagligt. * Procentsatsen beskriver den andel af populationen, der som minimum bør begynde behandling med det på gældende lægemiddel. Patienter, der er JC-virus antistof positive: Prioriteret anvendelse Lægemiddelnavn Dosering og dispenseringsform Anvend som 1. valg til 80 % af patienterne* Ublituximab 150 mg i.v. ved uge 0. 450 mg i.v. ved uge 2 og 24. Herefter 450 mg i.v. hver 24. uge. 2. valg Ofatumumab 20 mg s.c. i uge 0, 1, 2 og 4. Herefter én gang hver måned. 3. valg Ocrelizumab s.c. 920 mg s.c. hver 6. måned. 4. valg Ocrelizumab i.v. 300 mg i.v. på dag 1 og 15. Herefter 600 mg i.v. hver 6. måned. 5. valg (overvej) Cladribin Cladribin 1,75 mg/kg p.o. over to uger i år 1 og 2. Herefter ikke behov for cladribin i år 3 og 4. 6. valg (anvend ikke rutinemæssigt) Fingolimod 0,5 mg p.o. x 1 dagligt. 7. valg (anvend ikke rutinemæssigt) Ozanimod 0,92 mg p.o. x 1 dagligt. * Procentsatsen beskriver den andel af populationen, der som minimum bør begynde behandling med det på gældende lægemiddel. På grund af risikoen for udvikling af PML kan det som hovedregel ikke anbefales at starte behandling med natalizumab hos JC-virus antistof-positive patienter, og behandling udover 12-24 måneder hos JC-virus antistof-positive patienter må generelt frarådes. Se i øvrigt også midler mod multipel (dissemineret) sklerose . Patienter med sygdomsaktivitet eller uacceptable bivirkninger under sygdomsmodificerende behandling Patienter, som er JC-virus antistof-negative: Prioriteret anvendelse Lægemiddelnavn Dosering og dispenseringsform Anvend som 1. valg til 80 % af patienterne* Ublituximab 150 mg i.v. ved uge 0. 450 mg i.v. ved uge 2 og 24. Herefter 450 mg i.v. hver 24. uge. 2. valg Natalizumab s.c. 300 mg s.c. hver 4. uge. 3. valg Ofatumumab 20 mg s.c. i uge 0, 1, 2 og 4. Herefter én gang hver måned. 4. valg Natalizumab i.v. 300 mg i.v. hver 4. uge. 5. valg Ocrelizumab s.c. 920 mg s.c. hver 6. måned. 6. valg Ocrelizumab i.v. 300 mg i.v. på dag 1 og 15. Herefter 600 mg i.v. hver 6. måned. 7. valg (overvej) Cladribin Cladribin 1,75 mg/kg p.o. over to uger i år 1 og 2. Herefter ikke behov for cladribin i år 3 og 4. 8. valg (anvend ikke rutinemæssigt) Fingolimod 0,5 mg p.o. x 1 dagligt. 9. valg (anvend ikke rutinemæssigt) Ozanimod 0,92 mg p.o. x 1 dagligt. * Procentsatsen beskriver den andel af populationen, der som minimum bør begynde behandling med det på gældende lægemiddel. Patienter, der er JC-virus antistof-positive: Prioriteret anvendelse Lægemiddelnavn Dosering og dispenseringsform Anvend som 1. valg til 80 % af patienterne* Ublituximab 150 mg i.v. ved uge 0. 450 mg i.v. ved uge 2 og 24. Herefter 450 mg i.v. hver 24. uge. 2. valg Ofatumumab 20 mg s.c. i uge 0, 1, 2 og 4. Herefter én gang hver måned. 3. valg Ocrelizumab s.c. 920 mg s.c. hver 6. måned. 4. valg Ocrelizumab i.v. 300 mg i.v. på dag 1 og 15. Herefter 600 mg i.v. hver 6. måned. 5. valg Cladribin Cladribin 1,75 mg/kg p.o. over to uger i år 1 og 2. Herefter ikke behov for cladribin i år 3 og 4. 6. valg (anvend ikke rutinemæssigt) Fingolimod 0,5 mg p.o. x 1 dagligt. 7. valg (anvend ikke rutinemæssigt) Ozanimod 0,92 mg p.o. x 1 dagligt. * Procentsatsen beskriver den andel af populationen, der som minimum bør begynde behandling med det på gældende lægemiddel. Behandling af primær og sekundær progressiv MS Sygdomsmodificerende behandling af primær progressiv multipel sklerose Patienter med tidlig primær progressiv multipel sklerose (PPMS) defineret ved sygdomsvarighed, graden af funktionsnedsættelse samt radiologiske fund, der er karakteristiske for inflammatorisk aktivitet, kan behandles med ocrelizumab. Ocrelizumab reducerer risikoen for sygdomsprogression med 24 % i forhold til placebo. Medicinrådet har vurderet, at ocrelizumab giver en lille klinisk merværdi for voksne patienter til og med 45 år med primær progressiv multipel sklerose, sammenlignet med placebo (meget lav evidenskvalitet). Medicinrådet anbefaler ocrelizumab som mulig standardbehandling til voksne patienter til og med 45 år med primær progressiv multipel sklerose (PPMS). Sygdomsvarighed må være højst 10 år for patienter med EDSS-score mellem 3-5 og højst 15 år for patienter med EDSS-score mellem 5-6,5. Se i øvrigt ocrelizumab til behandling af attakvis multipel sklerose mht. administration, bivirkninger og opfølgning af behandlingen. Sygdomsmodificerende behandling af sekundær progressiv multipel sklerose Siponimod Medicinrådet anbefalede d. 21.juni 2023, at siponimod anvendes til patienter med aktiv sekundær progressiv multipel sklerose, der ikke modtager sygdomsmodificerende behandling, og patienter, der er i behandling med interferon beta-1a, interferon beta-1b eller glatirameracetat og har sygdomsaktivitet trods denne behandling. Afgrænsningen af populationen er baseret på datagrundlaget i det kliniske fase-III studie. Interferon beta Interferon beta-1b medfører, hos patienter i tidlig fase af sekundær progressiv MS, der inden for de sidste 2 år har haft attakker eller hurtig progression af neurologiske udfaldssymptomer, en mindre reduktion af sygdomsaktivitet og -progression (se behandling af MS ). Der er ikke påvist effekt af interferon beta ved fremskreden sekundær progressiv MS. Revurdering af behandlingen Som resultat af fremskridt inden for sygdomsmodificerende behandling af MS, længere levetid for mennesker med MS, og en stigning i antallet af MS-patienter, der diagnosticeres senere i livet, ældes den del af MS-populationen, der er i sygdomsmodificerende behandling. MS sygdommens naturlige forløb viser en tendens i ældre alder til færre attakker og mindre inflammatorisk aktivitet på MR-scanning. Denne formindskede aktivitet sætter spørgsmålstegn ved det fortsatte behov for antiinflammatorisk immunmodulation. Samtidig kendetegnes ældre patienter ofte ved komorbiditeter og polyfarmaci, og sygdomsmodificerende behandling giver udfordringer i form af risiko for infektion, kardiovaskulære problemer og nedsat nyrefunktion, hvilket medfører, at risiko-fordel-forholdet kan ændre sig ugunstigt med alderen og rejser spørgsmål om hensigtsmæssigheden og sikkerheden ved fortsat behandling. Endelig kan ældre patienter prioritere livskvalitet frem for fortsat behandling, især hvis de oplever bivirkninger eller at behandlingen ikke forbedrer/bevarer deres daglige funktion signifikant. Hos ældre patienter, der igennem en årrække har været fri for sygdomsaktivitet, klinisk og ved MR-scanning, kan behandlingsophør derfor overvejes. Der er relativt sparsomme kliniske forsøg og real-world data ved...)
Mandlig hypogonadisme (...Ved en vis egenproduktion af testosteron kan man supplere med oral testosteron, mens mere udtalt eller total testosteronmangel bør afstedkomme sufficient testosteronsubsititution, hvilket oftest indebærer transdermal eller intramuskulær depotbehandling. Ved pubertas tarda eller længerevarende testosteronmangel bør dosis titreres forsigtigt med henblik på at undgå psykiske bivirkninger. Hos alle bør den rette dosis individualiseres på baggrund af S-testosteron og LH, kliniske symptomer, hæmatokrit m.m. Ved...)
Hypocalcæmi (...Ved meget store doser calcium kan der være risiko for deponering af calcium i vævet (fx i nyrerne og karvæggene eller muskler og sener) eller i urinvejene. Hvis dette er tilfældet, vælges oftest at supplere med aktiveret vitamin D og reducere indtag af calcium. Ofte er patienterne relativt resistente over for tilførsel af alfacalcidol og calcium, dvs. der skal store doser til for at øge P-calcium. Regulering af calciumniveauer i blod og urin omfatter regelmæssig måling af plasma-calcium, fosfat og kreatinin. Døgnurinudskillelsen af calcium kan monitoreres og justeres ved justering af indtag af calcium og aktivt D-vitamin samt hos nogle tillæg af thiaziddiuretikum (3235) (3236) . Forebyggelse og kontrol for nyresten indebærer justering af væskeindtag, justering af calcium-fosfor-produkt samt døgnurin-calcium og evt. ultralyd eller CT af nyrer og urinveje ved behov. Der henvises til urologiske vejledninger på området. Supplerende D-vitamin Hos nogle er det nødvendigt at supplere behandlingen med aktiveret D-vitamin ( alfacalcidol ) for at opretholde et tilfredsstillende P-calcium ved at øge absorptionsfraktionen i tarmen samt nedsætte tabet i nyrerne. Dosis af alfacalcidol kan variere, men vil typisk være 1-4 mikrogram dgl (3235) (3236) . Ved meget høje doser af aktiveret D-vitamin kan der ses forskydninger i P-calcium, således at calcium-fosfor-produktet bliver for højt med deraf følgende symptomer på udfældning af calciumforbindelser i vævene, fx i karvægge (åreforkalkning med blodpropsrisiko), sener med smerter etc. Hos disse patienter kan det være nødvendigt at reducere brugen af aktiveret D-vitamin og omlægge til et højere calciumtilskud, der også virker som fosfatbindere. Parathyroidektomerede patienter Hos parathyroidektomerede er det ikke altid nødvendigt at hæve P-calcium til normalområdet - blot symptomfrihed opnås. Dette skyldes, at der hos totalt parathyroidektomerede ikke er risiko for sekundær hyperparathyroidisme. Hos subtotalt parathyroidektomerede, hvor der tilstræbes reetablering af normal parathyroideafunktion, vil P-calcium lige under normalområdet befordre reetablering af parathyroideafunktion i modsætning til P-calcium højt i normalområdet. Hertil kommer, at risikoen for hypercalcæmi mindskes, hvis calciumniveauerne holdes lige under eller i nedre del af normalområdet (typisk i området ioniseret calcium 1,10-1,17 mmol/l, albuminkorrigeret P-calcium eller totalcalcium i området 2,00-2,20 mmol/l. Disse grænser er dog meget variable, og der er stor variabilitet i de af patienterne oplevede symptomer, hos nogle ses døgnvariation i symptomerne afhængigt af virkningsvarigheden af de benyttede calcium og D-vitaminpræparater. Akutte situationer I helt akutte situationer med svær akut symptomgivende hypocalcæmi med tetani eller andre svære symptomer kan anvendes i.v. calcium enten som engangsinjektion eller som kontinuerlig infusion, hvis engangsinjektion med calcium i.v. ikke er tilstrækkelig til symptomlindring. Det er vanskeligt at angive eksakte grænser for, hvornår behandling med i.v. calcium bør overvejes, men typisk vil P-ioniseret calcium < 0,9 mmol/l (albuminkorrigeret P-calcium eller total calcium 1,45 mmol/l) kunne afgive indikation for i.v. behandling, om end en del patienter er asymptomatiske og derfor ikke kræver i.v. behandling. Hos nogle kan supplement med parathyroideahormon eller hormonanaloger være nødvendigt for at opnå et tilfredsstillende P-calcium både i den akutte fase og hos nogle også i den kroniske fase. Se endvidere: Yorvipath . Magnesium Hos nogle patienter kan svær magnesiummangel bidrage til hypocalcæmi, idet magnesium er en co-faktor for syntese og sekretion af PTH, hvorfor der kan ses funktionel hypoparathyreoidisme (5291) . Korrektion af hypomagnesiæmi vil så genoprette PTH-sekretionen, så calciumtilskud og tilskud af D-vitamin ikke altid er nødvendigt. Se endvidere: Calcium Vitamin D og analoger . Præparatvalg Calcium og vitamin D i kombination Der vælges typisk en kombination af calcium og vitamin D, hvis der er tale om insufficient indtag af både calcium og vitamin D. Hos de fleste kan de relativt billige kosttilskud anvendes uden problemer. I en del af disse midler er der også vitamin D i doser på 5-38 mikrogram pr. tablet. Tabletter med disse mængder vitamin D kan bruges. Hos ganske få patienter, hvor kosttilskud med calcium (ofte som calciumcarbonat eller -citrat) og vitamin D ikke kan opretholde P-calcium, kan andre calciumpræparater forsøges (fx Calcium-Sandoz® ). I stedet for fx Calcium-Sandoz® brusetabletter kan nogle patienter behandles med kosttilskud såsom calcium-tyggetabletter eller citratholdige calciumtabletter. De fleste tabletter indeholder vitamin D 3 (cholecalciferol), der foretrækkes pga. bl.a. længere virkningsvarighed. Enkelte præparater indeholder vitamin D 2 (ergocalciferol). Vitamin D Ved kostbetinget insufficiens kan langt de fleste klare sig med et lægemiddel med indhold af cholecalciferol (D3). Hvis der er tale om nedsat aktivering af vitamin D, fx ved kronisk nyreinsufficiens, skal der anvendes aktiveret vitamin D, fx alfacalcidol. En tommelfingerregel siger, at P-25OHD (plasma-25-dihydroxyvitamin D) stiger med 50-100 % af den daglige dosis i mikrogram efter 5-6 måneder. Er P-25OHD fx 10 nmol/l, vil tilførsel af 70 mikrogram cholecalciferol (D3) få P-25OHD til at stige mellem 35 og 70 nmol/l, dvs. til 45-80 nmol/l. Jo mere adipøs patienten er, des mindre stiger P-25OHD. Hos patienter med svære symptomer kan en oral støddosis med fx 100.000-300.000 IE (2.500-7.500 mikrogram) anvendes. De fleste patienter med hypoparatyroidisme (3236) kan ikke klare sig med vitamin D, men har brug for farmakologiske doser af aktiveret vitamin D. Calcium Der findes en lang række kosttilskud, som kan anvendes ved...)
Vaccination mod Hepatitis B (...ved kontakt med blod, ved seksuelt samkvem samt vertikalt fra mor til barn under fødslen. I sjældne tilfælde kan virus dog også overføres ved tæt socialt samvær. Sundhedsstyrelsen har derfor indført tilbud om gratis hepatitis B-vaccination af børn og ansatte i daginstitutioner, hvor der passes et barn med kronisk hepatitis B-virus infektion. Sikring af disse vaccinationer varetages af Styrelsen for Patientsikkerhed. Desuden tilbydes gratis hepatitis B-vaccination til husstande, hvor et husstandsmedlem har hepatitis B. Disse vaccinationer varetages af egen læge. Neonatal eksposition for hepatitis B Børn født af mødre med kronisk hepatitis B-infektion bør umiddelbart efter fødslen have specifikt hepatitis B-immunglobulin samt starte vaccination mod hepatitis B. Barnet revaccineres ved 1-, 2- og 12- måneders-alderen. Til hepatitis B-vaccination af børn anvendes sædvanligvis Engerix-B® eller når det findes hensigtsmæssigt - en af kombinationsvaccinerne. Den anden hepatitis B-vaccine, Fendrix®, anvendes alene ved...)
Søgeresultater, Nyheder:
Hjælp til rådgivning om nødprævention (Valg og vejledning af nødprævention)
Flowdiagrammer til ’Glemt medicin’ for p‑piller (...Ved glemt p-pille varierer behovet for tiltag betydeligt afhængigt af både præparattype og ...)
Åbent redaktionsmøde 21. maj (... vi gerne invitere dig til åbent redaktionsmøde og tale med dig og andre brugere om de valg, vi løbende træffer og høre dit input om det. Tidspunkt: Torsdag den 21. maj kl. 8.00 ...)
